Om Mag. Niels Svendsen Krønikes Stridigheder med Præsteskabet i Christiania i Aarene 1642–1652
Om den norske Kirkes Historie i de nærmest efter Reformationen følgende Tider har man hidtil kun faa Efterretninger; man ved kun lidet Mere, end hvad der oplyses i de fra Kirkestyrelsen udgangne Love og Bestemmelser, og selv af disse har man endnu ikke nogen nøjagtig og fuldstændig Samling. Vistnok ville disse danne et Hovedmaterial for den, som engang føler Kald til at give en Bearbejdelse af den Tids Kirkehistorie, men det er dog hovedsagelig kun om Kirkens ydre Stilling, de ville give ham Oplysninger; om dens indre Forholde, om det Liv og den Aand, som rørte sig i den til de forskjellige Tider, om de Aarsager, der fremkaldte Kirkestyrelsens Bestemmelser, og den Virkning, de havde, om Alt dette enten tie disse Kilder aldeles eller give kun sparsomme og utilfredsstillende Oplysninger. De maa søges andetsteds.
Mænd, der udøve Indflydelse paa sin Samtid, staa i nøjeste Forbindelse med den; om de end staa i Spidsen for Tidens Bevægelser, saa ere de dog oprindelig selv satte i Bevægelse af Tiden, de ere Produkter af Retninger i den, og deres Magt over Samtiden beror paa, at de, bevidst eller ubevidst, ere Tidsaandens Talsmænd. Kun forsaavidt kaldes de med Rette Bevægelsens Ophavsmænd, som de have udtalt det Ord, som bragte Tiden til Bevidsthed om sin Stræben. En saadan Mands Historie er derfor ikke alene hans, men i større eller mindre Grad hans Samtids, alteftersom hans Virksomhed strakte sig over en større eller mindre Kreds. Mange saadanne Mænd har vor Kirke i den nærmeste Tid efter Reformationen vel ikke havt, og den Indflydelse, de have udøvet, bar vistnok heller ikke været af stor og blivende Betydning men, erkjendes Nødvendigheden af at tilvejebringe dette Material for en kommende Kirkehistorie for dette Tidsrum, saa ligger deri ogsaa en Opfordring til at samle, hvad der kan være at finde, og om end det, som hver Enkelt har at byde, i og for sig kan være ubetydeligt, saa kan man dog nære det Haab, at der af flere saadanne smaa Bidrag i Tidens Løb kan komme noget Helt ud. – Vistnok har man i Pontoppidans „Annaler“ værdifulde Bidrag, men det er dog fornemmelig Danmarks Kirkehistorie, som i disse behandles; fraregnet de for begge Riger gjældende kongelige Forordninger, er der kun Lidet at finde i dem, som kan give noget Indblik i Norges religiøse Tilstand.
At det i det Hele taget i de første Aarhundreder efter Reformationen stod mindre godt til med den norske Kirke, det ved man, eller maaske rettere, det antager man eden videre Bevis; men at der slet intet Liv og ingen Bevægelse skulde have været i den, tør man dog paa den anden Side heller ikke forudsætte. Vistnok vilde man skuffes, om man i den ventede at finde nogen selvstændig og ejendommelig Opfattelse af Kirkens Læresætninger; den norske Kirke var naturligvis i de Tider ligesom ogsaa den danske, med hvilken den i Et og Alt delte Skjæbne, i endnu højere Grad end nu et Annex til den store tydske Moderkirke; de Bevægelser, man finder i den, ere kun svage Eftervirkninger af de voldsomme Kampe, hvoraf den tydsk-lutherske Kirke rystedes. Vi finde saaledes ved det 17de Aarhundredes Midte den samme Aand raadende i den dansk-norske Kirke som i den tydske; Partierne ere de samme, og Striden føres paa samme Maade. Et Blik paa den tydsk-lutherske Kirkes Tilstand paa disse og de nærmest foregaaende Tider vil derfor sprede Lys over de Begivenheder, som her skulle omtales, saameget mere som en bestemt Paavirkning her lader sig eftervise. De Mænd, der fremtræde som de forskjellige Retningers Bannerførere, vare sin Tids Børn, og skulle de bedømmes retfærdigt, maa de derfor betragtes i sin Sammenhæng med den.
Bestræbelsen for at bevare den lutherske Kirkelæres Renhed havde efter Reformationen givet den i Kirken raadende Theologi en stedse mere ensidig polemisk Retning. At forsvare det fra Reformatorerne overleverede Lærebegreb og bekjæmpe alle derfra afvigende Anskuelser og Aandsretninger blev snart af den store Flerhed af lutherske Theologer betragtet som Kirkens væsentligste Opgave. Kampen førtes derfor ogsaa ikke alene i theologiske Stridsskrifter, men ogsaa fra Prædikestolene. I flere lutherske Lande pustede Kirkestyrelsen til Flammen, idet den gav Prædikanterne Paalæg om, at de ret ivrig skulde drive paa Behandlingen af Stridsspørgsmaalene. Det, som nu fra Prædikestolen bedes Almuen, blev saaledes altfor ofte kun tør Forstandstheologi og saft- og kraftløs Rettroenhed, naturligvis med behørig Tilsætning af bitre og heftige Udfald mod alle virkelig eller formentlig kjætterske Retninger i og udenfor Menigheden. Slig Christendom kunde ej tilfredstille den Trang, der rørte sig i dybere Gemytter; den evige Skjælden og Fordømmen af kjendte og ukjendte Vildfarelser og Personer kunde kun byde dem liden Opbyggelse. Den ægte praktisk-christelige Retning, som Luther havde givet sin Tids Theologi, var for en stor Del gaaen over i en stiv og død Orthodoxi, hvis Iver for den rene Lære ofte fremtraadte med den højeste Grad af kjødelig Lidenskabelighed.
Mange af dem, hos hvem der var en dybere religiøs Trang, vendte sig derfor bort fra den herskende Theologi; de følte sig mere tiltrukne af en anden Retning, nemlig den, som satte Religionens Væsen i en indre Forening med Gud, og saaledes gjorde den mere til en Følelsens end Forstandens Sag. – Allerede i det 16de Aarhundrede vare saadanne Mystikere fremtraadte i den lutherske Kirke, blandt andre den sachsiske præst Valentin Weigel og Skomageren fra Görlitz Jacob Böhme. I mange Henseender ere vistnok disse to forskjellige, men i een Ting stemme de overens, nemlig i sin Afsky for de orthodoxe Theologer, og denne udtale de ogsaa ofte djærvt nok. Paavirkede af Böhme fremtraadte derpaa en hel Række af saakaldte Reformatorer, som med den største Bitterhed angreb hele den lutherske Kirkelære og Kirkeorden. Blandt dem kan mærkes Christian Hoburg, som det, da han i det Følgende ofte vil komme paa Tale, vil blive nødvendigt at omtale lidt udførligere, især da han enten slet ikke eller kun kortelig anføres i de almindelige kirkehistoriske Haandbøger. I Arnolds Kirchen- und Ketzergeschichte findes der udførlige Efterretninger om ham, og, som man kan vente efter den Aand, der gaar igjennem dette Verk, er han der behandlet saa lempeligt som muligt. Studiet af Johan Arnds Skrifter havde hos ham vakt Sandsen for den mystiske Theologi; men denne tog senere en stærk sværmerisk Retning under Paavirkning af Schwenkfelds Skrifter. Under sit omflakkende Liv udgav han flere Skrifter, hvori han med megen Heftighed drog tilfeldts mod den herskende kjødelige sikkerhed og Fortrøsten til det ydre Kirkevæsen; han vilde bringe Samtiden til at vende Blikket indad og formanede til en mere levende virksom Christendom. Men da han herved kom i opposition mod den herskende Theologi, blev han forfulgt og jaget fra Sted til Sted; derved voxte Bitterheden hos ham. Medens han før havde straffet de Misbrug af Læren, som han, vistnok ofte med Rette, troede at finde, vendte han sig nu mod Læren selv, hvorvel hans Modstandere, som det synes, ofte fandt Kjætteri i Sætninger, hvis Gyldighed vel lod sig forsvare. De Kjætterier, som man tillagde ham, vare (ifølge Arnolds Kirchen- und Ketzergeschichte, III, 133, b): „at han som den argeste Gjendøber, Enthusiast og Weigelianer lærte falsk om Guds Ord og den indre Aabenbaring, om Tilregnelsen af Christi Fortjeneste og Christi menneskelige Natur, det tusindaarige Rige, Gjenfødelsen og Sakramenterne, om Prædikeembedet, Filosofien, de akademiske Værdigheder, Retsprocesser, Skriftemaal, Løse og Bindenøglen, Øvrigheden &c.“, og derfor „da den onde Aand i hans Bøger fremtraadte med Bespottelser, Oprør og Forargelse, vare de i Danmark, Sachsen, Sverige og andre Steder confiskerede og forbudne“. Det af hans Skrifter, som fortrinsvis sigtes til, er „das Spiegel der Misbräuche“, som han udgav under Navn af „Elias Prætorius“, og dette var, som man senere vil se, temmelig udbredt og var endog blevet bekjendt og almindelig læst i Christiania. Den, som her havde indført og udbredt det, var hans ivrige Beundrer Mag. Niels Svendsen Krønike, Lector theologiæ sammesteds. Han optraadte omtrent paa samme Maade som Hoburg, dog ikke fuldt saa radikalt, mod de herskende Misbrug; men hans hensynsløse Lidenskabelighed gjorde, at det ikke varede længe, førend det kom til alvorlige Sammenstød mellem ham og Præsteskabet; heraf udspandt sig vidtløftige processer, først i Christiania omkring 1650 og siden i Kjøbenhavn i 1655.
At omhandle Hoburgs Vildfarelser nærmere hører ikke til denne Afhandlings Plan; thi under hans Discipels Mag. Niels’s Ophold i Christiania drejede Stridighederne mellem ham og præsteskabet sig ikke saameget om Vildfarelserne i Læren, hvorvel man kan se, at han ogsaa mistænktes for dem; det var først under hans sidste Proces i Kjøbenhavn, at de bleve Hovedgjenstanden. Om dette sidste Afsnit af Mag. Niels’s Liv haves fuldstændige Efterretninger i Pontoppidans Annaler (under Aarene 1651 og 1655); naar man sammenligner de mangfoldige Anklager, som i den Proces fremførtes mod ham, med Katalogen over Hoburgs Kjætterier hos Arnold[1], vil man snart opdage, at Mag. Niels i Et og Alt var Hoburgs Discipel og ikke Weigels, som Pontoppidan og Andre efter ham kalde ham; ialfald var hans Weigelianisme kun paa anden Haand, forsaavidt nemlig Hoburg havde tilegnet sig nogle af dennes ejendommelige Meninger.
Vistnok har Pontoppidan ogsaa nogle Efterretninger om Mag. Niels’s Ophold i Christiania, men det Hele bestaar i to Breve, og han erklærer, at han forresten ikke kjender til den der førte Proces. Disse to Breve haves ogsaa i Manuskript i det deichmanske Bibliothek. I de i Rigsarkivet opbevarede Christiania Kapitels Protokoller findes derimod alle Processens Dokumenter indførte, og disse ere da Hovedkilden for den følgende Beretning; hvor ikke udtrykkelig anden Hjemmel er opgiven, ere disse Dokumenter fulgte; af andre Kilder kan nævnes en Ansøgning fra en i Sagen indviklet Mand, nemlig Raadmand i Christiania Hans Madsen Fagerholdt, hvori gives en Del Oplysninger; fremdeles en Fremstilling af hele stridighedernes Gang indtil Midten af 1651, der vel har medfulgt Ansøgningen som et Bilag, da den er skreven med samme Haand som Ansøgningen. Forfatteren er ikke angiven, men det er utvivlsomt Mag. Niels Svendsen selv, hvilket maa sluttes saavel af den hele Tone i Fremstillingen, som af at hele Tirader næsten ordret stemme med hans Procesindlæg. Disse to Dokumenter findes i Statholderarkivets Brevskaber i Rigsarkivet og ere rimeligvis Originalerne selv; fremdeles findes sammesteds den nedenfor anførte stevning af 12te Marts 1652, ligeledes i Original. I det kongl. norske Videnskabers Selskabs Manuskriptsamling findes en Udskrift af den kjøbenhavnske Proces’s Akter; et af de deri forekommende Breve, der er skrevet af Mag. Niels under hans Ophold i Christiania, er ogsaa benyttet[2].
Paa at give disse Dokumenter in extenso har ikke været at tænke; det behøver kun at anføres, at et af Procesindlæggene er paa 84 Foliosider og Akterne i den hele Proces paa 108 Folioblade; det vilde desuden ogsaa for Læseren være blevet et møjsommeligt Arbejde at finde Rede i alle disse Indlæg pro & contra. Jeg har derfor maattet indskrænke mig til at levere blot et kort Uddrag af disse Dokumenter.
Hvad Stridens Gang før den endelige Proces angaar, da ere oplysningerne mindre fuldstændige; jeg har dog forsøgt paa at give en, saavidt Materialierne strak, sammenhængende Fremstilling af den. Der findes nemlig i Kapitelsprotokollerne ligefra 1642 af nu og da korte Notitser om Striden; disse har jeg da sammenholdt med de Oplysninger, som Protokollerne og de forhen omtalte Dokumenter give; men en og anden Gjentagelse har det rigtignok paa denne Maade ikke været muligt at undgaa. For at kunne gjengive saa Meget som muligt af Originaldokumenterne, har jeg, hvor det kunde ske, brugt disses egne Ord, og i Uddragene ere ogsaa den oprindelige Fremstillings Udtryk saavidt muligt bevarede. Dette har ogsaa, tor jeg haabe, bidraget til, at Fremstillingen er bleven nogenlunde upartisk, idetmindste har jeg bestræbt mig derfor; jeg har ladet hver af Parterne føre sin Sag, og Resultatet vil blive, at ingen af dem staar ren, om der end kan være mindre at bebreide den ene end den anden.
Om Mag. Niels Svendsen Krønikes tidligere Levnet og Skjæbne vides kun Lidet. Han selv fortæller, at han har studeret i Kjøbenhavn og udenlands, og henimod 1630 fik han, siger han, „af disse Rigers Theologer og Skriftlærde Magt og Forlov til offentlig at prædike og derhos saadanne Testimonia og Vidnesbyrd baade om Lærdom og Levnet, at hverken han eller nogen Anden kunde begjære dem bedre“ (Pont. Tom. 4. S. 400). Ifølge Worms „Lexikon over lærde Mænd“ blev han 1636 Rektor i Kolding og 1639 ss. theologiæ Lector i Christiania. Dette stemmer med hans egen Angivelse, nemlig at det i 1650 var henved 11 Aar siden han blev kaldet til Christiania, og, tilføjer han, det skede, „førend jeg dette Kald nogensinde begjæret havde“ (cfr. Pont. Tom. 4. S. 400). Han kom dog rimeligvis til Christiania først i Begyndelsen af 1640, da han ej nævnes blandt Kapitlets Medlemmer før 25de April 1640. Hans Hustru hed Maria Jersin, en Datter af Bispen i Ribe Jens Jersin; hun har forfattet eller oversat en Bog med Titelen „Sjæle-Skat“ (Pont. Tom. 4. S. 443). – Som bemærket, var Mag. Niels Kannik eller Medlem af Domkapitlet, hvis fornemste Forretning det var at dømme i gejstlige og Ægteskabssager; om Lektorens særegne Embedsforretninger findes følgende Bestemmelser i Christian den 4des norske Kirkeordinans (Fol. 74, b): „Vi ville og byde, at hvert Kapitel udi vort Rige Norge skal holde en lærd Mand for en Theologo eller Læsemester, som kan overlyst læse den hellige Skrift paa Latin, baade for Kanniker, Skoledegne, forstandige Borgere og Anden, som did vil søge; den samme Læsemester skal undertiden paa nogen beskikket Tid prædike, men dog saa, at ingen vanlig prædiken dermed forhindres“. I den danske ordinans er tilføjet, at han saavel som præsterne skulde være superintendenten undergiven (Fol. 70, b). – Mag. Niels’s Forretning i Christiania sees ogsaa i Overensstemmelse hermed at have bestaaet i at foredrage Theologien paa det i 1636 oprettede Gymnasium, og efter vedtagen Skik plejede Læsemesteren at forrette Tolvprædiken paa de høje Fester i Byens Domkirke og sandsynligvis ellers til ubestemte Tider; andre gejstlige Forretninger henhørte derimod ikke til hans Embede, da han ikke havde præstelig Vielse.
Om de Par første Aar af hans Ophold i Christiania findes ingen Efterretninger; det er dog rimeligt, at Forholdet mellem ham og Præsterne i Byen allerede da var spændt. Han selv fortæller i 1650, at i de 11 Aar, han har været i Christiania, er han „ikke lidet for Sandheds Skyld bleven efterstræbt, eftertalt, forhaanet og bespottet; thi for Sandheds Skyld, som jeg i November 1641 for to Kolleger og Medbrødre i stilhed og Enlighed har talt til grov Forargelse at afskaffe, er jeg 1642 3dje Søgne efter Pauli conversionis (25de Januar) for Christianias Consistorio stævnt til aabenbar Straffe- og Beskjæmmelsesdom at høre; for Sandheds Skyld ... er jeg samme Aar indskreven i Kapitlets Protokol som suspect og mistænkt, og derfor mig befalet og paalagt en offentlig Disputation eller Overhørelses- og Forsøgelsestale at holde, udi hvilken man haver 31te August 1642 blandt Andre ladet et Menneske, som da var en aabenbar Fantast og grov og bespottelig Gjæk offentlig tale, raabe og skrige imod min sandfærdige og skrevne Lærdom til Manges letfærdige Latter og Forhaanelse at opvække“. I Kapitelsprotokollen findes ogsaa under 28de Februar 1642 antegnet, at Hr. Niels Dyding, Kapellan i Christiania, indstevnede Mag. Niels Svendsen, fordi han for Øvrigheden havde angivet, „at han (N. Dyding) den 20de November var drukken udi Prædikestolen, der han læste Bøn til Aftensang, og at han (N. Svendsen) saa Drukkenskabs Tegn paa ham“. Hr. Niels Dyding fremlagde Erklæringer, som oplyste, hvor han havde været den ganske Dag, og at han havde været ædru; tillige foreviste han godt Testimonium fra Byens Menighed. Det følgende Blad i Protokollen (Fol. 116) er uheldigvis udrevet; at der paa dette Blad har været antegnet de videre Forhandlinger med Mag. Niels samme Dag, sees dels af senere Henvisninger til det, dels ogsaa af Fortsættelsen paa Fol. 117; det heder: „han mente, at Ingen kunde hannem forbyde, dem, han kunde have nogen Trøst af, som frygtede Gud, udi sit Hus at indtage, og dersom kongl. Maj. hannem det forbyde vilde selver, vilde han dog med saadanne have sin Omgjængelse“. Den 18de Oktbr. samme Aar anker Mag. Niels over Protokollationen denne Dag; paa Notarius Mag. Jesse Madsens (den Tid Rector scholæ) Opfordring erklære de tilstedeværende Kanniker, at Sagen var rigtig protokolleret; „Mag. Niels Svendsen vilde ikke hertil rigtig svare ja eller nej, thi han sagde sig ikke saa [nøje] Altsammen nu at kunne erindre, som udi den Proces forefaldt“. Endnu en Gang, flere Aar efter, klagede Mag. Niels over, hvad der denne Dag blev indtegnet i Protokollen: „jeg og mit Hus og flere Christne i Menigheden“, siger han, „bleve den Dag opskrevne i Protokollen, som de, der holdt saadanne uchristelige Forsamlinger, at de ikke burde fordrages, men ganske afskaffes, og derfor ere ogsaa uberygtede Christne som sl. Lorentz Evertsen Stenhugger, Niels Petersen Flensburg, Jon Bergersen Kræmer eller Skolemester &c. (dog udi deres Fravær og paa deres Ryg) indskrevne for saadanne Kompaner, som jeg ikke burde annamme i mit Hus og afsondre mig fra; om hvad heftig samtale der om saadanne Omgjængelser paa vort Kapitelshus er forefalden mellem Mag. Trugels og mig, derom blev langt at skrive; herom kunde Noget læses udi samme Protokol Fol. 116 pag. 2 blandt de Kapitelsacter, som ere forefaldne 23de Februar 1642“. For at have foranlediget denne Indtegning mistænkte han Sognepræsten i Christiania Mag. Trugels Nielsen, og senere hen i 1650 giver han ham ligefrem Skylden derfor, hvorimod denne henviser ham til Protokollen og til de tilstedeværende Kanniker, som samstemmig erklære, at Mag. Oluf Boesen, Superintendenten, selv gjorde det af egen Magt og Myndighed. Mag. Trugels erklærer, at han vidste Intet om Sagen, før Bispen bragte den paa Bane, men mener dog, at „hvad den salig Mand Bispen derudi har gjort, det havde han vel for- svaret udi levende Live og endnu vel bliver forsvarligt efter hans Død, om paatales“. „Og“, fortsætter han, „uagtet Ordinansen byder Fredsommelighed og Lydighed, saa har Mag Niels den Tid, han har været her, været mere urolig end fredsommelig, mere opsætsig end lydig, hvilket noksom er at forstaa af hans trodsige Svar til Mag. Oluf Boesen paa Kapitel den 23de Februar 1642; thi da Mag. Oluf alvorlig formanede ham til at afholde sig fra fordægtige Personer udi Menigheden, som monne selle sig til ham udi hans Hus, deres Samkvem og Omgjængelse, paa det han ikke videre skulde udføres udi Byen og udenfor Byen, og selv give Aarsag til Mistanke, svarede han, at dersom Hans kongl. Maj. selv ham det forbyde vilde, saa vilde han dog alligevel med saadanne have sin Omgjængelse. Hvilke Ord om de en hørig Underdane vel sømmer og anstaar, kan hver eragte. Dette endog hans Gjerning noksom udviser udi det, at han Tid efter anden endel mine Sognefolk baade forberørte (Lorentz Evertsen o. s. v.) og flere til sig fordægtigen sammenseller (dem fra det ordentlige Ministerio og lovlig kaldede Tjenere udi Ordet her paa Stedet at unddrage og Menigheden dem uvillig at gjøre) mod kongl. Forordninger og hans egen Forpligt“. Tillige fik Mag. Niels, fortæller han, samme Dag Paalæg om at holde en Disputas de justificatione af Pauli Epistler i Gymnasiet, Noget, som han dog ikke efterkom, hvilket han mener bør ansees for en fordægtig overhørighed Den Disputas, som Mag. Niels holdt den 31te August, og som det efter hans egen Beretning gik saa uheldigt med, maa da være en anden; det kan dog heller ikke have været en af de „ordinariæ disputationes“, som Gymnasielærerne havde Paalæg om at holde en Gang hver Maaned, da Mag. Niels selv kalder det en offentlig Disputation i Anledning af den paa ham hvilende Mistanke. En Maaned efter, 23de Marts 1642, blev Mag. Niels atter „af al venlighed paamindt og formanet at overgive dennem, som ham besøge, hvorfor han er udført baade udi By og Bygd, uanseet at Saadant udi kongl. Maj.s Mandater forbydes, hvorimod det lod sig anse, at han sig ikke vil accomodere“.
Man ser saaledes, at Konventiklerne allerede nu, omtrent et Par Aar efter hans Ankomst til Christiania, vare i fuld Gang, og at Sagen allerede havde vakt saamegen Opsigt, at øvrigheden ansaa sig forpligtet til at skride ind. Forsøget paa at faa Sagen til at gaa med det Gode og Striden afgjort i al Mindelighed strandede saaledes; der prøvedes derfor et andet Middel. Under samme Dato findes nemlig antegnet: „Efter strenge og velbyrdige Hr. Statholders (Christoffer Urne) Vilje blev af Bispen sognepræsten anbefalet, at naar Aarsage gives udi Prædiken om Enthusiaster eller Vederdøbere og andre saadanne vildfarende Lærere, da at give Varsel offentlig om samme Vildfarelser med Bøn derhos, at Gud os paa denne Sted fra saadan og anden vildfarelse vilde bevare“. – Men netop denne Forholdsregel, som vel heller ikke ligeover for en Mand som Mag. Niels var klogt beregnet, bragte Striden til at blusse op i fuld Flamme; hele Præsteskabet synes at have deltaget i den, men skarpest førtes den dog mellem Mag. Niels Svendsen og sognepræsten Mag. Trugels Nielsen.
Fra dette Tidspunkt i Striden have vi et interessant Aktstykke, nemlig en Prædiken af Mag. Niels, holden første Juledag 1642 i Christiania Kirke. Han udgav den et Aars Tid efter i Trykken[3] og dedicerer den til den nye Statholder Hannibal Sehested, som han kalder sin „gunstige og udi Jesu Christo meget elskelige Patron“. Som Grund til denne Dedikation angiver han Følgende: „eftersom jeg uden skrømt og Hykleri for den alvidende Gud med en god samvittighed kan bekjende, at jeg nu nogle Gange paa adskillige Tider med Forundring og Hjertens Glæde haver af E. V. hørt Eders gudelige og tænkværdige Ord og Tale med christelige og berømmelige Forsæt til at forsvare og forfremme Retfærdighed og Sandhed og derimod tilbørligen at strede og afskaffe Uretfærdighed og Løgn og det uden nogen Persons Anseelse, saameget – – muligt kan være“, saa har han „til Guds Ære, Christi Sandheds Aabenbarelse og Forsvarelse og den meget fortrængte Menigheds Trøst dediceret ham dette lidet og velmente theologiske Skrift, som af sande christne med Længsel begjæres“. – I Fortalen til Læseren siger han, at Prædikenen, saaledes som han holdt den, vistnok var „med noget færre Ord, dog udi aldeles ligedannet Mening, Form og Maade“ Steg „og udi den folkelige Forsamling var der og Mange, Gud alene Ære, som lode sig samme Prædiken (saavelsom ellers andre, hvilke den værdige Hellig Aand nu paa 3 Aars Tid – – ved mig ringe og uværdige Christi hellige Ords Tjener paa adskillige Tider forkyndet og udtalt) med Hjertens Glæde vel befalde“, og paa: disses Anmodning er det, at prædikenen udgives. – Men „efterdi der aldrig har været nogen Dag, at den gamle Slange Satanas jo har lagt sig efter at formørke, forvende og forkrænke Guds Ord og derfor ogsaa altid har opvakt dem, som med Listighed og Magt har lagt sig efter Guds levende og sande Ords rette Mening at forvende og forkrænke, saa vil der ej heller gives nogen Dag udi disse sidste Tider indtil Verdens Ende, uden der jo ere mange af disse Guds Ords Forvendere, iblandt hvilke der ogsaa ere saadanne at finde, som altid lære og dog aldrig komme til sandheds Erkjendelse, som ere Mennesker med forkrænkede Sind, som due Intet i Troen, om hvilke Guds Aand spaar 2 Tim. 3 og 4“; derfor har han undergivet sin Bog de lærde kjøbenhavnske Professorers Censur, „for at de, som kunde af den skadelistige Satan blive fristede til at gjøre Guds hellige ords Sandhed nogen Modstand, kunde udi saa Maade have desmindre Aarsage til ilde at paatale det, som ved den Hellig Aands Naade af Guds Ord rettelig læres“. – En lignende polemisk Tone gaar gjennem den hele Fortale. – Texten er Luk. 2, 12: „Engelen sagde til Hyrderne: Og det skulle I have til Tegn, I skulle finde Barnet svøbt i Klude og liggende i en Krybbe“. I Indgangen til Textens Forklaring straffer han de mest gjængse Laster i Menigheden. 1) Nogle med den rige og mægtige Nar Nabal søge sin højeste Lyst i et stort Liggendefæ. 2) Andre søge sin besynderlige Lyst og Glæde i at fylde sin Bug med legemlige Spise (derpaa beskriver han med skarp satire slige Fraadsere). 3) Andre hengive sig til alskens Usædelighed, som nu har taget saa meget overhaand. 4) Mange ere og som den meget hoffærdige, opblæste og ugudelige Krop Herman (hvilken dog omsider med sine 10 Sønner kom højere op i Vejret, end han gjerne vilde). I denne Del af Prædikenen er der ofte et helt humoristisk Sving. – Nu begynder den egentlige Forklaring af Texten, som her kortelig gjengives, da man deraf kan se, hvordan Mag. Niels’s Polemik var, og hvorledes han greb Lejligheden for at komme sine Modstandere tillivs; tillige greb denne Prædiken ogsaa ind i Stridens Gang. Inddelingen er: 1) hvorledes vi ved Jesu Fødsel skulle faa den højeste Glæde; 2) hvorfor Mange, endog de, som ofte høre Guds Ord, ikke faa den. – Denne højeste Glæde faa vi ligesom de hellige himmelske Hyrder uforskyldt af Guds Naade, som lod Christus fedes for vor, for min Skyld; derfor skulle vi annamme Naaden og lade den arbejde i os. Vi skulle betænke den store ødelæggelse i Christen- heden, især i de tydske Lande; Grunden dertil er ej Kongers eller Folks Uenighed, men det er en Guds Straf over Vantroen og Ugudeligheden. – Spørger Nogen, hvor skal jeg finde Christus, at jeg kan faa den allerhøjeste Glæde, da vend dit Øje til Texten, og du vil ligesom Hyrderne finde ham i Bethlehem ɔ: Brøds Hus, hvor det himmelske Brød uddeles; alle Steder, hvor Ordet høres og Sakramenterne uddeles, ere et Bethlehem; men det sandeste Bethlehem er et aandeligt levende Menneskes Hjerte; det hjælper Intet at gaa i de herligste Kirker, uden at Hjertet er et aandeligt Bethlehem, hvor Guds Manna, Christi Ord, i Aand og Sandhed ædes og vederkvæger til et aandeligt Liv, hvorom Johannes taler i det 6te Kapitel, hvilket vi med Luther og andre retsindige Lutheraner forklare om Jesu Legemes og Blods aandelige Nydelse ogsaa udenfor Sakramentet. Over disse Jesu Ord (i Joh. 6) forargedes mange endog af hans Disciple; men I skulle ej forarge Eder over, at jeg kalder Menneskehjertet det ypperste Bethlehem; „thi naar andre Kirker og Templer, Akademier og skoler – – med Salomons herlige Tempel lægges øde“, skal dog det Hjerte og den Sjæl, hvori Jesus bor, være hans aandelige Bethlehem i al Evighed. Et saadant aandeligt Bethlehem er dit Hjerte, naar du tror, at Jesus er fedt som Menneske for din Skyld, og „naar han er svøbt udi dit Hjerte med de rette aandelige Klude, Vindel og Svøb, som han vil svøbes, fastholdes, æres og tjenes med – nemlig den sande levende og retsindige Tro“, og naar dit Hjerte er Jesu aandelige Krybbe, „og om man end forfølger dig med haanlige Titler, vederstyggelige Navne og bespottelige Fingerpegelse – og holder dig for et haanligt Vidunder“, saa overvinder du al Bespottelse ved den himmelske store Skat, „hvilken du med Troens aandelige Klude, Baand og Svøb omfavner og bærer ... udi dit Hjertes inderste aandelige Krybberum“. – Hvorfor faa nu ikke mange Mennesker, som ofte komme til Kirken og Skriftestolen, den evige allerstørste Glæde? Naarsomhelst Nogen udi disse sidste onde Dage drives og oplyses af Guds hellige Aand til at tale den bare Sandhed af Prædikestolen om mange Menneskers falske og hykkelske Christendom, det er, at Mange af os, vi som lade os kalde Christne, dog ikke leve christelig, da findes desværre saadanne christne blandt Andre, som forarger sig og fortørnes over saadan sandfærdig og fornøden prædiken og undertiden med Ordene lade sig mærke, at de mene saadan prædikant at være fuld af Had og Avind og at være blind og stolt ligesom Pharisæerne og de Skriftkloge og indbilde sig, at saadan Prædikant og Lærer fordømmer Andre, og at han ved ikke, om han bliver selv salig. Men ingen retsindig Prædikant prædiker af kjødelig Had og Avind; men naar du lever hen i dine Synder og berømmer dig at være en Christen, saa er din døde Tro og dit ubodfærdige Levnet Aarsag til din Fordømmelse; det gaar en retsindig Guds ords Tjener til Hjerte, og han maa advare derimod. Hvorfor gaa nu saa Mange, som dog ofte hore Guds Ord, den brede Vej til Fordømmelse? Formedelst vantro og død Tro, fordi de lade sig afholde af jordiske Hensyn, og fordi de forarges over, at Jesus og hans Rige har ingen udvortes prægtig Anseelse for Verden. Hvor Mange forværres ikke i sin Christendom, naar de se, at de, som skulde være Andres Ledsagere til Jesum, med de blinde Pharisæere allermest forbarme Jesum udi hans sande Lemmer „ikke alene ved synlige Foragtelsesmidler, Leder og Fagter, men endogsaa med lydelige aabenbare Ord og Tale, ja med letfærdige Bespottelses Pen og Skrift ... og af Djævelens Indskydelse og Tilskyndelse giver dem adskillige foragtelige og vederstyggelige Navne, ... hvilke og snareste skulle lade sig mærke med, at de fortørnes. over denne sandheds Tale, endog den alvidende Gud ser og kjender, at dette af mig uværdige Jesu Christi Tjener hverken siges eller skrives af nogen utilbørlig Had og vrede mod noget Menneske, hvem det saa være kan, men at det ved Guds Naade i kjærligste Maade og bedste Mening er fremført til Guds Ære, Guds allerkjæreste og foragtede Børns Trøst og Husvalelse og dennem, som kunde være paa vrange veje hengeraadne, til en salig Paamindelse, Eftertanke og Omvendelse“. Men naar Guds sande Dyrkere forhaanes, maa mange Enfoldige forarges, „hvilke undertiden frygte mere for saadanne anselige lærde Mænds og veltalende Prædikanters store Autoritet og Myndighed“, end for Gud; mange Tusinde vilde have omvendt sig, hvis de ikke havde frygtet sine Prædikanters Forhaanelse og Udraabelse, „med hvilken disse ogsaa ofte foragte, ja offentlig baade med Mund og Pen udraabe, forhaanes og bespotte os, saamange som med dem udi deres falske Religion og vrange Lærdom ikke samtykke ville; ... men I og jeg (som dog ere syndige Mennesker) kunne aldrig blive mere forhaanede af denne Verdens Børn, end Eders og min Frelser Jesus selv blev“; men gjennem Trængsel skulle I indgaa til den allerhøjeste Glæde.
Dette er Gangen og Hovedindholdet af Prædikenen, gjengivet saavidt muligt med selve Prædikenens Ord. Som han havde spaaet, saa skedte det ogsaa; hans Modstandere „lode sig snart mærke med, at de fortørnedes over denne Sandheds Tale“. I Kapitelsprotokollen findes Følgende antegnet: „Anno 1643 Nytaarsdag efter Højmessen udi Choret i Christiania forbød Bispen Mag. Niels Svendsen Prædikestolen formedelst hans Skjælderi paa Juledag saavelsom ofte tilforn, og uanseet han om Saadant tidt er bleven paamindt, haver det dog ingen Frugt skaffet; derfore at entholde sig fra Prædikestolen, indtil Lov og Dom haver skilt dennem af. Dertil svarede Mag. Niels, at hvad han prædikede, det prædikede han, som Aanden gav ham ind, og [at han] ikke agtede, hvad Mennesker sagde, om Nogen hannem saadant vilde forbyde, hvilket han berettede sig tilforn ofte Bispen at have svaret“.
Som man let kan begribe, opregner Mag. Niels ogsaa dette blandt sine Lidelser for Sandheds Skyld og besværer sig i høj Grad derover. Sagen blev nu optagen til Forhør paa Kapitlet den 20de Marts 1643. „Striden førtes“, heder det, „mellem nogle ex capitularibus her udi Oslo og ikke ringeste mellem Sognepræsten Mag. Trugels Nielsen og Læsemesteren Mag. Niels Svendsen iblandt flere om nogen theologicis quæstionibus et de cæremoniis quibusdam ecclesiasticis, hvorover de synes at have grebet hverandre an udi deres prædiken og tracteret adskillige Personalia, som kunde udtydes mod dennem selver, udi-mod hverandre, dog Ingen med Navn benævnet, Mag Niels og desforuden udaf Bispen Mag. Oluf Boesen for nogen conventicula med særdeles Folk at bruge og holde, som synes fordægtig have været, forbudet Prædikestolen“. Forhøret foregik i Statholderens (H. Sehesteds) og Kantsleren (Jens Bjelkes) Nærværelse, „og efter flittig og uvillig Randsagning blev befunden, at forbarme Irringer fast mere af menneskelig skrøbelighed og Misforstand end af nogen ret foretagen Arrighed sig haver begivet“, hvorfor Parterne hjemstillede Sagen til Statholderen, og blev det for godt anseet, at alle interesserede parter „sancte for Retten skulde verificere ... Intet at have saa ilde ment, som det kunde være optaget og udført, medens [ɔ: men] hverandre ikke vel at have forstaaet, udi Synderlighed nogle Mag. Niels’s Ord angaaende gode Gjerningen Fuldkommenhed og vores Saligheds Forarbejdelse, hvilke han da selv klarlig udlagde, saa at Bispen eller Andre ... ikke kunde mistænke ham derudi for kjætterske Mening“. – Efter en ny Uenighed mellem dem (hvorom siges ikke) bleve de atter forligte den 24de April, og det bestemtes da, at Bispen ikke længere skulde forbyde Mag. Niels Prædikestolen, men undertiden lade ham prædike, og da skulde han, Bispen, selv være nærværende; tillige skulde Bispen paaminde dem begge at vogte sig for Alt, der kunde vække ny Misforstaaelse, og for enhver Hentydning til deres forrige Tvist, „men de skulde blive ved den Forklaring, som proprie Texten medfører“. Ligesaa blev det bestemt, at Mag. Niels ikke skulde formenes at lade komme i sit Hus, hvilke godt Folk ham lystede, og synderlig de, som bekjende sig med Ord og Gjerning rette Christne at være og vores Religion undergiven, saa som en Ven kan besøge en anden, og „discursive frit tale om det, som gudeligt og til Guds Ære og Menneskenes Saligheds Opbyggelse kan tjene og ikke til Nedbrydelse og Forargelse, mens ingen privat Conventiculer eller exercitia Mag Niels at holde paa Kammerne eller i andre Maader, hvorved han atter kunde mistænkes og tilbørlig straffes. Men om hen, Mag. Trugels eller Andre kan have nogen Tvivl angaaende christelige Troesartikler, specielt om deres forrige Strid de bonis operibus, an consistat in illis salus nostra secundum qvid vel in tota eller de ceremoniis quibusdam devotis, da skulde de proponere det som brugeligt in Gymnasio eller hjemstille Sagen til de Højlærde i Kjøbenhavn, hellere end for den Gemene at prostituere saadanne quæstiones, som overgaar Manges Forstand og mere forarger end opbygger“. Endvidere skulde hverken Mag. Trugels eller Mag. Niels eller nogen af deres Kolleger give Aarsag til „nogen ny ved Eftertale fortænkelige Prædikens Trykkelse eller Udspredelse eller ved nogen Angribelse mundtlig eller skriftelig ... hvorpaa de have givet hverandre Hænder at være og blive gode Venner ... Men dersom nogen (ej Religionen concernerende) Irringer kan indfalde, hvilket de dog vil præcavere, da skab de angive det for Øvrigheden paa dette Sted med stor Moderation og helst udi Vederparternes Nærværelse og dog forbigaa Alt, som er af ringe Importans, men det remedere mellem dem selv for Guds Æres og deres Embeds frugtbarligere Forretnings Skyld og Andre til et godt Exempel, ... og dermed skal al Tvist død og magtesløs være, hvormed de alle med stor Taksigelse vare tilfreds“. De foregaaende Citater ere tagne af det skriftlige Forlig, som den 24de April sluttedes paa Akershus Slot og underskreves af Statholderen, Kantsleren, Bispen, de stridende Parter og de andre Kapitelsherrer (Mag. Ambrosius Rhodius, Mag. Henning Stokfleth og Mag. Jesse Madsen).
Men Freden varede ikke længe; trods den udtrykkelige Overenskomst angaaende Prædikeners Trykning lod dog Mag. Niels, som vi have seet, den Prædiken, hvorfor han var bleven Prædikestolen forbudt, trykke; ja han maa sandsynligvis, medens han underskrev Forliget, som dog maatte afskjære ham al Ret til Prædikenens offentliggjørelse i Trykken, allerede have været bestemt derpaa; thi Dedikationen er underskreven 27de April 1643, altsaa kun 3 Dage efter Forligets Afsluttelse. Mærkeligt er det ogsaa, at han dedicerer sit Verk til Hannibal Sehested; thi denne kunde dog visselig ikke være en Mand efter Mag. Niels’s Sind. De stærke Forsikringer, han giver om Sandheden og Oprigtigheden af den Lovprisning, han yder ham, synes ogsaa at tyde hen paa, at han ikke havde den almindelige Mening paa sin Side, og hans naive Erklæring, at han med Forundring har hørt Statholderen erklære, at han vil forsvare Retfærdighed og straffe Uretfærdighed, vidner om, at han har været i nogen Forlegenhed med Gjenstanden. Det synes næsten, som om han ved denne Dedikation har søgt at bestikke Statholderen; denne havde jo ved at bringe Forliget istand ogsaa paa en Maade stillet sig som Borgen for dets Overholdelse og burde saaledes ikke ladet et saadant Brud paa det gaa upaatalt hen. Som man har seet, var Bispen ikke Mag. Niels gunstig; hverken han eller Mag. Trugels vilde visselig have fundet sig i denne hans Færd, hvis de havde havt Magt til at lade ham undgjelde for det Selve Forliget er i det Hele noget underligt; den hele Strid erklæres her for en Misforstaaelse og for en Frugt af menneskelig Skrøbelighed; men Mag. Niels’s skarpe Udfald mod de lærde Mænd og anselige og veltalende Prædikanter, hvormed han naturligvis først og fremst sigtede til Mag. Trugels og rimeligvis Bispen ogsaa, bleve ej underkjendte, men staaende, og Beskyldningen for skrøbelighed o. s. v. kom saaledes mest til at ramme hans Modstandere som de, der havde kaldt ham for Retten; desuden blev Bispen ogsaa tilpligtet at ophæve det af ham givne Forbud mod, at Mag. Niels skulde prædike. Man maa saaledes være enig med Mag Niels, naar han regner dette Forlig som en Sejer for sig og anfører det som et Exempel paa sine Modstanderes frugtesløse Angreb, medens man vel ikke vil give ham Ret, naar han erklærer Angrebet for ugrundet. Det er ikke let forklarligt, hvad der kunde bevæge Bispen og Mag. Trugels til at lade sig nøje med et saadant Forlig; at de godvillig skulde have paataget sig den væsentligste Skyld i de foregaaende forargelige Stridigheder, er ikke rimeligt Men, som det senerehen end bedre vil sees, Statholderen synes at have været Mag. Niels gunstig, og han var jo den, som bragte Forliget istand, ja er endogsaa den, som har affattet Forliget; thi det fremgaar klart nok deraf, at han dere Steder taler i første Person (f. Ex. „de have hjemstillet Alting til mig som kongl. Maj.s Tjener og statholder her paa Stedet“). Var han nu gunstig stemt for Mag.Niels, saa har han heller ikke manglet Evne til at gjøre det gjældende; thi at Kapitlet har staaet under et vist Tryk, synes at fremgaa af en liden Notits i Kapitlets Kommuneregnskab. Det heder nemlig: „Lod jeg (Jesse Madsen, Notarius) gjøre en Sølvkande, som til et Honorarium ædle og velbyrdige Hr. Statholder Hannibal Sehested paa Kapitels Vegne den 6te Marts 1643 blev offereret“; Vegten angives til omtrent 260 Lod, og med Arbeidsløn kostede den lidt over 156 Daler, en efter Pengenes Værdi paa den Tid ikke ubetydelig Gave. I hvilken Anledning dette „Honorarium“ gaves Statholderen, oplyses ikke; men da han saavidt vides, ikke i nogen Maade har gjort sig fortjent af Kapitlet, kan man vel knapt antage, at denne Gave var saa ganske frivillig; tvertimod finder man, at Kapitlet ikke mindre end Andre har været udsat for hans Rovgjerrighed. Under 29de Januar 1652, strax efter at han var afsat fra Statholderposten, udfærdigedes en Skrivelse fra den ny Statholder Gregers Krabbe, hvori Kapitelsherrerne opfordres til at erklære sig om, „hvad Mislighed der kunde være dennem tilføjet udi de Mageskifter, som de tilsammen have havt med Velb. Hr. Hannibal Sehested ... eftersom Hr. H. S. sig erbyder Enhver, som er brøstholden, nøjagtigen at ville contentere“. – Denne Statholderens Indflydelse skyldes det vel ogsaa, at der nu i dere Aar ikke høres Noget til nogen Uenighed, hvad enten det nu har lykkets ham at holde Mag Niels’s Lidenskabelighed nogenlunde i Tømme, eller hans Modstandere ikke have anseet det muligt at faa nogen Ret over ham. Krigsbegivenhederne (Hannibalsfejden) have vel ogsaa en Stund bortvendt Opmærksomheden fra Striden.
Imidlertid indtraf Bispeskifte, da Mag. Henning Eggertsen Stockflet i 1646 succederede Mag. Oluf Boesen. Dette havde dog ingen Indfiydelse paa Stridens Gang, ialfald ikke til at hæmme den; thi Mag. Henning, der allerede som Slotspræst paa Akershus og Medlem af Kapitlet sees at have holdt sammen med sine Kolleger mod Mag. Niels, viste nu som Biskop end tydeligere sin ugunstige Stemning mod ham. Vistnok var der nu i 3 à 4 Aar intet Udbrud af Striden, men af den Voldsomhed, hvormed den endelig bred les, kan man slutte, at Ilden dog den hele Tid har ulmet under Asken; Uenigheden ytrede sig i en stadig Polemik fra Mag. Niels’s Side i Lighed med den, hvorpaa der i Uddragene af hans Juledagsprædiken er givet Prøve, og det er vel ikke rimeligt, at hans Modstandere ganske have tiet stille hertil Freden, om den kan kaldes saa, var saaledes kun en tvungen Stilstand, hvorunder Forbitrelsen steg paa begge Sider. Den Kamp, som nu bred løs og varede med korte Mellemrum, saalænge Mag. Niels var i Christiania, aabnedes af hele Christiania Præsteskab, der i Kapitelsprotokollen den 25de Maj 1648 lod indtegne Følgende:
„Herr Michel (Pedersen Escholt, Slotspræst) foregav, at Menigheden her udi Christiania har været hos hannem, foregivendes bedre at søge Aggers end Christianias Kirke, efterdi ikke Andet høres udi Christianias Kirke end Scandal og Affecterne. Samtlige overværendes vare begjærendes, at den gode Mand Bispen vilde fordædige dem mod Mag. Niels Svendsens Invektiver contra ministerium og dennem enten Sag for Forargelsen give eller ogsaa dennem at ville lade være med Fred, eftersom de ikke længere kunde taale, at Ministerium saaledes skulde udraabes, som hertildags fast udi alle hans Prædikener skeet er, eftersom Enhver af dem ej Andet formener sig at være bevist, end sig christeligen og forsvarligen at forholde; saa de derfor ydmygeligen er begjærendes, at deres gode øvrighed efter Ordinansen dennem vil forsvare, og ham sin Profession efter Fundatsen at abvarte, som forsvarligt, maatte anbefales udi Rolighed, ministerio, til hvilket han ej er kaldet, ureformeret og uforagtet, eftersom de ej kjende ham for deres øvrighed. Dette bekjende vi Underskrevne samtlig.
| Trugels Nielsen. | Joachim Lobes. | Michel P. Escholt. |
| Pastor & P. | Arc. Aggersh. Pastor Germ. | (dansk Slotspræst). |
| Christen Søffrensen Bloch. | Johan (Pedersen) Koch. | |
| (Kapellan). | Succentor.“ |
Mag. Niels var paa denne Tid fraværende, men senere beklager han sig højlig over dette deres „vemodige Klagemaal imod den Hellig-Aands Straffeprædiken, som han ej har fremført i Løndom, men i Menigheden“; han erklærer det for usandfærdigt og deres Begjæring for utilbørlig, og regner det Hele som en Lidelse for sandheds Skyld.
For det Første blev der nok ikke gjort Noget ved denne Klage, dels paa Grund af Mag. Niels’s Fraværelse, dels vare vel Gemytterne optagne af den Begivenhed, som kort efter fandt Sted, nemlig Frederik den 3djes Hylding. Da var Mag. Niels kommen tilbage; thi da Statholderen med megen Pomp højtideligholdt denne og, skjønt forgjæves, søgte at insinuere sig hos den ny Konge[4], prædikede Mag. Niels for ham, eller som han selv udtrykker sig: „til Sandhed at lære og tale er jeg alleruværdigste Christi Tjener ... af Gud og øvrighed kaldet ... og har derfor talt Sandhed ogsaa for Kong Frederik den 3dje, da han den 24de August 1648 sad paa sin kongelige Hyldelses Throne“. At Mag. Niels valgtes til denne Ære, skyldes visselig ej hans Kolleger, men rimeligvis Statholderen; forresten kan han maaske have været vel skikket til at holde en saadan Festprædiken, da hans Sprog i det Hele er meget flydende og udmærker sig ved en stor Rigdom paa Ord og Vendinger, hvorvel hans Hang til at ophobe enstydige Ord maatte kræve en stor Livlighed i Foredraget, for at det ikke skulde blive trættende; men den Lidenskabelighed, som raader i al hans Færd, afprægede sig vel ogsaa i hans Foredrag, saa at det vist ikke kan have manglet Kraft og Liv. – Heller ikke senerehen blev der gjort Noget ved denne Præsteskabets Klage, hvor indtrængende og heftig den end var; hvad nu end Grunden dertil kan være, er det ikke rimeligt, at hans Modstandere med en saa myndig og uforfærdet Mand i sin Spidse, som Mag. Trugels, der desuden ogsaa havde Medhold af Bispen, vilde have slaaet sig tiltaals, hvis de ikke havde mødt uovervindelige Endringer mod Klagens Fremme.
Striden fortsattes paa samme Maade, som før, med heftige Udfald fra begge Sider til liden opbyggelse for Menigheden. Især vakte en prædiken af Mag. Trugels Helligtrekongers Dag 1649 Opsigt. Om Indholdet af den haves kun Mag. Niels’s og hans Tilhænger, Raadmand i Christiania, Hans Madsens Beretning. Hans Madsen paastaar, at Mag. Trugels havde i sin Prædiken sagt, at der i hans Menighed skulde findes Saadanne, „som vilde have Skoler opbrændt, Kirker og Kirketjeneste afskaffet, høje Øvrigheds Autoritet og Myndighed dæmpet og nedlagt“[5], og Mag. Niels beretter, at han endvidere havde erklæret, „at han dennem ingenlunde vilde længere udi Menigheden lide og fordrage, men formedelst øvrighedens Bistand dennem tilrette sætte“ &c. – Strax derefter udkom en liden Traktat, en Oversættelse fra Tydsk, „om de vederstyggelige og gudsbespottelige Enthusiaster og Kjættere Knipperdolling og Jan van Leyden og deres Anhængere“, hvori der gjordes Hentydning til, at saadanne fandtes i Menigheden, og denne opfordredes til at tage sig ivare for dem; dette Skrift, som nu sandsynligvis er tabt, var uden Angivelse af Bogtrykker og Sted, men Mag. Niels tillagde Mag. Trugels det, idet han mente at have fundet hans Navn angivet i Bogen, „dog forblommet Vis udi de undertrøkte latinske Ord: Gloria iiii cultius“; ved Omsætning af Bogstaverne give disse Ord virkelig ogsaa: „Trugillus Nicolai“, hvilket var Mag. Trugels’s lærde Navn. – Herover, siger Mag. Niels, blev Menigheden ikke lidet forarget og forvirret, og paa Opfordring af Nogle af Borgerskabet havde Byens Borgermester og Raadmænd den 12te Februar 1649 tilskrevet Mag. Trugels et Brev, hvori de i opfordrede ham til at nævne disse forargelige Mennesker, at de efter Embeds Pligt kunde hjælpe ham til at faa dem straffede, paa det at Menigheden ikke for disse grove Synders Skyld paa andre Steder skulde komme i vanrygte. „Men“, siger Hans Madsen i sin Klage, „han gav dem nogen Discurs tilbage igjen, hvormed de, Gud forbarme sig lode sig vel befalde“. Mag. Trugels selv opgiver, at Indholdet af hans Svar var den Erklæring at hans Embede-pligt ej tillod ham at nævne Enthusiasterne ved Navn, men at han agtede det bedre, at man i Øvrighedens Nærværelse procederede med dem paa den Maade, som ifølge kongl. Mandater forhen var brugt i Menigheden, og henviser i saa Henseende til Kapitelsbøgerne (han sigter til nogle Forhør, som holdtes 1605 og 1619, hvor nogle for Vrangtro mistænkte Personer indkaldtes og formanedes). – Mag. Niels ser i Udgivelsen af det omtalte Skrift en Anklage; han mener, at Mag. Trugels har udgivet det, dels for at øvrigheden kunde vide, hvilke Folk han sigtede til i sine Prædikener, dels ogsaa til Oplysning for Menigmand, som ikke forstod Ordet Enthusiaster, „hvorfor Nogle kalde det Athusiaster og Nogle Thusiaster, og Nogle vide ingen Maade at føre det frem med“.
Den 13de Marts 1649 holdtes der Forhør i Bispegaarden i Bispens og Kannikernes Nærværelse, efter hvad Mag. Niels siger, fordi øvrigheden ej var tilfreds med den Erklæring, Mag. Trugels havde givet. – Forhandlingerne i dette Møde findes optegnede i Kapitelsprotokollen, og da de foruden Oplysninger om Klagepunkterne mod Mag. Niels og hans Tilhængere ogsaa give et Indblik i, hvorledes Striden artede sig blandt Partigjængerne paa begge Sider, anføres her Hovedindholdet. En af Mag. Niels’s bitreste Modstandere, Søffren Gundersen Kjeruld (Contrafejer, det vil sige Portrætmaler) fra Jylland, havde til Mag. Trugels indleveret et Skrift betitlet: „En liden Traktat om en Part Kjættere, Enthusiaster og Husprædikanter, som nu desværre i denne Menighed grasserer og florerer“, om hvilket Mag. Niels siger, at det var skrevet „med besynderlig Konst og Flid og med mange den hellige skrifts Sprog og endogsaa med hebraiske Ord ziret“, og fortæller, at deri „lignedes denne Menigheds Enthusiaster med de allervederstyggeligste og groveste Kjættere og fordjævlede Mennesker“, hvorhos der dog hos ham skinner nogen Mistanke igjennem om, at Søffren Kjeruld ej var den egentlige Forfatter, da han beder om, at Søffren maatte examineres om, „udi hvis Skole han har studeret og læst dette hebraiske Tungemaal“. Som Grund til, at han havde indleveret dette Skrift, angav Søffren dere Ytringer, han havde hørt af en af Mag. Niels’s Tilhængere, Jens Hansen, Hører paa Latinskolen. Han og Laurids Gregersen Skræder, fortæller han, havde staaet udenfor Jochum Instrumentistes Hus og havde gjennem det aabne Vindu hørt Jens Hansen sige, at man skulde leve udvortes hellig og ustraffelig og formedelst gode Gjerninger erlange Saligheden, og han anførte det Bibelsted, at man skal lade sit Lys skinne for Verden og dermed prise Gud i Himlen. Heraf lo Søffren, og saa lukkedes Vinduerne. Derpaa gik han ind i sit Hus, skrev paa en Seddel: „Fyrsters Raad skal man holde hemmelig, men Guds Gjerninger skal man aabenbare“, og lagde i denne seddel en Sten; hvad han saa gjorde med den, fortæller han ikke, men Slutningen af Historien var maaske dengang saa vel bekjendt, at den ikke behøvede at anføres; det er maaske ikke urimeligt at supplere, at han kastede den ind af Vinduet, da det atter aabnedes. Fremdeles havde han hørt ham sige: Johannes Pomarii Skrift om det Sted: „Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synder“, skal give Menneskene mere Aarsag til at synde. En Præst, som ikke lever skikkelig, kan ej være dygtig til at forlade Andre Synder. Præsterne her i Menigheden vare ugudelige Baals Præster og Fordømmelsens Børn. En læg Mand, som drager i Strid, bør ikke annamme Sakramentet, efterdi nu fører man Krig af Had og Avind, anderledes end Josaphat udi sin Tid. Lutherus var en kjødelig Philosophus og havde mangesteds fejlet. Jochum Instrumentistes Kvinde skal have udstødt sin egen Søster og kaldt hende en luthersk Hore. Istedetfor det gamle og ny Testamente bruger Jens Hansen og hans Konsorter Elias Prætorius og Justus Kläger[6]. Jens Hansen havde ogsaa sendt Bud efter ham og opfordret ham til at aflægge Ed paa, at han vilde holde sig efter deres Ordning, hvis han vilde blive salig Anførte Ytringer, erklærede Søffren, faldt enten i deres Forsamlinger eller dog i Fleres Nærværelse. Tillige havde Mag. Niels sidste Juledag i sin Prædiken sagt, at en Del Prædikanter prædiker som nogle Papegøier, hvilket han (Søffren) efter Prædikenen fandt skrevet i Elias Prætorius’s Bog. – Ifølge disse Beskyldninger befalede Bispen strax, at Jens Hansen indtil Videre skulde afsættes fra sin Skolebestilling. – Dernæst tilspurgte Mag. Trugels Mikkel Lauridssen, Discipel paa Gymnasiet, om han ej havde hørt, at Elias Prætorius skal være forklaret i Mag. Niels’s Hus. Dertil svarede Mikkel, at han havde hørt det af Mag. Niels’s (Tjeneste-) Piger, og berettede tillige, at Jens Hansen havde for nogle Uger siden læst dette Skrift for ham og raadet ham at læse det, da det var den rette og sande Religion medholdeligt undtagen nogle faa Poster om Krigsvæsenet. De havde ogsaa talt om det ønskelige i, at Mag. Trugels og Mag. Niels bleve enige; Jens Hansen sagde, at det havde han ytret for Mag. Niels, men dertil havde denne svaret: „Quid Christo cum Belial“? Derhos havde ogsaa Jens Hansen forbudt Mikkel at fortælle Nogen, at han havde Omgang med ham.
Saavidt Kapitelsprotokollen. Mag. Niels beklager sig over denne Protokollation; „Mikkel svarede hvad han vilde“, siger han, „endog jeg protesterede mod Et og Andet i deres Angivelser, som jeg vidste var falsk, og bad dem betænke sig, før de lod det indføre i Kapitelsprotokollen; ... men jeg tvivler ikke paa, at om de om mig og Jens Hansen (min besynderlig gode Ven, hvis Lige udi Gudfrygtighed, Retfærdighed, Sandhed og Kjærlighed jeg for Guds Ansigt vidner, at jeg enten ganske faa eller slet ingen har kjendt) havde angivet de allergroveste synder, da var det blevet indskrevet“. Jens Hansen laa, dengang Forhøret holdtes, dødssyg, men da han fik vide Anklagen, afgav han kort før sin Død en skriftlig Forklaring, som efter Mag. Niels’s Erklæring beviste, at begge Mag. Trugels’s vidner vare løgnagtige. – „Dernæst“, fortæller Mag. Niels, „holdtes der en besynderlig Inkvisition og Examen i den ældste Borgermesters Hus i Bispens og Præsternes Nærværelse, ... og er det mærkeligt, at Mag. Trugels selv var Notarius; ... men da Mag. Trugels syntes, at hans Beviser mod Enthusiasturne vare for svage, holdt han nogle Dage efter, den 17de Marts, en Inkvisition, idet han efter at have berettet en dødssyg Mand, Laurids Gregersen Skræder, opfordrede ham til at oplyse, hvad han vidste om Enthusiasternes Forsamling, hvilket ogsaa skede i Manges Nærværelse, men hans Vidnesbyrd er ej kundgjort Øvrigheden, og det er at mærke, at det er paa denne Mand, Søffren Kjeruld beraaber sig; „uden Tvivl“, siger han senere, „har Mag. Trugels befrygtet, at Søffrens Bekjendelse herved skulde bekomme mærkelige Sted“. – Endvidere, beretter han, fordrede Statholder og Krigskommissær Jakob Ulfeld den 24de April 1649 paa Kapitelshuset i Bispens, Kannikernes og Borgermesternes Nærværelse, at Mag. Trugels skulde komme med sine Bevisninger om Enthusiasterne; „men der dette klingede saa passelig vel i Mag. Trugels Øren, og han vilde bruge Udflugter“, foreholdtes ham hans Prædikener og Borgermesternes Besværing og hans Erklæring derpaa, og „da Mag. Trugels ej saa ganske kunde benegte sit fordanskede Skrift om Knipperdolling og Jan van Leyden, brugte han de bedste Raad, han vidste, og beraabte sig paa Søffren Kjeruld og Mikkel Lauridssen.“ Søffren hentedes og vedstod som før sit til Mag. Trugels indleverede Skrift, som oplæstes; fremdeles oplæstes en skriftlig Erklæring af Mikkel Lauridsen, „hvori formeldes om et mistænkt Kollegium, deres Forsamling, Læsen og Forklaring i Raadmand Hans Madsens Hus, om deres Natteforsamling, Lystighed og besynderlige spiritualistiske Drik, som udi mit (Mag. Niels’s) Hus udi Mikkels Nærværelse Vinteren 1648 skulde være brugt og samme Mikkel af min Hustru indskjenkt“. Dette erklærer baade Hans Madsen og Mag. Niels for Løgn og Falskhed; den sidste siger: „Om jeg nogensinde Dag eller Nat i mit Hus eller andensteds har brugt nogen overflødig Drik eller nogen forargelig Lystighed, (som nu ellers saa ganske meget hos den første Part desværre gaar udi fuld Svang), derom maa min argeste Fiende vidne sin bedste Sandhed“. – Mag. Niels omtaler i det Hele disse Angivelser og Vidnesbyrd med megen Indignation: „Min egen Discipel er af Djævelen og hans forblindede Redskab henbragt til baade mundtlig og skriftelig at vidne aabenbare Løgn om mig, mit Hus og flere retsindige Medchristne“; han erklærer, at saavel Mikkels Vidnesbyrd som den „skalkagtige Maleres Skandskrift“ blev forebragt for øvrigheden og indskrevet i Protokollen „til sande Christnes Beskjæmmelse og Fordærvelse, hvis Djævelen og hans forblindede Anhængere ellers maatte raade og Magt have“. – Det lader heller ikke til, at der er blevet insisteret videre paa disses Vidnesbyrd. Søffren Kjeruld synes ogsaa at have været en temmelig tvetydig Person; efter sin egen Erklæring har han jo opfanget Ytringer af sine Modstandere ved at lytte udenfor Vinduer, og have de udtalt sig for ham saa aabent og saa stærkt om sine ejendommelige Meninger, som han angiver, saa kan man vel ikke forklare det anderledes, end at han har skadet dem med Hensyn til sit eget Sindelag, om ikke ligefrem ageret Spion. Men det maa han da have gjort af egen Drift; man tør ikke beskylde Mag. Trugels for at have havt nogen Del deri, det strider mod hans Charakter, der vel synes at have været myndig og heftig, men ikke lav og snedig. Baade Mag. Niels og Hans Madsen have meget at sige paa Søffren; ifølge den Sidstes Beretning var han født i Aalborg og gift i Lemvig, hvor hans Kone endnu levede; derpaa havde han været i Krigstjeneste, men havde saa rømt med adskilligt laant Guds og var kommen til Christiania, hvor han atter havde giftet sig; Mag. Trugels havde viet ham, og det henstilles til denne, hvorledes han kan forsvare det. Begge søge at svække hans Vidnesbyrd ved at oplyse, at han, saavelsom Mikkel Lauridsen, boede i Mag. Trugels’s Gaard; de stevnede ham, fortælle de, mange Gange paa statholderens Befaling, for at han skulde bevise sine Angivelser, men han havde ikke formaaet det, og de lægge Borgermesterne tillast, at de ikke havde sikret sig hans Tilstedeværelse; „thi da denne letsindige Kompan besindede sig, er han som en Skjælm bortrømt“. Det sees ogsaa af en Ansøgning (i Statholderarkivet) fra hans Hustru, at han drog fra Byen i Begyndelsen af 1650; hun ansøger om kongl. Pardon og sikkert Lejde, for at han kan forsvare sit ærlige Navn og Rygte, og klager over hans Modstanderes Efterstræbelser; hvad der havde bragt ham til at drage fra Byen, siges ikke, men havde han havt ren Samvittighed, saa havde han vel ogsaa turdet blive der; thi at Konen søger om frit Lejde, tyder hen paa, at han af en eller anden Grund ikke ansaa sig sikker der. Mag. Niels kan saaledes maaske have Ret til at klage over sine Modstanderes Fremgangsmaade; thi Meget af, hvad disse to Vidner beskylde ham og hans Tilhængere for, synes at være overdrevet, om ikke usandt, og ikke altid erhvervet paa en ligefrem og ærlig Maade; „hvorledes Mag. Trugels“, siger Mag. Niels, „leder og spørger (endog hos ærlige Folks Tjenere) om de enthusiastiske Samkvems Prov, er ikke saa skjult, som han mener“. – Men paa den anden Side taler dog til Mag. Trugels’s Undskyldning den Maade, hvorpaa Mag. Niels drev sin Polemik; som man kan se af hans Juledagsprædiken, overvældede han sine Modstandere med de mest nærgaaende Beskyldninger, vistnok uden at nævne dem med Navn, men han betegnede dem dog saa tydeligt, at det for hans Tilhørere ingenlunde kunde være tvivlsomt, hvem han mente; men herom kunde Mag. Trugels vanskelig overbevise ham, han dækker sig bestandig dermed, at han har talt ganske i Almindelighed; det bliver saaledes forklarligt, om just ikke undskyldeligt og forsvarligt, at Mag. Trugels paa andre Maader søgte at komme ham tillivs og derfor i sin ubetænksomme Hidsighed nedlod sig til at benytte Vidnesbyrd af en Mand, som Søffren Kjeruld.
Dette Forhør bragte altsaa intet Resultat. Men Mag. Niels vilde, som rimeligt kunde være, ej lade de i Præsternes Klage af 25de Maj 1648 i sin Almindelighed fremsatte og i Forhørerne den 13de Marts og 24de April 1649 nærmere bestemte Anklagepunkter staa upaatalte; han fordrede, at hans Modstandere skulde bevise dem. Dagen efter sidste Forhør (25de April) henvendte han sig til Statholderen og udvirkede af ham en Resolution om, at Bispen skulde tilholde Præsterne at overbevise ham om, hvad de i sin Klage havde tillagt ham i Liv og Lærdom. Dertil erklærede disse, at de skulde gjøre det, naar de citeredes. I en Skrivelse til Bispen af 4de Maj erklærer Mag. Niels, at han anser Statholderens Resolution af 26de April for fuldkommen Citation og forlanger, at Præsterne skulde angive, hvori han har prædiket til det hellige Ministeriums Foragtelse, idet han tilføjer: „Bispen som en forstandig Mand maa selv bekjende, at det er bedre og christeligere, at de uden videre Proces og Citation svare mig oprigtig, end at saadan Proces, Trætten og Tvisten skulde udspørges om hæderlige og lærde Mænd, som skulle være Andre til Exempel; der bliver og mange Refutationsbøger skrevne og publicerede uden saadan Citation og Proces, som de begjære“. Til Slutning klager han over, at hans Skrivelser ikke indføres i Protokollen, og foreholder dem statholderens Resolution, at dette skal ske. (Denne Mag. Niels’s Skrivelse indførtes i Protokollen først den 23de Juli). Sagen blev dog i nogen Tid opsat, da statholderen var fraværende, men endelig indkom præsterne med sin Erklæring af 16de Juli 1649. Da saavel denne som Mag. Niels’s „korte og oprigtige Gjensvar til dette (foreskrevne) vemodige Klagemaal og christelige Apologi derimod“ ere aftrykte i Pontoppidans Annal. Tom. IV Pag. 396 flg., vil det ikke være nødvendigt deraf at anføre Mere her, end at man kan følge Stridens Gang. – Præsterne henholde sig til sin Klage af 25de Maj 1648 og gjentage den; de bede, „at Mag. Niels Svendsens immoderate og kontinuerlige Invektiver (hvorudi han dennem, Ordet betjener, kalder Satans Apostler, baaliticos, bellificos & hypocriticos ministros, sladrende Papegøjer og Hunde, som lade sig Munden stoppe med et Stykke Kjød &c.), en Gang for alle maatte dæmpes eller ogsaa de formente skyldige Sag gives, efterdi omnis oratio debet accommodari certis circumstantiis loci, temporis & personarum“; de bleve paa Grund af disse Invektiver „foragtede, forhaante og eftertanke (af Menigheden), ligesom saadanne Præstemænd, som forberørt er, her paa Stedet skulde findes“. – Hertil svarer Mag. Niels, at han aldrig havde talt mod Nogen, som rettelig betjener Prædikeembedet, men kun imod de falske Lærere, som i Skriften selv kaldes aandelige Tyve og Mordere, stumme Hunde, Øgleunger Sne („hvilke Navne ere allesammen meget vederstyggeligere og værre end som sladrende Papegøjer“), og mener, at Ingen burde vredes og fortørnes over, at man gjør den rette Forskjel mellem saadanne Lærere, „meget mindre derover vemodelig sukke og klage“, hvis han nemlig selv er en retsindig Lærer; men derover burde man snarere klage, at der gives forferende, hykkelske og pharisæiske Lærere, medens de retsindige og oprigtige ere saa faa Angaaende deres Begjæring (af 25de Maj 1648), at Bispen skulde tilholde ham at passe sin Profession forsvarlig efter Fundatsen, da tror han, at det hører til hans Embede at gjøre en klar Forskjel mellem det sande og falske Ministerium, og mener, at Præsterne lidet betænke, „at den rette διακονία (som det udi Originalsproget af Guds Aand selv kaldes) ... henhører til flere end dem, som ere af Menneskene ved sædvanlige Kirkeceremonier viede og ordinerede til sædvanlige Præsteembeder“. Sin Profession har han forsvarlig skjøttet, og til at prædike har han nu i 20 Aar havt Ret og Tilladelse, ligesom ogsaa ordinansen tilholder ham at lære den hellige Skrift ikke alene for Skoledegne, men ogsaa for Borgerne og Kannikerne, og paa bestemte Tider at prædike for dem. „Det er en stor Daarlighed og aandelig Hoffærdighed og Stolthed, at man vil foreskrive Guds Hellig-Aand udi noget Menneske, som af hannem drives og regjeres, hvorledes han skal lære og prædike, tale eller skrive, og hvor lidet eller meget han skal straffe eller skjælde, true eller formane. Iligemaade er det stor Daarlighed og Stolthed, at man vil efter sit kjødelige Hoved og menneskelige Affekt og Sind tvinge og binde den Hellig-Aands Lærdom, Formaning, Skjælden, Truen og Straffen til visse circumstantias, være sig loci, temporis eller personarum“. „Item at man vil formane Andre og ikke vil med Sagtmodighed formanes af Andre“. „Det er alle Stoltes og Hovmodiges Konge Satanas, som gjerne vil reformere og foragte – – og saaledes een Gang med alle dæmpe den Hellig-Aands sande Ministerium og alle retsindige og sande Herrens Ministros og sandheds Tjenere“. – Disse Uddrag ville være tilstrækkelige til at vise, hvilken Aand der gaar igjennem hans „christelige Apologi“, som han fordrer indskreven Ord for Ord i Protokollen „til Guds Ære, Sandheds Udbredelse og Christi Menigheds salige Opbyggelse“.
Man ser saaledes, at Mag. Niels ikke har Mod til at vedkjendes, hvem han sigter til i sine Prædikener; saadanne Udfald, som der idelig forekomme i hans Juledagsprædiken, vilde dog være meningsløse, hvis der ikke var nogen præst i Menigheden, paa hvem Skildringen skulde passe; det vilde jo være at advare mod en Fare, som ikke existerede. – I denne Apologi, ligesom ogsaa oftere, synes Mag. Niels næsten at lægge an paa at tirre sine Modstandere, og han var ogsaa begavet med et ikke lidet satirisk Pund; de klage over hans forblommede Udfald i sine Prædikener, men i sit Tilsvar forstikker han sig bag det gamle Skalkeskjul, at han straffer Fejl og ej Personer, og fortfarer paa sin gamle Vis at skjelde dem ud i al Almindelighed. At de derfor have havt god Vilje til at drive Sagen saalangt, som de kunde, kan ikke betvivles; det er derfor besynderligt, at der fremdeles ingen Dom faldt; man henledes atter til at tænke paa statholderens beskyttende Indflydelse. Paa denne maa Mag. Niels ogsaa have stolet, da han senerehen paa Aaret vægrede sig for at modtage Alumni regii i Kost, hvilket han med de andre Kanniker havde forpligtet sig til. Da der den 17de Oktober 1649 skulde træffes Aftale derom, og Raden nu var kommen til ham, undskyldte han sig, og da han 17de April 1650 atter opfordredes dertil, anførte han blandt Andet som Grund til sin Vægring, at Discipelen Mikkel Lauridsen var forført til løgnagtig Tale om ham og hans Hus; „skulde nu denne og Flere komme i hans Hus, kunde dette give Anledning til mere Mistankes Udspredelse“. Kapitlet blev derfor nødt til at tinge Disciplene i Kost hos en Borger i Byen. Her maa andre vegtigere Grunde have været med i Spillet; den af Mag. Niels anførte vilde vist ej alene været fyldestgjørende for Kapitlet til at undtage ham fra en Byrde, som ved en kongelig Forordning var Kannikerne paalagt, og som han selv forhen havde erklæret sig beredt til at paatage sig.
Striden stod altsaa i sin gamle Stilling; det forargelige Skjænderi fra Prædikestolen vedblev. Især har Mag. Niels felt sig angreben ved en Prædiken af Mag. Trugels 25de Søndag efter Trefoldighed, hvoraf denne selv leverer et Uddrag, hvis Nøjagtighed han selv bevidner, og som heller ikke antastes af Mag. Niels. Det var en prædiken over Dagens Evangelium Matth. 24. I Anledning af det 15de Vers formaner han sine Tilhørere til at læse og betragte det hellige skrevne Ord: „Bliv derfor du, Guds Barn, som dig ved gudelig Læsning vil forlyste, hart ved dette aabenbarede Guds Ord, og lad hine fanatiske Skrifter og Bøger som Jakob Böhm(e)s og andre deslige[7], som udi denne onde Verdens sidste Tider altformeget her og der udspredes, være langt fra dig som en Vederstyggelighed, efterdi det rene Guds Ord, os udi de hellige Guds Menneskers Skrifter efterladt, er os noksom fuldkommet til salig Undervisning og Opbyggelse, og efterfølgende Apostelens gode Discipel Timotheum, til hvilken han udi det 3dje Kapitel af andet sendebrev saaledes haver skrevet: efterdi du vedst den hellige Skrift o. s. v. (2 Tim. 3, 15–17). Lad det ingenlunde være angelegen og agte det Intet, om vore Modstandere spottelige kalde os Bibellærde, som de vilde sige Bibelchristne[8], men sig du, kjære Guds Barn, med Christi Menighed af Psalmen: Herre, dine Ord ere den dyrebar Skat, som du haver efterladt, dem ville vi og gjerne høre“. – Til 23de og 24de Vers: „Vi skulle og, allerkjæreste Guds Barn, næst Guds idelige Paakaldelse tage os vare for alle falske profeter og Lærere, sky og dy dem som en Forgift; thi ogsaa deres Mangfoldighed udi disse sidste onde verdsens Tider vil det foraarsage, at Bedrøvelse skal blive saa stor, som den ikke haver været fra Verdsens Begyndelse, som ogsaa Apostelen Paulus klarlig vidner udi 2 Tim. (3, 1): „Det skal du vide, at der skal i de sidste Dage komme gruselig Tid“. Derfor skulle vi ikke gjøre os den sikker Tanke, at saadanne Forførere ere langt borte eller udenfor Christi Menighed, men det skulle vi os visseligen forsikre, at hvor den gode sæd bliver saaet, der saaes og Klinten formedelst Fiendens indsnigende List, og som det gammel Sprog lyder: hvor Gud samler sig en Kirke, der ville og Modstanderne gjerne have et Kapel, som mærkeligen er at eragte af den Aahenbaringsbogs 2det Kapitel, hvor klarligen formeldes, at udi den Menighed udi Pergamo boede Menighedens Engel, Guds retsindige Tjenere, der som Satans Stol var, det er midt iblandt Kjættere og Forfølgere[9]; thi saa siger Guds Aand: „jeg ved, hvad du gjør, og hvor du bor, der som Satans Stol er; og du holder ved mit Navn og negtede ikke min Tro“. Det Samme mener og Apostelen Paulus, der han skriver til Timotheum udi 3dje Kapitel (2 Tim. 3), som Eders Kjærlighed selv kunne læse, om de falske Lærere, at man skal dy saadanne; af de Samme, siger han, ere de, som løbe her og der i Husene og føre Kvinderne fangne o. s. v., formenendes, at naar de efter den gamle Drages slangeagtige Greb faar Kvinderne overtalte og fangne udi deres Vildfarelsers Gram og Strikker, at de og vel blive Mændene lettelig mægtige; ligesom Slangen i Paradis først fik og førte Evam fangen til Synd og Ulydighed og saa omsider listigen bragte Adam udi lige overtrædelse og med hende alle deres Efterkommere i Fordærvelse. Lader os derfor adlyde Christi Formaning, dersom Nogen siger til eder: Se her er Christus eller der (Matth. 24, 23. 24). Paa det vi saadan Forførelse næst Guds Hjelp kunde undgaa, skulle vi ved samme Guds naadige Bistand give Agt paa det faste profetiske Ord, som vi have (2 Petr. 1, 19), ligesom paa et Lys, der skinner i en mørk Sted, indtil Dagen fremskinner og Morgenstjernen opgaar i vore Hjerter, betænkendes, at dersom vi ikke annamme Kjærlighed til Sandhed[10], at vi maa blive salige, da truer Gud at sende kraftige Vildfarelser, at vi skulle tro Løgn, hvorfra os Gud naadeligen bevare; derfor lader os dagligen og inderligen udi disse den onde verdsens sidste Tider bede:
Behold os, Herre, ved dit Ord
Og styr mægtig al Satans Mord,
Som Jesum Christ, vor Frelsermand,
ville styrte fra din höjre Hand“!
Trods alle de Citater, hvorved Mag. Trugels vil paavise, at han ikke har sigtet direkte til Mag. Niels, men angrebet Vildfarelserne i deres Almindelighed eller rettere i deres Ophavsmænd, saa kan han dog vel ikke siges ganske fri for at have stejfet ind paa samme Maner, som hans Modstander. Men saavidt, som denne, gaar han dog ikke; det maa ogsaa tale til hans Undskyldning, at han var den Angrebne, og det kan derfor ikke vække Forundring, at han benyttede de Vaaben hans Modstander selv havde envist ham, ja som Øvrigheden ved udtrykkeligt Paalæg havde givet ham Ret til at føre.
Denne prædiken gav Anledning til et voldsomt Udbrud af Tvistigheden i selve Kirken den 3dje December 1649. Beretningen om dette Skjænderi gives efter edeligt bevidnede Prov af to tilstedeværende Kanniker, Mag. Ambrosius Rhodius og Mag. Jesse Madsen, sammenstillede med Mag. Trugels’s og Mag. Niels’s egne Beretninger. – Ambrosius Rhodius og Mag. Niels gik den Dag sammen til Kirken; da de vare komne ind, gik de hen til Mag. Trugels, som allerede var ankommen, og hilste paa barm Strax begyndte Mag. Niels at angribe ham for hans Prædiken den 25de Søndag efter Trefoldighed og sagde, at, fandtes der saadanne Mennesker i Menigheden, som han havde straffet i sin Prædiken, og saadanne falske Lærere, som prædikede Løgn i Menigheden, og som løb om i Hosene, saa var det dog Mag. Trugels’s Pligt at navngive dem. „Dertil svarede jeg“, siger Mag. Trugels, „at det ikke var Mag. Niels’s Embede at strede mig for min Prædiken, det tilkom Øvrigheden, og min Prædiken var af de hellige Skrifter og med Skriftens Ord; men, syntes han, at samme Guds Ord (som in genere formelde om Kirkens bedrøvelige Tilstand imod denne onde Verdsens sidste Ende endogsaa formedelst falske Lærere, deres slangeagtige Indsnigelse og i Hus og Menighed Omløbende) har rørt ham, eller han sig skyldig kunde befinde, var det vel og godt for hannem selv til en salig omvendelse, formenendes, at han derfor ikke burde blive vred paa mig eller mig overfalde“. Hertil svarede Mag. Niels, at, hvis han ikke angav dem ved Navn for Øvrigheden, saa holdt han ham for en Tyv og en Morder. „Hvorimod jeg“, siger Trugels, „over saadanne grove Ord fast bestyrtet, omsider med synderlig Betænkende efter lang stiltiende gav til Gjensvar: vig fra mig Satan, det maa jeg nu sige, eller, som vor Herre sagde til St. Peder, vig bag mig, Satan, eragtende, at saadan en ublu Guds Tjeners Beskyldning helst paa saadan hellig Sted ikke af nogen god Aand kunde herfor komme. Videre sagde jeg ogsaa, at han saadanne grove Ord faar bevise eller blive en mindre Mand“. – Ambrosius Rhodius gik saa fra dem, men Bispen og Jesse Madsen, som nu vare komne i Kirken, hørte Mag. Niels sige: „Jeg er ingen Satan, du er selv en Satan“. Mag. Trugels svarede: „Hold Munden til! Jeg har Intet med dig at bestille“. Mag. Niels: „Hold selv Munden til, du Tyv og Morder“! – Alt dette foregik i eller ved den Kirkestol, hvor Mag. Trugels sad; da de nu gik over Kirkegulvet for et begive sig til Kapitelshuset, sagde Mag. Niels: „Du har lastet den hellige Mand Jakob Böhms Skrifter; du forstaar dem ikke“. (Dette gjentog han ogsaa paa Kapitelshuset). Mag. Trugels svarede: „De Vederdøberes og Jakob Böhms enthusiastiske Skrifter har jeg en Del læst og maatte være meget vankundig, om jeg slige Drømme og Guds ords Forvrængelse, som derudi findes, ikke skulde forstaa, og mener, at de ikke af noget Guds Barn, som efter Guds ords rene Lære og den augsburgske Bekjendelses rette Mening udi sin Saligheds Kjendskab begrundet er, kunne billiges eller forsvares“. Mag. Niels angreb ham nu, fordi han i sin Prædiken havde sagt, at Modstanderne spottede og tillagde dem Øgenavne, fordi de holdt sig til den hellige Skrift; Mag. Trugels hen- viste ham til flere Steder i Elias Prætorius’s Skrift af 1644, hvori denne spottende kalder dem Bibliodidactos ɔ: Bibellærde, siger, et de gjøre Skriften til Baal eller Afgud med mange Hoveder, at de fortjene Guds Straf for sin afgudiske Skriftkjærlighed o. s. v.[11]. Da de kom pen Kapitelshuset, gjentog Mag. Niels, at hvis han ej vilde navngive, hvem han sigtede til, var han en Tyv og Morder, hvortil Mag. Trugels svarede: „Jeg er ingen Tyv eller Morder“, og bad ham lade ham være i Fred, da han ej agtede sig at være hans Reformation undergiven. Mag. Niels erklærede endvidere, at, havde det ej været for de Enfoldiges og Frommes Skyld, vilde han den søndag (25de sønd. efter Trinit.) have gaaet af sin stol og i Menighedens Nærværelse offentlig beskjæmmet ham for hans Prædiken, og var det ikke for Forargelses Skyld, vilde han ikke søge Kirken for at høre Mag. Trugels’s Prædiken. – Det angives ikke, hvilken Anledning det var, som denne Dag havde ført Kannikerne sammen i Kirken; rimeligvis vare de forsamlede til den daglige Gudstjeneste; ifølge Ordinansen Fol. 74,b skulde nemlig de residerende Kanniker „hver Dag synge udi Choret af den hellige Skrift og Guds Ord“.
Dette Skjænderi var dog for grovt; ikke nok med, at Bispen og Kannikerne vare tilstede, ogsaa andre Folk, heder det, „hørte med Forundring og ikke ringe Forargelse“ paa denne Ordvexling. Den almindelige Forargelse var det vel og, som bragte Statholderen til i en Skrivelse af 14de Jan. 1650 at opfordre Bispen til at bringe Sagen til en Endskab. Allerede Dagen efter, den 15de, udfærdigede Bispen ifølge denne Paamindelse en Skrivelse til Mag. Trugels, hvori han beklager den hos Menigheden vakte Forargelse og det præstelige Embedes Forklejnelse, „hvorfor jeg“, siger han, „vil have Eder anbefalet, at I straxens for samme Tillæg Eder og Eders hellige Embede purgerer og ved lovlig Middel saaledes befrier, at Eders Tjeneste uden og inden Kirken uden Forargelse kan tolereres og dependerende ulempe forekommes“, under Trusel af i modsat Fald at indberette Sagen til Kongen og indtil videre at suspendere baade ham og Mag. Niels. – Ifølge denne Befaling indgav Mag. Trugels Klage over Mag Niels, men den findes ikke anført i Procesakterne. En Maaned efter, 15de Februar, udfærdigede Bispen en Skrivelse til Mag. Niels, hvori han ligeledes beraaber sig paa Statholderens Opfordring. Den lyder, som følger:
- „Salutem in Domino!
Clarissime Magister Niels Svendsen! Jeg erindres af en hans Excell. Hr. Statholders sær Skrivelse om den Skjændsel og haarde Tale, som mellem Eder og Mag. Trugels Nielsen senesten udi Kirken saavel som paa Kapitelet udi min og menige Kannikers Bivær og paahør forefaldt, hvilken til Manges Forargelse er bleven spargeret og den ganske gejstlige Stand til megen Præjudice udført, idet ikke aleneste Hosstaaende, men og omkringstaaende Eders mellemhavende uærlige og forargelige Tale, Ord og Gjensvar have med Forandring og ikke ringe Forargelse anhørt, saa at det, som var tilovers paa den Tid udi Kjødet, syntes at leve efter menneskelige Begjæringer og ikke efter Guds Vilje. Da eftersom jeg sligt vederstyggeligt Væsen ikke bør eller længer tør tolerere, vil jeg have Eder efter mit Embede Kraft og Myndighed anbefalet, at I retter Eders Lejlighed derefter at møde 16de Februar førstkommende paa vor gejstlige Consistorio, der i Kannikers og Ministerii Bivær Eders uforligelige og ukjærlige Omgjængelse at ændre og om muligt udslette, Eders haarde og urimelige Tillæg paa begge Sider at forhøre og overhøre, den Uskyldige til Befrielse og den skyldige til Straf, som vedbør, saafremt man Eders ørkesløse Disputaser ikke til Herskabet skal remittere og Eder paa begge Sider desimellem fra Kald og Embede suspendere. Befalendes Eder Gud. Af Oslo Bispegaard 15de Februar 1650.
Henning Stockfledt.“
Den 16de Februar mødte Parterne paa Kapitelshuset, og nærværende vare Bispen, de øvrige Kanniker og hele Præsteskabet. Mag. Trugels klager her over Mag. Niels’s Skjælden i den 3dje December samt over hans Trusel om offentlig at ville beskjæmme ham og forlanger, at vidnerne skulle afhøres. Mag. Ambr. Rhodius og Mag J. Madsen erklærede sig villige til at afgive sit Vidnesbyrd, naar de af Øvrigheden afæskedes det. Mag. Niels indlagde skriftlig Erklæring, som oplæstes. Han formaner Bispen „enten ved aabenbare Trykkelse eller anden almindelige Skrivelse for øvrighed og Menighed at fremsætte og oprigtig at lade bevises, hvori denne uchristelige Vederstyggeligheds Forargelse monne bestaa, og hvorfra den monne komme, og hvem de monne være, som saadanne grove Synder og Laster monne angaa, og lade dem sandfærdig overbevises“; og saasandt det er hans Alvor og han som en retsindig Bisp vil søge Guds Ære og den djævelske Synds Afskaffelse, formanes han til at gjøre det med det Allerførste, „thi det skal baade han og Flere vide, at her er en stor, streng, forfærdelig og heftig Guds Ilds Examen, Forargelse og Prøvelse forhaande, og den retfærdige og almindelige Dommer er for Døren, og hans Harpe (sic), Øxe, Skjærekniv, Ris, Sabel og Sigel er udi hans Haand til at afskjære, ødelægge og fordærve Alle dem, som holde ved Løgn, Synd og Uretfærdighed, og som elske og forfremme saadan Uærlighed og saadanne grove Forargelser, som Bispens forbemeldte Brev formelder. Naar nu Bispen efter Embede Pligt gjør dette og for Gud, Øvrigheden og menigheden tilkjendegiver, at jeg er skyldig deri, da skal jeg oprigtig slem dertil, og da skulle de desbedre“ forstaa, hvorfra de grove Forargelser komme“. – Resten af Indlægget indeholder Besværinger over, at Præsternes Klage og hans Svar ej ere kundgjorde øvrigheden og Dom afsagt i Sagen, ligesaa over at Søffren Kjerulds og Mikkel Læuridsens Angivelser ikke ere kundgjorte Øvrigheden, samt at han ej har faaet nogen Kopi af dem saavelsom af sal. Jens Hansens Erklæring derimod. Ligesaa bebrejder han Bispen, at han ikke her anstillet Undersøgelser om det før omtalte Skrift om Knipperdolling &c., „hvem der har givet Aarsag til saadan Vederstyggeligheds Publicering med saadanne Moraler og Formaninger“, og formaner Bispen til heri at gjøre sin Embedspligt. Til Slutning forlanger han, at det ene af de to Exemplarer, han af denne Skrivelse indsender, maa paategnes til Vidnesbyrd om, hvad han „til Bispens Truselsbrev saa kjærlig har svaret for Guds æres og Christi uden eg forfulgte Menigheds Skyld“.
Med denne Erklæring var dog Bispen ikke tilfreds, men udstedte to Dage derefter følgende Skrivelse til ham:
„Salutem ab angelo Domini, qui castramentatur in circuitu nostro et pro nobis adversus diabolum et angelos ejus belligeratur! Amen.
Dette skal være paa Danske sagt, besynderlig for dennem som ikke forstaa Latine: Salighed af Herrens Engel, som leirer sig rundt omkring os og fører Strid for os (NB. belligeratur) mod Djævelen og hans Engle!
Clarissime domine Magister! Eftersom jeg Eders seneste Indlæg med Flid haver gjennemlæst, og derudinden ingen nøjagtig Erklæring mod Mag. Trugels Nielsens Klage og Angivende, som Retten til Bestyrkelse og Dommerne til Oplysning kunde tjene, fattet ej befindes, da vil jeg have Eder af den Magt og Myndighed, (af) Gud og hans kongl. Maj. mig naadigst given og medforlenet, herved alvorligen anbefalet, at I straxens Eder erklærer skriftelig og endelig saa og egentlig mod bemeldte Tillæg mager og Beskyldninger, hvad I mod saadanne Beskyldninger og Beskikkelsesprov kunde have at indsige eller Eder med at erklære og befrie. Hermed efter Øvrighedens Vilje. Befalende Eder Gud.
Af Christiania den 18de Februar Ao. 1650.
Henning Stockfledt“.
Sammen med dette Brev oversendtes ham ogsaa det Prov, som Mag. A. Rhodius og Mag. J. Madsen paa Mag. Trugels’s Opfordring den 16de Februar havde afgivet, om hvad der den 3dje December 1649 passerede i Kirken og paa Kapitelshuset, hvilket Vidnesbyrd de senere med Ed bekræftede. Indholdet er før angivet.
I Anledning af denne anden Stevning indgav Mag. Niels sin „Christelige sandfærdige og højlig paaæskede Apologi og Erklæring“ af 19de Februar, hvori han endelig gaar ind paa Sagen. Han bevidner højtidelig, at hans Ord den 3dje Decbr. ikke vare fremførte for at beskjæmme Mag. Trugels, men at han lededes alene af Kjærlighed. Til Bevis for sin Berettigelse til at optræde saaledes mod ham, anfører han Matth. 18, 15–17, hvor Jesus befaler sine Disciple, at naar nogen Forargelse sker, skal den Ene straffe og formane den Anden; naar nu, siger han, det være sig den ypperste Bisp eller præst bedriver aabenbare Synd og Forargelse, og hans allerringeste Broder forarges og derfor straffer ham, men han foragter denne Formaning, overtræder han Guds Befaling og er i saa Henseende en Antichrist; naar Bileam modtog Formaning af sin Aseninde og lod sig bevæge derved, hvordan kan da Mag. Trugels sige, at han ikke er hans Reformation undergiven? Men da han „af christelig Kjærlighed og efter Guds Navne hellige Paakaldelse broderlig formanede ham“, svarede ham „Vig fra mig, Satan“! og dette Svar erkjender han, selv at han har givet. Han paastaar fremdeles, at Mag. Trugels, dengang da Præsternes Klage (af 25de Maj 1648) oplæstes paa Forhøret den 24de April 1649, „selv var for høje Stykker mistænkt“, hvorpaa han anfører som Bevis den før omtalte Skrivelse til ham fra Magistraten. Derpaa nævner han Klagen af 16de Juli 1649 „og henstiller til alle Christne, om ikke den, som har skrevet dette usandfærdige og uchristelige Skrift, bør agtes usandfærdig og værd at beskjæmmes?“ Mag. Trugels besværer sig over, at hans Formaning ej stemmer med de hellige Skriften men Kong David, Apostelen Petrus, kort, de allerhelligste Mennesker have ladet sig beskjæmme, og det for den ganske Verden, medens han havde formanet Mag. Truge1s først i Enrum den 28de Septbr. 1649, „men hvordan han optog det, skal Gud og vore Samvittigheder vidne paa den store Doms Dag“, og siden i 2 Kollegers Nærværelse den 3dje December, og denne Formaning var ej alene grundet paa Mag. Trugels’s Prædiken den 25de Trinit., „men ogsaa andre grove Stykker og Forargelser (hvilke ikke Lidet Mag. Trugels angaar).“ Han har saaledes fulgt Christi Ordinans (Matth. 18), men det har ikke Mag. Trugels gjort. Han slutter med den Erklæring: „Om denne min Apologi ikke synes at være klar nok til min Formanings og straffes Tale at oplyse, skal den blive klarere til Guds Ære og Menighedens Opbyggelse.“
Mag. Trugels fandt sig ikke tilfredsstillet ved denne Apologi, men indgav Klage, hvilket havde til Følge, at en Kapitelsstevning udstedtes til Mag. Niels, hvilken her gjengives noget forkortet:
„Frederik den 3djes Statholder over Norge, Hannibal Sehested, og jeg Mag. Henning Stockfledt, Superintendent over Christiania Stift, hilser Eder, Mag. Niels Svendsen. Vider, at Mag. Trugels, Sognepræst og Provst, har klaget over Eders ubevislige Skjælden og ærerørige Ord den 3dje December i Kirken og i Eders Apologi af 19de Februar, hvorved han anser sig angreben paa Person, hæderlig Stand og Embede, hvorfor han formener Eder at burde lide efter Loven og Recessen; thi bede vi Eder indfinde Eder paa Consistorio 3dje Søgne efter Midfaste, hvor da skal dømmes Eder endelig imellem, tagende med Eder uden nogen indvendende Komplimenter og vidtløftige ubegrundede umanerlige Udflugter (Alt), hvormed I agter Eders Tillæg at forsvare. Ladende det ingenlunde under Eders højeste Faldsmaal.
- Actum Aggershus, 23de Febr. 1650“.
Mag. Trugels forlangte Dom i et Indlæg hvis Indhold er følgende: „Jeg har ikke hertil kunnet forstaa, om Nogen, den Magt havende af Gud, har kaldet, konstitueret eller beskikket Mag. Niels Svendsen til en novum reformatorem & generalem admonitorem, eller hvor han den Magt bekommet haver, at holde og erkjende mig eller noget Guds Barn for saadan En, som hun mig ubarmhjertig skjældet haver“; thi Magten til at straffe, binde og løse tilkommer alene Ministerium og kan heller ikke anvendes paa saadanne Gjerninger, som han har skjældt mig for; da de falde huder Sværdet Han har heri forbrudt sig mod Skriftens (1 Thes. 4, 11), mod) Ordinansens (Fol. 76, b) og Norske Lovs (M. B. 21)[12] Forskrifter. Havde han havt nogen Ret til at straffe mig, da burde han efter den hellige Skrift gjort det med Sagtmodigheds Aand (Gal. 6, 1); men jeg giver Øvrigheden at betænke, om han ikke har handlet langt værre med mig, end som en Tyrk eller Hedning med sin uskyldige Jævnlige. Da nu Mag. Niels har skjældet mig for en Saadan, som efter vort Lands Lov straffes med Galge og Gren, Stejle og Hjul, og ikke kunnet bevise det, bør han da ikke efter Christian den 3djes Reces membr. 20; Art. 3 bede til Kongen for sin Mands Overløb og tillige blive den Samme, som han har skjældet mig for? – Efter Christi Lære er nemlig den en Tyv og en Morder, som ikke gaar ind af Døren (Joh. 10, 1), som er kommen før Christus (v. 8), som er kommen for at stjæle og myrde (2 Petr. 2, 1), og som trænger sig ind i fremmed Embede. Men i dette skal han aldrig bevise, at jeg er skyldig; thi jeg har Øvrighedens Befaling at lade mig høre til dette Kald og Menighedens endrægtige Kaldsbrev, mange berømmelige Mænds gode Vidnesbyrd og min Menigheds gode Testimonium; men om Mag. Niels med god Samvittighed kan sige sig fri for denne Guds ords Straffeprædiken, hjemstiller jeg til Gud og Guds Menighed. Kan hans idelige Angreb paa Guds ords Tjenere forenes med den Ed, han har ansigt til Kapitlet? Hvis han hevde udført sin Trusel om at staa op og beskjæmme mig, skulde han du ikke være straffet efter Deutr. 17, 12 og faldet noder Sværdet (Ordin. fol. 50, b). Men Truselen kan dog ej lades ustraffet; kan han efter dette tillades at bestige Prædikestolen, som allerede to Gange[13] for efter Øvrighedens Betænkende er bleven ham forbuden? – Om han ringeagter min Gave „og derfor ei hadsk Indbildning tager sig Aarsag med Sine fra min Menighed og Tjeneste (som ofte forargelig skeet er) sig at absentere“, saa henstiller jeg det til Gud, hvorledes hm dermed mener den hellige Forsamling, især da han sjelden eller aldrig er at se, naar mine Medtjenere prædike. Hvad angaar hans Formaning til mig i Enrum, saa forholder det sig dermed saaledes, at vi have talt med hverandre i Enrum dengang, da han var for mig i Skriftestolen; hans og mine Ord dengang dømme Gud! Om hans Exempel med Bileams Asen kan undskylde hans Skjælden, giver jeg hver Christen at betænke; og de grove Stykker, som han erklærer mig mistænkt for, bør han nærmere betegne. – Efterdi Mag. Niels saaledes har slaget mig med sin Tunge (Jer. 18, 18), sættes i Rette, om han ikke bør ansees for at være en Skjændegjæst (λοιδορος 1 Kor. 5, 11), som med Kirkens Myndighed bør sættes i Rette (Ordin. fol. 22, b). Det er højlig at forundre, at Mag. Niels ej har betænkt de Exempler, der ere statuerede paa vel drabelige og fornemme Mænd, fordi de sig urolige have ladet befinde (f. Ex. Crellius, Heshusius, Coecius[14], Dybwadius[15] &c.), hvilkes betænkelig Erindrelse ber opmuntre til i Rolighed sit Kald at opvarte, Noviteter at sky og fly. – Beder til Slutning om endelig Dom[16]. – Tillige fremlægger han et Testimonium af 9de Marts, udfærdiget af Byens Borgermestere og Raadmænd samt tillige underskrevet af 12 Borgere, hvori de yde Mag. Trugels den største Berømmelse for hans Embedsfærd i de 12 Aar, han har været Rektor ved Skolen, og erklære, at i de 9 Aar, han har været deres Sognepræst, „har han som en ivrig Guds Ords Tjener prædiket Ordet rent, straffet, undervist, formanet, trøstet og sin Menighed for al tilfældige Forargelighed, List og Bedrag christelig og med tilbørlig Iver formanet, paamindt og advaret, – har flittig besøgt de Skrøbelige“ og ellers været til et godt Exempel for Alle, hvorfor de paa det Kjærligste takke ham. –
Den ovenanførte Argumentation af Mag. Trugels, at da Mag. Niels’s Skjældsord ikke kunde tages i den Forstand, hvori Bibelen bruger Benævnelsen „Tyve og Mordere“, saa maa de være mente i ligefrem Betydning, omtales ogsaa i Hans Madsens Klage. Det heder der: „Det Samme (Skjældsordene den 3dje Decbr.) Mag. Trugels i højeste vrede og Unaade optog, det da efter sit Hoved at ville vende hen paa verdslige og timelige Tyveri og Morderi, hvilket dog hver Forstandig nok forstaar, det ikke kunde være Lectoris Mening“. Denne Fortolkning indlader Mag. Niels sig ikke videre paa, men, som man af hans følgende Indlæg vil se, fremsætter han kun, i hvad Forstand hans Ord skulle tages; Mag. Trugels siger vistnok i sit Tilsvar, at han derved forrykker Stridsspørgsmaalet, men lader alligevel sin Fortolkning falde.
Til Stevningen svarede Mag. Niels med sin Apologi af 19de Marts, „til Christi sandheds og sande Christnes Forsvarelse og Forfremmelse og til djævelske Løgns og modvillige Løgneres Aabenbarelse og Beskjæmmelse ved Guds hellige Ord, Aand og Naade sammenskrevet, baade Øvrighed og Menighed aabenbarlige meddelt mod aabenbare Stevning og Klagemaal, som er skeet mod retsindig Formanings skriftelige Straffes Tale“. Som et Slags Motto anfører han Christi Formaning til sine Disciple, at være frimodige i Bekjendelsen (Matth. 10, 25–28 og Luk. 9, 26), hvilken vel skal anvendes paa ham selv, og Joh. 7, 24: „Dømmer ikke efter Anseelse, men dømmer en retfærdig Dom“, hvilke Ord han anfører „som Christi almindelige Befaling til Alle dem, som ville og skulle være Dommere“. I Begyndelsen af dette lange Indlæg (det er paa 84 Foliosider) klager han over al den Uret, han har lidt; men skjønt Mag Trugels og Andre endnu ikke vare satte i Rette eller straffede af Bispen eller andre Vedkommende for sin grove Synd og Uret mod ham, og „skjønt jeg“, siger han, „har Adskilligt mod denne Bisp, som udi disse foreskrevne Stevninger befaler mig mod Mag. Trugels paa vores Consistorio at møde udi Rette til endelig Dom at høre og bekomme“, saa vilde han dog ej undslaa sig for at møde, for at hans Modstandere ikke skulde faa nogen Anledning til at beskylde ham for ikke at vise øvrigheden den tilbørlige Underdanighed; derfor vil han møde, især for Sandhedens Skyld; thi for at lære denne er han kaldet, og for denne har han lidt i de 11 Aar, han har været paa Stedet. „Saa optændes nu Sandhedens hellige Aand udi mig, sit ringe Redskab, og baade taler, skriver og trodser mod alle sine og mine Efterstræbelser og Modstandere, aabenbarlig sigendes og skrivendes, at saafremt de ogsaa have Guds Sandheds hellige Aand og søge Guds Ære og Menighedens Opbyggelse, skulle de med det Allerførste offentlig og skriftelig for Gud, øvrigheden og Menigheden fremføre og oprigtig bevise, hvad de have med mig, at de det kunne straffe ... enten det befindes i Lærdom eller Levnet; thi Ingen endnu indtil denne Dag har det rettelig gjort, Gud alene være Pris og Ære“! Jeg for min Part er villig til at lade mig overbevises, om jeg har fejlet; dertil behøves ingen stevning og Proces, saaledes som Mag. Trugels bruger; det gjorde ej Profeterne og Apostlerne, de værnede om sit Navn og Rygte ved sit Exempel og sine Skrifter; det forkyndes derfor og aabenbares her, at han har fejlet mod Christi ordinans (Matth. 18), for det Første, fordi han „som vil holdes ej alene for en Christen, men og for vor ganske Menigheds retsindige Sjælesørger“, ikke selv har fulgt den, og for det Andet, fordi han begjærer, at jeg skal straffes, fordi jeg har forholdt mig efter den mod ham. „og derfor forkynder jeg, alleruværdigste og allerringeste Christi Tjener, herhos ved Guds hellig Aands og ords Tilskyndelse, ... at denne Christi Ordinanses almindelige Foragtelse og Overtrædelse er en af de besynderligste Aarsager til denne almindelige Landenes Straf og Fordærvelse, som nu finder Sted og fremdeles vil komme. – Mag. Trugels begjærer Dom og Straf over mig efter Ordinansen, Loven og Recessen, og nævner aldeles Intet om den hellige Skrift, som langt og vidt overgaar alle menneskelige Ordinancer, Love og Recesser; .... men med den christelige Formanings, Advarsels og Straffes Tale, som jeg for Mag. Trugels har fremført, forholder det sig saaledes, at ingen retsindig Dom og Tilrettestettelse kan deri ske efter nogen Ordinans, Lov og Reces, uden aleneste efter den, som er Guds eget aabenbarede Ord, hvilket er den hellige Skrift“, thi alene efter den kunne aandelige Ting dømmes; „og derforuden er her ogsaa vel at betænke, at slet Ingen kan retsindig og tilbørlig dømme efter den hellige Skrifts aandelige Mandater, Regler og Lære, uden de, som have den hellige Skrifts Aand og ere aandelige og derfor lade sig af amme Christi Aand oplyses, drives og regjeres til at leve efter Aanden som de aandelige Christi Lemmer. – – Men efterdi Guds Aand giver min Aand vidnesbyrd og jeg har min egen samvittigheds gode og faste Vidne og Vidnesbyrd, at jeg ikke af uchristeligt Had, men efter Guds hellige Navne inderlige Paakaldelse og efter Guds Aands heftige Tilskyndelse eg efter Jesu Christi uovervindelige aabenbarede Ord, ordinans og Befaling af et christeligt Hjerte til christelig opbyggelse har talt og skrevet de Ord, Mag. Trugels har saa ilde optaget“, saa gjentager jeg ved Guds Naade og efter mit Læreembedes Pligt min Formaning, thi Guds Aand i mit Hjerte har beseglet det, og dens Vidnesbyrd er bedre end alle Menneskers, som af Naturen ere Løgnere. Og for at Formaningen bedre kan forstaaes, vil jeg forklare tre Ting: 1) hvad der forstaaes ved Tyve og Mordere, 2) hvilke Folk det er, Mag. Trugels har udraabt, 3) hvordan han som retsindig Hyrde burde forholde sig mod dem.
1) Christus siger Joh. 10, 8: „Alle de, som ere komne far mig, ere Tyve og Mordere“. De siges at komme før Christus, som ikke ere sendte af Christus, hvorfor de heller ikke komme med ham, hans Aand, Ord, Ordinans eller sande Tjenere, men de komme med Christi Navn mod Christus, hans Ord og sande Tjenere; de siges at komme for Christus, idet de med sine antichristelige Tilhængere endelig ville gaa før Christus, saa at Christus skal feige efter dem istedetfor at alle sande Sjælesørgere lade Christus med hane Ord og ordinans gaa foran og vise Vej; da nu Alle disse forskyde ham, hans Ord og Ordinans, ere de aandelige Tyve og Mordere, de frastjæle sig selv og Andre Saligheden. Denne Forklaring af aandelige Tyve og Mordere er saa overensstemmende med Skriften, at ingen Theolog i Verden kan omstøde den, og der gives ingen Lov, Ordinans eller Reces udi denne Verden, hvorefter slige aandelige Tyve og og Mordere kunne prøves og dømmes uden den hellige Skrift, hvilken Mag. Trugels i sin Stevning ikke har taget til Fundament og Regel.
2) De Folk, som Mag. Trugels har udraabt, har han kaldt „Enthusiaster, Husprofeter, Vinkelprædikere, som holde deres egne utilbørlige og forargelige Konventer og Forsamlinger, Skinhellige, som have en særdeles falsk Religion og Gudstjeneste, og som ikke ville fordrage Øvrigheden eller udvortes Kirker og Kirketjenester, som læse og gjerne fordrage nye kjætterske Bøge, som forlade Sandheden og det aabenbarede Guds Ord, den hellige bibelske Skrift, og forlade sig paa falske Aabenbaringer, syner og Drømme“ o. s. v.[17]. Med dette Navn (Enthusiaster) tillægges dem megen usigelige Falskhed, Kjætteri og Bedrageri; thi efter Mag. Trugels’s Forklaring ere de Enthusiaster, som ikke drives af Guds Aand, men af den enthusiastiske Vildfarelses og Forførelses Aand, og det er med klare Ord at sige, at de regjeres og drives af Djævelen.
3) Dersom Mag. Trugels, „som giver sig ud for Christianiæ Menigheds Sognepræst“, har saadanne Enthusiaster i sin Menighed, og han ikke har formanet dem for deres Vildfarelser først i Enrum, derpaa i Vidners overvær og saa for Menigheden, og hvis Alt dette har været forgjæves, da ikke holdt dem for Hedninger og Toldere, da er han i saa Maade kommen før Jesum; naar Skriften siger, at hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber, hvad skal man saa dømme om den, som Aar efter Aar tilsiger saadanne Mennesker Syndsforladelse og annammer dem til Nadverens Samfund og imidlertid lader dem henleve i sin Ubodfærdighed? Vil ikke Gud udkræve disse Menneskers Sjæle af saadanne Sjælesørgeres Hænder? At han mener at have saadanne Enthusiaster i sin Menighed, kan bevises deraf, at han, som Menigheden selv kan vidne, har skjældet mod dem; desuden har han været med i Raad og Daad og bevirket, at jeg og mit Hus og flere christne her i menigheden ere indskrevne i Protokollen som de, der holde saadanne uchristelige Forsamlinger.
Men nu kunde Nogen indvende, at det kommer mig ikke ved at formene og paaminde Mag. Trugels; ham henviser jeg 1) til Christi almindelige Ordinans, som befaler et straffe („NB. Originalsproget ἔλεγξον“)[18] Brødre, som synde; „derfor har jeg mig langt mere at forholde efter Christi udtrykte Bud og Befaling,vend efter alle kjødelige Menneskers vrange Meninger og utidige Domme“. 2) Og da jeg ikke alene er en Christen, men ogsaa en Lærer, burde jeg de være en stum Hund til dette enthusiastiske Væsens aabenbare Udraab? 3) Vi ere forpligtede til at hjælpe vor Næste mod virkelige Mordere, hvor meget mere da mod Sjælemordere? 4) Kan Søffren Kjeruld, som nu vover et Aar har vidnet og skrevet Løgn, absolveres og annammes til Sakramentet, som skeet er den 17de Februar, hvad Uret her da den gjort, som efter Christi Ordinans stunder sin Medbroder og aabenbarer ham, et han mindelig forholder sig som en Tyv og Morder?
Andre kunde mene, et det er skeet af Had og Ufordragelighed; men Gud er mit Vidne, „at jeg her saaden Lyst og Begjærlighed til Enighed og Samdrægtighed med min Næste at holde, at jeg vilde være semdrægtig med de allerforargeligste Mennesker, med Tyve og Hedninger, hvis det ej var mod Guds Bud“.
Andre kunde sige: Om man end hevde Grund, burde men ej offentlig bruge saa haarde Ord; men Christus bruger selv haarde Ord og byder sine Disciple at gjøre det Samme, naar de have et bestille med Ubodfærdige; Aron blev beskjæmmet af Moses (Ex. 32, 21 flgg.) og David af Nathan o. s. v.
Andre kunde indvende, at det burde dog ikke være skeet i Kirken; de vide ej, hvad de sige. Hvad Kirke eller Kapitelshus er helligere end Jerusalems Tempel? Og dog siger Christus i det samme Tempel til de Ypperstepræster, at de havde gjort det til en Røverkule. Ere ikke Kirkerne til for i dem uden Persons Anseelse at straffe de Ubodfærdige med Guds Ord, eg saadan tilbørlig Formaning og Revselse kaldes aldrig af Guds Aand „ørkesløse Disputaser eller nogle vidtløftige, ubegrundede, umanerlige Udflugter eller nogle indvendende Komplimenter[19]; thi alle de, som drive de ørkesløse og unyttige Disputaser og denne Verdens nu meget manerlige Komplimenter og megen hykkelske Svadstale og Udflugter fra Sandheden, de ere derimod ved Djævelens og Verdens Bedrageri fulde af Løgn og Falskhed, Sødtalenhed og Smigreri, Hykleri og Øjenskalkhed, som den daglige Forfarenhed og mange aabenbare Exempler altformeget udvise“. Hvorover Gud sig forbarme og for sine Børns Skyld beskjæmme dem, som under det christelige Læreembedes Protest og Skin med saadanne ørkesløse Disputaser og hykkelske Komplimenter forføre de Enfoldige; herom er det Profeten Jeremias taler i det 5te Kapitel, nemlig „om den store Stad Jerusalems Profeters, Præsters, Tilhøreres og den gemene Mands overflødige Løgn og Hykleri, som endelig udbrast mod den Herre Christus, saa at de gave ham det Testimonium, at han i Lærdom og Levnet var en almindelig Forfører og Belzebuls Staldbroder, som derfor burde dødes og korsfæstes. Men, havde Annas og Kaifas, som vare aabenbare Løgnere, falske Profeter og bughykkelske Tjenere, skullet tage sit almindelige Testimonium af Raadet og den gemene Mand, da havde de udentvivl af deres kjære og elskelige Tilhørere bekommet saadant meget herligt, yndeligt og stateligt Skudsmaal, at Ingen havde vidst Andet om deres Lærdom og Levnet, end det, som var ærligt og hæderligt, godt og ret, priseligt og berømmeligt i alle Maader, hvilket er vel værd ogsaa i denne Tid at betænke og med et synderligt NB. til en daglig Memorial at antegne“. Men Guds og hans Aands skudsmaal er dog større, end alle Menneskers, og Ret maa dog endelig blive Ret, Herren hjælper og trøster Sine.
Denne sandfærdige Erklæring mod Mag. Trugels’s Klagemaal er for Øvrigheden efter de hellige Profeters og Apostlers Vis aabenbarlig fremført, og dermed undergiver jeg mig alle retsindige Dommere, enten de efter denne Verdens Skriftkloges Vis kaldes verdslige eller gejstlige. –
Som man ser, betragter Mag. Niels sig som en Martyr for den gode Sag, men hans Sprog er rigtignok ingen Martyrs. Han kjæmper uforfærdet med alle de Vaaben, han kan overkomme, og i sit satiriske Lune tager han ikke i Betænkning at lægge sig ud med det hele Borgerskab; selv Bispen faar her adskillige Snert, hvortil han rigtignok ogsaa ved den tirrende Tone i sin anden Skrivelse og i Stevningen havde opfordret. Man kan vistnok ikke forsvare saadan Skrivemaade, hverken hos Mag. Niels eller hos Bispen; ogsaa Mag. Trugels har ikke altid vidst at holde sine Indlæg i en passende Tone, især gjælder det om hans følgende Tilsvar. Men man maa dog, naar man vil domme retfærdigt herom, betænke, i hvilken Tid de stridende Parter levede; Sæderne vare blevne raa og Gemytterne opirrede under den Krigstummel, som i saa lang Tid havde raset i Europa og nærmest i Tydskland, hvor Mag. Niels jo ogsaa en Tid havde opholdt sig, og som ialfald gjennem sin Literatur udøvede stor Indflydelse paa den øvrige lutherske Kirke og saaledes ogsaa gav Tonen an i Polemiken. Denne Strid her, kan man næsten sige, førtes i en anstændig Tone, imod hvad der hørte til Dagens Orden i Tydskland (dog maaske med Undtagelse af Optrinet den 3dje December, thi da løb Hidsigheden af med dem begge; men et mundtligt Ord kan dog ikke dømmes saa strengt, som hvad der skrives og trykkes). Man behøver kun at mindes, at den ellers saa fortjente A. Calow ikke en, men to Gange kalder Helmstädter Universitetets af ham bekjæmpede Lærdomme „excrementa Satanæ“, at en anden af Rettroenhedens Forkjæmpere blander ind i en dogmatisk Strid Sigtelser mod sin Modstander for at have færdets „in tabernis, vinariis atque fornicibus“, foruden mange andre Ukvemsord, hvorom man kan se nærmere i Planck’s Gesch. der protest. Theol Side 140 flgg.
Mag. Niels’s Indlæg blev lagt i Rette den 28de Marts; Sagen blev dog endda ikke optagen til Doms, da Mag. Trugels først skulde give sit Tilsvar. Men førend dette indleveredes, indkaldte Mag. Trugels sine Modstandere til et Forhør paa Raadstuen. Herom findes Intet i Kapitelsprotokollen; Beretningen derom haves alene i den før omtalte Fremstilling af Sagen, der findes i Statholderarkivet. 1 April 1650 indkaldte Mag. Trugels, heder det, Mag. Niels, Hans Madsen og hans Hustru og 6 andre uberygtede Christne af Menigheden for Byfogden og 6 Laugrettesmænd; til samme Tid havde han indkaldt „en temmelig og stor Forsamling af adskillige Slags Folk“, for at de med Ed skulde vidne om Mag. Niels’s og de Øvriges Forholdende, „besynderlig med utilbørlig Husprædiken og udi falsk og kjættersk Religion og Lærdom. Men hvor rigtig og vigtig Vidnesbyrd Mag. Trugels da bekom af Alle dem, som han da havde mod sine egne uberygtede Tilhørere sammen samlet, det kan ogsaa fornuftige Børn og grove Bønder forstaa. Mag. Trugels vilde ej heller give dem, han havde saaledes indstevnet til at høre hans Prov, nogen Sag, dertilmed undløb af Badstuen fra Retten“. Mag. Niels, Hans Madsen og de andre Indstevnede protesterede her mod, at Søffren Kjeruld, som forhen harde angivet saamegen Løgn mod dem og derfor i Jens Hansens Testament var erklæret for en Bagvadsker og Løgner, skulde tilstedes at aflægge Vidnesbyrd mod dem, saalænge han ei havde kunnet bevise sine grove Beskyldninger. „Søffren Kjeruld derimod med en uforskammet Mund for Retten svarede, at han agtede alle dem, som dette formente, at skulle holdes for Løgnere og Bagvadskere, indtil de beviste, at han var skyldig udi Saadant“. I Anledning af de mod ham fremførte Beskyldninger blev nu Hans Madsen indtil videre afsat fra sit Raadmandsembede. Herover er det, at han klager til Statholderen; hans Stil er en tro Afspejling af Mag. Niels’s, hvis store Beundrer han var; idet han i sin Klage omtaler ham, siger han om ham: „Han er en ganske exemplarisk skikkelig og gudfrygtig Mand, hvilken udviser ved sit gudelige Liv og Levnet, at han tror, hvad han selv prædiker og lærer, det Samme hans egne Fiender maa bekjende, saafremt de ikke vil lyve“. Dette gode Skudsmaal maa vist ogsaa staa til Troende, hvad hm private Liv angaar, da hans Modstandere vistnok ikke vilde have ladet det uberørt, hvis der havde været Noget at ude sætte derpaa. Mikkel Lauridsens Angivelse om „overflødig spiritualistisk Drik“ maa enten være usandfærdig eller bero paa en Misforstaaelse, da der ikke senere tales videre om den Sag. Men det samme gode Skudsmaal for god borgerlig Vandel kan med samme sikkerhed ogsaa tillægges hans Modstander, da Mag. Niels, som vi have seet, ikke var bange for at paatale det, om der fandtes nogen Brøst i saa Henseende, selv om det var hos en Præst. Hvor Meget eller Lidet man skal tro af ovenstaaende Beretning om Mødet paa Raadstuen, er ikke godt at sige; den bærer Præget af megen Lidenskabelighed, og hvis den, som rimeligt er, er forfattet af Mag. Niels selv, kan den vist ikke gjøre Fordring paa Upartiskhed. Slutningen af Opsatsen indeholder den samme Beskyldning, som Mag. Niels saa ofte har fremført, at Mag. Trugels, fordi han ikke har fulgt Christi Ordinans mod Mag. Niels, Hans Madsen med Hustru og sal. Jens Hansen, derved har vist sig som en Christi Foragter og en uretsindig Lærer, „indtil han sig med Guds Naade retsindig omvender, hvilket at maatte ske, ønsker den af Hjertet udi Guds Aasyn, som dette har skrevet hastelig den 27de Juli 1650“. –
Som før er sagt, Sagen kom atter frem paa Kapitlet den 30te April, og Mag. Trugels fremleverede her et Indlæg mod Mag. Niels, hvori han erklærer, at han „i hans ganske vidtløftige Indlægsbog intet Bevis har fundet, men kun nye og ubevislige Beskyldninger“. Dets Indhold er væsentligt følgende:
Mag. Niels foregiver, at jeg offentlig skal have sagt, at her ere Enthusiaster, d. e. Folk, som holde utilbørlige Sammenkomster o. s. v., men det skal han aldrig med Sandhed kunne bevise; jeg har kun, naar Texten medførte det, advaret Menigheden at vogte sig for falsk Lærdom, som kunde indsnige sig formedelst kjætterske Bøger, som trykkes paa fremmede Steder og siden hertil indføres og udbredes, „og hvorved præjudicerlige Irringer i vor christelige Tro og god Skik og Politi kunde insinueres blandt den gemene Mand, af hvilken de meget læses“; det er ogsaa forbudt at indføre saadanne ved kongl. Forordning af 22de Januar 1575 og 23de Januar 1617. Da jeg kaldtes til denne Menighed, har derfor ogsaa Øvrigheden anbefalet mig, at jeg, naar Lejlighed gaves, skulde tale om Enthusiaster og Vederdøbere og andre Sekter, som kunde indsnige sig, efterdi mistænkelige Personer 1605 og 1619 ere befundne her og da tilrettesat, som vedburde. „Dertilmed har Mag. Kjeld Stub, den Tid han var Sognepræst her i Byen, (uden Tvivl efter Øvrighedens Vilje og Raad) ved flittig Inkvisition i Menigheden hos Nogle fundet fordægtige og sektiske Bøger, som han dem og haver skilt ved“. Derfor har ogsaa jeg efter øvrighedens Befaling, som Menighedens Testimonium viser, advaret imod indsnigende Bedrag, hvilket Mag. Niels med Sine ikke vilde taale. „Udi sin paskierende Indlægsbog bruger min vederpart Benævnelsen aandelige Tyve og Mordere og dermed baade falskelig muterer statum controversiæ og sine skammelige Skjældsords rette Mening. Jeg kan ikke forstaa, hvorudi denne Aandelighed skulde bestaa, og formener efter min ringe Forstand, at hos det Slags Folk, nemlig Tyve og Mordere, saalænge de findes saadanne, snarere udi Sandhed er at befinde en djævelske Kjedelighed og Haandelighed med deres fordømmelig Frugter, end Aandelighed“.
Til de Punkter, hvorpaa min Vederpart grunder sin Skjælden, svarer jeg, at jeg er rettelig sendt og kaldt „endog hen ikke blues ved at sige, at jeg giver mig ud for at være Christiania Sognepræst og retsindige Sjælesørger“; han her altsaa lovlig bevise det Modsatte ligesom den anden Beskyldning, at jeg med antichristelig Lærdom er gaaen foran Christus, eller lide, som vedbør. At Nogen ved min Forsømmelse er løben Djævelen i Kløerne, er ogsaa et usandfærdigt og skammeligt Tillæg; hvordan jeg har røgtet mit Kald, derom vidner Menighedens Testimonium, hvilket min Vederpart i sit Indlæg mærkeligens synes at forklejne og foragte, idet han taler om Annas og Kaiphæ Testimonium af det jødiske Folk og skriver, at det udi denne Tid er med et besynderlig NB. til en dagelig Memorial at antegnes. Om det ej er Øvrigheden og Menigheden til største Præjudice, ved jeg ikke.
At han af Matth. 18, 15, især af det græske Ord ἔλεγξον αὐτὸν hvilke han tidt og ofte beraaber sig paa, vil anmasse sig at straffe os fattige Præstemænd eller hvem han lyster, synes det Skriftsted ej at kunne taale; thi der taler Christus om den Magt, som han har givet ordets Tjenere, en Fortolkning, som alle Theologer have antaget og Kirken i sin praxis fulgt. Ordinansen byder Superintendenten at føre den gejstlige Inspektion og ingen Læsemester sligt Straffeembede anbefaler, ja udtrykkelig forbyder ham at befatte sig med Superintendentens Forretninger (Fol. 76). Men det synes Mag. Niels ikke synderlig at agte, idet han kalder dem nogle menneskelige Ordinanser og Recesser og lader det sig anse, at han ikke har observeret den Forskjel, som i Ordinansens Fortale gjøres mellem Christi Ordinans, der handler om Ordets Prædiken, Sakramenterne o. s. v., og den kongl. Ordinans, der handler om at beskikke Prædikanter, om den udvortes Gudstjeneste o. s. v., hvorfor min Modstander burde skrevet med mere Finhed og større Overtænkende. Den samme Mangel paa Agtelse for Øvrigheden viste han ogsaa i sit Svar til Bispen den 23de Februar 1642, da han svarede, at om end Kongen selv forbød ham det, saa vilde han dog med saadanne (fordægtige) Folk have sin Omgjængelse. I 1648 har han vist haardtrykkelig Modvillighed til at samtykke med os andre i hvad der blev konkluderet om kongl. Skatters Udlæg; 1649 viste han Gjenstridighed mod Øvrighedens Forordning om Alumnernes Underholdning i Kannikernes Hus, hvortil han havde forpligtet sig, men hvilket han, da Baden kom til ham, ikke vilde efterkomme, ikke at tale om hans fordægtige Overhørighed mod Bispen, som den 23de Febr. 1642 befalede ham at holde en Disputas de justificatione i Gymnasiet. „Derforuden er noksom at eragte, hvad Respekt han viser Øvrigheden af det, som i Paaskedagene passerede; thi da jeg Dagen før Paaskedag ved Medhjælperne lod ham Øvrighedens Vilje venlig forstændige, at han mod Ordinansen og mit Kalds Frihed Intet skulde sig befatte med mit Embede og Prædikestol uden mit Minde, hvilket Bispen derefter baade skriftelig og i Kirken mundtlig saa og ved Mag. Jesse Madsen, Professor og Canonikus, til Overflod ham paany har foreholdt – dette Altsammen ueragtet, han dog baade som en Rebellant mod Øvrigheden og som en haardnakket Indtrænger i fremmedt Kald og Embede med Trusel og Trodsen sig Aftensangsprædiken paa Paaskedag haver anmasset, mere med sin Tjeneste sine private Affekter efter sædvane at udføre, end Menighedens Opbyggelse at søge“. – Ydmygeligst begjærer jeg derfor, som tilforn, endelig Dom efter Ordinansen over dette ublu og paa Usandfærdighed trodsende Menneske, paa det at jeg med Fred under Øvrighedens Beskjærmelse mod hans og hans Medholderes ublu Bidskhed, Forhaanelse og Trusel mit Kald maa betjene. Desligeste, at et Exempel maa statueres paa de forføriske og kjætterske Bøger, som hemmelig udbredes, som ere Elias Prætorius (af hvilke ogsaa Tjenestefolk her udi Menigheden vide at sige), Justus Kläger, Amadeus v. Friedlieben, das Geheimniss der Bösheit[20], Jacob Böhmes Skrifter o. d. a., og at de, som udbrede dem, maa straffes. Endvidere, at om Nogen findes suspekt i Religionen (de privilegerede ej hermed ment), skal han efter kongl. Mandater ved sin Ed examineres, som før skeet er (1605 og 1619), hvorved megen Ulempe samt al schismatisk Separation og splid kan forekommes. –
Da ingen af Parterne havde mere at fremlægge i Retten, forlangte Mag. Trugels endelig Dom. I Dommene Præmisser gives en kort Oversigt over de Grunde, hvorved Mag. Niels har villet bevise sin Berettigelse til at revse Mag. Trugels, og som Hovedpunkter opstilles følgende fire:
1) Hvis Mag. Trugels i sin Menighed har saadanne Enthusiaster, som han i sin Prædiken har beskrevet, og ikke efter Christi Ordinans formaner og straffer dem først i Enrum, saa i Vidners Overvær, derpaa nævner dem for Menigheden, og hvis ikke Alt dette nytter, agter dem for Hedninger og Toldere, saa er han kommen før Christus og maa holdes for en Tyv og Morder.
2) Hver den, som er kommen før Christus, d. e. som ikke er sendt af Christus, men som under Christi Navn er mod hans Aand, Ord og Ordinans, er en aandelig Tyv og Morder.
3) De, som ere komne før Christus, d. e. forskyde og bespotte Christus, hans Aand, Ord og ordinans og hans retsindige Tilhængere, de ere aandelige Tyve og Mordere.
4) Hvo, som ser sin Næste i aandelig Vildfarelse, Nød og Sjælefare og ej redder ham, er en Morder.
„Da saadanne løse Beskyldninger paa ubevislige Grunde ere Mag. Trugels Nielsen af Mag. Niels Svendsen tillagte, idet Mag. Niels udi ringeste Maade ikke har kunnet lovligens eller politice med sande Vidnesbyrd og lovlige Prov ej heller ecclesiastice af kongl. Forordninger og Ordinanser overbevise Mag. Trugels at have prædiket, talet eller sagt i Kirken eller udenfor Andet, end som Guds Ord, ordinansen og de kongl. Forordninger og vedtagne Kirkeskikke kunde være gemäss, ej heller udi Liv og Levnet endnu haver kunnet overbevise Mag. Trugels Andet, end som en hæderlig præstemand sømmer og anstaar, medens tvertimod haver Mag. Trugels fremlagt og vist den ganske Menigheds gode Vidnesbyrd om hans Lærdom, Levnet og Omgjængelse, saa at de takke ham udi alle Maader: bør derfor Mag. Trugels Nielsen for Mag. Niels Svendsens Tillæg at være fri og ikke komme ham til nogen Hinder eller Skade. Hvis hellere Mag. Trugels udi Stevningen formener Mag. Niels efter Loven og Recessen bør at lide, naar Nogen en Anden uærlig Sag tillægger og ikke lovlig den kan bevise, da indsættes det efter kongl. Maj.s Ordinans fol. 82 for den verdslige Ret, derudinden at lade ske, hvis ske bør.
Til ydermere Vidnesbyrd under min egen Haand og sædvanlige Signet. Actum paa Christianiæ consistorio ut supra.
Henningius Stockfledt.
m. m. pâ.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Arnold söger vistnok at vise, at de fleste Beskyldninger for Kjætteri vare ugrundede, men har dog leveret saamange Citater, at man selv kan fælde en Dom (III, S. 130 flgg.).
- ↑ Paa det kongl. Bibliothek i Kjöbenhavn findes ogsaa nogle Manuskripter, der indeholde Oplysninger om Mag. Niels og specielt om denne Sag; disse har jeg desværre ikke havt Anledning til at benytte; maaske de kunde give Oplysning om adskillige dunkle Punkter.
- ↑ Titelen.er: „Aandelige Julebetænkning om den allerstörste Glæde og allerhöjeste Ære at bekomme og beholde o. s. v. Prentet i Christiania af Tyge Nielsen Aar 1644“. Bogen er temmelig sjelden og angives at være den förste, som er trykt her i Landet.
- ↑ Holbergs Danmarks Historie. III, 45 og 46.
- ↑ Skulde dette være en Misforstaaelse af Mag. Niels’s Ytring i Juledagsprædikenen, at naar Kirker og Skoler lægges öde, skal dog det Hjerte, hvor Jesus bor, være hans aandelige Bethlehem i al Evighed? – Da Mag. Niels i Modsætning til Tidens Retning lægger saa stærkt Eftertryk paa det indre og, som det synes, ikke havde det rette Syn for den ydre Kirkeordens Betydning, har han vel ofte været inde paa denne Gjenstand, og Sagen hænger maaske saaledes sammen, at enkelte af hans mest fanatiske Tilhængere i sin blinde Iver have gaaet saavidt. Det han mærkes, at lignende Beskyldninger indeholdes i Registret over Elias Prætorius’s (Chr. Hoburgs) Kjætterier.
- ↑ Mag. Johan J. Fabricius, Præst i Sulzbach og flere Steder, udgav flere Skrifter mod sin Tids Fordærvelse under Navnet Justus Kläger; „han var“, siger Arnold (IV, 1091), „meget erfaren in theologia practica, mathesi og Hebraisk, san at ogsaa hans hele Hus, Kone og Børn bestandig talte Hebraisk“. Blandt hans Skrifter nævnes en Bog „von dem vielgeplagten und doch verstockten Egypten“, hvorom der senere bliver Tale.
- ↑ I Randen er tilföjet: Eliæ Prætorii Missbrauche, Justus Kläger &c. des Geheimniss der Bosheit, Fabricius vom verstockten Egypten.
- ↑ i Randen tilföjet: Elias Prætorius p. 396.
- ↑ I Randen tilföjet: Biblia Noriberg. glossata in hunc.
- ↑ I Randen tilföjet: 2 Thess. 2, 10. 11. læs og 2 Tim. 4. 3. 4.
- ↑ Sml. herom Arnold, Kirchen- und Ketzergeschichte, Tom. III, 133, b.
- ↑ Hallagers og Brandts Udgave side 65.
- ↑ Kapitelsprotokollerne give ingen Oplysning om mere end den ene forhen nævnte Gang, nemlig Nytaarsdag 1643.
- ↑ Pont. Ann. III, 612. 618. 625. 646. Holb. Danm. Hist. II, 807.
- ↑ Pont. Anm. III, 532. 556. Holb. Danm. Hist. II, 754.
- ↑ Indlægget er dateret 27de Marts, men det men være en Fejlskrift, da Mag. Niels’s fölgende Indlæg af 19de Marts tydelig nok er et Tilsvar til dette.
- ↑ Beretningen om Mag. Trugels’s Sigtelser findes ogsaa fremstillet med netop de samme Ord i det omtalte Bilag til Raadmand Hans Madsens Klage.
- ↑ Der forekommer ofte hos Mag. Niels saadanne Perentheser, hvori der henvises til Originalsproget; hertil er det vel, et Bispen stikler med sit NB. i sin Skrivelse af 18de Februar.
- ↑ Sml. Slutningen af Bispens Brev af 15de Februar og Stevningen af 23de Februar 1650.
- ↑ Han hed egentlig Abraham v. Franckenberg og var en af Jakob Böhmes Tilhængere. Et af hans Skrifter heden „Geheimniss der Bosheit und vom Greuel der Verwustung“.