Odysseen/ODYSSEVS' FARKOST.
< Odysseen
Odysseen
FEMTE SANG.
ODYSSEVS' FARKOST.
Eos steg op ved gry fra den gjæve Titônos' leie,
bringende lys til menneskers slegt og til evige guder.
Guderne satte sig ned forsamlet til møte, og blandt dem
tronet den mægtige tordengud Zevs, hvis kraft er den største.
Mindet da Pallas Atene om alle Odyssevs' sorger;
ti at han dvælte i nymfens palads, hadde vakt hendes medynk:
«Zevs, vor mægtige far, og I evige guder tilhobe!
Maatte ei mer nogen drot som bærer en kongsstav, av hjerte
vise sig venlig og mild og haandhæve retten med visdom.
La ham til stadighet plage sit folk og krænke al retfærd,
eftersom ingen vil mindes med tak den gjæve Odyssevs,
ingen av dem som han styrte som drot med faderlig mildhet.
Hjælpeløs ligger han nu paa en ø og plages av sorger
fjernt i Kalypsos palads, den deilige nymfes som holder
helten tilbake med tvang, saa han ikke kan naa til sit hjemland
Ei har han skibe med aarer og seil eller kraftige svende,
som kunde følge ham hjem over storhavets dønninger brede.
Dræpe hans elskede søn er friernes higen og tragten
nu naar han snart vender hjem. For at spørre sig for om Odyssevs
drog han til Pylos, den hellige by, og det mægtige Sparta.»
Da tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hvi lot du slippe, mit barn, slikt ord over tændernes gjerde?
Er ikke dette den plan du selv har lagt, at Odyssevs
snart skal faa komme tilbake og skaffe sig hevn over hine?
Følg nu Telemakos selv med omsigt og kløkt; ti du kan det,
forat han uskadt kan frelse sig hjem, mens friernes skare
uten at naa hvad de vil, maa vende med skibet tilbake.»
Saa han talte og vendte sig straks til sønnen Hermeias:
«Hør nu, Hermeias, mit ord. Min erendsvend er du jo stadig:
Meld til den haarfagre nymfe mit bud som ikke kan rokkes,
at den standhaftige helt Odyssevs skal stevne til hjemmet.
Ei skal han ha nogen gud eller dødelig mand i sit følge;
men paa den tyvende dag skal helten paa sterkbygget farkost
komme til Skjerias frugtbare land efter lidelser haarde,
der hvor faiakerne bor, et folk som er gudernes frænder.
Disse skal hædre av hjertet sin gjest, som var han en guddom,
og paa et skib skal de sende ham trygt til hans elskede hjemland,
naar de har skjænket ham kobber og guld og klær i mængde,
mer end Odyssevs tilforn hadde vundet av skatte ved Troja,
selv om han uskadt var naadd til sit hjem med sin andel av byttet.
Ti det skal times ham snart at se sine kjære og komme
hjem til sin elskede fædrenejord og sin herlige kongsgaard.»
Saa han talte. Den lynsnare erendsvend lystret ham villig,
og under føtterne bandt han i hast de straalende skjønne
himmelske saaler av guld som fører ham hurtig som vinden
hen over hav og hen over land til jorderiks ender.
Derefter grep han sin stav. Med den kan han trylle i dvale
menneskers øine, saa ofte han vil, og vække av slummer.
Holdende den i sin haand fløi gudernes mægtige ilbud
over Pierias land og dalte fra luften mot havet.
Derefter svævet han let over bølgernes kam som en maake
som paa det evig ufrugtbare hav i de ødslige bugter
fanger sig fisk og dypper de flaksende vinger i vandet.
Likesaa let for Hermes avsted over talløse bølger.
Men da han kom paa sin flugt til den ensomme ø i det fjerne,
svang han sig op fra violfarvet hav paa stranden og vandret
hen over land, til han kom til den mægtige hvælvede grotte,
nymfens, den haarfagres hjem, og han traf hende inde i hallen.
Flammende brændte paa arnen et baal, og vidt over øen
spredtes den duftende røk av thuja og finkløvet ceder.
Indenfor syslet hun selv med sin væv og fæstet sin islæt
kyndig med vævske av guld og sang med sin deilige stemme.
Mørkbladet poppel og or og duftende, ranke cypresser
vokste om grotten i tætteste skog med frodige kroner.
Fuglenes vingede flok hadde bygget sig der sine reder,
ugle og jagende falk og langtunget kraake fra stranden,
bølgernes skrikende fugl som finder sin føde ved havet.
Rundt den hvælvede grottes portal hadde vinstokken slynget
rankernes frodige skud og bugnet av saftige druer.
Nær ved hverandre sprang rislende frem krystalklare bækker,
fire paa rad og sendte sit vand til motsatte kanter.
Bredderne kransedes blødt av grøn selleri og violer.
Selv en udødelig gud som gjestet hin ø, maatte høilig
studse ved synet og fryde sin sjel ved det herlige skue.
Gudernes lynsnare bud maatte stanse sin gang i beundring;
men da han saa hadde skuet det alt med frydefuldt hjerte,
traadte han ind i den mægtige hal, og gudinden Kalypso
kjendte hans skikkelse straks, da hun saa ham ansigt til ansigt;
ti av de evige guder kan ingen bli dulgt for de andre,
selv om hans straalende borg var reist i det ytterste fjerne.
Dog, han traf ikke nu den djerve Odyssevs derinde.
Hulkende sat han paa stranden, hvor vanlig han pleiet at sitte,
sukkende tungt under graat og med nagende sorger i hjertet.
Taarerne strømmet saa stridt, naar han saa over havet, det golde.
Men da Kalypso med venlige ord hadde bænket i hallen
Hermes paa skinnende stol, tok gudinden til orde og spurte:
«Hermes med staven av guld, hvi kommer du, værdige guddom,
nu som en kjærkommen gjest til min hal? Det sker jo saa sjelden.
Si hvad du ønsker! Mig byder mit sind at gjøre din vilje,
dersom det staar i min magt, og det som du ønsker, er gjørlig.
Bliv nu en stund og und mig at hædre min gjest med et maaltid.>
Saaledes talte gudinden og stillet et bord for Hermeias,
satte ambrosia frem og blandet den rødmende nektar.
Gudernes lynsnare bud tok for sig av mat og av drikke.
Men da hans maaltid var endt, og hans matlyst tilfulde var stillet,
tok han omsider til orde og svarte den fagre Kalypso:
«Spørgende ber du, gudinde, en gud om at si dig mit erend.
Vel, jeg skal gi dig sandfærdig besked; ti selv har du bedt mig.
Zevs har budt mig at skynde mig hit, saa nødig jeg vilde.
Hvem skulde ogsaa med lyst over endeløst hav ville fare
veien saa lang, naar der ei er en by hvor mennesker bringer
guderne hellige ofre av lytefri festhekatomber?
Dog hvad aigissvingeren Zevs maatte ville, kan aldrig
nogen av guderne komme forbi eller gjøre til intet.
Nu har han sagt at du huser en helt hvem ulykken rammet
haardest av alle de mænd som kjæmpet ni aar om den gjæve
Priamos' by, og det tiende aar, da staden var styrtet,
stevnet mot hjemmet paany, men forsyndet sig svart mot Atene
Straks lot hun blæse en frygtelig storm med vældige bølger.
Alle de andre fandt døden, hver eneste en av hans mandskap.
Selv kom han hit og blev skyllet i land av stormpisket bølge.
Nu er det Alfaders bud at du sender ham hjem med det første.
Ei skal han ende sit liv saa fjernt fra venner og frænder;
men det skal times ham endnu at se sine kjære og atter
vende tilbake til fædrenes land og sin høireiste kongsborg.»
Saa han talte. Da gyste i gru den fagre Kalypso.
Talte hun da med vingede ord og svarte omsider:
«Aa I er haarde, I guder, og nidsyke mere end andre,
naar i formener gudinder at dele en dødeligs leie,
dersom de aapent vil gjøre en mand til sin elskede husbond.
Saaledes var det, da Eos, den rosenfingrede jomfru,
kaaret Orion; da hatet I ham, I salige guder,
indtil med smertefri pil den guldstoltronende jagtmø
Artemis voldte omsider hans død paa Ortygias marker.
Likesaa dengang Demeter, den haarfagre skjønne gudinde
føiet sit hjerte og hist paa den tregange pløiede brakmark
sank i Iasions favn; da meldtes det snart til Kronion.
Straks lot han flamme sit blændende lyn og røvet ham livet.
Nu har det vakt eders harm at en dødelig gjester min bolig,
han som jeg frelste fra ynkelig død, da han, klamret til kjølen,
ene drev om, da Zevs med sit flammende lyn hadde splintret
ute paa bølgernes blaanende dyp hans ilende snekke.
Alle de andre fandt døden, hver eneste en av hans mandskap.
Selv kom han hit og blev skyllet i land av stormpisket bølge.
Ham har jeg huset og pleiet ham ømt, og jeg haabet at spare
helten for død og for alderens tryk til dagenes ende.
Men da en anden av guderne ei har magt til at trodse
eller at komme forbi hvad tordneren Zevs maatte ville,
la ham da fare, naar Zevs saa vil og byder ham drage
hen over brusende hav; men jeg kan ikke gi ham et følge.
Ei har jeg snekker med aarer og seil eller kraftige svende
som kunde følge ham hjem over storhavets dønninger brede.
Men jeg skal hjælpe ham villig med raad og intet fordølge,
forat han uskadt og trygt kan naa til sit elskede hjemland.»
Straks tok gudernes lynsnare bud til orde og svarte:
«La ham da gaa, som du lover, og vogt dig for Alfaders vrede,
forat du ei skal faa føle hans harm i de kommende dager.»
Saaledes talte den mægtige gud og ilte tilbake.
Men da hun nu hadde hørt hint bud fra Zevs i det høie,
vandret den værdige nymfe avsted til den djerve Odyssevs.
Nede ved strandbredden traf hun ham snart. Der sat han, og aldrig
tørredes øiet for taarer. Han spildte i jamrende hjemve
livet med graat; ti det huet ham ei at dvæle hos nymfen;
men, skjønt saare uvillig, var høvdingen nødt til at hvile
nat efter nat i den hvælvede hal hos den villige nymfe.
Sittende dag efter dag paa stenene nede ved stranden
sukket han tungt under graat, og med nagende sorger i hjertet
stirret han ut paa det bølgende hav, mens taarerne strømmet.
Hen til den sørgende traadte den fagre gudinde og mælte:
«Graat ikke længer saa saart, usalige; la ikke livet
svinde i sorg; ti nu skal jeg sende dig villig tilbake.
Hug nu i skogen de vældige trær og føi saa med øksen
sammen en rummelig flaate. Paa den skal du spantene fæste
høit, saa dit fartøi kan bære dig trygt over blaanende bølger.
Selv skal jeg hente og bringe ombord i rikelig mængde
ferskvand og rødmende vin og brød som kan stille din hunger.
Klær skal jeg gi dig til færden og sende dig strykende medbør,
for at du uskadt og trygt kan naa til dit elskede hjemland,
dersom de evige guder som bor over himmelen vide,
vil det; ti høiere staar de end jeg i visdom og styrke.»
Saa hun talte. Da gyste i gru den djerve Odyssevs.
Talte han da med vingede ord og svarte gudinden:
«Andet, gudinde, tænker du paa, og ei paa min hjemfærd,
naar over havets forfærdende dyp du byder mig fare
hjem paa en flaate mot bølger som ei de hurtige snekker
kløver med sterkbygget stavn, naar Zevs gir dem gunstigste medvind.
vil du det ikke, saa sætter jeg ei min fot paa en flaate,
dersom du ikke vil sverge mig til med de dyreste eder,
at du ei siden vil pønse paa ondt og volde mig vanheld.»
Saa han talte. Da smilte den fagre gudinde Kalypso.
Smilende strøk hun med haanden hans kind og svarte ham venlig:
«Sandelig er du en skjelm og vet hvordan bedst du skal sno dig,
slik som du nu har forstaat med kløkt at forme din tale.
Jorden og himmelens hvælv og Styks som strømmer i dypet,
elven som nævnes med hemmelig gru av de salige guder,
naar de vil sverge sin dyreste ed, skal høre mit løfte,
at jeg ei siden skal pønse paa ondt eller volde dig vanheld;
men jeg skal si hvad jeg mener, det raad som jeg selv vilde finde
baadet mig bedst, naar jeg trængtes saa haardt av truende farer.
Ei er mit sind ubilligt og haardt, og hjertet som banker
her i mit bryst, er ikke av jern, men aapent for medynk.»
Saaledes lød hendes trøstende ord, og den skjønne Kalypso
ilte nu foran med hastige skridt, og han fulgte gudinden.
Kom de da frem til den hvælvede hal, gudinden og manden.
Der tok han sæte paa stolen som nys den mægtige Hermes
reiste sig fra, og nymfen bar frem for ham alleslags retter,
alt hvad en dødelig mand kan nyte av mat og av drikke.
Selv tok hun sæte med ansigtet vendt mot den gjæve Odyssevs.
Ternerne satte ambrosia frem for gudinden og nektar.
Begge tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de saa hadde frydet sit sind med mat og med drikke,
tok som den første gudinden, den skjønne Kalypso til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare kloke Odyssevs.
Er det da virkelig saa at du nu har i sinde at drage
straks til dit elskede hjem? Trods alt, ha lykke paa reisen!
Dog, om det nu stod klart for din sjel, hvad den grufulde skjæbne
vil du skal døie av ondt, før du naar til dit fædrene hjemland,
blev du nok her og slog dig til ro hos mig i min grotte
som en udødelig gud, hvor gjerne du end vilde skue
atter din viv, som du mindes hver dag med brændende længsel.
Visselig tør jeg dog si at jeg ei staar tilbake for hende
hverken av vekst eller aasyn; ti ei kan en dødelig kvinde
kappes i skjønhet og statelig vekst med en evig gudinde.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Høie gudinde, la ikke min hjemve vække din harme.
Visselig vet jeg jo selv at den kløktige Penelopeia
ei er din like i statelig vekst og blændende skjønhet.
Dødelig er hun av æt; dig truer ei død eller ælde.
Aa, men det er dog mit stadige haab og min brændende længsel
at jeg maa skue den dag, da jeg atter kan stevne mot hjemmet.
Dersom en gud vil knuse mit skib paa vinfarvet havdyp,
har jeg et taalsomt sind i mit bryst og skal bære min skjæbne;
ti jeg har fristet saa meget tilforn, og mangt har jeg døiet
baade paa sjø og i krig. Saa la ogsaa dette mig times.»
Saaledes talte han. Solen gik ned, og det mørknet mot natten.
Da gik de ind i det inderste rum i den hvælvede grotte
Der gik de begge til ro og frydet sig sammen i elskov.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
klædte den djerve Odyssevs sig straks i kjortel og kappe.
Nymfen tok paa sig sin deilige dragt, en folderik kaape,
fin og med glans som av sølv, og spændte et belte om midjen
yndig og smykket med guld og fæstet et slør til sit hoved.
Derefter sørget hun for den djerve Odyssevs' hjemfærd.
Gav hun ham da en tveegget øks av haardeste kobber,
vældig og tung. Den passet saa godt i hans kraftige næver.
Smukt var den skjæftet med oljetræs skaft, og godt var det fæstet.
Deretter gav hun ham bilen saa blank og skyndte sig foran
hen til den fjerneste del av sin ø, hvor mægtige stammer
vokste av poppel og or og vældige skyhøie graner,
knastørre, visnet forlængst, saa de let kunde flyte paa bølgen.
Men da hun her hadde vist ham hvor trærne vokste saa ranke,
vandret Kalypso, gudinden saa skjøn, tilbake til grotten.
Trærne hugget han om, og raskt gik verket fra haanden.
Tyve blev fældet i alt, og han hug dem til bjelker med øksen,
glattet dem alle med kunst, og rettet dem ind efter snoren.
Boret blev hentet imens av den skjønne gudinde Kalypso.
Huller i bjelkerne boret han tæt og passet dem sammen
side om side og hamret dem fast med nagler og tvertrær.
Likesaa bred som den kyndige mand som forstaar sig paa tømring
former i runding den hvælvede bund paa et rummelig lastskib,
likesaa bred blev skibsbunden gjort paa Odyssevs' flaate.
Spanterne reiste han tæt og forbandt dem med talrike støtter.
Derpaa forhudet han skroget tilsidst med forsvarlige planker.
Masten blev reist, og han gjorde en raa som passet til masten,
laget sig saa et høvelig ror for at styre sin farkost.
Langs efter rælingen reiste han op et gjerde av vidjer
tættet med mængder av kvister og løv til vern imot sjøen.
Lerret til raaseilet hentet imens den fagre gudinde,
nymfen Kalypso. Selv skar han det til som den kyndigste mester.
Fartøiet rigget han til med toplenter, braser og skjøter,
og med en løftestang skjøv han det ut paa det herlige havdyp.
Dagene gik; paa den fjerde var hele hans verk bragt til ende,
og da den femte var kommet, lot nymfen Kalypso ham fare
bort fra sin ø i en duftende dragt og tvættet i badet.
Mørkerød vin lot hun bringe ombord paa en dunk, og gudinden
gav ham en anden og større med vand, og brød i en skindsæk
bragtes ombord og den deiligste sul i rikelig mængde.
Nu lot hun blæse en lempelig bris med luftninger milde.
Glad var Odyssevs og heiste sit seil for den strykende medbør,
satte sig agter ved roret og styrte saa kyndig sin farkost.
Ei fik han blund paa sit øie; mot syvstjernen speidet han stadig
og mot Bootes som synker i hav saa silde paa natten,
eller mot bjørnen, hin himmelens vogn, som den kaldes av andre.
Altid gaar bjørnen i ring og speider i angst mot Orion.
Ene blandt stjernerne bades den ei i Okeanos' strømme.
Nymfen, den skjønne Kalypso, gav helten det raad at han altid
under sin færd over hav skulde holde hin stjerne til venstre.
Sytten var dagenes tal som svandt, mens han drog over havet,
og paa den attende skimtet han først de blaanende fjelde
fjernt i faiakernes land, den nærmeste kyst som han øinet.
Grant saa den ut gjennem havdypets dis som et fikentre krone.
Fra aitiopernes land var den sterke Poseidon paa hjemfærd,
og fra solymernes fjeld fik han øie paa helten og saa ham
seile paa havet. Da kokte av harm end mere hans hjerte.
Talte han da til sig selv, mens vred paa sit hoved han rystet.
«Skammelig! Medens jeg selv aitiopernes gilde har gjestet,
skiftet vist guderne sind og ændret sin plan med Odyssevs.
Alt er han nær faiakernes land, hvor skjæbnen har villet
at han skal frelses fra farer og nød, som truet ham hittil.
Dog, jeg tør si at jeg endnu skal volde ham fuldtop av jammer.»
Saa han talte og sanket sin hær av skyer og rørte
havdypet op med sin vældige fork, og alleslags vinde
sendte han ut med hylende storm og dækket med skyer
jorden og havet. Da sænket sig nat fra himmelens hvælving.
Zefyros Evros og Notos og Boreas, seterens ætling,
tørnet nu hvinende sammen og væltet de skummende bølger.
Lammet av stivnende gru blev Odyssevs' knær og hans hjerte.
Talte han da til sin mandige sjel i trykkende tungsind:
«Aa, jeg arme! Hvad skal dog tilsidst mig times av vanheld?
Nu maa jeg frygte at alt hvad gudinden har sagt mig, var sandhet,
hun som har spaadd mig det fuldeste maal av kvaler paa havet,
førend jeg naadde mit hjemland. Nu times mig alt hvad hun nævnte.
Rundt mig dækker jo Zevs den vidtstrakte himmel med skyer.
Vandenes dyp har han rørt, og alle de susende vinde
stormer imot mig. Nu rammer mig visselig døden, den bratte.
Trefold og firefold priser jeg nu danaernes lykke,
deres som segnet ved Troja i kamp for Atrevs' sønner.
Aa, om jeg ogsaa var falden og der hadde fundet min bane,,
dengang en vrimmel av troer i kamp om den faldne Akillevs
slynget imot mig alle som en de malmhvasse lanser!
Da var jeg prist av akaiernes mænd og jordet med hæder.
Nu var det altsaa min skjæbne at rammes av ynkelig dødslod.»
Jamrende talt han saa. Da skyllet en frygtelig brotsjø
ned over helten med vælde og tumlet omkring med hans farkost.
Høvdingen faldt overbord langt borte fra flaaten, og roret
glap ham av hænde og vindene for med samlede kræfter
mot ham og knækket paa midten hans mast med en frygtelig byge.
Seilet og raaen blev slynget avsted langt ute i havet.
Længe holdt sjøen ham skjult i sit dyp; ti han magtet jo ikke
straks at hæve sig op av den vildt fremstormende bølge.
Klærne tynget ham ned som han fik av den fagre Kalypso.
Endelig dukket dog høvdingen op fra dypet og spyttet
saltvandet ut, det bitre, som strømmevis randt fra hans hode.
Dog, han glemte i ytterste nød ei flaaten, men svømmet
hen over bølgernes ryg og klamret sig fast til sin farkost.
Midtskibs paa fartøiet satte han sig, for at fri sig fra døden.
Hit og dit blev det tumlet av vældige bølger med strømmen.
Som naar om høsten den susende Boreas hvirvler de lette
tidseldun over en mark, mens de haker sig sammen i klaser,
slik drev fartøiet hit og dit over havet for stormen.
Snart drev Notos det frem og lot Boreas slaa det tilbake;
snart vek Evros tilbake, mens Zefyros jog det paa bølgen.
Nu fik Leukotea se ham, den deilige datter av Kadmos.
Ino het møen tilforn, da hun talte som jordiske kvinder.
Nu har hun vundet guddommelig rang paa det bølgende havdyp.
Ynkende saare Odyssevs' nød, da han drev paa sin flaate,
dukket hun op fra det brusende hav som en sjøfugl at se til,
og paa hans fast sammentømrede baat tok hun sæte og talte:
«Hvorfor, usalige mand, har Poseidon som ryster al jorden,
lagt dig saa grusomt for hat at han sender dig al denne jammer?
Dog, hvor vildt han end raser, han skal ikke røve dig livet.
Taapelig tykkes du ei; saa gjør da nu hvad jeg sier:
Træk av dig klærne straks, hop ut, og la denne din flaate
drive for vindene. Læg dig paa svøm og prøv om du kunde
naa til faiakernes land, hvor skjæbnen forunder dig frelse.
Ta denne guddomsgave, mit slør og fæst det forsvarlig
under dit bryst, og frygt ikke mer for død og for fare.
Men naar du først har rørt med din haand den frelsende strandbred,
løs da mit slør og kast det paany i vinfarvet bølge
langt ifra land med bortvendt slik og fjern dig fra stranden.»
Saaledes talte gudinden, og venlig hun rakte ham sløret.
Lignende grant en dukkende fugl sank atter gudinden
ned i det oprørte hav og svandt i de mørkeblaa bølger.
Grublet da længe den hærdede helt, den gjæve Odyssevs.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig arme! Aa, bare nu ei en udødelig guddom
pønser paany paa svik, naar hun vil jeg skal hoppe fra flaaten.
Nei, jeg vaager ei endnu at følge hint raad; ti jeg skimtet
bare saa dunkelt og fjernt hint land hvor hun lovet mig frelse.
Nu vil jeg gjøre det saa som jeg tror det maa være det bedste:
Medens min flaate er hel og bjelkerne fæstet med tvertrær,
venter jeg her og bærer med taal den kval som jeg lider;
men naar de vældige bølger har revet istykker mit fartøi,
da vil jeg svømme mot land; ti jeg vet ikke nu noget bedre.»
Medens han grublende tænkte paa slikt i sit sind og sit hjerte,
sendte Poseidon imot ham en frygtelig truende brotsjø.
Over ham styrtet dens hvælvede kam med knusende vælde.
Som naar en susende vind slaar ned i en dynge av agner
tørre og lette og hvirvler dem bort til forskjellige kanter,
saaledes splittet nu bølgen de mægige bjelker; men helten
satte sig op paa en bjelke, som red han en væddeløpsganger.
Rev han da av sig i hast de klær som han fik av Kalypso,
og da han saa hadde fæstet det frelsende slør under brystet,
stupte han ut i det brusende hav, og med utbredte armer
svømmet han kraftig mot land. Men den vældige jordryster saa ham.
Rystet han da paa sit hode og talte i harm til sit hjerte:
«Slik skal du tumles paa bølgerne om efter alt hvad du døiet,
indtil du naar til menneskers land som guder har fostret.
Endda skal du dog neppe faa talt med haan om din jammer.»
Saa han talte og pisket sit spand med de flagrende manker
hen til Aigai, hvor havguden har sit herlige tempel.
Pallas, hin datter av Zevs, fik nu noget andet i sinde.
Straks lot hun veiene stænge for alle de øvrige vinde,
bød dem at stanse sin fart og lægge sig rolig til hvile.
Boreas sendte hun ut, og foran ham jevnet hun sjøen,
forat Odyssevs, den høibaarne helt, kunde komme omsider
frem til faiakernes sjøvante folk og frelses fra døden.
Der blev han tumlet av bølgerne om to dager og nætter,
og for den truende død han gruet saa tidt i sit hjerte.
Men da den haarfagre Eos var kommet med bud om den tredje,
stilnet omsider den kulende storm, og ikke et vindpust
rørte sig mer. Da speidet han skarpt, mens den mægtige bølge
løftet ham op, og han øinet da land i nærmeste nærhet.
Som naar en barneflok jubler av fryd, naar det viser sig livstegn
hos deres far som langsommelig tid var lænket til leiet,
tæret av pinefuld sott, som var sendt av en hatefuld guddom,
medens til fryd for hans barn nu guderne lindrer hans kvaler,
saaledes skuet Odyssevs med fryd de skogklædte kyster.
Længtende svam han mot land for der at faa fæste for foten.
Men da han var det saa nær som en ropendes stemme kan høres
hørte han brændingens drønende brak mot skjær og mot baaer.
Vældige brottsjøer bruste mot land og slynget mot himlen
skumsprøit med frygtelig magt og alt var hyllet i sjørokk.
Her fandt skibene ei nogen havn eller skjermende bugter.
Kranset var kysten av odder og skjær og styrtbratte skrenter.
Lammet av stivnende gru blev Odyssevs' knær og hans hjerte.
Talte han da til sin mandige sjel i trykkende tungsind.
«Ve mig! Efterat Zevs, da haabet var sluknet, har undt mig
atter at skue mot land, mens jeg kjæmpet mig frem over dypet,
øiner jeg ikke ved kysten et sted, hvor jeg nu kunde lande.
Utenfor hæver sig takkede skjær, og brusende bølger
larmer omkring dem, og glat gaar fjeldvæggen op ifra dypet.
Havet er braadypt ved land, og ei er det mulig at finde
der noget fæste for foten og frelses fra døden den bratte.
Bare nu ikke de vældige brott, naar jeg frister at lande
slynger mig ind mot den stenete strand, saa forsøket glipper.
Men om jeg nu vilde svømme langs fjeldenes væg for at finde
langgrunde strande, hvor havet gaar ind i lunende viker,
gruer jeg for at jeg gripes paany av stormen og føres
stønnende ut paa det vildsomme hav blandt fiskenes vrimmel,
eller at ogsaa en gud vil sende imot mig paa havet
et av de udyr som fostres av havgudens viv Amfitrite.
Ja, ti jeg vet at jeg hates av ham som ryster al jorden.»
Medens han grublende tænkte paa slikt i sit sind og sit hjerte,
førte den vældige bølge ham hen mot de fjeldkranste kyster.
Huden var flænget forvisst av hans krop og knoklerne knækket,
hvis ikke Pallas i hast hadde sendt ham en frelsende tanke:
Svømmende frem fik han tak i et skjær med de kraftige hænder.
Stønnende holdt han sig fast, til bølgen var bruset forbi ham.
Saaledes slap han fra den; men da dragsuget skyllet tilbake,
slog det imot ham og førte ham med langt ut over havet.
Som naar en slimet polyp blir slitt fra sit leie, og sandkorn
klæber i mængde sig fast ved armenes sugende skaaler,
saaledes flænget det knudrede skjær fra hans kraftige hænder
stykker av huden, og helten blev skjult av den mægtige bølge.
Døden var blevet Odyssevs' lod, før timen var kommet,
hvis ikke Pallas paany hadde sendt ham en frelsende tanke.
Da han kom op over bølgen, som skummende bruste mot kysten,
svømmet han utenfor, speidende skarpt mot land for at finde
langgrunde strande, hvor havet gik ind i lunende viker.
Men; da han svømmende kom til en elv, hvor de speilklare vande
strømmet i havet, et sted hvor det tyktes ham lettest at lande,
frit som det var for klipper og sten og med ly imot stormen,
merket han elvens forfriskende strøm og bad i sit hjerte:
«Hør mig, du mægtige, hvem du end er. Med ydmyge bønner
flyr jeg fra havet til dig for Poseidons forfærdende trusler.
Ogsaa de evige guder maa agte en mand, naar han flakker
vildsomt omkring og trygler om hjælp, som jeg nu er kommet
hit til din strøm og favner dit knæ efter talløse trængsler.
Ynk mig da hersker! Din vernløse gjest kan jeg kaldes med rette.»
Saa han talte. Da stanset hin gud straks strømmen og bølgen.
Foran ham stillet han sjøgang og storm og frelste ham naadig
ind i sin munding. Da segnet han om og bøiet i mathet
knær og kraftige armer. Hans hjerte var lammet av havet.
Svullen var hele hans krop, og sjøvandet rislet i strømme
ut av hans næse og mund, og maalløs og uten at aande
laa han i avmagt; ti over ham kom en frygtelig træthet.
Men da han aandet paany og atter var kommet til samling,
løste han straks fra sit bryst hint slør, som han fik av gudinden,
slap det saa ut i den speilklare elv som strømmet mot havet.
Brusende førte en bølge det ned efter strømmen, og Ino
fanget det straks i sin haand. Selv steg han fra elven og knælte
ned mellem breddernes siv og kysset den frugtbare jordbund.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Hvad times mig nu? Hvad skal dog bli enden paa dette?
Dersom jeg dvæler en pinefuld nat ved bredden av elven,
frygter jeg for at den kjølige dugg og den stivnende rimfrost
efter min avmagt skal kue mig helt og røve mig livet.
Kjølige vinddrag blæser jo hit fra elven før daggry.
Men hvis jeg gaar over bakkerne hist og sovner i krattet
inde i storskogens skyggende ly, dersom kulde og mathet
under mig ro, og den kvægende søvn vil lukke mit øie,
gruer jeg for at vorde til rov og bytte for vilddyr.»
Tyktes da dette ham bedst, da han grublende søkte en utvei:
Raskt gik han ind i en skyggefuld skog, som viden var synlig,
nær ved den rislende elv. Der søkte han ly under tvende
tæt sammenflettede trær, et oljetræ tæt ved en hvittjørn.
Der kunde hverken den sterkeste blæst av fugtige vinde
trænge sig ind eller solskinnet naa med de lysende straaler.
Ned gjennem løvtaket trængte ei regn; saa tæt var de vokset
ind i hinanden med grenenes net, og ind under disse
krøp nu Odyssevs og redte sig straks et makelig leie;
ti av det nedfaldne løv var en rikelig mængde at finde,
nok til at to eller tre omflakkende mænd kunde vernes
lunt og varmt mot den skarpeste frost ved midtvinters tide
Glad blev da den haarføre helt Odyssevs ved synet.
Mat sank han ned paa sit leie og dækket sig til med en løvhaug.
Som naar en bonde forvarer en brand i den graasorte aske
fjernt paa den ødslige mark, hvor han ikke har grander at ty til,
gjemmende glør til et baal for at slippe at laane fra andre,
saaledes dækket Odyssevs sig til med løv; men Atene
sendte ham straks en styrkende søvn, som snart skulde lindre
træthetens pinende kval, naar den kvægende lukket hans øine.
bringende lys til menneskers slegt og til evige guder.
Guderne satte sig ned forsamlet til møte, og blandt dem
tronet den mægtige tordengud Zevs, hvis kraft er den største.
Mindet da Pallas Atene om alle Odyssevs' sorger;
ti at han dvælte i nymfens palads, hadde vakt hendes medynk:
«Zevs, vor mægtige far, og I evige guder tilhobe!
Maatte ei mer nogen drot som bærer en kongsstav, av hjerte
vise sig venlig og mild og haandhæve retten med visdom.
La ham til stadighet plage sit folk og krænke al retfærd,
eftersom ingen vil mindes med tak den gjæve Odyssevs,
ingen av dem som han styrte som drot med faderlig mildhet.
Hjælpeløs ligger han nu paa en ø og plages av sorger
fjernt i Kalypsos palads, den deilige nymfes som holder
helten tilbake med tvang, saa han ikke kan naa til sit hjemland
Ei har han skibe med aarer og seil eller kraftige svende,
som kunde følge ham hjem over storhavets dønninger brede.
Dræpe hans elskede søn er friernes higen og tragten
nu naar han snart vender hjem. For at spørre sig for om Odyssevs
drog han til Pylos, den hellige by, og det mægtige Sparta.»
Da tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hvi lot du slippe, mit barn, slikt ord over tændernes gjerde?
Er ikke dette den plan du selv har lagt, at Odyssevs
snart skal faa komme tilbake og skaffe sig hevn over hine?
Følg nu Telemakos selv med omsigt og kløkt; ti du kan det,
forat han uskadt kan frelse sig hjem, mens friernes skare
uten at naa hvad de vil, maa vende med skibet tilbake.»
Saa han talte og vendte sig straks til sønnen Hermeias:
«Hør nu, Hermeias, mit ord. Min erendsvend er du jo stadig:
Meld til den haarfagre nymfe mit bud som ikke kan rokkes,
at den standhaftige helt Odyssevs skal stevne til hjemmet.
Ei skal han ha nogen gud eller dødelig mand i sit følge;
men paa den tyvende dag skal helten paa sterkbygget farkost
komme til Skjerias frugtbare land efter lidelser haarde,
der hvor faiakerne bor, et folk som er gudernes frænder.
Disse skal hædre av hjertet sin gjest, som var han en guddom,
og paa et skib skal de sende ham trygt til hans elskede hjemland,
naar de har skjænket ham kobber og guld og klær i mængde,
mer end Odyssevs tilforn hadde vundet av skatte ved Troja,
selv om han uskadt var naadd til sit hjem med sin andel av byttet.
Ti det skal times ham snart at se sine kjære og komme
hjem til sin elskede fædrenejord og sin herlige kongsgaard.»
Saa han talte. Den lynsnare erendsvend lystret ham villig,
og under føtterne bandt han i hast de straalende skjønne
himmelske saaler av guld som fører ham hurtig som vinden
hen over hav og hen over land til jorderiks ender.
Derefter grep han sin stav. Med den kan han trylle i dvale
menneskers øine, saa ofte han vil, og vække av slummer.
Holdende den i sin haand fløi gudernes mægtige ilbud
over Pierias land og dalte fra luften mot havet.
Derefter svævet han let over bølgernes kam som en maake
som paa det evig ufrugtbare hav i de ødslige bugter
fanger sig fisk og dypper de flaksende vinger i vandet.
Likesaa let for Hermes avsted over talløse bølger.
Men da han kom paa sin flugt til den ensomme ø i det fjerne,
svang han sig op fra violfarvet hav paa stranden og vandret
hen over land, til han kom til den mægtige hvælvede grotte,
nymfens, den haarfagres hjem, og han traf hende inde i hallen.
Flammende brændte paa arnen et baal, og vidt over øen
spredtes den duftende røk av thuja og finkløvet ceder.
Indenfor syslet hun selv med sin væv og fæstet sin islæt
kyndig med vævske av guld og sang med sin deilige stemme.
Mørkbladet poppel og or og duftende, ranke cypresser
vokste om grotten i tætteste skog med frodige kroner.
Fuglenes vingede flok hadde bygget sig der sine reder,
ugle og jagende falk og langtunget kraake fra stranden,
bølgernes skrikende fugl som finder sin føde ved havet.
Rundt den hvælvede grottes portal hadde vinstokken slynget
rankernes frodige skud og bugnet av saftige druer.
Nær ved hverandre sprang rislende frem krystalklare bækker,
fire paa rad og sendte sit vand til motsatte kanter.
Bredderne kransedes blødt av grøn selleri og violer.
Selv en udødelig gud som gjestet hin ø, maatte høilig
studse ved synet og fryde sin sjel ved det herlige skue.
Gudernes lynsnare bud maatte stanse sin gang i beundring;
men da han saa hadde skuet det alt med frydefuldt hjerte,
traadte han ind i den mægtige hal, og gudinden Kalypso
kjendte hans skikkelse straks, da hun saa ham ansigt til ansigt;
ti av de evige guder kan ingen bli dulgt for de andre,
selv om hans straalende borg var reist i det ytterste fjerne.
Dog, han traf ikke nu den djerve Odyssevs derinde.
Hulkende sat han paa stranden, hvor vanlig han pleiet at sitte,
sukkende tungt under graat og med nagende sorger i hjertet.
Taarerne strømmet saa stridt, naar han saa over havet, det golde.
Men da Kalypso med venlige ord hadde bænket i hallen
Hermes paa skinnende stol, tok gudinden til orde og spurte:
«Hermes med staven av guld, hvi kommer du, værdige guddom,
nu som en kjærkommen gjest til min hal? Det sker jo saa sjelden.
Si hvad du ønsker! Mig byder mit sind at gjøre din vilje,
dersom det staar i min magt, og det som du ønsker, er gjørlig.
Bliv nu en stund og und mig at hædre min gjest med et maaltid.>
Saaledes talte gudinden og stillet et bord for Hermeias,
satte ambrosia frem og blandet den rødmende nektar.
Gudernes lynsnare bud tok for sig av mat og av drikke.
Men da hans maaltid var endt, og hans matlyst tilfulde var stillet,
tok han omsider til orde og svarte den fagre Kalypso:
«Spørgende ber du, gudinde, en gud om at si dig mit erend.
Vel, jeg skal gi dig sandfærdig besked; ti selv har du bedt mig.
Zevs har budt mig at skynde mig hit, saa nødig jeg vilde.
Hvem skulde ogsaa med lyst over endeløst hav ville fare
veien saa lang, naar der ei er en by hvor mennesker bringer
guderne hellige ofre av lytefri festhekatomber?
Dog hvad aigissvingeren Zevs maatte ville, kan aldrig
nogen av guderne komme forbi eller gjøre til intet.
Nu har han sagt at du huser en helt hvem ulykken rammet
haardest av alle de mænd som kjæmpet ni aar om den gjæve
Priamos' by, og det tiende aar, da staden var styrtet,
stevnet mot hjemmet paany, men forsyndet sig svart mot Atene
Straks lot hun blæse en frygtelig storm med vældige bølger.
Alle de andre fandt døden, hver eneste en av hans mandskap.
Selv kom han hit og blev skyllet i land av stormpisket bølge.
Nu er det Alfaders bud at du sender ham hjem med det første.
Ei skal han ende sit liv saa fjernt fra venner og frænder;
men det skal times ham endnu at se sine kjære og atter
vende tilbake til fædrenes land og sin høireiste kongsborg.»
Saa han talte. Da gyste i gru den fagre Kalypso.
Talte hun da med vingede ord og svarte omsider:
«Aa I er haarde, I guder, og nidsyke mere end andre,
naar i formener gudinder at dele en dødeligs leie,
dersom de aapent vil gjøre en mand til sin elskede husbond.
Saaledes var det, da Eos, den rosenfingrede jomfru,
kaaret Orion; da hatet I ham, I salige guder,
indtil med smertefri pil den guldstoltronende jagtmø
Artemis voldte omsider hans død paa Ortygias marker.
Likesaa dengang Demeter, den haarfagre skjønne gudinde
føiet sit hjerte og hist paa den tregange pløiede brakmark
sank i Iasions favn; da meldtes det snart til Kronion.
Straks lot han flamme sit blændende lyn og røvet ham livet.
Nu har det vakt eders harm at en dødelig gjester min bolig,
han som jeg frelste fra ynkelig død, da han, klamret til kjølen,
ene drev om, da Zevs med sit flammende lyn hadde splintret
ute paa bølgernes blaanende dyp hans ilende snekke.
Alle de andre fandt døden, hver eneste en av hans mandskap.
Selv kom han hit og blev skyllet i land av stormpisket bølge.
Ham har jeg huset og pleiet ham ømt, og jeg haabet at spare
helten for død og for alderens tryk til dagenes ende.
Men da en anden av guderne ei har magt til at trodse
eller at komme forbi hvad tordneren Zevs maatte ville,
la ham da fare, naar Zevs saa vil og byder ham drage
hen over brusende hav; men jeg kan ikke gi ham et følge.
Ei har jeg snekker med aarer og seil eller kraftige svende
som kunde følge ham hjem over storhavets dønninger brede.
Men jeg skal hjælpe ham villig med raad og intet fordølge,
forat han uskadt og trygt kan naa til sit elskede hjemland.»
Straks tok gudernes lynsnare bud til orde og svarte:
«La ham da gaa, som du lover, og vogt dig for Alfaders vrede,
forat du ei skal faa føle hans harm i de kommende dager.»
Saaledes talte den mægtige gud og ilte tilbake.
Men da hun nu hadde hørt hint bud fra Zevs i det høie,
vandret den værdige nymfe avsted til den djerve Odyssevs.
Nede ved strandbredden traf hun ham snart. Der sat han, og aldrig
tørredes øiet for taarer. Han spildte i jamrende hjemve
livet med graat; ti det huet ham ei at dvæle hos nymfen;
men, skjønt saare uvillig, var høvdingen nødt til at hvile
nat efter nat i den hvælvede hal hos den villige nymfe.
Sittende dag efter dag paa stenene nede ved stranden
sukket han tungt under graat, og med nagende sorger i hjertet
stirret han ut paa det bølgende hav, mens taarerne strømmet.
Hen til den sørgende traadte den fagre gudinde og mælte:
«Graat ikke længer saa saart, usalige; la ikke livet
svinde i sorg; ti nu skal jeg sende dig villig tilbake.
Hug nu i skogen de vældige trær og føi saa med øksen
sammen en rummelig flaate. Paa den skal du spantene fæste
høit, saa dit fartøi kan bære dig trygt over blaanende bølger.
Selv skal jeg hente og bringe ombord i rikelig mængde
ferskvand og rødmende vin og brød som kan stille din hunger.
Klær skal jeg gi dig til færden og sende dig strykende medbør,
for at du uskadt og trygt kan naa til dit elskede hjemland,
dersom de evige guder som bor over himmelen vide,
vil det; ti høiere staar de end jeg i visdom og styrke.»
Saa hun talte. Da gyste i gru den djerve Odyssevs.
Talte han da med vingede ord og svarte gudinden:
«Andet, gudinde, tænker du paa, og ei paa min hjemfærd,
naar over havets forfærdende dyp du byder mig fare
hjem paa en flaate mot bølger som ei de hurtige snekker
kløver med sterkbygget stavn, naar Zevs gir dem gunstigste medvind.
vil du det ikke, saa sætter jeg ei min fot paa en flaate,
dersom du ikke vil sverge mig til med de dyreste eder,
at du ei siden vil pønse paa ondt og volde mig vanheld.»
Saa han talte. Da smilte den fagre gudinde Kalypso.
Smilende strøk hun med haanden hans kind og svarte ham venlig:
«Sandelig er du en skjelm og vet hvordan bedst du skal sno dig,
slik som du nu har forstaat med kløkt at forme din tale.
Jorden og himmelens hvælv og Styks som strømmer i dypet,
elven som nævnes med hemmelig gru av de salige guder,
naar de vil sverge sin dyreste ed, skal høre mit løfte,
at jeg ei siden skal pønse paa ondt eller volde dig vanheld;
men jeg skal si hvad jeg mener, det raad som jeg selv vilde finde
baadet mig bedst, naar jeg trængtes saa haardt av truende farer.
Ei er mit sind ubilligt og haardt, og hjertet som banker
her i mit bryst, er ikke av jern, men aapent for medynk.»
Saaledes lød hendes trøstende ord, og den skjønne Kalypso
ilte nu foran med hastige skridt, og han fulgte gudinden.
Kom de da frem til den hvælvede hal, gudinden og manden.
Der tok han sæte paa stolen som nys den mægtige Hermes
reiste sig fra, og nymfen bar frem for ham alleslags retter,
alt hvad en dødelig mand kan nyte av mat og av drikke.
Selv tok hun sæte med ansigtet vendt mot den gjæve Odyssevs.
Ternerne satte ambrosia frem for gudinden og nektar.
Begge tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de saa hadde frydet sit sind med mat og med drikke,
tok som den første gudinden, den skjønne Kalypso til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare kloke Odyssevs.
Er det da virkelig saa at du nu har i sinde at drage
straks til dit elskede hjem? Trods alt, ha lykke paa reisen!
Dog, om det nu stod klart for din sjel, hvad den grufulde skjæbne
vil du skal døie av ondt, før du naar til dit fædrene hjemland,
blev du nok her og slog dig til ro hos mig i min grotte
som en udødelig gud, hvor gjerne du end vilde skue
atter din viv, som du mindes hver dag med brændende længsel.
Visselig tør jeg dog si at jeg ei staar tilbake for hende
hverken av vekst eller aasyn; ti ei kan en dødelig kvinde
kappes i skjønhet og statelig vekst med en evig gudinde.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Høie gudinde, la ikke min hjemve vække din harme.
Visselig vet jeg jo selv at den kløktige Penelopeia
ei er din like i statelig vekst og blændende skjønhet.
Dødelig er hun av æt; dig truer ei død eller ælde.
Aa, men det er dog mit stadige haab og min brændende længsel
at jeg maa skue den dag, da jeg atter kan stevne mot hjemmet.
Dersom en gud vil knuse mit skib paa vinfarvet havdyp,
har jeg et taalsomt sind i mit bryst og skal bære min skjæbne;
ti jeg har fristet saa meget tilforn, og mangt har jeg døiet
baade paa sjø og i krig. Saa la ogsaa dette mig times.»
Saaledes talte han. Solen gik ned, og det mørknet mot natten.
Da gik de ind i det inderste rum i den hvælvede grotte
Der gik de begge til ro og frydet sig sammen i elskov.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
klædte den djerve Odyssevs sig straks i kjortel og kappe.
Nymfen tok paa sig sin deilige dragt, en folderik kaape,
fin og med glans som av sølv, og spændte et belte om midjen
yndig og smykket med guld og fæstet et slør til sit hoved.
Derefter sørget hun for den djerve Odyssevs' hjemfærd.
Gav hun ham da en tveegget øks av haardeste kobber,
vældig og tung. Den passet saa godt i hans kraftige næver.
Smukt var den skjæftet med oljetræs skaft, og godt var det fæstet.
Deretter gav hun ham bilen saa blank og skyndte sig foran
hen til den fjerneste del av sin ø, hvor mægtige stammer
vokste av poppel og or og vældige skyhøie graner,
knastørre, visnet forlængst, saa de let kunde flyte paa bølgen.
Men da hun her hadde vist ham hvor trærne vokste saa ranke,
vandret Kalypso, gudinden saa skjøn, tilbake til grotten.
Trærne hugget han om, og raskt gik verket fra haanden.
Tyve blev fældet i alt, og han hug dem til bjelker med øksen,
glattet dem alle med kunst, og rettet dem ind efter snoren.
Boret blev hentet imens av den skjønne gudinde Kalypso.
Huller i bjelkerne boret han tæt og passet dem sammen
side om side og hamret dem fast med nagler og tvertrær.
Likesaa bred som den kyndige mand som forstaar sig paa tømring
former i runding den hvælvede bund paa et rummelig lastskib,
likesaa bred blev skibsbunden gjort paa Odyssevs' flaate.
Spanterne reiste han tæt og forbandt dem med talrike støtter.
Derpaa forhudet han skroget tilsidst med forsvarlige planker.
Masten blev reist, og han gjorde en raa som passet til masten,
laget sig saa et høvelig ror for at styre sin farkost.
Langs efter rælingen reiste han op et gjerde av vidjer
tættet med mængder av kvister og løv til vern imot sjøen.
Lerret til raaseilet hentet imens den fagre gudinde,
nymfen Kalypso. Selv skar han det til som den kyndigste mester.
Fartøiet rigget han til med toplenter, braser og skjøter,
og med en løftestang skjøv han det ut paa det herlige havdyp.
Dagene gik; paa den fjerde var hele hans verk bragt til ende,
og da den femte var kommet, lot nymfen Kalypso ham fare
bort fra sin ø i en duftende dragt og tvættet i badet.
Mørkerød vin lot hun bringe ombord paa en dunk, og gudinden
gav ham en anden og større med vand, og brød i en skindsæk
bragtes ombord og den deiligste sul i rikelig mængde.
Nu lot hun blæse en lempelig bris med luftninger milde.
Glad var Odyssevs og heiste sit seil for den strykende medbør,
satte sig agter ved roret og styrte saa kyndig sin farkost.
Ei fik han blund paa sit øie; mot syvstjernen speidet han stadig
og mot Bootes som synker i hav saa silde paa natten,
eller mot bjørnen, hin himmelens vogn, som den kaldes av andre.
Altid gaar bjørnen i ring og speider i angst mot Orion.
Ene blandt stjernerne bades den ei i Okeanos' strømme.
Nymfen, den skjønne Kalypso, gav helten det raad at han altid
under sin færd over hav skulde holde hin stjerne til venstre.
Sytten var dagenes tal som svandt, mens han drog over havet,
og paa den attende skimtet han først de blaanende fjelde
fjernt i faiakernes land, den nærmeste kyst som han øinet.
Grant saa den ut gjennem havdypets dis som et fikentre krone.
Fra aitiopernes land var den sterke Poseidon paa hjemfærd,
og fra solymernes fjeld fik han øie paa helten og saa ham
seile paa havet. Da kokte av harm end mere hans hjerte.
Talte han da til sig selv, mens vred paa sit hoved han rystet.
«Skammelig! Medens jeg selv aitiopernes gilde har gjestet,
skiftet vist guderne sind og ændret sin plan med Odyssevs.
Alt er han nær faiakernes land, hvor skjæbnen har villet
at han skal frelses fra farer og nød, som truet ham hittil.
Dog, jeg tør si at jeg endnu skal volde ham fuldtop av jammer.»
Saa han talte og sanket sin hær av skyer og rørte
havdypet op med sin vældige fork, og alleslags vinde
sendte han ut med hylende storm og dækket med skyer
jorden og havet. Da sænket sig nat fra himmelens hvælving.
Zefyros Evros og Notos og Boreas, seterens ætling,
tørnet nu hvinende sammen og væltet de skummende bølger.
Lammet av stivnende gru blev Odyssevs' knær og hans hjerte.
Talte han da til sin mandige sjel i trykkende tungsind:
«Aa, jeg arme! Hvad skal dog tilsidst mig times av vanheld?
Nu maa jeg frygte at alt hvad gudinden har sagt mig, var sandhet,
hun som har spaadd mig det fuldeste maal av kvaler paa havet,
førend jeg naadde mit hjemland. Nu times mig alt hvad hun nævnte.
Rundt mig dækker jo Zevs den vidtstrakte himmel med skyer.
Vandenes dyp har han rørt, og alle de susende vinde
stormer imot mig. Nu rammer mig visselig døden, den bratte.
Trefold og firefold priser jeg nu danaernes lykke,
deres som segnet ved Troja i kamp for Atrevs' sønner.
Aa, om jeg ogsaa var falden og der hadde fundet min bane,,
dengang en vrimmel av troer i kamp om den faldne Akillevs
slynget imot mig alle som en de malmhvasse lanser!
Da var jeg prist av akaiernes mænd og jordet med hæder.
Nu var det altsaa min skjæbne at rammes av ynkelig dødslod.»
Jamrende talt han saa. Da skyllet en frygtelig brotsjø
ned over helten med vælde og tumlet omkring med hans farkost.
Høvdingen faldt overbord langt borte fra flaaten, og roret
glap ham av hænde og vindene for med samlede kræfter
mot ham og knækket paa midten hans mast med en frygtelig byge.
Seilet og raaen blev slynget avsted langt ute i havet.
Længe holdt sjøen ham skjult i sit dyp; ti han magtet jo ikke
straks at hæve sig op av den vildt fremstormende bølge.
Klærne tynget ham ned som han fik av den fagre Kalypso.
Endelig dukket dog høvdingen op fra dypet og spyttet
saltvandet ut, det bitre, som strømmevis randt fra hans hode.
Dog, han glemte i ytterste nød ei flaaten, men svømmet
hen over bølgernes ryg og klamret sig fast til sin farkost.
Midtskibs paa fartøiet satte han sig, for at fri sig fra døden.
Hit og dit blev det tumlet av vældige bølger med strømmen.
Som naar om høsten den susende Boreas hvirvler de lette
tidseldun over en mark, mens de haker sig sammen i klaser,
slik drev fartøiet hit og dit over havet for stormen.
Snart drev Notos det frem og lot Boreas slaa det tilbake;
snart vek Evros tilbake, mens Zefyros jog det paa bølgen.
Nu fik Leukotea se ham, den deilige datter av Kadmos.
Ino het møen tilforn, da hun talte som jordiske kvinder.
Nu har hun vundet guddommelig rang paa det bølgende havdyp.
Ynkende saare Odyssevs' nød, da han drev paa sin flaate,
dukket hun op fra det brusende hav som en sjøfugl at se til,
og paa hans fast sammentømrede baat tok hun sæte og talte:
«Hvorfor, usalige mand, har Poseidon som ryster al jorden,
lagt dig saa grusomt for hat at han sender dig al denne jammer?
Dog, hvor vildt han end raser, han skal ikke røve dig livet.
Taapelig tykkes du ei; saa gjør da nu hvad jeg sier:
Træk av dig klærne straks, hop ut, og la denne din flaate
drive for vindene. Læg dig paa svøm og prøv om du kunde
naa til faiakernes land, hvor skjæbnen forunder dig frelse.
Ta denne guddomsgave, mit slør og fæst det forsvarlig
under dit bryst, og frygt ikke mer for død og for fare.
Men naar du først har rørt med din haand den frelsende strandbred,
løs da mit slør og kast det paany i vinfarvet bølge
langt ifra land med bortvendt slik og fjern dig fra stranden.»
Saaledes talte gudinden, og venlig hun rakte ham sløret.
Lignende grant en dukkende fugl sank atter gudinden
ned i det oprørte hav og svandt i de mørkeblaa bølger.
Grublet da længe den hærdede helt, den gjæve Odyssevs.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig arme! Aa, bare nu ei en udødelig guddom
pønser paany paa svik, naar hun vil jeg skal hoppe fra flaaten.
Nei, jeg vaager ei endnu at følge hint raad; ti jeg skimtet
bare saa dunkelt og fjernt hint land hvor hun lovet mig frelse.
Nu vil jeg gjøre det saa som jeg tror det maa være det bedste:
Medens min flaate er hel og bjelkerne fæstet med tvertrær,
venter jeg her og bærer med taal den kval som jeg lider;
men naar de vældige bølger har revet istykker mit fartøi,
da vil jeg svømme mot land; ti jeg vet ikke nu noget bedre.»
Medens han grublende tænkte paa slikt i sit sind og sit hjerte,
sendte Poseidon imot ham en frygtelig truende brotsjø.
Over ham styrtet dens hvælvede kam med knusende vælde.
Som naar en susende vind slaar ned i en dynge av agner
tørre og lette og hvirvler dem bort til forskjellige kanter,
saaledes splittet nu bølgen de mægige bjelker; men helten
satte sig op paa en bjelke, som red han en væddeløpsganger.
Rev han da av sig i hast de klær som han fik av Kalypso,
og da han saa hadde fæstet det frelsende slør under brystet,
stupte han ut i det brusende hav, og med utbredte armer
svømmet han kraftig mot land. Men den vældige jordryster saa ham.
Rystet han da paa sit hode og talte i harm til sit hjerte:
«Slik skal du tumles paa bølgerne om efter alt hvad du døiet,
indtil du naar til menneskers land som guder har fostret.
Endda skal du dog neppe faa talt med haan om din jammer.»
Saa han talte og pisket sit spand med de flagrende manker
hen til Aigai, hvor havguden har sit herlige tempel.
Pallas, hin datter av Zevs, fik nu noget andet i sinde.
Straks lot hun veiene stænge for alle de øvrige vinde,
bød dem at stanse sin fart og lægge sig rolig til hvile.
Boreas sendte hun ut, og foran ham jevnet hun sjøen,
forat Odyssevs, den høibaarne helt, kunde komme omsider
frem til faiakernes sjøvante folk og frelses fra døden.
Der blev han tumlet av bølgerne om to dager og nætter,
og for den truende død han gruet saa tidt i sit hjerte.
Men da den haarfagre Eos var kommet med bud om den tredje,
stilnet omsider den kulende storm, og ikke et vindpust
rørte sig mer. Da speidet han skarpt, mens den mægtige bølge
løftet ham op, og han øinet da land i nærmeste nærhet.
Som naar en barneflok jubler av fryd, naar det viser sig livstegn
hos deres far som langsommelig tid var lænket til leiet,
tæret av pinefuld sott, som var sendt av en hatefuld guddom,
medens til fryd for hans barn nu guderne lindrer hans kvaler,
saaledes skuet Odyssevs med fryd de skogklædte kyster.
Længtende svam han mot land for der at faa fæste for foten.
Men da han var det saa nær som en ropendes stemme kan høres
hørte han brændingens drønende brak mot skjær og mot baaer.
Vældige brottsjøer bruste mot land og slynget mot himlen
skumsprøit med frygtelig magt og alt var hyllet i sjørokk.
Her fandt skibene ei nogen havn eller skjermende bugter.
Kranset var kysten av odder og skjær og styrtbratte skrenter.
Lammet av stivnende gru blev Odyssevs' knær og hans hjerte.
Talte han da til sin mandige sjel i trykkende tungsind.
«Ve mig! Efterat Zevs, da haabet var sluknet, har undt mig
atter at skue mot land, mens jeg kjæmpet mig frem over dypet,
øiner jeg ikke ved kysten et sted, hvor jeg nu kunde lande.
Utenfor hæver sig takkede skjær, og brusende bølger
larmer omkring dem, og glat gaar fjeldvæggen op ifra dypet.
Havet er braadypt ved land, og ei er det mulig at finde
der noget fæste for foten og frelses fra døden den bratte.
Bare nu ikke de vældige brott, naar jeg frister at lande
slynger mig ind mot den stenete strand, saa forsøket glipper.
Men om jeg nu vilde svømme langs fjeldenes væg for at finde
langgrunde strande, hvor havet gaar ind i lunende viker,
gruer jeg for at jeg gripes paany av stormen og føres
stønnende ut paa det vildsomme hav blandt fiskenes vrimmel,
eller at ogsaa en gud vil sende imot mig paa havet
et av de udyr som fostres av havgudens viv Amfitrite.
Ja, ti jeg vet at jeg hates av ham som ryster al jorden.»
Medens han grublende tænkte paa slikt i sit sind og sit hjerte,
førte den vældige bølge ham hen mot de fjeldkranste kyster.
Huden var flænget forvisst av hans krop og knoklerne knækket,
hvis ikke Pallas i hast hadde sendt ham en frelsende tanke:
Svømmende frem fik han tak i et skjær med de kraftige hænder.
Stønnende holdt han sig fast, til bølgen var bruset forbi ham.
Saaledes slap han fra den; men da dragsuget skyllet tilbake,
slog det imot ham og førte ham med langt ut over havet.
Som naar en slimet polyp blir slitt fra sit leie, og sandkorn
klæber i mængde sig fast ved armenes sugende skaaler,
saaledes flænget det knudrede skjær fra hans kraftige hænder
stykker av huden, og helten blev skjult av den mægtige bølge.
Døden var blevet Odyssevs' lod, før timen var kommet,
hvis ikke Pallas paany hadde sendt ham en frelsende tanke.
Da han kom op over bølgen, som skummende bruste mot kysten,
svømmet han utenfor, speidende skarpt mot land for at finde
langgrunde strande, hvor havet gik ind i lunende viker.
Men; da han svømmende kom til en elv, hvor de speilklare vande
strømmet i havet, et sted hvor det tyktes ham lettest at lande,
frit som det var for klipper og sten og med ly imot stormen,
merket han elvens forfriskende strøm og bad i sit hjerte:
«Hør mig, du mægtige, hvem du end er. Med ydmyge bønner
flyr jeg fra havet til dig for Poseidons forfærdende trusler.
Ogsaa de evige guder maa agte en mand, naar han flakker
vildsomt omkring og trygler om hjælp, som jeg nu er kommet
hit til din strøm og favner dit knæ efter talløse trængsler.
Ynk mig da hersker! Din vernløse gjest kan jeg kaldes med rette.»
Saa han talte. Da stanset hin gud straks strømmen og bølgen.
Foran ham stillet han sjøgang og storm og frelste ham naadig
ind i sin munding. Da segnet han om og bøiet i mathet
knær og kraftige armer. Hans hjerte var lammet av havet.
Svullen var hele hans krop, og sjøvandet rislet i strømme
ut av hans næse og mund, og maalløs og uten at aande
laa han i avmagt; ti over ham kom en frygtelig træthet.
Men da han aandet paany og atter var kommet til samling,
løste han straks fra sit bryst hint slør, som han fik av gudinden,
slap det saa ut i den speilklare elv som strømmet mot havet.
Brusende førte en bølge det ned efter strømmen, og Ino
fanget det straks i sin haand. Selv steg han fra elven og knælte
ned mellem breddernes siv og kysset den frugtbare jordbund.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Hvad times mig nu? Hvad skal dog bli enden paa dette?
Dersom jeg dvæler en pinefuld nat ved bredden av elven,
frygter jeg for at den kjølige dugg og den stivnende rimfrost
efter min avmagt skal kue mig helt og røve mig livet.
Kjølige vinddrag blæser jo hit fra elven før daggry.
Men hvis jeg gaar over bakkerne hist og sovner i krattet
inde i storskogens skyggende ly, dersom kulde og mathet
under mig ro, og den kvægende søvn vil lukke mit øie,
gruer jeg for at vorde til rov og bytte for vilddyr.»
Tyktes da dette ham bedst, da han grublende søkte en utvei:
Raskt gik han ind i en skyggefuld skog, som viden var synlig,
nær ved den rislende elv. Der søkte han ly under tvende
tæt sammenflettede trær, et oljetræ tæt ved en hvittjørn.
Der kunde hverken den sterkeste blæst av fugtige vinde
trænge sig ind eller solskinnet naa med de lysende straaler.
Ned gjennem løvtaket trængte ei regn; saa tæt var de vokset
ind i hinanden med grenenes net, og ind under disse
krøp nu Odyssevs og redte sig straks et makelig leie;
ti av det nedfaldne løv var en rikelig mængde at finde,
nok til at to eller tre omflakkende mænd kunde vernes
lunt og varmt mot den skarpeste frost ved midtvinters tide
Glad blev da den haarføre helt Odyssevs ved synet.
Mat sank han ned paa sit leie og dækket sig til med en løvhaug.
Som naar en bonde forvarer en brand i den graasorte aske
fjernt paa den ødslige mark, hvor han ikke har grander at ty til,
gjemmende glør til et baal for at slippe at laane fra andre,
saaledes dækket Odyssevs sig til med løv; men Atene
sendte ham straks en styrkende søvn, som snart skulde lindre
træthetens pinende kval, naar den kvægende lukket hans øine.