Hopp til innhold

Nogle Bidrag til Baahuslens Historie i Overgangstiden fra dansk-norsk til svensk Herredømme

Fra Wikikilden
I.

For mindre end halvtredie hundrede Aar siden var den brede og mægtige Havbugt, der fra Syden af spalter daa skandinaviske Halvø for tilsidst at ende i den forholdsviis smale Christianiafjord, endnu paa begge Sider omgiven af norske Kyster. Det gamle Navn paa denne Havbugt var, som bekjendt, Viken. Den senere Benævnelse, Skagerak, er som ogsaa enkelte andre Navne paa nordiske Farvande (Kattegat, Drogden) af hollandsk Oprindelse. Hollænderne havde ogsaa et andet Navn paa Havbugten, idet de kaldte den „Sack von Norwegen“[1], hvorved den betegnedes som en cul de sac, i hvilken Seiladsen tilsidst lukkede sig ved Oslo; Fjorden, der fører op til Norges Hovedstad, kaldtes paa Hollandsk stundom Zoon-water[2] efter Ladestedet Soon. Herhjemme kaldte man i senere Tider Havbugtens Østkyst Vigsiden og dens vestkyst Agdesiden („Side“ var Datidens Udtryk for „Kyst“), Navne, af hvilke det første nu synes at være gaaet heelt, det andet halvt i Forglemmelse.

Tabet af Vigsiden (Baahuslen) er det betydeligste Landetab, som Norge nogensinde har lidt. I reel Betydning overgaar dette Landskab, der nu tæller omtrent 180,000 Indbyggere, langt Jemtland, Island, Færøerne, Hetland og Orknøerne tilsammen. Det var ikke noget Biland, som Norge mistede i 1658, men en heelt og fuldstændig norsk Provinds, der i enhver Henseende var en virkelig Deel af Riget og stedse havde havt den samme, aandelige og verdslige Udvikling, som det øvrige Land. Dets Overgang til svensk Nationalitet skede dog ret hurtigt og uden synderlig Vanskelighed, et glædeligt Vidnesbyrd om det nære Folkeslægtskab, og nu er der saavel i Sverige som her kun faa, der erindre det gamle Grændseskjel, om dette end i selve Landskabet ikke ganske kan gaa ud af Bevidstheden[3].

Men har end Baahuslen forlængst ophørt at være en Deel af Norge, er og bliver dog dets Fortid en Deel af Norges, tildeels Danmark-Norges Historie, og den kan kun forstaaes og fremstilles med det stadige Hensyn for Øie, at Landskabet først i en forholdsviis seen Tid er bleven et Stykke af Sverige.

Fra svensk Side har det ikke manglet paa Bidrag til Baahuslens Historie. I forrige Aarhundrede udkom Provst Johan Ödmanns „Bohus Läns Beskrifning“ (1746), et trohjertigt og ingenlunde uvigtigt, om end i flere Henseender svagt Arbeide. Senere fik man Præsten A. E. Holmbergs: Bohusläns Historia och Beskrifning (I–III, Uddevalla 1842–1845), et ret livligt Dilettantarbeide, hvis Forfatter savnede historisk Lærdom og navnlig fornødent Kjendskab til den dansk-norske Literatur, medens han hengav sig til fantastiske, næsten Rudbeckske Hypotheser og søgte at gjenfinde Localiteter fra – „Ossians“ Sange i sin Hjembygd[4]. Skriftet oplevede et nyt Oplag (Örebro 1867), besørget og udvidet af Artisten G. Brusewitz, der imidlertid besad endnu ringere historisk Erudition end sin Forgjænger og ikke i mindste Maade havde bemøiet sig med at søge dansk-norske Hjelpemidler. Om Tilværelsen af Skrifter som Keysers norske Kirkehistorie og Langes norske Klosterhistorie, end sige om danske Verker, som Allens store Arbeide om Unionstiden, havde han ingen Anelse, og, idet han vil levere en Fortegnelse over Oslos Biskopper, henter han den fra – Messenius!! Ligesaa svagt er G. Brusewitz’s selvstændige (illustrerede) Arbeide: Elfsyssel, der udkom i Göteborg 1864, og hvori Feilene og Misforstaaelserne ere ligefrem utallige.

Men i den følgende Tid har man faaet desto gedignere og værdifuldere Bidrag. I 1874 besluttede nemlig Länets Hushållnings-Sällskap efter Forslag af sin ordfører Grev Ehrensvärd, Distriktets Landshøvding, at anvende en aarlig Sum til Udgivelsen af „Bidrag till kännedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och historia“. Dette Foretagende, som kunde ønskes efterlignet i det gamle Moderland, har havt stort Held med sig. Et Tidsskrift med den ovennævnte Titel blev sat igang, og i de Bind deraf, som ere udkomne, har man faaet ypperlige Actstykker og Afhandlinger, tildels fra meget betydelige svenske Videnskabsmænds Haand, og man kan ikke noksom anbefale Tidsskriftet til Historiens Venner i Norge og Danmark.

De her af mig meddelte Bidrag til Landskabets Historie ere temmelig aphoristiske og angaa, som det vil sees, nærmest nogle af Egnens norske og dansk-norske Adelsfamilier. Jeg vil neppe senere komme tilbage til disse allerede en Tid henlagte Studier og meddeler dem derfor, saaledes som de ere. Ganske uden Nytte ville de dog vel ikke findes, og navnlig tør jeg haabe, at de meddelte Oplysninger om Fru Margrete Huitfeldt og hendes Søn Iver Dyre ville give et ret interessant Tidsbillede.

II.

I Sotenæs (eller nu Tossene) Præstegjeld har man Herregaarden Aaby ved den efter denne Gaard opkaldte Fjord og omtrent midt imellem Svinesund og Götaelven. Det er en af Landskabets mærkeligste Sædegaarde, skjønt den kun forekommer i yderst faa Diplomer. I 1415 udstedte Fikke Grupendal et Brev herfra, uden at man dog deraf kan sluttet, at han har besiddet den[5]. Siden vil man, skjønt uden Hjemmel, finde den bekjendte Ridder og Rigsraad Sven Galle (i Christiern I’s og Hans’s Tid) opført som dens Eier[6]. Sikrere er det, at den har tilhørt Familien Kane, thi i 1514 faldt den ved et Skifte mellem Søstrene Anna og Ottilia Ottesdøtre, der nu vides at være af Kaneætten, paa sidstnævntes Part[7]. Den mandige og kjække Hustru Ottilia havde været gift med den bekjendte tapre og dristige Kriger Nils Ravaldssøn, og dette Ægtepar boede paa Aaby i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede[8]. Ottilia, der maa have levet endnu 1531 og sandsynligviis tilbragte sin Alderdom paa Aaby, var barnløs, og nu gik Aaby over i Galleslægten, idet Familieforholdet var følgende:

(Brødrene:)

Tarald og Nils Kane

Otto Gaute

Anna. Ottilia Christine g. m. Hr. Sven Galde.

Hr. Olaf. Hr. Gaute.

Arven efter Ottilia tilfaldt Hr. Gaute alene, da han havde overlevet sin Broder Olaf og saaledes var „et Knæ nærmere“ Arveladersken, end Broderens Børn. Hr. Gautes Arving til Aaby blev Sønnen Christopher, der ægtede Birgitta, en Datter af den danske Rigsraad Hr. Claus Bille, Slotsherre paa Baahuus, og vistnok kun ved dette indflydelsesrige Svogerskab opnaaede at blive forlenet med det store og indbringende Throndhjems Len. Han døde 1555, men Enken levede endnu 1613. To Døtre af dette Par bleve begravede som ugifte – et taabeligt Sagn fortalte, at de begge havde dandset sig ihjel – i Tossene gamle Kirke, og Indskriften er endnu bevaret[9], hvorimod jeg ikke kjender Hjemmel for den Angivelse[10], at ogsaa Forældrene skulde hvile der. En tredie Datter af Christopher Galde, Lisbet, blev Arving til Aaby og var gift først med Eggert Ulfeldt til Kragerup († 1583), siden (1596) med Norges senere Statholder Jørgen Friis. Som Enke efter sin første Mand finde vi Fru Lisbet boende paa Aaby, da Biskop Jens Nilssøn visiterede i Egnen 1594; hun var da Gjest paa Præstegaarden med sine to voxne Selskabsjomfruer Karine og Anne Grubbe og synes at have været en livlig og virksom Dame[11]. Skifte efter hende og Manden, der begge døde 1616, holdtes 1620, og hun har ialfald ikke havt Børn i sidste Ægteskab. Arvingerne bleve da hendes Farbroderbørn, Christopher Tønnessøn Galde og Søsteren Else. Sidstnævnte tilskjødede 1617 Kronen alt sit Jordegods i Norge (Hovedgaarden Nygaard ved Frederiksstad) samt, hvad der maatte falde paa hendes Part efter Fru Lisbet[12]. Aaby kom ogsaa senere under Kronen, som i ethvert Fald eiede den 1633; dog var den nok først bleven Krongods ved Christopher Galdes Død som ugift 1631[13]. Gaarden og Godset var nu bortforpagtet for den dengang meget anseelige Sum af 580 Daler om Aaret, hvilket viser dets store Udstrækning[14]. I 1648 begyndte imidlertid et betydeligt Salg af Krongods som Følge af Kronens Finantsnød, og nu fik Gabriel og Selius Marselius Skjøde paa Aaby m. M.[15]. Disse noksom bekjendte Speculanter solgte saa 1650 Aaby Gaard og Gods til en i Landskabet ansat Mand Johan Fircks eller Firichs, oberst over det Bahusiske Regiment, som desuden ogsaa tilhandlede sig andet Gods i Lenet[16]. Efter Afstaaelsen til Sverige forflyttedes Fircks, der havde deltaget i Krigen og var steget til Generalmajor, til Norge og solgte da i 1661 nogle andre af sine Gaarde til den bekjendte svenske General Rutger v. Ascheberg[17], men derimod Aaby Gaard og Gods til Fru Margrete Huitfeldt til Sundsby. Om Gaardens senere Skjebne ville vi saaledes faa Besked, naar vi gaa over til denne Dames Historie. Nogen Tid efter opstod imidlertid Vanskeligheder, fordi de Svenske vilde gjøre gjeldende en Bestemmelse i den „danske“ Lov om, at hvo, der sælger sit Jordegods og forlader Landet, skulde give Kronen en Sjettedel af det solgte Gods. Da nu, efterat Salget allerede havde fundet Sted, dette blev krævet, havde Fircks protesteret med -„unyttige Ord“ og villet bortforklare Bestemmelsen. Udfaldet kjendes ikke[18].

I Kville Præstegjeld møde vi midt i det femtende Aarhundrede den mærkelige, men altfor lidet bekjendte Hr. Erik Sæmundssøn, Hovedet for det svenske Parti i Norge under Christiern I’s og Karl Knutssons Kamp om den norske Throne. Han, der vistnok var Søn af en Lagmand i Viken, Sæmund Thorgilssøn, har sandsynligvis boet paa Jored ved Joredfjorden i Kville, og hans Enke Astrid gav efter hans Død en Gaard for hans Sjel til Kville Kirke[19]. Han havde ikke Sønner, men gjennem sine to Døtre var han Morfader saavel til den siden saa fremtrædende Hr. Thure. Jønssøn (tre Roser), som til den i Kong Hans’s Tid omtalte svenskfødte Adelsmand Nils Ragvaldssøn, der ogsaa nedenfor vil blive nævnt. Jored med tilhørende er aabenbart falden paa Nils Ragvaldssøns og hans Sødskendes Part. Jored Gaard og Gods skjænkedes saa efter Nils’s Nederlag paa Olsborg Juleaften 1504[20] af Kongen som forbrudt til Seierherren Otte Rud[21] og gik fra ham over i de danske Brahers Familie. I Slutningen af Kong Gustav I’s Tid gjordes der Forsøg fra Nils Ravaldssøns svenske Søstersøn Nils Krumme til Ørboholm paa at gjenerhverve Godset, og for Samme gjordes en Forestilling fra den svenske Konge til Frederik II af 17 Dec. 1559[22]. Her anføres, at Vederparterne, Jørgen og Otto Brahe (beati possidentes), „forevendte at samme Gods skal være forvirket og forbrudt“, og at Nils Ravaldssøn „begav sig ud af Norge og hid ind til Sverige for nogen Trættes Skyld, som var mellem ham og Hr. Henrik Krummedike“ o. s. v. Otto Rud beskyldes i denne Skrivelse for at have tilrevet sig ogsaa andet Gods, Nils Ravaldssøns Broder Erik og deres Søstre tilhørende, ja endog i saadan Hensigt at have ladet gjøre nogle falske Signeter, ligesom ogsaa Hr. Claus Bilde skulde have „tilrappet“ sig nogle Gaarde i Forestillingen har vistnok været forgjeves, og Braherne have beholdt Godset, der formodentlig er det samme, som Sophia Brahe eiede i det 17de Aarh., og som derpaa ved Kjøb overgik til den under Aaby Gaard ovenfor nærmere omtalte oberst Johan Fircks. Denne solgte efter Lenets Afstaaelse disse Eiendomme til den svenske General Rutger v. Ascheberg[23]. I senere Tid nævnes imidlertid Jored aldrig som Sædegaard, og jeg finder det heller ikke nævnt blandt de Aschebergske Gaarde.

Paa Oroust, nu næst efter Gotland og Øland den største af Sveriges Øer, ligger det gamle Herresæde Morland eller Moland, vistnok Landskabets betydeligste Sædegaard. Gaarden har fra Dronning Margretes Tid været Hovedgaard for den bekjendte Ridder og Rigsraad Jon Reidarssøn Darre. Han har ikke efterladt Sønner, og ved Skiftet paa Morland[24] gik denne Gaard over til Jacob Augustin af en ved den Tid optrædende, men kort efter uddød eller forsvunden fremmed Slægt. Gaarden var saa, vistnok ved et ikke nærmere kjendt Salg, overgaaet til en Fru Lucie (Oxe fra Danmark), der havde været gift med en i Aarene 1450–1480 hyppig forekommende norsk Rigsraad Hr. Jon Bjørnssøn (Skaktavl), og var saa kommen til den i Christiern II’s Historie hyppig forekommende og tilsidst i 1519 henrettede norske Rigsraad Hr. Knut Knutssøn (Baat). Dennes Eiendomme inddroges under Kronen, men Vincents Lunge udvirkede, at denne Confiscation hævedes, hvorpaa han selv kjøbte Morland med tilhørende Gods af Knut Knutssøns nærmeste Arving, den svenske Adelsmand Erik Johansson. Senere fremkaldte Morland uendelige, først ved Dom i 1580 afgjorte Stridigheder, der minde om dem, der en Menneskealder tidligere førtes om Fru Gørvel Fadersdatters norske Gods. Resultatet blev, at Vicents Lunges Arvinger forbleve i Besiddelse af Morland[25]. Gaarden var efter Hr. Vincents overgaaet til Datteren Blanzeflor Lunge, der havde ægtet en dansk Adelsmand Daniel Bildt, hvis Æt paa den Maade kom til Norge, og som den Dag i Dag besidder Morland. Dennes Søn Knut og Sønnesøn Daniel d. Y. boede begge her, og den sidste ægtede Dorothea Bjelke, Cantsler Jens B.’s Datter. Daniel d. Y. erhvervede jus patronatus til Morlands Præstegjeld og var den eneste Adelsmand i Lenet, der i den norske Tid opnaaede denne Ret. Han døde 1651, men Enken Dorothea levede lige til 1674 og ansaaes for at være den paa Jordegods i Lenet rigeste Adelsperson. Hun fandt som allerede aldrende Enke for godt at ægte en svensk Adelsmand, Gabriel Rosenskjöld til Strøm. Men Sønnen Knut, Jens Bjelkes Dattersøn og Henrik, Jörgen og Ove Bjelkes Søstersøn, blev under Christian V’s og Carl XI’s Krig sit oprindelige dansk-norske Fædreland tro og greb dansk-norsk Parti. Som Følge heraf erklæredes Morland forbrudt til den svenske Krone og blev af Carl XI overdraget til Generallieutenant Christer Mörner, der nu skrev sig Friherre til „Morlanda“. Mörner skal dog aldrig være kommen i Besiddelse af Godset, hvis Bønder, efter hvad der siges, holdt fast paa sit gamle Herskab. Efter Freden fik Knuts Søn Daniel Godset tilbage. Han gik dog i dansk-norsk Tjeneste og forekommer som Officeer i begge Rigerne[26], men fandt det dog senere tjenligst for sig at søge Ansættelse i det Rige, hvor hans Eiendom laa, hvorfor man 1700 finder ham som svensk Officeer. Han er Stamfader for den herefter svenske Æt Bildt.

I Hjertums Sogn ligger Sædegaarden Strøm, der i det sextende og syttende Aarhundrede havde vexlende Eiere af Ætterne Bagge, Bildt, Dalpiil og Straale. Ved Tormod Straales Død kom den ved hans Enkes Anne Maaneskjolds tredie Giftermaal til Hans Dyre og derfra igjen til Bildterne[27].

Blomesholm i Skee Sogn, Vetle Hered, var af de yngste Sædegaarde og skal først 1620 have faaet Frihed som saadan. Dens Eier var da en holsteensk Adelsmand, Anders Blome (gift med Bodil Galde), der havde tilbyttet sig noget Gods her af Kronen[28]. Han solgte imidlertid Blomesholm allerede 1628 til Gerlof Nettelhorst, Cantsler Jens Bjelkes Svoger. Ved Overgangen til Sverige tilhørte Eiendommen hans Datter Anne Catharina og hendes Sødskende[29].

Paa det frugtbare Tjørn laa ogsaa de udentvivl mindre betydelige Sædegaarde Agervig og Olsnæs eller Odsnæs. Begge havde de i Lenets senere norske Tid tilhørt den danske Familie Maaneskjold, der indkom til Egnen med en Peder Knudssøn fra Halland; en af hans Sønner, der var beskyldt for at ville forraade Baahus Slot til de Svenske, var fra 1626 til sin Død 1629 Statsfange paa Dragsholm i Sjelland. En Broder af ham blev allerede 1634 introduceret paa .det svenske Riddarhus[30].

Mellem Øen Tjørn og Oroust ligger en mindre, men smuk og frugtbar Ø Mjørn, der er adskilt fra Tjørn ved et smalt Sund og henhører til den paa sidstnævnte Ø liggende Annexkirke Valles Sogn. Ved dette Sund ligger paa Mjørn Herregaarden Sundsby[31]. Den forekommer neppe i Norges ældre Historie og omtales ikke i hidtil bekjendte norske Diplomer. Først ved det sextende Aarhundredes Begyndelse finde vi den som Adelsgaard og da tilhørende en Familie Green[32]. Oluf Lauridsen Green til Sundsby har 1525 havt Gods i Halland og Norge. Hans Søn Laurids blev Lagmand i Viken og døde 1579 og havde flere Børn, af hvilke især vedkommer os Sønnen Anders og Datteren Gudrun.

Anders Green til Sundsby blev denne Families eneste historiske Repræsentant. Han drev det saavidt, som en norsk Adelsmand paa den Tid kunde vente at naa, nemlig at blive Norges Riges Cantsler. Han var født 1650, har aabenbart studeret, var i en lang Aarrække (1572–86) en af Secretærerne i det danske Cancelli og nød som saadan den Anseelse, at han 1585 var en af de Adelsmænd, der sendtes til Norge for at deltage i Herredagen. Allerede medens han var i Cancelliet, modtog han forskjellige mindre Forleninger og fik et Canonicat i Oslo. Efterat han havde forladt Cancellitjenesten, synes han i en Aarrække at have boet paa Sundsby, hvorfra han dog oftere i Befalingsmændenes Fraværelse kaldtes til Baahus for at sidde i Slotsloven. Senere deltog han i Arbeidet med Christian IV’s norske Lovbog og blev, samme Aar, som denne udkom, Norges Cantsler, hvilken Stilling han indehavde til sin Død 1614. Han blev nu ogsaa forlenet med Onsø (ved Frederiksstad) og med Nonneklostret i Oslo, i hvilken By han vistnok ogsaa jevnlig har opholdt sig for sit Embedes Skyld, og hvor han eiede en Gaard og deltog i Skibsbyggeri og andre Speculationer. Han var gift med en sjellandsk Adelsdame, Fru Mette Grubbe, ved hvem han fik Gunderup i Sjelland, men som ikke fødte ham Børn. Derimod havde han en uægte Søn, Elias, hvem han før sin Død skjænkede en Gaard i Oslo. Fru Mette beholdt Sundsby til sin Død 1616[33].

Derfra gik denne Gaard over til Cantsleren Anders Greens Søster Gudrun. Hun var gift med Hartvig Huitfeldt.

Den oprindelig danske Adelsslægt Huitfeldt, der i Aarhundreder har havt en saa betydelig Plads i Norges Historie, optræder først her i Landet paa Reformationstiden og i den nærmest efter denne følgende Periode gjennem de fire mærkelige og noksom bekjendte Ottessønner Christopher, Peder, Claus og Paul. Af disse Brødre kom dog ingen til at tage bestandigt Ophold i Norge. Dette blev først Tilfældet med Claus’s Søn Anders, der indgik Ægteskab med en Datter af Akershuus’s bekjendte Lensherre Peder Hansen (Litle) og hans Hustru Ingeborg Nilsdatter (Gyldenløve), en af de saa meget fremtrædende Arvedøtre fra Østraat. Anders Huitfeldt tog Bolig paa Throndstad i Hurum, der siden tilhørte hans Efterkommere i mere end 200 Aar, og døde omkring 1620. Af hans Børn var der to Sønner Hartvig og Jacob.

Den første af disse tilgiftede sig den anselige Gaard Skjelbred paa Eker (mellem Drammen og Kongsberg) ved Ægteskab med Berite Jensdatter af Familien Skak, der i den gamle Unionsperiode havde spillet en vis Rolle i Norge. Hartvig havde studeret i Wittenberg, opnaaede et Par mindre norske Forleninger samt Stillingen som norsk Berghauptmand og var i sine senere Aar, om end neppe med skjellig Grund, anseet for at have Forkjærlighed for den catholske Religion. Af sit Ægteskab med Fru Berite havde han kun eet Barn, Datteren Margrete, den følgende Fremstillings Hovedperson, født paa Skjelbred[34] 5 Nov. 1608. Hun blev moderløs allerede som ung Pige, og Faderen ægtede saa Maren Skram (Fasti) fra Rammegaard i Jylland, med hvem han fik Sønnen Erik, der døde ung.

Jomfru Margrete havde imidlertid Mødrenefrænder, efter hvilke der faldt en større Arv. Hendes Mormoder havde nemlig været Fru Gudrun Green af Sundsbyi Baahuslen, en Dame, om hvem Sagnet længe holdt sig paa Eker, vel især, fordi hendes Lig var blevet balsameret g længe betragtedes som en Curiositet[35]. Da den Greenske Æt, som vi vide, var uddød med Cantsler Anders Green 1614, arvede Fru Bente, hvis hun ellers da levede, og i ethvert Fald gjennem hende, Jomfru Margrete det store Sundsby Gods og blev saaledes en rig Pige. Hendes Brudgom blev Thomas Dyre.

Denne Mand (af de „jydske Dyrer“) var en Søn af Ivar Clausen Dyre til Sø og Serup i Vendsyssel og født 1605 paa Hvidstedgaard. Af hans Familie, en meget gammel dansk Adelsæt, der dog ikke hørte til de mægtigere, i Rigsraadet repræsenterede Ætter, havde allerede tidligere enkelte Medlemmer fremtraadt i Norge. Man vil erindre den sledske og lidet tiltalende Fru Mette Iversdatter Dyre, der kom til Norge i et af det femtende Aarhundredes senere Decennier og her var gift med to norske Rigsraader efter hinanden, Anders von Bergen og Hr. Knut Alfssøn, som derpaa i Sverige ægtede Rigsforstanderen Hr. Svante Nilsson og tilsidst efter i Fiendskab med sine Stifbørn at have forladt Sverige omsider havnede som Priorinde i St. Agnetes Kloster i Roskilde. Hun var et Sødskendebarn af vor Thomas Dyres Oldefader. Endnu mere bekjendt er Vincents Lunge (egentlig Dyre), der spillede en saa fremtrædende og tilsidst saa ulykkelig Rolle i Norge under Frederik den første og i Grevefeidens Dage. Han var Fru Mettes Brodersøn og altsaa Thomas’s Bedstefaders Tremenning[36].

Thomas Dyre sattes til Studeringer og optoges sammen med en vistnok i sine unge Aar bortreven Broder Maurits i Sorø adelige Latinskole[37] og var derefter en af det i 1623 stiftede soranske Academis første Studerende. Herfra drog han til Leyden, hvor han indskreves 24de Sept. 1625 som juridisk Student[38] og forblev i henimod to Aar, i hvilken Tid han dog gjorde Udflugter til adskillige andre Steder. I Juli 1627 kom han hjem til Danmark, hvor der nu var Krig, og var i det følgende Aar ombord paa den Flaade, der da krydsede udenfor Hamburg. Da Krigen var endt 1629, fik han Plads i det kongelige Cancelli[39].

Hans Bryllup med Jomfru Margrete Huitfeldt fandt Sted i Viborg den 15de Marts 1630. Sandsynligviis har da Bekjendtskabet ogsaa været gjort i Jylland, hvorhen Margrete rimeligviis er kommen for en Tid at opholde sig paa Rammegaard, der jo var tilfaldet hendes Fader i hans andet Ægteskab med hendes Stifmoder Maren Skram.

Det unge Ægtepar drog, uvist i hvilket Aar, til Norge, hvor Hartvig Huitfeldts vigtigste Graarde. Datterens vordende Arv, vare beliggende. I Høsten 1637 døde Hartvig Huitfeldt, og Fru Margrete fik naturligviis hans Eiendomme, idet dog hendes Fødegaard Skjelbred var udlagt Stifmoderen som Enkesæde for dennes Levetid; Maren Skram har dog neppe boet der, men vel holdt til paa sit Familiesæde Rammegaard. Af langt større Betydning var imidlertid Sundsby, og her blev Thomas Dyres og Fru Margretes Hjem for deres følgende Tid.

Naturligviis saa Thomas Dyre sig om efter en Forlening, hvorpaa han efter sin Tjeneste i Cancelliet kunde gjøre et vist Krav. 1 1640 fik han ogsaa Løfte om en saadan, rigtignok en af de smaa, nemlig det ved Reformationen seculariserede Dragsmark Kloster; men det havde paa den anden Side den store Fordel, at det laa i Baahuslen og altsaa meget bekvemt for Herremanden paa Sundsby. Han fik det ogsaa omsider, men først efter i 8 Aar at have ventet paa den forrige Lensmands, Nils Hammers, Død[40]. I Mellemtiden havde han taget nogen Del i den Krig, som endte ved Freden i Brömsebro, uden at de nærmere Omstændigheder herved kjendes[41]; Forleningsbrevet med Dragsmark var ogsaa ledsaget af en Forpligtelse til fremdeles i paakommende Tilfælde at gjøre Krigstjeneste tilsøs. Foruden Lenet besad han ogsaa et Canonicat i Aarhuus. I 1648 var Thomas Dyre med den øvrige norske Adel tilstede i Christiania ved Frederik III’s Kongehyldning og undertegnede med sine Standsfæller det af disse indleverede „Indlæg“ angaaende Adelsprivilegierne[42]. I samme Aar mageskiftede han adskilligt Jordegods i Baahuslen med Kronen[43]. Hans og hans Frues Bestræbelser maatte naturlig gaa ud paa at samle Gods i denne Egn af Landet, hvorfor de ogsaa solgte Fru Margretes gamle Hjemsted, Skjelbred, der laa mere ubekvemt og afsides for dem, til Hannibal Sehested i Aaret 1648, en Sag, hvortil vi senere komme til at vende tilbage.

Thomas Dyre blev imidlertid ingen gammel Mand Og synes i længere Tid at have været sygelig. I Sommeren 1651 var han endnu med Slotsherren paa Baahus (senere Norges Statholder), Ivar Krabbe, tilstede ved Landskabets Lagting paa Foss, men ved Hjemkomsten blev han sengeliggende. Egnens fornemste Personer af begge Kjøn besøgte ham ved Sygeleiet, paa hvilket han udaandede den 13de Septbr 1651. Han blev begravet med stor Høitidelighed i Kongelfs Kirke den 7de October, og Biskoppen i Christiania, Henning Stockfleth, holdt selv Ligtalen, der kort efter tryktes i samme Stad[44]. Denne Ligprædiken maa, selv om Hensyn tages til, at den er – en Ligprædiken og udgiven paa Familiens Bekostning, uden Tvivl ansees som et paalideligt Vidnesbyrd om, at Thomas Dyre har været en meget hæderlig og agtet Mand, ligesom den vidner om det bedste og kjærligste Forhold mellem ham og Fru Margrete.

I 1652 lod Fru Margrete en Fortegnelse optage over hele sit og sin afdøde Husbonds Obligationer og Løsøre, der heldigviis er bleven bevaret[45]. Man seer, at Ægtefolkene havde tilgode af forskjellige et Beløb af 10,650 Rdlr. I „Fruens Kammer“ fandtes adskilligt Guld, men især dog Sølv, navnlig Kander og Kredentskar. I Fruerstuen fandtes mere Sølv „til dagligt Brug“. Man seer, at der til Hverdags har været brugt 10 Sølvskeer; men da der i Fruens Kammer kun fandtes 8 saadanne, har dette rige Huus dog kun havt omtrent et Snees saadanne i det Hele. Fadeburet og Kjøkkenet havde Kobberkjedler o. s. v. og bl. A. ogsaa en Brændevinspande, endvidere meget Tintøi. Vadskerhuset og Bryggerset beskrives, ligesaa de mange Gjenstande, som Fadeburspigen og Fruens Reisepiger havde „udi Regnskab“. Videre omtales Inventariet i Sønnens Kammer, samt paa de to Avlsgaarde Munkeby og Ager. Thomas Dyres Gangklæder paa „det lille Fadebur“, hvoraf vi kunne faa god Forestilling om en Landadelsmands Garderobe; Sengklæder og Dækketøi opføres i Mængder. Af megen Interesse er det lille Bibliothek. Foruden Bibel og Andagtsbøger i Fruens Kammer opføres omtrent 80 Nummere, for en stor Deel latinske Klassikere og græske i latinske Oversættelser, men af danske Bøger kun faa, deriblandt flere Lægebøger (en haandskreven). Af Interesse er det, at baade Arild Huitfeldts Krønike og „den norske Chronica“ (sandsynligviis Peder Claussøns Snorre) opføres, ligesaa „gammel Cantslers“ (ɔ: Anders Greens) Bønnebog. Videre møde vi Thomas’s Rustninger og Vaaben. Af Værelser nævnes foruden de allerede omtalte: Borgestuen, Sengkammeret, Iver Dyres Kammer. Salen, den gamle Fruerstue, Mellemkammeret, Skolen, „Herremands Kammer“, Drengens Kammer, Melkhuset, Kjelderen, Meelkammeret. Særdeles interessant er endelig Registraturen over det betydelige Gaardsarchiv. Det opføres under 98 Nummere, men de fleste af disse indbefatter hvert mange Pergaments- eller Papir-Documenter, lige indtil 25 i et Nummer, og Antallet af de her samlede Breve har vistnok udgjort mange hundrede, maaskee over tusinde. Selvfølgelig er de for den største Deel Hjemmelsdocumenter. Adskillige hidrøre fra det 15de Aarhundrede (1418, 1422 o. s. v.), men mellem Pakkerne tør mange have været meget ældre.

Af dette Ægteskab var der født tre Børn, en Datter Bente, som døde allerede i Fødselsaaret 1636, og to Sønner, Hartvig (f. 1638 og død 1646) samt Iver (f. 1644), der altsaa blev den eneste, som overlevede Faderen. Fru Margrete var kun 43 Aar gammel og en Kone i meget gode Formuesomstændigheder. Det er ikke usandsynligt, at hun i hin Tid, da der ikke alene, som til alle Tider, er nok af dem, som tænke paa at vinde ydre Fordele ved Giftermaal, men da man ikke paa den Maade, som senere, nødig vil være saadant bekjendt, kan have fundet sine Beilere[46]. Men i ethvert Fald indgik hun ikke noget nyt Ægteskab. Derimod har hun aabenbart været en meget energisk og driftig Godseierfrue og bestræbt sig for at forøge de Eiendomme, hun allerede besad, for at efterlade saa meget som muligt til sin eneste Søn. Til det store Sundsby Gods, hendes Greenske Stamfædres Arv. føiede hun nemlig ved Kjøb et andet maaskee ligesaa stort, nemlig det ovenfor omtalte Aaby med underliggende Gaarde, som hun kjøbte af Johan Fircks nogen Tid efter Lenets Adskillelse fra Norge.

Hendes hele Jordegods i Baahuslen skal tilsidst foruden de to store Herregaarde have udgjort et Antal af 130 „hemman“[47]. Men der var dog en anden Dame, som overgik hende som Godsbesidderinde, nemlig Fru Dorothea Bjelke paa Morland, hvem vi ovenfor have omtalt.

Den eneste gjenlevende, ved Faderens Død syv Aar gamle Søn Iver, Arving til et saa betydeligt Jordegods, fik en omhyggelig Opdragelse i Hjemmet og sendtes derpaa, uden at Aaret angives, til Sorø Skole, hvor ogsaa Faderen i sin Tid havde været Discipel, ledsaget af sin „forordnede Skolemester“, Christen Eriksen Brun. Kun et halvt Aar forblev han dog her, da en Pestepidemi bragte Moderen til at kalde ham hjem[48]. Imidlertid indtraf Roskildefreden og Baahuslens Fraskillelse fra Danmark-Norge. Det er imidlertid bekjendt, at Baahusleningerne, ligesom ogsaa Skaaningerne ikke destomindre i de første Aar vedbleve at søge sin høiere Aandsdannelse i Danmark, og det er derfor ikke egentlig paafaldende, naar vi see, at Iver Dyre i Sommeren 1658 (i Mellemtiden mellem den første Fred og den nye Krig) paany drog til Sorø. Denne Gang var det dog ikke som Skolediscipel, men som Student eller Academist, at han kom derhen. Han begyndte sine Studier den 14de Juli 1658. Men snart tændtes atter Krigsluen, og det blev en meget vanskelig Stilling for den nye svenske Undersaat at være Student ved det danske Ridderacademi, medens hans gamle og nye Konge førte Krig. Selv synes han ikke at have følt nogen Drift til at vende Danmark Ryggen, men den svenske Rigsdrost Grev Per Brahe gav hans Moder „sit gode Betænkende og Raadføring“ i den Sag, og Resultatet blev, at Moderen „beordrede“ ham at drage hjem til Sundsby. Han forlod da for anden Gang Sorø den 1ste Februar 1659, forsynet med et særdeles godt Vidnesbyrd af Academiets Overhofmester, Jørgen Rosenkrands til Kjeldsgaard, og kom „med fri Leide gjennem Passerne“ tilbage til Sundsby.

Efter at Freden var sluttet, skulde han, som unge Adelsmænds Skik var, tiltræde en Udenlandsreise. En Hofmester antoges, en Dr. Hans Blichfeld, og den 6te Mai 1661 tiltraadte han i dennes Følge sin Reise[49]. Den gik over Christiania, og et Besøg har da sikkert været aflagt hos Moderens nærmeste Frænde, hendes „Broder“ Tønne Huitfeldt paa Throndstad, hvor Krigsbegivenhederne, i hvilke Tønne havde taget en saa fremtrædende og ærefuld Deel, uden Tvivl have været Gjenstand for Samtale. I Christiania var det ikke vanskeligt at finde en Skibsleilighed til Holland, og paa den Maade naaede man efter endel Fatalia til Amsterdam. Iver Dyre gjestede nu en stor Deel hollandske og belgiske Byer og gjorde en kort Afstikker til England, hvor han besøgte saavel Oxford, som Cambridge, men ikke London. Derpaa studerede han hele femten Maaneder ved Academiet i Caen og kom saa den 15de Mai 1663 til Paris. Her opholdt sig ved den Tid den unge dansk-norske Thronfølger, Christian (V), der i 1662 var dragen ud i Verden med Christopher Parsberg som Mentor[50]. Den unge Baahuslening gjorde „daglig og med al Flittighed“ sin Opvartning hos sin fordums Konges Søn, blev meget vel antagen hos ham og fik senere Adgang paa Steder, som maaskee ellers ikke vilde have staaet ham aabne. Derimod tales der ikke om nogen Opvartning hos den svenske Gesandt. Ja, da Prinds Christian kort efter forlod Paris og under strengt Incognito gjorde en Reise i Egnene ved Loire, fik Iver Dyre Tilladelse til at slutte sig til Prindsens Følge og ledsagede ham til Richelieu, hvor de skiltes ad. Det var Iver Dyres Plan at drage til Spanien, Italien og Tydskland, men han kom ikke længere end til den dengang saa stærkt besøgte Universitetsstad Montpellier. Her blev han syg den 25de Juni 1663, og Sygdommen blev snart saa betænkelig, at han ønskede at modtage Sacramentet for at berede sig til Døden. Efter nogen Betænkelighed lod han sig betjene af en calvinsk Præst og døde kort efter 14de August 1663 18 Aar 9 Maaneder og tre Dage gammel. De, der vare tilstede, da han udaandede, vare, foruden Hovmesteren og en Tjener, en Apotheker samt en Nils Madsen fra Frederiksstad i Norge, om hvis Stilling ikke nærmere Oplysning haves.

Ifølge Hr. Anders Hartvigsøns Ligprædiken over Iver Dyre (Göteborg 1665), som er Kilden til, hvad vi have anført om hans Udenlandsreise, bad den unge Mand under sin Sygdom, da han forudsaa sin snare Død, sin Hovmester “om at udkaste ham et Brev, som han vilde skrive til sin kjære Moder“. Den første og vigtigste Post heri var: „at hans kjære Moder vilde skifte en Deel af sit Gods eller en Sum Penge, hvormange, hun selv bedst syntes, hvoraf Renterne kunde gives aarligen til nogle fattige Skolebørn og studerende Ungdom i Baahus Len efter hendes Død, hende og hannem til en evig Ihukommelse.“ Videre udbad han sig, at der maatte udbetales 300 Rdl. til Fattige og Huusarme i Anledning af et Løfte, han havde gjort „i Havsnød“, altsaa vistnok paa Reisen fra Christiania til Holland; endvidere ønsker han, at ovennævnte Hovmester, Dr. Hans Blichfeld, skulde have 2000 Rdlr. som Discretion for hans paa Reisen beviiste store Flid og Troskab. Ogsaa sin tidligere Lærer, „Hr.“ (altsaa nu Præst) Christen Eriksen Brun, ønskede han betænkt, uden at han dog her nævnte noget Beløb. Paa lignende Maade anbefalede han ogsaa Sognepræsten til Tjørn, Hr. Anders Hartvigsøn[51].

Efter Sønnens Død skulde den barnløse Enkes naturlige Arving være hendes allerede ovenfor nævnte Sødskendebarn oberst Tønne Huitfeldt til Throndstad i Norge. Fru Margretes Godser vare alle hendes deels Odels-, deels Kjøbegods, og da hun selv var sin Søns Arving, kunde der fra Dyreættens Side ingen Fordringer gjøres. Mellem hende og hendes Fætter havde der bestaaet det kjærligste Forhold. Hun kaldte ham altid „Broder“, og han havde gjentagne Gange ved de Navne, han gav sine Børn, lagt for Dagen, hvor nær han meente sig at staa sin Cousine. Tønne, der først giftede sig 1663, altsaa i samme Aar, som Iver Dyre døde, opkaldte to Døtre efter Fru Margrete og lod sin ældste Søn (den siden ved Begivenheden i 1710 saa berømte Søhelt) døbe Iver (født 1665), aabenbart efter Margretes Søn. Disse Opkaldelser ere saameget mærkeligere, som de fandt Sted paa en Tid, da hans naturlige Udsigt til at blive hendes Hovedarving var forsvunden. Thi, som vi nu skulle se, fik hendes meste Jordegods en ganske anden og vistnok ganske uanet Anvendelse.

I Baahuslens overgangstid fra at være et norsk Landskab til at blive „indförlifvadt med Sverige“ var det en ganske naturlig Tanke hos den nye Øvrighed, at der maatte drages Omsorg for, at den Ungdom, der vilde studere, kom til at søge sin Uddannelse i svenske og ikke i danske og norske Skoler eller ved Kjøbenhavns Universitet. I Aaret 1662, da Stændermøde fra Landskabets var indkaldt til Oddevald (Uddevalla), gjorde de kgl. Commissarier ved Mødet, Rigsraaden Bengt Skytte og Harald Stake (den nye Guvernør i Lenet), et mærkeligt Forslag med Hensyn til Skolevæsenet. De mente, at Gouverneurens Residents burde forlægges fra Baahus Slot til Venersborg, der laa saa bekvemt til at være en „Formur“ mod Norge. I den By burde ogsaa Superintendenten residere og et Gymnasium med god Trivialskole oprettes, „for at Ungdommen fra Baahuslen kunde drages bort fra danske og norske Steder til de svenske og fra Barnsben drages til svenske Sæder og svensk Lov, Omgang og Affection“. I Jönköping burde oprettes et Universitet og Lunds Bispestol flyttes did. Herved kunde forhindres, at Ungdommen søgte til Kjøbenhavn eller andre Steder i Danmark og Norge, hvilket ellers ei stod til at afværge. Gjennem Superintendenterne i Carlstad og Göteborg, mellem hvem Baahuslen nu var delt, skulde det bekjendtgjøres, at „de der studerede i svenske eller norske Academier, Gymnasier og Skoler ingen Promotion maatte vente sig hos os“[52]. Ganske characteristisk for Forholdene bliver det, naar man erfarer, at Frederik III Aaret efter lod udgaa et Rescript (30te Octbr. 1663), hvori loves „Studenter fra de Dele af Norge, som ikke ere under Kongens Gebet, Adgang baade til at deponere og til Promotion lige med Høistsammes egne Undersaatter“[53].

Saadanne vare Forholdene, da Fru Margrete blev barnløs. Hendes Søn havde udtalt Ønsket om, at hun skulde stifte et Legat for Studerende fra hans Fødeegn, Baahuslen, som vi have seet ganske overladt til Moderen at bestemme dettes Størrelse og, naar man seer hen til hans eget Liv, hans Studium i Sorø og hans Opvartninger hos den dansk-norske Thronfølger) sikkert ikke med den Tanke, at hele den Arv, han døde fra, skulde anvendes til at amalgamere Lenet med Sverige. Heller ikke er der nogen Grund til at tro, at han skulde have ønsket at gjøre sine norske Frænder arveløse. Han kan gjerne have tænkt sig Fundatsen saa, at de Midler, der maatte skjænkes i den antydede Retning, kunde blive benyttede ved hvilketsomhelst Universitet. Heller ikke havde Moderen levet saa længe under svensk Scepter, at hendes eget Hjerte skulde have vendt sig bort fra de Riger, for hvilke hendes Mand og hendes Slægt havde kjæmpet, og til Göteborg. Men, da Iver Dyres Ønske og Moderens Pietet imod hans sidste Vilje blev bekjendt, var her rigtignok en ypperlig Anledning til at søge en Stiftelse oprettet i den nye Regjerings Aand. De Svensker, som kunde have Indflydelse paa Enken, have vistnok saa meget ivrigere arbeidet paa at faa hele Godset i Baahuslen anvendt til Bedste for en svensk Skole, fordi ellers Tønne Huitfeldt eller hans Æt skulde være bleven Arvingen. Thi var det i og for sig ærgerligt, om Godserne skulde tilfalde en norsk Adelsmand, blev det det jo dobbelt, naar denne Adelsmand var Haldens tapre Forsvarer i sidste Krig!

Det ligger saaledes overordentlig nær at antage, at Fru Margrete har været Gjenstand for en stærk Pression, og dette bestyrkes, naar man læser, at en af de to svenske Mænd, der til Vitterlighed undertegnede hendes Testamente, var den bekjendte General Rutger v. Ascheberg.

Dette Testamente er udstedt paa Sundsby allerede 22de Januar 1664. Man seer, at der er blevet smedet, mens Jernet var varmt. Det er forfattet paa Dansk og gaar ud paa, at Fru Margrete „med fri Vilje og velberaad Hu og Sind“ samt „efter min salig Søns egen Begjæring“ for sig og sine Arvinger, fødte og ufødte, bortgiver og forærer sine Hovedgaarde Sundsby og Aaby med alt det Jordegods, som ligger til disse Sædegaarde, til H. K. Maj. „Akademi[54] eller Gymnasium udi Gottenborg og til den studerende Ungdom i Bahuslen“. Det formodes, at Donationen, der dog først skulde træde i Kraft ved Giverindens Død, vilde være tilstrækkelig til 30 Disciples fri Underholdning.

Legatets senere Skjebne har paa dette Sted mindre Interesse. Ved den strenge Reduction i Carl XI’s Tid befandtes en Deel af Godset at kunne vindiceres Kronen, men Stiftelsen fik beholde det, dog saa, at dens Virksomhed nu udvidedes ogsaa til Studerende fra Halland. I lang Tid vare imidlertid Godserne bortforpagtede paa en saadan Maade, at de i Virkeligheden mere kom fornemme og begunstigede Forpagtere, end Gymnasiet tilgode. Herpaa gjordes først Ende ved Rigsdagens Indblanding i Aaret 1809 og 1810. Heldigviis er Godset ikke blevet solgt, og dets Indtægter have altsaa kunnet voxe, istedetfor, som i Norge gjerne har været Tilfældet, efterhaanden at formindskes[55]. Forøvrigt er i 1840 den Forandring gjort med Bondegodset, at dette er overgaaet til at blive Arvefæste, hvilket dog antages at have været en saavel for Gymnasiet, som for Bønderne selv lidet heldig Foranstaltning[56].

Vi maa her tænke paa en nærliggende Parallel. I det sextende Aarhundrede boede i Danmark en svenskfødt Enke, der besad store Eiendomme i alle tre nordiske Riger, fornemmelig dog i Norge, hvor hendes Jordegods ligefrem var colossalt. Ogsaa hun sad, ligesom siden Fru Margrete, ved en Søns Død igjen som barnløs Enke, og hendes, rigtignok meget fjerne Udarvinger vare at søge i Sverige. Frederik II og Christian IV havde ingen Lyst til at see Godserne i svenske Hænder og formaaede hende til at afstaa dem til Kronen, og den sidste Konge blev tilsidst ogsaa Universalarving til hendes store Formue. Denne Kvinde var, som bekjendt, Fru Gørvel Fadersdatter, hvis Liv jeg ved en tidligere Leilighed har forsøgt at skildre[57]. Nu gjentog sig noget lignende, om end i betydelig formindsket Maalestok med den norske Fru Margrete, hvem uforudseede Begivenheder havde gjort til svensk Undersaat. Her fik de Svenske saa at sige nogen Revanche for Fru Gørvel, hvis i Sverige liggende Eiendomme dog ikke vare komne i Christian IV’s Besiddelse. I Testamentet til Gymnasiet omtales dog ikke, hvad Fru Margrete besad udenfor sit Jordegods i Baahuslen, nemlig (foruden hendes Løsøre) hendes udestaaende Fordringer, navnlig for hendes til Hannibal Sehested solgte og til Kronen overgaaede Fødested Skjelbred paa Eker. Denne Fordring paa den dansk-norske Krone skjænkede hun 1667 sin Fætter Tønne Huitfeldt, men den blev ham til ingen Nytte, thi den dansk-norske Regjering viiste ved denne Leilighed en ligefrem Uretfærdighed. Tønne fik, trods sin retmæssige Fordring, hverken de skyldige 2300 Rdlr. eller Adgang til at indløse Godset. „En saadan Behandling af danske Adelsmænd,“ skriver Tønne Huitfeldts Biograph, „var imidlertid ingenlunde usædvanlig i den første Tid efter Souverænetetens Indførelse, naar de havde Fordringer paa Kronen enten for Udleg under Krigen eller af andre Grunde“[58].

Om Fru Margretes sidste Dage kjender jeg kun, at Tønne Huitfeldts efter hende opkaldte Datter, der var født 1669, kom til hende paa Sundsby, og at hun behandlede denne som sit Barn og kaldte hende sin Datter. I hvilket Aar den unge norske Jomfru Margrete er kommen til sin gamle Slægtning, vides ikke. I 1675 udbrød atter Feide mellem Nordens Riger, og oberst Tønne Huitfeldt, nu Frederikstens Kommandant, deltog paany i Kampen og leverede de Svenske heldige Træfninger i 1676, men i det følgende Aar afgik han ved Døden paa den ham betroede Grændsefæstning[59]. Hans ovennævnte Datter, der var kommen til Sundsby, blev i en mærkelig tidlig Alder, nemlig kun 12 Aar gammel, paa Sundsby ægteviet til en i dansk-norsk Tjeneste indtraadt tydsk Officeer (senere General og hvid Ridder) Hans Ernst v. Tritzschler til Thom i Smaalenene, og hendes Mand, der selv har antegnet Dagen i sin tydske Bibel[60], anfører udtrykkelig, at den gamle Frue havde testamenteret sin Fosterdatter sit Løsøre. Dette, hvis Beskaffenhed efter Mandens Død vi ovenfor have omtalt, har ikke været af lidet Værd. To Aar efter Brylluppet døde den unge Frue, kun 14 Aar og 9 Dage gammel (selvfølgelig barnløs), og samme Aar fulgte ogsaa Pleiemoderen, den gamle Fru Margrete, hende i Graven. Hun døde paa sit Sundsby den 16de November 1683, nogle Dage efterat hun var indtraadt i sit 76de Aar. Ligprædikenerne over hendes Mand og Søn bleve, som vi have seet, udgivne og have sin Betydning som historiske Kilder. Derimod skede dette ikke ved hendes egen Død. Man kunde synes, at Göteborgs Gymnasium her havde en Pietetspligt at opfylde. Men den forsømtes, ganske som Tilfældet var ved Fru Gørvels Død, hvem Christian IV burde have viist en saadan Ære. Hendes jordiske Levninger hvile i det „Dyreske Kapel“ ved Valle Kirke paa Tjørn, hendes Sognekirke, sammen med sin Husbond og sine Børn. „Ligene ligge indsvøbte i Humle, hvorved de ere blevne ret vel bevarede. Kisterne ere dobbelte, de ydre af Egetræ, beklædte med Saffian og massive Metalbeslag af forsølvet Messing. Paa Plader staa de Afdødes Navne og Titler, og midt paa hver Kiste er anbragt den korsfæstede Frelsers Billede i Hautrelief. De indre Kister ere af Furutræ. Fru Margrete er indsvøbt i sort Fløil, Hovedet bedækket med en hvid Dug og paa den ene Haands Lillefinger sidder en liden emaljeret Guldring“[61]. Den plebeiiske Aand er overalt sig selv lig. Da Valle Kirke skulde ombygges, ansøgte Communen om Tilladelse til at borttage dette Gravkapel under intetsigende Paaskud. Dette Communens Forlangende var saa meget mere lumpent og uforskammet, som Fru Margrete havde skjænket den aarlige Afgift af en fuld Gaard (Braaland) til Valle Kirke for sit Gravkapels Vedligeholdelse og Fredning, og den usømmelige Ansøgning blev naturligviis afslaaet ved kgl. Resolution af 13de Juni 1856[62].

Fru Margrete Huitfeldt har ved sit store Legat sikret sit Navn mod Forglemmelse. Om hendes Characteer og Personlighed vide vi ikke meget; kun synes det at være klart, at hun har været en driftig og dygtig Kvinde. I Baahuslen er hun, ligesom den ovenfor nævnte Fru Gørvel Fadersdatter er det i Skaane, bleven en stærkt fremtrædende Sagnfigur, men de Beretninger, som Almuen har havt at fortælle, ere, som sædvanligt, aldeles ugrundede og uden al historisk Betydning, atter ganske som Tilfældet er med Sagnene om Fru Gørvel. Det hedder, at hun listigt forstod at narre Bønder til at afstaa sine Gaarde. En Informator skal hun have ladet dræbe paa Grund af en Kjærlighedshistorie mellem denne og en af hendes Jomfruer. Stedet, hvor hun „lod ham halshugge“, har man endog villet paavise! En Præst skal hun have ladet hænge i et Kjelderrum paa Sundsby og ladet Hvælvet tilmure for at hindre Opdagelsen! Med sine Naboer paa Olsnæs af Familien Maaneskjold skal hun have levet i Fiendskab, og en af denne Slægt skal derfor have opbrændt Sundsby for at indebrænde Fruen, som dog lykkelig undkom. Siden skulde For-lig være kommet istand og Fru Margrete endog have begivet sig til Olsnæs for at fortælle, at hun vilde gjøre Maaneskjolds Børn til sine Arvinger, men disse troede hende ikke og slap sine Hunde løs, hvilke da med saadant Raseri anfaldt Fru Margrete, at hun neppe kom levende hjem til Sundsby. Dette til Prøve paa Mythedannelsen[63]. Saavel paa Sundsby som paa Aaby udbetales endnu hvert Aar en i Fru Margretes Testamente fastsat, men nu formedelst Pengenes sunkne Værd ganske ringe Sum til Omegnens Fattige.

IV.

Under Frederik IV’s og Carl XII’s Krig indsendte Biskop Bartholomæus Deichmann, hvis betydelige Indflydelse i den Tid er bekjendt nok, en Forestilling til Kongen, dateret „Bispegaarden for Christiania“ 16de Juni 1714, „om den store Nytte og fast uomgjængelige Fornødenhed, som udkræver Bahuslen med begge Vigernes Restitution til D. K. Maj. Rige Norge“[64]. Biskoppen anfører, at Norge vilde beskyttes ved Bahuslen mod svensk Invasion, og at Svensken vilde miste de Fordele, han har ved dette Landskab, „naar Øresund ved Krigstider er dennem usikker“. Lenet er frugtbarere, end det øvrige Norge, Kornmagasiner kunde derfor i Norge komme istand uden Tilførsel fra Danmark. Begge Rigers- Armeer kunde lettere forenes i Krigstid. Lenet kunde skaffe to Regimenter Cavalleri og et Regiment Infanteri. Sømagten i Norge kunde mærkelig forbedres. Nu havde de Svenske sine bedste Søfolk fra Bahuslen. Göteborgs Betydning for Sverige kunde „saagodtsom annulleres“. „Frederikshalds og Frederiksstads negocie med Deler og Trælast blev dermed overmaade forbedret, som de tilforn have bekommet baade det meste og det bedste Tømmer fra Vigsiderne og selv siden ved deres egne Sage arbeidet“. Og om Sverige ikke uden yderste Nød vilde give Slip paa Vigen, turde det dog være, „at andre Potentater meget mindre for denne, end for nogen anden af Sveriges Provindser skulde sig til Sveriges Conservation interessere“. Senere hedder det: „Endelig, som der ved Flid og Eftersøgning er falden udi mine Hænder en skreven Bog in 4to, hvorudi en Biskop, som har været udi Agershus Stift, da Bahus Len med Vigerne endnu laa herunder, haver optegnet alle de hele, halve og øde Gaarde, som udi Stiftet, som og udi B. L. og Vigerne fandtes, og de Opsidderes Navne, som da dennem beboede, hvorom han ved sine idelige Reiser og Visitationer kunde have god og nøie Kundskab, altsammen med denne Biskops egen Haand skrevet, som han selv ved Bogens Titul har forsikret, saa vilde jeg og allerund. erfare, om D. K. M. skulde allernaadigst eragte saadan skreven Bog udi et eller andet Tilfælde at kunne blive til nogen. Nytte, da min allerunderdanigste Skyldighed skal være at hensende den til hvad Sted, D. K. M. allernaadigst vil befale“[65]. Forestillingen ender saaledes: „Jeg er forsikret om, at mange tusinde Sjele udi samme forlorne Provindser og Land, som endnu ei have glemt D. K. M. Forfædres høilovlige Regimente og derimod sukke under den Foragt og de Byrder, som dem under Sveriges Regjering ere vordne paalagte, fører med mig lige Ønske“.

Om der af Regjeringen just er taget noget Hensyn til Deichmanns Forestilling, er mig ubekjendt, men den har sandsynligviis været unødvendig. Foreløbig var der liden Anledning til at tænke paa Gjenerobringer, og i de følgende Aar saa det en Tid meget mere ud til, at hele Norge eller større Dele deraf skulde have gaaet samme Vei som Baahuslen. Carl XII’s Fald forandrer atter Situationen. Danmark-Norge kunde atter gaa angrebsviis frem, og i 1719 erobrer Tordenskjold Marstrand. Det er bekjendt nok, at Frederik IV ved Fredsunderhandlingerne en Tid haabede paa at gjenerhverve nogle af de tabte Landskaber mod at udlevere Rügen, Forpommern og Wismar, og at det Landskab, man allersidst og allernødigst opgav Tanken om at reunere, netop var Baahuslen. England, i hvis Hænder Sagen egentlig laa, var ikke stemt herfor bl. A., som det antoges, af Hensyn til Göteborg, med hvilken Stad det allerede da førte en fordelagtig Handel, og Freden i Frederiksborg fastslog altsaa Grændseskjellet af 1660[66].

Endog langt ned i Aarhundredet kunde Haabet om Baahuslens Gjenvindelse af og til dukke op, selv efterat de danske Konger havde lært at indsee, at Skaane var tabt for evig. Ja, dengang det unge Hatteparti satte alle Midler i Bevægelse for at opnaa Revanche over Rusland, kunde en svensk Statsmand slaa paa, at Danmark, om det her vilde tage svensk Parti, kunde gjøre sig Haab om Lifland, der dog først skulde fravristes Rusland, eller – Baahuslen[67]. Som et sidste Vidnesbyrd i samme Retning kan endelig anføres, at da Guldberg i 1780 udarbeidede sin bekjendte Memoire om Danmarks Forhold til fremmede Magter, udtalte han den Betragtning, at „disse Provindser (ɔ: Skaane o. s. v.), der vilde koste en blodig Krig at erobre og de betydeligste omkostninger og Krig paa Krig at beholde, neppe – det Bohusiske undtaget – fortjene vor Begjærlighed“. Aaret iforveien var der med den danske Almanak foretaget en Forandring, som, om end i sig selv temmelig ubetydelig, dog afgiver et Tidsmærke: de hidtil stadig i denne forekommende Meddelelser om Markeder i Skaane, Bleking, Halland og Baahuslen, i Lighed med det gamle Danmark og Norge, vare blevne strøgne[68].

Hvor strængt man i Carl XII’s Dage straffede enhver Ytring af vedhængen ved det gamle Fædreland hos de afstaaede Landskabers Befolkning, kan snes af følgende Træk. En Lieutenant Sahlgaard var i 1717 falden i svensk Fangenskab. Det oplystes, at han var født paa Vigsiden, men tillige, at han som sexaarigt Barn var kommen til Norge med sin Fader og derpaa havde tilbragt Resten af sit Liv der. Efter al Billighed maatte han altsaa ansees som Nordmand og dansk-norsk Undersaat, men ikke desto mindre blev han som „født svensk Undersaat“ dømt til Døden og virkelig ogsaa arkebuseret[69].


Sluttelig bemærkes, at jeg for adskillige Aar siden har skrevet en liden Afhandling, der slaar ind i det her behandlede Emne: „Jens Colstrup“ i „Historiske Skildringer“ (udg. af Selsk. f. Folkeoplysn. Fremme) II Christiania 1878. S. 108–128.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Peder Claussøn Friis’s Samlede Skrifter, udg. af G. Storm, S. 248.
  2. Sammesteds S. 277.
  3. Ikke uden al Interesse er følgende Bemærkning i en Biographi af en bekjendt svensk Baahuslening: „Liksom invånarne i norska Bohuslän i allmänhet äro utmärkt fria från den vanliga svenska trögheten, så vardt Thorild det i all synnerhet, en den lifligaste ifrigaste man, full och öfverfull af lif“ (Klas Fåhræus: Thomas Thorild, en lefnadsteckning, Sthlm. 1888. S. 1). Thorild var født i Svarteborgs Sogn 1759.
  4. Anmeldt, vistnok med altfor stor Velvilje, af Chr. Lange i Norsk Tidsskrift I S. 209–213.
  5. Dipl. Norv. V S. 358.
  6. Samll. til d. n. F. Hist. IV S. 116.
  7. Dipl. Norv. I S. 748. Hos Allen, De tre n. R. Hist. (I S. 264) har indsneget sig den Feil, at Hustru Ottilia skulde være en Søster af Fru Inger Ottesdatter paa Østraat, hvilket af flere Grunde var umuligt. At hun var en Kane, sees bl. A. af Storms Monum. Hist. Norv. S. LXI og Norges gl. Love IV S. 458.
  8. Allen, De tre n. R. H. I S. 649.
  9. Holmberg 2. Udg. II S. 129.
  10. Danm. Adels Aarbog X S. 151.
  11. Jens Nilssøns visitatsbøger S. 224–227.
  12. Norske Registr. IV S. 660.
  13. Sammesteds VI S. 480, 525. Søsteren fik af Kongen „bevilget“ hans Løsøre, saa at det synes, som om Christopher helt har opgivet sit Bo til Kongen.
  14. Sammesteds V S. 618.
  15. Sammesteds IX S. 195 fgg., hvor en (dog ufuldendt) Jordebog over den store Masse Strøgods findes.
  16. Fircks opføres 1655 blandt den Danske Adel og var gift med Anne v. d. Wisch. Suhms (ældre) Samll. II, 2 S. 163 og J. S. Munchs Saga I S. 150.
  17. Bidrag till kännedom om Göteb. och Bohusl. fornm. o. s. v II S. 238.
  18. Sammesteds II S. 133.
  19. Den røde Bog S. 383.
  20. Allen, de 3 n. R. Hist. I 351.
  21. Vedel-Simonsen, Efterr. om Ruderne, I 133–134.
  22. I Afskrift i Langebeks Dipl. Cfr. L. Daae, Christiern I’s norske Historie S. 72.
  23. Bidrag til kännedom om Göteb. och Bohusl. fornminnen och hist. II S. 238 fg.
  24. Dipl. Norv. II S. 527. Denne Familie Darre er forlængst uddød. En oprindelig søndenfjeldsk, senere i Thrøndelagen optrædende (borgerlig) Slægt, der nu nok ogsaa er uddød i Mandslinjen har, som det saa ofte gaar, indbildt sig at stamme fra de adelige Darrer.
  25. Norske Samll. 8vo II S. 1 fgg.
  26. Danm. Adels Aarbog.
  27. See Bidrag till kännedom om Göteb. och Bohusläns fornminnen &c. II S. 248 fgg.
  28. Norske Registr. V S. 453.
  29. Bidr. t. kännedom om Göteb. och Bohusl. fornm. och historia II S. 239.
  30. Mere herom i Samll. til d. N. F. Hist. I S. 378 fgg.
  31. Dens situation og (nuværende) Huse ere afbildede i Brusewitz’s Elfsyssel S. 280.
  32. Nærmere om denne Æts ældre Led i Danm. Adels Aarbog XI S. 154 fgg.
  33. I T. A. Beckers Tidsskrift „Orion“ findes (II S. 352–374) en Afhandling om Anders Green. See forøvrigt Norske Rigsregistranter II–IV passim.
  34. Naturligviis Gaarden af – dette Navn paa Eker. I Baahuslen har der dannet sig det Sagn, at hun skulde være født paa en derværende Gaard af samme Navn, hvilket Holmberg og hans Fortsætter Brusewitz have taget for gode Varer (Holmberg, Bohusläns Hist. och Beskr. 2. Udg. III S. 52).
  35. I 1749 skriver Præsten paa Eker, Christian Grave, der havde Titel af „Professor antiquitatum ved Kbhvns Universitet“, i sin lille Rimkrønike „Prisca & Nova Egerana“ saaledes:

    „Hun gamle Guro Green, hvis Liig var balsameret;
    I Sacrestiet laae for længe ufortæret,
    Til sidst man hende tog med skrumpen Hud og Haar
    Fra de Nysgierige og stak i sorten Jord.“

  36. Dyre-Ættens Stamtavle findes i Danmarks Adels Aarbog for 1891.
  37. F. R. Friis, Disciplene i Sorø Skole 1586–1623. Kbhvn. 1879. S. 8.
  38. Personalhist. Tidsskrift 1 R. II S. 116.
  39. Han ansattes her 24 Apr. 1629 og fik Afsked 20 Febr. 1634. Meddelelser fra Rentekammerarchivet, udg. af Joh. Grundtvig 1872. S. 163.
  40. Norske Rigsregistr. VII S. 682; IX S. 230.
  41. Sammesteds VIII S. 317.
  42. Sammesteds IX S. 130.
  43. Sammesteds IX S. 170.
  44. Den er naturligviis, hvor ikke anden Hjemmel anføres, Hovedkilden til de her meddelte Personalier.
  45. Trykt i Bidrag till kännedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och hist. I S. 447–488.
  46. Derimod indgik hendes Stifmoder Maren Skram i 1661 som gammel Enke nyt Giftermaal med en tyveaarig tydsk Adelsmand, Balthasar Gebhard v. Obelitz (Norsk hist. Tidsskr. 3 R. II S. 258).
  47. Hendes Jordebog er aftrykt i Bidr. till kännedom om Göteb. och Bohusl. fornminnen II, S. 73–88.
  48. I 1654 rasede som bekjendt Pesten i Kjøbenhavn og andre Steder i Sjelland, men ogsaa i 1655–1656 hjemsøgtes disse Egne af pestartede Epidemier. F. V. Mansa, Bidrag til Folkesygdommenes Historie i Danmark, Kbhvn. 1873 passim.
  49. Hvem var han? Sandsynligheden maa være for, at det har været en dansk Mand; i saa Tilfælde har han promoveret udenlands og vel som Dr. med. Rimeligviis er han da den Dr. med. Hans Ottesen Blichfe1d, der i ethvert Fald 1666 havde Graden og døde 1684 som Provindsialmedicus i Viborg. Ingerslev, Danmarks Læger, I S. 535.
  50. See A. Tuxen, Christian den femtes Ungdom i “Museum“ 1892, II S. 114 fgg.
  51. Denne Hr. Anders har allerede Berg (Samll. I S. 398) formodet at være en uægte Søn af Hartvig Huitfeldt og altsaa en Halvbroder af Fru Margrete. Skarstedt (Göteborg Stifts Herdaminne, S. 861) udtaler endog dette med Bestemthed. Tingen er ogsaa sandsynlig nok, dog var det vist sjeldent, at en Adelsmand opkaldte sin Slegfredsøn efter sin Fader, hvilket her maatte have været Tilfældet; uden Exempel er saadant dog ei, saaledes hed som bekjendt Rigshovmesteren Hr. Nils Henriksens (Gyldenløve) uægte Søn Henrik. I ethvert Fald har Hr. Anders staaet i godt Forhold til Herskabet paa Sundsby; ved Thomas Dyres Død viste det sig, at denne to Gange havde mod Forskrivning laant ham 50 Rdlr.
  52. Bidrag till kännedom om Göteb. och Bohusl. fornm. II S. 435.
  53. Norske Rescripter, udg. af Wessel-Berg I S. 32.
  54. Muligheden af et Universitets Oprettelse i Göteborg synes altsaa at være forudsat.
  55. Holmberg, Bohuslens Hist. och Beskr. III S. 244 f.
  56. Hofberg, Genom Sveriges Bygder, S. 207.
  57. Norsk historisk Tidsskrift, 3 R. III.
  58. H. J . Huitfeldt-Kaas: Tønne Huitfeldt til Throndstad (Norsk hist. Tidsskrift 3 R. II S. 260).
  59. Sammesteds S. 242–249.
  60. Denne kom i min Embedstid til det norske Universitetsbibliothek; Antegnelserne ere et slaaende Exempel paa, med hvor stor Klodsethed og Ubehjelpelighed endog en høitstaaende og fornem Officeer har kunnet føre Pennen. Disse Familieoptegnelser ere trykte i Personalhistorisk Tidsskrift 2 R. III.
  61. I G. Brusewitz’s „Elfsyssel“ S. 260 anføres, at Thomas Dyre og Margrete foruden sine bekjendte Børn ogsaa havde en „gift Datter“, som „ikke blev begravet her“. Dette beror kun derpaa, at Margrete Tønnesdatter Huitfeldt af den gamle Frue kaldtes „Datter“. Havde det været en virkelig Datter, vilde naturligviis Testamentet til Göteborgs Gymnasium været en Umulighed!
  62. Holmberg III S. 25–27. Valle Kirke har saaledes været heldigere, end flere Steder i Norge, f. Ex. Onsø, hvis adelige Gravkapel i 1822 udenvidere sløifedes (B. Moe, Tidsskrift f. d. n. Personalhist. S. 182), og Østraat, hvor Bjelkernes Grave skjændedes en Menneskealder senere. Paa første Sted var det „Autoriteterne“, der optraadte paa saadan Maade, paa det andet den pureste Vandalisme (en Person med det ominøse Navn Gravrok).
  63. Holmberg III S. 31–32. Til Sammenligning læse man, hvad der i Smaalenene fortælles om Fru Birte Kaas (gift med General Huitfeldt) paa Ellingaard i Smaalenene (Personalhist. Tidsskrift VI S. 238 f). Disse Fortællinger ere vistnok ikke saa graverende, men ligesaa dumme.
  64. Forestillingen findes paa det st. kgl. Bibl. i Kbhavn. (Ny kgl. Saml. No. 1061. Fol.).
  65. En Copi af denne Fortegnelse er i den senere Tid indkommen til vort Universitetsbibliothek (Mscr. No. 808, 4to). Vedkommende Biskop er Anders Bentsen Dal († 1607).
  66. E. Holm, Studier til den st. nordiske Krigs Historie, (Dansk hist. Tidsskr. 5 R. III S. 272–277), Malmström, Sveriges polit. Historia 1718–72 I 2. Uppl. S. 205, 280 fgg.
  67. P. Vedel, Grev R. F. Lynar, i D. Hist. Tidsskr. 4 R. IV S. 564.
  68. F. Schiern, Historiske Studier II S. 157–158.
  69. C. P. Rothe, Tordenskjolds Levnet 2. Opl. II S. 311, cfr. 340.