Norske Folke- og Huldre-eventyr/4
Der var engang en Konge, som havde saamange Gjæs, at han maatte have en Jente bare til at gjæte dem; hun hedte Aase, og saa kaldte de hende Aase Gaasepige. Nu var der en Kongssøn fra Engeland, som skulde ud at fri; ham satte Aase sig i Veien for. »Sidder Du der Du, vesle Aase?« sagde Kongssønnen. — »Ja, jeg sidder her og sætter Bod paa Bod og Lap paa Lap, jeg venter Kongssønnen fra Engeland idag,« sagde vesle Aase. — »Ham kan Du ikke vente at faa,« sagde Prindsen. — »Jo, skal jeg have ham, saa faar jeg ham nok,« sagde vesle Aase.
Der blev nu sendt Malere til alle Lande og Riger, som skulde tage af de vakkreste Prindsesserne; dem vilde Prindsen have at vælge imellem. En af dem syntes han saa godt om, at han reiste efter hende og vilde gifte sig med hende, og han var baade glad og fornøiet, da han havde faaet hende til Kjæreste. Men saa havde Prindsen en Sten med sig, som han lagde foran Sengen sin, og den vidste alting; og da Prindsessen kom, saa sagde Aase Gaasepige til hende, at hvis hun havde havt nogen
Kjæreste før, eller hun ikke vidste sig fri for Noget, hun ikke
vilde at Prindsen skulde vide, saa maatte hun ikke stige over den Stenen, han havde foran Sengen sin, »for den siger ham Alting om Dig,« sagde hun. Da Prindsessen hørte det, blev der Sorg paa hende, kan Du vide; men saa fandt hun paa at bede Aase, om hun vilde gaa i Steden for sig og lægge sig med Prindsen om Aftenen, og naar han saa var søvnet, skulde de bytte om igjen, saa at han havde den Rette hos sig, naar det blev lyst om Morgenen. Det gjorde de. Da Aase Gaasepige kom og traadte paa Stenen, saa spurgte Prindsen: »Hvem er det, som stiger i min Seng?« — »Ren og skjær Jomfru!« sagde Stenen, og saa lagde de sig til at sove; men da det led paa Natten, kom Prindsessen og lagde sig i Steden for Aase. Om Morgenen, da de skulde staa op, spurgte Prindsen Stenen igjen: »Hvem er det, som stiger af min Seng?« — »En, som har havt tre Kjærester,« sagde Stenen. Da Prindsen hørte det, vilde han ikke have hende, det kan En nok vide, og saa sendte han hende hjem igjen, og tog sig en anden Kjæreste i Steden.
Da han skulde besøge hende, havde vesle Aase Gaasepige sat sig i Veien for ham igjen. »Sidder Du der Du, vesle Aase Gaasepige?« sagde Prindsen. »Ja, jeg sidder her og sætter Bod paa Bod og Lap paa Lap, for jeg venter Kongssønnen fra Engeland idag,« sagde Aase. — »Aa, ham kan Du ikke vente at faa,« sagde Kongssønnen. — »Jo, skal jeg have ham, saa faar jeg ham nok,« mente Aase.
Med den Prindsessen gik det akkurat ligedan som med den første, paa det nær, at da hun stod op om Morgenen, sagde Stenen, at hun havde havt sex. Saa vilde Prindsen ikke have hende heller og jagede hende sin Vei; men endnu en Gang syntes han da, han fik prøve, om han ikke skulde kunne finde en, som var ren og skjær; han ledte da vidt og bredt igjen i mange Lande, til han fandt en, han kunde like. Men da han skulde til hende, saa havde Aase Gaasepige sat sig i Veien for ham igjen. »Sidder Du der Du, vesle Aase Gaasepige?« sagde Prindsen. — »Ja, jeg sidder her og sætter Bod paa Bod og Lap paa Lap, for jeg venter Kongssønnen fra Engeland idag,« sagde Aase. — »Ham kan Du ikke vente at faa,« sagde Prindsen. — »Aa jo, skal jeg have ham, saa faar jeg ham nok,« sagde vesle Aase.
Da Prindsessen kom, saa sagde Aase Gaasepige til hende ligesom til begge de forrige, at hvis hun havde havt nogen Kjæreste, eller der var noget Andet, som hun ikke vilde, at Prindsen skulde vide, saa maatte hun ikke træde paa den Stenen, som Prindsen havde foran Sengen sin, »for den siger ham Alting,« sagde hun. Prindsessen blev nu ilde ved, da hun hørte det, men saa var hun ligesaa ful som begge de andre, og bad Aase, om hun vilde gaa i Steden for hende og lægge sig med Prindsen om Aftenen, og naar han var søvnet, skulde de bytte om, saa at han havde den Rette hos sig, naar det blev lyst om Morgenen. Det gjorde de. Da vesle Aase Gaasepige kom og traadte paa Stenen, saa spurgte Prindsen: »Hvem er det, som stiger i min Seng?« — »Ren og skjær Jomfru!« sagde Stenen, og saa lagde de sig. Ud paa Natten satte Prindsen en Ring paa Fingeren til Aase, og den var saa trang, at hun ikke kunde faa den af sig igjen; for Prindsen kunde nok skjønne, at det ikke gik rigtigt til, og saa vilde han have et Mærke, han kunde kjende den igjen paa, som var den Rette. Da Prindsen havde søvnet ind, kom Prindsessen og jagede Aase til Gaasestien, og lagde sig selv i Rummet hendes. Om Morgenen, da de skulde staa op, spurgte Prindsen: »Hvem er det, som stiger af min Seng?« — »En, som har havt ni,« sagde Stenen, og da Prindsen hørte det, blev han saa sindt, at han jagede hende strax paa Timen, og saa spurgte han Stenen, hvorledes det kunde hænge sammen med disse Prindsesserne, som havde steget paa den, for det kunde han ikke skjønne, sagde han. Stenen fortalte da, hvorledes det var gaaet, at de havde narret ham og sendt Aase Gaasepige i Steden for sig. Det vilde Prindsen have Rede paa: han gik da ned til hende, der hun sad og gjætede Gæssene sine, for han vilde se, om hun ogsaa havde Ringen; har hun den, saa er det bedst at tage hende til Dronning, tænkte han. Da han kom derned, saa han strax, at hun havde bundet en Fille om den ene Fingeren sin, og saa spurgte han, hvorfor hun havde gjort det. »Aa, jeg har skaaret mig,« sagde vesle Aase Gaasepige. Saa vilde han se paa Fingeren, men Aase vilde ikke tage af Fillen. Saa tog Prindsen fat i Fingeren, men Aase hun vilde drage den til sig igjen; saa gik Fillen af, og saa kjendte han igjen Ringen sin. Saa tog han hende med sig til Kongsgaarden og gav hende megen Stads og gilde Klæder, og siden holdt de Bryllup, og saaledes fik vesle Aase Gaasepige Kongssønnen af Engeland ligevel hun, bare fordi hun skulde have ham.