Om Myrdyrkning/Fjeldmyrer, Heidmyrer og Tjærn
De Myrer, som i vort Land rimeligviis have den største Udstrækning, ere Tørvmyrerne paa Vestlandets Øer og i dets Kystegne, samt Heidmyrerne eller Fjeldmyrerne i Norges Høifjeldsegne. De første af disse have den største Betydning baade for Landets Forsyning med Brændsel og som en Jordbund, af hvilken der, ved forstandige og skjønsomme Anlæg af beskyttende Hegn og Plantninger, samt ved en ordnet Brugsdrift, maatte kunne vindes en rigelig Avling, saavel af Korn som af Græs. Heidmyrerne ere derimod som oftest ikke skikkede til at bære Korn, forid de i mange Tilfælde ligge saa høit, at Kornet ikke bliver modent. Derimod er det meget rimeligt, at det vilde lykkes at bringe saadanne Myrer til at bære rigeligt Græs. Hvis dette, som man har al Grund til at slutte, skulde stadfæstes, er det klart, hvilke Guldgruber og hvilken Mark for Fliden, der aabnes her. Fæavlen hiver alt, under dens nuværende klene Tilstand, et Udbytte og en Vinding, der udgjør 11 Millioner Species om Aaret, medens Jordbruget omtrent giver 8 Millioner aarlig. Dette store Udbytte maa for største Delen tilskrives Landets vide Sommerbeiter i Skov- og Fjeldmarker og paa Høifjeldsvidderne; men ligesaa stor som vor Rigdom er paa Sommerhavning, ligesaa stor og følelig er Mangelen paa Vinterfoder. Hvis dette Mishøve (Misforhold), som der er al Grund til at slutte, kunde bæves, ved Udtapning af Heidmoser og Fjeldmyrer, da burde intet Stræv spares for at frembringe en Foderavl, der maaske i kortere Tid, end man skulde tænke, vilde øge Afdraatten og Udbyttet af Fæavlen til det Utrolige.
Man maa imidlertid ved disse, som ved ethvert Forsøg i Myrveiting og Myrdyrkning, gaa frem med den nødvendige Varsomhed; thi man veed endnu for Lidet om dette, og det er en bekjendt Sag, at man aaa tage sig vel iagt for at raade Almusefolk i vort Land til at gjøre eller forsøge Noget, som ikke til Fuldkommenhed er prøvet og stadfæstet.
„Derfor“, siger Lindequist i sin Beretning, „har jeg afholdt mig fra at raade Nogen til at gjøre Forsøg i det Store; men Mænd, som af Interesse for Sagen ville vove nogle Dalere, og ikke tabe Tilliden til alle Lærdomme, om et Forsøg skulde mislykkes, har jeg opfordret til at gjøre smaa Forsøg med at opdyrke Heidmyrer.“
„Det eneste Forsøg med Dyrkningen af en Heidmyr, som er kommen til min Kundskab, er en liden Myr ved Fiskvand paa Rissedalsheien, som af Niels Tvedt er dyrket ved Spadevending, Gjødsling, Havresæd og Tillægning med Timothei. Havren blev saaet meget seent og stod alligevel frodig, men blev skadet af Kreaturer, hvorfor den blev skaaret tidlig. Niels Tvedt antog, at Havren vilde blevet moden, dersom den var blevet saaet i rette Tid og fredet for Kreaturer. Timotheien stod godt i 3 år.“
Da det ikke har været Skik i gamle Dage at dyrke Fjeldmyrer, og da baade han Far og Gofar har levet uden det, kan man nok vide, at Bonden gjør Invendinger mod saadant et nyt Paafund. „Heidmyrerne“, siges der, „ligge for langt borte fra Gaardene, saa at det bliver for dyrt at dyrke dem.“ "Men hele Huusholdningen ligger jo ofte nogle Maaneder om Sommeren lige ved Kanten af disse Myrer. Hvorfor skulde det da blive saa kostbart at veite ud eller afgrøfte et eller andet Myrstykke om Aaret?“
„Om det ogsaa var mulgt at faa det til at gro Græs paa Fjeldmyrerne, saa vilde det dog blive for tungvindt at slaa dem og kjøre det hjem.“ „Men kjære Venner“, svarer Lindequist til dette, „men kjære Venner, er det bedre, saaledes som I nu gjør, at gaa i en kold, vaad Myr hele Dagen, for at skrabe sammen nogle Vaager ussel Myrbust, end at slaa en tør Timotheivold? Eller svarer det bedre Regning paa den Maade, som nu bruges, at kjøre hjem noget suurt, saft- og krafsløst, usselt Storrgræs, som foraarsager Beenværk *) hos Kreaturerne, end kraftigt nærende Hø.
- ) Beenværk (kachexia ossifraga) er en Sygdom, der opstaar formedelst vedvarende Ædning af flere Halvgræsarter o.fl. Planter, hvorved Kreaturenes Been blive saa skjøre, at de ved svage Stød, og ofte uden nogen ydre Anledning, bryde dem af. I Hallingdal brugte man, og rimeligviis bruges det endnu, at give Kreaturet Messingsfilspaan, for at helbrede saadanne og andre Brud; thi man har der den ligesaa taabelige som urimelige Indbildning, at disse føie sig sammen til en Ring om de brudte Beenender.
Den vigtigste Indvending, som kan gjøres, er, at det er usikkert, om det lykkes paa alle Steder, og dette kan alene fremtidig Erfaring afgjøre. Forøvrig behøver det neppe at nævnes, at mange Heidmyrer ere saaledes skikkede, at de ikke vilde due til at dyrkes, om de kun laa 20 Fod over Havet. Saadanne Myrer maa man naturligviis vogte sig for at vælge til Forsøg med Myrdyrkning paa ethvert Sted, og allermest i Høifjeldstrakter.
Mangesteds ligger der Tjærn eller smaa Indsøer i Myrerne, som holde paa at gro igjen eller voxe til. Paa Bunden af disse pleier der være dyb Gjørme eller Mudder, hvori et utallig Antal Dyr eller Væsener af de saakaldte lavere Dyreklasser have levet og kreperet i lange Tider, ja maaskee i Aarhundreder. Herved er der i Gjørmen samlet en stor Mængde dyriske Stoffer eller Dele, saa at det, naar det er bleven tørket og luftet, ikke sjelden udgjør et godt Gjødningsstof; under enhver Omstendighed er det af ligesaa meget Værd som god Myrjord. — Af tvende Undersøgelser af saadanne Tjærn er Udfaldene meddeelt i Lindequists „Beretning fra Bratsberg Amt.“ De anføres her:
Haagtjærn under Egeland i Skaffe er allerede for en stor Deel udtappet, hvorved er efterladt et Dyndlag af omtrent 3 Alens Tykkelse. Efter en fuldstændig Udtapning antages Jordvindingen at blive mindst 80 Maal, og saaledes indeholder dette Tjærn omtrent 600,000 Kubikalen Dyndjord eller Gjørme, hvilket udgjør omtrent 150,000 Hestelæs. Denne Dyndjord seer i vaad Tilstand grynagtig og deigagtig ud ligesom halvraadnet Sagfliis eller Sagmug. Efter Tørring er den lys og let og indeholder ikke saa lidet Sand; men denne er saa fiin at man hverken kan see den med det blotte Øie eller føle den mellem Fingrene; derimod kan den mærkes under Tænderne, og det vil rimeligviis ved stærk Forstørrelse vise sig, at denne Sand er Kiselpandsere eller Skaller af de utallige Smaadyr, som have levet her.
Det er alene ved Forsøg muligt at komme efter, hvor frugtbar denne og ethvert andet Jordslag er. Lindequist har derfor tilraadet at lægge op en Haug for at tørkes, luftes og befries for Syre. Siden bruges en Deel heraf til Gjødselblanding, og en anden Deel til at bredes lige paa en Teig Agerjord, og saa lægger man Mærke til dens Virkninger. Under alle Omstændigheder er der Grund til at aflede det Vand, som staar igjen i Tjørnet saa fuldstændigt som det kan skee. Kunde Jorden lægges tigtig tør, og man derpaa vilde brænde en Mængde Braate over den, er der neppe nogen Tvivl om, at den vilde blive frugtbar. Sikkert er det, at der vilde voxe Græs; thi dette har alt begyndt at vise sig paa de Steder der ere tilstrækkelig tørre.
Blikumtjærn i Skaffe er ikke endnu udtappet; men paa Bunden af det ligger et mægtigt Lag af sort, særdeles god Myrjord, som ogsaa vil komme til at vise sig saaledes, naar Vandet bliver tappet ud.