Norske Folke- og Huldre-eventyr/6
Der var engang en Mand, som var saa grætten og vild, og aldrig syntes han, at Konen gjorde nok i Huset. Saa kom han hjem en Kvæld i Slaattonnen, og gren og skjændte og bandte saa det lyste om ham. »Kjære Vene, vær ikke saa vond, Far,«
sagde Kjaærringen; »i Morgen skal vi bytte Arbeide: jeg skal gaa
Ja, det syntes Manden godt om, og det vilde han gjerne. Tidlig om Morgenen tog Kjærringen Ljaaen paa Nakken og gik ud i Engen med Slaattefolkene og skulde slaa. Manden skulde da til at stelle i Huset. Først vilde han til at kjærne Smør, men da han havde kjærnet en Stund, blev han tørst, gik ned i Kjælderen og skulde tappe i øl. Mens han holdt paa at tappe i Ølbollen, fik han høre, at Grisen var kommen ind i Stuen. Han afsted med Tappen i Haanden, op igjennem Kjældertrappen som allersnarest og skulde passe Grisen, at den ikke skulde vælte Kjærnen; men da han fik se, at Grisen alt havde slaaet Kjærnen overende, og stod og smattede paa Fløden, som randt udover Gulvet, blev han saa flyvende sindt, at han rent glemte Øltønden, og efter Grisen det bedste han kunde. Han naaede den igjen i Døren, og der gav han den et dygtigt Spark, saa den blev liggende paa Flækken. Nu kom han i Hu, at han gik med Tappen i Haanden; men da han kom ned i Kjælderen, var alt Ølet rundet ud af Tønden.
Han gik da paa Mælkeboden igjen og fandt saameget Fløde, at han fik Kjærnen fuld, og saa gav han sig til at kjærne; for Smør vilde han have til Middags. Da han havde kjærnet en Stund, kom han i Hu, at Hjemkoen stod inde endda, og hverken havde faaet Vaadt eller Tørt, endda det var langt paa Dag. Han syntes, det var for langt at gaa til Havnen med den, saa tænkte han, at han skulde slippe den op paa Taget; det var Torvtag paa Hytten, og der stod stort, gildt Græs. Hytten laa ved en brat Bakke, og naar han lagde en Planke over paa Taget, saa troede han nok, han skulde faa Koen derop. Men Kjærnen torde han ikke slippe heller, for den vesle Ungen hans foer og kravlede om paa Gulvet: han kunde gjerne slaa den overende, tænkte han. Kjærnen tog han paa Ryggen og gik saa ud, men saa skulde han vande Koen først, før han slap den paa Taget. Han tog da en Bøtte og skulde tage Vand i Brønden med, men da han bøiede sig ud over Kanten, randt Fløden ud af Kjærnen og ned i Nakken paa ham og saa ned i Brønden. Det led stærkt til Middags, og Smør havde han endda
ikke faaet, saa tænkte han, han skulde koge Grød, hængte saa
paa Skorstenen. Da han havde gjort det, kom han til at tænke paa, at Koen kunde falde ned af Taget og brække Benene eller Nakken paa sig, gik saa op paa Taget og skulde binde den. Den ene Enden af Rebet bandt han om Halsen paa Koen, slap den ned igjennem Piben og bandt Rebenden om Laaret sit, for Vandet kogte alt i Gryden, og han maatte til at stampe Grøden. Medens han holdt paa med det, faldt Koen udover Taget ligevel og drog Manden op igjennem Piben ved Rebet; der sad han fast, og Koen den hang udenfor Væggen og svævede mellem Himmel og Jord, og den kunde hverken komme op eller ned. Konen havde ventet i syv Lange og syv Brede paa at Manden skulde komme og raabe hjem til Middags; men det blev ikke noget af. Tilsidst sa syntes hun, det blev for længe og gik endelig hjem. Da hun fik se, at Koen hang saa stygt til, gik hun bort og hug af Rebet med Ljaaen; i det samme faldt Manden ned igjennem Peispiben, og da Kjærringen kom ind, stod han paa Hovedet i Grødgryden.
