Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter/3
Synoden i Stavanger. For at fastslaa en regelmæssig kirkelig Ordning inden Stiftet sammenkaldte Mag. Jørgen alle Stiftets Prester til Stavanger Midtsommer 1573, og her vedtoges (8 Juli) en Række Vedtægter, som tilsigtede at udrydde alle Levninger af katholsk Tro og Ceremonier, at opretholde Ensartethed i kirkelige Ceremonier, at udrydde aabenbare Laster blandt Lægfolket og at forbedre Presternes Stilling. I et specielt Andragende ankede Presterne over Fogdernes Vrangvillighed og over Almuens Uvilje mod Tienden og foreslog ved samme Leilighed, at „Bondeluten“, som. Almuen hidtil havde beholdt, skulde afgives til „de fattige Skoledrenge i Stavanger, som slet ingen anden Hjelp har, og til Hospitalet sammesteds“[1]. Synodens Beslutninger og Forslag blev med en Deputation af Prester oversendte til Kongen, og denne udstedte allerede 18de Juli s. A. fra Silkeborg til Statholderen, til Lensherrerne paa Bergenhus, i Stavanger og paa Agdesiden og til Almuen i Stiftet en Række aabne Breve, der ved lige til Ordlyden at bekræfte Synodens Beslutninger søgte at raade Bod paa de væsentligste Brøst[2]; og hvis kongelige Befalinger i de Tider havde været det samme som Udførelse, vilde Reformerne snart være blevne Virkelighed, hvilket imidlertid endnu paa lang Tid ikke blev Tilfældet.
En særskilt Indkaldelse til denne Synode havde alle Prester fra Lister i Anledning af en Klage mod deres Embedsførsel. Efter Christoffers Schyts Død (c. 1570) valgtes til hans Efterfølger som Prest i Vanse en (som det synes) dansks Mand, Jørgen Hemingssøn Stork, der under sin Studietid i Kjøbenhavn havde havt et Barn med en ugift Kvinde og siden efter Paalæg fra Roskilde Kapitel ægtet hende. Men Vanse var det rigeste Kald paa Lister, og Presten i Lyngdal, Mads Michelssøn, var fræk nok til at foreslaa Hr. Jørgen at bytte Kald med ham og lovede Fogden Claus Hak „en høvisk Skjænk“ og hans „Herskab“ 50 Daler, hvis han kunde opnaa Kongens Brev paa Kaldet; ligeledes havde han Fru Edeles Foged, Bent Nilssøn, paa sin Side. Da Jørgen Stork negtede at gaa ind herpaa, søgte Mads at gjøre ham umulig ved at beskylde ham for Hor, idet Mads’s Hustru Ingeri lovede sin forrige Tjenestepige Marine Gaas en brun engelsk Kaabe med to forgyldte Spænder, hvis hun udlagde Jørgen som Barnefader. Denne smukke Plan lykkedes dog ikke; Provsten Hr. Peder gav Jørgen det Vidnesbyrd, at „han altid har holdt sig ærlig i Lærdom og Levnet“, og Sognemændene bekræftede dette, da den nye Biskop visiterede i Lenet Juli 1572; og da Fogden bragte Sagen for Kapitlet (13de Oktbr. 1572), fremlagde Hr. Jørgen Mads’s eget Brev, hvoraf hans egennyttige Hensigt fremgik, og negtede fuldkommen Beskyldningens Sandhed; da det viste sig, at Mads havde villet „kjøbe sig ind i Lister Gjeld“, og da Marine Gaas var „et Skarns utro og løsagtigt Menneske, som ingen Mand bør at tro“, blev Hr. Jørgen frikjendt og Bent Nilssøns Klage afvist. Denne klagede imidlertid til Kongen og til Statholderen Paul Huitfeldt over, at Presterne paa Lister „føre et fast ondt Levnet baade med Skjørlevnet og udi andre Maader“[3], og nævnte specielt Hr. Jørgen Stork og Hr. Truels Holgerssøn, men mærkeligt nok ikke Provsten, hvis Udtalelser dog havde været det afgjørende. Denne Klage sendte det kgl. Kancelli, som synes at have troet, at Lister laa paa Østlandet, til — Biskopen i Oslo, Frants Berg i, der henviste Sagen til Mag. Jørgen, og da ligeledes Statholderen gav ham Paalæg om „Sagen grangivelig at forfare paa det at kgl. Majestæts Vilje og Befaling kunde fuldgjøres“, stevnede Biskopen alle Listerlens Prester for Kapitlet og Synoden. Her mødte alle fem Prester, og da Beskyldningen var rettet mod dem alle, fremtraadte først Provsten Hr. Peder og skjød sit Skudsmaal for Biskopen og de forsamlede Prester, „om de nogensinde enten havde hørt eller vidst, at han i saadan Maade havde besmittet sig. Da gav ikke aleneste hans Superintendent ham det Vidnesbyrd, at han den Stund, han (Mag. Jørgen) havde været her i Stiftet, baade i sin provstelige Befaling og hos sine Sognefolk havde handlet og skikket sig som en ærlig og oprigtig Dannemand (hvilket Bispen og bekjendte at have forfaret udi det forgangne Aar, han der var i Visitats, og altid siden), men ogsaa alle Prester af det ganske Stift ikke andet vidste eller andet befinde kunde, som han og strax med klare Vidnesbyrd beviste“. Efter denne Attest, som fremhæves særskilt i Synodens Forhandlinger, fremtraadte ogsaa de andre Prester og blev frikjendte, da Hr. Truels oplyste, at han var frikjendt paa Thinge, og Hr. Jørgen fremlagde Kapitlets Frifindelsesdom; selv Mads Michelssøn, som dog havde gjort sig skyldig i Simoni, slap for Straf, men Synoden vedtog en almindelig Formaning til alle Prester om Samdrægtighed.