Norsk Retskrivningslære/Retskrivningslære/1

Ove Hals

Norsk Retskrivningslære

Johan Dahl, 1836 (s. 4-30).

Om Bogstaveringen.

§. 1. Med store Begyndelsesbogstaver skrives:

A) Det første Ord af en ny Mening, nemlig:

a) Det Ord, hvormed man begynder.

b) Det første Ord efter Punctum.

c) Det første Ord efter Udraabs- og Spørgsmaalstegn, naar de ende Meningen.

d) det første Ord af en Andens Tale, der anføres ligefrem.

B) Substantivisk brugte Ord, nemlig:

e) Egentlige Substantiver.

f) Adjectiver, Participier, Talord, Eiendomspronomina og pronominiske Adjectiver, der staae substantivisk.

g) Enhver Partikkel, der bruges som et Substantiv, som: Hvad hjælper nu dit Ak og Vee?

Anmerkning 1. De øvrige Pronomina skrives i Almindelighed med smaa Begyndelsesbogstaver, undtagen: I — for at adskilles fra Prerpositionen i —; De, naar det bruges som anden Person istedenfor du eller I.^[1] — Infinitiver, der indtage Substantivers Plads, skrives med smaa Begyndelsesbogstaver.

Anm. 2. I Almindelighed at skrive Adjectiva propria med stort Begyndelsesbogstav er mindre rigtigt, da dette i vort Sprog ikke er Merke paa, at et Ord er Proprium, men paa, at det bruges som et Substantiv. Mindre rigtigt maa det saaledes ogsaa være at skrive Adjectiver, der som Tilnavne føies til Proprier, med stort Begyndelsesbogstav, f. Ex. Hakon den gode. At skrive f. Ex. det. Hvide Hav, kunde dog maaske bidrage til Tydelighed.

Anm. 3. Adjectiver, som staae substantivisk, skrives gjerne med smaa Begyndelsesbogstaver, naar et Substantiv, som skal underforstaaes ved Adjectivet, nylig er nævnt, eller følger strax efter, da man saaledes lettere ledes til at underforstaae Substantivet. Der bliver paa den Maade en anden Mening i følgende Ord om man skriver: “En (ubestemt Pronomen) Fisker bragte gode Tidender, en anden (nemlig: Fisker) slette,” end om man skriver: “En (Artikkel) Fisker bragte gode Tidender, en Anden (=en anden Mand) slette.”

Anm. 4. Til de Litr. f opregnede Classer af Ord, der skulle skrives med stort Begyndelsesbogstav, naar de staae substantivisk, regne ogsaa Nogle, ikke urigtigen, de demonstrative Pronomina: den, denne og hiin, saa at Regelen bliver: Alle Ord, der kunne bruges adjectivisk, skulle, naar de staae substantivisk, skrives med stort Begyndelsesbogstav.

Anm. 5. At man begynder hver ny Linje i Vers med stort Begyndelsesbogstav er en Brug, som ikke bør følges, da det kun hindrer den rette Læsning, og forvirrer.

Exempler:

En [a] berygtet Æder [e] blev fremstillet for den franske [Anm. 2] Konge Henrik den fjerde [Anm. 2]. “Er [b] det sandt,” spurgte Kongen, “at De [Anm. 1] spiser saa Meget [f] som Sex [f]?” Han [c] svarede: “Ja [d], Sire!” “Men [c] arbeider De ogsaa derefter?” spurgte atter Kongen.

Da Bias’s Fædrenestad erobredes, toge de fleste [Anm. 3] af de Flygtende [f] med sig [Anm. 1], hvad de kunde af deres [Anm. 1] Ting; da nu En [f] bad ham gjøre det Samme [f] med sine [Anm. 3], svarede han: “Jeg bærer alt Mit [f] med mig.” Bias var en stor Philosoph i sin Tid, maae I [Anm. 1] vide.

§. 2.	1) haarde Vocaler:
	langt a,	som	i:	bad, tage, vaer.
	kort a	—	—	tak!
	langt aa	—	—	Baad, klog, faaer.
	kort aa	—	—	nok, traadte.
	langt o	—	—	Bod, toge, foer.
	kort o	—	—	ondt.
	langt u	—	—	Bud, Luge, Huus.
	kort u	—	—	Suk.
	langt e	—	—	Sved, lege, Steen.
	kort e	—	—	et (Artikkel).
	2) bløde Vocaler:
	langt æ,	som	i:	Kvæg, Læge.
	kort æ	—	—	Hevn, nævn!
	langt ø	—	—	blød, øde, døer.
	kort æ	—	—	ødsel.
	langt y	—	—	Lyd, nyde, flyer.
	kort y	—	—	tyk.
	langt i	—	—	Flid, lide, Viin.
	kort i	—	—	fik.

Til at udtrykke Forskjellen mellem korte og lange Vocaler have vi ingen særskilte Tegn. Denne søger man at udtrykke paa forskjellige Maader. Da det korte e og o sjelden forekommer i Sproget, bruges disse Tegn for det Meste til at udtrykke det korte æ og aa. Da Lyden aa, som ligger mellem Lyden a og Lyden o, snart gaaer over til æ, snart til ø, som Haand, Fleertal Hænder, Bog, Fleertal Bøger, har man, for at gjøre den grammatikalske Regel, at a og aa stedse gaae over til æ, almindelig gjældende i Retskrivningen, ogsaa antaget at udtrykke det lange aa, naar det gaaer over til ø ved o, samt naar a eller aa er gaaet over til æ, at udtrykke dette, om det ogsaa er kort, ved æ og ikke ved e. — Til Veiledning kan ogsaa tjene, at, naar Stavelsen ender paa en Consonant (undtagen b, d, g og v) er Vocalen deri oftest kort. Er Stavelsens Vocal i dette Tilfælde lang, udtrykkes dette deels ved at fordoble Vocalen, deels ved at føie til den et (understøttende) e.

Anm. Vocaltegnenes sædvanlige Overgange ere :

a	gaae	over til	æ:	Tand, Tænder (see §. 8.)
aa				Haand, Hænder (see §. 7.)
o	—	—	ø	Dom, dømme; Bog, Bøger (see §. 7, §. 7, 1.)
u	—	—	y	ung, yngre.
e	—	—	i	Verk, virke; Skjel, skille; (see §. 8. 2. 6.)

Denne Stræben efter i Skrift at tilveiebringe Regelmæssighed i Vocalovergangene drives vel for vidt, naar man, uden at tage den almindeligt antagne Udtale i Betragtning, skriver: Første (af først af for) for Fyrste.

§. 3. De sammensatte Vocaler udtrykkes ved at sætte i og u til de øvrige Vocaler, som: ei, au. Det synes udenfor al Tvivl, at det er et meget bløt j og v, som føies til Vocalerne i dette Tilfælde; men, da dette j og v er blødere, end den Lyd, som sædvanlig udtrykkes ved disse Tegn, og meget nærmer sig til de beslægtede Vocaler (i og u), og da desuden en Consonant mellem 2 Vocaler henføres til den følgende og ikke til den feregaaende Stavelse: synes det hensigtsmæssigt, overeensstemmende med den almindelige Brug, at udtrykke disse bløde Consonanter ved Vocalerne i og u, altsaa øi, ei, au, ikke øj, ej, av.^[2]

Anm. 1. Hvilken af de sammensatte Vocaler man skal skrive, tilkjendegiver Udtalen, undtagen med au og ou, der udtales ligt. Hvilken af disse man skal skrive, bestemmes ved den Vocal, som de gaae over til i beslægtede Ord eller Former, eller den Vocal, som findes i andre Former, under hvilke det samme Ord forekommer. — Saaledes skriver: Hauge (=Have), Laug (=Lag), Toug (fortøie), Plong (=Plov).

Anm. 2. Eu skrives i enkelte fremmede Ord, hvor det har samme Udtale som vort øi: Eugenia. Ellers er Udtalen af denne sammensatte Vocal næsten som ev, blot noget blødere, som i: Europa.

§. 4. Naar Vocalen er lang, og Stavelsen ender paa en Consonant, undtagen de 4 bløde, b, d, g og v, fordobles e, i og u, som Meel, Liim, Huus; derimod skrives: Melet, Limet, Huset, Reb, Leg, Sted, rev (af rive) Tid, Bud.^[3]

Anm. 1. Man bruger i Almindelighed ei i Overeensstemmelse med Regelen at fordoble Vocalen i Endestavelsen af fremmede Ord, som System, Avis, April, Natur. Man pleier kun at gjøre det i fremmede Ord, som ende paa er: Qvarteer, for at denne Endelse ikke skal forvexles med den i vort Sprog sædvanlige, hvori e er kort, som: Bager.

Anm. 2. For Adskillelsens Skyld skrives: veed (til Forskjel fra ved — Præp), viid! (t. F. f. vid — Adj.) af at vide, siig! (t. F. f. sig — Pron.) af at sige.^[4] For at tilkjendegive, at Vocalen er kort foran en blød Consonant, kunde man til Adskillelse fordoble denne f. Ex. Dugg(Duggen), Dug (Dugen).

Anm. 3. I det ubestemte Pronomen en fordobles ikke Vocalen, om den end formedelst Ordets Modsætning til et andet Ord udtales lang; Talordet skrives altid: een, eet, som: En sagde Et, en Anden et Andet; Alle talede paa Een nær.

§. 5. De øvrige Tegn for Vocalerne fordobles ikke; men i samme Tilfælde — naar Vocalen er lang, og Stavelsen ender paa en Consonant — faae disse undertiden et understøttende e, nemlig:

1) Til Adskillelse, som: foer (t. F. f. for — Præp.) vaer (t. F. f. var af være).

2) I Præsens Indicativ Enkelttallet og Imperativ Fleertallet af Verber, hvis Infinitiv har een Stavelse som: troer (troe), flyer (flye), gjøer (gjøe). Man kan tænke sig, at det understøttende e bruges i dette Tilfælde enten som Merke paa en oprindelig sammendragen Form, eller for at tilveiebringe Overeensstemmelse i Skrivningen af de samme Former f. Ex. troer, faaer (ligesom: lover, drager) (Indledn. 4.)

Anm. 1. Med at skrive det undersøttende e bagefter o ogsaa i Substantiver har man for det Meste ophørt: som Soel, Stoel, Roer (hvilket derved bliver ligt med Fleertallet af Roe — Norsk Næpe), for Sol, Stol, Ror. Ligeledes har man før brugt at skrive understøttende e i sammendragne Substantiver som Faer, Moer, Broer. — Saaledes har man og bmgt at skrive: moersom.

Anm. 2. I Fleertallet af nogle Eenstavelses-Substantiver skrives foran r et e, som i det Mindste ikke tydeligt høres f. Ex. Træer, Kjøer. Saaledes have alle Eenstavelses-Substantiver e foran Fleertalsendelsen r: Mø—er, Træ—er.

§. 6. Til enkelte lange Vocaler i Enden af Ord føies et saa kaldet stumt e, nemlig:

1) Eenstavelses-Substantiver, undtagen dem, der ende paa u: Troe, Skye, Øe. Derimod udtales e i: Hue, Stue, Tue, og Hu, Lu o. s. v. skrives uden e.^[5]

2) I Fleerstavelses-Substantiver, som have Tonen paa sidste Stavelse,^[6] som Tyverie, Allee (t. F. f. alle af al), Armee (t. F. f. Arme — Fleertal af Arm); derimod skrives: Nabo, Hustru.

3) I Adjectiver i samme Tilfælde, i hvilket Adjectiver, der ende paa en Consonant, faae et lydeligt e, nemlig i Fleertallet og det bestemte Enkelttal: Menneskets frie Villie, frie Hændcr.

Anm. 1. Faa (t. F. f. at faae) og smaa, der kun ere Fleertalsformer, og ei ere sammendragne, modtage intet stumt e.

Anm. 2 . Dette e er i daglig Tale i Norge ved flere Ord lydeligt: fri—e Hænder, ny—e Klæder.

4) I Eenstavelsesformer af Verberne, som: lee, toe, flye, døe, saae. Man pleier undtage Enkeltt. maa.

Anm. 1. Da det stumme e tilføies Præsens Infinitiv af de samme Verber, der i Præsens Indicativ Enkelttallet og Imperativ Fleertallet faae det understøttende e (§ 5, 2) kan man sige, at disse Former dannes af Infinitiv ved at tilføie r, idet det stumme gaaer over til at blive et understøttende e.

Anm. 2. Præsens Imperativ skrives rettest uden stumt e, naar Infinitiv har et lydeligt e i Enden, som: tru! (af at tru—e), bi! (af at bi—e), da Udtalen saaledes bestemtere udtrykkes.

Endelig beholdes det stumme e i Sammensætning:

5) Naar Ord, der ifølge ovennævnte Regler skulde have det, sammensættes med andre Ord, enten hine staae først eller sidst i Sammensætningen, som: Vantroe, Byesnak, Armeebefaling, betroe, forsmaae, tilstaae, Syenaal, maaskee.

Anm. 1. Derimod beholdes ikke det stumme e i Afledsord, som: Bolig, rolig,^[7] Troskab, Frihed, Raahed o. s. v.^[8]

Anm. 2. Dette har været den sædvanlige Brug af det stumme e. Vil man betragte det alene som oprundet af Bestrebelse efter at give de samme Former lignende Udseende, blive derimod Reglerne:

1. I Adjectivers ubestemte Fleertal og bestemte Form f. Ex. blaae Kjoler (ligesom lyse Kj.), det raae Menneske (ligesom: det vilde M.)
2. I Præsens Indicativ Fleertallet, Optativ og Infinitiv, samt Imperfectum Fleertallet, naar disse ere Eenstavelsesformer, f. Ex. vi maae (ligesom: vi vill e) vi troe (ligesom: vi haab e), du troe! (du haab e!), at boe (at lev e), de loe (de stod e). Derimod skal det da ikke bruges i Enkelttallet af Præsens og Imperfectum Indicativ samt Imperativ, f. Ex. jeg maa (jeg vil), han lo (han stod), gaa! (reis!).

Anm. 3. Endnu gives der een Maade at tilkjendegive, at en Vocal er lang paa, hvilken egentlig hører hjemme i det Tyste, men som ofte brugtes i den ældre Retskrivning, nemlig ved at indskyde et h bagefter Vocalen, som: Gevæhr for Gevær. Saaledes skrives endnu Uhr (for Uur), t. F. f. fra Ur — f. Ex. i Urverden, som i det Tyske.

§. 7. Det lange aa udtrykkes for det Meste ved Tegnet aa, det korte i Almindelighed ved Tegnet o, som: Baad, om. Herfra er dog Afvigelser:

1) Det lange aa udtrykkes ved o foran g og v f. Ex. Bog, Skov.

Anm. 1. Herfra er igjen Undtagelser nemlig:

Aag — af at age (t. F. f. Conjunctionen og)

Laag (t. F. f. Log — en Indretning at maale Skibes Fart med)

Vaag — i Iis (vække — gjøre en Vaag)

Taage, som i det ældre Sprog hed Taag, (Tog — Krigstog)

Laage (t. F. f. Loge, som udtales: Losje).

vaage (beslæglet med Vagt). I Overensstemmelse hermed skrives:

Maag (Slægtning), Maage, Raage. Endelig skrives ogsaa:

Aager, aagre.

Anm. 2. Aarsagen til at aa i dette Tilfælde udtrykkes ved Tegnet o, ligger vel tildeels i Oldsprogets Retskrivning, ifølge hvilken den lange aa udtrykkes saaledes; men denne Betegnelsesmaade er vel saa meget heller bibeholdt, som dette aa ofte i beslægtede Ord og Former gaace over til o, som: sove, Sovn, Bog, Bøger.^[9]

2) Det lange aa udtrykkes ved Tegnet o for Adskillelsens Skyld i:

Hob — Mængde (t. F. f. Haab — spes —).

vor — possesivt Pronomen (t. F. F. Vaar — Substantiv).

fore — uadskillelig Partikkel, beslægtet med for — Præp., som forestille (t F. f. Faare — af Faar — som Farrestald).

3) Det kore aa udtrykkes ogsaa ved Tegnet aa:

a) Naar et beslægtet Ord eller en beslægtet Form har a, æ eller et langt aa i samme Stavelse, som: Baand (af binder, bandt), traadte (af træder), blaat (af blaa — forskjelligt fra blot — Adv.)^[10]

b) For Adskillelsens Skyld, som: Aand (t. F. f. ond — med kort o) og Aande (t. F. f. Onde).

c) For Overeensstemmelsens Skyld, som Vaande (ligesom: Aande).

§. 8. Det vilde være umuligt at give saadanne Regler for Maaden at udtrykke Lyden æ paa i hvert enkelt Tilfælde, at man ved at følge dem kom til at skrive ganske overeensstemmende med den meest almindelige Skrivebrug. Det er ogsaa vanskeligt at bestemme, hvilken den almindelige Skrivebrug er. Naar saa er, bør man vel heller følge almindelige Regler, end med Ængstelighed at udforske og følge en regelløs Brug, især naar disse Regler ikke lede til saa store Forandringer i Maaden at skrive Ordene paa at de blive ukjendelige.

Hovedregelen er:

Det lange æ: udtrykkes ved Tegnet æ, det korte i Almindelighed ved Tegnet e, som: Hær, Herre.^[11] Herfra ere følgende Undtagelser:

1) Det lange æ udtrykkes ved e for Adskillelsens Skyld i:

er, ere (af at være) t. F. f. ær! ære (at vise Ære); her (Stedsadv.) t. F. f. Hær (Armee).^[12]

Anm. I Overensstemmelse med her skrives Stedsadv. der.

2) Det korte æ udtrykkes ogsaa ved Tegnet æ:

a) Naar g følger efter, og dette ikke kan udtales som et blødt j i sammensatte Vocaler (§. 3) f. Ex. Æg, Vægt, fægte, nægte. Kan g ogsaa udtales som et blødt j, skrives e, som: regne (udtales ogsaa: {{sp|reine), Segl (Seil — paa et Fartøi).

b) Naar et beslægtet Ord eller en beslægtet Form (Enkelttallet, Positiv, Imperfectum) har a, aa eller et langt æ i samme Stavelse, som: Færd (fare), Bræk (brak), Træk (trak), i Sænk (sank), gjætter (Gaade); mæt (Mad), Næs (beslægtet med Næse), nærme (n«r), kjærlig (kjær), Tænder (Tand), Gjæs (Gaas), færre (faa), hænger (hang).^[13]

c) For at adskilles fra andre Ord, som: paa Hæld^[14] (t. F. f. Held — Lykke). Kjærne i Frugt (t. F. fra Kjerne^[15] — at kjerne Smør i). Næd (Vocalen er i dette Ord usædvanlig bred), ræddes (t. F. f. red! redde). Æt — Slægt (t. F. f. et — Artikkel) Værk — i Legemet (t. F. f. Verk — af virke).

d) For Overeensstemmelsens Skyld. At følge Overeensstemmelsen er saare naturligt; men ved at forfølge denne Regel kommer man i Strid med Hovedregelen, at udtrykke det korte æ: ved Tegnet e, og herved tildeels er opkommen saa stor Forvirring i Brugen af Tegnene æ og e. Ifølge denne Regel skrives: kjæk, Sæk, Skræk, Smæk, klække m. fl. — ligesom Bræk, Træk, vække; Læs, Græs m. fl. — ligesom Gjæs, Næs; Sværd, Værd m. fl. — ligesom Færd ; værre — ligesom færre; Bræt, tæt, træt, Spæt — ligesom mæt, Dræt.^[16]

e) Endelig skrives æ i alle Ord og Former, der ere beslægtede med dem, som ifølge ovennævnte Regler skulle have æ, som: forfærdelig (Færd) hælde (Hæld) læsse (Læs), værdig (Værd).

Anm. 1. Man gaaer endnu videre i at følge Overeensstemmelsen, saa at æ skrives i første Stavelse af mange Tostavelsesord, ifald den ender paa r, og intet j gaaer foran Vocalen (ligesom i nærme, af nær; ærgre, af arg; skrække; færdes m. fl.) f. Ex. Bærme, tærge, Tærskel, sværge, værge og dermed beslægtede Ord; men disse bør man maaskee heller skrive overensstemmende med Hovedregelen: Berme, terge o. s. v. Derimod skrives: gjerne, Hjerne, Stjerne, Hjerte m. fl. Ogsaa skriver man: Herkomst, Herre, Herred, Hertug o. d.

Anm. 2. Endnu forefindes flere Ord, som almindelig skrives med æ, men som, da de ikke kunne henføres til nogen bestemt Regel, heller bør skrives med e. De oftest forekommende Stammeord ere:

Bræmme — Bængel — dæmpe — dæmre — dænge — Frænde — Fælle — fælles — græsselig — grætten — Grævling — hæslig — jævn — Kjær — læske — læsp — Mærs — Mæsling — Endelsen: mæssig — nænne — kvæste — Skrædder — skrælle — skræmme — Skræppe — Stær — Svælg — Træl — ækkel — ælte — Æmne — ændse — æsk (kræve).

Anm. 3. At udlede Reglerne for Brugen af Tegnene e og æ af beslægtede Sprog har mange Vanskeligheder (see Professor Rasts Retskrivningslære §. 113). Ligeledes vil det være vanskeligt at indlægge Almuesproget til Grund ved Bestemmelsen af Reglerne for Brugen af Tegnene æ og e. Imidlertid vil det kunne veilede, f. Ex. Græs (Gras), Læs (Las).

§. 9. Consonanterne inddeles ligesom Vocalerne i haarde og bløde, enkelte og sammensatte. De bløde ere: foruden j, som er blødere end g — b, d, g, v, og de dertil svarende haarde: p, t, k, f.^[17]

§. 10. I det Norske udtales g og k igjen snart blødere, snart haardere. At disse skulle udtales blødt (nemlig g som j, og k som et blødt tysk ch) udtrykkes foran de haarde Vocaler (§. 2) altid ved, at man indskyder et j foran Vocalen, som: gjalde, Kjole. Da g og k i Norsk i Almindelighed^[18] udtales blødt foran de bløde Vocaler, er det overflødigt at indskyde j foran disse; dog skeer dette, for end tydeligere at betegne Udtalen, og adskille den norske fra den danske Udtale, foran æ og ø, som: Gjæs — af Gaas, kjæmme — af Kam, gjøde — af god, kjølig — af kold.^[19]

Anm. 1. G kan ogsaa udtales blødt i Enden af en Stavelse bagefter et kort e (§. 8. 2, e) som: regne, Hegn, Tegn, der udtales: reine, Hein, Tein. Saaledes udtales g altid i jeg, hvilket imidlertid aldrig skrives jei (§. 3.)

Anm. 2. Da k udtales blødt, naar et j indskydes bagefter det, kunde man undertiden være uvis, om der skulde skrives skj eller blot sj i Begyndelsen af en Stavelse; men blot sj skrives kun i Begyndelsen af 4 Ord: sjaske (jaske), sjelden (forskjelligt fra Skjelden, af at skjelde),^[20] sjette — af sex, og Sjæl (som adskilles fra Skjæl — af Skal og Skjel — af at skille). I andre Ord skrives skj, som: Skjeppe.

§. 11. Kun, naar den foregaaende Vocal er kort, følges i vort Sprog den Regel, at sætte bløde Consonanter forved bløde, haarde forved haarde (mediæ forved mediæ, tenues forved tenues). Dette er Aarsagen til at d foran t i Afledsord, ikke i Former af samme Ord, bliver til t. f. Ex. gotte — god, flittig — Flid, ikke godte, flidtig (efter §. 18, 1.)

§. 12. Man har herved følgende Regler at iagttage:

1) b skrives foran t, naar en beslægtet Form eller et beslægtet Ord har et b, paa hvilket intet t følger; derimod skrives p, naar den beslægtede Form eller det beslægtede Ord har p, som skabt — skabe, skarpt — skarp.

2) k skrives foran t, naar en beslægtet Form eller et beslægtet Ord har k; ellers skrives g, som: vakt, vækker, tykt, tyk; derimod skrives: Vagt, vaage, trygt — tryg, tragte, i Agt — t. F. f. Akt eller Act.

3) f skrives overensstemmende med Udtalen foran t i Afledsord, om ogsaa Stamordet har v. f. Ex. Drift — drive, Løfte — love, Skrift — skrive, Stift m. fl.; i Former af selvsamme Ord beholdes derimod v, som: halvt — halv, havt — have.

Anm. F skrives altid i Præpositionen af, uagtet Ordet udtales av.

§. 13. Blandt de enkelte Consonanter har man desuden fornemmelig at lægge Merke til j, som maa adskilles fra i; q, som undertiden bruges istedetfor k; s, for hvilket haves to Tegn: s — det lange, og s — det korte.

Consonanten j adskilles i Skrift fra Vocalen i saaledes, at j alene skrives forved en Vocal i samme Stavelse:^[21] Stjerne, Stierne; Jagt, iagt.^[22]

Anm. I og ikke j skrives gjerne efter en Vocal i samme Stavelse (§. 3): Vei, Øie.

§. 14. Q skrives foran v istedetfor k: Qvæg for Kvæg, Qvinde for Kvinde. Men dette Bogstav er aldeles overflødigt, uden det skulde være i fremmede Ord (§. 19. Anm. 1.), som: Qvantitet, Qvarantaine.

§. 15. Det lange s skrives i Begyndelsen af en Stavelse, i Enden derimod skrives det korte;^[23] f. Ex. disse.

§. 16. Vi have een sammensat Consonant, neml. x.

X skrives istedetfor ks (gs) undtagen naar en beslægtet Form eller et beslægtet Ord har g eller k uden noget paafølgende s: Vox, Hex, sex; derimod: Bæks — Bæk, Slags — Slag, Rigsdaler — Rige, ogsaa.

§.17. Z bruges i nogle af det Tyske og andre Sprog optagne Ord i Begyndelsen af en Stavelse, hvor det dog omtrent udtales som s. De almindeligst forekommende Ord, hvori det bruges, ere: Zahlkammer, Zephyr, Ziffer, Ziir, zitre, Zobel, Zone, Magazin, Horizont.^[24]

Istedenfor ds eller ts — i Enden af en Stavelse skrives aldrig z, endog i fremmede Ord, som i det Sprog, hvoraf de ere tagne, have z. Marts, Justits, — Latin: justitia, Tysk: Justiz — Provinds — Tysk: Provinz.^[25]

§. 18. Overflødige eller saakaldte stumme Consonanter, der nemlig ikke udtales, men kun vise Ordenes Oprindelse og Slægtskab, ere d og h:

1) Det overflødige d skrives foran en Consonant i Midten af Ord og Former, der ere afledede af Ord, som have et lydelige d: godt — god, fandt — finder, forhadt — hader, sidst — siden. Herfra undtages dog de §. 11 omtalte Afledsord. Derimod skrives det f. Ex. ikke i: ganske, endskjønt — skjønner, sat — sætter, vant — vænner.

Anm. D høres ofte ikke i daglig Tale, hvor det burde: saaledes udtales Mand som Man, Tande som Tanne. Dette maa ingen Indftydelse have paa Ordenes Maade at skrives paa.^[26]

2) Det overflødige h skrives i nogle Ord, som have h i Oldsproget, i hvilket dette h betegner en vis Udtale; i vort nærværende Sprog høres det ikke, men har kun nogen Nytte, forsaavidt det tjener til at adstille lignende Ord.

Det skrives:

a) I Begyndelsen af nogle Ord foran j. Paa denne Maade kan man blive i Uvished om et Ord skal begyndes med j (§. 13), gj (§. 10) eller hj. Af Brugen kunne ingen bestemte Regler udledes, men ved Sammenstillingen af lignende Ord, vil Skrivemaaden lettest indprentes i Hukommelsen:

Af Stammeord, som skrives med overflødigt h forekomme følgende almindelig:	Stammeord, som begynde med j ere:	Lignende Ord, som begynde med gj:
	ja
	jage
Hjalte		gjalde
	jamre
	Jarl
	jeg
Hjelm
Hjælp
Hjem		gjem!
Hjemmel
Hjerne	Jærn
	jer	Gjær
Hjerpe
Hjerte	Jærtegn
	jo
	Jolle
Hjord	Jord	Gjord
Hjort		gjort (gjøre)
	Jubel
Hjul	Juul
	Junker
	just
	Juveel
	Jude	gyde
Hjæld		Gjeld
	Jætte	gjætte
	jævn	gjæv
	Jøde	gjøde
	Jøkel

Anm. Hjerne, Eenhjørning skrives med H formedelst Oprindelsen (af Horn); ligeledes: ihjel (Hel, Helvede).

b) I Begyndelsen af Ord, foran v, nemlig: 1) I relative og spørgende Pronomina, (eller i Pronomina undtagen:

vi, vor, vis (quidam) hvilket sidste maa adskilles fra Adjectivet vis (certus). Genitiv af de relative og spørgende Pronomina hvis, samt Conjunctionen hvis. Exempel: Hvis (Conj.) du treffer en vis (quidam) Mand, hvis (Relativ) Hjælp du er vis (certus) paa at erholde, saa siig mig, i hvis (spørgende Pr.) Selskab han er!)

2) I nogle andre Ord, som her opregnes ved Siden af lignende Ord, der skrives uden h:

Hval — Val (Valplads), Hvalp, hvalt — valgt (vælger), hvas, Hvede — væde (vaad), Hveps, hverken, Hverv, hvi (Adv.) — vi (Pronomen), hvid (albus) — vid (amplus), viid! (at vide), Hvidling, Hviin (hvinende Lyd) — Viin (vinum), Hvirvel, hvis (Conjunct.) — vis (certus, quidam), hviske — viske (viskte ud), hvisle, hvor — vor (Possessiv), Vaar, hvælve, hvæse — Væsen (ens).

Anm. Afledede og sammensatte Ord skrives i Overeensstemmelse med Stammeordene.

c) For Adskillelsens Skyld bagefter t i et Par Ord, der i Oldsproget have th: (Þ)

thi (Conjunct.) t. F. f. ti (Talord) og ti! (at tie). — Thing (et) t. F. f. Ting (en).

Anm. 1. H skrives og bagefter t i Begyndelsen af fremmede Ord, naar de i det Sprog, hvoraf de ere tagne, have th (ϑ), uagtet th i vort Sprog udtales som t Theater, Thee, Theorie, Throne.

Anm. 2. Det vilde gjøre Retskrivningen mere bestemt og simpel, naar det stumme h bortkastedes i Ord, som ikke ved dette adskilles fra et andet, saaledes at det skrives i Hval, men ikke i Hjerpe, Hverv, Hvirvel m. fi.

At Tydelighed fordrer Bibeholdelsen af h i thi, viser følgende Exempel: Gesanten sagde: “Vov ikke at lægge Haand paa mig! Thi tusinde Væbnede bevogte mine Fjed.” Skrev man: ti tusinde o. s. v. blev jo Meningen betydelig forandet.

Anm. 3. V skrives i enkelte Ord, uden at det tydelig høres, paa Grund af Ordets Oprindelse, som: Tylvt (tolv), Halvten (Dansk: Hælvten, af halv).

§. 19. C, ch, ph, samt ps (i Begyndelsen af en Stavelse) skrives kun i fremmede Ord. Ch udtrykker det græske χ, ph φ, ps ψ, som: Christiania, Philosoph, Psalme. Man skriver dog ogsaa disse Ord overeensstemmende med vort Sprogs Retskrivning: Kristiania, Filosof.

Anm. 1. Fremmede Ord skrives, forsaavidt Udtalen ved Optagelsen i vort Sprog ikke er forandret, i Almindelighed som i det Sprog, hvortil de høre, f. Ex. Logis, jaloux, og man har deraf idetmintste de Fordele, at man lettere kan finde deres Oprindelse, og bedre vil kunne vogte sig for dem, naar man paa Dragten seer, at de ikke høre hjemme hos os. Naar Udtalen derimod i de fremmede Ord ved Optagelsen i vort Sprog er forandret, lempes det efter vor Retskrivning: Cirkel (circulus), forlibt (verliebt), omsonst (umsonst). Ord, der have faaet Borgerret hos os, skrives oftest efter vor Retskrivning, som: Punkt (puctum), Republik (republique). Gemal (Gemahl); dog maa man herved lægge Merke til, at c, naar det udtales som s, ikke i Almindelighed ombyttes med dette Bogstav: Cirkel, Vice-Redaktør.^[27]

Anm. 2. I Maade at skrive Nomina propria paa har den Regel været almindelig fulgt, at skrive dem paa den engang antagne Maade uden Hensyn til Retskrivningens Regler. Denne gjælder vistnok om Personers Navne og fornemmelig Binavne. Andre Proprier seer man dog i Tidens Løb ved Retskrivningens Forbedring ogsaa ere blevne anderledes skrevne, som Kjøbenhavn, der engang skreve Kjøbenhaffwn.

§. 20. Consonantfordobling finder ikke gjerne Sted i Enden af en Stavelse, som, Ret, ikke Rett, men vel Retten. Dog skrives: lodd! (af at lodde) t. F. f. lod (af at lade); Herr (forkortet af Herre).

Anm. Naar Udtalen kræver det, skeer ogsaa Fordobling i fremmede Ord, som: Mathematikken, ikke Mathematiken.

§. 21. Naar en Consonant kommer til at følge lige ovenpaa en Consonantfordobling, ophører denne som overflødig, f. Ex. sikre (af sikker), ikke sikkre; ofre (af Offer), ikke offre, ligesom: gamle, (ikke gammle). Denne Regel er dog langtfra almindelig antagen.

§. 22. Man er undertiden i Tvivl om, naar man skal skrive 2 eller flere Ord sammen som eet. Dette bestemmes nærmest af Udtalen; men man har dog enkelte Regler til Veiledning. Saaledes skrives gjerne i eet Ord:

1) Præposition med Complement, naar der efter Præpositionen følger Genitiv, (uden at dette Genitiv kan forklares af et Substantivs Udeladelse), som: tilsinds; derimod skrives: til Præstens (sc. Familie).

2) Præposition med Complement, naar bagefter Præpositioncn følger den gamle Dativform paa e: tilmode (af til og Mod), itide (i Tid).

3) De Udttyk, hvori Præposition med Complement udtrykke noget Mere, end der ligger i Ordene: idag (i denne Dag), ifald (ifald at), idet (i det at). Desuden skrives i eet Ord mange lignende Udtlyk, som: imorgen, igaar, overalt (forskjelligt fra over Alt: Gud er overalt; man skal elske Gud over Alt), imøde o. s. v.

4) Ordene: saasnart, saaofte, saatit, saavidt og deslige, naar de ere Conjunctioner, og betyde det Samme som: saa snart som, o. s. v. f. Ex: Med mange af vore Ønsker er det som med Regnbuen: saa snart kunne de ikke naaes; men, saasnart vi ere ved vore Ønskers Maal, er deres Herlighed forsvunden.

5) De Udtryk: dengang, hvergang, engang m. fl. lignende.

6) Efterat, naar at er Conjunction og ikke Infinitivets Merke, som: Efterat man har betænkt en Sag, skal man handle; hvad hjælper det at betænke efter at have handlet galt?

Anden Afdeling.Om de ved Skrivningen brugelige Tegn.

§. 23. Før Læren og Skilletegnene fremsættes, er det nødvendigt, at forudskikke nogle Bemerkninger om Sætningerne. Efter Verbets Modus ere Sætningerne:

1) Indicative, som: Et godt Ord finder et godt Sted.

2) Optativiske, som: Herren give dig Styrke!

3) Imperativiske, som: Elsker eders Fiender!

Herhen høre fremdeles:

4) spørgende Sætninger, som igjen kunne være ligefremme eller uligefremme (afhængige).

a) At Sætningen er ligefrem spørgende, kan man i vort Sprog for det Meste see paa Constructionen: Verbet sættes nemlig i den foran Subjectet, undtagen naar et spørgende Pronomen er Subject eller hører til Subjectet, eller og Sætningen begynder med Spørgepartikkelen mon. Exempler:

---

1. Det ubestemte Pronomen en, der snart staaer substantivisk, snart adjectivisk, og ei maa forvexles med Artikkelen en og Talordeteen, skrives naturligviis med stort Begyndelsesbogstav, naar det staaer substantivisk.
2. At bruge j i Enden af sammensatte Vocaler kan nok gaae an, især naar man vilde fordoble det mellem 2 Vocaler (Vejjen for Vejen), eller adskille dette bløde j fra det haarde ved at sætte en Prik over hiint, men ikke over dette, f. Ex. Vej, ȷer. Da man maa beholde u, i disse Sammensætninger, kan man gjerne ogsaa beholde i.
3. At fordoble i og u er mindre nødvendigt; Fordoblingen af e viser derimod, at Vocalen ei skal udtales som et kort æ foran en haard Consonant f. Ex. leveer! lever.
4. Fordoblingen tilkjendegiver her den stærkere Betoning.
5. At føie dette e til Eenstavelses-Substantiver synes unødvendigt, ja kan endog vildlede: saaledes skrives Roe (udtalt Ro) paa samme Maade som Roe (udtalt Ro—e). Der ere ogsaa flere Forfattere, som ikke bruge stumt e i dette Tilfælde. Det Eneste, der kan anføres for denne Skrivemaade, er Overensstemmelsen med Verberne (Regel 4.)
6. Ogsaa i dette Tilfælde udelade Nogle det stumme e, hvilket er rigtigt, naar man antager, at dette e kun skal bruges som Merke paa Sammendragning eller for Overeensstemmelsens Skyld. Man kan ogsaa indvende mod Brugen af det stumme e i dette Tilfælde, at det kunde blive forvexlet med det lydelige e i nogle af andre Sprog optagne Ord som: Materie, Historie. Imidlertid sees dog Nytten deraf i et Par af ovennævnte Exempler. Brugen af e i disse Exempler kunde dog ogsaa ansees som Fordobling af Vocalen, for at tilkjendegive, at e, som sædvanlig er kort Enden af Ord, skal udtales langt.
7. Nogle beholde kun det stumme e i Enden af sammensatte Ord, som: Synaal, tilsye.
8. Af ovenstaaende Regler sees, hvorledes Brugen af dette e vanskeliggjør Retskrivningen. Man burde helst ophøre at bruge dette og det understøttende e.
9. Hvis man vil tage Almuesproget til Hjælp kan det veilede forsaavidt, at det lange aa gjerne udtrykkes ved Tegnet o i Ord, som i Almuesproget har O, eller som i andre Former have Ø, ellers derimod ved aa f. Ex. Bog (Bok), Skov (Skog), sove (Søvn); Baag (Baak), Maag (Maag).
10. Saaledes burde man skrive: saalgte (af sælger, Salg), vaagte (af vaage).
11. Saaledes ogsaa: begjære, ikke begjere.
12. Æ udtrykker den stærkere Betoning eller bredere Udtale.
13. Saaledes ogsaa: fornæmmer (fornam), ikke fornemmer.
14. Beslægtskabet med det gamle Hald (som i: Fredrikshald) leder til netop at adskille det Ord ved Tegnet æ.
15. Almuesproget har Kjinne.
16. Derimod skrives: let, ret, net.
17. I mange Ord vil vist Brugen af haarde Consonanter for de bløde med Tiden komme til at charakterisere den norske Udtale. f. Ex. skrike for skrige, pipe for pibe, flat for flad.
18. Udtalen har endnu ikke antaget nogen Fasthed i denne Henseende, i hvilken den adskiller sig fra den danske, f. Ex. kjæmpe, som vi udtale: chæmpe, de Danske: kæmpe.
19. Ifølge denne Regel bør man skrive: Kjøer, ikke Køer (af Koe).
20. Man kan herved sammenligne det tyske: selten og schelten.
21. Dette maa naturligviis ikke misforstaaes saaledes at det første i i Vocalfordoblingen skulde udtrykkes ved j, som Fjil for Fiil.
22. Besynderligt er det, at man ikke skriver: Lilje, Olje Vilje for Lillie, Olie, Villie.
23. Hvis Brugen af langt s skal have nogen Nytte, maa det være for at betegne, hvor Stavelsen begynder; man burde derfor ikke skrive: Hest, men Hest.
24. Det vilde bidrage til at gjøre Retskrivningen simplere, at skrive disse Ord med s.
25. At man har sat ds istedenfor det tyske z, er Aarsag til, at d skrives uden at høres i mange Ord, hvis Oprindelse ikke gjør det nødvendigt at bruge det stumme d (§. 18. 1) f. Ex. Glands (Tysk: Glanz), Krands (Kranz), Prinds (Prinz). Man kunde gjerne skrive: Glans o. s. v.
26. Almindelig skrives derfor urigtigen i Gjære, for i Gjærde (Gjærd — af gjøre), ligesom man vel siger, men aldrig skriver : paa Fære for paa Færde (Færd).
27. Man burde være mindre ængstelig for at bogstavere fremmede Ord efter vor Retskrivning.