Ole Einarssøn Skavlan
Denne Mand hørte til en endnu blomstrende thrøndersk Familie, der har Navn af Gaarden Skavlan i Snaasen, og som ifølge et Sagn skal nedstamme fra en gammel norsk Høvdinge- eller Adelsæt. Selv var Ole Fændrik eller, som det ogsaa kaldtes, Capitaine des armes og boede i Beitstaden i Indhered. Han var med i hele den lange Tiaarskrig fra 1710 til 1720. Da han var usædvanlig rask og hurtig, blev han især brugt, hvor der var Fare paafærde, og ofte maatte han med nogle faa modige Skiløbere holde til i Snefog og Kulde paa Jemtelandsfjeldene, hvergang det gjaldt at udspeide, om man kunde vente sig noget Indfald af Fienden. Ofte kom han da i Kamp med svenske Streifpartier, der ligesom han laa paa Speideri, og mangengang maatte en dyb Snefane være hans Seng. Engang listede han sig endog alene ind i Jemteland midt imellem svenske Soldater og solgte Smaakram; han blev ogsaa mistænkt, var nær ved at blive greben, men reddede sig alligevel. Efter Krigen tilbød man ham, at han skulde faa Lov at kjøbe sig en Officersstilling, men det vilde han ikke. Han nedsatte sig derimod i Stod, kjøbte et Par Bondegaarde og drev et lidet Sagbrug. Han døde 1740, og en af hans Sønner var Jacob Schavland, der blev Sognepræst i Mandal og har nedskrevet denne Erindring om sin Fader i Stedets Kaldsbog.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |