Om Myrdyrkning/Brænding
Brændingen er den Deel af Myrdyrkningsarbeidet, som man har dømt mest forskjelligt om, og som der siden lang Tid tilbage baade har været skrevet og talt meget om. Mange have forsvaret den og rost den med store Ord og megen Ivrighed, medens Andre have sagt, at den var aldeles unyttig, og man har anført de mangfoldigste Grunde baade for og imod. Paa Græsmyr kan det vistnok ofte synes at være tvivlsomt om det ere mere gavnligt at brænde Tørven eller at lade den raadne. Det synes imidlertid at være rimeligt, at dette deels bør komme an paa hved Slags Tørv det er, deels paa hvor nær den ligger ved Auren, og paa hvor god denne er. Saaledes kan det ikke være nødvendigt at brænde Jord, som er overvoxet med den Art af Kjærringrot, som i det Foregaaende er omtalt; the paa den kan man høste, uden at gjøde med Aske, og da Kjættingrokken almindelig voxer paa den mest blødlændte Deel af Myren, kan der være Fare for, at Marken ved Brændingen bliver endnu mer blødlændt, saaledes at man siden ikke kan faa Jordsyren og Væden ud af den. Da vil Brændingen naturligviis være skadelig. Det kan heller ikke være raadeligt at brænde, hvor Myrjorden ligger paa løs Sand, og har en ringe Drøide eller Tykkelse, f. Ex. 12 Tommer eller derunder; men der, hvor Græsvolden bestaar af Storr, vil man have vanskeligt for at faa Afgrøde, som er noget Forslag eller Vinding i, hvis man ikke først brænder Tørven; thi her behøver Jorden Askegjødning, og Storrroden gaar saa langsomt over til Muld, at man ikke kan regne paa nogen Gjødning, hvis Tørven skal ligge og raadne.
Paa Mosemyrer er Brændingen aldeles nødvendig, og der gives det ikke noget andet Raad til snart at faa frem en bedre Væxt; the Mosetørven gaar meget langsomt over til Muld og giver selv Marken derefter en altfor svag Gjødning. Skulde man nu vente paa, at denne blev forandret til Muld, vilde Mosen paanyt blive overvoxet med Skog, og det Arbeide, som man hacde anvendt paa Opbrydningen og Hævdingen eller Dyrkningen, vilde altsaa gaa tabt. Der er bleven foreslaaet at kjøre den ophuggde Mosetørv med Tuer, Rødder og Stubber bort af Myren, istedetfor at brænde dem; man har imidlertid ikke seet, at dette er bleven udført i nogen større Udstrækning, thi Arbeidet vilde rimeligviis blive altfor kostbart og spilde altfor megen Tid. Men om der nu ogsaa skulde være En og Andren, som tog mindre Hensyn til Kostningen, saa vilde man dog ikke, ved en saadan Fremgangsmaade, udrette det man ønskede, hvilket ved ethvert Dyrkningsforsøg ikke kan være andet, end at faa en god Høst. Mosejorden er nemlig saa gjennemtrængt og fuld af Jordsyre eller Suurvæde (Humussyre o. f. v.). som er til Hinder for Plantevæxten, at man ikke kan vente en tjenlig Afhøstning, førend denne Syre er bleven tilintetgjort, men dette skeer lettest ved Ildens Virkning. Af videnskabelige eller theoretiske Grunde har man villet paastaa, at Kalkning skulde gjøre samme Nytte, men Erfaring har ikke viist dette. Den Nytte, som Brænding medfører paa Mosejord, kan neppe kortere og bedre fremstilles, end det er skeet af en svensk Forfatter[1], hvis Ord vi ville anføre: "Brændingen har den Nytte, at man paa den mindst kostbare Maade bliver kvit Træer, Buske, Rødder og Tuer, at Varmen og Asken borttager Syren, og at Asken tjener til at gjødsle Marken **) [2]. Disse 3 forskjellige Vindinger af Brændingen gjøre alle særdeles meget til Myrdyrkningens Fremgang. For at faa Jorden frugtbar, er det nemlig ikke tilstrækkeligt alene at skaffe væk dens øverste Flo eller Dækning, som ligger til Hinder for Driften; saadant er vistnok nødvendigt for al Hævding, men Jordens Skik og Lag maa ogsaa forandres, saa at den, istedetfor at indeholde fri Syre, bliver hvad man kalder mild, og desforuden udkræves der ogsaa ny Gjødning, førend man kan vente nogen ny Afgrøde. Der gives neppe nogen anden Fremgangsmaade, ved hvilken man paa engang kan vinde alle disse Fordele, end netop ved Afbrænding. Alle andre Fremgangsmaader, som man bruger og foreslaar, saasom Paaføring af Sand, Kalk eller Mergel, hvor den findes, udrette, alene for endeel, hvad Ilden gjør, og Kostningen bliver endda ikke ringere end ved Brændingen. At blande Myrjorden saaledes op mod fastere Dele, for at dens Frugtbarhed skal vare, er meget rigtigt; men det er letter at sætte denne iværk efterhaanden som Dyrkningen gaar frem, end ved den første Opbrydning af Jorden.
At føre Kreaturgjødsel paa nybrudte Myrer, kan ikke være godt og ikke blive gavnligt, og det er ogsaa en bekjendt Sag, at saadan Gjødsel virker langt bedre paa Agerjorden. Det er vel ogsaa sjelden, at man har saa meget deraf, at der uden Skade kan tages noget fra Ageren. Man farer vist ikke vild, ved at tage det som Noget, der i de fleste Tilfælde gjælder for Myrdyrkning at Marken bør brændes efter den første Opbrydning af Overfladen eller Jordskorpen. Imidlertid er det ikke Faa, som foretrække at jordkjøre Marken strax; herved sige de, at de faa Overfloen eller Skorpen til at raadne snarere, Brændingen til at virke bedre og varigerem og da de Jordarter, som man har kjørt paa Myren, Leer, Sand eller Grus, ikke fortæres af Ilden, saa synke de ned og blive ved at virke.
Ved Dyrkningen af egentlige Myrer, som ikke ere stærkt mosebundne, maa man derimod rette sig efter Omstændighederne. Det maa nemlig komme an paa Myrjordens Art og Tykkelse eller Drøide, samt paa hvorledes Undergrunden er skikket, om man skal brænde eller ikke; man maa heller ikke glemme, at Marken sænker sig ved Brænding, og af denne Grund bør man ikke bruge den, hvor der er lidet Fald, eller hvor der er Vanskeligheder ved at gjøre Udløbet dybere; the dette kan ofte blive nødvendig, efter at Markens Overflade er bleven brændt. Brændingen udføres saaledes: Man lægger sammen en liden Hob af Riisved med Rødder og Stubber i Midten samt tør Tørv til Dækning. Braaterne bør ikke lægges sammen, førend Brændingen skal gaa for sig; thi Tørven er sjelden saa fri for Væde, at ikke Træbrændselen drager Raaske til sig, og herved vil Brændingen naturligviis blive vanskeligere. Naar man altsaa lægger tør Brændsel i Braaterne og tænder dem strax, saa brænde de let og raskt, og Tørvens Væde drives ud ved Heden, saa at den udenpaa ofte kjendes fugtigere, naar den er begyndt at brænde, end før, og det endog efter at den er begyndt at tørke og brænde paa Indsiden. For at Tørvbrændingen skal lykkes, er det fremfor alt nødvendigt at holde Ilden lukket, det vil sige, man maa lage det saaledes, at Ilden ikke nogetsteds kan bryde ud i Lue; thi ligesom ved Kulbrænding maa man aldrig se Ild men kun Røg. Viser der sig nogen Aabning paa Tørvhaugen, hvorigjennem Luen trænger frem, saa tæppes denne Aabning strax, ved at kaste Tørv paa, og med dette holder man paa under Brændingen, saa at Ilden aldrig kommer til at bryde ud eller flamme op. Dersom det imidlertid bliver en eller flere Aabninger eller Huller, saa slukkes Ilden desto lettere; men jo mere indstængt man kan holde den, og jo bedre man kan hindre den fra at bryde ud, desto sikrere brænder Tørven. Heraf kan man se, at det er nødvendigt at have godt Tilsyn med Brændingen; man bør derfor tænde Ild paa en Deel Braater af Gangen og have Arbeidsfolk nok paa Stedet for at passe dem. Naar der ikke findes nogen Tørv mere til at lægge paa Braaterne, lader man dem brænde ned; men da kan man ikke hindre Ilden fra at bryde ud; man maa imidlertid passe paa, at al Tørv bliver brændt, og derfor maa man, ved Hjælp af en hvæsset Stør eller et Tørvegrev, trække de ubrændte Stykker frem og lægge dem paa den stærkeste Ild. Af de Tørvstykker, som ligge ubrændte igjen, efterat Ilden allerede er slukket, sættes der op nye Braater med ny Brændsel imellem dem, som ere udbrændte. Paa samme Flæk bør man aldrig brænde to Gange; thi deels er det nyttigt, at Ilden kommer over Marken paa saa mange forskjellige Steder som muligt, deels vil der, ved at brændes paa nyt paa det samme Sted, fremkomme en Dok eller Fordybning, som siden maatte fyldes, og herved vilde man ogsaa tabe den gavnlige Virkning paa Marken, som Ilden havde havt paa dette Sted.
Naar man lægger de nye Braater sammen, bør man lade en Deel af den sortbrændte eller halvbrændte Tørv blive liggende i Ildmørjen efter de nedbrændte Braater. Her fortæres den enten, eller ogsaa bliver den saa mør, at den let kan hakkes istykker, hvorpaa den danner en god Gjødning. Tørv, som saaledes for endeel er bleven brændt og for endeel gjennemtrængt af Hede og Røg, bør derfor aldrig brændes om eller føres bort, men fiinhakkes paa Stedet og udspredes, da vil den hjælpe meget til at Væxten bliver bedre.
Man maa ei bryde sig om, at Marken kommer til at se ujevn eller ilde ud ved dette; thi man finder snart, at Kornet voxer frodigst, hvor saadan fiinhakket Tørv er blandet med, Jorden.
Dersom Tørven er vel tør, gjør man Hobene smaa, thi paa jo flere Steder Ilden kommer til at virke, desto bedre er det, da Jorden paa disse Steder bliver mest frugtbar. Det er ogsaa mindre Arbeide at lægge sammen flere smaa end færre store Hauge, og siden bliver det lettere at sprede Asken ud. Derimod er det mere Arbeide at passe flere smaa Hauge. Er Tørven ikke vel tørket, saa er man nødt til at danne større Hauge, for at Heden kan blive stærk nok, til at drive bort den Raane, som er i Tørven.
Paa Myrmark, hvor Tørven bestaar af Græsrødder, brænder den uden Hjælp af Ved, som det ogsaa ofte kan være ondt nok for paa saadanne Steder. Man hugger da Plovstrimlen i passelige Stykker, sætter dem op og lader dem tørkes, hvorpaa man siden lægger dem sammen i Smaahauge og brænder dem. Det hænder sjelden, at Tørken bliver saa stærk og varig, at Plovtørven brænder, uden at sættes op i Hauge, men kan dette ske, blive Arbeidsomkostningerne meget mindre. Brændingen af Tørv, som er bleven oprevet ved Tæleharving, og siden ved Hjælp af Ard (Al) lagt op i Rygge paa den Maade, som ovenfor er omtalt, bliver rimeligviis mindst kostbar, og af denne Grund bør man forsøge denne Arbeidsmaade, hvor den kan bruges.
Den bedste Tid til Tørvebrænding er i Juni Maaned; Luften er da mest tør, og i de korte Nætter faar Tørven ikke Tid nok til at raane meget. Længer ud paa Sommeren har man ogsaa vanskeligere for Arbeidsfolk, som da have nok at gjøre med høaann og Skuuraann eller andre Arbeider, som maa gaa foran alt andet. Undertiden hænder det, at man kan brænde Tørvaske til langt ud paa Høsten, mendette slaar ikke til hvert Aar, og det er derfor usikkert at opsætte Brændingen saa lenge, thi den kan derved let blive ugjort i dette Aar. Skulde der hændelsesviis blive uhøveligt Veir for Brændingen i Juni, saa bør man prøve at faa den brændt i Juli eller August, og passer man nogenlunde paa Tiden, saa bliver nok Tørven tør til Brønding i en af disse Maaneder; det kommer da kun an paa, om man kan faa den fornødne Folkehjælp. Tørv, som har ligget optaget Vinteren over, brænder ikke saa godt som den, der brændes samme Sommer, den er optaget; desuden behøver den, naar den bliver liggende, atter at løsnes og vendes, for at den ikke skalvoxe fast til Marken igjen. Den Tørv, der er optagen samme Aar som den skal brændes, er derfor bedst, og, naar det er godt Tørvveir, kan man ogsaa brænde Tørven faa Dage efter. Det er derfor bedst, naar man har Arbeidsfolk nok, baade at flaahakke eller spadebende og brænde ved Sommerens Begyndelse, i Slutningen af Mai eller Begyndelsen af Juni.
Tidlig om Vaaren kan man sjelden give sig til at flaahakke, fordi Tælen saa seent slaar op i Mosemyrerne. Har man derfor ikke paa den bedste Aarstid saa mange Folk, at baade Flaahakningen og Brændingen kan gjøres da, saa maa man flaahakke Høsten iforveien, men Tørven brænder, som vi allerede have sagt, ikke saa godt, naar den har ligget oppe om Vinteren.
Rosentørven eller den Tørv, som fornemmelig bestaar af Hvidmose, tørker meget langtsomt, forid den indeholder overmaade megen Væde, da de Mosearter, hvoraf den bestaar, endog vedblive at indsuge Raaske af Luften længe efter at den er opreven. Disse Mosarter, den saakaldte Hvidmose, Tørvmose o. f. v., kan derfor aldrig brøndes samme Aar, som den er taget op. Selv efter at den er bleven gjennemtør, vil den let drage Væde til sig, og en Regnskur er nok til at gjøre den uskikket til at brændes for lang Tid. Den eneste Maade til at faa slig Tørv til at brænde noget lettere paa, er at lade den ligge i større Hauge i et Aars Tid, saa at der begynder at gaa Røte i den, og siden kaste Haugene ud i Tørveir og lade dem blive vel gjennemluftede af Veir og Vind. Der er noget, som man maa være forsigtig med paa dybe muldrige Myrer, og det er, at man i tørre Sommere ikke holder paa med Brændingen efter Midtsommer; thi naar Myren er bleven gjennemtør, kan det være Fare for at Ilden kan udbrede sig i selve Myren og gaa paa Dybet. Der gives mange Exempler paa saadan Myrbrand, som har varet lige til Vinteren.
I Agronom Christensens Aarsberetning til Selskabet for Norges Vel om hans Reiser i Akershuus Amt i 1854, fines anført flere Exempler paa saadanne Myrbrande (se foran S. 39). Her tilføier, efter Samme, et Par Bemærkninger om Tørv- og Leerbrænding
„Da det ofte paa Grund af upasseligt Veir og mangehaande andre Omstændigheder kan være meget vanskeligt at faa brøndt Tørv i smaa Hauge eller Braater pa den omtalte Maade, saa har man i England, Skottland, Holland, Sverrig og mange andre Steder i den senere Tid begyndt med meget Held at drive paa at forkulle eller brænde store Hobe af Tørv og Myrjord, ja endog af Leer, omtrent paa samme Maade som i en almindelig Kulmile eller i et Slags Ovne, der sættes op af Tørvstykker. Ved at udbedre Asken, eller det som blev igjen af Brændingen, paa Jorden, og harve den ned, har man faaet god Grøde. Selskabet for Norges Vel gav for 3 Aar siden en svensk Arbeidsmand i Krogstad 10 Spd. i Præmie for Myrbrænding, som bestod deri, at han lagde Kubber og Tros i Midten, der ovenpaa Myrjord, blandet med Veitefyld, og denne Brænding drev han hele Vinteren. Denne Blanding af røstet Leer og brændt Aske, som han herved fik, blev jevnt udspredt paa Ageren og gav ham meget stor og god Afgrøde af Havre og Byg.
Denne Brænding foretages paa et bestemt Sted i et Hjørne af Myren, hvorfra Asken udføres paa den færdige Agerjord. Virkningen er næsten altid tilfredsstillende, og skjøndt denne Fremgangsmaade kan være ligesaa dyr ja undertiden endog dyrere, end at brænde over hele Myren, saa er det dog en stor Vinding derved, at man, som sagt, bliver mere fri for at vente paa passeligt Veir, som ofte fuldkommen kan hindre Brændingen paa den gamle Maade; desuden kan man ogsaa derved tvinge Myrjorden til at brænde, om den ikke er saa fuldkommen tør, som den maa være, naar den skal brænde henover hele Myrfladen.“
Fremgansmaaden herved findes udførlig beskrevet efter et svenskt Tidsskrift i „Illustreret Nyhedsblad“ for 1855 Nr. 23, samt i „Beretning om Akershuus amts Landhuusholdningsselskabs Tilstand og Virksomhed i 1854“. Paa begge Steder er der ogsaa Tegninger af saadanne Tørvovne.
- ↑ Th. L. Bohnstedts Afhandling: „om odling af egentliga Mossar“ i Tidsskrift för Landtmanna- ock Kommunal-Ekonomien.
- ↑ En fuldstændigere og nøiagtigere Forklaring om hvorledes Aske og brændt Leer virker, naar de bruges som Gjødningsmidler, findes i „Beretning om Akershuus Amts Land-Huusholdnings-Selskabs Virksomhed m. m. i 1854, tilligemed nogle Landøkonomiske Afhandlinger.“