Om Myrdyrkning/Askespredning
Naar man nu er færdig med Brændingen, ansees det almindelig, hvis det ikke alt tidligere er gjort, for at være Tid til at dele Marken i Duge eller Reiter, hvilket da gaar meget let. Duggrøftene, som optages, gjøres 6 Qvarteer brede og 1 Alen dybe. Af den opkastede Veitefyld bruges endeel til at fylde de blødlændte Dokker og Dælder (Fordybninger), som maaske endnu findes paa Reiterne (se Figur 24, Side 43).
Derpaa udspredes Asken saa jevnt som muligt over hele Marken med Spade eller Skuffe; dette bør man gjøre ved roligt og stille Veir og saa vel, at ingen Flæk bliver fri for Aske. Paa de Steder, hvor Braaterne ere brændte, bør man ikke lade Asken ligge igjen, thi Plantevæxten bliver alligevel frodigere her end paa den øvrige Mark, og formeget af den kan før skade end gavne.
Der hvor man har brændt Græstørv, bliver Askemængden undertiden saa stor, at endeel deraf baade kan og maa føres bort, thi det er vel kjendt, at formeget Aske kuer al Væxt; man kan da nytte denne til Gjødsel for anden Agerjord eller nybrudt Mark. Paa Mosemyrer behøver man ikke at frygte for noget saadant Overskud af Aske, thi uagtet den Mængde der brændes er meget større, saa giver dog Mosetørven baade en ringere Mængde og en svagere Aske; saaledes faar man her aldrig formeget, men man kommer før i Forlegenhed for at faa Gjødsel nok til de Steder hvor Ilden ikke har virket paa Marken. Naar Asken er spredt, udkastes ogsaa den Veitefyld, som ligger igjen, og som ikke er gaaet med til at fylde Dækker eller saadanne Steder, som ere for lave. Strax derpaa nedpløies den idethøieste 3 Tommer dybt — det er nemlig ikke godt, at Asken bliver liggende ovenpaa Marken, thi Jordens Hævd kommer da ikke til at vare længe. — En 6 Ugers Tid efter pløies anden Gang, men 1 til 2 Tommer dybere end den første. Paa denne Maade bliver Asken atter ført op til Overfladen og vel blandet med Jorden.
Det er imidlertid meget vanskeligt at faa Ploven til at gaa til nogen bestemt Dybde i Mosejord, thi denne er almindelig saa let, at den ikke giver Redskabet den nødendige Støde (Støe). Desuden rinder Asken altid, under Vendingen af Plovvælterne, for endeel til den ene Side, og derfor bliver den ikke saa jevnt fordeelt, som naar man bruger en god Labbeharv, der er rigtig stillet og bliver ret kjørt, til at bringe Asken ned med, eller til at blande den med Jorden. Men, hvis der er formange Rødder eller Stubber, kan man ikke bruge dette Redskab; maaske gaar det da bedre med en krogtindet Rulleharv.
I Indebetous lille Bog, „om odling af mossar ock kär“, hedder det, at man til Askens Nedkjøring ikke maa bruge Ard (Al); thi Tørvjorden vil derved blive altfor løs, saa at Konets Rødder ikke kunne faa tilstrækkelig Fæste i den, og i saa Fald træffer det let, at Groen skydes op i Tælleløsningen og visner i Vaartørken. Bjørnemosen indfinder sig oftest efter en Brænding, men dette kan man let hindre, ved at blande Asken vel med Jorden.
Hvis det ikke er gjort før, lægges Marken ved den siste Pløining i Teiger. Skulde Marken være saa løs, at Heste ikke kunne bruges for Ploven, eller skulde der være saa fuldt af Stubber og Braate, at dette er til Hinder for Pløiningen, saa maa Asken hakkes eller harves ned i Jorden, og for saa godt som man kan at erstatte Teiglægningen, maa der optages Vandfurer i 6 Alens Afstand fra hverandre. Er der Dælder og Dækker i Marken, hvori der kan blive staaende Overvand, bør der ogsaa optages Afstikkere eller Tværfurer.