Norske Folke- og Huldre-eventyr/27
Der var en Gang en fattig, fattig Enke, som kun havde een Søn. Hun trællede med Gutten, til han havde gaaet til Præsten; men saa sagde hun til ham, at nu kunde hun ikke føde ham længer; han fik ud at tjene for sit Brød. Gutten vandrede da ud i Verden, og da han havde gaaet en Dags Tid eller saa, mødte han en fremmed Mand. »Hvor skal Du hen?« spurgte Manden. — »Jeg skal ud i Verden og prøve at faa mig Tjeneste,« sagde Gutten. — »Vil Du tjene hos mig?« — »Aa ja, lige saa gjerne hos Dig som hos en Anden,« svarede Gutten. — »Ja, Du skal have det godt hos mig,« sagde Manden; »Du skal bare holde mig med Selskab og ikke gjøre nogen Ting forresten.« Saa blev Gutten med ham, og levede vel med Mad og Drikke og havde Lidet eller Intet at bestille; men han saa heller aldrig et Menneske hos Manden.
En Dag saa sagde Manden til ham: »Nu reiser jeg bort i otte Dage; i den Tid faar Du være her alene, men Du maa ikke gaa ind i noget af disse fire Værelserne her. Gjør Du det, saa tager jeg Livet af Dig, naar jeg kommer igjen.« Nei, sagde Gutten, det skulde han nok ikke. Men da Manden havde været borte en tre, fire Dage, kunde Gutten ikke bare sig længer, men gik ind i det ene Kammer. Han saa sig rundt om, men saa ingen Ting uden en Hylde over Døren, hvor der laa en Nypetornpisk. Dette var rigtig Noget at forbyde mig saa strengt at se ogsaa, det, tænkte Gutten. Da de otte Dage vare omme, kom Manden hjem igjen. »Du har vel ikke været inde i noget af Kamrene?« sagde han. — »Nei, det har jeg slet ikke,« sagde Gutten. »Ja, det skal jeg snart se,« og dermed gik han ind i det, som Gutten havde været i. »Jo, Du har været der alligevel,« sagde han, »og nu skal Du miste Livet.« Gutten græd og bad for Sig, og saa slap han da med Livet; men dygtig Hug fik han. Da det var overstaaet, vare de lige gode Venner igjen.
En Tid efter reiste Manden igjen bort; da vilde han være borte i fjorten Dage, men først sagde han til Gutten, at han ikke skulde sætte sin Fod i noget af de Kammere, han ikke alt havde været i; for det, han havde været i, kunde han gjerne gaa ind i paany. Ja, det gik lige ens som forrige Gang, bare at Gutten nu holdt sig fra at gaa derind i otte Dage. I det Kammer saa han heller ikke Andet end en Hylde over Døren med en Kampesten og en Vandkrukke paa. Det var rigtig Noget at være saa ræd for ogsaa, tænkte Gutten igjen. Da Manden kom hjem, spurgte han, om han havde været i noget af Kamrene; nei, var det ligt det, der havde Gutten ikke været. »ja, det skal jeg snart se,« sagde Manden, og da han saa, han havde været der ligevel, sagde han: »Ja, nu sparer jeg Dig ikke længer, nu skal Du miste Livet!« Men Gutten græd og bad for sig igjen, og saa slap han igjen med Prygl, men det fik han da ogsaa. Saa meget der kunde ligge paa ham. Men da han blev frisk igjen, levede han lige saa godt som før, og han og Manden vare lige gode Venner. — En Tid efter skulde Manden igjen reise, og nu vilde han være borte i tre Uger, og saa sagde han til Gutten, at gik han ind i det tredje Kammeret, var det ikke at tænke paa Liv mer. Da fjorten Dage var gaaet, kunde Gutten ikke bare sig, han smat ind; men han saa slet ikke Noget derinde uden en Lem paa Gulvet. Da han løftede paa den og saa ned igjennem, stod der en stor Kobberkjedel og puttrede og kogte dernede; men han saa ingen Varme under. Det var artigt at kjende, om det er varmt, tænkte Gutten, og stak Fingeren nedi; da han tog den op igjen, var den forgyldt over det Hele. Gutten skrabede og vaskede den, men Forgyldningen vilde ikke gaa af; saa bandt han en Fille om, og da Manden kom hjem og spurgte, hvad der feilede Fingeren hans, sagde Gutten, han havde skaaret sig saa stygt. Men Manden rev af Fillen, og da saa han nok, hvad der feilede Fingeren. Først vilde han dræbt Gutten; men da han græd og bad igjen, bankede han ham bare, saa at han laa tilsengs i tre Dage. Da tog han en Krukke ned af Væggen og smurte ham med, saa blev Gutten lige frisk igjen.
Om en Stund reiste Manden igjen bort, og skulde ikke komme igjen før om en Maaned. Men da sagde han til Gutten, at hvis han gik ind i det fjerde Kammer, saa maatte han aldrig tænke paa at beholde Livet. En to eller tre Uger holdt Gutten sig, men saa kunde han ikke bare sig igjen; han maatte og skulde ind i Kammeret, og saa smat han ind. Der stod en stor, sort Hest paa et Spiltaug, med et Glodtraug ved Hovedet og en Høkurv ved Halen. Gutten syntes det var uligt; han byttede om og satte Høkurven ved Hovedet. Saa sagde Hesten: »Siden Du har saa godt Hjertelag, at Du vil lade mig faa Mad, skal
jeg frelse Dig, jeg. Men nu skal Du gaa op paa det Kammer, som er her lige over, og tage en Rustning af dem, som hænger der; og saa maa Du endelig ikke tage nogen af de blanke, men den mest rustne Du ser; den skal Du tage; og Sværd og Sadel skal Du søge Dig ud paa samme Vis.« Det gjorde Gutten; men det var tungt for ham at bære det Altsammen.
Da han kom tilbage, sagde Hesten, at nu skulde han klæde sig nøgen og gaa ned i Kjedelen, som stod og kogte i det andet Kammer, og lauge sig vel der. Jeg bliver vel fæl da, tænkte Gutten, men han gjorde det alligevel. Da han havde lauget sig, blev han saa vakker og trind, og saa rød og hvid som Mælk og Blod, og meget stærkere end før. »Kjender Du nogen Forandring?« spurgte Hesten — »Ja,« sagde Gutten. — »Prøv at løfte mig,« sagde Hesten — Aa ja, det kunde han, og Sværdet svang han ogsaa som Ingenting. »Ja, læg nu Sadlen paa mig,« sagde Hesten, »og tag paa Dig Rustningen, tag saa med Nypetornpisken og Stenen og Vandflasken og Smurningskrukken, saa reise vi.«
Da Gutten vel var kommen op paa Hesten, gik det afsted, saa han ikke vidste, hvorledes han kom frem. Han havde nu redet en Stund, saa sagde Hesten: »Jeg synes, jeg hører en Dur. Se Dig om, kan Du se Noget?« — »Der kommer Mange, Mange efter os, vist en Snes,« sagde Gutten. — »Ja, det er Troldet det,« sagde Hesten, »nu kommer han med Sine.«
De red endda en Stund, indtil de, som kom efter, begyndte at nærme sig. »Kast nu Tornepisken bag over Axlen Din,« sagde Hesten, »men kast den vel langt fra migl« Det gjorde Gutten, og i det samme voxte der op en svær, tyk Nypetornskov der. Saa red Gutten igjen et langt, langt Stykke, medens Troldet maatte hjem efter Noget at hugge sig igjennem Skoven med. Men om en Stund sagde Hesten igjen: »Se tilbage, kan Du se Noget nu?« — »Ja en hel Mængde,« sagde Gutten, »som en stor Kirkealmue.« — »Ja, det er Troldet det; nu har han flere med sig. Kast nu Kampestenen, men kast den vel langt fra mig!«
Med det samme Gutten gjorde, som Hesten havde sagt, blev der et stort, stort Kampeberg bag ham. Saa maatte Troldet hjem efter Noget at hugge sig gjennem Berget med, og medens Troldet gjorde det, red Gutten igjen et godt Stykke frem. Men saa bad Hesten ham igjen se sig tilbage, og da saa han, det yrede som en hel Krigshær; de vare saa blanke, at det skinnede af dem. »Ja,« sagde Hesten, »det er Troldet; nu har han alle Sine med sig. Slaa nu Vandflasken ud bag Dig, men vogt Dig vel, at Du ikke spilder Noget paa mig!« Det gjorde Gutten; men hvorledes han bar sig ad, kom han til at spilde en Draabe paa Lænden. Saa blev der et stort, stort Vand, men ved de Draaber, han Spildte, kom Hesten til at staa langt udi Vandet; alligevel svømmede den dog til Lands. Da Troldene kom til Vandet, lagde de sig ned for at drikke det tomt, og saa slurkede de i sig, til de sprak. »Nu er vi kvit dem,« sagde Hesten.
Da de nu havde reist i lang, lang Tid, kom de paa en grøn Slette i en Skov. »Klæd nu af Dig hele Rustningen og tag bare paa Dine fillede Klæder,« sagde Hesten; »tag saa Sadlen af mig og slip mig, og hæng Alt ind i den store indhule Lind her. Saa skal Du gjøre Dig en Paryk af Granlav og gaa op til Kongsgaarden, som ligger her tæt ved; der skal Du bede om Tjeneste. Naar Du saa trænger til mig, saa gaa bare hid og rist paa Bidslet, saa skal jeg komme til Dig.«
Ja, Gutten gjorde, som Hesten havde sagt, og da han fik paa Lavparykken, blev han saa ussel og bleg og elendig at se paa, at Ingen kunde kjende ham igjen. Han kom da til Kongsgaarden og bad først om at faa være i Kjøkkenet og bære Vand og Ved til Kokken; men saa spurgte Kokkejenten: »Hvorfor har Du den stygge Parykken? Tag den af Dig, jeg vil ikke vide af Nogen saa styg herinde.« — »Det kan jeg ikke,« svarede Gutten, »jeg er ikke rigtig ren i Hovedet.« — »Tænker Du, jeg vil have Dig her ved Maden, naar Du er slig da?« sagde Kokken; »gaa ned til Staldmesteren, Du passer bedst til at gaa og maage i Stalden.« Men da Staldmesteren bad ham tage af Parykken, fik han det samme Svar, og saa vilde ikke han heller have ham; »Du kan gaa til Gartneren,« sagde han, »Du passer bedst til at gaa og grave i Jorden.« Hos Gartneren fik han da Lov at blive; men ingen af de andre Tjenere vilde ligge med ham; derfor maatte han sove for sig selv under Trappen til Lysthuset; det stod paa Stolper og havde en høi Trap. Under den fik han lidt Mose til Seng, og der laa han saa godt han kunde.
Da han nu havde været paa Kongsgaarden en Tid, hændte det sig en Morgen, i det samme Solen randt, at Gutten havde taget af sig Lavparykken og stod og vaskede sig; og da var han saa vakker, det var en Lyst at se ham.
Prindsessen saa fra Vinduet den vakkre Gartnergutten og syntes, hun aldrig havde seet Nogen saa vakker. Hun spurgte da Gartneren, hvorfor han laa ude under Trappen. — »Aa, ingen af Medtjenerne vil ligge med ham,« sagde Gartneren. — »Lad ham i Aften komme op og ligge ved Døren inde paa mit Kammer, saa skal de vel ikke holde sig for gode til at lade ham ligge i Hus med sig siden,« sagde Prindsessen. Gartneren sagde det til Gutten. »Mener Du, jeg vil gjøre det?« sagde Gutten; »saa vilde de sige, at der var Noget mellem mig og Prindsessen.« — »Ja, Du har nok Grund til at frygte for slig Mistanke Du,« svarede Gartneren, »Du som er saa vakker!« — »Ja, ja, naar Du befaler det, saa faar jeg vel gjøre det,« sagde Gutten. Da han nu skulde opefter Trappen om Aftenen, trampede og slampede han saa i Veien, at de maatte bede ham gaa sagte, forat ikke Kongen skulde faa det at vide. Han kom ind og lagde sig, og begyndte Strax at snorksove. Da sagde Prindsessen til Ternen sin: »List Dig nu bort og tag af ham Lavparykken,« og det gjorde hun; men i det samme hun vilde nappe den, holdt han paa den med begge Hænder og sagde, at den fik hun slet ikke. Dermed lagde han sig igjen til at snorke. Prindsessen gav igjen Ternen et Vink, og saa fik hun nappet af Parykken; da laa Gutten der saa deilig og rød og hvid, som Prindsessen havde seet ham i Morgensolen. Siden laa Gutten hver Nat oppe i Prindsessens Værelse.
Men det varede ikke længe, før Kongen fik spurgt, at Gartnergutten laa i Kammeret hos Prindsessen hver Nat, og saa blev han saa harm, at han nær havde ladet Gutten aflive. Det gjorde han ikke ligevel, men kastede ham i Fangetaarnet, og sin egen Datter stængte han inde i hendes Kammer, saa hun aldrig fik Lov at komme ud, hverken Dag eller Nat. Alt hun græd og bad for sig og Gutten, saa hjalp det ikke; Kongen blev endda mere sindt ved det.
En Tid efter blev der Krig og Ufred i Landet, og Kongen maatte ruste sig mod en anden Konge, som vilde tage Riget fra ham. Da Gutten hørte det, bad han Fangevogteren gaa til Kongen for sig og bede om Harnisk og Sværd og Lov at være med i Krigen. Alle de Øvrige lo, da Fangevogteren sagde sit Ærende og bad Kongen, at han maatte faa noget gammelt Skrammel til Rustning, saa de kunde faa den Moro at se den Stakkaren være med i Krigen. Det fik han og dertil et gammelt usselt Øg, som hoppede paa tre Ben, det fjerde drog det efter sig.
Saa drog de da ud mod Fienden; men de vare ikke komne langt bort fra Kongsgaarden, førend Gutten blev siddende fast i en Myr med Øget sit. Der sad han og hakkede og nikkede: »HIei, vil Du op! Hei, vil Du op!« sagde han til Øget. Det havde alle de Andre rigtig sin Moro af, og lo og gjorde Nar af Gutten, mens de rede forbi. Men aldrig før vare de borte, saa — sprang han til Linden, tog paa sig Rustningen og rystede paa Bidslet; strax kom Hesten og sagde: »Gjør Du Dit Bedste, saa skal jeg gjøre mit!« Da Gutten kom efter, var Slaget alt begyndt, og Kongen var i slem Knibe; men allerbedst det var, havde Gutten jaget Fienden lang Vei. Kongen og hans Folk undredes meget paa, hvem det kunde være, som kom og hjalp dem; men Ingen kom ham saa nær, at han fik talt til ham, og da Slaget var forbi, var han borte. Da de drog tilbage, sad Gutten endda i Myren og hakkede og nikkede paa det trebenede Øg. Da lo de igjen. »Nei, se bare, der sidder den Narren I endnu!« sagde de.
Den anden Dag de drog ud, sad Gutten der endda; de lo igjen og gjorde Nar af ham; men aldrig før vare de redne forbi, saa sprang Gutten til Linden, og alt gik igjen som den forrige Dag. Alle undredes de paa, hvad det var for en fremmed Kjæmpe, som havde hjulpet dem; men Ingen kom ham saa nær, at han kunde faa talt til ham; og der var nu Ingen. som gjættede paa Gutten, det forstaar sig.
Da de drog hjem om Aftenen og saa Gutten endnu sidde paa Øget, lo de ham ud igjen, og En skjød en Pil paa ham og traf ham i Benet. Han til at skrige og jamre sig, saa det var forfærdeligt; saa kastede Kongen Lommetørklædet sit til ham, at han skulde knytte det om.
Da de drog ud den tredje Morgen, sad Gutten igjen i Myren. »Hei, vil Du op! Hei, vil Du op!« sagde han til Øget. — »Nei, nei! han kommer til at sidde der, til han sulter ihjel,« sagde Kongens Folk, medens de red forbi, og saa lo de af ham, saa de var færdige at falde af Hestene. Da de vare borte, sprang han igjen til Linden og kom efter til Slaget, netop som det gjaldt. Den Dag dræbte han Fiendens Konge, saa Krigen blev forbi med det samme.
Da Slaget var endt, fik Kongen se sit Lommetørklæde, som den fremmede Kjæmpe havde knyttet om Benet, og saa havde han let for at kjende ham; de tog ham da med stor Glæde mellem sig til Kongsgaarden, og Prindsessen, som saa ham oppe fra sit Vindue, blev saa glad, at Du aldrig kan tro det; »der kommer min Kjæreste ogsaa,« sagde hun. Han tog da Smurningskrukken og smurte sig selv paa Benet og siden alle de Saarede, og saa bleve de allesammen gode igjen paa Øieblikket. Saa fik han Prindsessen tilægte; men da han kom ned i Stalden til Hesten, den Dag Brylluppet skulde staa, stod den der saa stur og hang med Ørene og vilde slet ikke æde. Da den unge Konge — for da var han bleven Konge og havde faaet det halve Riget — talte til ham og spurgte, hvad der feilede ham, sagde Hesten: »Nu har jeg hjulpet Dig frem, og nu vil jeg ikke leve længer. Nu skal Du tage Sværdet og hugge Hovedet af mig.« — »Nei, det vil jeg slet ikke gjøre,« sagde den unge Konge; »men Du skal faa, hvad Du vil have, og staa stille bestandig.« — »Ja, gjør Du ikke, som jeg siger, skal jeg nok vide at faa Livet af Dig,« sagde Hesten. Saa maatte Kongen da gjøre det; men da han hævede Sværdet og skulde hugge til, var han saa bedrøvet, at han maatte vende Ansigtet bort, fordi han ikke vilde se paa Hugget; men aldrig før havde han hugget af Hovedet, saa stod den deiligste Prinds, der Hesten havde staaet. — »Hvor i al Verden kom Du fra?« spurgte Kongen. — »Det var mig, som var Hest,« svarede Prindsen. »Før var jeg Konge i det Land, som den Kongen var fra, Du dræbte i Slaget igaar; det var ham, som kastede Troldham paa mig og solgte mig til Troldet. Siden han nu er dræbt, saa faar jeg Riget mit igjen, og Du og jeg blive Nabokonger; men vi skal nok aldrig føre Krig med hinanden.« Og det gjorde de da ikke heller; de vare Venner, saalænge de levede, og den ene kom tidt og ofte og besøgte den anden.
