Om Mag. Niels Svendsen Krønikes Stridigheder med Præsteskabet i Christiania i Aarene 1642–1652/1

Peter Jacob Barthold Coucheron

Om Mag. Niels Svendsen Krønikes Stridigheder med Præsteskabet i Christiania i Aarene 1642–1652. I.

Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge, Første Bind, 1858 (s. 234–255).

I.

Om den norske Kirkes Historie i de nærmest efter Reformationen følgende Tider har man hidtil kun faa Efterretninger; man ved kun lidet Mere, end hvad der oplyses i de fra Kirkestyrelsen udgangne Love og Bestemmelser, og selv af disse har man endnu ikke nogen nøjagtig og fuldstændig Samling. Vistnok ville disse danne et Hovedmaterial for den, som engang føler Kald til at give en Bearbejdelse af den Tids Kirkehistorie, men det er dog hovedsagelig kun om Kirkens ydre Stilling, de ville give ham Oplysninger; om dens indre Forholde, om det Liv og den Aand, som rørte sig i den til de forskjellige Tider, om de Aarsager, der fremkaldte Kirkestyrelsens Bestemmelser, og den Virkning, de havde, om Alt dette enten tie disse Kilder aldeles eller give kun sparsomme og utilfredsstillende Oplysninger. De maa søges andetsteds.

Mænd, der udøve Indflydelse paa sin Samtid, staa i nøjeste Forbindelse med den; om de end staa i Spidsen for Tidens Bevægelser, saa ere de dog oprindelig selv satte i Bevægelse af Tiden, de ere Produkter af Retninger i den, og deres Magt over Samtiden beror paa, at de, bevidst eller ubevidst, ere Tidsaandens Talsmænd. Kun forsaavidt kaldes de med Rette Bevægelsens Ophavsmænd, som de have udtalt det Ord, som bragte Tiden til Bevidsthed om sin Stræben. En saadan Mands Historie er derfor ikke alene hans, men i større eller mindre Grad hans Samtids, alteftersom hans Virksomhed strakte sig over en større eller mindre Kreds. Mange saadanne Mænd har vor Kirke i den nærmeste Tid efter Reformationen vel ikke havt, og den Indflydelse, de have udøvet, bar vistnok heller ikke været af stor og blivende Betydning men, erkjendes Nødvendigheden af at tilvejebringe dette Material for en kommende Kirkehistorie for dette Tidsrum, saa ligger deri ogsaa en Opfordring til at samle, hvad der kan være at finde, og om end det, som hver Enkelt har at byde, i og for sig kan være ubetydeligt, saa kan man dog nære det Haab, at der af flere saadanne smaa Bidrag i Tidens Løb kan komme noget Helt ud. – Vistnok har man i Pontoppidans „Annaler“ værdifulde Bidrag, men det er dog fornemmelig Danmarks Kirkehistorie, som i disse behandles; fraregnet de for begge Riger gjældende kongelige Forordninger, er der kun Lidet at finde i dem, som kan give noget Indblik i Norges religiøse Tilstand.

At det i det Hele taget i de første Aarhundreder efter Reformationen stod mindre godt til med den norske Kirke, det ved man, eller maaske rettere, det antager man eden videre Bevis; men at der slet intet Liv og ingen Bevægelse skulde have været i den, tør man dog paa den anden Side heller ikke forudsætte. Vistnok vilde man skuffes, om man i den ventede at finde nogen selvstændig og ejendommelig Opfattelse af Kirkens Læresætninger; den norske Kirke var naturligvis i de Tider ligesom ogsaa den danske, med hvilken den i Et og Alt delte Skjæbne, i endnu højere Grad end nu et Annex til den store tydske Moderkirke; de Bevægelser, man finder i den, ere kun svage Eftervirkninger af de voldsomme Kampe, hvoraf den tydsk-lutherske Kirke rystedes. Vi finde saaledes ved det 17de Aarhundredes Midte den samme Aand raadende i den dansk-norske Kirke som i den tydske; Partierne ere de samme, og Striden føres paa samme Maade. Et Blik paa den tydsk-lutherske Kirkes Tilstand paa disse og de nærmest foregaaende Tider vil derfor sprede Lys over de Begivenheder, som her skulle omtales, saameget mere som en bestemt Paavirkning her lader sig eftervise. De Mænd, der fremtræde som de forskjellige Retningers Bannerførere, vare sin Tids Børn, og skulle de bedømmes retfærdigt, maa de derfor betragtes i sin Sammenhæng med den.

Bestræbelsen for at bevare den lutherske Kirkelæres Renhed havde efter Reformationen givet den i Kirken raadende Theologi en stedse mere ensidig polemisk Retning. At forsvare det fra Reformatorerne overleverede Lærebegreb og bekjæmpe alle derfra afvigende Anskuelser og Aandsretninger blev snart af den store Flerhed af lutherske Theologer betragtet som Kirkens væsentligste Opgave. Kampen førtes derfor ogsaa ikke alene i theologiske Stridsskrifter, men ogsaa fra Prædikestolene. I flere lutherske Lande pustede Kirkestyrelsen til Flammen, idet den gav Prædikanterne Paalæg om, at de ret ivrig skulde drive paa Behandlingen af Stridsspørgsmaalene. Det, som nu fra Prædikestolen bedes Almuen, blev saaledes altfor ofte kun tør Forstandstheologi og saft- og kraftløs Rettroenhed, naturligvis med behørig Tilsætning af bitre og heftige Udfald mod alle virkelig eller formentlig kjætterske Retninger i og udenfor Menigheden. Slig Christendom kunde ej tilfredstille den Trang, der rørte sig i dybere Gemytter; den evige Skjælden og Fordømmen af kjendte og ukjendte Vildfarelser og Personer kunde kun byde dem liden Opbyggelse. Den ægte praktisk-christelige Retning, som Luther havde givet sin Tids Theologi, var for en stor Del gaaen over i en stiv og død Orthodoxi, hvis Iver for den rene Lære ofte fremtraadte med den højeste Grad af kjødelig Lidenskabelighed.

Mange af dem, hos hvem der var en dybere religiøs Trang, vendte sig derfor bort fra den herskende Theologi; de følte sig mere tiltrukne af en anden Retning, nemlig den, som satte Religionens Væsen i en indre Forening med Gud, og saaledes gjorde den mere til en Følelsens end Forstandens Sag. – Allerede i det 16de Aarhundrede vare saadanne Mystikere fremtraadte i den lutherske Kirke, blandt andre den sachsiske præst Valentin Weigel og Skomageren fra Görlitz Jacob Böhme. I mange Henseender ere vistnok disse to forskjellige, men i een Ting stemme de overens, nemlig i sin Afsky for de orthodoxe Theologer, og denne udtale de ogsaa ofte djærvt nok. Paavirkede af Böhme fremtraadte derpaa en hel Række af saakaldte Reformatorer, som med den største Bitterhed angreb hele den lutherske Kirkelære og Kirkeorden. Blandt dem kan mærkes Christian Hoburg, som det, da han i det Følgende ofte vil komme paa Tale, vil blive nødvendigt at omtale lidt udførligere, især da han enten slet ikke eller kun kortelig anføres i de almindelige kirkehistoriske Haandbøger. I Arnolds Kirchen- und Ketzergeschichte findes der udførlige Efterretninger om ham, og, som man kan vente efter den Aand, der gaar igjennem dette Verk, er han der behandlet saa lempeligt som muligt. Studiet af Johan Arnds Skrifter havde hos ham vakt Sandsen for den mystiske Theologi; men denne tog senere en stærk sværmerisk Retning under Paavirkning af Schwenkfelds Skrifter. Under sit omflakkende Liv udgav han flere Skrifter, hvori han med megen Heftighed drog tilfeldts mod den herskende kjødelige sikkerhed og Fortrøsten til det ydre Kirkevæsen; han vilde bringe Samtiden til at vende Blikket indad og formanede til en mere levende virksom Christendom. Men da han herved kom i opposition mod den herskende Theologi, blev han forfulgt og jaget fra Sted til Sted; derved voxte Bitterheden hos ham. Medens han før havde straffet de Misbrug af Læren, som han, vistnok ofte med Rette, troede at finde, vendte han sig nu mod Læren selv, hvorvel hans Modstandere, som det synes, ofte fandt Kjætteri i Sætninger, hvis Gyldighed vel lod sig forsvare. De Kjætterier, som man tillagde ham, vare (ifølge Arnolds Kirchen- und Ketzergeschichte, III, 133, b): „at han som den argeste Gjendøber, Enthusiast og Weigelianer lærte falsk om Guds Ord og den indre Aabenbaring, om Tilregnelsen af Christi Fortjeneste og Christi menneskelige Natur, det tusindaarige Rige, Gjenfødelsen og Sakramenterne, om Prædikeembedet, Filosofien, de akademiske Værdigheder, Retsprocesser, Skriftemaal, Løse og Bindenøglen, Øvrigheden &c.“, og derfor „da den onde Aand i hans Bøger fremtraadte med Bespottelser, Oprør og Forargelse, vare de i Danmark, Sachsen, Sverige og andre Steder confiskerede og forbudne“. Det af hans Skrifter, som fortrinsvis sigtes til, er „das Spiegel der Misbräuche“, som han udgav under Navn af „Elias Prætorius“, og dette var, som man senere vil se, temmelig udbredt og var endog blevet bekjendt og almindelig læst i Christiania. Den, som her havde indført og udbredt det, var hans ivrige Beundrer Mag. Niels Svendsen Krønike, Lector theologiæ sammesteds. Han optraadte omtrent paa samme Maade som Hoburg, dog ikke fuldt saa radikalt, mod de herskende Misbrug; men hans hensynsløse Lidenskabelighed gjorde, at det ikke varede længe, førend det kom til alvorlige Sammenstød mellem ham og Præsteskabet; heraf udspandt sig vidtløftige processer, først i Christiania omkring 1650 og siden i Kjøbenhavn i 1655.

At omhandle Hoburgs Vildfarelser nærmere hører ikke til denne Afhandlings Plan; thi under hans Discipels Mag. Niels’s Ophold i Christiania drejede Stridighederne mellem ham og præsteskabet sig ikke saameget om Vildfarelserne i Læren, hvorvel man kan se, at han ogsaa mistænktes for dem; det var først under hans sidste Proces i Kjøbenhavn, at de bleve Hovedgjenstanden. Om dette sidste Afsnit af Mag. Niels’s Liv haves fuldstændige Efterretninger i Pontoppidans Annaler (under Aarene 1651 og 1655); naar man sammenligner de mangfoldige Anklager, som i den Proces fremførtes mod ham, med Katalogen over Hoburgs Kjætterier hos Arnold^[1], vil man snart opdage, at Mag. Niels i Et og Alt var Hoburgs Discipel og ikke Weigels, som Pontoppidan og Andre efter ham kalde ham; ialfald var hans Weigelianisme kun paa anden Haand, forsaavidt nemlig Hoburg havde tilegnet sig nogle af dennes ejendommelige Meninger.

Vistnok har Pontoppidan ogsaa nogle Efterretninger om Mag. Niels’s Ophold i Christiania, men det Hele bestaar i to Breve, og han erklærer, at han forresten ikke kjender til den der førte Proces. Disse to Breve haves ogsaa i Manuskript i det deichmanske Bibliothek. I de i Rigsarkivet opbevarede Christiania Kapitels Protokoller findes derimod alle Processens Dokumenter indførte, og disse ere da Hovedkilden for den følgende Beretning; hvor ikke udtrykkelig anden Hjemmel er opgiven, ere disse Dokumenter fulgte; af andre Kilder kan nævnes en Ansøgning fra en i Sagen indviklet Mand, nemlig Raadmand i Christiania Hans Madsen Fagerholdt, hvori gives en Del Oplysninger; fremdeles en Fremstilling af hele stridighedernes Gang indtil Midten af 1651, der vel har medfulgt Ansøgningen som et Bilag, da den er skreven med samme Haand som Ansøgningen. Forfatteren er ikke angiven, men det er utvivlsomt Mag. Niels Svendsen selv, hvilket maa sluttes saavel af den hele Tone i Fremstillingen, som af at hele Tirader næsten ordret stemme med hans Procesindlæg. Disse to Dokumenter findes i Statholderarkivets Brevskaber i Rigsarkivet og ere rimeligvis Originalerne selv; fremdeles findes sammesteds den nedenfor anførte stevning af 12te Marts 1652, ligeledes i Original. I det kongl. norske Videnskabers Selskabs Manuskriptsamling findes en Udskrift af den kjøbenhavnske Proces’s Akter; et af de deri forekommende Breve, der er skrevet af Mag. Niels under hans Ophold i Christiania, er ogsaa benyttet^[2].

Paa at give disse Dokumenter in extenso har ikke været at tænke; det behøver kun at anføres, at et af Procesindlæggene er paa 84 Foliosider og Akterne i den hele Proces paa 108 Folioblade; det vilde desuden ogsaa for Læseren være blevet et møjsommeligt Arbejde at finde Rede i alle disse Indlæg pro & contra. Jeg har derfor maattet indskrænke mig til at levere blot et kort Uddrag af disse Dokumenter.

Hvad Stridens Gang før den endelige Proces angaar, da ere oplysningerne mindre fuldstændige; jeg har dog forsøgt paa at give en, saavidt Materialierne strak, sammenhængende Fremstilling af den. Der findes nemlig i Kapitelsprotokollerne ligefra 1642 af nu og da korte Notitser om Striden; disse har jeg da sammenholdt med de Oplysninger, som Protokollerne og de forhen omtalte Dokumenter give; men en og anden Gjentagelse har det rigtignok paa denne Maade ikke været muligt at undgaa. For at kunne gjengive saa Meget som muligt af Originaldokumenterne, har jeg, hvor det kunde ske, brugt disses egne Ord, og i Uddragene ere ogsaa den oprindelige Fremstillings Udtryk saavidt muligt bevarede. Dette har ogsaa, tor jeg haabe, bidraget til, at Fremstillingen er bleven nogenlunde upartisk, idetmindste har jeg bestræbt mig derfor; jeg har ladet hver af Parterne føre sin Sag, og Resultatet vil blive, at ingen af dem staar ren, om der end kan være mindre at bebreide den ene end den anden.

Om Mag. Niels Svendsen Krønikes tidligere Levnet og Skjæbne vides kun Lidet. Han selv fortæller, at han har studeret i Kjøbenhavn og udenlands, og henimod 1630 fik han, siger han, „af disse Rigers Theologer og Skriftlærde Magt og Forlov til offentlig at prædike og derhos saadanne Testimonia og Vidnesbyrd baade om Lærdom og Levnet, at hverken han eller nogen Anden kunde begjære dem bedre“ (Pont. Tom. 4. S. 400). Ifølge Worms „Lexikon over lærde Mænd“ blev han 1636 Rektor i Kolding og 1639 ss. theologiæ Lector i Christiania. Dette stemmer med hans egen Angivelse, nemlig at det i 1650 var henved 11 Aar siden han blev kaldet til Christiania, og, tilføjer han, det skede, „førend jeg dette Kald nogensinde begjæret havde“ (cfr. Pont. Tom. 4. S. 400). Han kom dog rimeligvis til Christiania først i Begyndelsen af 1640, da han ej nævnes blandt Kapitlets Medlemmer før 25de April 1640. Hans Hustru hed Maria Jersin, en Datter af Bispen i Ribe Jens Jersin; hun har forfattet eller oversat en Bog med Titelen „Sjæle-Skat“ (Pont. Tom. 4. S. 443). – Som bemærket, var Mag. Niels Kannik eller Medlem af Domkapitlet, hvis fornemste Forretning det var at dømme i gejstlige og Ægteskabssager; om Lektorens særegne Embedsforretninger findes følgende Bestemmelser i Christian den 4des norske Kirkeordinans (Fol. 74, b): „Vi ville og byde, at hvert Kapitel udi vort Rige Norge skal holde en lærd Mand for en Theologo eller Læsemester, som kan overlyst læse den hellige Skrift paa Latin, baade for Kanniker, Skoledegne, forstandige Borgere og Anden, som did vil søge; den samme Læsemester skal undertiden paa nogen beskikket Tid prædike, men dog saa, at ingen vanlig prædiken dermed forhindres“. I den danske ordinans er tilføjet, at han saavel som præsterne skulde være superintendenten undergiven (Fol. 70, b). – Mag. Niels’s Forretning i Christiania sees ogsaa i Overensstemmelse hermed at have bestaaet i at foredrage Theologien paa det i 1636 oprettede Gymnasium, og efter vedtagen Skik plejede Læsemesteren at forrette Tolvprædiken paa de høje Fester i Byens Domkirke og sandsynligvis ellers til ubestemte Tider; andre gejstlige Forretninger henhørte derimod ikke til hans Embede, da han ikke havde præstelig Vielse.

Om de Par første Aar af hans Ophold i Christiania findes ingen Efterretninger; det er dog rimeligt, at Forholdet mellem ham og Præsterne i Byen allerede da var spændt. Han selv fortæller i 1650, at i de 11 Aar, han har været i Christiania, er han „ikke lidet for Sandheds Skyld bleven efterstræbt, eftertalt, forhaanet og bespottet; thi for Sandheds Skyld, som jeg i November 1641 for to Kolleger og Medbrødre i stilhed og Enlighed har talt til grov Forargelse at afskaffe, er jeg 1642 3dje Søgne efter Pauli conversionis (25de Januar) for Christianias Consistorio stævnt til aabenbar Straffe- og Beskjæmmelsesdom at høre; for Sandheds Skyld ... er jeg samme Aar indskreven i Kapitlets Protokol som suspect og mistænkt, og derfor mig befalet og paalagt en offentlig Disputation eller Overhørelses- og Forsøgelsestale at holde, udi hvilken man haver 31te August 1642 blandt Andre ladet et Menneske, som da var en aabenbar Fantast og grov og bespottelig Gjæk offentlig tale, raabe og skrige imod min sandfærdige og skrevne Lærdom til Manges letfærdige Latter og Forhaanelse at opvække“. I Kapitelsprotokollen findes ogsaa under 28de Februar 1642 antegnet, at Hr. Niels Dyding, Kapellan i Christiania, indstevnede Mag. Niels Svendsen, fordi han for Øvrigheden havde angivet, „at han (N. Dyding) den 20de November var drukken udi Prædikestolen, der han læste Bøn til Aftensang, og at han (N. Svendsen) saa Drukkenskabs Tegn paa ham“. Hr. Niels Dyding fremlagde Erklæringer, som oplyste, hvor han havde været den ganske Dag, og at han havde været ædru; tillige foreviste han godt Testimonium fra Byens Menighed. Det følgende Blad i Protokollen (Fol. 116) er uheldigvis udrevet; at der paa dette Blad har været antegnet de videre Forhandlinger med Mag. Niels samme Dag, sees dels af senere Henvisninger til det, dels ogsaa af Fortsættelsen paa Fol. 117; det heder: „han mente, at Ingen kunde hannem forbyde, dem, han kunde have nogen Trøst af, som frygtede Gud, udi sit Hus at indtage, og dersom kongl. Maj. hannem det forbyde vilde selver, vilde han dog med saadanne have sin Omgjængelse“. Den 18de Oktbr. samme Aar anker Mag. Niels over Protokollationen denne Dag; paa Notarius Mag. Jesse Madsens (den Tid Rector scholæ) Opfordring erklære de tilstedeværende Kanniker, at Sagen var rigtig protokolleret; „Mag. Niels Svendsen vilde ikke hertil rigtig svare ja eller nej, thi han sagde sig ikke saa [nøje] Altsammen nu at kunne erindre, som udi den Proces forefaldt“. Endnu en Gang, flere Aar efter, klagede Mag. Niels over, hvad der denne Dag blev indtegnet i Protokollen: „jeg og mit Hus og flere Christne i Menigheden“, siger han, „bleve den Dag opskrevne i Protokollen, som de, der holdt saadanne uchristelige Forsamlinger, at de ikke burde fordrages, men ganske afskaffes, og derfor ere ogsaa uberygtede Christne som sl. Lorentz Evertsen Stenhugger, Niels Petersen Flensburg, Jon Bergersen Kræmer eller Skolemester &c. (dog udi deres Fravær og paa deres Ryg) indskrevne for saadanne Kompaner, som jeg ikke burde annamme i mit Hus og afsondre mig fra; om hvad heftig samtale der om saadanne Omgjængelser paa vort Kapitelshus er forefalden mellem Mag. Trugels og mig, derom blev langt at skrive; herom kunde Noget læses udi samme Protokol Fol. 116 pag. 2 blandt de Kapitelsacter, som ere forefaldne 23de Februar 1642“. For at have foranlediget denne Indtegning mistænkte han Sognepræsten i Christiania Mag. Trugels Nielsen, og senere hen i 1650 giver han ham ligefrem Skylden derfor, hvorimod denne henviser ham til Protokollen og til de tilstedeværende Kanniker, som samstemmig erklære, at Mag. Oluf Boesen, Superintendenten, selv gjorde det af egen Magt og Myndighed. Mag. Trugels erklærer, at han vidste Intet om Sagen, før Bispen bragte den paa Bane, men mener dog, at „hvad den salig Mand Bispen derudi har gjort, det havde han vel for- svaret udi levende Live og endnu vel bliver forsvarligt efter hans Død, om paatales“. „Og“, fortsætter han, „uagtet Ordinansen byder Fredsommelighed og Lydighed, saa har Mag Niels den Tid, han har været her, været mere urolig end fredsommelig, mere opsætsig end lydig, hvilket noksom er at forstaa af hans trodsige Svar til Mag. Oluf Boesen paa Kapitel den 23de Februar 1642; thi da Mag. Oluf alvorlig formanede ham til at afholde sig fra fordægtige Personer udi Menigheden, som monne selle sig til ham udi hans Hus, deres Samkvem og Omgjængelse, paa det han ikke videre skulde udføres udi Byen og udenfor Byen, og selv give Aarsag til Mistanke, svarede han, at dersom Hans kongl. Maj. selv ham det forbyde vilde, saa vilde han dog alligevel med saadanne have sin Omgjængelse. Hvilke Ord om de en hørig Underdane vel sømmer og anstaar, kan hver eragte. Dette endog hans Gjerning noksom udviser udi det, at han Tid efter anden endel mine Sognefolk baade forberørte (Lorentz Evertsen o. s. v.) og flere til sig fordægtigen sammenseller (dem fra det ordentlige Ministerio og lovlig kaldede Tjenere udi Ordet her paa Stedet at unddrage og Menigheden dem uvillig at gjøre) mod kongl. Forordninger og hans egen Forpligt“. Tillige fik Mag. Niels, fortæller han, samme Dag Paalæg om at holde en Disputas de justificatione af Pauli Epistler i Gymnasiet, Noget, som han dog ikke efterkom, hvilket han mener bør ansees for en fordægtig overhørighed Den Disputas, som Mag. Niels holdt den 31te August, og som det efter hans egen Beretning gik saa uheldigt med, maa da være en anden; det kan dog heller ikke have været en af de „ordinariæ disputationes“, som Gymnasielærerne havde Paalæg om at holde en Gang hver Maaned, da Mag. Niels selv kalder det en offentlig Disputation i Anledning af den paa ham hvilende Mistanke. En Maaned efter, 23de Marts 1642, blev Mag. Niels atter „af al venlighed paamindt og formanet at overgive dennem, som ham besøge, hvorfor han er udført baade udi By og Bygd, uanseet at Saadant udi kongl. Maj.s Mandater forbydes, hvorimod det lod sig anse, at han sig ikke vil accomodere“.

Man ser saaledes, at Konventiklerne allerede nu, omtrent et Par Aar efter hans Ankomst til Christiania, vare i fuld Gang, og at Sagen allerede havde vakt saamegen Opsigt, at øvrigheden ansaa sig forpligtet til at skride ind. Forsøget paa at faa Sagen til at gaa med det Gode og Striden afgjort i al Mindelighed strandede saaledes; der prøvedes derfor et andet Middel. Under samme Dato findes nemlig antegnet: „Efter strenge og velbyrdige Hr. Statholders (Christoffer Urne) Vilje blev af Bispen sognepræsten anbefalet, at naar Aarsage gives udi Prædiken om Enthusiaster eller Vederdøbere og andre saadanne vildfarende Lærere, da at give Varsel offentlig om samme Vildfarelser med Bøn derhos, at Gud os paa denne Sted fra saadan og anden vildfarelse vilde bevare“. – Men netop denne Forholdsregel, som vel heller ikke ligeover for en Mand som Mag. Niels var klogt beregnet, bragte Striden til at blusse op i fuld Flamme; hele Præsteskabet synes at have deltaget i den, men skarpest førtes den dog mellem Mag. Niels Svendsen og sognepræsten Mag. Trugels Nielsen.

Fra dette Tidspunkt i Striden have vi et interessant Aktstykke, nemlig en Prædiken af Mag. Niels, holden første Juledag 1642 i Christiania Kirke. Han udgav den et Aars Tid efter i Trykken^[3] og dedicerer den til den nye Statholder Hannibal Sehested, som han kalder sin „gunstige og udi Jesu Christo meget elskelige Patron“. Som Grund til denne Dedikation angiver han Følgende: „eftersom jeg uden skrømt og Hykleri for den alvidende Gud med en god samvittighed kan bekjende, at jeg nu nogle Gange paa adskillige Tider med Forundring og Hjertens Glæde haver af E. V. hørt Eders gudelige og tænkværdige Ord og Tale med christelige og berømmelige Forsæt til at forsvare og forfremme Retfærdighed og Sandhed og derimod tilbørligen at strede og afskaffe Uretfærdighed og Løgn og det uden nogen Persons Anseelse, saameget – – muligt kan være“, saa har han „til Guds Ære, Christi Sandheds Aabenbarelse og Forsvarelse og den meget fortrængte Menigheds Trøst dediceret ham dette lidet og velmente theologiske Skrift, som af sande christne med Længsel begjæres“. – I Fortalen til Læseren siger han, at Prædikenen, saaledes som han holdt den, vistnok var „med noget færre Ord, dog udi aldeles ligedannet Mening, Form og Maade“ Steg „og udi den folkelige Forsamling var der og Mange, Gud alene Ære, som lode sig samme Prædiken (saavelsom ellers andre, hvilke den værdige Hellig Aand nu paa 3 Aars Tid – – ved mig ringe og uværdige Christi hellige Ords Tjener paa adskillige Tider forkyndet og udtalt) med Hjertens Glæde vel befalde“, og paa: disses Anmodning er det, at prædikenen udgives. – Men „efterdi der aldrig har været nogen Dag, at den gamle Slange Satanas jo har lagt sig efter at formørke, forvende og forkrænke Guds Ord og derfor ogsaa altid har opvakt dem, som med Listighed og Magt har lagt sig efter Guds levende og sande Ords rette Mening at forvende og forkrænke, saa vil der ej heller gives nogen Dag udi disse sidste Tider indtil Verdens Ende, uden der jo ere mange af disse Guds Ords Forvendere, iblandt hvilke der ogsaa ere saadanne at finde, som altid lære og dog aldrig komme til sandheds Erkjendelse, som ere Mennesker med forkrænkede Sind, som due Intet i Troen, om hvilke Guds Aand spaar 2 Tim. 3 og 4“; derfor har han undergivet sin Bog de lærde kjøbenhavnske Professorers Censur, „for at de, som kunde af den skadelistige Satan blive fristede til at gjøre Guds hellige ords Sandhed nogen Modstand, kunde udi saa Maade have desmindre Aarsage til ilde at paatale det, som ved den Hellig Aands Naade af Guds Ord rettelig læres“. – En lignende polemisk Tone gaar gjennem den hele Fortale. – Texten er Luk. 2, 12: „Engelen sagde til Hyrderne: Og det skulle I have til Tegn, I skulle finde Barnet svøbt i Klude og liggende i en Krybbe“. I Indgangen til Textens Forklaring straffer han de mest gjængse Laster i Menigheden. 1) Nogle med den rige og mægtige Nar Nabal søge sin højeste Lyst i et stort Liggendefæ. 2) Andre søge sin besynderlige Lyst og Glæde i at fylde sin Bug med legemlige Spise (derpaa beskriver han med skarp satire slige Fraadsere). 3) Andre hengive sig til alskens Usædelighed, som nu har taget saa meget overhaand. 4) Mange ere og som den meget hoffærdige, opblæste og ugudelige Krop Herman (hvilken dog omsider med sine 10 Sønner kom højere op i Vejret, end han gjerne vilde). I denne Del af Prædikenen er der ofte et helt humoristisk Sving. – Nu begynder den egentlige Forklaring af Texten, som her kortelig gjengives, da man deraf kan se, hvordan Mag. Niels’s Polemik var, og hvorledes han greb Lejligheden for at komme sine Modstandere tillivs; tillige greb denne Prædiken ogsaa ind i Stridens Gang. Inddelingen er: 1) hvorledes vi ved Jesu Fødsel skulle faa den højeste Glæde; 2) hvorfor Mange, endog de, som ofte høre Guds Ord, ikke faa den. – Denne højeste Glæde faa vi ligesom de hellige himmelske Hyrder uforskyldt af Guds Naade, som lod Christus fedes for vor, for min Skyld; derfor skulle vi annamme Naaden og lade den arbejde i os. Vi skulle betænke den store ødelæggelse i Christen- heden, især i de tydske Lande; Grunden dertil er ej Kongers eller Folks Uenighed, men det er en Guds Straf over Vantroen og Ugudeligheden. – Spørger Nogen, hvor skal jeg finde Christus, at jeg kan faa den allerhøjeste Glæde, da vend dit Øje til Texten, og du vil ligesom Hyrderne finde ham i Bethlehem ɔ: Brøds Hus, hvor det himmelske Brød uddeles; alle Steder, hvor Ordet høres og Sakramenterne uddeles, ere et Bethlehem; men det sandeste Bethlehem er et aandeligt levende Menneskes Hjerte; det hjælper Intet at gaa i de herligste Kirker, uden at Hjertet er et aandeligt Bethlehem, hvor Guds Manna, Christi Ord, i Aand og Sandhed ædes og vederkvæger til et aandeligt Liv, hvorom Johannes taler i det 6te Kapitel, hvilket vi med Luther og andre retsindige Lutheraner forklare om Jesu Legemes og Blods aandelige Nydelse ogsaa udenfor Sakramentet. Over disse Jesu Ord (i Joh. 6) forargedes mange endog af hans Disciple; men I skulle ej forarge Eder over, at jeg kalder Menneskehjertet det ypperste Bethlehem; „thi naar andre Kirker og Templer, Akademier og skoler – – med Salomons herlige Tempel lægges øde“, skal dog det Hjerte og den Sjæl, hvori Jesus bor, være hans aandelige Bethlehem i al Evighed. Et saadant aandeligt Bethlehem er dit Hjerte, naar du tror, at Jesus er fedt som Menneske for din Skyld, og „naar han er svøbt udi dit Hjerte med de rette aandelige Klude, Vindel og Svøb, som han vil svøbes, fastholdes, æres og tjenes med – nemlig den sande levende og retsindige Tro“, og naar dit Hjerte er Jesu aandelige Krybbe, „og om man end forfølger dig med haanlige Titler, vederstyggelige Navne og bespottelige Fingerpegelse – og holder dig for et haanligt Vidunder“, saa overvinder du al Bespottelse ved den himmelske store Skat, „hvilken du med Troens aandelige Klude, Baand og Svøb omfavner og bærer ... udi dit Hjertes inderste aandelige Krybberum“. – Hvorfor faa nu ikke mange Mennesker, som ofte komme til Kirken og Skriftestolen, den evige allerstørste Glæde? Naarsomhelst Nogen udi disse sidste onde Dage drives og oplyses af Guds hellige Aand til at tale den bare Sandhed af Prædikestolen om mange Menneskers falske og hykkelske Christendom, det er, at Mange af os, vi som lade os kalde Christne, dog ikke leve christelig, da findes desværre saadanne christne blandt Andre, som forarger sig og fortørnes over saadan sandfærdig og fornøden prædiken og undertiden med Ordene lade sig mærke, at de mene saadan prædikant at være fuld af Had og Avind og at være blind og stolt ligesom Pharisæerne og de Skriftkloge og indbilde sig, at saadan Prædikant og Lærer fordømmer Andre, og at han ved ikke, om han bliver selv salig. Men ingen retsindig Prædikant prædiker af kjødelig Had og Avind; men naar du lever hen i dine Synder og berømmer dig at være en Christen, saa er din døde Tro og dit ubodfærdige Levnet Aarsag til din Fordømmelse; det gaar en retsindig Guds ords Tjener til Hjerte, og han maa advare derimod. Hvorfor gaa nu saa Mange, som dog ofte hore Guds Ord, den brede Vej til Fordømmelse? Formedelst vantro og død Tro, fordi de lade sig afholde af jordiske Hensyn, og fordi de forarges over, at Jesus og hans Rige har ingen udvortes prægtig Anseelse for Verden. Hvor Mange forværres ikke i sin Christendom, naar de se, at de, som skulde være Andres Ledsagere til Jesum, med de blinde Pharisæere allermest forbarme Jesum udi hans sande Lemmer „ikke alene ved synlige Foragtelsesmidler, Leder og Fagter, men endogsaa med lydelige aabenbare Ord og Tale, ja med letfærdige Bespottelses Pen og Skrift ... og af Djævelens Indskydelse og Tilskyndelse giver dem adskillige foragtelige og vederstyggelige Navne, ... hvilke og snareste skulle lade sig mærke med, at de fortørnes. over denne sandheds Tale, endog den alvidende Gud ser og kjender, at dette af mig uværdige Jesu Christi Tjener hverken siges eller skrives af nogen utilbørlig Had og vrede mod noget Menneske, hvem det saa være kan, men at det ved Guds Naade i kjærligste Maade og bedste Mening er fremført til Guds Ære, Guds allerkjæreste og foragtede Børns Trøst og Husvalelse og dennem, som kunde være paa vrange veje hengeraadne, til en salig Paamindelse, Eftertanke og Omvendelse“. Men naar Guds sande Dyrkere forhaanes, maa mange Enfoldige forarges, „hvilke undertiden frygte mere for saadanne anselige lærde Mænds og veltalende Prædikanters store Autoritet og Myndighed“, end for Gud; mange Tusinde vilde have omvendt sig, hvis de ikke havde frygtet sine Prædikanters Forhaanelse og Udraabelse, „med hvilken disse ogsaa ofte foragte, ja offentlig baade med Mund og Pen udraabe, forhaanes og bespotte os, saamange som med dem udi deres falske Religion og vrange Lærdom ikke samtykke ville; ... men I og jeg (som dog ere syndige Mennesker) kunne aldrig blive mere forhaanede af denne Verdens Børn, end Eders og min Frelser Jesus selv blev“; men gjennem Trængsel skulle I indgaa til den allerhøjeste Glæde.

Dette er Gangen og Hovedindholdet af Prædikenen, gjengivet saavidt muligt med selve Prædikenens Ord. Som han havde spaaet, saa skedte det ogsaa; hans Modstandere „lode sig snart mærke med, at de fortørnedes over denne Sandheds Tale“. I Kapitelsprotokollen findes Følgende antegnet: „Anno 1643 Nytaarsdag efter Højmessen udi Choret i Christiania forbød Bispen Mag. Niels Svendsen Prædikestolen formedelst hans Skjælderi paa Juledag saavelsom ofte tilforn, og uanseet han om Saadant tidt er bleven paamindt, haver det dog ingen Frugt skaffet; derfore at entholde sig fra Prædikestolen, indtil Lov og Dom haver skilt dennem af. Dertil svarede Mag. Niels, at hvad han prædikede, det prædikede han, som Aanden gav ham ind, og [at han] ikke agtede, hvad Mennesker sagde, om Nogen hannem saadant vilde forbyde, hvilket han berettede sig tilforn ofte Bispen at have svaret“.

Som man let kan begribe, opregner Mag. Niels ogsaa dette blandt sine Lidelser for Sandheds Skyld og besværer sig i høj Grad derover. Sagen blev nu optagen til Forhør paa Kapitlet den 20de Marts 1643. „Striden førtes“, heder det, „mellem nogle ex capitularibus her udi Oslo og ikke ringeste mellem Sognepræsten Mag. Trugels Nielsen og Læsemesteren Mag. Niels Svendsen iblandt flere om nogen theologicis quæstionibus et de cæremoniis quibusdam ecclesiasticis, hvorover de synes at have grebet hverandre an udi deres prædiken og tracteret adskillige Personalia, som kunde udtydes mod dennem selver, udi-mod hverandre, dog Ingen med Navn benævnet, Mag Niels og desforuden udaf Bispen Mag. Oluf Boesen for nogen conventicula med særdeles Folk at bruge og holde, som synes fordægtig have været, forbudet Prædikestolen“. Forhøret foregik i Statholderens (H. Sehesteds) og Kantsleren (Jens Bjelkes) Nærværelse, „og efter flittig og uvillig Randsagning blev befunden, at forbarme Irringer fast mere af menneskelig skrøbelighed og Misforstand end af nogen ret foretagen Arrighed sig haver begivet“, hvorfor Parterne hjemstillede Sagen til Statholderen, og blev det for godt anseet, at alle interesserede parter „sancte for Retten skulde verificere ... Intet at have saa ilde ment, som det kunde være optaget og udført, medens [ɔ: men] hverandre ikke vel at have forstaaet, udi Synderlighed nogle Mag. Niels’s Ord angaaende gode Gjerningen Fuldkommenhed og vores Saligheds Forarbejdelse, hvilke han da selv klarlig udlagde, saa at Bispen eller Andre ... ikke kunde mistænke ham derudi for kjætterske Mening“. – Efter en ny Uenighed mellem dem (hvorom siges ikke) bleve de atter forligte den 24de April, og det bestemtes da, at Bispen ikke længere skulde forbyde Mag. Niels Prædikestolen, men undertiden lade ham prædike, og da skulde han, Bispen, selv være nærværende; tillige skulde Bispen paaminde dem begge at vogte sig for Alt, der kunde vække ny Misforstaaelse, og for enhver Hentydning til deres forrige Tvist, „men de skulde blive ved den Forklaring, som proprie Texten medfører“. Ligesaa blev det bestemt, at Mag. Niels ikke skulde formenes at lade komme i sit Hus, hvilke godt Folk ham lystede, og synderlig de, som bekjende sig med Ord og Gjerning rette Christne at være og vores Religion undergiven, saa som en Ven kan besøge en anden, og „discursive frit tale om det, som gudeligt og til Guds Ære og Menneskenes Saligheds Opbyggelse kan tjene og ikke til Nedbrydelse og Forargelse, mens ingen privat Conventiculer eller exercitia Mag Niels at holde paa Kammerne eller i andre Maader, hvorved han atter kunde mistænkes og tilbørlig straffes. Men om hen, Mag. Trugels eller Andre kan have nogen Tvivl angaaende christelige Troesartikler, specielt om deres forrige Strid de bonis operibus, an consistat in illis salus nostra secundum qvid vel in tota eller de ceremoniis quibusdam devotis, da skulde de proponere det som brugeligt in Gymnasio eller hjemstille Sagen til de Højlærde i Kjøbenhavn, hellere end for den Gemene at prostituere saadanne quæstiones, som overgaar Manges Forstand og mere forarger end opbygger“. Endvidere skulde hverken Mag. Trugels eller Mag. Niels eller nogen af deres Kolleger give Aarsag til „nogen ny ved Eftertale fortænkelige Prædikens Trykkelse eller Udspredelse eller ved nogen Angribelse mundtlig eller skriftelig ... hvorpaa de have givet hverandre Hænder at være og blive gode Venner ... Men dersom nogen (ej Religionen concernerende) Irringer kan indfalde, hvilket de dog vil præcavere, da skab de angive det for Øvrigheden paa dette Sted med stor Moderation og helst udi Vederparternes Nærværelse og dog forbigaa Alt, som er af ringe Importans, men det remedere mellem dem selv for Guds Æres og deres Embeds frugtbarligere Forretnings Skyld og Andre til et godt Exempel, ... og dermed skal al Tvist død og magtesløs være, hvormed de alle med stor Taksigelse vare tilfreds“. De foregaaende Citater ere tagne af det skriftlige Forlig, som den 24de April sluttedes paa Akershus Slot og underskreves af Statholderen, Kantsleren, Bispen, de stridende Parter og de andre Kapitelsherrer (Mag. Ambrosius Rhodius, Mag. Henning Stokfleth og Mag. Jesse Madsen).

Men Freden varede ikke længe; trods den udtrykkelige Overenskomst angaaende Prædikeners Trykning lod dog Mag. Niels, som vi have seet, den Prædiken, hvorfor han var bleven Prædikestolen forbudt, trykke; ja han maa sandsynligvis, medens han underskrev Forliget, som dog maatte afskjære ham al Ret til Prædikenens offentliggjørelse i Trykken, allerede have været bestemt derpaa; thi Dedikationen er underskreven 27de April 1643, altsaa kun 3 Dage efter Forligets Afsluttelse. Mærkeligt er det ogsaa, at han dedicerer sit Verk til Hannibal Sehested; thi denne kunde dog visselig ikke være en Mand efter Mag. Niels’s Sind. De stærke Forsikringer, han giver om Sandheden og Oprigtigheden af den Lovprisning, han yder ham, synes ogsaa at tyde hen paa, at han ikke havde den almindelige Mening paa sin Side, og hans naive Erklæring, at han med Forundring har hørt Statholderen erklære, at han vil forsvare Retfærdighed og straffe Uretfærdighed, vidner om, at han har været i nogen Forlegenhed med Gjenstanden. Det synes næsten, som om han ved denne Dedikation har søgt at bestikke Statholderen; denne havde jo ved at bringe Forliget istand ogsaa paa en Maade stillet sig som Borgen for dets Overholdelse og burde saaledes ikke ladet et saadant Brud paa det gaa upaatalt hen. Som man har seet, var Bispen ikke Mag. Niels gunstig; hverken han eller Mag. Trugels vilde visselig have fundet sig i denne hans Færd, hvis de havde havt Magt til at lade ham undgjelde for det Selve Forliget er i det Hele noget underligt; den hele Strid erklæres her for en Misforstaaelse og for en Frugt af menneskelig Skrøbelighed; men Mag. Niels’s skarpe Udfald mod de lærde Mænd og anselige og veltalende Prædikanter, hvormed han naturligvis først og fremst sigtede til Mag. Trugels og rimeligvis Bispen ogsaa, bleve ej underkjendte, men staaende, og Beskyldningen for skrøbelighed o. s. v. kom saaledes mest til at ramme hans Modstandere som de, der havde kaldt ham for Retten; desuden blev Bispen ogsaa tilpligtet at ophæve det af ham givne Forbud mod, at Mag. Niels skulde prædike. Man maa saaledes være enig med Mag Niels, naar han regner dette Forlig som en Sejer for sig og anfører det som et Exempel paa sine Modstanderes frugtesløse Angreb, medens man vel ikke vil give ham Ret, naar han erklærer Angrebet for ugrundet. Det er ikke let forklarligt, hvad der kunde bevæge Bispen og Mag. Trugels til at lade sig nøje med et saadant Forlig; at de godvillig skulde have paataget sig den væsentligste Skyld i de foregaaende forargelige Stridigheder, er ikke rimeligt Men, som det senerehen end bedre vil sees, Statholderen synes at have været Mag. Niels gunstig, og han var jo den, som bragte Forliget istand, ja er endogsaa den, som har affattet Forliget; thi det fremgaar klart nok deraf, at han dere Steder taler i første Person (f. Ex. „de have hjemstillet Alting til mig som kongl. Maj.s Tjener og statholder her paa Stedet“). Var han nu gunstig stemt for Mag.Niels, saa har han heller ikke manglet Evne til at gjøre det gjældende; thi at Kapitlet har staaet under et vist Tryk, synes at fremgaa af en liden Notits i Kapitlets Kommuneregnskab. Det heder nemlig: „Lod jeg (Jesse Madsen, Notarius) gjøre en Sølvkande, som til et Honorarium ædle og velbyrdige Hr. Statholder Hannibal Sehested paa Kapitels Vegne den 6te Marts 1643 blev offereret“; Vegten angives til omtrent 260 Lod, og med Arbeidsløn kostede den lidt over 156 Daler, en efter Pengenes Værdi paa den Tid ikke ubetydelig Gave. I hvilken Anledning dette „Honorarium“ gaves Statholderen, oplyses ikke; men da han saavidt vides, ikke i nogen Maade har gjort sig fortjent af Kapitlet, kan man vel knapt antage, at denne Gave var saa ganske frivillig; tvertimod finder man, at Kapitlet ikke mindre end Andre har været udsat for hans Rovgjerrighed. Under 29de Januar 1652, strax efter at han var afsat fra Statholderposten, udfærdigedes en Skrivelse fra den ny Statholder Gregers Krabbe, hvori Kapitelsherrerne opfordres til at erklære sig om, „hvad Mislighed der kunde være dennem tilføjet udi de Mageskifter, som de tilsammen have havt med Velb. Hr. Hannibal Sehested ... eftersom Hr. H. S. sig erbyder Enhver, som er brøstholden, nøjagtigen at ville contentere“. – Denne Statholderens Indflydelse skyldes det vel ogsaa, at der nu i dere Aar ikke høres Noget til nogen Uenighed, hvad enten det nu har lykkets ham at holde Mag Niels’s Lidenskabelighed nogenlunde i Tømme, eller hans Modstandere ikke have anseet det muligt at faa nogen Ret over ham. Krigsbegivenhederne (Hannibalsfejden) have vel ogsaa en Stund bortvendt Opmærksomheden fra Striden.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Arnold söger vistnok at vise, at de fleste Beskyldninger for Kjætteri vare ugrundede, men har dog leveret saamange Citater, at man selv kan fælde en Dom (III, S. 130 flgg.).
2. Paa det kongl. Bibliothek i Kjöbenhavn findes ogsaa nogle Manuskripter, der indeholde Oplysninger om Mag. Niels og specielt om denne Sag; disse har jeg desværre ikke havt Anledning til at benytte; maaske de kunde give Oplysning om adskillige dunkle Punkter.
3. Titelen.er: „Aandelige Julebetænkning om den allerstörste Glæde og allerhöjeste Ære at bekomme og beholde o. s. v. Prentet i Christiania af Tyge Nielsen Aar 1644“. Bogen er temmelig sjelden og angives at være den förste, som er trykt her i Landet.