De ældre norske Kongers Kroningsstad
Hvis man efter den sædvanlige Fremstilling ordner en Liste over Stedet for de norske Kongers Kroning, vil denne faa en underlig vexlende og tilfældig Karakter. Den vil nemlig se saaledes ud:
- 1164 Bergen (Magnus)
- 1194 Bergen (Sverre)
- 1247 Bergen (Haakon)
- 1261 Bergen (Magnus)
- 1280 Bergen (Erik)
- 1299 Nidaros (Haakon)
- 1442 Oslo (Kristofer)
- 1449 Nidaros (Karl)
- 1450 Nidaros (Kristian I)
- 1483 Nidaros (Hans)
- 1514 Oslo (Kristian II).
Man kan forstaa, at Bergen første Gang i 1164 er valgt, fordi Bergen var Rigets folkerigeste By, og maaske ogsaa anføre tilfældige Tidsomstændigheder. Og man kan forstaa, at Sverre, med Hensigt valgte samme Kroningsstad, og at hans Efterkommere fulgte hans Exempel. Men underligt bliver det i alle Tilfælde, om den af hans Efterfølgere, som ellers ansees for mest konsekvent at have gjennemført Sverreættens monarchiske Principer, skulde have ladet sig krone i Trondhjem. Ligesaa besynderligt er det, at Haakons Efterkommere gjennem hans Datter skulde ganske have undladt Kroningen i Norge, uagtet ialfald Magnus Erikssøn blev kronet i Sverige i 1336. Endelig ser det ogsaa besynderligt ud, at da Kristofer af Baiern blev kronet i hvert af Rigerne, valgte han i Norge at krones i Oslo, som efter den sædvanlige Opfatning aldrig havde været Kroningsstad.
Der synes saaledes at være Grund til at undersøge, om der ikke skulde være noget urigtigt i den historiske Overlevering, og ved nærmere Undersøgelse er jeg kommet efter, at Listen maa omgjøres paa to Punkter.
Jeg skal for det første vise, at Kristofer ikke er den første norske Konge, som lod sig krone i Oslo. Allerede Munch har været inde paa den Tanke, at Magnus Erikssøn har ladet sig krone i Oslo i August eller September 1337, og har fremført gode Grunde herfor[1]; han har imidlertid overseet, at der findes en udtrykkelig Oplysning herom i en islandsk Annalsamling. I det Brudstykke af islandske Annaler fra 14de Aarhundrede, som er fundet i Skálholt og efter, hvad jeg har paavist, skrevet paa Mǫdruvellir, staar nemlig ved Aar 1337: „Kong Magnus kronet i sit 19de Regjeringsaar og 21de Aldersaar.“ Denne Kroning kan nemlig ikke være hans svenske Kroning, thi denne foregik i Stockholm i 1336 (21. Juli), da han var i sit 18de Regjeringsaar (i Sverige) og 19de eller 20de Aldersaar. Tidsregningen for Magnus’s Regjeringsaar er sikker nok, thi den regnes fra 8. Juli 1319 i Sverige og 24. Aug. s. A. i Norge; Magnus’s 19de Aar begynder altsaa 24. Aug. 1337. Hans Aldersaar er ikke saa ganske sikkert; han blev født efter Munchs Antagelse i April 1316, men da den samtidige svenske Rimkrønike siger, at han ved Hyldningen 8. Juli 1319 endnu var in sit „3die Aar“, maa han være født efter 8. Juli 1316. Ved hans Fødsel blev der slaaet 25 Riddere i Norge, og da 3 af disse nybagte Riddere kom hjem til Island endnu i 1316[2], er det givet, at Magnus maa være født senest i September. Men isaafald kan Magnus meget vel have været i sit 21de Aldersaar i Slutningen af August eller Begyndelsen af September 1337. Netop ved den Tid holdt han et Høvdingemøde i Oslo, og da er han altsaa bleven kronet.
Om Haakon Magnusssøn d. yngre er bleven kronet, ved vi ikke; men da alle hans Forgjængere er kronet, ser jeg ikke i de manglende Efterretninger nogen Grund til at tvile paa hans Kroning, som jeg da antager foregaaet i Oslo. Derimod er neppe hans Søn Olav kronet, idet Traditionen i Norge var (efter Sverres Tid), at Kroningen foregik i myndig Alder. Om Erik af Pommern ved vi, at han blev kronet for alle Riger paa en Gang i Kalmar; men Hensynet her var jo at skabe en nordisk Enhedsstat, og da denne blev brudt ved, at Kristofer krones i alle Riger, er det for hans Vedkommende korrekt, at man i Norge søger tilbage til Traditionen fra 14de Aarhundrede.
Men som jeg nu skal vise, gaar denne Tradition endnu længere tilbage, til Haakon Magnussøn den ældre. Om Haakons Kroning er hidtil kun benyttet to Efterretninger, som strider mod hinanden; den ene beretter, at han blev kronet Allehelgensdag (1. Nov. 1299) – men da var han i Oslo –; den anden siger, at han blev kronet i Nidaros, men uden at nævne Dagen. Keyser, som saa Modsigelsen mellem de to Kilder, valgte at foretage en meget stærk Rettelse af Dateringen, idet han antog allraheilagramessu for en Skrivfeil for á Laurentiusmessu (10. August); Keyser vidste nemlig, at 10. August var Kong Haakons Hyldningsdag (hvorfra han regner sine Regjeringsaar), og antog, at Haakon da var i Trondhjem og blev hyldet og kronet samme Dag. Keyser følges af Munch og alle Nyere, idet man ikke har lagt Mærke til, at ogsaa en anden Kilde, hvis Værd nedenfor skal paavises, uafhængigt oplyser, at Haakon blev kronet i Oslo.
De islandske Annaler beretter Eriks Død og Haakons Regjeringstiltrædelse paa to forskjellige Maader. De ældre Annaler har ingen Datering, men nævner i omtrent ligelydende Ordelag, at i 1299 „døde Erik, og hans Broder Haakon tog Kongedømmet og blev kronet sammen med sin Dronning Eufemia“. De senere, mere fyldige Annaler (Lagmandsannalerne, Gottskalks og Flatøannalerne) leverer derimod Dateringer, idet de lader Erik dø 10de eller 13de Juli og Haakon blive kronet 1ste November[3]. Da den første Datering har god Hjemmel, tør man ikke afvise den anden, som er den eneste bevarede om Dagen for Kroningen.
Den anden Efterretning om Kroningen stammer fra Laurentius Saga. Denne Saga er forfattet ved Midten af 14de Aarhundrede, sandsynligvis af Presten Einar Havlidessøn; hans Kilder har været dels islandske Annaler, dels Biskop Laurentius’s egne Fortællinger om sit Liv, og disse to Kilder har Forfatteren bundet sammen med ringe Kyndighed og stor Frihed. I Laurentius’s Fortælling var der store Huller, vistnok Fortielser, og disse Huller har Forf. søgt at fylde ved Hjelp af Annalerne, men derved er Tidsregningen ofte blevet aldeles urigtig og Begivenhedernes Sammenhæng forskjøvet, for ikke at tale om, at Forf. har forvansket baade Laurentius’s og Erkebiskop Jorunds Historie. Forf. ved saaledes ikke, naar Erkebiskop Jorunds Reise til Paris foregik (1301), men henfører den til Kong Eriks Tid; han ved ikke om, at Erkebiskop Jorund i 1299 var i Oslo, heller ikke om, at han i Aarene 1304–7 opholdt sig udenfor sit Stift, men lader ham og Laurentius i alle disse Aar leve i Nidaros o. s. v. Denne Saga fortæller nu ved Aar 1299, at „da døde Kong Eirik Magnussøn 10de Juli, og der blev givet hans Broder Haakon Kongenavn, og han blev kronet i Trondhjem af Erkebiskop Jorund med Kongevigsel. Did kom da de fremste Mænd i Norge og fra mange andre Lande. Der kunde man se den største Mængde i Nordlandene, og man kunde gaa ude fra ørerne og frem til Kristkirken paa Dunklæde, Pell og Baldakin. Kong Haakon holdt da et stort Gjestebud og gav mange Privilegier og Rettebøder til den hellige Kirke, og da forligte Kong Haakon Erkebiskopen med Korsbrødrene, om det end blev holdt i kort Tid.“ De første Ord (her spærrede) er skrevne lige ud af Lagmandsannalerne (eller disses Original) og har derfor samme Dateringsfeil for Kong Eriks Død (10de for 13de Juli). Men derefter har Forf. udeladt Dateringen af Kong Haakons Kroning og i Stedet berettet, at Kroningen foregik i Trondhjem. Laurentius er ene om denne Stedsangivelse, som ganske strider mod Dateringen.
Den tredie, hidtil ubenyttede Kilde, er den korte Kongehistorie, som i en bearbeidet Skikkelse er kjendt fra Biskop Jens Nilssøns Optegnelser, skrevne 1598[4]; denne er nemlig en Bearbeidelse af en ældre Kongerække, skrevet ca. 1575 af Lagmanden og Lovoversætteren Hans Jakobsen Lo. Om Kongerne Erik og Haakon har han følgende Meddelelser, som ordret gjenfindes hos Biskop Jens Nilssøn:
Erikr epter Magnus sin fader. Han var kronader i Biorguin, árum epter Christi burd 1281.
Haakon epter sin broder Erik, han var kronadr i Oslo anno 1299.
Hans Jakobsen har for sagatiden gjort Uddrag af den Bergenske Sagaoversættelse (Mattis Størssøn), som han har havt Adgang til i Haandskrift; for den senere Tid følger han Diplomer, hvoraf han sees at have gjort Uddrag, og hvis Datering han omhyggelig gjengiver (herom henvises til Tillægget). Hans Efterretning om Eriks Kroning i Bergen er jo rigtig (Aarstallet er urigtig beregnet), og man faar derfor Tillid til hans Opgave om Haakons Kroningsstad, der passer udmærket til den bevarede Datering.
For at bringe yderligere Sikkerhed maa vi undersøge, hvad der vides om Kong Haakon og Erkebiskopen i Løbet af 1299. Som den første Begivenhed i 1299 beretter Annalerne, at „Hertug Haakon fik Eufemia, Datterdatter af Vizlaf af Rügen“, og den Lybeckske Krønike oplyser hertil, at Hertug Haakon blev Konge kort efter Brylluppet. Det vides ligeledes fra et tysk Brev, at Eufemia blev hentet til Norge ved et Gesandtskab til Stralsund, ført paa Skibe tilhørende baade Kong Erik og Hertug Haakon. Det siger sig selv, at Hertugens Brud blev ført til Norge i den for en saa lang Seilads bedste Aarstid, altsaa vel tidligt paa Sommeren eller Midsommer, mellem Mai og Juli. Brylluppet har, skjønt det ikke udtrykkelig siges, staaet i Oslo, Hertugens Residens. Endvidere sees det, at Hertugen ikke var tilstede ved sin Broders Dødsleie i Bergen (13. Juli), og han har vistnok i Oslo faaet Underretning herom eller ialfald vom hans Sygdom.
For den nye Konges Virksomhed og Opholdssteder i den første Tid kan opstilles følgende Liste efter bevarede Brevskaber:
| 10. | August. | Hylding (hvor?). | |
| 23. | – | Bergen. Privilegium for Bremen (D. N. V no. 35). | |
| 24. | – | Bergen. Priv. for Bergen. Norges gl. Love III 41. | |
| 28. | – | Bergen. Værnebrev for Nidaros Kapitel. D. N. II no. 52. | |
| 3. | Sept. | Hvitingsø. Værnebrev for Stavanger Kapitel. D. N. II no. 53. | |
| 16. | Okt. | Oslo. Forbud mod Mangareskab. Norges gl. Love III 42. | |
| 24. | Nov. | Oslo. Gavebrev til Mariakirke i Oslo. D. N. II no. 55. | |
| 1300. | 10. | Febr. | Lo (Orkedalen). Værnebrev for Nidaros Kapitel. D. N. II no. 57. |
| – | 12. | Febr. | Faaberg. Værnebrev for Munkeliv. D. N. XII no. 23. |
| 1300. | 1. | Juni. | Oslo. Værnebrev for Stavangers Kapitel. D. N. I no. 91. |
| – | 9. | Juni. | Budasker. Privilegium for Mariakirke. Suhms Saml. II, 3 175. |
| – | 22. | Juni. | Øykerøy. Privilegium for Mariakirke. D. N. I no. 92. |
Den nye Konge har saaledes i Slutningen af August været i Bergen, er i Begyndelsen af September paa Vei fra Bergen til Østlandet og er kommet til Oslo før Midten af Oktober og opholder sig her hele November. I 1ste Halvdel af Februar synes han at bevæge sig sydover langs Hovedveien fra Trondhjem, saa det kan antages, at han har tilbragt Julen i Trondhjem (skjønt dette ikke er sikkert); men ialfald er han tidligt paa Sommeren (1300) atter i Oslo for at drage paa Ledingstog til Danmark.
Hvor Haakon har været mellem Broderens Død (13. Juli) og 23. August eller med andre Ord, hvor Hyldingen er foregaaet 10. August, kan ikke sees af bevarede Breve. I Oslo kan den ikke være skeet, thi her regjerede han allerede før som Hertug. Man har paa Grund af Combinationen med Kroningen i Trondhjem formodet en Skyndreise til Trondhjem, men langt naturligere er det dog at antage, at Haakon har ilet til Bergen, hvor Erik nylig var død, omgivet af sin Hird og sine Venner, og hvor han netop var begravet. Hyldingen forudsætter desuden Hirdens Nærvær. Der synes ogsaa ide bevarede Breve at være Omstændigheder, som henviser til Bergen og fra Trondhjem. Laurentius Saga (som forbinder Hylding og Kroning) siger, at Kongen ved Kroningen gav Privilegier og Retterbøder til den hellige Kirke; de, man her maa tænke paa, er da efter Sammenhængen Nidaros Kirke og Kapitel. Men man kan bevise, at Kongen ikke ved det formodede Ophold i Nidaros omkr. 10. August har stadfæstet Nidaros Kapitels Privilegier, thi Kapitlet har sendt sine Mænd til Bergen og har der faaet Kongens Stadfæstelse paa Privilegierne. Overhovedet kjendes intet Privilegium givet ved Kroningen undtagen til Mariakirken i Oslo, og dette synes dog at vise, at Kroningen er foregaaet i Oslo, ikke i Nidaros.
Ogsaa om Erkebiskop Jorund og de andre Biskoper tyder alle Tegn paa, at de neppe paa anden Tid i Aaret 1299 end omkring 1. November er truffet sammen med Kongen, og da i Oslo. Dommen i Sagen mellem Erkebiskop Jorund og Nidaros Domkapitel faldt 10. Juni 1299, og da var han ikke tilstede i Nidaros; det er aabenbart, at han ventede en fældende Dom, og at han derfor var fraværende baade da og i den nærmest følgende Tid, for at hindre Iværksættelsen. Sandsynligst er det altsaa, at han ogsaa ved Midten af August var borte fra Trondhjem, medens vi derimod med Sikkerhed ved, at han i November var i Oslo (D. N. VI no. 46). Heller ikke om nogen anden norsk Biskop findes der Vidnesbyrd om, at de i August 1299 var i Trondhjem: Biskop Narve (Bergen) var i Juli i Bergen, Biskop Arne (Stavanger) var 3. Sept. i Stavanger, og Biskop Thorstein (Hamar) var i Juni i Oslo – det viser de bevarede Breve –, og saa finder vi dem alle samlede om Erkebiskopen i Oslo i November s. A. Dette synes saaledes at være den eneste Tid paa Aaret, da en Kroning kunde foregaa.
Sagaen siger udtrykkelig, at en Mængde geistlige og verdslige Stormænd var tilstede ved Kroningen. Dette passer paa Forsamlingen i Oslo i November 1299, og man maa derfor antage, at Sagaforfatteren urigtigt har henlagt denne Begivenhed til Trondhjem, medens den iøvrigt er rigtigt fortalt. Naar Kroningen er foregaaet i Oslo, bliver det forstaaeligt, at Veien „fra Ørerne til Kristkirken“ var belagt med kostbare Tæpper, thi paa Ørerne i Oslo var Kongsgaarden, og fra den er naturligvis Kroningstoget udgaaet mod Domkirken.
Resultatet af dette er altsaa, at Kong Haakon er kronet ikke i Trondhjem 10. August, men i Oslo 1. Nov. 1299. Dette er ogsaa fuldt forstaaeligt, efter hvad vi ved om Kong Haakon baade før og senere. Allerede som Hertug havde han havt Oslo til Residens og havde her paa Akershus bygget sit faste Slot, ligesom han havde sin Kapelgeistlighed i Mariakirken. Som Konge gjorde han Oslo til Rigets Residens, der lader han sig krone, der samler han Regjeringsmyndigheden om Kansleren ved Mariakirken, og der grundlægger han det kongelige Familiegravsted.
Denne Undersøgelse vil vise, at de tilsyneladende Uregelmæssigheder ved Kroningernes Sted opløser sig, og der kommer frem den naturlige Udvikling, at Kongernes Residensstad tillige er Kroningsstad. Istedenfor den S. 387 opstillede Liste kommer Listen i den virkelige Historie til at se saadan ud:
| Bergen | 1164. | 1194. | 1247. | 1261. | 1280. |
| Oslo | 1299. | 1337. | c. 1360? | 1442. | 1514. |
| Nidaros | 1449. | 1450. | 1483. |
For Kroningen har der visselig aldrig været givet nogen Lovregel, ligesom denne Ceremoni ikke krævedes for, at en Konge skulde være offentlig anerkjendt; dog forudsættes Kroningen i Landsloven som sædvanlig og nævnes efter Hyldingen og Edsaflæggelsen[5]. For Hyldingen var derimod Ørethinget selvskrevet, indtil dette blev forandret i Magnus Lagabøters Lovgivning. I Hirdskraaen gives kun almindelige Regler om Hyldingsceremonierne, men Stedet betegnes ikke, idet der kun siges, „naar de fornemste Mænd er komne sammen“. Meningen er aabenbart, at Stedet skulde bero enten paa, hvor Kongen døde, eller hvor det var bekvemmest for de geistlige og verdslige Høvdinger at samle sig.
Som vi har seet, er saaledes Haakon Magnussøn sandsynligvis bleven hyldet i Bergen, hvor hans Forgjænger døde; Magnus Erikssøn blev hyldet paa Haugathing ved Tønsberg (24. Aug. 1319) og hans Søn Haakon sandsynligvis i Oslo i 1355. Om dennes Søn Olav vides det, at han blev hyldet i Trondhjem 29. Juli 1381, uden at Grunden kan angives for den extraordinære Ceremoni. Derimod har det med hans Efterfølger Eriks Hyldning i Trondhjem sin særegne Sammenhæng. Hirdskraaen bestemte, at naar Kongeætten var uddød, skulde Hirden, Hirdstyrere, Biskoper og Repræsentanter for Almuen, altsaa alle „Stænder“, samle sig til Rigsmøde i Nidaros og der foretage Valget. Hverken Margrete (1388) eller Erik (1389) blev valgt paa den foreskrevne Maade, men det er da for at bøde paa Valgets Uregelmæssighed, at man har sendt den valgte unge Konge til Nidaros og der ladet ham hylde („paa Ørething“, som det siges i Gottskalks Annaler). Jeg nævner dette her, fordi det synes mig aabenbart, at disse to Hyldinger har skabt den Tradition om Hylding i Trondhjem, som spiller saa stor Rolle i Kongerne Karl’s og Kristian I’s Valghistorie. Det er muligt, at den Hyldingstribune („grádur“) paa Kristkirkens Kirkegaard, som omtales i de følgende Aarhundreder, er indrettet til disse Leiligheder. Herfor citeres i Almindelighed et Indskud i Flatøbogen, skrevet ca. 1387; men det bør dog erindres, at den der optagne Saga om Magnus den gode og Harald Haardraade først er skrevet i Slutningen af 15de (ikke 14de) Aarhundrede, saa at disse Grádur ikke behøver at være ældre end 1449.
I Aaret 1449 foregik der som bekjendt i Norge to stridende Kongevalg. 3. Juni 1449 valgte Rigsraadets Flertal i Oslo den danske Kong Kristian til Konge, og Valget stadfæstedes i Marstrand 2. Juli; da baade Landsloven og Hirdskraa fastsatte, at ved Kongestammens Uddøen Valg og Hyldning skulde foregaa i Nidaros paa et almindeligt Rigsmøde, har Rigsraadet aabenbart betragtet Valgene i Oslo og Marstrand for foreløbige, og Dagen efter Valget udstedte derfor Rigsraadet (eller dets Flertal) Breve til Almenheden om et Rigsmøde i Nidaros til Sommeren 1450, og Almuen anmodedes om at vælge sine Repræsentanter paa vanlig Vis. I dette Brev (D. N. III no. 806) er der ikke Tale om nogen Kroning[6] i Nidaros, men kun om Hyldning og Kongeed efter Forgjængernes Vis („hans Naade vil komme til Trondhjem ... og der da efter Norges Lov fuldbyrde med hans Ed og alle andre Stykker, som værdige Konger i Norge før ham gjort have“).
Imidlertid virkede ogsaa det andet Parti, som ønskede den svenske Kong Karl til norsk Konge. Under Indflydelse af to sendebud fra Kong Karl, Erkebiskop Aslaks Svoger Johan Molteke og hans fjærnere Besvogrede Herman Molteke, erklærede Almuen paa Frostathing sig villig til at vælge Kong Karl, om han kom til Trondhjem og „der tog den Værdighed og Ære, som en retvis Konge bør at have i Norge“; hermed sigtes til Landslovens Ord, at Valget af Konge, naar Kongeslægten er uddød, skal foregaa i Nidaros. Da saa Kong Karl kom om Høsten til Norge, og der paa Hamar foretoges et Valg af „Biskop, Prælater, Riddere og Svende og menige Almue paa Hedemarken og Romerike“, paaberaabes, hvad „St. Olavs Lov og vor hellige Lovbog siger om Konges Kosning“. Naar Valg sker, uagtet den paaberaabte Lov henviser Valget til Nidaros, er det aabenbart Vælgernes Mening ogsaa her at betegne sit Valg som foreløbigt; de reserverer udtrykkelig, at „den Ære og Værdighed, som en god og retvis Konge bør yde Gud og St. Olav og den hellige Nidaros Kirke og Riget efter Norges Lov, skal være uskadt“. Der er derfor ogsaa ifølge Karls senere Haandfæstning i Nidaros foretaget et Kongevalg og en Kongehyldning i Nidaros 20. Nov. s. A., og Deltagerne her betegnes som „Erkebiskop, Biskoper, Riddere og Svende, Rigets Raad i Norge, haandgangne Mænd, Kjøbstadsmænd og Almue“, altsaa temmelig nær svarende til Lovreglerne for Rigsmødet. Derfor henvises i det samtidig udstedte Valgmanifest udtrykkelig til dette Valgs Lovlighed fremfor Kristians Valg.
I begge Dokumenter er der forøvrigt kommet et nyt Moment til: Kroningen, som foregik iNidaros Domkirke. I Haandfæstningen siger Kong Karl, at han blev „samtykt, valgt og kronet til Rigsstyrelsen“ under Rigsmødet, og i Almuens Manifest siges, at „vi have nu i Guds Navn med Erkebiskopen, Biskoper, Riddere og svende valgt, samtykket og ladet krone“ Kong Karl „til vor naadige Herre og Konge over alt Norges Rige paa det Sted, hvor en retvis Konge bør vælges og krones, som er i Trondhjem“.
Dette er aabenbart en unøiagtig Gjengivelse af Landsloven, som befaler, at Kongevalg skal foregaa i Nidaros, og derpaa ganske kort omtaler Kroningen uden at nævne noget Sted. Men i den historiske Situation i 1449 laa der bydende Momenter nok til at lade Kroning foretage i Forbindelse med Valget: Karl havde som svensk Konge ladet sig krone Dagen efter Valget, og det maatte da for hans norske Tilhængere frembyde sig som en Nødvendighed for at opretholde Rigernes lige Ret ogsaa strax at foretage en Kroning i Norge. Da baade Haandfæstningen (som er skrevet paa norsk) og Valgmanifestet aabenbart er blevet til under Erkebiskop Aslaks Indflydelse[7], synes det fornemmelig at være ham, som har villet give Valget og Kong Karl den kirkelige Vielse, og derved faldt det jo af sig selv, at Kroningen er foregaaet i Trondhjem Erkebiskop Aslak har jo ogsaa benyttet Leiligheden til at fornye Kirkens Krav paa tidligere erhvervede Rettigheder, særlig Tunsberg-Compositionen, idet han lader Kong Karl love, at „Kirken og Kirkens Formænd og alt Klerkeriet skal nyde og frit bruge alle de Privilegier, som gode Konger her i Norge har givet, og ei skal vi eller vore Mænd blande sig i deres Domme eller trænge nogen Klerk ind i nogen Kirkens Indtægt eller bevare os med dem yderligere, end de gamle Compositiones forklare, som er gjort mellem Kongedømmet og Kirken i Norge“.
Det er bekjendt, hvilken brat Ende det tog med Kong Karls Kongedømme i Norge efter hans mislykkede Forsøg paa at erobre Akershus og efter Erkebiskop Aslaks kort paafølgende Død; paa Forligsmødet i Halmstad har de svenske Herrer frivilligt eller ufrivilligt opgivet Kong Karls Rettigheder til Norge, og denne selv har nødtvunget maattet finde sig heri. Kong Kristian, som holdt paa at udruste en Hær for at erobre Norge, kunde nu nøie sig med at foretage, som han havde lovet, et Hyldningstog til Norge Sommeren 1450. Rigsmødet, som var indkaldt til St. Hanstid, er ogsaa kommet istand, men i Slutningen af Juli. Det maatte nu falde af sig selv, at Hyldningen blev forbundet med en Kroning, baade for at udslette Indtrykket af Kong Karls Kroning, og fordi Kristian selv imidlertid var bleven kronet i Danmark. At Kroningen er foregaaet paa selve Olavsdagen (29. Juli), følger af sig selv, naar dertil var Anledning, og herom er ikke alene de fleste gamle Kilder enige, men det siges udtrykkelig i et samme Aar fra Kong Kristians Kancelli udgaaet Brev[8]. I det om Kroningen udstedte Brev, dat. 1. Aug. 1450, fremstilles forøvrigt sagens Gang ganske urigtigt. Det siges, at Kongen er valgt i Oslo og hyldet i Marstrand, og at Erkebiskopen her med Raadets Samtykke satte ham en bestemt Termin til at modtage Rigets Krone i Nidaros, hvor efter Sædvane Rigets Stænder skulde komme sammen til Kroningen; der paaberaabes endog „det norske Riges fædrene Love og Ret, opretholdte fra gammel Tid og stadfæstede af det apostoliske Sæde, som lød saaledes: Erkebiskopen i Nidaros skal ikke krone nogen til Konge uden den, som er valgt og ham præsenteret af Rigets Raad og Stænder og i deres Nærværelse.“ Det vil sees af det foregaaende, at der i 1449 kun var Tale om Hylding, ikke om Kroning, ligesom den norske Lov kun knytter Hyldingen til Rigsmødet, ikke Kroning; og overhovedet er den citerede Lov, der forudsætter et fuldt udviklet Valgrige, ganske opdigtet.
Selvfølgelig har det været Kong Kristians Hovedhensigt ved at vælge Trondhjem til Kroningsstad at udslette Mindet om den forrige Kroning; derfor har han valgt St. Olavs Dag til Kroningsdag og ladet sig krone i „St. Olafs Kirke“, Domkirken. At han overhovedet havde St. Olavs mystiske Glans for Øie, ses ogsaa deraf, at han opkaldte sin kort efter fødte Søn med Helgenens Navn. Han behøvede ikke for Øieblikket at frygte for derved at styrke noget af de kirkelige Magtkrav, thi Erkestolen var jo ledig, og Kongen fik desuden den nyvalgte Erkebiskop (Olav Trondssøn) skudt ganske tilside. Hvem der har kronet Kongen i Trondhjem, vides ikke; maaske var det, som Daae formodede, Bedrageren Marcellus af Skaalholt, siden han i Kroningsmanifestet optræder som No. 1 foran flere ældre Biskoper.
Trondhjem var ved disse gjentagne Kroninger paa Vei til at blive fast Kroningsstad, ialfald naar Konger valgtes. Kong Hans valgtes som bekjendt i Halmstad til Konge i Danmark og Norge og udstedte sammen med det danske og det norske Rigsraad en fælles Haandfæstning 1. Febr. 1483; i denne lovede han, at han ikke skulde kræve nogen Afgift eller Rente, som var falden i Norge fra Kong Kristians Død og indtil han selv blev kronet. Dette Løfte gjorde ham det til en absolut Nødvendighed at blive kronet iNorge saa snart som muligt. Og Kroningen foregik ogsaa allerede den 20de Juli s. A. Men hvorfor er den foregaaet i Trondhjem? Da Erkebiskopen i Februar befandt sig i Halmstad, kunde han paa Hjemveien have lagt Veien over Oslo og krone Kongen der, hvor denne ogsaa kom allerede i Juni s. A. Men det skede ikke, og altsaa maa Erkebiskopen have aftvunget Kongen et Løfte om at komme til Trondhjem for at krones. Hensigten er her ganske tydelig at skabe en Tradition for Trondhjem som Kroningsstad og vel tillige at gjøre Kongedømmet afhængigt af „St. Olaf“ og hans Kirke, d. v. s. Erkebiskopen. Man mindes herved uvilkaarligt, at Erkebiskop Gaute, som havde erhvervet tilbage den tabte Myntret for Nidaros og virkelig slaar Mynt, lader sine Mynter bære Omskriften „Sanctus Olaus Rex“ og føre den norske Løve.
Kroningen i 1483 blev den sidste i Trondhjem indtil 1818. Det fortælles i Samtiden, at den unge Kristian II, medens han var Regent i Norge for sin Fader, to Gange forsøgte at faa Erkebiskop Gaute til at krone ham i Faderens levende Live, første Gang i Trondhjem (1507), anden Gang i Bergen (1509), men at Erkebiskopen begge Gange modsatte sig hans Ønske. Da Kristian siden som erkjendt Konge skulde krones i Norge, lod han Erkebiskop Erik kalde til Oslo, og Erkebiskopen adlød. Derved blev Traditionen atter brudt, og Haabet om Kirkens politiske Magt over Kongedømmet maatte ogsaa snart opgives.
Kroningerne i Trondhjem i 15de Aarhundrede synes at have udviklet en Theori om Trondhjem som Norges Kroningsstad. Absalon Pedersen fortæller i sit Skrift Om Norriges Rige (1567), at i Trondhjem „haver altid Kongerne i Norges Rige været kronede indtil paa denne Dag“, og at „det Sted, paa hvilket Kongerne blev kronede“, fandtes paa Domkirkens Kirkegaard. I et Kongebrev af 22. April 1591 gives der Lensherren Ludvig Munk Ordre „at hjælpe og forbedre Kongernes Kroningsstole paa Kirkegaarden“ i Trondhjem[9]. Ogsaa Peder Claussøn (1613) kjender Traditionen om „Kongens Stol, som er opmuret paa Domkirkegaarden“, men han ved dog, at Kongerne sad paa denne Stol, „naar de lod sig hylde eller krone“, og endnu afbildes den som Ruin i 1661 af Maschius, og den omtales og diskuteres ogsaa i Schønings Beskrivelse af Domkirken. Det er vel ikke mindst Schøning, som har holdt i Live og videre udviklet Theorien om Trondhjem som Kroningsstad, hvilket som bekjendt med Grundloven af 17. Mai 1814 blev optaget i Norges offentlige Ret.
Hans Jakobsen Lo’s Kongerække meddeles her efter Forfatterens Renskrift i det Deichmanske Haandskrift 11 octavo[10]; dog har jeg ikke fundet det nødvendigt at medtage Kongerne 38–44, hvor Texten ganske stemmer med Jens Nilssøns Afskrift.
<poem> Ein stutt tilviisan vm alla þa einwaldzkonnunga, som verit hafa i Norrege til þessa dags.
1. Haraldr hárfagre, var fyrstr einualdz ꝁgr i Norege oc kom han til rikisstiornar nær 860 árum eptir Christi burd.
2. Eirekr Blodǫxe var ꝁg eptyr sinum fauður.
3. Hakon adalstein eptir erickr sinn broð.
4. Harald’ gráfeld’ epthir Hakon sin faud’brod’.
O. Hakon jarl, arum ept gudz burd 930.
6. Olafr Tryggua son.
7. Erikr sunar Hakonar jarls.
8. Suein Jarl, Hakonar brod’.
9. Hakon Jarll met Sueine sinum faud’brod’.
X. S. Olafr hann var vegin anno 1028.
XI. Suein ꝁg Knudson af Danmarck anno 1030.
XII. Magnus ꝁgr hinn gode, sonr S. Olafs anno 1040.
XIII. Haralder hardrader, S. Olafs brod’, anno 1050.
XIIII. Magnus Haraldzson met sinum fad’.
15. Olaf kyrri, Magnus brod’ anno 1063.
16. Magnus berfǫter ept sinn fad’ Olaf aar 1089.
17. Hakon son Magnussar Haraldzsonar rikte tillika met ꝁg Magnus Berfǫt.
18. Øystein Magnussar berfodz son anno 1100.
19. Sigurd’ Jorsalafara rikte tillika met sinum brodur Øystein.
20. Magnus blinde epther Sigurd sinn fad’ anno 1127.
21. Harald’ gilde epther sin brod’son Magnus anno 1130.
22. Inge krokbak epther sin fꜹd’ Harald.
23. Sigurd, ept’ sinn brod’ Inga.
24. Øystein epther sin broder Sigurd.
25. Hakon hærdubreidr, ꝁgs Sigurdz son, ept’ sin fadur brodur.
26. Magnus Ellingson, ꝁgs Sigurdar Jorsalafara dotturson, felt 1178.
274 Suerrir.
28. Hakon Suerris son anno 1203.
29. Guttorm, Suerris brod’.
30. Hakon Hakonarson, sem dǫyddi anno 1262.
XXXI. Magnus ept’ sin fadur Hakon, han dǫydi anno 1280.
32. Erikr epter Magnus sin fad’, han var kronad’ i Biorguin, árum ept’ Christi burd 1281.
33. Hakon epther sinn brod’ Erik, han var kronad’ i Oslo anno 1299.
34. Magnus smek, epter Hakon sin mod’fad’ 1321.
35. Hakon ept’ sin fad’ Magnus.
36. Olafr med sinne mod’ Margreta bleff ꝁg 1374.
37. Erikr af Pommeren.
Ved det første Øiekast kunde det synes, som om Skriveren har fulgt en oldnorsk Original, og det kan være, at den første Linje om Harald Haarfagre er laant fra den Kongeliste, som kaldes Konungaætt og fandtes i det Skienske Haandskrift C 16 (i Stockholm). Men ellers er det tydeligt, at Forf. har udskrevet sin Liste efter et Haandskrift af Mattis Størssøns Sagaoversættelse med alle dennes vigtigste Aarstal (1028, 1063, 1089, 1127, 1203 og 1262) og forsøgt at fremstille denne i det gamle Sprog[11]; nederst paa Siden (efter Fredrik den 2den) har han dog ogsaa fra samme laant følgende Notits ordret:
L Koning Magnus berfǫtz ordzqvidar, Till fregdar skall mand ꝁga haffa, ennd eigi till langliffis.
Saaledes gjengives dette ilde norske Haandskrifter, men i Jens Mortensens Udgave er det oversat paa (uheldigt) Dansk (Udgaven fol. 84–85).
Derimod har han for Tiden efter 1262 aabenbart arbeidet efter Diplomer, som han rimeligvis som Lagmand har havt Adgang til i Arkivet paa Akershus, hvor dengang „Herredagene“ holdtes. Et Uddrag af disse Diplomer har han selv meddelt i samme Haandskrift, og dette Uddrag lyder saaledes:
Magnus met gudtz miscun Noregs, Suia oc Gota ꝁgr, hann hafdi modurfaðir er het Hakonar ꝁgr, sem ech hefr landzuist hans sua vattande er vtgefit var xj áre rikis hans.
1391 a adru áre rickis Erichis konungs. konning Erich bleff konning anno 1389.
Haagen ꝁg, sonn Magnus ꝁgs bleff konning anno 1299.
1402 a 14 áre rickis Erichis.
Anno 1407 a 18 áre rikis Eriks kgs.
Et ꝁg Erichs Suergis ꝁgs bref ludande at faudur hans var Magnus ꝁgr at nafni, vndir datum 1357.
Et ꝁg Erichs breff 1396 a 7 áre rikis hans, ꝁg Hakon var drotning Margretis hosbonde [hon haff]de son ein er het Erickr.
Et bref som drotning Margrete oc biscop Øystein hafde beseglet tilhobe vrider datum 1401. Kg. Hakon var ꝁg Magnusis modurfaudir.
Hakon hertog, son Magnus ꝁgs hins kronada vnder datum 1209 (!) a xj áre rikis hs hertogdǫmis.
Anno 1330 a 12 áre rikis Magnus Norgis Suergis Skana oc Gotta ꝁgs.
Anno 1402 a 13 áre rikis Erikis ꝁgs.
Kg Hakons fundatz bref vrider datum 1371 á 16 áre rikis hs.
Alle disse Diplomer synes nu at være tabte; ialfald er det Tilfælde med det først nævnte Landsvistbrev og det nederst nævnte Fundatsbrev fra 1371. Han har ikke i sin Kongeliste forstaaet at benytte dem fuldtud; derimod har Biskop Jens Nilssøn fra dem faaet Aarstallet 1389 for Erik af Pommern.
Hans Lo’s „Stutt tilvisan“ er helt afskrevet hos Jens Nilssøn (Visitatsbøgerne S. 371–75), som dog har øget dennes Indhold ved Tilføielser dels fra „Konungaætt“, dels fra den trykte Udgave af Mattis Størssøns Oversættelse, dels ogsaa for en enkelt Notits (direkte eller indirekte) fra et nu tabt Haandskrift af Tjodrik Munk[12]. Dette nævner jeg her, fordi det bestyrker Rigtigheden af, hvad jeg tidligere i dette Tidsskrift har hævdet om Biskop Jens Nilssøns Arbeidsmaade som Historiker.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Unionsperioden I, 205–7.
- ↑ Se de islandske Annaler S. 393–94.
- ↑ Der er nogen Afvigelse i Haandskrifterne (se min Udgave) E og A har vj. id. Julij (10. Juli), medens kun P har det rette iij. id. Jul. (13. Juli), og i E er Sætningen ok var koronadr faldt ud, saa at 1ste Nov. henføres til Hyldningen istedenfor til Kroningen; men det viser sig ved Sammenligning med de andre Haandskrifter at være Skrivfeil.
- ↑ Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger og Reiseoptegnelser, udg. af Y. Nielsen, S. 571–75.
- ↑ Norges gl. Love II, S. 29 (Sluten af Kap. 8).
- ↑ Saa har Daae opfattet Ordene (Christian den førstes norske Historie. S. 29).
- ↑ Det kan nemlig bevises, at Kong Kristians Haandfæstning af 2. Juli 1449 (hvoraf naturligvis Erkebiskopen havde et Exemplar) er lagt til Grund for Redaktionen af Karls Haandfæstning, men med talrige Forbedringer til Norges, de indfødte Høvdingers og den norske Kirkes Fordel.
- ↑ Jeg kan derfor ikke godkjende de af Keyser, Nicolaysen og Daae anførte Modgrunde.
- ↑ N. Rigsregistranter III 171.
- ↑ Jfr. Norges gl. Love IV S. 763. Det beror paa en Forvexling, naar Y. Nielsen i Fortalen til Biskop Jens Nilssøns Visitatsbog (S. CXXIII) siger, at denne Kongerække forekommer i mange Lovhaandskrifter fra 16de Aarhundrede.
- ↑ Paa samme Maade har han ved flere af de Rettebøder, som han kjendte i Afskrift fra 16de Aarh., forsøgt at omsætte dem i ældre Sprog.
- ↑ Denne er nemlig den eneste Forfatter, som fortæller, at Olav den hellige døde „1029 4 cal. Augusti feria 4“.