Norsk Retskrivningslære/Retskrivningslære/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 30-41).
Om de ved Skrivningen brugelige Tegn.

§. 23. Før Læren og Skilletegnene fremſættes, er det nødvendigt, at forudſkikke nogle Bemerkninger om Sætningerne. Efter Verbets Modus ere Sætningerne:

1) Indicative, ſom: Et godt Ord finder et godt Sted.

2) Optativiſke, ſom: Herren give dig Styrke!

3) Imperativiſke, ſom: Elſker eders Fiender!

Herhen høre fremdeles:

4) ſpørgende Sætninger, ſom igjen kunne være ligefremme eller uligefremme (afhængige).

a) At Sætningen er ligefrem ſpørgende, kan man i vort Sprog for det Meſte ſee paa Constructionen: Verbet ſættes nemlig i den foran Subjectet, undtagen naar et ſpørgende Pronomen er Subject eller hører til Subjectet, eller og Sætningen begynder med Spørgepartikkelen mon. Exempler:

Hvilken Charakteer har jeg?

Hvad er ædelt?

Mon den Laſtefulde er fri?

Hvor findes den ſande Lykſalighed?

b) I den uligefrem ſpørgende Sætning bliver der imod Subjectet ſtaaende foran Verbet; er et ſpørgende Pronomen Subject eller hører til Subjectet, kan man kjende det uligefremme Spørgsmaal paa, at det pronominiſke Adverbium der ſtaaer bagefter det ſpørgende Pronomen; Spørgepartikkelen mon bliver da til Conjunctionen om.

Exempler:

Siig mig, hvilken Charakteer jeg har!

Betænk, hvad der er ædelt!

Du vil vide, om den Laſtefulde er fri.

Siig, hvor den ſande Lykſalighed findes!

Anm. Udraabende Sætninger antage ogſaa ſamme Form, ſom de spørgende:

Hvor herligt er mit Fødeland!

§. 24. Sætningerne kunne ogſaa inddeles i nøgne, uddannede og udvidede:

a) Nøgne er ſaadanne Sætninger, hvori Subject, Copula, Prædicat udtrykkes uden al nærmere Beſtemmelſe, ſom:

Verden er ſnæver.

Den Laſtefulde frygter den Dydige.

b) Uddannede ere ſaadanne, hvis Hoveddele nærmere beſtemmes ved Tillæg af enkelte Ord, ſom: Adjectiver, Genitiver, Adverbier:

For to Fiender er hele Verden altfor ſnæver.

e) Udvidede ere ſaadanne, hvis Dele nærmere beſtemmes ved tilføiede Sætninger (Biſætninger)

§. 25. Af Biſætninger d. e. ſaadanne, som udgjøre Dele af en anden Sætning (Hovedſætningen) ere 3 Slags:

a) De, ſom ſtaae iſtedetfor Subſtantiver — ſubſtantiviſke — ſom:

Jeg veed kun (det), at han er rig; men jeg veed ikke (det), hvor viis og dydig han er.

Anm. Subſtantiviſke Biſætninger ere fornemmelig de, ſom begynde med Conjunctionen at, ſamt de uligefrem ſpørgende.

b) De, ſom ſtaae iſtedetfor et Adjectiv — adjectiviſke — ſom:

Den Fornærmelſe, ſom er tilgiven, maa være glemt, det er: den tilgivne Fornærmelſe o. ſ. v.

Anm. Adjectiviſke Biſætninger ere de, som begynde med relative Pronomina — relative Sætninger — eller ſaadanne Partikler, der indeholde relative Pronomina, ſom viſe tilbage paa en Nomen eller Pronomen i Hovedſætningen.

c) De, ſom ſtaae iſtedenfor Adverbier — adverbialſke —, af hvilke der ere mange og mange Slags, ſom: Naar min Vrede er endt, (da) er min Ven ſkjændt.

Anm. Disſe Biſætninger begynde med forſkjellige Conjunctioner, ſom Tids-, Aarſags-, betingende o. ſ. v., efterſom Sætningen indeholder en Tidsbeſtemmelſe, Aarſag, Betingelſe o. ſ. v. Herved maa man dog lægge Merke til, at, uagtet thi er en Aarſagsconjunction, betragtes den derefter følgende Sætning som en Hovedſætning, hvilket man kan ſee af Conſtructionen.[1]

§. 26. Ved Forkortning af ovennævnte Biſætninger fremkomme: a) Ved Forkortning af ſubſtantiviſke Biſætninger Accuſativ med Infinitiv, ſom:

Jeg ſeer ham komme, d. e. at han kommer.

b) Ved Forkortning af adjektiviſke Biſætninger:

1) Appoſition, ſom:

Guſtav Adolph, Sveriges ſtørſte Konge (d. e. ſom var S. ſt. K.), faldt i Slaget ved Lützen.

2) Adjektiviſke Conſtructioner, ſom:

Pauſanias, overmodig og fuld af ſtore Planer (d. e. ſom er overmodig o. ſ. v), beiler til Xerxes’s Datter.

3) Participialſke Conſtructioner, ſom:

Østenvinden, blæſende om Efteraaret (d. e. ſom blæſer o. ſ. v ), er ſkadelig.

c) Ved Forkortning af adverbialſke Biſætninger Accusativi consequentiæ, ſom:

Den Ting forudſat (d. e. naar den Ting er forudſat), er jeg enig med Dem.

§. 27. Ere Delene i en udvidet Sætning ſaaledes ordnede, at man ikke med fuld Mening kan holde op, før ved Sætningens Ende, kaldcs den en Periode,[2] ſom:

Naar Buen ſpændes for haardt, briſter den. Ellers kaldes den en løs Sætning, ſom:

Buen briſter, naar den ſpændes for haardt.

§. 28. Naar i en Periode en advebialſk Biſætning ſtaaer foran Hovedſætningen, kaldes hiin Forſætning, denne Efterſætning (Exempel §. 27).

Anm. Partikkelen ſaa, der ofte begynder Efterſætningen, kaldes urigtigen Efterſætningsconjunction, da Conjunctionen, ſom forbinder Sætningerne, ſtaaer foran Biſætningen, og da Conſtructionen[3] ſaavelſom Betydningen viſer, at ſaa er et Adverbium.

§. 29. Forſætning ſaavelſom Efterſætning kan igjen beſtaae af 2 eller flere ſideordnede Sætninger eller Led, og kaldes efter Ledenes Antal toledet, treledet o. ſ. v., ſom: Hvis du vedbliver dit Forſæt; hvis du ei forbedrer din Opførſel: da vil du ſtøde alle Menneſker fra dig; da vil du tilſidſt være redningsløs.

§. 30. De egentlige Skilletegn ere: Punctum (.), Colon (:), Semicolon (;) og Comma (,).

Punctum ſættes, naar Meningen er ude. (Exempel §. 1).

Anm. Punctum ſættes ſaaledes mellem fuldſtændige Sætninger, ſom ikke ere forbundne og ei høre ſammen, forſaavidt de tjene til at forklare hinanden eller tilſammen tjene til at udtrykke een Hovedtanke, (ſee §. 31 og 32).

§. 31. Colon ſættes i Almindelighed foran længere Tillæg, ſom tjene til at forklare det Foregaaende. Iſærdeleshed bruges Colon:

1) Mellem Forſætning og Efterſætning, naar nogen af dem er fleerledet (Ex. §. 29).

2) Naar Ens Ord anføres ligefrem, bagefter de Ord, der bebude Anførſelen (Ex. §. 1).

3) Foran en Anførſel af Exempler, Opregnelſe af nærmere Beſtemmelſer, en Forklaring o. ſ. v., der i det Foregaaende bebudes ſom:

Mange Subſtantiver have intet Fleertal, ſaaſom: Flid, Kjød, Lugt.

Under 26de Januar 1807 er udſtædt en Placat af følgende Indhold:

1) at Sædegaardseiere .....

2) at heller ikke nogen ....

3) at .......

Jeg har deelt mine Indkomſter i 3 Dele: een Deel er beſtemt til faſte Underſtøttelſer for Trengende; en anden er for Saadanne, ſom behøve Hjælp een Gang for alle; den tredie og ſtørſte Deel er beſtemt til Laan.

Sagen forholder ſig ſaaledes: Min Fader o. ſ. v.

Anm. Colon ſættes ſaaledes mellem fuldſtændige Sætninger, af hvilke den ſidſte indeholder en Forklaring eller nærmere Udvikling af den foregaaende.

§. 32. Semicolon ſættes mellem fuldſtændige Sætninger, ſom, uden at være nøie forbundne med hinanden, høre ſammen, og bidrage til at udtrykke een fuldſtændig Mening.

Iſærdeleshed bruges Semicolon:

1) Til at adſkille de enkelte Led af fleerledede Forſætninger eller Efterſætninger (Ex. §. 29).

2) Mellem fuldſtændige Sætninger, der udgjøre enkelte Led af en Forklaring, Skildring, Beſkrivelſe o. ſ. v. f. Ex.

Han foreſlog de Anſtalter, ſom bleve gjorte imod Fienderne; han ſvarede dem kjækt, naar de opfordrede Byen til Overgivelſe; han lagde Penge til, hvor behøvedes; han opholdt paa ſin egen Regning over 200 Mand, da Magazinet var tomt; ja han vovede ofte ſit Liv, og ſtred ſom en Helt. (See §. 31, 3 tredie Exempel)

Datteren er forfengelig; Moderen er ond; Faderen er ſvag.

3) Til at adſkille en fuldſtændig Sætning, der, uden at være nøie forbunden med den foregaaende, udtrykker en Aarſag, Modſætning eller Følge. Exempler:

Han maa arbeide baade Nat og Dag; ellers kunde han ikke udrette saa Meget. — Letſind, overdreven Selvtillid kunne I aflægge; eders Sandſelighed maae I beholde; den følger eder, som Skyggen Legemet. — Han rødmede; derfor er der endnu Haab om ham.

Anm. Ere Sætningerne i ovennævnte 3 Tilfælde enten ufuldſtændige, ſaa at den ene maa udfyldes af den anden, eller nøie forbundne (ved Conjunctioner undtagen men og thi), ſættes der Comma mellem dem (§. 33. 1—3).

4) Foran Aarſagsconjunctionen thi (§. 25, c. Anm. §. 32, 3) ſom:

Saaledes bleve 200 Skibe i ſaare faa Dage færdige; thi et modigere og mere hurtigt Folk har Verden neppe havt.

Anm. Foran thi ſættes ogſaa undertiden Punctum; men dette bør kun ſkee, naar thi ikke viſer tilbage paa den næſtforegaaende Sætning alene, men paa en i flere Sætninger fremſat længere Tankerække.

5) Foran Modſætningsconjunctionen men (§. 32, 3), naar derefter følger en fuldſtændig Sætning, f. Ex.:

Alt havde været tabt, om dette var ſkeet; men Themiſtokles underkjøbte ham til at frafalde Anſøgningen. — Han viſte ſig ei alene lærd og vittig; men han var endog munter og ſkjemtſom.

Anm. Er den efterfølgende Sætning ufuldſtændig eller men forbinder Biſætninger, ſættes Comma foran men; undertiden fordrer ogſaa Sammenhængen, at der foran men ſtaaer Punctum, naar det nemlig ikke ſaa meget udtrykker en Modſætning til den foregaaende Tanke ſom en Overgang, eller har Henſyn til en i flere Sætninger udtrykt Tankerække. Exempler:

Han viſte ſig ei alene lærd og vittig, men ogſaa munter og ſkiemtſom. — De forbleve der, indtil Døren aabnedes, da de bleve indladte, og fordreve den hele Dag med ham. Men, da de hørte, at det hellige Skib var kommet fra Delos, kom de tidligere o. ſ. v.

§. 33. Comma, der tjener til at adſkille Talens mindre Dele, bruges:

1) Til at adſkille Sætninger, ſom ere nøie forbundne med hinanden (ved Conjunctio ner,[4] undtagen men og thi), f. Ex.:

Han er god, og han er tillige ſaa venlig.

Anm. Forbinde Conjunctionerne enkelte Ord, ſtaaer intet Comma foran dem, ſom:

Han er god og venlig.

2) Til at adſkille Biſætning fra Hovedſætning. (Exempler §. 25, a. b. c.)

Anm. Ogſaa forkortede Biſætninger, nemlig: Appoſition, adjectiviſke og participialſke Conſtructioner ſamt Accusativi consequentiæ, adſkilles fra Hovedſætningen ved Comma (Exempler §. 26, b. c.). Accuſativ med Infinitiv, der kun betragtes ſom 2 Objecter til det foregaaende Verbum, adſkilles derimod ikke ved Comma fra Hovedſætningen. (Exempel §. 26. a.)

3) Til at adſkille ufuldſtændige Sætninger fra dem, af hvilke de maae fuldſtændiggjøres, f. Ex.

Datteren er forfængelig, Moderen (underforſtaaes: er) ond, Faderen (er) ſvag (See §. 32. 2. andet Exempel, ſamt 3 Anm.).

Anm. Overensſtemmende med denne Regel ſættes ogſaa Comma foran men. (§. 32, 5 Anm.).

4) Mellem Ord af ſamme Ordclasſe, hvor en Conjunction (og, eller o. d.) er udeladt, f. Ex. Jord, Luft[5] og Vand vrimle af levende Skabninger. — Han kom, ſaae, vandt.

Anm. 1. Mellem to Adjectiver, ſom ſtaae ſammen, ſættes ſaaledes ikke Comma, naar man mellem dem ikke kan underforſtaae en Conjunction, ſom:

Den uovervindelige franſke Armee. — Den vindſkibelige, ædrue jydſke Bonde.

Anm. 2. Mellem 2 Conjunctioner ſættes kun Comma, naar de høre til forſkjellige Sætninger, ſom: Men, da man ſpurgte Diogenes om Aarſagen, ſvarede han: “Fordi jeg her er mindſt udſat for at blive truffen.”

Hvis du bliver ſaaledes ved, og hvis du ei o. ſ. v. da vil du (Ex. §. 29).

I ſidſte Exempel tjener og til at forbinde Biſætningerne indbyrdes, og det derpaa følgende hvis til at forbinde Biſætningen med Hovedſætningen eller Efterſætningen; begge høre ſaaledes til ſamme Sætning.

5) Til at adſkille et Infinitiv med, hvad dertil hører, fra den Sætning, hvormed det er forbundet, naar Infinitivet tjener til at forklare Demonſtrativet det eller et andet Ord, og ſaaledes kan betragtes som Appoſition. (§. 33. 2 Anm.), ſom:

At døe for Fædrelandet, det er hæderligt.

Anm. 1. Foran Infinitivets Merke at ſættes ſaaledes i Almindelighed intet Comma, men altid foran Conjunctionen:

At døe for Fedrelandet er hederligt. —

Ludvig har befalet mig at blive. —

Ludvig har befalet, at jeg ſkal blive. —

Anm. 2. Foran forat, naar det betyder: i den Henſigt at, ſættes gjeme Comma ſom: Han drog bort for at rygte ſit Ærinde; men han vendte om af Frygt for at miſte ſit Liv.

6) Foran og bagefter mindre Tillæg, ſom indſkydes i en Sætning uden egentlig at høre dertil, men ſom dog ei heller kunde udelades, ſom:

“Vidſte du,” ſvarede Leonidas, “hvori den menneſkelige Lykſalighed beſtod.....”

Ja, min Broder,[6] modtag min Ed!

Det er, ſaa at ſige, en Nødvendighed.

7) Foran og bagefter Præpoſition med Complement[7] i Midten af en Sætning, naar man vil have lagt ſærdeles Merke der til, ſom:

Jeg kan, under disſe Omſtændighcder, ikke gjøre det.


  1. Adverbier ſættes i Biſætninger gjerne mellem Subjectet og Verbet.
  2. Denne Definition er maaſkee noget for indſkrænket.
  3. En almindelig Conſtructionsregel i vort Sprog er, at, naar et Adverbium ſtaar i Spidſen af en Sætning, ſættes Verbet foran Subjectet.
  4. Ved Conjunctioner bør man vel tænke ſig ſaadanne Partikler, ſom virkelig forbinde 2 Udtryk, og ei tillige ſaadanne, ſom kun have Henſyn til det Foregaaende (f. Ex.: derfor, altſaa, alligevel), hvilke Murray i ſin English grammar, for at gaaae en Middelvei, kalder adverbialſke Conjunctioner, men ſom vel retteſthenføres til Adverbierne. De egentlige Conjunctioner adſkille ſig i vort Sprog, paa en endog for de førſte Begyndere iøinefaldene Maade, derved fra Adverbierne, at disſe, naar de ſtaaae i Spidſen af en Sætning, foraarſage, at Verbet ordentligviis ſættes foran Subjectet, hine derimod ikke: Da (Adv.) kom han. Da (Conj) han kom, gik jeg. Du arbeider; derfor er du glad. Fordi du arbeider, er du glad. — Naar ſeer jeg dig igjen? Jeg ved ikke, naar jeg ſeer dig igjen.
  5. §. 33. 1 Anm.
  6. §. 34. B. Anm.
  7. Det er dog kun ſaadanne, ſom indſkydes i en Sætning, for at udtrykke en nærmere Beſtemmelſe eller Omſtændighed, og ei de for Meningens Fuldſtændighed aldeles nødvendige Complementer.