To Runestene fra Sønderjylland og deres historiske Betydning

Legg til lenke
Fra Wikikilden

TO RUNESTENE FRA SØNDERJYLLAND
OG
DERES HISTORISKE BETYDNING.
AF
DR. GUSTAV STORM.
(Med et Tillæg af DR. SOPHUS BUGGE.)

Ved Arbeider paa Slottet Gottorp, som foretoges i 1887, udgrov man Fundamenterne til de gamle Bastioner, som omgav Slottet siden dets Ombygning i det 16de Aarhundrede, og man fandt da, at ved Ombygningen var den myrlændte Grund bleven fyldt dels med Stenblokke fra Omegnen, dels med Teglsten fra det gamle Danevirke o. a. Blandt disse Fundamenter laa indmuret en Granitblok, som viste sig at være en Runesten med en historisk betydningsfuld Indskrift fra det 10de Aarhundrede, der nævnte en Konge Sigtryg og hans Fader Gnupa. De tyske Forskere, som først fik Anledning til at studere Indskriften, blev strax opmærksomme paa, at Indskriften indeholdt omtrent det samme som Indskriften paa en anden Sten, fundet i 1797 ved Vedelspang søndenfor Slien, og at den tjente til at oplyse denne.[1] Nærmere blev dette udviklet i 1892 i et mesterligt Skrift af Prof. Wimmer, udgivet som Kjøbenhavns Universitets Festskrift i Anledning af det danske Kongepars Guldbryllup: Sønderjyllands historiske Runemindesmærker (1892). Hans sproglige og historiske Resultater blev i visse Dele bestridt af Prof. Herman Möller i en Anmeldelse i „Zeitschrift für deutsches Alterthum und Litteratur, herausgegeben von Edward Schroeder und Gustav Roethe“ Bd. 37 (1893), hvilket førte til en Udvexling af Stridsskrifter mellem de to Colleger (i det kgl. danske Videnskabsselskabs Oversigter for 1893).[2] Da jeg i disse af den ene Part er draget ind i Striden og ligefrem er provoceret til at udtale mig i Henhold til mine leilighedsvise Bemærkninger (bl. a. i dette Tidsskrift) om enkelte Sider af Diskussionen, har jeg troet at burde her give Meddelelser om Resultatet af mine Studier over de omstridte Punkter, idet jeg dels tror at kunne godtgjøre, at de af Wimmer hævdede Synsmaader om disse Runeindskrifter, hvortil jeg i alt væsentligt slutter mig, har mægtigt bidraget til at klargjøre et dunkelt Punkt i Danmarks Historie, dels vil forsøge paa et Par Punkter at drage videre Konsekventser, som tildels afviger fra ham.

I.

Læsningen af Indskrifterne paa de to Stene kan efter Wimmers Undersøgelse ikke være tvilsom og bestrides heller ikke af nogen. Indskriften paa den tidligere fundne (og egentlige) Vedelspangsten lyder i Wimmers Gjengivelse: ąsfriþr: karþi: kumbl: þaun: ąft. siktriku: sun[:] sin: ąui: knubu, hvilket han oversætter: Asfrid gjorde dette Mi ndesmærke efter Sigtryg, sin Søn, paa Gnupas „Vi“ (viede Gravplads). Indskriften paa den anden Sten, som Wimmer kalder „Vedelspangstenen II“, men som jeg foretrækker med v. Liliencron at kalde efter dens Findested „Gottorpstenen“, lyder efter Wimmers Læsning: ui: ąsfriþr: karþi: kubl: þausi: tutir: uþinkars: ąft: siktriuk: kunuk: sun: sin: auk: knubu, hvilket han oversætter: Vi-Astrid gjorde dette Mindesmærke, Odinkars Datter, efter Sigtryg Konge, sin og Gnupas Søn. Den eneste Tvil, som kunde reises mod denne Oversættelse, er, om det er rigtigt at forbinde „Vi“, som Wimmer gjør, med „Asfriþr“, thi derved bliver dette Navn treleddet, hvad jeg finder uden Exempel; jeg foretrækker med v. Liliencron og Möller (I) at stille Ordet for sig selv som en kort Antydning om det følgende, altsaa: „Helligdom. Asfriþr gjorde“ o. s. v. Denne Afvigelse har dog ingen Betydning for Tolkningen, som bliver den samme, enten „Mindesmærket“ kaldes en „Helligdom“ eller Asfrid faar Tilnavn efter den „Helligdom“, hun har reist eller været med at reise. De to Runestene, som tydelig er reiste af den samme og for den samme, forklarer altsaa, at Estrid (som Navnet Asfriþr senere lød i Danmark), Odinkars Datter og Gnupas Enke, reiste et Mindesmærke efter sin afdøde Søn Kong Sigtryg paa Gnupas Gravplads. Det i begge Indskrifter forekommende „Vi“ viser, at Astrid er hedensk og Ordene „Gnupas Vi“ betegner, at Gnupa er høilagt paa hedensk Vis. Da den ene Sten er fundet ved Vedelspang (søndenfor Slesvig og Danevirke, ved Selk-Nor) og den anden Sten er fundet under Gottorp Slot og vel er ført did fra omegnen (maaske fra Danevirke), har utvilsomt Sigtryg og hans Forældre resideret i eller ved Slesvig. Da Sigtryg kaldes Konge og dog ikke faar eget Mindesmærke, men dette sættes paa Faderens viede Gravplads, kan vi heller ikke negte den Konsekvents, at ogsaa Gnupa er Konge i og ved Slesvig; at han ikke nævnes med Kongetitel, er aabenbart en Tilfældighed, det samme er jo Tilfældet med hans Søn i Vedelspang-Indskriften. Indskrifternes Tid bestemmer Wimmer til omkring 950. Det bør fremhæves, at han, allerede før Gottorpstenen fandtes, satte Vedelspangstenen til ca. 950, og at han hertil lededes af rent sproglige Grunde; disse kunde kun bestyrkes ved Opdagelsen af den samtidige Gottorpsten, hvor ogsaa historiske Grunde kommer til. Prof. Möller søger at flytte Stenene tilbage til ca. 920, men væsentlig paa Grund af en historisk Theori, hvis Værd nedenfor skal undersøges. Den vigtigste Opdagelse, Wimmer har gjort, er imidlertid, at de to indskrifter er skrevne med forskjellig Retskrivning og i forskjelligt Sprog: Vedelspangstenen med svensk Retskrivning og i svensk Dialekt, Gottorpstenen med dansk Retskrivning og i dansk Dialekt (Wimmer I). Da Navnet Gnupa gjenfindes i en svensk Indskrift fra Södermanland, er han utvilsomt en Svenske, og da Odinkar er et Navn, som netop gjenfindes i en jydsk Stormandsæt (de to Biskoper Odinkar i Slutningen af 10de og Begyndelsen af 11te Aarhundrede), er Dronning Estrid af dansk (jydsk) Herkomst. Heraf slutter Wimmer med fuld Ret, at Gnupa og Sigtryg hører til et svensk Kongehus, som havde gjort Erobringer i Danmark (Sønderjylland), at Gnupa her ægtede en jydsk Stormands[3] Datter, og at deres Undersaatter var baade Svenske og Danske.

II.

I den følgende historiske Undersøgelse vil jeg gaa frem i en noget anden Orden end Wimmer, idet jeg behandler de rent historiske Kilder og den senere Tradition hver for sig af Aarsager, som let vil frembyde sig.

De to svensk-sønderjydske Konger har lidt en eiendommelig, næsten parallel Skjæbne, idet deres Navne efterhaanden i Historie og Sagn er ganske fortrængte af andre, mere bekjendte. Widukind i Corvey, der skrev 967 og fornemmelig fortæller om sine samtidige, Kong Henrik og Keiser Otto, meddeler efter at have skildret Henriks Kamp med Ungarerne (933) følgende om hans danske Tog: „Efter at have overvundet alle omboende Folk vendte han sig mod de Danske, som herjede (pleiede at herje) tilsøs paa Friserne, angreb dem med sin Hær og overvandt dem, og idet han gjorde dem skatskyldige, tvang han deres Konge Chnuba til at lade sig døbe“.[4] Dette Tog skede Aar 934, thi da „undertvang Kong Henrik Danerne“.[5] Ældre danske Historikere hævdede i Regelen, at dette Tog var rettet mod de danske Vikinger i Frisland, og at Hensigten kun har været at fordrive Vikingerne herfra, medens de tyske Historikere har henført dette Tog til Danmark selv (specielt Sønderjylland), rigtignok væsentlig kun med Støtte i Traditionerne hos Adam af Bremen. Her kommer nu Runestenene til at udtale det afgjørende Ord, eller som Wimmer siger: „den gamle Strid om Betydningen af Widukinds Ord vil nu vel ogsaa forstumme, efter at Vedelspangstenene har lært os, hvor „Danernes Konge Chnuba“ havde sit Hjem“. Selvfølgelig har Kong Henrik, naar han vilde faa Vikingetogene paa Frisland til at ophøre, rettet Angrebet paa deres Udgangspunkt eller Kong Gnupas Rige paa den jydske Halvø (ved Slesvig). Imidlertid viser Runestenen tillige, at Kong Henrik kun halvt har opnaaet, hvad Widukind tillægger ham: Kong Gnupa er senere – vel efter Henriks Død – faldt tilbage til den gamle Tro og er død som Hedning. Widukind kalder Kongen (efter de bedste Haandskrifter) Chnuba i en nærmest høitysk Form; overført paa Dansk vilde det blive Gnúpa, ganske som i Runeindskrifterne. Et af Haandskrifterne af Widukind har „Cnuta“, og saa maa der have staaet i det Haandskrift, som Historikeren Thietmar af Merseburg ved 1012 benyttede, thi han gjengiver Beretningen med den Ændring, at Kongen hed „Cnuto“, – et i hans Tid vel kjendt dansk Kongenavn; og paa anden Maade er Navnet feillæst i andre tysk-latinske Krøniker, saa at Kong „Chnuba“ hurtigt forsvandt fra Historien. Ogsaa i den danske Tradition blev Gnupa fortrængt, thi ifølge Adam af Bremen, der her følger en samtidig „dansk Biskop“, var Kong Henriks Tog rettet mod Kong Gorm.

Ogsaa Kong Sigtryg gjenfindes i samtidige Kilder. Dette har allerede 1888 Prof. Handelmann pegt paa, men hans Antydning synes overseet af Wimmer.[6] Den paalidelige Annalist Flodoard fra Reims, der skrev mellem 948 og 966, beretter om Forholdene i Normandi efter Wilhelms, den 2den Hertug eller Greves Død i December 942, at hans Søn Richards Formyndere, der frygtede Forræderi fra Frankerne, kaldte til Hjelp hedenske Vikinger fra „hinsides Havet“ og tildels faldt tilbage til Hedendommen. Høvdingen for de ankomne Vikinger, Kong Sigtryg (Setricus rex paganus), forenede sig i Rouen med Chefen for de tilbagefaldne Normanner Thormod og kjæmpede med ham noksaa heldigt mod Hertug Hugo af Francia, men de blev begge slagne og faldt i Kampen mod den vestfrankiske Konge Ludvig (Sommeren 943). Levningerne af hans Hær drog til Bretagne, hvor de det følgende Aar herjede grusomt. Denne Kong Sigtryg er, som det udtrykkeligt siges om Vikingerne, kommet fra „Landene hinsides Havet“, hvilket, da han var Hedning, maa være fra et af de nordiske Lande. Da han i Modsætning til Thormod udtrykkelig kaldes Konge, maa han søges blandt de nordiske Kongeslægter. I de norske Kongeslægter, i Norge eller Irland og Northumberland, kan han ikke paavises,[7] skjønt disse Kongeslægter kjendes temmelig godt, og i den eller de danske har man hidtil heller ikke fundet ham; men nu kommer Gottorp- stenen med sin Oplysning, at Kong Gnupa efterlod sig en Søn Sigtryg, der som sin Fader var Konge ved Slesvig og altsaa vel som sin Fader drev Vikingefærd vestover. En mærkelig Overensstemmelse bliver det, at denne Kong Sigtryg er falden i et Slag ved Rouen, og at Kong Sigtrygs Mindesmærke er reist ikke paa hans egen, men paa Faderens Gravhaug; dette synes nemlig ogsaa at vise, at Kong Sigtrygs Lig ikke er bragt hjem. Ogsaa en anden Overensstemmelse er værd at notere: Vikingekongen Sigtryg kaldes udtrykkelig „hedensk“, og Runestenens Sigtryg knyttes i gammeldags Udtryk til den gamle Religion.

Flodoards Beretning om Kong Sigtryg er benyttet af en lidt senere frankisk Historiker, Munken Richer fra Reims, der skrev mellem 996 og 998; han skildrer Begivenhederne i 943 med mange Detaljer og stor ordrigdom, men jeg kan ikke se, at han har givet et eneste Ord af virkelig ny Kundskab. Derimod kjender vi Begivenhederne efter Grev Wilhelms Død i Normandi i en mere sagnmæssig Fremstilling hos Dudo af St. Quintin (c. 1010); men her er den hedenske Kong Sigtryg bleven sammenblandet med en normannisk Høvding i Bayeux, Haigroldus, som i det følgende Aar kjæmpede mod Kong Ludvig. Denne „Haigroldus“ bliver derfor en „Konge i Dacia“, som indkaldes til Normandi for at bekjæmpe Frankerne, medens „Kong Sigtryg“ er ganske forsvundet.[8] I den senere normanniske Literatur bliver da „Haigroldus“ til „Haraldus“ d. e. Harald Blaatand: ligesom Gnupa fortrænges i Literaturen af Kong Gorm, saaledes bliver Sigtryg skudt tilside for Harald Blaatand.

Den Sigtryg, som ifølge de frankiske Annaler indfandt sig i Normandi, omtales ikke som fordrevet fra sit Hjemland; tvertimod kommer han jo i Spidsen for en Flaade og er rimeligvis indkaldt af det hedenske Parti i Normandi. Heller ikke Runestenenes Sigtryg kan være fordreven fra sit Rige. Det har man Ret til at slutte deraf, at Mindesmærker om ham reises paa forskjellige Steder i hans Hjemland, at det ene af disse udtrykkelig kalder ham Konge, at begge de bevarede Mindesmærker reises af hans nærmeste Slægt, hans egen Moder, og at Indskrifterne sættes baade paa Dansk og paa Svensk. Kong Sigtrygs Rige i Sønderjylland bestod altsaa i 943, og hans svenske Landsmænd havde endnu Indflydelse der. Maaske man endog turde udstrække Tiden til 944–45, thi Sigtrygs Følge drog fra Normandi videre og udførte i disse Aar Bedrifter i Bretagne og bragte kanske først ved sin Hjemkomst Efterretningen om Sigtrygs Død hjem.

Det kan altsaa med fuld historisk Sikkerhed hævdes, at det svensk-danske Rige ved Slesvig bestod ialfald mellem 934 og 943.

Hvorlangt dette Rige har strakt sig mod Nord, er aldeles usikkert. Det kan have været bare de nærmeste Herreder om Slesvig, eller det kan have været hele det senere Sønderjylland. Neppe mere, thi Mindesmærkerne ved Jællinge (nær Veile) vidner om, at ved den samme Tid herskede Kong Gorm og hans Søn Harald i det sydlige Jylland, og den store Indskrift fra Jællinge viser ve.l, som Wimmer tyder Ordene „van ser Danmark alla“, at Kong Harald har erobret hele Sønderjylland tilbage til Danmark. Denne Erobring kan altsaa først være foregaaet efter 943.

Dette Resultat har Betydning til to Sider: Sagnene om det tyske Markgrevskab ved Slien og om Danevirkes Bygning ved Dronning Thyra; men disse Spørgsmaal lader sig bedre behandle i Forbindelse med Studiet af de danske Sagn om Kong Gnupa.

III.

Efter at have vist, at Runestene og samtidige Kilder gjensidig udfylder hinanden og tilsammen oplyser om dette sønderjydske Rige og dets Konger i 934–43, skal jeg gaa over til at undersøge, om de to nyfundne svensk-danske Konger kan eftervises ogsaa i senere Kilder, og om disses Efterretninger stemmer med de samtidige, saa at de kan tjene til at udvide vor Kundskab. De senere Kilder er da 1) Adam af Bremen fra ca. 1075, 2) de danske Forfattere Sven Aagesøn og Saxo Grammaticus fra Tiden om 1200, 3) en islandsk Kongesaga fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede.

Adam af Bremen er jo en af de vigtigste Kildeskrifter for Nordtysklands og Danmarks Historie, særlig i 11te Aarhundrede; men han maa som bekjendt benyttes med Forsigtighed, da han dels ofte er unøiagtig, dels meddeler farvede Beretninger eller forsøger at kombinere paa egen Haand. For 9de Aarhundrede udskriver han i det væsentlige frankiske Annaler, som næsten alle kjendes, saa her kan hans Fremstilling kontrolleres, og denne Kontrol er i det hele taget faldt ud til Adams Fordel, skjønt det ikke skal nægtes, at han ofte har misforstaaet sine Kilder og behandlet dem vilkaarligt. For det 10de Aarhundrede følger han – udenfor de Data, som de bremiske Arkiver og tyske Krøniker har givet ham – mundtlige Meddelelser, som gjengiver enten tysk eller dansk Tradition og selvfølgelig ofte kan være forvanskede eller ufuldstændige. Her gjælder det altsaa at finde faste Holdepunkter, hvorfra man gaar ud for at prøve Traditionerne, og som saadanne tør nu de nye Runeindskrifter bruges.

Efterretningerne om de danske Konger i de frankiske Annaler stansede med 873, da Kongerne Sigfred og Halvdan sluttede Forlig med den tyske Konge, medens de tyske Annalkilder ikke begynder før end med Otto I og Harald Blaatand (Adam kjender nemlig ikke Widukinds Fortælling om Kong Henriks Tog mod Gnupa). Imidlertid udfyldte dog Adam Begyndelsen af det mørke Tidsrum med to Konger, hvis Bedrifter som vikinger i fremmed Land han kjendte: Sigfred og Godfred. Da hans frankiske Annaler (urigtigt) fortalte, at disse Konger faldt i Slaget ved Löwen 891 sammen med 100,000 Mand, maatte Adam antage dette Slag for den afgjørende Vending i Vikingetogenes Historie, og at et nyt Afsnit i Danmarks Historie nu indtraadte. Han har da spurgt sin danske Hjemmelsmand, Kong Sven Estridssøn, om Kongerne i Tiden efter Slaget, og denne har (fortæller Adam) opregnet sine „Forfædre“ (d. e. Forgjængere) saaledes:

(I 50) „Efter det Normanniske Nederlag herskede, har jeg lært, Heiligo, elsket af Folket for sin Retfærdighed og Hellighed. Efter ham fulgte Olaf, som kommende fra Sverige vandt det danske Rige med Vaabenmagt og havde mange Sønner, af hvilke Chnob og Gurd fik Riget efter Faderens Død.“

(I 54) „Efter Olaf, den svenske Fyrste, som herskede i Danmark med sine Sønner, fulgte Sigerich. Og da han havde hersket i kort Tid, mistede han Riget ved Hardegon, Sveins Søn, som kom fra Nortmannia“ (d. e. Norge).

Disse to Rækker fordelte Adam saaledes, at den første henførtes til Erkebiskop Adalgars Tid (889–909), den anden til Hogers (909–916), idet Erkebiskoppernes Regjeringstid i det hele taget er hans Inddelingsprincip. Men denne Tidsbestemmelse er ganske vilkaarlig og uden støtte hos hans Hjemmelsmand. Dette fremgaar af de (I 54) følgende Ord, som Udgiverne henfører til Adam selv, men som vistnok ligesaavel kan være udtalte af Kong Sven og ialfald maa støtte sig til en Udtalelse af ham: „Om af alle disse Konger, ja Tyranner, nogle har hersket tilsammen, eller den ene har fulgt efter den anden i kort Tid, det er usikkert Lad det være nok at vide, at de alle har været Hedninger, og at under saa megen Regjeringsvexel eller barbarisk Vikingefærd Kristendommen i Danmark, som var plantet af St. Ansgar, dog i nogen Grad har holdt sig og ikke helt er forsvundet.“

I denne efter Kong Sven opregnede Kongerække er nu ikke alt ganske ægte. Heiligo har ingen dansk Konge hedet, det er Adams tyske Gjengivelse af Helgi. Adam har ikke vidst, at dette var et almindeligt nordisk Navn, men har opfattet (eller faaet forklaret?) Navnets Betydning og har da tilføiet den taabelige Forklaring, at Heiligo var elsket formedelst sin Hellighed. Dette viser, at Citaterne fra Kong Sven ikke er nøiagtige, og Adam faar da selv bære Ansvaret for de andre Enkeltheder, f. Ex. at han først siger, at Olaf efterfølges af sine Sønner, men derefter at Olaf herskede sammen med sine Sønner. Kong Sven har aabenbart kun givet de nøgne Kongenavne. Om de øvrige Navne er at mærke, at Chnob egentlig svarer til olddansk Gnúpr (ikke Gnupa); rimeligvis har altsaa Kong Sven givet Navnet i dansk Form, og Adam har overført det paa Tysk. Navnet Sigerich har man hidtil ikke kunnet paavise som nordisk, det maa derfor utvilsomt (Wimmer I) være enten Skrivfeil eller Afskriverfeil for Sigtrich d. e. Sigtryg. Om Hardegon har jeg allerede tidligere hævdet, at det er en feilagtig Gjengivelse af Hardeknut. Hardeknut er nemlig det nærmeste af de faa nordiske Navne, hvis første Led er Hard-[9]; da dette Navn ikke forekommer i Tysk efter 9de Aarhundrede, er det forstaaeligt, at Adam eller hans Afskrivere har gjengivet det urigtigt; ogsaa hvor dette Navn forekommer hos ham senere, vexler det i Haandskrifterne med Hardewig (I 57) og Hardechund (II 72). Prof. Möller (I) er enig med mig i denne Opfatning, men forsøger at give en sproglig Forklaring af, at „Hardeknut“ kunde skrives (og udtales) Harde-gon(d).

For Tiden efter „Hardegon“ har Adam kunnet hjelpe sig uden Kong Svens Hjelp, thi om Begivenheder i Danmark i Erkebiskop Unnis Tid (917–936) har han faaet Meddelelser fra en kyndig dansk Biskop (referente quodam episcopo Danorum, prudenti viro). Ifølge denne var Hardeknuts Søn[10] Gorm Konge, som var fiendtligsindet mod Kristendommen og forfulgte de Kristne. Mod ham rettede nu den tyske Kong Henrik sit Angreb. „Efter at have beseiret Ungarer, Böhmere og Soraber drog han med sin Hær mod Danmark, overvandt Kong Gorm ved Slesvig og ydmygede ham; ved Slesvig satte han Rigets Grænse, udnævnte der en Markgreve og førte did en saxisk Koloni“. Saalangt citerer Adam den danske Biskop som Kilde. Derefter, fortsætter Adam, kunde Erkebiskop Unni drage ind i Danmark som Missionær, han kunde vistnok ikke bøie den forhærdede Gorm, men vandt dog hans Søn Harald for Kristendommen; efter at have gjennemreist de danske Øer kom Unni ogsaa til Birka i Sverige, hvor han døde i September 936.

Den danske Biskop, som fortalte Adam om Henriks Krig mod Kong Gorm, har fulgt danske Sagn. I disse er altsaa Gnupa bleven fortrængt af det mere bekjendte Navn Gorm, de følgende Kongers Stamfader; Gorms Kamp med Henrik maa altsaa udgaa af Historien. Derimod synes Sagnet med Rette at have fastholdt, at Kampen stod om Slesvig, hvor vi netop har fundet Kong Gnupas Hjem.

Den Kongerække, som Kong Sven og den danske Biskop har skaffet Adam, har altsaa seet saaledes ud:

Helge.
Olaf fra Sverige.
Gnup(a) og Gyrd, Olafs Sønner.
Sigtryg
Hardeknut, Sveins Søn, fra Norge.
Gorm, Hardeknuts Søn.

Adam (ɔ: Kong Sven) har selv udtalt, at han ikke vidste, om flere af disse herskede samtidigt. Vi ved nu fra ældre Kilder, at Gnup(a) og Sigtryg herskede ved Slesvig i Aarene 934 og 943, og da disse er bevist at være svenske Konger, har man Ret til at knytte dem sammen med hvad ogsaa Adam kaldte svenske Konger: Rækken Olaf, Gnupa og Gyrd, Sigtryg hører altsaa til 1ste Halvdel af 10de Aarhundrede, og Rækken stanser med Sigtryg i 943. Men i Hardeknuts og Gorms Levetid kan der ialfald til en vis Grad bringes større Sikkerhed. Baade nordiske og tyske Kilder er enige om, at Gorms Søn Harald Blaatand († 985 eller 986) herskede i 50 Aar, saa Gorms Død maa være indtruffet i 935 eller 936. Jeg har andensteds fremdraget et nyt Argument for, at hans Død ikke kan falde senere: Gorms Dattersøn Gamle (Erikssøn) faldt i Slaget paa Frædø c. 955; da han har faaet dette Navn ved Opkaldelse, maa han være født kort efter Gorm Gamles Død,[11] og da han i Slaget optræder som fuldt voxen, kan han ikke være født stort senere end 935, og følgelig maa Gorm være død ved den Tid.

Gorms Tilnavn „Gamle“ kan, da han er den sidste af dette Navn, kun betyde gammel af Aar (grandævus), ikke som saa ofte ved Kongenavne „den ældre af dette Navn“ (senior). Ved sin Død maa han have været en Mand paa mindst 60–70 Aar. Ogsaa ad en anden Vei kan dette gjøres sandsynligt. Gorm havde nemlig en Broder Gudrød, der udtrykkelig kaldes „Hardeknuts Søn“ af en Forfatter, som ikke vidste, hvem Hardeknut var. Denne Gudrød blev dansk Konge i Northumberland ved 880 (ialfald efter 877) og døde 894[12]; han er altsaa født c. 850–60 eller ialfald ikke mange Aar efter 860. Men af disse Data fremgaar, at Gorms og Gudrøds Fader har levet i 2den Halvdel af 9de Aarhundrede, ikke i 1ste Halvdel af 10de. Adams Kongerække maa altsaa ordnes i to parallele Rækker:

Helge.
Hardeknut. Olaf.
Gorm gamle † c. 935. Gnupa (934) og Gyrd.
Harald c. 935–c. 985. Sigtryg † 943.

At den svenske Kongerække „Olaf–Sigtryg“ kunde forskyves, er let at forstaa; Rækken „Hardeknut–Gorm–Harald“ var godt kjendt i Danmark, og de kunde ikke skilles fra hverandre. Skulde der skaffes Plads for „Olaf–Sigtryg“, maatte disse flyttes bagenfor Hardeknut, og den Udvei har Adam (d. e. det danske Sagn) grebet, idet han fordelte dem paa Tiden 889–916. Men deraf fulgte med Nødvendighed, at Gorm indtraadte i Gnupas historiske Rolle, at kjæmpe mod Kong Henrik i 934.

Hvad Vægt kan der nu lægges paa Sagnet om Unnis Missionsreiser i Danmark? Ved Kong Henriks Kampe i 934 er Sønderjylland eller Gnupas Rige aabnet for Missionen, det er sikkert. Men at det øvrige Danmark rettede sig herefter, kan vi ikke med sikkerhed hævde, da vi ikke kjender det politiske Forhold mellem Gnupa og Gorm. Naar Sagnets Navnebytte (Gorm for Gnupa) bortfalder, haves der ikke nogen historisk Efterretning om Gorms Forhold til Kristendommen eller om dennes Forkyndelse i Danmark (udenfor Sønderjylland);baade Gorm og hans Dronning høilægges paa hedensk Vis, og naar Runestenene over dem viser kristne Tegn, maa det erindres, at de er reiste af Kong Harald mange Aar efter deres Død (efter 970), da han selv var bleven kristen. Adams Fortælling om Unnis Reiser paa de danske Øer har jeg vanskeligt for at erkjende som historisk; udenfor Jylland findes først en Generation senere Spor til Kristendommen. Naturligere er det at forstaa, at Unni kunde komme til Birka (hans Død her er historisk), thi den nys omvendte Konge i Sønderjylland kunde vel ikke nægte Erkebiskopen Anbefalinger til sine Frænder og Landsmænd i Sverige.

Det saakaldte „Markgrevskab“ ved Slesvig kjendes kun fra Adam; han lader det oprettes af Kong Henrik og lader det bestaa til Keiser Konrads Tid. Jeg ser ikke andet, end at danske Historikere har Ret i at hævde, at fra samtidige Kilder (Thietmar) kjendes denne „danske Mark“ mellem Slien og Eideren kun i Tiden fra Otto d. 2dens Tog (974) til 983. Ialfald synes det nu sikkert, at denne Marks Oprettelse kan ikke staa i Forbindelse med Henriks Seier over de Danske, thi Kongerne Gnupa og Sigtryg hersker ogsaa efter 934 over Egnen om Slesvig. Da der i hele Kong Haralds Tid ikke var noget fiendtligt Forhold til Tyskland førend 974, kan denne „Mark“ heller ikke være oprettet før. Sikkert er det jo, at Danevirke bestod, da Otto den 2den i 974 angreb Danmark. Men Danevirke strækker sig fra Selk-Nor søndenfor Slesvig og forudsætter, at Landskabet om selve Slesvig er i de Danskes uforstyrrede Besiddelse. Altsaa bliver der heller ikke forsaavidt nogen Plads for et Markgrevskab „mellem Slien og Eideren“ i Tiden mellem 934 og 974.

Paa den anden Side synes det klart, at Danevirke ikke er bygget for at forsvare det lille Grænserige ved Slesvig; det maa, som Navnet siger, være Danernes (d. e. hele Danmarks) Forsvarsværk. Først efter at de svenske Konger var fordrevne fra Sønderjylland, kan Virket være bygget, altsaa efter 943; fra Kong Henriks Tid nævner hverken Widukind eller Adam noget Forsvarsværk ved Grænsen, først Thietmar kjender det fra Otto den 2dens Tid. De danske Sagn fra Valdemarernes Tid henfører dets Bygning dels (Sven Aagesøn) til Kong Gorms, dels (Saxo) til Harald Blaatands Tid; den sidste maa efter det foregaaende have Ret, og selv Sven Aagesøn kan have bevaret et Minde herom, idet Virket bygges i Keiser Ottos Tid. Men begge Forfattere lader vistnok ganske med Uret Haralds Moder Thyra have bygget Virket, thi Thyra døde jo ifølge Indskriften paa den mindre Jællingesten før Gorm den gamle, altsaa før 935.

IV.

Den danske Historieskrivning i det 12te og 13de Aarhundrede har kun i ringe Grad fastholdt Mindet om Forholdene forud for Harald Blaatand, og navnlig har den glemt eller skudt tilside Saga om de svenske Erobrere i Sønderjylland. Roskildekrøniken, som ellers er stærkt paavirket af Adam, har ganske udeladt hans svenske Konger og forvirrer yderligere den danske Historie ved at levere en dobbelt Kongerække: først Frode, Gorm og Harald, derefter Halfdan, Gorm Svenssøn, Hardeknuts Broder, og Harald Derimod har dog et enkelt Træk af Sagnene om den svenske Kongeæt holdt sig hos Sven Aagesøn og Saxo Grammaticus. Sven Aagesøn har følgende Kongerække: 1) Sivard, Regner Lodbrogs Søn. 2) Knut. 3) Frode. 4) Harald 5) Gorm. At Knut er den samme, som ellers kaldes Har-deknut, er selvsagt. I denne Knuts Ungdom, fortæller Sven, styrede den sjælandske Bonde Ennignupus. Den samme Sagnform kan forudsættes hos Saxo, der ellers har Kongerækken 1) Sivard, Regnors Søn. 2) Erik, Haralds Broder. 3) Knut, Eriks Søn. 4) Frode. 5) Gorm Anglicus. 6) Harald 7) Gorm. Ogsaa lier repræsenterer Knut „Eriks Søn“ den samme som Hardeknut, thi ogsaa hos Saxo hersker i hans Ungdom som Rigsstyrer „Ennignupus“. Saxo fremhæver om ham, at han ikke var Konge, men Formynder, og advarer udtrykkelig mod de ukyndige Historikere („parum annalium periti“), som regner „Ennignupus“ blandt Kongerne. Dette Udtryk viser ellers, at man endnu i Slutningen af 12te Aarhundrede i Danmark havde Sagn bevaret om en Konge ved Navn Ennignup, der skulde have styret forud for „Knut“ og ikke hørte til Kongeætten. Heri har man aabenbart at se en Levning af den samme arrangerede Kongerække, som Sven Estridssøn overgav Adam: af den svenske Række er kun Ennignupus, af den danske kun Knut bleven tilbage. Ennignupus synes at være sammensat af Mandsnavnet Gnupr og et Stedsnavn Enni[13]; til Sammenligning kan tjene, at en norsk Landnamsmand paa Island hed Molda-Gnúpr, fordi han stammede fra Moldatun (paa Nordmøre). At det danske Sagn har opfattet Enni som Stedsnavn, synes at kunne sluttes af Sven Aagesøns Ord, at Ennignup var en „bondo Sialandensis“. Enni- kan altsaa have bevaret Mindet om enten Gnups Hjemstavn eller Residens, uden at jeg tør indlade mig paa at forsøge at stedfæste dette.

De islandske Kongesagaer har lidet at oplyse om disse Konger og disse Tider, men skal dog behandles, fordi en enkelt af dem har faaet Tillæg, som hører hid. Jomsvikingesagaen havde oprindelig kun Kongerækken Gorm den barnløse, hans Pleiesøn Knut og dennes Søn Gorm den heimske eller gamle og fortalte om den sidste Gorms Svigerfader Kong Harald i Holsten (!) og hans Søn Knuts Fald i Irland. Derimod kjendte Skjoldungesagnene Nedstammelsen fra Ragnar Lodbrok og nævnte derfor Rækken: Sigurd Orm-i-Øie – Hardeknut – Gorm den gamle; denne Række trængte derfor ogsaa ind i Jomsvikingesagaens senere Bearbeidelser.[14] I Hauk Erlendsøns Uddrag af Sagaen om „Ragnars Sønner“ fortælles om, hvorledes Ivar Beinlause overvinder de engelske Konger Ella og Jatmund den hellige og bliver Konge der; han dør uden Børn og efterfølges af Jatmunds Brodersøn Adalmund (!), som kristnede hele England og følges af sin Søn Adalbrigt (!), som herskede længe. I Danmark bliver Sigurd Orm-i-Øie Konge, efter ham hans Søn Hardeknut og dennes Søn Gorm. Gorm ægter Thyre, Datter af Kong Klakharald i Jylland, og arver siden hans Rige i Jylland. Derefter fortsættes: „Kong „Gorm for med Hær over hele Jylland og ødelagde alle Neskonger (!) helt syd til Sle, og derefter vandt han meget af Vendland, – og mange Kampe holdt han med Saxerne og blev den mægtigste Konge“. Saa fortælles om Gorms Sønner, Knut „Dana-ást“ og Harald. De drager paa vikingetog til England og kjæmper med Kong „Adalbrigt“ ved Klivland og Skardaborg; men ved Jorvik bliver Knut dræbt under en Svømmetur, og Harald bringer Efterretningen hjem til Kong Gorm, som dør af Sorg derover. Hele denne Beretning findes igjen i den store Olaf Trygvesøns Saga fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede, men her har Beretningen adskillige Eiendommeligheder, som synes at være udeladte i Hauk Erlendsøns Uddrag. Stykket om Gorms Erobringer lyder nemlig her: „Kong Gorm for med sin Hær ind i det Rige i Danmark, som er kaldet Reidgotaland, men nu kaldes Jotland, mod den Konge, som der raadede, han hed Gnupa. De holdt nogle Kampe sammen, som endte med, at Kong Gorm fældte den Konge og tilegnede sig hele hans Rige Dernæst for Gorm mod den Konge, som blev kaldt Silfraskalli, og havde med ham Krig og Kampe, og Kong Gorm fik stadig Seier, og tilslut fældte han den Konge. Derefter gik han (høiere) op i Jylland og for saaledes med Hærskjold, at han ødelagde alle Konger syd til Sle, og derefter vandt han et stort Rige i Vendland. Mange Kampe holdt Gorm med Saxerne og blev den mægtigste Konge.“

Denne Bearbeidelse af Danmarks Historie, som i den islandske Literatur neppe er ældre end ca. 1300, lider jo af mange Vilkaarligheder og er ikke længer ægte Sagn. Som jeg andensteds har paavist, er de northumbriske Navne (Klivland, Skardaborg, Jorvik) tagne lige ud af de norske Kongesagaer, Snorres Fortælling om Harald Haardraades Tog til England Aar 1066.[15] De to engelske Konger ved Tiden c. 880–940. Adalmund og Adalbrigt, er uhistoriske og vilkaarlig opdigtede; Gormssønnernes Tog til Nordengland mod Kong „Adalbrigt“ strider baade mod den ældste Form af Jomsvikingesagaen og mod Saxo, der begge henfører Toget til Irland. Ogsaa Kong Gorms Erobringer i Jylland, Vendland og Saxland strider mod al Historie. Den Omstændighed, at de svenske Erobringskonger herskede i 3 Slægtled i Sønderjylland, og at ialfald én af dem overlevede Gorm, viser, at han hverken har ødelagt alle Neskonger syd til Sle eller gjort Krigstog i Saxland og Vendland. Alligevel kan man ikke andet end undres over, at ét Navn i Beretningen er ægte og endog bevaret i en mere ægte Form end i de danske Sagn. Sagaens Kong „Gnupa“ har samme. Navn som paa Runestenene og hos Widukind, medens baade Adam og de senere danske Sagn forudsatte Navneformen „Gnúpr“; dermed bortfalder Dr. Jessens Paastand, at Navnet er uhistorisk og laant fra Adam. Det andet Navn er af en forskjellig Grund paafaldende. Dr. Jessen har vistnok Ret i, at „Silfraskalli“ er som Navn umuligt; men hans Forklaring, at det er opstaaet ved Forvanskning af et Sted hos Adam, er ubevislig og usandsynlig. Betragter man Ordet derimod som Tilnavn, er det, om end besynderligt, dog muligt, og jeg skal i den Henseende henvise til nedenstaaende Tillæg, hvori meddeles en Forklaring fra Prof. Sophus Bugge, at Silfraskalli i et sent Skaldevers f. Ex. fra 13de Aarhundrede, som Sagaforfatteren har kjendt, kan have havt Betydningen af „en rig Mand“ og være brugt som Tilnavn for Gnupa. Men i Danmarks Historie synes et saadant Navn eller Tilnavn ikke at høre hjemme; det er vistnok ganske vilkaarlig anvendt som Navn paa en Konge af den Forfatter, der fra meget forskjelligartede Kilder sammensatte stykket om de danske Konger i Sagaen.

Efter Sagaen var Gnupa Konge over en Del af det nordlige Jylland og blev overvundet af Kong Gorm i dennes yngre Dage. Da imidlertid Sagaen ganske mangler kronologiske Holdepunkter, har vel heller ikke dens Geografi større Fasthed. Den er altsaa kun et Vidne om et Sagn, at der paa den jydske Halvø samtidig med Kong Gorm fandtes en Kong Gnupa, hvilket stemmer med Historien; men hvad der forøvrigt fortælles om ham, kan ikke gjøre Fordring paa større Troværdighed end Resten af Beretningen.


Tillæg af Professor Dr. Sophus Bugge.

Kongenavnet Silfraskalli er hidtil ikke forklaret. Jeg sammenligner paa den ene Side sundrhreytir silfra i et Vers i Njáls s. Kap. 7, 1, paa den anden Side Udtryk som tírar hǫfuð (Sturla i Hák. s. Hák. Kap. 3) „en berømt Mand“ og Anvendelsen af skalli i omskrivende Udtryk for en Person. Efter dette synes silfra skalli, egentlig „en rig Mand“, at kunne have været brugt i et kunstigt Skaldevers appellativisk om en Konge. Da Gnúpa i Fortællingen i Ol. s. Tr. nævnes foran Silfraskalli, saa at begge siges at være overvundne og dræbte af Gorm, synes silfra skalli i det formodede kunstige Skaldevers at kunne have været en Betegnelse for Gnúpa.

Allerede Udtrykket silfra skalli viser, at det formodede Skaldevers maa have været digtet lange Tider efter Gnupas og Gorms Død. Man kommer snarest til at tænke paa et islandsk Digt fra 13de Aarhundrede.

Naar en islandsk Skald, saaledes som her forudsat, i et kunstigt Vers har omtalt Gorms Seiervindinger, har det vel været i et Lovdigt til en af Gorms Eftermænd paa den danske Trone. Nærmere kan man ikke komme. Men der er mange Kjendsgjerninger, som vise, at der intet usandsynligt er i at forudsætte et saadant Digt. Saaledes har f. Ex. Þorgeirr Danaskáld digtet om Valdimarr gamli (1202–1241). Tilnavnet Danaskáld kunde maaske tyde paa, at han i sit Digt har omtalt flere danske Konger.

V.

Prof. Möller har i sin Anmeldelse (Möller I) søgt at hævde, at Runeindskrifternes Gnupa vel svarer til Adams Chnob og Sagaens Gnúpa, men ikke til Widukinds Chnuba; han hævder nemlig, at Adams Chnob levede i Begyndelsen af 10de Aarhundrede (før 911), medens Widukinds og Sagaens Gnúpa var Konge ved 934 og derfor maa antages for en yngre Slægtning af den foregaaende. Runestenene skulde altsaa være reiste c. 920, ikke c. 950, som Wimmer hævdede. Danmarks Historie i dette Tidsrum vilde isaafald faa følgende Udseende: En svensk Kongeslægt vilde i 3 Slægtled have hersket over hele Danmark; derefter blev Riget erobret af Hardeknut, som efterfulgtes af Gorm. Men under dennes Regjering havde dog en yngre Ætling af den svenske Linje, Gnupa den 2den, holdt sig i Sønderjylland; det var ham, som i 934 kjæmpede uheldigt mod Tyskerne, og ham, som senere blev fordreven af Gorm (eller Harald). Dette Forsøg minder ganske om ældre Tids Historikere, hvis Formaal var at „forlige“ Kilderne, og det nye Forsøg er hverken mindre eller mere vilkaarligt end hine. Ulykken var, at det for saadanne Historikere blev ganske tilfældigt, hvad man ofrede og hvad man vandt, og Arrangementet kunde gjøres paa mange Maader, uden at den ene kunde overbevise den anden. Her er i Virkeligheden to aldeles modsatte Sagn: 1) Adam har en lang Række Konger over Danmark før Gorm og blandt disse en Gnup(a), medens han lader Gorm kues af Kong Henrik. 2) Sagaen har en jydsk Kong Gnupa, som fældes af Gorm, som selv senere vinder Seire baade over vender og Saxere; og hertil kan endvidere føies, at 3) Saxo og Sven Aagesøn haren dansk Høvding (Enni-)Gnup, Formynder for Kong Knut. Vi har altsaa to (eller tre) meget afvigende Beretninger om Kong Gnupa (eller Gnup), men ingen Kilde kjender mere end én Konge af dette Navn. En af disse Kilder er historisk, og den nævner Gnupa ved Aar 934; andre er mere eller mindre sagnmæssige, og det gjælder da af disse at udskille, hvad der er historisk, ikke at betragte alle som lige gode og vælge ud, hvad der kan passe sammen.

Sagnene om Gnupa maa behandles ganske paa samme Maade som de forskjellige Beretninger om Otto’ernes Tog mod Danmark eller om Biskop Poppos Jernbyrd. Adam af Bremen og Saxo lader Otto I foretage et Erobringstog tvers gjennem Jylland, Thietmar henfører Toget til Otto II, og Kongesagaerne vakler mellem Otto II og Otto III; men ingen Kilde kjender mere end ét Tog Widukind fortæller, at Poppo bar Jærn for Kong Harald c. 960, efter Adam var det for Kong Erik Seiersæl c. 990, efter Saxo for Sven Tjugeskjæg; men ingen fortæller Begivenheden mere end én Gang. Suhm kunde endnu spottende sige om Poppo, at han naturligvis udførte sit „Kunststykke“ flere Gange. Men for en mere moderne Betragtning vil det være indlysende, at her er tre Beretninger af forskjellig Værdi om den samme Begivenhed.

25de September 1894.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ R. v. Liliencron. Der Runenstein von Gottorp. König Sigtryggs Stein. Kiel 1888. Mit einem Anhang von H. Handelmann.
  2. ↑ Ludv. Wimmer, Bemærkninger om Vedelspangstenenes Tid. Herm. Möller, Bemærkninger om Vedelspangstenenes Tid og de to Gnupa’er.
    Ludv. Wimmer, Afsluttende Bemærkninger om Vedelspangstenenes Tid.
    Herm. Möller, Bemærkninger til Prof. Wimmers Afsluttende Bemærkninger om Vedelspangstenenes Tid.
    Jeg citerer i det følgende Prof. Wimmers Festskrift som „Wimmer I“, Prof. Möllers Anmeldelse som „Möller I“.
  3. ↑ Wimmer kalder ham „Jarl“, aabenbart fordi den yngre Odinkar siges at være Søn af en „dux“; da Jarl ved denne Tid neppe er en arvelig Titel eller Værdighed, skulde jeg anse det forsigtigst at udelade den.
  4. ↑ Widukind I 40: Cum autem omnes in circuitu nationes subjecisset, Danos qui navali latrocinio Fresones incursabant, cum exercitu adiit vicitque et tributarios faciens regem eorum, nomine Chnubam, baptismum percipere fecit.
  5. ↑ Annales Corbeienses: 934 Heinricus rem Danos sube(g)it.
  6. ↑ Længe forud havde Prof. Joh. Steenstrup antydet det samme (Dansk Hist. Tidsskrift 4de Række VI S. 496).
  7. ↑ Et forhastet Forsøg, jeg i sin Tid gjorde paa at anbringe ham i Irland, blev med Rette tilbagevist af Prof. Joh. Steenstrup (Dansk Hist. Tidsskrift 4de Række VI S. 496).
  8. ↑ Jfr. om disse normanniske Sagn: G. Storm, Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie S. 211 ff.
  9. ↑ Foruden Hardeknut kjender jeg kun Harðbeinn (Laxdølasaga), dansk Harthben (Saxo p. 327) og Harðgreip (Saxo Harthgrepa). At Harde- (i Hardeknut) maa afledes af Harð- (ikke af Hörða-), viser den tyske Form Hartchnuz, se Monum. hist. Norv. p. 123.
  10. ↑ Haandskrifterne har enten Hardecnudth Wrm eller filius Hardewich Gorm (Gorem, Gwrm). Da kun Salzburgerhaandskriftet mangler filius, maa dette, som Prof. Möller hævder, være ægte, og selvfølgelig maa Hardeknut foretrækkes for Hardewig. Adam har tydeligvis sat »filius Hardeknut« foran Wrm (Gorm), fordi han havde Brug for det lige efter Wrm følgende Ordspil: »crudelissimus vermis«.
  11. ↑ Arkiv f. nord. Filol. IX S. 216.
  12. ↑ Prof. Steenstrup har (Normannerne II, 97) formodet, at denne Gudrød egentlig hed Knut, og at Gudrød var hans Daabsnavn; der er nemlig fundet northumbriske Mynter fra c. 900 med Navnet „Cnut rex“, uden at denne Konge nævnes i historiske Kilder. Imidlertid er det ikke troligt, at en Mand, som allerede bar et nordisk Navn (Knut), skulde i Daaben faa et andet nordisk Navn (Gudrød); ellers læser vi om, at Nordboer i Tyskland lod sig døbe med tyske Navne, i England med engelske og i Irland med irske. Rimeligere er det, at Knut har været Gudrøds Søn, opkaldt efter Farfaderen.
  13. ↑ Prof. Herman Möller opfatter (Möller I) ennignúpr som et Tilnavn, idet gnúpr skulde være et Adjektiv (hældende); men det tilsvarende Adjektiv heder gneypr, medens gnúpr er Substantiv og betyder: brat Fjeld.
  14. ↑ Se herom Arkiv f. nord. Filol. I 244.
  15. ↑ Se dette Tidsskrift 2den Række II 180.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=To_Runestene_fra_Sønderjylland_og_deres_historiske_Betydning&oldid=218547»