Odysseen/BESØKET I PYLOS.
< Odysseen
Odysseen
TREDJE SANG.
BESØKET I PYLOS.
Solen steg op fra det smilende hav og vandret sin bane
hen over himmelens malmfaste hvælv for at glæde med lyset
evige guder og menneskers slegt paa de frugtbare marker.
Da kom de frem til Pylos, til Nelevs' velbygde kongsstad,
just da det samlede folk paa strandbredden bragte Poseidon,
guden med lokkerne sorte, et offer av kulsorte okser.
Tallet paa bænkenes rader var ni. Fem hundrede svende
sat i hver eneste rad. Ni offerdyr stod ved dem alle.
Medens de indmaten nøt og laarstykker ofret til guden,
styrte de kommende skibet til land og lot seilene falde.
Fartøiet ankret de op og vandret fra borde, paa stranden.
Selv gik Telemakos ut av sit skib, og Atene gik foran.
Talte da først gudinden, den blaaøide Pallas, til helten:
«Kjære Telemakos, føl ikke nu den ringeste blygsel,
Naar du for hit over havet, saa var det jo just for at spørre
nyt om din far, hvad lod han har faat, hvor jorden har gjemt ham.
Vaag dig nu frem og gaa hen til den hestetumlende Nestor.
La os faa vite de tanker og raad som han gjemmer i brystet.
Selv faar du gaa og be ham at si dig sandheten aapent.
Løgn vil han ikke fortælle; ti gubben er saare forstandig.»
Da tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Mentor, hvor skal jeg faa mot til at gaa og tale til gubben?
Endnu forstaar jeg jo ei med kløkt at belægge min tale.
Blyges maa den som er ung for at plage den ældre med spørsmaal.»
Svarte da atter gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Kjære Telemakos! Selv vil du visselig finde paa noget.
Andet vil ogsaa en gud dig hviske i øret. Ei tror jeg
at du er født og har vokset dig stor mot gudernes vilje.»
Saaledes lød hendes manende ord, og Pallas Atene
vandret nu foran med hastige skridt, mens han fulgte gudinden.
Kom de da dit hvor de pyliske mænd var samlet i møte.
Der sat Nestor i sønnernes kreds, mens svendene travelt
stekte til gildet det opskaarne kjød eller stak det paa spiddet.
Men da de saa at de fremmede kom, gik de alle imot dem,
hilste dem begge med haandslag og bød dem venlig ta sæte.
Først gik Peisistratos, Nestors søn, dem imøte og trykket
fast deres haand og bad dem ta plads ved det festlige gilde.
Nærmest ved Nestor, sin graanede far og sin bror Trasymedes,
bænket han begge paa bløteste feld ved den sandige strandbred.
Stykker av indmaten rakte han dem og øste av bollen
vin i en gylden pokal, og hilsende begge til velkomst
talte han først til Atene, til aigissvingerens datter:
«Bed nu, fremmede gjest, til drotten, den sterke Poseidon;
ti paa jer færd har I truffet os her ved en ofring til guden.
Men naar du selv, som det bør sig, har bedt og bragt ham dit offer,
ræk da til ofring pokalen med honningsøt vin til din fælle;
ti ogsaa han har tilvisse en bøn til de evige guder.
Alle vi mennesker trænger jo haardt til gudernes bistand.
Men han er yngre end du; min jevnlike er han i alder;
ti vil jeg række den gyldne pokal til dig som den første.»
Saa han talte, og bægret med vin han rakte gudinden.
Pallas Atene blev glad, da svenden forstandig og høvisk
først, som det sømmet sig, gav hende selv pokalen at tømme.
Inderlig bad hun en bøn til drotten, den sterke Poseidon:
«Hør os Poseidon, du mægtige gud som favner al jorden!
Negt os dog ikke din naadige hjælp, men hør vore bønner.
Hædre med herligste ry baade Nestor og alle hans sønner.
Skjænk ogsaa alle de andre, som bor i det hellige Pylos
rikelig gave som løn for den herlige festhekatombe.
Und baade mig og Telemakos held til at røkte tilfulde
dette vort ærend, som førte os hit paa vor tjærede snekke.»
Saaledes lød hendes bøn, og selv lot hun alt vorde fuldbragt
Og da hun saa hadde rakt Telemakos tvehankspokalen,
rettet tillike Odyssevs' søn sine bønner til guden.
Derpaa, da kjødet omsider yar stekt og trukket av spiddet.
skar de et stykke til hver og holdt det herligste maaltid.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
talte da først hin vognstyrer gjæv, den gereniske Nestor:
«Nu kan det være paa tide at spørre de fremmede gjester,
hvem de mon være; ti nu har de gjort sig tilgode med maten.
Venner, hvem er I? Hvor kommer I fra over skumvaate veie?
Bar I et ærend hos os, eller flakker I om over havet
vildsomt paa røveres vis som vanker saa vide og stadig
sætter sit liv paa spil; naar de herjer i fremmede lande?»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte
freidig og kjæk; ti tryghet i barm gav Pallas Atene,
for at han selv om sin bortreiste far kunde spørre den gamle
og iblandt mænd kunde gjøre sig kjendt og nævnes med hæder:
«Nestor, du Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder.
Hvorfra vi er, vil du vite, og sanddru besked skal jeg gi dig.
Hit er vi kommet fra Itakas by under Neions aasryg.
Hør nu mit ærend; det gjælder mig selv og ei mine landsmænd.
Hjemmefra drog jeg for selv at faa nys om den gjæve Odyssevs,
helten, min far, om hvem det er sagt at han fordum har kjæmpet,
sammen med dig ved Troja og styrtet hin kongsstad i gruset.
Ti om de andre, saa mange som stred mot troernes helter,
hørte vi dog hvor enhver av dem fandt en sørgelig dødslod.
Bare Odyssevs' død har Zevs villet skjule for alle.
Ja, ti der er ikke en som med visshet kan si hvor han døde,
enten han segnet paa land, og fiender voldte hans bane,
eller paa brusende hav Amfitrite begrov ham i bølgen.
Bedende kommer jeg nu for at favne dit knæ, om du vilde
si hvad du vet om hans grufulde død, saafremt dine øine
saa at han faldt, eller ogsaa en vidfaren mand i dit paahør
meldte hans død; ti hans mor har født ham til jammerfuld skjæbne.
Søk ei av skaansel og medynk med mig at mildne din tale;
nei, men fortæl mig det alt, just slik som du saa det for øie.
Hør dog min bøn! Saasandt som min far, den gjæve Odyssevs,
enten i ord eller gjerning har holdt et løfte han gav dig
hist i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget,
drag dig da dette til minde og sig mig sandheten aapent.»
Derpaa tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Ja, du har mindet mig, kjære, om al den nød som vi døiet
hist i det fremmede land, vi modige mænd fra Akaia,
baade hvad ondt vi har lidt, naar vi, ført av den tapre Akillevs,
flakket paa skibe omkring paa det disige hav efter bytte
og hvad vi døiet i kamp om Priamos' mægtige kongsstad,
der hvor alle de ypperste mænd maatte segne i døden.
Der har den krigerske Aias sin grav; der ligger Akillevs;
der Patroklos, en helt som i kløkt var gudernes like.
Der har jeg jordet min elskede søn, saa gjæv og saa tapper,
helten Antilokos, rappest i løp og en ypperlig kriger.
Ja, mangfoldige ulykker fler har vi der maattet friste.
Hvorledes skulde en dødelig mand kunne nævne dem alle,
selv om du dvælte fem samfulde aar eller seks for at spørre
dag efter dag om alt hvad akaierne der maatte lide.
Før det var slut, blev du visselig kjed og drog til dit hjemland.
Ja, for vi pønset ni samfulde aar med alleslags rænker
stadig paa byens fordærv, til Zevs med nød lot det lykkes.
Der var der ingen som vaaget i kløkt at maale sig med ham,
saasom han seiret i alle slags list og mestret dem alle.
Slik var Odyssevs, din herlige far, saafremt du med rette
er, som du sier, hans søn. Beundrende ser jeg dit aasyn,
og dine ord belægger du godt. Ei skulde vel nogen
tro at en ungdom som du saa vel kunde føie sin tale.
Medens vi færdedes hist, kom jeg og den gjæve Odyssevs
aldrig i ordstrid, naar tinget var sat eller raadet holdt møte.
Nei, men vi hadde det selvsamme sind, og med indsigt og visdom
raadet vi alle argeier til det som bedst kunde baade.
Men da vi, efterat Priamos' by var styrtet i gruset,
stevnet paa skibene hjem, og en gud hadde splittet vor flaate,
huet det Zevs i hans sjel at volde argeiernes helter
sørgelig hjemfærd; ti sindige mænd som vilde det rette
var de ei alle, og gruelig død skulde times saa mange,
voldt av den harmfulde mø, den vældiges blaaøide datter,
da hun fik yppet fordærvelig strid mellem Atrevs sønner.
Tankeløst trodsende vedtækt og skik lot de alle akaier,
først da solen gik ned, faa bud om at møte paa tinge,
og da akaiernes mænd hadde samlet sig, tunge av vinen,
meldte de hvorfor det menige folk var stevnet til møte.
Bød da først Menelaos at alle akaiernes sønner
straks skulde skynde sig hjem over havdypets dønninger brede.
Dog, Agamemnon forkastet hans raad; ti selv vilde drotten
holde tilbake sit folk og ofre en festhekatombe,
om han med den kunde mildne den harmfulde Pallas Atene,
daaren, som ikke forstod at hun ei vilde la sig forsone;
ti i en hast lar gudernes sind sig ikke formilde.
Medens de stod der og vekslet de bitreste ord med hinanden,
stormet akaiernes hærklædte mænd i larmende tummel
bort ifra tinget og tvistedes om hvilket raad var det bedste.
Søvnløse laa vi om natten og pønset med hatefuldt hjerte
bare paa ondt mot hverandre; ti Zevs vilde volde os kvaler.
Somme av os trak tidlig ved gry vore snekker paa sjøen,
bragte ombord vort gods og de skjønt ombeltede kvinder.
Andre, en halvdel av hæren omtrent, blev tilbake og ventet
endnu hos Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
medens vi andre tok aarerne fat. Let løp vore snekker,
saasom en gud hadde jevnet vor vei over havet det dype.
Tenedos naadde vi snart, og længtende efter vort hjemland
bragte vi guderne ofre; men ei vilde Zevs i sin vrede
unde os hjemfærd, men vakte paany fordærvelig tvedragt.
Somme drog bort og vendte paany de stavnkrumme snekker,
ført av hin mester i list, den krigerske høvding Odyssevs,
bare for atter at føie den mægtige drot Agamemnon.
Derimot flygtet jeg selv med hele min samlede flaate,
saasom jeg klarlig forstod at en gud vilde volde os vanheld.
Fly vilde Tydev's søn og egget til flugt sine svende.
Senere fulgte den lysblonde drot Menelaos og traf os
over paa Lesbos. Der blev da vor kurs for langfærden drøftet,
om det var bedst at holde den vest for det fjeldkranste Chios
like mot Psyrias ø med kysten av Chios tilvenstre
eller langs Mimas' stormende strand og østenfor Chios.
Inderlig bad vi en gud at gi os et varsel, og naadig
gav han os tegnet og bød os at styre vor kurs mot Evboia
tvers over havet for snarest at fly for de truende farer.
Straks fik vi strykende bør, og over de fiskrike veier
løp vore fartøier let, og endnu før natten var leden,
landet vi trygt ved Geraistos og ofret den sterke Poseidon
laar av talrike okser til tak for vor færd over havet.
Dagene gik; paa den fjerde lot helten saa kjæk, Diomedes,
Tydevs' søn sine mænd fortøie de gyngende snekker
hjemme i Argos. Selv styrte jeg hjem til Pylos, og aldrig
løiet den strykende bør, som en gud fra først av lot blæse.
Derfor, min søn, fik jeg ingenting spurt og vet ei med visshet
hvilke akaier blev frelst og hvem der er kommet av dage.
Men de frasagn jeg her paa min borg fik høre av andre,
skal du faa vite, som rimelig er. Jeg skal intet fordølge.
Hjemkomst skal være forundt myrmidonernes spydvante stridsmænd.
Helten Akillevs' straalende søn skal ha ført dem tilbake.
Kommen er Poias' søn, den herlige helt Filoktetes.
Drotten Idomenevs førte sit samlede mandskap til Kreta,
alle som frelstes fra krigen, og bølgerne røvet ham ingen.
Selv maa I, fjernt som I bor, ha hørt hvordan selve Atreiden
kom til sit hjem, og Aigistos saa lumsk tok drotten av dage.
Dog med en rædselsfuld straf har hin maattet bøte sin brøde.
Aa, hvor er det dog godt, naar en mand blir myrdet, at sønnen
end er i live; ti nu var det ham som tugtet den lumske
morder Aigistos som dræpte hans far, den herlige konge.
Kjære, jeg ser du er velskapt og stor; saa te dig da ogsaa
modig og sterk for at vinde et navn blandt kommende slegter.»
Nu tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde,
«Nestor, du Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder.
Visselig tok han en grufuld hevn, og akaiernes sønner
vil gjennem tiderne sprede hans ry til kommende slegter.
Maatte dog guderne skjænke mig selv saa vældig en styrke,
saa jeg fik hevn for den grusomme vold som frierne øver,
naar de saa lumskelig pønser paa ondt i usømmelig frækhet.
Dog, slik lykke har guderne ei spundet ind i min livstraad,
ei for min far og ikke for mig. Vor lod maa vi bære.»
Atter tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Siden du nævnte det selv, min søn, og mindet mig om det,
sier jo rygtet at talrike mænd paa trods av din vilje
frir til din mor i dit hjem og gaar ut paa at volde dig skade.
Sig mig da, om du med vilje gir tapt, eller om det er folket
hist i dit land som har lagt dig for hat ved et tegn fra en guddom
Kanske han engang skal komme for selv at hevne al uret
fulgt av akaiernes samlede folk eller ogsaa alene.
Maatte dog Pallas Atene, den blaaøide mø ville elske
dig som hun dengang elsket saa ømt den gjæve Odyssevs
hist i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget.
Aldrig tilforn har jeg set saa tydelig gudernes naade,
som naar Pallas Atene saa aabenbart stod ved hans side.
Dersom hun elsket dig saa og bar dig saa kjærlig i tanker,
glemte nok mange av hine at tænke paa brylluppets glæde.»
Nu tok paany den kloke Telemakos ordet og svarte:
«Gamle, jeg kan ikke tro at dette dit ord vil bli sandet.
Dertil er det for stort. Jeg tør ikke tænke den tanke,
tør ikke haabe paa slikt, om det end var gudernes vilje.»
Svarte da straks gudinden, den blaaøide Pallas Atene.
«Hvorfor, Telemakos, slipper du slikt over tændernes gjerde?
Lettelig frelser en gud, naar han vil, en mand fra det fjerne.
Jeg vilde finde det bedre at taale de bitreste kvaler,
før jeg fik skue den dag da jeg vendte tilbake til hjemmet,
end, naar jeg kom, at bli dræpt i mit hus, som kong Agamemnon
lumskt blev dræpt av Aigistos med svig og sin viv Klytaimnestra.
Men for den død som maa times enhver, kan end ikke guder
frelse en mand, om de end har ham kjær, naar den grufulde dødslod
volder omsider hans fald og lægger ham utstrakt paa baaren.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Mentor, aa la os ei tale om slikt, skjønt sorgen os trykker.
Levende ser vi ham aldrig igjen; forlængst har tilvisse
evige guder bestemt at sende ham døden den sorte.
Men det er endnu et spørsmaal jeg gjerne vil rette til Nestor,
fyrsten som rager saa høit over andre i retsind og visdom,
saasom man siger, han hersket som drot tre menneskers alder.
Ser jeg hans aasyn, tykkes det mig at han ligner en guddom.
Nestor, du Nelevs' søn, fortæl mig nu dette med sandhet:
Hvorledes døde Atreiden, den mægtige drot Agamemnon?
Si mig, hvor var Menelaos? Hvor kunde den onde Aigistos
lægge en mordplan saa slu at han røvet sin overmand livet?
Var Menelaos da ei kommet hjem til Argos, men flakket
endnu i fremmedes land, siden hin fik mot nok til mordet?»
Svarte da Nestor paany, den gamle gereniske vognhelt:
«Visselig skal jeg, min søn, fortælle dig alting med sandhet.
Ja, du har ret. Du aner jo selv, hvordan dette gik for sig.
Hadde Atreiden, den lysblonde drot Menelaos, paa borgen
truffet Aigistos i live, da helten kom hjem ifra Troja,
hadde de ei kunnet dække ham til med muld efter døden.
Da hadde hunder og fugler paa marken langt utenfor byen
flænget hans henslængte lik, og ingen akaiiske kvinder
hadde faat graate ved baaren; ti styg var den gjerning han øvet.
Ti medens vi maatte friste saa mangen en kamp i det fjerne,
sat han i ro i den tryggeste krok av det hestrike Argos
lokkende lumsk Agamemnons viv med daarende tale.
Dog, Klytaimnestra forsmaadde ham først, og den herlige kvinde
skydde saa skammelig synd; ti hun manglet ei klokskap og retsind.
Desuten var der til dronningens vern en skald som Atreiden
strengelig bød at vogte hans viv, da han stevnet til Troja.
Men da hun snublet i snaren og faldt efter gudernes vilje,
førte han sangeren hen til en ø langt ute i havet.
Der lot han skalden tilbake som rov for graadige fugler.
Derefter førte han villig den villige hjem til sin kongsgaard.
Mangt et offer blev brændt paa gudernes altre, og drotten
viet dem mangen en gave av guld og kostelig klæde,
nu da det store var naadd, som han ei hadde haabet at vinde.
Atrevs' søn Menelaos og jeg slog følge og seilte
sammen tilbake fra Troja; ti godt forliktes vi stadig.
Men da vi Sunion naadde, den hellige pynt ved Atenai,
rammet med smertefri pil den mægtige Foibos Apollon
dødelig svenden som styrte med kløkt Menelaos' snekke,
medens han under den skarpe seilas holdt haanden om roret.
Manden het Frontis, Onetors søn, og han mestret med lethet
skarer av mænd i at styre et skib, naar stormen var haardest.
Saaledes maatte han vente, skjønt sterkt han hastet med færden
for at han der kunde jorde sin svend og feire hans gravøl.
Men da han saa paa den strykende fart over vinfarvet havdyp
kom paa de stavnkrumme snekker til fjeldet det bratte Maleiai,
voldte den skarpsynte Zevs ham grufulde farer paa færden;
ti over havdypet jog han en storm med hvinende byger.
Bølgerne svulmet og toppet sig høit som vældige bjerge.
Flaaten blev splittet, og somme av skibene drev han til Kreta,
der hvor kydonerne bor omkring Jardanos' strømme.
Etsteds er der et skjær som stikker med styrtbratte vægger
ut i det disige hav ved den ytterste grænse av Gortyn,
Notos slaar bølgerne ind mot vestskrænten hen imot Faistos.
Skjæret, saa litet det er, sætter bom for de mægtige sjøer.
Dit drev somme av skibene ind, og mandskapet frelstes
bare med nød, men snekkerne blev av de vældige bølger
knust imot baaer og rev. Fem snekker med blaamalet forstavn
drev den forrykende storm og havstrømmen hen til Aigyptos.
Saaledes kom han til folk som taler med fremmede tunger,
sankende gods og guld, mens han flakket omkring med sin flaate,
medens Aigistos derhjemme fik øvet saa grufuld en gjerning.
Hersket da han syv samfulde aar i det rike Mykene
efter hint mord paa Atreiden, og folket var nødt til at lystre.
Men i det ottende kom til hans ulykke helten Orestes
hjem fra Atenai og tok Aigistos omsider av dage,
morderen lumsk som dræpte hans far, den herlige konge.
Da han var dræpt holdt Orestes en fest for alle argeier,
gravøl for begge, sin skamløse mor og den feige Aigistos.
Selvsamme dag kom den høimælte helt Menelaos tilbake
førende med sig av gods saa meget som skibene rummet.
Vogt dig, min søn, ogsaa du for at flakke for længe fra hjemmet,
naar du har latt tilbake dit gods og svende saa frække
hist i dit hus. Jeg er ræd at de nu kan dele og æte
alt hvad du eier, saa denne din færd blir værre end ingen.
Nu skal jeg gi dig et velment raad: Besøk Menelaos.
Han er den sidste som kom, og fra fremmede folk er han kommet,
fjernt fra et land, hvorfra neppe en mand kunde haabe at vende
frelst tilbake til hjemmet, naar stormene først hadde ført ham
ut paa et hav saa stort at endog de rappeste fugler
neppe naar frem paa et aar; ti stort og frygtelig er det.
Seil nu avsted med dit hurtige skib og med dine svende.
Men vil du reise tillands, skal vogn og hester staa rede,
og mine sønner kan følge dig frem, til du naar Lakedaimon,
byen saa skjøn, hvor den lysblonde helt Menelaos er hersker.
Bed ham saa selv at fortælle dig alt nøiagtig og sanddru.
Løgn vil han ikke fortælle; ti saare forstandig er drotten.»
Saaledes talte han. Solen gik ned, og det mørknet mot natten.
Tok da gudinden til orde, den blaaøide Pallas Atene.
«Visselig, gubbe, er det du har sagt, det eneste rette.
Vel, skjær tungerne ut og bland os i bollerne vinen,
saa vi kan bringe Poseidon og alle de evige guder
sømmelig offer og tænke paa søvn; ti det er jo paa tide.
Lyset har veget for mørket, og ei er det skik at man sitter
længe ved gudernes fest, men i tide gaar hjem til sin bolig.»
Saaledes talte hin datter av Zevs, og de lød hende villig.
Derefter hældte herolderne vand paa de fremrakte hænder.
Svendene fyldte til randen med vin de skummende boller,
rakte saa bægre til alle, men først fik guderne offer.
Tungerne la de paa ilden og staaende ofret de vinen.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
ønsket Atene og helten Telemakos, skjøn som en guddom,
begge at vende tilbake til fartøiet nede ved stranden.
Da tok Nestor til orde og holdt sine gjester tilbake:
«Zevs og samtlige guder forbyde den skam at I skulde
alt maatte skilles fra mig og vandre tilbake til snekken,
ret som var jeg en tigger som ei hadde filler, endsige
talrike tæpper og lakner i mængdevis hjemme paa borgen,
nok til den bløteste seng for mig selv og for fremmede gjester.
Ja, jeg har rikelig nok av tæpper og prægtige lakner.
Sandeiig, ei skal en søn av hin helt, den gjæve Odyssevs
lægge sig ned paa fartøiets dæk saa længe jeg lever,
eller der levnes mig sønner, som siden derhjemme paa borgen
venlig kan huse de fremmede mænd som gjester min bolig.»
Svarte da atter gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Gubbe, der talte du vel, og Telemakos bør ogsaa villig
føie dig nu; ti det som du vil, er visselig bedre.
Han faar da nu slaa følge med dig og inat gaa til hvile
hjemme hos dig. Jeg selv maa gaa til vor tjærede snekke.
Der skal jeg kvikke vort mandskap og tale om alt som maa gjøres.
Jeg er den eneste ældre ombord, mens alle de andre
bare er ungdom som følger ham hit paa færden av venskap.
Jevngamle er de omtrent med Telemakos alle tilhobe.
Der vil jeg lægge mig ned ved det tjærede fartøi for natten.
Men til kavkonernes krigerske folk vil jeg fare ved daggry.
Der har jeg noget tilgode, en gjæld hverken ny eller liten.
Naar nu Telemakos her har gjestet din kongsgaard, saa send ham
videre frem tilvogns med din søn og laan ham de hester
som har det raskeste fotlag i trav og er sterkest av alle.»
Saaledes talte Atene, den blaaøide guddom, og omskapt
svævet hun bort som en ørn, og alle som saa det, for sammen.
Oldingen undret sig saare ved det som var hændt for hans øine.
Grep han da straks Telemakos' haand, tok ordet og mælte:
«Ei kan jeg tro, min søn at der kommer den dag da du ter dig
lumpen og feig, naar du, ung som du er, har en gud i dit følge.
Dette var ei nogen anden av dem som bor paa Olympen
end hin datter av Zevs, den herjende Tritogeneia.
Aabenbart hædret hun ogsaa din far fremfor alle argeier.
Skjænk mig, gudinde, din naade og und mig at nævnes med hæder.
Hædre mig selv, mine elskede barn og min ærbare hustru.
Da skal jeg ofre en kvie fra fjoraaret, bred over panden,
utæmmet, en som aldrig en mand har ført under aaket.
Den skal jeg ofre og dække dens horn med guldet, det røde.»
Saaledes bad han, og bønnen blev hørt av Pallas Atene.
Derefter vandret hin vognstyrer gjæv, den gereniske Nestor,
fulgt av sønner og døtrenes mænd tilbake til borgen.
Men da de kom til det skjønne palads, hvor herskeren bodde,
satte de sig i række og rad paa bænker og stoler.
Da de var kommet til hallen, lot gubben i bollerne blande
honningsøt vin fra et fat som husholdersken just hadde aapnet
nu i det ellevte aar ved at løsne fra spundset dets surring.
Oldingen blandet en bolle, og stænkende vinen som offer
bad han til Aigissvingerens barn, den høie Atene.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet
vandret de andre enhver til sit hus for at gaa til sit leie.
Men i paladset lot Nestor, den gamle gereniske vognhelt,
drotten Odyssevs' søn Telemakos bringe til hvile
hist under forhallens drønende hvælv paa en utskaaren løibænk
like ved siden av helten Peisistratos, mændenes høvding,
som paa hans borg var den eneste søn som endnu var ugift.
Oldingen selv gik til ro i kongsgaardens inderste kammer.
Herskerens hustru gik ind med sin mand og delte hans leie.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen
reiste sig op fra sit leie den gamle gereniske Nestor.
Gubben gik ut og tok plads paa en av de skinnede hvite
bænker av sten som var stillet paa rad ved den mægtige fløidør
blanket med glinsende olje. Paa den hadde høvdingen Nelevs
sittet tilforn, hin drot som i kløkt var gudernes like.
Nu var han kuet av døden forlængst og vandret til Hades.
Der tok gubben, akaiernes vern, den gereniske Nestor
plads med staven i haand, og da sønnerne kom fra sit kammer
samlet de sig om sin far. Aretos kom dit og Ekéfron,
Stratios, Persevs og helten saa kjæk som en gud Trasymedes
Derefter tok Peisistratos plads som den sjette i kredsen.
Ogsaa Telemakos førte de med og lot ham ta sæte.
Nestor, den gamle gereniske drot, tok derpaa til orde
«Skynd jer nu, mine sønner, avsted og gjør som jeg ber jer
saa jeg blandt guderne først kan ofre til Pallas Atene
som ved vor fest for Poseidon saa aapenlyst kom til vort maaltid
Hør nu! til vangen skal en av jer gaa, forat kvien kan komme
tidsnok til borgen, og gjæteren selv skal føre den med sig.
Men fra den kjække Telemakos' skib skal en av jer hente
mandskapet hit og bare la to av hans mænd bli tilbake.
En skal ile med bud til den kyndige guldsmed Laerkes.
Hit skal han komme, og offerets horn skal han dække med guldblik.
Alle I andre skal bli hvor I er, og meld vore terner
at de skal gjøre istand til en fest i de straalende haller,
hente det klareste vand og ordne med ved og med bænker.»
Saa han talte, og alle tok fat med iver. Fra vangen
hentet de kvien til borgen. Den kjække Telemakos' mandskap
kom fra det stavnkrumme skib, og guldsmeden kom med sit verktøi
bærende alt hvad en smed har behov, naar han øver sit haandverk,
baade den kunstig arbeidede tang og sin hammer og ambolt,
hvormed han smidde det skinnende guld, og Pallas Atene
kom for at nyte sit offer. Den graanede vognkjæmpe Nestor
kom med sit guld, og om offerets horn blev det fæstet av smeden,
forat gudinden med fryd kunde se det herlige smykke.
Frem efter hornene førte Ekéfron og Stratios kvien,
mens i det blomsterforsirede fat den kjække Aretos
hentet til haandtvæt det klareste vand. De viede bygkorn
bar han paa arm i en kurv. Med den skarpslepne bile i haanden
stillet hin helt Trasymedes sig frem for at hugge til kvien.
Persevs holdt blodskaalen frem, og den graanede vognstyrer Nestor
strødde med tvættede hænder det hellige byg, og til Pallas
bad han og kastet paa ilden en haardot fra offerets nakke.
Men da hans bøn var endt, og de viede bygkorn var drysset,
nærmet sig Nestors modige søn Trasymedes og løftet
bilen og hug den i offerets hals og kløvde dens sener.
Kvien blev lammet, og livskraften svandt, mens høilydte bønner
hørtes fra Nestors døtre og sønnernes hustruer fagre
og fra hans viv Evrydike, den ældste av Klymenos' døtre.
Op fra den fast tiltrampede jord blev offerets hode
løftet og holdt, mens helten Peisistratos, mændenes høvding
stak det i halsen. Mørkt strømmet dets blod, og da livet var flygtet,
hugget de lemmerne fra og skyndsomt skar de med omhu
stykker av laarene ut og dækket dem til med den hvite
dobbelte fedthud, og øverst blev lagt raa stykker av kjødet.
Gubben lot offeret brænde, og funklende vin gjød han over.
Svendene holdt ved hans side de femdelte spid over ilden.
Men da nu ofret var brændt og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjød og stak det paa spiddet,
holdt saa i haanden de hvæssede spid, mens stykkerne stektes.
Nu blev Telemakos badet imens av en datter av Nestor,
oldingens yngste av aar, den yndige mø Polykaste.
Men da hun saa hadde salvet ham vel efter badet med olje
og hadde klædt ham i kjortel og rakt ham den herlige kappe,
gik han fra badet saa fager som en av de evige guder.
Da saa det opdelte kjød var stekt og trukket av spiddet,
satte de sig for at nyte sin mat, mens svendene ivrig
røktet sin dont og fyldte med vin de gyldne pokaler.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
tok den gereniske drot, den graanede Nestor, til orde:
«Spænd nu straks, mine sønner, for vogn de vælige hester
forat den gjæve Telemakos snart kan gi sig paa veien.»
Saa han talte. De hørte hans ord og lystret dem villig.
Spændte de da for vognen de fotrappe hester, og skyndsomt
pakket husholdersken ned i fatingen brødet og vinen,
dertil det lækreste kjød som nytes av høibaarne konger.
Selv steg Telemakos op i den prægtige vogn, og ved siden
satte sig Nestors søn Peisistratos, mændenes høvding,
op i den dobbelte karm, og tøilerne grep han i haanden.
Hestene gav han med svepen et rap og ut imot sletten
travet de villig fra Pylos' by paa den kneisende fjeldskrænt.
Hestene rystet det fastspændte aak fra morgen til aften.
Solen gik ned og skyggerne sank over gater og veier.
Da var de kommet til Ferai, til helten den gjæve Diokles,
søn av Ortilokos, drotten hvis far var den stolte Alfeios.
Gjæstfrit tok fyrsten imot dem, og der fik de sove om natten.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
spændte de hestene for og steg op i den prægtige vognkarm.
Ut gjennem borgporten kjørte de raskt fra den drønende forhal.
Hestene fik med svepen et rap, og villige fløi de
indtil de kom til den frugtbare mark som bugner av hvete.
Der var reisen til ende. Saa raskt hadde hestene travet.
Solen gik ned og skyggerne sank over gater og veier.
hen over himmelens malmfaste hvælv for at glæde med lyset
evige guder og menneskers slegt paa de frugtbare marker.
Da kom de frem til Pylos, til Nelevs' velbygde kongsstad,
just da det samlede folk paa strandbredden bragte Poseidon,
guden med lokkerne sorte, et offer av kulsorte okser.
Tallet paa bænkenes rader var ni. Fem hundrede svende
sat i hver eneste rad. Ni offerdyr stod ved dem alle.
Medens de indmaten nøt og laarstykker ofret til guden,
styrte de kommende skibet til land og lot seilene falde.
Fartøiet ankret de op og vandret fra borde, paa stranden.
Selv gik Telemakos ut av sit skib, og Atene gik foran.
Talte da først gudinden, den blaaøide Pallas, til helten:
«Kjære Telemakos, føl ikke nu den ringeste blygsel,
Naar du for hit over havet, saa var det jo just for at spørre
nyt om din far, hvad lod han har faat, hvor jorden har gjemt ham.
Vaag dig nu frem og gaa hen til den hestetumlende Nestor.
La os faa vite de tanker og raad som han gjemmer i brystet.
Selv faar du gaa og be ham at si dig sandheten aapent.
Løgn vil han ikke fortælle; ti gubben er saare forstandig.»
Da tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Mentor, hvor skal jeg faa mot til at gaa og tale til gubben?
Endnu forstaar jeg jo ei med kløkt at belægge min tale.
Blyges maa den som er ung for at plage den ældre med spørsmaal.»
Svarte da atter gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Kjære Telemakos! Selv vil du visselig finde paa noget.
Andet vil ogsaa en gud dig hviske i øret. Ei tror jeg
at du er født og har vokset dig stor mot gudernes vilje.»
Saaledes lød hendes manende ord, og Pallas Atene
vandret nu foran med hastige skridt, mens han fulgte gudinden.
Kom de da dit hvor de pyliske mænd var samlet i møte.
Der sat Nestor i sønnernes kreds, mens svendene travelt
stekte til gildet det opskaarne kjød eller stak det paa spiddet.
Men da de saa at de fremmede kom, gik de alle imot dem,
hilste dem begge med haandslag og bød dem venlig ta sæte.
Først gik Peisistratos, Nestors søn, dem imøte og trykket
fast deres haand og bad dem ta plads ved det festlige gilde.
Nærmest ved Nestor, sin graanede far og sin bror Trasymedes,
bænket han begge paa bløteste feld ved den sandige strandbred.
Stykker av indmaten rakte han dem og øste av bollen
vin i en gylden pokal, og hilsende begge til velkomst
talte han først til Atene, til aigissvingerens datter:
«Bed nu, fremmede gjest, til drotten, den sterke Poseidon;
ti paa jer færd har I truffet os her ved en ofring til guden.
Men naar du selv, som det bør sig, har bedt og bragt ham dit offer,
ræk da til ofring pokalen med honningsøt vin til din fælle;
ti ogsaa han har tilvisse en bøn til de evige guder.
Alle vi mennesker trænger jo haardt til gudernes bistand.
Men han er yngre end du; min jevnlike er han i alder;
ti vil jeg række den gyldne pokal til dig som den første.»
Saa han talte, og bægret med vin han rakte gudinden.
Pallas Atene blev glad, da svenden forstandig og høvisk
først, som det sømmet sig, gav hende selv pokalen at tømme.
Inderlig bad hun en bøn til drotten, den sterke Poseidon:
«Hør os Poseidon, du mægtige gud som favner al jorden!
Negt os dog ikke din naadige hjælp, men hør vore bønner.
Hædre med herligste ry baade Nestor og alle hans sønner.
Skjænk ogsaa alle de andre, som bor i det hellige Pylos
rikelig gave som løn for den herlige festhekatombe.
Und baade mig og Telemakos held til at røkte tilfulde
dette vort ærend, som førte os hit paa vor tjærede snekke.»
Saaledes lød hendes bøn, og selv lot hun alt vorde fuldbragt
Og da hun saa hadde rakt Telemakos tvehankspokalen,
rettet tillike Odyssevs' søn sine bønner til guden.
Derpaa, da kjødet omsider yar stekt og trukket av spiddet.
skar de et stykke til hver og holdt det herligste maaltid.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
talte da først hin vognstyrer gjæv, den gereniske Nestor:
«Nu kan det være paa tide at spørre de fremmede gjester,
hvem de mon være; ti nu har de gjort sig tilgode med maten.
Venner, hvem er I? Hvor kommer I fra over skumvaate veie?
Bar I et ærend hos os, eller flakker I om over havet
vildsomt paa røveres vis som vanker saa vide og stadig
sætter sit liv paa spil; naar de herjer i fremmede lande?»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte
freidig og kjæk; ti tryghet i barm gav Pallas Atene,
for at han selv om sin bortreiste far kunde spørre den gamle
og iblandt mænd kunde gjøre sig kjendt og nævnes med hæder:
«Nestor, du Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder.
Hvorfra vi er, vil du vite, og sanddru besked skal jeg gi dig.
Hit er vi kommet fra Itakas by under Neions aasryg.
Hør nu mit ærend; det gjælder mig selv og ei mine landsmænd.
Hjemmefra drog jeg for selv at faa nys om den gjæve Odyssevs,
helten, min far, om hvem det er sagt at han fordum har kjæmpet,
sammen med dig ved Troja og styrtet hin kongsstad i gruset.
Ti om de andre, saa mange som stred mot troernes helter,
hørte vi dog hvor enhver av dem fandt en sørgelig dødslod.
Bare Odyssevs' død har Zevs villet skjule for alle.
Ja, ti der er ikke en som med visshet kan si hvor han døde,
enten han segnet paa land, og fiender voldte hans bane,
eller paa brusende hav Amfitrite begrov ham i bølgen.
Bedende kommer jeg nu for at favne dit knæ, om du vilde
si hvad du vet om hans grufulde død, saafremt dine øine
saa at han faldt, eller ogsaa en vidfaren mand i dit paahør
meldte hans død; ti hans mor har født ham til jammerfuld skjæbne.
Søk ei av skaansel og medynk med mig at mildne din tale;
nei, men fortæl mig det alt, just slik som du saa det for øie.
Hør dog min bøn! Saasandt som min far, den gjæve Odyssevs,
enten i ord eller gjerning har holdt et løfte han gav dig
hist i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget,
drag dig da dette til minde og sig mig sandheten aapent.»
Derpaa tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Ja, du har mindet mig, kjære, om al den nød som vi døiet
hist i det fremmede land, vi modige mænd fra Akaia,
baade hvad ondt vi har lidt, naar vi, ført av den tapre Akillevs,
flakket paa skibe omkring paa det disige hav efter bytte
og hvad vi døiet i kamp om Priamos' mægtige kongsstad,
der hvor alle de ypperste mænd maatte segne i døden.
Der har den krigerske Aias sin grav; der ligger Akillevs;
der Patroklos, en helt som i kløkt var gudernes like.
Der har jeg jordet min elskede søn, saa gjæv og saa tapper,
helten Antilokos, rappest i løp og en ypperlig kriger.
Ja, mangfoldige ulykker fler har vi der maattet friste.
Hvorledes skulde en dødelig mand kunne nævne dem alle,
selv om du dvælte fem samfulde aar eller seks for at spørre
dag efter dag om alt hvad akaierne der maatte lide.
Før det var slut, blev du visselig kjed og drog til dit hjemland.
Ja, for vi pønset ni samfulde aar med alleslags rænker
stadig paa byens fordærv, til Zevs med nød lot det lykkes.
Der var der ingen som vaaget i kløkt at maale sig med ham,
saasom han seiret i alle slags list og mestret dem alle.
Slik var Odyssevs, din herlige far, saafremt du med rette
er, som du sier, hans søn. Beundrende ser jeg dit aasyn,
og dine ord belægger du godt. Ei skulde vel nogen
tro at en ungdom som du saa vel kunde føie sin tale.
Medens vi færdedes hist, kom jeg og den gjæve Odyssevs
aldrig i ordstrid, naar tinget var sat eller raadet holdt møte.
Nei, men vi hadde det selvsamme sind, og med indsigt og visdom
raadet vi alle argeier til det som bedst kunde baade.
Men da vi, efterat Priamos' by var styrtet i gruset,
stevnet paa skibene hjem, og en gud hadde splittet vor flaate,
huet det Zevs i hans sjel at volde argeiernes helter
sørgelig hjemfærd; ti sindige mænd som vilde det rette
var de ei alle, og gruelig død skulde times saa mange,
voldt av den harmfulde mø, den vældiges blaaøide datter,
da hun fik yppet fordærvelig strid mellem Atrevs sønner.
Tankeløst trodsende vedtækt og skik lot de alle akaier,
først da solen gik ned, faa bud om at møte paa tinge,
og da akaiernes mænd hadde samlet sig, tunge av vinen,
meldte de hvorfor det menige folk var stevnet til møte.
Bød da først Menelaos at alle akaiernes sønner
straks skulde skynde sig hjem over havdypets dønninger brede.
Dog, Agamemnon forkastet hans raad; ti selv vilde drotten
holde tilbake sit folk og ofre en festhekatombe,
om han med den kunde mildne den harmfulde Pallas Atene,
daaren, som ikke forstod at hun ei vilde la sig forsone;
ti i en hast lar gudernes sind sig ikke formilde.
Medens de stod der og vekslet de bitreste ord med hinanden,
stormet akaiernes hærklædte mænd i larmende tummel
bort ifra tinget og tvistedes om hvilket raad var det bedste.
Søvnløse laa vi om natten og pønset med hatefuldt hjerte
bare paa ondt mot hverandre; ti Zevs vilde volde os kvaler.
Somme av os trak tidlig ved gry vore snekker paa sjøen,
bragte ombord vort gods og de skjønt ombeltede kvinder.
Andre, en halvdel av hæren omtrent, blev tilbake og ventet
endnu hos Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
medens vi andre tok aarerne fat. Let løp vore snekker,
saasom en gud hadde jevnet vor vei over havet det dype.
Tenedos naadde vi snart, og længtende efter vort hjemland
bragte vi guderne ofre; men ei vilde Zevs i sin vrede
unde os hjemfærd, men vakte paany fordærvelig tvedragt.
Somme drog bort og vendte paany de stavnkrumme snekker,
ført av hin mester i list, den krigerske høvding Odyssevs,
bare for atter at føie den mægtige drot Agamemnon.
Derimot flygtet jeg selv med hele min samlede flaate,
saasom jeg klarlig forstod at en gud vilde volde os vanheld.
Fly vilde Tydev's søn og egget til flugt sine svende.
Senere fulgte den lysblonde drot Menelaos og traf os
over paa Lesbos. Der blev da vor kurs for langfærden drøftet,
om det var bedst at holde den vest for det fjeldkranste Chios
like mot Psyrias ø med kysten av Chios tilvenstre
eller langs Mimas' stormende strand og østenfor Chios.
Inderlig bad vi en gud at gi os et varsel, og naadig
gav han os tegnet og bød os at styre vor kurs mot Evboia
tvers over havet for snarest at fly for de truende farer.
Straks fik vi strykende bør, og over de fiskrike veier
løp vore fartøier let, og endnu før natten var leden,
landet vi trygt ved Geraistos og ofret den sterke Poseidon
laar av talrike okser til tak for vor færd over havet.
Dagene gik; paa den fjerde lot helten saa kjæk, Diomedes,
Tydevs' søn sine mænd fortøie de gyngende snekker
hjemme i Argos. Selv styrte jeg hjem til Pylos, og aldrig
løiet den strykende bør, som en gud fra først av lot blæse.
Derfor, min søn, fik jeg ingenting spurt og vet ei med visshet
hvilke akaier blev frelst og hvem der er kommet av dage.
Men de frasagn jeg her paa min borg fik høre av andre,
skal du faa vite, som rimelig er. Jeg skal intet fordølge.
Hjemkomst skal være forundt myrmidonernes spydvante stridsmænd.
Helten Akillevs' straalende søn skal ha ført dem tilbake.
Kommen er Poias' søn, den herlige helt Filoktetes.
Drotten Idomenevs førte sit samlede mandskap til Kreta,
alle som frelstes fra krigen, og bølgerne røvet ham ingen.
Selv maa I, fjernt som I bor, ha hørt hvordan selve Atreiden
kom til sit hjem, og Aigistos saa lumsk tok drotten av dage.
Dog med en rædselsfuld straf har hin maattet bøte sin brøde.
Aa, hvor er det dog godt, naar en mand blir myrdet, at sønnen
end er i live; ti nu var det ham som tugtet den lumske
morder Aigistos som dræpte hans far, den herlige konge.
Kjære, jeg ser du er velskapt og stor; saa te dig da ogsaa
modig og sterk for at vinde et navn blandt kommende slegter.»
Nu tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde,
«Nestor, du Nelevs' søn, akaiernes stolthet og hæder.
Visselig tok han en grufuld hevn, og akaiernes sønner
vil gjennem tiderne sprede hans ry til kommende slegter.
Maatte dog guderne skjænke mig selv saa vældig en styrke,
saa jeg fik hevn for den grusomme vold som frierne øver,
naar de saa lumskelig pønser paa ondt i usømmelig frækhet.
Dog, slik lykke har guderne ei spundet ind i min livstraad,
ei for min far og ikke for mig. Vor lod maa vi bære.»
Atter tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Siden du nævnte det selv, min søn, og mindet mig om det,
sier jo rygtet at talrike mænd paa trods av din vilje
frir til din mor i dit hjem og gaar ut paa at volde dig skade.
Sig mig da, om du med vilje gir tapt, eller om det er folket
hist i dit land som har lagt dig for hat ved et tegn fra en guddom
Kanske han engang skal komme for selv at hevne al uret
fulgt av akaiernes samlede folk eller ogsaa alene.
Maatte dog Pallas Atene, den blaaøide mø ville elske
dig som hun dengang elsket saa ømt den gjæve Odyssevs
hist i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget.
Aldrig tilforn har jeg set saa tydelig gudernes naade,
som naar Pallas Atene saa aabenbart stod ved hans side.
Dersom hun elsket dig saa og bar dig saa kjærlig i tanker,
glemte nok mange av hine at tænke paa brylluppets glæde.»
Nu tok paany den kloke Telemakos ordet og svarte:
«Gamle, jeg kan ikke tro at dette dit ord vil bli sandet.
Dertil er det for stort. Jeg tør ikke tænke den tanke,
tør ikke haabe paa slikt, om det end var gudernes vilje.»
Svarte da straks gudinden, den blaaøide Pallas Atene.
«Hvorfor, Telemakos, slipper du slikt over tændernes gjerde?
Lettelig frelser en gud, naar han vil, en mand fra det fjerne.
Jeg vilde finde det bedre at taale de bitreste kvaler,
før jeg fik skue den dag da jeg vendte tilbake til hjemmet,
end, naar jeg kom, at bli dræpt i mit hus, som kong Agamemnon
lumskt blev dræpt av Aigistos med svig og sin viv Klytaimnestra.
Men for den død som maa times enhver, kan end ikke guder
frelse en mand, om de end har ham kjær, naar den grufulde dødslod
volder omsider hans fald og lægger ham utstrakt paa baaren.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Mentor, aa la os ei tale om slikt, skjønt sorgen os trykker.
Levende ser vi ham aldrig igjen; forlængst har tilvisse
evige guder bestemt at sende ham døden den sorte.
Men det er endnu et spørsmaal jeg gjerne vil rette til Nestor,
fyrsten som rager saa høit over andre i retsind og visdom,
saasom man siger, han hersket som drot tre menneskers alder.
Ser jeg hans aasyn, tykkes det mig at han ligner en guddom.
Nestor, du Nelevs' søn, fortæl mig nu dette med sandhet:
Hvorledes døde Atreiden, den mægtige drot Agamemnon?
Si mig, hvor var Menelaos? Hvor kunde den onde Aigistos
lægge en mordplan saa slu at han røvet sin overmand livet?
Var Menelaos da ei kommet hjem til Argos, men flakket
endnu i fremmedes land, siden hin fik mot nok til mordet?»
Svarte da Nestor paany, den gamle gereniske vognhelt:
«Visselig skal jeg, min søn, fortælle dig alting med sandhet.
Ja, du har ret. Du aner jo selv, hvordan dette gik for sig.
Hadde Atreiden, den lysblonde drot Menelaos, paa borgen
truffet Aigistos i live, da helten kom hjem ifra Troja,
hadde de ei kunnet dække ham til med muld efter døden.
Da hadde hunder og fugler paa marken langt utenfor byen
flænget hans henslængte lik, og ingen akaiiske kvinder
hadde faat graate ved baaren; ti styg var den gjerning han øvet.
Ti medens vi maatte friste saa mangen en kamp i det fjerne,
sat han i ro i den tryggeste krok av det hestrike Argos
lokkende lumsk Agamemnons viv med daarende tale.
Dog, Klytaimnestra forsmaadde ham først, og den herlige kvinde
skydde saa skammelig synd; ti hun manglet ei klokskap og retsind.
Desuten var der til dronningens vern en skald som Atreiden
strengelig bød at vogte hans viv, da han stevnet til Troja.
Men da hun snublet i snaren og faldt efter gudernes vilje,
førte han sangeren hen til en ø langt ute i havet.
Der lot han skalden tilbake som rov for graadige fugler.
Derefter førte han villig den villige hjem til sin kongsgaard.
Mangt et offer blev brændt paa gudernes altre, og drotten
viet dem mangen en gave av guld og kostelig klæde,
nu da det store var naadd, som han ei hadde haabet at vinde.
Atrevs' søn Menelaos og jeg slog følge og seilte
sammen tilbake fra Troja; ti godt forliktes vi stadig.
Men da vi Sunion naadde, den hellige pynt ved Atenai,
rammet med smertefri pil den mægtige Foibos Apollon
dødelig svenden som styrte med kløkt Menelaos' snekke,
medens han under den skarpe seilas holdt haanden om roret.
Manden het Frontis, Onetors søn, og han mestret med lethet
skarer av mænd i at styre et skib, naar stormen var haardest.
Saaledes maatte han vente, skjønt sterkt han hastet med færden
for at han der kunde jorde sin svend og feire hans gravøl.
Men da han saa paa den strykende fart over vinfarvet havdyp
kom paa de stavnkrumme snekker til fjeldet det bratte Maleiai,
voldte den skarpsynte Zevs ham grufulde farer paa færden;
ti over havdypet jog han en storm med hvinende byger.
Bølgerne svulmet og toppet sig høit som vældige bjerge.
Flaaten blev splittet, og somme av skibene drev han til Kreta,
der hvor kydonerne bor omkring Jardanos' strømme.
Etsteds er der et skjær som stikker med styrtbratte vægger
ut i det disige hav ved den ytterste grænse av Gortyn,
Notos slaar bølgerne ind mot vestskrænten hen imot Faistos.
Skjæret, saa litet det er, sætter bom for de mægtige sjøer.
Dit drev somme av skibene ind, og mandskapet frelstes
bare med nød, men snekkerne blev av de vældige bølger
knust imot baaer og rev. Fem snekker med blaamalet forstavn
drev den forrykende storm og havstrømmen hen til Aigyptos.
Saaledes kom han til folk som taler med fremmede tunger,
sankende gods og guld, mens han flakket omkring med sin flaate,
medens Aigistos derhjemme fik øvet saa grufuld en gjerning.
Hersket da han syv samfulde aar i det rike Mykene
efter hint mord paa Atreiden, og folket var nødt til at lystre.
Men i det ottende kom til hans ulykke helten Orestes
hjem fra Atenai og tok Aigistos omsider av dage,
morderen lumsk som dræpte hans far, den herlige konge.
Da han var dræpt holdt Orestes en fest for alle argeier,
gravøl for begge, sin skamløse mor og den feige Aigistos.
Selvsamme dag kom den høimælte helt Menelaos tilbake
førende med sig av gods saa meget som skibene rummet.
Vogt dig, min søn, ogsaa du for at flakke for længe fra hjemmet,
naar du har latt tilbake dit gods og svende saa frække
hist i dit hus. Jeg er ræd at de nu kan dele og æte
alt hvad du eier, saa denne din færd blir værre end ingen.
Nu skal jeg gi dig et velment raad: Besøk Menelaos.
Han er den sidste som kom, og fra fremmede folk er han kommet,
fjernt fra et land, hvorfra neppe en mand kunde haabe at vende
frelst tilbake til hjemmet, naar stormene først hadde ført ham
ut paa et hav saa stort at endog de rappeste fugler
neppe naar frem paa et aar; ti stort og frygtelig er det.
Seil nu avsted med dit hurtige skib og med dine svende.
Men vil du reise tillands, skal vogn og hester staa rede,
og mine sønner kan følge dig frem, til du naar Lakedaimon,
byen saa skjøn, hvor den lysblonde helt Menelaos er hersker.
Bed ham saa selv at fortælle dig alt nøiagtig og sanddru.
Løgn vil han ikke fortælle; ti saare forstandig er drotten.»
Saaledes talte han. Solen gik ned, og det mørknet mot natten.
Tok da gudinden til orde, den blaaøide Pallas Atene.
«Visselig, gubbe, er det du har sagt, det eneste rette.
Vel, skjær tungerne ut og bland os i bollerne vinen,
saa vi kan bringe Poseidon og alle de evige guder
sømmelig offer og tænke paa søvn; ti det er jo paa tide.
Lyset har veget for mørket, og ei er det skik at man sitter
længe ved gudernes fest, men i tide gaar hjem til sin bolig.»
Saaledes talte hin datter av Zevs, og de lød hende villig.
Derefter hældte herolderne vand paa de fremrakte hænder.
Svendene fyldte til randen med vin de skummende boller,
rakte saa bægre til alle, men først fik guderne offer.
Tungerne la de paa ilden og staaende ofret de vinen.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
ønsket Atene og helten Telemakos, skjøn som en guddom,
begge at vende tilbake til fartøiet nede ved stranden.
Da tok Nestor til orde og holdt sine gjester tilbake:
«Zevs og samtlige guder forbyde den skam at I skulde
alt maatte skilles fra mig og vandre tilbake til snekken,
ret som var jeg en tigger som ei hadde filler, endsige
talrike tæpper og lakner i mængdevis hjemme paa borgen,
nok til den bløteste seng for mig selv og for fremmede gjester.
Ja, jeg har rikelig nok av tæpper og prægtige lakner.
Sandeiig, ei skal en søn av hin helt, den gjæve Odyssevs
lægge sig ned paa fartøiets dæk saa længe jeg lever,
eller der levnes mig sønner, som siden derhjemme paa borgen
venlig kan huse de fremmede mænd som gjester min bolig.»
Svarte da atter gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Gubbe, der talte du vel, og Telemakos bør ogsaa villig
føie dig nu; ti det som du vil, er visselig bedre.
Han faar da nu slaa følge med dig og inat gaa til hvile
hjemme hos dig. Jeg selv maa gaa til vor tjærede snekke.
Der skal jeg kvikke vort mandskap og tale om alt som maa gjøres.
Jeg er den eneste ældre ombord, mens alle de andre
bare er ungdom som følger ham hit paa færden av venskap.
Jevngamle er de omtrent med Telemakos alle tilhobe.
Der vil jeg lægge mig ned ved det tjærede fartøi for natten.
Men til kavkonernes krigerske folk vil jeg fare ved daggry.
Der har jeg noget tilgode, en gjæld hverken ny eller liten.
Naar nu Telemakos her har gjestet din kongsgaard, saa send ham
videre frem tilvogns med din søn og laan ham de hester
som har det raskeste fotlag i trav og er sterkest av alle.»
Saaledes talte Atene, den blaaøide guddom, og omskapt
svævet hun bort som en ørn, og alle som saa det, for sammen.
Oldingen undret sig saare ved det som var hændt for hans øine.
Grep han da straks Telemakos' haand, tok ordet og mælte:
«Ei kan jeg tro, min søn at der kommer den dag da du ter dig
lumpen og feig, naar du, ung som du er, har en gud i dit følge.
Dette var ei nogen anden av dem som bor paa Olympen
end hin datter av Zevs, den herjende Tritogeneia.
Aabenbart hædret hun ogsaa din far fremfor alle argeier.
Skjænk mig, gudinde, din naade og und mig at nævnes med hæder.
Hædre mig selv, mine elskede barn og min ærbare hustru.
Da skal jeg ofre en kvie fra fjoraaret, bred over panden,
utæmmet, en som aldrig en mand har ført under aaket.
Den skal jeg ofre og dække dens horn med guldet, det røde.»
Saaledes bad han, og bønnen blev hørt av Pallas Atene.
Derefter vandret hin vognstyrer gjæv, den gereniske Nestor,
fulgt av sønner og døtrenes mænd tilbake til borgen.
Men da de kom til det skjønne palads, hvor herskeren bodde,
satte de sig i række og rad paa bænker og stoler.
Da de var kommet til hallen, lot gubben i bollerne blande
honningsøt vin fra et fat som husholdersken just hadde aapnet
nu i det ellevte aar ved at løsne fra spundset dets surring.
Oldingen blandet en bolle, og stænkende vinen som offer
bad han til Aigissvingerens barn, den høie Atene.
Men da de saa hadde ofret og drukket saa meget de lystet
vandret de andre enhver til sit hus for at gaa til sit leie.
Men i paladset lot Nestor, den gamle gereniske vognhelt,
drotten Odyssevs' søn Telemakos bringe til hvile
hist under forhallens drønende hvælv paa en utskaaren løibænk
like ved siden av helten Peisistratos, mændenes høvding,
som paa hans borg var den eneste søn som endnu var ugift.
Oldingen selv gik til ro i kongsgaardens inderste kammer.
Herskerens hustru gik ind med sin mand og delte hans leie.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen
reiste sig op fra sit leie den gamle gereniske Nestor.
Gubben gik ut og tok plads paa en av de skinnede hvite
bænker av sten som var stillet paa rad ved den mægtige fløidør
blanket med glinsende olje. Paa den hadde høvdingen Nelevs
sittet tilforn, hin drot som i kløkt var gudernes like.
Nu var han kuet av døden forlængst og vandret til Hades.
Der tok gubben, akaiernes vern, den gereniske Nestor
plads med staven i haand, og da sønnerne kom fra sit kammer
samlet de sig om sin far. Aretos kom dit og Ekéfron,
Stratios, Persevs og helten saa kjæk som en gud Trasymedes
Derefter tok Peisistratos plads som den sjette i kredsen.
Ogsaa Telemakos førte de med og lot ham ta sæte.
Nestor, den gamle gereniske drot, tok derpaa til orde
«Skynd jer nu, mine sønner, avsted og gjør som jeg ber jer
saa jeg blandt guderne først kan ofre til Pallas Atene
som ved vor fest for Poseidon saa aapenlyst kom til vort maaltid
Hør nu! til vangen skal en av jer gaa, forat kvien kan komme
tidsnok til borgen, og gjæteren selv skal føre den med sig.
Men fra den kjække Telemakos' skib skal en av jer hente
mandskapet hit og bare la to av hans mænd bli tilbake.
En skal ile med bud til den kyndige guldsmed Laerkes.
Hit skal han komme, og offerets horn skal han dække med guldblik.
Alle I andre skal bli hvor I er, og meld vore terner
at de skal gjøre istand til en fest i de straalende haller,
hente det klareste vand og ordne med ved og med bænker.»
Saa han talte, og alle tok fat med iver. Fra vangen
hentet de kvien til borgen. Den kjække Telemakos' mandskap
kom fra det stavnkrumme skib, og guldsmeden kom med sit verktøi
bærende alt hvad en smed har behov, naar han øver sit haandverk,
baade den kunstig arbeidede tang og sin hammer og ambolt,
hvormed han smidde det skinnende guld, og Pallas Atene
kom for at nyte sit offer. Den graanede vognkjæmpe Nestor
kom med sit guld, og om offerets horn blev det fæstet av smeden,
forat gudinden med fryd kunde se det herlige smykke.
Frem efter hornene førte Ekéfron og Stratios kvien,
mens i det blomsterforsirede fat den kjække Aretos
hentet til haandtvæt det klareste vand. De viede bygkorn
bar han paa arm i en kurv. Med den skarpslepne bile i haanden
stillet hin helt Trasymedes sig frem for at hugge til kvien.
Persevs holdt blodskaalen frem, og den graanede vognstyrer Nestor
strødde med tvættede hænder det hellige byg, og til Pallas
bad han og kastet paa ilden en haardot fra offerets nakke.
Men da hans bøn var endt, og de viede bygkorn var drysset,
nærmet sig Nestors modige søn Trasymedes og løftet
bilen og hug den i offerets hals og kløvde dens sener.
Kvien blev lammet, og livskraften svandt, mens høilydte bønner
hørtes fra Nestors døtre og sønnernes hustruer fagre
og fra hans viv Evrydike, den ældste av Klymenos' døtre.
Op fra den fast tiltrampede jord blev offerets hode
løftet og holdt, mens helten Peisistratos, mændenes høvding
stak det i halsen. Mørkt strømmet dets blod, og da livet var flygtet,
hugget de lemmerne fra og skyndsomt skar de med omhu
stykker av laarene ut og dækket dem til med den hvite
dobbelte fedthud, og øverst blev lagt raa stykker av kjødet.
Gubben lot offeret brænde, og funklende vin gjød han over.
Svendene holdt ved hans side de femdelte spid over ilden.
Men da nu ofret var brændt og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjød og stak det paa spiddet,
holdt saa i haanden de hvæssede spid, mens stykkerne stektes.
Nu blev Telemakos badet imens av en datter av Nestor,
oldingens yngste av aar, den yndige mø Polykaste.
Men da hun saa hadde salvet ham vel efter badet med olje
og hadde klædt ham i kjortel og rakt ham den herlige kappe,
gik han fra badet saa fager som en av de evige guder.
Da saa det opdelte kjød var stekt og trukket av spiddet,
satte de sig for at nyte sin mat, mens svendene ivrig
røktet sin dont og fyldte med vin de gyldne pokaler.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
tok den gereniske drot, den graanede Nestor, til orde:
«Spænd nu straks, mine sønner, for vogn de vælige hester
forat den gjæve Telemakos snart kan gi sig paa veien.»
Saa han talte. De hørte hans ord og lystret dem villig.
Spændte de da for vognen de fotrappe hester, og skyndsomt
pakket husholdersken ned i fatingen brødet og vinen,
dertil det lækreste kjød som nytes av høibaarne konger.
Selv steg Telemakos op i den prægtige vogn, og ved siden
satte sig Nestors søn Peisistratos, mændenes høvding,
op i den dobbelte karm, og tøilerne grep han i haanden.
Hestene gav han med svepen et rap og ut imot sletten
travet de villig fra Pylos' by paa den kneisende fjeldskrænt.
Hestene rystet det fastspændte aak fra morgen til aften.
Solen gik ned og skyggerne sank over gater og veier.
Da var de kommet til Ferai, til helten den gjæve Diokles,
søn av Ortilokos, drotten hvis far var den stolte Alfeios.
Gjæstfrit tok fyrsten imot dem, og der fik de sove om natten.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
spændte de hestene for og steg op i den prægtige vognkarm.
Ut gjennem borgporten kjørte de raskt fra den drønende forhal.
Hestene fik med svepen et rap, og villige fløi de
indtil de kom til den frugtbare mark som bugner av hvete.
Der var reisen til ende. Saa raskt hadde hestene travet.
Solen gik ned og skyggerne sank over gater og veier.