Norske Folke- og Huldre-eventyr/8
Der var engang en Konge, som havde syv Sønner, og dem holdt han saameget af, at han aldrig kunde undvære dem alle paa en Gang: een maatte bestandig være hos ham. Da de vare voxne, skulde de Sex ud at fri; men den Yngste vilde Faderen have igjen hjemme, og til ham skulde de Andre tage med sig en Prindsesse til Kongsgaarden. Kongen gav da de Sex de gildeste Klæder, Nogen havde seet, saa det lyste lang Vei af dem, og hver sin Hest, som kostede mange, mange hundrede Daler, og saa reiste de. Da de saa havde været paa mange Kongsgaarde og seet paa Prindsesserne, kom de langt om længe til en Konge, som havde sex Døttre; saa deilige Kongsdøttre havde de aldrig seet, og saa friede de til hver sin, og da de havde faaet dem til Kjærester, reiste de hjemover igjen; men de glemte rent, at de skulde have en Prindsesse med sig til Askeladden, som var igjen hjemme, saa forlibte vare de i Kjæresterne sine.
Da de nu havde reist et godt Stykke paa Hjemveien, kom de tæt forbi en brat Fjeldvæg, hvor Risegaarden var. Der kom Risen ud og fik se dem, og saa skabte han dem om til Sten Allesammen, baade Prindserne og Prindsesserne. Kongen ventede og ventede paa de sex Sønnerne sine, men hvorlænge han ventede, saa kom der Ingen. Han blev meget bedrøvet og sagde, han aldrig kunde blive rigtig glad mere; »havde jeg ikke Dig igjen,« sagde han til Askeladden, »vilde jeg ikke leve, saa sorgfuld er jeg, fordi jeg har mistet Brødrene Dine.« — »Men nu havde jeg tænkt at bede om Lov til at reise ud og finde dem ien, jeg,« sagde Askeladden. — »Nei, det faar Du ikke Lov til,« sagde Faderen, »Du bliver bare borte Du ogsaa.« Men Askeladden vilde og skulde afsted, og han tiggede og bad saa længe, til Kongen maatte lade ham reise. Nu havde Kongen ikke Andet end en gammel Fillehest at lade ham faa, for de sex andre Kongssønner og deres Følge havde faaet alle de andre Heste, han havde; men det brydde Askeladden sig ikke om; han satte sig op paa den gamle skabbede Hesten han. »Farvel, Far,« sagde han til Kongen, »jeg skal nok komme
igjen, og kanske jeg skal have med de sex Brødrene mine ogsaa,«og dermed reiste han.
Da han nu havde redet et Stykke, kom han til en Korp, som laa i Veien og flaxede med Vingerne og ikke orkede at komme tilside, saa sulten var den. »Aa, kjære Vene! giv mig lidt Mad. Skal jeg hjælpe Dig i Din yderste Nød,« sagde Korpen. — »Ikke meget Mad har jeg, og ikke ser Du ud til at kunne hjælpe mig Stort heller,« sagde Kongssønnen, »men Lidt faar jeg sagtens give Dig, for Du kan nok trænge til det, ser jeg,« og saa gav han Korpen Noget af Nisten, han havde faaet med sig. Da han saa havde reist et Stykke igjen, kom han til en Bæk; der laa en stor Lax, som var kommen paa tørt Land, og slog og sprat og kunde ikke komme ud i Vandet igjen. »Aa, kjære Vene! hjælp mig ud i Vandet igjen,« sagde Laxen til Kongssønnen, »jeg skal hjælpe Dig i Din yderste Nød, jeg.« — »Hjælpen Du gjør mig, bliver vel ikke stor,« sagde Prindsen, »men det er Synd, Du skal ligge der og sulte ihjel,« og saa skjød han Fisken udi igjen. Nu reiste han et langt, langt Stykke, og saa mødte han en Skrub; den var saa sulten, at den laa og drog sig i Veien. »Kjære Vene! lad mig faa Hesten Din,« sagde Skrubben; »jeg er saa sulten, at det piber i Tarmene mine; jeg har ikke faaet Noget at æde paa to Aar.« — »Nei,« sagde Askeladden, »det kan jeg ikke gjøre; først kom jeg til en Korp, ham maatte jeg give Nisten min; saa kom jeg til en Lax, ham maatte jeg hjælpe ud i Vandet igjen; og nu vil Du have Hesten min. Det gaar ikke an, for saa har jeg ikke noget at ride paa.« — »Jo, Kjære, Du maa hjælpe mig,« sagde Graabenen; »Du kan ride paa mig, jeg skal hjælpe Dig igjen i Din yderste Nød,« sagde den. — »Ja, den Hjælpen jeg faar af Dig, bliver vel ikke stor; men Du faar vel tage Hesten da, siden Du er saa nødig,« sagde Prindsen. Da nu Skrubben havde ædt op Hesten, tog Askeladden Bidslet og bandt i Kjæften paa den, og Sadlen og lagde paa Ryggen af den, og nu var Skrubben bleven saa stærk af det den havde faaet i sig, at den satte afsted med Kongssønnen som ingen Ting; saa fort havde han aldrig redet før. »Naar vi nu har reist et lidet Stykke til, skal jeg syne Dig Risegaarden,« sagde Graabenen, og om lidt kom de der. »Se her er Risegaarden,« sagde den; »der ser Du alle sex Brødrene Dine, som Risen har gjort til Sten, og der ser Du de sex Brudene deres; der borte er Døren til Troldet, der skal Du gaa ind.« — »Nei, det tør jeg ikke,« sagde Kongssønnen, »han tager Livet af mig.« — »Aa nei,« svarede Skrubben, »naar Du kommer ind der, træffer Du en Prindsesse, hun siger Dig nok, hvordan Du skal bære Dig ad, saa Du kan faa gjort Ende paa Risen. Bare gjør, som hun siger Dig, Du. — Ja, Askeladden gik da ind, men ræd var han. Da han kom ind, var Risen borte; men i det ene Kammeret sad Prindsessen, saaledes som Skrubben havde sagt, og saa deilig en Jomfru havde Askeladden aldrig set før. »Aa, Gud hjælpe Dig, hvordan er Du kommen her da?« sagde Kongsdatteren, da hun fik se ham; »det bliver Din visse Død det; den Risen, som bor her, kan ingen faa gjort Ende paa, for han bærer ikke Hjertet paa sig.« — »Ja, men er jeg kommen her, saa faar jeg vel prøve ham ligevel, jeg,« sagde Askeladden. »Og Brødrene mine, som staa i Sten her udenfor, vil jeg nok se til at frelse, og Dig vil jeg nok prøve at redde ogsaa,« sagde han. — »Ja, siden Du endelig vil være, saa faar vi vel se at finde paa en Raad,« sagde Prindsessen. »Nu skal Du krybe ind under Sengen der, og saa lye vel efter, hvad jeg taler med ham om. Men lig endelig brav stille.« Ja, han krøb da under Sengen, og aldrig før var han vel der, saa kom Risen hjem. »Hu! her lugter saa kristen Mandlugt inde!« sagde Risen. — »Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandben og slap ned igjennem Piben,« sagde Prindsessen; »jeg skyndte mig nok at faa det ud, men Lugten gik vel ikke saasnart bort ligevel den.« Ja, saa sagde Risen ikke mere om det. Da det nu blev Kvelden, gik de til Sengs, og da de havde ligget en Stund, sagde Kongsdatteren: »Der var en Ting, jeg gjerne vilde spørge Dig om, naar jeg bare torde.« — »Hvad er det for en Ting?« spurgte Risen. — »Det var, hvor Du har Hjertet Dit henne, siden Du ikke bærer det paa Dig,« sagde Kongsdatteren. — »Aa, det er Noget, Du ikke behøver at spørge om, men ellers saa ligger det under Dørhellen,« sagde Risen. — »Aa haa! der skal vi vel se at finde det,« sagde Askeladden, som under Sengen laa.
Næste Morgen stod Risen fælt tidlig op og strøg til Skoven, og aldrig før var han afsted, saa tog Askeladden og Kongsdatteren paa at lede under Dørhellen efter Hjertet hans; men alt de grov og ledte, saa fandt de ikke noget. »Den Gang har han luret os,« sagde Prindsessen, »men vi faar vel prøve ham endnu en Gang.« Saa sankede hun alle de vakkreste Blomster, hun kunde finde, og strøede rundt om Dørhellen, — den havde de lagt paa sit rette Sted igjen; og da det led mod den Tid, de ventede Risen hjem, krøb Askeladden under Sengen igjen. Da han vel var indunder, saa kom Risen. »Hutetu! her lugter saa kristen Mandlugt inde!« sagde Risen. — »Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandben i Næbbet og slap ned igjennem Piben,« sagde Prindsessen; »jeg skyndte mig nok at faa det ud, men det er vel det, det lugter af ligevel.« Saa tiede Risen stille, og sagde ikke mere om det. Men om lidt spurgte han, hvem det var, som havde strøet Blomster omkring Dørhellen. »Aa, det er nok mig,« sagde Prindsessen. — »Hvad skal nu det betyde da?« spurgte Risen. — »Aa, jeg har Dig nok sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg ved, at Hjertet Dit ligger der,« sagde Prindsessen. — »Ja saa; men ellers ligger det ikke der, Du,« sagde Risen.
Da de saa havde lagt sig om Kvelden, spurgte Prindsessen igjen, hvor Hjertet hans var, for hun holdt saa meget af ham, at hun nok gjerne vilde vide det, sagde hun. »Aa, det ligger borte i Skabet der paa Væggen,« sagde Risen. Ja saa, tænkte Askeladden og Prindsessen, da skal vi vel prøve at finde det. Mæste Morgen var Risen tidlig paa Færde og strøg til Skoven igjen, og aldrig saa snart var han gaaet, før Askeladden og Kongsdatteren var i Skabet og ledte efter Hjertet hans; men alt de ledte, saa fandt de ikke noget der heller. »Ja ja; vi faar da prøve en Gang til,« sagde Prindsessen. Hun stadsede ud Skabet igjen med Blomster og Krandse, og da det led mod Kvelden, krøb Askeladden atter under Sengen. Saa kom Risen. »Hutetu! her lugter saa kristen Mandlugt!« sagde Risen. — »Ja, for lidt siden kom her en Skjære flyvende med et Mandben i Næbbet og slap ned igjennem Piben,« sagde Prindsessen; »jeg skyndte mig nok at faa det ud igjen, jeg, men det er vel det, det lugter af ligevel.« Da Risen hørte det, sagde han ikke Mere om det; men lidt efter fik han se, at der var hængt Blomster og Krandse rundt hele Skabet; og saa spurgte han, hvem det var, som havde gjort det. — Jo, det var da Prindsessen »Hvad skal nu det Narreri være til?« spurgte Risen. — »Aa, jeg har Dig sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg ved, at Hjertet Dit ligger der,« sagde Prindsessen. — »Kan Du være saa gal og tro Sligt?« sagde Risen — »Ja, jeg maa vel tro det, naar Du siger mig det,« sagde Prindsessen. — »Aa, Du er en Tulle,« sagde Risen; »der Hjertet mit er, der kommer Du aldrig!« — »Ja, men det var Moro at vide, hvor det er henne ligevel,« sagde Prindsessen — Ja, saa kunde Risen ikke bare sig længer, han maatte sige det. »Langt, langt borte i et Vand ligger en Ø,« sagde han; »paa den Øen staar en Kirke; i den Kirken er en Brønd; i den Brønden svømmer en And; i den Anden er et Æg, og i det Ægget — der er Hjertet mit, Du.«
Om Morgenen tidlig, det var ikke graalyst endda, strøg Risen til Skoven igjen. »Ja, nu faar jeg afsted jeg ogsaa,« sagde Askeladden; »bare jeg kunde finde Veien!« Han sagde da Farvel til Prindsessen saalænge, og da han kom udenfor Risegaarden, stod Skrubben der endda og ventede paa Askeladden. Til ham fortalte han, hvad der var hændt inde hos Risen, og sagde, at nu vilde han afsted til Brønden i Kirken, bare han vidste Veien. Saa bad Skrubben ham sætte sig paa Ryggen hans, for han skulde nok finde Veien, sagde han, og saa gik det afsted, saa det suste om dem, over Heier og Aaser, over Berg og Dale. Da de nu havde reist mange, mange Dage, kom de tilsidst til Vandet. Det vidste Kongssønnen ikke hvordan han skulde komme over; men Graabenen bad ham bare, han ikke skulde være ræd, og saa lagde han udi med Prindsen paa Ryggen og svømmede over til Øen. Saa kom de til Kirken; men Kirkenøglen hang høit, høit oppe paa Taarnet, og først saa vidste Kongssønnen ikke, hvorledes han skulde faa den ned. »Du faar raabe paa Korpen,« sagde Graabenen, og det gjorde Kongssønnen; og strax kom Korpen og fløi efter Nøglen, og saa kom Prindsen ind i Kirken. Da han nu kom til Brønden, laa Anden ganske rigtig der og svømmede frem og tilbage, saaledes som Risen havde sagt. Han stod da og lokkede og lokkede, og saa fik han den tilsidst lokket bort til sig og greb den. Men med det samme han løftede den op af Vandet, slap Anden Ægget ned i Brønden, og saa vidste Askeladden slet ikke, hvorledes han skulde faa det op igjen. »Ja, nu faar Du raabe paa Laxen,« sagde Graabenen; og det gjorde da Kongssønnen; saa kom Laxen og hentede op Ægget fra Bunden paa Brønden; og saa sagde Skrubben, at han skulde klemme paa Ægget, og med det samme Askeladden klemte paa det, skreg Risen. »Klem een Gang til,« sagde Skrubben, og da Prindsen gjorde det, skreg Risen endda ynkeligere og bad baade vakkert og vent for sig; han skulde gjøre Alt Kongssønnen vilde, sagde han, bare han ikke vilde klemme sund Hjertet hans. »Sig, at dersom han skaber om igjen de sex Brødrene Dine, som han har gjort til Sten, og Brudene deres, skal han faa beholde Livet,« sagde Skrubben, og det gjorde Askeladden. Ja, det var Troldet strax villig til; han skabte om igjen de sex Brødrene til Kongssønner og Brudene deres til Kongsdøttre. »Klem nu sund Ægget,« sagde Skrubben. Saa klemte Askeladden Ægget i Stykker, og saa sprak Risen.
Da han saa var bleven af med Risen, red Askeladden tilbage til Risegaarden igjen paa Skrubben; der stod alle sex Brødrene hans lyslevende med Brudene sine, og saa gik Askeladden ind i Berget efter sin Brud, og saa reiste de allesammen hjem igjen til Kongsgaarden. Da blev der sagtens Glæde paa den gamle Kongen, da alle syv Sønnerne hans kom tilbage, hver med sin Brud. »Men den deiligste af alle Prindsesserne er Bruden til Askeladden ligeve1,« sagde Kongen, »og han skal sidde øverst ved Bordet med sin Brud.x Saa blev der turet Gjæstebud baade vel og længe, og har de ikke turet fra sig, saa ture de endnu.