Om Myrdyrkning/Myrinddeling
Tillœg til andet stykke.
Den nuværende reisende Agronom Johan Lindequist har i sin „Beretning om en Reise i Bratsberg Amt i Sommeren 1852“, givet kortfattede Beskrivelser over 94 Myrer, som han der har undersøgt. Disse har han, eftersom de ere mere eller mindre frugtbare og værd at dyrkes, inddeelet i 7 Afdelinger, hvilke ere meget træffende og bekvemme, og ville almindelig passe paa en stor Deel af de Myrer og Moser, som forekomme i vort Land. De anføres derfor her:
{{sp>1ste Afdeling}} bestaar af et mere eller mindre dybt Lag (Flo) af mere eller mindre raadnet Myrjord, som har godt fast Leer til Undergrund. Saadan Myr er værd at dyrke, hvis der kan skaffes tilstrækkeligt Afløb for Vandet.
2den Afdeling bestaar af et mere eller mindre dybt Lag af mestendeels sort Myrjord, der hviler paa Gruus- eller Sandbund. Den fortjener saaledes vel at opdyrkes, skjønt den i Almindelighed ikke er af samme Værdi som Myrer med Leerbund.
3die Afdeling. Myrer, der bestaa af et mere eller mindre dybt Lag af lys mindre raadnet Myrjord, som hviler paa Grus eller Sandbund. Ogsaa saadanne Myrer fortjene at opdyrkes, skjønt de naturligvis ikke have samme Værdi som sort og mere raadnet Myrjord, da de indeholde mindre eller ingen færdig Muld.
4de Afdeling. Sumpige Jorder, der bestaa af et mere eller mindre dybt Lag, som for størstedelen er dannet af raadnede Mosarter og andre Plantelevninger, tilligemed nedskyllede Jordarter i større eller mindre Mængde, hvilende paa Grusbund. Saadan Jord er, efter at den er bleven afgrøftet, let at dyrke og som oftest frugtbar.
5te Afdeling. Myrer, bestaaende af 2 til 6 Alen dyb Hvid- eller Rødmose, ogsaa kaldet Rosentørv (Sphagnum). Myrer af dette Slags have i Almindelighed en ophøiet Beliggenhed og ere høiere i Midten end ved Kanterne, saaat hele Myren ofte har Formen af en Kavring. Af Træarter trives Fure bedst; men den voxer yderst langsomt og naar ikke nogen Fuldkommenhed. 70 Aar eller mere kan medgaa, inden den bliver 4 til 5 Tommer ved Roden, og ofte dør den, inden denne Størrelse er opnaat. Aarsskuddene ere korte og Væxtringene yderst fine og tynde. Birk voxer sig stundom frem paa enkelte tørre Steder, men er altid liden, sygelig og kuet. Den øvrige Plantevæxt bestaaer i Almindelighed af Myrbust, Børstegræs eller Finnskjæg (Scirpus cæspitosus), samt Multer og smaat Lyng, hvor Hvidmosen udgjør hele Myrens Masse, er ethvert Forsøg paa at avle Korn eller Græs forgjæves, hvorfor saadanne Forsøg bestemt bør fraraades. Saavidt man hidtil veed, have alle deslige Forsøg ogsaa slaaet feil, hvilket undertiden har gjort, eller været Aarsag til, at man har fordømt alle Myrer og al Myrdyrkning. Efterat Afgrøftning har fundet Sted, fremkommer efterhaanden Skov paa saadan Myr, og Hvidmosen raadner, men begge Dele foregaar meget langsomt. Efterat Skoven saaledes er gaat forud, kan Myren i en fjern Fremtid komme til at bære Græs og Korn. Dersom Hvidmosen kun udgjør en Flo f. Ex. 1 ½ Alen, som har Leer til Undergrund, saa kunde der være Grundt til, efter Afgrøftningen, at søge at ødelægge Mosen ved gjentagne Brændinger, hvorved alligevel bør mærkes, at Hvidmosen er yderst vanskelig at brænde, samt at den efterlader meget lidet og kleen Aske. Dersom Undergrunden er fiin, usammenhængende Sand, saa vindes intet ved at ødelægge Hvidmosen. Mange have foreslaaet ved Paakjøring af store Masser Jord at gjøre Hvidmosemyrerne frugtbare; men jeg kjender Ingen, som har forsøgt det, og jeg tror, at den, som havde gjort et saadamt Forsøg, ikke vilde gjøre det om igjen, men da heller kjøbe dyrket Jord for billigere Priis. En mere eller mindre bred Rand omkring Hvidmosemyrens kanter bestaar ofte af Storrmyr, der kan være værd at dyrke.
6te Afdeling. Myrer, hvis øverste Lag bestaar af Hvid- eller Rødmose til 12 — 16 Tommers Dyb, hvorunder træffes en ringere Slags Dynd eller saakaldet Rødføle af omtrent 2 Alens Drøide, hvilende paa Gruusbund. Paa disse Myrer,voxer alene en og anden liden Fure samt Skjæne eller Myrbust (Scirpus cæspitosus), som ikke danner Tuer, men er mere jevnt fordeelt mellem Hvidmosen, hvorved Myren faar Udseende af en vakker grøn Eng, hvilket, i Forbindelse med at disse Myrer i Almindelighed ere flade og slette, ofte forleder den, der ikke forstaar sig paa Myrer, til at anse dem for særdeles gode. Saadane Eiere, som ikke føle Tabet af nogle Daler, har jeg raadet at afgrøfte en eneste Teig og derpaa lade den ligge nogle Aar, indtil Hvidmosen dør ud, hvorefter den bør ødelægges ved Brænding.
7de Afdeling. Dyrkbar Jord af forskjellig Slags, men som er af saadan Beskaffenhed, at den ikke kan faa Navn af egentlig Myr; den kan inddeles i 2de Klasse;
1ste Klasse. Jord af god Beskaffenhed. Som Exempler herpaa anføres:
Smedehulsmyren, under Nordbø i Bø, er tør Mark, bevoxet med middelshøi Skov og Busker, bestaaende af Svartor, Gran, Birk, Rogn , Blaabærriis, samt derimellem Storrgræs og forskjellige Græsarter. Jordlaget er 12 — 20 Tommer, bestaaende af saakaldet Skovrøte. Undergrunden bestaar af en Blanding af Leer og Gruus.
Hør- og Dampnæsmyrene i Drangedal er naturlig vandsyg Eng, tyndt bevoxet med Birk, Vidier, Svartor og Hvidor. Jorden bestaar af Sandmuld paa dybt liggende Leerbund. De oversvømmes som oftest af Hørvandet og kunn ikke opdyrkes, førend dette bliver sænket omtrent 3 Alen, hvilket bør kunne ske ved Oprenskning af Hørvandets Udløb.
2den Klasse. Jord af mindre god Beskaffenhed. Som Exempler anføres:
Storbraatsletten, under øvre Vefald i Drangedal, er høitliggende Sandjord, bevoxet med tynd Skov, stykkeviis vandsyg og som Følge deraf bedækket med høi Bjørnemose og Hvidmose.
Præsteskoven, under Østre Molands Præstegaard, er Gruus- og Sandbund, som er bedækket med et omtrent 10 Tommer tykt Lag af saakaldet Skovrøte. Den er bevoxet med tynd, daarlig voxende Barskov, tæt besat med høie Tuer, bevoxede med Pors, Blaabærlyng og Tyttebørriis, samt mellem Tuerne med Storrgræs. Den lider af Vand men har godt Fald. Man bør forsøge hvad den duer til, ved at opdyrke et mindre Stykke.“