Om Myrdyrkning/Undersøgning
Medens Bygdemaalene saaledes have en Mængde Ord for Myrernes forskjellig Tilstande, have de ikke saa mange Benævnelser for deres Godhed eller Forhold til Myrdyrkningen. Dette kommer ikke af, at der findes faa og eensartede Myrer her i Landet; thi der findes netop, som vi have godtgjort, en stor Mængde af dem, og de ere meget forskjellige; men det kan naturligvis ikke komme af andet, end af det, at der er opdyrket saa faa Myrer, og at Folket kjender lidet til, hvorledes de skikke og lage sig ved Dyrkning; thi almindeligst gaar Myrdyrkningen ikke videre, end til at der udveites en liden Dug elller nogle Næpereiter, som oftest efter et Par Aar gjenlægges til Græs.
Den Forskjel, som Benævnelserne Myr og Mose antyder, skulde ligge deri, at i Myrer er Raadningen og Overgangen til Muld skredet længer frem, hvorhos der paa disse gjerne idetmindste voxer bedre eller skrinnere Græs. I Moserne eller Mosemyrerne er derimod den øvre Flo til en større eller mindre Dybde ikke raadnet, men den har holdt sig uforandret, og det kan derfor ikke engang voxe Græs paa den; det eneste som voxer og trives her er Mosarter. og derfor er det naturligviis man giver dem Navn af Moser eller Mosemyrer. Imidlertid finder man almindelig, et Stykke under den uforandrede Mose, en Flo af Torvjord, som er mere raadnet; denne er det, som paa mange Steder bruges til Brændsel. De fleste Steder i Christiania Stift bruges Torv ikke til Brændsel, og ei heller kjender man Brændetørven af Navn; thi den mere eller mindre raadnede Mose eller Mosejord, hvoraf den bestaaer, kalder man almindelig Myrjord eller i blødere Tilstand Gjørme. Et af de faa Steder her i Stiftet, hvor man har indført en ordentlig Tørveskjæring og Nytning af Brændetørven, er paa Brunlaug ved Laurvig.
Hvorvidt en Myrdyrkning skal lykkes kommer for en stor Deel an paa, om denne Flo af Myrjord ligger saa nær ved Myrskorpen eller Overfladen, at man kan komme til den eller ikke. Paa egentlig Myrmark og Græsmyr pleier Dyrkningen almindelig lykkes bedst, fordi Torvjorden der allerede er raadnet og gaaet over til Muld nærved Jordskorpen, og det bliver heller ikke saa kostbart at dyrke saadan Mark, fordi den øverste Flo, som skal skaffes bort, ikke er meget tyk. Paa Mosemyrer, hvor den øverste Flo, som ikke kan bruges, er tykkere eller har større Drøide, bliver derfor Dyrkningsudgifterne større. Heraf sees det altsaa, at der altid er Grund til først og fremmest at vælge rigtige Myrer eller Myrmarker til Opdyrkning; men det er alt foran sagt, at en græsdækket Myr, selv i sin naturlige Tilstand, ikke giver saa liden Binding, og derfor kan det ofte være bedre at beholde den som naturlig Eng, end at lægge Arbeidsomkostning paa den. Moserne ere derimod i sit naturlige Lag og oprindelige Tilstand til liden Gavn og Nytte; og det bliver derfor altid en Fordeel, om de med en rimelig Kostning kunne gjøres dyrkningsføre. Men man bør alligevel see sig for og tænke sig lidt om, førend man begynder paa et saadant Arbeide. Ellers kunde det let hende, at man kastede bort Pengesummer, som ikke kunne vindes igjen i flere Menneskealdere. Det mangler ikke Exempler paa, at saadant er hændt, og det er derfor meget vigtigt i Forveien, før man tager fat paa Dyrkningen, at kunne skjønne eller dømme om hvad Myren duer til, og hvilket Udbytte eller hvilken Vinding man kan gjøre Regning paa.
Man pleier til den Ende ogsaa foreslaa at gjøre Forsøg med at bore med Jordboret, forat komme efter hvor dybt den raadnede Myrjord eller Gjørme ligger. I de fleste Tilfælde vil man herved kunne skaffe sig nogen Veiledning; der gives imidlertid endnu en langt simplere Fremgangsmaade, men som desuagtet er sikrere, til at komme efter om Marken duer til at dyrkes eller ikke. Man behøver nemlig kun, at lagge Mærke til de Væxter, som den bærer i sin naturlige Tilstand. I denne Henseende have vi megen Hjælp af Træarterne. Trives f. Ex. Oreskoven godt paa Myren, saa behøver man aldrig at betænke sig noget Øieblik paa Markens Opdyrkning; thi hvis Vandet kan tappes ud, og Myren forresten bliver ret medfaret, kan man være sikker paa at faa god Høst baade af Græs og Korn. Saadan Mark pleier altid at betale Dyrkningsomkostningerne inden kort Tid[1]. Granskov udmærker ogsaa en god Jordbund, og det samme pleier fordetmeste være Tilfældet med Pilearter Selje og Vidiebusker (Salices). Disse sidstnævnte Træer og Buskarter findes dog almindelig ikke alene, men i Samlag med Or, Birk eller Fure. Jo mere Or der findes, desto bedre er det; derimod er Birken ikke at lide paa; thi den regner det ikke saa nøie med Jordbunden, og trives ofte paa Mark, hvor Korn og Græs ikke komme sig. Det samme er Tilfældet med Furen, som lader sig nøie med endnu skrinnere Jord end Birken. Der hvor Furen voxer, uden Blanding med andre Træarter, er det sjelden hendt at nogen Dyrkning er lykkedes. Marken bestaaer der sædvanlig af Rødgjørme eller Røddynd som ikke er andet end halvraaddent Mose (Rosentørv), og denne er almindelig kjendt for sin Ufrugtbarhed. Den bedste Nytte man kan gjøre, og det bedste Udbytte man kan faa af saadan Mark, skaffer man sig, om man kan aflede eller udtappe Vandet ved en letvindt Udstikning, og lade Skoven voxe. Hvis der paa en Mose kun findes Gorrgurer eller Myrkraker, saa er dette et sikkert Mærke paa, at Marken i høi Grad er gjennemtrængt af Jordsyrer, og at Mosefloen, selv paa en større Dybde, ikke er raadnet. Det skulde være forgjæves Møie at lægge Arbeide paa at dyrke saadanne Moser. Men naar de tørkes ud, forandrer Marken efterhaanden sin Skapnad, Mosarterne ophøre at voxe og den gamle Flo deraf begynner lidt efter lidt, ved Luftens Tilkomst og Virkning, at raadne og gaa over til Muld. Selv en saadan Mark kan derfor blive grødefør i Fremtiden, men som oftest vil den dog først blive det i en fjern Tid. Det er saaledes en Vinding for Efterkommerne, at man tapper Vandet ud af saadanne slette Moser; dog virker det ogsaa til Fordeel for de Nulevende dervedm at Veirlaget bliver bedre, at det bliver lunere, og at Frosten tager af i Omegnen; men strax at give sig til at opdyrke saadanne Moser vilde kun være at kaste Penge bort til ingen Nytte. De mislykkede Myrdyrkninger, som man desværre seer paa flere Steder, og som afskrække mangen en fra at dyrke Myrjord, kommer for det meste deraf, at man har givet sig til at arbeide paa Mark, hvor den raadnede Flo af Myrjord har ligget altfor dybt; paa slige Steder behøver Myren at ligge og hvile en eller et Par Menneskealdre, for at der skal danne sig en nyr Jordflo ovenpaa. Man kan dog vogte sig for saadanne skadelige og pengeødende Misgreb, naar man kun giver Aft paa Naturens veiledende Tegn, og et af de sikreste og mest usvigelige er den forskjelligartede Skovvæxt paa Myrjorden. Imidlertid kan man ikke stedse nyde godt af disse Mærker, thi ofte findes der ikke nogen Skov, enten fordi Myren ikke engang kan bære Buske og Trær, eller fordi disse ere blevne ryddede for Græsvæxtens Skyld, og fordi de opskydende Smaarenningen siden ved Slaatten aarlig ere blevne afhuggede. Under saadanne Omstændigheder maa man skaffe sig Skjøn paa Markens Bæreevne af de Græsarter og andre Smaavæxter, som voxe og trives paa den. Saaledes har man f. Ex. i Sverige, efter Indebetou, gjort den Erfaring, „at vandsyg Jord, som er overvoxet med Kjærringrok (Equisetum) altid giver god Høst baade af Korn og Græst, naar den tørkes ud og dyrkes“ ; men Kjærringrokken ansees, efter flere paalidelige svenske Forfattere, der ogsaa for at være et godt Foder, som ofte giver et saa stort Udbytte, at man neppe kan erholde mere ved Dyrkning af kunstig Eng.
„Det kan derfor undertiden være Grund til at beholde en Kjærringrokmyr som den er, hvis ikke anden Mark, som fortjener at dyrkes, derved holdes vandsyg eller sidlændt; men skulde dette være Tilfældet, og man maatte opoffre en Mark, som var overvoxet med Kjærringrok for at komme til at dyrke et andet frugtbart Stykke, da kan man med Vinding først og fremst begynde med at dyrke den Jordbund, der er overvoxet med Kjærringrok. En Grund mere har man hertil, fordi man ved at tappe vandet ud og tørke Myren har berøvet sig en sikker Foderhøst, som bør erstattes eller vedergjældes saa snart som det kan skee, for at Eiendommen ikke skal lide nogen Skade.“
Dette, som her er sagt, gjælder dog formodentlig kun en Art Kjærringrok, som man kan kalde Myrrok eller Sumpkjærringrod (Equisetum limosum); thi om en saadan har man ogsaa her i Landet — f.Ex. i Smaalenene — erfaret, at den giver rigeligt og godt Foder, der især skal hjælpe til at øge Mælken efter Kalvingen. Ellers ansees Røverumpen eller Kjærringrokarterne almindelig baade for Mærker paa en skrinn Jordbund og som et skadeligt Udgræs, der let udbreder sig paa sure og sletdyrkede Jorder, ja man skylder endog flere af dem for at virke Blodstal hos Fæet. Naar man undtager den ovennævnte Sumpkjærringrok, som Tydskerne sige, idetmindste ikke gjør Skade, saa tillægge tydske Forfattere om Jordbruget alle Arter af Kjærringrok skadelige Egenskaber, og ansee Udryddelsen af dem som et Middel til at forøge Frembringelsen af Mælk, Fedt og Kjød *) Jfr. Die nachhaltige Vertilgung des Duwod´s;, ein Mittel zur Vermehrung des Milch-, Fett- und Fleisch-Production, von Dr. Ludewig Meyn. Weimar 1854. En af de skadeligste er Engkjærringrokken (Equiset. arvense), Fig. Fig. 20.Engkjærringsrok.
Der gives nogle Græsarter, som ere Mærker paa en god Jordbund, naar de voxe paa Myr. Disse ere Kvein og Bunt eller Buntegræsarterne. Den som er mest almindelig paa Myrjord er Rødkvein, Rødkjose, Rødhvene eller Enggræs (Agrostis rubra). En bedre Art er Mosebunten eller Engbunken (Aira cæspitosa); dog voxer denne ikke paa egentlig Myrjord, men kun der, hvor det finder fast Aur tæt under Græsvolden. En anden Art, Rørkjosen, (Calamagrostis stricta) regnes ogsaa hid, giver mer Foder end Rødkjosen, samt er ligesom begge de nævnte Græsarter Mærke paa en Myrmark, som det er værd at dyrke.
Disse Græsarter give vistnok et Foder, som ikke er daarlig; men Udbyttet pleier være usikkert og beror meget paa Nedburden. I fugtige Aar forsvinde de ofte og vige Pladsen for Storrarter (Carex), som give et langt ringere hø. Det er derfor altid Grund til at dyrke saadan Mark, som disse Græsarter voxe paa, thi man faar derved en jevnere Vinding og sikrere Høst.
Nogle af de Planter, som almindeligst findes i Myrer og paa Vaadlænde ere Storrarterne. Det er mange forskjellige Slags af dem, og de findes saavel paa bedre som paa daarlig Jordbund; deres Rødder ere tæt sammenvævede og seige, hvorfor det gaar seent med Raadningen af Storrtørven, og af den Grund trives bedre Græsarter ikke paa Marken, saalænge som den er dækket med Storrtørv. Ved Brænding kan den imidlertid let skaffes bort, og under den træffer man ofte god Jord. Paa Storrenge kan man derfor faa ret god Høst, og under enhver Omstændighed faar man bedre Foder ved Dyrkning, selv om Mængden ikke bliver større end den før var. Der gives en egen Sort Storr, eller rettere et Slags Halvsom forekommer i Skovegnene; det har traadformige Blade og trinde Straa, medens Storrarterne fordetmeste have et trekantet Straa og flade Blade. Disse Græsarter, Hvidskjæne, Myrak, Hvidak, Kvitaam og Brunskjæne (Schoenus albus og fuscus), give et meget skrinnt Hø og et overmaade ringe Udbytte, men de voxe ogsaa paa en saa maadelig Jordbund, at man ikke med nogen Sikkerhed kan regne paa at faa Vederlag for Omkostningerne ved Dyrkningen. Har man bedre Mark, saa er det derfor sikrere at dyrke den og ikke lægge Arbeide paa saadan Jord, som der voxser Skjæne paa. Tabet af viltvoxende Foder er vistnok ringe ved denne Leilighed, men Vederlaget bliver ogsaa altid uvist og vanskeligt at faa.
Af de Halvgræsarter, som findes hos os, er der et Slags Myrduun (Myruld, Myrkoll, Myrlopp, Myrtop, Eriophorum vaginatum), smalbladet Myruld, der er Mærke paa den sletteste Jordbund; den adskiller sig ved fine traadformede Blade fra de øvrige Arter af samme Slægt; af disse er een, den mest bedbladede (Eriophorum latiolium), endogsaa Mærke paa temmelig god Jord. Den smalbladede Myrdun voxer i tætte Tuer, saaledes at man med Liaaen har vanskelig for at komme til dens skrinne Græs. Ligesom Birk og Fure slaar den vel til paa uraadnede Mosefloer, hvor andre Græsarter ikke kunne trives, og hvor der forresten ikke kommer stort andet frem end Mose. Imidlertid dannes der efterhaanden Madjord af dens Rødder, og den forbedrer saaledes Marken samt danner en Overgang fra Mosevæxten til bedre Væxter.
Foruden Græsarterne og halvgræsarterne give ogsaa de forskjellige Slags Mose, som Myrjord og Tørvejord bærer, nogen Veiledning til Bedømmelsen af Jordbundens Godhed. Saaledes er Skovmose eller Grønmose (Hypnum), Fig. 21
a) i nat. Størrelse.
b) forstørret.
bedre Jordbund, og der hvor den forekommer er det et Tegn paa, at den øverste Flo af Myrjorden er begyndt at gaa over til Muld; man træffer den saaledes ofte paa Oretuer. Bjørnemosen (Polytrichum), Fig. 22, antyder, at det ikke er langt til fast Bund, endskjøndt denne kan være af temmelig daarlig Beskaffenhed. Tørvemosen, Rødmosen, Rosentørven, Fig. 23, (Sphagnum), eller
BjørnmosenTørbemose, Hvidmose, Rødmose,
(Plytrichum)(Sphagnum cymbifilium)
Paa den Maade, som her er omtalt, kan man af Plantevæxten, som findes paa Myr- og Tørvejord faa temmelig sikker Kundskab om dens Godhed og Tilstand (Hævleik). Det er ogsaa alt hvad man behøver at vide, naar der er Spørgsmaal om Mosemyrer; thi i disse ligger den faste Bund almindelig saa dybt, at Jorddyrkeren aldrig naar den, uden ved Bredderne og derfor er det ogsaa kun der, at den kan have noen Indflydelse paa Frugtbarheden. Tørvjordsfloen er oftest mere grund paa almindelige Myrer, og under Dyrkningen træffer man før eller senere paa Auren eller Undergrunden. Der bliver det følgelig ogsaa vigtig at komme efter, hvorledes den faste Grund, som Tørvefloen hviler paa, er skikket; thi Dyrkningens heldige Udfald beror ikke alene paa Tørvjordes Godhed, men ogsaa paa den Jordart, som man kommer til at blande den med. Naar den faste Grund saaledes ikke ligger dybere end Myrens Udløb, saa kommer den vel ikke strax, men dog snart til at virke paa Frugtbarheden eller Bæreevnen, og under saadanne Omstændigheder maa man derfor skaffe sig Kundskab om Undergrundens Hævleik eller dens bedre eller kleinere Art.
At Leer er en god Undergrund ved Myrdyrkning, er saa almindelig bekjendt, at man ikke behøver at godtgjøre det nærmere. Hvis Leret ikke ligger dybere, end at man træffer det ved den første Gravning af Hovedveiterne, saa kan man være sikker paa, at man faar Mark, som kan bruges baade til Ager og Eng, alt eftersom man finder for godt, og man vil erfare, at det er en Jord som snart giver igjen Tilkostningen. Den øvre Jordflo synker almindelig inden faa Aar saameget sammen, at man snart træffer Leret i alle Veiter, og da det saaledes overalt bliver blandet med Myrjorden fremkommer deraf en frugtbar Madjord, som altid giver en god Høst, naar den behandles paa en passelig Maade.
Er Auren derimod sandblandet, saa maa man fornemmelig lægge Mærke til, om den er mere eller mindre fast. En haard Undergrund er gavnlig, selv om den indeholder en stor Mængde Sand, og det skader ikke Bæreevnen om den er stensængt; men derved bliver Udveitingen tungere og mere vanskelig. Hvis Grunden derimod bestaaer af løs Sand, bliver det mere tvivlsomt om Dyrkningen lykkes. Det hænder ikke sjelden, at man under Myrjorden eller Tørven finder en Flo, hvori Sanden pleier at være hvid og finkornet samt usammenhængende, naar den er tørket. Folket kalder den ganske rigtig „Sjøsand, Havsand.“. Naar den øvre Jordflo under saadanne Omstændigheder ikke er meget tyk, kan man ikke raade til, at man tager fat paa at dyrke Myren; men hvis man alligevel beslutter sig til at oparbeide saadan Mark, fordi man ikke har nogen bedre Jord, maa man bestemt undgaa eller lade være at brænde paa den. Udfaldet bliver imidlertid under enhver Omstændighed tvivlsomt. Endnu værre er det, om Grunden bestaar af grovt Gruus. Vil man skaffe sig en sikrere Kundskab om Aurens Godhed eller Hævleik, end man kan faa af dens Udseende alene, saa er det en let Sag at undersøge om den indeholder Kalk, og om den saaledes er mergelagtig eller ikke. Man ved nemlig, at kalkagtig Jord bruser, naar man helder Syre paa den, hvilket ikke er Tilfældet, naar den ikke indeholder Kalk. I Almindelighed siges det, at man skal helde Eddike paa Jorden, formodentlig fordi man har denne Syre nærmest ved Haanden, men herved ledes man ofte vild; thi man har i det mindste fundet, at Jorden kan indeholde Kalk, uden at den bruser for saadan Eddike, som man pleier anvende, og som man almindelig har til Huusbrug. Bedst er det at prøve den med Skedevand, Saltpetersyre, Saltsyre eller med Svovlsyre eller Vitriololie, som er let at faae, og som sikkert viser, at der er Kalk, selv om den kun findes i ringe Mængde.
Det er naturligvis en stor Fordeel om Auren er mergelartet, og dette kan træffe saavel paa Sandgrund som Leergrund. I første Tilfælde er den imidlertid for det meste haard og fast. At løs Sand ikke indeholder Kalk, derom kan man paa Forhaand være sikker.
Af hvad der er sagt om Markens Lag og Tilstand, og om Maaden at undersøge den paa, tør man med nogenlunde Vished kunne skjønne, hvorvidt Dyrkningen af en Myr kan komme til at lønne sig eller ikke. Man skal vist ikke komme til at tage saa meget feil af Myrjordens Hævleik, naar man bare lægger vel Mærke til Plantevæxten paa Jorden, inden man begynder at dyrke den. Det er ogsaa en let Sag at undersøge, om der findes fast Bund paa et Par Alens Dyb eller ikke, thi en Myrjordsflo eller en Tørvjordsflo er almindelig saa løs, at man kan støde en Stang flere Alen ned igjennem den, idetmindste kan det altid gjøres med en Jernstør. Finder man fast Bund paa mindre Dybde end Myrens Udløb eller Faldhøide, saa kan det ikke være synderlig vanskeligt at komme efter Undergrundens Beskaffenhed, og hvis den faste Bund ligger dybere, saa bliver en saadan Undersøgelse mindre nødvendig.
- ↑ Egentlig er det Sørtoren (Alnus glutinosa), som udmærker god Jord; Hvidor eller Graaor (Alnus incana) voxer paa skrinnere Mark.