Norske Folke- og Huldre-eventyr/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der var en Gang en fattig Husmand, som havde mange Børn og ikke Stort at give dem hverken af blad eller Klæder; vakkre vare de alle, men den vakkreste var den yngste Datteren, som var saa deilig, at der ikke var nogen Maade paa det.

Saa var det en Torsdagskveld, sent om Høsten, det var stygt Veir ude og fælt mørkt, og regnede og blæste gjorde det, saa det knagede i Væggene; de sad allesammen om Skorstenen og havde Noget at stelle med. Ret som det var, saa bankede det tre Gangepaa Ruden. Manden gik ud og skulde se, hvad der var paa Færde, og da han kom ud, saa stod der en stor, stor Hvidbjørn.

»God Kveld, Du!« sagde Hvidbjørnen. — »God Kveld!« sagde Manden. — »Vil Du give mig den yngste Datter Din, saa skal jeg gjøre Dig ligesaa rig, som Du nu er fattig,« sagde den. — Ja, Manden syntes det var nok saa gildt, at han skulde blive saa rig; men han syntes da, han maatte snakke med Datteren først, og gik ind og sagde, at der var en stor Hvidbjørn ude, som lovede, han skulde gjøre dem saa rige, naar han bare kunde faa hende. Hun sagde nei og vilde nødig, og saa gik Manden ud igjen og blev saa forligt med Hvidbjørnen, at den skulde komme igjen næste Torsdagskveld og hente Svar. Imens overtalte de hende og snakkede for hende om al den Rigdom, de skulde komme til, og om hvor godt hun skulde have det selv; hun fandt sig da i det tilsidst og vaskede og stelte istand Fillerne sine, pyntede sig saa godt hun kunde, og holdt sig reisefærdig. Ikke Stort var det, hun skulde have med heller.

Næste Torsdagskveld kom Hvidbjørnen og skulde hente hende; hun satte sig op paa Ryggen af den med Tullen sin, og saa gik det afsted. Da de vare komne et langt Stykke paa Veien, sagde Hvidbjørnen: »Er Du ræd?« — Nei, det var hun ikke. — »Ja, hold Dig bare godt fast i Ragget mit, saa har det ingen Fare heller,« sagde den.

Nu red hun langt, langt bort, og saa kom de til et stort Fjeld. Der bankede Hvidbjørnen paa, saa gik der op en Port, og de kom ind i et Slot, hvor der var mange oplyste Værelser, som skinnede baade af Guld og Sølv, og saa var der en stor Sal, som der stod et dækket Bord i, og det saa prægtigt, at Du ikke kan tro, hvor prægtigt det var. Saa gav Hvidbjørnen hende en Sølvklokke; naar der var Noget hun vilde, skulde hun bare ringe paa den, saa fik hun det. Ja, da hun havde spist og det led paa Kvelden, blev hun søvnig efter Reisen og syntes, hun kunde have Lyst at lægge sig; saa ringede hun paa Klokken, og hun havde ikke taget i den, før hun kom ind i et Kammer, hvor der stod en opredt Seng, saa deilig som Nogen vilde ligge i, baade med Silkedyner og Omhæng og Guldfryndser; og Alt, som var der, var af Guld og Sølv; men da hun havde lagt sig og slukket Lyset, kom der et Menneske og lagde sig med hende, og dette var Hvidbjørnen, som kastede Hammen af sig om Natten; men hun fik aldrig se ham, for altid kom han, efterat hun havde slukket Lyset; og før det var lyst om Morgenen, var han borte igjen. Det gik baade godt og vel en Stund; men saa begyndte hun at blive saa stille og sørgmodig, for hun gik der alene hele Dagen og stundede hjem til Forældrene og Sødskende sine. Da Hvidbjørnen spurgte, hvad det var, som feilte hende, sagde hun, at det var saa ødt der, hun gik der saa alene og stundede hjem til Forældrene og Sødskende sine, og det var, fordi hun ikke kunde komme til dem, at hun gik og sørgede saa. »Det kan der nok blive Raad til,« sagde Hvidbjørnen; »men Du skal love mig det, at Du ikke taler med Din Moder alene, men bare naar de Andre høre paa; for hun tager Dig ved Haanden,« sagde han, »og vil have Dig ind i et Kammer og tale alene med Dig; men det maa Du slet ikke gjøre, ellers gjør Du os ulykkelige begge to.«

En Søndag kom Hvidbjørnen og sagde, nu kunde de reise til Forældrene hendes. Ja, de reiste, hun sad paa Ryggen hans, og det gik baade langt og længe, tilsidst kom de til en stor, hvid Gaard; der løb hendes Sødskende ude og legte sig, og det var saa vakkert, at det var en Lyst at se det. »Der bor Forældrene Dine,« sagde Hvidbjørnen, »men glem ikke, det jeg har sagt Dig, ellers gjør Du baade mig og Dig ulykkelig.« Nei, Kors, det skulde hun nok ikke glemme, og da hun var kommen did, saa vendte Hvidbjørnen om igjen, den.

Der blev saadan Glæde, da hun kom ind til Forældrene, at der ikke var nogen Maade paa det; de syntes, de kunde ikke fuldtakke hende for det, hun havde gjort imod dem; nu havde de det baade saa godt og saa godt, og Alle saa spurgte de hende, hvorledes hun havde det, der hun var. Hun havde det baade godt og vel, og havde Alt, hvad hun kunde ønske sig, sagde hun; hvad hun svarede for Resten, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror ikke, de fik nogen rigtig Rede paa det. Men saa om Eftermiddagen, da de havde spist Middag, gik det, som Hvidbjørnen havde sagt: Moderen vilde tale med hende alene inde i Kammeret. Men hun mindtes, hvad Hvidbjørnen havde sagt, og vilde ikke paa nogen Maade. »Det vi har at snakke om,« sagde hun, »det kan vi altid snakke om.« Men hvorledes det gik eller ikke, saa fik Moderen overtalt hende tilsidst, og saa maatte hun sige, hvorledes hun havde det. Hun sagde da, at der altid kom et Menneske og lagde sig med hende, naar hun havde slukket Lyset om Aftenen, og ham fik hun aldrig se; for han var altid borte, før det blev lyst om Morgenen. Det gik hun og sørgede over, for hun syntes, hun vilde saa gjerne se ham, og om Dagen gik hun der alene, og det var saa ødt og ensomt. — »Huf I det kan gjerne være et Trold, Du ligger med,« sagde Moderen; »men jeg skal lære Dig en Raad, saa Du skal faa se ham; Du skal faa et Stykke Lys af mig, som Du kan tage med Dig i Barmen; lys saa paa ham med det, naar han sover, men agt Dig, at Du ikke drypper Talg paa ham.« Ja, hun tog Lyset og gjemte det i Barmen sin, og om Aftenen kom Hvidbjørnen og hentede hende.

De de vare komne et Stykke paa Veien, spurgte Hvidbjørnen, om det ikke var gaaet saa, som den havde sagt. Jo, det kunde hun ikke nægte, det. — »Ja, har Du lyet til Din Moders Raad,

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
saa har Du gjort os begge ulykkelige, og saa er det forbi mellem

os,« sagde den. — Nei, det havde hun nu slet ikke.

Da hun saa var kommen hjem og havde lagt sig, gik det, som det pleiede: der kom et Menneske og lagde sig med hende; men da det led ud paa Natten, og hun hørte, han sov, stod hun op og slog Varme, tændte i Lyset og lyste paa ham, og da saa hun, han var den deiligste Prinds En kunde se for sine Øine, og hun blev saa glad i ham, at hun Syntes, hun ikke kunde leve, hvis hun ikke fik kysse ham strax paa Øieblikket; det gjorde hun ogsaa, men med det samme dryppede hun tre hede Talgdraaber paa Skjorten hans, saa han vaagnede — »Hvad har Du nu gjort?« sagde han. »Nu har Du gjort os ulykkelige begge To; havde Du nu bare holdt ud Aaret, saa havde jeg været frelst, for jeg har en Stedmoder, som har hehet paa mig, saa jeg er Hvidbjørn om Dagen og Menneske om Natten, men nu er det forbi mellem os, nu maa jeg reise fra Dig til hende; hun bor paa et Slot, som ligger østenfor Sol og vestenfor Maane, og der er en Prindsesse med en Næse, som er tre Alen lang; hende skal jeg have nu.«

Hun græd og hun bar sig, men det var ikke Noget at gjøre ved det, han maatte reise. Saa spurgte hun, om hun da ikke kunde faa være med. Nei, det gik ikke an. — »Kan Du sige mig Veien, saa skal jeg lede Dig op; det kan jeg vel faa Lov til?« sagde hun. — Ja, det kunde hun, sagde han, men der var ingen Vei did, det laa østenfor Sol og vestenfor Maane det, og did fandt hun aldrig frem.

Om Morgenen da hun vaagnede, var baade Prindsen og Slottet borte; hun laa paa en liden grøn Flæk midt inde i mørke, tætte Skoven, og ved Siden af hende laa den samme Filletullen, hun havde havt med sig hjemmefra. Da hun nu havde gnedet Søvnen af Øinene sine og grædt sig træt, gav hun sig paa Veien, og saa gik hun mange, mange Dage alt til hun kom til et stort Berg. Udenfor det sad der en gammel Kjærring og legte sig med et Guldæble. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til den Prindsen, som var hos Stedmoderen sin paa et Slot, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane, og som skulde have en Prindsesse med en Næse, som var tre Alen lang. — »Hvor kjender Du ham fra?« spurgte Kjærringen, »kanske det var Dig, som skulde havt ham?« — Ja, det var da det. — »Ja saa, er det Dig?« sagde Kjærringen, »ja jeg ved ikke noget Mere om ham jeg, end at han bor paa det Slottet, som er østenfor Sol og vestenfor Maane, og did kommer Du sent eller aldrig, men Du skal faa laant Hesten min, og den kan Du ride paa til Grandkjærringen min; kanske hun kan sige Dig det, og naar Du er kommen frem, saa kan Du bare slaa til Hesten under det venstre Øret og bede den gaa hjem igjen; og dette Guldæble kan Du tage med Dig.«

Hun satte sig da op paa Hesten og red i lange, lange Tider, og saa kom hun tilsidst til et Berg, hvor der sad en gammel Kjærring udenfor med et Guldhæspetræ. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til det Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Hun sagde, som den forrige Kjærringen, at hun ikke vidste Noget om det, men det var nok østenfor Sol og vestenfor Maane, »og did kommer Du sent eller aldrig, men Du skal faa laant Hesten min til den nærmeste Grandkonen min, kanske hun tør vide det, og naar Du er kommen did, saa kan Du bare slaa den under det venstre Øret og bede den gaa hjem igjen,« og saa gav hun hende Hæspetræet, for det kunde hun nok komme til at faa Brug for, sagde hun. Jenten satte sig da op paa Hesten og red i langsommelig Tid igjen, og langt om

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
længe kom hun da til et stort Berg, hvor der sad en gammel

Kjærring og spandt paa en Guldrok. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til den Prindsen, og hvor det Slottet var, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Saa gik det ligedan. »Kanske det er Dig, som skulde have den Prindsen der?« sagde Kjærringen. Ja, det skulde nu være det da. Men hun vidste ikke bedre Veien hun, end de andre To; østenfor Sol og vestenfor Maane var det, det vidste hun, »og did kommer Du sent eller aldrig,« sagde hun; »men Du kan faa laant Hesten min, saa mener jeg, Du faar ride til Østenvinden og spørge ham, kanske han er kjendt der og kan blæse Dig did. Naar Du er kommen frem, saa kan Du bare Slaa Hesten under Øret, saa gaar den hjem igjen.« Og saa gav hun hende Guldrokken. »Kanske Du kan faa Brug for den,« sagde Kjærringen.

Hun red i mange Dage og i langsommelig Tid, før hun kom did; men langt om længe kom hun frem, og saa spurgte hun Østenvinden, om den kunde sige hende Veien til den Prindsen, som boede østenfor Sol og vestenfor Maane. — Ja, den Prindsen havde han nok hørt snakke om, sagde Østenvinden, og Slottet med, men Veien vidste han ikke, for han havde aldrig blæst saa langt. »Men hvis Du vil, saa skal jeg følge Dig til Bro’r min, Vestenvinden, kanske han kan vide det, for han er meget stærkere; Du kan sætte Dig paa Ryggen min, saa skal jeg bære Dig did.« — Ja, hun gjorde saa, og det gik nok saa friskt. Da de kom frem did, saa gik de ind, og Østenvinden sagde, at den, han havde havt med sig, det var hende, som skulde havt Prindsen paa det Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane; nu reiste hun og skulde lede ham op igjen, og saa havde han fulgt hende did og vilde gjerne høre, om Vestenvinden vidste, hvor det var henne. — »Nei, saa langt har jeg aldrig blæst,« sagde Vestenvinden, »men vil Du, saa skal jeg følge Dig til Søndenvinden, for han er meget stærkere end Nogen af os, og han har flakket baade vidt og bredt; kanske han kan sige Dig det. Du kan sætte Dig paa Ryggen min, saa skal jeg bære Dig did.« — Ja, hun gjorde saa; de reiste til Søndenvinden og var ikke længe om Veien, skal jeg tro. Da de kom frem, spurgte Vestenvinden, om han kunde sige hende Veien til det Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane, det var hende, som skulde have den Prindsen der. — »Ja saa,« sagde Søndenvinden, »er det hende? Ja, jeg har nok vanket noget hvert Sted i min Tid,« sagde han, »men saa langt har jeg aldrig blæst; men vil Du, saa skal jeg følge Dig til Bro’r min, Nordenvinden; han er den ældste og stærkeste af os Allesammen, og ved ikke han, hvor det er, saa faar Du aldrig i Verden spurgt det. Du kan sætte Dig op paa Ryggen min, saa skal jeg bære Dig did.« — Ja, hun satte sig op paa Ryggen hans, og han af Gaarde, saa det havde god Skik. De gjorde ikke Veien lang.

Da de kom did, hvor Nordenvinden boede, saa var den saa vild og gal, at der stod kold Gufs af den lang Vei. »Hvad vil I?« skreg han langt borte, saa det isnede i dem. — »Aa, Du faar ikke være saa streng af Dig, Du heller,« sagde Søndenvinden, »for det er mig, og saa er det hende, som skulde havt den Prindsen, som bor paa det Slottet, som ligger østenfor Sol og vestenfor Maane, og nu vil hun spørge Dig, om Du har været der og kan sige hende Veien, for hun vilde gjerne finde ham igjen.« — »Ja, jeg ved nok, hvor det er,« sagde Nordenvinden, »jeg har blæst et Aspeløv did en eneste Gang, men da var jeg saa træt, at jeg ikke orkede at blæse paa mange Dage efter. Men er det saa, at Du endelig vil did, og Du ikke er ræd for at være med mig, saa skal jeg tage Dig paa Ryggen min og prøve, om jeg kan blæse Dig did.« — Ja, hun vilde og hun maatte did, hvis det paa nogen Sæt og Vis var fremkommeligt, og ræd var hun ikke, om det gik aldrig saa galt.

»Ja, ja, Du faar ligge over her i Nat,« sagde Nordenvinden, »for vi maa have Dagen for os, og vel saa det, skal vi række frem did.«

Tidlig den anden Morgen vækkede Nordenvinden hende og blæste sig op og gjorde sig saa stor og stærk, at det var fælt; og saa bar det afsted med dem høit bort igjennem Luften, som om de skulde fare til Verdens Ende med det samme. Paa Bygden var det saadan Storm, at der røg ned baade Skovstykker og Huse, og da de kom ud over Storsøen, forliste der Skibe i hundredevis. Saaledes foer de afsted saa langt, saa langt, at Ingen kan tro, hvor langt de foer, og altid gik det ud over Havet, og Nordenvinden blev trættere og trættere og saa udmaset, at den næsten ikke orkede at blæse længer, og det dalede og dalede mere og mere med den, og tilsidst gik det saa lavt, at Bølgetopperne slog om Hælene hendes. »Er Du ræd?« sagde Nordenvinden. — »Nei,« sagde hun, det var hun ikke. Men de var ikke langt fra Land heller, og der var netop saameget Magt tilbage i Nordenvinden, at han fik kastet hende ind paa Stranden under Vinduerne paa Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane; men da var han ogsaa saa træt og saa ussel, at han maatte hvile over mange Dage, før han kunde komme hjem igjen.

Den anden Morgen satte hun sig til at lege med Guldæblet udenfor Vinduerne i Slottet, og det Første hun saa, var det Næsegrævet, som skulde have Prindsen. »Hvad skal Du have for det Guldæblet Dit, Du?« sagde hun, og lukkede paa Vinduet. — »Det er ikke tilfals hverken for Guld eller Penge,« sagde Jenten — »Er det ikke tilfals for Guld eller Penge, hvad vil Du da have for det? — Du kan faa hvad Du vil,« sagde Prindeeseen. — »Ja, hvis jeg kan komme til den Prindsen, som er her, og faa være hos ham i Nat, saa skal du faa det,« sagde hun, som var kommen med Nordenvinden. — Ja, det kunde hun nok, der var Raad til det. Prindsessen fik Guldæblet, men da Jenten kom op paa Værelset til Prindsen om Kvelden, saa sov han; hun raabte paa ham og ristede i ham, og alt imellem saa græd hun, men hun kunde ikke faa ham vaagen. Om Morgenen, da det lyste af Dagen kom Prindsessen med den lange Næsen o jagede hende ud igjen.

Om Dagen satte hun sig udenfor Vinduerne i Slottet til at hæspe paa Hæspetræet, og det gik da ligedan. Prindsessen spurgte hvad hun vilde have for det, og hun sagde, at det hverken var tilfals for Guld eller Penge, men kunde hun faa Lov til at komme op til Prindsen og være hos ham om Natten, skulde hun faa det. Men da hun kom derop, saa sov han igjen, og alt hun raabte og skreg og ristede i ham, og alt hun græd, saa sov han, saa hun ikke var istand til at faa Liv i ham; og da det lyste af Dagen om Morgenen, kom Prindsessen med den lange Næsen og jagede hende ud igjen.

Da det led ud paa Dagen, satte Jenten sig udenfor Vinduerne i Slottet til at spinde paa Guldrokken, og den vilde ogsaa Prindsessen med den lange Næsen have. Hun lukkede op Vinduet og spurgte, hvad hun vilde have for den. Jenten sagde nu som begge de forrige Gange, at den ikke var tilfals hverken for Guld eller Penge, men kunde hun faa komme op til Prindsen, som var der, og være hos ham om Natten, skulde hun faa den. Ja, det kunde hun gjerne. Men saa var der nogle kristne Folk, som vare indtagne der, og de havde siddet i det Kammer, som var nærmest ved Prindsens; de havde hørt, at der havde været et Fruentimmer inde, som havde grædt og raabt paa ham to Nætter i Rad, og det sagde de til Prindsen. Om Kvelden, da Prindsessen kom med Sovesuppen, lod han, som han drak, men slog den bagover sig, for han kunde nok skjønne, det var en Dvaledrik. Da nu Jenten kom ind, var Prindsen vaagen, og saa maatte hun fortælle, hvorledes hun var kommen did. »Ja, nu kom Du rigtig tilpas ogsaa,« sagde Prindsen, »for i Morgen skulde jeg have Bryllup; men jeg vil ikke have det Næsegrævet, og Du er den Eneste, som kan frelse mig. Jeg skal sige, at jeg vil se, hvad Bruden min duer til, og bede hende vaske af den Skjorten med de tre Talgflækkerne paa; det gaar hun ind paa, for hun ved ikke, at det er Dig, som har gjort det; men der maa kristne Folk til det og ikke sligt Troldpak, og saa skal jeg sige, at jeg ikke vil have nogen Anden til Brud end den, som kan gjøre det, og Du kan, det ved jeg.« — Der var da stor Fryd og Glæde paa dem om Natten. Men Dagen efter, da Brylluppet skulde staa, sagde Prindsen: »Jeg vil nok se, hvad Bruden min duer til først.« — »Ja det kunde saa være det,« sagde Stedmoderen. — »Jeg har en fin Skjorte, som jeg vil have til Brudgomsskjorte; men der er kommen tre Talg-flækker paa, som jeg vil have vasket af, og det har jeg lovet, at jeg ikke tager nogen Anden end den, som er god for at gjøre det; kan hun ikke det, saa er hun ikke værd at eie.« — »Ja, det var ingen Sag,« mente de, og det gik de ind paa, og hun med den lange Næsen til at vaske, det Bedste hun kunde; men jo mere hun vaskede og gned, des større blev Flækkerne. »Aa, Du kan ikke vaske,« sagde Gamletroldkjærringen, Mo’r hendes, »lad mig faa den!« — men hun havde ikke før taget i Skjorten, før den blev styggere endda, og jo mere hun vaskede og gned, des større og sortere blev Flækkerne. Saa skulde de andre Troldene til at vaske; men jo længer det led, des styggere og fælere blev den, og tilsidst saa hele Skjorten ud, som om den havde været i Skorstenspiben. — »Aa, I duer ikke Noget Nogen af Jer,« sagde Prindsen; »der sidder en Fantejente udenfor Vinduet her; jeg er vis paa, hun er meget bedre til at vaske hun, end Nogen af Jer. Kom ind Du, Jentel« skreg han. — Ja, hun kom ind. — »Kan Du vaske ren denne Skjorten, Du?« sagde han. — »Aa, jeg ved ikke jeg,« sagde hun, »jeg faar prøve det.« Og aldrig havde hun taget i Skjorten og dyppet den ned i Vandet, før den var drivende hvid som Nysne, og hvidere endda. »Ja, Dig vil jeg have,« sagde Prindsen. Saa blev den gamle Troldkjærringen saa sindt, at hun sprak, og Prindsessen med den lange Næsen og Smaatroldene sprak nok ogsaa, for jeg har ikke hørt Noget til dem siden. Prindsen og Bruden hans de løste da ud alt det Kristenfolkeet, som var indtaget der, og saa tog de med sig saa meget Guld og Sølv, som de kunde fragte, og flyttede langt bort fra Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.