Om de saakaldte „Formænd“ i det gamle Bergen
Der har i nyere Tid været fremsat den Lære, at der i det gamle Bergen, før Raadmændene blev indførte i det 13de Aarhundrede, fandtes en tidligere kommunal Institution ved Navn „Formænd; denne Mening er, saavidt jeg ved, først hævdet af Y. Nielsen i „Bergen“ (1877), derefter optaget af Dr. Pappenheim (1888) og nu nylig nærmere udviklet af Dr. A. Bugge. Støttepunkterne for denne Lære, som jeg anser for urigtig, er de samme hos de tre Forfattere, men da den fyldigst findes hos den sidste, skal jeg tage den for mig. Bugge har følgende to Argumenter:
„1) 1 1198, da Kong Sverre kræver Hjælp af Bymændene i Bergen mod Baglerne, optræder der paa Borgernes Vegne en Mand, som kaldes Finnr forræði eller forræðismaðr. Forræði eller forræðismaðr betyder en Mand, som har Bestyrelsen af et eller andet. Denne Mand, der optræder som Borgernes Repræsentant ligeoverfor Kongemagten, hvad andet kan vel han have bestyret end netop Byen og dens Anliggender?
2) I Magnus Lagabøters Bylov, der egentlig er Bergens Bjarkøret, forekommer 1 § 4 følgende Passus: ok svá ef formenn eða ráðsmenn koma eigi til þings sem bok segir. Disse „Formænd“, som ellers ingensteds nævnes, synes her at stilles ved Siden af Raadmændene og at have havt den samme Virkekreds. De har med andre Ord været et Slags Raadmænd og repræsenterer et ældre Trin i Bergens kommunale Udvikling.“
Man vil se, at Læren om denne Institution hviler paa Antagelsen, at Tilnavnet. „forræði“ og Ordet „formenn“ betegner det samme. Men Forklaringen af det sidste Ord anser jeg for ubetinget urigtig. Hertzberg har i Glossariet til de gamle Love (S. 202), gjort opmærksom paa, at Ordet „formenn“ paa det eneste Sted, hvor de nævnes, betyder Lagthingets Ledere (Lagmænd, Sysselmænd m. v.), og en nærmere Betragtning af Sammenhængen vil vise, at han har ubetinget Ret heri. I Thingfarebalken (Kap. 2) bestemmes Bøder for Raadmænd og Nævndermænd ved Lagthinget, og derefter siges: „Nu er Gjaldkere og Sysselmænd og Kongens og-Biskopens Ombudsmænd og alle Raadmænd skyldige at komme til Lagthinget, og hvis de bliver borte uden lovligt Forfald, skal de bøde 3 Mark Sølv eller mere, efter som Kongen vurderer deres Brøde“. Om disse Bøders Fordeling giver nu Kap. 4 nærmere Bestemmelser: „Af alle Thingbøder i Bergen til 5 Mark, eller mindre, skal Kongen have to Tredjedele, men Bymændene én Tredjedel, og ligeledes om Formænd eller Raadmænd ikke kommer til Things, som Bogen siger“. Den naturlige Forklaring er dog her, at Henvisningen „som Bogen siger“ gaar tilbage til Kap. 2, og da bliver det evident, at „Formænd“ i Kap. 4 svarer til det mere fuldstændige i Kap. 2 „Gjaldkere, Sysselmænd og Kongens og Biskopens Ombudsmænd“ og er et Fællesudtryk for disse. Dette er saa meget mere evident, som Lovregelen kun gives for Lagthinget, som er indført i den nye Bylov af 1276, medens denne Institution ikke fandtes efter den gamle Ordning.
Tilbage staar da Tilnavnet forræði paa Manden fra 1198. „Forræði“ kan ganske vist betyde „Bestyrelse“, men kan ogsaa forklares „.Raadighed“ eller „Myndighed“ e. l. Dr. Bugge anser Ordet for at være Mandens Titel, men det kan jo lige saa godt eller vel saa godt være hans personlige Tilnavn, givet ham for hans myndige Optræden. Det er ellers at mærke, at Sagaen, som omtaler Finn paa to Steder (Kap. 146 og Kap. 150), paa første Sted kun kalder ham forræði, medens han paa 2det Sted i to senere Haandskrifter (Flatøbogen fra c. 1390 og Skalholtbogen fra c. 1450) kaldes forræðismaðr; den sidste Læsemaade maa altsaa betragtes som uægte og Fortolkningen holde sig til den første. Finn „Forræde“ har, kan man se, været en af Huseierne ved Bryggen, og hans Gaard har ligget paa Strøget mellem Korskirken og Mariakirken, saa den ældre Formodning, at „Finnegaarden“ er opkaldt efter ham, synes mig meget naturlig. Han optræder paa Bymødet mod Kongen og taler fra Bymændenes Standpunkt, men det er kanske formeget at sige, at han taler „paa Bymændenes Vegne“, hvis der heri skal ligge, at han er deres Repræsentant og Værge. Denne Opfatning er aabenbart fremkaldt ved Formodningen om, at „forræðismaðr“ er det samme som „formaðr“, men naar denne Lighed svigter, bør man vel ikke lægge større Betydning i Navnet, end at Finn var den mest formaaende Huseier i Byen og derfor vovede at svare Kongen for sine Kolleger.
Hypothesen om „Formændene“ som et „ældre Trin i Bergens kommunale Udvikling“ bør efter min Mening ganske forlades.
G. S.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |