Norsk Retskrivningslære/Anmerkning

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 41-43).
Om Skilletegnene i Almindelighed.

Naar Tydelighed befordres derved, afviger man fra de almindelige Regler for Brugen af Skilletegnene. Saaledes bruges i meget lange og indviklede Sætninger ſtørre Tegn, end Reglerne beſtemme f. Ex. Semicolon for Comma mellem ufuldſtændiqe eller nøie forbbundne Sætninger, Colon mellem Forſætning og Efterſætning, om end ikke nogen af dem er fleerledet, og i meget korte Sætninger omvendt Comma for Semicolon.

§. 34. Blandt de øvrige ved Skrivningen brugelige Tegn ere iſær at merke:

A. Spørgsmaalstegn (?), der ſættes bagefter ligefrem ſpørgende Sætninger (§. 23. 4. a.); dog ſættes det førſt, naar Sætningen tilligemed Alt, hvad dertil hører, er til Ende. (Exempel §. 23. 4. a.)

Troer du, at et lykkeligt Liv beſtaaer deri?

B. Udraabstegn (!). Det ſættes: 1. efter Vocativ, ſom: Jeg beklager dig, Arme! 2. efter Interjectioner, ſom: Ak! 3. Ved Slutningen af imperativiſke og optativiſke Sætninger. 4. Efter Sætninger eller Udtryk, der ſkulle udsiges med Heftighed, (ſee §. 23, 4. b. Anm.) Exempler §. 23. 2, 3, 4. b. Anm.

Anm. Udfordres Udraabstegn ved Slutningen af hele Sætningen, ſættes det ikke efter Interjectioner eller Vocativer, ſom forekomme inde i den. (See §. 33, 6, andet Exempel).

C. Parentheſe (), ſom bruges til at indſlutte et Udtryk i Midten af en Sætning, hvilket ikke egentlig hører til denne, og ſaaledes, uden at Meningen forandres, eller Sammenhangen forſtyrres, kan udelades, men dog tjener til nærmere at forklare en eller anden Deel af Sætningen. Exempel:

Hvad man egentlig kalder Indhold, Æmne eller (for at tale med nogle af vore nye Sprogforbedrere) Stof til et Digt, kunde i ſig ſelv gierne undværes.

D. Tankeſtreg (—), ſom bruges: 1. til at vække Opmerkſomheden ved noget Uventet, f. Ex. Drivvaad af Sved ...... kom jeg til den øverſte Skandſe, hvor jeg pludſelig ſaae mig om, og ſaae — lutter Taage. 2. Iſtedetfor Parentheſen. 3. Iſtedetfor:

E. Afbrydelſestegnet (.....), hvilket tjener til at betegne, at Meningen ikke er fuldført f. Ex. “Altſaa,” ſagde jeg, “er Dem Naturen i ſin Skjønhed o. ſ. v., de glade Bønder .....” “De glade Bønder,” afbrød hun mig.

F. Anførelſestegnet (“—”), der ſættes foran og bagefter en Andens Ord, ſom ligefrem anføres, og, naar Anførſelen er lang, ogſaa ved Begyndelſen af hver Linie, ſaalænge den varer. (Exempel ovenfor: E. §. 33, 6.)

G. Bindetegnet (-), der bruges: 1. I meget lange ſammenſatte eller dobbelt ſammenſatte Ord, eller naar man af andre Grunde ei vil ſkrive ſammenſatte Ord, i Eet: Søecadet-Academiet, hiſtoriſk-philoſophiſk Afhandling, Elementair-Underviisningen, Lovgivnings-Commisſion, Pap-Harer. 2. Efter Subſtantiver, hvis ſidſte Deel er udeladt, fordi flere have denne tilfælles, ſom: Departementet for Kirke- og Underviisnings-Væſenet. 3. Ved Enden af en Linie, naar ikke hele Ordet faaer Rum deri, men Reſten maa ſkrives i den anden Linie.

H. Apoſtrophen (’), der betegner, at e er udeladt i Enden af et Ord, ſom: elſked’ for elſkede. At bruge dette Tegn i vort Sprog er mindre nødvendigt.