Norske Folke- og Huldre-eventyr/7
Til Havs, i Vest for Helgelands Skjær,
der svømmer en Ø paa de skinnende Vover;
men kommer en Gang en Seiler den nær,
da sænke sig Skyer derover;
og skjult er da den vinkende Strand,
og ingen kan Øen bestige.
Med Tanken kun tør Kystboen hige
mod Vest til det deilige Alfeland.
Ved Hjemkomsten hænder det ikke sjelden de nordlandske Fiskere, at de finde Kornstraa fæstede til Styret eller Bygkorn i Fiskens Mave. Da heder det, at de have seilet over Udrøst eller et andet af de Huldrelande, hvorom Saga gaa i Nordlandene. De vise sig kun for fromme eller fremsynte Mennesker, som ere i Livsfare paa Havet, og dukke op hvor ellers intet Land findes. De Underjordiske, som bo her, have Agerbrug og Fæavl, Fiskeri og Jægtebrug som andre Folk; men her skinner Solen over grønnere Græsgange og rigere Agere end noget andet Sted i Nordlandene, og lykkelig er den, som kommer til eller kan faa se en af disse solbelyste Øer; »han er bjerget,« siger Nordlændingen. En gammel Vise i Peder Dass’s Maner indeholder en fuldstændig Skildring af en Ø udenfor Trænen i Helgeland, Sandflæsen kaldet, med fiskerige Kyster og Overflod paa alle Slags Vildt. Saaledes skal der ogsaa midt i Vestfjorden undertiden vise sig et stort, fladt Agerland, som kun dukker op saa høit, at Axene staa tørre; og udenfor Røst, paa Lofotens Sydspidse, fortælles om et lignende Huldreland med grønne Bakker og gule Bygagre; det heder Udrøst. Bonden i Udrøst har sin jægt ligesom andre Nordlandsbønder; undertiden kommer den Fiskerne eller Jægteskipperne i Møde for fulde Seil, og i samme Øieblik som de tro, at de støde sammen med den, er den forsvunden.
Paa Værø, tæt ved Røst, boede en Gang en fattig Fisker, som hedte Isak; han eiede ikke Andet end en Baad og et Par Gjeder, som Kjærringen holdt Livet i ved Fiskeaffald og de Græsstraa, de kunde sanke omkring paa Fjeldene, men hele Hytten havde han fuld af sultne Børn. Alligevel var han altid fornøiet med, hvorledes Vorherre lagede det for ham. Det Eneste han ankede over var det, at han aldrig rigtig kunde have Fred for Naboen sin; det var en rig Mand, som syntes han skulde have Alting bedre end slig en Larv som Isak, og saa vilde han have Isak væk, for at han kunde faa den Havnen, han havde udenfor Hytten sin.
En Dag Isak var ude at fiske et Par Mil til Havs, kom der Mørkskodde paa ham, og ret som det var, røg det op med en Storm saa overhændig, at han maatte kaste al Fisken over Bord for at lette Baaden og bjerge Livet. Endda var det ikke greit at holde den paa Flot; men han snoede Farkosten nok saa vakkert baade mellem og over Styrtsøerne, som var færdige at suge ham ned hvert Øieblik. Da han havde seilet med slig Fart en fem sex Timer, tænkte han han snart maatte træffe Land ensteds. Men det led med det skred, og Stormen og Mørkskodden blev værre og værre. Saa begyndte det at bæres for ham, at han styrede til Havs, eller at Vinden havde vendt sig, og tilsidst kunde han skjønne, det maatte være saa, for han seilede og seilede, men han naaede ikke Land. Ret som det var, hørte han et fælt Skrig foran Stavnen, og han troede ikke Andet, end det var Draugen, som sang Ligsalmen hans. Han bad til Vorherre for Kone og Børn, for nu skjønte han hans sidste Time var kommen; bedst han sad og bad, fik han se Skimtet af noget Sort, men da han kom nærmere, var det bare tre Skarver, som sad paa en Rækvedstok, og vips! var han forbi dem. Saaledes gik det baade langt og længe, og han blev saa tørst og saa sulten og træt, at han ikke vidste sin arme Raad, og sad næsten og sov med Styrstangen i Haanden; men ret som det var, skurede Baaden mod Stranden og stødte. Da fik han Isak kanske Øinene op. Solen brød gjennem Skodden og lyste over et deiligt Land; Bakkerne og Bjergene vare grønne lige op til Toppen, Ager og Eng skraanede op imod dem, og han syntes han kjendte en Lugt af Blommer og af Græs, saa sed som han aldrig havde kjendt før.
»Gud ske Lov, nu er jeg bjerget; dette er Udrøst,« sagde Isak ved sig selv. Ret for ham laa en Bygager med Ax saa store og fulde, at han aldrig havde set Magen, og gjennem den Bygageren gik der en smal Sti op til en grøn, torvsat Jordgamme, som laa overfor Ageren, og paa Toppen af Gammen beitede en hvid Gjed med forgyldte Horn, og Yver havde den saa stort som paa den største Ko; udenfor sad der en liden blaaklædt Mand paa en Krak og smattede paa en Snadde; han havde et Skjæg saa stort og langt, at det naaede langt ned paa Brystet
»Velkommen til Udrøst, Isak,« sagde Kallen.
»Velsigne Mødet, Far,« svarede Isak. »Kjender I mig da?«
»Det kan nok være,« sagde Kallen; »Du vil vel have Hus her i Nat?»«
»Var det saa vel, var det bedste godt nok, Far,« sagde Isak.
»Det er slemt med Sønnerne mine, de taaler ikke kristen Mandlugt,« sagde Kallen. »Har Du ikke mødt dem?«
»Nei, jeg har ikke mødt andet end tre Skarver, som sad og skreg paa en Rækvedstok,« svarede Isak.
»Ja, det var Sønnerne mine det,« sagde Kallen, og saa bankede han ud af Piben og sagde til Isak: »Du faar gaa ind saa længe; Du kan være baade sulten og tørst, kan jeg tænke.«
»Tak som byder, Far,« sagde Isak.
Men da Manden lukkede op Døren, var der saa gilt derinde, at Isak blev rent forglant. Sligt havde han aldrig seet før. Bordet var dækket med de prægtigste Retter, Rømmekoller og Uer og Dyresteg og Levermølje med Sirup og Ost paa, hele Hobe med Bergenskringler, Brændevin og Øl og Mjød, og alt det som godt var. Isak han aad og drak alt det han orkede, og endda blev Tallerkenen aldrig tom, og alt det han drak, var Glasset lige fuldt. Kallen han spiste ikke Stort, og ikke sagde han Stort heller; men ret som de sad, hørte de et Skrig og en Rammel udenfor, da gik han ud. Om en Stund kom han ind igjen med de tre Sønnerne sine; det kvak lidt i Isak i det samme de kom igjennem Døren; men Kallen havde vel faaet stagget dem, for de vare nok saa blide og godkyndte, og saa sagde de det, at han maatte da holde Bordskik og blive siddende og drikke med dem, for Isak reiste sig og vilde gaa fra Bordet; han var mæt han, sagde han. Men han føiede dem i det, og saa drak de Dram om Dram, og imellem tog de sig en Taar af Ølet og af Mjøden; Venner blev de og vel forligte, og saa sagde de, at han skulde gjøre et Par Sjøvær med dem, for at han kunde have Lidt med hjem, naar han reiste.
Det første Sjøværet de gjorde, var i en overhændig Storm. En af Sønnerne sad ved Styret, den anden sad ved Halsen, den tredje var Mellemrumsmand, og Isak maatte bruge Stor-Øsekaret, saa Sveden haglede af ham. De seilede, som de var rasgalne; aldrig duvede de Seilet, og naar Baaden gik fuld af Vand, skar de op paa Baarerne og seilede den læns igjen, saa Vandet stod ud af Bagskotten som en Fos. Om en Stund lagde Veiret sig, og de tog til at fiske. Det var saa tykt af Fisk, at de ikke kunde faa Jernstenen i Bunden for Fiskebjergene, som stod under dem. Sønnerne fra Udrøst trak i Et væk; Isak kjendte ogsaa gode Nap, men han havde taget sin egen Fiskegreie, og hver Gang han fik en Fisk til Ripen, slap den igjen, og han fik ikke Benet. Da Baaden var fuld, foer de hjem til Udrøst, og Sønnerne gjorde til Fisken og hængte den paa Hjeld, men Isak klagede for Kallen over det, at det var gaaet saa ilde med hans Fiske. Kallen lovede det skulde nok gaa bedre næste Gang og gav ham et Par Angler, og i det næste Sjøværet trak Isak lige saa fort som de Andre, og da de vare komne hjem, fik han tre Hjelde fulde af Fisk paa sin Lod.
Saa blev han hjemsyg, og da han skulde reise, forærede Kallen ham en ny Ottring, fuld af Mel og Klaverdug og andre nyttige Ting. Han Isak sagde baade Tak og Ære for sig, og saa sagde Kallen, at han skulde komme igjen til Jægtudsætningen; han vilde til Bergen med Føring i andet Stevne, og da kunde Isak blive med og selv sælge Fisken sin. Ja, det vilde Isak gjerne, og saa spurgte han hvad for en Kaas han skulde holde, naar han skulde komme til Udrøst igjen. »Bent efter Skarven, naar den flyver til Havs, saa holder Du ret Kaas,1« sagde Kallen. »Lykke paa Reisen!«
Men da Isak havde sat fra og vilde se sig om, saa han ikke mere til Udrøst; han saa ikke Andet end Havet baade vidt og bredt.
Da Tiden kom, mødte han Isak frem til Jægtudsætningen. Men slig jægt havde han aldrig seet før; den var to Raab lang, saa at naar Styrmanden, som stod og holdt Udkig paa Styrmandsfjælen i Forstavnen, skulde raabe til Rorskarlen, saa kunde denne ikke høre det, og derfor havde de sat endnu en Mand midt i Fartøiet, lige ved Masten, som raabte Styrmandens Raab til Rorskarlen, og endda maatte han skrige alt det han orkede. Isaks Part lagde de forud i Jægten; selv tog han Fisken af Hjeldene, men han kunde ikke skjønne hvorledes det gik til, bestandig kom der ny Fisk paa Hjeldene istedenfor den han tog bort, og da han reiste vare de ligesaa fulde som da han kom. Da han kom til Bergen, solgte han Fisken sin, og han fik saa mange Penge for den, at han kjøbte sig en ny Jægt i fuld Stand med Ladning og Alt som til hørte, for det raadede Kallen ham til; og sent om Kvelden før han skulde reise hjem, kom Kallen om Bord til ham og bad ham, at han ikke skulde glemme dem, som levede efter Naboen hans, for selv var han bleven, sagde han, og saa spaaede han Isak baade Held og Lykke med Jægten. »Alt er godt, og Alting holder, som i Veiret staar,« sagde han, og dermed mente han, at der var En, om Bord, som Ingen saa, men som støttede Masten med Ryggen sin, naar det kneb. Isak havde altid Lykken med sig siden den Tid. Han skjønte vel, hvor det kom fra, og han glemte aldrig at æsle lidt Godt til den som holdt Vintervagt, naar han satte op Jægten om Høsten, og hver Julekveld lyste det, saa det skinnede ud af Jægten, og de hørte Feler og Musik og Latter og Støi, og der var Dans i Jægtevængen.
