Norske Oldskrifter
24. Den ældre Edda. Samling af norrøne Oldkvad indeholdende Nordens ældste Gude- og Heltekvad. Udgiven af P. A. Munch. Chra. 1847. 8. XVIII og 216 8. Heftet 60 Skill.
25. Fagrskinna. Kortfattet norsk Konge-Saga fra Slutningen af det tolfte eller Begyndelsen af det trettende Aarhundrede. Udgiven af P. A. Munch og C. R. Unger. Chra. 1847. 8. XVI og 216 S. med 2 Faksimiler. Heftet 84 Skill.
26. Saga Olafs konungs Tryggvasunar. Kong Olaf Tryggvessøns Saga forfattet paa Latin henimod Slutningen af det tolfte Aarhundrede af Odd Snorressön, Munk i Thingeyre Kloster paa Island, og siden bearbeidet paa Norsk. Udgiven af P. A. Munch. Chra. 1853. 8. XXIV og 114 S. med et lithograferet Blad.
27. Olafs Saga hins helga. En kort Saga om Kong Olaf den hellige fra anden Halvdel af det tolfte Aarhundrede. Udgiven af R. Keyser og C. R. Unger. Chra. 1849. 8. XII og 160 S. Feilberg & Landmark. Hestet 84 Skill.
28. Saga Olafs Konung ens helga. Udförligere Saga om Kong Olaf den hellige eller det ældste fuldstændige Pergaments-Haandskrift i det store kongelige Bibliothek i Stockholm udgiven af P. A. Munch og C. R. Unger. Chra. 1853. 8. XI. VIII og 320 S. med et Faksimile.
29. Speculum Regale. Konungs-Skuggsjá. Konge-Speilet. Et philosophisk-didaktisk Skrift, forfattet i Norge mod Slutningen af det tolfte Aarhundrede. Tilligemed et samtidigt Skrift om den norske Kirkes Stilling til Staten. Udgivet af R. Keyser, P. A. Munch og C. R. Unger. Chra. 1848. 8. XXII og 204 S. med 2 Faksimiler. Heftet 84 Skill.
30. Stjórn. Norsk Bibelhistorie omfattende Tiden fra Verden Skabelse indtil det babyloniske Fangenskab. Udarbeidet ved Begyndelsen af det 14de Aarhundrede efter Foranstaltning af Kong Haakon Magnussön (1299–1319.) Udgiven med Anmærkninger og Ordforklaringer af C. R. Unger. 1ste Heste. Chra. 1853. S. 128 S. Feilberg & Landmark. Heftet 60 Skill.
31. Alexanders Saga. Norsk Bearbeidelse fra det trettende Aarhundrede af Philip Gautiers latinske Digt Alexandreis. Hed en Ordsamling udgiven af C. R. Unger. Chra. 1848. 8. XVI og 224 S. Feilberg & Landmark. Heftet 84 Skill.
32. Barlaams ok Josaphats Saga. En religiøs romantisk Fortælling om Barlaam og Josaphat, oprindelig forfattet paa Græsk i delen af det 8de Aarhundrede, senere oversat paa Latin og herfra igjen i fri Bearbeidelse ved Aar 1200 overført paa Norsk af Kong Haakon Sverressön. Udgiven af R. Keyser og C. R. Unger. Chra. 1851. 8. XXIV og 264 S. med et Faksimile. Feilberg & Landmark. Heftet 1 Spd. 48 Skill.
33. Saga Diðriks konungs af Bern. Fortælling om Kong Thidrik af Bern og hans Kjæmper, i norsk Bearbeidelse fra det trettende Aarhundrede efter tydske Kilder. Udgiven af C. R. Unger. Chra. 1853. 8. XI. og 384 S. med 2 Faksimiler. Feilberg & Landmark. Heftet 2 Spd.
34. Strengleikar eða Ljóðabók. En Samling af romantiske Fortællinger efter bretoniske Folkesange (Lais.) Oversat fra Fransk paa Norsk ved Midten af trettende Aarhundrede efter Foranstaltning af Kong Haakon Haakonssøn. Udgivet af R. Keyser og C. R. Unger. Chra. 1850. 8. XXIV og 140 8. med et Faksimile. Feilberg & Landmark. Heftet 90 Skill.}}
Det er ikke min Hensigt her at give nogen detaljeret Kritik over samtlige de i Overskriften opregnede Udgaver af norske Oldskrifter, saa meget mere som nogle af dem allerede forhen enkeltvis nærmere er omtalte dels i dette Tidsskrift dels i Frey og Annaler for nordisk Oldkyndighed; her skal jeg kun give en samlet Oversigt over, hvad der i Almindelighed betegner og karakteriserer disse i Norge udkomne Udgaver, og i Forbindelse dermed omhandle, hvad der for øvrigt i den senere Tid her i Landet er udrettet for vort Oldsprog, og paa hvilket Standpunkt Studiet deraf for Øjeblikket befinder sig. Disse Linjer knytter sig saaledes paa en Maade til, hvad jeg i forrige Bind S. 312 flgg. har meddelt om det kongelige nordiske Oldskriftselskab i Kjøbenhavn.
Efterat i forrige Aarhundrede Vigtigheden af det oldnorske Sprog var erkjendt og Sansen for dets Studium vakt, var det i lang Tid dog kun i Sverige og Danmark at dette ytrede nogen Indflydelse, medens man i Norge stod ganske uberørt af den derved frembragte Bevægelse. Grunden hertil er let forklarlig da Norges hele litterære Virksomhed var forflyttet til Kjøbenhavn, og desuden det hele Studium endnu mest var indskrænket til nogle ganske faa lærde Historikere, der mere for Historiens end for Sprogets egen Skyld syslede dermed, samt til en Del indfødte Islændinger, som derved fandt Underhold og Beskjeftigelse. Om at behandle Sproget grammatisk og deraf høste Udbyttet for vort nuværende Modersmaal var der ikke Tale, førend P. E. Müller i 1811 udgav sin Afhandling om det islandske Sprogs Vigtighed og R. K. Rask i samme Aar sin Sproglære samt i 1814 Bjørn Halldorssøns islandske Ordbog, hvorved endelig Stødet blev givet til en mere dybtgaaende og videnskabelig Behandling af vore Fædres Tungemaal. Ved Rasks og nogle andres ivrige Bestræbelser fik Studiet af oldnorsk, som man urigtig antog for at have hersket over hele Norden, og derfor ogsaa tilsidst faldt paa at kalde oldnordisk, snart Opsving og blev saa at sige en Modesag. Der var mange, som syslede dermed og søgte at anvende de vundne Resultater paa Modersmaalet og dets Behandling, ligesom man stiftede Selskaber for at afhjælpe den herskende Trang til Udgaver af Oldskrifterne, hvoraf man nu navnlig ved den berømte Islænding Arne Magnussøns Bestræbelser havde faat den største og vigtigste Del samlet paa Universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn. Paa denne Maade opnaaede man ogsaa inden kort Tid at se udgivet et ikke saa lidet Antal Oldskrifter, især gjennem det kongelig nordiske Oldskriftselskab ligesom der til Brug for Begyndere udkom flere Læsebøger med Ordforklaringer samt Oversættelser af Sagaerne; Rask selv udgav endnu 1832 kort før sin Død de hensigtsmæssigste Hjelpemidler i denne Retning, nemlig en kortfattet Vejledning til det oldnordiske og i Forbindelse dermed en liden oldnordisk Læsebog med oplysende Anmærkninger og Ordsamling. Skjønt man, som sagt, antog oldnorsk for at være det umiddelbare Stamsprog ogsaa for det nyere danske, kunde dog hint aldrig blive ret hjemligt og fortroligt for Danerne, ja den nævnte fejlagtige Opfatning bidrog maaske netop til at’ forstærke denne Følelse, da man trods det nære og umiskjendelige Slægtskab mellem begge Sprog vistnok uvilkaarligt maatte mærke, at det dog ikke er saa stort hverken i Ordformernes ydre eller i Tankeformens indre Bygning, som man skulde forudsætte mellem et Moder- og Datter-Sprog. Naar man først bliver gjennemtrængt af den rette Opfatning, at det nyere danske kun er en Søsterdatter af det oldnorske, vil man baade faa en sandere Interesse og Kjærlighed til Studiet af dette og undgaa de Misgreb ved Anvendelsen af dets Resultater paa Modersmaalets grammatiske Behandling som Levin og andre danske Sprogmænd har klaget over at man ofte har begaat. Af denne større Fjernhed i Slægtskabet ser man ogsaa tydelige Spor i de danske Oversættelser af Oldbøgerne; skjønt de nemlig ofte er gode og omhyggelige, mangler de dog stedse den rette hjemlige Aand og Duft, som ikke sjelden findes ved de af Nordmænd udgivne; det fremmedartede viser sig ikke alene i Valget af de enkelte Ord, men endnu mere i den hele Tankebygning, ligesom der hyppig af Mangel paa Kjendskab til ejendommelige norske eller islandske Indretninger og Udtryk selv hos deres dygtigste Oversættere indløber Fejltagelser og kejtede Vendinger, hvorover enhver norsk Dilettant, for hvem det rigtige falder som Fod i Hose, uvilkaarlig maa smile.
Imidlertid havde ogsaa i Norge enkelte begyndt at lægge sig efter Studiet af vort Oldsprog, skjønt man her i endnu højere Grad end i Danmark hemmedes ved Savnet af de fornødne Hjelpemidler; fjernt fra de haandskrevne Kilder, som laa opdyngede i Kjøbenhavn, var man indskrænket til det ubetydelige, der ved Trykken var gjort tilgjængeligt. Ved enkelte dygtige Mænds ufortrødne og ihærdige Bestræbelser udbredtes dog Interessen for Sagen til flere og flere, og det viste sig snart, at den her var bygget paa en naturligere og fastere Grund end hist nede. Trods alle Hindringer tiltog den hurtigt, og gik Haand i Haand med den vaagnede Sans for en nærmere Undersøgelse af vore Bygdemaal, som man snart mærkede var egte Affødninger af det oldnorske Modersprog, ja endog i en saa paafaldende Grad, at de i alt væsentligt kunde siges at udgjøre et dermed. Ved en enkelt Mands, Ivar Aasens, omfattende Undersøgelser godtgjordes den mærkelige Enhed og Sammenhæng, som trods Mangfoldigheden i Bygdemaalenes indbyrdes Afvigelser dog endnu hersker i dem alle, og ved at sætte dem i Forbindelse med Oldsproget og belyse dem fra dette træder det med Klarhed frem, hvorledes disse Afvigelser naturligen er fremkomne ved Sprogets Udvikling. Dette forøgede i høj Grad den engang vakte Lyst og Tilbøjelighed til at sysle med Oldsproget, som desuden enhver i Almindelighed med den største Lethed kunde lære, da de fleste fra Barndommen af kjendte et eller andet Bygdemaal, og deri havde en væsentlig Hjelp baade med Hensyn til Sprogformer og Ordforraad. Hertil kom den stedse stigende Iver for det folkelig-ejendommelige og Fædrenes Minder i Almindelighed og navnlig for Skriftsprogets Udvikling og gradvise Forandring i norsk Retning. Bestræbelserne i denne Retning var for en stor Del mislykkede og havde stødt ved sin Smagløshed, fordi man uden dybere Kundskab havde forsøgt at indbringe i Skriftsproget Ord og Vendinger af Bygdemaalene, der ofte passede som en knyttet Næve til et blaat Øje, ligesom de optoges i en fejlagtig Form, der gav dem et utækkeligt og latterligt Udseende. Disse mere velmente end forstandige Forsøg var derfor snarere til Skade end til Gavn for den Sag, de skulde fremme. Man begyndte nu at indse, at en heldig Stræben efter at berige og udvikle Skriftsproget fra disse Kilder blot kunde bygges paa et nøjagtigt og grundigt Kjendskab til Bygdemaalene og Oldsproget, og vegtige Stemmer hævede sig for, at Vejledning heri skulde forbindes med Undervisningen i Modersmaalet paa Skolerne. Og det er vel ogsaa utvivlsomt, baade at en saaledes fremkaldt almindelig og dybere gaaende Indsigt er nødvendig for at forstaa vort nyere Modersmaal og de mangeartede Fremsyninger, der gjør sig gjeldende under dets nuværende raske Udvikling, og at den uden Ubillighed bør kunne forlanges af enhver, der vil gjøre Fordring paa videnskabelig Dannelse.
Men for med grundet Haab om et heldigt Udfald saaledes at reformere Undervisningen i Modersmaalet maatte man først og fremst sikre sig dygtige Lærere, og herpaa var der endnu en fuldstændig Mangel; man gik derfor den rigtige Vej ved foreløbig at træffe Foranstaltning til at opdrage saadanne, idet der den 17 Sept. 1845 ved et Tillæg til Universitets-Fundasen blev bestemt, at Filologerne for Fremtiden kunde efter eget Valg underkaste sig Prøve i oldnorsk og Modersmaalets Litteratur i Stedet for hebraisk og ved Reglement for den filologiske Eksamen af 26 Sept. 1846 blev det derpaa nærmere bestemt, hvori denne Prøve skulde bestaa. De her opstillede Fordringer er vistnok ikke store, men som Bevis paa den sande Interesse, hvormed Oldsproget nu omfattes, kan det tjene, at baade de allerfleste Filologer siden hin Forandring har foretrukket oldnorsk for hebraisk, og dertil uden Undtagelse har læst meget mere, end hvad der efter Reglementet strengt taget fordres. At saaledes Studiet for en hel Klasse af Studerende fik en større Betydning end det blotte Liebhaberi, bidrog naturligvis meget til at give det et yder- ligere Opsving, og i det sidste Aarti har derfor Forelæsningerne over oldnorsk aldrig savnet et talrigt Auditorium. Man fik ogsaa nu i nogen Grad afhjulpet Savnet af de nødvendige Hjelpemidler, idet Professor P. A. Munch udgav en oldnorsk Sproglære, og i Forening med Lektor C. R. Unger en Læsebog med Ordsamling.
Allerede forhen var der af andre Hensyn tildels forberedet Udgaver af norske Oldbøger, som i den senere Tid er udkomne, navnlig Norges gamle Love (3 Foliobind, 1846–1849), Diplomatarium Norvegicum (hidtil 5 svære Hefter, 1847–1853), og som Universitets-Programmer Björgynjar Kálfskinn (1843) og Munkalifs Klosters Brevbog (1845), hvortil senere er kommen Aslak Bolts Jordebog (1852). Men da nu Studiet af de norske Oldskrifter saa sterkt tiltog, blev det paatrængende nødvendigt at sørge for, at de vigtigste blev tilgjængelige i hændige og paalidelige Udgaver. Og her kom nu Universitetet med en Liberalitet, der ikke noksom kan paaskjønnes, den herskende Trang til Hjelp. I 1847 og 1848 lod det som Universitets-Programmer udkomme og frit uddele til samtlige Studerende omhyggelige og smukke Udgaver af den ældre Edda, Fagrskinna og Kongespejlet, der baade i og for sig henhører til de mærkeligste og vigtigste Oldbøger og desuden skal benyttes til den filologiske Embedseksamen; tillige blev der sørget for, at et Antal Eksemplarer fremtidig gjennem Boghandelen kunde erholdes til en moderat Pris. Saadanne bekvemme og letvindte Haandudgaver af disse Verker havde man endnu ikke, og Fagrskinna var endogsaa trods sin Vigtighed og Fortrinlighed slet ikke forhen udgiven. De er samtlige besørgede paa samme Maade som de sædvanlige Skoleudgaver af latinske og græske Klassikere, dog saaledes at et ikke alt for vidtløftigt Variant-Apparat er tilføjet; man har følgelig ikke strengt bundet sig til noget enkelt Haandskrift, navnlig ikke hvad den vaklende Retskrivning angaar, idet denne er gjengiven saadan, som den i Sprogets bedste Periode maatte have været, hvis man overhoved paa den Tid havde beflittet sig paa nogen streng Følgerigtighed i Retskrivningen. En saadan Fremgangsmaade var her nødvendig og hensigtsmæssig dels efter Beskaffenheden af det Materiale, hvorpaa Udgaver af disse Oldbøger støttes, dels paa Grund deres Bestemmelse at benyttes som Haandudgaver af dem, der skal lære og tilegne sig Sproget i dets rigtige Form. I Haandskrifterne af disse Verker er Retskrivningen nemlig for det meste ingenlunde mønsterværdig, og det vilde være et stort Misgreb at give den endnu ubefæstede Lærling en Bog ihænde, der ved sin udvortes Skikkelse tjente til at bortdrage hans Opmærksomhed fra det væsentlige og vigtige ved Sproget til de mere underordnede Tilfældig- heder, hvorpaa Oldbøgernes vaklende Skrivemaade giver saa mange Eksempler. Naar han har vundet ud over Lærlingens Standpunkt, vil derimod ofte netop af Fejltagelserne i Retskrivningen kunne uddrages nyttige Lærdomme og vigtige Følgesætninger, og da kan det følgelig være af megen Interesse at erholde Udgaver, hvori de gamle Haandskrifters ortografiske Egenheder med Nøjagtighed er gjengivne.
Ved disse bekvemme Udgaver var allerede meget udrettet til Lettelse af Oldsprogets Studium, og dette blev tildels som en Følge heraf i den nærmest følgende Tid saa almindeligt, at Lektor Unger allerede i 1848 ved Hjelp af Subskription paa en privat Boghandlings Forlag kunde udgive den interessante og i sproglig Henseende ganske fortrinlige Alexanders Saga, og at den samme Boghandling i det følgende Aar endog vovede uden foregaaende Subskription at forlægge den ældste, legendariske og kortfattede Olaf den helliges Saga. Disse Oldskrifter er udgivne efter en anden Plan, end de forhen omtalte. Man havde her Anledning til at lægge et enkelt fortrinligt Haandskrift til Grund for Udgaverne og har derfor med Strenghed fulgt dette og diplomatarisk aftrykt det med Bibehold af alle Egenheder ogsaa i Retskrivningen; for Resten er naturligvis Supplementer, Berigtigelser og Varianter optagne efter andre forhaandenværende Haandskrifter, ligesom der er vedføjet Glossarier over de sjeldnere og vanskeligere Ord, da man endnu ganske savner en brugbar oldnorsk Ordbog;: Olafs Saga er ogsaa udstyret med righoldige og lærde historiske Oplysninger og kritiske Sammenligninger med de øvrige Sagabearbejvelser om samme Konge. For alt dette er der gjort omhyggeligt Rede i de forudskikkede vidtløftige Fortaler, hvori der tillige findes en fuldstændig Underretning om de benyttede Haandskrifters Beskaffenhed og Historie saavel som om deres Egenheder i sproglig og ortografisk Henseende. Korrekturen er yderst nøjagtig og Udstyret særdeles smagfuldt, saa at de vistnok kan betragtes som Mønstre paa Udgaver af Oldbøger.
Imidlertid kunde man ikke vente, at det endnu skulde lade sig gjøre at faa ret mange norske Oldskrifter udgivne paa private Boghandleres Forlag, og om end Universitetet kunde antages fremdeles af og til at ville lade enkelte vigtige Verker udkomme som Programmer, kunde dette dog heller ikke i Længden forslaa synderligt. At lade sig nøje med, hvad der udgives i Danmark, vilde dels være unaturligt og ydmygende, hvor det gjaldt at fremme Udbredelsen af vor Oldlitteratur, dels ogsaa utilstrækkeligt, fordi Stoffet er saa rigt, at alle Kræfter gjerne kan anvendes, uden at det dog paa lang Tid bliver muligt at faa udgivet mere end en forholdsvis liden Del af den store endnu opbevarede Masse. Dertil kommer, at et saadant Forhold virkelig ogsaa medfører adskillige væsentlige Ulemper. Danerne fristes nemlig af den Interesse, hvormed de allerede længe har omfattet vor Oldlitteratur, til ligefrem at tilegne sig den som Ejendom. Man ser blandt andet straks en kjendelig Bestræbelse derfor i det Navn, de tillægger den; dels har de nemlig, som oven omtalt, kaldt den efter gammel Vane islandsk, dels oldnordisk, ja enkelte Gange endog ligefrem olddansk, medens først nu i den aller sidste Tid enkelte Stemmer dernede har erkjendt og vovet at udtale, at den kun er oldnorsk, eller om man vil norsk-islandsk, og intet andet. Denne Illusjon er end mere bleven vedligeholdt derved, at de næsten udelukkende har udgivet de paa Island for- fattede eller i alt Fald afskrevne Sagaer, medens derimod de i Norge skrevne henlaa saa godt som ukjendte i Haandskrift, og det skjønt mange af dem, som t. Eks. den af Kong Haakon Sverressøn selv bearbejdede Barlaams og Josaphats Saga henhører til de i sproglig Henseende aller vigtigste og betydningsfuldeste Mindesmerker, hvis Udgivelse og omhyggelige Benyttelse maa ansees uomgjængelig fornødne til et fuldstændigt Studium af Oldsproget. Det lidet ønskelige i, at dette Forhold fremdeles skulde vedvare, i Forbindelse med den Omstændighed, at C. R. Unger allerede havde flere Oldskrifter afskrevne til Udgivelse, bevirkede i Aaret 1849 Stiftelsen af „Foreningen til norske Oldskrifters Udgivelse“, hvis Øjemed var at samle en fast Stok af Subskribenter paa de Oldskrifter, hvis Udgivelse Bestyrelsen fandt det tjenligt at fremme. Foretagendet fandt saadan Deltagelse, at Medlemmernes Antal snart steg op til henimod 400, og med denne Forenings Understøttelse er hidtil udgivet tre i Norge skrevne Oldbøger, nemlig Strengleikar, Barlaams ok Josaphats saga og Saga Điðriks konungs af Bern, hvoraf de to sidste hører til de vigtigste og omfangsrigeste i den hele Litteratur; samtlige disse Udgaver er besørgede med samme udmærkede Dygtighed og Nøjagtighed som de oven nævnte af Alexanders Saga og Olafs Saga, og ligesom disse særdeles skjønt og værdigt udstyrede i typografisk Henseende. Af de to første har desuden Foreningen ladet udgive særskilte Oversættelser i mindre Format. Det har nemlig blandt andet ogsaa været iagttaget som ufravigelig Regel ved alle norske Oldskrift-Udgaver, ikke at vansire dem ved hosføjede Oversættelser Side om Side, men altid at udgive Teksten for sig, og i de enkelte Tilfælde, hvor det kan agtes hensigtsmæssigt, en særskilt Oversættelse.
Fremdeles er Udgivelsen af endnu en særdeles omfangsrig og vigtig Oldbog begyndt paa den samme private Boghandlings (Feilberg & Landmarks) Forlag, som tidligere havde forlagt Alexanders Saga og den legendariske Saga om Olaf den hellige. Lektor Unger har nemlig efter de tre Pergaments-Haandskrifter No. 226, 227 og 228 fol. i Arne Magnussøns Samling paa Runde Taarn i Kjøbenhavn bearbejdet en fuldstændig Udgave af Stjórn, der i vor Oldlitteratur staar som eneste i sit Slags. Den er paa Foranstaltning af Kong Haakon Magnussøn (1299–1319) bearbejdet efter Bibelen samt to i Middelalderen meget berømte Verker af franske Forfattere, Historia Scholastica af Petrus Comestor og Speculum Historiale af Vincents fra Beauvais, hvorhos den norske Kompilator ogsaa har benyttet andre Kilder, saasom Isidorus Hispalensis de originibus og blandt Kirkefædrene især Augustinus og Hieronymus. Stjórn er ikke nogen „blot og bar Bibelhistorie, men synes tillige at være bestemt til at udgjøre et Slags Haandbog til Vejledning for dem, der vil gjøre sig bekjendte med de af Kirkefædrenes bibelske Anmærkninger og Fortolkninger, som paa den Tid ansaaes for de vigtigste; hertil er ogsaa føjet et Uddrag af hvad der formodentlig har interesseret Datidens Læsere mest af Jordbeskrivelsen og Naturhistorien, hvor der da fortrinsvis, som man af den Tids Smag kan vente, tages Hensyn til det vidunderlige og monstrøse i Naturen. Det er dog fornemmelig første Mosebog (Genesis), som har maattet give Plads for disse indskudte Tillæg, hvorved ogsaa denne er kommen til at udgjøre omtrent en Tredjepart af det hele Verk.“ Stjórn er saaledes af stor Vigtighed baade i sproglig Henseende og som Bidrag til Kulturhistorien, ligesom den er let at læse og højst underholdende især paa Grund af de indskudte Stykker, der ofte falder helt pudserlige midt imellem Bibelens Fremstilling; de geografiske Oplysninger om fjerne Lande er for det meste yderlig komiske. Af denne Oldbog, der ogsaa udgives med diplomatarisk Nøjagtighed, er endnu blot første Hefte paa 8 svære Oktavark udkommet; det hele Verk er beregnet at skulle udgjøre omkring 40 Ark.
Ei heller undlod Universitetet at fortsætte den udviste Liberalitet i at befordre Udgivelsen af Verker, der havde Vigtighed for Oldlitteraturen. Saaledes lod det atter i 1853 udkomme som Programmer den legendariske Saga om Olaf Tryggvessøn og den vidtløftige Olaf den helliges Saga. Den første er oprindelig forfattet paa Latin i Slutningen af det tolvte Aarhundrede af Odd Snorressøn, Munk i Thingeyre Kloster paa Island, og senere udkommen paa oldnorsk i tre forskjellige Oversættelser, der i Meningen paa nogle faa Afvigelser nær ganske stemmer overens, men derimod i alle enkelte Ord og Talemaader er saa afvigende fra hverandre, at neppe fire paa hinanden følgende Ord i dem alle tre er lige; saavel heraf som af andre Grunde kan man med Sikkerhed slutte, at de er tilblevne ganske uafhængigt af hverandre, medens de alle slutter sig til den latinske Original og har det fælles Kjendemærke, at Stilen i dem mere nærmer sig til den i Middelalderens latinske Legender og Helgenhistorier sædvanlige end til den for vore paa mundtlig Overlevering grundede Sagaer ejendommelige. Odd Munk har omhyggeligt optaget alle legendariske Sagn om Olaf Tryggvessøn og med Forkjærlighed dvælet ved alt, hvad der kunde ansees overnaturligt; hans Bog slutter sig saaledes nøje til den oven omtalte, i 1849 udgivne legendariske Saga om Olaf den hellige, idet begge disse danner et Slags Modsætning til de vidtløftigere historiske Sagaer om begge Konger. Nærværende Udgave er Bogstav for Bogstav med diplomatarisk Nøjagtighed aftrykt efter det hidtil uudgivne og saa godt som ubekjendte Haandskrift No. 20 qv. fasc. 2 paa det kgl. Rigsbibliotek i Stockholm, der tilligemed flere andre indkjøbtes paa Island for det svenske Antikvitets-Kollegiums Regning af Islændingen Jon Eggertssøn 1682; et Stykke, som heri savnes er i Anmærkningerne meddelt efter det Arnamagnæanske Haandskrift i Kjøbenhavn, saa at man i denne Udgave for første Gang har Teksten til Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tryggvessøns Saga fuldstændigt samlet, ligesom ogsaa først nu det hele kritiske Apparat til denne Saga kan siges at være tilgjængeligt for alle – Saga Olafs konungs ens helga eller den udførlige historiske Saga om Olaf den hellige er udgiven efter det ældste fuldstændige Pergaments-Haandskrift No. 4 qv. i det store kongelige Bibliotek i Stockholm. I den lærde og vidtløftige Fortale til denne af P. A. Munch og C. R. Unger besørgede Udgave er det med overbevisende Klarhed godtgjort, at den maa være forfattet omkring Aar 1230 af en Islænding, der neppe kan være nogen anden end Snorre Sturlassøn, hvilket bestyrkes ved at sammenligne den med Heimskringla, og det synes, at Snorre selv i sin Levetid har ladet den udskrive og redigere efter det større Verk under sin egen Opsigt, for at efterkomme den hos Nordmændene herskende Attraa efter at besidde en særskilt Udgave af denne klassiske Fremstilling af Sagaen om deres Nationalhelgen. Nærværende Udgave er ledsaget af righoldige Anmærkninger, indeholdende Forklaring over Viserne saavel som over de vanskeligste Steder, af en Sammenstilling af Kapitlerne i denne Saga med de tilsvarende i Fornmannasøgur og Heimskringla samt af et alfabetisk Navneregister. Det var vigtigt at faa den udgiven blandt andet ogsaa af den Grund, at den er optagen blandt de Oldskrifter, for hvilke Filologerne ved Eksamen fortrinsvis skal gjøre Rede.
Der er saaledes i den senere Tid ikke udrettet saa lidet til Udgivelse af norske Oldskrifter her i Landet, og man tør vel uden Overdrivelse sige, at der i det sidste Aarti endogsaa er udkommet flere og vigtigere Verker i denne Retning her end i Danmark, ligesom ogsaa de norske Udgaver baade i kritisk Behandling og værdigt Udstyr maaske i det hele taget har Fortrinnet. Hvad der i væsentlig Grad har bidraget til, at et saa heldigt Resultat har kunnet opnaaes trods vore Bibliotekers Mangel paa de nødvendige Haandskrifter og øvrige Kilder, er den udmærkede Forekommenhed og Beredvillighed, hvormed vedkommende Auktoriteter saavel i Danmark som i Sverige har udlaant de i deres Værge værende Original-Haandskrifter til Afbenyttelse her i Staden under Udgivelsen; at saadant Udlaan har fundet Sted, findes nemlig bemærket i Fortalen til næsten hver eneste af de i den senere Tid her udkomne Oldbøger, og derved har man havt den Fordel, under Korrekturen stadig at kunne konferere umiddelbart med Originalen, hvorved den fuldkomneste diplomatariske Nøjagtighed er opnaaet. Denne udviste Velvilje har saaledes bevirket, at man i forholdsvis ringe Grad har følt Ulempen af, at vor Oldlitteraturs rige Skatte er sammenhobede i Udlandet.
Skjønt fremdeles uendelig meget staar tilbage at gjøre, førend man kan sige, at endog blot det vigtigste af den endnu for lang Tid uudtømmelige Masse af værdifulde Haandskrifter er udgivet, idet hele store Grene af Litteraturen henligger saa godt som ubekjendte, – har man dog nu en saa stor Samling af gode og let tilgjængelige trykte Udgaver af fortrinlige Oldbøger, at der ikke længer i denne Henseende er noget til Hinder for, at Studiet af det oldnorske Sprog bliver almindelig udbredt. Derimod mangler man vistnok endnu tildels andre temmelig nødvendige Hjelpemidler. Navnlig er Savnet af en brugbar Ordbog i høj Grad føleligt; thi Bjørn Halldorssøns islandske Leksikon er aldeles ufuldstændigt, naar man kommer udenfor Kongespejlet og nogle enkelte Sagaer, som han har benyttet til dets Udarbejdelse, og man skal ikke være kommen synderlig vidt i sin Sprogkyndighed, førend man lades i Stikken af det i de fleste af de Tilfælde, hvor man søger dets Hjelp. Man maa da i sin Nød ty til de temmelig rige Glossarier i Munchs og Ungers eller Müllers Læsebøger, til Ordfortegnelserne i Alexanders Saga, Strengleikar, Droplaugarsona Saga osv., og det med Fare for, efter en saadan møjsommelig Søgen paa flere forskjellige Steder dog tilsidst intet at finde. Ikke saa sjelden kan man da finde Trøst i Ivar Aasens Ordbog over det norske Folkesprog. Vistnok har man Haab om at faa dette Savn afhjulpet; man har i flere Aar baade sagt og skrevet, at saavel Lektor Unger her i Staden som den nu afdøde Engelsmand Cleasby i Kjøbenhavn har havt Ordbøger færdige til Trykken; men, som man vel ved, bliver saadanne Arbejder egentlig aldrig færdige, og der hengaar ofte lange Aarrækker fra den Tid, deres Udgivelse bebudes som nær forestaaende, indtil de virkelig udkommer eller endog paabegyndes. Ligesaa har Egilssons Leksikon til Eddaerne i mange Aar været under Pressen uden dog endnu at være udkommet, og det nordiske Oldskriftselskab har for et Par Aar siden bebudet en snarlig Udgivelse af en oldnordisk-dansk Ordbog, som man da faar haabe ikke vil lade vente for længe paa sig. Det vilde virkelig være at ønske, at en af disse Ordbøger, der sikkerlig allerede nu er temmelig fuldstændige og i alt Fald uendelig meget bedre end hvad man har, ret snart maatte udkomme, inden Forfatteren endnu selv finder den rigtig færdig; under den herskende Hungersnød kan man være vis paa, at endog et temmelig stort Oplag inden faa Aar vilde være udsolgt, og Forfatteren kunde da lige saa godt indføre de Rettelser og Tillæg, han imidlertid maatte erhverve, i en ny Udgave, af hvis Nødvendighed han maaske vilde overraskes, inden han endnu kom til at paabegynde den første, om han skulde vente, indtil han selv syntes at være færdig. Thi han vil aldrig blive færdig, men i Mellemtiden vilde hans Verk blandt den talrige Skare, som tørster efter Oplysning og ikke kan finde den, have vakt en Taknemmelighed og stiftet en Nytte, hvis Omfang det ikke er let fuldt ud at opskatte.
Hvad Sproglæren angaar er man bedre hjulpen, da man her i Munchs og Ungers Norrøna-Sprogets Grammatik, Munchs Forn-Norrskans och Forn-Svenskans Språkbyggnad og samme Forfatters Runelære har de fornødne Hjelpemidler. Man har nu heller ikke Mangel paa et tilstrækkeligt Antal dygtige Lærere, da i den senere Tid en saa stor Mængde Filologer har studeret oldnorsk, at der vel neppe længer er nogen lærd Skole i Landet, hvor der jo findes en eller flere Lærere med de nødvendige Kundskaber til at overtage dette Fag. Der synes saaledes ikke mere at være nogen udvortes Hindring i Vejen for, at Undervisning i oldnorsk kunde indføres ved alle Landets lærde Skoler og forbindes med den almindelige Undervisning i Modersmaalet. Thi om end Savnet af en brugbar Ordbog er til stor Ulempe for den, der vil gjøre et mere omfattende Studium af Oldsproget, medfører det dog ikke saa store Vanskeligheder for Undervisningen deri paa Skolerne, som man ved første Øjekast skulde tro. Man har nemlig flere større og mindre Læsebøger, der er forsynede med Ordsamlinger, som for deres Vedkommende er fuldstændige, saa at Lærlingen vil have al fornøden Hjelp, saa længe han ikke kom- mer udenfor Læsebogen. Og vælger man nu en, der er saa omfangsrig og indeholder saa mange Prøver paa de forskjellige prosaiske og poetiske Stilarter, som f. Eks. Munchs og Ungers, vil man ved nøjagtigt og tilbunds at gjennemgaa denne, bringe det saa vidt, at man med temmelig Lethed vil kunne læse de fleste prosaiske oldnorske Bøger og paa enkelte Ord eller Udtryk nær forstaa dem fuldkommen godt uden at bruge Ordbog; og i grammatikalsk Henseende kan man naturligvis trods dette Savn give Studiet al ønskelig Grundighed, saa at det væsentligste af hvad der, i alt Fald for det første, tilsigtes ved Undervisningen i Oldsproget, paa denne Maade uden Vanskelighed vil opnaaes. Om man end forhaabentlig i Fremtiden, naar græsk engang maa vige Pladsen for engelsk og oldnorsk, vil give Undervisningen i dette Sprog og dets Litteratur en større Udstrækning, er det dog ikke antageligt, at man i Begyndelsen vil gaa videre end til at bibringe Lærlingen i Forbindelse med den almindelige Undervisning i Modersmaalet saa megen Kundskab i Oldsproget og maaske Landsmaalet (eller det norske Folkesprog, Bygdemaalene), som udkræves til at kunne forstaa og behandle hint med den Selvbevidsthed, som herefter snart bør kunne fordres i det mindste af ethvert videnskabelig dannet Menneske. Og blev Sproget først indført paa Skolerne, vilde Hjelpemidlerne til dets Studium uden Tvivl ikke længe lade vente paa sig, hverken Læsebøger, Sproglærer eller Ordbøger, ligesom ogsaa Udgaver af Oldbøgerne af sig selv vilde finde et saa stort Publikum, at den Virksomhed, Universitetet og Foreningen til norske Oldskrifters Udgivelse nu maa udfolde, kunde anvendes paa de mindre underholdende Oldskrifter, som det af andre Grunde kan være særdeles vigtigt at faa udgivne. Endog om saadan Undervisning i oldnorsk ikke straks bliver indført paa Skolerne ved nogen almindelig Bestemmelse, kunde det være ønskeligt, om de Lærere i Modersmaalet, som dertil har Evne, gav frivillig Undervisning deri, hvilket endog hidtil ikke har været ganske uden Eksempel (i det mindste har engang et Par Dimittender fra Tromsø lagt oldnorsk op til Artium.) Denne Vejledning vilde vist af mange modtages med Glæde og bidrage ikke saa lidet til at fremme Kjendskaben og dermed ogsaa Kjærligheden til vort Modersmaal, baade det gamle og det nye.
H. Winter-Hjelm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |