Hopp til innhold

Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter/13

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Ældre Udgaver. I Norge fandtes i 16de Aarhundrede intet Bogtrykkeri, og skulde Bøger trykkes, maatte det i Regelen ske i Kjøbenhavn eller Rostock. Der er intet Spor til, at Hr. Peder selv har søgt at faa sine Bøger trykte; hans Virksomhed for at udbrede dem har bestaaet i under eget Opsyn at lade afskrive forskjellige Exemplarer, dem han da sendte til sine forskjellige Venner og Patroner indenlands, deriblandt vistnok først og fremst til Biskopen Lauritz Skabo. Denne har maaske faa Aar efter Hr. Peders Død sendt Sagaoversættelsen til sin Svoger, den danske kgl. Historieskriver Claus Lyschander († 1624); thi efter hans Død fandtes den blandt dennes Bøger og indgik med disse i Universitetsbibliotheket; Bogen er skilt ad i forskjellige Dele og opføres dels som „Norvegica, postea edita a Wormio“ og „Historia Norved., pars altera“, dels „Petri Claudii Frisii Historiarum Noricarum Tom. I, II, V, VI, VII, VIII“[1]. Men dette Exemplar blev, synes det, ikke benyttet af nogen af de senere Historieskrivere, det blev liggende i Universitetsbibliotheket[2] og brændte med dette i 1728.

Biskopen har visselig ogsaa faaet Hr. Peders topografiske Arbeider, som interesserede ham mest, og som han vistnok har benyttet til sine Kartarbeider; men de er blevne liggende hos ham til hans Død 1626, og hans Efterfølger, Thomas Wegner, har da fremdraget dem. Denne sendte omkr. 1630 sit Exemplar til Kansleren Christian Friis (til Kragerup), som uden at underrette Biskopen derom strax besluttede at trykke Bogen, overgav den til Boghandleren Joachim Moltke til Trykning og fik Dr. Ole Worm til at bearbeide den til Trykken; den udkom i Mai 1632 under Titelen „Norriges oc Omliggende Øers sandfærdige Bescriffuelse, Indholdendis huis vært er at vide, baade om Landsens oc Indbyggernis Leilighed oc vilkor, saa vel i fordum tid, som nu i vore Dage; Korteligen tilsammen fattit Aff H. Peder Claussøn, Sognepræst i Undal. Cum Priv. Regiæ M. Prentet i Kjøbenhaffn, hos Melchior Martzan, Paa Jochim Moltken Bogførers bekostning. M. DC. XXXII“. Udgiveren nævnes ikke i Dedikationen[3]; men at denne er Ole Worm, fremgaar af Udgaven af Sagaoversættelsen og af Worms Breve, der ogsaa oplyser om Grunden til Anonymiteten. Biskop Wegner har nemlig i 1631 fundet det besynderligt, at Kansleren ikke sendte Bogen tilbage, og skrev til Worm derom; denne svarer 1ste Nov. s. A., at han ikke har seet Bogen hos Kansleren, men lover at skaffe Biskopen Bogen tilbage, hvis der er Anledning dertil[4]. Men 5 Juni 1632 svarer han, at da han vilde bede Kansleren sende Bogen tilbage, fik han høre, at den allerede var under Pressen, og da den nu var færdig, sender han et trykt Exemplar[5]. Biskopen har vistnok alligevel krævet Haandskriftet tilbage, thi 9de Oct. 1632 oplyser Worm, at dette ikke var at faa, da det var overladt Bogtrykkeren (og derved naturligvis bortkommet). Heraf skulde det altsaa se ud, som Worm var ganske fremmed for Udgaven, og i et omtrent samtidigt Brev til Islændingen Arngrim Jonsson omtaler Worm ogsaa Udgaven som sig uvedkommende[6]; men allerede i Fortalen til Sagaoversættelsen siger han, at Hr. Peders Norges Beskrivelse har han „befordret til Trycken“[7], og i senere-Breve til lærde Udlændinger (Johannes de Laet 1643, Isaac Peyrere 1645)[8] samt i den sidste Udgave af Monumonta Danica (1653) siger han rentud, at han har udgivet den. De Forandringer, som vi nu efter et om end ufuldstændigt Haandskrift kan paavise at være foretagne inden Trykningen, maa saaledes tilskrives Worm. Her er først og fremst at nævne rene Indskud, nemlig de fire, jeg har aftrykt i Tillægget S. 465—71. Allerede det, at disse Stykker ikke findes i Haandskriftet, gjør dem mistænkelige; dertil kommer, at No. 1 (det 2det Fylketal) har flere islandskformede Navne, som ellers ikke forekommer hos Hr. Peder (Signa for Sygna, Haalæia for Haaløia, Hringaricki for Ringaricki o. s. v.) og derfor vistnok stammer fra en af Worms islandske Hjelpere[9]; No. 2 og 3 (Lensinddelingen) er kun slette Uddrag af Hr. Peders egne Inddelinger, har flere Feil end disse og er yngre end Kristianias Anlæg (1624); No. 4 er voldelig interpoleret i den fra Bergsbog laante Kursforskrift og Interpolationen tydeligvis gjort af en, der ikke var fortrolig med Oldsproget (sml. Noterne)[10]. Endvidere har Worm i Cap. 2 paa en ganske sindrig Maade forandret Hr. Peders svenske Indvandringstheori til en dansk Indvandringtheori, hvis Uægthed dog let røber sig; han har ogsaa sammesteds udeladt Hr. Peders Ytringer om Nordmændenes Danskehad (S. 256) og vel ogsaa foretaget andre Rettelser af nationale Grunde[11]. Af andre Rettelser eller Tillæg kan nævnes, at Worm har fortsat Hr. Peders Biskopslister til 1632 (S. 283, 323, 336 og 355), tilføiet en Sætning om Oslos Flytning 1624 (S. 284) samt overført Stykket om Bjelland (S. 31113—3129) fra Lister Len til Mandals Len, aabenbart kun fordi han saa, at Bjelland laa ved Mandalselven[12]. Men den allerstørste Vilkaarlighed synes han at have begaaet i de tilføiede Stykker om Bilandene. Hr. Peder adskiller tydeligt sit Værk „Norriges Bescriffuelse“ fra det omtrent samtidige „Om Nogle Læns og Landes Bygning, som ligge under Norriges Krone“ og de meget ældre „om Island“ og „om Grønland“. Men Worm har ført dem alle sammen under en ny Fælles-Titel „Norriges oc omliggende Øers Beskrivelse“, dernæst har han forenet alle Bilandene under én Underafdeling, idet han for at faa Grønland med har rettet Titelen til „Om nogne Lænes og Landes første bygning, som ligge oc ligget hafue under Norrigis Krone“; endelig har han navnlig i Stykkerne om Island og Grønland foretaget voldsomme Rettelser, hist væsentlig Udeladelser og Omsætninger[13], her ogsaa Indskud[14].

Paa sidste Side ei sin Udgave har Ole Worm tilsat følgen Henvendelse: „Gunstige Læser, Der som dette Arbeide befalder dig, da maa du met det fødte forvente den rette gamle oc fuldkomne Norske Chronike, som saa tit oc offte bliffuer aff voris Autore citert oc icke tilforn hafuer værit saa fuldkommen udgangen paa Trycken, som nu, med Guds hielp, skee skal, om dette blifuer vel optagen. Vale“. Under Trykningen havde nemlig Worm faaet Adgang til et (anonymt) Exemplar af Hr. Peders Sagaoversættelse og ved at sammeligne Haandskriften bleven opmærksom paa, at Sagaoversætteren og Topografen var den samme Mand. Han siger selv, at dette Exemplar var ham „tilhænde kommen fra Listerlehn“, hvilket dog vel ikke hindrer os fra at antage det for det samme, som han om Vaaren 1631 havde faaet at se hos sin Frænde Stephan Stephanius i Sorø og i Mai s. A. fik til Foræring af denne[15]. Worm viste Sagaoversættelsen til Christian Friis, som deri blev opmærksom paa Citatet af „Skioldunga viser oc Skioldunga sagn“ (S. 23) og i Mai 1632 gjennem Worm forlangte Oplysninger om disse hos Islændingerne Arngrim Jonsson og Magnus Olafsson[16]. Worm overtog ogsaa selv at udgive Arbeidet, efter først at have sammenlignet det med de islandske Haandskrifter, som fandtes i Universitetsbibliotheket (ɔ: Kringla)[17], og med Haandskrifter af den ældre Bergenske Oversættelse sammesteds, og derigjennem overbevist sig om Oversættelsens Paalidelighed. Udgaven var allerede delvis trykt om Høsten 1632[18], men udkom dog først Vaaren 1633 under Titel: „Snorre Sturlesssøs Norske Kongers Chronica. Vdsat paa Danske, aff H. Peder Claussøn, fordum Sogneprest i Vndal. Nu nyligen menige mand til gaffn, igiennemseet, continuerit oc til Trycken forferdiget. Cum Priv. Reg. M. Prentet i Kjøbenhafn, ved Melckior Martzan, Paa Joachim Moltken Bogførers Bekostning M. DC. XXXIII.“ Worm siger i Fortalen, at han har ladet „voris interpretis arbeid trycke Ord fra Ord, saa viit som det sig streckede, intet enten lagt til eller tagen derfra i nogen Maade“. Saavidt vi kan se, er dette ogsaa rigtigt; Worm har ikke som i Beskrivelsen gjort Beskjæringer eller vilkaarlige Ændringer. Derimod synes han at have tilladt sig et Indskud S. 377, hvorved han vilde hævde Gange-Rolv som dansk[19], og rimeligvis skyldes ham ogsaa Indskudet S. 5321—10, der er taget fra den Bergenske Oversættelse af Haakon Haakonssøns Saga og kun hører hjemme der, ikke i Faderens Saga; og da Hr. Peders Manuskript stansede midt i Skotlandstoget S. 792, har Worm udfyldt Sluten fra et Haandskrift af den Bergenske Oversættelse[20]. Worms selvstændigste Del i denne Bog er ellers Fortsættelsen fra S. 796 af; her har han givet en kort Kongehistorie fra 1263 til 1387, som han selv har samlet dels fra Arild Huitfeldt, dels fra Arngrim Jonssons 1597 forfattede Supplementum historiæ Norvagicæ[21], med kun ganske faa selvftændige Tilføielser (deriblandt det uheldige Tilnavn „Præstehader“ for Erik Magnussøn); endvidere har han udarbeidet en „Norske Kongers Genealogia oc Stamregister“ (hvor dog flere Feil ere indkomne fra Jacob Madssøns Stamtavler), leveret en „Chronologia ofuer denne Historie, uddragen aff Islendiske Annalibus og andre Norske Documenter“ (i Virkeligheden kun fra Annales regii), givet efter „Kringla“ en Oversættelse af et Stykke af Olav den helliges Saga, som Hr. Peder havde stærkt forkortet, samt efter samme Haandskrift aftrykt „Skaldatal“.

Worms Udgaver af Hr. Peders Skrifter vandt strax en stærk Udbredelse og blev i hele det 17de Aarhundrede indtil Torfæus Hovedskrifterne om Norge og dets Bilande. „Beskrivelsen“ blev Mønster og Forbillede for en Række lignende Værker. Jens Lauritssøn Wolff’s Norrigia illustrata (1651) er væsentlig kun et Uddrag deraf med Tillæg fra Absalon Pederssøns utrykte Beskrivelse, Bergens Fundats og Sagaoversættelsen; i Arent Berentsens „Danmarks og Norges frugtbar Herlighed“ (1669) er 1ste Bogs 2den Part, fremstillende „Norgis fructbare Herlighed“, kun Uddrag deraf; den blev bearbeidet paa Tysk som Topographia Norvegiæ af Christoph Steinkuhl (1685)[22], paa Latin af Torfæus i hans Historia rer. Norv. 1 p. 27—110, og der skal ogsaa existere en haandskreven fransk Oversættelse i British Museum[23]; den blev ogsaa optrykt paa Dansk af Wielandt i 1727 (Kbh., 173 Sider 8o). Ligeledes benyttes den flittigt af Lucas Debes i hans „Færoæ et Færoa. reserata“ (1673), i Torfæus’s Værker om Færøerne (1695), om Orknøerne (1697) og om Grønland (1706) samt af de mange norske Topografer i forrige Aarhundrede; Jessen (Norges Beskrivelse, Kbh. 1763 S. 104) siger med Rette, at „de Hefte, som har skrevet noget af Geografien i Norge, har fulgt hans Spor nøie, og ofte allene givet et Udtog af ham, som man kan se fornemmelig hos Arent Berentsen; Steinkuhl og Torfæus oversætter ham næsten Ord for Ord. Endel af de Nyere, som alt for nøie har fulgt ham, har og paa en og anden Sted begaaet Feil med at opregne Kirker, saavelsom og i at beskrive Landet, efterdi der er, siden Hr. Claussøn skrev, skeet store Forandringer“. Og endnu i 1875 kan Fritzner med Rette fremhæve, at næsten alt, hvad der i nyere Tid berettes om Finnernes Gand, Gandfluer e. lign., er bygget paa eller har sit Udspring fra Peder Claussøns Norges Beskrivelse, og det selv i de Tilfælde, hvor nyere Forfattere have hentet sine Meddelelser fra Folkets egen Mund[24]. Thi Beskrivelsen har været udbredt ogsaa blandt Almuen, og fra den skriver sig mange nyere Folkesagn, navnlig dog fra Lister og Naboegnene i Christiansands Stift, f. Ex. om Kjæmpen Ukjalir (Top. Journ. XIII, 17), om Einar Thambeskjelver (Top. Journ. XII, 37), om Klokkeskjæret (Fayes norske Sagn S. 191), om Tolvkjørhelleren (Daaes norske Bygdesagn I 22), om Rafoss (ss. I 63) o. s. v.

End større Betydning fik Sagaoversættelsen. Den skabte Snorre Sturlessøns Navn som historisk Forfatter, thi ikke engang Arngrim Jonsson kjendte ham hidtil som saadan og kalder ham i et Brev til Worm „udgravet af Glemselens sorte Nat“[25]; og den gav med én Gang Norge, hvad Danmark længe havde savnet og endnu i lange Tider skulde savne, en sammenhængende, læseværdig Fremstilling af dets Oldtids og Middelalders Historie. Denne blev gjennem hele 17de Aarhundrede det egentlige Kildeskrift for Norges Historie, og selv efterat Torfæus havde bearbeidet alle de originale Kildeskrifter i sin latinske Fremstilling (1719), og efterat Peringskiøld havde publiceret den islandske Text (1697), beholdt den sin Rang; den blev optrykt paany (Kbh. 1757) og har. maaske i denne nye Udgave vundet end større Udbredelse i Norge, hvor efter Jac. Aalls Vidnesbyrd „mod den sidste Slutning af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette Claussøns Oversættelse af Snorre var i de anseeligste Bønders Hænder og udgjorde deres mest yndede Læsning“. Den er vistnok nu som saadan har trængt af nyere (Jac. Aalls og P. A. Munchs), men endnu beholder Hr. Peders Oversættelse for et enkelt Afsnit (Tiden 1202—1217, hvor den har fulgt den tabte vidtløftigere Recension) Rang som Kildeskrift, og den nyeste Oversættelse (Ryghs) har derfor med Rette her optaget dennes Oversættelse i sin Text, ligesom Egilsson har forsøgt at fornye dens islandske Grundlag Fornm. Sögur IX, 60—213).

I forrige Aarhundrede dukker en Tradition op om, at Hr. Peder selv skulde have sendt til Ole Worm sin „Norges Naturhistorie“, og denne Tradition strækker sig ind i dette Aarhundrede[26]. Dengang troede man, at Hr. Peder levede til 1623, medens han i Virkeligheden døde, da Worm kun var 28 Aar gammel og netop hjemkommen fra fleraarige Reiser var (1613) ansat som professor pædagogices. Af Worms Breve og Skrifter fremgaar det ogsaa, at han netop meget sent kom i Besiddelse af Naturhistorien. I et Brev til Biskop Wegner (9de Oct. 1632) omtaler han, at han af Beskrivelsen har seet, at Hr. Peder har skrevet noget om Norges Dyr, og beder ham undersøge hos Arvingerne eller andre, om det findes[27]; 23de Apr. 1633 gjentager han Opfordringen[28]. Men Biskopen har ikke kunnet eller ikke villet skaffe Bogen; ialfald har ikke Worm faaet fat i den førend omtr. 1650, maaske samtidig med, at han fik Hr. Peders Samling af Rettebøder. Den citeres nemlig kun i Skrifter fra hans sidste Aar, i Historia animalia quod in Norvegia quandoque e nubibus decidit etc. (Kbh. 1653)[29] og i Musæum Wormianum (Kbh. 1655), der først udkom efter Worms Død, men er skrevet af ham i hans sidste Aar. Af Citaterne[30] sees, at Haandskriftet var fragmentarisk, men de stemmer idethele vel med det nyfundne Haandskrift; dog har det desuden havt et Afsnit om „Rensdyr“, som ogsaa citeres i Beskrivelsen (S. 428)[31]. Ole Worms Søn Villum Worm gav Bogen til sin Collega Thomas Bartholin, som tog den med til sin Gaard Hagested, hvor den brændte med hans øvrige Bibliothek i 1670. Han havde tænkt at bearbeide og udgive den[32], ligesom han ogsaa hyppigt benytter og citerer den, f. Ex. i Skriftet De medicina Danorum domestica (1666)[33]. Siden den Tid har Skriftet været anseet for tabt, indtil jeg i 1876 fandt det nedenfor beskrevne Haandskrift.

To af Hr. Peders mindre Skrifter blev trykte i forrige Aarhundrede, uden at man kjendte Forfatteren. Til sit Skrift „Kort Afhandling om Oprindelsen til at tage og at give Tiende samt Rettighed til at kalde Præster“ (Kbh. 1750) benyttede Justitsraad Tycho de Hofman Hr. Peders Breve om Tienden i det samme Haandskrift, hvorfra vi kjende dem, og aftrykte hans Brev til Stüring Bohl[34]. Det er, saavidt vides. J. C. Berg, som (paa en Seddel, indlagt i Haandskriftet) første Gang har gjort opmærksom paa, at Forfatteren er Hr. Peder, og fra ham stammer vistnok en Bemærkning herom i Nyerups og Krafts Litteraturlexicon (1820). I Maanedsskriftet „Minerva“ for Dec. 1787 (S. 323—44) lod Carl Pontoppidan trykke Stykket „om Grønland“, som han havde fra et „meget gammelt Manuskript“; ingen synes at have anet, hvem Forfatteren var, uagtet han har tegnet sit Navn[35]. Endvidere har senere Rasm. Nyerup i sine „Reiser til Stockholm“ (Kbh. 1816) gjort opmærksom paa, at i Stockholms kgl. Bibliothek fandtes en Lovbog skreven af Peder Claussøn, og som Prøve paa denne aftrykte han Stykket „En Underwiisning om Norrigis Low“; og uafhængigt heraf lagde Keyser og Munch under Forarbeiderne til Udgaven af „Norges gamle Love“ Mærke til, at ogsaa Haandskrifterne A. M. 94 og 102 qv. stammede fra ham.

  1. ↑ Rørdam, Klavs Christoffersen Lyschanders Levned S. 147, 151. I „De Danske Kongers Slægtebog“ (1622) har Lyschander ikke benyttet Hr. Peders Skrifter; de Uddrag, han her giver om de norske Konger, stamme fra Udg. af 1594. Hans historiske Skrifter om Norge brændte i 1728.
  2. ↑ de samme Titler gjenfindes.i en Catalog over Universitetsbibliotheket fra 1662.
  3. ↑ Denne er skrevet i Joachim Moltkes Navn og rettet til Norges Statholder Christoffer Urne og Kansler Jens Bjelke, dateret Himmelfartsdag (10de Mai) 1632.
  4. ↑ Regni Norvegiæ Descriptionem, quam Magnifico Cancellario, non vidi; si ad meas unquam pervenerit manus aut de eo sermonem ipso mecum contulerit, ut tibi restituatur allaboro. Epp. Worm. p. 380. Pontoppidan i Annales Eccl. Dan. (III 213) og efter ham Schlegel har troet, at denne „Descriptio“ var forfattet af Wegner; Feilen er rettet af Nordahl i „Minerva“ 1788, 1 S. 186 ff.
  5. ↑ Epp. Worm. p. 381.
  6. ↑ Epp. Worm. p. 314.
  7. ↑ det sees af samme Fortale, at Worm i Beskrivelsen forstaar at skille mellem Hr. Peders og hans Afskrivers Haand.
  8. ↑ Epp. Worm. p. 830, 922.
  9. ↑ Originalen er vel et Exemplar af de islandske Annaler, beslægtet med Hauksbók:, hvori en lignende Fylkestavle forekommer. Smlgn. Norsk Hist. Tidsskr. IV, 478 ff., hvori jeg dog har forudsat, at Stykket er ægte.
  10. ↑ Vi vide desuden, at Ole Worm besad et Haandskrift af den bergenske Grønlands Beskrivelse (Epp. Worm. p. 671, og hans Ytringer i Brevet til Johannes de Laet synes at tyde paa, at han har indskudt denne i sin Udgave af Beskrivelsen [„Multa adhuc apud nos extant documenta de statu ejusdem regionis (ɔ: Gronlandiæ), de cursu tenendo iis, qui eo tendunt, de Episcopis, qui rei divinæ ibidem præfuerunt, et aliis, quorum summam ante annos aliquot edendam nostro idiomate curavi in Norvegica descriptione. Epp. Worm. p. 830].
  11. ↑ blandt disse regner jeg Forklaringen af, at Gangerolvs „Nordmænd“ er = danske og norske Folk (S. 245), hvilket strider mod andre Yttringer (f. Ex. S. 257).
  12. ↑ Hvis vi havde havt et fuldstændigt Haandskrift af Norges Beskrivelse, vilde Worms Vilkaarligheder rimeligvis have vist sig at være langt flere.
  13. ↑ Stykket om Island i Worms Udgave svarer til denne Udgave S. 1713—17412, 1826—18418, 17413—17725, 18514—1869, 17726— 18021 18110-1824, 1888—25, 18610—1886, 18922—1926, 19425—19618, 19211—17.
  14. ↑ Istedensor Kursforskriften S. 2066—12 er indskudt hvad der findes i Tillægget S. 467—71.
  15. ↑ Epp. Worm. p. 156.
  16. ↑ Epp. Worm. p. 313—17 og 362.
  17. ↑ om flere kan der ikke være Tale, da de „Haandskrifter“, Worm kjendte, stansede ved Aar 1177, hvilket kun er Tilfælde med Kringla.
  18. ↑ Epp. Worm. p. 314.
  19. ↑ at dette Indskud er yngre end Hr. Peders Tid, sees af, at det citerer Dudo og Gemmeticensis, hvoraf ialfald den første ikke var kjendt førend i Duchesnes Udgave (1619).
  20. ↑ ikke fra den trykte Udgave af denne (1594), thi Worm har her (S. 792—95) overalt beholdt det ægte „mataboel“, som den trykte Udgave havde rettet til „Bønder“.
  21. ↑ efter et Haandskrift i Universitetsbibliotheket, se Epp. Worm. p. 319. Herfra er taget næsten hele Magnus Lagabøters Historie (S. 796—802),men af de følgende Kongers kun enkelte Notitser (S. 80220 og 80227, 80430—8052, 8069, 80918, 8123—10, 83410—24 og 83431—33, 83610—13, 83620—31, 85031—8522). Worm har hverken, som jeg tidligere har ment (Snorre Sturlassøns Historieskrivning S. 215), direkte benyttet de islandske Annaler eller de annalistiske Tillæg i Haandskrifter af den Bergenske Sagaoversættelse
  22. ↑ den omfangsrige Titel citeres af Jessen, Norges Beskrivelse S. 104.
  23. ↑ Nord. Tidsskr. for Oldkyndighed I 348.
  24. ↑ Norsk Hist. Tidsskr. IV 180.
  25. ↑ Epp. Worm. p. 317.
  26. ↑ Pontoppidans Norges naturl. Historie I, Fortalen S. 22—23; Tyrholm hos Treschow, Danske Jubellærere S. 162. Vedel-Simonsen, Udsigt over Nationalhistorien I 61; han citerer Moller, Hypomnemata ad librum Alberti Bartholini de Seriptis Danorum (p. 374), men her staar kun, at Bartholin havde faaet Bogen efter Worm.
  27. ↑ Si scirem, te nondum Descriptionem illam Petri Claudii vidisse, mitterem: Proximis, si lubet mone. Citat in hoc opere qvædam qvæ de animalibus Norvegiæ concinnavit, quorum miro teneor desiderio. Si apud hæredes aut alios ea expiscari valeas, communica qvæso; digna videntur mea cura et recognitione; emendata forsan et aucta ut ad te redeant efficiam. Epp. Worm. p. 382.
  28. ↑ Mitto Historiæ Norvagicæ exemplum mea qualicunque cura in lucem editæ, quam excipiet, si votis DEus aspiraverit, teqve faventem habuerimus, de Animalibus Historia diu exspectata. Epp. Worm. p. 382.
  29. ↑ Petrus Undalinus in fragmentis Historiæ animalium Norvagiæ MSS., quæ penes me sunt, pauca etiam de iis congessit lingua vernacula (Præfatio p. 3). P. U., qui de animalibus Norvegiæ quædam vernaculo idiomate reliquit Schediasmata, refert o. s. v. se Note a. S. 51.
  30. ↑ trykte i denne Udgave S. 2 a, 3 c, 8 m, 10 u, 13 a, 15 d, 16 e og f, 17 g og 51 a.
  31. ↑ Worms Uddrag (Mus. Worm. 337—38) aftryktes her, da det kan træde i Stedet for det tabte Stykke S. 59: Rangifer, Norvagis Reinen vel Reinsdiur, animal est Septentrioni peculiare, siquidem alio translatum non diu vivere animadversum est, locis namque delectatur perpetuis nivibus et glacie horridis et peculiari musci in petris nascentis gaudet alimento, quo si destituatur morbis corripitur. Ad figuram cervi quam proxime accedit, sed tenerius aliquantum est animal et membris gracilioribus, pilis curtis, colore gryseo, duobus præditum cornibus, pro ratione corporis magnis satis et amplis, frondosis, gracilibus et teretibus juxta caput, sed dilatatis aliquantum, ubi in apices terminantur, qui plerumque incurvantur posteriora versus.
     Cornua, quæ ego teneo, duodecim ornantur apicibus. Mox ubi e Cranio emergunt, ramum longum anteriora versus emittunt, multis incurvatis hamulis quasi insignitum, quem Norvegi Brunwecker vocant, eo quod hujus beneficio glaciem frangat aquarum, ac ramos arborum ad se trahat, earum gemmis et foliis ut vescatur. Femina etiam cornubus prædita est, sed minoribus, cætera ad figuram cervi accedunt. Vescuntur hieme musco, aliisque herbis & germinibus arborum & foliis. Ubi omnia nive sunt cooperta, apte pedibus nivem dissipare norunt, usque dum ad saxa aut arborum truncos pervenerint, quos detegunt. Exiguo vitam sustentant; noctu ut plurimum victum quærunt, interdiu in magnis nivium congeriebus sub cautibus latitant Ajunt Lappos et Finnos, in diurnum alimentum, tantum saltem singulis tribuere musci, quantum chirothecæ suæ digitus major capere potest, licet 20 milliarium iter eadem die confecerint.
     Non admodum sunt feri, sed facile cicurari se patiunter, ut jumentorum loco iis utantur. Velocissimum est animal et hoc maxime in eo mirandum, quod, ubi nix mollior est, nequaquam mergantur eorum pedes, ubi currunt, ultra calcaneum, Ladklöwen vocant Norvagi. Natant perite satis, catervatim incedunt, ita tamen ut longo ordine se sequantur, caput in clunes antecedentium reponentes, dux, ubi defatigatur, ad ultimum discedit locum et sequenti officium resignat. Factum verno tempore in cautibus edit, ubi frigus maxime penetrabile corpora adurere solet. Variis capitur modis, laqueis, fossis, balistis aliisque mediis.
     Horum animalium multa et numerosa armenta possident Finni, ex quibus an ipsos multum redundat utilitatis. Lac ex iis mulctum suave est, ex eo caseos quoque conficiunt non ingrato sapore; sed butyrum non præparant, carnibus eorum vescuntur, qaus sale quandoque condiunt et vento siccant, pellibus vestiuntur, pilis sellas suffulciunt, nervis vestes consuunt atque ex iis habena et vincula conficiunt, quibus naviculas suas quandoque colligant, absque ullo ferramento, quo destitnuntur. Ex cornubus manubria cultrorum et alia utensilia conficiunt, sed præcipue trahendis vehiculis suos aptant Rangiferos atque celerrime maximum itineris conficiunt spacium. Unus eorum vehiculum trahens præcedit, habenis ad cornua alligatis, Rectore baculo totum negotium dirigente, alter vehiculo alligatus subsequitur, et cum prior trahendo defatigatus fuerit, in ejus locum substituitur posterior, subsequente ille, atque ita operas partiuntur, donec pensum absolverint. Lassitudinis dant signum, gradum sistendo, et linguam cum anhelitu exserendo. Duodecim horarum spacio, ultra centum millia passuum conficiunt.
  32. ↑ De Bibliothecæ incendio p. 77—78: Animalium Norvegiæ, terrestrium nempe, aquatilium et volatilium descriptionem lingua vernacula veteri (!) exorsus olim in Norvegia fuerat patriæ amantissimus Dn. Petrus Claudius Undalinus, autor Historiæ vernaculæ Norwegicæ à Magno nostro Doctore Olao Wormio editæ; sed rudi Minerva religiosus Vir partibus istis functus est. Cum mihi ex reculis Paternis D. Wilhelmus Worm laceras Undalini pagellas concederat, acuratius singulorum animalium historiam examinavi in ordinem redegi, auxi, illuatravi et lingua doctorum legendam exhibere constitui.
  33. ↑ se Citaterne S. 53 og 57 samt Rettelsen S. LXXXIV. Ved S. 15 Note a burde været citeret De med. Dan. p. 269: De Urso Norvegico idem Undalinus scribit, quod interna partium conformatione prorsus suem referat saporemque lardi suilli æmuletur, quia et juniores Ursi in Norvegiæ in escam veniunt, og til S. 11816 samme Skrift S. 286: Testaturque Petrus Claudii Undalinus in M. S. Hist. Animal. Norveg. A. C. 1550 & nonnullis annis præcedentibus ex Mandal exportatas fuisse saliti Salmonis tonnas nostras ultra 1200 præter Salmones recentes qui domi comedebantur et alios qvi in usum familiæ cujusque saliti custodiebantur: esse enim inter rusticos ejusdem loci, qvi in familia sua singulis annis tonnas sex vel octo saliti salmonis consumant.
  34. ↑ Det citeres i Regelen efter anden Udgave (1777, ved Sandvig), S. 35 ff., men findes dog allerede i 1ste Udgave S. 54 ff.
  35. ↑ I Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger for 1876 (No. 4), hvor jeg gjorde opmærksom derpaa, sammenblandede jeg Hr. Peders Stykke om Grønland i Minerva for Dec. 1787 med et Stykke om samme Gjenstand fra Jan. 1788, der ligeledes skammer fra Pontoppidans Samlinger. Paa et andet Sted skal jeg godtgjøre, at Lyschander har udskrevet dette Stykke fra en endnu bevaret Afskrift af den Bergenske „Grønlands Beskrivelse“ og med tilføiede Randnoter og Efterskrift sendt det til Kansleren.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Peder_Claussøn_Friis_og_hans_Skrifter/13&oldid=85912»