Om Reins-Ættens sidste, fyrstelige Medlemmer

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Et Par norske Mile i Vest for Throndhjem ligger (i Rissen Sogn, nu Annex til Stadsbygden) den betydelige og navnkundige Gaard Rein. Den benævnes nu gjerne Reinskloster, fordi den fra det trettende Aarhundrede indtil Reformationen har været Sæde for et Nonnekloster, hvis inddragne Besiddelser af Kronen solgtes til Private 1660. Klostrets Stifter var Hertug Skule, for hvis Æt Rein i flere Slægtled havde været Hovedgaard.

Denne Æt, der har givet Norge en Konge, en Hertug og en Dronning, er det, som nedenfor skal omtales, dog saa, at de ældste Led, om hvilke jeg Intet har at sige udenfor det forlængst bekjendte, alene kortelig nævnes. Hvad derimod de sidste angaar, har jeg vistnok ikke, hvad der heller ikke lettelig kunde ventes, formaaet at fremdrage nye Kilder, men jeg har dog turdet mene, at en fornyet Granskning af de gamle ikke skulde være ganske uden Udbytte. Det er altsaa (foruden enkelte Diplomer) Sagaerne, til hvilke jeg maa holde mig. Disse ere ikke altid citerede efter Udgaver og Capitler, fordi den kyndige Læser, der selv ønsker at eftersee vedkommende

Steder, vil finde dem uden Møie.
I.

Som bekjendt nedstammer Reins-Ætten fra en fornem Stamfader, Skule (I), der efter sin Beskytter, Kong Olaf Kyrre, benævntes Kongsfostre og blev gift med Gudrun, en Datterdatter af Sigurd Syr og Aasta[1]. De fleste Sagaer (Morkinskinna, den udførligere Saga om Haakon, Guttorm og Inge (hos Peder Claussøn) samt Fagrskinna) gjøre Skule til en Søn af den engelske Jarl Tostig Godwinessøn, medens Snorre, der stod hans Ætling af samme Navn nær, alene kalder den første Skule en ætstor Mand af England. Stundom tillægges der ham en Broder Ketil Krok paa Haalogaland, om hvem forøvrigt Intet vides[2]. Skule skal af Kong Olaf have faaet store Gaver i Jordegods, beliggende i Omegnen af Landets vigtigste Byer, uden at nærmere Beskeed herom vides. Sandsynligviis har Rein allerede været hans Hovedgaard. En Formodning af Munch[3], at han skulde have været Jarl, forekommer mig lidet sandsynlig; dette vilde sikkert ikke have været glemt i Ættens Stamtavle i Fagrskinna eller i de Oplysninger om den, der gives i Inges Saga hos Peder Claussøn.

Om Skules Søn Aasolv vides næsten Intet. Han har udentvivl været Lendermand, ligesom man seer, at han har været gift med en Kvinde af Arnmødlingernes Æt, Thora Skoftesdatter af Giske. Heller ikke Aasolvs Søn Guttorm træder egentlig meget frem i Historien. Man seer, at han 1136, tilligemed en forøvrigt aldeles ubekjendt Broder Balle, befordrede Sigurd Munds Antagelse til Konge, og at han vistnok er blevet en meget gammel Mand og i tre Ægteskaber har faaet flere Børn. Ligesom Ætten ved hans Faders Giftermaal var bleven besvogret med Arnmødlingerne, saaledes kom den ved hans og en Søsters Giftermaal i dobbelt Svogerskab med den anden Søndmørske Hovedæt, “Blindheimsmændene“. Af Guttorms Ætlinge vedkommer os nærmest den eneste Søn, der kom til at spille nogen Rolle, Baard.

Det er bekjendt, at Erling Skakke og hans Søns Regimente ikke var yndet i Thrøndelagen. Reins-Ætten synes særlig at have været forbitret paa Erling, fordi han i 1164 havde ladet dræbe Frederik, Kong Guttorms Svigersøn. Baard Guttormssøn var derfor en af de Stormænd, der først sluttede sig til Kong Sverre. Senest i 1181 var han bleven en af dennes fornemste og tillige virksomste Tilhængere. I det Aar nævnes han nemlig paa Sverres Side som Deltager i Slaget ved Nordnes, og i den følgende Tid møder man jevnlig hans Navn i dennes Saga. En Søsterdatter af ham (og Stifdatter af den nysnævnte Frederik Køna) ved Navn Eldrid sees dog at have været en af Magnus Erlingssøns talrige Elskerinder[4].

Baard Guttormssøn angives i Fagrskinna første Gang at have været gift med Ulfhild, en Datter af „Biskop Paal“, ved hvem ikke kan forstaaes nogen anden end den Paal, der efter at have været Eystein Haraldssøns Kapellan blev Biskop i Bergen, men fordreves fra denne Stilling af dennes Broder, Kong Inge, og først senere atter kom i Besiddelse af Stiftet († 1194). Ogsaa gjennem sin Svigerfader og første Hustru er saaledes Baard bleven fjernet det Ingeske, siden Magnus Erlingssøns, Parti. Til dette Ægteskab maa rimeligviis, skjønt det intetsteds udtrykkelig siges[5], henføres Baards Datter Sigrid, hvis første Bryllup i Nidaros 1206 med Thorgrim af Ljaanes har faaet en saa sørgelig Navnkundighed, og som dernæst var gift med Jon paa Austraat og omsider blev den første Abbedisse i Rein.

Senere da Baard var bleven Enkemand, gjorde han Bekjendtskab med Sigurd Munds Datter Cecilia, der tidligere i Sverige havde født Folkvid Lagmand Sønnen Haakon “Galen“, der siden spillede en saa betydelig Rolle i Norge. Efterat Sverre, hvem Cecilia strax erkjendte som sin Broder, havde befæstet sin Magt, forlod hun Folkvid og drog til Norge, hvor hun af Sverre fik Gelmin i Orkedalen til Bolig. Vi see af Sverres Saga, at Baard har kjendt hende og, som det synes, ogsaa interesserede sig for hende allerede 1181, og de bleve, som man veed, siden gifte, efterat nogle Vanskeligheder, som Erkebiskop Eystein lagde i Veien af Hensyn til hendes almindelig paastaaede, men af hende selv benegtede Ægteskab med Folkvid vare blevne overvundne. Da nu Eystein først 1183 kom hjem fra sit fleraarige Exil i England, kan Giftermaalet ikke have fundet Sted før den Tid, og Udtrykkene i Sagaen gjøre det sandsynligt, at det først fuldbyrdedes efter Sverres endelige Seir over Magnus

1184.
II.

Sigurd Mund synes at have været en af de usædeligste norske Konger. Han har havt Elskerinder i de mest forskjellige Samfundsklasser, ligefra den letfærdige Kongedatter Christina, der, om Harald Gille tør antages for Magnus Barfods Søn, var hans Sødskendebarn (altsaa efter Datidens Love og Tænkemaade incestus) og ned til den fattige Tjenestepige, der blev Haakon Herdebreds Moder, og hvis Berøring med Kong Sigurd Sagaen har skildret paa den mest cynisk ligefremme Maade. Cecilia, om hvem her er Tale, synes at være Frugten af en Forbindelse mellem Sigurd og en Kvinde af god Æt. At hun virkelig var Kongedatter, var en utvivlsom og erkjendt Sag, og det heder i den udførligere Saga om Haakon, Guttorm og Inge, at “hun blev hæderlig opfostret i Thrøndelagen, som det sømmer sig for et Kongebarn“, hvilket neppe var blevet Tilfældet, om hun havde været en ringe Kvindes Datter. Sammesteds heder det videre, at det var paa den nysnævnte Gaard Gelmin (Gjølme) i Orkedalen, at hun blev opfostret.

Kan man nu nøiere bestemme Cecilias Æt? Tidligere har dette ikke været forsøgt, men jeg mener dog at have fundet et Spor til hendes Herkomst. Dette søger jeg deri, at man ved 1226 finder Kong Haakons daværende Stallare, Gudleik af Ask omtalt som Junker Knuts, Haakon Galens Søns og altsaa Cecilias Sønnesøns Frænde. Men saavel Knuts Fader, som hans Farfader, ligesom ogsaa hans Moder, vare svenske, og Frændskabet maa altsaa søges længere oppe, paa hans Faders mødrene Side.[6] Nu kommer hertil det ved nøiere Betragtning paafaldende, som ligger deri, at Cecilias og Baard Guttormssøns Søn fik Navnet Inge. Det er ligefrem utænkeligt, at Cecilia skulde have opkaldt sin Farbroder Kong Inge Haraldssøn, der jo havde været hendes Faders bitre Fiende og tilsidst endog ladet ham dræbe. Heller ikke Baard paa Rein kunde have nogen Grund til at opkalde sin Søn efter denne ham ganske uvedkommende Konge, og i Norge var derhos Inge et omtrent aldrig eller i ethvert Fald yderst sjeldent forekommende Navn. Min Tanke er derfor den, at Navnet hidrører fra Lendermanden Ingemar af Ask († 1134) og altsaa er en Forkortelse af dennes Navn[7]. Cecilia, som hvis Frænde, som vi nylig saa, Stallaren Gudleik af Ask maa betragtes, har da ikke usandsynligt tilhørt den lidet bekjendte, men aabenbart anseelige Æt, hvis Hjemstavn Ask vistnok, som Storm[8] antager, kan have været den nu Familien Gram tilhørende Gaard paa Ringerike, men dog ligesaa gjerne kan have været en anden Gaard af samme Navn, f. Ex. Ask paa Askøen ved Bergen.

Inge synes at have været Baards og Cecilias eneste Barn, og Moderen angives i Peder Claussøns Gjengivelse af Haakons, Guttorms og Inges Saga udtrykkelig at være død kort efter sin Søns Fødsel. Derefter ægtede ifølge samme Kilde Baard “Ragnfrid“ (Rangrid?), en Datter af Erling paa Kvidin i den øverste Deel af Valdres, en Mand, som ellers kaldes “Erling Bonde“, men paa et Sted hos Peder Claussøn[9] “Lænshøfding“, hvilket Rygh[10] ikke har kunnet gjengive anderledes end med “Lendermand“; om han virkelig har været Lendermand, kan dog være tvivlsomt[11]. I dette sit sidste Ægteskab skal Baard – fremdeles ifølge den Peder-Claussønske Saga – have havt fem Børn, Sigurd, Aasolv, Guttorm, Skule og Ingebjørg. Da nu Baard i den paalidelige Sverres Saga (cap. 120) angives at være død kort efter det 1194 stedfundne Slag i Florevaag, og han, som sagt, maa antages først omtrent 1184 at være bleven gift med Cecilia, har han da i kort Tid havt mange Børn med sin sidste Kone.

Af de her nævnte Børn med Ragnfrid af Kvidin nævnes i Fagrskinna kun tre Sønner og disse i en helt anden Orden end hos Peder Claussøn, nemlig: Skule, Guttorm og Sigurd. Aasolv kjendes overhoved kun fra Peder Claussøn, og om Sigurds senere Skjebne vides heller Intet. Guttorm Baardssøn nævnes derimod et Par Gange som et ganske ungt Menneske, sidste Gang (hos Peder Claussøn) ved Baglernes bekjendte overfald paa Nidaros 1206, hvorefter han forsvinder af Historien.

Af Brødrene kom saaledes alene Skule til at spille nogen Rolle. Datteren Ingebjørg blev, som bekjendt, gift med Alf d. Æ. af Thornberg. Men det fortælles i Haakon Haakonssøns Saga, at en Søster af Skule Baardssøn, der ligeledes hed Ingebjørg, i 1221 ægtede Lendermanden Loden Gunnessøn. Dette har foranlediget nogen Vanskelighed, da Ingebjørg Baardsdatter ikke kan have været gift først med den ene, og derefter med den anden af disse to Mænd. Det er derfor vist rimeligt, at her maa være at tænke paa to Ingebjørger, af hvilke kun den ene har været en Datter af Ragnfrid og Baard, den anden, som saaledes bliver den egentlige Reinsæt uvedkommende, en Datter af Ragnfrid af et senere Ægteskab, altsaa Skules Halvsøster.[12]

III.

Den navnkundige Skule Baardssøn angives i Haakon Haakonssøns Saga ved sit Fald (24de Mai 1240) at have været 51 Aar gammel og maa altsaa have været født omtrent 1189, og heraf følger, at han vanskeligt, som hos Peder Claussøn angivet, kan have været Faderens yngste Søn, da der i saa Fald i den ikke meget lange Tid, hvori dennes Ægteskab med Ragnfrid kan have varet, ikke vilde blive Plads for alle de øvrige Børn. Den første Efterretning, der kjendes om Skule, er, at han tilligemed sin ovennævnte Broder Guttorm har været en Tid til opfostring hos Morfaderen Erling paa Kvidin. Her vare de indtil Skules femtende Aar (1204). Biskop Nikolas af Oslo vilde, netop som Baglerpartiet igjen havde reist sig, lade dem gribe der, men Morfaderen fik i rette Tid Nys om denne Plan og sendte Drengene til Throndhjem til Halvbroderen Inge, som just kort i Forveien var sat paa Thronen af Birkebeinerne, og hos denne forbleve de siden. I 1206 var ogsaa Skule, ligesom Guttorm, i Livsfare ved Baglernes Overfald. I det følgende Aar finde vi ham i Bergen, hvor han befandt sig sammen med de fornemme Damer paa den af Baglerne beleirede Borg, hvor ogsaa hans senere Svigersøn, den lille Haakon Haakonssøn, var tilstede. Ved denne Tid har den unge Skule tjent sig op ved sin Broders Hird, hvortil han selv sigter, naar han (1233) irettesatte den lavættede Gunnar Kongsfrænde med de Ord: “Jeg havde lært at tjene Høvdinger, da du, Gunnar, gjorde ganske andet Arbeide.“ I 1210 var Skule, nu 21 Aar gammel, allerede Sysselmand i Sogn, og som saadan træder han først frem i den politiske Historie, idet det berettes om ham, at han overtraadte en Overenskomst mellem Birkebeinerne og Baglerne ved at bygge større Langskibe til et aftalt Møde, end det var tilladt, hvoraf Følgen blev, at dette Møde blev til Intet. I 1213 var han i Nidaros hos sin Broder Kongen og dræbte der mod dennes Vilje Drotseten Paal. I Kong Inges sidste Tid var han jevnlig om ham, blev 1217 Jarl og var ved Kongens kort efter paafulgte Død Norges mægtigste Mand. Hans senere Historie skal her ikke fortælles.

Da Skules ældste Datter Margrete allerede 1219 kunde forloves og 1225 giftes med Kong Haakon, hvem hun i 1227 fødte det første Barn, maa Faderen havde været gift i en ung Alder og vel neppe senere end omtrent 1210, da vi fandt ham som Sysselmand i Sogn. Hans Frue hed Ragnhild, men om hendes Herkomst vides besynderlig nok Intet.

P. A. Munch gjorde den raske Gjetning, at Ragnhild tilhørte Arnmødlingernes berømte Æt, og saa i hende den Ragnhild, der i Fagrskinna cap. 215 anføres som Datter af Nikolas Kuvung og Søster af Paal Flida. Ved første Øiekast kunde jo et Parti mellem to saa høibyrdige Ætter som den paa Giske og den paa Rein synes rimeligt nok, men Gjetningen er dog visselig urigtig. Allerede Prof. G. Storm har forkastet den, men naar jeg er enig med ham i Resultatet, saa er det paa andre Præmisser. Storm[13] argumenterer nemlig for, at Nikolas Kuvung skulde være for gammel til at have en Datter, hvis Alder kunde passe for Skules Frue, men Nikolas døde i Følge de islandske Annalers Vidnesbyrd først 1217, og Ragnhild maa være gift saa tidlig, at hendes Fødsel ikke kan sættes længere ned i Tiden end til sidste Decennium af det tolvte Aarhundrede. Ragnhild af Giske behøver overhoved ikke, som Storm mener, at være “en Menneskealder ældre end Skule“, skjønt hun meget gjerne kan have været det, da vi overhoved intet vide om hende udenfor det blotte Navn. Naar ogsaa jeg maa opgive i Ragnhild af Giske at see den senere Hertuginde, da holder jeg mig først til, at hun og Skule efter middelalderlige Forestillinger vare nær beslægtede, idet Ragnhild nedstammede i tredie og Skule i fjerde Led fra Skofte i Giske, og at den indtil Innocents III’s Lateranconcilium gjeldende Ret forbød Ægteskab mellem Slægtninge lige indtil sjette Led. En Dispensation vilde i det mindste have været nødvendig. Skulde derhos Ragnhild af Giske have været Dronning Margretes Moder, vilde hendes Brodersøn Peter Paalssøn, der i 1247 ved Kong Haakons Kroning var den tredie i Anciennetet blandt de fremmødte Lendermænd, rimeligviis have spillet en mere fremskudt Rolle i Ceremoniellet, hvad han dog ikke gjorde. Det er heller ikke sandsynligt, at Slægtregistrene i Fagrskinna, der jo netop angaar de to Ætter af Giske og Rein, skulde have undladt at gjøre opmærksom paa denne nye og mærkelige Forbindelse mellem disse, ifald den virkelig havde existeret.

De andre Ætter, inden hvilke en saa fornem Mand som “Skule Kongsbroder“ kunde tænkes at have søgt sin Brud, vare ikke mange. Borgerkrigen havde kun i altfor høi Grad tyndet det norske Aristokratis Rækker. Blindheims-Ætten paa Søndmøre kan man neppe tænke paa, da den var i altfor nært Slægtskab med Skule. Et Øieblik var jeg tilbøielig til at tænke paa Baglerkongen Philippus’s Frændskabskreds. Et Giftermaal for Skule Kongsbroder i dennes Æt vilde paa en ikke upassende Maade have modsvaret Philippus’s egen Forbindelse med den fornemste Dame i Birkebeinernes Leir, Christina Sverresdatter. Virkelig seer man ogsaa, at Baglerne, da Kong Inge var død, foresloge en Deling af Norges Rige, ikke mellem Philip og den unge Haakon Haakonssøn, men mellem Philip og Skule, hvad der forøvrigt vilde staa i en vis Harmoni med den Thronfølgeorden, der var etableret under Magnus Erlingssøn, og som Biskop Nikolas, Philippus’s Leder, vistnok holdt paa. Det er ogsaa paafaldende, hvilket Venskab der var mellem Skule og Philippus’s Broder, Hr. Andres Simonssøn, der før sin Død lod skrive et varmt Brev til Jarlen og testamenterede ham nogle af sine bedste Klenodier. To af Skules Døtres, Margretes og Ingerids, Navne gjenfindes ogsaa i Biskop Nikolas’s og Philips Familie. Men en saadan Gjetning savner dog virkelige Støttepunkter, ja Sagaen siger jo udtrykkelig at man i 1217, da ogsaa Skule gjorde Tilnærmelser til Baglerkongen, herom bemærkede, at “han søgte Venskab der, hvor der altid havde været Fiendskab at vente“. Saa vilde det ikke have hedt, om der havde været Svogerskab tilstede.

Det har under mine fortsatte Meditationer angaaende Fru Ragnhild ikke lykkedes mig at udfinde, hvem hendes Forældre med Rimelighed kunde tænkes at være. Men jeg mener dog at have fundet endel Indicier, af hvilke man dog turde drage en interessant Slutning om hendes Herkomst.

Min Formodning er den, at Fru Ragnhild nedstam- mer fra en ældre Ragnhild, Erling Skakkes og Kongedatteren Fru Christinas Datter af dette Navn, efter hvem hun da maa være opkaldt. Denne Ragnhild Erlingsdatter var to Gange gift, først med Lendermanden Jon af Randaberg (lige i Nærheden af Stavanger), der faldt 1179 i Slaget paa Kalvskindet tilligemed sin Svigerfader Erling Jarl, anden Gang med Lendermanden Hallkel Jonssøn, der ligeledes faldt i Kamp mod Kong Sverre, nemlig i Florevaag 1194. Fru Ragnhild, Skule Jarls, kan imidlertid neppe have nedstammet fra sin Navnes og af mig formodede Bedstemoders andet Ægteskab, da hun da vilde være i for nært Slægtskab med sin Mand, idet saavel denne som Hallkel vare Efterkommere af Aasolv Skulessøn paa Rein. Derfor seer jeg hendes Stamfader i Jon af Randaberg, hvorfor ogsaa andre Grunde tale.

Vi skulle nu nærmere betragte Indicierne.

Ved et mærkeligt Brev uden Sted og Datum har Kong Haakon Haakonssøn bekræftet en Gave fra Magnus Erlingssøn til “St. Svithun“ (ɔ: Stavanger Domkirke og Bispestol), hvorved hele Stavanger By skjænkedes til Stiftet.[14] Nu er det bekjendt nok, at Sverres Efterkommere altid bestemt benegtede, at Magnus Erlingssøn havde havt nogensomhelst lovlig Ret til Norges Throne. Haakon selv udtalte dette ligefrem under Forhandlingerne i Anledning af sin Kroning, da. Geistligheden gjorde et uheldigt Forsøg paa at faa Magnus’s Indrømmelser til Kirken fornyede, og hans Søn Magnus Lagabøter gjentog den samme Paastand i endnu sterkere Ord, idet han be- tegnede Magnus kun som “saakaldt“ Konge.[15] Desto mere paafaldende maa da de Udtryk blive, i hvilke Haakon i det nysnævnte Stavanger vedkommende Diplom omtaler Magnus Erlingssøn. Her hedder det nemlig, at Haakon bekræfter Gaven með þvi mote at slicr hofðingi gaf oc bref sitt oc insigli sette firir sem Magnus konongr var, frende min. Disse Udtryk ere virkelig høist mærkelige, og de maa dog aabenbart være Kongens egne, thi ingen Klerk eller Concipist enten i Kongens eller Biskoppens Tjeneste vilde vove paa egen Haand at lægge Haakon saadanne Ord i Munden. Man mærker overhovedet let, at Brevets Tone er høist forskjellig fra den sædvanlige Cancellistil, f. Ex. naar Kongen giver Biskop Askel Prædikatet “min Ven“. Af særegen Interesse er det ogsaa, at mod Sædvane nævnes i Brevet mellem Vidnerne paa denne Gave (og da naturligviis først mellem disse) – Dronning Margrete. Dette giver strax en Formodning om, at Dronningen ved denne Leilighed har spillet en Hovedrolle, og at Kongen for hendes Skyld har fornyet Magnus’s Gave.

Men dette Brev er ikke det eneste, der viser, at Dronning Margrete har interesseret sig for og havt Berøringer med Stavanger Stift. Her maa hun have havt ikke smaa selvstændige Besiddelser. Dette fremgaar yderligere af et Brev af 1246, hvortil vi siden skulle vende tilbage[16], og sees navnlig klart under Forhandlingerne med Cardinal Vilhelm i 1247. Af denne tilstededes der hende nemlig for egen og Sønners Levetid (men ikke for disses Efterkommere) Patronatsret til tre desværre ikke navngivne Kirker i Stavanger Stift;[17] jeg seer forøvrigt her den sandsynlige Grund til, at siden hele fire Kirker sammesteds bleve kongelige Capeller. Men, hvad der her kommer an paa, disse Besiddelser have, som jeg formoder, været nedarvede fra Hertuginde Ragnhilds her antagne Bedstefader, Jon af Randaberg, der i Tilfælde altsaa vilde være Dronningens Oldefader.

Kong Haakons og Dronning Margretes Børn fik Navnene Olaf, Haakon, Magnus og Christina. Olafs og Haakons Opkaldelse er ikke vanskelig at see; den første hedte aabenbart efter Landshelgenen, den anden efter Haakon Sverressøn. Magnus er sandsynligviis opkaldt efter Kong Sverre, der jo havde antaget dette Tilnavn, men Dronningen kan gjerne dermed have havt sine egne Tanker. Men nu Christina Haakonsdatter? Hun kan ikke lettelig have hedt efter Fru Christina, Haakon Galens Frue; thi hende har Kong Haakon neppe erindret med særlig kjærlige Følelser, heller ikke efter Christina Sverresdatter. Men antage vi hende opkaldt efter Fru Christina Sigurdsdatter, efter min Formodning Dronningens Stammoder, synes dette at have ikke liden Rimelighed for sig. Tingen er, at Haakon selv maatte gaa mange Generationer op i sit Slægtregister, inden han kunde finde en fyrstelig, altsaa til Opkaldelse egnet Stammoder. Hans Moder Inga var en Frille, hans ubekjendte Farmoder ligesaa, hans Oldemoder var Gunhild, Sigurd Munds paastaaede Frille, dennes Moder igjen Thora, Harald Gilles Frille, atter Harald var Søn af en (keltisk) Frille, dennes paastaaede Fader Magnus Barfod Søn af Olaf Kyrres Frille! I Christina, Erling Skakkes Frue, kunde der imidlertid paa Dronning Margretes mødrene Side omsider opdrives en Kvinde, hvis Fødsel gjorde det muligt at benytte hendes Navn.

Et Indicium kan videre søges i en 1221 stedfunden Begivenhed. Skule Jarl færdedes i hint Aar i Viken sammen med Kong Haakon. Her var fire Aar i Forveien Sysselmanden Ragnvald Hallkelssøn (af Blindheims-Ætten) bleven dræbt af Bønderne i Follo. Denne Mand havde stedse tilhørt Baglernes Parti og altsaa i politisk Henseende maattet regnes til Jarlens Modstandere, uagtet de ganske vist vare noget i Slægt med hinanden Dog foreslog nu Jarlen ivrigt at tage Hevn over Foldungerne for deres Færd. Kongen selv stillede sig kjøligt til den Sag; “han havde ingen Hevn at tage efter Ragnvald, thi hans Frænder have altid været Kongens Frænder imod“, men han lagde heller ingen Hindringer i Veien. Jarlen og med ham den Dræbtes Farbroder, Gregorius Jonssøn af Blindheim, brændte da Bygden paa Follo. Nu er her at mærke, at hvis Skules Frue Ragnhild, som jeg mener, var et Barnebarn af Ragnhild Erlingsdatter, bliver hun en nær Frænke af Ragnvald paa Grund af sin Bedstemoders andet Ægteskab. Endvidere er det at mærke, at det var Jarlen, den (personlig) fjernere Beslægtede, der her siges at have taget Initiativet, ikke den nærmeste Agnat, Farbroderen Gregorius.

Endelig kommer hertil et interessant Punkt. Det er bekjendt, at Skule Jarl i 1228, Aaret efterat Valdemar Seir var kommen ud af sit Fangenskab, gjorde et Tog til Kjøbenhavn for at gjøre den danske Konge sin Opvartning, en Reise, han allerede nogle Aar i Forveien havde paatænkt, men maattet opgive paa Grund af den ulykkelige Begivenhed paa Lyø 1223. Han kom tilbage vel tilfreds med Reisen, som han havde foretaget i Fællesskab bl. A. med sin nye Svigersøn, Junker Knut, og Gregorius Jonssøn. Det berettes endog, at Valdemar forlenede Jarlen med det halve Halland, en Forlening, som dog ikke omtales i danske Kilder[18] og maaskee tør være tvivlsom. 1 denne Beretning har P. A. Munch[19] fundet et stærkt Bevis for, at Jarlen ved den Tid arbeidede paa at skaffe sig ogsaa dansk Bistand til et paatænkt oprør mod Kong Haakon. Jeg kan imidlertid ikke ret tro, at just dette Skridt af Skule bør udlægges paa den Maade eller af Samtiden har været opfattet saa. Thi for det første omtales ikke alene ikke noget Saadant i Sagaen, den eneste Kilde, og dernæst fortæller denne udtrykkelig, at Kong Haakon gav Skule sin kraftige Understøttelse til Danmarksreisen, idet han baade laante ham sine egne Skibe og dertil endog skjænkede ham Ledingen af tolv Skibreder til Reisepenge. Reisen kan altsaa paa den Tid ingenlunde have havt noget mistænkeligt Udseende. Og en ganske naturlig Forklaring vil den faa, om man med mig antager Fru Ragnhild for en Descendent af Christina Kongsdatter. Denne var nemlig, som bekjendt, et Sødskendebarn af Valdemars Fader, Kong Valdemar I, og det bliver da en Reise til sin Frues høie Frænde, som Jarlen foretager. Da nu Kong Haakon var Jarlens Svigersøn, har ogsaa han kunnet regne sig i Svogerskab med den danske Konge, hvilket han nok kan have sat Priis paa. At. Valdemar har taget venlig imod sine norske Paarørende, kan saameget mindre være paafaldende, naar man erindrer, at han efter Erling Steinvegs Jernbyrd erkjendte endog denne flaue Eventyrer som sin Frænde. De politiske Hensyn maatte ubetinget tale mere for den dygtige Jarl, der indtog en saa sikker Stilling i Norge, end for den ubetydelige og tvivlsomme Erling.

Jeg mener saaledes at have gjort det ikke usandsynligt, at Fru Ragnhild har været en Descendent af Ragnhild Erlingsdatter i hendes første Ægteskab med Jon af Randaberg. Tidsregningen gjør det ikke antageligt, at hun kan have været en Sønnedatter, og det bliver derfor rimeligst at ansee hende for Datter af en tidlig gift Datter af de nævnte Ægtefolk. Kong Haakon og Dronning Margrete vilde, ifald jeg har Ret, være hinanden beslægtede i femte og sjette Led, regnet fra Magnus Barfod. Men siden Lateranconciliet 1215 mødte Ægteskaber mellem Beslægtede af saa fjern Grad, som bekjendt, ikke længer Hindringer fra den canoniske Rets Side.

IV.

Hvilken tillokkende Opgave maatte det ikke være at skrive Margrete Skulesdatters Biographi – ifald det blot var muligt? Jeg veed ialfald ingen norsk Kvinde, hvis Liv jeg heller vilde skildre, end vor sidste indfødte Dronnings, men Kildernes Forbeholdenhed forbyder det. Hvad man kjender om den sympathiske Dronning, indskrænker sig næsten ganske til en eneste Mands, Haakons Sagas og Sturlungasagas Forfatters, naar undtages et dramatisk gjengivet Øieblik af hendes Liv, yderst knappe Meddelelser, og skjønt allerede disse ere tilstrækkelige til at vinde hende Læserens Velvilje, kan hun aldrig komme til at staa for os anderledes end i et Skyggerids.

Som ganske ung forlovedes og giftedes hun med Kong Haakon, der naturligviis havde kjendt hende fra hendes tidligste Aar, men alene af politiske Grunde og, som Sagaen udtrykkelig beretter, kun modstræbende fæstede hende som sin Brud; hun var jo ogsaa dengang et lidet Barn. Under Forlovelsestiden havde Haakon Frillen Kanga, der fødte ham to Børn, der siden færdedes ved Hoffet. Efter Ægteskabet kjendes vistnok intet Spor til Utroskab fra Haakons Side, men det er dog paafaldende, at, da han 1263 laa paa Dødsleiet i Kirkevaag, fandt hans fortroligste Venner Grund til at gjøre ham det Samvittighedsspørgsmaal, om Magnus var hans eneste gjenlevende Søn.

Om Kongeparrets Samliv efter Brylluppet faar man ikke meget at vide. Der kjendes dog fra den første Tid efter dette et lidet interessant Træk, der synes at tyde paa et gladere Hofliv, end man maaskee skulde forestille sig det i Ribbungefeidens Tid. I 1226 lod nemlig Kongen en „Broder Robert“[20] oversætte – aabenbart til Hoflecture – den romantiske Fortælling om Tristan og Isönd. Selv om det unge Par efterhaanden havde fattet gjensidig Hengivenhed, og Børnene kunne have dannet et stærkt Baand mellem dem, er det dog under alle Omstændigheder klart, at Margretes Stilling maa have været overordentlig vanskelig og have stillet svære Krav til hendes Sjelsstyrke og Standhaftighed. Thi de første fjorten Aar af hendes Ægteskab hengik under bestandige Rivninger mellem hendes Mand og hendes Fader, og hvert Øieblik saa det ud til, at en ny Borgerkrig mellem disse skulde bryde ud. Med Faderen vedblev hun fremdeles ofte at være sammen, ja Kongen og Jarlen kunde endog stundom have fælles Husholdning. Fader og Datter ere dog maaskee blevne noget fjernede fra hinanden, da den første offentlig vedkjendte sig sin i Ægteskabsbrud fødte Søn Peter, vendte al sin Kjærlighed til denne og bestræbte sig for at skaffe ham alle mulige Fordele. Mellem Dronningen og hendes Moder synes stedse at have været et inderligt Forhold; man seer saaledes, at Hertuginde Ragnhild i 1238 fulgte sin Datter og var hos hende, da hun i Tønsberg fødte det sidste Barn, den senere Kong Magnus.[21]

Men Aaret derefter kom omsider det afgjørende Brud mellem Haakon og Skule. Da var det, at Margrete, dengang hendes Mand ved Nattetid bragte hende det Alvorsbudskab, at „der nu var to Konger i Norge“, udbrød i de Ord: „Kun En kan være ret Konge, og det er I“, hvorpaa Graaden kvalte hendes Stemme, og Haakon forlod hende med den Forsikring, at hun ikke skulde undgjelde for sin Faders Tiltag. Men denne gribende Scene maa Læseren eftersee i selve Sagaen. Den findes vistnok kun i eet af de bevarede Haandskrifter (Cod. Frisianus), men om dens Ægthed maa der ikke reises Tvivl, dertil bærer den i altfor høi Grad Sandhedens indre Kjendetegn. Den havde naturligviis været uden Vidner. Sturla Thordssøn maa have den enten fra Dronningen selv, der jo levede, da han skrev, eller, hvad der er rimeligere, fra Kong Magnus, til hvem igjen Moderen har fortalt den. Der var nu Kamp paa Liv og Død, og enten Haakon eller Skule maatte nu gaa under. Ogsaa for Margretes smaa Børn maatte Striden mellem deres Fader og Morfader være skjæbnesvanger. Det gjaldt vel ikke disses Liv, thi det maatte dog Morfaderen have skaanet, men det gjaldt i ethvert Tilfælde deres Velfærd, deres Stilling og deres Fremtid som Kongebørn. Haakon forlod sin Dronning, medførende den ældste gjenlevende Søn og efterladende hende selv med den spæde Magnus paa Borgen i Bergen under den ovennævnte Stallares, Gudleik af Ask’s Varetægt. Man tænke sig nu den arme Dronnings Sjælslidelser! Vel er det sandsynligst, at hendes Ønsker maatte følge hendes Børns Fader, men hun har ogsaa følt sig som Datter, og dertil kom, at Moderen, Fru Ragnhild, trods sin Mands Utroskab – hun havde med Jomfru Rangrid et Tilfiugtssted i Helgeseter Kloster – synes at have ønsket sin Mand, ikke sin Svigersøn og sine Børnebørn Seiren. Nogle Maaneder gik hen under afvexlende Krigslykke, men Hovedslaget faldt ud til Kongens Fordel, og i Mai 1240 vare baade Hertug Skule og hans Søn Peter ikke mere blandt de Levendes Tal. Under alt dette hører man ikke mere om Dronningen, førend da Budskabet om, hvad der var skeet ved Helgeseter Kloster, naaede Bergen. Da, heder det, „bleve alle meget betagne, men Dronningen mest“.

V.

Kampen i Aarene 1239–1240 er af Sturla Thordssøn i Kong Haakons Saga fortalt med dramatisk Liv og med stor og paaskjønnelsesværdig Udførlighed. Men desto knappere er denne udmærkede Historieskriver i sin Fremstilling af de Følger, som Skules Oprør drog efter sig, da han selv var falden. Her maa man efter min Overbeviisning tro, at Meget er forsætlig fortiet, fordi det paa en Tid, da rimeligviis endnu flere af de vedkommende Personer og i ethvert Fald mange af deres Frænder vare i Live, vilde have været en kilden Sag at gaa nøiere ind derpaa. Hvad jeg tænker paa, er de Straffedomme, som uden al Tvivl maa have gaaet ud over de Mange der grovelig havde compromitteret sig ved at tage Skules Parti og gjøre sig deelagtige i hans Stemplinger og Oprør, forsaavidt de da ikke, saaledes som f. Ex. Jon af Sudrheim, der, skjønt Haakons Frænde, dog havde taget Skules Parti, i rette Tid havde søgt Kongens Naade. Herpaa have tidligere Forskere ikke været tilstrækkelig opmærksomme.

Sagaen omtaler ganske vist nogle faa navngivne Varbelgers Drab. Muligviis ere heller ikke flere end disse faa blevne straffede paa Livet. Men det synes at maatte være klart, at desto flere ere blevne straffede paa sin Formue, med andre Ord ved Confiscation. Allerede den Kjendsgjerning er talende, at Kong Haakon gjorde det gjældende, at Snorre Sturlassøn i sin Egenskab af haandgangen Mand havde forbrudt sine Eiendomme paa det dengang uafhængige Island til Kronen, da han i 1239 mod Kongens Forbud havde forladt Norge og stemplet med Skule.[22] Det vilde dog have været besynderligt, om Kongen, naar han paastod, at en Islænding, der dog ikke havde ligefrem deltaget i oprøret med væbnet Haand, skulde have sin Eiendom forbrudt, samtidig skulde have skaanet norske Oprøreres Gods!

Ganske uden ethvert Vink har dog Sagaen ikke ladet os, thi idet Sturla under Aaret 1239 omtaler, at Ivar Lagmand i Throndhjem, der gav Skule Kongenavn, „fik lidet Gavn deraf“, uden at han dog har Lagmanden mellem de Faa, hvis Drab han nævner, maa heraf bestemt sluttes, at denne er bleven straffet paa Formue. Og sikkert har dette været Tilfældet med mange Flere.

Men nu Skules eget Gods? Vore ældre Historikere have slaaet sig til Ro med, at dette simpelthen gik i Arv til Kongen i dennes Egenskab af Skules Svigersøn og altsaa „eneste Arving“.[23] Herved glemmer man imidlertid, at hvis Hertugens Efterladenskab simpelthen skulde gaa i Arv, maatte jo ogsaa Dronningens Søster Rangrid være medberettiget. Dernæst opstaar (hvilket jeg dog henstiller til Retshistorikere af Fag nærmere at betragte) Spørgsmaalet om de Rettigheder, som her maatte tilkomme Hertugens Enke, Fru Ragnhild.

Hovedsagen bliver dog i mine Tanker den, at Hertugen var falden paa sine Gjerninger som Oprører. Kunde Nogen have gjort sig skyldig i „Landraad“, da vistnok han, og kunde der nogensinde foreligge et „Ubodemaal“, da sikkert her. Efter den strenge Ret har Skules Gods ligefrem været forbrudt under Kronen. Kongen tiltrængte ikke sin Dronnings Arveret for at komme i Besiddelse deraf. Det var Kronens lovlige Tilkommende, ligesaa vist, som senere i samme Aarhundrede det Gods, som forbrødes af Kongsfrænden Hr. Alf Erlingssøn Jarl, og i Begyndelsen af det følgende af en anden Kongsfrænde, Hr. Audun Hugleikssøn.

Men, som sagt, Sagaen tier. Den eneste Flig, der kunde synes at løftes os, have vi i en liden Oplysning fra ét Diplom, udstedt af Knut Jarl 1255. Af dette sees, at Skule havde givet en Gaardpart til Chorsbrødrene i Nidaros for sin anden Datters, Fru Ingerids, (Knut Jarls Hustrus) Sjel, men at denne Gave var fratagen Chorsbrødrene efter Jarlens Frafald.[24] Dette synes at antyde, at man er gaaet strengt frem ved Behandlingen af Skules Efterladenskab, og allermindst kan man tænke sig, at Skules Døtre, Dronningen og Rangrid, paa den Maade skulde have rokket deres Faders Disposition til Bedste for deres Søsters Sjel.[24]

Det synes i det Hele rimeligt, at Kong Haakon har gaaet frem efter Loven ligeoverfor Skules utvivlsomt til Kronen hjemfaldne Gods.

Men nu har man et Pavebrev angaaende Dronning Margretes Eiendomme. Da Forhandlingerne vare i Gang saavel om Haakons forestaaende Kroning som om hans paatænkte Korstog, udsteder nemlig Innocents IV en Bulle (Lyon, 6te Nov. 1246), hvori han tager under sit apostoliske Værn hans Dronnings Besiddelser. Samme Dag udstedes et Pavebrev til Erkebispen samt til Biskopperne i Stavanger og Bergen, i hvis Stifter altsaa Eiendommene findes, om at sørge for Efterlevelsen af det første Brev.[25]

Men Brevenes Udtryksmaade er gaadefuld. I Brevet til Dronningen heder det, at paa hendes Bøn har Paven taget under sin Beskyttelse omnia bona, quæ illustris rex Norvegiae, vir tuus, dotalicii nomine, prout spectabat ad ipsum, liberaliter tibi concessit. Udgiverne af Diplomatariet (Lange og Unger) have i sin Tid i Indholdsangivelsen oversat dotalicium ved „Morgengaven“, men at dette neppe er nøiagtigt, bør blandt andet sluttes af et ældre Pavebrev af 1217, ved hvilket Honorius III stadfæstede den Gave, som Valdemar II af Danmark skjænkede sin anden Dronning, Berengaria af Portugal. Her tales der om en donatio propter nuptias,[26] og medens det er klart, at der i dette sidste Tilfælde virkelig er Tale om en Morgengave, maa dotalicium i Brevet af 1246 rimeligviis forklares anderledes. Det maa have været en extraordinær Gave af Kong Haakon til den Dronning, med hvem han havde været gift i saa mange Aar, og det saa meget mere, som der indflettes Ordene liberaliter tibi concessit, hvilke Udtryk maa synes at udelukke Tanken om en sædvansmæssig og pligtmæssig Gave.

I Norges ældre Historie spille Dronningerne ingen meget fremtrædende Rolle i deres blotte Egenskab af saadanne, om end enkelte af dem ved deres Personlighed eller som Kongemødre kunne antages eller sees at have havt Betydning og Indflydelse. Ofte var Landet deelt mellem flere Konger, hvilket maatte forringe ogsaa deres Hustruers Stilling, og endnu oftere nøiede Kongerne sig med Friller uden at indgaa Ægteskab. Ikke kjender jeg noget Spor til, at nogen norsk Dronning, som ellers i Europa sædvanligt, strax har faaet sig anviist særskilte Besiddelser eller Livgeding. De have sandsynligviis maattet nøie sig med en „tilgjöf“ i Lighed med andre Hustruer. Først da den danske Kongedatter Ingeborg, der da ogsaa var Norges første kronede Dronning, i 1261 ægtede Magnus Haakonssøn, finder man et andet, med europæisk Sædvane mere stemmende Forhold. Thi nu seer man, at Magnus Aaret efter Brylluppet (1262) „for øst til Borg for at see til de Len, som Kong Haakon havde givet Fru Ingeborg ved hendes Bryllup“; det er ikke uden Interesse at see, at Lenet, hun fik, var Borgesyssel, thi dette har ogsaa baade før og senere været bortforlenet til Kongehuset nærstaaende Personer. Men noget saadant omtales ikke, hverken hvor Talen er om Sverres Dronning Margrete eller Margrete Skulesdatter.

Vender vi saa tilbage til Pavebrevet, maa der endnu tænkes paa Ordene: prout ad ipsum spectabat. „Prout“ maa formeentlig oversættes „forsaavidt“. Spectare ad aliquem betyder „bero paa En, tilkomme En“. Heri synes altsaa at ligge en Reservation. Vi vide nemlig, at det ialfald i senere Tider antoges som gjeldende norsk Statsret, at Gaver kunde tilbagekaldes af senere Konger; man erindrer særlig det bekjendte Tilfælde, da Magnus Erikssøn tilbagekaldte en af Haakon Magnussøn til Hafthorssønnerne given Forlening.

Det sandsynlige Resultat forekommer mig i Hovedsagen at være dette: Kongen har inddraget Skules Gods med Loven i Haanden, men han har saa bagefter overladt det eller en Del deraf til sin Dronning og villet, at hun skulde have det ikke som en Arv, men som frivillig ydet Gave, „dotalicii nomine“. Om og hvorvidt han ogsaa har betænkt hendes Søster Rangrid, maa staa derhen, men at saa har været Tilfældet, er vel det sandsynligste.

Vi have allerede ovenfor nævnt Dronningens Patronatsret til Kirker i Stavanger Stift. Alt, hvad jeg forøvrigt veed at sige om Margretes Eiendomme, indskrænker sig til, at hendes Søn, Kong Magnus, idet han, i sit indholdsrige og mærkelige Testamente ogsaa betænker Nonneseter Kloster i Bergen, omtaler, at Gaven til dette skal tages af hans Mødrenearv.[27] I levende Live har hun tilligemed sin Ægteherre skjænket Gaver (vistnok af Jordegods) til Allehelgens- og Catharinæ Hospitaler i Bergen[28] samt til Dragsmarks Kloster.

Men ikke alene den Fremgangsmaade, der rimeligviis blev fulgt med Hensyn til Skules Gods, er dunkel. Ogsaa om Kongens Forhold til hans Drab er Sagaen forbeholden. Man veed, at den Mand, som anførte det sidste Tog imod den til Throndhjem efter Nederlaget ved Oslo flygtede Hertug, var hans egen Frænde, men tillige bitre Uven Aasolv af Østraat. Denne tilligemed nogle flere navngivne Høvedsmænd sendtes af Kongen umiddelbart efter Skules Flugt nordover med femten Skuder. Sagaen lader os dog ikke ret vide, hvilke Instructioner Aasolv og hans Ledsagere have faaet. Flatøbogen[29] bruger den Vending, at de skulde drage nord til Throndhjem for at „erfare, hvilke Tidender der vare“, og i andre Redactioner findes ikke engang disse Ord. De Udsendte naaede til Throndhjem tidligere, end Skule havde ventet, og denne blev saa snart efter dræbt ved Helgeseter Kloster.[30] Erkebiskop Sigurd havde forsøgt at redde Hertugens Liv og foreslaaet, at han skulde faa Lov at drage til Kongen, og havde tilbudt Penge for at opnaa denne Indrømmelse, men dertil var af Birkebeinerne givet det Svar, at Erkebiskoppen da maatte sætte St. Olafs „staðr“, det vil altsaa sige Domkirken og alt, hvad der tilhørte denne og Erkestolen, i Pant. Til Skules Drab kom endvidere den slemme Ting, at dette var begaaet paa Klostrets Grund, og at man havde sat Ild paa dette; Begivenheden har en mærkelig Lighed med Hr. Olaf Nilssøns Drab i Bergen 1455 og Munkelivs Brand under fuldkommen lignende Omstændigheder. Den følgende Dag bad Aasolv og hans Fæller Erkebiskoppen om Absolution, og han gav den modstræbende og kun midlertidig, „at de kunde være sammen med andre Mænd, indtil de traf Kong Haakon og fik vide, hvad han vilde gjøre ved denne farlige Sag“ (hverju hann vildi af sér skipta um þessi stórvirki.[31] Hvad der skal forstaaes ved þessi stórvirki, siges ikke; man lades i Uvished, om der skal menes baade Klostrets Ødelæggelse og dets Profanation ved Drabene (hvad der nærmest var en Fornærmelse mod Kirken og Erkebiskoppen som Helgeseters Overherre) og Drabet i og for sig. Og hvad Kongen behagede af sér at skipta, – derom faar man siden ikke et Ord at høre! Men erfarer kun, at Aasolv i et Brev underrettede Haakon om, hvad der var skeet, og man seer, at i det følgende Aar er det ikke Aasolv, men Jon Tviskaven, der optræder paa Kongens Vegne mod nogle faa navngivne Varbelger. Tausheden kan vistnok alene være forsætlig; det har været den efter Kong Magnus Haakonssøns Instructioner skrivende Sturla Thordssøns Hensigt her ikke at give nærmere Besked og navnlig ikke at udtale noget om, hvad Magnus’s Fader har befalet eller villet med Hensyn til, om Skule, Magnus’s Morfader, skulde dræbes eller hans Liv spares.

Men Et er paafaldende. Aasolv var Hovedmanden for Toget, og hans Medhøvdinger paa dette angives i Sagaen at have været: Ivar Peterssøn, Arne Blakk, Klemet af Holm, Olaf Kidlingsmule og Baard Groessøn. Naar undtages denne sidstnævnte, der leilighedsviis nævnes under Aar 1257 (hvor man erfarer, at han var fra Hardanger), omtales ingen af disse Personer senere af Sagaen, ikke engang den høibyrdige og mægtige Aasolv selv! De forsvinde af Historien, uagtet de Fleste af dem tidligere flere Gange er nævnte. Dette maa nødvendigviis fremkalde Forestillingen om, at de saa langtfra ikke have faaet nogen Belønning,– at de snarere ere faldne i Unaade. Og det ligger nær at tro, at det har været Hensynet til Dronning Margretes naturlige Følelser og den Indflydelse, hun i Forbindelse med sine Frænder kan have øvet, som her har gjort sig gjældende.

Overhoved har den triste Begivenhed i Helgeseter uden al Tvivl kastet lange Skygger ned gjennem Resten af Haakons Tid. Det er endog ikke aldeles umuligt, at den i nogen Grad kan have paavirket Forholdet mellem ham og hans egne Børn, og overhoved synes Kløften mellem Skules Venner og hans Fiender at have været mærkbar længe efter 1240. Hvad jeg her støtter mig til, er Sagaens Ytringer i Anledning af Magnus Haakonssøns Kroning i 1261. Her var der kjendelig mellem den gamle Konges Raadgivere to Partier, af hvilke det ene anbefalede, det andet fraraadede, at Sønnen allerede nu skulde „vies under Kronen“, og Haakon betror selv sin Søn, at de, der fraraadede det, vare de samme, som tidligere ikke havde arbeidet for et godt Forhold „mellem mig (Haakon) og Eders (Magnus’s) fremfarne Frænder, hvilket Gud forlade dem.“ At der mellem disse Frænder (der vare Magnus’s og ikke Haakons Frænder), først og fremst maa tænkes paa Skule, kan jo ikke være tvivlsomt. Skal man tænke paa nogen af Haakons daværende Raadgivere, ligger det jo nærmest at vende Blikket mod Skules gamle Uven Gaut Jonssøn, der forøvrigt var saa anseet, at han, uagtet intet Familieforhold mellem ham og Kongehuset kjendes, kom til at bære Sværdet ved denne Magnus’s Kroning. Det er ellers i det Hele besynderligt, at Nogen har villet fraraade Kongen at lade sin Søn, der dog allerede bar Kongenavn og var den præsumtive Thronfølger, krone, og man skulde tro, at de selv maatte have indseet, at de herved maatte støde Magnus og udsætte sig for hans Ugunst i Fremtiden. Der maa imidlertid hos dem have raadet en Frygt for, at Magnus maaskee skulde benytte den større Anseelse og Magt, som Kroningen kunde bringe ham, i deres sandsynlige Modstanderes Interesse. Kongen forsikrer selv Magnus, at han havde været ham en god Søn og „tjent ham kjærligen.“ Det er vel nok, men hvortil en saadan Forsikring naar der ikke mellem Fader og Søn havde været et saart Punkt, et alta mente repostum, hidrørende fra Morfaderens tragiske Historie, hvilken selvfølgelig Dronning Margrete aldrig har glemt.

Man finder i Tiden efter 1240 altid Margrete og Haakon sammen, thi hun omtales jevnlig som hans Ledsagerinde paa Reiserne rundt i Landet, hvor vistnok Bergen var den hyppigste Residents, dog saa, at Hoffet stundom opholdt sig ogsaa i Nidaros, Tønsberg og Oslo. Men skjønt Dronningen ved Faderens Fald kun var omtrent 30 Aar gammel, hører man ikke om, at hun efter den Tid har født Kongen Børn. At hun i 1247 ikke blev kronet tilligemed denne,[32] bør derimod ikke lægges Vegt paa. Heller ikke Kong Sverre havde ladet sin Dronning krone, uagtet hun dog var Erik den helliges Datter. Fra 1245 finder man i Sturlunga Saga et lidet, men ret interessant Træk om Margrete. Det islandske Brushoved, Thorgils Skarde, der tilhørte Sturlungernes Æt, kom da til Hoffet. Kongen, der kjendte hans ubesindige Færd, modtog ham ikke meget naadig, men den just tilstedeværende Dronning, „der var Sturlungernes Ven, som hendes Fader havde været“, lod Thorgils faa Plads paa en Skammel ved sine Fødder, og da Kongen gjorde ham Bebreidelser for hans Fremfusenhed, var Margrete strax tilrede med de venlige Ord: „Sligt hænder ofte unge Mænd“. Og nogen Tid efter, da der opkom en Ildebrand i Bergen og Thorgils ved den Leilighed opførte sig modigt og raskt, sendte Dronningen ham strax sex Alen Skarlagen til en ny Klædning.[33]

Margretes bedste Glæde har visselig været hendes tre gjenlevende Børn, der alle synes at have været meget haabefulde. Den ældste, Haakon, bar allerede forlængst Kongenavn og var aabenbart en meget lovende ung Mand, der bl. A. synes at have havt literære Interesser og endog af en berømt fremmed Historieskriver, der ved den Tid besøgte Norge, roses for sit smukke Ydre og elegante Væsen.[34] I 1251 havde Haakon Bryllup i Oslo med den svenske Jarledatter Richiza, der nu som yngre Dronning levede i daglig Berøring med sin Svigermoder, Dronning Margrete, og snart fødte Sønnen Sverre. Men længe varede det ikke, før store Sorger hjemsøgte Kongehuset. I 1257 døde den femogtyveaarige unge Kong Haakon, og samme Aar maatte Margrete see sin eneste Datter, Christina, drage til det fjerne Castilien. Fire Aar senere (1261) døde saa Junker Sverre, og i det følgende Aar fik man det Budskab, at Christina – efter et, som det synes, barnløst og neppe lykkeligt Ægteskab – havde fundet en tidlig Grav i Spanien. Nu var Kong Magnus Kongeparrets eneste Barn og Arving. Han var 1261 gift med den ovennævnte Ingeborg af Danmark.

1263 drog Kong Haakon ud paa det Vesterhavstog, hvorfra han ikke skulde vende tilbage. Naturligviis var Magnus, allerede forlængst endog en kronet Konge, Regent under Faderens Fraværelse, men af Sturlunga Saga[35] see vi, at der ved hans Side var indsat at særligt Raad, bestaaende af Dronning Margrete og (hendes Faders gamle Uven) den mægtige Lendermand Gaut Jonssøn af Mel.

Den 22de Marts 1264 fulgte Margrete sin Ægteherres jordiske Levninger til Graven i Bergens Christkirke, og allerede samme Aar gjør hun, ledsaget af sin Søn, en Reise til sin Faders Stiftelse, Nonneklostret paa Rein.[36] Man maa formode, at dette kun har været et kortere Besøg, og naar det tre Aar senere (1267) i en af de islandske Annaler heder: Margrét Skúla dóttir dróttning fór til Reins,[37] kan vel dette ikke forklares anderledes end ved at antage, at hun først nu har taget Bolig for stedse paa dette Sted, der ved hendes Æts Traditioner og hendes Ungdomsminder maa have været hende saa dyrebart. Siden hører vi intet andet om Dronning Margrete, end at hun døde 1270.[38] Man maa her, som saa ofte, meget beklage, at Magnus Haakonssøns Saga for den allerstørste Del er tabt. Dens Forfatter Sturla Thordssøn har neppe undladt at skjænke hende, hvem han jo selv i sin Æts Saga kalder „Sturlungernes Ven“, en meget nærmere Omtale ved hendes Bortgang.

Reins Kloster besad endnu indtil ganske kort før sin Undergang blandt sine Klenodier en Guldkalk, som „en fremfaren Dronning af Norge“ havde skjænket det. Erkebiskop Olaf tog denne Kalk til sig 1531.[39] At dette var en Gave fra Margrete, er vel neppe tvivlsomt.

Ogsaa en nærmere Omtale af Margretes yngste Søster Rangrid vilde her have været paa sin rette Plads. Jeg har imidlertid allerede før skrevet om hende og vil derfor alene henvise hertil.[40] Jeg vil alene tillægge, at hvis mine Conjecturer ere rigtige, tør man rimeligviis ogsaa antage endnu nogle flere bekjendte Personer for Efterkommere af Fru Rangrid og derigjennem af Reinsætten. Det er nemlig høist sandsynligt, at den Ingeborg Munaansdatter, der tilligemed sin (formodentlig danske) Mand, Nicolas Plogpenning, længe havde tjent Hertuginde Ingeborg, Haakon V.s Datter, og som derfor af denne 1346 fik en Gaard i Bergen som Gave under visse Forbehold, har været en Datter af den Ridder, Hr. Munaan Baardssøn, som af mig i min nys citerede Afhandling er antagen for en Efterkommer af Munaan Biskopssøn og Fru Rangrid.[41] Rimeligviis er denne i Kongedatterens Tjeneste staaende og med hende formentlig langt ude beslægtede Ingeborg Munaansdatter opkaldt enten efter Hertuginden selv eller efter dennes Bedstemoder Dronning Ingeborg. Hertuginden kom tidlig bort fra Norge, og hendes personlige Bekjendtskabs- eller Venskabskreds der har neppe været stor. Naar man saa erfarer, at den senere Erkebiskop Paal Baardssøn ligeledes (1325) var i fortrinlig Grad yndet af Hertuginden,[42] ligesom ogsaa af hendes Søn, Kong Magnus Erikssøn, ligger det nær at formode, at han har været en Broder af Hr. Munaan Baardssøn og altsaa ligeledes maaske en Descendent af Fru Rangrid.

VI.

Kong Inge Baardssøn har, saavidt man kan forstaa, aldrig været gift. Han efterlod imidlertid en uægte Søn, Guttorm, der tildels blev opdragen sammen med den senere Konge Haakon Haakonssøn, hvem Inge holdt lige med sin egen Søn i Henseende til Klæder o. s. v. Guttorm, der beskrives som hastig af Sind i Modsætning til den tidligt modne Haakon, angives i Faderens Saga at være født 1206 og altsaa at have været to Aar yngre end sin Pleiebroder og Frænde. Hans Udsigter til Thronen vare altid kun smaa. De fleste Birkebeiner ansaa med Føie Haakon for langt mere berettiget, hvorhos Kong Inge selv ved et Forlig med Halvbroderen Haakon Galen havde indrømmet dennes ægtefødte Søn Fortrinet; denne Overenskomst blev vistnok senere ikke respecteret, men det hjalp ikke Guttorm. Sin værste Rival havde Guttorm nemlig i sin ærgjerrige Farbroder, Skule, der skjønt ikke hørende til Kongehuset mente at være Halvbroderens Arving ogsaa til Norges Rige. Ved Inges Død blev da Guttorm i enhver Henseende skudt tilside; Skule tilegnede sig nemlig hele Inges private Efterladenskab, og da den unge Kong Haakon blev nødt til at indrømme en Deling af Riget, var det atter Skule, som gik af med Byttet.

Fra nu af er der i den eneste Kilde kun en eneste Gang Tale om Guttorm. Man seer nemlig, at han i 1223 gjorde sine formentlige Krav paa Riget gjeldende ved det store Møde i Bergen, men ikke fandt Støtte hos Nogen. Alt, hvad han opnaaede, var, at hans Navne (muligviis hans Slægtning?) Erkebiskop Guttorm ved Mødets Slutning henstillede til Kong Haakon at „være god mod sin Frænde Guttorm“. Hermed forsvinder Kongesønnen af Historien, thi det er vel lidet tænkeligt, at den Sysselmand “Guttorm Fjonk“, der 1226 dræbtes af Ribbungerne, har været identisk med Guttorm Ingessøn, skjønt han udtrykkelig i Sagaen kaldes „Kongens Frænde“. At Guttorm Kongssøn er død i en ung Alder, er vistnok rimeligst, da han vel ellers ikke kunde være bleven saa ganske ubemærket og navnlig neppe havde kunnet undgaa, i Lighed med sit Sødskendebarn Junker Knut, at inddrages i Kampen mellem Haakon og Skule.

Trods Kildernes Taushed mener jeg dog at have fundet et Spor til Efterkommere af vor Guttorm endnu mod Aarhundredets Slutning.

I den senere Tid af Kong Magnus Haakonssøns Regjering og nedigjennem Sønnen Kong Eriks Tid forekommer en Hr. Guttorm som en ret fremskudt Personlighed. Han er 1277 Vioecantsler og i 1287 Baron. Før 1307 er han død og har neppe efterladt Afkom.

Hr. Guttorm fører det samme Vaaben som det, der føres af Baronen Hr. Jon Brynjulfssøn af Hvaal i Sogndal, der var Sønnesøn af Kong Sverres trofaste Tilhænger Jon Staal, senere Lendermand. Men Hr. Guttorm nævnes aldrig ved sit Fadersnavn, altid derimod metronymisk, almindeligviis Guttorm Gydassøn. Man maa derfor formode, at han, som i Regelen Tilfældet er med Personer, der nævnes efter sin Moder, har havt et fornemmere cognatisk, end agnatisk Udspring. Prof. G. Storm har i sin Fortegnelse over Norges Lendermænd[43] udtalt den Mening, at Guttorms Moder har tilhørt Hvaals-Ætten. Men man maatte da antage, at en Kvinde af denne Æt havde været gift med en Parvenu eller dog mindre fornem Mand, men saa kan ikke være Tilfældet med Guttorms Moder, da hun kaldes Frue, hvilket forudsætter, at ogsaa hendes Mand maa have været i høi Stilling. Og da indsees ikke, hvorfor hendes Søn under almindelige Omstændigheder skulde foretrække at kalde sig ved Moderens fremfor ved Faderens Navn.

Jeg tror at have fundet Løsningen af dette Spørgsmaal gjennem Granskning af et ogsaa i andre Retninger meget interessant Diplom af 25de Juni 1287[44], ved hvilket der tilsikres Marsk Stig og syv andre fredløse danske Riddere og Svende Beskyttelse i Norge. Mellem dem, der med Kong Erik og hans Broder Hertug Haakon besegle dette Brev, forekommer (som No. 6 af 7 Baroner og umiddelbart efter Hr. Jon Brynjulfssøn af Hvaal) vor Guttorm. Men han kalder sig her ikke Gydassøn, hvad han overhoved neppe har gjort, men derimod Gothormus Guritheson. Sigillet var allerede, førend Originalen brændte, beskadiget, men Arne Magnussøn kunde dog læse Ordene: Sigillum ... tormi filii .... s dome, hvilke utvivlsomt kunne og maa restitueres og udfyldes saaledes: Sigillum Guttormi filii Gudridis (vel Gyridis) omine. Moderens Navn maa altsaa have været Gudrid eller Gyrid, og „Gyda“ have været en Art Forkortelse eller skjødesløs Afændring deraf.

Man maa altsaa af Hensyn til Vaabenet tro, at Hr. Guttorm paa fædrene Side har været nær beslægtet med, sandsynligviis endog samfædre Broder af Hr. Jon Brynjulfssøn, men at som sagt Guttorms Moder har været fornemmere end Faderen. Naar nu hertil kommer, at den i Peder Claussøns Oversættelse bevarede udførligere Saga om Haakon Sverressøn, Guttorm og Inge heldigviis angiver Navnet paa Guttorm Ingessøns Moder, og at hun hed netop Gyrid,[45] bliver der en til Vished grændsende Sandsynlighed for, at den yngre Gudrid eller Gyrid, Baronen Hr. Guttorms Moder, har været Kongesønnens Datter og opkaldt efter sin Farmoder. Vi have da følgende Stamtavle:

Kong Inge († 1217), Frille Gyrid

Guttorm, død efter 1223.

Fru Gudrid (Gyrid, Gyda) rimeligviis g. m. Brynjulf af Hvaal.

Guttorm Gudridssøn (Gydassøn) Baron g. m. Jarthrud. (Ikke Børn).

Brynjulf Jonssøn af Hvaal, der saaledes maa antages for at være Hr. Guttorm Gydassøns Fader, maa have været gift flere Gange. Han efterlod ved sin Død en Enke, Fru Ragnhild, der ikke meget senere indgik nyt Ægteskab med en Islænding, Hr. Thorvard Thorarenssøn,[46] og derfor rimeligviis har været meget yngre end sin første Mand, der ved sin Død maa have været ret gammel. I et tidligere Ægteskab har han da været gift med Gudrid (Gyda), Hr. Guttorms Moder. Dette Ægteskab med en Kongefamilien saa nær staaende (eller, da hun var Inge Baardssøns Sønnedatter, rettere sagt Kongefamilien tilhørende) Dame har vistnok skaffet ham den ærefulde Plads, han indtog ved Haakon Haakonssøns Kroning 1247. Skjønt dengang i Anciennetet først No. 7 af 9 tilstedeværende Lendermænd, blev han nemlig No. 2 af de 4 blandt Lendermændene, der nød Æren af at indbære første Ret ved Kroningsgjestebudet; den første var Munaan Biskopssøn, i hvem jeg, som i en tidligere Afhandling paaviist,[47] tror at kunne see Ragnrid Skulesdatters Mand. Atter ved Kroningen 1261 see vi ifølge Sagaen Hr. Brynjulf fremdragen, og det i endnu høiere Grad, idet han nu er en af de to, der bære Sceptrene; den anden er Erling Alfssøn, der var Hertug Skules Søstersøn og altsaa den da kronede Konge, Magnus’s Sødskendebarn; ved den forrige Kroning 1247 var dette Hædershverv overdraget Kong Haakons uægte Søn Sigurd og hans sandsynlige Svoger Munaan. Dette gjør det altsaa end mere paatageligt, at Hr. Brynjulf har været besvogret med Kongefamilien. Da Hr. Brynju1fs Søn Hr. Jon i Modsætning til Hr. Guttorm nævner sig efter sin Fader, har han maaskee været Søn af et forskjelligt Ægteskab, og i saa Fald maa rimeligviis Hr. Brynjulf antages at have været tre Gange gift.

Da Hr. Guttorm „Gydassøns“ sandsynlige Broder Hr. Jon døde (uvist hvilket Aar, men efter 1295), efterlod han ikke Livsarvinger, men arvedes af Søstre og Søsterbørn.[48] Hr. Guttorm Gydassøn selv har, som ovenfor udtalt, ogsaa rimeligviis været barnløs. Hans Enke, Fru Jarthrud, oprettede i 1307 sit Testamente, der er bevaret og findes i D. N. II No. 85. Af dette erfare vi, at Paal Erikssøn (Kong Haakon Magnussøns Merkesmand) er hendes Brodersøn, at hun har en Broder Hr. Asle, og at hun selv sandsynligviis har hørt hjemme i Valders, af hvis Kirker hun betænker nogle, og hvor hun siger sig at have trængende Frænder. Hun har Eiendomme paa Romerike, af hvis Kirker hun betænker Ullensakers, ved hvilken Hr. Guttorm maaskee er begraven, da Gaven til denne Kirke gives for hans Sjel.

Efter at det Ovenstaaende allerede var nedskrevet, er fremkommet endnu et Indicium, der bestyrker min, som jeg tror, temmelig sikre Antagelse, at Hr. Guttorm Gydassøn nedstammer fra Kong Inge. I den nye Udgave af Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse, som Prof. G. Storm nylig har besørget, vil man nemlig[49] finde „Hr. Guttorm Gødesens“ Vaaben afbildet efter et Sigil, som Absalon har seet. Her seer man over Sverdet, Hvaals-Ættens Vaaben, anbragt – en Krone. Jeg veed ikke at forklare Anbringelsen af denne paa anden Maade end den angivne og derved vistnok til Evidents godtgjorte.


Efterskrift.

1. Med Hensyn til de to ovenfor (S. 220) benyttede Diplomer (D. N. II. No. 10 og I. No. 60) bør følgende bemærkes:

D. N. II. No. 10 foreligger – hvad Udgiverne ikke have været opmærksomme paa – i en dobbelt Skikkelse, først paa Norsk, saaledes som det er gjengivet i Diplomatariet, men dernæst ogsaa paa Latin, i hvilken Form det allerede i 1762 er offentliggjort af G. Schøning i hans Beskrivelse af Throndhjems Domkirke, Anhanget S. 30–31; Schøning tilføier: “translatum ex Norveg.“, men det er øiensynligt, at Oversættelsen er gammel og vel samtidig.[50] Den latinske Redaction har en Tilføielse, som ikke er uden al Betydning. Medens der i det norske Diplom kun siges, at den af Skule for Datteren Ingerids Sjel skjænkede Gaard „gekk undan þeim brœðrum epter fráfall jarlsins“, heder det i det latinske: fratres per sententiam judicis post mortem dicti ducis amiserunt. Omtalen af en saadan Dom i Anledning af Skules Dispositioner efter hans Død, en Dom, der alene kan tænkes hævdet paa Kongens Vegne, synes at bestyrke min Mening om Inddragningen af Skules Gods.

Hvad Dipl. I. No. 60 angaar, have Udgiverne – jeg indseer ikke, af hvilken Grund – henført det til 1265, dog med Tilføielse af et Spørgsmaalstegn. Men hvad der maa lægges Mærke til, er, at Magnus Haakonssøn her ikke kalder sig Konge, men alene „Magnus sunr Hakonar konongs“. Heraf maa man slutte, at Diplomet ikke kan være yngre end 1257, da Magnus i dette Aar fik Kongenavn efter sin ældre Broder, den unge Haakons, Død. Magnus maa altsaa antages som ganske ungt Menneske (og i Knut Jarls levende Live) at have tilbyttet sig en Gaard i det Nordenfjeldske og maa derfor have havt Eiendomme der allerede dengang, maaskee efter overdragelse af Moderen, Dronning Margrete.

2. Saavel i nærværende Afhandling, som tidligere,[51] har jeg af Sagaens Beskrivelse af Ceremoniellet ved Kroningerne 1247 og 1261 ment at kunne drage Slutninger om nogle ved disse særlig fremtrædende Lendermænds sandsynlige Slægtskab eller Svogerskab med Kongehuset. Navnlig har jeg ment at kunne antage et saadant om de fire Lendermænd, der 1247 indbare den første Ret ved Kroningsmaaltidet: Munaan Biskopssøn, Brynjulf Jonssøn, Gunnar Kongsfrænde, Sigurd Biskopssøn. Med Hensyn til den sidste havde jeg dog hidtil ingen bestemt Formodning, skjønt det jo altid var mærkeligt, at han, den niende af Anciennetet mellem ni Lendermænd, dog var af de fire fremdragne.

Nu mener jeg dog at have fundet et Spor til, at Sigurd Biskopssøn har været gift med en Kvinde af Kongeblod, skjønt jeg ikke kan paavise hendes Navn.

Mellem de talrige Herrer, som vare samlede i Oslo 1319 i Anledning af Magnus Erikssøns Thronbestigelse, er der ogsaa en Hr. Sigurd Jonssøn. Han førte i sit Vaaben en Bispestav under en Bispehue og en Krone.[52] Tiden passer ganske for en Sønnesøn og Navne af Sigurd Biskopssøn, hvis Fader som bekjendt var Erkebiskop Peter af Husastad. Og Vaabenet betegner paa een Gang en Descendent af en Biskop og af et Medlem af Kongehuset.

3. Om Hr. Guttorm Gydassøn kan endnu anføres, at han tilligemed Bjarne (Erlingssøn) og Thore Biskopssøn opføres paa en Liste over fornemme Personer, for hvem og for hvis Familie Prædikebrødrene i hele Provinsen Dacia (ɔ: de tre nordiske Riger) skulde gjøre Forbøn. See Kirkehistoriske Samlinger (1 R.) I. S. 563.

Samtidig med Hr. Guttorm levede en Eystein Gydassøn, der tilligemed en Søn og dennes Hustru tages i Beskyttelse af Hertug Haakon 1293 i Oslo (D. N. III. No. 33). I 1283 omtales han (ligeledes i Oslo) og hedder her Eystein Gudridarsun (D. N. II. No. 197 pag. 20); ogsaa her variere altsaa Navnene Gudrid og Gyda. Skjønt denne Eystein siges at have hørt til de bedre Samfundsklasser, er det dog vel tvivlsomt, om han kan antages for en Broder af Hr. Guttorm.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Hertil maa det sigte, naar der i Haakon Haakonssøns Saga fortælles, at Aamunde Remba, da Hertug Skule lod sig give Kongenavn, “opregnede hans Æt ligetil den hellige Olaf“.
  2. Som et Exempel paa, hvilke Galskaber Folk kunne falde paa, hvor det gjelder deres egen Familie, kan anføres, at Biskop Krog i Throndhjem († 1731) mente at nedstamme fra denne Ketil Krok! Gjessings Jubellærere I. S. 371.
  3. N. F. Hist. II. S. 602 fgg.
  4. Munch forstod Beretningen om, at Eldrid havde et Barn med Magnus, derhen, at hun havde været hans “Dronning“, hvilken overilede Antagelse nys er bragt ud af Historien igjen af G. Storm, see Norsk hist. Tidsskr. 3 R. II. S. 99–100.
  5. I de udførlige Oplysninger om Baards Afkom i Inges Saga, der dog ikke kjender Ulfhild Paalsdatter, anføres Sigrid ikke som Barn af nogen af Baards to senere Hustruer.
  6. I Kongefamilien kan det nemlig ikke søges, da Gudleik vistnok i saadant Tilfælde ogsaa var bleven betegnet i Lighed med saa mange andre som „Kongens Frænde“.
  7. Jeg har forelagt Prof. Sophus Bugge det Spørgsmaal, om Opkaldelsen Inge efter Ingemar kunde kaldes urimelig. Han var enig med mig i, at der ikke var nogen Grund til at finde en saadan Navneovergang paafaldende.
  8. Norsk hist. Tidsskr. 2 R. IV, S. 144.
  9. Norske Kongers Chronica S. 542.
  10. Norges Kongesagaer, overs. af Munch og Rygh. II. S. 216.
  11. Storm har ikke opført ham paa sin Fortegnelse over Lendermændene. At P. Claussøns “Lenshøvding“ af ham selv er meent = Lendermand, synes dog at fremgaae deraf, at han (S. 541) siger om Baard Guttormssøn, at “han var en Lenshøvding, som hans Forældre havde været før hannem“.
  12. Storm i Hist. Tidsskr. 2. R. IV. S. 175, 177.
  13. Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1875. S. 97.
  14. Dipl. Norv. I. No. 51. Munch mener at kunne henføre Brevet til 1243 af den Grund, at Kongen da var i Stavanger, men det kan jo meget vel være udstedt paa et andet Sted, f. Ex. i Bergen.
  15. Dipl. Norv. I. p. 53.
  16. Dipl. Norv. I. No. 36.
  17. Dipl. Norv. VIII. No. 6. Kgl. Capeller i Stiftet vare Avaldsnes, Sørbø, Eikundasund og Huseby paa Lister. Men hvilke tre af de fire Margrete har besiddet, kan ikke siges.
  18. Nys har den danske Historiker M. Mackeprang i Dansk hist. Tidsskrift 6. R. VI. S. 139–204 leveret en Afhandling om „de danske Fyrstelen“. Her omtales Halland, der som bekjendt oftere gaves som Len, omstændeligt, uden at der er Tale om Skule som dansk Vasal. Derimod havde virkelig Knut Jarl en Forlening i Halland (dog kun nogle Gaarde). See Scr. R. D. VII. p. 536.
  19. N. F. Hist. B. III. S. 744–745.
  20. Navnet er engelsk, og man kunde derfor tænke paa Lyse Kloster, der stod i stadig Forbindelse med sit engelske Moderland.
  21. Sturlunga Saga ed. by Gudbr. Vigfusson. Vol. I. pag. 356.
  22. Som bekjendt skal Skule, da Snorre forlod Norge, – naturligviis i al Hemmelighed – have givet denne Jarleværdighed; han kaldes derfor „følgsnarjar“. Allerede Munch har rigtig bemærket, at dette maa oversættes med „hemmelig Jarl“. Ikke desto mindre har den vistnok lærde og fortjente, men stundom høist phantastiske Gudbrand Vigfusson fundet for godt at forklare Ordet af Folskn (Øen Storfosen ved Udløbet af Throndhjemsfjorden)!! Snorres Jarleværdighed minder lidt om de Grevepatenter o. s. v., udstedte af de Stuartske Prætendenter, som en og anden skotsk Jacobit omhyggelig gjemte paa i forrige Aarhundrede.
  23. Saaledes f. Ex. Lange, De norske Klostres Historie. 2. Udg. S. 316, anden Note.
  24. 24,0 24,1 Dipl. Norv. II. No. 10. Med dette Diplom kan sammenholdes Dipl. Norv. I. No. 60. Knut Jarl havde ved en ny Gave til Bedste for sin Frues Sjel holdt Chorsbrødrene skadesløse. Kong Magnus havde taget Knuts Gave til sig, men gav senere Chorsbrødrene et nyt Vederlag. Heraf skulde man slutte, at Kongen blev Jarlens Arving,.idetmindste til hans norske Gods; en anden Sag kan det være med, hvad han sandsynligviis har eiet i Sverige. Knut havde vist ikke Børn med den som ganske ung bortkaldte Fru Ingerid og vides ikke senere at være bleven gift. Imidlertid maa han dog have havt en Datter Cecilia (aabenbart opkaldt efter hans Farmoder, Cecilia Sigurdsdatter), der siden havde Eiendomme i Sverige. See herom svensk hist. Tidskr. VIII (1888) S. 368.
  25. Dipl. Norv. I. No. 35, 36.
  26. Hans Olrik, Konge og Præstestand i den danske Middelalder II. Kbh. 1895. S. 12.
  27. Ex bonis, quae nobis ex materna hereditate attinere dignoscentur. Dipl. Norv. IV. p. 5.
  28. Dipl. Norv. II. p. 13, 16.
  29. III. S. 157.
  30. Blandt dem, som dræbtes med ham, nævnes allerførst Sone Sik. Denne Mand forekommer ikke førend i denne Kongens og Hertugens Feide. Allerede Navnet gjør det sandsynligt, at han ikke har været en Nordmand, og da man i svenskt Diplomatarium II p. 231 ved 1297 finder en Suno dictus Sik, ligger det nær at antage denne for en Frænde af Skules Ven, der saaledes rimeligviis har været en Svenske.
  31. Flatøbogen III. p. 162.
  32. Jeg er ingenlunde uopmærksom paa, at der i et Kildeskrift, Aron Hjørleifssøns Saga (see Biskupa Sögur I. p. 638) udtrykkelig siges, at Cardinal Vilhelm kom til Norge þess erindis at kóróna Hákon konúng ok Margrétu drotningu, men tør ikke ligeoverfor Sturla Thordssøns Taushed i Haakons egen Saga heraf slutte, at Margrete virkelig er bleven kronet.
  33. Sturlunga Saga, ed. by Gr. Vigfusson vol. II. p. 111–112.
  34. Matthæus Parisiensis (Chronica majora, ed. Luard, V. p. 651) kalder ham adolescens speciosus.
  35. Ed. Vigfusson vol. II. p. 269.
  36. Fragmentet af Magnus Haakonssøns Saga.
  37. Isl. Annaler, udg. af G. Storm p. 137.
  38. Sammesteds paa flere Steder.
  39. Dipl. Norv. X. No. 630.
  40. Norsk hist. Tidsskr. 3 R. III.
  41. Dipl. Norv. I. No. 300. Af D. N. II. No. 312 sees, at Gaarden igjen (før 1352) var hjemfalden til Hertuginden ved den barnløse „Fru“ Ingeborg Munaansdatters Død.
  42. Dipl. Norv. X. No. 19.
  43. Norsk historisk Tidsskr. 2 R. IV. S. 181.
  44. Dipl. Norv. III. No. 24. Originalen brændte 1728, men heldigviis var den copieret og Sigillerne beskrevne af en Mand som Arne Magnussøn.
  45. Norske Kongers Chronica, Kbh. 1663 S. 581 (Norges Konge-Sagaer efter 1177. Overs. af Munch og Rygh. S. 243).
  46. Dipl. Isl. I. S. 667.
  47. Norsk hist. Tidsskr. 3 R. III.
  48. Dipl. Norv. VI. No. 84.
  49. Historisk-topografiske Skrifter om Norge og norske Landsdele, forfattede i Norge i det sextende Aarhundrede. Chra. 1895. S. 92.
  50. Hvor Schøning har fundet sit latinske Diplom, oplyser han ikke.
  51. Norsk hist. Tidsskrift 3 R. III. S. 413.
  52. Samll. til d. N. F. Spr. o. Hist. I. S. 167. Meddeleren (Munthe) mener, at Vedkommende skulde være en Søn af Erkebiskop Jon Raude, hvilket er alt andet end sandsynligt. Han mener nemlig, at Jon Sigurdssøn maatte være en Biskops Søn, hvilket jo ingenlunde er nødvendigt, da Vaabenet jo ligesaa vel passer paa en Biskops Descendent i et senere Led.