Om Historieskriveren „Theodricus monachus“ og om Biskop Thore af Hamar

Ludvig Daae

Om Historieskriveren „Theodricus monachus“ og om Biskop Thore af Hamar

Historisk Tidsskrift, tredje Række, tredje Bind, 1895 (s. 397-411).

Den kortfattede Norges Historie, der gaar under Theodricus’s („Thjodreks“) Navn og sidst er udgivet af G. Storm i hans Monumenta Hist. Norv., har været Gjenstand for Omtale og Bemærkninger af Mange, men i Virkeligheden er dog Storm den eneste, der har behandlet den med indgaaende Kritik og grundig jevnført Skriftet saavel med dets egne Kilder som med de øvrige ældste Vidnesbyrd om Norges Oldtid. Til den udtømmende Indledning og Commentar er der sikkert ikke meget Aat tilføie, og det er ogsaa kun paa et eneste Punct, at jeg vover et Forsøg paa at supplere min Collegas Behandling af den gamle Historieskriver. Dette Punct angaar Forfatterens Person.

I.

At Theodricus har været en Nordmand, har aldrig været betvivlet og godtgjøres med Lethed af Skriftet selv. Forfattelsestiden kan med Sikkerhed henføres til 1177 eller et af de nærmestfølgende Aar. Af Dedicationen sees, at Forfatteren har været en Client af Erkebiskop Eystein, og af selve Skriftet bliver det saare sandsynligt, at han ogsaa selv, ligesom denne, har været en Thrønder. Sit politiske Standpunct undlader han, som Storm med Føie antager, saavidt muligt at lade fremtræde.

Forfatteren giver sig det latiniserede Navn Theodricus. Dette har i forrige Aarhundrede, skjønt uden Forsøg paa Begrundelse, været oversat med Thore^[1]. Derimod har i vort Aarhundrede Nyerup^[2] kaldt ham Thjodrek, og det samme har alle norske Lærde gjort i vort Aarhundrede; Lange har dog tillige gjettet paa „Didrik“, en umulig Antagelse, da det sidste Navn sikkert ei forekommer i Norge i tolvte Aarhundrede. Storm har vistnok fulgt sine Forgjængere, men dog næret Betænkeligheder, og skjønt han mener, at Forf. „vel“ har hedt Thjodrik, har han dog tillige gjort opmærksom paa, at dette Navn i Norge alene kan paavises i et eneste Stedsnavn, medens det rigtignok nogle faa Gange forekommer paa Island. Selv vil jeg kun bemærke, at de latinske Navne, under hvilke saavel Nordboer, som andre fremtræde i Middelalderen, som oftest fjerne sig ganske betydelig fra Originalerne; som nogle Exempler blandt utallige kunne anføres: Homerus = Orm, Uvicnus = Vidkunn, Ludovicus = Lodin. „Theodricus“ kan derfor utvivlsomt være andre nordiske Navne, end just „Thjodrek“; man kan f. Ex. tænke paa Thord eller paa, hvad man, som sagt, allerede i forrige Aarhundrede gjorde, paa Thore.

Man bør derfor forsigtigviis ikke kalde Manden anderledes, end han kalder sig selv, nemlig ved det latinske Navn, da det ingenlunde er givet eller engang sandsynligt, at hans norske Navn har været Thjodrek. Men heller ikke Forfatterens Stilling i Livet kan ansees som given, ihvorvel alle i ham hidtil se en Munk. Men vel at mærke, selv kalder han sig i Dedicationen ikke monachus, men alene Theodricus. En virkelig Klostermand vilde neppe have undladt at kalde sig saa, skjønt han vistnok hellere vilde have kaldet sig frater, end monachus; thi Navnet frater var vistnok fuldstændig inhærent for Medlemmer af en Munkeorden. Betegnelsen monachus skyldes de Indledningsord, der i de to nu tabte codices have været anbragte foran hans Verk, og de Slutningsord, som findes ved dets Slutning Men dette „incipit“ og „explicit“, ligesom vistnok ogsaa Capitlernes Overskrifter, hidrøre fra en ubekjendt Afskriver, og vi kjende ligesaalidt den Tid, da de anbragtes, som vi vide, hvilken Kundskab vedkommende Afskriver kan have havt om Theodricus’s Person^[3]. Han har meget mulig kun forudsat, at Forfatteren har været Klostermand og derfor trøstig benævnt ham saa. Naar det derfor ikke uden videre kan fastslaaes, at Theodricus har været Klostermand, idetmindste ikke paa det Tidspunct, da han dedicerede Erkebispen sin Bog, kan han selvfølgelig heller ikke med Bestemthed henføres til Nidarholm. Dette Kloster og dets Stifter omtaler han vistnok selv i sit Skrift, men han omtaler vel at mærke ogsaa paa samme Maade St. Michaels Kloster (Munkeliv) ved Bergen. Og naar han siger, at Nidarholms Kloster er beliggende „in insula quadam“, tyder dette Udtryk, ihvorvel ganske vist quidam er et af Middelalderens Latinitets Yndlingsord, neppe paa, at Forf. har levet og skrevet der. Thi Theodricus har jo navngivet sig og ikke som f. Ex Kongespeilets Forfatter villet skjule sig. Hvor han har skrevet, bliver naturligviis, naar man opgiver at gjøre ham til Munk i Nidarholm, umuligt at sige; men det i Dedicationen anvendte Udtryk: Præsentem schedulam Vestræ Excellentiæ examinandam misimus kunde maaske endog snarest tyde paa, at Forfatteren, da han skrev, ikke har befundet sig i sin Patrons umiddelbare Nærhed. Ganske vist kunde der „sendes“ en Bog fra f. Ex. Nidarholms Kloster til Throndhjems Erkebispegaard; men Ordene passe dog bedre, om der har været en længere Afstand mellem Afsender og Modtager. Bogen kan endog gjerne være skreven i Udlandet.

Jeg kommer her til det positive Tillæg, som med Rimelighed kan gjøres til Theodricus’s saa lidet bekjendte vita, nemlig den, som jeg mener, temmelig sikre Formodning, at han maa have opholdt sig udenlands og studeret der baade vel og længe. Alene paa den Maade mener jeg at kunne forstaa, at han kjender saa mange Skrifter og har kunnet anbringe saa mange forskjelligartede Citater. Unegtelig har Storm fuldstændig Ret, naar han mener, at en stor Deel af Citaterne kun ere paa anden Haand, med andre Ord laante Fjedre^[4]. Men selv til sine Andenhaandscitater har Theodricus tiltrængt flere Bøger, end han med Rimelighed kan antages at have kunnet forefinde i Norge; thi Ingen vil vel nu mere, saaledes som tidligere var Tilfældet, fra Theodricus’s Bog slutte sig til et stort Bibliothek i Nidaros. Jeg tror altsaa, at han har seet og benyttet den af ham kjendte Literatur i Udlandet. Seer man nu hen til de paafaldende hyppige Citater især af franske Forfattere (hvorpaa Storm har gjort opmærksom), ledes man til at slutte, at det er i Frankrige, og da nærmest Paris, hvor han maa antages at have opholdt sig; dette bestyrkes ogsaa ved den paafaldende Forkjærlighed for Carl den Store, der træder frem i Theodricus’s Excurser. Men jeg gaar et Skridt videre endnu. Paa to Steder citerer vor Forfatter den franske Historiker Hugo og begge Gange med paafaldende Tilkjendegivelse af Veneration, begge Gange tillige med Tilføielse af, at han var Kannik i Paris, den ene Gang ogsaa med det Tillæg, at han var Kannik i St. Victor. I Almindelighed pleier han ikke at characterisere de Forfattere, han citerer, eller at anføre deres Hjemstavn, skjønt der er Undtagelser, navnlig Remigius af Auxerre (Storm p. 43), der dog ligger langt tilbage i Tiden, og hvis Stilling han angiver urigtigt. Personlig kan Theodricus ikke let have kjendt den i 1141 døde Hugo; men derimod er det ikke urimeligt, at han godt kan have kjendt det Convent af regulære Augustinere, hvor denne hørte hjemme. Thi, som vi siden ville komme tilbage til, St. Victors Kloster var et Sted, hvor Nordboer og deriblandt ogsaa Nordmænd netop paa Theodricus’s Tid bevislig have opholdt sig. Heraf vil hans Interesse for netop denne Forfatter og hans Høiagtelse just for dennes Lærdom naturlig kunne forklares^[5].

II.

En Historiker, der sysler med et Kildeskrift, der enten er anonymt, eller om hvis Forfatter man ingen nærmere Besked har end, at han har hedt saa eller saa, stundom kun at han har kaldt sig saa eller saa paa Latin, vil naturlig gribes af en Begjærlighed efter, om det maatte være muligt, at afdække Anonymiteten eller at give den taagede Skikkelse Liv og Blod. Idet jeg nu selv har givet efter for en saadan Lyst med Hensyn til vor Theodricus, har jeg ment, at hvad det ved min Undersøgelse især maatte komme an paa, var at udfinde, om der mellem hans norske samtidige kunde opdages en studeret Mand af Navnet Theodricus, om hvem det tillige maatte vides, at han havde studeret i Frankrige og da helst i eller under sikker Berøring med Victorinerne.

Og see – begge Dele lade sig gjøre!

St. Victors Kloster var et Convent af regulære Augustinere af streng Observants. I dets Nærhed laa et andet Kloster, St. Genovevas, oprindelig beboet af Seculære Kanniker. Disse opførte sig imidlertid saa slet, at man i 1148 berøvede dem Klostret, hvilket saa overdroges til regulære Kanniker fra St. Victor, og en intim Berøring fandt altsaa herefter Sted mellem de to Conventer. Til den første Stamme af regulære Kanniker i St. Genoveva hørte ogsaa den berømte Abbed Vilhelm, der i Aaret 1162 eller 1165 paa Opfordring af Biskop Absalon begav sig til Danmark, afhentet af en Saxo, der muligens er identisk med den store Historieskriver. I Danmark forestod Vilhelm, som bekjendt, først Augustinerklostret paa Eskilsø i Issefjorden og flyttede fra dette til Ebeltoft i Nordsjællands Skovegn, hvor han levede Resten af sine Dage og efter Døden († 1202 eller 1203) optoges mellem Helgenernes Række; det kan bemærkes, at Biskop Nicolaus af Oslo var af dem, der arbeidede for hans Canonisation. Som dansk Abbed har han ogsaa en Plads i Norges Kirkehistorie; thi fra Ebeltoft anlagdes, uvist i hvilket Aar, men vel senest ca. 1180, det Augustinerkloster i Konghelle („Kastelle“), der siden, paa samme Tid som det i Egenskab af Datterkloster stod under Abbeden i Ebeltoft og derfor selv kun havde en Prior til Forstander, tillige betragtedes som Nidaros’s Erkestol tilhørende, og derfor sandsynligviis er anlagt under Erkebiskop Eysteins Medvirkning og paa hans Domkirkes Bekostning^[6].

Men for at vende tilbage til St. Genoveva, da er det bekjendt, at dette Kloster spillede en betydelig Rolle som Lærdomssæde og Undervisningsanstalt. Paa dets Grund var det, at de Danskes Collegium i Paris reiste sig, og nordiske Studerende kom altsaa i nær Berøring med St. Genoveva og St. Victor. Ogsaa Nordmænd kom did, og fra det 12te Aarhundrede kjendes tre fremragende Alumner fra Norge.

Man faar herom nærmere Besked i en høist interessant, længe upaaagtet, men i sin Tid af C. Paludan-Müller^[7] fremdragen Notits. Den stammer fra den lærde franske Benedictiner Dionysius Sammarthanus (Sainte Marthe, † 1725) i det bekjendte Samlerverk Gallia Christiana (T. VII. col. 712). Her anføres tre norske Prælater, og jeg anfører nedenfor Beretningen, der aabenbart hviler paa gamle i St. Victor bevarede Kilder:

„Henricus seu Erricus, junior tunc presbyter, qui deinde archiepiscopus Nidrosiensis, de Drontheim in Norvegia ab a. 1186 (!) ad 1203 (!) favore, ut videtur, sancti Guillelmi de Dania dicti, qui cum fortasse in Daniam missus fuerat, ad sanctum Victorem misit reliquias sancti Olavi regis et martyris, suæ metropolitanæ ecelesiæ patroni, cujus in abbatia sancti Victoris cultus viguit quingentis et amplius annis. Henricus cum anniversario die 3 Maii memoratur socius in necrologio sancti Victoris. His adde Theodoricum seu Thorerum, sancti Guillelmi socium, deinde episcopum Hammarensem, d’Hammer, suffraganeum Nidrosiensis archiepiscopi ab anno 1194 (!) ad 1214 (!), notatum in necrologio sancti Victoris 31 Augusti: qui plane diversus est ab alio cognomine, Henrici supradicti Nidrosiensis archiepiscopi proximo successore, cujus fratris, seu canonici congregationis dictæ sancti Victoris memoria est in necrologio sancti Victoria sexto idus Augusti.“

Der findes vistnok i denne Notits nogle Feil i Henseende til Aarstal, ligesom det naturligviis er en urigtig Antagelse af St. Marthe, at Erkebiskop Erik skulde have opnaaet sin Stilling ved Abbed Vilhelms Indflydelse; men dette skader Intet, da vi jo her selv vide bedre Besked. Saameget større Vegt maa lægges paa den mærkelige Oplysning, man faar om de tre Mænds Liv og Studium i Paris. Jeg vil her tilføie, at Forbindelsen mellem Norge og St. Victor endnu kan spores ogsaa i Erkebiskop Guttorms Tid, idet denne sees i Aaret 1221 at have ladet norske Peterspenge deponere i St. Victor^[8].

Men for vor Undersøgelse kunde den franske Kilde synes at give et saa at sige altfor rigt Udbytte. Den lærer os, som man vil see, at den senere Biskop Thore af Hamar har opholdt sig ved St. Victor under Navnet Theodoricus, og at hans Navne, den senere Erkebiskop Thore (I) ligeledes har opholdt sig der, ja endog ligefrem været Medlem af Victorinernes Broderskab.

At nu vor „Theodricus“ ikke usandsynligt maatte være at gjenfinde i en af disse to Thorer, maa jo ligge nær at formode. Den første kaldes ligefrem Theodoricus eller Thore, den anden, hans Navne, kan naturligviis ogsaa eller har sandsynligviis ogsaa virkelig efter Omstændighederne betjent sig af begge Navne^[9]. Det kunde altsaa synes, som om jeg her befandt mig i den samme Situation, som Tømmersvenden i det gamle Sagn om Frue Kirke i Kjøbenhavn, da han skulde gribe Øxen, men blev svimmel, idet han saa to, og derpaa styrtede i Afgrunden.

Imidlertid haaber jeg at kunne komme ud af dette Dilemma. Vor Historieskriver Theodricus har jo paa mange Maader lagt for Dagen, at han særlig er kjendt i og ved Throndhjem, ikke mindst derved, at den eneste historiske Begivenhed efter 1130, som han nævner, er Eystein Meylas optræden i Nidaros 1176, ved hvilken Leilighed han omtaler en Thrønders Drab. Theodricus har derfor vistnok været en Thrønder, medens Erkebiskop Thore I, der før sin Ophøielse var Kannik i Oslo, allerede af den Grund nærmest maatte antages for at være en Vikværing. Og saaledes benævnes han endog udtrykkelig i en af de islandske Annaler, idet den yngre Erkebiskop Thore (II), der døde 1230, til Adskillelse fra ham kaldes den thrøndske^[10]. Hos Historieskriveren Theodricus nævnes ikke Oslo By paa et eneste Sted, og paa de fire Steder, hvor Viken nævnes, er der paa intet af disse noget Tegn, der tyder paa nærmere Kjendskab til eller Interesse for denne Landsdeel.

Af de to med Historieskriveren Theodricus samtidige og, som man maa forudsætte, ret vel studerede, i Frankrige uddannede norske Prælater af samme latinske Navn er man derfor henviist til at tænke paa den senere Hamarbiskop, om hvis specielle norske Hjemstavn intet kjendes.

Jeg vil derfor kortelig skizzere denne Prælats Historie, især for at kunne tilføie nogle Notitser om ham, som Munch og Keyser ikke havde Anledning til at kjende.

Thore, om hvis tidligere Livsstilling og Forhold Kilderne ingen Oplysning meddele, maa være bleven Biskop i Hamar 1189 eller 1190. En i den senere Tid fremkommen Notits om hans Indvielse er absolut urigtig og altsaa værdiløs; den lader ham nemlig blive Biskop 30 Aar for tidligt, fabulerer om hans Indvielse i Rom og lader ham der have en Samtale med Frederik Barbarossa^[11]. Desto vigtigere er det, at vi nu kjende hans Ophold i Paris og tør antage, at Erkebiskop Erik maa have interesseret sig for ham paa Grund af, at han ligesom denne var udgaaet fra Victorinernes Skole. Den franske Kilde kalder ham, som vi have seet, en „socius“ af Abbed Vilhelm. Hvad derved skal forstaaes, er noget dunkelt, idet man maa spørge, hvor dette societas har fundet Sted, – i Frankrige eller i Danmark? I første Tilfælde maa Thore have været i Genoveva, før Vilhelm forlod det, hvilket vil sige enten før 1162 eller dog før 1165, da det, som vi have seet, er uvist, i hvilket Aar Vilhelm drog til Danmark. I andet Tilfælde maatte antages, at Thore en Tid havde opholdt sig i Eskilsø eller Ebeltoft Kloster. Paa dette Spørgsmaal skal jeg dog ikke videre indlade mig^[12].

Om Thores Færd som Biskop er det noksom bekjendt, at han idetmindste foreløbig skilte sig fra Erkebiskop Erik; thi medens denne allerede 1190 forlod Landet paa Grund af fiendtligt Forhold til Kong Sverre, forblev Thore hjemme og stod idetmindste i et saa godt Forhold til Sverre, at han 1194 deltog i dennes Kroning. Om denne Begivenhed findes, som man veed, en eiendommelig Beretning hos Roger af Hoveden^[13], af hvilken her kun skal anføres, at Thore kaldes (Biskop) af „Burgunde“. Dette er ikke Forvexling med „Bergen“, thi Biskop Martin anføres ganske rigtig som denne Bys Biskop, og hvad det skal betyde, er uvist. Munch oversætter Ordet med „Borgund“. Heraf at slutte, at Thore skulde høre hjemme i dette søndmørske, dengang under Nidaros Stift hørende Præstegjeld, er dog vist ikke tilstedeligt.

I 1195 samledes atter de hjemmeværende Biskopper med Kongen i Bergen. Kirken befandt sig i en vanskelig Stilling, da Coelestinus III havde sat baade Sverre og Bisperne i Ban. Der besluttedes saa, heder det i Sverres Saga, at sende et Gesandtskab til Rom, og til Sendemænd valgtes nu Thore af Hamar samt en forøvrigt aldeles ubekjendt Mand. „Richard svartameistari“, efter Navnet at dømme en af de mange engelske Klerke, som endnu paa den Tid jevnlig forekomme i Norge. Allerede dette, at Thore havde studeret i Paris, maatte anbefale hans Anvendelse i denne Mission; men hertil kommer, at han muligens endog kan have været en personlig Bekjendt af Coelestin III. Dette slutter jeg deraf, at denne Pave, hvis oprindelige Navn var Giacinto Bobo Orsini, i 1162 som Cardinal beviislig var Alexander III’s Gesandt hos Ludvig VII^[14], og at han berettes ved den Leilighed at have været Abbed Vilhelms Gjest i et Genovevakirken tilhørende Huus^[15]. Dog, det forstaar sig, dette Bekjendtskab fremsætter jeg kun som en svag Mulighed.

Reisen til Rom gik for sig, men om dens virkelige Begivenheder vides Intet. Kun erfare vi, at Sendemændene paa Hjemreisen, der skal have fundet Sted i Vinteren 1196–1197, angives at være ledsagede af en Cardinal-Legat Fidentius. Denne Cardinal døde i Danmark, og hans Dødsdag (som sædvanligt ikke Aaret) opføres i det lundske Necrologium under 19 Februar^[16]; men om han just er død og begraven ved Erkesædet, er dermed ikke givet. I Sverres Saga (Cap. 128) omtales, at hele Reiseselskabet døde i Danmark, og at saa bagefter nogle danske Mænd kom til Sverre med Pavebreve, hvilke Biskop Thore og Richard skulde have „pantsat“ for Penge i Danmark; Brevene vare af et for Kongen gunstigt Indhold, og denne lod dem derfor oplæse og bekjendtgjøre. „Kongen sagde“, heder det videre, at han havde „spurgt for vist“, at Cardinalen og Biskop Thore havde været i Gjestebud hos en Præst, og at der om Aftenen var kastet Gift i deres Drik, hvoraf de alle døde.

Saa meget er i ethvert Fald sikkert, at Biskop Thore aldrig mere kom tilbage til Norge, og at en ny Biskop i Hamar, Ivar, kort efter indsattes. Om Thore virkelig, som „Kongen sagde“, er død samtidig med Cardinalen, faar staa derhen. At hans Død, som ovenfor anført, i St. Victors Necrologium henføres til 31 August, medens Cardinalens i det Lundske opføres under 19 Febr.^[17], er i ethvert Tilfælde værd at bemærke, ligesom ogsaa, at den eneste af de for de tre norske Prælater i Gallia Christiana anførte Dødsdage, som vi kunne jevnføre med hjemlige Kilder, nemlig Erkebiskop Thore I’s, ganske rigtig stemmer med den i Necrologiet i Scr. R. D. II. p. 514 anførte, hvilket naturligviis taler for, at ogsaa de to øvrige Dage ere rigtige. Vi skulle her ikke dvæle ved, at de „pantsatte“ Pavebreve utvivlsomt vare forfalskede, ei heller ved den mod Sverre for de paafaldende Dødsfald rettede Mistanke. Derimod være det tilladt at erindre, at Danmark under de forhaandenværende Omstændigheder var et Land, som det for Biskop Thore – forudsat, at han virkelig fremdeles stod paa Sverres Parti – ikke kunde være ublandet behageligt at besøge, især om han skulde færdes i Lunds og Roskildes Stifter. Thi her opholdt sig jo hans egen landflygtige Metropolitan og sandsynligviis gamle Ven Erik, her havde Biskop Nicolaus allerede indledet Baglernes Oprør, og her – havde han sin fordums „socius“, Abbed Vilhelm, der havde skrevet i Erkebiskop Eriks Navn til Paven og, ligesom Erkebiskop Absalon, høilig var forbitret paa Kong Sverre, og som derfor i høi Grad maa have misbilliget, at hans gamle Staldbroder havde været med at krone den bansatte Sverre Præst og var reist til Rom i hans Ærinde. Forøvrigt havde Vilhelm selv for ikke længe siden været i Rom i Anledning af den bekjendte Sag mellem Philip Augustus og hans danske Dronning Ingeborg. Vilhelm var i Rom 1194 om Høsten og drog derfra til sit Fædreland Frankrige. Men, da Cardinal Fidentius kom til Danmark, var Vilhelm atter ved sit Sæde, hvilket vi erfare af et Brev fra ham selv til Erkebiskop Absalon, hvori han heftigt klager over Cardinalens Opførsel mod hans Kloster, af hvilket denne havde fordret formentlig uberettigede Ydelser^[18]. Har altsaa Biskop Thore virkelig været Cardinalens Ledsager, maa han paany være kommen i Berøring med Vilhelm og det, som det synes, under lidet hyggelige Forholde Men hele Sagen med Gesandtskabets Hjemreise er dunkel. Det er kun i Sverres Saga, at man hører noget om Reisen, samt at den skulde være foretaget just i Kongens Interesser, og Sverres Saga hører tilvisse, hvor det gjelder Forholdet til Paven og Kirken, til de grumsede Kilder. Om vor Biskops sidste Dage er det overhovedet vanskeligt at danne sig en klar Forestilling.

Forsøg af den Art, som nærværende, lykkes undertiden. Biskop Engelstoft har til Evidents godtgjort, at Paulus Heliæ er Forfatter af den Skibyske Krønike, Gustav Storm ligeledes, at det politiske Skrift af 1656: „Norges Rige Arverige“ er skrevet af Jens Dolmer. Maaskee er de mislykkede Forsøgs Tal større Til hvilken Klasse mit Forsøg vil komme til at høre, kan jeg ikke selv vide eller forudsee. Skulde jeg imidlertid have været heldig, da vil den hidtil saakaldte „Thjodrek Munk“ være forvandlet til „Thore Biskop“ og fra en obscur Klostermand til en interessant historisk Personlighed.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Jessen, Det Kongerige Norge, S. 72 og derefter Worm i sit Lexicon I. S. 471.
2. I sit Literaturlexicon. Derhos har N. omtalt Skriftet i sin „Historisk-statistiske Skildring“ osv. II. S. 199. Han citerer her en Afhandling af den svenske Professor Murray i Gøttingen (Deutsche Schriften, hg. v. d. Kgl. Societät d. Wissensch. in Göttingen I. 1771), som han kalder „ganske ypperlig“. Jeg har ikke havt Leilighed til at se den.
3. Storm gaar ud fra, at disse codices, der foruden Theodricus tillige indeholdt den interessante Beretning om de Danskes Tog til det hellige Land, skulde have hørt hjemme i Norge, og finder det rimeligt, at dette danske Skrift afskreves i Norge, da det indeholder saa meget om vort Land; han gjetter paa Præmonstratenserklostret i Tønsberg, da Børglums Kloster, hvor det danske Skrift antages at være forfattet, var af samme Orden. Men hvorfor kan ikke det norske Skrift ligesaavel have været afskrevet i danske Klostre, som omvendt?
4. Fuldt saa vidt som Storm vil jeg dog ei gaa med Hensyn til Bedømmelsen af Citater fra antike Classikere. At Theodr. kalder Ovid: „satyricus“ er neppe noget Indicium for, at han ei videre har kjendt ham. Paa samme Maade kalder Abbed Vilhelms anonyme Biograph Ovid: „philosophus“ (Scr. R. D. V. p. 461) ligesom det er bekjendt, at Juvenal i Middelalderen hyppig citeres for „ethicus“ (Bernhardy, Grundriss d. röm. Lit. 3. Bearbeitung, S. 561). At Theodricus engang henfører et Sted til Lucan, som er af Statius, behøver heller ikke at tyde paa, at han ei kjender hin i Middelalderen stærkt læste Digter. Jeg mindes f. Ex. i min Ungdom at have hørt Welhaven sige: „peccant, quia non peccant, som Horats siger“. Ytringen tilhører, saavidt jeg erindrer, Plinius den Yngre, men – Welhaven kjendte Horats.
5. Den eneste Forfatter, der har tænkt paa, at Theodricus kan have gjort sine Studier i Udlandet, synes at være Keyser (Kirkehist. I. S. 268, men han finder det „ikke synderlig sandsynligt“. Nogen Grund for Usnndsynligheden angiver han dog ikk.
6. Lange, De norske Klostres Historie, 2. Udg., S. 480 fg.
7. I Ny Kirkehistoriske Saml. III. S. 434–35.
8. Dipl. Norv. VI. S. 16.
9. Hverken fra Biskop eller Erkebiskop Thore findes latinske Breve, og i de Paveskrivelser, man har til sidstnævnte, er Navnet ikke anført. Men der kjendes en nu forsvunden, men i det sextende Aarhundrede afskreven latinsk Inscription fra Tønset Kirke, der beretter, at denne i 1211 er indviet a Therricho archiepiscopo. (Se Jens Nilssøns Visitatsbøger, udg. af Y. Nielsen, S. 33). Therichus (Thierry) er en hyppig Oversættelse af Thore (Norsk hist. Tidsskr. 2. R. IV. S. 180). Endnu hyppigere anvendtes dog Formen Thorias.
10. Islandske Annaler, udg. af G. Storm, S. 255–256.
11. Jens Nilssøns Visitatsbøger, S. 579.
12. Den franske Forf. Brial (Hist. litt. de la France, IX. p. 177) antager endog, at saavel Erkebiskop Erik som Thore af Hamar skulde have været af de første tolv, der fra St. Victor overflyttedes til St. Genoveva (1148); men dette er jo af Hensyn til de tre Prælaters senere Historie utroligt, da de paa den Maade maatte, især Erik, være blevne meget gamle. Jeg har forøvrigt ikke Adgang til Brials Verk og kjender hans Antagelse kun af Damborgs Citat. (Progr. fra Herlufsholm 1867, S. 65).
13. Chronica Rogeri de Houedeue. Ed. Stubbs. III. p. 271.
14. Hermann Reuter, Gesch. Alexanders III und der Kirche seiner Zeit, I. (2. Ausg.). Lpz. 1860. S. 207.
15. A. Damborg, Abbed Vilhelms Levnet (i Herlufsholms Program 1867) S. 18. Forf. citerer desværre ikke sin Kilde, og i den latinske Biographi i Acta Sanct. (Scr. R. D. V) har jeg ikke gjenfundet Stedet.
16. Libri memoriales capituli Lundensis, udg. af C. Weeke, S. 39.
17. I det Lundske Necrologium (Weeke, l. c., S. 154) anføres en Thore Noricus som død 15 Juni; men det har vistnok været en Lægmand, da ingen geistlig Titel tilføies. Nogen Richard findes ei i hint Necrologium.
18. Scr. R. D. VI. p. 21–23.