Hopp til innhold

Ny Hungrvekja/III

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Ny Hungrvekja
J. D. Beyer,  (s. 66-79).
◄  II
IV  ►

Me hava ovanfyri freistat at visa eitt norrönt máls röyniligi fremdi; vid at döma dat motmæli og dei meinbægsin, som eiginligast váru gegnandi, fengu me enn tilevni at lysa einkennit at denna fremdi, visa hans soguliga naudsyn, hans skynsemd, hans verdleiki at tjodligt norrönt, hans heimild at nordlendskt,[1] hans vigt at almenniligt germaniskt leiti, á sama tid, som me funnu hin meinbægsin veik og alt meir og meir hvervandi. — Inki kunni difuri tykkja likligara nár me höyra um ungdomins mod á sameiningin av Nordlondin, enn at hinn málfremdi hjá honum fann kappsami og mángtaligi talsmenn. Men av sliki talsmenn finnast inki bert fái; me tordi enndo tvertum finna folk, som kalla sig Nordlendingar,[2] som standa i veginn fyri hinn málfremdi og sona ganga i samband med dei gamli sagnarervingjar. Dessi segja, má vita, at ein nærföring av tjodirna er skilordit fyri Nordlendingskapinn,[3] – og detta mæla inginn imot; men so halda dei dann norröni málfremdinn fyri sundskiljandi, verkandi gagnstadt ein nærföring. Dei segja: nu hava tvæ tjodir eitt mál, og heri er dar meir einleiki enn dari at tvæ tjodir hava tvau mál; einn er sona kominn eitt lángt stig fram mot Nordlendingskapinn, som einn nu stendr; – dei tjodir, som soleid hava eitt mál, ljota dá vera Danir og Nordmenn; – men hermed segja dei dá inki annat enn at Danamálit skal verda dat rádanda i Nordlondum. Um dat nu med sonnu var soleid, at dei tvæ tjodir, Danirni og Nordmennirni, átti dat sama málit og dyrkadi dat sama danska málit soleid at dei (detta laut vera dann naudsynliga fylgja) verkadi kraptugt á og skapadi Sviamálit til, so var dat rett at segja, at einn var kominn lángt fram mot Nordlendingskapinn; — men dá vildi jau heldr inki nokkurr tanki á eitt norrönt mál kunna vera til. Soleid er dat imedan inki. Dat er jau (me eru nöyddi at segja dat attr) so lángt frá at dei tvæ tjodir, Nordmenn og Danir, hava sama málit, at dann eina tjodin, Nordmannanna, hevir tvau mál, av deim dat eina, dat norröna, höyrir ein stor yvirmengd til, dat annat, dat danska, ein litil undirmengd. Innan dessi tjodinni hava me nu sjet, hvorleid dat eina frumsevnit, dat norröna, á ymsum vegum er i fremdi, medan dat annat, dat danska, er burthvervandi. Nu er detta sprettanda og vaksanda norröna frumsevnit, umframt at dat verdr átt av dann stora yvirmengd her tillands, mykit nærskyldt hin mállydska, som verdr tolud av Sviarni, eitt mykit mángtaligara og veldugara folk enn Danirni, dat sama, som verdr tolud av dei hugvitsligi frændr ut á Island og av dei glöymdi á Færöyum, og dat sama, som fyri dess hátt og dess saga er ætlat som eitt styrki- og reinsitol[4] inki bert fyri dann nevnda, nærskylda svenska, men ogso - og dat lysir nettupp attrgánginn av dann eiginliga danska tungunni - fyri denna meir einstaka framandi mállydska. — Dat er dá audsynt, at aldri nokkur nærföring i sonn nordlendsk[5] merking kann gerast vid dat, at Nordmennirni enn som fyrr láta sitt mál verda svivyrdt og styggjast fyri dann tryggasta og natturligasta og at ollu mest gagnandi nærring at Sviafolkit fyri stendugt udugandi til at verda Danir, at ljota hjálpa sig med framandi, i sig sjalv sykjandi, misljodir, bert fullnögjandi fyri smidir i sysliheimins lægdir; - med onnur ord: me turva inki meir fyri at sjá, at dat danska málit, dann danska tjodin aldri kann verda dann rádandi i Nordlondum. — Men enn klárara verdr detta oss, nær me, hugsandi, hvat me ovanfyri hava sagt, ogso vilja sjá i sogunni og minnast, at „nu“ bert er fruktin av „forn“. Lata oss gera detta! dar tarfst inki lánga sjonin. Danasagan lysir sig jau fyri störsti lutinn samjovn med hinn tanki: Dananna ovrevli. Stridin fyri detta mid hevir varat i árhundrud, og Danmark hevir nöytt all sinn avl fyri at ná fram til dat. Hvar lángt er hun komin? hvar vard hennar tjodskap dann sigrandi? I Sviariki hevir hun misst, hvat hun einngáng átti; Noreg helt sitt navn trátt fyri hinn stjornandi Dani, som var glöggsynd nog til at sjá, at „Nord-Danmork“ laut vera dess rettara heiti, og folkit sitr dar idag fritt á sinn odalsjord og talar Tjodolfs og Öyvindar mál trátt fyri dat hundradáruga starv at danski riddarar, kaupmenn og embættismenn, medan ættmenn av dessi Danskapins[6] erindrekar allt meir og meir ganga upp i dat eiginliga folk, og idag uvitandi bert fremda ein fáfengd strid mot dess i árhundrud löynda, glöymda, og litit kennda frumsevni. At sonnu: Danatjodin vard inginnstad sigrandi til gagns; men hun tottist sjolv vera komin lángt at midit og setti opta sigrskringinn á hovud sitt; men blodin i denna kringinn váru stendugt dei sama; dei voksu oll á hitt eitrgras, som rann upp i merkiskogarni millum Noreg og Sviariki, tjodarhatit millum Nordmenn og Sviar.

Hvar er likindi til, spyrja me, at dessi Dananna strid nu skal enda med sigr? tru i Nordmannanna og Svianna vaksandi tilhugar? tru i deirra mállydska nærskyld? tru i deirra ymsisiduga sjalvrædi og vaksanda frelsi? elr er Dananna vanmátt i várt árhundrad meir megandi en deirra mátt i hvorvnum?

Med retthugsud naudsyn er dat imedan inki annat enn nettupp Danmarkar ovrevlit i Nordlondum, som gerir undirbunadinn[7] i hin læra um Nordlendingskapins framkoma darvid, at Nordmennirni taka Danamálit og kasta sitt eigit, elr hvat er dat sama, svivyrda dat, inki sköyta um dat. — Men dá lytr Nordmannanna utspreiding av dessi læra fjetra[8] heila várt hyggi[9] Slik utsoning; slikt fullkomit nidvarp av dat heilagasta einn eigr, fyri at verda tradkat à utan knett; slik sjalvforsaking; slik sjalvöyding, som hun göymir innan i sig, er vel at marka sjaldsynd i heimssogunni og vil trautum kunna verda vist hjá nokkut samband, som kallar sig ein tjod, enn segja hjá ein tjod med Nordmannanna saga. Hun lytr undra hvar einn, som tykkir dat gaman at fylgja mannkynit i dess fremdi frá fyrsta upphavit, og som hevir verit van at sjá, hvorleid fysnurna stendugt plaga ráda. Einn lytr tru, at hann her hevir funnit dat merkiligasta folk á heimskringlunni, folkit som ropar folkatrádomanna[10] verdlöysa, undrbarnit, einn Messias bland tjodirna. Diat utspreidingin av hin læra er jau fylgirett inki annat enn utspreidingin av læran um Nordlendingskapins samjavnd[11] med Danskapinn,[12] Nordlandanna samjavnd med Danmork. Nordmennirni jata sona allt dann samjavnd, hvess utroping einfaldliga sökist löynd hjá Donum, idi dessi ropa Nordlendingskap, istadinnfyri beint fram at ropa Danskap. Diat dat er hverjum audsynt, som vil sjá, at Nordlendingskapinn i Danmork enn bert er sinn dylgiham fyri gamall Danskap. Dat, som so opta og tidt hevir gertst i sogunni, hevir ogso gertst her; dann gamla fysna hevir tekit eitt nytt medal; — dat er dat heila! „Rom vildi stendugt ráda, og dá hennar herfylkingar[13] stupu, sendi hun truarbod[14] kring i herudin!“[15] Soleid ogso vetla Danmork. Sagan gevr lögna tydingir til hennar samhugarlig - nordlendska[16] truarbod. Hun segir: tankinn á eitt ovrevli i Nordlondum, á donsk Nordlond, Danskapins tanki, höyrir Danmork til genum alla tidir og höyrir henni til idag. Dat var dessi hugsjon, som leikadi i logar um Lodbrokarevnit Sigurd ring, dat hann sat i lyptinginni og gekk i kav frá Skiringssal; dat var dessi hugsjon, som leikadi i logar um Oldenborgarkynit hinn 8di Kristian, dar han stod i stavni og gekk i kav i Eckernfjord; dat var dessi hugsjon, som stendugt studdi konungsflokkar i Noregi; dat var dessi hugsjon, som halp til at vápna Gautar mot Sviar; dat var dessi hugsjon, som braut Nordmannanna heilagasta minni, som javnadi deirra hövdingja gravir med jordinni, dat var og hana, som attr baud dessi hövdingjar upp á tiljurna vid konungins Nytorg; dat var dessi hugsjon, som bödlarni tenti á Nordmalmtorg; dat var hana, som fostrlandsvinirni tenti vid Fredericia; dat var dessi hugsjon, som taddi[17] eitrgrasit i merkiskogarni millum Noreg og Sviariki; dat er hana, som tedr slikt eitrgras undir Danavirkit idag; dat var dessi hugsjon, som löyndist i dei nordlendski samhugar av Margarethu árhundrad, og dat er og dessi hugsjon, som löynist i dei nordlendski samhugar av sjaundi Fredriks árhundrad. Tenkifrödit[18] segir: var dat onnurleid, so vildi Danmork inki eitt samband med gamla ovrikistrádomar; hun vildi fyriláta sin gamla stjorn, hvess fylgja krevr Undirdanir, og hvess medal umstodurna retta dá i fjandskap og dá i vinskap; hun vildi inki lengr styrkja sig sjolv vid at adri gerast veiki; hun vildi láta Islendingarni og Nordmennirni ut á Færöyum i frelsi sökja heill sin ettir eiginn tokknad; hun vildi geva upp eitt hatat framandveldi yvir Tydverjar; hun vildi inki eitt germanhatanda Nordlendingasamband.

Nær nu detta er sannleikinn (og hverr vil kunna motmæla sogunnar vitni?), nær adalinn i hinn Dananna Nordlendingskap inki er annat enn gamall Danskap, og nær Nordmenn, de facto at döma, jata slik Nordlendingskap og spreida hann til spilling av sinn eiginn tjodskap[19] og nettupp til gagn (javnvel antin rett elr rángt) at dann tjodinni, som soguliga hevir verit deirra tjodskapar kappsamasti, trottugasti og onnugasti[20] fjandi, so kann jau slikt inki annat enn undra og freista til tru á nokkut avbragdsligt. — Men dess vandligar me so skoda á tinginn; dess meir me halda fast á hinn danski Nordlendingskapar eiginliga veran,[21] som hinn norröni Nordlendingskap at röyndu er samjavn med, dess tortryggari[22] verdr oss dessi ovklára hugsjonarraun[23] uppundir dei tokufulla Jotunfjollum, dess skirar verdr dat oss, at hun at ollu er ein lygn, eitt tokuspel, - med di at hun göymir usættandi tvimæli. — Dat hugsjonliga[24] i hinn norröni Nordlendingskap laut, má vita, nettupp röynast dari, at dess varnadarmenn vid at ropa stadgingin elr öydingin av dei norröna frumsevnin, gerdi avkall á tjodarrett, á tjodlig sjalvveran, göymdi i sig tankinn á dat uheimlada av tjodskap yvirhovudit. Men dá nu dessi norröni Nordlendingskap soguliga verdr samjavn med dann danski, hvess grunnhugsjon nettupp er ovtjodskap,[25] hvess grunnkrevjing nettupp er dann fullkomna jating av ovdanski tjodartrádomar, so er dat allt ur dessu klárt, at hin hugsjon inki er varnadarmonnum at tittnevndi norröni Nordlendingskap medvitandi som retthugsad undirbunad, med di at dat er eitt usættanda tvimæli, med mothugar fyri tjodskap at strida fyri ovtjodskap, hvat nettupp verdr tilfellit, i di Nordmennirni, som diliki Nordlendingar, strida fyri gamal Danskap; - med onnur ord: dat er ur dessu klárt, at hin hugsjonarraun er oldungis[26] inginn, at hinn norröni Nordlendingskap ingaleid er nokkur undrandi læra! — Men lyda me so á, hvat dagstödt tytr oss fyri öyrnum i tal og dagblodum, so lysist detta enn klárar. Stendugt höyra me, má vita, dessi norröni Nordlendingar med heitingarord[27] veiva spjot mot ein framand tjod. Me höyra á opin gata dei löglig-skamligasta ordlog mot Tydverjarni, som do inki gera annat, enn hvat Nordmennirni undir eitt ovriki havdi eggjat máttugi frændr at gera og veitt deim takk difyri. Dat lysist vid slik deirra ordlog, at dat ingaleid er klárnat fyri deim detta, som allt fyrr er sagt, at Nordlendinginn lytr halda upp med at syngja hitt gamla, kinverska[28] syrgikvædi[29] um „Ledet som er af Lave,“ at Nordlendinginn, Nordgermaninn lytr vilja samband med Sudgermaninn, inginn fjandlig skildnad, inki kunstrigt Danavirki; at hann lytr halda upp med at töma minnishorn fyri Fredericia, men at hann lytr töma minnishorn fyri Lützen. — Ur dessu sjá me sona, at sagan jatar, hvat tenkifrödit[30] allt ovanfyri sannkravdi, at hini norröni Nordlendingar ingaleid ropa tjodartrádomanna verdlöysa, - og dá hun á sama tid segir af stendug rop á Norrönleiki, á norrönt sjalvrædi, so jatar hun ogso, hvat tenkifrödit naudsynliga lytr sannkrevja, at dessi sami norröni Nordlendingskap eiginliga inki er annat enn einn máti fyri norrön tjodarkennsla, fyri norrönt tjodarkapp, - med di at dat jau vildi vera eitt motmæli inki at kannast vid eigna tjodareignir i sama bilit, som einn röyniliga kannast vid og stridir fyri tjodareignir.

Idi me sona hava sjet, at tankinn á ovrevlit at Danatjodinni, med uppgeving av norröna, vigtuga, tjodareignir som naudsynligt tilkomandi,[31] ingaleid er hini norröni Nordlendingar medvitandi som adalinn i deirra læra um Nordlendingskapins framkoma vid taggingin av norröna tungunni, - hava me samtidugt funnit, at dessi læra bert er eitt skap, som fyri eitt bil hevir fullnögd norrön tjodarkennsla. Og dá dessi læra er radt gagnstodd tidinnar uimotmælandi vitan, at nettupp brukit og hævdin av norrönamálit, som naudsynlig og gagnlig fyri Norrönleikinn, eru naudsynlig og gagnlig fyri Nordlendingskapinn, hugsjonin, som hun nettupp segist tena, so &c. sjá me, at hun inki er annat enn ein truarlæra; - men dat, som geldr fyri truarlærur yvirhovudit, geldr ogso fyri dessi: hun lytr vægja fyri betri vitan; og dat som geldr fyri kenslurna, fysnurna, som truarlærurna spretta upp ur, geldr ogso fyri dessa tjodliga kennslur, som nevnda truarlæra er runnin ur: einnfalda, og uskirda[32] vilja dei vid vitindit vitkast og reinsast.

  1. ↑ scandinavisch.
  2. ↑ scandinav.
  3. ↑ scandinavismus.
  4. ↑ tol: apparat.
  5. ↑ scandinavisch.
  6. ↑ danismus.
  7. ↑ voraussetzung.
  8. ↑ fesseln
  9. ↑ aufmerksamkeit.
  10. ↑ volksinteresse.
  11. ↑ identität.
  12. ↑ Danismus.
  13. ↑ legion.
  14. ↑ dogmen.
  15. ↑ provinz.
  16. ↑ sympathetisch-scandinavisch.
  17. ↑ misten.
  18. ↑ logik.
  19. ↑ nazionalität.
  20. ↑ virksam.
  21. ↑ wesen.
  22. ↑ zweifelhaft.
  23. ↑ idealismus.
  24. ↑ ideal.
  25. ↑ ultra-nazionalität.
  26. ↑ ganz und gar.
  27. ↑ schmähwort, drohung.
  28. ↑ chinesisch.
  29. ↑ elegie.
  30. ↑ logik.
  31. ↑ accidenz.
  32. ↑ ungeläutert.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Ny_Hungrvekja/III&oldid=219658»