Om Jordegodsets Fordeling i Brunla Len (det senere Larvik Grevskab) omkring 1650 og 1700
Bygderne paa det sydlige Vestfold – Brunlanes, Hedrum, Lardal, Tjølling og Sandeherred – dannede i middelalderen Numadals skipreiða. I reformationstiden finder vi Søndre Vestfold som et eget administrationsdistrikt under navn af Brunla len. Det bestod af Brunlanes, Hedrum, Tjølling og Sandeherred samt Tjømø og mesteparten af annekset Kodal. Lardal hørte derimod nu til Tønsberg len. Brunla len bestod af 4 tinglag med navn efter hovedbygderne.
Sit navn maa lenet have faaet efter hovedgaarden Brunla paa Brunlanes, hvor sikkert lensherrerne en tid har resideret. Eidsten i samme bygd synes at have været fogedgaard. Enkelte lensherrer i 1600-tallet boede paa Herre-Unneberg i Sandeherred; de brugte Eidsten som avlsgaard, medens Bugaarden nu var fogedgaard.
Brunla var et meget lidet len, bare halvt saa stort som Vestfolds andet len. Derfor fik lensherrerne gjerne et smaalen ind til, enten Numedal (de øverste bygder i Lagen-dalen) eller Eker.
Efter 1670 kaldtes distriktet en tid Brunla amt og fra omkr. 1690 Larvik grevskab, et navn det bar helt til 1821.
Ligesom for Tønsberg len (se s. 39 og 60 foran) har jeg udarbeidet to tversnit af jord-fordelingen i Brunla len; det første gjælder tiden omkr. 1650, det andet tiden omkr. 1700. Med hensyn til enkeltheder ved beregningsmaaden kan henvises til de oplysninger, som blev givet i forrige artikel.
Det findes desværre ingen brugbar jordebog over Brunla lens jordegods fra 1650 eller de nærmest omkringliggende aar. Jeg har derfor maattet gaa frem til 1661. I det aar optog den nyudnævnte landkommission en forholdsvis god jordebog over lenet. Da ændringerne i jordfordelingen i tiaaret 1650–60 var meget faa, afspeiler jordebogens opgaver med tilstrækkelig nøiagtighed ogsaa forholdene omkring 1650.
Gjennemsnitssøilen til høire paa vor første planche viser følgende hovedresultater:
| 12 | % | selveiergods, | udgjør tilsammen bygdefolkenes andel af jorden. |
| 10 | % | bondegods, | |
| 16 | % | krongods, | |
| 28 | % | adelsgods, | |
| 20 | % | kirkegods, | |
| 14 | % | byborgergods. |
Anm. Med selveiergods menes jord, som bønderne eier og selv bruger. Med bondegods menes jord, som bønder eier, men de bruger den ikke; de bygsler den bort til andre bønder, enten fordi de har for meget jord, eller fordi det gjælder smaa arvelodder i større gaarde. I denne gruppe finder vi derfor bondekaksernes gods.
Det maa vække forbauselse, at bygdefolkene bare eier 22 % (1⁄5) af lenets jord. Det giver os med én gang ret til at karakterisere deres økonomiske stilling som meget slet.
Før vi tager fat paa en nærmere drøftelse af bygdefolkenes kaar, er det imidlertid hensigtsmæssigt at meddele en del oplysninger om de øvrige eiendomsgrupper.
Krongods. Det udgjorde 16 %. Da vi fandt, at
kronen i Tønsberg len omkr. 1650 eiede 15 %, saa ser
vi, at kronens jord-interesse i de to len er temmelig éns.
Her som i Tønsberg len gjælder det, at en stor del af krongodset er inddraget kirkegods, særlig fra Gimsø kloster. Men mere herom under omtalen af kirkegodset.
Endelig er en god slump af krongodset gammelt adelsgods, erhvervet 1599 fra Gyrvhild Fadersdatter. Ogsaa denne erhvervelse kommer vi senere tilbage til.
Heraf følger, at krongodset straks før reformationen 1537 maa have været temmelig ubetydeligt i dette len. Derimod langt tilbage i middelalderen har vi nok havt en høi procent. Jeg vil minde om denne egns ældste historie.
Netop her paa Søndre Vestfold maa vi søge det berømte vesle distrikt, hvis navn møder os paa vor histories allerførste blade – Skiringssal[1]. Her maa Harald Haarfagres forfædre, de vestfoldske Ynglingekonger, have resideret i det 8de og 9de aarhundrede. Selv om det vel er mest sandsynligt at antage, at disse Ynglinger har været skatte– eller lydkonger under dette tidsrums mægtige svensk-danske erobringskonger, saa synes det dog at fremgaa bestemt af de gamle kilder, at denne afhængighed ikke han have trykket dem synderlig. Trods lydstillingen har de aabenhart følt sig som Norges mægtigste konger. Et afgjørende bevis herfor er, at de dristede sig til at optrede som erobrere baade indover i landet og paa den anden side af Skagerak i Jylland. De vestfoldske Ynglingekonger kan derfor ikke regnes blandt de vanlige dusinkonger i det dengang saa sterkt opstykkede Norge. Halvdan Hvitbein, Øistein, Halvdan Milde, Gudrød Veidekonge, Olav Geirstad-Alv og Halvdan Svarte var alle med og byggede op den magttrone for ætten, som tilslut satte Harald Haarfagre istand til at underlægge sig hele Norge.
Men Vestfold (hvortil dengang ogsaa regnedes Sandsvær og bygderne omkring Drammens-fjorden) var Ynglingekongernes hovedrige. Og paa Vestfold fremhæves to punkter som de vigtigste: Skiringssal og Borro (Borre). Deres egentlige hjem var dog Skiringssal, hvor kongsgarden Geirstad laa, og hvor de havde oprettet en berømt offerplads. Her holdtes endelig navngjetne handelsstevner. Af dette fremgaar klart nok, at Søndre Vestfold, det senere Brunla len, dengang var Vestfolds hoveddistrikt. Vi maa da have ret til at slutte, at de skiringssalske Ynglingekonger, hvis magt og anseelse vi har saa gode grunde for at sætte høit, netop her i sit hjemmedistrikt har eiet meget jordegods.
Dette ældste krongods maa saa ud igjennem middelalderen have vandret over i adelens og kirkens eie. Thi som før sagt, næst før reformationen kan kronen kun have havt lidet her. Men saa fik den i 1500-tallet en god slump baade kirkegods og adelsgods – vi kan vel sige tilbage. Lidt heraf afhændedes efterhvert i tiden 1537 –1660, saaledes Fritsø hovedgaard allerede 1540. Af Pengetrang pantsatte kronen en del i krigsaarene 1642–45 og 1657–60. Men lidt nyt kom ogsaa til. Antagelig har derfor mængden hele dette tidsrum bare vist En større svingning i den betydelige øgning, da omkr. 50 gaarder ved Gyrvhild Fadersdatters skjøde af 1599 lagdes til. Vi finder krongodset 1661 spredt i alle lenets bygder, mest i Brunlanes, hvor Gimsø kloster havde havt saa mange gaarder, mindst i Hedrum (og Kodal). Godsets betydeligste gaarder var Herre-Unneberg, Hosle og Sverstad i Sandeherred, Sundby, Østre Vittersen, Tveiten, Nedre Dreng og Bisjord i Tjølling, Østre Ringdal, Østre Seierstad og Rauan i Hedrum, og paa Brunlanes næsten hele Bergs anneks (her laa Eidstein) samt i hovedsognet Aske, Østre Hvatum, Tveiten, Halle, Brekke og Tanum.
Adelsgods. Jeg har i skissen om Tønsberg len fremholdt,
at middelalderens storadel ikke kan siges at have
indtaget nogen fremtrædende jorddrotsstilling paa Vestfold.
Men mest har den dog været knyttet til Søndre
Vestfold. Vel kan det ikke peges paa, at nogen af de
store slegter har havt sit vigtigste familjegods og sit egentlige
hjem i denne egn. Men de havde dog større besiddelser
og gamle storgaarder her, saa medlemmer af disse
slegter maa til stadighed have boet paa disse. Af og til
støder vi ogsaa paa, at mere fremragende stormænd har
resideret her, om end vistnok for kortere tid.
Blandt bygderne indtager i dette stykke Brunlanes en fremskudt plads. I denne bygd laa tre gamle storgaarder: Manvik, Brunla og Eidsten.
Hovedtrækkene i Manviks historie er følgende: En Lodin af Manvik nævnes som en af Magnus Erlingssøns høvdinger i slaget ved Fimreite 1184. Stig Haakonssøn til Manvik omtales omkr. 1330. Senere synes Manvik længe uafbrudt at have tilhørt medlemmer af Havtorssønnernes mægtige æt (hvis stamfar Havtor Jonsson var gift med kongsdatteren Agnes Haakonsdatter). Hovedmassen af denne familjes gods arvedes som bekjendt i 1500-tallet af Gyrvhild Fadersdatter. Og blandt hendes besiddelser finder vi da ogsaa ganske rigtig Manvik.
Gyrvhild Fadersdatter – som var født i Sverige og ille sine dage levede enten der eller i Danmark – antages at være 1500-tallets største norske jordegods-eier. Hun var tre gange gift, men døde som børnløs enke 1605. Før sin død overdrog hun heldigvis sit norske jordegods til kongerne Fredrik 2. og Kristian 4. Overdragelserne, som dels var salg, dels gave, skede i aarene 1582, 1586 og 1599. Kun den sidste vedkommer os her.
Ved skjøde, dat. Børringe i Skaane 19. juli 1599, afstaar Gyrvhild Fadersdatter til Kristian 4. bl. a. følgende gods i Brunla:[2]
Paa Neset: Manvik 8 huder, Østre Gusland 3 h., Vestre Gusland 31⁄2 h., Øvre Gusland 11⁄2 h., Nordre Holme(?) 3 h., Oddene 1⁄2 h. Stokkesund 3 h., af et hus der 2 mark, Svenkerød 1 h., Berven 3 h., Nordmandbu 1 h, Hofven (vel Haugen) 3 h, Krossgaarden 2 h., Store Dolven 3 h., Vestre Dolven 11⁄2 h, Øde-Lund 1⁄2 h., Lund 3 h., Vestre Aske 2 h., Store Aske 5 h., Kjær 2 h, Muskerød 1 vorde haa, Nedre Anvik 1 h., Bakke 1 h, Tanger 1 h., »Hofdenes« 2 fjerdinger, »Bjørnes« 1⁄2 h. Tilsammen 25 brug med samlet skyld af over 27 skpd. tunge.
I Hedrum: Seierstad 3 h., af 11⁄2 fiske i Laagen 1 td. laks, Sundby 3 h.
I Sandeherred: Sverstad (2 g.) 31⁄2 h., Hosle (2 g.) 9 h, Gokstad 2 h, af en sagfos 2 mark, Tveitan 31⁄2 h., Bugaarden 8 h., Haugene 2 h., Pukkestad 11⁄2 h., Eide 2 h., Hanger og Stange 4 h., Lille Bjørnum 9 skind, »Sivelstad« 1 h., Hønnerød 1 tylvt bord, Øde Lingelem 11⁄2 hud, Dverdal 3 skind. Tilsammen 17 brug med skyld ca. 20 skpd. tunge.
I Tjølling: Sundby 5 h., Torsøen, i landlodden, Dreng 41⁄2 h., Tveiten (2 g.) 4 h, Østre Vittersen 3 h, af en fos 11⁄2 daler, Goen 1⁄2 h., Vestre Haakestad 31⁄2 h. Tilsammen 7 brug med skyld ca. 101⁄2 skpd. tunge.
Hovedsummen af dette Gyrvhild Fadersdatters gods i Brunla len bliver 51 brug[3] med et samlet skyldbeløb (omregnet i tunge) af omkr. 60 skpd. Hertil kommer afgifter af 11⁄2 laksefiske, part i en landlod, et par sagfosser, m. m. I denne betydelige gaardsamling var altsaa Manvik hovedgaarden, og vi har sikkert ret til at bruge benævnelsen Manvik gods om det hele. Gjennem diplomer faar vi nemlig vide, at selv af de fjernestliggende gaarder havde flere staaet i Manviks jordebog meget længe (eks. Sverstad, Hosle og Bugaarden i S.herred).
En anden adelig storgaard paa Neset var Brunla. Omkr. 1350 kom denne gaard ved giftermaal til rigsraad Nikolas Galle. Da datteren Sigrid, som blev gift med en udlænding Markvard Buk, i 1438 boede her som enke, blev Brunla gaard plyndret af Halvard Graatops oprørsflok. Ved giftermaal med Sigrids datter Katarina Buk blev den bekjendte Hartvig Krummedike eier af Brunla. Han boede paa gaarden en tid i sidste halvdel af 1400-tallet, og sønnen Henrik maa være vokset op her. Omkr. aar 1500 eies gaarden af Olav Svenssøn Galle, som solgte den til Henrik Krummedike. Hans datter Sofie bragte Brunla i medgift til dansken Eske Bilde, høvedsmand paa Bergenhus. Endelig solgte Eske Bilde omkr. 1550 gaarden til Iver Jensson (Jernskjeg).
I Hedrum laa den gamle hovedgaard Fritsø (paa østsiden af Farisvandet, bag den nuværende Bøkeskog ved Larvik). Til denne hørte bl. a. Nanset, paa hvis grund Larvik er bygget, og fossene i Nannaraa (elven fra Farisvandet). Omkr. 1350 finder vi Fritsø som krongods – hvad den kanske da havde været helt siden Ynglingekongernes tid. Kong Magnus Erikssøn skjænkede gaarden til Otte Svalessøn Rømer, og nu fulgte den Rømer-familjen i vel 100 aar. Erkebiskop Aslak Bolt, som var Otte Svalessøns dattersøn, eiede den fra 1430-aarene og antagelig til sin død 1450. Omkr. aar 1500 er Fritsø blevet kirkegods og tilhører St. Olavsklostret i Tønsberg. Selvfølgelig blev da gaarden 1537 ved inddragelse krongods; men kronen overdrog allerede 1541 Fritsø med underliggende gods til Iver Jenssøn (Jernskjeg).
Efter disse hovedtræk af adelsgodsets historie i Brunla
len før reformationen – forsaavidt vi kjender den –
gaar vi over til en nærmere omtale af, hvilken stilling den
i reformationstiden indvandrede danske adel indtog som
jorddrot i dette len.
Vi har alt et par gange nævnt Iver Jenssøn (Jernskjeg) som jordkjøber. Denne indflytter var blevet gift med Karen Galle, datter af nordmanden Olav Svenssøn Galle paa Tom, og boede først paa Hovin paa Helgøen. Hans hustru fik saa 1536 i foræring Bugaarden i Sandeherred af sin frænde Karen Alvsdatter paa Grefsheim (søster af Knut Alvssøn, som igjen var morfar til Gyrvhild Fadersdatter. Denne gave var det sikkert, som førte Iver Jenssøn til Brunla. Han fæstede sig ved Laagen-dalens betingelser for lønsom trælasttrafik, kjøbte straks tomt og satte sag ved Nannaraaen og fik endelig ved mageskifte 1541 overdraget fra kronen Fritsø hovedgaard med undergods. Nu havde han fri raadighed over elven fra Farisvandet og eiede alt adskillig skog. Det er fortalt, at han et halvt snes aar efterpaa ogsaa erhvervede Brunla hovedgaard. Desuden kjøbte han ind til endnu mer skog og jord, særlig i Laagendalen, og da han døde 1570, var baade hans jordegods og hans trælasthandel af betydeligt omfang. Virksomheden blev fortsat af sønnen Peder Iverssøn efter en endnu større maalestok. En ny hovedgaard Melau maa være blevet oprettet for søsteren Ulvhild Iversdatter, og under blev lagt en række større gaarder i Hedrum prestegjæld. Endog i Tønsberg len har Peder Iverssøn prægtige gaarder, saaledes hovedgaarden Skjersnes i Stokke og gaarden Aker i Sem. Han døde 1616.
Svigersønnen Klaus Brokkenhus havde neppe hverken lyst eller evne til at fortsætte Peder Iverssøns virksomhed, og han begyndte snart at skille sig ved jordegodset. Det allermeste af Jernskjeg-godset kom efterhaanden i tiden udover til 1650 i Lange-familjens eie.
Som omtalt i skissen om Tønsberg len begyndte Langerne sin jordegods-spekulation i Vestfolds nordlige del. Her havde familjens første indflytter Fredrik Lange i 1500-tallet erhvervet Falkensten og Strøms-godset. Sønnen Gunde L. og hans søn Nils L. fik dog sine hovedbesiddelser i Brunla len, hvor de som nævnt fik opkjøbt Jernskjeg-godset. 1650 eier Nils Lange 4 hovedgaarder med undergods rundt Larvik: Fritsø, Brunla, Melau og Halsen. Hertil kom betydeligt strøgods, saa alt i alt eiede han henved 1⁄3 af Brunla len.
Den sidst nævnte hovedgaard Halsen, som laa i Tjølling ved Laagens udløb, var oprettet af Ove Gjedde, da han var lensherre over Brunla 1622–37. Den var dannet af de to brug Øvre og Nedre Gloppe, hvis skyld bare var 2 skpd. t., saa Halsen var ubetydelig som hovedgaard. Men Ove Gjedde kjøbte ind mange gaarder i Tjølling og Sandeherred og hegtede til Halsen som undergods. Hans datter Margreta Gjedde blev gift med Nils Lange, og paa den vis kom Halsen gods over til ham.
Nils Langes jorddrot-stilling i Brunla i 1650 er imponerende. Han har sat en rekord. Vi kan ganske sikkert gaa ud fra, at saa stor andel af lenets jord har ikke – ialfald siden Ynglingekongernes dage – været samlet paa nogen enkelt jorddrots haand.
Men herligheden var hul. Det var bare i navnet, Nils Lange stod som eier. I virkeligheden var han en forgjældet mand og kunde ikke engang klare de beskedne forpligtelser, han som lensherre over dette vesle len stod i til kronen[4]. Og meget af jordegodset var alt pantsat, især til byborgere.
Nils Lange døde 1652. Aaret efter sprængte en vandflom Faris-dammen, og nu strøg baade Fritsøs hovedbygninger og jernverk, sager og møller i fosserne med. Folk var overtroiske dengang. Utvilsomt har derfor mangen bonde og bymand opfattet denne tildragelse som et varsel og profeteret om Lange-familjens fald. Og spaamændene fik i saa fald ret. Et snes aar efterpaa var Langernes navn udslettet af Brunla lens jordebøger.
Kirkegodset. Det udgjorde 1661 endnu 20 % (1⁄5)
af lenets jord, skjønt det var blevet alvorlig beklippet ved
reformationen. Saaledes havde Gimsø kloster ved Skien,
foruden spredte brug i dette lens bygder, eiet næsten
hele Bergs sogn af Brunlanes. Og Laurentius-kirken og
St. Olavsklostret strakte naturligvis sine lange jorddrotarme
ogsaa ind i Brunla. Saaledes eiede Olavsklostret
1537 endog Fritsø hovedgaard. Saavidt skjønnes, maa kirkegodset i Brunla ved slutten af den katolske tid have
nærmet sig 40 %, m. a. o. kirken havde i middelalderen
slaaet under sig endnu mer jord her end i Tønsberg len.
Af de 20 % eller ca. 175 skpd. tunge, vi efter inddragelsen finder som rest omkr. 1650, tilhører endnu adskilligt kirker, prestebol og stiftelser udenfor Brunla. Mest eier Oslo hospital (16–17 skpd.).
Lenets egne kirker var noksaa beskedent udrustet med jord. Efter en opgave fra 1675 havde Sandeherreds kirke 41⁄2 skpd. t., Tjøllings kirke vel 4, Brunlanes tre kirker 4, Hedrums tre kirker knapt 3 skpd. t. Prestebolene var bedre stillet. Af disse havde Sandeherred prestebol 33 skpd. t., Tjølling pr. 231⁄2 skpd. Brunlanes pr. 191⁄2 skpd., Hedrum pr. 13 skpd. t.
Af disse oplysninger kan vi se, at ogsaa kirker og prestebol efter reformationen var frataget gods. I Hedrum og Brunlanes var det annekskirker, som havde mest i behold (Kvelde og Kjose); selve hovedkirkerne var næ sten ribbet. Blandt prestebolene stod Sandeherreds bedst og var nu det rigeste paa hele Vestfold. Grunden tør være, at presterne her gjerne var provster og derfor havde lettere for at verne om kaldets jordegods. De kirker og prestebol, som var nærmest de store godseiere paa Fritsø, fór værst.
Byborgergodset. Brunla len havde omkr. 1650 ingen
kjøbstad. Derimod holdt et par ladesteder paa at skyde
i veiret. Larvik og Sandefjord. Begge laa under Tønsberg,
og deres borgere maatte løse borgerskab i denne by.
Larvik var af mest betydning. Her ved Laagens munding maatte det være udmerkede betingelser for et byanlæg, ja ubetinget den bedste byplads paa hele Vestfold. Larvik blev vel ogsaa Kjøbstad allerede 1671, men kan ikke siges i tidens løb at have faaet udnyttet sine gode chanser. Forklaringen hertil vil vi væsentlig finde i jordegodsets baade tidligere og senere historie i denne egn. Byborgerne har ikke faaet ordentligt alburum.
Som tversnittet viser, var lenets byborgergods 1661 14 %. Men heraf tilhørte en mindre del borgere, bosat i Larvik. Og Sandefjord havde paa den tid ingen nævneværdig jordeier. I Larvik var Kjell Erikssøn første mand. Han var antagelig indflyttet fra Tønsberg; ialfald var hans hustru fra denne by (en datter efter byfoged Are Knutssøn). Kjell Erikssøn laante kronen penge i krigsaarene 1657–60 og fik jordegods i pant. Paa den vis fik han ialt jordegods til en 16–18 skpd. tunge, deriblandt prægtige gaarder som Manvik hovedgaard[5] paa Neset og Aaserum og Vestrum i Hedrum. Et par Larviksborgere til eiede noget jord, Peder Tøgerssøn og Lars Paalssøn.
Men det meste af de 14 % stod dog paa Tønsberg-borgere, hvoraf atter igjen borgermester Anders Madssøn havde brorparten. Noget havde han faaet af kronen, noget havde han kjøbt af bønder, men adskilligt var nødtvungne afstaaelser fra Langerne. I 1661 havde han dog endnu ikke gjort op sin hovedregning med Nils Langes bo. Det skede først 1667. Han havde da endnu tilgode 9–10 000 rdl. og fik til dækkelse udlagt jordegods til omkr. 100 skpd. tunge, medens svigersønnen Nils Toller fik Melau hovedgaard med undergods.
Af andre Tønsberg-folk, interesserte i Brunla-jord 1661, kan nævnes Ambjørn Lauritssøns arvinger, Coldevin-familjen, arvinger efter borgermester Ivar Nilssøn, Vibolt Hanssøn (Friis) m. fl.
Blandt byborgere regnes her ogsaa prester, fogder og lign. I jordebøger fra denne tid opføres Sandeherreds-presterne Oluf Prytz (død 1649) og eftermanden Kristian Dop for adskilligt jordegods, ligesaa Jakob Turmann i Tjølling. Af fogder kan nævnes Tomas Jenssøn Bantsbill og brødrene Lars og Søren Herkules, som bl. a. kjøbte Bugaarden[6] i S.herred. Disses gods var dog bare smaatterier mod, hvad vi finder hos en tidligere fogedbikse i denne egn. I 1620- og 30-aarene boede paa Huseby i Tjølling forrige foged over Brunla len Nils Pederssøn. Han maa en tid have været i tjeneste hos Peder Iverssøn (Jernskjeg), død 1616, og vel hos svigersønnen Klaus Brokkenhus. Men hans jordliste viser, at han har tilbragt sine mest lønsomme foged-aar paa andre kanter af landet. I et skattemandtal fra 1628 opføres paa Nils Pederssøn: 122 brug norden- (og vesten-) fjelds, 7 i Stavanger len, 1 paa Agdesiden, 11 i Brunla, 2 i Tønsberg len. Som indtægt opgav han 440 rdl.[7]
Byborgernes stilling i Brunla 1650–60 maa da som helhed karaktiseres saa:
De indtager ingen fremskudt plads. Og det er Tønsberg-borgere, som eier mesteparten af det jordegods, som kommer paa deres part. Udflyttede Tønsberg-borgere danner vistnok ogsaa kjernen i det endnu faatallige borgerskab, som lenets to ladesteder Larvik og Sandefjord talte. Øiensynlig har byborgerne her været sterkt trykket af de store adelige jorddrotter, Jernskjeggerne og Langerne.
Nu var imidlertid dette hemmende tryk brudt ved, at Langernes stilling var undergravet – ikke mindst ved Anders Madssøns virksomhed. Omkr. 1660 synes derfor veien ryddet for byborgerne. Nu maa deres tid være kommet. 1662 fik byerne gjennem kjøbstads-privilegierne et fast greb i trælasttrafiken. Og jordegods bliver det. let nok at faa her i Brunla; thi baade Langerne og kronen maa meget snart trække sig tilbage fra jordegodsfeltet.
Ja, det er ikke for meget sagt, at særlig Larvik havde glimrende chanser i 1660. Hvis dets borgerskab nu energisk kunde have grebet ind i jordegods-spekulationen, slaaet under sig det gods, som maatte gaa »under hammeren«, og derved erhvervet herredømmet over Laagendalens trælasthandel, saa maatte Larvik raskt have hævet sig til en af kystens vigtigste byer – og f. eks. snart have vokset over Tønsberg.
Men slig kom det ikke til at gaa. Udviklingens besøgelsestid blev ikke benyttet.
Larviks og Sandefjords borgere manglede for det første tilstrækkelig kapital. Borger-kapitalister andetstedsfra maatte ialfald have traadt til. Og det maatte have været forretningsmænd af Anders Madssøns type – stort anlagte.
Nu vilde skjæbnen, at en af Danmarks stormænd, Ulrik Fredrik Gyldenløve, kom til at blive Langernes og kronens arvtager her som jorddrot. Han skabte et nyt adelsgods i Brunla, af et omfang, som stiller alle tidligere kjendte stor-gods her i skyggen. Han knuste meget paa sin erobringsvei, først og fremst Larviks gode fremtidsudsigter.
Bygdefolkenes stilling omkr. 1650. Den er rent opsigtsvækkende slet. De eier bare 22 % (1⁄5) af jorden (12 % selveiergods + 10 % bondegods). I Tønsberg i len eiede de dog det dobbelte (42 %).
Forholdene i de to len var dog ikke saa ulige, som: de ved første øiekast ser ud til. Tvertimod, vi finder, at de samme udviklings-faktorer har virket, og virket temmelig éns, i begge distrikter. I Tønsberglen fandt vi, at bygdefolkene stod meget daarlig i kystbygderne, særlig omkring Tønsberg. Det var indlandsbygderne; som hævede bygdefolkenes status i det endelige opgjør. Men Brunla bestod næsten udelukkende af aabne kystbygder, hvori krone, adel og kirke allerede tidlig i middelalderen maa have underlagt sig den meste og bedste jord. Lenet havde bare et par afsidesliggende bygdelag, Tjømø og det vesle anneks Kodal. Paa disse to steder var ogsaa bøndernes stilling tilfredsstillende. Men de veier for lidet i den fælles vegtskaal.
Netop fordi alle hovedbygder i Brunla er kystbygder og har i tidens løb havt omtrent Ens skjæbne, vil vi ikke, naar vi nu skal sammenligne de enkelte bygdefolks kaar, finde større sprang mellem dem. Her kan bare blive tale om »mere eller mindre fattigdom«. Her er hverken plads for noget bonde-aristokrati eller for jevn selveier-velstand.
Brunlanes staar allerlavest (med 8 %). Bygden har 1650 bare en eneste velstaaende bonde, Nils Hjelten (som derfor naturligvis er lensmand). Barbro Bergan eier dog ogsaa gaarden sin og lidt til. Noget tidligere (1628) stod Lars Grevle og Truls Hjelten som bygdens første mænd.
Omkr. 1650 eier kronen og Nils Lange tilsammen henved 2⁄3 af bygden.
Det, som aabenbart har trykket Nesets bønder ned, og det vel paa et meget tidligt tidspunkt, er sikkert den omstændighed, at bygden husede tre gamle storgaarder, Manvik, Brunla og Eidsten. Og som før fortalt, næsten hele Berg anneks var klostergods – enten nu klostret havde faaet dette gods fra adelen eller fra kronen. Vi kan nok gaa ud fra, at bygden engang har havt betydeligt krongods, og at allerede de vestfoldske konger i sin tid havde megen jord her.
Sandeherred viser 18 % for bygdefolket. Som før nævnt havde denne bygd i første halvdel af 1600-tallet flere rige prester. Men bønderne var det stadig smaat med. Ikke en eneste bondekakse slaar sig op. Herredømmet i bygden deltes i 1650 mellem kronen (17 %), Nils Lange (24 %), kirken (25 %) og Tønsberg-borgere (16 %).
Ligesom Brunlanes har vistnok ogsaa Sandeherred langt tilbage maattet afgive megen jord til kongerne. Vi maa til støtte for denne gisning have lov til at drage slutninger ud fra den kjendsgjerning, at Gokstad-skibet fandtes i »Kongshaugen« her, at altsaa bygden var en hjemlig egn for den gamle fyrsteæt. Derimod finder vi bare én storgaard her, som muligens kan have været adelig hovedgaard, skjønt intet derom er oplyst. Det er Herre-Unneberg. I første halvdel af 1600-tallet er Unneberg krongods, og flere af lensherrerne bor her. Da fogderne ogsaa i dette tidsrum gjerne bor i Sandeherred, fik altsaa bygdefolket tæt indpaa livet baade lensherrer, fogder og pengesterke prester, som skrabede til sig ledigt jordegods og hindrede dannelsen af et bonde-aristokrati. Det kostede at have æren af at være lenets hovedbygd. Kanske derfor bygdefolket stod sig bedre tidligere, da lensherrer og fogder residerte paa Brunlanes. Derom kan endnu intet sikkert siges. Men det er vist, at da Hedrum efter 1670 for alvor løste Sandeherred af som hovedbygd, kom Sandeherreds bygdefolk sig op, men Hedrums sank nedover.
Tjolling. Her har bønderne 23 %. I 1628 staar i Kristoffer Sandnes og Tor Sjylist for en del odelsgods. Den første gjorde energiske forsøg (baade indenfor og; udenfor lovgrænsen) paa at arbeide sig op, men rak ikke: over 10 skpd. tunge. I 1650 staar Sven Kaupang som eier af nogen parter. Noget bondearistokrati findes ikke.
Det er Nils Lange, som dominerer (34 %). Af adelige storgaarder har dog bygden bare Halsen, oprettet et snes aar før af Ove Gjedde. Dette viser, at adelen i middelalderen bare maa have havt strøgods her. Grunden dertil var antagelig den, at kronen længe var bygdens største jorddrot. Tjølling maa nemlig have udgjort kjernen af det gamle Skiringssal, Ynglingekongernes hjem.
Hedrum. Bygdefolkets andel er 26 %; altsaa staar Hedrums bønder noget over de andre hovedbygders. Og merkelig nok, det er selve hovedsognet, ikke Kvelde og Hvarnes, som tynger mest i. Her sad gode selveiere paa gaardene Bergan, Bjørke, Lunde, Seierstad, Ringdal, Hagenes og fl. gaarder. Paa Aaserum var nok opsidderne leilændinger, men de var desuagtet bygdens rigeste bønder; ja omkr. 1650 var Paal Aslakssøn Aaserum hele lenets største jordeier af bondestand.
Næsten 2⁄5 (38 %) af Hedrum tilhørte i 1650 Nils Lange, som ogsaa havde to hovedgaarder her, Fritsø og Melau. Da ogsaa byborgerne havde 16 %, bliver det liden plads tilovers for kronen og kirken. Som før omtalt havde Jernskjeggerne efter reformationen begyndt sammenhobningen af sit betydelige adelsgods i denne bygd, og deres virksomhed blev fortsat af Langerne. Naar des- uagtet bønderne endnu i 1650–60 staar forholdsvis høit økonomisk, sammenlignet med naboerne, maa dette stikke i, at Hedrum-folket i 1500-tallet slog sig op paa den livlige trælasthandel. De maa have faaet en god slump af udbyttet paa sin part. Derved erhvervede de saapas modstandskraft, at Jernskjeggerne og Langerne kun langsomt fik trykket dem ned i tiden 1580–1660. Som vi snart skal se, gik det fortere nedover bakke i de sidste aartier af 1600-tallet. Hedrum-folket fik da i Gyldenløve en endnu farligere stormand ind paa livet.
Tjømø og Kodal. Disse bygder dannede lenets udkanter og afkroker, og beboerne her var derfor de mest velstaaende. De havde været udsat for mindre pres. I den vesle skogbygd Kodal møder bygdefolket op med hele 77 %, og her sidder som regel velholdne bønder paa alle større gaarder. Omkr. 1660 var Ingebret Trevland (en søn af ovennævnte Paal Aaserum) Brunla lens rigeste bonde.
Paa Tjømø eier bygdefolket 33 %. Her findes ved dette tidspunkt ingen kakser, men jevn smaavelstand. Det kan ikke være jordbrug eller skogdrift, som har sat marg i Tjømø-folket; det maa være skibsfart og tuskhandel. Enkelte jordebøger giver ogsaa oplysninger om, at ikke faa af opsidderne eier smaaskuder.
Aar 1671 oprettede Kristian 5. Larvik grevskab for sin halvbror Ulrik Fredrik Gyldenløve, en uegte søn af Fredrik 3., statholder i Norge helt fra 1663 til 1699.
Oprettelsen af Larvik grevskab fik en langt mere indgribende og skjæbnesvanger betydning for bygderne i Brunla end den samtidige oprettelse af Jarlsberg grevskab fik for Nordre Vestfolds bygder. Havde Griffenfeld beholdt Jarlsberg, som jo oprettedes for ham, havde udviklingen muligens kommet til at arte sig mere éns i de to distrikter. I lighed med Gyldenløve begyndte nemlig ogsaa Griffenfeld energisk at indkjøbe jordegods. Men da saa Wedel-familjen fik Jarlsberg 1683, stansede omtrent al ny-erhvervelse. Greverne Wedel benyttede ikke sin magtstilling til at slaa under sig mer og mer jord. Foreløbig kom dog dette mer byborgerne end bygdefolkene tilgode.
Gyldenløve derimod optraadte i sit grevskab som den jordgriske magnat, et fuldstændigt sidestykke til Langerne. Men han var langt farligere end disse, fordi han havde ganske andre magtmidler til sin raadighed. Nogen overflod af rede mynt synes han ikke at have havt[8]. Men han var greve og kong Kristian den femtes halvbror, for hvem denne »af sær kongelig naade haver ophøiet Laurvigen til det første grevskab udi Vores riger Danmark og Norge«. Derfor blev han udrustet med rundelige privilegier. Og trængtes nye slige, var adgangen let. Som vi snart skal se, opnaaede derfor Gyldenløve snart at lamme al konkurrence om gamle Brunla’s jord og naturrigdomme. Det lavmaal af økonomisk kraft, bygdefolkene havde havt, sank endnu mere, ialfald omkring greveresidensen. Og byborgerne maatte lade sig nøie med smuler, som her og der kunde falde af.
Seiren blev alt for let. Gyldenløve burde i 1670 mødt en Anders Madssøn i Brunla! Havde Larvik dengang blandt sine borgere talt en overlegen forretningsmand med Anders Madssøns ærgjerrighed og pengemagt, saa havde det ialfald blevet spørgsmaal om udholdenhed, en egenskab han nu slap at aflægge prøve paa.
Efter en jordebog fra 1703 er jordfordelingen i Larvik grevskab da følgende (se planche II):
| 15 | % | selveiergods, | tilsammen bygdefolkenes andel. |
| 8 | % | bondegods, | |
| 20 | % | kirkegods, | |
| 39 | % | grevegods, | |
| 18 | % | byborgergods. |
Vi ser, bygdefolkenes jordprocent staar stille fra 1660 til 1700. Kirkegodset ændres heller ikke. Disse to eiendomsgrupper var ogsaa i stilstand i Jarlsberg grevskab i dette tidsrum.
Baade krongodset og det forrige adelsgods er forsvundet. Det maa have skiftet eiere. Byborgerne kan ikke have faaet meget af det; thi deres jordprocent vokser bare fra 14 til 18 %. Vi vil derimod finde det igjen i den store nye godssamling, som tversnittet nu viser – grevegodset.
39 % eller 2⁄5 af distriktets jord har grev Gyldenløve erhvervet.
Af de enkelte eiendomsgrupper falder det derfor naturligt at omtale grevegodset først. Først dog lidt om vore kilder for jordfordelingen, matriklerne.
Grevskabets matrikler. I 1660-aarene udarbeidedes selvfølgelig ogsaa ny matrikel for Brunla. Men den fik en merkelig vanskjæbne – den blev aldrig taget i brug.
Det kunde gaa trægt ogsaa i andre distrikter med at sætte de nye jordebøger i kraft. Det gik saaledes smaat nok i Jarlsberg. De gamle indgroede skyldtakster paa gaardene holdt sig mer end en mandsalder fremover i skjøder, skifteprotokoller o. lign. Men fogderne begyndte da ialfald efterhvert at udligne alle skatter efter den nye matrikel. Og Larvik grevskab er vistnok det eneste distrikt i landet, hvis administration uden videre slog en streg over Fredrik 3.s vigtigste reformverk i vore landbrugsforhold, matrikelen af 1668.
Fik da Larvik grevskab en anden og kanske endnu bedre jordebog?
Først fortsatte fogderne til 1680 med de gamle forældede jordebøger fra første halvdel af 1600-tallet. I 1680 udfærdiges saa en slags ny matrikel, som øiensynlig er eslet til at træde istedet for den fra 1668 – som nok ikke greven vilde vide af. Men det er en daarlig stedfortræder; enkelte smaaændringer bliver foretaget, men i det væsentlige bliver de forældede, misvisende og tungvinte skyldforhold staaende. Dermed gik det til 1694, da grevskabet atter fik en ny matrikel. I denne bliver skylden bedre fordelt brugene imellem og ogsaa slaaet ned lidt (omtrent halvdelen af nedslaget i matriklen af 1668 godkjendes). Dette kunde jo lettet noget paa skatterne – men bønderne fik ikke nyde denne vesle vinding heller. Det bestemtes nemlig, at begge matrikler skulde gjælde. Ved udligning af skatter, som hvilte paa skylden (ros- tjeneste, odelsskat), skulde matriklen af 1680 benyttes. Derimod kunde andre skatter (leilændingskatten o. fl.) fordeles efter jordebogen af 1694[9].
Vi staar her overfor en vilkaarlighed, et aabenbart overgreb af Gyldenløve, som ikke er blevet tilstrækkelig paaagtet. Muligens har han faaet regjeringen med paa det; men den undskyldning veier ikke stort.
Gyldenløve har ikke likt matrikelverket fra 1660-aarene. Det fremgaar bl. a. ogsaa af følgende. I en memorial skrevet 1664 fremholder ogsaa G. for Fredrik 3. nødvendigheden af matrikulering. 1665 blev denne paabegyndt og var gjort færdig om en 3–4 aar. Men efter tronskiftet 1670 gjør G. et forsøg paa at faa den nye konge til at slaa en streg over sin fars matrikelverk[10]. Han vilde begynde paa ny frisk og naturligvis selv lede det. Da dette ikke gik, slog han selv stregen over den nye jordebog for Brunla, hvor han havde magten.
Den gamle landskyld i Brunla var alt for høi. De store godseiere, kanske ogsaa fogderne maa have presset den i veiret. I jordebogen af 1668 bliver derfor skylden slaaet ned en 10–15 %[11]. Men dette maatte jo bringe nedgang baade i skatter og i godseiernes indtægter. Og her har vi nok hovedgrunden til Gyldenløves modvilje mod matriklen af 1668.
Grevegodset. Gyldenløve havde i 1668 kjøbt en del
strøgods af oberstløitnant Wilken for vel 13 000 rdl.
Men hans første jordkjøb i Brunla fandt først sted 1670,
da Nils Langes børn (Ove og Anna Margreta) af pengetrang
maatte overlade ham de tre hovedgaarder, de endnu
havde i behold, nemlig Fritsø, Brunla og Halsen med omkr.
75 underliggende leilændingsgaarder samt jernverk, sager
og møller.
Samme aar udvirkede G. et kgl. reskript, som gav ham vigtige privilegier. Han fik saaledes ret til at indløse alt krongods i Brunla, Numedal og Sandsvær, pantsat eller solgt af Kristian 4. eller Fredrik 3.; løsningsret til alt gods, som tidligere havde tilhørt Langerne (senere underforstodes ogsaa Jernskjeggerne); endelig ret til tvungent mageskifte (naturligvis for bedre at udnytte det gods, som to aar før var kjøbt af Wilken).
Aaret efter, 1671, blev saa det indtil den tid erhvervede gods ophøiet til grevskab for Gyldenløve og arvinger[12]. Til indkomsternes »forbedring« skjænkede kongen G. de saakaldte jordebogsrettigheder, d. e. faste skatter, som fra gammel tid hvilte paa alle gaarde (ogsaa selveiernes). G. fik tillige kaldsret til kirkerne, birk, hals og haand, sigt og sagefald samt tiendefrihed for jernverk og sager. Som vi ser, blev greven omtrent enevoldsherre i Brunla; naturligvis skulde han dog staa til regnskab for kongen.
Udrustet med slige magtmidler maatte det gaa let at samle et stort jordegods. Vi skal nu se, hvorledes det vokste.
| 1675 | eier | Gyldenløve | omkr. | 140 | skpd. | tunge. |
| 1685 | » | – | » | 250 | » | - |
| 1695 | » | – | » | 370 | » | – |
| 1703 | » | – | » | 370 | » | – |
Efter jordebogen af 1694 (med noget reduceret skyld) er de 370 skpd. sat til 328 skpd. tunge eller 39 % (2⁄5) af Brunlas jord.
Men han eiede ogsaa meget jordegods udenfor Brunla. Dette saakaldte allodialgods gik i arv og kunde sælges som andet privatgods.
Under omtalen af Nils Langes gods fremholdt jeg, at hans gods rimeligvis ikke paa længe havde havt noget sidestykke i Brunla. Nu er rekorden alt slaaet af Gyldenløve.
Vi skal stanse ved et par træk i denne jord-erhvervelse. Af Nils Tollers enke fik han tilbage Melau-godset[13] i 1680-aarene. Af Anders Madssøns arvinger kjøbte han 1692 for vel 5000 rdl. en 50–60 skpd. tunge – vistnok resten af de 100 skpd., Madssøn fik udlagt i Langes bo 1667. Meget betegnende for Gyldenløves maade »at kjøbe« paa er følgende. Ikke langt fra hans jernverk laa et andet, Brunlanes verk. Det tilhørte, med tilliggende gods, i 1690 enken efter afdøde lagmand i Skien, Klaus Anderssøn. G. vilde have væk denne brydsomme konkurrent. Da eierinden var rig, stolte ikke G. paa, at han kunde tage baade verket og bondegaardene bare med sine almindelige privilegier i haanden; godset var kjøbt sammen fra mange hold. Saa udvirkede han en kongelig befaling til eierinden om at levere verket og godset efter takst. Enken fik saa varsel fra de udnævnte takstmænd om paa en bestemt dag at lade sin forvalter møde med jordebog og hjemmelsbreve. Enken svarte, at de kunde spare sig umagen; hun vilde ikke sælge. Nogle uger efter holdt de tvungen takst; men enken vilde ikke lade dem faa jordebog eller hjemmelsbreve. Imidlertid døde hun nok snart efter, og arvingerne gav 1691 G. skjøde paa verket og godset[14]. De var kloge nok til at forstaa, at i Brunla var ikke de gammeldagse begreber om eiendomsret længer at stole paa. Det kan tilføies, at taksten over gaardene (40 rdl. pr. hud) utvilsomt var lav.
Hvorledes Gyldenløve efterhvert skaffede sig hals og haand over Laagendalens hovednæring, skogdriften, kan sees af følgende. I 1688 bestemtes ved et sagreglement, at bondesagerne skulde reduceres; de faa, som blev igjen, fik ret til en vis aarlig skur. I 1695 ser da sagbrugsdriften i Larvik grevskab slig ud:
| 7 | sager hørte direkte under Fritsø, | skur | 129 800 | bord. |
| 17 | andre sager tilhørte ogsaa Gyldenløve, | » | 38 600 | – |
| Grevens aarlige skur | 168 400 | bord. | ||
Bønderne og byborgerne havde saa igjen:
| i | Sandeherred | 1 | sag, | bevilget | skur | 400 | bord. |
| i | Kodal | 4 | sager, | – | » | 6400 | – |
| i | Hedrum | 12 | » | – | » | 13 000 | – |
| i | Tjølling | 2[15] | » | – | » | 1200 | – |
| Tilsammen | 21 000 | bord. | |||||
Hertil kan føies, at greven blandt sine privilegier ogsaa havde forkjøbsret til alt tømmer hele Laagen langs, desuden tiende- og skattefrihed for sine sager. Endelig var selveierne ved strenge hugstbestemmelser, forbud mod at hugge værdifuld løvskog o. s. v. hindret fra at udnytte sine faa skoge.
Vi vil nu sætte op det spørgsmaal: Kunde selveierbønderne sidde trygge paa sine gaarder i dette tidsrum ?
Kunde det opspores, at gaarden var gammelt kron-, kirke- eller adelsgods, var bonden selvsagt færdig, dersom greven fik lyst paa Nabots vingaard. Men sad bonden med ældgammel selveierjord, skulde han igrunden være uangribelig. Jeg tror dog, at greven praktisk talt tog, hvad han vilde have. Om ikke de alt nævnte privilegier strak til, saa havde G. flere andre trumfer paa haanden. Greven raadede over administrationen, over fogder, skrivere, skogfogder m. m.; trykket af denne magt, følelsen hos bønderne af farerne ved at komme paa kant med »hans høie excellence« hjalp langt; det var saa mange instrukser og reglementer, at en vankundig bondemand snart var fortabt, dersom »ret og ikke naade« blev gjort gjeldende. Saa havde greven særskilte jernverksprivilegier; det kunde eragtes nødvendig< for verkets drift, at en gaard blev erhvervet. Endelig var det jo den udvei: at faa et tillæg til et af privilegierne, f. eks. om nødvendig »arrondering« – et velsignet tøieligt begreb.
Hermed skal dog ikke være sagt, at Gyldenløves behandling af grevskabets befolkning i det hele bør kankteriseres som raa vilkaarlighed. Som bekjendt vandt G. som statholder yndest blandt norske bønder. I omgang var han ligefrem og godslig, hørte taalmodig paa bøndernes klager og vilde gjerne se dem gaa tilfredsstillet bort. I tingbøgerne har jeg truffet eksempler paa, at han kunde optræde overraskende mildt selv mod rene slubberter. Han lagde an paa at faa rettænkende funktionærer i sit grevskab. Han fik ombyttet den brutale foged Søren Herkules med Klaus Røyem, en udpræget hædersmand (amtsforvalter 1675–88, da han blev amtmand i Nedenes). Eftermanden Johannes Mogenssøn satte G. af, da det kom klager over »udsugelser«. Skriver Georg Orse, lidt pedantisk, men en bra kar, fik lov at dømme i 20 aar, før han fik afsked. Da nogle altfor nidkjære skogfogder omkr. 1690 meldte bønderne i snesevis for brud mod sagreglementet, synes greven at have ladet dem slippe med en advarsel.
Men jordgrisk og magtkjær og egennyttig var han. At han forholdt bønderne matriklen af 1668 – bare dette ene træk er nok til at stemple ham som en kortsynt og lidet nøieregnende mand. I det hele var han en farlig mand for bygdefolkene. Han trykkede Brunlas bønder ned i kaar, som minder om de danske bønders.
Byborgergodset var i 1661 14 %; i 1703 er det 18
%. I mellemtiden har det dog været langt høiere oppe.
Efter 1660 foretog byborgerne en fremrykning ogsaa her
i Brunla. Alt for mange af de jordeiende borgere hørte
dog hjemme i Tønsberg (og ogsaa her paa Søndre Vestfold
havde Madssons familje overtaget). Larviks borgere
magtede ikke at tage ledelsen. Fra omkr. 1680 af tvinger
saa Gyldenløve byborgerne (særlig Madsenerne) til salg.
Af fremskudte Larviks-folk i disse aartier maa nævnes borgermester (præsident) Klaus Bertelssøn. Han eiede flere gode gaarder baade i Hedrum og Tjølling.
Vi har paa et andet sted pegt paa, at Larviks historie i dette tidsrum maa siges at være rig paa skuffede forhaabninger.
Bygdefolkene 1703. Deres jordprocent har staaet stille i dette tidsrum, naar hele distriktet tages overétt. Men vi vil finde ændringer i forholdet mellem de enkelte bygder.
| 1661. | 1703. | |||||
| Hedrum | 26 | % | bondejord. | 12 | % | bondejord. |
| Tjølling | 23 | % | – | 17 | % | – |
| Sandeherred | 18 | %, | – | 30 | % | – |
| Brunlanes | 8 | % | – | 10 | % | – |
| Tjømø | 33 | % | – | 41 | % | – |
| Kodal | 77 | % | – | 75 | % | – |
Ser vi paa denne sammenstilling, finder vi, at i det første tidsrum af grevetiden har bygdefolkene i udkanten af grevskabet gaaet frem eller dog holdt sig oppe. Derimod har de bygdefolk, som boede nærmest greveresidensen ved Larvik, gaaet tilbage. Værst har det gaaet over Hedrum, hvis bønder nu er ligesaa forarmet som Nesets.
Sandeherred har skudt ganske kraftig op. Bygdens folketal steg ogsaa fra omkr. 1065 (i 1664) til omkr. 1350 (1701).
Det viser sig, at bygderne indtager den samme indbyrdes stilling hele 1700-tallet udover. Sandeherred staar øverst, derefter kommer Tjølling. Hedrum og Brunlanes ligger tilbage.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Den vigtigste del af Skiringssal var utvilsomt det nuværende Tjølling. Men i et diplom opregnes ogsaa gaarder, hørende med til Skiringssal, som vitterlig ligger i Sandeherred (Mo og Vestre Nes). Derfor maa dele af Sandeherred (ældre navn Skaun) have hørt med.
- ↑ Rigsregistr. III. 573.
- ↑ I enkelte af disse brug eiede hun dog bare en lod, ikke det hele.
- ↑ Lensregnskaberne viser, at Nils Lange paa indkrævet skat for aarene 1649–52 skyldte kronen ca. 4800 rdl.
- ↑ Manvik havde nu en tid været udlagt til skrivergaard.
- ↑ Bugaarden blev som før nævnt skjænket Iver Jenssøn i 1536 af Karen Alvsdatter. Han maa have solgt eller mageskiftet gaarden til hendes arvinger igjen; thi den findes i Gyrvhild Fadersdatters gods 1599 og kom nu til kronen. Denne pantsatte i krigsaarene 1657–59 Bugaarden til Ida Lange for 228 rdl. 2 ort 66⁄7 ß (skjønt skylden var 8 huder). Ida Lange overdrog meget snart gaarden til Lars Herkules.
- ↑ Af diplomer sees, at kronens ombudsmænd havde mange ærgrelser af Nils Pederssøn paa Huseby. De klager ofte over ham, og han maa have været selvraadig og vrien. Men de søgsmaal, de paaførte ham, vandt han. Han var naturligvis »gammel dreven« i jordegods-forhold.
- ↑ I 1698 skylder han i fru Karen Madssøns bo 10 000 rdl.
- ↑ I Larvik grevskab menes derfor i 1700-tallet med »den gamle matrikel« jordebogen af 1680, med »den nye m.« jordebogen af 1694.
- ↑ Meddelelser fra rigsarkivet s. 343 og 421.
- ↑ I Tønsberg len kunde skylden derimod sættes noget op.
- ↑ I 1671 var det bare det sammenkjøbte gods inden Brunla, som skulde være grevskab, ikke hele distriktet, der endnu længe kaldes Brunla amt. Ved et nyt lensbrev af 1692 blev hele Brunla gjort til grevskab.
- ↑ Selve snaue Melau overdroges dog kaptein Grimmer som privatgods.
- ↑ Saml. t. d. n. f. spr. o. hist. III, 25 fg.
- ↑ Den ene (Vittersen) var i grunden grevens.