Odysseen/BESØKET I LAKEDAIMON.
< Odysseen
Odysseen
FJERDE SANG.
BESØKET I LAKEDAIMON.
Til Lakedaimon i fjeldkranset dal var de kommet og kjørte
frem til den herlige drot Menelaos' prægtige kongsgaard.
Inde i borghallen traf de ham selv. Der feiret han bryllup,
bænket i vennernes kreds, for sin søn og sin yndige datter.
Datteren gav ham som brud til Akillevs' søn; for ved Troja
gav han ham først sit ord og lovet at gi ham sin datter.
Guderne undte dem nu at feire omsider sit bryllup.
Sendte da nu Menelaos med vogn og med hester sin datter
til myrmidonernes mægtige by, hvor ynglingen hersket.
Helten Alkenors datter, en mø fra Sparta, lot drotten
føre til borgen som brud for sin sentfødte Megapentes,
født av en terne; ti ei hadde guderne mer villet unde
Helena selv noget barn, da hun først hadde født Hermione,
møen saa yndig og skjøn som den guldfagre elskovsgudinde.
Saaledes frydet sig nu hos den herlige drot Menelaos
grander og frænder ved maaltidets lyst i de mægtige haller.
Midt i den festlige kreds lot lydt en guddommelig sanger
tone til lyren sin røst. Saasnart han begyndte at spille
traadte to gjøglere frem og slog sine rundkast i kredsen.
Ute ved borgporten stanset imens med vogn og med hester
helten Telemakos selv og den høibaarne ætling av Nestor.
Da nu den navngjetne drot Menelaos' mægtige tjener,
svenden saa rask Eteonevs, kom gaaende ut, fik han se dem.
Straks gik han ind i paladset med bud til folkenes hyrde.
Der gik han frem og talte med vingede ord til sin hersker:
«Høibaarne drot Menelaos, to fremmede gjester din bolig.
Begge ser ut til at lede sin æt fra Zevs i det høie.
Si, skal vi spænde fra vogn deres fotrappe spand, eller skal vi
sende dem bort til en anden som gjestmild vil unde dem husly?»
Harmfuld tok straks den lyslette drot Menelaos til orde:
«Hør, Eteonevs, Boétos' søn! En tankeløs taape
var du ei før. Saa barnslig som nu var aldrig din tale.
Sandelig, før vi kom hjem, har vi selv hos fremmede vertsfolk
tidt maattet sitte tilbords og ønsket at Zevs i sin naade
snart vilde ende vor nød. Saa spænd da de fremmedes hester
straks fra vognen og før dem saa ind for at dele vort maaltid.»
Saa han talte. Da skyndte sig hin gjennem hallen og kaldte
andre av tjenerne til og bød dem alle at følge.
Svendene spændte i hast de dampende hester fra vognen.
Derefter bandt de dem fast ved krybberne inde i stalden,
blandet saa hvete og byg og strødde det for dem i krybben.
Op mot den skinnende væg i forhallen støttet de vognen.
Gjesterne førte de ind i den herlige gaard, og med undren
saa de sig om paa den straalende borg hos den høibaarne konge.
Ti i den herlige drot Menelaos' kneisende kongsgaard
straalte en lysende glans som skinnet av sol eller maane.
Men da de begge en stund hadde frydet sit øie ved synet,
steg de i skinnende kar og tvættet sig vel efter reisen.
Da de av terner var badet og salvet med skinnende olje,
hjalp de dem kjortlerne paa og gav dem de dunbløte kapper.
Begge tok derefter sæte hos Atrevs' søn Menelaos.
Kanden, den skjønne, av pureste guld med vandet til haandtvæt
hentet en terne og heldte det ut paa de fremstrakte hænder
over et sølvfat og satte saa frem det blankskurte matbord.
Derefter satte husholdersken selv, den værdige kvinde
rikelig for dem av hver en ret som huset formaadde.
Nu bar den kyndige forskjærer frem paa bugnende brikker
alleslags kjød og satte paa bord de gyldne pokaler.
Hilsende begge med bægret tok saa Menelaos til orde:
«Smak nu paa retterne først og gjør jer tilgode; men siden
naar I har nytt jer mat, vil vi spørre jer, hvem I mon være.
Ti jeg kan se, at I ikke gjør skam paa høibaarne fædre.
Scepterførende konger, som leder sin æt ifra guder,
stammer I fra. Ei ringere mænd faar saadanne sønner.»
Saa han talte og rakte dem selv en velnæret okses
brunstekte ryg, som var lagt paa hans bord som det lækreste
stykke.
Begge tok for sig i rikelig maal av de fremsatte retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
hvisket Telemakos lønlige ord til sønnen av Nestor
bøiende frem sit hode for ei at bli hørt av de andre:
«Se dog, du Nestors søn, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Se dig omkring i den larmende hal paa det lynende kobber,
guldet og ravet og sølvet og elfenbensplaterne hvite.
Slik maa det være i Zevs, den oplympiske alfaders haller.
Aa for en makeløs pragt! Vidunderlig tykkes mig synet.»
Ynglingens tale forstod den lysblonde drot Menelaos.
Talte han da med vingede ord til begge og mælte:
«Nei, mine venner, med Zevs kan aldrig en dødelig kappes.
Evigt er Zevs' palads og evige alle hans skatte.
Men iblandt mennesker er der vel faa eller ingen som kunde
kappes med mig; men mangt har jeg lidt og vidt har jeg flakket
før jeg kom hjem i det ottende aar med lastede snekker.
Vidt har jeg flakket, til Kypros, foinikernes land og Aigyptos,
til aitiopernes land, til erembernes stammer og Sidon.
Libyen har jeg besøkt, hvor lam har horn, naar de fødes.
Der faar sauene tregange lam inden aaret er omme.
Hverken den mægtigste drot eller ringeste gjæter paa vangen
skorter det der paa ost eller kjød eller melken den søte.
Sauene skaffer dem melk fra aaret gaar ind til det ender.
Medens hos hine jeg flakket omkring og sanket mig skatte,
fældte en anden i løndom min bror. Ved det feigeste snigmord
dræptes han uten et vidne ved svig av sin skamløse hustru.
Derfor kan alt hvad jeg eier av gods ei glæde mig mere.
Selv maa I ogsaa ha hørt eders fædre fortælle om dette,
hvem de saa er; ti mangt har jeg lidt, og mit hus er lagt øde,
rikt og skjønt som det var og rummende talrike skatte.
Aa, hvor gjerne jeg sat med en tredjedel av mine skatte
her i mit hjem, naar bare de mænd var frelst som ved Troja
segnet i døden saa fjernt fra det hestenærende Argos.
Mangen en gang, naar jeg sitter som nu i de hjemlige haller,
tynget av bitreste sorg og tænker med vemod paa alle,
letter jeg snart mit hjerte med graat, snart ender jeg klagen,
ti av den isnende jammer vil snart en mand vorde mættet.
Dog, hvor sorgfuld jeg er, jeg klager ei saa for de andre
som for den ene som røver mig søvn og røver mig matlyst,
hvergang han staar for min tanke; ti ingen av alle akaier
strævet og stred som Odyssevs, og dog skulde sørgelig vanheld
ramme ham selv og mig en sorg som jeg aldrig kan glemme,
sorg over ham som vi savner forlængst. Vi vet ikke endnu
om han er død eller lever. Nu jamres vel over hans skjæbne
baade av gubben Laërtes og Penelopeia, hans hustru,
og av Telemakos, sønnen som nylig var født, da han reiste.»
Saa han talte, og trangen til graat han vakte hos sønnen.
Nu da hans far blev nævnt, randt taarene stridt fra hans øine.
Op for øinene holdt han med hænderne kappen den skjønne
farvet i straalende purpur. Da saa Menelaos omsider
ynglingens graat og grublet en stund i sit sind og sit hjerte,
om det var bedst at han selv fik nævne sin far, eller drotten
først skulde spørre ham ut og friste at løse hans tunge.
Medens han tænkte paa dette med tvil i sit sind og sit hjerte,
kom til mændenes sal fra sit duftende høienloftskammer
Hélena, Artemis lik, hin mø som skyter med guldpil.
Frem bar ternen Adraste den prægtige stol, og Alkippe
kom med et tæppe av fineste uld, som hun bredte paa stolen.
Fylo kom ind med kurven av sølv, en skjænk fra Alkandra,
Polybos' værdige viv. Han hersket som konge i Tebai
fjernt i aigypternes land, hvor husene bugner av skatte.
Herskeren gav Menelaos to hamrede sølvkar til badet,
ti talenter i guld og treføtter, tvende i tallet.
Helena fik av hans viv de skjønneste gaver, en herlig
ten av det pureste guld og en kurv med hjul under bunden.
Kurven var formet av sølv; men av guld var den øverste runding.
Fylo bar sølvkurven frem og satte den ved hendes side,
fyldt til randen med finspundet garn, og ovenpaa kurven
laa hendes ten, og violfarvet uld var viklet om guldet.
Nu tok hun plads paa sin stol med en skammel ved foten, og ivrig
spurte hun straks sin mand om alt hvad hun ønsket at vite.
«Vet vi da nu, Menelaos, hvem disse som nylig er kommet
hit til vor borg og gjester vort hus, gir sig ut for at være?
Enten jeg nu faar ret eller ei, maa jeg si hvad jeg tænker.
Ti jeg maa si at jeg aldrig har set saa slaaende likhet
hverken hos mand eller kvinde. Forunderlig er det at skue
hvor han livagtig ser ut som en søn av den djerve Odyssevs,
Kanske Telemakos selv, som nylig var født, da han reiste,
dengang min skamløshet voldte at I, de bedste akaier,
stevnet i leding til Troja og yppet de hidsige kampe.>
Straks tok den lysblonde helt Menelaos til orde og svarte:
«Ja, min hustru, jeg sitter jo selv og tænker det samme.
Alting minder om ham, baade hode og føtter og hænder.
Kastet med øinene er som hos ham og haaret det samme.
Nys da Odyssevs randt mig i hu og jeg kom til at nævne
alt hvad han fordum har døiet for mig av nød og av møie,
dryppet ham stridt under bryn de bitreste taarer, og sorgfuld
holdt han for øinene op sin purpurfarvede kappe.»
Nu tok Peisistratos, Nestors søn, til orde og svarte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd!
Ja, du har ret; han er virkelig søn av hin herlige fyrste;
men han er blyg og forstandig og undser sig for i sit hjerte
straks ved sit komme at tale om løst og om fast og la munden
løpe for dig, hvis ord vi hører med fryd som en guddoms.
Mig har Nestor, min far, den gamle gereniske vognhelt,
sendt for at følge ham hit; ti han ønsket at se dig og friste
om du kanhænde i raad eller daad vilde være hans hjælper.
Ti naar en far er borte, har sønnen saa meget at døie
hjemme i huset, saafremt han ikke faar støtte av andre.
Saa med Telemakos nu. Hans far er borte, og andre
findes der ei i hans land som kan verge ham trofast i nøden.»
Straks tok den lysblonde drot Menelaos tilorde og svarte:
«Sandelig huser jeg nu en søn av hin helt som jeg engang
hadde saa kjær og som døiet for mig mangfoldige kampe.
Ham har jeg agtet at hædre som ven, naar han vendte tilbake,
fremfor de andre argeier, om Zevs, den olympiske hersker,
gav os paa hurtige snekker at frelse os hjem over havet.
Gjerne jeg gav ham en by og reiste hans kongsgaard i Argos,
naar jeg fik ført ham fra Itakas ø med alle hans skatte
og med hans søn og alle hans mænd, og fik ryddet for drotten
en av de nærmeste byer, hvor selv jeg kan raade som hersker.
Hver av os kunde da tidt ha gjestet den anden, og intet
kunde ha skilt os to, naar vi glædet os sammen som venner,
forend det evige mulm hadde sænket sig om os i døden.
Men nu skulde vel guderne selv formene os flette,
siden de negtet kun ham, den usalige, hjemkomstens glæde.»
Saa han talte, og trangen til graat han vakte hos alle.
Helena, kvinden fra Argos, hin datter av Zevs, maatte graate.
Ogsaa Telemakos graat og Atrevs' son Menelaos.
End ikke Nestors søn kunde sitte med øinene tørre,
saasom hans bror, den gjæve Antilokos, randt ham i tanker,
han som blev dræpt av hin herlige søn av den straalende Eos.
Sorgfuld talte han vingede ord, da han mindedes helten:
«Atrevs' søn, dig kaldte min far, den graanede Nestor,
klok fremfor mennesker flest, saa ofte vi hjemme i hallen
mindedes dig og nævnte dit navn og spurte hverandre.
Er det dig mulig, saa føi mig da nu. At sitte og jamre
nu efter maaltidet huer mig ei. Der gryr vel imorgen
atter en dag. Jeg har intet imot at man sørger og graater
over en mand som er død, og hvem loddet omsider har rammet.
Avklippet haar og taarer paa kind er den eneste hæder
som vi kan vise en dødelig mand efter jordlivets jammer.
Død er jo ogsaa min bror, som ei blandt argeiernes fyrster
agtedes ringest. Du vet det vel bedst; ti selv har jeg aldrig
møtt eller set ham; men tidt blir det sagt, at Antilokos engang
mestret de fleste i løp og kjæmpet paa val som de bedste.»
Atter tok helten, den lysblonde drot Menelaos, til orde:
«Hvert et ord du har sagt, min ven, er slikt at en vismand
vilde ha talt og handlet som du, om han endog var ældre.
Vis er jo ogsaa din far; du slegter paa ham i din tale.
Let kan man kjende en søn av den mand, hvem Zevs ved hans fødsel
skjænket velsignelse rik og dertil en ypperlig hustru,
slik som han nu har forundt den graanede Nestor at ældes
hædret og lykkelig dag efter dag i sin hal og at eie,
sønner som baade er kloke som faa og mestre med landsen.
La os da stanse den graat som vi ei kunde holde tilbake,
saa vi kan tænke paany paa maaltidets lyst og la bringe
vandet til haandtvæt. Imorgen kan jeg og Telemakos atter
bringe hans spørsmaal paa tale og drøfte den sak med hinanden.»
Saa han talte. Da hældte den raske Asfalion vandet
paa deres hænder, den herlige drot Menelaos' tjener.
Alle tok for sig paany av de fremsatte herlige retter.
Helena, datter av Zevs, fik imens noget andet i sinde.
Vinen, de drak av, blandet hun straks med urter som mildnet
sorger og vrede og bragte en mand til at glemme al motgang.
Den som faar smake hin urt, naar den først er blandet i bollen,
kan ikke fælde, den dag det er skedd, en eneste taare,
selv om hans far eller elskede mor var kommet av dage,
eller han selv maatte se at fiender grumt for hans øine
dræpte hans bror eller elskede søn med det flængende kobber.
Denslags kraftige urter med hemmelig lægedom eide
Alfaders datter; hun fik dem av Toons viv Polydamna
hist i aigypternes land, hvor mange velgjørende urter
gror i den yppige jord og mange med dræpende safter,
læger er alle tilhobe, og bedre end mennesker ellers
kjender de alle sin kunst; ti de stammer fra guden Paiéon.
Men da hun nu hadde kastet hin urt i bollen og venlig
budt dem at fylde sit bæger med vin, tok hun atter til orde:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede drot, og I gjæve
sønner av herlige mænd. Zevs skjænker forskjellige gaver,
godt eller ondt, til enhver; ti alt hvad han vil kan han gjøre.
Sit nu i hallen og nyt jert maaltid i ro, mens I glade
lytter til hvad jeg fortæller. Forvisst skal det korte os tiden.
Selv er jeg ikke istand til at nævne for jer og fortælle
alt hvad Odyssevs, den haardføre helt, har fristet av farer;
men la mig nævne en eneste daad som den raadsnare høvding
vaaget i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget.
Da han med piskeslag selv hadde git sig de styggeste skrammer
og som en træl hadde slængt de usleste filler om skuldre,
snek han sig ind i den prægtige by, hvor hans fiender bodde.
Ganske ukjendelig gjorde han sig og lignet en tigger,
slik som han aldrig tilforn var set ved akaiernes snekker.
Saadan at se til snek han sig ind i Troja, og ukjendt
var han for alle. Alene jeg selv drog kjendsel paa helten,
styg som han var, og spurte ham ut; men han undvek mig listig.
Men da jeg selv hadde salvet hans krop efter badet med olje,
klædt ham i dragten han bar og med dyreste ed hadde lovet
ikke blandt troernes mænd at forraade den djerve Odyssevs,
før han var kommet til teltene frem og de hurtige snekker,
da først nævnte han alt hvad akaierne agtet at gjøre,
og da han saa hadde fældet med sverd mangfoldige troer,
vendte han hjem til argeiernes hær beriket med kundskap.
Troernes kvinder brøt ut i jamrende klage; men glæde
fyldte mit hjerte; ti nu stod min hu til at vende tilbake
hit til mit hjem, og jeg angret nu dypt at jeg lot mig forblinde
av Afrodite som lokket mig dit fra mit elskede hjemland
bort fra min datter, mit brudegemak og min mand, som tilvisse
ei staar tilbake for nogen i ypperlig kløkt og i skjønhet.»
Nu tok den lysblonde drot Menelaos til orde og mælte:
«Alt hvad du nævnte, min hustru, er sandt; du har truffet det rette.
Vidt har jeg vanket i verden omkring, og mangfoldige helter
traf jeg og merket mig vel deres sind og forstandige tanker.
Dog, mine øine har endnu ei set blandt kjæmper hans make,
en som i mandsmot og kløkt holdt maal med den djerve Odyssevs.
Likesaa dristig var ogsaa en daad som den kraftige høvding
vaaget i træhestens buk, hvor jeg og argeiernes fyrster
sat og pønset paa død og fordærv for troernes stridsmænd.
Selv kom du vandrende dit. Forvisst maa en guddom ha sendt dig,
en som har villet at troernes mænd skulde vinde sig hæder.
Helten Deîfobos, skjøn som en gud, var med i dit følge.
Tregange gik du omkring vort skjul og følte paa hesten,
medens du nævnte ved navn danaernes ypperste helter.
Skuffende lignet din røst deres elskede hustruers stemme.
Medens nu jeg og Tydevs' søn og den gjæve Odyssevs
sat blandt de andre i træhestens buk og hørte dig rope,
følte vi to, Diomedes og jeg, en brændende længsel
efter at skynde os ut eller svare derinde paa ropet.
Dog, Odyssevs fik stanset os straks og dæmpet vor higen.
Ikke en lyd blev hørt fra alle de andre akaier.
Bare Antiklos var nær ved at gi dig et svar, da du ropte.
Holdt da Odyssevs for høvdingens mund de vældige næver
uten at slippe sit tak og frelste akaiernes helter.
Drotten holdt fast, til Atene fik ført dig bort ifra hesten.»
Nu tok den kloke Telemakos straks til orde og mælte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd!
Bare des værre for ham; ti det frelste ham ikke fra døden,
selv om et hjerte av haardeste jern han hadde i brystet.
Men det er sent; saa før os da nu til vor seng, saa vi begge
snart kunde komme til ro og hvile i søteste slummer.»
Saa han talte, og Helena bød de tjenende kvinder
straks at sætte i forhallen frem to senger med fine
purpurfarvede bolstre og lægge paa disse de bløte
tæpper og kapper av langhaaret uld at svøpe sig ind i.
Ternerne vandret fra hallen med brændende fakler i hænde.
Sengene redte de straks, og dit blev de ført av herolden.
Der gik Telemakos selv og den herlige ætling av Nestor
begge til ro i det skjønne palads under forhallens hvælving.
Selv gik Atreiden til sengs i kongsgaardens inderste kammer.
Helena sov ved hans side, hans langslørte yndige hustru.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
reiste den høimælte drot Menelaos sig op fra sit leie,
klædte sig hastig og hængte sit sverd, det skarpe, om skuldren.
Under de skinnende føtter bandt helten de skjønne sandaler,
og som en gud, saa herlig og kjæk, gik han ut av sit kammer.
Hen til Telemakos satte han sig, tok ordet og mælte:
«Si mig Telemakos, høibaarne helt, hvilket erend har ført dig
til Lakedaimon, den herlige by, over dønninger brede?
si mig nu sandheten: Gjælder din færd dig selv eller folket?»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd.
Hit er jeg reist for at høre hvad du om min far kan fortælle.
Fraadsere lægger mit hus og mit frodige akerland øde.
Fuldt er mit hjem av en fiendeflok som slagter for fote
mængder av sauer og lam og langsomme hornede okser,
voldsmænd som frir til min mor og bryster sig frækt i sit hovmod.
Bedende kommer jeg nu for at favne dit knæ, om du vilde
si hvad du vet om hans grufulde død, saafremt dine øine
saa at han faldt eller ogsaa en vidfaren mand i dit paahør
meldte hans død; ti ham fødte hans mor til en jammerfuld skjæbne.
Søk ei av skaansel og medynk med mig at mildne din tale;
nei, men fortæl mig det alt just slik som du saa det for øie.
Hør dog min bøn! Saasandt som min far den gjæve Odyssevs
enten i ord eller gjerning har holdt et løfte han gav dig
hist i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget,
drag dig da dette til minde og si mig sandheten aapent.»
Harmfuld tok straks den lysblonde helt Menelaos til orde:
Aa for en skam! Ja sandelig var det da ogsaa en kjæmpe
modig og sterk, hvis seng de uslinger ønsket at skjænde.
Likesom naar i det tætteste krat hvor løven har leie,
hinden har lagt sine diende smaa, to nyfødte kalver,
medens den beitende streifer paa fjeld og i græsrike daler.
Kommer da løven tilbake og søker paany til sit leie,
gir den dem begge en gruelig lod og tar dem av dage.
Saa skal Odyssevs dræpe dem grumt og ta dem av dage.
Zevs, vor almægtige far, og Apollon og Pallas Atene!
Aa, om han kom saa kjæk som han var paa det velbygde Lesbos,
dengang han vaaget at brytes med Filomeleides og kastet
drotten til jorden med kraft til fryd for alle akaier!
Ja, om han stod blandt frierne nu saa mandig som dengang,
fik de nok alle en braadød, og bitter blev brylluppets glæde.
Dog, naar du spør mig og ber om besked, skal jeg visselig ikke
ride mig fra dig og komme med snak og skuffe din tillid;
men hvad den sandspaadde gubbe, den ældgamle havgud har sagt mig,
derav skal ikke et ord bli glemt og intet fortiet.
Fjernt i Aigyptos holdt guder mig fast, da jeg stundet mot hjemmet,
saasom jeg ei hadde bragt dem til tak en festhekatombe.
Guderne kræver jo al tid at paabud fra dem skal man huske.
Fjernt i det brusende hav ret ut for Aigyptos' strande
ligger i skvulpende bølger en ø, — man kalder den Faros,
likesaa langt fra nærmeste land som et rummelig fartøi
seiler fra morgen til kveld, naar det lænser for susende medvind.
Der er en ypperlig havn, hvor sjømænd kan hente sig ferskvand,
førend de stikker i sjøen paany med de gyngende snekker.
Guderne stanset mig der paa det tyvende døgn med min flaate.
Aldrig stod vinden fra land med strykende medbør som driver
skibene frem paa det mægtige hav over dønninger brede.
Nu hadde mandskapet mistet sit mot, og vor kost var fortæret,
om ei tilsidst en guddom som ynket min nød, hadde frelst mig,
møen Eidotea, havgudens barn, en datter av Protevs,
oldingen gammel og graa. Min nød hadde rørt hendes hjerte.
Hun kom omsider imot mig en dag, da jeg gik der alene
fjernt fra de andre; som stadig gik rundt paa øen og fanget
fisk med den bøiede krok; ti mændene pintes av sulten.
Foran mig stanset gudinden sin gang, tok ordet og mælte:
«Fremmede, er du en taape og tankeløs nar, eller har du
slaat dig godvillig til taals og finder din glæde i motgang,
siden du uten at finde paa raad kan dvæle saa længe
her paa en ø, hvor mændenes mot og kræfter maa svinde?»
Saa hun talte. Straks tok jeg da selv til orde og svarte:
«Hvem du end er blandt gudinder, besked skal jeg gi dig tilfulde.
Nei, jeg dvæler nok ikke med lyst; men jeg maa vel ha syndet
grovt mot de evige guder som bor over himmelen vide.
Guderne vet og kjender jo alt; saa la mig da vite,
hvem av de himmelske lænker min fot og har spærret mig veien.
Hvorledes kommer jeg frem over fiskerikt hav paa min hjemfærd?»
Saaledes faldt mine ord. Da svarte den høie gudinde:
«Fremmede, ja jeg skal gi dig besked; paa mit svar kan du stole.
Havguden Protevs, Aigyptos' gud, den sandspaadde olding,
kommer her ofte og tidt, hin gubbe som kjender tilfulde
havenes dypeste dyp og tjener sin hersker Poseidon.
Han er den far som har avlet mig selv, efter hvad man har sagt mig.
Dersom du bare kan fange hin gud med list fra et bakhold,
kunde han vise dig veien og si dig hvor langt du skal fare,
inden du naar over fiskerikt hav til dit hjem i det fjerne.
Dersom du vil, gudfostrede drot, kan han si dig tillike
alt hvad der hændte av ondt eller godt i de hjemlige haller,
siden du seilte avsted paa din lange og farlige reise.»
Saaledes talte gudinden og straks tok jeg ordet og svarte:
«Selv maa du si mig et skjul, hvor den graanede havgud kan fanges,
for at han ikke skal fly, naar han kjender og ser mig paa forhaand.
Vanskelig er det for dødelig mand at fange en guddom.»
Saaledes lød mine ord. Da svarte den høie gudinde.
«Fremmede, ja jeg skal gi dig et raad som du trøstig kan følge:
Stadig naar solen staar høiest og midt i sin bane paa himlen,
stiger fra bølgende dyp den sandspaadde graanede havgud
skjult av den mørkeblaa krusning paa sjø, naar Zefyros blæser.
Naar han er oppe, gaar guden til ro i den hvælvede hule.
Sælhunder dukker i flok fra det graalige havdyp og sover
rundt ham i hulen, den deilige havdronnings svømmende følge.
Pustende spreder de om sig en lugt av saltvand fra dypet.
Selv skal jeg føre jer dit imorgen ved gry og faa lagt jer
alle til hvile paa rad. Du skal vælge til følge paa færden
tre av de kjækkeste svende du har ved de toftede snekker.
Nu skal jeg nævne dig oldingens knep og listige paafund.
Først vil han gaa til sælernes flok og tælle dem nøie.
Naar han har talt dem paa fingrene fem og set at de er der,
lægger han sig i flokken som gjæteren blandt sine sauer.
Men saasnart som I ser at han selv har lagt sig til hvile,
tænk da bare paa ett, at bruke jer kraft og jer styrke.
Hold ham da fast, naar han stritter imot og frister at flygte.
Flugt vil han friste og skape sig om til alt som paa jorden
kryper og gaar, til strømmende vand og til brændende luer.
Hold ham da bare urokkelig fast og klem ham des mere.
Men naar han selv lar høre et ord og stiller jer spørsmaal,
omskapt til den som han var, da I saa ham i søvn paa hans leie,
da kan I straks holde inde med vold og slippe den gamle.
Spør ham da, fremmede helt, hvilken guddom du egget til vrede,
og om din vei over fiskerikt hav, naar du stevner mot hjemmet.»
Saa hun talte og dukket paany i det bundløse havdyp.
Selv gik jeg dit hvor skibene laa paa den sandige strandbred.
Lævende banket mit hjerte i bryst, da jeg vandret tilbake.
Men da jeg kom til det bølgende hav og ned til min snekke,
gjorde vi maaltidet rede, og snart, da det mørknet mot natten,
gik vi til hvile ved havet hvor brændingen bruste mot stranden.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
vandret jeg langs med det blaanende hav med de alfare veier.
Guderne ropte jeg til i min nød, og tre av mit mandskap
førte jeg med, mine tryggeste mænd i alleslags farer.
Ned i havdypet dukket imens gudinden og fire
skind som hun nys hadde flaadd av sælhunder, bragte hun med sig
op fra det bundløse hav; ti hun pønset paa svik mot den gamle.
Da hun i strandbreddens sand hadde gravet et leie for alle,
sat hun og ventet. Vi gik hende nær, og hun lot os i række
lægge os ned og bredte paa hver et skind av en sælhund.
Slemt var det blit os at ligge paa lur; ti vi plagedes svarlig
av en motbydelig stank fra de havopfostrede sæler.
Hvem skulde godvillig lægge sig ned blandt udyr fra havet?
Dog, hun frelste os selv og gav os en ypperlig lindring.
Himmelsk ambrosia tok hun og lagde den under vor næse.
Deilig var duften. Den døvet hin lugt fra de stinkende sjødyr.
Medens det dagedes, ventet vi der med standhaftige hjerter.
Da steg sælflokken op fra det bølgende hav, og i række
gik den til hvile paa strandbreddens sand ved det brusende havdyp.
Men da det led imot middag, steg oldingen op ifra havet.
Sælerne fandt han og vandret omkring og talte dem alle.
Først blandt dyrene talte han os. Han ante jo ikke
at det var svik og lagde sig selv til ro paa sit leie.
Straks for vi paa ham med skingrende skrik og slynget om gubben
kraftige armer. Han glemte dog ei sine snedige kunster.
Først blev den gamle en løve med frygtelig strittende manke,
derpaa en lindorm, en glupsk leopard og et kjæmpestort vildsvin,
derefter flytende vand og et træ med kneisende krone.
Dog, vi holdt ham urokkelig fast med standhaftige hjerter.
Men da den snedige olding tilsidst blev træt av at kjæmpe,
tok han omsider til orde og spørgende talte han til mig:
«Hvilken av guderne, Atrevs' søn, har raadet til dette,
at du med list og med vold skulde ta mig til fange? Hvad vil du?»
Saaledes talte han. Straks tok jeg selv til orde og svarte:
«Gamle, du vet det. Hvi søker du skjul bak faafængte spørsmaal,
naar du jo vet at jeg længe blir holdt tilbake paa øen
uten at finde paa raad, og at mot og fortrøstning maa svinde?
Guderne vet og kjender jo alt. Saa la mig da vite
hvem av de himmelske lænker min fot og spærrer mig veien.
Hvorledes kommer jeg frem over fiskerikt hav til mit hjemland?»
Saa jeg talte. Da tok han paany til orde og svarte:
«Vit at du burde ha bragt baade Zevs og de øvrige guder
herlige brændofre, førend du hist gik ombord paa din snekke,
forat du snart kunde naa over vinfarvet hav til dit hjemland.
Skjæbnen forunder dig ei at se dine kjære og uskadt
naa til dit velbygde skjønne palads og dit fædrene rike,
før til den regnopsvulmede flod Aigyptos' strømme
atter du vender tilbake og soner med hellige ofre
alle de evige guder som bor over himmelen vide.
Da vil guderne skjænke dig held til den hjemfærd du ønsker.»
Saaledes talte hin gud, og mit hjerte var nær ved at briste
saasom han bød mig paany at drage avsted til Aigyptos
hen over vinfarvet hav paa en lang og farefuld reise.
Dog, jeg tok atter til orde og talte paany til den gamle:
«Alt hvad du byder mig, gubbe, skal ske. Dit raad skal jeg følge.
Vel, men fortæl mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Si mig om alle akaier som skiltes fra mig og fra Nestor,
dengang vi stevnet fra Troja, har reddet sig hjem med sin flaate,
eller kom nogen av dage paa sørgelig vis med sit fartøi
eller i vennernes arm efter alle de kampe han døiet?»
Saa jeg talte, og straks tok gubben til orde og svarte:
«Atrevs' søn, hvi spør du om slikt? Det baader dig ikke
at du faar vite hvad selv jeg eier av kundskap; ti længe
vil du vel ikke bli sparet for graat, naar alt du faar høre.
Mange av hine har fundet sin død, og mange er frelste.
Kampenes mandefald saa du jo selv; men paa færden mot hjemmet
mistet kun tvende sit liv av akaiernes malmklædte drotter.
En er i live; men stængt er hans vei av storhavets vidder.
Aias har fundet sin død, og alle hans skibe gik under
Hen til de høie gyraiiske fjeld drev guden Poseidon
først den skibbrudne helt og frelste ham naadig fra havet.
Nu var han bjerget fra dødsmøen grum, skjønt forhatt av Atene,
dersom han ikke, forblindet av trods, hadde sagt som en daare,
at han fra avgrunden frelste sig selv mot gudernes vilje.
Dog, da den frækkes dumdristige ord blev hørt av Poseidon,
grep han om treforken straks med de vældige næver og drev den
ind i det høie gyraiiske fjeld, saa bjergvæggen revnet.
Halvdelen blev hvor den var, men ned i den bundløse avgrund
styrtet den del hvor han sat, da han førte formastelig tale.
Fjeldblokken slynget ham ut i de brusende bølger paa dypet.
Saltvandet drak han det bitre, og der fandt høvdingen døden.
Rigtignok flygtet din bror for dødens gudinder og stevnet
hjem paa det stavnkrumme skib. Ham frelste den værdige Hera.
Men da han snart skulde naa den kneisende fjeldpynt Maleiai,
reiste sig straks en forrykende storm, og vindene førte
atter den sukkende konge avsted over fiskerikt havdyp.
Da det saa atter saa ut til en lykkelig hjemfærd, og vinden
vendtes paa gudernes bud, og de landet omsider i hjemmet
ytterst ved grænsen og nær hin borg, hvor drotten Tyestes
bodde tilforn og for tiden hans søn den lumske Aigistos,
steg han i land paa den hjemlige kyst, og med inderlig glæde
favnet og kysset han fædrenes jord, og mangen en taare
strømmet ham het over kind, da han frydefuld skuet sit hjemland.
Dog fra en varde blev høvdingen set av en mand som Aigistos
stillet som speider paa vakt, og hvem han som løn hadde lovet
to talenter i guld. Et aar hadde vaktmanden speidet,
forat han ei skulde slippe forbi og tænke paa motstand.
Hen til kongsgaarden løp han i hast med sit budskap til drotten.
Pønset da straks Aigistos paa listige rænker og lagde
tyve fortrinlige mænd som han valgte blandt folket, i bakhold,
medens han hist i paladset lot lage det herligste maaltid.
Selv drog han ut med hester og vogn for at byde til gilde
mændenes drot Agamemnon og pønset paa skjændige planer.
Kongen som ei kunde ane sin død, fik han med sig, og grusomt
myrdet han ham ved sit bord som man slagter en okse ved krybben.
Ikke blev nogen i live av dem som fulgte Atreiden,
ei av Aigistos' mænd. De dræptes tilhobe i hallen.»
Saaledes talte hin gud, og mit hjerte var nær ved at briste.
Graatende sat jeg paa strandbreddens sand, og mit sorgfulde hjerte
ønsket ei mere at leve og skue det straalende sollys.
Da jeg omsider var træt av at vælte mig om under taarer,
tok han til orde paany, hin sandspaadde graanede havgud:
«Graat ikke længer Atreide! La ei med ustanselig hulken
tiden gaa hen; for vi finder jo ei nogen redning i taarer.
Frist nu heller at naa til dit hjem saa snart det er gjørlig.
Ham vil du finde i live, hvis ikke Orestes har røvet
nidingen livet paa forhaand. Da kommer du hjem til hans likfærd.»
Saa han talte. Da følte paany mit sind og mit hjerte
lindring og trøst i min barm, skjønt svarlig jeg pintes av sorgen
Svarte jeg da med vingede ord og talte til gubben:
«Godt, nu vet jeg om disse besked, men fortæl om den tredje,
drotten som end er i live, men stængt av storhavets vidder,
eller er død. Skjønt tynget av sorg vil jeg høre om helten.»
Saa jeg talte, og straks tok gubben til orde og svarte:
«Drotten Laertes' søn, som paa Itakas ø har sin bolig,
ham har jeg set paa en ø, hvor han fældte saa mangen en taare
fjernt i Kalypsos palads, den deilige nymfes som holder
helten tilbake med tvang, saa han ikke kan naa til sit hjemland
Ei har han skibe med aarer og seil eller kraftige svende
som kunde følge ham hjem over storhavets dønninger brede.
Dig, Menelaos, gudfostrede drot, er det ikke beskaaret
at du skal dø og ende dit liv i det hestrike Argos;
men til Elysions slette ved jorderiks ytterste grænser
hvor Radamantys er drot, skal evige guder dig følge.
Der er det lettest for menneskers slegt og saligst at leve.
Ei er der vinter med sne eller isnende storme og regnskyl;
men fra Okeanos vifter den susende Zefyros' milde
luftninger stedse med svalende pust om menneskers pande.
Dit skal du komme som Helenas mand og maag av Kronion.»
Saa han talte og dukket paany i det bundløse havdyp.
Til mine fartøier vandret jeg selv med de kraftige svende.
Bævende banket mit hjerte i bryst da jeg vandret tilbake.
Men da vi kom til det bølgende hav og ned til min snekke,
gjorde vi maaltidet rede, og snart, da det mørknet mot natten,
gik vi til hvile ved havet, hvor brændingen bruste mot stranden.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
halte vi først vore fartøier ut paa det herlige havdyp;
derpaa blev master og seil lagt ned i de gyngende snekker.
Svendene gik saa ombord og satte sig hver paa sin tofte
alle paa rad og pisket de graalige bølger med aaren,
og i Aigyptos' flod med de regnopsvulmede strømme
ankret jeg atter og ofret en lytefri festhekatombe.
Men da mit offer var bragt, og gudernes vrede var sonet,
reiste jeg der Agamemnon en haug for at hædre hans minde.
Derefter drog vi mot hjemmet paany, og guderne sendte
strykende bør og førte mig snart til det elskede hjemland.
Nu maa du bli her en tid og slaa dig til ro paa min kongsgaard,
indtil den ellevte gryende dag eller tolvte er kommet.
Da skal jeg sende dig hjem og skjænke dig herlige gaver,
stridsvogn med skinnende karm og tre av de ypperste hester;
dertil en herlig pokal til minde om mig, naar du daglig
bringer dit offer av vin til alle de evige guder.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte
«Atrevs' søn, nei frist mig dog ei til at dvæle for længe.
Gjerne forblev jeg hos dig og sat her til aaret var omme,
uten at savne forældre og hjem; ti at høre din tale
fryder min sjel, og jeg lytter med lyst til det du fortæller.
Men i det hellige Pylos er visselig nu mine svende
kjede forlængst av at vente paa mig som du holder tilbake.
Gaven du agter at gi, bør være en skat jeg kan gjemme.
Over til Itaka fører jeg ei dine hester; nei heller
bør du beholde de herlige dyr; ti vidtstrakte sletter
eier du her, hvor kløveren gror og saftige urter,
hvete og spelt og bredbladet byg i gulnende akre.
Itaka har ikke enger og væddeløpsbaner. Mit hjemland
fostrer kun gjeter, men huer mig mer end beiter for hester.
Ingen av øerne hist har frodige enger og sletter
skikket for kjørsel med hester, og Itaka mindst av dem alle.»
Saa han talte. Da smilte den høimælte drot Menelaos,
strøk ham med haanden paa kind, og smilende tok han til orde:
«Ædelt, min søn, er dit blod. Det hører man let paa din tale.
Det som vi nævnte fornys, baade kan jeg og vil jeg forandre,
og av de herlige skatte som ligger forvaret paa borgen,
agter jeg nu at skjænke dig den, som er skjønnest og dyrest.
Ti jeg skal gi dig et kostelig kar, en kunstfærdig bolle
hamret i pureste sølv; men av guld er den øverste runding,
guden Hefaistos' verk, som Faidimos, kongen i Sidon,
skjænket mig selv, da jeg kom til hans by og gjestmildt blev huset
hist paa hans borg. Nu under jeg dig den herlige gave.»
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar i skiftende tale.
Men til den høibaarne konges palads kom gjesternes skare,
føiende med sig den styrkende vin og trivelig smaafæ.
Brød fik enhver av dem med fra sin skjønttilslørede hustru.
Saaledes laget de alting istand til et gilde i hallen.
Foran Odyssevs' hal paa den vel tiltrampede borggaard
kortet imens som tilforn de ustyrlige frieres skare
tiden med morskap og lek og kastet med spyd eller diskos.
Der var Evrymakos, skjøn som en gud, og Antinoos bænket,
friernes ledende mænd og de kraftigste svende i flokken.
Fronios' søn, Noémon, gik frem og nærmet sig til dem,
og til Antinoos vendte han sig, tok ordet og spurte:
«Sig mig, Antinoos, rygtes det nu, eller rygtes det ikke
naar vi kan vente Telemakos hjem fra den sandige Pylos?
Ja, for han reiste avsted paa mit skib, som jeg nu skulde bruke
selv paa en reise til Elis, hvor tolv av de hopper jeg eier
beiter paa sletten, og hver har en utæmmet fole ved foten,
kraftige muldyr. Av dem vil jeg hente mig ett som skal tæmmes.»
Saa han talte, og begge blev slaat av forundring; ti ingen
trodde at helten var draget paa færd til Pylos, men dvælte
etsteds paa landet hos smaafæets flok eller svinenes gjæter.
Straks tok Evpeites' søn Antinoos ordet og spurte:
«Sig mig med sandhet: naar drog han avsted. Hvilke utvalgte svende
fulgte fra Itaka med? Eller var det kanhænde hans egne
træller og leiede folk? Selv det var vel gutten istand til.
Svar mig sandfærdig paa endnu en ting, saa jeg vet det med visshet:
Tok han din tjærede snekke med vold og trodset din vilje,
eller har selv du føiet hans bøn og laant ham den villig?»
Atter tok Fronios' søn Noémon til orde og svarte:
«Selv har jeg laant ham den villig. Det gjorde vel ogsaa en anden,
dersom saa høibaaren mand, hvis hjerte var knuget av sorger,
bad ham derom. Det var vel for haardt at gi ham et avslag.
Fribaarne svende, som næst efter os er de bedste i landet,
fulgte ham. Selv har jeg set at Mentor var fører paa færden,
han eller ogsaa en gud, som i alt var skuffende lik ham.
En ting undrer mig: Tidlig igaar fik jeg øie paa Mentor
her i vor by, skjønt han dengang drog med paa skibet til Pylos.»
Saa han talte og skyndte sig hjem til sin fædrene bolig.
Begge de andres hovmodige sind blev grepet av harme.
Frierne satte sig samlet i kreds og stanset med leken,
medens Evpeites' søn Antinoos talte iblandt dem
skummende vred; ti utæmmelig vildskap fyldte hans mørke,
natsorte sjel. Som flammende ildsluer lyste hans øine:
«Aa for en skam! Telemakos har ved sin trodsige reise
øvet en stordaad, som ingen av os hadde trodd ham istand til.
Gutten har trodset os alle og selvraadig luret sig fra os,
stukket i sjø med sit skib og valgt sig et ypperlig mandskap.
Ogsaa for fremtiden blir han os vist mest plagsom av alle.
Maatte dog Zevs ville lamme hans kraft, før han rigtig blir voksen!
Skaf mig et letroet skib og et snes av de kjækkeste svende,
saa jeg fra bakhold kan passe ham op, naar han kommer tilbake,
hist hvor sundet gaar ind mellem Itakas fjeldkyst og Samos,
for at hans færd for at finde sin far kan ende med jammer.»
Saa han talte. De priste hans ord og bød ham at handle.
Deretter reiste de sig og gik ind i Odyssevs' haller.
Dog det varte ei længe, før Penelopeia fik vite
friernes lønlige raad som de nu saa lumskt hadde uttænkt;
ti det blev meldt hende straks av Medon, herolden, som lyttet
utenfor gaarden og hørte den plan som de drøftet derinde.
Straks gik han ind i paladset med bud til Penelopeia.
Knapt var han traadt over tærsklen, før dronningen spurte ham ivrig:
«Sig mig, herold, hvad erend du har fra de trodsige svende.
Kommer du hit for at byde den gjæve Odyssevs' terner
straks at forlate sin dont og gjøre istand deres maaltid?
Gid at de aldrig var kommet paa frierfærd eller til gilde,
eller at maaltidet nu maatte bli deres sidste paa borgen.
Ja, for I flokkes jo stadig hos os og fortærer vor rigdom,
hele min kjække Telemakos' arv. I lyttet vel aldrig,
dengang I endnu var barn, naar tidt eders fædre fortalte
hvordan Odyssevs som landsstyrer var mot eders forældre,
hvorledes ingen blev krænket av ham i ord eller gjerning
her i vort land, skjønt oftest det sker at høibaarne konger
jevnlig vil lægge den ene for hat og elske den anden.
Ikke en eneste gang har han øvet en uret mot nogen.
Men eders hjertelag viser sig nu i skammelig voldsfærd.
Ingen vil efterpaa yde ham tak for det gode han gjorde.»
Straks tok Medon, den vise herold, til orde og svarte:
«Gid, min dronning, at det du har nævnt, var det værste de gjorde.
Men en forfærdelig daad, noget andet og værre end dette
pønser nu frierne paa. Maatte Zevs ei unde det fremgang!
Dræpe med skjærende malm din Telemakos har de i sinde,
nu naar han snart vender hjem. For at spørre sig for om Odyssevs
drog han til Pylos, den hellige by, og det mægtige Sparta.»
Saa han talte. Da skalv hendes knær, og hjertet stod stille.
Længe var dronningen maalløs av lammende gru. Hendes øine
fyldtes med perlende taarer, og røsten, den klare, forstummet.
Endelig kom hun til orde paany og spurte omsider:
«Si mig, herold, hvi reiste min søn? Hvad tvang ham til færden
bort paa de ilende snekker, som fører de modige sjømænd
hen over endeløst hav som bølgernes gangere rappe?
Mon for at endog hans navn skal glemmes av menneskers slegter?»
Atter tok Medon, den vise herold, til orde og svarte:
«Dronning, jeg vet ei forvisst om en gud har sendt ham til Pylos,
eller hans sønlige sind har drevet ham dit for at spørre
nyt om sin far, om han snart kommer hjem, eller hentet sig døden.»
Saa han talte og skyndte sig straks tilbake til salen.
Nagende sjelekval sænket sig ned over dronningens hjerte.
Sætte sig ned paa en stol av de mange som stod der i hallen
sanset hun ei, men kastet sig ned paa kammerets tærskel
jamrende lydt, og omkring hende graat de samlede terner,
unge og gamle tilhobe, saa mange som fandtes i huset.
Derpaa tok Penelopeia med taarekvalt stemme til orde:
«Elskede terner, mig sendte dog Zevs av sorger og kummer
mer end en kvinde har baaret av dem som er født eller fostret
sammen med mig. Jeg mistet en mand med mot som en løve,
alle danaernes mester i kraft og i alleslags idræt,
helten hvis ry blev baaret saa vidt over Hellas og Argos.
Nu er min elskede søn av stormene drevet fra hjemmet
uten at vinde sig ry, og jeg fik ikke nys om hans reise.
Aa, hvor haarde I var, naar end ikke I fik i sinde
straks at vække mig op av min søvn, skjønt I alle tilhobe
visste saa vel, naar min søn gik ombord paa sin tjærede snekke,
ti hvis jeg selv hadde hørt at han tænkte paa denne sin reise,
da var han blit i sit hjem, hvor gjerne han end vilde fare,
eller han hadde forlatt mig som lik, da han reiste fra hjemmet.
Nu faar en av jer hente i hast min graanede tjener,
Dólios, ham som jeg fik av min far, da jeg hit skulde drage,
og som tar vare paa træerne hist i min have. La gubben
sætte sig hen til Laertes og nøie fortælle ham alting.
Kanske da han kunde finde paa raad og komme fra haven
hit og jamrende klage for dem blandt folket som ønsker
grusomt at dræpe hans egen og helten Odyssevs' ætling.»
Derefter tok Evrykleia, den kjærlige amme, til orde:
«Dræp mig, mit elskede barn, med skjærende malm, eller la mig
leve som før i dit hus; men jeg kan ikke dølge det længer.
Alt har jeg visst, og selv har jeg git ham det som han bad om,
brødet til reisen og kvægende vin. Dyrt lot han mig sverge,
ikke at gi dig besked, før den tolvte av dager var kommet,
eller du savnet din søn og selv fik nys om hans reise,
forat du ikke med graat skulde skjæmme dit deilige aasyn.
Gaa nu i rensende bad; ta paa dig en nytvættet klædning!
Gaa saa med ternerne op i dit høienloftskammer og bønfald
Pallas Atene, hin datter av Zevs, som svinger aigiden.
Da vil hun fri ham, ja selv om det var fra døden, den visse.
Vold ei den sørgende gubbe ny sorg; ti Laertes' avkom
er dog tilvisse ei ganske forhatt av de evige guder.
Nei, der kommer nok atter en mand av ætten som raader
her paa den kneisende borg og over de frugtbare marker.»
Saa hun talte og stanset den graatendes jammer og taarer.
Dronningen gik nu i bad og tok paa sig en nytvættet klædning.
Derefter steg hun med ternerne op i sit høienloftskammer,
fyldte en kurv med det hellige byg og bad til Atene:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues!
Dersom Odyssevs, den raadsnare helt, har brændt i paladset
laarstykker fete av okser og lytefri lam til din ære,
mindes da dette og frels min elskede søn, hvor han færdes!
Verg ham i naade mot friernes vold og grusomme ondskap!»
Hulkende talte hun saa, og bønnen blev hørt av gudinden.
Frierne larmet imens i festsalens kjølige skygge.
En av de unge hovmodige mænd tok spydig til orde:
«Brylluppet gjør hun istand for os nu, den feirede dronning.
Ei kan hun ane at snart hendes søn skal komme av dage.»
Saa han talte; ti hvad der var hændt, var der ingen som visste.
Da tok Antinoos ordet og talte dem myndig til rette:
«Vogt paa jer mund, dumdristige mænd, og sky i jer tale
alle de pralende ord, saa de ikke skal rygtes derinde.
La os nu reise os stille og tyst og ganske stilfærdig
sætte i verk den plan, som nys blev vedtat av alle.»
Saa han talte og valgte et snes av de kjækkeste svende.
Derefter gik de til stranden og ned til den letrodde snekke.
Først tok svendene fat og halte sit fartøi paa dypet.
Masten og seilene la de ned i det tjærede fartøi.
Aarerne gjorde de fast med hamlebaand, snoet av huder,
alt som sig hør og bør, og reiste det snehvite raaseil.
Modige tjenere bragte ombord deres rustning og vaaben.
Ute paa havbugten ankret de op og gik saa fra borde.
Maaltidet nøt de paa stranden og ventet paa land, til det kveldet.
Fastende laa paa sit leie den kløktige Penelopeia
oppe i høienloftskamret og smakte ei mat eller drikke
grublende paa om sønnen saa gjæv skulde frelses fra døden,
eller om friernes lovløse flok skulde røve ham livet.
Alt hvad en løve kan føle av gru blandt jægernes skare,
naar de med svigefuld list vil ringe den ind under jagten,
følte den grublende dronning; dog sank hun omsider tilbake,
favnet av kvægende søvn og hvilte de slappede lemmer.
Pallas, den blaaøide mø, fik imens noget andet i sinde:
ti hun lot fremstaa en skikkelse skjøn, av vekst som en kvinde,
Iftima skuffende lik, den stolte Ikarios' datter,
høvdingen Evmelos' viv, hin drots som bodde i Ferai.
Skikkelsen sendte hun hen til den gjæve Odyssevs' kongsgaard,
forat den der kunde bringe den sørgende Penelopeia
straks til at stanse sin jamrende graat og hulkende klage.
Langsefter dørslaaens rem gled den ind i dronningens kammer,
hen til den sovendes hode og trøstende tok den til orde:
«Sover du, Penelopeia, med nagende sorg i dit hjerte?
Ei er de salige guder tilsinds at la dig fortvilet
graate i trøstesløs sorg. Din søn skal faa komme tilbake.
Ei har han syndet i letsind og trods mot de evige guder.»
Derefter hvisket til svar den forstandige Penelopeia,
slumrende rolig og sødt ved porten til drømmenes rike:
«Elskede søster, hvi kommer du hit? Tilforn har du aldrig
gjestet mit hus. Du bor jo saa langt, saa langt i det fjerne.
Kan du da virkelig be mig at stanse min klage og glemme
alle de sorger som nager mit sind og piner mit hjerte?
Før har jeg mistet min herlige mand med mot som en løve,
alle danaernes mester i kraft og i alleslags idræt,
helten hvis ry blev baaret saa vidt over Hellas og Argos.
Nu er tillike min elskede søn reist bort paa et fartøi,
barn som han er, ei øvet i kamp eller tale paa tinge.
Ham maa jeg graate for nu, ja mer end for hin, og mit hjerte
skjælver og bæver av angst for at ulykker svare skal naa ham
hist hvor han færdes i fremmedes land eller ute paa havet.
Ja; ti en skare av mænd som hater ham, pønser jo bare
lumskt paa at dræpe ham, før han kan naa tilbake til hjemmet.»
Da tok paany det luftige syn til orde og svarte:
«Nei, vær trøstig! Fortvil ikke saa av angst i dit hjerte;
ti der er én som følger ham nu, en hjælper som andre
ogsaa forvisst vilde ønske sig helst, den mægtige guddom
Pallas Atene. Din jammer og nød har vakt hendes medynk.
Nu har hun sendt mig avsted for at melde dig dette sit budskap.»
Derefter svarte paany den kløktige Penelopeia:
«Er du av gudernes æt, og hørte du guddommens stemme,
aa saa fortæl mig nu ogsaa om ham, min usalige husbond.
Sig, er han endnu i live og skuer det straalende sollys?
eller er høvdingen død og vandret til Hades' bolig?»
Straks tok paany det luftige syn til orde og svarte:
«Nei, jeg er ikke istand til at si dig forvisst, om han lever,
eller er død, og faafængte ord er værre end ingen.»
Saa hun talte og svandt gjennem nøklehullet ved slaaen
ut i den viftende vind; men Ikarios' herlige datter
vaaknet i hast av sin søvn, og det lindret den sorgfuldes hjerte
at i den dunkleste nat hint drømmesyn klart hadde vist sig.
Frierne gik nu ombord og for over skummende stier,
pønsende lumsk i sit sind paa at bringe Telemakos døden.
Ute i bølgerne ligger en ø med takker og tinder
midt mellem Itakas kyst og det fjeldkranste Samos' strande,
Asteris kaldet, ei stor; men bugter med dobbelte indløp
danner en havn, hvor akaierne laa og lurte paa helten.
frem til den herlige drot Menelaos' prægtige kongsgaard.
Inde i borghallen traf de ham selv. Der feiret han bryllup,
bænket i vennernes kreds, for sin søn og sin yndige datter.
Datteren gav ham som brud til Akillevs' søn; for ved Troja
gav han ham først sit ord og lovet at gi ham sin datter.
Guderne undte dem nu at feire omsider sit bryllup.
Sendte da nu Menelaos med vogn og med hester sin datter
til myrmidonernes mægtige by, hvor ynglingen hersket.
Helten Alkenors datter, en mø fra Sparta, lot drotten
føre til borgen som brud for sin sentfødte Megapentes,
født av en terne; ti ei hadde guderne mer villet unde
Helena selv noget barn, da hun først hadde født Hermione,
møen saa yndig og skjøn som den guldfagre elskovsgudinde.
Saaledes frydet sig nu hos den herlige drot Menelaos
grander og frænder ved maaltidets lyst i de mægtige haller.
Midt i den festlige kreds lot lydt en guddommelig sanger
tone til lyren sin røst. Saasnart han begyndte at spille
traadte to gjøglere frem og slog sine rundkast i kredsen.
Ute ved borgporten stanset imens med vogn og med hester
helten Telemakos selv og den høibaarne ætling av Nestor.
Da nu den navngjetne drot Menelaos' mægtige tjener,
svenden saa rask Eteonevs, kom gaaende ut, fik han se dem.
Straks gik han ind i paladset med bud til folkenes hyrde.
Der gik han frem og talte med vingede ord til sin hersker:
«Høibaarne drot Menelaos, to fremmede gjester din bolig.
Begge ser ut til at lede sin æt fra Zevs i det høie.
Si, skal vi spænde fra vogn deres fotrappe spand, eller skal vi
sende dem bort til en anden som gjestmild vil unde dem husly?»
Harmfuld tok straks den lyslette drot Menelaos til orde:
«Hør, Eteonevs, Boétos' søn! En tankeløs taape
var du ei før. Saa barnslig som nu var aldrig din tale.
Sandelig, før vi kom hjem, har vi selv hos fremmede vertsfolk
tidt maattet sitte tilbords og ønsket at Zevs i sin naade
snart vilde ende vor nød. Saa spænd da de fremmedes hester
straks fra vognen og før dem saa ind for at dele vort maaltid.»
Saa han talte. Da skyndte sig hin gjennem hallen og kaldte
andre av tjenerne til og bød dem alle at følge.
Svendene spændte i hast de dampende hester fra vognen.
Derefter bandt de dem fast ved krybberne inde i stalden,
blandet saa hvete og byg og strødde det for dem i krybben.
Op mot den skinnende væg i forhallen støttet de vognen.
Gjesterne førte de ind i den herlige gaard, og med undren
saa de sig om paa den straalende borg hos den høibaarne konge.
Ti i den herlige drot Menelaos' kneisende kongsgaard
straalte en lysende glans som skinnet av sol eller maane.
Men da de begge en stund hadde frydet sit øie ved synet,
steg de i skinnende kar og tvættet sig vel efter reisen.
Da de av terner var badet og salvet med skinnende olje,
hjalp de dem kjortlerne paa og gav dem de dunbløte kapper.
Begge tok derefter sæte hos Atrevs' søn Menelaos.
Kanden, den skjønne, av pureste guld med vandet til haandtvæt
hentet en terne og heldte det ut paa de fremstrakte hænder
over et sølvfat og satte saa frem det blankskurte matbord.
Derefter satte husholdersken selv, den værdige kvinde
rikelig for dem av hver en ret som huset formaadde.
Nu bar den kyndige forskjærer frem paa bugnende brikker
alleslags kjød og satte paa bord de gyldne pokaler.
Hilsende begge med bægret tok saa Menelaos til orde:
«Smak nu paa retterne først og gjør jer tilgode; men siden
naar I har nytt jer mat, vil vi spørre jer, hvem I mon være.
Ti jeg kan se, at I ikke gjør skam paa høibaarne fædre.
Scepterførende konger, som leder sin æt ifra guder,
stammer I fra. Ei ringere mænd faar saadanne sønner.»
Saa han talte og rakte dem selv en velnæret okses
brunstekte ryg, som var lagt paa hans bord som det lækreste
stykke.
Begge tok for sig i rikelig maal av de fremsatte retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
hvisket Telemakos lønlige ord til sønnen av Nestor
bøiende frem sit hode for ei at bli hørt av de andre:
«Se dog, du Nestors søn, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Se dig omkring i den larmende hal paa det lynende kobber,
guldet og ravet og sølvet og elfenbensplaterne hvite.
Slik maa det være i Zevs, den oplympiske alfaders haller.
Aa for en makeløs pragt! Vidunderlig tykkes mig synet.»
Ynglingens tale forstod den lysblonde drot Menelaos.
Talte han da med vingede ord til begge og mælte:
«Nei, mine venner, med Zevs kan aldrig en dødelig kappes.
Evigt er Zevs' palads og evige alle hans skatte.
Men iblandt mennesker er der vel faa eller ingen som kunde
kappes med mig; men mangt har jeg lidt og vidt har jeg flakket
før jeg kom hjem i det ottende aar med lastede snekker.
Vidt har jeg flakket, til Kypros, foinikernes land og Aigyptos,
til aitiopernes land, til erembernes stammer og Sidon.
Libyen har jeg besøkt, hvor lam har horn, naar de fødes.
Der faar sauene tregange lam inden aaret er omme.
Hverken den mægtigste drot eller ringeste gjæter paa vangen
skorter det der paa ost eller kjød eller melken den søte.
Sauene skaffer dem melk fra aaret gaar ind til det ender.
Medens hos hine jeg flakket omkring og sanket mig skatte,
fældte en anden i løndom min bror. Ved det feigeste snigmord
dræptes han uten et vidne ved svig av sin skamløse hustru.
Derfor kan alt hvad jeg eier av gods ei glæde mig mere.
Selv maa I ogsaa ha hørt eders fædre fortælle om dette,
hvem de saa er; ti mangt har jeg lidt, og mit hus er lagt øde,
rikt og skjønt som det var og rummende talrike skatte.
Aa, hvor gjerne jeg sat med en tredjedel av mine skatte
her i mit hjem, naar bare de mænd var frelst som ved Troja
segnet i døden saa fjernt fra det hestenærende Argos.
Mangen en gang, naar jeg sitter som nu i de hjemlige haller,
tynget av bitreste sorg og tænker med vemod paa alle,
letter jeg snart mit hjerte med graat, snart ender jeg klagen,
ti av den isnende jammer vil snart en mand vorde mættet.
Dog, hvor sorgfuld jeg er, jeg klager ei saa for de andre
som for den ene som røver mig søvn og røver mig matlyst,
hvergang han staar for min tanke; ti ingen av alle akaier
strævet og stred som Odyssevs, og dog skulde sørgelig vanheld
ramme ham selv og mig en sorg som jeg aldrig kan glemme,
sorg over ham som vi savner forlængst. Vi vet ikke endnu
om han er død eller lever. Nu jamres vel over hans skjæbne
baade av gubben Laërtes og Penelopeia, hans hustru,
og av Telemakos, sønnen som nylig var født, da han reiste.»
Saa han talte, og trangen til graat han vakte hos sønnen.
Nu da hans far blev nævnt, randt taarene stridt fra hans øine.
Op for øinene holdt han med hænderne kappen den skjønne
farvet i straalende purpur. Da saa Menelaos omsider
ynglingens graat og grublet en stund i sit sind og sit hjerte,
om det var bedst at han selv fik nævne sin far, eller drotten
først skulde spørre ham ut og friste at løse hans tunge.
Medens han tænkte paa dette med tvil i sit sind og sit hjerte,
kom til mændenes sal fra sit duftende høienloftskammer
Hélena, Artemis lik, hin mø som skyter med guldpil.
Frem bar ternen Adraste den prægtige stol, og Alkippe
kom med et tæppe av fineste uld, som hun bredte paa stolen.
Fylo kom ind med kurven av sølv, en skjænk fra Alkandra,
Polybos' værdige viv. Han hersket som konge i Tebai
fjernt i aigypternes land, hvor husene bugner av skatte.
Herskeren gav Menelaos to hamrede sølvkar til badet,
ti talenter i guld og treføtter, tvende i tallet.
Helena fik av hans viv de skjønneste gaver, en herlig
ten av det pureste guld og en kurv med hjul under bunden.
Kurven var formet av sølv; men av guld var den øverste runding.
Fylo bar sølvkurven frem og satte den ved hendes side,
fyldt til randen med finspundet garn, og ovenpaa kurven
laa hendes ten, og violfarvet uld var viklet om guldet.
Nu tok hun plads paa sin stol med en skammel ved foten, og ivrig
spurte hun straks sin mand om alt hvad hun ønsket at vite.
«Vet vi da nu, Menelaos, hvem disse som nylig er kommet
hit til vor borg og gjester vort hus, gir sig ut for at være?
Enten jeg nu faar ret eller ei, maa jeg si hvad jeg tænker.
Ti jeg maa si at jeg aldrig har set saa slaaende likhet
hverken hos mand eller kvinde. Forunderlig er det at skue
hvor han livagtig ser ut som en søn av den djerve Odyssevs,
Kanske Telemakos selv, som nylig var født, da han reiste,
dengang min skamløshet voldte at I, de bedste akaier,
stevnet i leding til Troja og yppet de hidsige kampe.>
Straks tok den lysblonde helt Menelaos til orde og svarte:
«Ja, min hustru, jeg sitter jo selv og tænker det samme.
Alting minder om ham, baade hode og føtter og hænder.
Kastet med øinene er som hos ham og haaret det samme.
Nys da Odyssevs randt mig i hu og jeg kom til at nævne
alt hvad han fordum har døiet for mig av nød og av møie,
dryppet ham stridt under bryn de bitreste taarer, og sorgfuld
holdt han for øinene op sin purpurfarvede kappe.»
Nu tok Peisistratos, Nestors søn, til orde og svarte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd!
Ja, du har ret; han er virkelig søn av hin herlige fyrste;
men han er blyg og forstandig og undser sig for i sit hjerte
straks ved sit komme at tale om løst og om fast og la munden
løpe for dig, hvis ord vi hører med fryd som en guddoms.
Mig har Nestor, min far, den gamle gereniske vognhelt,
sendt for at følge ham hit; ti han ønsket at se dig og friste
om du kanhænde i raad eller daad vilde være hans hjælper.
Ti naar en far er borte, har sønnen saa meget at døie
hjemme i huset, saafremt han ikke faar støtte av andre.
Saa med Telemakos nu. Hans far er borte, og andre
findes der ei i hans land som kan verge ham trofast i nøden.»
Straks tok den lysblonde drot Menelaos tilorde og svarte:
«Sandelig huser jeg nu en søn av hin helt som jeg engang
hadde saa kjær og som døiet for mig mangfoldige kampe.
Ham har jeg agtet at hædre som ven, naar han vendte tilbake,
fremfor de andre argeier, om Zevs, den olympiske hersker,
gav os paa hurtige snekker at frelse os hjem over havet.
Gjerne jeg gav ham en by og reiste hans kongsgaard i Argos,
naar jeg fik ført ham fra Itakas ø med alle hans skatte
og med hans søn og alle hans mænd, og fik ryddet for drotten
en av de nærmeste byer, hvor selv jeg kan raade som hersker.
Hver av os kunde da tidt ha gjestet den anden, og intet
kunde ha skilt os to, naar vi glædet os sammen som venner,
forend det evige mulm hadde sænket sig om os i døden.
Men nu skulde vel guderne selv formene os flette,
siden de negtet kun ham, den usalige, hjemkomstens glæde.»
Saa han talte, og trangen til graat han vakte hos alle.
Helena, kvinden fra Argos, hin datter av Zevs, maatte graate.
Ogsaa Telemakos graat og Atrevs' son Menelaos.
End ikke Nestors søn kunde sitte med øinene tørre,
saasom hans bror, den gjæve Antilokos, randt ham i tanker,
han som blev dræpt av hin herlige søn av den straalende Eos.
Sorgfuld talte han vingede ord, da han mindedes helten:
«Atrevs' søn, dig kaldte min far, den graanede Nestor,
klok fremfor mennesker flest, saa ofte vi hjemme i hallen
mindedes dig og nævnte dit navn og spurte hverandre.
Er det dig mulig, saa føi mig da nu. At sitte og jamre
nu efter maaltidet huer mig ei. Der gryr vel imorgen
atter en dag. Jeg har intet imot at man sørger og graater
over en mand som er død, og hvem loddet omsider har rammet.
Avklippet haar og taarer paa kind er den eneste hæder
som vi kan vise en dødelig mand efter jordlivets jammer.
Død er jo ogsaa min bror, som ei blandt argeiernes fyrster
agtedes ringest. Du vet det vel bedst; ti selv har jeg aldrig
møtt eller set ham; men tidt blir det sagt, at Antilokos engang
mestret de fleste i løp og kjæmpet paa val som de bedste.»
Atter tok helten, den lysblonde drot Menelaos, til orde:
«Hvert et ord du har sagt, min ven, er slikt at en vismand
vilde ha talt og handlet som du, om han endog var ældre.
Vis er jo ogsaa din far; du slegter paa ham i din tale.
Let kan man kjende en søn av den mand, hvem Zevs ved hans fødsel
skjænket velsignelse rik og dertil en ypperlig hustru,
slik som han nu har forundt den graanede Nestor at ældes
hædret og lykkelig dag efter dag i sin hal og at eie,
sønner som baade er kloke som faa og mestre med landsen.
La os da stanse den graat som vi ei kunde holde tilbake,
saa vi kan tænke paany paa maaltidets lyst og la bringe
vandet til haandtvæt. Imorgen kan jeg og Telemakos atter
bringe hans spørsmaal paa tale og drøfte den sak med hinanden.»
Saa han talte. Da hældte den raske Asfalion vandet
paa deres hænder, den herlige drot Menelaos' tjener.
Alle tok for sig paany av de fremsatte herlige retter.
Helena, datter av Zevs, fik imens noget andet i sinde.
Vinen, de drak av, blandet hun straks med urter som mildnet
sorger og vrede og bragte en mand til at glemme al motgang.
Den som faar smake hin urt, naar den først er blandet i bollen,
kan ikke fælde, den dag det er skedd, en eneste taare,
selv om hans far eller elskede mor var kommet av dage,
eller han selv maatte se at fiender grumt for hans øine
dræpte hans bror eller elskede søn med det flængende kobber.
Denslags kraftige urter med hemmelig lægedom eide
Alfaders datter; hun fik dem av Toons viv Polydamna
hist i aigypternes land, hvor mange velgjørende urter
gror i den yppige jord og mange med dræpende safter,
læger er alle tilhobe, og bedre end mennesker ellers
kjender de alle sin kunst; ti de stammer fra guden Paiéon.
Men da hun nu hadde kastet hin urt i bollen og venlig
budt dem at fylde sit bæger med vin, tok hun atter til orde:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede drot, og I gjæve
sønner av herlige mænd. Zevs skjænker forskjellige gaver,
godt eller ondt, til enhver; ti alt hvad han vil kan han gjøre.
Sit nu i hallen og nyt jert maaltid i ro, mens I glade
lytter til hvad jeg fortæller. Forvisst skal det korte os tiden.
Selv er jeg ikke istand til at nævne for jer og fortælle
alt hvad Odyssevs, den haardføre helt, har fristet av farer;
men la mig nævne en eneste daad som den raadsnare høvding
vaaget i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget.
Da han med piskeslag selv hadde git sig de styggeste skrammer
og som en træl hadde slængt de usleste filler om skuldre,
snek han sig ind i den prægtige by, hvor hans fiender bodde.
Ganske ukjendelig gjorde han sig og lignet en tigger,
slik som han aldrig tilforn var set ved akaiernes snekker.
Saadan at se til snek han sig ind i Troja, og ukjendt
var han for alle. Alene jeg selv drog kjendsel paa helten,
styg som han var, og spurte ham ut; men han undvek mig listig.
Men da jeg selv hadde salvet hans krop efter badet med olje,
klædt ham i dragten han bar og med dyreste ed hadde lovet
ikke blandt troernes mænd at forraade den djerve Odyssevs,
før han var kommet til teltene frem og de hurtige snekker,
da først nævnte han alt hvad akaierne agtet at gjøre,
og da han saa hadde fældet med sverd mangfoldige troer,
vendte han hjem til argeiernes hær beriket med kundskap.
Troernes kvinder brøt ut i jamrende klage; men glæde
fyldte mit hjerte; ti nu stod min hu til at vende tilbake
hit til mit hjem, og jeg angret nu dypt at jeg lot mig forblinde
av Afrodite som lokket mig dit fra mit elskede hjemland
bort fra min datter, mit brudegemak og min mand, som tilvisse
ei staar tilbake for nogen i ypperlig kløkt og i skjønhet.»
Nu tok den lysblonde drot Menelaos til orde og mælte:
«Alt hvad du nævnte, min hustru, er sandt; du har truffet det rette.
Vidt har jeg vanket i verden omkring, og mangfoldige helter
traf jeg og merket mig vel deres sind og forstandige tanker.
Dog, mine øine har endnu ei set blandt kjæmper hans make,
en som i mandsmot og kløkt holdt maal med den djerve Odyssevs.
Likesaa dristig var ogsaa en daad som den kraftige høvding
vaaget i træhestens buk, hvor jeg og argeiernes fyrster
sat og pønset paa død og fordærv for troernes stridsmænd.
Selv kom du vandrende dit. Forvisst maa en guddom ha sendt dig,
en som har villet at troernes mænd skulde vinde sig hæder.
Helten Deîfobos, skjøn som en gud, var med i dit følge.
Tregange gik du omkring vort skjul og følte paa hesten,
medens du nævnte ved navn danaernes ypperste helter.
Skuffende lignet din røst deres elskede hustruers stemme.
Medens nu jeg og Tydevs' søn og den gjæve Odyssevs
sat blandt de andre i træhestens buk og hørte dig rope,
følte vi to, Diomedes og jeg, en brændende længsel
efter at skynde os ut eller svare derinde paa ropet.
Dog, Odyssevs fik stanset os straks og dæmpet vor higen.
Ikke en lyd blev hørt fra alle de andre akaier.
Bare Antiklos var nær ved at gi dig et svar, da du ropte.
Holdt da Odyssevs for høvdingens mund de vældige næver
uten at slippe sit tak og frelste akaiernes helter.
Drotten holdt fast, til Atene fik ført dig bort ifra hesten.»
Nu tok den kloke Telemakos straks til orde og mælte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd!
Bare des værre for ham; ti det frelste ham ikke fra døden,
selv om et hjerte av haardeste jern han hadde i brystet.
Men det er sent; saa før os da nu til vor seng, saa vi begge
snart kunde komme til ro og hvile i søteste slummer.»
Saa han talte, og Helena bød de tjenende kvinder
straks at sætte i forhallen frem to senger med fine
purpurfarvede bolstre og lægge paa disse de bløte
tæpper og kapper av langhaaret uld at svøpe sig ind i.
Ternerne vandret fra hallen med brændende fakler i hænde.
Sengene redte de straks, og dit blev de ført av herolden.
Der gik Telemakos selv og den herlige ætling av Nestor
begge til ro i det skjønne palads under forhallens hvælving.
Selv gik Atreiden til sengs i kongsgaardens inderste kammer.
Helena sov ved hans side, hans langslørte yndige hustru.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
reiste den høimælte drot Menelaos sig op fra sit leie,
klædte sig hastig og hængte sit sverd, det skarpe, om skuldren.
Under de skinnende føtter bandt helten de skjønne sandaler,
og som en gud, saa herlig og kjæk, gik han ut av sit kammer.
Hen til Telemakos satte han sig, tok ordet og mælte:
«Si mig Telemakos, høibaarne helt, hvilket erend har ført dig
til Lakedaimon, den herlige by, over dønninger brede?
si mig nu sandheten: Gjælder din færd dig selv eller folket?»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd.
Hit er jeg reist for at høre hvad du om min far kan fortælle.
Fraadsere lægger mit hus og mit frodige akerland øde.
Fuldt er mit hjem av en fiendeflok som slagter for fote
mængder av sauer og lam og langsomme hornede okser,
voldsmænd som frir til min mor og bryster sig frækt i sit hovmod.
Bedende kommer jeg nu for at favne dit knæ, om du vilde
si hvad du vet om hans grufulde død, saafremt dine øine
saa at han faldt eller ogsaa en vidfaren mand i dit paahør
meldte hans død; ti ham fødte hans mor til en jammerfuld skjæbne.
Søk ei av skaansel og medynk med mig at mildne din tale;
nei, men fortæl mig det alt just slik som du saa det for øie.
Hør dog min bøn! Saasandt som min far den gjæve Odyssevs
enten i ord eller gjerning har holdt et løfte han gav dig
hist i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget,
drag dig da dette til minde og si mig sandheten aapent.»
Harmfuld tok straks den lysblonde helt Menelaos til orde:
Aa for en skam! Ja sandelig var det da ogsaa en kjæmpe
modig og sterk, hvis seng de uslinger ønsket at skjænde.
Likesom naar i det tætteste krat hvor løven har leie,
hinden har lagt sine diende smaa, to nyfødte kalver,
medens den beitende streifer paa fjeld og i græsrike daler.
Kommer da løven tilbake og søker paany til sit leie,
gir den dem begge en gruelig lod og tar dem av dage.
Saa skal Odyssevs dræpe dem grumt og ta dem av dage.
Zevs, vor almægtige far, og Apollon og Pallas Atene!
Aa, om han kom saa kjæk som han var paa det velbygde Lesbos,
dengang han vaaget at brytes med Filomeleides og kastet
drotten til jorden med kraft til fryd for alle akaier!
Ja, om han stod blandt frierne nu saa mandig som dengang,
fik de nok alle en braadød, og bitter blev brylluppets glæde.
Dog, naar du spør mig og ber om besked, skal jeg visselig ikke
ride mig fra dig og komme med snak og skuffe din tillid;
men hvad den sandspaadde gubbe, den ældgamle havgud har sagt mig,
derav skal ikke et ord bli glemt og intet fortiet.
Fjernt i Aigyptos holdt guder mig fast, da jeg stundet mot hjemmet,
saasom jeg ei hadde bragt dem til tak en festhekatombe.
Guderne kræver jo al tid at paabud fra dem skal man huske.
Fjernt i det brusende hav ret ut for Aigyptos' strande
ligger i skvulpende bølger en ø, — man kalder den Faros,
likesaa langt fra nærmeste land som et rummelig fartøi
seiler fra morgen til kveld, naar det lænser for susende medvind.
Der er en ypperlig havn, hvor sjømænd kan hente sig ferskvand,
førend de stikker i sjøen paany med de gyngende snekker.
Guderne stanset mig der paa det tyvende døgn med min flaate.
Aldrig stod vinden fra land med strykende medbør som driver
skibene frem paa det mægtige hav over dønninger brede.
Nu hadde mandskapet mistet sit mot, og vor kost var fortæret,
om ei tilsidst en guddom som ynket min nød, hadde frelst mig,
møen Eidotea, havgudens barn, en datter av Protevs,
oldingen gammel og graa. Min nød hadde rørt hendes hjerte.
Hun kom omsider imot mig en dag, da jeg gik der alene
fjernt fra de andre; som stadig gik rundt paa øen og fanget
fisk med den bøiede krok; ti mændene pintes av sulten.
Foran mig stanset gudinden sin gang, tok ordet og mælte:
«Fremmede, er du en taape og tankeløs nar, eller har du
slaat dig godvillig til taals og finder din glæde i motgang,
siden du uten at finde paa raad kan dvæle saa længe
her paa en ø, hvor mændenes mot og kræfter maa svinde?»
Saa hun talte. Straks tok jeg da selv til orde og svarte:
«Hvem du end er blandt gudinder, besked skal jeg gi dig tilfulde.
Nei, jeg dvæler nok ikke med lyst; men jeg maa vel ha syndet
grovt mot de evige guder som bor over himmelen vide.
Guderne vet og kjender jo alt; saa la mig da vite,
hvem av de himmelske lænker min fot og har spærret mig veien.
Hvorledes kommer jeg frem over fiskerikt hav paa min hjemfærd?»
Saaledes faldt mine ord. Da svarte den høie gudinde:
«Fremmede, ja jeg skal gi dig besked; paa mit svar kan du stole.
Havguden Protevs, Aigyptos' gud, den sandspaadde olding,
kommer her ofte og tidt, hin gubbe som kjender tilfulde
havenes dypeste dyp og tjener sin hersker Poseidon.
Han er den far som har avlet mig selv, efter hvad man har sagt mig.
Dersom du bare kan fange hin gud med list fra et bakhold,
kunde han vise dig veien og si dig hvor langt du skal fare,
inden du naar over fiskerikt hav til dit hjem i det fjerne.
Dersom du vil, gudfostrede drot, kan han si dig tillike
alt hvad der hændte av ondt eller godt i de hjemlige haller,
siden du seilte avsted paa din lange og farlige reise.»
Saaledes talte gudinden og straks tok jeg ordet og svarte:
«Selv maa du si mig et skjul, hvor den graanede havgud kan fanges,
for at han ikke skal fly, naar han kjender og ser mig paa forhaand.
Vanskelig er det for dødelig mand at fange en guddom.»
Saaledes lød mine ord. Da svarte den høie gudinde.
«Fremmede, ja jeg skal gi dig et raad som du trøstig kan følge:
Stadig naar solen staar høiest og midt i sin bane paa himlen,
stiger fra bølgende dyp den sandspaadde graanede havgud
skjult av den mørkeblaa krusning paa sjø, naar Zefyros blæser.
Naar han er oppe, gaar guden til ro i den hvælvede hule.
Sælhunder dukker i flok fra det graalige havdyp og sover
rundt ham i hulen, den deilige havdronnings svømmende følge.
Pustende spreder de om sig en lugt av saltvand fra dypet.
Selv skal jeg føre jer dit imorgen ved gry og faa lagt jer
alle til hvile paa rad. Du skal vælge til følge paa færden
tre av de kjækkeste svende du har ved de toftede snekker.
Nu skal jeg nævne dig oldingens knep og listige paafund.
Først vil han gaa til sælernes flok og tælle dem nøie.
Naar han har talt dem paa fingrene fem og set at de er der,
lægger han sig i flokken som gjæteren blandt sine sauer.
Men saasnart som I ser at han selv har lagt sig til hvile,
tænk da bare paa ett, at bruke jer kraft og jer styrke.
Hold ham da fast, naar han stritter imot og frister at flygte.
Flugt vil han friste og skape sig om til alt som paa jorden
kryper og gaar, til strømmende vand og til brændende luer.
Hold ham da bare urokkelig fast og klem ham des mere.
Men naar han selv lar høre et ord og stiller jer spørsmaal,
omskapt til den som han var, da I saa ham i søvn paa hans leie,
da kan I straks holde inde med vold og slippe den gamle.
Spør ham da, fremmede helt, hvilken guddom du egget til vrede,
og om din vei over fiskerikt hav, naar du stevner mot hjemmet.»
Saa hun talte og dukket paany i det bundløse havdyp.
Selv gik jeg dit hvor skibene laa paa den sandige strandbred.
Lævende banket mit hjerte i bryst, da jeg vandret tilbake.
Men da jeg kom til det bølgende hav og ned til min snekke,
gjorde vi maaltidet rede, og snart, da det mørknet mot natten,
gik vi til hvile ved havet hvor brændingen bruste mot stranden.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
vandret jeg langs med det blaanende hav med de alfare veier.
Guderne ropte jeg til i min nød, og tre av mit mandskap
førte jeg med, mine tryggeste mænd i alleslags farer.
Ned i havdypet dukket imens gudinden og fire
skind som hun nys hadde flaadd av sælhunder, bragte hun med sig
op fra det bundløse hav; ti hun pønset paa svik mot den gamle.
Da hun i strandbreddens sand hadde gravet et leie for alle,
sat hun og ventet. Vi gik hende nær, og hun lot os i række
lægge os ned og bredte paa hver et skind av en sælhund.
Slemt var det blit os at ligge paa lur; ti vi plagedes svarlig
av en motbydelig stank fra de havopfostrede sæler.
Hvem skulde godvillig lægge sig ned blandt udyr fra havet?
Dog, hun frelste os selv og gav os en ypperlig lindring.
Himmelsk ambrosia tok hun og lagde den under vor næse.
Deilig var duften. Den døvet hin lugt fra de stinkende sjødyr.
Medens det dagedes, ventet vi der med standhaftige hjerter.
Da steg sælflokken op fra det bølgende hav, og i række
gik den til hvile paa strandbreddens sand ved det brusende havdyp.
Men da det led imot middag, steg oldingen op ifra havet.
Sælerne fandt han og vandret omkring og talte dem alle.
Først blandt dyrene talte han os. Han ante jo ikke
at det var svik og lagde sig selv til ro paa sit leie.
Straks for vi paa ham med skingrende skrik og slynget om gubben
kraftige armer. Han glemte dog ei sine snedige kunster.
Først blev den gamle en løve med frygtelig strittende manke,
derpaa en lindorm, en glupsk leopard og et kjæmpestort vildsvin,
derefter flytende vand og et træ med kneisende krone.
Dog, vi holdt ham urokkelig fast med standhaftige hjerter.
Men da den snedige olding tilsidst blev træt av at kjæmpe,
tok han omsider til orde og spørgende talte han til mig:
«Hvilken av guderne, Atrevs' søn, har raadet til dette,
at du med list og med vold skulde ta mig til fange? Hvad vil du?»
Saaledes talte han. Straks tok jeg selv til orde og svarte:
«Gamle, du vet det. Hvi søker du skjul bak faafængte spørsmaal,
naar du jo vet at jeg længe blir holdt tilbake paa øen
uten at finde paa raad, og at mot og fortrøstning maa svinde?
Guderne vet og kjender jo alt. Saa la mig da vite
hvem av de himmelske lænker min fot og spærrer mig veien.
Hvorledes kommer jeg frem over fiskerikt hav til mit hjemland?»
Saa jeg talte. Da tok han paany til orde og svarte:
«Vit at du burde ha bragt baade Zevs og de øvrige guder
herlige brændofre, førend du hist gik ombord paa din snekke,
forat du snart kunde naa over vinfarvet hav til dit hjemland.
Skjæbnen forunder dig ei at se dine kjære og uskadt
naa til dit velbygde skjønne palads og dit fædrene rike,
før til den regnopsvulmede flod Aigyptos' strømme
atter du vender tilbake og soner med hellige ofre
alle de evige guder som bor over himmelen vide.
Da vil guderne skjænke dig held til den hjemfærd du ønsker.»
Saaledes talte hin gud, og mit hjerte var nær ved at briste
saasom han bød mig paany at drage avsted til Aigyptos
hen over vinfarvet hav paa en lang og farefuld reise.
Dog, jeg tok atter til orde og talte paany til den gamle:
«Alt hvad du byder mig, gubbe, skal ske. Dit raad skal jeg følge.
Vel, men fortæl mig nu dette, og si mig sandheten aapent:
Si mig om alle akaier som skiltes fra mig og fra Nestor,
dengang vi stevnet fra Troja, har reddet sig hjem med sin flaate,
eller kom nogen av dage paa sørgelig vis med sit fartøi
eller i vennernes arm efter alle de kampe han døiet?»
Saa jeg talte, og straks tok gubben til orde og svarte:
«Atrevs' søn, hvi spør du om slikt? Det baader dig ikke
at du faar vite hvad selv jeg eier av kundskap; ti længe
vil du vel ikke bli sparet for graat, naar alt du faar høre.
Mange av hine har fundet sin død, og mange er frelste.
Kampenes mandefald saa du jo selv; men paa færden mot hjemmet
mistet kun tvende sit liv av akaiernes malmklædte drotter.
En er i live; men stængt er hans vei av storhavets vidder.
Aias har fundet sin død, og alle hans skibe gik under
Hen til de høie gyraiiske fjeld drev guden Poseidon
først den skibbrudne helt og frelste ham naadig fra havet.
Nu var han bjerget fra dødsmøen grum, skjønt forhatt av Atene,
dersom han ikke, forblindet av trods, hadde sagt som en daare,
at han fra avgrunden frelste sig selv mot gudernes vilje.
Dog, da den frækkes dumdristige ord blev hørt av Poseidon,
grep han om treforken straks med de vældige næver og drev den
ind i det høie gyraiiske fjeld, saa bjergvæggen revnet.
Halvdelen blev hvor den var, men ned i den bundløse avgrund
styrtet den del hvor han sat, da han førte formastelig tale.
Fjeldblokken slynget ham ut i de brusende bølger paa dypet.
Saltvandet drak han det bitre, og der fandt høvdingen døden.
Rigtignok flygtet din bror for dødens gudinder og stevnet
hjem paa det stavnkrumme skib. Ham frelste den værdige Hera.
Men da han snart skulde naa den kneisende fjeldpynt Maleiai,
reiste sig straks en forrykende storm, og vindene førte
atter den sukkende konge avsted over fiskerikt havdyp.
Da det saa atter saa ut til en lykkelig hjemfærd, og vinden
vendtes paa gudernes bud, og de landet omsider i hjemmet
ytterst ved grænsen og nær hin borg, hvor drotten Tyestes
bodde tilforn og for tiden hans søn den lumske Aigistos,
steg han i land paa den hjemlige kyst, og med inderlig glæde
favnet og kysset han fædrenes jord, og mangen en taare
strømmet ham het over kind, da han frydefuld skuet sit hjemland.
Dog fra en varde blev høvdingen set av en mand som Aigistos
stillet som speider paa vakt, og hvem han som løn hadde lovet
to talenter i guld. Et aar hadde vaktmanden speidet,
forat han ei skulde slippe forbi og tænke paa motstand.
Hen til kongsgaarden løp han i hast med sit budskap til drotten.
Pønset da straks Aigistos paa listige rænker og lagde
tyve fortrinlige mænd som han valgte blandt folket, i bakhold,
medens han hist i paladset lot lage det herligste maaltid.
Selv drog han ut med hester og vogn for at byde til gilde
mændenes drot Agamemnon og pønset paa skjændige planer.
Kongen som ei kunde ane sin død, fik han med sig, og grusomt
myrdet han ham ved sit bord som man slagter en okse ved krybben.
Ikke blev nogen i live av dem som fulgte Atreiden,
ei av Aigistos' mænd. De dræptes tilhobe i hallen.»
Saaledes talte hin gud, og mit hjerte var nær ved at briste.
Graatende sat jeg paa strandbreddens sand, og mit sorgfulde hjerte
ønsket ei mere at leve og skue det straalende sollys.
Da jeg omsider var træt av at vælte mig om under taarer,
tok han til orde paany, hin sandspaadde graanede havgud:
«Graat ikke længer Atreide! La ei med ustanselig hulken
tiden gaa hen; for vi finder jo ei nogen redning i taarer.
Frist nu heller at naa til dit hjem saa snart det er gjørlig.
Ham vil du finde i live, hvis ikke Orestes har røvet
nidingen livet paa forhaand. Da kommer du hjem til hans likfærd.»
Saa han talte. Da følte paany mit sind og mit hjerte
lindring og trøst i min barm, skjønt svarlig jeg pintes av sorgen
Svarte jeg da med vingede ord og talte til gubben:
«Godt, nu vet jeg om disse besked, men fortæl om den tredje,
drotten som end er i live, men stængt av storhavets vidder,
eller er død. Skjønt tynget av sorg vil jeg høre om helten.»
Saa jeg talte, og straks tok gubben til orde og svarte:
«Drotten Laertes' søn, som paa Itakas ø har sin bolig,
ham har jeg set paa en ø, hvor han fældte saa mangen en taare
fjernt i Kalypsos palads, den deilige nymfes som holder
helten tilbake med tvang, saa han ikke kan naa til sit hjemland
Ei har han skibe med aarer og seil eller kraftige svende
som kunde følge ham hjem over storhavets dønninger brede.
Dig, Menelaos, gudfostrede drot, er det ikke beskaaret
at du skal dø og ende dit liv i det hestrike Argos;
men til Elysions slette ved jorderiks ytterste grænser
hvor Radamantys er drot, skal evige guder dig følge.
Der er det lettest for menneskers slegt og saligst at leve.
Ei er der vinter med sne eller isnende storme og regnskyl;
men fra Okeanos vifter den susende Zefyros' milde
luftninger stedse med svalende pust om menneskers pande.
Dit skal du komme som Helenas mand og maag av Kronion.»
Saa han talte og dukket paany i det bundløse havdyp.
Til mine fartøier vandret jeg selv med de kraftige svende.
Bævende banket mit hjerte i bryst da jeg vandret tilbake.
Men da vi kom til det bølgende hav og ned til min snekke,
gjorde vi maaltidet rede, og snart, da det mørknet mot natten,
gik vi til hvile ved havet, hvor brændingen bruste mot stranden.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
halte vi først vore fartøier ut paa det herlige havdyp;
derpaa blev master og seil lagt ned i de gyngende snekker.
Svendene gik saa ombord og satte sig hver paa sin tofte
alle paa rad og pisket de graalige bølger med aaren,
og i Aigyptos' flod med de regnopsvulmede strømme
ankret jeg atter og ofret en lytefri festhekatombe.
Men da mit offer var bragt, og gudernes vrede var sonet,
reiste jeg der Agamemnon en haug for at hædre hans minde.
Derefter drog vi mot hjemmet paany, og guderne sendte
strykende bør og førte mig snart til det elskede hjemland.
Nu maa du bli her en tid og slaa dig til ro paa min kongsgaard,
indtil den ellevte gryende dag eller tolvte er kommet.
Da skal jeg sende dig hjem og skjænke dig herlige gaver,
stridsvogn med skinnende karm og tre av de ypperste hester;
dertil en herlig pokal til minde om mig, naar du daglig
bringer dit offer av vin til alle de evige guder.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte
«Atrevs' søn, nei frist mig dog ei til at dvæle for længe.
Gjerne forblev jeg hos dig og sat her til aaret var omme,
uten at savne forældre og hjem; ti at høre din tale
fryder min sjel, og jeg lytter med lyst til det du fortæller.
Men i det hellige Pylos er visselig nu mine svende
kjede forlængst av at vente paa mig som du holder tilbake.
Gaven du agter at gi, bør være en skat jeg kan gjemme.
Over til Itaka fører jeg ei dine hester; nei heller
bør du beholde de herlige dyr; ti vidtstrakte sletter
eier du her, hvor kløveren gror og saftige urter,
hvete og spelt og bredbladet byg i gulnende akre.
Itaka har ikke enger og væddeløpsbaner. Mit hjemland
fostrer kun gjeter, men huer mig mer end beiter for hester.
Ingen av øerne hist har frodige enger og sletter
skikket for kjørsel med hester, og Itaka mindst av dem alle.»
Saa han talte. Da smilte den høimælte drot Menelaos,
strøk ham med haanden paa kind, og smilende tok han til orde:
«Ædelt, min søn, er dit blod. Det hører man let paa din tale.
Det som vi nævnte fornys, baade kan jeg og vil jeg forandre,
og av de herlige skatte som ligger forvaret paa borgen,
agter jeg nu at skjænke dig den, som er skjønnest og dyrest.
Ti jeg skal gi dig et kostelig kar, en kunstfærdig bolle
hamret i pureste sølv; men av guld er den øverste runding,
guden Hefaistos' verk, som Faidimos, kongen i Sidon,
skjænket mig selv, da jeg kom til hans by og gjestmildt blev huset
hist paa hans borg. Nu under jeg dig den herlige gave.»
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar i skiftende tale.
Men til den høibaarne konges palads kom gjesternes skare,
føiende med sig den styrkende vin og trivelig smaafæ.
Brød fik enhver av dem med fra sin skjønttilslørede hustru.
Saaledes laget de alting istand til et gilde i hallen.
Foran Odyssevs' hal paa den vel tiltrampede borggaard
kortet imens som tilforn de ustyrlige frieres skare
tiden med morskap og lek og kastet med spyd eller diskos.
Der var Evrymakos, skjøn som en gud, og Antinoos bænket,
friernes ledende mænd og de kraftigste svende i flokken.
Fronios' søn, Noémon, gik frem og nærmet sig til dem,
og til Antinoos vendte han sig, tok ordet og spurte:
«Sig mig, Antinoos, rygtes det nu, eller rygtes det ikke
naar vi kan vente Telemakos hjem fra den sandige Pylos?
Ja, for han reiste avsted paa mit skib, som jeg nu skulde bruke
selv paa en reise til Elis, hvor tolv av de hopper jeg eier
beiter paa sletten, og hver har en utæmmet fole ved foten,
kraftige muldyr. Av dem vil jeg hente mig ett som skal tæmmes.»
Saa han talte, og begge blev slaat av forundring; ti ingen
trodde at helten var draget paa færd til Pylos, men dvælte
etsteds paa landet hos smaafæets flok eller svinenes gjæter.
Straks tok Evpeites' søn Antinoos ordet og spurte:
«Sig mig med sandhet: naar drog han avsted. Hvilke utvalgte svende
fulgte fra Itaka med? Eller var det kanhænde hans egne
træller og leiede folk? Selv det var vel gutten istand til.
Svar mig sandfærdig paa endnu en ting, saa jeg vet det med visshet:
Tok han din tjærede snekke med vold og trodset din vilje,
eller har selv du føiet hans bøn og laant ham den villig?»
Atter tok Fronios' søn Noémon til orde og svarte:
«Selv har jeg laant ham den villig. Det gjorde vel ogsaa en anden,
dersom saa høibaaren mand, hvis hjerte var knuget av sorger,
bad ham derom. Det var vel for haardt at gi ham et avslag.
Fribaarne svende, som næst efter os er de bedste i landet,
fulgte ham. Selv har jeg set at Mentor var fører paa færden,
han eller ogsaa en gud, som i alt var skuffende lik ham.
En ting undrer mig: Tidlig igaar fik jeg øie paa Mentor
her i vor by, skjønt han dengang drog med paa skibet til Pylos.»
Saa han talte og skyndte sig hjem til sin fædrene bolig.
Begge de andres hovmodige sind blev grepet av harme.
Frierne satte sig samlet i kreds og stanset med leken,
medens Evpeites' søn Antinoos talte iblandt dem
skummende vred; ti utæmmelig vildskap fyldte hans mørke,
natsorte sjel. Som flammende ildsluer lyste hans øine:
«Aa for en skam! Telemakos har ved sin trodsige reise
øvet en stordaad, som ingen av os hadde trodd ham istand til.
Gutten har trodset os alle og selvraadig luret sig fra os,
stukket i sjø med sit skib og valgt sig et ypperlig mandskap.
Ogsaa for fremtiden blir han os vist mest plagsom av alle.
Maatte dog Zevs ville lamme hans kraft, før han rigtig blir voksen!
Skaf mig et letroet skib og et snes av de kjækkeste svende,
saa jeg fra bakhold kan passe ham op, naar han kommer tilbake,
hist hvor sundet gaar ind mellem Itakas fjeldkyst og Samos,
for at hans færd for at finde sin far kan ende med jammer.»
Saa han talte. De priste hans ord og bød ham at handle.
Deretter reiste de sig og gik ind i Odyssevs' haller.
Dog det varte ei længe, før Penelopeia fik vite
friernes lønlige raad som de nu saa lumskt hadde uttænkt;
ti det blev meldt hende straks av Medon, herolden, som lyttet
utenfor gaarden og hørte den plan som de drøftet derinde.
Straks gik han ind i paladset med bud til Penelopeia.
Knapt var han traadt over tærsklen, før dronningen spurte ham ivrig:
«Sig mig, herold, hvad erend du har fra de trodsige svende.
Kommer du hit for at byde den gjæve Odyssevs' terner
straks at forlate sin dont og gjøre istand deres maaltid?
Gid at de aldrig var kommet paa frierfærd eller til gilde,
eller at maaltidet nu maatte bli deres sidste paa borgen.
Ja, for I flokkes jo stadig hos os og fortærer vor rigdom,
hele min kjække Telemakos' arv. I lyttet vel aldrig,
dengang I endnu var barn, naar tidt eders fædre fortalte
hvordan Odyssevs som landsstyrer var mot eders forældre,
hvorledes ingen blev krænket av ham i ord eller gjerning
her i vort land, skjønt oftest det sker at høibaarne konger
jevnlig vil lægge den ene for hat og elske den anden.
Ikke en eneste gang har han øvet en uret mot nogen.
Men eders hjertelag viser sig nu i skammelig voldsfærd.
Ingen vil efterpaa yde ham tak for det gode han gjorde.»
Straks tok Medon, den vise herold, til orde og svarte:
«Gid, min dronning, at det du har nævnt, var det værste de gjorde.
Men en forfærdelig daad, noget andet og værre end dette
pønser nu frierne paa. Maatte Zevs ei unde det fremgang!
Dræpe med skjærende malm din Telemakos har de i sinde,
nu naar han snart vender hjem. For at spørre sig for om Odyssevs
drog han til Pylos, den hellige by, og det mægtige Sparta.»
Saa han talte. Da skalv hendes knær, og hjertet stod stille.
Længe var dronningen maalløs av lammende gru. Hendes øine
fyldtes med perlende taarer, og røsten, den klare, forstummet.
Endelig kom hun til orde paany og spurte omsider:
«Si mig, herold, hvi reiste min søn? Hvad tvang ham til færden
bort paa de ilende snekker, som fører de modige sjømænd
hen over endeløst hav som bølgernes gangere rappe?
Mon for at endog hans navn skal glemmes av menneskers slegter?»
Atter tok Medon, den vise herold, til orde og svarte:
«Dronning, jeg vet ei forvisst om en gud har sendt ham til Pylos,
eller hans sønlige sind har drevet ham dit for at spørre
nyt om sin far, om han snart kommer hjem, eller hentet sig døden.»
Saa han talte og skyndte sig straks tilbake til salen.
Nagende sjelekval sænket sig ned over dronningens hjerte.
Sætte sig ned paa en stol av de mange som stod der i hallen
sanset hun ei, men kastet sig ned paa kammerets tærskel
jamrende lydt, og omkring hende graat de samlede terner,
unge og gamle tilhobe, saa mange som fandtes i huset.
Derpaa tok Penelopeia med taarekvalt stemme til orde:
«Elskede terner, mig sendte dog Zevs av sorger og kummer
mer end en kvinde har baaret av dem som er født eller fostret
sammen med mig. Jeg mistet en mand med mot som en løve,
alle danaernes mester i kraft og i alleslags idræt,
helten hvis ry blev baaret saa vidt over Hellas og Argos.
Nu er min elskede søn av stormene drevet fra hjemmet
uten at vinde sig ry, og jeg fik ikke nys om hans reise.
Aa, hvor haarde I var, naar end ikke I fik i sinde
straks at vække mig op av min søvn, skjønt I alle tilhobe
visste saa vel, naar min søn gik ombord paa sin tjærede snekke,
ti hvis jeg selv hadde hørt at han tænkte paa denne sin reise,
da var han blit i sit hjem, hvor gjerne han end vilde fare,
eller han hadde forlatt mig som lik, da han reiste fra hjemmet.
Nu faar en av jer hente i hast min graanede tjener,
Dólios, ham som jeg fik av min far, da jeg hit skulde drage,
og som tar vare paa træerne hist i min have. La gubben
sætte sig hen til Laertes og nøie fortælle ham alting.
Kanske da han kunde finde paa raad og komme fra haven
hit og jamrende klage for dem blandt folket som ønsker
grusomt at dræpe hans egen og helten Odyssevs' ætling.»
Derefter tok Evrykleia, den kjærlige amme, til orde:
«Dræp mig, mit elskede barn, med skjærende malm, eller la mig
leve som før i dit hus; men jeg kan ikke dølge det længer.
Alt har jeg visst, og selv har jeg git ham det som han bad om,
brødet til reisen og kvægende vin. Dyrt lot han mig sverge,
ikke at gi dig besked, før den tolvte av dager var kommet,
eller du savnet din søn og selv fik nys om hans reise,
forat du ikke med graat skulde skjæmme dit deilige aasyn.
Gaa nu i rensende bad; ta paa dig en nytvættet klædning!
Gaa saa med ternerne op i dit høienloftskammer og bønfald
Pallas Atene, hin datter av Zevs, som svinger aigiden.
Da vil hun fri ham, ja selv om det var fra døden, den visse.
Vold ei den sørgende gubbe ny sorg; ti Laertes' avkom
er dog tilvisse ei ganske forhatt av de evige guder.
Nei, der kommer nok atter en mand av ætten som raader
her paa den kneisende borg og over de frugtbare marker.»
Saa hun talte og stanset den graatendes jammer og taarer.
Dronningen gik nu i bad og tok paa sig en nytvættet klædning.
Derefter steg hun med ternerne op i sit høienloftskammer,
fyldte en kurv med det hellige byg og bad til Atene:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues!
Dersom Odyssevs, den raadsnare helt, har brændt i paladset
laarstykker fete av okser og lytefri lam til din ære,
mindes da dette og frels min elskede søn, hvor han færdes!
Verg ham i naade mot friernes vold og grusomme ondskap!»
Hulkende talte hun saa, og bønnen blev hørt av gudinden.
Frierne larmet imens i festsalens kjølige skygge.
En av de unge hovmodige mænd tok spydig til orde:
«Brylluppet gjør hun istand for os nu, den feirede dronning.
Ei kan hun ane at snart hendes søn skal komme av dage.»
Saa han talte; ti hvad der var hændt, var der ingen som visste.
Da tok Antinoos ordet og talte dem myndig til rette:
«Vogt paa jer mund, dumdristige mænd, og sky i jer tale
alle de pralende ord, saa de ikke skal rygtes derinde.
La os nu reise os stille og tyst og ganske stilfærdig
sætte i verk den plan, som nys blev vedtat av alle.»
Saa han talte og valgte et snes av de kjækkeste svende.
Derefter gik de til stranden og ned til den letrodde snekke.
Først tok svendene fat og halte sit fartøi paa dypet.
Masten og seilene la de ned i det tjærede fartøi.
Aarerne gjorde de fast med hamlebaand, snoet av huder,
alt som sig hør og bør, og reiste det snehvite raaseil.
Modige tjenere bragte ombord deres rustning og vaaben.
Ute paa havbugten ankret de op og gik saa fra borde.
Maaltidet nøt de paa stranden og ventet paa land, til det kveldet.
Fastende laa paa sit leie den kløktige Penelopeia
oppe i høienloftskamret og smakte ei mat eller drikke
grublende paa om sønnen saa gjæv skulde frelses fra døden,
eller om friernes lovløse flok skulde røve ham livet.
Alt hvad en løve kan føle av gru blandt jægernes skare,
naar de med svigefuld list vil ringe den ind under jagten,
følte den grublende dronning; dog sank hun omsider tilbake,
favnet av kvægende søvn og hvilte de slappede lemmer.
Pallas, den blaaøide mø, fik imens noget andet i sinde:
ti hun lot fremstaa en skikkelse skjøn, av vekst som en kvinde,
Iftima skuffende lik, den stolte Ikarios' datter,
høvdingen Evmelos' viv, hin drots som bodde i Ferai.
Skikkelsen sendte hun hen til den gjæve Odyssevs' kongsgaard,
forat den der kunde bringe den sørgende Penelopeia
straks til at stanse sin jamrende graat og hulkende klage.
Langsefter dørslaaens rem gled den ind i dronningens kammer,
hen til den sovendes hode og trøstende tok den til orde:
«Sover du, Penelopeia, med nagende sorg i dit hjerte?
Ei er de salige guder tilsinds at la dig fortvilet
graate i trøstesløs sorg. Din søn skal faa komme tilbake.
Ei har han syndet i letsind og trods mot de evige guder.»
Derefter hvisket til svar den forstandige Penelopeia,
slumrende rolig og sødt ved porten til drømmenes rike:
«Elskede søster, hvi kommer du hit? Tilforn har du aldrig
gjestet mit hus. Du bor jo saa langt, saa langt i det fjerne.
Kan du da virkelig be mig at stanse min klage og glemme
alle de sorger som nager mit sind og piner mit hjerte?
Før har jeg mistet min herlige mand med mot som en løve,
alle danaernes mester i kraft og i alleslags idræt,
helten hvis ry blev baaret saa vidt over Hellas og Argos.
Nu er tillike min elskede søn reist bort paa et fartøi,
barn som han er, ei øvet i kamp eller tale paa tinge.
Ham maa jeg graate for nu, ja mer end for hin, og mit hjerte
skjælver og bæver av angst for at ulykker svare skal naa ham
hist hvor han færdes i fremmedes land eller ute paa havet.
Ja; ti en skare av mænd som hater ham, pønser jo bare
lumskt paa at dræpe ham, før han kan naa tilbake til hjemmet.»
Da tok paany det luftige syn til orde og svarte:
«Nei, vær trøstig! Fortvil ikke saa av angst i dit hjerte;
ti der er én som følger ham nu, en hjælper som andre
ogsaa forvisst vilde ønske sig helst, den mægtige guddom
Pallas Atene. Din jammer og nød har vakt hendes medynk.
Nu har hun sendt mig avsted for at melde dig dette sit budskap.»
Derefter svarte paany den kløktige Penelopeia:
«Er du av gudernes æt, og hørte du guddommens stemme,
aa saa fortæl mig nu ogsaa om ham, min usalige husbond.
Sig, er han endnu i live og skuer det straalende sollys?
eller er høvdingen død og vandret til Hades' bolig?»
Straks tok paany det luftige syn til orde og svarte:
«Nei, jeg er ikke istand til at si dig forvisst, om han lever,
eller er død, og faafængte ord er værre end ingen.»
Saa hun talte og svandt gjennem nøklehullet ved slaaen
ut i den viftende vind; men Ikarios' herlige datter
vaaknet i hast av sin søvn, og det lindret den sorgfuldes hjerte
at i den dunkleste nat hint drømmesyn klart hadde vist sig.
Frierne gik nu ombord og for over skummende stier,
pønsende lumsk i sit sind paa at bringe Telemakos døden.
Ute i bølgerne ligger en ø med takker og tinder
midt mellem Itakas kyst og det fjeldkranste Samos' strande,
Asteris kaldet, ei stor; men bugter med dobbelte indløp
danner en havn, hvor akaierne laa og lurte paa helten.