Norske Folke- og Huldre-eventyr/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Paa en Plads oppe i Vaage i Gudbrandsdalen boede der engang i gamle Dage et Par fattige Folk. De havde mange Børn, og to af Sønnerne, som vare saa ved Lag halvvoxne, maatte støt raske omkring paa Bygden og tigge. Derfor vare de vel kjendte med alle Veie og Stier, og de vidste ogsaa Benveien til Hedalen.

Engang vilde de gaa did. Men de havde hørt, at nogle Falkefængere havde bygget sig en Hytte ved Mæla; der vilde de gaa indom med det samme og se Fuglene, og hvorledes de

fangede dem, og derfor toge de Benvejen over Langmyrerne.
Illustrasjoner Eventyr Side5.png
Men det led alt saa langt paa Høsten, at Budeierne vare reist hjem

fra Sætrene; derfor kunde de ingensteds faa Hus og ikke Mad heller. De maatte da holde ved Veien til Hedalen, men denne var bare en grund Raak, og da Mørket kom paa dem, tabte de Raaken, og de fandt ikke Fuglefængerhytten heller, og før de vidste Ordet af det, var de midt i tykkeste Bjølstadskoven. Da de skjønte, at de ikke kunde komme frem, gav de sig til at kviste Bar, gjorde op Varme og byggede sig en Barhytte; for de havde med Vesleøxen; og saa rev de op Lyng og Mose, som de gjorde et Leie af. En Stund efter de havde lagt sig, fik de høre Nogen, som snøftede og veirede stærkt med Næsen. Gutterne lagde Øret til og lyede vel efter, om det skulde være Dyr eller Skovtrold, de hørte. Men saa trak det Veiret endda stærkere og sagde:

»Det lugter kristent Blod her!«

Saa hørte de det steg saa tungt, at Jorden skalv under det, og saa kunde de vide, at Troldene vare ude.

»Gud hjælpe os, hvad skal vi nu gjøre?« sagde den yngste Gutten til Bror sin.

»Aa, Du faar blive staaende under Furen, der Du staar, og være færdig til at tage Poserne og stryge Din Kos, naar Du ser de kommer, saa skal jeg tage Vesleøxen,« sagde den Anden.

I det samme saa de Troldene komme sættende, og de vare saa store og digre, at Hovederne paa dem var jævnhøie med Furetoppene; men de havde bare eet Øie sammen alle tre, og det skiftedes de til at bruge; de havde et Hul i Panden, som de lagde det i og styrede det med Haanden; den, som gik foran, han maatte have det, og de andre gik efter og holdt sig i den første.

»Tag Hyven fat!« sagde den ældste af Gutterne, »men flyv ikke for langt, før Du ser, hvordan det gaar; siden de har Øiet saa høit, har de ondt for at se mig, naar jeg kommer bag paa dem.«

Ja, Broderen rendte foran, og Troldene drog efter; imens kom den ældste Gutten bag paa dem og huggede til det bageste Troldet i Fodledet, saa det slog op et græsseligt Skrig, og det første Troldet blev saa ræd, at det skvat og slap Øiet. Men Gutten var ikke sen til at snappe det. Det var større, end om En havde lagt ihob to Potteskaaler, og saa klart var det, at endda det var kulmørke Natten, blev det som lyse Dagen, da han saa igjennem det.

Da Troldene mærkede, at han havde taget Øiet fra dem, og at han havde gjort Skade paa en af dem, begyndte de at true med alt det Onde, som til var, om han ikke strax gav dem Øiet igjen.

»Jeg er ikke ræd for Trold og Trugsmaal,« sagde Gutten. »Nu har jeg tre Øine alene, og I Tre har ikke noget, og endda maa to bære den tredie.«

»Faar vi ikke Øiet vort igjen paa Timen, skal Du blive til Stok og Sten!« skreg Troldene.

Men Gutten mente, det gik ikke saa fort; han var ikke bange hverken for Skryd eller Troldskab, sagde han; fik han ikke være i Fred, skulde han hugge til dem alle tre, saa de skulde komme til at krabbe paa Jorden, som Kryb og Kræk.

Da Troldene hørte dette, bleve de rædde og begyndte at give gode Ord. De bad nok saa vakkert, at han vilde give dem Øiet igjen, saa skulde han faa baade Guld og Sølv og Alt han vilde have. Ja, det syntes Gutten var nok saa brav, men

han vilde have Guldet og Sølvet først, og saa sagde han, at
Illustrasjoner Eventyr Side7.png
hvis en af dem vilde gaa hjem og hente saa meget Guld og

Sølv, at han og Broderen fik Poserne sine fulde, og give dem to gode Staalbuer atpaa, saa skulde de faa Øiet, men saalænge vilde han have det.

Troldene bar sig ilde og sagde, at Ingen af dem kunde gaa, naar de ikke havde Øiet at se med, men saa gav en af dem sig til at Skrige paa Kjærringen, for de havde een Kjærring ihob alle tre ogsaa. Om en Stund svarede det i en Kamp langt nord paa. Saa sagde Troldene, at hun skulde komme med to Staalbuer og to Spand, fulde af Guld og Sølv, og det varede da ikke længe, før hun var der, skal jeg tro; da hun saa fik høre, hvorledes det var tilgaaet, begyndte hun ogsaa at true med Troldskab. Men Troldene bleve rædde og bad, hun skulde tage sig i Agt for den vesle Hvepsen, hun kunde ikke være sikker for, at han tog hendes Øie ogsaa. Saa kastede hun Spandene og Guldet og Sølvet og Buerne til dem, og strøg hjem i Kampen med Troldene, og siden den Tid har Ingen hørt, at Troldene har gaaet paa Hedalsskoven og lugtet efter kristent Blod.