Norske Folke- og Huldre-eventyr/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Løgsteren.jpg
Der var en Gang en Konge, som havde en Datter, og hun var saa slem til at lyve, at Ingen kunde være værre. Saa satte han ud, at den, som kunde lyve saaledes, at han fik hende til at løgste sig, skulde faa baade hende og det halve Rige. Der var Mange, som prøvede paa det; for Alle vilde gjerne have
Prinsessa.jpg
Prindsessen og det halve Rige, men ilde gik det dem Allesammen.

Saa var der ogsaa tre Brødre, som skulde prøve Lykken. De to ældste lagde da først afsted, men det gik ikke dem bedre end alle de Andre. Saa skulde Askeladden i Veien, og han traf Prindsessen i Fjøset. »God Dag,« sagde han, »og Tak for Sidst!« — »God Dag,« sagde hun, »og selv Tak for Sidst! I har ikke saa stort Fjøs I som vi ligevel,« sagde hun, »for naar en Gjæter staar i hver sin Ende og blæser paa Bukkehorn, saa kan de ikke høre hverandre.« — »Aa jo da,« sagde Askeladden, »vores er meget større, for naar en Ko ta’r sig i den ene Ende af det, saa bær den ikke, før den kommer i den anden.« — »Ja saa,« sagde Prindsessen. »Ja, men I har ikke saa stor Oxe I ligevel som vi; der ser Du den! Naar der sidder En paa hvert Horn, saa kan de ikke naa hverandre med en Maalstang.« — »Pyt« sagde Askeladden, »vi har en Oxe saa stor, at naar der sidder En paa hvert Horn og blæser i Lur, saa høre de ikke hverandre. — »Ja saa,« sagde Prindsessen. »Men I har ikke saa meget Mælk I ligevel som vi,« sagde hun, »for vi mælker Mælk i store Embærer og bær ind og slaar i store Gryder og yster store Oste.« — »Aa, vi mælker i store Kar og kjører ind og slaar i store Bryggepander og yster Oste saa store som Hus, og saa har vi en elgsblak Mær til at trakke Osten i Hob; men engang saa føllede den i Osten, og da vi havde ædt paa den i syv Aar, traf vi paa en stor elgsblak Hest. Den skulde jeg kjøre til Kværnen med engang, saa røg Ryggen af paa den; men jeg vidste Raad for det, jeg tog en Granbuske og satte i den til Ryg, og anden Ryg havde den ikke siden, saalænge vi havde den. Men den Granen voxte og blev saa stor, at jeg kløv til Himmels op igjennem den, og da jeg kom did, sad Jomfru Maria og spandt Børstereb af Grynsodd. Ret som det var, saa røg Granen af, og jeg kunde ikke komme ned igjen; men Jomfru Maria rendte mig ned i en af Rebene, og saa kom jeg ned i en Rævekule; og der sad Mor min og Far din og lappede Sko, og ret som det var, saa slog Mor min til Far Din, saa Skurven føg af ham.« — »Det løgst Du!« sagde Prindsessen, »Far min har aldrig været skurvet her i Verden.«

Mor min slog Far din.jpg