Om Lendermandsklassens Talrighed i 12. og 13. Aarhundrede

Gustav Storm

Om Lendermandsklassens Talrighed i 12. og 13. Aarhundrede

Historisk Tidsskrift, anden Række, fjerde Bind, 1884 (s. 129-188).

For rigtigt at forstaa Betydningen af det norske Aristokratis opposition mod Kongerne i 12te og 13de Aarhundrede burde man have Oplysninger ikke blot om Aristokratiets sociale Stilling, men ogsaa om dets Mængde inden de forskjellige Rangklasser: Lendermænd (Baroner), Skutelsvende (Riddere) og Hirdmænd. For de to sidste Klassers Vedkommende er dette neppe muligt før end i det 14de Aarhundrede, i hvilken Tid man af Diplomerne vistnok kan opgjøre temmelig fuldstændige Lister ialfald over Ridderne;^[1] men for Lendermændenes-Antal synes det at være muligt ved Hjelp af de historiske Beretninger at gaa meget længer tilbage. Dette har man tidligere ganske forsømt; P. A. Munch giver først ved Lendermandsværdighedens Ophævelse i 1308 efter Diplomerne en Oversigt over Værdighedens Indehavere, medens han for den tidligere Tid nøier sig med at antage, at det Antal Herser, som efter Snorre fandtes paa Harald Haarfagres Tid, ogsaa gjenfindes blandt Lendermændene i det 13de Aarhundrede. Derved er Munch kommet i en paafaldende Strid med sig selv; da han vilde beregne, hvilken Hærstyrke de norske Lendermænd efter Forordningen af 1273 skulde stille til Kongens Tjeneste, forudsatte han som givet, at der dengang var omtrent 120 Lendermænd i Landet, idet han gik ud fra, „at der var omtrent fire Lendermænd, ligesom tidligere fire Herser, i hvert Fylke, og Antallet af Fylker, eller hvad der kunde regnes lige med Fylker, kan omtrent sættes til 30.“^[2] Men i det følgende Bind paaviser Munch i Anledning af Forordningen af 1308, at der da – altsaa kun 35 Aar senere – ifølge Diplomerne neppe var mere end 11 Lendermænd i Riget. En saadan Reduktion – fra c. 120 til 11 – i Løbet af en Generation maa jo ansees for ganske utænkelig, og da, som senere skal sees. Tallet 11 i 1308 snarere er for høit end for lavt, maa Tallet 120 i 1273 ansees for ganske vilkaarligt. Det Tal, som Snorre angiver for en Tid, der ligger over 300 Aar forud for hans egen, kan ikke uden videre overføres paa senere Tider, allermindst paa Tiden efter Snorre. Vi maa først undersøge Beretningens Troværdighed og dernæst for senere Tider prøve fra andre Kilder, om den ogsaa

passer for disse Tider.

I.

De fleste Forfattere have antaget for givet, at Lendermænd kun er et andet og nyere Navn paa Herser, og at institutionen stammer fra Harald Haarfagre. Dette synes ogsaa Snorre at antyde som sin Mening, idet han for den ældre Tid stadigt taler om Herser, men i Løbet af 2den Halvdel af 10de Aarhundrede begynder afvexlende at kalde Landets Høvdinger dels Herser, dels Lendermænd og fra Olav den Helliges Tid kun bruger det sidste Navn.

Om den administrative ordning under Harald Haarfagre fortæller han,^[3] at Harald satte en Jarl i hvert Fylke, som skulde dømme Lov og Landsret og indkræve Sagøre og Landskyld og holde 60 Mand til Kongen mod at faa en Trediedel af Skatterne; hver Jarl skulde have 4 eller flere Herser under sig, disse havde 20 Marks veitsle og holdt 20 Mand til Kongens Tjeneste. Denne Beretning har man egentlig aldrig betvivlet, uagtet den indeholder mange Usandsynligheder. Hvis man som Munch regner 30 Fylker i Riget, vilde efter dette de 30 Jarler have at underholde en Hærstyrke af 1800 Mand, og de 120 Herser 2400 Mand – tilsammen 4200 Mand –; allerede dette Tal synes mig tilstrækkeligt til at vise, at Beretningen ikke er sikker i sine Detaljer. Men Snorres egen senere Fremstilling viser, at Systemet ialfald ikke blev overholdt: vistnok heder det, at Haakon Grjotgardssøn kun blev Jarl i Strindafylke (c. 8) og Rollaug kun i Naumdølafylke (c. 8), men senere bliver dog Ragnvald Jarl over baade Nordmøre og Romsdalen (c. 10) og faar dertil kort efter Søndmøre (c. 12); ligeledes faar Haakon bagefter ogsaa Firdafylke (c. 13), og af den senere Beretning (c. 40) fremgaar, at han i Virkeligheden herskede over „hele Throndhjem “, ligesom hele Viken og Oplandene stod længe under Haralds Morbroder Guthorm (c. 21). Hvis Systemet „en Jarl i hvert Fylke“ virkelig er opstillet af Harald – og ikke først af Snorre –, har Harald ialfald hyppigt brudt det, – navnlig i den senere Halvdel af sin Regjering, da Jarlerne blev overflødige, ved at hans Sønner fik Dele af Riget; ved Haralds Død findes derfor ikke mere end to Jarleslægter i Riget, Ladejarlene og Mørejarlene, og selv disse reduceres til én, idet Sigurd Ladejarl ægter Thore Mørejarls Datter: begges Arving er Haakon Ladejarl. Ikke mere korrekt synes mig Snorres Beretning om Hersens Stilling som Vasal under Jarlen. Vistnok findes der i et af de Skrifter, Snorre maa have kjendt, en Beretning om en Grim Herse i Agder, der synes at have havt en Jarl over sig,^[4] og rimeligvis har ogsaa Herserne i Thrøndelagen ved c. 950 staaet under Sigurd Ladejarl; men dette synes dog langtfra at være det almindelige Forhold, da jo Kong Harald maa mangesteds have undladt at indsætte Jarler og saaledes Herserne blev direkte „Kronvasaller“. Og at der skulde være „fire eller flere“ Herser i hvert Fylke, synes lidet rimeligt. For ikke at tale om, at Sagens Natur tilsiger, at der ikke i hvert af de smaa Throndhjemske Fylker var Plads til 4 Herser, viser Snorres Beretning om Thrøndernes Modstand mod Haakon den godes Kristendomspaabud, at der dengang (c. 950) kun var én Høvding i hvert Fylke. Vistnok bærer ingen af disse i Snorres Beretning Herse-navn; men sikkert er det, at de i hans Fremstilling optræder med Herse-myndighed, og at hvis de ikke var. Herser, bliver der aldeles ingen Plads til Herser i Thrøndelagen. Et Fingerpeg om, at Hersens Magt som Regel strakte sig videre end en Fjerdedel af et Fylke, faar vi ogsaa af Snorres Beretning om Erling Skjalgssøn.^[5] Olav Trygvessøn vil gjøre denne sin Svoger til den mægtigste Herse i Landet og forlener ham derfor med „hele Landet fra Sognsø til Lindesnes“ d. e. Hordaland, Rogaland og det vestlige Agder, altsaa 25 Fylke. Efter Sammenhængen – var det Hensigten at give Erling Jarlemyndighed uden Jarlenavn, og ifølge Systemet skulde dette kunne opnaaes ved at overdrage ét Fylke til Erling. Naar nu Olav for at opnaa Hensigten maatte give 2$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Fylke til Erling, kan dette kun vise, at Hersens Myndighed som Regel maatte have et større Omraade, end Snorre siger, – med andre Ord, at som Regel har en Herse havt Myndighed over ét Fylke, sjelden over mindre. Søger vi nemlig Oplysninger herom fra andre, af Snorre uafhængige Kilder, bliver man strax opmærksom paa, at en af Hovedkilderne for Harald Haarfagres. Tid, Egilssaga, aabenbart forudsætter det samme Forhold som det almindelige: ved Retstvisten paa Gulathinget er der kun én Herse i Firdafylke (Arenbjørn), én i Sogn (Thord paa Aurland) og vel ogsaa kun én paa Hordaland;^[6] til yderligere sikkerhed oplyses vi om, at Harald Haarfagre ved Erobringen indsatte Jarlen Roald i Firdafylke (c. 4), at efter hans Død følger hans Søn Thore med Herse-titel (c. 32), og denne følges med samme Titel af sin Søn Arenbjørn, om hvem det desuden udtrykkelig siges, at han havde hele Firdafylke i Forlening (c. 81). Ogsaa hvad der ellers foreligger af Oplysninger fra ældre islandske Kilder synes at vise, at Herserne har med Fylkernes Bestyrelse at gjøre; ved alle de islandske Landnamsmænd, der siges at nedstamme fra norske Herser, anføres deres Stamfædre stadig som Herser i (eller af) et Fylke:

Veðrar-Grímr hersir í Sogni	Isl. sög. I	39.
Ketill veðr hersir af Hringaríki	Isl. s. I	41.
Ási hersir í Haddingjadali	–	76.
Ketill raumr hersir í Raumsdal	–	173.
Grímr h. á Ögðum	–	204.
Heyangrs-Björn h. í Sogni	–	264.
Þorsteinn höfði h. i Hörðaland	–	228.
Ulfr gyldir h. ríkr á Þelamörk	–	292.

Man har tidligere udledet Navnet hersir af hérað (Herred) og med støtte i denne Etymologi bygget videre paa det af Snorre opstillede Grundlag: ligesom Jarlen efter Regelen styrede et Fylke, saaledes har altsaa Hersen styret et Herred. Men denne Etymologi er baade i sig selv sproglig tvivlsom (hersir stammer vel snarere fra et *hersa, tysk herschen) og desuden historisk uberettiget, da Herredet ikke er en administrativ Inddeling i Norge; overalt, hvor det forekommen repræsenterer Herredet den mindste Inddeling, omtrent svarende til Sogn eller Grænd: i Ranrike fandtes 16 Herreder, svarende til Skibredernes Antal, sporadisk forekommer Herreder over hele Østlandet samt i Hordalands Kystegne;^[7] at dømme efter Gulathingsloven har Herredsinddelingen tidligere været almindelig i Gulathingslagen, men ogsaa der er tydeligvis Herredet en Underafdeling af Ottinger og Fjerdinger, altsaa omtrent som de nuværende Sogne.^[8] Herredet er saaledes et altfor lidet Distrikt til at regjeres af en Herse, selv om der havde været „fire eller flere“ i hvert Fylke. – Jeg skulde ogsaa være tilbøielig til at tro, at Herse-titelen er opfunden eller ialfald første Gang teknisk anvendt af Harald Haarfagre og ikke tilhører Tiden før ham. Vistnok bruger Sagaerne (f. Ex. Fagrskinna) Titelen ogsaa før hans Tid, og Landnamsmændenes Slægtregistre stiger ofte op til ældre Herser; men dette har vel ikke større Betydning end Egilssagas Beretninger om Lendermænd hos de ældre Fylkeskonger; vigtigere er det, at værdigheden ikke findes i noget af de fra Norge bebyggede Lande, som dog repræsenterer Fortsættelse af de politiske Forhold før Harald Haarfagres Erobring: i Nordengland og paa Orknøerne finde vi Rangklasserne Jarl og Hold (Odelsbonde), i Irland Jarl, men aldrig Herse, og selv paa Island undgaaes dette Navn og Høvdingeværdigheden knyttes til Gode-titelen.

Det vil af det foregaaende sees, at de fleste Vidnesbyrd taler for, at Hersen i Harald Haarfagres og hans Efterfølgeres Tid har havt Befalingen paa Kongens Vegne over et Fylke. Deraf vil følge, at Antallet af Herser til enhver Tid har været meget mere indskrænket, end Snorre antog; et Tal som c. 30 vil omtrent slaa til, og maaske er ogsaa dette for høit ansat, da de Fylker, som styredes af Jarler, vel ikke regelmæssig tillige havde Herser. Det er derfor meget forstaaeligt, at man fra Harald Haarfagres og hans sønners Tid kjender meget faa Herseætter i Norge, og at dette Forhold ogsaa gjentager sig i den følgende Tidsalder. Den mest omtalte Begivenhed fra denne er Kampen mod Jomsvikingerne; de forskjellige Berettere har under Skildringen af denne søgt at opregne Haakon Jarls mærkeligste Høvdinger; men selv den Beretning, som nævner flest, naar dog ikke til et høiere Tal end 15 (Jomsvikingasaga), medens Fagrskinna kun kjender 9 og Snorre endog blot 6 Lendermænd eller Herser. Det er naturligvis ikke min Mening, at nogen af disse Beretninger skulde være fuldt historisk, men de er dog af Betydning for at vise, at Sagnene stadig har havt for Øie mindre

Tal, end man skulde vente efter Snorres System.

II.

Navnet „Herse“ synes, som før nævnt, at være ophørt i Begyndelsen af 11te Aarhundrede eller efterhaanden at være fortrængt af „Lendermænd“ (lendr maðr sc. konungs – Mand, som havde kongeligt Land til Brug); efter Olav den helliges Tid forsvinder Herser ganske. At dette ikke blot er en Navneforandring, synes tydeligt, uden at jeg i denne Forbindelse tør indlade mig nærmere paa at bestemme Forandringens Art. Her skal kun betones, at medens vi efter det foregaaende tør antage en nær Forbindelse mellem Herser og Fylker, kan ingen saadan Forbindelse paavises mellem Lendermænd og Fylker. Meget mere synes Lendermændene i 11te og 12te Aarhundrede at have Myndighed inden større Distrikter; ialfald har vi tydelige Vidnesbyrd herom fra Throndhjem og Oplandene. Under Olav den hellige og Magnus den gode havde saaledes Kalv Arnessøn Kongens Ombud „inn um Þrándheim“, d. e. over Indthrøndernes fire Fylker;^[9] den samme Magt faar Einar Thambeskjelve blandt Udthrøndeme efter Haakon Jarls Død,^[10] og senere synes han at have udstrakt sin Indflydelse over hele Thrøndelagen.^[11] Disse Oplysninger synes at tyde paa, at der paa Kalvs og Einars Tid neppe har været andre Lendermænd i det Throndhjemske; og det samme synes at fremgaa af Beretningen om Einars Død: da de thrønderske Bønder vil hevne hans Død, har de mellem sig ingen naturlig Høvding, men maa sende Bud til Oplandene efter Haakon Ivarssøn. Paa samme Tid synes Magten paa Oplandene delt mellem Orm Jarl og hans Frænde Haakon Ivarssøn, og da efter Orms Død Haakon bliver Jarl, synes Oplandene at være forenede under ham, thi efter hans Fordrivelse gjør alle Fylker her Oprør. En Menneskealder senere, da Steigarthore var overvundet af Magnus Barfot, synes ogsaa denne kun at have udnævnt én Lendermand paa Oplandene, først Sigurd Hund, og da denne blev landsforvist, Thorgrim Skinnhuva; denne er alene Oplændingernes Anfører paa Toget til Irland i 1103.^[12] Og selv fra Kystlandene, hvor Lendermændene synes at have været talrigere, maa man ikke gjøre sig store Forventninger om dette Tal; det er saaledes udtrykkelig fremhævet, at der i 1094 i hele Viken kun var tre Lendermænd foruden Sveinke Steinarssøn, der var etslags Grænsevogter.

Uagtet man paa Forhaand kan vide, at Sagaernes Efterretninger fra 11te Aarhundrede maa være temmelig ufuldstændige, vil det dog ikke være et unaturligt eller unødvendigt Arbeide at gjøre Rede for, hvilke Lendermænd der nævnes under de enkelte Konger; deraf vil komme for Dagen, hvad en lidt senere Eftertid har bevaret om de ledende Mænd og disses Mængde inden de i enkelte Landsdele. For at begynde Undersøgelsen med Olav den hellige, kan vi i Viken kun paapege én Lendermand, Brynjulv Ulvalde, som Kongen i 1017 gav Gaarden Vetteland (i Ranrike) med Lendermandstitel^[13] og derved gjorde til stamfader for en Lendermandsæt, der ialfald varede til 1160.^[14] Maaske finde vi dog endnu en Lendermand i Viken fra Olavs Tid i Svein Bryggefot, der i 1033 deltog i Reisningen for Olavs Søn; at han var fra Viken sluttes dog kun af, at en Lendermand af samme Navn – muligens hans Sønnesøn – findes i Viken i 1094.

Paa Oplandene nævnes Dale-Gudbrand paa Hundorp, der ikke blot kjendes fra den legendariske Beretning om Gudbrandsdølernes Omvendelse, men ogsaa fra et Vers af Sigvat Skald, der i Magt stiller ham ved Siden af Erling Skjalgssøn;^[15] endvidere har vi de med Kongen besvogrede Thord Guthormssøn paa Steig (Gudbrandsdalen)^[16] og Ketil Kalv paa Ringenes (Hedemarken), hvis Sønner senere træffes igjen under Harald haardraade. Af Vestlandets søndre Distrikter findes i Rogaland Erling Skjalgssøn af Sole og Aslak af Finnø,^[17] i Hordaland Erlend af Gerde^[17] og Aslak af Fitje (eller „Fitjeskalle“);^[18] af disse hører Erling og Aslak af Fitje til en gammel Herseæt, der siges at nedstamme fra „Hordakaare“,^[19] medens Erlend at Gerde ialfald er Stamfader til en senere mægtig Æt, der kulminerede i Erling Skakke og Magnus Erlingssøn.^[20] Fra Fylkerne Agder, Sogn og Fjordene kjendes ingen Lendermænd, medens vi derimod paa Søndmøre har Stamfaderen for Arnmødlingeætten, Arne Arnmodssøn i Giske, og hans Sønner, der blev Lendermænd hos Kong Olav og vandt stor Indflydelse over Mørerne og end nordligere: Thorberg blev Herre paa Giske, Arne havde sit Sæde etsteds i Romsdalen eller Nordmøre, Finn herskede paa Austraat, og Kalv blev, efter at have ægtet Thore Hunds Søster, Ølve paa Eggs Enke, Statholder over Indthrønderne; fra Thorberg stammede Giskemændene, der uddøde i 1265,^[21] og fra Arne Bjarkømændene, hvis Mandslinje uddøde i 1183,^[21] men gjennem Kvindeled fortsættes i flere Aarhundreder senere. Blandt Udthrønderne finder jeg kun én eneste anseet Æt, Gimse-ætten, men dens Repræsentant Einar Thambeskjelve var i Opposition mod Kong Olav og gik ikke i hans Tjeneste.^[22] Ved Siden af denne Slægt bør dog nævnes Herrerne paa Viggen, Loden ved 1016 og hans Søn Rut ved 1030, uden at vi ved, om nogen af dem var Olavs Lendermænd; Rut hørte til Olavs Modstandere ved Stiklestad og var ialfald da Lendermand, og hans Slægt hævdede sig senere ved Rigdom og Anseelse. Blandt Indthrønderne nævnes paa Olavs Tid, efterat Ølve paa Egg var dræbt 102l, ingen Lendermænd af gammel eller anseet Æt; Thorgeir af Kvistad eller Sorshaug,^[23] som Olav havde gjort til Lendermand, havde han „hævet til Magt fra en liden Mand“. Derimod har vi paa Haalogaland anseete Ætter repræsenterede i Haarek af Thjotta, der stammede fra Harald Haarfagre, og Thore Hund fra Bjarkø, hvis Slægt ogsaa eiede Throndenes. Dette Tal af samtidige Lendermænd er 17–19; men da dere Fylker er urepræsenterede, turde Tallet snarest stige til mellem 20 og 30. Nu siges det udtrykkelig, at Olavs Fiender paa Stiklestad havde 24 Mærker ɔ: var anførte af 24 Lendermænd; dette skulde da være Mængden af disse, thi kun de tre Arnessønner var bleven Olav tro samt Aslak Fitjeskalle, der var bleven dræbt allerede 1028. Det Tal, vi har fundet, er saaledes neppe langt fra det rigtige.

Fra Magnus den godes Tid er intet Opgjør muligt, da saa faa Høvdinger nævnes ved Siden af Einar Thambeskjelve og Kalv Arnessøn; fra Harald Haardraades Tid kan man derimod opstille ialfald en lidt detaljeret Liste:

Fra Viken: Haldor Brynjulfssøn paa Vetteland;

fra Oplandene: Orm Eilivssøn Jarl,

Haakon Ivarssøn fra Raumarike,

Thore Thordssøn paa Steig (Gudbrandsdalen),

Guthorm Ketilssøn paa Ringenes;

fra Vestlandet: Skjalg Erlingssøn paa Sole,

Aslak Erlingssøn paa Sole,

?Svein Erlendssøn paa Gerde,

Eystein Orre i Giske,

?Brynjulv Helgessøn paa Aurland;

fra Thrøndelagen: Einar Thambeskjelve paa Gimse,

Kalv Amessøn paa Egg,

Finn Arnessøn paa Austraat,

Ulv Uspakssøn paa Raasvold;

fra Nordland: Einar Fluga i Thjotta,

?Sigurd Thoressøn i Bjarkø.

De, for hvis Navn der staar Spørgsmaalstegn, nævnes ikke udtrykkelig som Lendermænd og kan alene opføres, fordi de forekommer i Slægttavlerne og hører til ansete Lendermandsætter, hvis Medlemmer vanskelig kunde forbigaaes; men selv om man regner disse med, naar man ikke længer end til Tallet 16. Og endda ved man ikke, om alle disse havde værdigheden samtidigt; ialfald synes det rimeligt, at Ulv Uspakssøn ikke førend efter Einar Thambeskjelves Død har kunnet opnaa sin Stilling blandt Thrønderne. De nævnte Lendermænd er enten de samme, som vi kjender fra Olavs Tid, eller deres Sønner; disse hører saaledes alle til „lendbaarne“ Ætter med Undtagelse af Ulv Uspakssøn, der havde tjent sig op i Hirden og ved fornemt Giftermaal var knyttet til en gammel Æt (Giskemændene).

Fra Olav Kyrres Tid kjende vi af indre Begivenheder saa lidet, at det kun af Forholdene paa hans Efterfølgers Tid er muligt, som Munch har forsøgt, at opstille nogen Liste paa „mægtige Mænd“; de eneste, som egentlig specielt omtales, er de to „nye Mænd“, som blev ført ind mellem de gamle Slægter: Brødrene Skule Kongsfostre og Ketil Krok. Efter Snorre var begge „ætstore Mænd fra England“, efter Morkinskinna var Skule Søn af Tostig Godvinessøn, medens Ketil Krok stammede fra Haalogaland. Begge blev Lendermænd, Skule i Throndhjem, hvor han fik Gaarden Rein, Ketil paa Haalogaland; naar der siges, at fra ham stammede mange Stormænd der, kan man neppe tænke paa andre end Torge-ætten, hvis fleste Medlemmer bærer det engelsk-normanniske Navn Vilhjalm.

Fra Magnus Barfots Tid begynder Efterretningerne igjen at blive saa detaljerede, at en nogenlunde fuldstændig Liste kan opstilles:

I Viken: Dag Eilivssøn (1094, 1103),

Svein Bryggefot (1094),

Kolbein Klakka (1094),

Sveinke Steinarssøn (1094),

Sigurd Sigurdssøn af Hvitastein (1103),

?Brynjulv Ulvalde paa Vettaland;

paa Oplandene: Steigarthore, † 1094,

Egil Askelssøn paa Forland, † 1094,

Sigurd Hund fra Bjarkø, forvist før 1103,

Thorgrim Skinnbuva (1103);

Vestlandet: Kale Sæbjørnssøn fra Agder, † 1099,

Kol Kalessøn, udnævnt 1099,

Sigurd Sneis fra Agder, † 1098,

?Svein Askelssøn paa Sole,

?Svein Sveinssøn paa Gerde eller Stødle,

Serk Brynjulvssøn i Sogn (1102),

Skofte Ogmundssøn i Giske (1102);

Nordenfjelds: Sigurd Ullstreng paa Viggen (1094, 1103),

?Skule Kongsfostre paa Rein,

Jon Amessøn paa Bjarkø (1094),

Vidkunn Jonssøn paa Bjarkø (1103),

Sigurd Ranessøn paa Steig (1098, 1103),

Ulv Ranessøn, † 1103.

Det hele Tal udgjør 23, men derfra maa regnes først de usikre (3), dernæst de, som forfremmes i Løbet af de 10 Aar; saaledes er neppe Sigurd Hund udnævnt før efter Steigarthores Død og Thorgrim Skinnhuva bevisligt ikke før efter Sigurd Hunds Forvisning. Det samtidige Tal Lendermænd er her mellem 15 og 20; at vi har dem omtrent alle, sees dels af, at Huller i Rækkerne udfyldes i Regelen fra bekjendte Ætter, dels af at alle disse Ætter gifter sig indbyrdes uden at lade nogen nye Mænd komme ind.

Fra Sigurd Jorsalfares og Eysteins Dage kan vi ikke opstille nogen fuldstændig Liste, men dog faar vi adskillige Oplysninger fra de forskjellige, detaljeret fortalte Episoder, hvori Kongerne og deres Mænd spiller en Rolle. Navnlig vigtig er „Sigurd Ranessøns Proces“; ikke alene nævnes her flere Lendermænd, men man ser af de Sammenkomster, hvorved Kongerne var tilstede, at der maa have været meget faa hos hver Konge: saaledes var ved Gildet paa Mæren kun to Lendermænd tilstede, Sigurd Ranessøn fra Steig og hans Svoger Ivar fra Fljod, altsaa begge nordenfjeldske Lendermænd; ved Thinget paa Kepsisey optræder ved Siden af Kong Sigurd kun én Lendermand, og ved Lagthinget i Nidaros har ialfald Kong Olav kun én Lendermand i sit Følge, Sigurd Sigurdssøn, foruden disse nævnes kun Jon Mornev fra Throndhjem og Bergthor Bukk (Søn af Svein Bryggefot) samt Vidkunn Jonssøn fra Bjarkø. I Beretningen om Guld-Aasas Thord nævnes ligeledes kun tre Lendermænd som tilstedeværende hos Kong Eystein i Nidaros, Sigurd Ranessøn, Vidkunn Jonssøn og Ingemar af Ask; i Jarlernes Saga nævnes i Sluten af Sigurds Tid Jon Peterssøn fra Sogn (Sønnesøn af Serk i Sogn), Kyrpingeorm paa Stødle fra Hordaland, Kol Kalessøn fra Agder samt Solmund Sigurdssøn fra Tønsberg; som tilstedeværende ved Kong Sigurds Dødsleie nævnes desuden Ingemar af Ask og Thjostulv Aalessøn. Og paa samme Tid omtaler Snorre Hallkel Huk fra Søndmøre (Søn af Jon Smjørbalte), Knut Sveinssøn fra Jæderen af Erling Skjalgssøns Æt samt Ottar Birting fra Throndhjem og Sigurd Sigurdssøn af Hvitastein. Ordner man disse efter Hjemstavn, vil man finde, at saavel Fordelingen som Antallet stemmer med, hvad vi før har fundet; ogsaa her maa tilføies den Indskrænkning, at vi ikke er sikker paa, at alle er samtidige, men paa den anden Side heller ikke paa, at alle kjendes:

Viken: Dag Eilivssøn paa Bratsberg,

Solmund Sigurdssøn fra Tønsberg (og Agder),

Bergthor Bukk,

Sigurd Sigurdssøn af Hvitastein,

Thjostulv Aalessøn;

Oplandene: Ingemar af Ask,

Vestlandet: Kol Kalessøn fra Agder,

Knut Sveinssøn fra Jæderen,

Kyrpinga-Orm fra Hordaland,

Jon Peterssøn fra Sogn,

Hallkel Huk fra Søndmøre.

Throndhjem: Jon Mornev,

Ivar af Fljod,

Ottar Birting,

?Aasulv paa Rein,.

?Kaare Kongsbroder paa Austraat,

Sauda-Ulv.

Haalogaland: Sigurd Ranessøn paa Steig,

Vidkunn Jonssøn i Bjarkø.

III.

Fra Tiden efter 1130 begynder Efterretningerne at blive saa detaljerede og saa paalidelige, at skjønt vi neppe kjende alle Landets Høvdinger, bliver det dog rigtigst herefter at opføre alle de Lendermænd; vi kjender, med saavidt mulige Oplysninger om Herkomst og Familieforbindelser.

Under Magnus blinde (1130–35):

1. Ingemar Sveinssøn af Ask (Ringerike), Lm. hos Eystein c. 1115 (Mork. 171), flygtede da ud af Landet, men kom hjem efter 1123 (Mork. 177), † 1134 (Hskr. 706).

2. Sigurd Sigurdssøn af Hvitastein (Hvidsten i Follo), Lm. hos Magnus a. 1103 (Mork. 153), hos Olav c. 1115 (Mork. 181), hos Sigurd c. 1127 (Hskr. 694), hos Magnus 1134 (Hskr. 706–8). Hans Fader Sigurd var Søn af Nevstein (Fagrsk. c. 253), der (efter Fagrsk. c. 214) var gift med Sigurd Syrs Datter Ingerid.

3. Asbjørn Lm. hos Magnus i Viken, dræbte i Sarpsborg

4. Nerid 1134 (Hskr. 707).

5. Thore Ingeridssøn, Lm. hos Magnus 1134 (Hskr. 706).

Under Harald Gille og hans sønners Barndom (c. 1135–c. 1150):

6. Thjostulv Aalessøn, Lm. hos Sigurd før 1130 (Flat. II. 446), derpaa hos Harald, efter 1136 Formynder for Kong Inge, † efter 1139; synes efter Hskr. 725–28 at have boet i Nærheden af Oslo, og efter Mork. 220²⁸ var han neppe „lendbaaren“.

7. Sigurd Gyrdssøn, Søn af No. 22, Lm. i Viken (Ranrike) a. 1135, † kort efter (Hskr. 714).

8. Sigurd, Lm. i viken (Ranrike), † 1135 (Hskr. 714).

9. Aamunde Gyrdssøn, S. S. af Lov-Berse, Lm. i Viken, Formynder for Kong Inge efter 1136 (Hskr. 724), † efter 1139 (Hskr. 743). Søn: Gyrd (No. 53).

10. Vatnorm, S. af Dag Eilivssøn (S. 142), Lm. i Vestfold a. 1137 (Hskr. 727).

11. Solmund Sigurdssøn fra Øst-Agder, Søn af Sigurd Sneis (S. 143), Gjaldkere i Tønsberg og Lm. i Viken a. 1127 (Flat. II. 442), hos Harald a. 1135 (Flat. II. 447).

12. Kol Kalessøn, Lm. paa Agder 1099 (Flat. II. 429), hos Sigurd a. 1127, hos Harald a. 1130–35. Gift med Gunnhild, Datter af Erlend Orknøjarl; deres Børn var Ragnvald Orknø-Jarl og Ingerid, gift med No. 16.

13. Kyrpinga-Orm paa Stødle, S. af Svein Sveinssøn (S. 143), Lm. a. 1127 (Flat. II 444) og a. 1142 (Hskr. 738). Gift med Ragnhild, Datter af Sveinke Steinarssøn; deres Børn var Ogmund Dreng (No. 14), Erling Skakke (No. 52) og Aasa, Moder til Bjørn Bukk (No. 34).

14. Ogmund Dreng paa Stødle, Lm. og Formynder for Kong Inge a. 1150 (Flat. H 473), † 1153–55.

15. Aslak Erlendssøn af Hernar, Dattersøn af Steigar-Thore. Lm. a. 1135 (Flat. II 455), var paa Korstog 1152–55 (Flat. II 473 ff.), deltog i Kampen mod Kong Sigurd 1155 (Hskr. 751).

16. Jon Peterssøn, S. S. af Serk i Sogn (S. 143), Lm. a. 1127 (Flat. II 441), † 1154. Gift 1127 med Ingerid, Datter af No. 12.

17. Gudorm mykjukoll af Halland, Lin. a. 1150 (Flat. II 473),^[24] drog paa Korstog 1152.

18. Eindride unge, Lm. paa Vestlandet nær Bergen før 1150 (Flat. II 473), var paa Korstog 1152 – c. 1156, sluttede sig til Eystein og derpaa til Haakon og Sigurd, † 1163 (Hsk. 791).

19. Paal Skoftessøn paa Aure, Søn af Skofte i Giske (S. 143), Lm. c. 1150 (Mork. 227), gift med Sigrid, D. af Thorkel paa Fugl;^[25] Søn: Nikolas Kuvung (No. 58).

20. Hallkel Huk Jonssøn paa Blindheim, Lm. paa Søndmøre c. 1128 (Hskr. 691), hos Eystein a. 1157 (Hskr. 754), gik over til Inge s. A., levede endnu 1158 (Hskr. 758). Gift med Sigrid, Datter af Aasulv Skulessøn paa Rein; deres Sønner: Simon Skaalp (No. 30) og Jon (No. 31).

21. Haakon Mage, Dattersøn af Aslak Erlingssøn paa Sole (Hskr. 730), Lm. etsteds paa Vestlandet c. 1140 (Hskr. 736); Søn: Ivar (No. 42).

22. Saadagyrd Baardssøn, Lm. i Throndhjem a. 1136, fostrede Kong Sigurd (Hskr. 725), † efter 1139. Sønner: Sigurd (No. 7) og Philippus (No. 32).

23. Peter Burdarsvein, S. af Sauda-Ulv (S. 145) og S. D. S. af Ulv Stallare og Jorunn Thorbergsdatter fra Giske (Fagrsk. c. 215), Lm. i Throndhjem og Formynder for Kong Sigurd a. 1136–39. Børn: Ulv Fly (No. 94) og Sigrid, gift med Brynjulv Baardssøn (se No. 33).

24. Guthorm Aasulvssøn paa Rein, Lm. i Throndhjem og Formynder for Kong Sigurd a. 1136 (Hskr. 724); hans Slægt se Fagrskinna c. 214.

25. Ottar Balle, Lm. i Throndhjem a. 1136; efter Snorre Broder af No. 24 (Hskr. 724), men nævnes ikke som saadan i Fagrskinna c. 214.

26. Ottar Birting, Lm. i Throndhjem før 1130 (Hskr. 688), Formynder for K. Sigurd 1136, dræbt c. 1145 (Hskr. 738). Gift c. 1140 med Enkedronning Ingerid, Kong Inges Moder. Ottar var ikke „lendbaaren“, skjældes af Kong Sigurd Magnussøn for „hinn herfiligsti kotkarlsson“ (Hskr. 688¹³), men var dog „bóndason“ (Hskr. 688¹). Søn: Alv rode (No. 43).

27. Ogmund svipte, Lm. i Throndhjem a. 1139 (Hskr. 732).

28. Vilhjalm skinnare, Lm. paa Haalogaland, dræbt 1138 (Hskr. 732).

29. Vidkunn Jonssøn i Bjarkø, Lm. før 1103, levede endnu 1138 (Hskr. 730). Søn: Erling (No. 60).

Vistnok kan vi ikke med absolut sikkerhed sige, at alle disse levede samtidig, men til Gjengjæld kan det antages, at der endnu levede nogle af de ældre Lendermænd; det tør saaledes være noksaa sandsynligt, at ved Aarene 1135–40 Antallet neppe har været under, snarere over 20. Dette er vel neppe heller i den følgende urolige Tid formindsket; snarere synes de indbyrdes Krige mellem Konger og Kongsemner at maatte have krævet stadig større militær Udvikling, og i Følge dermed, at hver Landsdel fik militære Besætninger, hvis Førere blev udnævnte til Lendermænd. Herpaa tyder ogsaa en Efterretning, bevaret i Lovene. Gulathingslovens § 3, der er vedtagen paa Rigsmødet i Bergen 1164, fastsætter, at medens Lagthinget holdtes i Gula, skulde 8 Lendermænd være hjemme for at vaage over Retssikkerheden – 2 i Egdafylke, 2 i Rygjafylke, 1 i Søndhordland, 1 i Sygnafylke,^[26] 1 i Firdafylke, 1 paa Søndmøre –, medens „alle øvrige“ skulde indfinde sig paa Thinget. Dermed synes det givet, at Gulathingslagen ved 1164 havde flere end 8 Lendermænd, eller ialfald at Lovgiverne satte Normaltallet høiere. Da de to sydligste Fylker beholder to Lendermænd hjemme, medens de øvrige nøier sig med én hver,tør det maaske forstaaes saa, at i Provindserne nærmest Grænsen bliver alle Lendermænd hjemme for at vogte Landet, medens de øvrige Fylker – forsaavidt de havde to – kun sendte den ene; isaafald skulde Normaltallet i det vestenfjeldske være 12. Men selv om man antog, at dette Tal ved 1164 var naaet – hvad der ikke er sikkert, smlgn. nedenfor –, tør man ikke uden videre overføre Beregningsmaaden paa det Nordenfjeldske og Østlandet, thi i begge disse Landsdele sees i det hele taget Lendermandsætterne at være mindre stærkt repræsenterede; om Tallet nogensinde er naaet over 20, tør derfor være tvivlsomt nok. Vi fortsætte Listen, idet vi adskille de to Partier: paa den ene Side Lendermændene hos Sigurd Hund, Eystein, Haakon Herdebred og Sigurd Markusfostre, og paa den anden Side hos Inge og Magnus Erlingssøn.

Under Sigurd og Eystein Haraldssønner, Haakon og Sigurd Sigurdssønner c. 1150–1163:

30. Simon Skaalp, Søn af No. 20, Lm. hos Eystein, gik over til Inge 1156 (Hskr. 752), faldt ved Oslo 1161. Gift med Maria, Datter af Harald Gille.

31. Jon Hallkelssøn, Søn af No. 20, Lm. hos Eystein, gik over til Inge 1156 (Hskr. 753), gik over til Sigurd 1162, fangen 1163 (Hskr. 793); underkastede sig Sverre i 1180, 1181 og 1183, men faldt 3 Gange fra (Sv. c. 78). Gift med Margret, Datter af Harald Gille; Sønner: Hallkel (No. 90), Ragnvald (No. 91) og Gregorius (No. 98).

32. Philippus Gyrdssøn, Søn af No. 22, Lm. hos Eystein 1156, hos Haakon 1157; underkastede sig Magnus 1162, men blev dræbt kort efter af sit forrige Parti (Hskr. 788).

33. Baard Standale Brynjulvssøn, Lm. i Throndhjem hos Eystein, gik over til Inge 1156 (Hskr. 753); han gik senere tilbage til sit forrige Parti og ledede Thrøndernes Sammensværgelse mod Magnus, men maatte underkaste sig Vaar 1165 (Hskr. 800). Da Peter af Husastad, Erkebiskop 1224–26, var af Standale-Ætten (Hák. Hák. c. 143) og han i Diplomet at 1222 (DN. III, 1) kaldes Peter Brynjulvssøn, har hans Fader Brynjulv (som ellers ikke nævnes) været Baards Søn; Brynjulv var ifølge Fagrsk. c. 215 gift med Sigrid, Datter af Peter Burdarsvein (No. 23). Erkebiskop Peter var Fader til Sigurd Biskopssøn (No. 131).

34. Haldor Brynjulvssøn af Vettaland, Lm. hos Eystein, gik over til Inge 1156 (Hskr. 753), dræbtes December 1160 (Hskr. 769). Gift med Sigrid Dagsdatter, Gregorii Søster.

35. Aslak unge Jonssøn, Lm. hos Eystein 1157 (Hskr. 754), hos Inge 1159 (Hskr. 765).

36. Arne Sturla Sæbjørnssøn, Lm. hos Eystein 1157 (Hskr. 754). Sml. No. 106.

37. Eindride Jonssøn, Søn af Jon Mornev (Side 145), Lm. hos Eystein 1157, derpaa hos Haakon, dræbt ved Konghelle 1159 (Hskr. 766). Søn: Brynjulv Blanda (No. 79).

38. Andreas Simonssøn fra Viken, Lm. hos Haakon 1157, † Vinteren 1159–60 (Hskr. 767).

39. Anund Simonssøn, Broder. af No. 38, Lm. hos Haakon 1157, hos Sigurd 1162, flygtede 1163 (Hskr. 794).

40. Sigurd Halvardssøn eller rettere – efter Jarlesagaen – Haavardssøn af Rør (Hedemarken), Lm. hos Haakon 1157 (Hskr. 756), Jarl 1161 (Hskr. 780), faldt paa Re Febr. 1161 (Hskr. 791).^[27] Søn: Haavard Jarlssøn (No. 92).

41. Nikolas Skjaldvorssøn af Steig, Søn af Sigurd Ranessøn og Skjaldvor, Datter af Brynjulv Ulvalde (S. 142), Lm. hos Haakon (Hskr. 761), blev fangen og sluttede sig til Inge 1159 (Hskr. 766), Høvedsmand i Bergen 1163 (Hskr. 792), i Nidaros 1176, † 8de September 1176 (Hskr. 809). Søn: Sigurd (No. 64).

42. Ivar Haakonssøn, Søn af No. 21, Lm. hos Haakon, undkom fra Slaget 1159 (Hskr. 765).

43. Alv rode, Søn af No. 26, Lm. hos Haakon 1159 (Hskr. 767), siden hos Sigurd; dræbt i Nidaros 1165 (Hskr. 800).

44. Munan Aalessøn, Halvbroder af Kong Sigurd Mund, dræbt 1160 (Hskr. 769).

45. Jon Sveinssøn, S. S. af Bergthor Bukk (S. 144), Lm. hos Inge, gik over til Haakon 1161, faldt paa Re Febr. 1163 (Hskr. 791).

46. Ingebjørn Sipel fra Fjordene, Lm. hos Haakon, dræbt Vinteren 1161–62 (Hskr. 782).

– Eindride unge, se No. 18.

47. Askel paa Forland, rimeligvis Ætling af Egil Askelssøn (S. 142), Lm. hos Haakon 1161 (Hskr. 782).

48. Fridrek Køna, Lm. i Throndhjem 1161 hos Haakon og Sigurd, dræbt 1164 (Hskr. 795). Gift med Ragnrid, Datter af Guthorm paa Rein (No. 24).

49. Markus paa Skog (Hedemarken), Frænde af Sigurd Jarl (No. 40), Fosterfader for Kong Sigurd (Hskr. 768), dræbt 1163 (Hskr. 793).

Under Inge c. 1150–61:

50. Gregorius Dagssøn af Bratsberg, Søn af Dag Eilivssøn (S. 144), Lm. hos Inge c. 1150 (Hskr. 743), faldt Januar 1161 (Hskr. 770).

51. Arne Kongsmaag Ivarssøn af Stovreim (Fjordene), Lm. hos Inge c. 1155 (Hskr. 739), hos Magnus 1162 (Hskr. 787). Gift med Dronning Ingerid; deres Børn: Inge, Nikolas (No. 78), Philippus (No. 77) og Margret, gift med 1) Bjørn Bukk (No. 54), 2) Simon Kaaressøn, † 1190; hendes Sønner: 1) Philippus Baglerkonge, † 1214. 2) Andres, hvis Søn Gregorius (No. 129).

– Aslak Erlendsson, No. 15.

52. Erling Skakke Ormssøn af Studle, Søn af No. 13, Lm. hos Inge c. 1150, Formynder for Kong Magnus 1161, Jarl 1170, † 19de Juni 1179. Gift med Kristina, Kong Sigurd Jorsalfares Datter.

– Simon Skaalp (No. 30).

– Jon Hallkelssøn (No. 31).

– Baard Standale (No. 33).

– Halldor Brynjulvssøn (No. 34).

53. Gyrd Aamundessøn, Søn af No. 9, Lm. hos Inge 1158, † 1159. Gift med Gyrid, Gregorii Søster.

– Aslak unge (No. 35).

– Nikolas Skjaldvorssøn (No. 41).

54. Bjørn Bukk Nikolassøn, Dattersøn af No. 13, Lm. hos Inge 1160 (Hskr. 767), faldt paa Kalvskindet 19de Juni 1179. Gift med Margret, Datter af No. 51.

55. Orm Kongsbroder, Søn af Dronning Ingerid og Ivar Sneis (Hskr. 742) fra Oplandene (Sv. c. 25^[28]), Lm. i Viken c. 1160, † 1184. Gift med Dronning Ragna Nikolasdatter. Søn:. Ivar Steig (ɔ: fra Steig i Gudbrandsdalen), † 1184 (Sv. c. 93).

– Jon Sveinssøn (No. 45).

56. Gudbrand Skavhøggssøn, Lm. hos .Inge, † 1161. (Hskr. 773). Gift med Maria, Datter af Kong Eystein Magnussøn.

Under Magnus Erlingssøn 1161–1184:

Erling Skakke (No. 52).

Arne Kongsmaag (No. 51).

Bjørn Bukk (No. 54).

Orm Kongsbroder (No. 55).

Nikolas Skjaldvorssøn (No. 41).

Jon Hallkelssøn (No. 31).

57. Jon Kutiza Sigurdssøn, S. S. af Eindride fra Gauldal (Hskr. 730), Lm. hos Magnus 1161 (Hskr. 779), anførte Nordhorderne mod Sverre i Bergen 1181 (Sv. c. 94), deltog i Kuvlungernes Opstand 1185 (Sv. c. 101). Søn: Eindride Torve, Heklungehøvding, † 1184 (Sv. c. 93).

58. Nøkkve Paalssøn, Lm. i Bergen 1163 (Hskr. 792), antages af Munch med Rette for den samme som Nikolas Kuvung Paalssøn af Giske, Søn af No. 19, Lm. hos Magnus 1180–84, † 1217. Søn: Paal Flida (No. 103).

59. Ivar Gille (fra Østlandet), Lm. hos Magnus 1166 (Sturl. I, 9), rimeligvis den Ivar, der var Gidsel i Danmark 1170 (Saxo p. 853). Søn: Kolbein (No. 82).

60. Erling Vidkunnssøn af Bjarkø, Søn af No. 29, † c. 1182 (Sv. c. 74), rimeligvis den Erling, der var Gidsel i Danmark 1170 (Saxo p. 853).

61. Gaut af Ænes (Sv. c. 53); Sønner: Jon (No. 88) og Munan (No. 89).

62. Jon af Thjørn (Sv. c. 53), Søn: Asbjørn (No. 86).

63. Eirik Arnessøn, Lm. i Throndhjem 1176 (Hskr. 808), fangen 1177 (Sv. c. 18), hans Gaard i Nidaros nævnes i 1182 (Sv. c. 70). Gift med Skjaldvor, Datter af No. 41.

64. Sigurd Nikolassøn, Søn af No. 41, Lm. i Throndhjem 1177 (Sv. c. 14), † paa Kalvskindet 1179.

65. Ivar Horte, Erlings Frænde, Lm. i Throndhjem 1177 (Sv. c. 14), † paa Kalvskindet 1179.

66. Hallvard paa Saastad (Stange, Hedemarken), Lm. paa Oplandene 1177 (Sv. c. 16), Baglerhøvding 1197 (Sv. c. 132), † 1199 (Sv. c. 159). Søn: Narve, Skibsstyrer hos Baglerne 1198, † s. A. (Sv. c. 148).

67 Ivar Gæsling af Sundbu (Vaage), Lm. paa Oplandene 1177 (Sv. c. 16); forligte sig siden med Sverre (DN. III, 185).

68. Sæbjørn Sindressøn, Lm. paa Oplandene 1177 (Sv. c. 16). Søn: Sindre Sæbjørnssøn, faldt ved Nordnes 1181 (c. 58).

69. Simon i Skriksvik, Lm. i Ranrike 1178 (Sv. c. 24).

70. Jon Thorbergssøn af Randeberg, faldt paa Kalvskindet 1179. Gift med Ragnhild, Datter af No. 52 (Hskr. 803).

71. Einar litle, faldt paa Kalvskindet 1179 (Sv. c. 37).

72–74. Botolv af Fjordene med 2 Sønner, faldt paa Kalvskindet 1179; en Søn Hallstein faldt i Norefjorden 1184 (Sv. c. 93), to andre, Nikolas og Karlung, sluttede sig til Baglerne i 1204.

75. Ivar Sveinssøn, faldt paa Kalvskindet 1179.

76. Guthorm Snerel, faldt paa Kalvskindet 1179.

77. Philippus Arnessøn af Herdla, Søn af No. 51, faldt paa Ilevolden 1180 (Sv. c. 44).

78. Nikolas Arnessøn af Stovreim, Søn af No. 51, Ldm. 1180 (Sv. c. 44–48), underkastede sig siden Sverre, blev Biskop i Oslo 1190, † 1225.

79. Brynjulv Blanda, Søn af No. 37, faldt paa Ilevolden 1180.

80. Nikolas Mondul Andressøn, faldt paa Ilevolden 1180.

81. Jon Kula (Skrepssøn?), faldt paa Ilevolden 1180.

82. Kolbein Gillessøn, Søn af No. 59, faldt paa Ilevolden 1180.

83. Eirik Lauk (Spiknevssøn?), faldt paa Ilevolden 1180.

84. Paal Andressøn (rimeligvis Broder af No. 80), deltog i Thrøndernes Sammensværgelse mod Erling 1165 (Hskr. 800), blev dræbt af Birkebeinerne 1180 (Sv. c. 49).

85. Narve Guthormssøn af Saastad (rimeligvis Broder af No. 66), faldt paa Nordnes 1181 (Sv. c. 53, 58).

86. Asbjørn Jonssøn fra Thjørn, Søn af No. 62, Lm. 1181 (Sv. c. 53), faldt i Norefjord 1184.

87. Paal Smaatauga, Lm. i Ranrike 1181, faldt i Norefjord 1184. Søn: Loden (No. 108).

88. Jon Gautssøn af Ænes, Søn af No. 61, Lm. 1181 (Sv. c. 33). Sønner: 1) Gaut (No. 108), 2) Arnbjørn (No. 113), 3) Askel, Biskop i Stavanger 1226–1254 (Fnm. S. IX, Fortalen p. XVI).

89. Munan Gautssøn af Ænes, Broder af No. 88, Lm. 1184 (c. 83), fangen i Norefjord 1184.

90. Hallkel Jonssøn, Søn af No. 31, Lm. a. 1184, fangen i Norefjord 1184 (Sv. c. 93). Lm. hos Sverre ved 1192 (Sv. c. 118), faldt i Florevaag 1194. Gift med Ragnhild, Kong Magnus’s Søster.

91. Ragnvald Jonssøn, Søn af No. 31, faldt i Norefjorden 1184 (Sv. c. 93).

Vi har saaledes paa Magnus Erlingssøns Side i Tiden 1161–84 kunnet opføre ikke mindre end 41 Lendermænd. Disse tør imidlertid langtfra antages for samtidige; paa flere Steder kan to Slægtled paapeges, Fædrene i Tiden om 1160–70 og Sønnerne i Tiden om 1180: Arne Kongsmaag ved 1160, hans Sønner i 1180, Nikolas Skjaldvorssøn † 1176, hans Søn i 1177, Ivar Gille i 1166, hans Søn Kolbein i 1180, Gaut af Ænes og Jon af Thjørn i Sextiaarene, deres Sønner efter 1180, o. s. v. Det samtidige Tal maa saaledes vistnok betydeligt reduceres, og det er da en mærkelig Oplysning, som Snorre giver, at ved Kroningen i Bergen i 1164 foruden Erling Skakke kun 12 Lendermænd svor Ed med Kongen.^[29] Det følger jo af sig selv, at ved en saa høitidelig Leilighed var alle Rigets disponible Høvdinger tilstede; selv om man regner, at nogle var beskjæftigede med at vaage over Retssikkerheden i det sydlige Viken og i det Throndhjemske, tør man derfor neppe sætte det fulde Tal stort over 20. Skulde man søge at bestemme, hvilke disse var, kommer man i Forlegenhed, thi foruden de 12 øverste paa Listen nævnte (til No. 62) samt No. 84 nævnes ingen i Kilderne før Aar 1176, og ialfald de fleste fra Aarene 1176–84 nævnte synes at have været yngre Mænd.

Man har i Almindelighed antaget, at naar i Tiden 1177–1181 17 Lendermænd var faldne paa Kong Magnus’s Side,^[30] forudsætter dette, at Antallet af samtidige Lendermænd var langt større. Denne Mening synes os af flere Grunde urigtig. Disse 17 Lendermænd nævnes nemlig ikke samtidig, men falder i de to Hovedslag i 1179 og 1180; paa Kalvskindet falder foruden Erling Jarl følgende 10:

Sigurd Nikolassøn (No. 64),

Ivar Høne (No. 65),

Jon af Randeberg (No. 70),

Bjørn Bukk (No. 54),

Einar litle

Botolv af Fjordene

2 Botolvsønner (No. 71–76).

Ivar Sveinssøn

Guthorm Snerel^[31]

og paa Ilevo1den følgende 6:

Philippus af Herdla. (No. 77),

Brynjulv Blanda (No. 79),

Nikolas Mondul

Jon Kula

Kolbein Gillessøn (No. 80–83).

Eirik Lauk

Men af disse i 1180 faldne er neppe nogen ældre Lendermand, ialfald hører bevisligt Brynjulv, Philippus og Kolbein til de yngre Mænd; det er altsaa allerede her tydeligt, at ved de 11 Lendermænds Fald i 1179 er Rækkerne i den Grad tyndede, at nysudnævnte Mænd rykker ind i deres Plads som Lendermænd. End tydeligere bliver dette ved Forholdene efter 1180; af ældre Lendermænd findes kun fire tilbage: Paal Andressøn, som blev dræbt allerede samme Aar, Orm Kongsbroder, som faldt i Norefjorden, samt Jon Kutiza og Nikolas Kuvung, der overlevede Magnus. Ved Siden af dem forekommer kun yngre Mænd, der nu bliver Hovedlederne: Asbjørn Jonssøn og Paal Smaatauga fra Viken, Jon og Munan Gautssønner fra Søndhordland samt Hallkel og Ragnvald Jonssønner fra Søndmøre; hertil skulde været føiet den 18aarige Vidkunn Erlingssøn, der efter sin Faders Død skulde forfremmes til Lendermand i 1183, men paa Reisen til Kongen blev dræbt af Birkebeinerne.^[32] I Sverres Saga – som ellers saa detaljeret omtaler enhver Krigshøvding, der spiller nogen Rolle – finder vi ikke mange af Magnus’s Lendermænd optræde efter hans Død; saavidt jeg kan se, har neppe flere end sex overlevet ham: Jon Kutiza for at fortsætte Kampen mod Sverre, Nikolas Kuvung, Halvard af Saastad, Ivar Gæsling af Sundbu og Munan Gautssøn^[33] for at underkaste sig Seierherren, og Hankel Jonssøn for at gaa i hans Tjeneste som Lendermand, men med Forbehold at falde fra igjen, naar Leilighed gaves.

IV.

Da Sverre om Vaaren 1177 lod sig udraabe til Konge, maatte han som tidligere Konger indstifte en Hird; men i denne nævnes oprindelig kun de underordnede Rækker: Hirdmænd, Gjester og Huskarle (c. 9), lidt senere ogsaa Stallaren (c. 27), der tilsyneladende er den eneste overordnede Hirdembedsmand. Først efter den afgjørende Seier paa Kalvskindet i 1179 forekommer de høiere Hirdembeder, Lendermænd (c. 49) og Skutelsvende (c. 66). I 1181 og de følgende Aar lader Sagaen Sverre nævne sine Lendermænd gjentagne Gange (c. 51, 54, 81), og da Rækken overalt er den samme, viser dette, at den af Sagaforfatteren ansees for fuldstændig; men det hele Antal er – fem, og hertil kommer fra 1181 af som den 6te Sverres Broder, Erik Kongssøn. Man har antaget, at Sverre søgte sine bedste Tilhængere blandt de lavere Lag i Samfundet, og at de gamle Lendermands-Ætter holdt sig fjernt fra ham. Dette synes dog kun delvis at være rigtigt: Lendermændene synes han at have rekruteret af de gamle Ætter, hvor dette har været ham muligt; men dette har i Begyndelsen kun lykkedes ham i Thrøndelagen, hvor hans Parti havde gamle Rødder, i en noget senere Tid tildels ogsaa paa Vestlandet, men aldrig i Viken. Blandt de oprindelige Lendermænd er ialfald én, Ulv af Lauvnes, ikke af Lendermands-Æt, men ellers synes Sverre kun at have overdraget Værdigheden til „lendbaarne Mænd“. Dels den Omstændighed, at der fandtes saa faa af disse paa hans Side, dels de stadige Krige, som krævede Dygtighed og maatte indskrænke medfødte Rettigheder, synes at have indskrænket Lendermændenes Betydning i Sverres Tid. I den sidste Halvdel af Sverres Saga nævnes som militære Chefer oftest kun Sveitehøvdinger, som Almuens Ledere Sysselmænd, medens Lendermænd liden ener ingen Rolle spiller og saa sjelden nævnes, at vi ingen fuldstændig Række kan opstille.

Under Sverre nævnes følgende:

92. Haavard Jarlssøn, Søn af No. 40,^[34] Lm. før 1181 (c. 51), Landeværnsmand i Viken 1185 (c. 102), † 1189 (c. 111).

93. Ulv af Lauvnes (Namda1en), Lm. før 1181, (c. 51), Landeværnsmand i Viken 1185 (c. 102), drog paa Korstog 1192. Skjældes for „þorparasonr“ (c. 90).

94. Ulv Fly Peterssøn, Søn af No. 23, Lm. før 1181 (c. 51), Landeværnsmand i Viken 1185 (c. 102).

95. Baard Guthormssøn paa Rein, Søn af No. 24, Lm. før 1181 (c. 54), † 1194. Gift med Cecilia, Datter af Kong Sigurd Mund.

96. Ivar Silke, Lm. før 1181 (c. 54), † 1190 (c. 116). Gift med Skjaldvor, Datter af Andres Skjaldvorssøn, Broder af No. 41, og arvede rimeligvis med hende Gaarden Tilgarheim, som i 1239 eies af en kgl. Hirdmand Jon Silke (Fnm. S. IX, 469). Ivar var vistnok Thrønder, thi blandt Anførerne for Magnus’s Mænd i Throndhjem i 1177 nævnes en Ivar Silke (Sv. c. 14), som dog efter Sagaen var forskjellig fra No. 96.

97. Erik Kongssøn, Lm. 1181 (c. 59), Jarl i Viken og Oplandene 1188 (c. 113), † 1190 (c. 115).

– Hallkel Jonssøn, se No. 90.

98. Gregorius Jonssøn, Søn af No. 31, Lm. før 1197,^[35] Statholder i Throndhjem a. 1218,^[36] † 1228.^[36]

99. Eystein Ragnvaldssøn, Lm. før 1197, var med No. 98 Anfører for Mørerne og stammede derfor rimeligvis fra denne Landsdel; maaske var han Søn af No. 91.

100. Sigurd af Modastad (Frosten), Lm. a. 1197 (c. 134).

101. Aale Hallvardssøn, Lm. a. 1200 (Sv. c. 163), † i Oslo Marts 1200.

102. Philippus Birgessøn, Dattersøn af Harald Gille, Høvding blandt Birkebeinerne ved 1193 (c. 119), Jarl a. 1197 (c. 139), † Jan. 1200.

V.

Tiden fra 1202 til 1217 er skildret af en eneste Forfatter, en Islænding, der væsentlig kun har interesseret sig for Krigsbegivenhederne; af ham kan man derfor godt lære Krigens omvexlinger og de vigtigste Høvdinger i Partiet at kjende, men han gjør ikke engang Forsøg paa at oplyse om de forskjellige Partihøvdingers Stilling inden sit eget Parti. At forsøge paa at bestemme, hvilke af Birkebeinernes Høvdinger der inden Krigens Slutning havde opnaaet Lendermandsværdighed, er derfor næsten umuligt. Derimod giver den følgende Tids Historie os fuldstændige Oplysninger om Forholdene ved Kong Inges Død i 1217 og i Kong Haakons tidligere Aar. Listen over Lendermændene ved Kong Inges Død i Haakon Haakonssøns Saga^[37] er vistnok ikke fuldstændig, idet kun Lendermændene i Gulathingslagen opregnes og desuden det meste af Viken stod under Baglerne; men idet vi i de følgende Aar faar fuldstændige Oplysninger om nye Udnævnelser, idet Lendermændene fra Østlandet og det Throndhjemske hyppigt nævnes under Krigsbegivenhederne og Sagaen endelig i 1223 opregner alle paa Rigsmødet tilstedeværende Lendermænd, hvori ingen af de før omtalte savnes, tør vi anse de Lister, vi har uddraget af Sagaen, for fuldstændige. Tallet er ganske betegnende, idet det viser en Fremrykken fra Forholdene paa Kong Sverres Tid henimod de tidligere Tal: i 1217 bliver der ni Lendermænd (eller, hvis Skule Jarl regnes med, 10), i 1223 12 (eller med Skule 13). Man se efter i Sagaen, og man vil finde (c. 24), at de vestlandske Lendermænd, som i 1217 hyldede Kongen, var følgende fem:

Gregorius Jonssøn af Blindheim,

Paal flida af Giske,

Brynjulv Knutssøn (fra Sogn?),

Gaut Jonssøn af Mel,

Arne Sturla;

og til disse maa fra det Throndhjemske føies Aasulv Kongsfrænde af Austraat, der vistnok ikke udtrykkelig i 1217 kaldes Lendermand, men dog spiller en saa fremtrædende Rolle blandt Birkebeinernes Høvdinger, at man maa regne ham for Lendermand (c. 18); endvidere fra Viken Sigurd Kongsfrænde, der baade ifølge sin Fødsel og sin Stilling som Birkebeinernes Statholder i Viken (c. 27) maa have været Lendermand, samt de to forrige Baglerhøvdinger Loden Paalssøn og Loden Gunnessøn (c. 27, sml. 31); disse Navne fremgaar nemlig med Sikkerhed, naar Udnævnelserne i 1218 og 1219 sammenlignes med Listerne fra 1217 og 1223. Sturla nævner, at i Julen 1217–18 udnævntes to nye Lendermænd (Jon Staal og Ivar Nev)^[38] og i Julen 1218–19 ligeledes to (Guthorm Gunnessøn og Paal Vaagaskalme);^[39] ved Forliget med Baglerne (1218) blev blandt Baglerhøvdingerne alene Arnbjørn Jonssøn (af Ænes-Ætten) optagen blandt Lendermændene, idet de øvrige Høvdinger først senere rykkede op. For de følgende Aar mellem 1218 og 1222 har Sturla glemt at omtale Udnævnelser af Lendermænd, og det er undskyldeligt nok, da det neppe gjælder mere end én, Paal Flidas Søn Peter, der kaldes Lendermand i 1221.^[40] Til Bevis herpaa kan Listen fra 1223 tjene:^[41]

Vestlandet: Paal Flida,

Peter Paalssøn,

Brynjulv Knutssøn,

Jon Staal,

Gaut Jenssøn af Mel,

Ivar Nev;

Nordenfjelds: Gregorius Jonssøn,

Paal Vaagaskalme,

Aasulv Kongsfrænde;

Viken: Skule Jarl,

Arnbjørn Jonssøn,

Loden Gunnessøn,

Loden Paalssøn.^[42]

Det vil sees, at Listen fra 1223 stemmer fortræffelig med Forholdene i 1217, naar Hensyn tages til, at en Fjerdedel af Riget senere var indlemmet: nu er der i Gulathingslagen sex Lendermænd, dengang fem; men af disse var Arne Sturla aabenbart død kort efter 1217, siden han ikke senere nævnes, og Gregorius Jonssøn forflyttet til det Throndhjemske som Statholder, saa at der trængtes Stedfortrædere: Forskjellen er kun, at der istedenfor to er udnævnt tre. Og næsten det samme Forhold iagttage vi i Viken, idet her istedenfor Sigurd Kongsfrænde indtræder Arnbjørn Jonssøn og Guthorm Gunnessøn, medens dog Tallet atter udjævnes ved Guthorms Død, da ingen sees at være udnævnt i hans Sted. Ved disse Aars Begivenheder synes ordningen at være skredet saavidt frem, at den 4de af Rigets Hoveddele kunde blive repræsenteret blandt Rigets Høvdinger: medens der paa Rigsmødet kun er tilstede „Sysselmænd“ fra Oplandene, bliver endnu samme Vinter (Jul 1223–24) to af disse (Simon Ko og Halvard Bratte) udnævnte til Lendermænd, og i et af de følgende Aar ogsaa Gunnbjørn Jonsbroder, alle gamle Baglerhøvdinger. Ved denne Tid bestaar altsaa Landets fødte Høvdingestand af 15 Mand foruden Jarlen og Kongen (eller 14, hvis Gunnbjørn er rykket op istedenfor en nylig afdød).

I den roligere Tid efter 1226 spiller ikke de krigerske Begivenheder eller de offentlige Møder saa stor en Rolle i Sagaen; derfor er Sturla ikke længer saa ordrig i Omtale af Rigets mægtige Mænd og hans Opregninger ikke saa brugbare. Men det hidtil givne Resultat lader sig dog fremdeles fastslaa. I Tiden om 1223–30 maa af de ældre Lendermænd Paal Flida, Brynjulv Knutssøn, Gregorius Jonssøn († 1228), Jon Staal og Loden Paalssøn være døde; det er derfor naturligt nok, at vi ved 1233 finde netop fem nye Lendermænd nævnte: Junker Knut Haakonssøn, Alv Erlingssøn, Nikolas Paalssøn, Baard Bratte og Eiliv af Vold. Det er ogsaa tydeligt, at da Spliden mellem Skule og Kongen førte til, at Lendermændene maatte underkaste sig Kongen personligt – forsaavidt de ikke helt sluttede sig til Skule, – foregik der nogen Forandring inden disses Rækker; naar saaledes af Lendermændene ialfald to (Alv Erlingssøn og Baard Bratte) sluttede sig til Skule, finde vi til Gjengjæld disses Plads hos Kongen efterhaanden fyldt af andre: i 1235 nævnes en Eirik Stilk, i 1239. Brynjulv Jonssøn, Gunnar Kongsfrænde og Isaak i Bø som nye Lendermænd. Men Vinteren 1239–40, da Krigsbegivenhederne atter føre Landets Høvdinger frem for os, finde vi netop det samme Antal Lendermænd paa Kongens Side mod Hertug Skule som i 1223; de, som udtrykkelig nævnes i Sagaen, er nemlig følgende:

Vestlandet: Gaut Jonssøn (Mel),

Peter Paalssøn (Giske),

Brynjulv Jenssøn (Mel),

Isaak i Bø,

Gunnar Kongsfrænde;

Nordenfjelds: Aasulv Jarlsfrænde,

Nikolas Paalssøn;

Oplandet: Arnbjørn Jonssøn,

Loden Gunnessøn,

Knut Jarl,

Simon Ko,

Gunnbjørn Jonsbroder,

Eirik Stilk;

men til disse maa endvidere regnes Oldingerne Ivar Nev og Paal Vaagaskalme,^[43] som vi andenstedsfra vide overlevede disse Aar, saa at vi ogsaa her have Tallet 15.

Dette Tal synes saaledes at repræsentere Normaltallet for Haakons ældre Tid, ialfald i de urolige Aar af denne. Maaske er i den følgende Tid ikke dette Tal opretholdt eller det har været vanskeligt at fylde, thi i Tiden 1240–47 synes de fleste Lendermænd af den ældre Slægt og endog flere af de yngre at være døde: ved Kroningen i 1247 nævnes foruden Jarlen kun 9 Lendermænd, hvoraf fire nye Lendermænd (Jon Drotning, Sigurd Biskopssøn, Munan Biskopssøn, Finn Gautssøn), medens man ved, at af de ældre var Arnbjørn Jonssøn død 1240, Paal Vaagaskalme og Simon Ko i 1245, af de yngre Paals Søn Nikolas allerede i Dec. 1239 og den nysudnævnte Gregorius Andressøn i 1246, samt desuden flere andre (Gunnbjørn Jonssøn, Aasulv af Austraat, Eirik Stilk, Isaak af Bø), hvis Dødsaar ikke kjendes. Dog er det naturligvis muligt, at nogle er udnævnte og atter døde uden at spille nogen Rolle. I den følgende Fredstid bliver Sagaen idethele mindre nøiagtig; jeg kan mellem 1247 og 1263 ikke med sikkerhed udpege mere end fire nye Navne – Nikolas Peterssøn af Giske, Jon Lodenssøn, Erling Alvssøn og Ogmund Krøkedans –, og af disse forsvinder Jon Lodenssøn allerede strax igjen, idet han, som andenstedsfra vides, døde i 1260. Men til Gjengjæld faar vi ved Skotlandstoget i 1263 en fuldstændig Liste over alle Landets Lendermænd, og for det Tilfælde, at man herimod vilde gjøre gjældende, at kun de Lendermænd opregnes, som var med paa Toget, kan man denne Gang henvise til, at Sturla udtrykkelig distingverer mellem dem, der fulgte med, og dem, der blev hjemme; det er altsaa ligefrem hans Hensigt at være fuldstændig, hvortil han havde god Anledning, idet han aabenbart var tilstede i Bergen, da Flaaden vendte hjem til Landet efter Kongens Død. Nu er desværre som bekjendt denne Del af Sagaen daarligst bevaret og Haandskrifterne netop her modsigende; men alligevel er ikke Vaklingen større, end at Forskjellen dreier sig mellem Tallene 13 og 16, saa at man ogsaa her tør opstille omtrent det samme Normaltal af Lendermænd som ovenfor for Haakon Haakonssøns tidligere Regjeringstid. Ved denne Leilighed opregnes nu^[44] følgende Lendermænd:

Brynjulv Jonssøn (Hvaal),

Finn Gautssøn (Mel),

Erling Alvssøn (Thornberg),

Erlend Raud,

Baard i Hestbø,

Eiliv i Naustdal,

Andres Pott,

Ogmund Krøkedans,

Ragnvald Urka,

Erling Ivarssøn (Bjarkø),

Jon Drotning,

Gaut Jonssøn (Mel),

Nikolas Peterssøn (Giske),

af hvilke de to sidste blev tilbage i Landet sammen med den unge Konge. Da det nu lige bagefter siges, at de tre foregaaende (Ragnvald, Erling og Jon) vare seilede forud, men dog Jon Drotning var bleven efter i Bergen,^[45] sigtes vel her paa hvad i det foregaaende^[46] berettes om, at fire Høvdinger (Ragnvald Urka, Erling Ivarssøn, Andres Nikolassøn og Erlend^[47] Raud) vare dragne forud; saaledes maa vel den her nævnte Andres ogsaa regnes blandt Lendermændene, som derved bliver 14. Dette maa han saa meget mere, som han idethele optræder som en af Togets militære Chefer og i Cap. 326 endog opføres først blandt de der nævnte Lendermænd. Ellers er der ved Listen i Cap. 316 den Vanskelighed, at der atter nævnes to nye Lendermænd (Thorlaug Bose og Paal Sure), som ikke opføres i Cap. 318–19; men da disse hverken før eller senere kaldes Lendermænd,^[48] er det vel rettest at udelade dem eller antage Udtrykket forkortet,^[49] saa at vi bliver staaende ved Tallet 14; hertil kunde da (ligesom tidligere Jarlen) den unge Konge regnes som første Kronvasal, da han siden 1261 havde et Fylke i Forlening.

Den Omstændighed, at Forholdet under Haakon Haakonssøns næsten halvhundredaarige Regjering i dette Stykke er væsentligt det samme, maa bestyrke det Resultat, hvortil vi er komne, ligesom det jo ogsaa mærkeligt stemmer med senere Forhold. Jeg vil dog for en Sikkerhed forsøge paa en Kontraprøve, idet jeg søger at belyse Forholdet fra de vistnok faa Brevskaber fra Haakon Haakonssøns Tid. Det er klart, at hvis Antallet af Landets samtlige Lendermænd i denne Tid aldrig var mere end femten, kan man ikke vente, at ved Brevskabers Udstedelse mere end ganske faa var tilstede, medens man ogsaa kunde haabe at finde et større Antal tilstede, hvis Antallet var større. Nu har vi fra Haakons Tid to offentlige Dokumenter, som vi her kan fremdrage som Vidner, men de taler alle fort Lendermændenes ringe Antal. Myntprivilegiet for Erkebiskopen fra Aar 1222^[50] fremfører 12 Vidner, hvis Stilling vi kjender; men af disse er kun de to første (Paal i Giske og Gregorius Jonssøn) Lendermænd, thi den tredie i Rækken er Stallaren (Dagfinn), der i Rang stod under Lendermændene, de 5 følgende er Korsbrødrene i Domkirken,^[51] og de nederst nævnte er skutilsvende eller Hirdmænd.^[52] Privilegiet for Stavanger,^[53] som Munch henfører til 1243, har ialfald tre Lendermænd (Gaut Jonssøn, Paal Vaagaskalme og Ivar Nev) foruden tre Prester og „mange andre Dannemænd“, men af de tre Lendermænd var rigtignok Gaut Jenssøn indirekte interesseret i Privilegiet som Stavangerbiskopens Broder. Dette, at to eller tre Lendermænd er tilstede ved og deltager i Statshandlinger, svarer ganske til, hvad Sagaen beretter, og stadfæster denne; det stemmer ogsaa ganske med, hvad c. 1275 Hirdskraaen (c. 18) forudsætter, at naar en Lendermand udnævnes (ɔ: ved en af de store Høitider), i Regelen to Lendermænd var tilstede, skjønt det dog forudsættes muligt, at ingen var tilstede. At kun de i Sagaen nævnte Lendermænd forekommer i Brevene, er naturligvis heller ikke tilfældigt.

VI.

Af Magnus Lagabøters Saga er som bekjendt kun nogle faa Brudstykker tilbage, og fra hans sønners Tid kaster kun de islandske Biskopssagaer Streifiys ind over Norges Historie; men til Gjengjæld begynder nu de offentlige og private Dokumenter at blive talrigere, og det er især fra dem, at vi nu maa søge at bestemme Lendermændenes Antal. Det er ved disse at lægge Mærke til, at ligesom Hirdskraaen foreskriver (c. 18), at Lendermændene havde Sæde ved Hoffesterne efter Anciennetet, saaledes iagttages det altid i Breve fra denne Tid at opføre Lendermænd efter Anciennetet, og denne Skik bliver saaledes af Betydning for at bestemme, baade hvilke der havde Lendermandsnavn, og fra hvad Tid de bar det.

De Dokumenter, der vedkommer os fra Magnus Lagabøters Tid, er Traktaten i Perth 1266,^[54] Forligene i Bergen 1273 og Tunsberg 1277^[55] samt et Brev af 1277 til Høvdingerne i Viken;^[56] naar medtages, at en Liste i de islandske Annaler over de Høvdinger, der var om Kong Magnus i 1276, oplyser, at Alv Erlingssøn var Lendermand allerede da, er det egentlig kun de deltagende Lendermænd i de to Forlig med Geistligheden, der har Betydning for os; de lyder saa:

Bergen 1273.	Tønsberg 1277.
Brynjulv Jonssøn.	Erling Alvssøn.
Ragnvald Urka,	Ragnvald Urka.
Andres Gregoriussøn,	Andres Plyt.
Eiliv af Naustdal,	Gaute af Tolga.
Andres Plyt,	Bjarne Erlingssøn.
Aslak Gus,	Thore Haakonssøn.
Bjarne Erlingssøn.	Audun Hugleikssøn.
	Vigleik Audunssøn.

Fastholdes Anciennetetsprincipet, vil det sees, at kun de Mænd hvis Navne staar under Andres Plyt, og denne selv er udnævnt i Kong Magnus’s Tid: altsaa er foruden Andres Plyt og Aslak Gus ogsaa Gaute af Tolga og Bjarne Erlingssøn udnævnte mellem 1264 og 1273, men de tre sidste paa 2den Liste er udnævnte mellem 1273 og 1277, da Thore i det første Aar kaldes Kansler og ikke Lendermand. Endvidere sees af 1ste Liste, at Andres Gregoriussøn maa være udnævnt til Lendermand allerede i Haakon Haakonssøns Tid, siden han nævnes foran Eiliv af Naustdal; det kan derfor ingen Tvivl være om, at han er den samme Lendermand fra 1263, som i Sagaen kaldes Andres Pottr.

Af de 14 Lendermænd, som vi fandt om Sommeren 1263, og som altsaa Magnus modtog fra sin Faders Tid, døde Nikolas i Giske i 1265, den gamle Gaut Jonssøn i 1270, Andres Nikolassøn drog paa Korstog i 1271 og døde to Aar efter udenlands, Jon Drotning og Aslak Gus i 1274; ligeledes forsvinder Baard i Hestbø, Ogmund Krøkedans, Erlend Raude og Erling i Bjarkø efter 1264, uden at man kjender deres Dødsaar. Der har saaledes mellem 1264 og 76 været otte Pladse (da Aslak Gus som ny udnævnt ikke kan regnes med) at udfylde, og det kan da ikke regnes for tilfældigt, at vi i 1276–77 kan opføre ialfald syv nye Mænd ved Siden af de faa ældre, som endnu levede: Andres Plyt, Gaute i Tolga, Bjarne Erlingssøn, Thore Haakonssøn, Andres Hugleikssøn, Vigleik Audunssøn og Alv Erlingssøn. Om vi kan opføre ogsaa en 8de, bliver altid noget tvivlsomt; thi vistnok finde vi to nye Lendermænd udnævnte før 1280, men i de senere Aar er endvidere død flere af de ældre Lendermænd (Eiliv af Naustdal i 1277 og Brynjulv Jonssøn i 1278, Ragnvald Urka, der døde mellem 1277 og 1280, og endelig vistnok tillige Andres Gregoriussøn, der kun nævnes i 1273. Der kan altsaa spores en om end ringe Formindskelse af Antallet i Løbet af Magnus’s Regjeringstid; ved hans Død kan vi ikke opføre flere end 11 Lendermænd, og af disse døde endog en i samme Aar:

Finn Gautssøn,

Andres Plyt,

Erling Alvssøn,

Gaute i Tolga,

Bjarne i Bjarkø,

Alv Erlingssøn,

Thore Haakonssøn,

Audun Hugleikssøn († 1280),

Vigleik Audunssøn,

Hallkel Krøkedans,

Jon Brynjulfssøn.

End hurtigere sank Antallet under den følgende Tid paa Grund af det fra gammel Tid fastslaaede Princip, at i en Konges umyndige Aar kan ingen nye „Navnbøder“ gives. Thi for ikke at tale om Andres Gregoriussøn, der ikke nævnes efter 1273, eller om Vigleik Audunssøn, der døde samme Aar som Kong Magnus, finde vi, at en af Formynderne døde i 1281, nemlig Andres Plyt, og kort efter ogsaa Erling Alvssøn (1283). Ved den Tid, da Erik tiltraadte Regjeringen som myndig eller ialfald kort efter, kan vi ikke regne mere end otte Lendermænd (eller, som de fra 1277 nævnes, Baroner) i hele Riget. Der trængtes altsaa ny Supplering, og dennes Gang sees af følgende Breve af tilstedeværende Baroner:

1287:^[57] Gaute i Tolga.

Bjarne Erlingssøn.

Thore Haakonssøn,

Audun Hugleikssøn.

Guthorm Gydassøn.

Isaak Gautessøn;

1287:^[58] Gaut Gautssøn paa Mel;

1300:^[59] Bjarne Erlingssøn.

Thore Haakonssøn,

Ulfheden Bjørnssøn,

Isaak Gautessøn.

Vidkunn Erlingssøn,^[60]

Peter Andressøn;^[60]

1302:^[61] Bjarne Erlingssøn,

Ulfheden Bjørnssøn,

Isaak Gautessøn,

Jon Ivarssøn,

Sæbjørn Helgessøn;

1303–4:^[62] Bjarne Erlingssøn,

Aslak Ragnvaldssøn,

Sæbjørn Helgessøn;

1305:^[63] Bjarne Erlingssøn,

Jon Ragnvaldssøn,

Sæbjørn Helgessøn,

Bjarne Lodenssøn,

„Velent af Stikl ..“.

Det vil heraf sees, at mellem 1283 og 1287 var udnævnt tre Baroner (Guthorm Gydassøn, Ulvheden Bjørnssøn og Isaak Gautessøn),^[64] før 1300 to (Vidkunn Erlingssøn og Peter Andressøn), før 1302 fire (Aslak Ragnvaldssøn, Jon Ivarssøn, Jon Ragnvaldssøn og Sæbjørn Helgessøn), før 1305 to (Bjarne Lodenssøn og „Velent af Stikl .. “), hvortil endvidere kommer de tre sidst udnævnte Baroner, snare Aslakssøn, Ogmund Dans og Ogmund Sigurdssøn, der ikke fører denne Titel før end i Breve fra 1308, 1310 og 1311.^[65] Denne Tilgang af 14 nye Baroner i Løbet af 25 Aar (1281–1308) kunde synes betydelig; men man maa imidlertid ogsaa her huske paa, at Afgangen var omtrent den samme: thi Hallkel Krøkedans blev dræbt 1287, Alv Erlingssøn afsat samme Aar, Gaute af Tolga dræbt 1288, Finn Gautssøn og hans Broder Gaut nævnes sidste Gang i 1288, Jon Brynjulfssøn og Guthorm Gydassøn sidste Gang i 1295, Audun Hugleikssøn blev afsat i 1299, Ulvheden Bjørnssøn og Ivar Gautessøn nævnes sidste Gang i 1302, Jon Ragnvaldssøn og „Velent af Stikl ..“ i 1305. Da Kong Haakon i Juni 1308 ophævede Lendermandsværdigheden eller rettere fastsatte, at den ikke længer skulde uddeles, tør man ikke med sikkerhed regne mere end ti Lendermænd i Landet: naar Munch regner elleve, har han antaget, at Jon Ragnvaldssøn og „Velent af Stikl ..“ oplevede 1308 (hvad der jo er muligt), og ikke regnet Aslak Ragnvaldssøn med. I heldigste Tilfælde bliver altsaa Antallet 13, i uheldigste 10, og selv da er altsaa ikke Antallet sunket i betragtelig Grad fra det i 13de Aarhundrede sædvanlige.

Til Slutning skal ogsaa her nævnes et Par Tal, hvormed gjøres Prøve paa vort Resultats Rigtighed. Vi har nævnt den Oplysning fra Aar 1094, at der da var fire Lendermænd i Viken. Fra henved to Aarhundreder senere har vi Breve til Høvdingerne i Viken; Aar 1277 udsender Kong Magnus en Proklamation til alle Lendermænd, Lagmænd, Sysselmænd og haandgangne Mænd i Borgarthingslagen, og Lendermændene nævnes alle i Spidsen af Brevet: Erling Alfssøn, Thore Biskopssøn og Audun Hugleikssøn. At dette Tal er fuldstændigt, sees af et udateret Brev fra c. 1282 fra Formynderne til „Hr. Erling Alfssøn, Hr. Thore Biskopssøn, alle sysselmænd og haandgangne Mænd“ i Viken; det er netop de samme Lendermænd undtagen Audun Hugleikssøn, da denne var en af Formynderne. Allerede disse Tal – 4 i 1094, 3 i 1277 – tør være tilstrækkelige til at vise, at hvis der har været Nedgang i Antallet af Lendermænd, har dette ikke været større, end man kunde vente efter vore tidligere Sammenstillinger. Det samme Forhold vil vise sig, om man sammenstiller Antallet af de Lendermænd, som var tilstede ved Kroningerne: i Magnus Erlingssøns Kroning i 1164 deltog 12 Lendermænd samt Jarlen Erling, ved Haakon Haakonssøns Kroning i 1247 deltog 9 Lendermænd med Jarlen Knut (samt Kongens 3 Sønner), ved Magnus’s Kroning i 1261 synes netop det samme Antal at have fungeret, da man efter Beskrivelsen tog den forrige Kroning i et og alt til Mønster.^[66] Mærkeligt nok finde vi altsaa netop det samme Forholdstal mellem Lendermændene i hele Landet i 1164 og 1247–61 (12:9) som mellem Lendermændene i Viken i 1094 og 1277 (4:3).

Til Slutning gives paa samme Maade som ovenfor en samlet Oversigt over Lendermændene fra 1217 til 1308:

Gregorius Jonssøn af Blindheim (No. 98).

103. Paal Flida af Giske, Søn af No. 58; er vistnok den samme, som i 1198, medens Faderen endnu levede, kaldtes Aura-Paal^[67] efter Farfaderen (No. 19). Lm. før 1217, † efter 1223.^[68] Søn: Peter (No. 116).

104. Brynjulv Knutssøn, Lm. fra Vestlandet ved 1217–23. Af Navnene turde man formode, at han stammede fra Aurlands-Ætten i Sogn.^[69]

105. Gaut Jonssøn af Mel, Søn af No. 88, Lm. før 1217, † 1270.^[70] Sønner: 1) Finn (No. 133) og 2) Gaut (No. 158).

106. Arne Sturla, Lm. fra Vestlandet før 1217, † mellem 1217 og 1223. Efter Navnet at dømme en Ætling (Sønnesøn?) af No. 36.

107. Aasulf Erikssøn af Austraat, kaldet Kongsfrænde, Sønnedattersøn af No. 24; havde faaet Austraat ved Giftermaal med Baugeid Jonsdatter af Saxvik-Ætten. Lm. før 1217; levede endnu 1240.^[71]

108. Loden Paalssøn, Søn af No. 87. Øskeggehøvding ved 1193, Baglerhøvding ved 1201,^[72] men underkastede sig 1202 og blev Lm. før 1217,^[73] levede endnu 1225.^[74]

109. Loden Gunnessøn, rimeligvis Søn af Baglerhøvdingen Gunne Lange fra Skien († 1206); kaldes selv „gammel Begling“, men var i 1217 Lendermand i Viken, † mellem 1247 og 1256. Blev i 1221 gift med Ingebjørg Erlingsdatter, Skule Jarls Halvsøster,^[75] og havde en Søn, Jon (No. 135).

110. Sigurd Kongsfrænde, Dattersøn af Kong Sigurd Mund,^[76] Statholder i Viken før 1217,^[77] drog i 1217 paa Korstog og døde s. A.^[78]

111. Jon Staal fra Sogn (Hvaal?), Sysselmand i Sogn ved 1201,^[79] udnævnt til Lm. Julen 1217–18, levede endnu 1225.^[80] Søn: Brynjulv (No. 126.)

112. Ivar Nev fra Haalogaland, blev fangen af Baglerne 1198,^[81] blev Lm. Julen 1217–18, regnes i 1223 til Gulathingslagen,^[82] hvor han ogsaa c. 1243 besegler et Kongebrev;^[83] var en Frænde af No. 115.^[84]

113. Arnbjørn Jonssøn, Søn af No. 88,^[85] opfostredes hos Biskop Nikolaus i Oslo,^[86] var Baglerhøvding fra 1204–17, erkjendes som Lendermand i Viken af Kongen,^[87] styrede Borgesyssel ved 1222^[88] og til sin Død om Vaaren 1240.^[89]

114. Guthorm Gunnessøn, Søn af Kong Haakons Raadgiver Gunne Lodenssøn, Sveitehøvding 1217, udnævnt til Lm. i Julen 1218–19, styrede Grenland 1221,^[90] † s. A.^[91]

115. Paal Vaagaskalme (d. e. fra Vaagen i Lofoten, hvor han ejede Gaard^[91], boede paa Dønnesøen,^[92] udnævntes til Lm. i Julen 1218–19, † 1245.^[93] Sønner: 1) 1var Grette, Hirdmand, landsforvist 1227.^[94] 2) Nikolas (No. 124). Paa Grund af Navnene Paal Nikolas og Andres tør man antage, at de hørte til samme Slægt som de nordenfjeldske Lendermænd Paal og Nikolas Andressønner (No. 80 og 84).

116. Peter Paalssøn i Giske, Søn af No. 103, Lm. ved 1221, havde Syssel i Søndmøre ved 1239, † Vaaren 1254.^[95] Søn: Nikolas (No. 134).

117. Simon Ko (kýr), havde c. 1190 siddet i Fængsel i Visingsø med Erling Stensvæg,^[96] Baglerhøvding i Ranrike 1204,^[97] hyldede Haakon 1218, havde Syssel ved Gøta-Elven ved 1222, udnævnt til Lm. i Julen 1223–24,^[96] † 1245. Mon beslægtet med No. 69?

118. Halvard Bratte, Øskeggehøvding 1193, Baglerhøvding ved 1200, overgav sig til Kong Sverre Januar 1202, men sluttede sig atter til Baglerne i 1204; var Birkebeinerhøvding i Viken 1217, Sysselmand paa Oplandene ved 1223, udnævnt til Lm. i Julen 1223–24, havde Syssel i Ranrike i 1224, 1226 og 1235.^[98]

119. Gunnbjørn Jonsbroder fra Ranrike, Baglerhøvding ved 1217, Sysselmand paa Hadeland og Thoten ved 1218–24, udnævnt til Lm. før 1228, † mellem 1240 og 1247.^[99] Han var Broder af Baglerhøvdingen Jon Drotning († 1206)^[100] og rimeligvis Fader til den yngre Jon Drotning (No. 130). En senere Mand af samme Navn, ogsaa kaldet Jon Saulessøn, Lagmand i Ranrike ved 1339, havde sin Hjemstavn paa Øen Thjørn;^[101] rimeligvis har derfor Slægten hørt hjemme her og stammet fra Lendermanden Jon af Thjørn (No. 62) og dennes Søn Asbjørn (No. 86).

120. Knut Haakonssøn – hans Fader Haakon Jarl († 1214) var Dattersøn af Sigurd Mund, hans Moder Kristina Datterdatter af Erik den hellige – født 1207, Ribbungernes Konge 1226–27; Lendermand før 1232 og var da forlenet med halve Ryfylke og halve Sogn; Jarl paa Østlandet Vaar 1240, fik kort efter fire throndhjemske Fylker, Namdalen og halve Sogn i Len.^[102] † 1261.^[103] Gift 1227 med Ingerid, Skules Datter, † før 1233.

121. Alv Erlingssøn af Thornberg (paa Ringerike), Lm. hos Skule ved 1233, levede endnu 1239.^[104] Gift med Ingebjørg Baardsdatter,^[105] Hertug Skules Søster; deres Søn Erling (No. 136).

122. Baard Bratte, en Thrønder, Lm. hos Skule ved 1233, flygtede efter Slaget i Oslo 1240 hjem til Nidaros og skjulte sig i Kristkirken.^[106]

123. Eiliv af Vold, Lm. ved 1233, synes at være død inden 1239.^[107] En Mand af samme Navn fra Frosten nævnes i Begyndelsen af 14de Aarhundrede (se DN. V, 112).

124. Nikolas Paalssøn, Søn af No. 115, var Sveitehøvding ved 1225, Lm. ved 1233, † Dec. 1239 og kaldtes da „yngst af alle Lendermænd“;^[108] rimeligvis Fader til No. 143.

125. Eirik Stilk, Lm. ved 1235, havde Syssel paa Raumarikr i 1236 og 1240.^[109] En Mand af samme Navn forekommer i 1314 paa Vestlandet, trolovet med Jomfru Inga af Hvaal (DN. VI, 84).

126. Brynjulv Jonssøn af Hvaal,^[110] Søn af No. 111; Lm. paa Vestlandet ved 1232, † c. 1278. Hans Enke, Fru Ragnhild, ægtede i 1279 Islændingen Hr. Thorvard Thorarenssøn,^[111] hans Søn var Jon (No. 155).

127. Isaak i Bø, Sysselmand i Sogn ved 1225, Lm. paa Vestlandet ved 1239, † før 1247.^[112]

128. Vilhjalm af Torge, deltog c. 1222 i Udstedelsen af Kong Haakons Myntprivilegium og hørte efter den Plads, hans Navn har i Brevet, til de høiere Hirdklasser (Skutilsvein?); sluttede sig i 1239 til Skule og kaldes da „Lendermand“, men da han ikke nævnes blandt de nye, af Skule udnævnte, maa han være udnævnt af Kong Haakon, altsaa før 1237, † 1240. En Høvding af samme Navn faldt i Norefjorden 1184,^[113] om en anden se under No. 67.

129. Gunnar Kongsfrænde, havde Syssel i Strinden i 1237, var Lm. paa Vestlandet i 1239, havde Syssel ved Gøtaelven i 1249.^[114]

130. Gregorius Andressøn af Stovreim, var Brodersøn af Baglerkongen Philippus og nedstammede saaledes fra No. 51, havde syssel paa Raumarike 1232, men drog udenlands 1237; kom tilbage og fik Borgesyssel i 1240, blev kort efter Lm. og ægtede i 1242 Kong Haakons uægte Datter Cecilia,^[115] † 1246.^[116] Børn: Andres (No. 140) og en Datter, gift med No. 148.^[117]

131. Jon Drotning, rimeligvis Søn af No. 119; Lm. ved 131, havde Syssel i Viken ved 1256,^[118] † 1274.^[116] Sigurd Biskopssøn (af Husastad?); hans Fader Erkebiskop Peter († 1226) var Sønnesøn af No. 33 og Dattersøn af No. 23; han havde Syssel nordenfjelds i 1239, Lm. før 1247,^[119] † før 1263.

133. Munan Biskopssøn (maaske Søn af Biskop Askel, hvis Farbroder hed Munan, No. 89), havde Syssel paa Hedemarken i 1236 og 1239, var Lm. før 1247,^[120] † før 1263.

134. Finn Gautssøn af Mel, Søn af No. 105, Lm. før 1247,^[120] levede endnu 1288.^[121] I de Bergenske Vedtægter, som Munch henfører til 1302,^[122] nævnes en Hr. Finn, som Munch antog for Finn Gautssøn; men dette er umuligt, da Hr. Finn nævnes efter den meget yngre Baron Sæbjørn Helgessøn. Søn: Hr. Jon Finnsøn, Ridder ved 1288, sat i Kloster.^[121]

135. Nikolas Peterssøn af Giske, Søn af No. 116, Lm. før 1253,^[123] † 1265. Datter: Margrete, gift med Bjarne Erlingssøn (No. 151).

136. Jon Lodenssøn, Søn af No. 109,^[124] Lm. i Viken ved 1256,^[125] † 1260.^[126]

137. Erling Alfssøn af Thornberg, Søn af No. 121; Lm. før 1261,^[127] havde i Len Borgesyssel i 1275,^[126] 1277 og c. 1282,^[128] † 1283.^[126] Børn: 1) Alv (No. 153) og 2) Ingebjørg, gift med Thore Biskopssøn (No. 149).

138. Ogmund Krøkedans, havde Syssel i Orkedalen ved 1239, paa Østlandet i 1253; Lm. før 1261, maaske før 1253; levede endnu 1264.^[129] Sønner: 1) Borgar, brugtes som Sendemand i 1251 og 1261,^[130] 2) Hallkel (No. 154).

139. Baard i Hestbø, havde Syssel i Ryfylke ved 1239; Lm. ved 1263, maaske før 1253.^[131]

140. Ragnvald Urka, Lm. før 1262,^[132] † mellem 1277 og 1280. Børn: 1)? Ceeilia, gift med Andres Plyt, 2)? Aslak (No. 164).

141. Andres Pott^[132] eller Gregoriussøn af Stovreim, Lm. ved 1263,^[132] levede endnu 1273. Børn: 1) Hr. Andres, † c. 1300, gift med Fru Thorbjørg, 2) Gyrid, gift med Vidkunn Erlingssøn (No. 160).

142. Eiliv i Naustdal, Lm. ved 1263,^[132] † 1277.^[133] Søn: Eiliv, Ridder ved 1309.

143. Erling Ivarssøn af Bjarkø, nedstammede gjennem Kvindeled fra No. 60, Lm. ved 1263.^[132] Sønner: 1) Bjarne (No. 140) og 2) Vidkunn (No. 160).

144. Andres Nikolassøn, rimeligvis Søn af No. 124, var Medlem af Gesandtskabet til Spanien 1257–58, Lm. ved 1263,^[133] drog paa Korstog 1270,^[134] † 1273.^[133] Han var besvogret med No. 143.

145. Erlend Raud, Lm. ved 1263.^[135] En Mand af samme Navn – maaske den samme – hører hjemme paa Follo i 1266.^[136]

146. Andres Plyt, var Fehirde i 1263,^[137] Lendermand før 1273, en af Formynderne 1280, † død i Bergen 1281. Gift med Cecilia Ragnvaldsdatter (maaske Datter af No. 140), deres Datter hed Fru Gyda.^[138]

147. Aslak Gus, Stallare ved 1263,^[137] Lm. før 1273, † 1274.^[139]

148. Gaute Erlingssøn i Tolga, Lm. før 1273, † 1288. Gift med Datter af No. 130; deres Søn Isaak (No. 159).

149. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø og Giske, Søn af No. 143. Lm. før 1273, en af Formynderne 1280–82, † 1313. Gift med Margrete Nikolasdatter, Datter af No. 135. Søn: Andres, † før 1309, gift med Kristina, Datter af No. 150.

150. Thore Biskopssøn, Søn af Biskop Haakon i Oslo (Erkebiskop 1265–67), Kansler 1270, Baron og Sysselmand i Skienssyssel ved 1277, † 1317.^[139] Gift 1276 med Ingebjørg Erlingsdatter, Datter af No. 137; Børn: 1) Haakon, Ridder ved 1319, † c. 1330, 2) Kristina, gift med Andres Bjarnessøn (se No. 149), 3) Elin, gift med Drotseten Erling Vidkunnssøn. Den norske Baron „Terricus de campis ludi“ (Terri des champs de jeu), der var Gesandt i England 1289–90,^[140] kan ikke være nogen anden end Thore Biskopssøn. Suhm og efter ham alle nyere har oversat Navnet Terricus med „Thryrik“, men da „Therricus“ ogsaa andensteds viser sig at være den latinske Gjengivelse af „Þórir“,^[141] maa Baronen Terricus’s virkelige Navn være Thore, og da er vi henviste til Thore Biskopssøn, – den eneste Baron af dette Navn. „Campi ludi“ har man med dette anseet for en Oversættelse af et Stedsnavn „Leikvangar“, og Munch gjættede da paa Gaarden Leikvang i Sogn (Evindvik); men da Thores Fader hørte hjemme i Oslo Diocese, hør hans Odelsgaard søges her, og Prof. Rygh har da gjort mig opmærksom paa den store Gaard Leikvangar, nu Lekum, i Eidsberg (Smaalenene). Denne Formodning nærmer sig næsten til Sikkerhed, da det virkelig vides, at Thore eiede Jordegods i disse Egne.^[142]

151. Audun Hugleikssøn af Hegranes (i Søndfjord); han var Kongernes Frænde, idet hans Morfader Audun af Borg var beslægtet med Kongemoderen Inga;^[143] han var Stallare i 1276,^[144] Lm. og Sysselmand i Vestfold 1277, en af Formynderne 1280–82; afsat og fængslet 1299,^[144] henrettet 1302.^[144]

152. Vigleik Audunssøn (Provstesøn), Sendemand i Rusland 1251, Sveitehøvding ved 1263,^[145] Stallare ved 1273,^[146] Baron ved 1277, † 1280.^[144] Søn: Audun, Ridder.

153. Alv Erlingssøn af Thornberg, Søn af No. 147; Lm. ved 1276,^[144] fik Borgesyssel efter sin Fader 1283, Jarl 1286, afsat 1287, † 1290. Datter: Kristina, gift med Rane Jonssøn.

154. Hallkel Krøkedans, Søn af No. 138, Baron før 1280, Høvedsmand paa Borgen ved Oslo 1286, † 1287.^[144] Børn: 1) Ogmund Dans (No. 169), 2) Magnhild, gift med Stallaren Olav af Stein; deres Datter Brynhild gift med No. 164.

155. Jon Brynjulvssøn af Hvaal, Søn af No. 126, Baron før 1280, † efter 1295; hans Søstre og Søsterbørn arvede ham (se DN. VI, 84).

156. Guthorm Gydassøn fra Raumarike, Vicekansler ved 1277, Baron før 1287, † mellem 1295 og 1307.^[147] Guthorms Moder kaldes Fru Gyda,^[147] og da Guthorm fører samme Vaaben som Jon Brynjulvssøn (No. 155),^[148] tør man antage for sikkert, at hun har hørt til Hvaalslægten.

157. Ulvheden Bjørnssøn (eller rettere Bjarnessøn), Baron før 1287; nævnes i Kongebreve i 1300 og 1302 og var fra Ranrike, thi en Søn af ham, Hr. Bjarne Ulfhedinssøn „i Hallandum“ (Bro Sogn, Bohuslen), nævnes i den røde Bog (S. 373).

158. Gaut unge af Hatteberg, Søn af No. 105, nævnes som Baron i 1287–88, † længe før 1306. Gift i 2det Ægteskab med Katharina Iversdatter „af Logalo“, men havde i 1ste Ægteskab Sønnen Thore paa Hatteberg, der ikke var Ridder.

159. Isaak Gautessøn af Tolga, Søn af No. 148, Baron før 1287, † efter 1302. Gift (1287?) med Datter af Grev Jacob af Halland; Søn: Gaute, Ridder før 1319.

160. Vidkunn Erlingssøn fra Viken, Søn af No. 143, Ridder ved 1281, Baron før 1300, † 1302. Gift med Gyrid Andresdatter, Datter af No: 141, deres Søn Erling Vidkunnssøn, Drotseten.

161. Jon Ragnvaldssøn fra Søndfjord, Ridder ved 1280, Gjaldkere i Bergen ved 1282, Baron ved 1297, levede endnu 1305. Han hørte ikke, som Munthe og Munch antog, til Familien Smør, da hans Vaaben er aldeles forskjelligt fra denne Slægts Vaaben.

162. Peter Andressøn fra Nordmøre, antages af Munthe og Munch for Søn af No. 146; Baron før 1300, levede endnu 1319. Datter: Isabella, gift 1314 med Hr. Sigurd Jodgeirssøn.

163. Jon Raud Ivarssøn af Sudrheim (paa Raumarike), rimeligvis Sønnesøn af Kong Haakon Haakonssøns Frænde Jon af Sudrheim (ved 1240); Ridder ved 1295, Baron før 1302, † efter Juni 1312. Søn: Hr. Hafthore, gift med Agnes, Datter af Kong Haakon Magnussøn.

164. Aslak Ragnvaldssøn, (maaske Søn af No. 140?), Ridder før 1290, Baron før 1302, nævnes som forhenværende Sysselmand i Skienssyssel 1308. Gift med Brynhild Olavsdatter (se No. 154), deres Søn Hr. Ragnvald, † 1320.

165. Sæbjørn Helgessøn fra Ryfylke, Ridder før 1296, Baron før 1302, † 1322. Gift med Ragnhild Jonsdatter, maaske Datter af No. 163; deres Datter Gudrun gift med Hr. Finn Ogmundssøn af Hestbø.

166. Mag. Bjarne Lodenssøn, Kansler under Formynderregjeringen 1280–82, var Ridder og kaldes juris civilis Professor i 1295, blev fængslet i 1302, men var atter fri og udnævnt til Baron i 1304, faldt fra Kongen 1308, † 1310.

167. „Velent af Stikl ..“ nævnes sidst blandt Baronerne i et Brev af 10de December 1305, der kun er bevaret i Arne Magnussøns Afskrift af en Bergensk Copibog. Nu har imidlertid Absalon Pederssøn (i Norges Beskrivelse) og en samtidig af ham, der begge benyttede Kopibogen, læst Personnavnet Willem, hvilket vistnok er rigtigere. Af Stedsnavnet kunde Arne Magnussøn kun læse Stikl, de to andre Stikla, idet Resten var ulæseligt; jeg antager, at der har staaet Stiklastodum (dog stærkt forkortet) og at Willem af Stiklastad er den samme som Hr. Vilhjalm af Torge, der ialfald i 1301 holdt til i Værdalen.^[149] Hr. Vilhjalm af Torge var i 1290 Ridder^[149] og efterlod sig en Søn Erik i Torge († 1332).

168. Snare Aslakssøn, Ridder og Vicekansler ved 1301^[150] og 1306,^[151] kaldes i Marts 1308 Baron;^[152] levede endnu 1319.

169. Ogmund Dans (Knøkedans), Søn af No. 154, var landsforvist i 1298, men tilbagekaldt før 1302, da han sendtes mod Karelerne;^[153] siges at være dræbt i 1309,^[153] men nævnes dog som tilstedeværende i Bergen i Februar. 1310^[154] og kaldes da Baron.

170. Ogmund Sigurdssøn af Hestbø, Merkesmand ved 1300, nævnes som Baron i 1311;^[155] døde kort efter. Da hans Søn Ivar bærer Tilnavnet Rova, er aabenbart Hirdmanden Sigurd „son Ivars rófu“ ved Aar 1263^[156] Ogmunds Fader. Man har antaget, at Ogmund eller hans Slægt gjennem Kvindeled stammede fra Baard i Hestbø, men de senere Slægtnavne antyde ikke Slægtskab; rimeligere er det, at Ogmund har været indgiftet i Tolga-Ætten, da Ogmunds Sønnesøn efter Tolga-Ættens Uddøen arver Tolga; maaske er den Fru Eyvor Gautesdatter, der endnu levede i 1328 og i et Brev, som Finn Ogmundssøn udstedte, nævnes lige efter hans Svigermoder, Finns Moder og Ogmunds Enke.^[157]

VII.

Overser vi det her samlede Materiale, hvis Ufuldstændighed vistnok paa mange Punkter er fremtrædende, tør vi dog fastslaa som Hovedresultat, at Udviklingen eller rettere Nedgangen ikke er skeet i store Sprang, men hovedsagelig lidt efter lidt gjennem flere Aarhundreder. Hvis vi antager, at Hersernes Antal i 10de Aarhundrede nogenlunde har svaret til Fylkerne, har Lendermændenes Antal i 11te og 12te Aarhundrede holdt sig næsten lige saa høit eller ialfald været underkastet Fluktuationer, der ikke har grebet dybt ind. Under Kong Sverre har der vistnok været en Reduktion, men denne har ikke havt de Dimensioner, som man før har antaget, og desuden har denne Virkning været udjevnet ved den følgende Tids Udvikling: eftersom de større Landsdele underkastede sig under hans Efterkommere, har de gamle Slægter atter traadt ind i Kongens Tjeneste og atter „taget Land“ af Kongen, og under Haakon Haakonssøns Regjering har Lendermændenes Kreds omtrent været lige saa fast som før Kong Sverre, om end Antallet synes at være forringet med en Fjerdedel.

Jeg har forsøgt i den foregaaende Oversigt at bringe saa vidt muligt paa det rene, i hvilket Slægtskabsforhold Haakon Haakonssøns Lendermænd stod til Ætterne før Sverres Tid. Dette er vistnok vanskeligt og tildels umuligt at udrede, da Sturla Thordssøn har været meget karrig med genealogiske Oplysninger om sin Samtids norske Stormænd, og vi maa derfor nøie os med approximative Resultater. Bedst kjender vi Lendermændene fra 1217: af disse ni er No. 98, 103, 105–8 bevisligt af gamle Lendermands-Ætter, No. 110 er Dattersøn af en Konge, for No. 104 kjendes ikke hans Slægt, men da han ikke har spillet nogen Rolle som Krigsmand, maa ogsaa han regnes til de gamle Slægter, og dette er ogsaa sandsynligt om No. 109, siden han ansees værdig til at besvogres med Rigsforstanderen Skule Jarl; altsaa – om de fleste er det sikkert, om de øvrige sandsynligt, at de hørte til Rigets gamle Aristokrati. Om de i Haakon Haakonssøns Tid udnævnte tør vi ikke udtale os med saa stor Sikkerhed. Af de i Tiden 1217–23 udnævnte ni Lendermænd er ialfald to (No. 112, 116) bevisligt Lendermands-Sønner, det samme gjælder sandsynligvis ogsaa to andre (No. 115 og 119). De øvrige har gjort sig bemærkede som „Sveitehøvdinger“ eller Sysselmænd under Borgerkrigene enten paa Birkebeinernes eller paa Baglernes Side; men selv disse har ikke, saa vidt vi kan se, steget op af Samfundets lavere Lag, thi alle, hvis Herkomst kan følges, er „gode Bønder“ som Ivar Nev, der ogsaa var i Slægt med Paal Vaagaskalme, og alle synes at have siddet paa arvede eller tilgiftede Gaarde. Utvivlsomt var der imidlertid Forskjel mellem Mænd som Peter af Giske og Finn Gautssøn, der i ung Alder før sine Fædres Død optræder som Lendermænd, og Mænd som Ivar Nev og Jon Staal, der tjener sig op i Krigene og saa bliver belønnet med „Navnbøder“; men det ser dog ud til, at denne Forskjel udjevnes allerede i næste Led, naar standsmæssige Ægteskaber har knyttet de „nye Mænd“ til de ældres Kreds eller forøvrigt deres Jordbesiddelse. For den senere Del af Haakon Haakonssøns Tid gjelder den samme Usikkerhed; de, hvis Slægt vi kan paavise, er enten Lendermands-Sønner eller, hvad der regnes for lige saa høit, er beslægtet med Kongerne eller endelig Sønner af Biskoper, der jo havde Rang over Lendermænd. Kun om meget faa, som Ogmund Krøkedans, kan ingen Oplysninger gives, og han maa da antages at have tjent sig op i Krigen; om de fleste andre, hvis Slægt er ubekjendt, antyder dog i Regelen Gaardsnavnene, at de hørte til gamle Odelsslægter. Ganske de samme Forhold synes at finde Sted under Magnus og hans Sønner; selv hvor vi ikke kan paavise Nedstammelse fra Lendermænd eller Slægtskab med Kongeætten, synes dog overalt Jordbesiddelse at danne det sociale Grundlag og Støttepunkt. Derimod synes i disse sidstes Tid Niveauet at synke. Dels bliver de gamle Slægter, saa vidt vi kan se, færre, idet nogle af dem som Blindheimsætten (1228) og Giskeætten (1265), døde ud i Løbet af Aarhundredet, og skjønt dette vistnok for Samtiden havde mindre at sige, da ogsaa det gjennem Kvindeled arvede eller ved Giftermaal erhvervede Jordegods gav samme Anseelse som den, Faderen overførte paa Sønnen; men Betydning fik dette derved, at Slægtgodset ved Arvedøtrenes „standsmæssige“ Forbindelser overførtes til allerede før rige og ansete slægter og saaledes 1 Nummer forsvandt af den ikke før talrige Kreds. Dels ser vi ogsaa Slægter, der som Stovreimsætten og Melsætten trækker sig tilbage fra eller ialfald ikke længer benyttes til Rigsstyrelsen. Endelig kommer dertil, at under den svage Kong Erik enkelte store Baroner driver selvstændig Politik og enten ender i Kamp mod Standsbrødre (som Hallkel Krøkedans) eller falder i Opposition mod Kongemagten, som Alv Erlingssøn og Audun Hugleikssøn. Da Kong Erik i 1299 efterfølges af sin kraftigere Broder Haakon Magnussøn, er Lendermændenes eller Baronernes Kreds saa betydelig indskrænket, at der ligefrem trængtes en Udvidelse, hvis Systemet fremdeles skulde bestaa. Og da er det paatageligt, at, som P. A. Munch med Rette antog, Haakon i Regelen er gaaet udenfor de „regjerende“ Slægter og har søgt sine Baroner blandt de mere regjeringsdygtige Mænd af lavere Rang. Vistnok er de gamle Slægter ogsaa repræsenteret blandt Kong Haakons nye Baroner – i Vidkunn Erlingssøn († 1302), der dog maaske var udnævnt af Kong Erik, og ialfald i Ogmund Dans –, men flere af de nye hører til Haakons ældre Omgivelser fra hans Hertugtid, og næsten alle synes at høre til Godseier- eller Ridder-Aristokratiet. At Kong Haakon her har handlet efter en bevidst Plan, tør sluttes dels af, at de ældre Slægter fremdeles havde Repræsentanter inden Hirden uden at opnaa Baronværdighed (som Brynjulv Jonssøn af Hvaal, Eiliv Eilivssøn af Naustdal o. fl.), dels deraf at han med ét Slag afskaffede Baronværdigheden, da han mærkede, at der ogsaa inden den nye Kreds fandtes Spirer til en selvstændig Opposition. Forordningen af 1308, der bestemte, at Lendermandsværdigheden skulde uddø med de endnu levende Lendermænd, har derfor mere en politisk end social Betydning og opfattedes vistnok ogsaa saaledes af Samtiden; Oppositionen mod den nye Regjeringsorden udgaar ikke fra de gamle Slægter, thi disses Repræsentanter, som Bjarne Erlingssøn og Thore Biskopssøn, sluttede sig, saavidt man ser, nær til Kongen; den eneste af Kong Haakons Baroner, som søgte at reise en Opstand, var en af dem, han selv havde udnævnt, og som selv havde i tidligere Tid deltaget i Regjeringen, Mag. Bjarne Lodenssøn, og han søgte ikke engang sin støtte i Rigets Aristokrati, men sluttede sig til Kongens politiske Fiende, den svenske Hertug Erik, og da denne forenede sine Interesser med Kongen, faldt ogsaa Bjarnes opposition virkningsløs til Jorden. Paa Aristokratiets Udvikling som saadant har derimod Forordningen af 1308, saavidt vi kan se, ingen Indflydelse havt, ligesom den ingen Indflydelse har tilsigtet. Tjenesten i Hirden og som Sysselmænd stod dette fremdeles aabent og blev opretholdt, saalænge det indenlandske Kongedømme varede, og saalænge beholdt ogsaa Aristokratiet sin politiske Indflydelse. Men Bevægelsen henimod en Adskillelse mellem et Rigs-Aristokrati og et Bygde-Aristokrati var allerede begyndt i det 13de Aarhundrede, idet flere Slægter trak sig tilbage fra Rigsstyrelsen og blev private Godseiere, medens andre, samtidig med at de holdt sig nær Hoffet, ogsaa lagde an paa at forøge sit Jordegods ved Kjøb og Giftermaal inden jævnbyrdige Godseier-Slægter og derved efterhaanden skrumpede sammen til stadig færre Slægter.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Efter et løseligt overslag tror jeg at turde fastslaa, at Riddernes Antal neppe nogensinde oversteg c. 30 og i Regelen var mindre; om Hirdmændene tør jeg ikke udtale mere, end at de ikke synes at have været meget talrige. Naar vi i Traktaten af 1309 (DN. IX. 82) ser Kong Haakon love, at 270 „Riddere og Hirdmænd“ skal gaa i Borgen for ham, har dette Løfte visselig været ham umuligt at opfylde. Maaske dog Læsemaaden er urigtig (Traktaten findes kun i Afskrift fra c. 1600), Tallet 70 vilde være naturligere og stemme med Tallet 60 i Traktaten af 1371. At sammenstille disse gal (270 i 1309, 60 i 1371) som repræsenterende det norske Aristokratis Antal i de to Aar, som Dr. Y. Nielsen har gjort, anser jeg for misvisende.
2. Det norske Folks Historie IV, 1, 549.
3. Harald haarfagres Saga c. 6.
4. Se Landnámabok, Isl. sögur I 213.
5. Olaf Trygvessøns Saga c. 76.
6. En fyrir innan í hringinum sátu dómendr, tólf ór Firðafylki, ok tólf ór Sygnafylki, tólf ór Hörðafylki. Þær þrennir tylftir manna skyldu þar døma um mál öll. Arinbjörn réð, hverir dómendr váru or Firðafylki, en Þórdr af Aurlandi hverir ór Sygnafylki váru. Egilssaga c. 57.
7. I Munchs Geografi forekommer udenfor Ranrike følgende Hereder: Vingulmark: Osloarherað (Akers Sogn), Skogheimsherað (Asker). i Vestfold: Angrheimsherað (Stokke Sogn); paa Hedemarken: Lómherað (sydl. Del af Ringsaker), Mansheimsherað (Redalen i Birid); i Østerdalen: Alfrheimsherað (Elverum); i Hadafylke: Krødisherað (Krydsherred); i Valders: Galaherað (Røen Sogn), Hliðarherað (Hegge Sogn), Hvamsherað (Lomen Sogn), Skrauthvalsherað (Skrutvold Sogn); i Grenafylke: Bøjarherað (Bøherred), Grandalsheraö (Grandsherred), Nesherað (Nes Sogn), Sauðaherað (Saude Sogn), Lundaherað (Lunde Sogn) og Litlaherað; i Hordaland: Kvennaherað (Kvinnherred), Samlaherað (Jondalen) og Árlandsherað (Samnanger).
8. Maurer har antaget, at naar ældre Gulathingslov c. 12 efter Fylkeskirker opregner Fjerdingskirker, Ottingskirker og Herredskirker, har den ældste Text (Olavs Recension) kun havt Herredskirker, den yngre (Magnus’s Rec.) oprindelig kun Fjerdings- og Ottingskirker, og at da uheldige Afskrivere har beholdt begge Dele, hvoraf vilde fremgaa, at Herredsinddelingen faldt sammen med Fjerdingsinddelingen. Denne Theori maa imidlertid bortfalde, da Haandskriftet C, der kun indeholder Olavs Recension, virkelig har samme Text som Codex Ranzovianus, saaledes som det vil blive oplyst i 4de Bind af Norges gamle Love.
9. Hskr. 341, 456.
10. Hskr. 464.
11. Hskr. 578.
12. Hskr. 659.
13. Hskr. 266.
14. Se Slægttavlen hos Munch, 2den Del No. 11.
15. Hskr. 343.
16. Hskr. 373; vistnok den samme som i den legendariske Beretning kaldes „Þórðr istrumage, er höfðingi var fyrir Dölum“ (Hskr. 344).
17. Hskr. 466.
18. Hskr. 350.
19. Se stamtavlen hos Munch, I, 2 No. 18.
20. Se stamtavlen hos Munch II No. 14.
21. Se Stamtavlen No. 9 hos Munch, 2den Del.
22. Hskr. 349, cfr. 439.
23. Hskr. 489, cfr. den legendariske Saga c. 89.
24. Her staar i Udg. Gudormer mølr Kollr af Hallandi, men af S. 476¹ sees, at kun én Person er ment, sml. Munch II, 830. Halland er maaske = Háland, nu Haalandsdal, Annex til Fuse.
25. Chra. Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1875, S. 94.
26. „1 for Sygnafylke“ mangler i vort Haandskrift, men findes i Afskriften i „Kong Sverres“ Kristenret.
27. Sigurd var efter Hskr. 767 nær beslægtet med Gregorius Dagssøn.
28. Sverressaga citeres efter Kapitlerne i Fnm. søgur VIII.
29. Hskr. 797.
30. Sv. c. 60.
31. Sv. c. 37.
32. Sv. c. 75.
33. Munan kan nemlig ikke være falden i Norefjorden, som Munch formodede, (IV, 1 S. 476), thi alle mere ansete faldne nævnes i Cap. 93. Muligens ogsaa Munans Broder Jon har underkastet sig Sverre, men isaafald allerede i 1182 eller 83, thi han var ikke med paa Toget i 1184. At han skulde være død allerede c. 1182, gjøres usandsynligt ved hans Sønners Alder.
34. Dette siges ikke udtrykkelig nogensteds, men følger deraf, at Sigurd er den eneste Jarl, han kunde være Søn af; det sikkres ogsaa af Navnet Haavard (se S. 150).
35. Sverressaga c. 134.
36. Hák. Hák. saga c. 54 (Note 31), 101.
37. Denne citeres i det følgende efter Capiteltal i Udgaven i Fornmanna Søgur (IX og X.)
38. c. 31.
39. c. 54.
40. c. 62.
41. c. 86.
42. Blandt Høvdingerne fra Viken nævnes ogsaa Simon Ko, men det fremgaar af cap. 99, at han endnu ikke var bleven Lendermand.
43. Halvard Bratte og Eiliv af Vold synes derimod at være døde mellem 1235 og 1239.
44. c. 319.
45. Saaledes maa Haandskrifternes Læsemaader vel opfattes, og saaledes har Munch forstaaet dem.
46. c. 318.
47. Haandskriftet staar der Hallvardr rauðr, men overalt ellers kaldes han Erlendr.
48. Efter den Rangorden, hvori Paal sure forekommer i det svensk-norske Grænseskjel fra c. 1270 (NgL. II, 489 f.) – ikke alene efter Erkebiskopen og to Korsbrødre, men endog efter flere prester – kan han ikke have havt høiere Rang end Hirdmand.
49. Naar Flatøbogen her endog regner Andres Plyt med blandt Lendermændene, er dette Navn absolut feilagtigt, thi efter cap. 319 var han Fehirde; men det har forsaavidt Betydning, som det viser, at paa dette Sted ogsaa ringere Høvdinger nævnes.
50. DN. III, 1.
51. Mag. Bjarne og Peter Brynjulvssøn (af Husastad) nævnes som Korsbrødre i Sagaen (c. 86), de øvrige i Skules Gavebrev af 1225 (DN. I, 8).
52. Baard Brimstein nævnes i Sagaen blandt Kongens Raadgivere (c. 34), Vilhelm i Torge nævnes først som Lendermand hos Hertug Skule i 1239–40 (c. 232), Ivar af Beredal nævnes som en Bonde fra Guldalen (c 79), og Gunnar Grjonbak var Lagmanden i Nidaros.
53. DN. I, 51.
54. DN. VIII, 9.
55. NgL. II, 161 og 166.
56. NgL. II, 483.
57. DN. II1, 24.
58. Munkeliv Brevbog S. 81.
59. DN. I, 92.
60. At de to sidste var Baroner, kan ikke sees af dette Brev, hvor de kun kaldes „herra“, men fremgaar af Sammenligning med unionsakten af 1319 (DN. VIII, 50), hvor Peter Andressøn nævnes foran Sæbjørn Helgessøn som den ældste af Baronerne.
61. [Wikikildens note: Fotnoteteksten mangler i originalen.]
62. Munkelivs Brevbog S. 146.
63. DN. III, 6.
64. Om den saakaldte „Thryrik af Leikvange“ se nedenfor.
65. DN. IX; 79, I, 126 og III, 93.
66. Fnm. S. X. 109.
67. Sverressaga c. 145 f.
68. Hák. Hák. c. 86.
69. Se Stamtavlen hos Munch, 2den Del No. 16.
70. Jsl. Annaler ved 1270.
71. Hák. Hák. c. 237.
72. Sverressaga c. 120, 167.
73. Hák. Hák. c. 27.
74. ss. c. 139.
75. Saaledes maa det forstaaes, at han efter et godt Haandskrift af Sagaen ægtede „Ingibjorgu Erlingsdóttur, systur Jarls“, medens Munch vilkaarligt anser Udtrykket for en Feil for systrungu e. l. Sml. Munch, n. F. H. IV, 1, S. 6.
76. Fnm. S. IX, 2.
77. Hák. Hák. c. 27.
78. Isl. Annaler.
79. Sverressaga c. 177.
80. Hák. Hák. c. 130.
81. Sverressaga c. 154.
82. Hák. Hák. c. 86.
83. Se ovenfor Side 167.
84. Hák. Hák. c. 157.
85. Se Fnm. Sögur IX, Fortalen p. XVI.
86. Hák. Hák. c. 118.
87. ss. c. 48.
88. ss. c. 78, 226.
89. ss. c. 226.
90. ss. c. 54.
91. Isl. Annaler.
92. Hák. Hák. c. 102, 173.
93. Isl. Annaler.
94. Hák. Hák. c. 157.
95. Hák. Hák. c. 62, 196, 205.
96. Fnm. s. IX, 7.
97. Hák. Hák. c. 48, 82, 99, 139.
98. Sverressaga c. 120, 167, 179; Hák. Hák. c. 27, 86, 108, 120, 139, 181.
99. ss. c. 174, 211, 248.
100. Fnm. S. IX, 19.
101. Den røde Bog S. 526.
102. Hák. Hák. c. 174, 211, 248.
103. Isl. Annaler.
104. Hák. Hák. c. 176, 198.
105. Fnm. s. IX, 96.
106. Hák. Hák. c. 176, 235–39.
107. Hák Hák. c. 176, 198.
108. Hák. Hák. c. 176, 109, 209.
109. Hák. Hák. c. 181, 186, 217.
110. Sturlungasaga II, 106.
111. Arngrim Jonssøns Supplementa, se Dipl. Isl. S. 667.
112. Hák. Hák. c. 109, 207.
113. Sverressaga c. 94.
114. Hák. Hák. c. 188, 207, 267.
115. ss. c. 181, 237.
116. Isl. Annaler.
117. se dette Tidsskrift III S. 216.
118. Hák. Hák. c. 253, 285.
119. ss. c. 196, 253.
120. ss. c. 186, 210, 253.
121. Munkelivs Brevbog S. 79.
122. NgL. III, 134 f.
123. Hák. Hák. c. 279.
124. Fnm. S. X, 158.
125. Hák. Hák. c. 285.
126. Isl. Annaler.
127. Hák. Hák. c. 309.
128. NgL. II, 483 og III. 32.
129. Hák. Hák. c. 205, 275, 277, 285, 309. Fnm. S. X. 156.
130. Hák. Hák. c. 271, 306.
131. ss. c. 208, 277, 1319.
132. ss. c. 319.
133. Isl. Annaler.
134. se Monum. hist. Norvegiæ p. XXXXVIII.
135. Hák. Hák. c. 31.
136. Munch, saml. Afh. I, 221.
137. Hák. Hák. c. 319.
138. N. Magasin I, 132.
139. Isl. Annaler.
140. Munch IV, 2, 190.
141. Erkebiskop Thore (1205–14) kalder sig i en latinsk Indskrift „Therrichus“ (se Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger og Reiseoptegnelser, udg. af Y. Nielsen, S. 33), og Oslo-Kanniken Thore, deri 1267 bevidnede en Gave til Nidaros Domkapitel, kaldes i det herom udstedte latinske Dokument Thericus (DN. I, 61, jfr. III, 10).
142. Den røde Bog S. 217.
143. DN. II, 19 og XI, 5 samt Hák. Hák. c. 1.
144. Isl. Annaler.
145. Hák. Hák. c. 271, 320.
146. Fnm. S. X. 163.
147. DN. II, 85.
148. DN. III, 24.
149. DN. III, 47. Munkelivs Brevbog S. 141.
150. DN. VI, 68.
151. NgL. III, 134
152. DN. IX, 79.
153. Isl. Annaler.
154. DN. I, 126.
155. DN. III, 93.
156. Hák. Hák. c. 319.
157. DN. II, 165. Denne Formodning vilde være den bedste Forklaring til, at Tolga og Eidsa gaar over fra Tolga-Ætten til Hestbø-Ætten; jeg har i forrige Bind S. 219 fulgt Munchs Antagelse, at Gaute Haakonssøns Fader hørte til Hestbø-Ætten, men derimod taler, at hans Arvinger (d. e. fædrene Slægtninge) er Mænd af ganske forskjellige, ringere Ætter (se DN. III, 384 og IV, 457).