Om Mag. Niels Svendsen Krønikes Stridigheder med Præsteskabet i Christiania i Aarene 1642–1652/3
At Sagen i sin Tid har vakt stor Opsigt, er Noget, som i sig selv er naturligt; Alle de, som havde Interesse for Kirken og dens Anliggender, fulgte den vist med megen Spænding. Fra begge Sider klages der over den store Forargelse, som ved Striden vaktes i Menigheden, og Mag. Niels paastaar endogsaa, at Christiania Menighed derved var bleven berygtet ikke alene inden Riget, men ogsaa i de omliggende Lande. Dette maa vel ikke tages saa ganske efter Ordene; men hans Skildring af Partierne i Staden indeholder dog vist, trods den gjensynlige Overdrivelse, adskilligt Sandt; han siger, „at de Uskyldige, som øve sig udi allehaande christelige Dyder, holdes for Skinhellige, Øvrighedens og Ministeriums Foragtere og den sorte Skoles Disciple, og at de Ugudelige fryde sig udi deres Uterlighed, fordi de ej udraabes for Enthusiaster, Skinhellige &c., men besynderlige have Præsten til Ven og ofte besøge Skriftestolen og Alteret, og at Nogle, som have Lyst til at tale om Gud og hans Ord og sjunge og læse og bede, ere blevne saa rædde, bløde og frygtagtige, at de ikke tør lade sig formærke hermed hos Verdens letsindige Børn, in summa, at Guds Ord hades og bespottes, og Djævelen og hans Væsen elskes og æres, saa at Gud ogsaa herved tilskyndes at komme des snarere med sin retfærdige Straf“[1]. Alt dette giver han naturligvis Mag. Trugels Skylden for, uden at betænke, at han dog selv ved sin Færd havde været den, der gav Anledningen til al denne Uro og Forargelse, hvorvel ogsaa Mag. Trugels paa Grund af den Hidsighed og Heftighed, hvormed han besvarede Angrebene, maa bære sin Del af Skylden.
De mærkeligste blandt Mag. Niels’s Tilhængere ere nævnte. Hans Madsen maa, da han var Raadmand, have været en af Byens anseligste Borgere, og Jens Hansen har som Hører paa Latinskolen været en studeret Mand; de, som ellers nævnes, vare Handelsmænd og Haandværkere (hvoriblandt maaske nogle Tydskere, f. Ex. Niels Flensborg). De, som indskreves i Kapitelsprotokollen, ere ikke mange; men det er vel saaledes at forstaa, at disse vare de anseligste blandt hans Tilhængere; man fejler vist ikke i at antage, at han havde temmelig betydeligt Tilhæng blandt alle Borgerklasser.
Dommen gik vistnok Mag. Niels imod, men den var dog affattet i den for ham mildest mulige Form; man skulde dog have ventet, at han var bleven idømt en eller anden Straf for sine, som Dommen selv siger, ubevislige Beskyldninger, eller at han ialfald havde faaet en alvorlig Irettesættelse. Det er maaske ikke urimeligt, at Mag. Trugels’s heftige og ubesindige Gjensvar til ham baade den 3dje December og senere i Indlæggene har befriet ham derfra; eller skal man heri se en Virkning af Statholderens Indflydelse? – At Mag. Trugels, ifølge Henvisningen i Dommen, hos den verdslige Ret har søgt at faa sin Modstander idømt den Straf, hvortil han i sine Indlæg paastaar ham skyldig (ifølge Recessen 20,3 at bøde til Kongen for sin Munds Overløb, og ifølge N. Lov Mandhelgebolken 21 at bøde til Kongen og dømmes „fjolmæle (det er, formeget talendes) at være“ o. s. v), dertil findes intet Spor, og der er heller ingen Sandsynlighed derfor; thi det kunde vel ikke være hans Alvor at tiltale ham for at have sigtet ham for en Tyv og Morder i almindelig Forstand, for en saadan, som straffes med „Galge og Gren“ o. s. v. Han har kanske ment, at han nu, da Mag. Niels’s Skjældsord vare mortificerede, kunde faa Lov at leve i Fred for ham; men deri tog han imidlertid meget Fejl, thi denne Dom havde i det Hele, som man senere vil se, kun liden Indflydelse paa Forholdet mellem dem; ialfald forandrede Mag. Niels hverken sit Sindelag eller sin Færd mod ham.
Midt under Striden arbejdede han paa et Skrift, kaldet „Troens Erindring og Prøvelse“; Bogens Fortale er dateret 1ste Juni 1649, og dens sidste Kapitel, siger han selv, at han skrev i December 1649, medens Efterskriften er forfattet 8de Marts 1651. Den udkom, som Titelbladet viser, i Christiania 1651 hos Valentin Kühn. – I Indledningen drager han med sædvanlig Stridbarhed tilfeldts mod dem, som knurre og fortørnes, ja endog bryde ud i aabenbare Bespottelse og Forhaanelse mod dem, der ved Guds Aands Naade og Lys af de hellige Skrifter klarlig bevise, at den Tro, som nu de Fleste rose sig af og pukke paa, ingenlunde er den rette. „Og hvorfor“ spørger han, „ville nogle Skriftlærde paa denne Tid være saa stolte og opblæste, at de ikke ville tilstede og fordrage, at andre christne Mennesker skulde turde understaa sig efter Guds Bud og Ord at paaminde, corrigere og straffe dem tilbørligen for deres Vildfarelser og Forseelser“? Bileam lod sig jo corrigere af sin Aseninde. Han haaber, siger han, at Læseren ikke vil lade det blive sig for langt og kjedsommeligt at læse Bogen igjennem en og anden Gang, og at han vil raade Andre til ogsaa at læse den, „omendskjønt han skulde derover af nogle Verdens kjødelige og uaandelige Børn blive foragtet, forhaanet og bespottet og kaldet en skinhellig Pharisæer, en Husprophet, en Vinkelprædiker eller noget andet Saadant“. I Efterskriften fortæller han, at „dette Herrens eget Verk og Arbejde ikke af nogen anden Autoris eller Skriftlærds Skrifter eller Bøger, som ellers gementligt, er samlet og udskrevet (hvormed Nogle dog have allerede sig spottelig ladet forlyde)“, men alene af Bibelen og dens Concordans, og at han har sendt Bogen til de 4 kjøbenhavnske Professorer og andre Theologer, og disse have Intet fundet i den stridende mod den hellige Skrift, hvilket han vil tilkjendegive, ikke alene for at den enfoldige Læser tryggeligere kan læse den, men ogsaa for deres Skyld, som af Djævelens Tilskyndelser „altid have Lyst og Vilje til at modstaa, forhindre, forklejne, bele, bespotte, bagvadske, beskjæmme, dæmpe og afskaffe Sandheden og derimod elske, tale, digte, skrive, be- rømme, forfremme, udsprede og langt og vidt udbrede den djævelske, fordærvelige og fordømmelige Løgn“, som derfor ogsaa samtykke med deres blinde Anføreres onde o. s. v. Vilje udi Christi sande o. s. v. Disciples løgnagtige Anklagelse o. s. v., udi deres Indstævnelse og Henførelse til Synagoger, Raadstuer og Domhuse, og udi deres Bindelse, Bastelse og Belænkelse o. s. v. og udi deres Lærdoms og Skrifters Forhindring og Forbydelse og udi deres Afsættelse og Udelukkelse fra Kald og Embede og udi deres offentlige Udraabelse og Beskjæmmelse og Bansættelse o. s. v. o. s. v.“. – Man ser, hvor stor Mag. Niels’s Indignation er; han kan ikke finde Udtryk nok for sin Harme; man kan visselig ikke undres over, at Mag. Trugels vil have ham dømt som Skjændegjæst.
Bogens Formaal er en Formaning til Selvprøvelse, om man har den sande Tro; denne fremstilles og beskrives, idet han idelig advarer mod Vantro og falsk Tro; men allerværst og allerslemmest og allergrueligst, siger han, er dog den historiske Tro; thi med denne er altid falsk Tro og Vantro forbunden (Side 541). Fremstillingen er i det Hele taget anskuelig og indtrængende; men Ordrigdommen er her, som ellers i hvad der kommer fra Mag. Niels, overvældende. Hvad der imidlertid i høj Grad skader Bogen og vist gjorde, at mangen alvorlig Christen, hvem Tidens tørre Orthodoxi ikke tilfredsstillede, ej kunde have den tilsigtede Gavn af den, er de idelige hadske Udfald i den, som vistnok ere holdte i en vis Almindelighed, men om hvis Anvendelse paa Mag. Niels’s personlige Modstandere ingen med Forholdene da kjendt Mand kunde være i Tvivl. Naar Mag. Niels betegner den store Komet 1618 som et Vidnesbyrd om Guds Fortørnelse og som et Forbud paa den derpaa følgende lange og blodige Krig, udtaler han vistnok en paa den Tid temmelig almindelig Anskuelse[2], ligesom vel ogsaa, idet han af mange underlige Jærtegn, (som han beretter ere skeede i Christiania, i Gudbrandsdalen og andre Steder, og nøjagtig beskriver), spaar „en almindelige og pludselige ægyptiske Ødelæggelse, Fordærvelse og Undergang[3]. Det vilde visselig lønne Umagen nøjagtigt at gjennemgaa dette Skrift, som han, at dømme efter de hyppige Henvisninger til det i hans Procesindlæg, betragter som sit Hovedverk; man vilde vel her finde Spirerne til de Vranglærdomme, hvorom han senere i den kjøbenhavnske Proces overbevistes; men nærværende Beretnings Formaal er kun at levere en Udsigt over de Stridigheder, han var indviklet i under sit Ophold i Christiania, og en nærmere Indgaaen paa Bogens Ejendommelighed hører altsaa ikke herhen, medens dog de Oplysninger, som her gives om Mag. Niels, ville bidrage til Forstaaelsen af Skriftet, da man uden at kjende de Forhold, hvori han befandt sig netop i den Tid, da han forfattede det, neppe vil kunne fatte og bedømme det ret. – Nogen Dom om Bogens Værd vil og kan jeg ej udtale; den maa dog i ethvert Fald ansees som en mærkelig Bog, om ikke i anden Henseende, saa dog fordi den, saavidt jeg ved, er det betydeligste theologiske Skrift, som indtil da var trykt her i Landet[4].
Bogen er vistnok skreven i 1649, men da den har været under Gjennemsyn, dels af ham selv og dels af Andre, gjennem hele Aaret 1650 og ikke udkom før ud paa Aaret 1651, kan man dog af den slutte sig til, hvordan Mag. Niels’s Stemning i den nærmest efter Processen følgende Tid har været; at den ikke har været fredeligere end før, fremgaar noksom af de anførte Citater. Til noget offentligt Udbrud er det dog ikke kommet, da der i Kapitelsprotokollen Intet findes antegnet, som hentyder derpaa; der omtales kun et Par Sager, der stode i nær Forbindelse med den nys paadømte Tvistighed, og som afgjordes i al Mindelighed. I Anledning af, at Mag. Niels sidst Paaske havde tiltrodset sig Prædikestolen, havde nemlig Mag. Trugels indgivet Forestilling til Øvrigheden; han klager over, „at Mag. Niels tanqvam de jure havde tilholdt sig Aftensangsprædiken paa de høje Fester“; det blev da den 4de Maj 1650, „paadet Alting kunde komme til des mere Rolighed“, besluttet, at Mag. Niels, ligesom hans Formænd, skulde forrette Tolvprædiken paa de høje Fester. – De Vidnesbyrd, som Mikkel Lauridsen og Søffren Kjeruld havde givet mod ham, vare ikke mortificerede i Dommen den 30te April; men dem vilde han, som rimeligt kunde være, ikke lade henstaa upaatalte; han havde ofte nok i sine Indlæg erklæret dem for Løgnere og Skjælmer og vilde nu drage dem til Ansvar. Han nedlagde derfor Forbud mod, at Mikkel skulde faa sit Testimonium fra Skolen (d. e. dimitteres til Universitetet); herover klagede denne, og Mag. Niels blev ved to Vidner opfordret til at afgive Erklæring, hvorfor han havde nedlagt Forbudet. Til denne Beskikkelse svarede han ikke, men forlangte en Udskrift af Mikkels Vidnesbyrd for at kunne give sit Tilsvar. Den blev ham overleveret 9de Maj 1650, og efterat Mikkel havde lovet at indfinde sig, naar han citeredes, fik han sit testimonium vitæ. – Den 27de Juni 1650 kom Mag. Niels paa Kapitlet „og foregav sig at være citeret til idag af Søffren Kjeruld, men hverken Søffren eller nogen Fuldmægtig præsenterede“. Mere berettes ikke herom.
Som man kan se af Stridens Gang, har denne hidtil næsten udelukkende drejet sig om Skjænderiet mellem begge Prædikanter; de Angivelser, som Vidnerne fremførte om falsk Lære, bleve ikke videre paaagtede. Først i Maj 1651 er der atter Tale om urigtig Lære. Den 1ste Maj havde nemlig Mag. Niels paa Kapitlet givet tilkjende, at der i Alterbogen vare nogle Ord, som ej findes i Bibelen; den 24de Maj gav han paa Mag. Trugels’s Opfordring paa Kapitlet den Erklæring, at de Ord, han mente, vare disse: (thi han haver givet os sit Legem og Blod) „at æde og drikke til Syndernes Forladelse“. Naar de Ubodfærdige høre disse Ord oplæse, siger han, indbilde de sig, at de æde og drikke til Forladelse, endog det er umuligt, at de kunne bekomme den, al den Stund de ere ugudelige og ubodfærdige. – Videre findes ej antegnet om denne Sag; af Akterne i hans Proces i Kjøbenhavn 1655 sees der, at der i dette Aar (1651) blev ham forelagt 14 Spørgsmaal af det theologiske Fakultet i Kjøbenhavn, men hvorvidt denne Sag har været omhandlet der, vides ikke. Vistnok handledes der i dem om Nadveren, men det var om, at han over den lovbestemte Tid havde afholdt sig fra den. Hvorom disse Spørgsmaal forresten drejede sig, og hvem der havde foranlediget dem, oplyses ikke; han selv beretter, at han blandt Andet i sit Tilsvar til dem har erklæret, at de antichristelige Lærere ikke alene findes hos Papister og Calvinister eller andre Sekter, men kunde desværre ogsaa findes i vore Lande“, Noget han ogsaa, siger han, havde erklæret i sin sidste Prædiken i Christiania i Pintsen 1651. Af dette Svar kan man vel slutte, at de for en Del have været foranledigede af og have drejet sig om hans heftige Angreb paa Præstestanden, og de kunne saaledes betragtes som en Fortsættelse af den foregaaende Strid. Hvorvidt det er Christiania Præsteskab eller specielt Mag. Trugels, der har foranlediget dette Skridt fra Universitetets Side, kan ej afgjøres, men urimeligt er det ialfald ikke; som netop anført, var det Mag. Trugels, som indkaldte ham til at give Forklaring om sine Ytringer i Anledning af Nadverformaningen i Alterbogen, og desuden var det i Forliget af 1643 bestemt, at de, hvis der opkom nogen Strid om Læren, skulde henstille det til det theologiske Fakultets Afgjørelse; heri kan man maaske ogsaa søge Grunden til, at Dommen den 30te April ikke indlader sig paa Stridighederne om Læren. – Den Prædiken i Pintsen 1651, som han omtaler, har vel været en Tolvprædiken, hvilken han ifølge den forrige Aar fattede Bestemmelse var berettiget og forpligtet til at holde, og da det ej er rimeligt, at han efter disse Stridigheder fik prædike oftere, end det i den omtalte Bestemmelse var fastsat, saa har dette sandsynligvis været den sidste Prædiken, han holdt i Christiania. Den 22de Septbr. 1651 udgik der nemlig en kongelig Befaling til Bispen om at indkalde Mag. Trugels og Mag. Niels „for de af Hs. Majestæt dertil deputerede og betroede Mænd“, Gregers Krabbe, Statholder, og Thomas Kortsøn Vegener, Superintendent over Stavanger Stift. I Statholderarkivet findes Originalstevningen, udstedt af disse to Mænd den 12te Marts 1652 til Mag. Trugels og Mag. Niels. Det heder deri, at Bispen Mag. Henning Stockfleth havde ladet berette for dem, at han saavel efter kongl. Befaling af 22de Septbr. 1651 som efter Embeds Pligt havde fundet sig foranlediget til at tiltale dem, „formedelst adskillige mistænkelige Prædikener, utidige Forsamlinger, hemmelige Øvelser, høje og dyre Sigtelser, skadelige og utilbørlige Angivelser, hvormed I ikke alene udi Steden for Forenelse og Samfund, istedenfor Guds Ære og den christne Menigheds Opbyggelse hveranden skal have angreben og efter egne Passioner og ond Affektion paa Navn, Ære og Rygte hinanden med Mistanke have besmittet, udraabt og beskjæmmet, medens endog derved Christi Kirke paa dette Sted samt den ganske Menighed foruroliget, Præsteskabet berygtet og udført til forargelig Forhaanelse“. Heri havde de forbrudt sig ikke alene mod den Enighed, hvormed de burde stride for Evangelii Tro, „medens endogsaa mod vore Kirkers bekvemme og hidtil uanfægtede Ceremonier, Christi Kirke paa dette Sted til megen Uro“. For at nu den Skyldige kan straffes og den Uskyldige frifindes, indkaldes de at møde 3dje Søgne efter Midfaste (31te Marts) paa Christiania Kapitelshus, hvor der da skal dømmes i Tvistigheden. Ligesaa indkaldes Borgermestere og Raad, Præsterne, Hans Madsen, Borger i Christiania samt hans Hustru, saa og Andreis N(ielsen) Postmester, for at svare, forsaavidt de i denne Tvistighed vare interesserede. Nedenunder findes Mag. Trugels’s og Mag. Niels’s Paategning om at ville indfinde sig. Ligesaa Præsteskabets; hvorimod Borgermestere og Raad erklære, at de have Intet at svare til Sagen, „eftersom vi (saavidt os burde og vedkom) lang Tid tilforn vores Mening til Bispen derom skriftelig have overleveret“. Hermed maa sigtes til en nu tabt Erklæring, som siden forrige Proces var indleveret. Det maa ogsaa bemærkes, at der i Kapitelsbøgerne ikke findes Noget antegnet om hele denne Rettergang. Hvad der er blevet forhandlet og besluttet, vides altsaa ikke; efter Stevningens egne Udtryk synes Sagen at staa aldeles paa samme Standpunkt nu, som for to Aar siden. Der findes dog hos Pontoppidan i Annalerne IV, 402 nævnt en Erklæring af Mag. Niels af 6te April 1652[5], der for en Del omhandler denne Rettergang. Deraf ser man, at Bispen i denne Proces optraadte som Anklager, og at Beskyldningerne vare affattede i syv Punkter, hvilke overleveredes Mag. Niels den 18de Marts, for at han den 31te kunde forsvare sig mod dem. Foruden disse syv Punkter, hvis Indhold ikke staar angivet, fremførtes ogsaa en Anklage mod ham for utilbørligt Afhold fra Alterens Sakramente. Herimod forsvarede han sig mundtlig for Retten, og har ogsaa, efter hvad han beretter, forklaret sig derover i sit Tilsvar til de 14 kjøbenhavnske Spørgsmaal; men for at de beskikkede Dommere, Øvrigheden og Menigheden kunne overbevise sig om hans Uskyldighed, vil han fremsætte sit Forsvar ogsaa skriftligt. Han erklærer, at han ingenlunde har ringeagtet Nadverens rette Brug eller de om den udgivne Ordinanser eller den hellige Skrift, hvorpaa alle andre Konfessioner og Forordninger ere grundede. Men skal Nadveren bruges rettelig, maa det ske efter Christi egen Indstiftelse, hvormed dog ikke er ment, at de kirkelige Forordninger ikke skulle agtes; tvertimod, saavidt de ere grundede paa Skriften, ere de Guds egen og ikke noget syndigt Menneskes Ordinans; men intet Menneske skal befale og være Herre over vor Tro og Samvittighed, Noget, som baade den danske og norske Ordinans ogsaa udtrykkelig erklærer. – Nu byder, fortsætter han, saavel Skriften som Ordinanserne, at de, som ville værdelig bruge Nadveren med hverandre „skulle være Eet og eens i Christi Sandhed og Kjærlighed, og ingenlunde aabenbarlig og kjendelig stride derimod eller med hverandre indbyrdes“; kan nu Præsterne her, saalænge de beskylde mig for saa grove Forseelser, som de tillægge mig, virkelig afløse mig og annamme mig til Nadveren? Naar jeg efter Ordinansens Tilholdelse prøver mig selv, kan jeg med god Samvittighed for Gud og Verden erklære mig uskyldig i disse grove Beskyldninger, og derfor finder jeg, at det strider mod Herrens Bud, at jeg skulde bruge Herrens Nadvere med dem og ved deres Administration, som saaledes stride mod Sandheden; det er udtrykkelig forbudt 1 Kor. 5, 11 flg., hvilket jeg ogsaa har svaret til de 14 kjøbenhavnske Spørgsmaal. Og hvorfor have ikke mine Modstandere, som nu snart i 4 Aar have fortfaret med sine Beskyldninger, handlet med mig efter Christi Ordinans Matth. 18, dersom de havde vidst mig skyldig? „Jeg har nu paa det tredje Aar søgt efter at bruge Herrens hellige Nadvere ved deres Administration og Betjenelse blandt Præsterne, som ville (handle) efter forbemeldte Guds og Christi Sandhed og Kjærlighed, og det har jeg forsøgt baade udi Christiania, Kjøbenhavn og andre Steder; men det er bleven mig formente. Heraf kan man se, at jeg ikke ringeagter Nadveren, dens rette Brug eller nogen Præst, som efter Christi Bud og den christelige Ordinans dermed omgaaes. Og tvertimod hvad jeg beskyldes, giver jeg tilkjende, at det aldrig har været min Mening eller Tro, at Prædikeembedets Værdighed, Kraft og Frugt skulde afhænge af noget syndigt Menneskes Person eller af hans egen Duelighed og Skikkelighed, thi al saadan Værdighed, Kraft og Frugt kommer af og fra Gud selv og hans hellige Aand. Men derimod er det min faste Tro, at den Præst, som ikke har Guds Hellig-Aand, men i Ugudelighed foragter og strider mod den Hellig-Aand og hans sande Ord, er ganske blind i de guddommelige og aandelige Ting og udi Guds Ords Lær- dom og hemmelige Visdom, og derfor kan en saadan Præst ikke rettelig ledsage andre Blinde[6]. Og til Beslutning: Efterdi mange Præster og Tilhørere i disse Dage ikke forholde sig rettelig med Nadveren og dens Brugelse, vil Guds Straffedom paa det Allersnareste komme over denne blinde Verden. – Som Mag. Niels selv beretter i et af sine Indlæg i den kjøbenhavnske Proces, blev denne Erklæring af 6te Maj 1652 strax indsendt til Kjøbenhavn til Kansleren Christen Thomesen (Sehested). Sammesteds beretter han endvidere, at Nadveren var bleven ham negtet, medmindre han vilde staa aabenbare Skriftemaal for sit lange Afhold fra den. – Sammenholder man nu dette Tilsvar med Kapitels- stevningen, kan man omtrentlig forestille sig, hvordan Sagen stod; de i Stevningen nævnte Anklagepunkter, der maa være en almindelig Angivelse af, hvad Bispen senere nøjagtig har udtrykt i de nævnte syv Poster, ere jo omtrentlig de samme som før, og Mag. Niels gjentager sin gamle Opfordring til sine Modstandere om at føre Bevis; det eneste Nye er Afholdet fra Nadveren.
Heraf kan man ogsaa slutte, hvordan Forholdet mellem ham og Mag. Trugels har været siden Dommen i 1650; Kirken har fremdeles været deres Kampplads til liden Opbyggelse for Menigheden. Men hvorledes kunde da Bispen saalænge taale et sligt Uvæsen lige i sin umiddelbare Nærhed? Det synes besynderligt, at han ikke for mange Aar siden, ja allerede i 1648 i Anledning af Præsteskabets Klage, har taget et kraftigt og afgjørende Skridt for at faa Ende paa Skjænderiet; at han i højeste Grad har misbilliget det, det har han tydeligt nok vist, men han har dog Intet gjort for at faa det standset; thi Dommen i 1650 henholder sig alene til Skjænderiet den 3dje December, og deri findes intet Forbud og ingen Advarsel til Mag. Niels for hans hensynsløse Udfald mod Præsteskabet. Hvorfor skulde ikke Mag. Niels være forpligtet til at nævne de Præster, som han altid farer løs paa i sine Prædikener, og som han saaledes overøser med en Strøm af Skjældsord, medens han saa heftig fordrer, at hans Modstander Mag. Trugels skulde nævne Enthusiasterne, hvilke denne dog ingenlunde farer saa voldsomt afsted mod og ikke saadan udpeger, som Mag. Niels gjør det med sine Modstandere? At Bispen skulde mangle Lyst, er lidet rimeligt, og hans Embedsmyndighed gav ham fuld Berettigelse, ja hans Embedspligt fordrede det; der findes intet Spor til, at der var noget spændt Forhold mellem ham og Mag. Trugels samt det øvrige Præsteskab, som kunde gjøre, at han undte dem en saadan Behandling af Mag. Niels. Desuden stod han jo heller ikke selv udenfor Sagen; han fik ogsaa for sin Part døje Adskilligt af Mag. Niels. Hvorfor gjorde han altsaa nu først, hvad han allerede længe maatte have følt sig opfordret og forpligtet til, nemlig at sætte Mag. Niels under Anklage for hans idelige Angreb paa Præsteskabet? – thi ham er det naturligvis Stevningen gjælder, om end Mag. Trugels ogsaa nævnes; efter Rettens Former skulde det først i Dommen udsiges, hvem der var den Skyldige. Men her maa man mærke sig det Tidspunkt, Bispen valgte til sin Anklage; netop nu var nemlig Hannibal Sehested falden i Unaade og afsat fra Statholderposten, hvori han efterfulgtes af Gregers Krabbe. Dette Sammentræf bestyrker den før fremsatte Gisning om, at Mag. Niels havde Ryggestød hos Statholderen. Bispen har udentvivl selv udvirket den kongl. Befaling af 22de Septbr. 1651 til at drage Mag. Niels til Ansvar, Noget han, medens han stod under Hannibal Sehesteds hemmende Indflydelse, ikke havde vovet eller ialfald anseet det unyttigt at forsøge paa; nu derimod var det belejlige Tidspunkt kommet, og det synes ogsaa, som om det har lykkets ham at faa Bugt med Mag. Niels. Men det kan dog ikke negtes, at denne Forklaring har sine Vanskeligheder; thi at Han. Sehested af religiøs Overbevisning har holdt med Mag. Niels, synes lidet rimeligt; denne havesyge og snedige Politiker følte vist ikke stor Interesse for nogen af Parternes Sag, og hvad der skulde bestemme ham til at vælge Parti i denne Stridighed, kan ikke have været indre, men kun ydre Grunde; men hvilke disse have været, derom mangle alle Oplysninger. Rigtignok findes der heller ikke nogetsteds nogen bestemt Angivelse om, at det har været saa, men uden en saadan Antagelse vilde dog Mangt og Meget i Stridens Gang blive uforklarligt.
Da Bispen selv optraadte som Anklager og det hele Præsteskab, som det sees af Stevningen, ansaaes interesseret i Sagen, blev det nødvendigt at tilkalde en anden Bisp, for at han sammen med Statholderen kunde fælde Dom i Sagen. Hvad Udfald Processen fik, eller om der overhovedet blev fældet nogen Dom, er ubekjendt. Aktor i den kjøbenhavnske Proces paastaar, at Mag. Niels er bleven afsat fra sit Embede i Christiania for at have næret og udbredt farlige Meninger i Religionen (cfr. Pont. Ann. IV, 425), men hertil svarer Mag. Niels, at han aldrig har forsvaret farlige Meninger, langt mindre forført Andre dermed; „derfor“, fortsætter han, „kan det ej heller have været Aarsag til, at jeg har mistet min Bestilling udi Norge, fra hvilken jeg ej heller nogensinde blev dømt. Gud kjender bedst min Uskyldighed og ved og bedst Aarsagen, hvorfor jeg ikke der længere skulde blive“ (cfr. Pont. Ann. IV, 434). – Pontoppidan antager, at han uden at afvente Dommen har nedlagt sit Embede og er rejst til Kjøbenhavn (Ann. IV, 402), og Worm (sandsynligvis efter ham) siger ogsaa, at han maatte nedlægge Embedet omtrent 1653. Saaledes maa det rimeligvis ogsaa forholde sig; dog skede det allerede i 1652, thi hans Eftermand Mag. Christen Nielsen (Benzon) blev udnævnt allerede den 18de Novbr. 1652. – Endnu engang forekommer dog Mag. Niels omtalt i Kapitelsprotokollerne. Den 19de Aug. 1653 læstes paa Kapitlet en Skrivelse fra ham, rettet mod Mag. Jesse Madsen, der som Notarius ogsaa bestyrede Kapitlets Kommunegods. Af hans Svar sees, hvorpaa Mag. Niels’s Skrivelse gik ud; Mag. Jesse erklærer nemlig, at han aldrig har negtet Mag. Niels, hvad der tilkom ham af Kommunegodset, „og“, fortsætter han, „Mag. Niels bør bevise sine Sigtelser om Mangler i mine Regnskaber; har jeg givet ham saameget som en Skilling forlidet, skal han faa tidobbelt igjen“. Paa den anden Side klager Mag. Jesse over, at han resterer med kongelige Kontributioner, og at han selv har maattet lægge Penge ud for at lade indføre Dommen mellem ham og Mag. Trugels (i 1650) i Kopibogen, hvorpaa han havde anvendt store Bekostninger og ej faaet en Skilling derfor. Dette Svar overleveredes Mag. Niels’s Fuldmægtig.
Efter Planen skulde her kun behandles Mag. Niels’s Historie under hans Ophold i Christiania, thi hans Skjæbne, efterat han var kommen til Kjøbenhavn, berettes udførligt i Pontoppidans Verk. Da imidlertid dette ikke kan forudsættes at være i mange Læseres Hænder, turde det ikke være ufornødent her at give en kort Fremstilling af hans senere Skjebne.
Da han havde opholdt sig et Par Aar i Kjøbenhavn, blev han indkaldt for Konsistoriet og var to Gange paa Forhør der; den anden Aktion giver Pontoppidan for største Delen in extenso. Hofprædikanten Joh. Dietrichsen var Aktor, og fire andre Præster samt en Student aflagde Vidnesbyrd mod ham. Anklagepunkterne vare: Foragt for Prædikeembedet, forargeligt Afhold fra Nadveren, Afholdelse af Konventikler, katholiserende Lære om gode Gjerninger, kalvinsk Nadverlære, Anbefaling af mistænkelige Skrifter (Elias Prætorius) o. s. v. Til alle disse Anklager svarede Mag. Niels med sin sædvanlige Vidtløftighed og synes her ligesom i Christiania at have søgt at omgaa eller tilsløre det egentlige Spørgsmaal; men det mundtlige Forhør tvang ham til at tale mere rent ud. Han maatte erkjende sin kalvinske Nadverlære (sml. hans Erklæring om sin Fortolkning af Johannes Evang. 6te Kap. i Juleprædikenen). Da der foreholdtes ham, at den, som vil bo i Riget, skal rette sig efter Augsb. Conf. og Frederik den 2dens Artikler, svarede han: „Det kan jeg ikke gjøre, uden forsaavidt det kommer overens med Guds Ord“. Ligesaa erklærede han, at „han ikke kunde forstaa, at Skriften lærer, at Christi menneskelige Natur er af Adams, Mariæ og vores jordiske Væsen eller af den Jord-Adam og Kreatur, som vi ere“ (cfr. Elias Prætorius’s Kjætterier). En Del af Beretningen om Forhøret er udeladt af Pontoppidan og er her anført efter den Kopi af dette Forhørs Forhandlinger, som haves i det Norske Videnskabers Selskabs Bibliothek.
Den 11te Juli faldt Dommen, saalydende: „Efterdi Mag. Niels Svendsen ved sit lange Frahold fra Sakramentet sig højlig mod kongl. Ordinans og Reces haver forseet og derforuden med sine Vildfarelser fragaar den Augsb. Conf., bør han efter Recessen Pag. 37 saasom og efter Frederik den 2dens Mandat for de 25 Art. (sic) disse Riger og Lande undvige; dog henstilles underdanigst til den høje Øvrighed, om han efter Recessen Pag. 69 anderledes exemplariter skal straffes“.
Ifølge denne Indstilling blev han ogsaa exemplariter straffet; han blev sat i livsvarigt Fængsel paa Slottet Dragsholm i Sjælland. Ved Svenskernes Indfald blev han dog i 1658 befriet, og, som Pontoppidan beretter, undlod hans Tilhængere ikke at anse den store Nød, hvori Landet disse Aar var stedt, for en Opfyldelse af hans Profetier. Efter saaledes at være kommen paa fri Fod drog han til Amsterdam, hvor han sandsynligvis har truffet sin Lærer og Mester „Elias Prætorius“, og der skal han da ogsaa være død, uvist hvilket Aar.
Efterat dette Arbejde allerede var blevet færdigt, er jeg
tilfældigvis bleven opmærksom paa, at der i „Budstikkens“
3dje Aargang S. 391 flg. findes en Levnetsbeskrivelse af Mag.
Niels Svendsen i den Beretning om Gymnasiet i Christiania,
som Justitiarius J. C. Berg der har givet. Han har dog hovedsagelig
støttet sig til trykte Kilder; de skrevne Dokumenter,
som her ere benyttede, have været ham ubekjendte. Det
eneste Nye, som der findes om Mag. Niels Livsomstændigheder,
er en bestemt Angivelse af Dagen, da han blev udnævnt til
Lektoratet i Christiania, nemlig 11te Maj 1639. Hvad Hannibal
Sehesteds Forhold til Mag. Niels angaar, er Berg af
den Mening, at han har begunstiget ham eller idetmindste
ikke paadrevet en ordentlig Procedure mod ham (saaledes maa vel Stedet S.404 forstaaes, der sandsynligvis paa Grund
af en Trykfejil er noget dunkelt). Mange interessante Oplysninger
giver Berg ogsaa om Mag. Niels’s Skrifter, hvis
fuldstændige Titler anføres, ligesom man her ogsaa vil kunne
faa nærmere Underretning om næsten alle de i Striden indviklede
Personer.
Fremdeles har jeg ogsaa havt Anledning til at undersøge nogle af de før omtalte Manuskripter paa det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn; i dem findes en Afskrift af de S.53 nævnte 14 kjøbenhavnske Spørgsmaal. Disse forelagdes Mag. Niels, heder det, efter kongelig Vilje, og den 19de August 1651 mødte han paa Kjøbenhavns Konsistorium efter Indkaldelse af Sjællands Biskop Dr. Jesper Brochmann og de andre Theologer. Den nærmeste Anledning til denne Indkaldelse var den Tolvprædiken, han havde holdt Pintsedag 1651; den maa have været noget skarpere end sædvanligt, da Borgermesteren og flere af Raadet besværede sig over den i en Skrivelse til Bispen, som den 24de Maj oplæstes paa Kapitlet; (dette er da den S. 55 omtalte Erklæring fra Magistraten). Paa det Spørgsmaal (Nr. 11), hvad han svarer til denne Skrivelse, erklærer han, at han ingen Afskrift havde faaet af den og saaledes ej har kunnet svare; men det synes underligt, siger han, at Bispen, som var tilstede under den paaklagede Prædiken „og meget flitteligen (som det synes) tilhørde, hverken da eller senere har tiltalt mig om Prædiken, at han deri vilde forandre eller straffe Noget“. Om Prædikenens Indhold faar man nogle Vink af de i den Anledning til ham stillede Spørgsmaal. Han havde, heder det (i 1ste Spørgsmaal) fornemmelig talt „om Antichristi Ministerio og dets Tilhængere og derhos paa det Heftigste og Ivrigste formanet Tilhørerne udi Christianiæ Menighed, at de sig flitteligen skulde tage ivare for saadant et antichristiske sataniske og djævelske Riges Ministris eller Kirketjenere“; han opfordres derfor til at erklære, om der blandt Præsteskabet i Christiania findes saadanne, som forfølge Christi sande Tjenere, og for hvilke Menigheden skulde tage sig ivare. Han svarer, som sædvanligt, undvigende; i Prædikenen, siger han, handles baade om Antichristen og hans Ministerium og om den sande Christus og hans Ministerium; men da Troen nu er sjelden, og Antichristerne ere mange, saa maa man ikke alene i Christiania, men overalt vogte sig for saadanne; derfor prædikes der jo ogsaa to Gange om Aaret, 8de og 25de Trinitatissøndag, om at tage sig ivare for saadanne.,Hvorfor tilholdes jeg da nu mere end alle andre, som ogsaa prædike om antichristelige Lærere, at aabenbarlig sige, om jeg mener, at de ere udi Christianiæ Menighed“? Naar selv Christi „egen liden Skole“ og den første Menighed ikke var fri for antichristelige Kirketjenere, skulde man da indbilde sig, at Christiania eller nogen anden Menighed skulde være fri derfor? Forresten beder han de højlærde Herrer at læse den omhandlede Prædiken, hvoraf han sender dem en Afskrift. Til den henviser han ogsaa i Anledning af et andet Spørgsmaal, nemlig om han i den „har lært ministerium pastorum impuram vitam agentium at være inefficax“ (sml. ogsaa hans Svar i den Anledning S. 57).
I Nr. 2 og 3 adspørges han, om han mener, at han som Læsemester har Magt til at beskjemme Sognepræsten Mag. Trugels, og om han vil erklære Mag. Trugels’s Fremgangsmaade, nemlig at han har stevnet ham for Kapitlet, for stridende mod Guds Ord og Christi Ordinants; hertil svarer han aldeles paa samme Maade, som forhen (i Apologien af 19de Marts 1650). Det Samme er ogsaa Tilfældet med de følgende Spørgsmaal, som angaa hans Beskyldninger mod Mag. Trugels for ikke efter Embedspligt at have navngivet Enthusiasterne (Nr. 4) og for at have forsømt sin Embedspligt som Sjælesørger hos den syge Jens Hansen (Nr. 5). I Anledning af 6te og 7de Spørgsmaal, nemlig om hvilke de grove og forargelige Stykker vare, som havde tildraget sig i Menigheden, og som ikke ringe angik Mag. Trugels, og om det Brev, Borgermester og Raad sendte Mag. Trugels i Anledning af hans Prædiken (1ste Bind S. 260), gjentager han Historierne om Søffren Kjeruld, Mikkel Lauridsen, Knipperdolling o. s. v., og henviser til sin Apologi. Til 8de og 9de Spørgsmaal, om han har været tilstede ved aandelige Sammenkomster i Jochum Trompeters (Instrumentistes) Hus og samlet løse Folk om sig, med hvem han har holdt hemmelige Sammenkomster, – svarer han bestemt benegtende; men, tilføjer han, havde han givet sig af med slige løse Folk som Søffren Kjeruld, „hvis Løshed, Løgnagtighed og Falskhed, Tjuferi og Skjelmeri er aabenbare“, da havde den Beskyldning rettelig kunnet tillægges ham. Til 12te Spørgsmaal, om han ikke i lang Tid har afholdt sig fra Alterens Sakramente, giver han samme Svar, som senere under Aktionen i 1652 (se S. 56). – I Anledning af den den 24de Maj 1651 skede Indtegnelse i Kapitelsprotokollen, som kortelig er berørt S. 53, fremsættes det Spørgsmaal (Nr. 13), „om Mag. Niels ikke haver stødt sig paa nogle Ord udi Alterbogen, som oplæses før Alterens Sakramentes Administration“. Herom, siger han, har jeg ikke talt offentlig, hverken i Kirken eller paa Gymnasiet, men da den Sag kom paa Tale paa Kapitlet, sagde jeg min Mening, „at det gjorde mig Ondt, og at jeg stødte mig derpaa, at Mange, som bruge Sakramentet, sig fast indbilde og mene, 1) at naarsomhelst de tro, at Christus er tilstede i Sakramentet efter Ordenes Lydelse, 2) og naar de dertilmed ogsaa tro, at Christus giver dem sit Legeme og Blod til at æde og drikke til en Bekræftelse eller Stadfæstelse paa deres Synders Forladelse, 3) og naar de derhos gjøre og efterkomme Christi Befaling, nemlig idet de annamme Sakramentet, æde og drikke, da siges de at være rettelig prøvede og at værdelig æde Christi Legeme og drikke hans Blod til deres Synders Forladelse, og de selv samme fare fort i deres forrige aabenbare Synder og deraf kjendes at være ubodfærdige og Christi Døds Foragtere, hvorfor de ikke bekomme deres Synders Forladelse, ihvorofte de annamme Sakramentet, og hvor fast de indbilde sig at æde og drikke til deres Synders Forladelse“. – – For disse mine Ord have de nu angivet mig. Hvorfor omgaaes man saaledes med mig? Man disputerer paa Universiteterne baade om Bøger, der ere uddragne af Bibelen, og om Bibelen selv, og Luther, som offentlig har fortalt, at han har stødt sig paa Jakobs Brev, han kaldes dog ikke en Menighedens Oprører, om end mange Lutheranere i det Stykke ere ham imod. Men Christus kaldtes ogsaa en Oprører, og han har spaaet sine Disciple samme Skjæbne o. s. v.
Ogsaa i Anledning af 14de Spørgsmaal giver han udførligere Tilsvar. Han adspørges, om han ikke havde sagt, „at om hans kongl. Majestæt selv vilde forbyde ham med de fordægtige Personer der udi Menigheden at omgaaes, vilde han dog ligevel med saadanne have sin Omgjængelse. – Ligesom de Skriftkloge, da de ikke kunde modstaa Christi Lærdom, lagde sig efter at gjøre ham sort og stinkende for Øvrigheden som den, der forbød at give Kejseren Skat o. s. v., for at kunne ihjelslaa ham, saaledes gaar det endnu enhver christen Lærer, som taler Sandhed; man havde truet ham med at ville skrive om ham til Hs. kongl. Majestæt, og at det skulde gaa ham ilde og endelig udgaa paa hans Kalds og Bestillings Fortabelse; men Gud gjorde ham med sin gode Aand saa glad og frimodig, at han svarede, at han vist formodede, at Hs. kongl. Majestæt, som ikke foragtede sine allerringeste ærlige Undersaatter, ikke nogensinde skulde faa isinde at forbyde den ene Christen at besøge den anden og at omgaaes med den anden, naar deres Besøgelse er ærlig, christelig og uforargelig; „men dersom saadant Forbud kunde ske, da var Gud mit Vidne, at jeg vilde heller lade Bøddelen hugge mit Hoved fra mig, end jeg vilde for nogen Trusels eller timelige Fares Skyld foragte og forskyde nogen fattig og gudfrygtig Christen, som kunde være mig til christelig Opbyggelse, og derimod omgaaes med de Ugudelige, fordi at de kunde være rige og for Verden store og anselige. Og dette mit Gjensvar tegnede jeg strax samme Dag for Guds Ansigt, at det skulde altid være mig udi frisk Ihukommelse, men hvorledes de have indført mine Ord i Kapitelsprotokollen og fremført dem for Øvrigheden, sees af dette det 14de Spørgsmaal“. (Sml. hermed I B. S. 243, hvor han ogsaa anker over Protokollationen, men, da det kom til Stykket, erklærede, at han ikke saa nøje huskede Sagen).
Disse hans Gjensvar til Konsistoriets Spørgsmaal ere forfattede i Kjøbenhavn 26de Aug. 1651 og ende, som sædvanligt, med Forkyndelse af „en endelige og almindelige Ødelæggelse“. – Med en anden Haand er der tilføjet paa Manuskriptet, at Konsistoriet henviste ham at udføre sin Sag i Christiania, hvor efter kongl. Befaling af 22de Septbr. 1651 Statholderen Gregers Krabbe og Bispen i Stavanger Thomas Vegener skulde dømme i Sagen. Om Sagens videre Gang se ovenfor Side 54 flg.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Mange Træk i denne Skildring passe paa Mag. Trugels’s ivrigste Partigjenger Söffren Kjeruld, hvis hele Færd ingenlunde gav ham nogen Berettigelse til at fremtræde som Orthodoxiens Forkjæmper.
- ↑ En Aandsbroder af Elias Prætorius, Joachim Betkius, anförer ogsaa denne Komet saaledes i sin Bog: „Excidium Germaniæ“, se Arnold, Tom. 3. 128b. – Mag. Niels’s Beskrivelse af Krigen er ganske charakteristisk, „de have“, siger han, „ikke aleneste med Sværde, Pige (Piker) og Hellebarder og Bösser, baade store og smaa, men endogsaa med hine store og gruelige af den Helvedes Abaddon, Ödelæggere og Fordærvere, Djævelen selv optænkte Ödelæggelsesmiddel, nemlig hine forfærdelige Kartover – – saaledes indbyrdes ödelagt hverandre, at hine grumme og vilde Elephanter, Löver og Björne kunne ikke have gjort det saa forskrækkeligt og forfærdeligt“.
- ↑ Han udgav ogsaa i 1651 „Advarselsskrift om Jærtegn, Kometer og Misfostre“. (Se Worms Lex.).
- ↑ Denne Bog maa det ogsaa være, som Arnold mener i den korte og tildels fejlagtige Notits, han giver om Mag. Niels, der er Nr. 34 i Katalogen over Sandhedsvidnerne (IV, 1093, a); han siger nemlig, at Mag. Niels har udgivet „ein trefflich Buch vom rechten und falschen Glauben“. – I Slutningen af Notitsen heder det: „Hans Medvidne (Mitzeuge) Ambr. Rhodius er ogsaa endelig kommen ud af Fængslet og sat i Frihed“. Der findes dog intet Spor til, at denne Mand har stillet sig paa Mag. Niels’s Side; det var ikke i Egenskab af Sandhedsvidne, at han blev sendt til Vardöhus; det var, fordi han i en Injurieproces, som hans heftige og ilsindede Hustru havde paadraget sig, havde understöttet hende og derfor maatte dele Skjæbne med hende. Det var forresten ogsaa mange Aar senere; i Kapitelsprotokollen findes under Aarene 1659 og 1660 mange interessante Oplysninger herom; Processen endtes dog först et Par Aar senere, da han og hans Hustru ifölge Dokumenter i Statholderarkivet först afsendtes til Vardöhus den 27de Febr. 1662. Forövrigt kan det ogsaa bemærkes, at Ambr. Rhodius ikke var Theolog, men Læge.
- ↑ Den findes blandt den kjöbenhavnske Proces’s Akter, hvoraf haves en Afskrift i Vidensk.s Selskabs Bibliothek i Throndhjem.
- ↑ Ligesaa ubestemt udtrykker han sig ogsaa i sit sidste Indlæg i den kjöbenhavnske Proces (Pont. Annal. IV, 439).