Norsk Retskrivningslære/Retskrivningslære/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Om Bogſtaveringen.

§. 1. Med ſtore Begyndelſesbogſtaver ſkrives:

A) Det førſte Ord af en ny Mening, nemlig:

a) Det Ord, hvormed man begynder.

b) Det førſte Ord efter Punctum.

c) Det førſte Ord efter Udraabs- og Spørgsmaalstegn, naar de ende Meningen.

d) det førſte Ord af en Andens Tale, der anføres ligefrem.

B) Subſtantiviſk brugte Ord, nemlig:

e) Egentlige Subſtantiver.

f) Adjectiver, Participier, Talord, Eiendomspronomina og pronominiſke Adjectiver, der ſtaae ſubſtantiviſk.

g) Enhver Partikkel, der bruges ſom et Subſtantiv, ſom: Hvad hjælper nu dit Ak og Vee?

Anmerkning 1. De øvrige Pronomina ſkrives i Almindelighed med ſmaa Begyndelſesbogſtaver, undtagen: I — for at adſkilles fra Prerpoſitionen i —; De, naar det bruges ſom anden Perſon iſtedenfor du eller I.[1] — Infinitiver, der indtage Subſtantivers Plads, ſkrives med ſmaa Begyndelſesbogſtaver.

Anm. 2. I Almindelighed at ſkrive Adjectiva propria med ſtort Begyndelſesbogſtav er mindre rigtigt, da dette i vort Sprog ikke er Merke paa, at et Ord er Proprium, men paa, at det bruges ſom et Subſtantiv. Mindre rigtigt maa det ſaaledes ogſaa være at ſkrive Adjectiver, der ſom Tilnavne føies til Proprier, med ſtort Begyndelſesbogſtav, f. Ex. Hakon den gode. At ſkrive f. Ex. det. Hvide Hav, kunde dog maaſke bidrage til Tydelighed.

Anm. 3. Adjectiver, ſom ſtaae ſubſtantiviſk, ſkrives gjerne med ſmaa Begyndelſesbogſtaver, naar et Subſtantiv, ſom ſkal underforſtaaes ved Adjectivet, nylig er nævnt, eller følger ſtrax efter, da man ſaaledes lettere ledes til at underforſtaae Subſtantivet. Der bliver paa den Maade en anden Mening i følgende Ord om man ſkriver: “En (ubeſtemt Pronomen) Fiſker bragte gode Tidender, en anden (nemlig: Fiſker) ſlette,” end om man ſkriver: “En (Artikkel) Fiſker bragte gode Tidender, en Anden (=en anden Mand) ſlette.”

Anm. 4. Til de Litr. f opregnede Clasſer af Ord, der ſkulle ſkrives med ſtort Begyndelſesbogſtav, naar de ſtaae ſubſtantiviſk, regne ogſaa Nogle, ikke urigtigen, de demonſtrative Pronomina: den, denne og hiin, ſaa at Regelen bliver: Alle Ord, der kunne bruges adjectiviſk, ſkulle, naar de ſtaae ſubſtantiviſk, ſkrives med ſtort Begyndelſesbogſtav.

Anm. 5. At man begynder hver ny Linje i Vers med ſtort Begyndelſesbogſtav er en Brug, ſom ikke bør følges, da det kun hindrer den rette Læsning, og forvirrer.

Exempler:

En [a] berygtet Æder [e] blev fremſtillet for den franſke [Anm. 2] Konge Henrik den fjerde [Anm. 2]. “Er [b] det ſandt,” ſpurgte Kongen, “at De [Anm. 1] ſpiſer ſaa Meget [f] ſom Sex [f]?” Han [c] ſvarede: “Ja [d], Sire!” “Men [c] arbeider De ogſaa derefter?” ſpurgte atter Kongen.

Da Bias’s Fædreneſtad erobredes, toge de fleſte [Anm. 3] af de Flygtende [f] med ſig [Anm. 1], hvad de kunde af deres [Anm. 1] Ting; da nu En [f] bad ham gjøre det Samme [f] med ſine [Anm. 3], ſvarede han: “Jeg bærer alt Mit [f] med mig.” Bias var en ſtor Philoſoph i ſin Tid, maae I [Anm. 1] vide.

§. 2. 1) haarde Vocaler:
langt a, ſom i: bad, tage, vaer.
kort a tak!
langt aa Baad, klog, faaer.
kort aa nok, traadte.
langt o Bod, toge, foer.
kort o ondt.
langt u Bud, Luge, Huus.
kort u Suk.
langt e Sved, lege, Steen.
kort e et (Artikkel).
2) bløde Vocaler:
langt æ, ſom i: Kvæg, Læge.
kort æ Hevn, nævn!
langt ø blød, øde, døer.
kort æ ødſel.
langt y Lyd, nyde, flyer.
kort y tyk.
langt i Flid, lide, Viin.
kort i fik.

Til at udtrykke Forſkjellen mellem korte og lange Vocaler have vi ingen ſærſkilte Tegn. Denne ſøger man at udtrykke paa forſkjellige Maader. Da det korte e og o ſjelden forekommer i Sproget, bruges disſe Tegn for det Meſte til at udtrykke det korte æ og aa. Da Lyden aa, ſom ligger mellem Lyden a og Lyden o, ſnart gaaer over til æ, ſnart til ø, ſom Haand, Fleertal Hænder, Bog, Fleertal Bøger, har man, for at gjøre den grammatikalske Regel, at a og aa ſtedſe gaae over til æ, almindelig gjældende i Retſkrivningen, ogſaa antaget at udtrykke det lange aa, naar det gaaer over til ø ved o, ſamt naar a eller aa er gaaet over til æ, at udtrykke dette, om det ogſaa er kort, ved æ og ikke ved e. — Til Veiledning kan ogſaa tjene, at, naar Stavelſen ender paa en Conſonant (undtagen b, d, g og v) er Vocalen deri ofteſt kort. Er Stavelſens Vocal i dette Tilfælde lang, udtrykkes dette deels ved at fordoble Vocalen, deels ved at føie til den et (underſtøttende) e.

Anm. Vocaltegnenes ſædvanlige Overgange ere :

a gaae over til æ: Tand, Tænder (ſee §. 8.)
aa Haand, Hænder (ſee §. 7.)
o ø Dom, dømme; Bog, Bøger (ſee §. 7, §. 7, 1.)
u y ung, yngre.
e i Verk, virke; Skjel, ſkille; (ſee §. 8. 2. 6.)

Denne Stræben efter i Skrift at tilveiebringe Regelmæsſighed i Vocalovergangene drives vel for vidt, naar man, uden at tage den almindeligt antagne Udtale i Betragtning, skriver: Førſte (af førſt af for) for Fyrſte.

§. 3. De ſammenſatte Vocaler udtrykkes ved at ſætte i og u til de øvrige Vocaler, som: ei, au. Det ſynes udenfor al Tvivl, at det er et meget bløt j og v, som føies til Vocalerne i dette Tilfælde; men, da dette j og v er blødere, end den Lyd, som ſædvanlig udtrykkes ved disſe Tegn, og meget nærmer ſig til de beſlægtede Vocaler (i og u), og da desuden en Conſonant mellem 2 Vocaler henføres til den følgende og ikke til den feregaaende Stavelſe: ſynes det henſigtsmæsſigt, overeensſtemmende med den almindelige Brug, at udtrykke disſe bløde Conſonanter ved Vocalerne i og u, altſaa øi, ei, au, ikke øj, ej, av.[2]

Anm. 1. Hvilken af de ſammenſatte Vocaler man ſkal ſkrive, tilkjendegiver Udtalen, undtagen med au og ou, der udtales ligt. Hvilken af disſe man ſkal ſkrive, beſtemmes ved den Vocal, ſom de gaae over til i beſlægtede Ord eller Former, eller den Vocal, ſom findes i andre Former, under hvilke det ſamme Ord forekommer. — Saaledes ſkriver: Hauge (=Have), Laug (=Lag), Toug (fortøie), Plong (=Plov).

Anm. 2. Eu ſkrives i enkelte fremmede Ord, hvor det har ſamme Udtale som vort øi: Eugenia. Ellers er Udtalen af denne ſammenſatte Vocal næſten ſom ev, blot noget blødere, ſom i: Europa.

§. 4. Naar Vocalen er lang, og Stavelſen ender paa en Conſonant, undtagen de 4 bløde, b, d, g og v, fordobles e, i og u, som Meel, Liim, Huus; derimod ſkrives: Melet, Limet, Huſet, Reb, Leg, Sted, rev (af rive) Tid, Bud.[3]

Anm. 1. Man bruger i Almindelighed ei i Overeensſtemmelſe med Regelen at fordoble Vocalen i Endeſtavelſen af fremmede Ord, ſom Syſtem, Avis, April, Natur. Man pleier kun at gjøre det i fremmede Ord, som ende paa er: Qvarteer, for at denne Endelſe ikke ſkal forvexles med den i vort Sprog ſædvanlige, hvori e er kort, ſom: Bager.

Anm. 2. For Adſkillelſens Skyld ſkrives: veed (til Forſkjel fra ved — Præp), viid! (t. F. f. vid — Adj.) af at vide, ſiig! (t. F. f. ſig — Pron.) af at ſige.[4] For at tilkjendegive, at Vocalen er kort foran en blød Conſonant, kunde man til Adſkillelſe fordoble denne f. Ex. Dugg(Duggen), Dug (Dugen).

Anm. 3. I det ubeſtemte Pronomen en fordobles ikke Vocalen, om den end formedelſt Ordets Modſætning til et andet Ord udtales lang; Talordet ſkrives altid: een, eet, ſom: En ſagde Et, en Anden et Andet; Alle talede paa Een nær.

§. 5. De øvrige Tegn for Vocalerne fordobles ikke; men i ſamme Tilfælde — naar Vocalen er lang, og Stavelſen ender paa en Conſonant — faae disſe undertiden et underſtøttende e, nemlig:

1) Til Adſkillelſe, ſom: foer (t. F. f. for — Præp.) vaer (t. F. f. var af være).

2) I Præſens Indicativ Enkelttallet og Imperativ Fleertallet af Verber, hvis Infinitiv har een Stavelſe ſom: troer (troe), flyer (flye), gjøer (gjøe). Man kan tænke ſig, at det underſtøttende e bruges i dette Tilfælde enten ſom Merke paa en oprindelig ſammendragen Form, eller for at tilveiebringe Overeensſtemmelſe i Skrivningen af de ſamme Former f. Ex. troer, faaer (ligeſom: lover, drager) (Indledn. 4.)

Anm. 1. Med at ſkrive det underſøttende e bagefter o ogſaa i Subſtantiver har man for det Meſte ophørt: ſom Soel, Stoel, Roer (hvilket derved bliver ligt med Fleertallet af Roe — Norſk Næpe), for Sol, Stol, Ror. Ligeledes har man før brugt at ſkrive underſtøttende e i ſammendragne Subſtantiver ſom Faer, Moer, Broer. — Saaledes har man og bmgt at ſkrive: moerſom.

Anm. 2. I Fleertallet af nogle Eenſtavelſes-Substantiver ſkrives foran r et e, ſom i det Mindſte ikke tydeligt høres f. Ex. Træer, Kjøer. Saaledes have alle Eenſtavelſes-Subſtantiver e foran Fleertalsendelſen r: Mø—er, Træ—er.

§. 6. Til enkelte lange Vocaler i Enden af Ord føies et ſaa kaldet ſtumt e, nemlig:

1) Eenſtavelſes-Subſtantiver, undtagen dem, der ende paa u: Troe, Skye, Øe. Derimod udtales e i: Hue, Stue, Tue, og Hu, Lu o. ſ. v. ſkrives uden e.[5]

2) I Fleerſtavelſes-Subſtantiver, ſom have Tonen paa ſidſte Stavelſe,[6] ſom Tyverie, Allee (t. F. f. alle af al), Armee (t. F. f. Arme — Fleertal af Arm); derimod ſkrives: Nabo, Huſtru.

3) I Adjectiver i ſamme Tilfælde, i hvilket Adjectiver, der ende paa en Conſonant, faae et lydeligt e, nemlig i Fleertallet og det beſtemte Enkelttal: Menneſkets frie Villie, frie Hændcr.

Anm. 1. Faa (t. F. f. at faae) og smaa, der kun ere Fleertalsformer, og ei ere ſammendragne, modtage intet ſtumt e.

Anm. 2 . Dette e er i daglig Tale i Norge ved flere Ord lydeligt: fri—e Hænder, ny—e Klæder.

4) I Eenſtavelſesformer af Verberne, ſom: lee, toe, flye, døe, ſaae. Man pleier undtage Enkeltt. maa.

Anm. 1. Da det ſtumme e tilføies Præſens Infinitiv af de ſamme Verber, der i Præſens Indicativ Enkelttallet og Imperativ Fleertallet faae det underſtøttende e (§ 5, 2) kan man ſige, at disſe Former dannes af Infinitiv ved at tilføie r, idet det ſtumme gaaer over til at blive et underſtøttende e.

Anm. 2. Præſens Imperativ ſkrives retteſt uden ſtumt e, naar Infinitiv har et lydeligt e i Enden, ſom: tru! (af at tru—e), bi! (af at bi—e), da Udtalen ſaaledes beſtemtere udtrykkes.

Endelig beholdes det ſtumme e i Sammenſætning:

5) Naar Ord, der ifølge ovennævnte Regler ſkulde have det, ſammenſættes med andre Ord, enten hine ſtaae førſt eller ſidſt i Sammenſætningen, ſom: Vantroe, Byeſnak, Armeebefaling, betroe, forſmaae, tilſtaae, Syenaal, maaſkee.

Anm. 1. Derimod beholdes ikke det ſtumme e i Afledsord, ſom: Bolig, rolig,[7] Troſkab, Frihed, Raahed o. ſ. v.[8]

Anm. 2. Dette har været den ſædvanlige Brug af det ſtumme e. Vil man betragte det alene ſom oprundet af Beſtrebelſe efter at give de ſamme Former lignende Udſeende, blive derimod Reglerne:

  1. I Adjectivers ubeſtemte Fleertal og beſtemte Form f. Ex. blaae Kjoler (ligeſom lyſe Kj.), det raae Menneſke (ligeſom: det vilde M.)
  2. I Præſens Indicativ Fleertallet, Optativ og Infinitiv, ſamt Imperfectum Fleertallet, naar disſe ere Eenſtavelſesformer, f. Ex. vi maae (ligeſom: vi vill e) vi troe (ligeſom: vi haab e), du troe! (du haab e!), at boe (at lev e), de loe (de ſtod e). Derimod ſkal det da ikke bruges i Enkelttallet af Præſens og Imperfectum Indicativ ſamt Imperativ, f. Ex. jeg maa (jeg vil), han lo (han ſtod), gaa! (reis!).

Anm. 3. Endnu gives der een Maade at tilkjendegive, at en Vocal er lang paa, hvilken egentlig hører hjemme i det Tyſte, men ſom ofte brugtes i den ældre Retſkrivning, nemlig ved at indſkyde et h bagefter Vocalen, som: Gevæhr for Gevær. Saaledes ſkrives endnu Uhr (for Uur), t. F. f. fra Ur — f. Ex. i Urverden, som i det Tyſke.

§. 7. Det lange aa udtrykkes for det Meſte ved Tegnet aa, det korte i Almindelighed ved Tegnet o, ſom: Baad, om. Herfra er dog Afvigelser:

1) Det lange aa udtrykkes ved o foran g og v f. Ex. Bog, Skov.

Anm. 1. Herfra er igjen Undtagelſer nemlig:

Aag — af at age (t. F. f. Conjunctionen og)
Laag (t. F. f. Log — en Indretning at maale Skibes Fart med)
Vaag — i Iis (vække — gjøre en Vaag)
Taage, som i det ældre Sprog hed Taag, (Tog — Krigstog)
Laage (t. F. f. Loge, som udtales: Losje).
vaage (beſlæglet med Vagt). I Overensſtemmelſe hermed ſkrives:
Maag (Slægtning), Maage, Raage. Endelig ſkrives ogsaa:
Aager, aagre.

Anm. 2. Aarſagen til at aa i dette Tilfælde udtrykkes ved Tegnet o, ligger vel tildeels i Oldſprogets Retſkrivning, ifølge hvilken den lange aa udtrykkes ſaaledes; men denne Betegnelſesmaade er vel ſaa meget heller bibeholdt, ſom dette aa ofte i beſlægtede Ord og Former gaace over til o, ſom: ſove, Sovn, Bog, Bøger.[9]

2) Det lange aa udtrykkes ved Tegnet o for Adſkillelſens Skyld i:

Hob — Mængde (t. F. f. Haab — spes —).
vor — posſeſivt Pronomen (t. F. F. Vaar — Subſtantiv).
fore — uadſkillelig Partikkel, beſlægtet med for — Præp., ſom foreſtille (t F. f. Faare — af Faar — ſom Farreſtald).

3) Det kore aa udtrykkes ogſaa ved Tegnet aa:

a) Naar et beſlægtet Ord eller en beſlægtet Form har a, æ eller et langt aa i ſamme Stavelſe, ſom: Baand (af binder, bandt), traadte (af træder), blaat (af blaa — forſkjelligt fra blot — Adv.)[10]

b) For Adſkillelſens Skyld, ſom: Aand (t. F. f. ond — med kort o) og Aande (t. F. f. Onde).

c) For Overeensſtemmelſens Skyld, ſom Vaande (ligeſom: Aande).

§. 8. Det vilde være umuligt at give ſaadanne Regler for Maaden at udtrykke Lyden æ paa i hvert enkelt Tilfælde, at man ved at følge dem kom til at ſkrive ganſke overeensſtemmende med den meeſt almindelige Skrivebrug. Det er ogſaa vanſkeligt at beſtemme, hvilken den almindelige Skrivebrug er. Naar ſaa er, bør man vel heller følge almindelige Regler, end med Ængſtelighed at udforſke og følge en regelløs Brug, iſær naar disſe Regler ikke lede til ſaa ſtore Forandringer i Maaden at ſkrive Ordene paa at de blive ukjendelige.

Hovedregelen er:

Det lange æ: udtrykkes ved Tegnet æ, det korte i Almindelighed ved Tegnet e, som: Hær, Herre.[11] Herfra ere følgende Undtagelſer:

1) Det lange æ udtrykkes ved e for Adſkillelſens Skyld i:

er, ere (af at være) t. F. f. ær! ære (at viſe Ære); her (Stedsadv.) t. F. f. Hær (Armee).[12]

Anm. I Overensſtemmelſe med her ſkrives Stedsadv. der.

2) Det korte æ udtrykkes ogſaa ved Tegnet æ:

a) Naar g følger efter, og dette ikke kan udtales ſom et blødt j i ſammenſatte Vocaler (§. 3) f. Ex. Æg, Vægt, fægte, nægte. Kan g ogſaa udtales ſom et blødt j, ſkrives e, ſom: regne (udtales ogſaa: {{sp|reine), Segl (Seil — paa et Fartøi).

b) Naar et beſlægtet Ord eller en beſlægtet Form (Enkelttallet, Poſitiv, Imperfectum) har a, aa eller et langt æ i ſamme Stavelſe, ſom: Færd (fare), Bræk (brak), Træk (trak), i Sænk (sank), gjætter (Gaade); mæt (Mad), Næs (beſlægtet med Næſe), nærme (n«r), kjærlig (kjær), Tænder (Tand), Gjæs (Gaas), færre (faa), hænger (hang).[13]

c) For at adſkilles fra andre Ord, ſom: paa Hæld[14] (t. F. f. Held — Lykke). Kjærne i Frugt (t. F. fra Kjerne[15] — at kjerne Smør i). Næd (Vocalen er i dette Ord uſædvanlig bred), ræddes (t. F. f. red! redde). Æt — Slægt (t. F. f. et — Artikkel) Værk — i Legemet (t. F. f. Verk — af virke).

d) For Overeensſtemmelſens Skyld. At følge Overeensſtemmelſen er ſaare naturligt; men ved at forfølge denne Regel kommer man i Strid med Hovedregelen, at udtrykke det korte æ: ved Tegnet e, og herved tildeels er opkommen ſaa ſtor Forvirring i Brugen af Tegnene æ og e. Ifølge denne Regel ſkrives: kjæk, Sæk, Skræk, Smæk, klække m. fl. — ligeſom Bræk, Træk, vække; Læs, Græs m. fl. — ligeſom Gjæs, Næs; Sværd, Værd m. fl. — ligeſom Færd ; værre — ligeſom færre; Bræt, tæt, træt, Spæt — ligeſom mæt, Dræt.[16]

e) Endelig ſkrives æ i alle Ord og Former, der ere beſlægtede med dem, ſom ifølge ovennævnte Regler ſkulle have æ, ſom: forfærdelig (Færd) hælde (Hæld) læsſe (Læs), værdig (Værd).

Anm. 1. Man gaaer endnu videre i at følge Overeensſtemmelſen, ſaa at æ ſkrives i førſte Stavelſe af mange Toſtavelſesord, ifald den ender paa r, og intet j gaaer foran Vocalen (ligeſom i nærme, af nær; ærgre, af arg; ſkrække; færdes m. fl.) f. Ex. Bærme, tærge, Tærſkel, ſværge, værge og dermed beſlægtede Ord; men disſe bør man maaſkee heller ſkrive overensſtemmende med Hovedregelen: Berme, terge o. ſ. v. Derimod ſkrives: gjerne, Hjerne, Stjerne, Hjerte m. fl. Ogſaa ſkriver man: Herkomſt, Herre, Herred, Hertug o. d.

Anm. 2. Endnu forefindes flere Ord, ſom almindelig ſkrives med æ, men ſom, da de ikke kunne henføres til nogen beſtemt Regel, heller bør ſkrives med e. De ofteſt forekommende Stammeord ere:

Bræmme — Bængel — dæmpe — dæmre — dænge — Frænde — Fælle — fælles — græsſelig — grætten — Grævling — hæslig — jævn — Kjær — læſke — læſp — Mærs — Mæsling — Endelſen: mæsſig — nænne — kvæſte — Skrædder — ſkrælle — ſkræmme — Skræppe — Stær — Svælg — Træl — ækkel — ælte — Æmne — ændſe — æſk (kræve).

Anm. 3. At udlede Reglerne for Brugen af Tegnene e og æ af beſlægtede Sprog har mange Vanſkeligheder (ſee Profesſor Raſts Retſkrivningslære §. 113). Ligeledes vil det være vanſkeligt at indlægge Almueſproget til Grund ved Beſtemmelſen af Reglerne for Brugen af Tegnene æ og e. Imidlertid vil det kunne veilede, f. Ex. Græs (Gras), Læs (Las).

§. 9. Conſonanterne inddeles ligeſom Vocalerne i haarde og bløde, enkelte og ſammenſatte. De bløde ere: foruden j, ſom er blødere end g — b, d, g, v, og de dertil ſvarende haarde: p, t, k, f.[17]

§. 10. I det Norſke udtales g og k igjen ſnart blødere, ſnart haardere. At disſe ſkulle udtales blødt (nemlig g som j, og k som et blødt tyſk ch) udtrykkes foran de haarde Vocaler (§. 2) altid ved, at man indſkyder et j foran Vocalen, ſom: gjalde, Kjole. Da g og k i Norſk i Almindelighed[18] udtales blødt foran de bløde Vocaler, er det overflødigt at indſkyde j foran disſe; dog ſkeer dette, for end tydeligere at betegne Udtalen, og adſkille den norſke fra den danſke Udtale, foran æ og ø, ſom: Gjæs — af Gaas, kjæmme — af Kam, gjøde — af god, kjølig — af kold.[19]

Anm. 1. G kan ogſaa udtales blødt i Enden af en Stavelſe bagefter et kort e (§. 8. 2, e) ſom: regne, Hegn, Tegn, der udtales: reine, Hein, Tein. Saaledes udtales g altid i jeg, hvilket imidlertid aldrig ſkrives jei (§. 3.)

Anm. 2. Da k udtales blødt, naar et j indſkydes bagefter det, kunde man undertiden være uvis, om der ſkulde skrives ſkj eller blot ſj i Begyndelſen af en Stavelſe; men blot ſj skrives kun i Begyndelſen af 4 Ord: ſjaſke (jaske), ſjelden (forſkjelligt fra Skjelden, af at ſkjelde),[20] ſjette — af ſex, og Sjæl (ſom adskilles fra Skjæl — af Skal og Skjel — af at ſkille). I andre Ord ſkrives ſkj, ſom: Skjeppe.

§. 11. Kun, naar den foregaaende Vocal er kort, følges i vort Sprog den Regel, at ſætte bløde Conſonanter forved bløde, haarde forved haarde (mediæ forved mediæ, tenues forved tenues). Dette er Aarſagen til at d foran t i Afledsord, ikke i Former af ſamme Ord, bliver til t. f. Ex. gotte — god, flittig — Flid, ikke godte, flidtig (efter §. 18, 1.)

§. 12. Man har herved følgende Regler at iagttage:

1) b ſkrives foran t, naar en beſlægtet Form eller et beſlægtet Ord har et b, paa hvilket intet t følger; derimod ſkrives p, naar den beſlægtede Form eller det beſlægtede Ord har p, ſom ſkabt — ſkabe, ſkarpt — ſkarp.

2) k ſkrives foran t, naar en beſlægtet Form eller et beſlægtet Ord har k; ellers ſkrives g, ſom: vakt, vækker, tykt, tyk; derimod ſkrives: Vagt, vaage, trygt — tryg, tragte, i Agt — t. F. f. Akt eller Act.

3) f ſkrives overensſtemmende med Udtalen foran t i Afledsord, om ogſaa Stamordet har v. f. Ex. Drift — drive, Løfte — love, Skrift — ſkrive, Stift m. fl.; i Former af ſelvſamme Ord beholdes derimod v, som: halvt — halv, havt — have.

Anm. F ſkrives altid i Præpoſitionen af, uagtet Ordet udtales av.

§. 13. Blandt de enkelte Conſonanter har man desuden fornemmelig at lægge Merke til j, ſom maa adſkilles fra i; q, ſom undertiden bruges iſtedetfor k; s, for hvilket haves to Tegn: ſ — det lange, og s — det korte.

Conſonanten j adſkilles i Skrift fra Vocalen i ſaaledes, at j alene ſkrives forved en Vocal i ſamme Stavelse:[21] Stjerne, Stierne; Jagt, iagt.[22]

Anm. I og ikke j ſkrives gjerne efter en Vocal i ſamme Stavelse (§. 3): Vei, Øie.

§. 14. Q ſkrives foran v iſtedetfor k: Qvæg for Kvæg, Qvinde for Kvinde. Men dette Bogſtav er aldeles overflødigt, uden det ſkulde være i fremmede Ord (§. 19. Anm. 1.), ſom: Qvantitet, Qvarantaine.

§. 15. Det lange ſ ſkrives i Begyndelſen af en Stavelſe, i Enden derimod ſkrives det korte;[23] f. Ex. disſe.

§. 16. Vi have een ſammenſat Conſonant, neml. x.

X ſkrives iſtedetfor ks (gs) undtagen naar en beſlægtet Form eller et beſlægtet Ord har g eller k uden noget paafølgende s: Vox, Hex, ſex; derimod: Bæks — Bæk, Slags — Slag, Rigsdaler — Rige, ogſaa.

§.17. Z bruges i nogle af det Tyſke og andre Sprog optagne Ord i Begyndelſen af en Stavelſe, hvor det dog omtrent udtales ſom ſ. De almindeligſt forekommende Ord, hvori det bruges, ere: Zahlkammer, Zephyr, Ziffer, Ziir, zitre, Zobel, Zone, Magazin, Horizont.[24]

Iſtedenfor ds eller ts — i Enden af en Stavelſe ſkrives aldrig z, endog i fremmede Ord, ſom i det Sprog, hvoraf de ere tagne, have z. Marts, Juſtits, — Latin: justitia, Tyſk: Juſtiz — Provinds — Tyſk: Provinz.[25]

§. 18. Overflødige eller ſaakaldte ſtumme Conſonanter, der nemlig ikke udtales, men kun viſe Ordenes Oprindelſe og Slægtſkab, ere d og h:

1) Det overflødige d ſkrives foran en Conſonant i Midten af Ord og Former, der ere afledede af Ord, ſom have et lydelige d: godt — god, fandt — finder, forhadt — hader, ſidſt — ſiden. Herfra undtages dog de §. 11 omtalte Afledsord. Derimod ſkrives det f. Ex. ikke i: ganſke, endſkjønt — ſkjønner, ſat — ſætter, vant — vænner.

Anm. D høres ofte ikke i daglig Tale, hvor det burde: saaledes udtales Mand som Man, Tande som Tanne. Dette maa ingen Indftydelse have paa Ordenes Maade at skrives paa.[26]

2) Det overflødige h ſkrives i nogle Ord, ſom have h i Oldſproget, i hvilket dette h betegner en vis Udtale; i vort nærværende Sprog høres det ikke, men har kun nogen Nytte, forſaavidt det tjener til at adſtille lignende Ord.

Det ſkrives:

a) I Begyndelſen af nogle Ord foran j. Paa denne Maade kan man blive i Uvished om et Ord ſkal begyndes med j (§. 13), gj (§. 10) eller hj. Af Brugen kunne ingen beſtemte Regler udledes, men ved Sammenſtillingen af lignende Ord, vil Skrivemaaden letteſt indprentes i Hukommelſen:

Af Stammeord, ſom ſkrives med overflødigt h forekomme følgende almindelig: Stammeord, som begynde med j ere: Lignende Ord, som begynde med gj:
ja
jage
Hjalte gjalde
jamre
Jarl
jeg
Hjelm
Hjælp
Hjem gjem!
Hjemmel
Hjerne Jærn
jer Gjær
Hjerpe
Hjerte Jærtegn
jo
Jolle
Hjord Jord Gjord
Hjort gjort (gjøre)
Jubel
Hjul Juul
Junker
juſt
Juveel
Jude gyde
Hjæld Gjeld
Jætte gjætte
jævn gjæv
Jøde gjøde
Jøkel

Anm. Hjerne, Eenhjørning ſkrives med H formedelſt Oprindelſen (af Horn); ligeledes: ihjel (Hel, Helvede).

b) I Begyndelſen af Ord, foran v, nemlig: 1) I relative og ſpørgende Pronomina, (eller i Pronomina undtagen:

vi, vor, vis (quidam) hvilket ſidſte maa adſkilles fra Adjectivet vis (certus). Genitiv af de relative og ſpørgende Pronomina hvis, ſamt Conjunctionen hvis. Exempel: Hvis (Conj.) du treffer en vis (quidam) Mand, hvis (Relativ) Hjælp du er vis (certus) paa at erholde, ſaa ſiig mig, i hvis (ſpørgende Pr.) Selſkab han er!)

2) I nogle andre Ord, ſom her opregnes ved Siden af lignende Ord, der ſkrives uden h:

Hval — Val (Valplads), Hvalp, hvalt — valgt (vælger), hvas, Hvede — væde (vaad), Hveps, hverken, Hverv, hvi (Adv.) — vi (Pronomen), hvid (albus) — vid (amplus), viid! (at vide), Hvidling, Hviin (hvinende Lyd) — Viin (vinum), Hvirvel, hvis (Conjunct.) — vis (certus, quidam), hviſke — viſke (viſkte ud), hvisle, hvor — vor (Posſesſiv), Vaar, hvælve, hvæſe — Væſen (ens).

Anm. Afledede og ſammenſatte Ord ſkrives i Overeensſtemmelſe med Stammeordene.

c) For Adſkillelſens Skyld bagefter t i et Par Ord, der i Oldſproget have th: (Þ)

thi (Conjunct.) t. F. f. ti (Talord) og ti! (at tie). — Thing (et) t. F. f. Ting (en).

Anm. 1. H ſkrives og bagefter t i Begyndelſen af fremmede Ord, naar de i det Sprog, hvoraf de ere tagne, have th (ϑ), uagtet th i vort Sprog udtales ſom t Theater, Thee, Theorie, Throne.

Anm. 2. Det vilde gjøre Retſkrivningen mere beſtemt og ſimpel, naar det ſtumme h bortkaſtedes i Ord, ſom ikke ved dette adſkilles fra et andet, ſaaledes at det skrives i Hval, men ikke i Hjerpe, Hverv, Hvirvel m. fi.

At Tydelighed fordrer Bibeholdelsen af h i thi, viſer følgende Exempel: Geſanten ſagde: “Vov ikke at lægge Haand paa mig! Thi tuſinde Væbnede bevogte mine Fjed.” Skrev man: ti tuſinde o. ſ. v. blev jo Meningen betydelig forandet.

Anm. 3. V ſkrives i enkelte Ord, uden at det tydelig høres, paa Grund af Ordets Oprindelſe, ſom: Tylvt (tolv), Halvten (Danſk: Hælvten, af halv).

§. 19. C, ch, ph, samt ps (i Begyndelſen af en Stavelſe) ſkrives kun i fremmede Ord. Ch udtrykker det græſke χ, ph φ, ps ψ, ſom: Chriſtiania, Philoſoph, Pſalme. Man ſkriver dog ogſaa disſe Ord overeensſtemmende med vort Sprogs Retſkrivning: Kriſtiania, Filoſof.

Anm. 1. Fremmede Ord ſkrives, forſaavidt Udtalen ved Optagelſen i vort Sprog ikke er forandret, i Almindelighed ſom i det Sprog, hvortil de høre, f. Ex. Logis, jaloux, og man har deraf idetmintſte de Fordele, at man lettere kan finde deres Oprindelſe, og bedre vil kunne vogte ſig for dem, naar man paa Dragten ſeer, at de ikke høre hjemme hos os. Naar Udtalen derimod i de fremmede Ord ved Optagelſen i vort Sprog er forandret, lempes det efter vor Retſkrivning: Cirkel (circulus), forlibt (verliebt), omſonſt (umſonſt). Ord, der have faaet Borgerret hos os, ſkrives ofteſt efter vor Retſkrivning, ſom: Punkt (puctum), Republik (republique). Gemal (Gemahl); dog maa man herved lægge Merke til, at c, naar det udtales ſom s, ikke i Almindelighed ombyttes med dette Bogstav: Cirkel, Vice-Redaktør.[27]

Anm. 2. I Maade at ſkrive Nomina propria paa har den Regel været almindelig fulgt, at ſkrive dem paa den engang antagne Maade uden Henſyn til Retſkrivningens Regler. Denne gjælder viſtnok om Perſoners Navne og fornemmelig Binavne. Andre Proprier ſeer man dog i Tidens Løb ved Retſkrivningens Forbedring ogſaa ere blevne anderledes ſkrevne, ſom Kjøbenhavn, der engang ſkreve Kjøbenhaffwn.

§. 20. Conſonantfordobling finder ikke gjerne Sted i Enden af en Stavelſe, ſom, Ret, ikke Rett, men vel Retten. Dog ſkrives: lodd! (af at lodde) t. F. f. lod (af at lade); Herr (forkortet af Herre).

Anm. Naar Udtalen kræver det, ſkeer ogſaa Fordobling i fremmede Ord, ſom: Mathematikken, ikke Mathematiken.

§. 21. Naar en Conſonant kommer til at følge lige ovenpaa en Conſonantfordobling, ophører denne ſom overflødig, f. Ex. ſikre (af ſikker), ikke ſikkre; ofre (af Offer), ikke offre, ligeſom: gamle, (ikke gammle). Denne Regel er dog langtfra almindelig antagen.

§. 22. Man er undertiden i Tvivl om, naar man ſkal ſkrive 2 eller flere Ord ſammen ſom eet. Dette beſtemmes nærmeſt af Udtalen; men man har dog enkelte Regler til Veiledning. Saaledes ſkrives gjerne i eet Ord:

1) Præpoſition med Complement, naar der efter Præpoſitionen følger Genitiv, (uden at dette Genitiv kan forklares af et Substantivs Udeladelse), som: tilsinds; derimod ſkrives: til Præſtens (ſc. Familie).

2) Præpoſition med Complement, naar bagefter Præpoſitioncn følger den gamle Dativform paa e: tilmode (af til og Mod), itide (i Tid).

3) De Udttyk, hvori Præpoſition med Complement udtrykke noget Mere, end der ligger i Ordene: idag (i denne Dag), ifald (ifald at), idet (i det at). Deſuden ſkrives i eet Ord mange lignende Udtlyk, ſom: imorgen, igaar, overalt (forſkjelligt fra over Alt: Gud er overalt; man ſkal elſke Gud over Alt), imøde o. ſ. v.

4) Ordene: ſaaſnart, ſaaofte, ſaatit, ſaavidt og deslige, naar de ere Conjunctioner, og betyde det Samme ſom: ſaa ſnart ſom, o. ſ. v. f. Ex: Med mange af vore Ønſker er det ſom med Regnbuen: ſaa ſnart kunne de ikke naaes; men, ſaaſnart vi ere ved vore Ønſkers Maal, er deres Herlighed forſvunden.

5) De Udtryk: dengang, hvergang, engang m. fl. lignende.

6) Efterat, naar at er Conjunction og ikke Infinitivets Merke, ſom: Efterat man har betænkt en Sag, ſkal man handle; hvad hjælper det at betænke efter at have handlet galt?


Anden Afdeling.
Om de ved Skrivningen brugelige Tegn.

§. 23. Før Læren og Skilletegnene fremſættes, er det nødvendigt, at forudſkikke nogle Bemerkninger om Sætningerne. Efter Verbets Modus ere Sætningerne:

1) Indicative, ſom: Et godt Ord finder et godt Sted.

2) Optativiſke, ſom: Herren give dig Styrke!

3) Imperativiſke, ſom: Elſker eders Fiender!

Herhen høre fremdeles:

4) ſpørgende Sætninger, ſom igjen kunne være ligefremme eller uligefremme (afhængige).

a) At Sætningen er ligefrem ſpørgende, kan man i vort Sprog for det Meſte ſee paa Constructionen: Verbet ſættes nemlig i den foran Subjectet, undtagen naar et ſpørgende Pronomen er Subject eller hører til Subjectet, eller og Sætningen begynder med Spørgepartikkelen mon. Exempler:


  1. Det ubeſtemte Pronomen en, der ſnart ſtaaer ſubſtantiviſk, ſnart adjectiviſk, og ei maa forvexles med Artikkelen en og Talordeteen, ſkrives naturligviis med ſtort Begyndelſesbogſtav, naar det ſtaaer ſubstantiviſk.
  2. At bruge j i Enden af ſammenſatte Vocaler kan nok gaae an, iſær naar man vilde fordoble det mellem 2 Vocaler (Vejjen for Vejen), eller adſkille dette bløde j fra det haarde ved at ſætte en Prik over hiint, men ikke over dette, f. Ex. Vej, ȷer. Da man maa beholde u, i disſe Sammenſætninger, kan man gjerne ogſaa beholde i.
  3. At fordoble i og u er mindre nødvendigt; Fordoblingen af e viſer derimod, at Vocalen ei ſkal udtales ſom et kort æ foran en haard Conſonant f. Ex. leveer! lever.
  4. Fordoblingen tilkjendegiver her den ſtærkere Betoning.
  5. At føie dette e til Eenſtavelſes-Subſtantiver ſynes unødvendigt, ja kan endog vildlede: ſaaledes ſkrives Roe (udtalt Ro) paa ſamme Maade som Roe (udtalt Ro—e). Der ere ogſaa flere Forfattere, ſom ikke bruge ſtumt e i dette Tilfælde. Det Eneſte, der kan anføres for denne Skrivemaade, er Overensſtemmelſen med Verberne (Regel 4.)
  6. Ogſaa i dette Tilfælde udelade Nogle det ſtumme e, hvilket er rigtigt, naar man antager, at dette e kun ſkal bruges ſom Merke paa Sammendragning eller for Overeensſtemmelſens Skyld. Man kan ogſaa indvende mod Brugen af det ſtumme e i dette Tilfælde, at det kunde blive forvexlet med det lydelige e i nogle af andre Sprog optagne Ord ſom: Materie, Hiſtorie. Imidlertid ſees dog Nytten deraf i et Par af ovennævnte Exempler. Brugen af e i disſe Exempler kunde dog ogſaa anſees ſom Fordobling af Vocalen, for at tilkjendegive, at e, ſom ſædvanlig er kort Enden af Ord, ſkal udtales langt.
  7. Nogle beholde kun det ſtumme e i Enden af ſammenſatte Ord, ſom: Synaal, tilſye.
  8. Af ovenſtaaende Regler ſees, hvorledes Brugen af dette e vanſkeliggjør Retſkrivningen. Man burde helſt ophøre at bruge dette og det underſtøttende e.
  9. Hvis man vil tage Almueſproget til Hjælp kan det veilede forſaavidt, at det lange aa gjerne udtrykkes ved Tegnet o i Ord, ſom i Almueſproget har O, eller ſom i andre Former have Ø, ellers derimod ved aa f. Ex. Bog (Bok), Skov (Skog), ſove (Søvn); Baag (Baak), Maag (Maag).
  10. Saaledes burde man ſkrive: ſaalgte (af ſælger, Salg), vaagte (af vaage).
  11. Saaledes ogſaa: begjære, ikke begjere.
  12. Æ udtrykker den ſtærkere Betoning eller bredere Udtale.
  13. Saaledes ogſaa: fornæmmer (fornam), ikke fornemmer.
  14. Beſlægtſkabet med det gamle Hald (ſom i: Fredrikshald) leder til netop at adſkille det Ord ved Tegnet æ.
  15. Almueſproget har Kjinne.
  16. Derimod ſkrives: let, ret, net.
  17. I mange Ord vil viſt Brugen af haarde Conſonanter for de bløde med Tiden komme til at charakteriſere den norſke Udtale. f. Ex. ſkrike for ſkrige, pipe for pibe, flat for flad.
  18. Udtalen har endnu ikke antaget nogen Faſthed i denne Henſeende, i hvilken den adſkiller ſig fra den danſke, f. Ex. kjæmpe, ſom vi udtale: chæmpe, de Danſke: kæmpe.
  19. Ifølge denne Regel bør man ſkrive: Kjøer, ikke Køer (af Koe).
  20. Man kan herved ſammenligne det tyſke: ſelten og ſchelten.
  21. Dette maa naturligviis ikke misforſtaaes ſaaledes at det førſte i i Vocalfordoblingen ſkulde udtrykkes ved j, ſom Fjil for Fiil.
  22. Beſynderligt er det, at man ikke ſkriver: Lilje, Olje Vilje for Lillie, Olie, Villie.
  23. Hvis Brugen af langt ſ ſkal have nogen Nytte, maa det være for at betegne, hvor Stavelſen begynder; man burde derfor ikke ſkrive: Heſt, men Hest.
  24. Det vilde bidrage til at gjøre Retſkrivningen ſimplere, at ſkrive disſe Ord med ſ.
  25. At man har ſat ds iſtedenfor det tyſke z, er Aarſag til, at d ſkrives uden at høres i mange Ord, hvis Oprindelſe ikke gjør det nødvendigt at bruge det ſtumme d (§. 18. 1) f. Ex. Glands (Tyſk: Glanz), Krands (Kranz), Prinds (Prinz). Man kunde gjerne ſkrive: Glans o. ſ. v.
  26. Almindelig ſkrives derfor urigtigen i Gjære, for i Gjærde (Gjærd — af gjøre), ligeſom man vel ſiger, men aldrig ſkriver : paa Fære for paa Færde (Færd).
  27. Man burde være mindre ængſtelig for at bogſtavere fremmede Ord efter vor Retſkrivning.