Norske Folke- og Huldre-eventyr/3
En vakker lørdag 1836 kom jeg til min gode Ven Proprietæren i Nittedalen. Det var temmelig længe siden jeg havde været der, og da han ikke er den Mamd, som modtager en gammel Ven med et nyt Ansigt, saa maatte jeg blive at spise Middag og drikke Kaffe, hvilket kom mig helt vel til Pas efter den to Mil lange Vandring fra Byen. Kaffebordet var næppe sat hen, før der kom flere Bekjendte til fra Præstegaarden. Efter Husets Skik blev der bragt ind Punsch, Passiaren blev livlig, og vi saa saa flittig til Glassene, og jeg saa saa tidt i den vakkre Datters klare Blaaøine, at jeg næsten glemte den til Søndagen aftalte Jagttur i Gjerdrum. Solen stod allerede i Aaskanten, og hvis jeg vilde naa frem, mens Folk var oppe, var det ikke at tænke paa at gaa den lange Vei først om Dals Kirke op til Midtskov, og derfra igjennem den største Del af Gjerdrum den daarlige Veien over Myrersletten, som nu maatte være dobbelt slem og kronglet efter den friske Novemberkulde, vi havde havt. Jeg gik da op til Nybraaten, den nærmeste Stue under Aasen, et Stykke ovenfor Kirken, og fik fat paa gamle Matthias Skytter, som strax var færdig til at følge og vise mig Benveien over Aasen, naar han »først havde faaet sig et Stykke Tobak i Kjæften.«
Det var en deilig Aftenstund; paa den vestlige Himmel glødede endnu det vinterlige Aftenskjær. En let Kulde gav Luften hin Friskhed, der undertiden gjør vore Novemberdage saa herlige. Fra Bækken steg Dunster op og rimede Træerne, saa at deres Grene lignede Sølvkrystaller.
Vi gik raskt afsted, og den Gamle fik efter en Sup af Jagtflasken snart Munden paa Gang.
Han pratede om allehaande Ting, om jagt og jagtvæsen, om hvor urimeligt det var, at Ole Gjørtler, som var en Gjerdrumsogning, skulde sætte sine Fuglestokke op i Solbergmarken; dertil fik jeg Historien om de ni Bjørne, som Matthias skulde have skudt, hans Reise til Hallingdal, da Præsten flyttede, og en Mængde kun altfor sande Bemærkninger om, hvor ilde og ufornuftigt Gjerdrumsogningerne foer med Almenningen sin, og meget Mere, som jeg nu ikke kan erindre. Da vi kom paa Askvangen, var forlængst hvert Spor af Dagen forbi; alene Maanen, der netop hævede sig over Synskredsen, kastede sit usikkre Skin mellem Trætoppene. Som vi skred forbi den forladte Sæterhytte, kom vi formodentlig over et friskt Harespor, thi Hundene begyndte at blive urolige i Koblet.
»Nu gjælder det, om Koblet er stærkt,« sagde Matthias, som holdt igjen det bedste han kunde; »for det er ikke rigtigt her.«
»Deri kan Du have Ret,« sagde jeg, »thi det er ikke skydelyst; var saa sandt Maanen oppe over Trætoppene, skulde Du snart faa høre en rigtig Los.«
»Ja, det kan nok være,« vedblev han, idet han forsigtig saa sig tilbage til Sæteren, »men de siger, at Huldren skal holde til her paa disse Tider.«
»Ja saa, har Du kanske selv set hende?«
»Nei, her har jeg aldrig fornummet hende,« sagde han.
»Men hvor har Du set hende da, Matthias?« spurgte jeg nysgjerrig »Du tror da sikkert, at der er saadanne Underjordiske til, kan jeg høre?«
»Ja, skulde jeg ikke tro det, som staar at læse om i Skriften?« svarede han. »Da Vorherre nedstødte de faldne Engle, saa faldt nogle til Helvede; men de som ikke havde forsyndet sig grovt, de er jo i Luften og under Jorden og i Havet, ved jeg. Og ellers har jeg selv ofte baade hørt og set Sligt i Skov og Mark.«
»Derom maa Du fortælle mig noget, Matthias,« sagde jeg, »vi har sligt Slag at gjøre, mens vi gaar.«
»Ja, har I Lyst at høre, saa kan jeg nok tale om det,« svarede han og begyndte.
»Ja, den første Gang jeg fornam Huldren, da kunde jeg vel være saa en otte ni Aar gammel, og det var oppe paa Storveien mellem Bjerke og Mo. Jeg kom gaaende efter Veien, for jeg havde været borte et Ærende for Far min, saa kom der et stort vakkert Kvindfolk midt efter Myren, paa den høire Side af Veien; der er det endda fuldt af Blødhuller og Vidjekjær; jeg mindes det saa grant, som om jeg Saa hende for Øinene mine, for det kunde vel være saa lyst som nu; brun Stak kavde hun paa og et lyst Hueklæde og i den venstre Haand en Bunding, og vakker var hun; men hun gik midt efter Myren, og Vidjekjærrene og Myrpytterne brydde hun Sig ikke det mindste om; hun gik, som om de aldrig skulde været der. Jeg saa paa hende, mens jeg gik bort over Veien, men da jeg var kommen et Stykke længer frem, og der var kommet en Bergrabbe imellem, saa jeg ikke kunde se hende længer, saa tænkte jeg: det er da galt, at Mennesket skal gaa der og vasse i Myren, du skal gaa op paa Rabben og sige til hende, at hun er gaaet af Veien. Jeg gik op, men der var ikke andet at se end Maanen, som skinnede paa Vandpytterne i Myren, og saa kunde jeg nok skjønne, at det havde været Huldren.«
Skjøndt det forekom mig, at der skulde Mere til at skjønne, at det var Huldren, beholdt jeg dog min Tvivl for mig selv, da jeg forudsaa, at mine Indvendinger ikke vilde rokke hans Tro, men kun bringe ham til Taushed; jeg spurgte derfor kun, om han ikke oftere havde set Saadant.
»Jo, det har jeg nok; jeg har set Mangt og Meget, og hørt mange underlige Lyd i Skov og Mark,« sagde Matthias. »Jeg har ofte hørt, det har bandet, pratet og sunget; til andre Tider har jeg fornummet saa deilig Musik, at jeg aldrig kan snakke om, hvor deilig den var. Men saa var det en Gang jeg var ude paa Fuglelok — det kunde vel være mod Enden, saa i Slutningen af Augusti Maaned, for Blaabæren var gjord og Tyttebæren begyndte at blive rød — jeg sad udmed en Stig paa en Tue nede mellem nogle Busker, saaledes at jeg saa ned over Stigen og en liden Dal, hvor det var fuldt med Lyng og Tuer; nedenfor var der nogle mørke Berghuller. Jeg hørte Hønen kaglede og kaglede nede i Lyngen, jeg lokkede og tænkte: faar jeg se Dig nu, skal Du have kaglet for sidste Gang; men saa fik jeg høre der kom Noget tuslendes bag mig paa Gangstigen. Jeg saa mig om, og det var en gammel Mand, men det underligste var, at han havde ligesom tre Ben, og det ene hang og dinglede mellem de to andre, mens han gik ned over Stigen; ja, han gik ikke rigtig heller, men det var ligesom han gled, og borte blev han i et af de mørkeste Afhullerne nede i Dalen. Jeg skjønte det, at jeg ikke havde været alene om at se ham, for strax efter kom Aarhønen hukende frem ved en Tue, skakkede paa Ho’det og gjorde lang Hals og saa forsigtig nedover, der hvor Manden blev borte; men da kan det vel hænde, jeg fik Bøssen til Øiet, og knald! der laa hun og flagsede i Vingerne.«
»Det var nu det; men saa var det en Gang hjemme i Laskerud — det var ikke længe efter den Gang, jeg saa Huldren oppe paa Storveien — en Julekveld var det, at jeg og Brødrene mine foer og agede paa Slodde og gjorde Snemand borte ved en liden Bergknat; og der er det ikke rigtig frit for Underjordiske, skal jeg sige. Ja, vi legede og styrede vi, som I ved Børn gjør, og det led alt noget ud paa Kvelden; den yngste Bror min var ikke mere end fire fem Aar gammel og skreg og hujede og var glad; men ret som det var, saa sagde det i Berget: »Gaa hjem nu!« — Aa nei, vi blev vi, for vi syntes det var tidlig endda. Men det varede ikke længe, saa sagde det igjen: »Gaa hjem strax nu!« — »Nei hør nu,« sagde Veslebror min, for han havde ikke bedre Vet end at snakke om det han, »nu siger de borte i Berget, vi skal gaa hjem!« Vi gav os ikke, men blev ved at styre; men saa skreg det rigtigt saa i med Et, at der fløi Dot i Øret paa os: »Gaar I ikke hjem strax paa Timen, saa skal jeg —.« Mere hørte ikke vi, for vi fik slige Fødder under os, at vi ikke stansede, før vi kom udenfor Døren hjemme.«
»Saa var det en Gang — men det var længe efter dette, vi var voxne alle sammen den Gang — det var en Søndagsmorgen, jeg og Bror min kom hjem, vi havde været ude og fisket om Natten, saa fik vi høre saadan frisk Los i Solbergmarken, der var saa mange Hunde, og den laat saa vakkert. Jeg var træt og gik ind og lagde mig; men Bror min sagde, han syntes det var saadant blankt Veir, han havde Lyst til at høre paa Losen. Ret som det var, saa var det tabt. Han gik da der bort, for han tænkte han kanske kunde faa se Haren eller faa skræmt den op igjen. Men da han kom bort imod en Stubbe, saa stod der en rødmalet Bygning midt for ham, saa stor og prægtig, men alle Vinduerne stod paa Skakke og Dørene ogsaa. Han undredes nok paa, hvad det kunde være for en Bygning, som laa der, hvor han syntes han skulde være saa godt kjendt; den havde han aldrig seet før. Foran Bygningen var der en stor Myr; der vilde han gaa over og se lidt nærmere paa Huset. Folk var der ikke at Se. Saa tænkte han ved sig Selv, at han skulde gaa hjem og snakke til mig og faa mig med der bort.«
»Aa, det var Skade,« sagde jeg, »at han ikke kastede Staal eller fyrede over den, for Gevær havde han sagtens med, og før I kom tilbage, var vel det Hele borte?«
»Ja, det kan I sige,« sagde Matthias; »havde det været mig, saa havde jeg skudt midt ind i den; men han blev rent forfjamset han. Men nu skal I høre, det gik værre endda: da han var kommen midt ud paa Myren, var der saa fuldt af Folk, at han ordentlig maatte alboge sig frem, men alle var de trøiløse, og alle gik de nordefter. Han kom ikke længer end bort i Bakken, saa slog de ham over Ende, og der blev han liggende, til Søstrene mine skulde have Koen ind om Kvelden; da laa han der og holdt begge Næverne knyttede for Ansigtet, og det var ganske blaasort, og store Frohatten stod for Munden paa ham. De blev nu fælt forskrækkede, kan En nok vide, de drog ham med sig ind og lagde ham paa Bænken, og saa hentede de mig. Da jeg fik se ham, kunde jeg skjønne der var galt paa Færde, og jeg vidste ikke mere end een Raad: jeg tog Bøssen ned af Væggen, den var skarpladt, og saa skjød jeg langs efter ham, men ikke rørte han sig mere end den Stokken, Gjerdrumsogningerne har lagt midt over Veien der. Han laa saa død som en Sten, han.«
»Ja saa,« tænkte jeg, og saa lagde jeg i paa nyt Lag. »Kom og tag i med mig, Jenter,« sagde jeg, »vi faar lægge ham der, hvor vi tog ham, for det nytter nok ikke her.« Vi gjorde saa,
vi lagde ham i Bakken, og saa skjød jeg igjen; men da kan det vel hænde, han vaagnede. Skvat han ikke lige op under Bossepiben, saa lad mig aldrig komme levende herfra! Og han gloede og stirrede om sig saa fælt, at vi næsten blev rædde for ham. Saa fik vi ham da hjem, men han var klein, og saa styg og fæl blev han efter, at I aldrig det kan tro; der han stod, der stod han, og stirrede frem for sig, som om Øinene vilde springe ud af Hovedet paa ham; ikke vilde han tage sig Noget til og aldrig snakkede han til Nogen, naar de ikke snakkede til ham først; han var huldrin han. Men saa gik det af ham lidt efter lidt, og da var det først han fortalte os, hvorledes han var bleven slig.«
»Det er de Gange jeg har seet Sligt,« sagde Matthias. —
»Har du aldrig seet Nissen?« spurgte jeg.
»Jøsses jo, det har jeg,« svarede Matthias med den fuldeste Overbevisning; »det var, mens jeg var hjemme hos Forældrene mine i Laskerud, for der var han. Jeg saa ham ikke mere end een Gang. Vi Unge havde lagt os, men Kallen skulde ud paa Gaarden først, og det var vakkert blankt Maanelys, saa sad der en liden Gut paa Laavebroen og slængte Benene hid og did og saa op paa Maanen, saa han ikke mærkede Kallen.
»Gaa ind og læg Dig nu, Matthis,« sagde Kallen, for han troede det var mig, »og sid ikke der og glo efter Maanen, nu det er saa sent.« Men med det samme blev Gutten borte, og da Kallen kom ind og spurgte efter mig, saa laa jeg alt borte i Sengen og snorkede, jeg.
»Men saa var det den Gangen jeg vilde tale om, som jeg saa ham. Jeg var netop voxen, for det var Aaret efter jeg havde gaaet til Præsten; det var en Lørdags Eftermiddag, jeg havde været til Byen med Planker og været paa en liden Kant om Dagen. Strax jeg kom hjem, gik jeg bort og lagde mig. Da det led ud paa Kvelden, stod jeg op, og da jeg havde faaet lidt Mad i mig — meget var det ikke, for jeg var ør og lei i Hovedet endda — saa sagde han Far til mig: »Før Du gaar bort og lægger Dig igjen, saa faar Du give Blakken Nattefo’ret Du, for de Andre er vel ude og rende efter Jenterne igjen.«
Jeg saa da ind i Stalden til Blakken først, og den stod der og knæggede, og saa gik jeg ind paa StaIdtrevet og skulde tage et Fange med Hø; men saa fik jeg fat paa to lodne Ører ligesom paa en Hund, og strax efter fik jeg se to Øine saa røde som Gløder, som gloede og stirrede paa mig. Jeg tænkte ikke andet, end at det var en Hund, og kastede den ind i Underlaaven, saa det sakk i den. Da jeg saa havde været inde og lagt i Hækken, gik jeg ind i Laavegulvet og tog med mig et gammelt Riveskaft, som jeg vilde skydse den ud med, og jeg ledte og skydsede, og ikke var der et Hul saa stort, at en Røskat kunde kommet ud; men borte var den og borte blev den, den. Og i det samme jeg da skulde gaa ud, saa var det rigtigt som En skulde slaaet Benene bort under mig, og jeg rullede saa friskt over Ende, at jeg aldrig har rullet saa friskt; og da jeg kom paa Benene igjen, saa stod han i Stalddøren og skraslede og lo, saa den røde Topluen nikkede.« —
Saaledes blev Matthias ved at fortælle fort væk om Puslinger, Huldrer og Nisser, til vi kom ud paa Kulsrudsaasen, hvorfra man ser ud over Øvre-Romerikes store Flade, der nu laa for os i det klare Maaneskin; mod Nord hævede Mistbjerget sig blaanende, med enkelte Snepletter; lige ned for mig havde jeg Heni og Gjerdrums Kirker; efter disse kunde jeg bestemme min Kaas, og da jeg desuden fra tidligere Jagter var vel kjendt i Egnen, sagde jeg min Veiviser Farvel, og var heldig nok til at naa mit Bestemmelsessted uden at blive drillet af Nissen eller fristet af Huldren.
