De kongelige Byanlæg i Norge i Middelalderen
Det har længe været hævdet af Historikerne, at de norske Kjøbstæder har opstaaet lidt efter lidt enten af Markedspladse eller Havne eller tillige af Fiskeleier (Munch, Nicolaysen), som da senere Kongerne har ophjulpet ved Privilegier, ved Bygning af Kongsgaarde og Kirker og ved Gaderegulering. Denne Theori er optaget og videre udviklet i Alexander Bugges Doktorafhandling, udgivet som Tillægshefte til dette Tidsskrift. Forf. hævder her S. 4–7, at naar de vigtigste norske Byer (Tunsberg, Bergen, Oslo, Nidaros, Borg, Konghelle) siges at være anlagt af Kongerne, maa det ikke forstaaes som nyere Byanlæg. Han henviser til, at f. Ex. „før Bergen blev til, var den, véd vi, en søgt Havn, hvor der stod Huse og Nøst“ (med Citat af Munch); „Oslo var, som Munch har paavist, længe før Harald Haardraades Tid en Markedsplads, hvor Romerikes og tildels Hedemarkens Befolkning havde sine Skibsnøster og sine Pakboder“; „Byen Konghelle var en gammel Markedsplads, hvor Vikinger mødtes. Allerede paa Harald Graafelds Tid var det, mener Munch, en By med Gader“ o. s. v. Jeg finder det her nødvendigt at pege paa, at det Grundlag, hvorpaa Munch byggede og nu senere Nicolaysen og A. Bugge fremdeles bygger, er meget skrøbeligt eller rettere sagt ganske svigter. Da Munch skrev (omkr. 1850), troede man endnu paa de islandske Familiesagaer som rent historiske Kilder for Norges Historie, medens man dog nu vel er enig om, at de indeholder en Mængde Anakronismer, at den livlige Skildring især af Lande udenfor Island har bragt Sagaforfatterne til at iklæde Fortiden Samtidens Billede. Munchs Paastand, at Bergen allerede i 10de Aarhundrede var en søgt Handelsplads, stammer fra Hord Grimkelssøns Saga; her fortælles. at Sagaens Helt i Harald Graafelds Dage (c. 960–70) landede i Bergen (við Bjǫrgvin), tog sig Herberge der, kom paa Gaden i slagsmaal med Kongens Fehirde og Hirdmænd og tilkaldte andre Islændinger i Byen til Hjælp, – aldeles som Islændinger kunde gjøre i 13de eller 14de Aarhundrede, naar de kom i Uleilighed i en norsk By. Denne Saga for- udsætter saaledes Bergen som en fuldt udviklet Kjøbstad 100 Aar før Olav Kyrres Anlæg, men kan naturligvis intet bevise, da Sagaen ikke er historisk og vistnok stærkt overarbeidet. Naar Munch deraf formodede, at Bjorgvin er opstaaet som Havneplads for Kongsgaarden Alrekstader inde ved Lungegaardsvandet, maa dette afvises som urimeligt. Navnet Bjorgvin findes ofte her i Landet som Gaardsnavn og netop paa gamle Gaarde, saa at Bjorgvin har været en selvstændig Gaard, førend det blev By, ikke Havn for Alrekstader. – Paa lignende Maade stammer Munchs Formodning, at Oslo har været Havneplads for Romerikes eller endog Hedemarkens Befolkning, fra et Sted i Egilssaga, som neppe engang er rigtig benyttet. Efter Kap. 62 seiler Egil Skallagrimssøn og Thorstein Eirikssøn fra England øster til Viken og styrer med Skibene ind i Oslofjorden; der havde Thorstein Gaarde oppe paa Land og ligesaa indenfor helt oppe paa Raumarike (komu at Noregi i Vík austr ok heldu skipinu inn alt i Oslóarfjǫrð; þar átti Þorsteinn bú á land upp ok svá inn alt á Raumaríki). Munch har nu ment, at Sagaens Ord „ind i Oslofjord“ betyder „inderst i Oslofjorden“ d. e. til Oslo, idet han mener, at Thorsteins Hovedsæde er paa Raumarike, saa at Sagaen skulde beskrive en Reise fra Oslofjordens Bund op til Raumarike. Men saa er ikke Tilfælde: efter Kap. 62 (Begyndelsen) havde Thorsteins Fader Eirik sine Eiendomme „øster i Viken“, og der bor ogsaa hans Søn Thorstein (Kap. 65, 70, 79). Thorsteins Gaard har altsaa ligget et Sted inde i Oslofjorden paa dennes Østside, men „Havnen“ Oslo før Byanlægget forsvinder ganske. „Oslofjorden“ (for „Folden“) er selvfølgelig kun en naturlig Anakronisme fra Sagaens Forfattelsestid og stammer ikke fra Tiden før Oslo’s Anlæg. – Paa samme Maade gaar det vel ogsaa med Konghelle. Grundlaget er her Njaals Saga, hvis Troværdighed for dens udenlandske Skildringer er meget tvilsom; man erindre f. Ex., at den lader Gunnar af Lidarende c. 965 herje paa Reval, som er en By fra det 13de Aarhundrede! Efter denne Saga bor Harald Graafeld i Byen Konghelle, og hans Moder Gunhild har sin Bolig i en „Stenhall“, som har et „Loft“ i 2den Etage, – altsaa under ganske uhistoriske Forhold, eller rettere Bygningsforhold fra Bergen i 2den Halvdel af 13de Aarhundrede er uhistorisk overførte paa Konghelle i 10de Aarhundrede. Der bliver efter dette ingen paalidelige Vidnesbyrd tilbage for, at Byer som Bergen, Oslo eller Konghelle var Havnepladse eller Markedspladse, førend de af Kongerne blev udseet til Byanlæg.
Det samme anser jeg ogsaa – og det i udpræget Grad – at være Tilfælde med Nidaros. Her har Dr. Bugge imidlertid en virkelig historisk Kilde for sig, naar han hævder, at den allerede før 997 var en Markedsplads. Tjodrik Munk siger virkelig, at Olav Trygvessøn Aar 995 efter Haakon Jarls Flugt „drog til det Sted, som kaldes Nidaros, hvor der dengang var nogle faa Kjøbmandsboder (profectus est in locum, qui dicitur Nidrosiensis, ubi tunc quidem pauculæ domus negotiatorum habebantur). Tjodrik taler her vistnok ikke, som Bugge mener, „om Byens Grundlæggelse“, men han forudsætter, at Byen var til, og at der ved denne som ved senere Kongehyldinger holdtes Ørething (ibi ad eum confluxit multitudo populi, post hæc in regem levatus). Tjodrik kjender nemlig ikke den rige islandske Tradition om det gjentagne Kjøbstadsanlæg i Nidaros (ved de to Olaver), men forudsætter, at der allerede dengang var en Kjøbstad ved Nidelvens Munding; ligeoverfor Snorres nøiagtige Beretning maa Tjodriks Vidnesbyrd staa tilbage, og vi maa her hævde en lignende Anakronisme som i de islandske Familiesagaer. Nidaros er et kongeligt Byanlæg, ligesom Oslo, Bergen og Konghelle, for ikke at nævne de fleste andre Byer.
Jeg vil ikke nægte, at enkelte norske Byer som Tunsberg og Konghelle har begyndt som Markedspladser, men for de flestes Vedkommende kjender vi ingen saadan Oprindelse Bergen og Oslo har ifølge sit Navn været Gaarde, som Kongerne har udseet til Byanlæg, og om Nidaros har vi en udtrykkelig Efterretning om, at der paa Nidarnes’et var før Byanlægget kun en „einbøle“ (Enkeltgaard); alle tre har været kongelige Gaarde, thi deres Huseiere betaler endnu i
16de Aarhundrede Grundleie („Tomteleie“) til Kongen som Grundens Eier. Om disse Byer maa det saaledes bestemt fastholdes, at de er grundlagte af Kongerne fra først af. Kongerne har altsaa her ikke benyttet tidligere Havne- eller Markedspladse, men har udseet bekvemme Pladser til sine Byanlæg, i det throndhjemske ved eller lidt ovenfor Mundingen af Nidelven (Nidaros), paa Vestlandet og i Foldenfjorden ved Bredden af en liden Bugt (Bergen) eller ved Bunden af en Fjord (Oslo). Et Vidnesbyrd om, at dette er nye Ordninger, udgaaede fra Staten, er deres Fællesskab i ydre Udstyr; de anlægges alle som Kjøbstæder med Brygger langs Elv eller Strand, med en Parallelgade til Bryggen („Stræte“), med Tvergader fra Gade til Bryggen (Almenninger), med et Torv ved Strætet, med én eller flere Kirker og med en Kongsgaard. Udgangspunktet er her tydeligvis Nidaros, som Olav Trygvesøn grundlagde i 997 efter engelske Forbilleder ved en Flodmunding; derfra er Mønsteret laant til Oslo af Harald Haardraade, men benyttet med den Frihed, som Forholdene her tillod, og til Bergen af Olav Kyrre. Man finder, at samme Mønster ogsaa er benyttet af Sigurd Jorsalfare ved Byanlægget i Konghelle, som ellers snart faldt tilbage i sin forrige Ubetydelighed, og det samme Mønster findes ogsaa efterhaanden fulgt i Tunsberg og i Stavanger samt i de ringere Byer.
G. S.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |