Om Myrdyrkning/Saaning og Sædskifte
Hvis Myren er god og Asken er nedbragt ved Midtsommer, og pløiet op igjen i Begyndelsen af August, kan man saa Rug i Midten af denne Maaned; thi Rugen pleier give den sikreste Afhøstning. Der hvor Auren bestaar af Leer og ikke ligger dybt, kan man prøve Hvede som ogsaa undertiden giver god Grøde. Man kan saa noget senere end paa almindelig Ager, f. Ex. i den første Halvdeel af September, og der er en Forskrift, at man saar tyndere, end man ellers gjør; 3 Fjerdingkar (¾ Skjæppe) eller lidt derover paa Maalet er nok af Rug, og af Hvede kan man saa noget mindre. Saakornet nedmyldes af de Grunde, som før ere anførte, med Harv og ikke med Ard (Al). Dersom Myren er mindre god, eller dersom man ikke bliver saa tidlig færdig med Jorden, at man kan saa Rug, saa maa den ligge til næste Vaar, efter den anden Pløining, da man saar Havre. Strax efter Saaningen bør Jorden kjøres over og trykkes sammen med en tung Vælt eller Rul (Tromle), og jo tyngere denne er, desto bedre er det; thi Tørvjorden maa trykkes fast sammen omkring Saakornet, som da rodfæster sig bedre og modstaar Vinteren. Ruglæsten bør ogsaa om Vaaren overfares med Tromle. Undertiden er Marken om Vaaren for blød til at bære Hesten, naar det er mest nædvendigt at faa Jorden tromlet. Da har man ikke noget andet Raad, end at drage lettere Tromler med Haandkraft, thi bruges de tidsnok, gjøre de altid nogen og ikke saa liden Mon. Som det paa et andet Sted er bleven sagt, prøver man dog ogsaa undertiden at hjælpe sig, ved at sætte Truger paa Hestens Fødder. Naar Marken er tørket, maa man naturligviis ikke forsømme at kjøre med tunge Tromler. Det er i Almindelighed en Forskrift, som man maa følge, at hver Gang Myrjorden er skjørnet eller smuldret ved Labbeharv eller andre Redskaber, der gjøre lignende Virkning, maa man bruge en tung Tromle, saavel for at gjøre Jorden passelig fast, som far at faa den til at holde paa Fugtigheden.
Skulde der, efter at man er færdig med Saaningen, endnu vise sig Dækker og Huulninger paa Reiterne, hvori Vandet standser, saa maa man optage smaa Tværfurer (Afstikkere) for at lede Vandet ud af disse; under mange Omstændigheder kan det være bedst her at bruge Huulveiter, og denne Ulempe kan saaledes uden synderlig Vanskelighed afhjælpes.
Det hænder ikke sjelden, at en ustadig Sommer hindrer Brændingen, og at man derfor ikke faar al den Mark færdig, som man har tænkt at saa til i dette Aar. Derimod slaar det ikke sjelden til med Opholdsveir i Mai, saa at man da kan udføre den Brænding, som blev ugjort om Høsten. Naar saa er kan man saa Vaarsæd paa de Sykker, som ikke ere blevne tilsaaede det foregaaende Aar. Man kan endogsaa, hvis Veiret er stadigt, komme til at saa Vaarsæd paa en heel Deel af den Mark, som er hakket den første Vaar. Almindelig faar man Havre, og hvis Jorden ikke er rigtig god, kan det heller ikke nytte at faa andet, men hvis det er et bedre Slags Myrjord, saa slaar Bygget ofte godt til paa den. Det staar vel i Bøger, at det ikke duer at saa Byg paa Myrjord, men de, som have prøvet det, have ofte fundet det, som var tvært imod. Myrjorden maa imidlertid være raadnet og bleven til Muld, hvis man skal kunne vente at faa nogen god Byghøst. Bygget taaler stærkere Askehævding end andre Kornarter, men det giver ogsaa under saadanne gunstige eller føielige Tilstande, ofte ligesaa god Aarsvæxt som Rugen. Til Saakorn, bør man især vælge det saakaldte Snarbyg eller Braadbyg, som kan saaes meget seent, lige hen i de første Dage af Juni, men som dog bliver tidlig modent. Dette Byg har vel mindre Værdi som Handelsvare end andre Slags, men det har det Fortrin, at det giver en sikrere Høst på Myrjorden. Havren bliver senere moden, og er derfor mere udsat for Frostskade, men den er dog eofte den eneste Kornart, som har nogen Fremgang paa ringere og skrinnere Jordbund, og den er derfor meget værd for Myrdyrkeren.
Det, som maaske bliver saa seent færdigt, at det ikke kan tilsaaes med Vaarsæd, kan bruges til Næper, Kaalrødder, Rotabage eller Turnips, og saa kan man saa Vaarsæd det følgende Aar. Paa Myrmark, hvor det ikke er dybt til den faste Undergrund, slaar Næperne godt til. Paa Mosejorder, som ere løsere, have de mindre god Fremgang, og desuden har disse det for sig, at det har været Skik fra gammel Tid her i Landet at dyrke Næper, eller, som det hedder, at tape op Næpereiter paa Myrlænde. Vaarsæden bliver vistnok tyndere og giver lidt mindre Avling efter Næper, end om den saaes paa nybrændt Mark, men den giver ofte en ret god Grøde, og Jorden tynes ikke ud af denne dobbelte Afhøstning, men bærer siden rigeligt Græs.
Af Myrjord, som er saa god, at den kan bære Græs, bør saaes til med dette, før Tromlingen, enten i Ruglæsten om Vaaren, eller naar Havren er bleven nedmyldet. Thi Jorden mattes altfor stærkt, hvis man tager flere Kornavlinger efter hverandre. Af Græsarter staar Timothei (Phleum arvense), Rottehalen, bedst til paa Myrjord og giver en rigelig Høslaat, især hvis den blandes med Alsikekløver, Fladkoll eller Svenskekløver[1], som er den af Kløverslagene, der passer bedst for Myrer og Mosejord. Den røde og den hvide Kløver eller Sødkoll og Hvidkoll giver sjelden fuldmoden Høst, men de kunne desuagtet bruges til at blande Timotheien med, om man ikke kan faa Alsikefrø. Slaatten bliver altid bedre deraf de første Aar. Ligeledes er Rødkløveren da paa fast Mark at foretrække for den hvide. Muserumpen eller Musegræsset (Alopecurus pratensis) er lidt vanskelig om Jordbunden og slaar sjelden vel til paa Myrjord; den voxer vistnok, hvor Jordfloen er brændt, eller paa Braateflækkerne, men gaar ud eller bliver borte imellem disse, uagtet den synes at komme jevnt og vakkert op overalt. Der hvor den slaar til — og det kan man sikrest vente paa Leergrund — er den i visse Maader bedre end Timotheien (Rottehalen), den gaar nemlig ei saasnart træt som denne, og bliver tidligere færdig ti lat slaaes og høstes, og af denne Grund saar man en rigelig Efterslaat eller Haav, som det er meget gavnligt at give Buskapen grøn om Høsten. Timotheien er imidlertid det Slags Græs, som man maa raade til at dyrke paa Myrjord; thi man behøver sjelden at frygte for at Høsten af dette skal slaa feil. Den bør saaes en Maaned senere end Kornet og ikke tyndere end 5 Skaalpund (eller 10 Mærker) paa Maalet.
Lindequist tilraader ogsaa følgende Blanding: 10 Mk. Timothei, 2 Mk. Hvidklæver og 2 Mk. Alsikekløver eller i Mangel deraf 2 Mk. Rødkløver paa Maalet. Efterat det er saaet, tromles der.
En navnspurgt Myrdyrker i Sverrig, Johnson, foreskriver Følgende med Hensyn til Saaning af Græsfrø paa Myrer:
Om Vaaren (i nordlige Egne heller om Høsten) tilsaas Marken med følgende Græsfrø paa Maalet: Timothei 5 Mk., Hvidkløver 2 Mk., Fløielsgræs eller uldbladet Hæftegræs (Holcus lanatus) 1 Mk, Muserumpe eller Musegræs (Alopecurus pratensis) 1 Mk., Rørgræs eller Baandgræs (Phalaris arundinacea) 2 Mk., Rørsvingel (Festuca arundinacea) 1 Mk. — Paa de bedste Myrer bør man øge Frømængden af Musegræsset og Rørsvingelen, samt formindske Timotheien, som er mindre varig, og Hestegræsset, der undertiden fryser bort paa Myrbund. Paa ringere Myrer kan det undertiden være Grund til at saa Mosebundt, Engbundt eller Sølvtop (Aira Cæspitosa).
Ved saadanne Blandinger maa det stedse være en Hovedsag, at alle de Arter, hvoraf Blandingen bestaar, bliver modne til at slaaes paa samme Tid.
Efter hvad der ovenfor er anført, gives der saaledes Udveie til at bruge Myrmarken og Tørvjorden næsten ved alle Aarets Tider, og dette er meget vigtigt for Myrdyrkeren; thi hans Fremgang og Lykke kommer for en stor Deel an paa Veiret, og det er derfor ikke saa godt for ham at vide, til hvilken Tid han kan faa sine Marker færdige til at saaes til.
Det er Noget, som gjælder om enhver Jordbruger, at han maa lære at rette sig efter Omstændighederne, men det gjælder iendnu høiere Grad for Myrdyrkeren. Ofte kommer der Hindringer iveien, som man ikke har forudseet for Udførelsen af vel overlagte Arbeider og godt udtænkte Arbeidsplaner; disse maa da gjøres om og forandres efter Omstændighederne, og da er det af megen Vigtighed at vide Raad eller Udvei til at udføre saadanne Forandringer uden Skade. En af de vanskeligste Opgaver for en Myrdyrker er at kunne bruge den Mark med Vinding, som er saa skrinn, at der ikke vil voxe Græs paa den efter den første Oprydning. Det er vistnok bedst at lade være at dyrke saadan Jord, hvis man har nogen som er bedre, men det hænder meget ofte ved de allerfleste Nybrødt og Rydninger, at Marken er ulige, saaledes at en Deel af den kan være vel skikket til at dyrkes, medens en anden Deel kan være skrinn og daarlig. Overgangen fra god til maadelig eller ringe Jordbund er ofte saadan, at man vanskelig kan skjelne derimellem, og desforuden skyder der sig Vige af bedre Mark ind i den klenere, eller der stikker Odder af denne sifste frem i den, som er bedre skikket; ved Opdyrkningen kan man ikke rette sig efter saadanne Naturspil. Ikke heller er det gavnligt at lade Skoven voxe altfor tæt ind paa den opdyrkede Mark, og allermindst paa Sydsiden af den; af denne Grund kan man ofte være hindret i at bruge al den Mark til Skovopvæxt, som er mindre skikket til at dyrkes, og derfor maa man finde paa at bruge de Duge og Reiter, som ikke due til Græsvæxt, til noget Andet. Man kan, indtil der kan udfindes noget bedre, pløie den op med ARd (Al) og lægge Jorden i grisne eller glisne men dybe Furer paa samme Maade, som før er omtalt ved Tæleharving på Græsmyr. Siden brænder man Ryggen af Plovstrimlerne, hvorpaa der kan saaes Havre. Afhøstningen heraf bliver vel ikke saa særdeles god, men der er intet andet Raad, end at blive ved paa denne Maade, med at brønde og saa Havre igjen, indtil man kommer dybere ned, og træffer bedre Jord. Er Myren meget Mager, skjæres Havren grøn, for at efterlade saameget mere Kraft i Jorden til Græsvæxten.
Hensigten med denne Brugsmaade er naturligviis ikke nogen anden, end at ødelægge den øverste Jordflo, som ikke duer noget, og imidlertid skaffe sig noget Vederlag for Arbeidsomkostningen. Paa bedre Jord maa man aldrig fare saaledes frem; thi at brænde flere Gange paa samme Sted er ikke tilraadeligt naar Tørvjorden er god.
Der gives en norsk Væxt, som hidtil ikke har været dyrket, men som fortjente at prøves paa kleen Myrjord, hvor de almindelige Fodervæxter ikke kunne trives og slaa til, det er det saakaldte „Melkegræs“ eller „Gjeitsko“[2] (Epilobium angustifolium), som Kvæget æder med megen Begjærlighed, og som voxer vildt paa brændt Jord, enten den er fast eller bestaar af Myrjord. Gjeiteramsen voxer meget frodigt og breder fine vidtløftige Rødder langt ud omkring i den løse Mark, som uden Tvivl bliver bunden og forbedret herved; og dette gjør den paa Steder og Myrlænde, hvor Jorden ikke har Kraft nok til at drive Timotheien saaledes op, at Slaatten lønner sig, ja selv paa Steder, hvor dette Græs tyndes og aldeles dør ud. Mælkegræsset pleier alt ved Midtsommer at være voxet saa vel til, at man kan slaa det, og det bør ikke heller staa længer, thi Frøhusene indeholde en Mængde fiin Duun, der ligner Bomuld, og denne kan maaske endog være skadelig blandt Foderet. Frøsamling og Saaning af denne Fordervæxt turde vel møde Modstand og Vanskeligheder, og det fortjener derfor at anføres, at den ikke sjelden er saa villig, at den kommer frem af sig selv efter Braatebrænding.
Et Exempel herpaa findes anført i Lindequist ´s Beretning: „ Nedre Skogsmyr, tilhørende Klas Eika i Bø, er ikke af daarligste Slags Hvidmosemyr og er ganske liden, men den fortjener at bemærkes, fordi den er bleven afgrøftet og vendt med Spade, hvorefter en Mængde Tros og Braate er bleven brændt ovenpaa, hvilket har havt til Følge, at selvsaaet Gjedesko (Epilobium angustifolium) er fremkommet i ikke ringe Mængde. Dette stadfæster den Forfaring, som man har gjort i Sverige, at Gjedeskoen trives paa afgrøftede og brændte Hvidmosemyrer. „
„ For at overvinde Vanskelighederne ved Saaningen, siger Indebetou, har jeg forsøgt at skjære Gjederamsen af og sammenbinde den i Kjerver og siden overfare Marken med Toppen af disse Kjerver; der løsner da Frø nok, som bliver tilbage i Jorden. Dette maa ikke gjøres i Blæst, men helst naar Marken er fugtig af Regn eller Dug. Min Erfaring om dette Slags Foder er endnu for liden til at jeg kan dømme rigtig sikkert derom, men mig tykkes, at der er Grund til at være opmærksom paa en Væxt, som synes at trives selv paa skrinn Myrjord, og til at lægge sig efter at dyrke den, da Buskapen saa gjerne fortærer dette Foder.“
Af det Foregaaende vil det i det Hele taget være indlysende at Hovedøiemedet med Myrdyrkningen i vort Land maa være Foderavl. Efter at Jorden er tillagt, bør den derfor faa ligge til Græs saa længe som den vil bære god Eng; men i Almindelighed kan man ikke regne paa dette længer end i 3 til 4 Aar. Naar Græsset ikke længer giver god Avl, høstpløies Græsvolden, og følgende Vaar saaes der Havre. Efter Havren lægges Jorden, som et kaldes, i Brak, det vil sige, til Træde eller Hvileland, og gjødsles dygtig, helst med Blandingsgjødsel (Compostgjødsel), hvorpaa den tilsaaes med Rug eller næste Vaar med Havre. I Rugen eller Havren saaes Græsfrø til Gjenlægning, ligesom ved den første Rug eller Havresæd.
Væxtfølgen bliver saaledes i Almindelighed: 1, Nyjordshavre, 2, Brak, 3, Rug eller Vaarsæd, 4, 5, 6 og 7, eller endnu i længre Tid, Græs.
- ↑ Denne Kløver synes først at være opdaget og dyrket paa et Sted i Sverige, som hedder Alsike; den kunde derfor passende kaldes Svenskekløver. Man kunde ogsaa kalde den Mellemkløver, da den staar som et Mellemslag mellem den almindelige hvide og røde Kløver. Fladkoll eller Fladsmære vilde dog maaske være det mest bekvemme Navn, thi den udmærker sig fremfor de øvrige Arter, og især fremfor Raudkoll (Søtekoll) og Kvitkoll, ved sit flade Blomsterhoved; Smære er det ældre norske Navn paa Kløverarterne.
- ↑ Denne Væxt har mange Navne i forskjellige Egne af Landet. Almindeligst er: Gjeiskor eller Gjeisko (formodentlig Gjeitsko), dernæst Mjølkje (Mjøltegras); ellers hedder den Griple (Nordland), Randbu (Trondhjems Stift), Eldmjølkje, Eldmerkje, Føyk eller Gjeiteføyk (af Frøet); paa flere Steder ogsaa Gjeiterams.