Om Skriftet „Bergens Fundats“ og dets Forfatter

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved Udgivelsen af „Bergens Fundats“ (i Norske Magasin 1, 519–63) oplyser Antikvar Nicolaysen, at han har kjendt 22 Haandskrifter (hvoraf 11 kun Afskrifter fra ældre) og lagt til Grund to Haandskrifter fra omkr. 1600; han oplyser tillige, at Skriftet maa være forfattet før 1585, da det citeres af Forf. af „Den norske So“, og at den i et enkelt Haandskrift ender med en Liste fra 1581. Denne 1581 sluttede Liste findes ogsaa i andre Haandskrifter; den har ogsaa havt Plads i det Haandskrift fra ca. 1590, som Nils Krag († 1601) eiede, thi den findes igjen i den Afskrift af denne, som Stephanius tog, og som nu bevares i Upsala[1]; her angives endog Bogen selv at være forfattet i 1581, hvilket saaledes er den senest mulige Forfattelsestid.

Om Forfatteren oplyser de fleste og ældste Haandskrifter intet. De to Haandskrifter, som Nicolaysen har lagt til Grund for sin Udgave (det ene fra ca. 1601, det andet fra 1595), paastaar, at Christofer Walkendorf er Forfatteren, men dette er med Rette afvist af Nicolaysen, thi Forfatteren maa være Nordmand og Bergenser. Et tredie nu tabt Haandskrift, som P. Resen eiede, kaldtes „Morten Madsens Bog om Bergens Fundats og Herlighed o. s. v., skrevet 1596“, og deri har man villet lægge den Mening, at en ganske ukjendt Morten Madsen (Kapellan i Manger) skulde være Forfatteren, medens Udtrykket kun bør forstaaes om Bogens Skriver eller forrige Eier. Nicolaysen mente imidlertid at være sikker paa at kjende Forfatteren: „Naar man gjennemgaar Edvardsens Bog, bliver det ikke tvilsomt, hvem Forfatteren var. Overalt hvor han nemlig, ifølge de i Randen tilføiede Kildeangivelser, fortæller noget efter „Herluf Lauritssøns Optegnelser“, findes det ogsaa i nærværende, ikke derimod i noget andet bekjendt Skrift.“ Det er rigtigt, at Edv. Edvardsen i sit Skrift fra 1674 har citeret „Bergens Fundats“ under Herluf Lauritssøns eller Larsens Navn, og fra Edvardsen er dette Forfatternavn gaaet videre til Holberg, Nyerup og andre Litteraturhistorikere eller Forfattere om Bergen. Men Edv. Edvardsen har aldrig udgivet Herluf Lauritssøn som Forfatter af „Bergens Fundats“; han nævner denne Bog blandt sine Kilder som „Herluf Larisens Manuskript, skrefuen 1592“ og kjender altsaa Herluf Larisen kun som en forhenværende Eier af en Afskrift, skrevet i 1592, saaledes adskillige Aar efterat Bogen kan være forfattet.

Denne „Forfatter“ bør derfor efter min Mening udgaa af Litteraturhistorien som indkommen der ved en Misforstaaelse. Nicolaysen har selv hævdet, at Forf. af „Bergens Fundats“ var en indfødt Bergenser, og om Navnet Herlof sagt, at det „er saa sjeldent i Bergen, at det ikke træffes mere end én Gang iblandt de 9205 Personer, som ifølge den i Byens Arkiv værende Borgerbog have taget Borgerskab imellem 1568 og 1751“, nemlig netop Herlof Lauritssøn. Men i Stedet for at slutte, at da maatte denne Mand med det aabenbart danske Navn (Herloff = norsk Herlog eller Herlaug) være indvandret fra Danmark, formodede Nicolaysen af Respekt for (som han troede) Edv. Edvardsen, at Herlof var „udentvil født i Bergen“. Herloff Lauritssøn, der døde omtr. 1630 som Borger i Bergen, omtaler imidlertid i sit Testament[2] ikke i mindste Maade sin formodede Bergenske Oprindelse, men fortæller, at han i sin Ungdom gik i Herlufsholms latinske Skole, og da han agtede sig andensteds for at studere videre, vilde hans velstaaende Brødre ikke understøtte ham; derfor maatte han give sig fra sin Bog og til Hoftjeneste o. s. v. Følgen var, at han i sit Testament ikke under sin Slægt Arven, men giver denne til Nykirken i Bergen og dens Fattige. Alt tyder saaledes paa, at hans Slægt er i Danmark, medens han testamenterer sit Gods til de Fattige i Bergen. Herluf Lauritssøn træffes første Gang i Norge i Hoftjeneste, d. v. s. som Tjener eller Skriver hos den danske Adelsmand Henning Sparre, Lensherre over Lyse-kloster Gods, og møder for ham i en Retssag paa Bergens Raadhus 22. Aug. 1592. Efter Henning Sparres Død i Begyndelsen af 1594 kom Herluf til under Ledigheden at fungere som Foged over Lysekloster (et Brev af ham som saadan 14. Marts 1594 citeres); rimeligvis har han faaet Afsked af Eftermanden (Gabriel Skinkel, som tiltraadte 1595) og er saa flyttet til Bergen, hvor han tog Borgerskab 1598 og omtrent paa samme Tid giftede sig med en norsk Kvinde. Om denne Mand, som først i 1598 blev fast knyttet til Bergen, tyder alt paa, at han er en Sjælænding, og der kjendes ikke andre litterære Bedrifter af ham, end at han har eiet (og maaske skrevet sit Navn i) det Exemplar af „Bergens Fundats“, som Edv. Edvardsen benyttede.

Skal man søge at udfinde den virkelige Forfatter, maa man først gaa til de ældste Haandskrifter for at bestemme hans Levetid. Som ovenfor nævnt, henpeger af hidtil i Litteraturen nævnte Haandskrifter ét eller to paa Forfattelsestiden 1581. Imidlertid kan dette ikke være det rette, thi vi har et (omend ufuldendt) Haandskrift fra 1568. Det Arnamagnæanske Haandskrift 333 fol., som jeg har beskrevet i Norges gl. Love IV 528–31 (Peder Jonssøn Klerk’s Bog), er skrevet i Bergen af flere Mænd, som havde Adgang til offentlige Brevskaber. En af dem har i Aarene 1568 og 1569 afskrevet efter Originalerne og delvis oversat oldnorske Breve vedkommende Bergen, og foruden disse har han ogsaa i 1568 indskrevet „Bergens Fundats“; her leveres hele første Bog af denne, og af Citater sees, at det ogsaa var Meningen at indføre Fortsættelsen, men Afskriften er pludselig afbrudt i 2den Bogs første Kapitel med Ordene „kloster, bønder och“ (svarende til N. Magasin I 53620), og derefter er 5 Sider ladt blanke til Fortsættelsen, som ikke er udført. At dette er en Afskrift, sees af, at paa flere Steder Rum er sat aabent til Udfyldning af Ord, som Afskriveren ikke forstod. Det er hermed givet, at Skriftet „Bergens Fundats“ er ældre end 1568. Undersøger man derefter Skriftet selv efter indre Kriterier, bliver man strax opmærksom paa, at Skriftets Hovedhelt er Christofer Walkendorf og dennes Virksomhed mod de tyske Haandværkere. Skriftet slutter med Haandværkernes Udvandring til Tyskland Sommeren 1559 og de tyske Kjøbmænds Løfte om ikke at holde Haandværkere paa Bryggen (22 Juli 1559), og der findes i de ægte Stykker ikke et eneste Udtryk, som peger ud over dette Tidspunkt. Alt synes saaledes at tyde paa, at Skriftet er forfattet i samme Aar eller alfald, medens Walkendorf endnu var i Bergen, som han forlod Vaaren 1560. Det ligger nærmest at gjætte paa, at Forfatteren er en i Walkendorfs Tjeneste ansat Mand, snarest en slotsskriver eller Retsskriver i Bergen. Forsaavidt kan det stamme fra en god Tradition, naar Haandskriftet fra 1601 siger, at Bogen er forfattet af Chr. Walkendorf „med andre Lovgiveres Hjælp“ (aliorum legislatorum adiutorio)[3].

Om Kilderne til dette Skrift mente Nicolaysen, at Skriftet for den ældre Tids Vedkommende mestendels er en omskrivning paa Prosa af den „Bergenske Rimkrønike“, men at Forf. fra omkr. 1440 har benyttet dels Diplomer, dels mundtlige Sagn, dels Christofer Walkendorfs Optegnelser om sin Styrelse. Nicolaysen hævdede ogsaa for „Bergens Rimkrønike“, at denne har benyttet baade oldnorske og latinske Diplomer, mundtlige Saga og skriftlige Optegnelser, og isaafald vilde man faa det Særsyn, at det ene Skrift helt var udarbeidet (paa Vers) efter samme Sort Kilder, som det andet Skrifts senere Del, medens dettes første Del kun var en Omskrivning paa Prosa af Digtet. Min Mening er, at Forf. af „Fundatsen“ er den originale Forfatter, som helt igjennem har arbeidet efter skriftlige Kilder (Kongesagaer og andre Optegnelser, deriblandt Diplomer), medens Rimkrøniken kun er en Omskrivning paa Vers af sin Forgjængers Arbeide, og hvor han leverer selvstændige Tillæg, der digter han.

Jeg tror, dette vil blive tydeligt, om man fremdrager enkelte Træk. Man tage f. Ex. Fortællingen om Milder-Alf i Bergens Fundats (N. Mag. I, 528, rettet efter Haandskrifter):

„Albertus Crantzius, en Hamburger historiographus, skriver at der skulde have været paa den tid en tyrannisk Konge over Norge, som skulde have hedt Oluff, hvilken som skulde have berøvet de Tyske af Bergen imod privilegier og al rettighed. Saa haver samme Albertus ikke forstaaet historien ret, thi der haver paa den tid ikke været nogen konge i Norge som hed Oluff, men kong Erik og hans broder hertug Hagen havde kriget med den konning Erik, som blev slagen i Finderup, og hans sønner; var samme de vendiske Stæder mere tilbøiet at holde med den danske konge, end de gjorde med kong Erik i Norge. Nu havde kong Erik aff Norge og hans broder, hertug Hagen, en krigsmand imod de Danske, som altid holdt søen, som hed Alff Ellingsen milde, han gav de samme Tyske af Stæderne, som holdt med de danske konninger, ingen plads, hvor han dennem overkom, enten tilsøes eller tillands, men dennem altid plustrede og røvede, hvad heller de seilede til Bergen eller andensteds, og denne er den Oluff, han omtaler, og er det skeet Anno 1284. Denne samme Alf Ellingsen er siden kommen i konning Eriks unaade for hans uafladelige røveri og den sorte kunst, han brugte, og konningen haver taget alt hans jordegods og lagt under Apostelkirke i Bergen.“

I Bergens Rimkrønike lyder det tilsvarende Stykke saaledes:

Item mere til tid fordrive
de Tyske monne saa skrive
at der paa denne tid var en konning i Norriges land,

hed Oluff, en megtig grummer mand,
at han skulde have drevet de Tyske ud
imod privilegier og denne statut,
hvilket man saa ret forstaar,
naar man til Norriges kongers krønicker gaar,
finder man ingen kenning, som Oluff hed,
eller konningsøn, jeg fuld vel ved,
paa denne tid i Norrige at være
eller den kongelige spir bære,
uden en krigsmand, kaldes milde her Oluff
som kunde den svarte kunst hel og halv,
han monne konning Eriks høvedsmand være
han monne de Tyske traktere og lære,
besynderlige de, som til Bergen segle,
for de Vendiske med Danekonning holdt,
hvilken Oluff kom siden i konningens ugunst.

Den tyske Kilde, som begge henviser til, er Albert Crantzius, som ogsaa „Fundatsen“ citerer, medens Rimkrøniken kun nævner „de tyske“. Det vil let sees, at Fundatsen kjender den Kilde, den citerer, medens Rimkrøniken ikke ved mere, end hvad der staar i „Fundatsen“, og enda kun ufuldstændigt gjengiver dette. Følgelig kan „Fundatsen“ ikke have laant fra Rimkrøniken, men denne har omsat paa Vers en Del af det, som staar om denne Sag i „Fundatsen“.

En gjennemført Sammenligning mellem „Fundatsen“ og Rimkrøniken viser nu, at Rimkrønikens Redaktion A overalt laaner fra „Fundatsen“ og ikke kan være dens Kilde, men en Aflægger. Vistnok har A selvstændige Tilføielser (f. Ex. at Kong Eystein gjorde „Bernhard“ til Biskop i Bergen, at Kardinal Nikolaus kom til Norge „attende“ eller „ottende“ Aar efter Harald Gilles Død, at Magnus Erlingssøn blev kronet 10. Aug. 1170 o. fl.), men disse er alle uhistoriske og opdigtede. Da „Fundatsen“ er forfattet i 1559 eller 1560, kan det altsaa være ganske rigtigt, naar Rimkrøniken i den af Nicolaysen som A betegnede Redaktion angives at være forfattet 1560; Haandskriftet er skrevet i 1585 eller kort efter, men det er en meget forvansket Afskrift, og fra omtrent samme Tid findes en anden Afskrift, som er bleven til i Danmark. Den anden Redaktion, som Nicolaysen kaldte B, findes i et Haandskrift fra 1594, men den kan godt være meget ældre; ogsaa den har en Række Tilføielser, og nogle af disse stammer maaske fra gamle Kilder (f. Ex. at Graamunkeklostret blev indviet af Biskop Narve 1. Mai 1301), men de fleste er rigtignok ogsaa her Tildigtninger[4]. Men den Maade, hvorpaa Nicolaysen har udgivet Rimkrøniken eller rettere de to Rimkrøniker, gjør det vanskeligt at udrede dette i Enkeltheder. Af Interesse er det, at Forfatteren af Rimkrøniken B har studeret et gammelt Haandskrift af „Norges Kongesagaer“, sandsynligvis „Kringla“, som dengang endnu fandtes i Bergen. Naar de to Rimkrøniker stammer fra Prosaværker, vil de komme til at indtage en anden Rolle i Litteraturen, end man hidtil har givet dem. Forfatteren eller Forfatterne er ikke Historikere, der skriver paa Vers, som saa mange tyske og svenske Forfattere fra den senere Middelalder, men Rimsmede, som omsætter sin Læsning paa Rim. Man behøver ikke længer at søge nordtyske Forbilleder, idet der for omskrivning paa Vers af Prosaværker ogsaa findes Forbilleder i dansk Litteratur.

Hvis „Bergens Fundats“ er uafhængig af og ældre end Rimkrønikerne, vil den voxe i historisk Interesse. Man vil da skjønne, at „Bergens Fundats“ er det virkelige Grundlag for alle Fremstillinger af Bergens Historie, ligefra Edv. Edvardsen (1674), ja man kan gjerne tilføie Wolfs Norrigia illustrata (1651). De Kilder, som Nicolaysen opstillede for „Rimkrøniken“, maa nu (forsaavidt de er rigtige) ligge til Grund for „Bergens Fundats“. Det er saaledes dennes Forfatter, som for første Gang i udstrakt Maalestok har benyttet Kongesagaerne til at fortælle Bergens politiske Historie, og saavidt jeg kan se, har ogsaa han benyttet et Haandskrift af Snorres Kongesagaer[5]. Forf. har videre benyttet de islandske Annaler, en Samling af norske Love og Rettebøder samt desuden én eller flere Brevsamlinger fra offentlige Myndigheder i Bergen (sandsynligvis Breve fra Bergenhus’ og den forrige Apostelkirkes Arkiv og Walkendorfs Optegnelser), og navnlig for den senere Del har han bygget sin Fremstilling over dem. Da mange af dem senere er tabte, fortjener „Bergens Fundats“ at studeres nøiagtigere. Jeg skal nævne to Diplomer, fordi den Text, som Nicolaysen om dem leverede, ikke er heldig. Et af disse fortalte, at „Haakon Konge, Søn af Haakon Konge, og Skule Jarl, Kong Inges Broder“ har tilladt Munkene i Halsne Kloster at maatte „ligesom de andre Kanniker i Bergen“ sende sin Landskyld, „norrøn Varning“ (d. e. norsk Vare), til Island, „sig til Forbedring med Kjøbmandskab“. Dette Brev er aabenbart udstedt, medens Skule Jarl var Kong Haakons Formynder (1217–19), og viser, at Klostret allerede da var i fuld Virksomhed og drev Handel paa Island; Udtrykkene viser ogsaa, at Halsne Kloster virkelig har været en Kannikestiftelse (som Lange formodede), og styrker Troværdigheden af den tidligere Beretning i samme Skrift, at Halsne Kloster er stiftet af Erling Skakke ved Magnus Erlingssøns Kroning (1164). Et andet Diplomuddrag giver en værdifuld Oplysning om, hvorledes Kong Magnus Lagabøter styrkede den Missionsvirksomhed i Finmarken, som Haakon Haakonssøn havde begyndt ved Anlægget af Tromsø Kirke, idet han gjennem Erkebiskopen skaffede Tilførsel til Kolonisterne paa Finmarkens Kyster; det staar nemlig, at Kong Magnus den fjerde Anno 1262 lovede Erkebiskopen at udføre aarlig til Island 30 Læster „norrøn Varning“ af sin Landskyld i Hedemarken, mod at denne forsørgede med „norrøn Varning“ dem, som boede i Finmarken. At et saadant Brev kunde bevares i Bergen, forklarer jeg af de store Interesser, som Erkebiskopen havde at varetage i Bergen ved sin nordlandske og finmarkske Handelsvirksomhed.

Dette Skrift og dets Indhold maa vistnok ofte modtages med Mistro paa Grund af Forfatterens udprægede Partiskhed og Tyskehad; men det fortjener dog at kjendes bedre end hidtil, og det vil af de nævnte Exempler sees, hvor nødvendigt det er at faa en ny og afsluttende Udgave af Skriftet; det vilde ligge nær for den nystiftede Bergenske „Historiske Forening“ at stille sig denne Opgave.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. „Historisk-topografiske Skrifter om Norge og norske Landsdele, udg. ved G. Storm“, Fortalen S. 8.
  2. Norske Stiftelser I 57.
  3. Se Citatet i Norske Magasin I 516 Note; det her tilføiede „Anno Christi 1557“ hører ikke med til Citatet, det er skrevet senere.
  4. Et Exempel herpaa skal leveres nedenfor i en særegen Artikel.
  5. Derimod troede Nicolaysen uden Grund, at Forf. skulde have benyttet Biskop Arnes Saga.