Om Idre og Særna

Fra Wikikilden

I 1644 under Hannibalsfejden blev det af dronning Kristina pålagt den daværende landshøvding i Dalarne, Peter Kruse til Ornäs at holde vågent øje med Normændenes foretagender og undersøge, hvorvidt der fra deres side påtænktes noget angreb mod denne svenske provins, samt derhos selv forberede et indfald i Norge. De samme grunde, som forhindrede, at man fra norsk side kunde gå angrebsvis tilverks på disse kanter, bevirkede imidlertid også, at der heller ikke fra svensk side kunde blive tale om noget større foretagende mod de til Dalarne stødende norske bygder, idet der mellem begge lå milelange strækninger af vilde skovmarker og ødefjeld, som omtrent gjorde det umuligt at foretage noget krigstog fra det ene land til det andet. Derfor besluttede også Peter Kruse at indskrænke sig til et mindre foretagende mod de to fremskudte norske bygder, Idre og Særna, der lå omtrent midt inde i grænseskovene, langs den række søer, som dannes af den østre Dalelvs vasdrag. Disse to små bygder eller snarere grænder vare dengang, som kapelsogne eller annekser henlagte under Elverums prestegæld og hørte i verdslig henseende til Hedemarkens og Østerdalens fogderi under det store Akershus len, men lå dog så langt fra det øvrige Norge og inde på den svenske side af fjeldryggen, at forbindelsen mellem dem og moderlandet kun var en ganske løs.

Da Peter Kruse meddelte Dalekarlene denne sin plan at gøre et tog til Norge, fandt han dem heller ikke uvillige til at foretage et sådant tog mod sine naboer på den anden side af grænsen; men de kunde dog ikke rigtig bestemme sig, sålænge de ikke havde fundet en anfører, med hvem de kunde være fornøjede. Ti ingen av dem, som landshøvdingen foreslog, var kendt af bønderne. Men da han derpå overlod valget til dem selv, bestemte de sig øjeblikkelig uden vakling for kapellanen i Elfvedals pastorat, herr Daniel Johannis Buschovius, en af almuen meget afholdt mand, der havde alles tillid. „Fåm vi vårom Daniel med oss, så farom vi gladom åstad“– var almuens erklæring. Herr Daniel blev da hentet til prestegården i Mora, hvor landshøvdingen opholdt sig, og af ham og provsten over Øster-Dalarne, herr Olaus Andreæ Dalecarlus på det mest indtrængende anmodet om at påtage sig anførselen over toget. I begyndelsen havde herr Daniel kun liden lyst til at overtage det ham tiltænkte hverv, da han ikke fandt dette overensstemmende med sit embede; men omsider måtte han dog give efter og samtykke i at være Dalekarlenes anfører på deres tog.

Landshøvdingen lod derpå udgå stævning til almuen i Elfvedals og Venjans sogne og Oxberg by i Mora, at de skulde møde ved Elfvedals kirke, forsynede med våben og den nødvendige niste. Ved dette mødested indfandt han sig også selv og udstedte her under 14de Marts sin fuldmagt for herr Daniel og lensmanden, Lars Olsson, der skulde være togets anden anfører. Ifølge denne fuldmagt skulde de tilbyde dem i Särna och de bygdelagen fred og sikkerhed, såfremt de frivillig vilde give sig under svensk herredømme, utlofwandes på sådant sätt att wilja hålla dem under lag och rätt, så högt som någon tid de andre H: K: M:s och Sweriges Cronos undersåtare sker, såsom och erhålla dem, näst gudstjensten med alla goda wilkor och privilegier. Men hvis Særnafolket mod al forventning ikke vilde underkaste sig, da skulde de dem besöka med eld och swärd, tracterandes dom, som fiender anstår, låtandes komma på dem sjelfvom den blods utgjutelse, som sålunda igenom ens och annars obetänksamhet kunde förorsakas.

Den styrke, hvorover herr Daniel kommanderede, bestod af omtrent 200 mand, som alle vare forsynede med ski. Bevæbningon var derimod højst uensartet, efter enhvers lejlighed; nogle havde bøsser, andre stålbuer, atter andre spyd. Presten selv drog afsted med en uhyre musket, som endnu forevistes i midten af forrige århundrede. Om morgenen 18 Marts foregik opbruddet fra Elfvedals kirke; i det samme den lille hær satte sig i bevægelse, indtraf der et uheld derved, at en del krud blev antændt ved uforsigtighed og forbrændte lensmanden i ansigtet, så at han ikke videre kunde deltage i toget. Herr Daniel blev således den eneste anfører; med ham fulgte foruden de 200 bønder en gammel soldat og Elfvedals klokker.

Vejen fra Elfvedal til Særna, den sydligste af de to bygder regnedes for otte mile, men var så besværlig, at herr Daniel og hans 200 mand brugte fire fulde dage, før de nåede frem, og det, uagtet vinteren havde lagt bro over elve og myrer. Først om morgenen 22 Marts stod de ved Særna kirke. Bygdens folk havde neppe ventet noget angreb og ialfald ikke belavet sig på forsvarsmidler, uagtet deres fædre i Syvårskrigens tid havde havt besøg af et fiendtligt strejfparti, som endog havde plyndret deres kirker, hvor kun en messingkalk var bleven levnet.[1] Det må dog også tages i betragtning, at deres eget antal var så lidet, at de alene af den grand ikke vel kunde tænke på at optage en kamp mod en fiendtlig styrke, hvor ubetydelig den end var, selv om de havde havt mod og lyst til at vove en sådan. Men også herpå synes det at have skortet. Folket i Idre og Særna havde så lidet samkvem med sine landsmænd i Trysil og Elverum, at de følte sig omtrent ligeså nær Dalernes bønder, med hvem de visselig havde mange forbindelser.[2] Særlig omtales bygdelensmanden, Peder Olufssøn, der synes at have havt stor indflydelse over almuen, som en meget sveneksindet mand.

Da herr Daniel lod almuen samle sig og oplæste for dem sin fuldmagt, var det derfor ikke tvivlsomt for dem, hvad valg de skulde træffe, og uden forsøg på modstand fulgte de herr Daniels opfordring til at opgive sit gamle fædreland og give sig under den svenske krone. Sjelden eller aldrig er vel en erobring foregået på en så fredelig måde som denne, uden nogen voldsomhed og blodsudgydelse. Efterat herr Daniel således havde udført det hverv, som var ham overdraget af hans verdslige øvrighed, vilde han også varetage sine gejstlige pligter og holdt 25 Marts prædiken i Særna kapel, hvor han med det samme uddelte alterens sakramente og døbte børn. Der var da hengået så lang tid, siden presten i Elverum sidste gang havde besøgt bygden, at enkelte af de børn, som nu fremstilledes til dåben, vare blevne så store, at de selv tog med presten i hans bog, hvorved et af dens blade blev revet i stykker.[3]

Dagen efter denne gudstjeneste begav herr Daniel og hans Dalekarle sig på hjemvejen. Ved Elfvedals kirke opløstes skaren; kun tre af deltagerne, tillige med tre af de norske bønder, en fra Idre, en fra Særna og en fra den imellem disse liggende grænd, Hede, ledsagede herr Daniel videre til landshøvdingen på dennes gård Ornäs, hvor han aflagde beretning om udfaldet af sit tog. Her svore også de tre bønder fra de nyerhvervede sogne på almuens vegne troskab mod Sveriges krone. Til belønning for sit forhold ved denne lejlighed fik senere herr Daniel en dotation af 12 tønder korn om året og blev i 1653 befordret til Kumla pastorat i Westmannland, hvor han 1677 døde i embedet i en alder af otte eg sytti år.[4]

Efterat almuen i Idre og Særna således havde anerkendt Sveriges herredømme, betragtedes de af den svenske regering uden videre som dens retmæssige undersåter, hvem det aldrig kunde være tale om at overgive til et andet land. I December 1645 blev en af lensmandens stedsønner, Per Erikssön sendt til Stockholm, hvor han på almuens vegne for dronningen gentog den troskabsed, som allerede det foregående år i Marts foreløbig var aflagt for landshøvdingen. Ved denne lejlighed fik Per Erikssön for sig selv en af de fire gårde i bygden, som havde tilhørt den norske krone,[5] ligesom også dronningen bevilgede almuen i Idre og Særna frihed for soldatudskrivning og bestemte, at de skulde sogne til Elfvedalen, hvis prest allerede om høsten 1644 af konsistoriet foreløbig havde fået anmodning om at være deres sjælesørger. Nogle år senere fik de to sogne sin særskilte prest, som da de ikke havde råd til at underholde ham alene, erholdt en mig understøttelse af det offentlige. Selv med dette tilskud var dog hans stilling i økonomisk henseende ikke misundelsesværdig, hvorhos også den genstridige almue længe voldte sin sjælesørger mange vanskeligheder. Endnu så sent, som i 1664 vilde således bønderne ikke indfinde sig til kirke mere end tre gange om året, på samme måde, som de havde været vante fra gamle dage af.[6]

Idet den svenske regering på denne måde indrettede sig som herre i Idde og Særna, satte den sig aldeles udover den i mellemtiden afsluttede fred i Brømsebro, i hvilken disse bygder ikke omtaltes mellem de norske landskaber, som ved den lejlighed bleve afståede til Sverige, idet der i fredstraktaten (artikel XXV) kun nævntes Jæmteland med Herjedan inclusive, såvidt befindes af bemeldte Herjedalen at ligge på den svenske side ved fjelden. Da Idre og Særna aldrig havde udgjort nogen del af Herjedalen, der hørte under Trondhjems stift og len, skulde de følgelig efter traktatens ordlyd atter være tilbagegivne til Norge, endskønt der ikke i denne var indtaget nogen udtrykkelig bestemmelse derom.[7] Når der desuagtet ikke fra svensk side gjordes noget skridt til at opgive de to sogne, var vistnok dette især, fordi man håbede, at den dansk-norske stats kræfter efter krigen vare så medtagne, at dens regering ikke med kraft kunde foretage noget for at påtale sin ret, og at den ikke af hensyn til et så afsides distrikt turde udsætte sig for et fredsbrud. På gyldigheden af den påstand, at Idre eg Særna hørte med til Herjedalen og derfor vare indbefattede i dette landskabs afståelse, har vel ingen for alvor troet.

Det var dog lidet rimeligt, at man fra norsk side med rolighed skulde se på, at nabolandets regering på denne måde uden videre satte sig i besiddelse af to hele sogne, og protesterne udeblev da heller ikke. Presten i Elverum, herr Alexander Borch måtte, inden lang tid var hengået, blive vidende om det passerede, og ligeså fogden, Kristen Jenssen; den sidste sendte endnu, forinden freden var genoprettet, bud til de frafaldne bygder om, at almuen skulde sende nogle af sin midte til ham med skatten; men der indfandt sig ingen på denne opfordring. Efter fredsslutningen drog presten selv til Særna, hvor han oplæste fredsbrevet for almuen og opfordrede den til at vende tilbage til sin pligt mod Norges krone; men heller ikke dette frugtede det ringeste, da almuen viste sig bestemt på at holde ved sit nye fædreland, og presten måtte rejse tilbage igen med uforrettet sag.[8] Et nyt forsøg fra fogdens side på at indkræve skatten mislykkedes ligeledes, idet almuen nu undskyldte sig med, at Svenskerne med vold og trusler havde tvunget dem til frafald, og tillige fortalt dem, at herrerne udi Danmark såvelsom udi Sverige haver sig så forligt, at de for fremtiden skulde høre til det sidste rige til evindelig eje, hvilket også dronningen selv havde forsikret den mand, som de havde sendt til hende for af hendes egen mund at høre sandheden. Med denne undskyldning måtte fogden foreløbig lade sig nøje; men han indberettede sagen til sin overøvrighed, statholderen Hannibal Sehested, der tillige var befalingsmand over Akershus slot og len.

Hannibal Sehested befandt sig, da han modtog fogdens skrivelse, i København, hvorhen han var rejst for at deltage i det danske rigsråds årlige sammenkomst ved herredagen i 1646. Herfra udstedte han da et åbent brev til almuen i Idre og Særna, hvori han erklærede, at han ikke troede noget på deres udflugter, men blot anså disse for opdigtelser, hvorfor han nu bestemt opfordrede dem til at vende tilbage til sin pligt og den lydighed, som de skyldte Norges krone, hvis de ikke vilde udsætte sig for tiltale ved næste norske herredag og blive straffede. Dette brev blev tilstillet fogden, som lod en søn af presten i Elverum, der var student, drage afsted dermed for at oplæse det fra prædikestolen i begge kapeller, i Idre og i Særna. Han udførte også sit ærinde, 19 Maj i Særna og 20 Maj i Idre; men udfaldet blev det samme, som af de foregående forsøg. Dog fandt almuen det nu rådeligst at sikre sig for alle muligheder og medgav derfor prestens søn, da han forlod dem, en erklæring under 8 mænds signeter og en mands hånd udaf samme bøjgdelaug, som kan læse og skrive, hvori de gentog sine tidligere forsikringer om, at Svenskerne havde tvunget dem til at sværge sig troskabsed, og at de med glæde vilde anerkende sin gamle konge, hvis han blot kunde forsvare dem mod de Svenske.

Den norske prestesøns besøg i Særna, og hvad derunder var foregået, blev ikke ubekendt i Sverige. Presten i Elfvedal blev urolig over, hvad følgen deraf kunde blive, da han ikke anså Særnafolkets troskab for aldeles pålidelig, og indberettede det passerede til landshøvdingen i Fahlun, på den tid Johan Berndes, en mand, der navnlig har erhvervet sig et navn ved de store fortjenester, som han indlagde sig af Dalernes bergverksdrift. Denne svarede presten, at han ikke vel knude tænke sig, at det var Hannibal Sehested selv, som havde skrevet det åbne brev, da dette stred mod fredstraktaten; men for det tilfælde, at der skulde gøres noget nyt forsøg enten af presten i Elverum eller af andre på at opvigle almuen eller holde nogen forsamling, skulde vedkommende straks sættes fast og føres til ham. Ligeledes vilde enhver, der måtte driste sig til at hjælpe de norske udsendinge med skyds eller på andre måder, blive draget til ansvar, hvorfor også lensmanden selv, der havde skaffet Elverumsprestens søn skyds, skulde svare for denne sin dristighed. Derimod kunde presten meddele almuen, at den kunde udi alt andet, som ikke lænder hendes kongelige majestæt og rigens råd eller rigens fordring og afskeden til men og præju dice, omgåes og handle med de Norske, så som gode og ærlige grander og venner bedst vil og kan anstå.

Imidlertid var Hannibal Sehested vendt tilbage til Akershus, hvor ban traf forberedelser til den norske herredag, som skulde holdes i Kristiania i Juli 1646. Otte dage efter hans hjemkomst indfandt fogden sig hos ham med en skriftlig fremstilling af, hvad der nu senest vare foretaget med hensyn til Idre og Særna. Da Hannibal Sehested modtog denne, blev han ikke meget nådig, som det kan sees af den resolution, han påtegnede fogdens beretning. Denne lyder kort og godt:

Fogden skal ved næste Officerer eller andre bekvemmere Middel lade tage disse Anførere ved Hovedet.

Hannibal Sehested.

Såfremt denne befaling var bleven udført lige efter ordene, havde det seet slemt ud for de gode folk i Idre og Særna; men til deres held var den lettere at give end at sætte iverk. Foreløbig blev der ikke gjort noget derved, forinden Kristian IV selv kort efter i egen person indfandt sig på Akershus, hvor sagen blev ham forelagt til afgørelse. Det blev da bestemt, at Hannibal Sehested skulde lade gøre et nyt forsøg, og at bønderne, hvis de også denne gang negtede at følge hans opfordring, skulde have sit odelsgods forbrudt. Et sådant forsøg blev også gjort, men mislykkedes lige så fuldstændig, som de tidligere, og om at tage nogen „ved hovedet“ blev der ikke tale. På denne måde var der således ingen udsigt til at udrette noget; sagen måtte derfor gribes an på en anden måde.

Hannibal Sehested besluttede da at vende sig lige til Johan Berndes selv og hos ham forlange de to genstridige sogne overleverede. I dette øjemed skrev han den følgende vår et brev til denne, hvori han forespurgte sig, med hvad ret den svenske regering imod fredstraktatens ord beholdt Idre og Særna, og leverede dette til sin general-mønsterskriver, Jørgen von Delden,[9] som skulde bringe det til Fahlun. Ved siden deraf fik denne tillige et hemmeligt hverv, at benytte leiligheden under rejsen gennem Sverige til at udforske de svenskes intent, således som det nærmere var angivet i en særskilt instruktion. Ifølge denne skulde han skaffe sig al den underretning, som det var ham muligt, om forhold og stemninger, således som om de beslutninger, der vare fattede på den sidste „herredag“ i Stockholm med hensyn til krigen i Tyskland, om udskrivningen, skatterne og tolden og om dronningens kroning eller giftermål, samt om folkets mening om den sidste fred og om dens varighed. Derhos skulde hen gøre sig flid at erforske, hvorledes den gemene mand og andre ere tilfrids ved denne regering; om de fem regerendis herrer haver endnu så stor magt, som udi dronnings umyndige år; sierdelis udi hvad myndighed og auktoritet rigens kansler, Axel Oxenstierna er. Om forholdene i Norge og Danmark måtte han derimod være meget forsigtig i sine udtalelser og såvidt muligt søge at overbevise de Svenske om, at der fra den side ikke var tanke på at bryde freden, da landerne ere fordærvet, pengenes middel borte, og di Danske og Norske inklinerit af naturen til fred.

Jørgen von Delden ankom 3 Maj til Fahlun, hvor han blev venlig modtagen af landshøvdingen i nærværelse af stedets borgermestere og råd samt de fornemste bergembedsmænd. Landshøvdingen gennemlæste først Hannibal Sehesteds brev og søgte derpå for Jørgen von Delden at udvikle de grunde, som skulde tale for, at Idre og Særna med rette tilkom Sverige, først, at det i traktaten forekommende ord inclusive måtte vise, at de vare regnede med til Herjedalen, eg dernæst, at de jure belli vare underlagte Sveriges krone. I overensstemmelse med sin instruks vilde Jørgen von Delden ikke indlade sig videre på dette spørgsmål, og svarede blot, at statholderen ikke havde meddelt ham noget om sagens sammenhæng, men at han af andre havde hørt, at Idre og Særna aldrig havde ligget til Herjedalen og heller ikke vare overleverede til Sverige. Dermed var den første samtale forbi;[10] først tolv dage senere fik Jørgen von Delden atter bud om at indfinde sig hos Johan Berndes, som da blot leverede ham et brev til Hannibal Sehested og for øvrigt ikke udtalte sig om det omstridte punkt. Brevets indhold gik hovedsagelig ud på at godtgøre, at Idre og Særna virkelig vare overleverede til Sverige, og at det var aldeles ligegyldigt, under hvilket len de tidligere havde hørt; ti naturen och sielfwa situationen dhet och så efter freedsfördraget stadfäster; derfor håbede han, at statholderen vilde pålægge sine underordnede at holde sig fra de to sogne och till ingen widlöfftigheet eller Exorbitantie ohrsaak gifwa. Med dette svar måtte Jørgen von Delden vende tilbage.[11]

Efter dette uheldige forsøg kunde der neppe være noget at håbe af en fornyet henvendelse til de lokale auktoriteter. Man måtte nu, hvis man fremdeles vilde reklamere Idre og Særna, gå den diplomatiske vej gennem den dansk-norske resident i Stockholm. Også dette blev forsøgt, uagtet de politiske forhold kun stillede sig lidet gunstige for en henvendelse af denne art. Den daværende resident i Stockholm, Peder Juel var en instrueret og dygtig mand, der indtager en hæderlig plads mellem de ældre danske diplomater. Særlig hevde han, som man kan se af hans endnu bevarede håndskrevne samlinger, stræbt at skaffe sig de bedste oplysninger om grænserne mellem Norge og Sverige og var således neppe aldeles ubekendt med det spørgsmål, hvorom der nu var tale. Ved nytårstid 1648 modtog han så Kristian IV befaling til at opfordre dronningen af Sverige til at tilbagelevere Idre og Særna; men den tilbageholdne måde, hvorpå han udførte denne beitning, viser, hvor lidet han ventede sig af et sådant skridt. Dronningen vilde heller ikke høre om nogen afståelse, men svarede blot, at fredstraktaten hjemlede hende alt, hvad der af Herjedalen lå på den svenske side af fjeldryggen, deriblandt også Idre og Særna, da man ikke kunde tage hensyn til, under hvilket len de tidligere havde ligget.[12]

Medens disse forhandlinger førtes, var Kristian IV død og efter nogle måneders interregnum hans søn Frederik III valgt til konge. Blandt det, som denne tog i arv efter sin forgænger, var også striden om Idre og Særna, som han ikke lod hendø. Et af Frederik III’s første skridt, som konge var at lade Peder Juel på ny opfordre dronningen af Sverige til at afgøre dette tviste-emne ved at udnævne to svenske kommissærer, der i forening med to norske kende undersøge og fastsætte grænsen mellem Østerdalen og Dalarne.[13] Denne gang var dronningens svar meget imødekommende, idet hun erklærede sig villig til at deltage i nye forhandlinger om grænserne ved en kommission, der skulde træde sammen 3 Juni 1649.[14] I henhold til denne erklæring bleve i April 1649 Nils Lange og Georg ven Reichwein udnævnte til norske kommissærer ved det forestående grænsemøde; de svenske vare Johan Berndes, Claes Stjernsköld eg Israel Lagerfelt. Den for de norske kommissarier udstedte instruks var affattet i en meget eftergivende, næsten forsagt ånd; de skulde foreholde Svenskerne, at almuen i Idre og Særna af frygt for straf ikke vilde følge pligtens bud og atter anerkende Norges herredømme, – men at kongen dog ikke tillagde denne sag nogen særdeles vigtighed og blet havde bragt den på bane, fordi han frygtede for, at de to sognes frafald kunde give andre et slet exempel. Kommissærerne skulde derhos nøje undersøge gamle dokumenter og af situ loci overbevise modparten om, at Idre og Særna ikke hørte til de landsdele, som skulde afståes; for det tilfælde, at de svenske kommissærer ikke nåede frem til den fastsatte dag, skulde de dog vente på dem i fire dage.[15]

Nils Lange blev ved sygdom forhindret fra at deltage i grænsekommissionens forhandlinger, hvorimod Georg von Reichwein indfandt sig ved grænsen til bestemt tid, men uden at træffe nogen Svenske, uagtet han ved bønderne havde bud langt ind i Sverige. Sandsynligvis har han opholdt sig der i egnen i nogle dage og er derefter ilet tilbage til Kristiania, hvor han allerede var 15 Juni. Her afgav han en skriftlig beretning[16] om sin rejse, i hvilken det bl. a. oplyses, at Særnafolkets klædedragt og bygningsmåde var aldeles norsk, og at de taler god Norsk og ikke et svensk ord.[17] I beretningen omtales også, at ingeniøren Selgen Pederssøn havde udarbejdet et kart over grænsen mellem Herjedalen og Idre og Særna.

Grunden til de svenske kommissærers udeblivelse kom snart for en dag. Omtrent i de dage, da grænsemødet skulde tage sin begyndelse, ankom der til København et brev fra dronning Kristina, der var dateret 26 Maj 1649. I dette erklærede hun, at hun var bleven opmærksom på, at Sørliden, anneks til Snåsen i Trondhjems stift, efter fredstraktatens ord måtte være indbefattet i de afståede nordenfjeldske provinser, og at derfor også dette spørgsmål kunde blive afgjort ved det forestående grænsemøde, der var berammet til 3 Juli – altså ikke 3 Juni, som hun først havde opgivet.[18] Allerede dette var egnet til at vække mistanke, og da der nogen tid efter indløb underretning om, at de norske kommissærer havde indfundet sig på det fastsatte mødested til bestemt tid uden at træffe de svenske, måtte det være klart, at den svenske regering aldrig havde havt til hensigt at lade modet komme istand, og derfor med forsæt havde ladet indløbe en skrivfejl i det første brev. Denne anvendte list var plump; men det lykkedes dog ved den at skyde den hele forhandling tilside. Imidlertid spillede dronning Kristina den begyndte komedie fuldt ud og lod – tilsyneladende i god tro – sine egne kommissærer fremmøde ved grænsen til den tid, som hun nu påstod at have opgivet. I slutningen af Juni måned indfandt de sig i Herjedalen, hvorfra de sendte en skrivelse til de norske, hvem de foreslog at mødes på Fulufjeld. Dette brev blev, da Reichwein alt forlængst var rejst hjem, sendt efter lige til Kristiania, hvor det modtoges af Nils Lange, som svarede tilbage, at han ikke kunde indlade sig på nogen ny forhandling, forinden begge regeringer havde givet sit samtykke dertil.[19] De svenske kommissærer traf således ingen af de norske på mødestedet, men gjorde dog i dagene fra den anden til den fjerde Juli en tur op på fjeldet og beså Fulufjeld og Drivfjeld (nu grænserøs no. 131 og 132) mellem Særna og Trysil, hvor de fandt, at de rette grænsemærker burde være, som Gud och naturen emellan begge desse loflige kongeriken, Sverige och Norrige lagt hafwa.[20]

Da også dette forsøg på at erhverve Idre og Særna tilbage ad underhandlingernes vej var mislykket, kunde det ikke være tvivl underkastet, at den svenske regering ikke agtede at opgive disse bygder med det gode, hvorfor forsøget heller ikke for det første blev gentaget. Men dermed var det dog ikke den dansk-norske regerings hensigt at lade sagen bero. Da Frederik III i 1657 endelig antog, at øjeblikket var kommet til at genvinde de forhen afståede landskaber, var også de svenskes bemægtigelse af Idre og Særna en af de grunde, som anførtes i hans krigsmanifest.[21] Krigslykken fulgte imidlertid ikke hans våben, og i stedet for at genvinde det tabte måtte han afstå fire af sine rigers bedste provinser. Der var således nu ingen mulighed for at erhverve Idre og Særna tilbage, uagtet rigtignok Frederik III i 1660 lod sine underhandlere nedlægge påstand derpå.

Under den skånske krig syntes der på nyt at tilbyde sig en lejlighed til at vinde de to bygder for Norge, da den bekendte partigænger, Folkersahm foretog et tog derhen; men indbyggerne vare nu blevne så svensksindede, at de ikke kunde bevæges til frafald.[22] I freden i Lund 1679, hvor Idre og Særna ikke udtrykkelig nævnes, blev der indtaget en bestemmelse om nedsættelsen af en kommission for det tilfælde, at nogen del af rigsgrænsen ikke skulde være nøjagtig bestemt; men en sådan kom aldrig istand. Senere hen påstodes det fra dansk og norsk side, at man ved denne bestemmelse havde forbeholdt sig sin prætensionsret til Idre og Særna. Ved fredsforhandlingerne i 1720 synes der ikke at have været tale om disse to bygder, på hvilke Sverige således måtte antages at have fået hævd.

II.

Den grænse, som indtil 1645 skilte mellem de to kongeriger, Norge og Sverige, var i alle væsentlige punkter overensstemmende med den, som var fastsat i Magnus Lagabøters dage. Fra det punkt, hvor Østerdalen tog sin begyndelse, omtrent ved de nuværende rigsrøser, no. 109–111, gik denne gamle grænse noget mere vestlig end den nuværende, som den overskar ved Faksefjeld. Derfra gik den gamle rigsgrænse mod Øst mellem Særna og Dalarne til Trollegrav, hvorfra den på sit videre løb omtrent faldt sammen med Herjedalens og Jæmtelands nuværende sydlige landskabsgrænse.[23] Senere var der ikke foretaget nogen ny befaling og fastsættelse af den hele rigsgrænse under et. Derimod var der ialfald nogle gange afholdt forretninger over en enkelt del af rigsgrænsen.

Dette skede først i 1403, da biskop Sigurd af Hamar visiterede i Særna og med det samme afhørte vidner om rigsgrænsen. Der fremtrådte ved denne lejlighed en bonde fra Herjedalen, ved navn Tord Ørnulfssøn, som afgav en forklaring om den rette grænse mod Sverige fra Herjedalen og til Solør, hvilken derpå under ed blev bekræftet af ham selv og fem at hans bygdemænd og så forelagt presten i Mora med ti bønder af dette prestegæld. Disse havde ikke noget at indvende mod den opgivne grænse og tillagde løfte om at overholde den, hvorpå der 5 August 1403 blev udstedt et af biskopen med presterne i Elverum og Løjten og syv mænd forseglet dokument om, hvad der således var forklaret og vedtaget.[24] Skønt det efter de fejlfulde og indbyrdes afvigende afskrifter, som ere bevarede til vore dage af dette mærkelige aktstykke, ikke er muligt at påpege hvert enkelt af Tord Ørnulfssøns grænsemærker, fremgår det dog tydelig, at den linje, som han op- gav, for Herjedalens vedkommende faldt sammen med den i Magnus Lagabøters tid fastsatte grænse, og sandsynligvis også for den del af Særnas grænse, som stødte til Elfvedal, (der indtil 1575 var anneks under Mora.) Her ophørte overensstemmelsen, idet den gamle grænse gik til det nordligere Falufjeld (Faksefjeld), medens Tord Ørnulfssøn trak linjen lidt sydligere til Våtdalsfjeld, hvorved Norge fik en ikke liden del af de skove, som tilhørte den svenske almue i Lima (nu eget præstegæld, men før 1616 anneks under Malung.) Dette var det sydligste grænsemærke, som Tord Ørnulfssøn bestemt angav; om grænserne videre løb mellem Vermeland og Solør vidste han kun, at den skulde ga til Gersesten imellem disse bygder.

Der hengik efter dette biskop Sigurds besøg i Særna næsten 200 år, forinden der atter høres om en fastsættelse af rigsgrænsen på det samme strøg. Da blev der i Juni 1592 af fogden over „Herjedalen“ [Hedemarken?] og Østerdalen, Morten Sigurdssøn optaget en forklaring om grænsen mod Sverige ved seks lagrettesmænd fra Trysil, Idre og Særna, da der var trang til nye grænsedokumenter, efterat de gamle for det meste vare ødelagte ved Svenskernes plyndretog i Hedemarken og Østerdalen under den nordiske Syvårskrig. Da denne grænseforretning neppe nogensinde er vedtaget fra svensk side, kan den ikke have havt retskraft for begge rigers indbyggere og får derfor sin største interesse, som et vidnesbyrd om den norske almues forsøg på at trænge sig ind over grænsen. Denne i 1592 prætenderede grænselinje tillagde nemlig atter Norge en ikke liden del af svensk grund foruden det stykke, som det havde fået sig tilkendt ved grænseforretningen 1403; den begyndte i Nord ved Trollegrav og fulgte derpå omtrent grænsen fra 1403 til Våtdalsfjeldet, hvorfra den gik mere østlig end den i det 13de årh. fastsatte grænse til Kildegraven (nu røs no. 120), hvor Vermeland begyndte, derfra ret i vest over Sandkildefos i Trysilelven til Høljefaldet (nu røs no. 111) hvor den atter stødte sammen med den ældste grænse.[25] Det var for dette stykke, Tord Ørnulfssøn i 1403 ikke havde kunnet opgive bestemte grænsepunkter, hvilke nu bleve angivne af Østerdølerne på en måde, som ikke stemte overens med den ældste grænselinje, men tillagde dem selv besiddelsen af en del af de tidligere svenske grænseskove. Den svenske almue synes aldrig at have villet anerkende den sidste del af denne nye norske linje; men da den på samme tid synes at have glemt den oprindelige, kunde der ikke opstilles nogen, som havde bedre hjemmel for sig, og derved lykkedes det for Normændene at få ialfald en del af det omtvistede land mellem den gamle og den prætenderede grænselinje i tidens løb stiltiende anerkendt som norsk land.

Således stod forholdene, indtil Idre og Særna blev svenske. Efter deres frafald blev det meget vanskeligt at afgøre, hvad der skulde være den rette rigsgrænse på strøget nordenfor Våtdalsfjeld, idet der på denne kant efter 1645, som omtalt, ikke blev opgået nogen ny rigsgrænse. Hvis man ikke vilde erkende Sveriges ret til de to bygder, måtte men fra norsk side anse de i 1403 og 1592 opstillede linjer fra det nævnte punkt til Trollegrav, som fremdeles gældende rigsgrænse og derpå følge grænsen mellem Særna og Herjedalen mod Vest. Men da Sverige nu en gang faktisk var i besiddelse af Idre og Særna, lod det sig ikke vel gøre at fastholde denne grænse. Der var da to alternativer at vælge, enten at betragte den højeste fjeldryg, som rigsgrænse eller også følge Idre og Særnas gamle grænser mod de nærmest tilstødende østerdalske bygder. Det første kunde synes at være hjemlet ved traktatens bestemmelser, der virkelig for de nordligere distrikter fastsætter fjeldryggen som rigsgrænse (se ovfr. s. 200 flg.); men desuagtet vedblev man i Norge indtil videre at holde sig til den gamle bygdegrænse, som det rette skillemærke mellem de to riger, ligesom den før var det mellem bygd og bygd, hvorved folket i Særna beholdt sine almindinger ubeskårne.

Denne grænse, der første gang vides at være fastsat ved en dom af 15 Septbr. 1581,[26] fulgte fra Faksefjeld omtrent samme retning, som den nuværende rigsgrænse indtil Herjehogna (røs no. 136), men bøjede derfra i nordvest over Gløtvola til Fæmunsjøens sydlige ende, hvorpå den gik midt efter denne over den lille ø, Solerøen, til en ved Fæmunskleven i Fæmuns nordre ende opsat varde. Landet østenfor denne grænselinje tilhørte almuen i Idre og Særna, fraregnet det nordligste stykke, som tilhørte Herjedalen. Grænsen mellem Idre og Herjedalen skal have gået en halv mil søndenfor Røåen, der falder ud i den nordlige del af Fæmun og endnu danner grænsen mellem det nordenfjeldske og søndenfjeldske Norge.[27]

Fæmunsjøen var således ved Idres og Særnas overgang bleven rigsgrænse mellem Norge og Sverige; på dens vestlige side havde Østerdølerne, på den østlige Herjedølerne og almuen fra Idre og Særna sit tilhold med jagt og fiskeri. At dette også officielt var anerkendt, som det rette forhold, og at Norge ikke regnedes længere mod Øst end til Fæmun, fremgår sikrest af den i 1658 foretagne opgang af de sydlige grænser for Trondhjems len efter dettes afståelse til Sverige; kommissærerne, som deltog i denne, afsluttede sin forretning ved Fæmunskleven i Fæmuns nordre ende og fastsatte intet grænsemærke på vandets østlige side, hvilket de nødvendig måtte have gjort, hvis de havde regnet denne med til Norge.[28]

I den følgende tid blev der imidlertid fra norsk side stadig gjort forsøg på at udvide sig mod øst over grænsen, hvilke også tildels lykkedes. Norske bønder nedsatte sig således på Fæmuns østside, på gården Nordviken, der senere altid har havt faste beboere, og for en tid ved Elgåens os, omtrent lige langt fra vandets nordlige og sydlige ende, medens Røros verk tiltog sig retten til at hugge i de derværende skove. Fra svensk side synes der aldrig at have været lagt hindringer i vejen for disse udvidelsesforsøg, og lidt efter lidt gik det ind i de flestes bevidsthed, at grænselinjen nordenfor Solerøen skulde drages noget østligere end Fæmunsjøen – først i Nordost til Svukustøten og derpå ret i Nord til Vigelskaftet.[29] Dog gaves der fremdeles dem, som bevarede erindringen om den gamle grænse og holdt på den, som den ene rette.[30]

Ganske anderledes stillede forholdene sig i syd for Solerøen, hvor den svenske almue var mere på sin post. Også her strejfede vistnok Østerdøler fra Trysil og Rendalen omkring i skovmarker og højfjeld og drev jagt og fiske langt østenfor Fæmun, bl. a. i Vurusjøen og Drevsjøen. Men de kunde aldrig gøre dette uden frygt for, at Idremændene skulde komme mandstærke over dem og jage dem bort. Således forklarede den 69-årige Østerdøl, Oluf Unsæt ved grænsevidnernes examination i 1741, at hans fader, der ved sin død havde været henimod 85 år gammel, havde fortalt, at da han en gang havde gildret ved den lille elv Sørka, der render på Fæmuns østside og fanget en bæver, vare Idrefolkene komne over ham og havde taget bæveren fra ham. Senere hen traf imidlertid denne familie en aftale med de svenske bønder i Idre, hvorefter de mod en årlig afgift fik tilladelse til at jage og fiske i deres skove, og fra nu af lå det i deres egen interesse at hævde disse for Sverige, da de derved udestængte sine øvrige landsmænd og beholdt brugsretten for sig alene, som de, der havde forpagtet den af egnens lovlige herrer.

Den udvidelse af sit territorium hvorpå Østerdølerne nord ved Fæmun på den omtalte måde havde fået hævd, var dog noget usikker, idet den savnede den gensidige sanktion, som er nødvendig ved enhver grænse, og spørgsmålet således altid på ny kunde bringes på bane fra svensk side. Der blev heller ikke på lange tider gjort noget for at bringe orden i disse forhold. I slutningen af det 17de århundrede syntes der rigtignok en gang at åbne sig adgang til at få den nordligste del af grænsen nærmere bestemt ved en traktat, da der i 1690 blev nedsat en kommission, der skulde undersøge og fastsætte grænserne mellem Trondhjems amt og Herjedalen, hvilket igen vilde havt indflydelse på rigsgrænsens fortsættelse mod Syd indtil Solerøen. Men denne kommission trådte aldrig sammen, uvist af hvad grund; fra norsk side påstodes senere, at de svenske medlemmer ikke havde indfundet sig på det bestemte mødested. Resultatet blev således ikke andet end, at der blev optaget enkelte vidneforklaringer over denne del af grænsen, hvorimod der intet udrettedes med hensyn til selve hovedøjemedet, at fastsætte en nøjagtig rigsgrænse. Dermed stod alt hen indtil 1734, da der i den mellem Danmark-Norge og Sverige afsluttede allianse-traktat[31] også indtoges en bestemmelse om, at der inden tre år skulde være foretaget en regulering af grænserne mellem Norge og Sverige.

Denne grænseregulering kom virkelig istand, skønt rigtignok først efter udløbet af de tre år. Den tog sin begyndelse 1 August 1738 på Hisøen i Kornsjøen mellem Båhuslen, Dalsland og Smålenene, hvor nu rigsrøs no. 1 er oprejst, og hvor den i 1661 foretagne opgang af grænsen mellem Båhuslen og Smålenene var afsluttet. Fra dette punkt begyndte begge rigers ingeniører forretningen nordover og kom i 1739 et stykke ind i Trysil, hvorfra arbejdet i 1741 fortsattes nordover. På den første del af denne strækning – fra Trysils begyndelse opstillede den norske almue en med grænsen af 1592 stemmende linje, hvorved den forsøgte at trænge sig ind på svensk grund.[32] Denne linje gik fra Søndre Høljefald over Grytefossen i Varåen, Hvithammer, Sandkildefos og langs igennem Kildegraven (omtr. ved røs no. 119–120.) Omvendt søgte den svenske almue at erhverve tilbage en del af det territorium, som Normændene i sin tid havde tilhævdet sig, i hvilket øjemed de imod de norske fordringer vilde opstille en grænselinje fra Nordre Høljefald over Strupefossen i Varåen, Båtestenen og Sandkilden, der skulde være en fra den norske Sandkilde forskellig lokalitet. En lignende uenighed herskede også om den rette grænse videre nordover fra Kildegraven til Faksefjeld, hvor atter hver part opstillede sin prætensionslinje. Over begge linjer optoges beskrivelser og karter for at fremlægges ved de forhandlinger, der efter opmålingens fuldendelse skulde afslutte grænsestridighederne.

Idet opmålingen fortsattes nordover fra Faksefjeld indtil Fæmunsjøens omgivelser, måtte der opstå spørgsmål, om man fra norsk side skulde gøre påstand på Idre og Særna og således også medtage disse i opmålingen, som derved vilde blive betydelig forsinket. De to små sogne, hvor der ikke boede mere end 47 familier, som for det meste levede af fæ og dyrevejde, kunde imidlertid blot have lidet værd for Norge, som derimod var meget interesseret i at få ejendomsret til de store skove på Fæmuns østside, der for Sverige vare aldeles ubrugelige.[33] Der var derfor liden grund til at fremsætte nogen påstand på Idre og Særna, hvorimod meget talte for at benytte anledningen til at skaffe sig en grænse efter den højeste fjeldryg i stedet for at trætte med Sverige om et distrikt, hvorpå det snart havde hundredårig hævd, og fortolke Brømsebrofredens utydelige bestemmelser. Af denne grund var det også på forhånd pålagt de norske ingeniører, at de nok for et syns skyld skulde fordre Idre og Særna tilbage, men ikke medtage dem i opmålingen og for øvrigt ikke insistere videre derpå.[34]

Da de norske ingeniører i henhold hertil reserverede sit lands ret til Idre og Særna, vilde de svenske ikke høre tale derom, men fastholdt den gamle bygdegrænse, hvis nærmere løb vi tidligere have angivet.[35] Senere hen blev det imidlertid fra norsk side antydet, at man var villig til at frafalde enhver påstand på Idre og Særna, men at man i det sted vilde opstille en ny grænselinje fra Faksefjeld og nordover, hvorved et betydeligt stykke land østenfor Fæmun måtte tilfalde Norge. Denne linje skulde da først trækkes så langt i øst som til den mellemste Hersjø og på sit videre løb nordover føres en mil østenfor de på Fæmuns østside liggende fjelde, Elgåhogna og Svukustøten. De svenske ingeniører, som formodentlig havde ventet denne indrømmelse, vilde vistnok ikke ubetinget antage den nye norske linje, da de påstod, at almuen i Idre ikke vel kunde opgive så meget af sin skov, men tilbød dog at forandre sit tidligere forslag til en grænselinje, således at grænsen skulde trækkes fra Gløtvola østenom Fæmun og Svukustøten til Viglan, hvorved kun en del af den forlangte strækning vilde tilfalde Norge.

Efterat den hele grænse lige til Finmarken var opmålt, og derved et pålideligt materiale tilvejebragt for et endeligt opgør, forsamledes kommissærer fra begge riger i Strømstad 1749. Resultatet af disses arbejde var traktaten af 1751. Ved denne blev Østerdalens grænse, på de punkter, hvorom der var tvist, fastsat efter en linje, der såvidt muligt, lå midt imellem begge partere prætensions-linjer.[36] Derved fremkom den nuværende rigsgrænse, som fra Høljefaldet til Faksefjeld, hvor Særna begynder, går noget østligere end den ældste grænse og de svenske prætensions-linjer, men dog ikke så langt ind i Sverige, som den norske almue gjorde fordring på. Fra Faksefjeld til Herjehogna følger den nye rigsgrænse den svenske prætensions-linje fra 1741, men forlader så denne og går østen om Fæmun mere i Nord til Fulugutuvola (røs 140) og Vonsjøgusten (røs 144), hvor Idre ender og Herjedalen tager sin begyndelse. Ved denne linje havde kommissærerne i det hele taget været meget heldige med at drage grænsen efter den højeste fjeldryg, skønt denne dog ikke overalt har kunnet følges. Norge erhvervede derved tilbage et betydeligt stykke af Idres og Særnas skove, hvilke i grunden var den del af det ved deres frafald i 1645 tabte distrikt, der for os har den største betydning; disse bygders almue blev tillige ved en separat tillægsartikel til traktaten sikret ret til at sælge kul, ved og tømmer til Røros verk.[37] Dette var nemlig for dem en sag af megen vigtighed, da de for en stor del havde sit udkomme af denne trafik, som det derfor ikke uden uretfærdighed havde kunnet gå an at stanse, især da den vistnok var lige så meget til fordel for de Normænd, der ejede parter i kobberverket på Røros, og for de mange, der levede af dette verk, som for bønderne i Idre og Særna.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Denne plyndring kendes kun af en kort notits, dateret 29 August 1577 i statholder Povel Huitfeldts stiftsbog fol. 179, b i rigsarkivet [Kristiania bispearkiv, 2 k]. Under Kalmarkrigen viste almuen i Idre og Særna sig heller ikke fra nogen glimrende side, da de i 1612 af tre svensker lod sig overtale til at give Sverige brandskat. Norske Samlinger (in 8vo) II, 282 flg.
  2. I en skrivelse til biskop Dorph, der findes mellem de grænsereguleringen vedkommende dokumenter i rigsarkivet berettes endog, at der i sin tid før 1644 skulde være oprettet en particulier Accord mellem presterne i Elverum og Elfvedal, hvorefter den sidste i behøvende Fald skulde kunne forrette gudstjeneste i Idre og Særna. Dette er dog meget usikkert – I dette årh. fremhæves det derimod af svenske forfattere, at Særnafolket står i livligere forbindelse med Norge end med Dalarne. Jvfr. Säves afhandling om Dalfolket i Nyt (dansk) hist. Tidsskrift, I, 554.
  3. På det iturevne blad blev senere skrevet: Dette blad blef sönderrifvit i Särna Capell den 25 Martii 1644 af de barnen, som då døptes och wåro til alder komne, christnade af herr Daniel Bushovio, som orten indtog. Abr. Hülphers, Dagbok öfver en resa genom Stora Kopparbergs län (Westerås 1763) s. 203 og 236. Hvad der fortælles om, at der ved samme lejlighed også blev døbt enkelte voksne, grunder sig på en misforståelse. Samlinger til det norske Folks Sprog og Hietorie, VII, 470–472.
  4. Den fuldstændigste beretning om toget til Særna findes i Den Swenska Fatburen, fjerde öpningen, no. 7 flg. (udg. af Erik Ekholm, Sthlm. 1768.) Jvfr. Hülphers, l. c. 225–228, (udg. af Erik Holenius, Dissertatio academica de Dalekarlia (Ups. 1722), s. 24.
  5. Ifølge en optegnelse i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ (II) 131] hvorover Peder Juel har skrevet. Cronens och Odels gods udi Irre og Zerne sogner, udgjorde krongodset ialt hud, 4 kalveskind, 1 gang hestesko og 57 gedeskind, – odelsgodset 22 huder og 4 skind.
  6. Joh. Fr. Muncktell, Westerås stifts herdaminne, II, 359 og 379.
  7. I cessionsbrevet for Jæmteland og Herjedalen nævnes ikke Idre og Særna; heller ikke bleve de overdragne til Sverige af de norske kommissærer, der forestod overleveringen af de to nævnte landskaber. Jvfr. Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, V, 478.
  8. Ved grænsebefaringen i 1741 forklarede et af vidnerne, som den gang var 58 år gammel, at hans fader, der var død 1700 i en alder af 72 år, altså født 1628, havde fortalt, han godt kunde erindre den tid, da Særna lå under Norge, og at den daværende Prest udi Elverum, Hr: Alexander Borch en lang Tid, efterat berørte Bøigd var kommen under Sverige, bad endnu af Prædikestolen for samme sine forrige Tilhørere. Protokol i rigsarkivet [grænsereguleringen, vol. XIX.]
  9. Jørgen von Delden var en Tysker, der ifølge en svensk beretning fra 1647 om den norske hær [i det danske gehejmearkiv – Danske samlinger, 400, b] oprindelig skal have været vagtmester, – en titel, som i den første halvdel af det 17de århundrede hyppig brugtes om den næstkommanderende på en fæstning.
  10. I Jørgen von Deldens beretning om sin rejse heder det bl. a.: Er [ɔ: Joh. Berndes] gedachte auch von einer Landt Carte, dis zwischen beden Cronen soll rattificirt sein, wie die deputirte herren auf die Grentzen beisamen gewesen, woouon eine vidimirte Landt Carte an die unserige Rähte wehre übergeben worden. Gedachte auch gegen mir, dass er bott schicken wolte nach dem Ingeniör, alsdann solte er der örter beschaffenheit aufs papier bringen und ein solches mit mir an Ewr: Excel: geben.“ Da han sidste gang talte med J. B. blev imidlertid kartet vorgessen vndt nichtsmehr gedacht.
  11. Hvad her er meddelt om Hann. Sehesteds gentagne forsøg på at erholde Idre og Særna tilbage, er hentet fra en række aktstykker, breve, indberetninger, instruktioner m. m. der findes i rigsarkivet [grænsereguleringen pakke 1, vol. II] og i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ (II) 131] dels in originali, dels i afskrift.
  12. Peder Juels memorial af 17 Januar 1648 og dronningen svar af 16 Febr. s. å. i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ II.] Jvfr. L. Holberg, Danmarks Riges Historie, III, 48 flg.
  13. Peder Juels memorial af 20 Juli 1648 i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ II.]
  14. Dronning Kristians resolution af 26 Oktober 1648 til Peder Juel i det danske gehejmearkiv [Svenske acta, vol. VI,] og trykt i latinsk oversættelse i Responsio ad duo scripta Danica (Greifswaldiæ 1657) bilag XXI, og i tysk overs. i Beantwort und Widerlegung zweyer Dänischen Schriften etc. (ibdm. 1657.)
  15. Nils Langes og Georg von Reichweins instruks af 9 April 1649 findes i det danske gehejmearkiv [Svenske acta, vol VI.]
  16. Reichweins originale beretning findes i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ II.]
  17. Sernenses linguam habent ex Dalica et Norvegiæ commixtam; ad ipsas enim Norvegiæ Alpes habitant, heder det hos Reinhold Näsmann, Disputatio de historia lingvæ Dalekarliæ, (Ups. 1733) pag. 12. Hülphers meddeler (l. c. 230 flg.) en fortegnelse over endel norske ord, som forekom i Særna-dialekten. Jvfr. s. 49 flg. ovenfor (dr. E. Jessens afhandling.)
  18. Dronning Kristinas skrivelse til Frederik III af 26 Maj 1649 i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ II.]
  19. De svenske kommissariers skrivelse, dat. 27 Juni og Nils Langes, dat. 20 Juli 1649 findes begge i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ II], hvorhos den sidste i latinsk oversættelse er trykt i Responsio ad duo scripta Danica, bilag XXIII.
  20. Et uddrag af de svenske kommissærers protokol er trykt i De la Gardiska Archivet, utg. af P. Wieselgren, XI, 116.
  21. Holberg, Dannemarks Riges Historie, (udg. af 1754) III, 229. Jvfr. Jus feciale armatæ Daniæ (1657) og Manifest, auss was erhebliche Uhrsachen etc. (1657.) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie, I, 181.
  22. Anno 1674 (?) capitaneus Norvegorum Folkersamius frustra Sernenses ad defectionem instigaverat, licet vi ommiumqve internecione ipsis denunciata. Holenius, l. c. pag. 25.
  23. P. A. Munch, Det norske Folks Historie, IV, 1, 646–650, P. A. Munch, Samlede Afhandlinger, udg. ved Gustav Storm, I, 212–223; Norges gamle Love, II, 487–491; Annaler for nordisk Oldkyndighed, 1844–45, s. 147–192 og 1846, s. 150–167; G. Munthes anmærkninger til Aalls oversættelse af Heimskringla, I, 2. En i midten af det 17de årh. tagen afskrift af dette samme gamle grænsedokument findes også i Thottske saml. 748 fol. pag. 65–68 på det kgl. bibl. i København. Jvfr. N. Nicolaysen, Norske Magasin, I, xxx.
  24. Først trykt hos Holenius, l. c. pagg. 17 seqv. efter en i 1602 tagen afskrift af et ved Lima kirke opbevaret transkript fra 1425, og derefter optrykt i Diplomatarium Dalekarlicum, utg. af C. G. Kröningssvärd og J. Lidén, I, s. 62 flg. (no. 61.). Udgiverne have imidlertid misforstaa sin kilde og antaget H.s latinske oversættelse for originalen, men den forsvenskede text fra 1602 for en gammal öfversättning. Smst. s. 64 er ogs. aftrykt en ved Særna kirke opbevaret afskrift, som skal være tagen efter originalen af Erik Wallenius, den første svenske prest i Særna. I Handlingar rörande Skandinaviens historia, XX, 36–39 er der endvidere trykt et transkript af denne grænseforretning fra 1461 efter to i det svenske rigsarkiv opbevarede kopier fra midten af det 16de årh. Der kendes endnu mindst en afskrift, der var taget i 1615 og opbevaredes ved Herdals kirke (jvfr. Topografisk Journal, XXIII, 85 flg. og Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, VI, 471). En yngre genpart af samme findes i rigsarkivet [grænsereguleringen pakke 2 vol. III no. 202]. Da denne aldrig har været trykt, meddeles her bogstavret det stykke, der omhandler grænsen: „Tord Almuldssen opregnede talde og skiede [sic] Endemorks imellem Norrigs og Sverrige, og begyndte först i Sommerberget, som ligger nordost i fra Herdalen, der i fra i Ramhammer og saa i tors Kile, der i fra i truld Klatt, og saa i Landerdaler Kjern, der i fra i Landerdaler Aas og saa i Ledevalds myre, der i fra i Kors-Kilde, og saa i trulde gropp, der i fra i Randelle Bæck, og saa i en Elv kaldes fulumelige, der i fra og i Vatdals field, og saa midt i Gierse Steen, som ligger imellem Vermeland og Soløer.“ Jvfr. Hülphers l. c. 203 og 236 og Muncktell, l. c. II, 379. Andre gamle angivelser af rigsgrænsen hos Holenius, l. c. 23 og 74 og Hülphers, l. c. 224.
  25. En meget dårlig afskrift i rigsarkivet [grænsereguleringen, pakke 2, vol. III, ad. no 202.] De seks mænd erklærede, at rette Raadmercke, saa vitt vor skoug grendser ind paa Swerige og intill Sollør Eyedeler ganger som effterfölger, Först som Serne skoug begynder ganger Raadet i Truldegrav, af Truldegrav i Kulboeaassen, af Kulboaaesen i Hermundz-aasen af Hermundz aasene i Fullumelige, af Fullumellige i Vaatdals field, af Vaatdals fiäld i benehog, af benehog i Kielde graf-ende af Kielde grav-ende i Sandkelde, af Sandkelde i Hvittehammer, af Hvittehammer i Hölige field, siden begynder Solørskougen.
  26. Denne originale dom, der nu sandsynligvis er tabt, blev i sin tid fremlagt for grænsekommissionen, i hvis modtagelsesbevis dens indhold er angivet, således at grænsen mellem Idre, Rendalen og Tønsæt fra syd mod nord af alders tid har gået fra Gløtvolen til Fæmunskleven i den søndre ende af Fæmunsjøen, derfra i Solerøen, sidst udi en varde ved den nordre ende af bemeldte sjø. I en grænseforretning af 9 Septbr. 1587, som alene kendes af en dårlig afskrift i rigsarkivet [grænsereguleringen, pakke 1, vol. II, no. 73], opgives følgende grænsemærker: Dilsæt bjerg – højeste „badet af Benderaab“ – højeste Blekkefjeldet – Skøtsidalen – højeste Engerfjeld [nær Herjehogna] – Grødtsillen [Gløtvola] – Fæmunskløven – Solerøen – en varde i nordre Fæmundsenden.
  27. Reise gjennem en Del af Norge i de Aar 1773, 1774, 1775 af Gerhard Schöning (Kbhvn. 1778), s. 64.
  28. De nordenfjeldske Begivenheder 1657–1660 ved Yngvar Nielsen, 47 flg. Jvfr. det ovenfor s. 208 anførte sted af De la Gardiska Archivet, hvor Fæmun omtales som grænse. På det i Dahlbergs Suecia antiqva et hodierna indtagne kart over Skandinavien ere begge bredder af Fæmun henlagte til Sverige.
  29. En 58-årig bonde forklarede i 1741 for grænsekommissionen, at han i sin ungdom (altså 1690–1700) havde hørt opgive følgende grænsemærker fra Faksefjeld og til Vigelskaftet (nu røs no. 126–147:) Sommersfjeldet i Fulufjeld – Bratfjeldet vest for Bergådalen – Kvanbækken – Midtskougs Knolle – Lislefjeld – Herjehogna – Gløtvola – Solerøen – Svukustøten – Vigelskaftet. [Grænsereguleringen, vol. XIX i rigsarkivet.]
  30. En 69-årig bonde forklarede i 1741 for grænsekommissionen, at han af gamle folk på over hundrede ar havde hørt opgive følgende grænsemærker: en røs øst i Hundshøjgden – Engerfjeldsli – Gløtvola – Fæmunskløven i Fæmuns søndre ende – Solerøen – en varde på østsiden af Fæmuns nordre ende.
  31. G. F. Martens, Supplement au recueil des principaux traités &c. t. I, p. 224–225.
  32. Skrivelse fra generalmajor Fredr. Otto von Rappe til kongen af 21 Novbr. 1739 i rigsarkivet [grænsereguleringen, pakke 21].
  33. I særdeleshed gælder dette om Røros verk, hvis participanter også i en udførlig ansøgning forestillede nødvendigheden af at skaffe Norge landet østenfor Fæmun. Flere exemplarer af denne ansøgning findes i rigsarkivet.
  34. Kgl. reskript til generalmajor Rappe af 29 April 1740 i rigsarkivet [grænsereguleringen, pakke 21.]
  35. De svenske ingeniører opgave i denne linje følgende grænsemærker: Vestre Faksefjeld – Bratfjeld – Kvamkella – Myrtuven på Drivfjeld – Midtskougs Knolle – Lislefjeld – Hundshøgden – Gløtvola – Fæmunstrømmen – Vargstrømmen – og midt efter Fæmun; derpå videre i Nord: Hestbejtåsen – Svartviken – Viglen – Ruten.
  36. Grænsetraktaten, hvis original opbevares i rigsarkivet, er særskilt trykt, samt derhos meddelt in extenso hos Jessen-Schardebøll, Det Kongerige Norge, s. 207–232, et udtog findes i Schous forordninger. [Wikikildens anmerkning: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  37. Jvfr. Kongl. Vetenskaps Academiens Handlingar för År 1771, vol. XXXII, andet kvartal, s. 104 flg.