Hopp til innhold

Om den gamle Hamars beskrivelse

Fra Wikikilden

Fornyet gjennemlæsning af den gamle beskrivelse af Hamar og den interessante polemik om dette skrift, der i nærværende tidsskrift (3dje rækkes 1ste bind) er ført mellem professorerne Daae og Storm, indgav mig lyst til at danne mig en selvstændig mening om Skriftets ægthed og forfattelsestid. Da hr. Daae gjentagende har opfordret ogsaa andre til at fremkomme med sin opfatning af det omstridte spørgsmaal, vil jeg ikke tilbageholde de bemerkninger, som jeg har havt anledning til at gjøre. Jeg vil dog her kun holde mig til sagens kjerne uden at indlade mig paa alle de mange enkeltheder, der er indbragte i diskussionen; dels maa disse ansees som uddebatterede, dels vil de først kunne sees i et nyt lys, naar en kritisk og paa de bevarede haandskrifter grundet udgave af selve skriftet foreligger.

Der er i virkeligheden fremsat 3 forskjellige opfatninger af den gamle beskrivelse.

Justitiarius J. Chr. Berg, som i 1803 lod den trykke i Thaarups Magazin, var kommen til den anskuelse, at den var forfattet af Mikel Andersen Aalborg (sogneprest i Vang fra 1610 til 1626), men paa grundlag af de materialier, som samledes paa Hamar i 1553, hvoraf han „uddrog“ beskrivelsen. Dette har Mikel Aalborg efter Bergs mening gjort efter bedste evne, og hans arbeide er trods alle sine mangler „alligevel umisteligt formedelst sit indhold.“ Efter de af prof. Storm i hans første indlæg meddelte oplysninger har Mikel Andersen Aalborg intet med skriftet at gjøre, og hans navn vil for fremtiden ikke af nogen bringes i forbindelse med dette.

Professor Daae antager ligesom Berg en sen forfattelsestid. Men han er tillige tilbøielig til at anse den i spidsen anbragte intimation som uægte og den hele bog som „et fabrikat“, der vel kan have en vis literær interesse, men omtrent ingen historisk betydning. Saaledes har jeg ialfald opfattet hr. Daaes mening.

I modsætning til Berg og Daae hævder professor Storm med stor styrke, at beskrivelsen, saaledes som intimationen angiver, er forfattet i aaret 1553 og paa Hamar, at den er selve den „bog“, som blev resultatet af de i nævnte aar anstillede undersøgelser i Hamars bispearkiv.

Intimationen fortæller os paa en temmelig forretningsmæssig maade, at „anno 1553 den 22de dag julii“ var tilstede hos lensherren Kristjern Munk paa Hamar gaard medlemmer af Hamars kapitel samt endel andre navngivne mænd, alle vel kjendte fra andre kilder, og alle vitterlig levende i 1553. Man gjennemgik da „alle bispernes bøger og breve“; indholdet blev „gjort udi en bog,“ der blev nedsendt til kongen, hvorhos Kristjern Munk lod denne bog „indføre i sin egen bog“, d. v. s. tog en afskrift deraf.

Efter denne intimation begynder da beskrivelsen.

Denne beskrivelse skulde altsaa efter prof. Storms opfatning være produktet af samarbeidet mellem de mange i hint møde tilstedeværende. Hr. Storm taler ogsaa flere gange om „forfatterne“, han taler om de „landsprester og landadelsmænd“, der forfattede beskrivelsen under Kristjern Munks auspicier. At et skrift som dette skulde skyldes samarbeide mellem flere forfattere, kan jeg vanskelig forestille mig. Der hersker efter det indtryk, jeg har faaet ved gjennemlæsningen, en saadan ensartethed i fortællemaade, smag og sprog gjennem det hele arbeide, at det er mig umuligt at kunne tænke paa mere end én forfatter, og det en forfatter med en temmelig udpræget eiendommelighed som saadan.

Ligesaa vanskeligt har jeg for at forstaa, at det foreliggende skrift skulde være den bog, som ved hin leilighed blev istandbragt og senere nedsendt til kongen. Jeg slutter mig i denne henseende fuldstændig til, hvad der er udtalt af prof. Daae. Hvad man i kapitelsmødet 1553 kunde udrette, selv om det varede flere dage, var neppe andet end at gjennemgaa dokumenterne og af dem gjøre et kort og summarisk uddrag, en slags registratur. Hr. Daae har henvist til, at just i aarene 1550–58 registreredes flere arkiver i Danmark, og at der i 1558 udgik kongelig befaling til domkapitlerne i Bergen og Trondhjem om at lade sine arkiver registrere og udfærdige registraturen i 3 exemplarer. Dertil kan føies, at Trondhjems kapitel virkelig vides at have udført en saadan registratur i overvær af den kongelige befalingsmand og nedsendt et exemplar deraf til kongen.[1] Det forekommer mig, at det var netop det samme, som blev gjort af kapitlet i forening med den kongelige befalingsmand paa Hamar i 1553. Men den foreliggende Hamars beskrivelse er meget langt fra at være nogen fortegnelse over et arkivs indhold; den har (bortseet fra intimationen) hverken i indhold eller form nogensomhelst lighed med en saadan fortegnelse. Den omstændelige beretning om domkirken, kirkegaarden, Hamar gaard, om podemestere og mostpersere m. m., for ikke at tale om søormens bedrifter og biskop Mogens’s bortreise, hvilket optager det meste af vor beskrivelse, dertil har nok brevskaberne i bispearkivet ikke indeholdt synderlig materialier, og det er altsammen affattet i en fremstilling, der mere kunde synes bestemt paa folkelæsning end at være resultat af et mandsterkt kollegiums arkivundersøgelser. Hr. Daae finder, at beskrivelsen vidner om romantik og sentimentalitet; enhver vil ialfald finde den fuld af stemning og varme. Forfatteren dvæler med særlig forkjærlighed ved den yndefulde sommertid paa Hamar og det idylliske liv deroppe: „og var det ganske lystigt om sommeren, naar man roede om Hammers by, og alle urter og alle træ de gav slig herlig lugt fra sig.“ „Item naar som at presten og degnene sjunge i kirken og orgelverkernes lyd hørtes, at den, som ikke havde et stenhjerte, maatte græde af glæde for Guds usigelige naade imod menneskene og Guds hellige ord og de deilige salmer, som de hørte sjunge der.“ Saadanne stemningsudbrud fremkommer ikke let fra et samarbeide mellem flere forfattere og endnu mindre som udbytte af arkivgranskninger.

Heller ikke skulde man finde en beskrivelse som denne synderlig egnet til at nedskikkes til kong Kristian den 3dje. Den er jo dog fra først til sidst en lovprisning af de gamle tiders herlighed, og uagtet forfatteren synlig har bestræbt sig for at skifte lige mellem den gamle og den nye tro, og uagtet han har omtalt hr. Truid Ulfstand med saamegen hensynsfuldhed, som han har formaaet, er det dog ikke vanskeligt at se, at han med hele sit hjerte hænger ved Hamars sidste katholske biskop, Mogens Lauritsen. Naar hensyn tages til, at han skrev paa en tid, da der ellers kun hørtes fordømmelsesdomme over katholicismens væsen og gjerningen kan jeg, ligesom prof. Daae, ikke negte, at denne forfatter maa have bevaret en ikke ringe sympathi for den gamle religion, ialfald i dens udvortes fremtræden.

Mig forekommer det tydeligt, at beskrivelsen hverken i sin helhed er udbyttet af arkivundersøgelserne i 1553 eller i enkeltheder støtter sig til disse. Jeg antager, at forfatteren har havt adgang til Kristjern Munks afskrift af Hamarregistraturen, men kan ikke finde, at hans fremstilling viser benyttelse deraf Forfatterens kilder har (fraregnet biskopslisterne) visselig udelukkende været: lokale traditioner og egne erindringer. Ved gjennemlæsningen af skildringerne af livet i det gamle Hamar faar man et bestemt indtryk af, at alt dette er noget oplevet, at forfatteren fremkalder minder fra en tid, der efter aars forløb staar for ham i et idyllisk og romantisk skjær. Fremfor alt er afsnittet om biskop Mogens’s tilfangetagelse og afreise saaledes fortalt, at man ikke godt kan undlade at søge forfatteren blandt øienvidnerne til denne tildragelse.[2]

Jeg maa altsaa antage beskrivelsen som virkeligt forfatterskab, udgaaet fra en med begivenhederne i 1537 samtidig mand. Han har uden mindste fnug af lærd anstrøg villet skildre Hamars fordums herlighed og sidste dage for menige læsere blandt sine landsmænd og har særlig havt den hensigt at reise den sidste biskop et smukt minde. Han er sin tids barn, forsaavidt som han til det yderste er kritikløs og overtroisk, men han er en troskyldig og varmhjertet fortæller og som stilist i Norge enestaaende i tidsrummet, førend Absalon Pedersen begyndte sin forfatterbane. Hamarbeskrivelsens stil og fremstilling gjør paa mig indtryk af at være mere beslegtet med den friske og naturlige sprogtone, der udmerker den danske literatur i reformationstiden, end med den stivhed og tørhed, som i regelen er særkjendet for den følgende tidsalder. Der er ingen tvivl om, at beskrivelsen gjennem afskrifter har været en yndet læsning, særlig i Hamaregnen, og endnu i vort aarhundrede har den kunnet udgives i trykken som almuelæsning.

Hvad ellers Skriftets sprog angaar, vil man ganske vist ikke savne gloser og betegnelser, der røber den norske forfatter. Alligevel forekommer mig sprogfarven i dette skrift at bære et mindre tydeligt særpræg af norskhed end hos forfatterens samtidige landsmænd eller endog senere norske forfattere; i det hele maa man sige, at han merkelig korrekt benytter det danske skriftsprog. Naar man indrømmer dette og erindrer, hvorledes hans samtidige, den bekjendte sagaoversætter Laurits Hansen, beklager sig „meget have glemt dansk maal“, da det er saa længe siden han var i Danmark, ligger det nær at formode, at vor forfatter har opnaaet sin dygtighed i at bruge det nye skriftsprog gjennem et ikke altfor kortvarigt ophold i Danmark.

Hvorledes forholder nu intimationen sig til beskrivelsen? Jeg ved intet andet svar at give herpaa, end at forfatteren maa have udskrevet den af „Kristjern Munks bog“ og saa anbragt den, som den var, som en slags indledning eller forberedelse til sit skrift, idet han derved maaske ogsaa engang for alle har villet give en forklaring angaaende de „bispernes bøger og breve“, som han i skriftet jevnlig henviser til. Naar det gjælder et skrift fra en saa lidet literær tidsalder, og et skrift, som ikke engang af sin forfatter blev udgivet, antager jeg, at denne forklaring kan gjøre fyldest. Men at forfatteren, idet han anbringer intimationen fra 1553, skulde have den hensigt at føre læserne bag lyset med hensyn til forfattelsestiden, kan jeg ikke tænke mig.[3] Forresten er jo den mulighed ikke udelukket, at intimationen efter forfatterens død kan være tilføiet af en afskriver.

Efter min opfatning er altsaa Hamarbeskrivelsen ikke den bog, som blev istandbragt paa Hamar gaard i 1553; men jeg kan ikke engang tro, at den overhovedet er forfattet paa Hamar.

Professor Daae gjør flere gange opmerksom paa og betegner som sin „vigtigste anke“ mod beskrivelsens ægthed, at han gjennemgaaende hos denne forfatter finder skildringen holdt i præteritum, selv ved saadanne leiligheder, hvor hos en skribent, der skrev i 1553, nødvendigvis skulde ventes præsens.[4] Endog gjenstande, som i hint aar fremdeles maa have existeret, omtales som forhenværende. Det gaar saavidt, siger hr. Daae, at endog det taarn, hvor det i 1553 fremdragne arkiv ifølge intimationen befandt sig, og den gaard, hvori de hos Kristjern Munk forsamlede personer holdt møde, begge omtales som noget, der engang havde staaet og engang været til.[5] Jeg kan ikke finde, at prof. Storms besvarelse af denne indvending (p. 371) er fyldestgjørende, naar han bemerker, at „den forfatter, der vil skildre disse og andre bygninger i en fjern fortid og i deres fulde pragt omkr. aar 1300, om denne tids forhold bruger præteritum“; thi det er jo slet ikke denne fjerne tid, hr. Daaes indvending gjælder, men beskrivelsens samtid.

Denne gjennemgaaende brug af præteritum, „denne forunderlige ting“, forekommer mig ikke saa forunderlig endda, men noksaa naturlig, naar man blot løsriver sig fra den tanke, at skriftet er forfattet paa Hamar. Selv om forfatteren er hjemmehørende paa Hamar (hvad antagelig de fleste vil være enige om), er der jo intet iveien for, at han kan have skrevet sin bog andensteds.

Man vil under mundtlig samtale ofte kunne iagttage, at den, der fortæller om andre steder, om oplevelser fra en reise eller om en by, hvor han før har færdedes, kan komme til at anvende fortidsform af verberne istedenfor nutid om endnu existerende gjenstande. Selv hos forfattere vil man kunne finde exempler herpaa. Man vil mindes, hvorofte denne udtryksmaade anvendes i den græske literaturs berømteste reiseskildring, Xenofons Anabasis. Jeg skal citere ét sted af de mange: „Kanalerne udgik fra floden Tigris; ved denne laa en stor og folkerig by, Sittake“.[6] Saa skriver Xenofon, uagtet han ingenlunde tvivler om, at Sittake ogsaa ligger der i det øieblik, da han forfatter sin bog. Men forat Xenofon kan skrive saaledes, er det ogsaa nødvendigt, at han ikke længer er i Sittake. Udtryksmaaden beror paa en ombytning af betegnelserne for fortælling og beskrivelse, en ombytning, som igrunden ikke er mere paafaldende end den omvendte, der finder sted ved det saakaldte historiske præsens. Hamarbeskrivelsens udtryk om den skjønne gaard paa Hamar, at den laa ved Korskirken, berettiger altsaa ikke til med hr. Daae at tilføie et „fordum“; udtrykket er aldeles analogt med Xenofons om byen, som laa ved Tigris.

Denne gjennemførte brug af præteritum behøver altsaa ikke, som hr. Daae vil, at bevise, at skriftet tilhører en langt senere tid, da hine bygninger var forsvundne, men kan simpelthen forklares deraf, at det ikke er forfattet paa Hamar. Men beskrivelsen indeholder selv den tydeligste angivelse af, hvor den er skreven. Der, hvor talen er om biskop Frants Berg, heder det, at han blev „forskikket her op til Oslo.“ Den, der i lighed med prof. Storm gaar ud fra, at beskrivelsen er forfattet paa Hamar 1553, er nødsaget til, som han, at antage, at dette sted er senere tilføiet, nemlig efterat manuskriptet fra Hamar var kommet til Oslo.[7] Efter min mening om Skriftets oprindelse trænges ikke denne udvei; der er intet til hinder for at antage, at det helt og holdent er skrevet i Oslo. Hermed mener jeg, at det ogsaa godt stemmer, at forfatteren søger leilighed til at anbringe denne lille lovtale over Oslo: „Tid efter tid er Oslo by meget bleven forbedret og kommen til velstand og sin rette brug, som vel er, Gud ske lov!“ Det forekommer mig, at disse ord, der falder noget uventet i en beskrivelse over Hamar, tyder paa et særligt forhold til Oslo. Dersom det forholder sig, som jeg har antaget, at intimationen er udskreven af „Kristjern Munks bog“, vilde en forfatter, som skrev i Oslo, dertil have god anledning, efterat Munk i 1556 var bleven befalingsmand paa Akershus.

Naar er skriftet forfattet? Der siges ensteds aldeles i forbigaaende: „– dersom ingen fiender paa den tid havde opbrændt og forstyrret Hammers gaard“. Dette sted har man villet forstaa om, hvad der foregik i 1567. Prof. Storm har imidlertid, som mig synes, paa det klareste bevist usandsynligheden heraf. De citerede ord maa absolut sigte til tidligere tildragelser. Idet jeg herom henviser til hr. Storms bevisførelse, skal jeg blot tilføie, at begivenhederne i 1567, hvis de var medtagne i beskrivelsen, maatte have faaet en ganske anderledes fremtrædende plads. Man kan overhovedet neppe tænke sig, at en forfatter, som efter 1567 vilde fortælle, hvad han vidste om Hamar, ikke skulde endog udførligen beskrive det gamle bispesædes skjæbne i syvaarskrigen, der ligesom danner afslutningen paa det hele. Det vilde være ligesaa forunderligt, som om en skribent, der efter 1624 vilde fortælle Oslos historie, undlod at berette, hvad der overgik Oslo i 1624. Selv en saa yderlig kortfattet beretning om Hamar som den af Mikel Andersen Aalborg i 1623 forfattede har dog plads til at omtale stedets ødelæggelse i 1567. Ved de folkeudgaver af Hamarbeskrivelsen, som udkom i 1842 og 1863, har man derfor ganske naturlig fulgt trangen til at supplere det foreliggende ved at tilføie en beretning om syvaarskrigens følger for Hamar.

Der kunde ogsaa være andre ting at melde om Hamar for en forfatter, der skrev efter 1567. Vor skribent viser sig saa meget interesseret for Hamars skole, som oftere omtales, og hvor han vistnok selv har faaet sin uddannelse, at han vist ikke vilde undladt at omtale, hvad der efter hint aar gjordes for dens fornyelse.

I det hele taget kan man vanskelig tænke sig, at forfatteren af Hamarbeskrivelsen skulde have undladt at berøre disse væsentlige ting, hvis han havde havt anledning dertil, d. v. s. hvis han havde overlevet begivenhederne i 1567. Da han ikke lod sit skrift trykke, stod det ham jo frit for at udvide og fortsætte dette, saalænge han levede, og det forekommer mig derfor noksaa sandsynligt, at forfatteren ikke alene har skrevet sit arbeide, inden syvaarskrigens ulykker overgik hans by, men at han ogsaa selv er død, inden dette skede.

En tydelig tidsgrænse tror jeg derhos at finde i den af vor forfatter meddelte Oslo bispekrønike.[8] Der er en ganske anden holdning i den første gruppe af biskoper, omfattende Hans Reff, Anders Matsen og Frants Berg, end i den følgende. De 4 sidste biskopers personalia indeholder intet andet end det 4 gange gjentagne: „Dernæst kom den hæderlige og høilærde mand mester N. N .“, medens der for den første gruppes vedkommende gives smaa biografier. Selv den korrekte titulatur, der bruges ved de 4 sidste magistre, lyder anderledes ved mag. Frants Berg; forfatteren af beskrivelsen har ikke taget det saa nøie med titulaturen som de mænd, der har fortsat listen. Det kan ogsaa nævnes, at medens Frants Bergs tiltrædelse omtales med adskillig omstændelighed, siges der ikke et ord om hans lange virketid og høie alder, hvilket ellers pleier at anføres som nogetnær det merkeligste ved denne biskop. Disse omstændigheder taler sterkt for, at bisperækken af forfatteren er afsluttet, medens Frants Berg endnu var biskop, og at alle de følgende biskoper er tilføiede af afskrivere i senere tid.

Som det vil fremgaa af disse bemerkninger, nærer jeg ingen tvil om ægtheden af det gamle skrift. En nutidens læser kan ryste paa hovedet ved Hamarbeskrivelsens urimelige talstørrelser, dens eventyrlige beretninger om søormen m. m.; men man vil vistnok i andre skrifter baade fra hine dage og fra langt senere tider støde paa talopgaver og overnaturlige historier, som for os lyder ligesaa utrolige, saa at jeg hverken finder det nødvendigt at antage, at forfatteren med bevidsthed har skrønet, eller af hensyn til saadanne urimeligheder tør afvise det hele skrift som et falskneri fra en senere tid.[9]

Med hensyn til beskrivelsens forfatter mener jeg at kunne opstille følgende resultater af det ovenfor udviklede: 1) Han har personlig været nær knyttet til det gamle Hamar og dets traditioner; 2) han har næret en særlig hengivenhed for den sidste katholske biskop, Mogens Lauritsen; 3) han var utvilsomt tilstede ved begivenhederne i 1537, da biskopen førtes bort; 4) hans færdighed i at benytte det danske skriftsprog tyder nærmest paa, at han har opholdt sig nogen tid i Danmark; 5) sit skrift har han forfattet i Oslo; 6) han har afsluttet det før 1567; 7) han synes at være død inden de for Hamar skjebnesvangre begivenheder i sidstnævnte aar.

Jeg vil ikke undlade at gjøre opmerksom paa, at der kan nævnes en bestemt mand, paa hvem alt dette i en merkelig grad passer, og paa hvem man derfor maaske kunde vove at gjætte som Skriftets forfatter. Hans navn forekommer i selve beskrivelsen; det er et af de yderst faa navne, som denne meddeler. Allersidst i bogen, ved det punkt, da biskopens afsked fra domkirken, kannikerne og det gamle Hamar skildres saa gribende, tilføies disse ord: „Saa tog bispen med sig en dreng ved navn Laurits Hummer, han var hos bispen til hans dødedag i Anderskov kloster.“

Vi maa, som før sagt, visselig søge forfatteren blandt øienvidnerne til hin afsked paa Hamar i 1537. Men selv om beskrivelsen havde nævnt hundrede navne istedenfor dette ene, saa har Laurits Hummer det forud for de øvrige øienvidner, at hans handlemaade staar i saa smuk samklang med den kjærlighed til den gamle biskop, som skriftet lægger for dagen. Han fulgte ham i hans landflygtighed og blev hos ham i hans fængsel, indtil biskopen mere end 5 aar derefter afgik ved døden.[10]

Biskop Mogens havde faaet tilladelse til at med- tage to „drenger“; den anden nævnes ikke. „Dreng“ er her at forstaa som tjener, famulus, hvilket ikke udelukker, at vedkommende kunde høre til den bedste familie. Naar Laurits Hummer i al beskedenhed nævner sig selv ligesom i forbigaaende og i tredje person, minder det om den maade, hvorpaa den egentlige forfatter af Jens Nilsens visitatsoptegnelser af og til nævner sig selv som „bispens dreng Oluf Børgesen.“

Om familien Hummer, en adelig norsk slegt, ved man ikke meget; men alt, hvad man ved om den, viser, at den har været en fremtrædende slegt i og omkring det gamle Hamar. Man kjender fra det 16de aarhundrede foruden denne Laurits Hummer ogsaa en Erik Hummer og mag. Ture Hummer, der begge var kanniker paa Hamar, den sidste tillige forstander for den fornyede latinskole dersteds,[11] samt Frants Hummer, gift med en datter af Mogens Svale, og dennes datter Sara Frantsdatter Hummer, der blev gift med sogneprest i Øier Anders Cold. Af optegnelser i slegten Cold fremgaar det, at familien Hummer endog har havt sit eget gravkapel ved Hamar domkirke.[12]

Hvis Laurits Hummer er Hamarbeskrivelsens forfatter, er det ikke vanskeligt at forklare sig den store interesse for den gamle bispeby og det liv, som der rørte sig, der skinner frem snartsagt af hver linje i dette skrift, ligesom ogsaa forfatterens lyst til at se alle ting deroppe i det herligste lys.

Der har sagtens blandt de gamle slegter paa Hamar levet, hvad prof. Daae betegnende kalder „borgersagn“ om stedets fordums magt og herlighed og ikke mindst om den glans, som stod af bispernes regimente. Hos en mand, der som beskrivelsens forfatter havde udpræget sans for det romantiske og usedvanlige, har disse traditioner fundet et aabent øre og et troende sind. Han var, hvad hr. Daae kalder „en hamarsk lokalpatriot“ og nærede en sværmerisk forkjærlighed for de gode gamle tider. Det forekommer mig, at egenskaber som disse netop kan forudsættes hos en mand som Laurits Hummer, der hørte til en af de gamle og anseelige familier paa stedet, og som fra ungdommen af stod i det nærmeste forhold til den sidste biskop, og som senere i flere aars enslige samvær med ham i Antvorskov kloster“ havde daglig anledning til at opfriske de gamle minder om hjemmet og vel ogsaa til at vedligeholde sympathien for den gamle tids religionsform. Det heder om den ovennævnte Sara Hummer, at hun „var i sin tid saa god som en krønike“.[13] Hendes slegtning Laurits Hummer har utvilsomt ogsaa fra barns ben af indsuget slegtstraditionen om Hamars fordums herlighed med alle dens overdrivelser og fabler, og intet er da naturligere, end at han som pennefør mand kunde have lyst til skriftlig at meddele noget af de gamle krøniker.

Efter biskop Mogens’s død taber vi Laurits Hummer afsyne i hele 23 aar. Først 1565 omtales han igjen, idet han den 17de mai fik kongeligt tilsagn om det første kannikedømme, som blev ledigt i Norge.[14] Han kaldes i kongebrevet „vor mand og tjener“, hvorved hans adelige byrd betegnes; han „har lovet og tilsagt sig udi vor og rigens tjeneste trolig og med al flid at ville lade bruge“. Der tilføies som betingelse: „dog at han skal give sig til os, og da ville vi antvorde ham derpaa vort brev“. Han havde altsaa i nogen tid tjent Fredrik den 2den, uvist i hvilken egenskab; men i begyndelsen af 1565 var han, som det fremgaar af kongebrevet, ikke længere i kongens nærhed; rimeligvis har han opholdt sig hjemme i Norge.

Kongens tilsagn om et kannikedømme blev meget snart indfriet. Otte dage efter kongebrevets udstedelse døde den gamle rektor Laurits Haraldsen i Oslo, der en tidlang havde indehavt Hofs præbende. Under 18de juli 1565 overdroges denne præbende til Laurits Hummer, der saaledes blev „kannik ved Oslo domkirke.“ Han nød dog ikke længe godt deraf, da han allerede 7de mai 1567 omtales som død, idet hans kannikedømme den dag overdroges til en anden. Efter denne datering at dømme er hans død vel indtruffen i februar eller marts, netop som svenskerne gjorde sig til herrer paa Hamar gaard og foranledigede Oslos ødelæggelse.[15]

Hvis man antager Laurits Hummer for Hamarbeskrivelsens forfatter, har man altsaa i tidspunktet for hans død en naturlig Forklaring paa, at syvaarskrigens betydning for Hamar er bleven uomtalt, og at begivenhederne i 1537 for forfatteren staar som den store katastrofe, ikke den i virkeligheden langt betydeligere ødelæggelse i 1567.

At Laurits Hummer som kannik ved Oslo domkirke ogsaa har boet i denne by, kan vistnok ikke fortiden bevises; men jeg ser paa den anden side heller intet, som gjør det usandsynligt, da han ikke vides at have havt nogen bestilling andensteds. Under forudsætning af, at Laurits Hummer i de senere aar af sit liv har havt sin bopæl i Oslo, saa har han der gjort bekjendtskab med den nye rektor ved kathedralskolen, Jens Nilsen, den senere biskop, og i ham truffet en mand, der nærede sterke historiske og topografiske interesser. Det er ogsaa af andre bemerket, at Jens Nilsen i sin bispekrønike formaar at give paafaldende fyldig besked om biskop Mogens; han kan saaledes anføre aar og dag saavel for hans tilfangetagelse paa Hamar som for hans død i Antvorskov kloster; det ligger da nær at antage, at det er Laurits Hummer, som har skaffet ham disse oplysninger; han var jo ogsaa den eneste, som havde været tilstede ved begge disse begivenheder.[16] Hvis Laurits Hummer, som jeg tror, har forfattet Hamarbeskrivelsen i Oslo inden 1567, havde ogsaa Jens Nilsen den bedste anledning til at gjøre sig bekjendt med de ældre optegnelser om Hamars biskoper, som Laurits har siddet inde med og benyttet, og de overensstemmelser, som man vil have fundet mellem den hamarske bispekrønike hos Jens Nilsen og det tilsvarende afsnit i beskrivelsen, bliver saaledes lette at forklare; saavidt jeg kan se, antager ogsaa baade prof. Daae og prof. Storm, at Jens Nilsen har havt en hamarsk hjemmelsmand.[17]

Jeg mener altsaa, at den maade, hvorpaa Laurits Hummer nævnes i beskrivelsen, hans oprindelse af en anseet Hamarslegt, hans nære forhold til biskop Mogens og de kjendte punkter af hans senere livsførelse gjør det sandsynligt, at han snarere er Skriftets forfatter end nogen anden af dem, der havde personlig erindring om begivenhederne paa Hamar i juni 1537.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Dipl. Norv. IV p. 840. Af de 3 exemplarer har vel et været bestemt for kongen, et for lensherren og et for kapitlet.
  2. Ogsaa prof. Storm gjør (p. 120) opmerksom paa, at denne beretning „giver et indtryk af lokale oplevelser og personlig erindring.“ J. Chr. Berg udtaler sig i lignende retning.
  3. Om forholdet mellem intimationen og hovedskriftet udtaler prof. Daae den samme tanke, naar han p. 250 siger: „Tænkeligt kunde det være, at intimationen (om den var ægte) egentlig var en indledning til en tabt registratur, og at denne indledning saa senere var anbragt som indledningsord til den oprindelig ganske uvedkommende beskrivelse.“
  4. Hist. Tidsskr. 3 R. I 246, 265 og især 332.
  5. Dertil kan lægges fortidsbetegnelserne i skildringer som den ovenfor citerede: „Det var lystigt om sommeren, naar man roede om Hammers by, og alle urter og alle trær de gav slig herlig lugt fra sig“.
  6. Xen. Anab. II, 4, 13.
  7. Hist. Tidsskr. 3 R. I 291.
  8. Thaarups Magazin II 275 fg.
  9. Saa overdrevne Hamarbeskrivelsens talstørre1ser end kan være, har jeg ligesaa vanskeligt for at forklare mig f. Ex. den gamle beretning om, at der i Peter Palladius’s skoledage gik 700 disciple i Ribe skole og 900 i Roskilde skole, en beretning, som dog i mange skrifter gjentages uden ytring af tvil. Med Hamarbeskrivelsens vidunderlige historier om søormen vil jeg sammenstille f. ex., hvad presten Peter Angell paa Søndmør fortalte Pontoppidan om en „havmand“, som var dreven paa land, og som presten havde seet i sin ungdom og kunde beskrive til de mindste enkeltheder og i fuld tro (Pontoppidan, Norges naturl. Hist. II 310). For os er de gamle tiders naive tro stundom aldeles ufattelig.
  10. Først fredagen efter Martini 1538 udstedtes for biskop Mogens borgeleiebrev (indkvarteringsbrev) til Antvorskov (D. Mag. 3 R. VI 196); i mellemtiden har vel han og hans ledsager opholdt sig i Kjøbenhavn. Biskopen døde 3. oktober 1542. Prior i klostret var i denne tid (fra 1538) mag. Nils Andersen Foss, ganske vist en nær slegtning af mag. Anders Foss, som i sine yngre dage var rektor ved klosterskolen i Antvorskov, senere blev biskop i Bergen og er bekjendt som dygtig historiker.
  11. Ture Hummer udgav 1567 et latinsk skrift i anledning af Peder Oxes bryllup og er saaledes en af de allertidligste norske forfattere efter reformationen. Han anføres i Lyskanders bog om danske skribenter, men ikke hos Nyerup og Kraft.
  12. Hist. Tidsskr. I 506–7.
  13. Peter Henrik Colds autobiografi i Kirke-hist. Saml. 3 R. II 641 fgg.
  14. Norske Rigsregistr. I 454.
  15. Svenskerne bemægtigede sig Hamar den 9de og stod foran Akershus den 18de februar. At Laurits Hammers død ikke nævnes i Jens Nilsens kalenderoptegnelser (Hist. Tidsskr. 3 R. II), er rimeligt nok, da disse afbrydes den 9de februar paa grund af krigsurolighederne og Jens Nilsens flugt fra Oslo.
  16. Prof. Daae antyder, at Jens Nilsen kan have seet biskop Mogens’s gravsten i Antvorskov; men om en saadan gravsten ved man jo intet, og i hvert fald har dens indskrift neppe været saa indholdsrig.
  17. Prof. Storm gaar (p. 299) ud fra, at Jens Nilsens bispekrønike er forfattet i 1598; men den synes mig snarere at gjøre indtrykket af at være et ungdomsarbeide, der senere ved leilighed er fortsat og udvidet. En tilføielse om, hvad en prest fortalte ham den 14de Septbr. 1582 (p. 577, maa sikkert være nedskreven denne dag og tyder paa, at krøniken selv er ældre. I løbet af 1598 indførte Jens Nilsen bispekrøniken tilligemed andre smaaarbeider fra forskjellige tidsrum af sit liv i et samlingsbind.