Hopp til innhold

Nordmænd og Skrælinger i Vinland

Legg til lenke
Fra Wikikilden

1. Indledning. I Mai 1904 blev jeg anmodet om at holde et Foredrag ved den da forestaaende fjortende internationale Amerikanist-Kongres i Stuttgart, og for at kunne imødekomme det saaledes ytrede Ønske bestemte jeg mig til at forsøge med en fornyet Undersøgelse af Spørgsmaalet om vore Forfædres Opdagelser i Amerika. Netop ved en Sammenkomst som denne maatte det være af en særlig Interesse at kunne sammenstille og kritisk prøve, hvad der haves af Kilder for dette Afsnit af Norges gamle Historie, og uagtet der for denne, ingenlunde lette Opgave kun var levnet knap Tid, tog jeg saaledes hurtigst muligt fat paa Arbeidet med dens Løsning. Hvad der staar i Forbindelse med Amerikas første Opdagelse ved Søfarere fra Norge og fra Norges gamle Bilande, har i de sidste Aar oftere været behandlet. Navnlig er derved at erindre Dr. Gustav Storms Undersøgelser over Vinlandsfærderne. Men det lod sig dog formode, at der ikke med disse i alle Dele var sagt det sidste Ord om Emnet. Det viste sig da ogsaa, trods Tidens Knaphed, at saa kunde ske, og – hvad der vel ligeledes kan have sin Interesse allerede at nævne her – det hændte tillige, at omtrent samtidig fire Forskere i fire forskjellige Lande, ganske uafhængig af hinanden, i et enkelt Punkt kom til væsentlig det samme Resultat, der igjen afveg fra, hvad der tidligere antoges at være opnaaet.

Det Foredrag, som jeg holdt paa Tysk ved Kongressen i Stuttgart den 19de August 1904, vil antagelig senere hen blive trykt i Kongressens Forhandlinger. Men da disse neppe vil komme i Hænderne paa synderlig mange norske Læsere, har jeg tænkt, at det kunde være hensigtsmæssigt at behandle samme Emne ogsaa i en særskilt norsk Afhandling og da tillige derved at anvende det supplerende Stof, hvilket jeg var saa heldig at erholde i Stuttgart, ved samtaler og Diskussioner med andre af Kongressens Deltagere, som var specielt sagkyndige. For en Del har jeg ogsaa kunnet erholde nærmere Underretninger om disses Meninger gjennem senere vekslede Breve. Der er her saa megen forskjellig Viden, som udkræves, at det i særlig Grad gjælder om at erhverve kritiske Oplysninger fra de mest sagkyndige Hold, og det har vist sig, at mine Forgjængere i disse samme Undersøgelser tildels har udtalt sig med altfor stor Sikkerhed om Spørgsmaal, som i Virkeligheden endnu ikke var løste. Materialet er i sig selv meget indskrænket, og det er forsaavidt forholdsvis let at samle og overse. Det tillader forskjellige Behandlingsmaader, eftersom man lægger Hovedvægten paa den ene eller anden Side. Hvad der for min Undersøgelse har Vægt, er den historiske og den ethnografiske Side. Forsaavidt denne sidste angaar, da har den endog en ganske særegen Vægt, idet de Sammenstød mellem de norske Grønlændinger, der vilde kolonisere det nyfundne Vinland, og dettes oprindelige Beboere, hvorom den islandske Tradition vidste at berette, er de ældste Oplysninger, som overhovedet haves om Amerikas gamle Befolkning. Saaledes har det en stor Betydning at vinde en paalidelig Forklaring af, hvad der kan ligge i disse Oplysninger, der bliver et ethnografisk Dokument af høit Værd.

Men ogsaa den anden, den historiske Side byder paa en usædvanlig Interesse.

Vinlandsfærderne er en fastslaaet historisk Kjendsgjerning. Men der spørges ved dem endnu om noget andet og noget mere. Den sikre Tradition beretter kun om ganske faa Opdagelsesreiser, og hvis vi holder os dertil, – alene dertil, maa vi nøies med at sige, at der blev gjort en enkelt Opdagelse, og at den ved disse Reiser vundne Kundskab nok blev indregistreret i Literaturen, men at den ikke fristede nogen til at følge efter i de samme Spor. Men dette lyder dog ikke sandsynligt; en Opdagertrang som den, der i det tiende og ellevte Aarhundrede raadede i Norge og i de norske Kolonier, maa – synes det – nødvendig have drevet andre ud, og der mangler da heller ikke Antydninger om en saadan Mulighed. Jeg kommer i det følgende ogsaa til at dvæle ved dem.

Grønlands og Amerikas første Opdagelse (985–1000 e. Chr.) staar for mig som et enkelt Led i den store almene Bevægelse, der gjennem flere hundrede Aar havde grebet alle de skandinaviske Folk, – ja ogsaa andre germaniske Stammer, der levede ved Søen nær ind paa disse. Det var en almindelig nordgermanisk Expansion, med en tilsvarende Kraftudfoldelse og Anspænding. Endnu ind i det ellevte Aarhundrede har der mellem Nordsøfolkene hersket en saadan Bevægelse, der lod dem sætte sig de fjernestliggende Maal. Der berettes om Tog mod de mest ukjendte Egne, der var fyldte med de Rædsler, som en middelaldersk Fantasi overhovedet kunde udfinde, og disse Beretninger lader sig ikke uden videre afvise. Det ser ud, som om der bag alle overdrivelser skulde eller kunde ligge en ægte historisk Kjerne. Saaledes kan selv de mere fabelagtige Beretninger fra hine Dage om Opdagerfærder og de Æventyr, som udstedes paa dem, give Bidrag, ialfald til at forstaa Tidsalderens almindelige Tankegang. Adam af Bremens næsten mere end fantastiske Fortælling om de frisiske Sømænds dristige Færd ind imod Isens Regioner er i denne Henseende oplysende. Saaledes bliver det intet Under, at ogsaa Beretninger om de vovelige Færder til Amerika paa lignende Maade kan have modtaget udsmykkende, sagnmæssige Tillæg, som den moderne Kritik vil anse det nødvendigt at bortskjære, forinden det kan afgjøres, hvad der er det ægte, helt paalidelige Grundlag.

2. De sikre Vinlandsfærder. – Gustav Storm har i 1887 gjennem sine Studier over Vinlandsreiserne[1] netop udført et saadant kritisk Sigtningsarbeide af de literære Kilders gjensidige Værd og prøvet dem, den ene mod den anden. Det er ikke her Tanken at optage denne Del af hans Resultater til fornyet Undersøgelse. Hans Arbeider gik ud paa at fastslaa, hvad der var ægte islandsk Tradition, og hvad der maatte komme i anden Række, som senere Tildigtning.

Nævnte Tradition fandt Storm opbevaret i Íslendingabók i en gammel islandsk Jordbeskrivelse og i Kristnisaga. I anden Række satte han derefter Sagaen om Erik den Røde, og først efter denne mente han at kunne finde Plads for den saakaldte Grœnlendingaþáttr.

Som Kontrol og som Sikkerhed for, at Beretningerne om Vinland tilhører den virkelige Historie, haves den tyske Historiker Magister Adam af Bremen (ved Aar 1070), som havde hørt den danske Konge, Svend Estridssøn fortælle derom. Adam staar helt uafhængig af de islandske Sagafortællere og er derhos den ældste Forfatter, som hentyder til de samme Begivenheder. Hans Beretning viser desuden, at Vinlandsfærderne var kjendt over hele den skandinaviske Verden, og at de i Samtiden maa have vakt en ikke ganske ringe Opsigt. Saaledes har Adams Skildring, hvor kort den end er, sit store, selvstændige Værd. Jeg skal senere søge at vise, at der af den kan udvindes megen viden om Vinland, naar den sees i Sammenhæng med de Forhold, hvorunder den er skreven, og de Tendenser, der var bestemmende for dens Forfatter.

Gangen i de omhandlede opdagelsesreiser kan i al Korthed gjengives som følger:

Erik, kaldet den røde, forlod, med sin Fader Torvald, Jæderen og udvandrede til Island. Senere drog han ud for at finde det Land, som Gunbjørn Ulfssøn havde seet, da han var dreven ud i Vesthavet. Erik fandt ogsaa dette Land og seilede langs dets Kyster. Han grundede der et nyt Hjem, ved Eriksfjorden paa Bratteli, og da han senere kom paa Besøg til Island, gav han, for at vække Forhaabninger, det nyfundne Land Navn af Grønland. Paa Latin blev dette Viridis terra, og Landets Beboere kaldtes Viridenses.

Saaledes var Grønland opdaget (Aar 985) og blev efterhaanden koloniseret.

Det næste Skridt var opdagelsen af det amerikanske Kontinent, som ikke længe lod vente paa sig. Eriks Søn af hans Ægteskab med Tjodhild, en Datter af Jørund, var Leif, kaldet den lykkelige. Under et Ophold i Norge blev han omvendt til Christendommen, og da han derefter i Aaret 1000 skulde drage tilbage til Grønland, blev han af Storm forslaaet mod Syd, og der fandt han Vínland hit góða. Om Høsten naaede han dog til Grønland.

Naar Leif gav sit nyfundne Land Tilnavnet af hit góða, da var dette neppe andet end, hvad der ogsaa ellers forekommer, at et Land, nærmest en Ø, har faaet en saadan Betegnelse for at afvende alle onde Varsler. Efter Peder Claussøn Friis’s Fortælling vilde de norske Søfolk ikke nævne Jomfruland ved dets rette Navn, før de havde passeret denne Ø, men kaldte det Landet gode, „hvilken Superstits de og observerer med flere Orter“. I Nordland forekommer den Dag idag Navnet Landegode paa den bekjendte Ø udenfor Bodø.

Leif havde underveis reddet et helt Mandskab fra et forlist Skib. Om det var fra Norge eller Island, og hvor det agtede sig hen, siges overhovedet ikke. Men dette, at Vinlands første, tilfældige Opdager saaledes paa sin farefulde Færd, i Storm og Uveir, støder paa et Vrag, med Besætningen endnu ombord, tyder paa, at det i de Dage ikke har været en enestaaende Færd, paa hvilken han havde givet sig ud. At Leifs og det forliste Fartøi skulde have været de eneste Skibe, som færdedes i denne Del af Atlanterhavet, synes heller ikke at kunne fastslaaes som en sikker Kjendsgjerning. Vi kjender jo ialfald endnu et forlist Skib fra disse samme Kanter, det hvis Kjøl blev fundet i 1003 under den amerikanske Kyst og gav Anledning til, at det første norske Stedsnavn, Kjalarnes, fæstedes paa denne[2].

Det viste sig snart, at Opdagertrangen ogsaa havde fulgt de norske Kolonister til Grønland, og at den blev vakt gjennem Leifs mere tilfældige Fund. Allerede i 1001 gik en Expedition ud fra Grønland for at opsøge det Land, som Leif havde fundet. Leifs Broder Torstein var Fører paa Færden, og mellem Deltagerne fandtes ogsaa begges Fader, Erik. Men Vinland blev ikke gjenfundet paa denne Reise, og om Høsten vendte Expeditionen tilbage til Grønland med uforrettet Sag.

Heldigere var da en følgende Expedition i 1003. Denne lededes af Islændingen Torfinn Karlsevne og udførtes med 3 Skibe og 140 Personer. Det blev paa denne Reise forsøgt at grundlægge en Koloni paa det nyfundne Vinland, hvor Expeditionens Medlemmer forblev indtil 1006. I denne Tid havde de at bestaa Kampe med de Indfødte og drog tilsidst efter tre Aars Forløb tilbage til Grønland. Man havde paa denne Reise fundet tre Lande, Helleland, Markland og Vinland, hvilke Storm identificerer med Labrador, New Foundland og Nova Scotia. Han har antagelig deri fuldstændig Ret. Ialfald er der hidtil ikke givet nogen bedre Forklaring.

3. Vinland og Kirken. – Fra Aar 1006 er den islandske Tradition taus om videre Kolonisationsforsøg paa Vinland. Men de samme Navne og Lande forekommer dog ogsaa senere hen nogle Gange nævnt i Kilderne. Aar 1121 gjorde Biskop Erik Gnupssøn fra Grønland en Reise til Vinland, fra hvilken han sandsynligvis aldrig er vendt tilbage. Som det staar for mig, kan det være, at der maa lægges en ikke ringe Vægt paa Omtalen af denne Reise.

Hvad der sikkert vides om denne Biskop Erik, er ikke meget, – kun dette, at han var en Islænding, at han var den første Biskop paa Grønland, hvorhen han kom 1112, og at han 1121 drog ud for at søge Vinland. Vi kan dertil føie to nogenlunde sikre Slutninger, at han er bleven viet til Biskop i Lund, hvis Domkirke fra 1104 var Metropolitankirke for Sverige og for Norge ligesaavel som for Danmark, og at han ikke kom tilbage fra sin Reise, da Grønlænderne senest i 1123 satte sig i Bevægelse for at faa en ny Biskop, og da en saadan indviedes i 1124.

Storm har i denne Sammenhæng gjort opmærksom paa noget, som vel fortjener at paaagtes og overveies. Han siger (S. 26): „kort efter dette Erkesædes Oprettelse sees en stærk Bevægelse at være opstaaet for at indrette nye Bispesæder „paa Havets Øer“; saaledes i 1106 i det nordlige Island og omtrent samtidig paa Færøerne, saa at hertil naturligen ogsaa knytter sig Bispestolen paa Grønland“. Videre har Storm ikke udført denne Tanke. Men det ligger dog nær at vove et Forsøg paa at tage den i sin videre Sammenhæng, og da først at se den i Forbindelse med de kirkelige Tendenser, der kommer tilsyne gjennem Adam af Bremens Beretning.

Jeg spørger: Naar den nyoprettede danske Erkestols første Indehaver aabner sin Virksomhed med disse Foranstaltninger til at underlægge sig Havets Øer, – har da ikke dette været med den Bevidsthed, at han her var Arvtageren efter de nordiske Kongerigers tidligere Metropolitan, den bremen-hamburgske Erkebiskop?

Den Interesse, hvormed Bremerkanniken Adam omtaler de til Norge hørende „ei uberømte Øer“, og den Bestemthed, hvormed ban fastholder Paastanden og Kravet paa, at disse henhører under hans Erkebiskops Overhøihed, er i denne Henseende at mærke, og det er i den nærmeste Forbindelse med disse, ban omtaler Vinland, der for ham ogsaa staar som en Ø. Det maa ogsaa herved haves for Øie, at det er den danske Konge, hvis mundtlige Meddelelse er Kilden for, hvad Adam her har at anføre. Raade denne sidste og Erkebiskopen af Bremen har havt sin Opmærksomhed henvendt paa alle disse Øer, med Vinland.

Men kan saa ikke dette forklare den Raskhed, med hvilken den nye Erkebiskop af Lund, der havde overtaget alle Bremens Krav i denne Henseende, netop kastede sig ind i Arbeidet for at hævde sin Høihed over de samme Havets Øer? Der er en tydelig Overensstemmelse mellem Adam af Bremens Skildring og den nye Erkebiskops Arbeide med at hævde sit aandelige Supremati over Øerne. Til den ene Side præciseres den oprindelige Metropolitans Krav. Adams geografiske Interesser naar akkurat saa langt som disse; han tør da heller ikke lade noget Land være uomtalt af de Strækninger, over hvilke hans Erkebiskop vilde hævde den geistlige Høihed. Til den anden Side ser vi, at den nye Erkebiskop i Lund, de tre nordiske Kongerigers geistlige Herre, begynder sin Virksomhed med at udstrække sin Haand over de Øer, som var befolkede fra Norge, og at han dermed glider ind i sin Forgjængers Prætensioner og Planer. Under disse indgaar Grønland, og der hører ligeledes Vinland med.

Adams geografiske Begreber om de Lokaliteter, han nævner, var forvirrede og uredige. Men hans Tanke med at tage dem med i sin Beskrivelse, er klar nok. Idet han gjengiver, hvad Danekongen havde at meddele om Vinland, har han ganske sikkert dermed forbundet et Haab om, at dette fjerne Land ogsaa kunde trækkes med ind under hans Erkebiskops Missionsvirksombed.

Saa maa det ogsaa falde helt naturlig, at Erkebiskopen af Lund indvier en Biskop over Grønland, og det bliver da ingen Tilfældighed, at denne samme Biskop foretager en Færd til Vinland, om hvis Øiemed der ikke vel kan være Tvivl: – det maa have været en Missions- reise. Men Erik Gnupssøn havde ikke Leifs Lykke Han vendte aldrig tilbage. Hvis han har naaet frem, da er dette at beklage Selv den mest kortfattede Annalnotits derom vilde da havt sin store Interesse.

Forinden jeg gaar videre, vil det endnu være nødvendigt at nævne de Tvivl, som er reist angaaende hans Stilling som Grønlands første Biskop.

Professor Finnur Jónsson har i Registret (S. 516) til Udgaven af Hauksbók (Kjøbenhavn, 1892–1896), hvor Erik (S. 501) nævnes som Grønlands første Biskop, betegnet ham som „foregiven Biskop til Gardar i Grønland“. I Fortalen til samme Udgave betegner han Erik som „den første (og tvivlsomme)“ i Rækken af de gamle Biskoper over Grønland. Gustav Storm har ikke havt saadanne Tvivl, og jeg kan heller ikke slutte mig til disse men opfatter Erik Gnupssøn – alias Erik Upsi – som en historisk Personlighed. Der er Samstemmighed mellem de islandske Annaler[3], Landnámabók[4] og de gamle Biskopslister[5], deriblandt ogsaa en, som er optagen i Hauksbók. Dertil stemmer jo det, som ovenfor er udviklet angaaende hans Reises Sammenhæng med den nye Erkebiskops antagelige Planer, vel overens med den Omtale, der netop ved denne Tid vies ham af de islandske Annalister, og gjør det end mere sandsynligt, at det hele er foregaaet, som de har beskrevet hans Ankomst til Island og hans Afreise derfra til Grønland. Han passer nøiagtig ind i hele den kirkepolitiske Situation, som forelaa ved den Tid, da han blev udnævnt og optog Planen om den Missionsfærd, fra hvilken han aldrig kan være vendt tilbage[6].

4. Muligheden af andre Vinlandsfærder. – Efter 1121 er de islandske Kilder længe tause om de Lande, der var fundne paa Amerikas Østkyst. Men i 1347 nævnes det atter, at der kom et lidet Skib til Straumfjorden paa Island, som havde været i Markland og siden var blevet forslaaet af Uveir og havde lidt Havari, bl. a. ved at miste Ankeret[7]. Dette er imidlertid den sidste Gang, en saadan Notits forekommer i Annalerne.

Naar de overmaade knappe Kilder saaledes to Gange nævner de amerikanske Lande, og naar disse, som det fremgaar af Beretningen hos Adam af Bremen, i anden Halvdel af det lite Aarhundrede, har været kjendt i .Danmark, ikke alene i Norge med dets Bilande, – da synes det rimeligt, at der ogsaa til andre Tider gjennem Middelalderen har været Forbindelser mellem Norge, Island, Grønland og saavel Markland som Vinland. Det modsatte, at der ikke oftere skulde været gjort Forsøg paa at leita Vínlands, vilde vel nærmest været utænkeligt. Opdagertrangen, den æventyrlige Udvandringslyst, sad fremdeles for dybt igjen hos Nordmændene saavelsom hos de fra dem udgaaede Beboere af Havets Øer, til at ingen skulde have vovet sig ud for at søge Markland og Vinland.

Med Bestemthed ved vi, at de grønlandske Kolonister foretog meget lange Reiser langs Grønlands Vestkyst. Det er en Tilfældighed, at en kort almindelig Notits derom er bevaret[8]. Men fordi der savnes en saadan om Færder langs Amerikas Østkyst, er det ikke givet, at der ikke tillige har været flere dristige Sømænd, som har faret ogsaa ad den Vei. Langt mod Nord, paa Grønland, under 72° 55ʹ n. Br. er der fundet en Runesten, som er reist af middelalderske Fangstmænd[9]. Men saa kan det heller ikke forbause, om der en vakker Dag ogsaa paa Amerikas Fastland mod Syd, eller paa en af de ved dette liggende Øer, blev gjort et lignende Fund, der vidnede om tilsvarende Expeditioner i disse Strøg, udgaaede fra Grønland, Island eller Norge. En saadan Mulighed er ialfald ikke helt udelukket.

5. Runestenen fra Hønen. – Saafremt det altsaa kan forudsættes, at Vinlandsfærderne ikke er ophørte fra 1006, skjønt der ikke i Sagaer eller Annaler nævnes videre derom, da vil dog hovedsagelig det ellevte Aarhundrede være det Tidsrum, hvori det vil være mest rimeligt, at saadanne Reiser er udførte. Som allerede nævnt, var det ved Aar 1070, at Adam af Bremen i Danmark fik Meddelelser om Grønland og Vinland, og der er Mulighed for, at vi ogsaa har andre Beretninger fra samme Aarhundrede. Disse Beretninger vilde derhos, hvis de kan fastslaaes som sikre, have den yderligere Interesse, at de fortalte om ellers ukjendte Tog over Havet mod Vinland, – og det ovenikjøbet om Tog, der var udgaaede fra selve Moderlandet Norge, ja, fra dettes østlige Landskaber.

Vi har nemlig – dog kun i Afskrift fra det 19de Aarhundrede – en Indskrift paa en Runesten fra Hønen, der endnu var at se i Aarene 1820. Denne Runeindskrift er tydet af Professor Sophus Bugge i hans Skrift Hønen-Runerne fra Ringerike (Christiania, 1902). Hvis hans Læsning er rigtig, – og der synes ikke at foreligge nogen Grund til at bestride endog Sandsynligheden deraf – da er her bevaret en overmaade interessant historisk Efterretning. Vi har i disse Runer en norsk Beretning om en umiddelbart fra Norge selv udgaaet Reise til eller mod Vinland. Saa meget stærkere maa imidlertid Beklagelsen formes over den Vandalisme, der har kunnet tillade, at netop denne Sten skulde blive ødelagt eller bragt af Veien paa en saadan Maade, at den vanskelig kan ventes at komme frem igjen. Den Kopi, hvorefter nu Stenens Indskrift alene kjendes, blev tagen i 1823 af L. Klüwer. Bugge læser Runerne saaledes:

Út ok vítt ok þurfa
þerru ok áts
Vínlandi á ísa
i úbygð at kómu;
auð má illt vega,
[at] døyi ár,

af hvilke Linier han giver følgende Oversættelse: „De kom ud [i Havet] og over store Strækninger og trængende til Klæde at tørre sig paa og til Mad, bort imod Vinland op paa Ise i Ubygden. ondt kan tage Lykken bort, saa man dør tidlig.“

Bugge antager, at Indskriften stammer fra Tiden mellem 1010 og 1050.

Hønen ligger paa Ringerike, i Norderhov Hovedsogn, tæt ved Kirken og tæt op til den gamle middelalderske Storgaard Þornberg, nu Tanberg. Hvis Indskriften er rigtig læst og rigtig tydet, maa stenen være reist til Minde om en ung Mand, der havde deltaget i en Færd over Atlanterhavet, og paa denne med Skibet var bleven forslaaet hen i ukjendte Egne mellem Grønland og Vinland, hvorfra han ikke var vendt tilbage. Denne ukjendte unge Mand maa i Hjemmet have tilhørt en høibyrdig Slægt. Ellers var der visselig ikke bleven reist nogen Sten til hans Minde. Af saadanne Ætter havde Ringe- rike flere. Efter den Plads, hvor Stenen senest fandtes, ligger det af disse nærmest at tænke paa den Æt, der boede paa Þornberg, og som i Historien kjendes under Navn af Þornbergmændene. Har den før 1050 i sin Midte talt en Vinlandsfarer, da kan deri sees et andet Udslag af den samme æventyrlige Aand, som kom tilsyne hos Ættens sidste mandlige Medlem, Jarlen Hr. Alf Erlingssøn, der døde 1290.

Som vi nu staar, uden den Sten, der bar denne mærkelige Indskrift, henvises vi alene til Gjætninger. Om disse end muligens kan antages at ligge Virkeligheden nær, saa bygger de dog altfor meget paa Fantasier til at kunne indregistreres som historiske Kjendsgjerninger. Vi faar haabe, at endnu ikke ane Muligheder er afstængte for at gjenfinde en Sten, hvortil der knytter sig en saadan Interesse.

Men saafremt der i det ellevte Aarhundredes første Halvdel fra Norge virkelig er udgaaet en Expedition mod Vinland, i hvilken ialfald én fornem ung Mand fra Ringerike har taget Del, og af hvis Deltagere ialfald nogle er komne tilbage og har kunnet berette om den Møie, de havde havt at udstaa, – da er det ikke vel muligt at overse, at der tillige foreligger en anden Beretning om et Søtogt til fjerne Have, rigt paa Besvær og Fare, – et Togt, der blev udsendt, ja ledet af en berømt historisk Personlighed, der selv var Ringeriking. I ethvert Fald maa det erkjendes, at der her foreligger et mærkeligt Sammentræf.

6. Harald Harderaades Oceanfærd. – Den navnkundige historiske Personlighed fra Ringerike, til hvem der ovenfor er sigtet, er selve Norges, i 1066 afdøde Konge, Harald Haarderaade, – en Skikkelse, hvis Vikinge- og Æventyrernatur vel skulde passe for en af de lange Færder over ukjendte Have, helt ud i det fjerneste Fjerne.

Det har længe været kjendt, at Kong Harald har gjort et dristigt Søtogt, som dog løb uheldig af. Men jeg tror at kunne gjøre det høist sandsynligt, at dette hans Togt maa eie en ganske særegen Mærkelighed, og at netop denne ellers lidet paaagtede og neppe fuldt vurderede Bedrift er egnet til endmere at fremhæve, hvilken stort anlagt Personlighed denne Konge var.

For mig staar det saa, at Harald Haarderaade med sit Tog ud paa det store ocean har villet søge mod Vinland, og hvis dette viser sig grundet, da kastes der et mærkeligt Lys over ham. Hans kongelige Skikkelse vokser til imponerende Maal. Harald, som har kjæmpet paa Sicilien, i Afrika og i Levanten, som har været i Jerusalem og i Konstantinopel, som har draget gjennem Rusland, – han har da ogsaa ført en norsk Flaade over Atlanterhavet, for første Gang i Verdenshistorien. I den hele Middelalder skal der vanskelig kunne paavises nogen Mand, som har faret videre om end han. Det vilde derhos være en Miskjendelse af Harald, om man i dette store Foretagende alene vilde se et Udslag af ubændig Higen efter Æventyr, af Trang til spændende Bedrifter, uden Maal eller Med. Han har havt sine Planer af en helt anden og dybere Art. Toget bliver dermed et Udslag af den Trang efter Udvidelse mod Vest, over Havet mod fjerne Øer og Lande, som er et af de mest betegnende Træk for det gamle norske Vældes Politik, – vi kan maaske ogsaa tillægge for dets Regenters kirkepolitiske Holdning.

Ogsaa her er det Adam af Bremen, som er vor Kilde. Han har i sit store Værk bevaret Efterretningen om, at Kong Harald foretog en æventyrlig og farefuld Færd langt ud paa Oceanet. Efter Textens hele Sammenhæng maa det vistnok ligeledes kunne ansees for sandsynligt, at det ogsaa i denne Forbindelse var den danske Konge, Sven Estridssøn, som var den vigtigste Hjemmelsmand for Mag. Adams Viden. Kong Sven var, blandt Harald Haarderaades Samtidige, netop en af dem, der kjendte ham bedst, og som ogsaa med størst Opmærksomhed vil have fulgt hans Færd. En Beretning, der kan forudsættes at stamme fra en saadan Kilde, maa regnes som korrekt; ialfald i sin Kjerne vil den levere sikre historiske Kjendsgjerninger.

I dette Tilfælde har Mag. Adam øiensynlig ogsaa havt Adgang til at kontrollere den danske Konges Fortælling gjennem Beretninger fra andre danske Mænd, hvilket laa saa meget mere nær, som Harald paa sit Tog var ledsaget af en høibyrdig dansk Mand, og dette saaledes har været velbekjendt i Danmark[10].

Det er paa to Steder, Mag. Adam i sit berømte Værk kortelig ofrer denne Begivenhed en Omtale.

Bog IV, Kap. 11 er af disse Steder det første i Rækken. I det forudgaaende, tiende Kapitel er der efter Eginhard givet en Oversigt over de nordlige Have, hvori medtages saavel Østersøen som Atlanterhavet, og som afsluttes med en Omtale af Orknøerne, Irland, Skotland og hinsides Norges Klipper, øerne Island og Grønland: „der ender det Hav, som kaldes det mørke.“

Saa fortsættes der i Kap. 11: „Men hvad han (ɔ: Eginhard) taler om den samme Bugt af ubekjendt- Længde, det viste sig nylig ved de meget tapre Mænds Udforskning, Ganund Ulf, de Danskes satrapa og Harald, Nordmændenes Konge, som, paa en meget anstrengende Færd og med megen Fare for sine Fæller, undersøgte dette Havs Størrelse og tilsidst kom tilbage, bøiede og overvundne af Vindenes og Sørøvernes dobbelte Angreb.“

Derefter træffes i Kap. 38 det andet Sted:

„Dette prøvede nylig Nordmændenes meget erfarne Fyrste, Harald, som, idet han undersøgte Udstrækningen af det nordlige Ocean med Skibe, endelig, idet han vendte sine Spor tilbage, med Nød og Neppe slap uskadt bort fra Afgrundens umaadelige Svælg.“

Det kan ikke være tvivlsomt, at begge disse Steder har Hentydning til en og samme Begivenhed, og tiltrods for de fantastiske Tillæg, hvormed Beretningen er udstyret, foreligger der ingen Grund til at drage dens Hovedindhold i Tvivl. Indenfor den udsmykkende Indklædning ligger der en paalidelig og sikker historisk Kjerne.

Som Mag. Adams Ord foreligger, giver de tillige Anvisning til at drage Slutninger om de Egne, hvorhen det farefulde Tog har gaaet.

Allerede i Kap. 11 peges der mod Island og Grønland. Men endnu tydeligere fremgaar det af Kap. 38, at Færden over det nordlige ocean har gaaet i vestlig Retning. Thi i dette Kapitel oplyses først udtrykkelig, at ogsaa Vinland laa som en ø i dette Ocean eller i det nordlige Ocean. Dermed bydes der et vigtigt Holdepunkt. Yderligere følger omtalen af Kong Haralds Tog umiddelbart ovenpaa de korte, men saa meget indholdsrigere Linier om Vinland og om Havet deromkring. Udtrykket, det nordlige Ocean er i sig selv uklart og ubestemt. Saa meget mere Grund er der til at lægge Vægt paa omtalen af Vinland i Forbindelse dermed. Det ellevte Aarhundredes geografiske Forestillinger var yderst uklare, og som Helhed taget er det System, som Adam af Bremen giver tilbedste i sin Forklaring over det indbyrdes Forhold mellem de nordlige Have, meget forvirret. Dette gjælder navnlig hans Begreber om, hvad der var Vest, Nord og øst Men desuagtet er det tydeligt, at han i Kap. 38 tænker sig Kong Haralds Maal mod Vest, i Retningen af Vinland, og Kap. 11 modsiger ikke dette.

Bag (post) Vinland – saa sagde den danske Konge til Kanniken fra Bremen: „findes der ikke mere beboeligt Land i dette ocean; thi alt, hvad der ligger yderligere, er opfyldt af utaalelig Is og uendeligt Mørke.“ Efter at have gjengivet denne Ytring, anfører Mag. Adam et Ud- sagn af Marcianus om det faste Hav hinsides Thule og fortsætter umiddelbart efter med den oplysning, at det var dette, Kong Harald havde faaet prøve – som ovenfor gjengivet. Altsaa var det mod Havet bag Thule (Island) og endnu mere bag Vinland, han styrede hen. Saaledes forstaaes, hvad det gjaldt, – ikke noget arktisk Hav eller Land, men det endnu halvt ukjendte Vinland.

Hvis denne Formodning holder Stik: at Harald med sit Togt i det nordlige Ocean har havt til Hensigt at opsøge Vinland, der for ham, ligesaa vel som for Mag. Adam og dennes Hjemmelsmand, Danekongen, har staaet som en af Havets Øer, da er det rimeligt, at han bar seilet ud fra de Norge underlagte skotske Øer. Fra dem har ban seilet mod Vest, men uden at trælle Land, og er saa af Storm og Taage bleven tvungen til at vende om. Forsaavidt der paa det ene Sted hos Adam af Bremen tales om Sørøvere, da kan dette nærmest henlægges til Hjemreisen, da kun Rester af Flaaden var tilbage.

Til Island kan Kong Harald overhovedet ikke have kommet hen. Derom vilde de islandske Sagaskrivere ikke have tiet, – og allermindst overfor en Konge, der satte saa megen Pris paa deres Landsmænd som netop Harald Haarderaade. I dette Punkt er Kongesagaernes Taushed overbevisende. Derimod kan der i en anden Henseende ikke udledes noget af den Taushed, som de iagttager overfor Kongens hele Oceanfærd. Denne er ikke nævnt i nogen Saga. Der findes i disse ikke engang den svageste Hentydning til, at noget saadant har været kjendt.

Men saa siger rigtignok Heimskringla, at det meste af Kongens berømmelige Gjerninger er uskrevet, og det vides fra andre, ikke-norske Kilder, at sagaskriverne bar ladet uomtalt Træk og Begivenheder, som maa regnes at være særlig oplysende om hans Politik og om hans Optræden for øvrigt. Navnlig gjælder dette hans operationer i Norges keltiske Bilande. Det skal desuden straks nedenfor blive paavist, at Traditionen om en farlig Oceanfærd, udført af Harald Haarderaade, antagelig i Norge bevaredes gjennem Aarhundreder.

Medens Sagaerne hovedsagelig dvæler ved de resultatløse Kampe med Danmark og ved de indre norske Rivninger, som stod i Forbindelse med disse, er de aldeles tause om hans Arbeide for at hævde sit Riges gamle Magtstilling i Vesten, helt indtil det sidste Tog, der endte med den ulykkelige Kamp ved Stanford Bridge i 1066. For øvrigt er Haralds Politik overfor de vestlige Bilande ligesom gleden ud af den Tradition, som sagaerne giver os. Navnlig har disse helt forbigaaet hans Udsendelse af sin egen Søn Magnus med en Flaade til de skotske Øer og lige til Wales. Harald har netop været meget beskjæftiget med Orknøerne, og saafremt han har udsendt sin Flaade for at Ende Vinland, da kunde disse Øer for ham byde det mest naturlige Udgangspunkt for en saadan Reise.

Den Slutning, som her er bragt ind, at Harald med sin Oceanfærd har havt Tanke paa at finde Vinland, og hvad der laa bag denne formodede Ø, er ny. De Forfattere, som tidligere har skrevet derom, har samtlige tænkt sig Færden mere vendt mod det virkelige, astronomiske Nord, og ud derfra har de saa sat den forskjellige Maal. De har imidlertid alle været enige om, at Beretningen ubetinget har indeholdt en historisk Kjerne. Hvad de har havt af Usikkerhed og Tvivl, har udelukkende gjældt enkelte Sider af en rent underordnet Art, og hvorpaa der for selve Hovedsagens Vedkommende ikke kan lægges nogen større Vægt. Nogen Enighed om et bestemt Maal har der dog tidligere ikke været, om end alle tænker sig dette henlagt mod det virkelige Nord, medens ingen har havt Øie for den Mulighed, som dog skulde ligge nærmest efter ordlyden af Adam af Bremens Text.

P. A. Munch[11] mente saaledes i sin Tid at kunne anse det som givet, at Harald Haarderaade havde foretaget en større Expedition over Havet. Men naar det af Adam af Bremens Beretning syntes at fremgaa, at denne Forfatter havde anseet „Lyst til at gjøre geografiske Opdagelser“ for at være Kongens hovedsagelige Bevæggrund til saaledes at sætte ud paa en lang og farefuld Færd, da kunde han ikke godkjende dette. I det Sted tænkte han sig Færden mere som et i politiske Øiemed foretaget Togt, nærmest rettet mod Bjarmeland eller mod Island. Ved Siden deraf forudsatte han det som en anden Mulighed, at Toget maaske kun havde havt som Maal, „at befæste hans Herredømme over Finmarken og Haalogaland“. Munch siger herom: „Man maa formode, at Mag. Adam har hørt og tildels misforstaaet en Beretning om en eller anden Fare, Harald kan have bestaaet i Saltstrømmen eller Moskøstrømmen, der i hine Dage synes at have været farligere end nu.“ Han regner dog „i alle Fald“ Beretningen om denne Færd som „et nyt Bevis paa Haralds Foretagelsesaand.“ Som P. A. Munchs Udtalelser foreligger, giver de et noksaa vidt Spillerum, Bjarmeland, Haalogaland og Island.

Sophus Bugge[12] formoder derimod, at den samme Færd hovedsagelig maa være foretaget til et mere afgrænset Felt, og forudsætter, at „Haralds Tog synes at have gaaet mod Nord op i Ishavet nordenfor Norge“. Bugge vil altsaa have det betragtet som en arktisk Expedition.

Endelig har vi Gustav Storm[13], der paa Grundlag af Kap. 38 hos Mag. Adam taler om „Harald Haarderaades Forsøg paa at trænge frem i Ishavet nordenfor Norge, til Verdens Ende“, men derimod ikke nævner Omtalen i Kap. 11. Han synes overhovedet ikke at have været opmærksom paa dette sidste Sted.

Afgjørende Grunde for at søge Oceanfærdens Maal i Retning af det astronomiske Nord er her ikke anført. Derimod lader der sig endnu tænke andre Hensyn, der kan have bestemt Kong Harald for en Færd mod Vest, – Hensyn, som ikke kunde have nogen Vægt, hvis Færden havde gaaet mod Nord.

Vi har seet, at Tendensen hos Adam af Bremen var klar. Han skrev for at styrke sin Erkebiskops Krav paa Suprematiet over hele Norden. Han siger selv, at han har skrevet til Ære for Bremens Erkestift, og han har villet udbrede Kundskaben om de Lande, der havde været og fremdeles vilde vedblive at være dets Missionsmark. Men netop i denne Henseende var Harald Haarderaade en bestemt, farlig Modstander. Derfor nævnes Harald saa godt som overalt, hvor hans Navn forekommer i Mag. Adams Værk, som Kirkens svorne Fiende og faar en dertil svarende Omtale.

For Erkebiskopen af Bremens literære og videnskabelige Talsmand staar den norske Konge som den, der altid støder sammen med dennes Interesser og modarbeider dem. Mag. Adam ser i Harald den energiske Repræsentant for en mod Bremen fiendtlig Kirkepolitik, der bl. a. kommer tilsyne i Norge (Bog III, Kap. 16), paa Orknøerne og paa Island.

I dette Punkt har visselig Mag. Adam Ret. Men da ligger det ogsaa nær at formode, at Kongen, naar han rettede sin Opmærksomhed mod de fjernere af Havets øer, dermed tillige har forbundet kirkepolitiske Planer, at han ogsaa der har villet møde Erkebiskopen af Bremen.

Mod disse Formodninger kan selvfølgelig indvendes, at det er vel vidtrækkende Konstruktioner paa en svag Grundvold. Men derimod kan igjen bemærkes, at Haralds vovelige Oceanfærd vakte en saadan Opsigt i hans eget Land, at Traditionen derom antagelig kan spores i Norge hele 250 Aar efter hans Død. Endnu i første Halvdel af det 14de Aarhundrede maa der være fortalt om denne Færd.

Vor Viden herom skyldes et Indskud i Adam af Bremens Værk, der i et enkelt Haandskrift er føiet til, umiddelbart efter Beretningen om Harald Haarderaades Færd i Kap. 38, og som har følgende Indhold[14]: „Dette sagde ogsaa en vis anseet Kartheuser til den, som skriver nærværende, og det er Sandhed. Dette Sted kaldes i deres Sprog Ghinmendegop. Men Ridderen, Kongens Høvedsmand kaldtes Olyden Helghesson, men Sømanden Gunnar Raswen.“ Den anseede Kartheuser maa efter Haandskriftets Alder have levet i det 14de Aarhundrede og kan have hørt hjemme i Danmarks eneste Kartheuserkloster, i Aarhus[15]. Han maa en Tid have opholdt sig i Bergen, hvor han har hørt Fortællingen om den samme Bedrift, der nævnes hos Adam af Bremen. Herom har han da atter fortalt efter sin Hjemkomst og har derved givet Anledning til det Indskud, som vi her har for os.

Den Gunnar Raswen, som nævnes i dette, er en vel kjendt Mand, Hirdmand hos Kongerne Haakon V Magnussøn og Magnus Erikssøn, som boede i eller ved Bergen og flere Gange omtales i Kilderne fra den Tid, og som to Gange havde været paa Island i offentligt Hverv. Hans virkelige Navn var Gunnar rásveinn, og han levede endnu 1329[16]. Men dette gjør det vel mere end sandsynligt, at vi ligeledes bag det andet, øiensynlig meget forvanskede Navn, har at se en virkelig historisk Personlighed. Jeg tror ogsaa at kunne paavise, hvem han har været.

I 1325 var Ridderen, Hr. Guthorm Helgessøn Sysselmand i Bergen[17]. Han var altsaa, som det heder i Kartheuserens Beretning: miles, capitaneus regis, og Faderens Navn var Helge. Vanskeligheden skulde da alene ligge i Fornavnet. Hvis denne lader sig bortrydde, og hvis det kan antages, – hvad jeg her maa tro gaar an uden Betænkelighed – at Navnet Guthorm gjennem de mest vilkaarlige Forandringer er blevet bortgjemt i Formen Olyden, da er Forholdet greit. Den danske Munk har da ved Aar 1325 i Bergen truffet sammen med den norske Ridder og den norske Hirdmand, der for ham har bekræftet Paalideligheden af, hvad Adam af Bremen berettede om Harald Haarderaade. Han har endvidere af dem hørt, at det Sted, hvortil denne naaede, og hvor han af Mørke, Taage og Uveir blev dreven tilbage, var den gamle Mytologis Ginungagap, der efter Middelalderens geografiske Begreber formentes at tilhøre Virkelighedens Verden.

Ialfald synes ikke Indskuddet at kunne fortolkes anderledes end, at de to Navne, som deri forekommer, maa have været Navnene paa den anseede Kartheusermunks Hjemmelsmænd, der i Norge havde fortalt ham om Kong Haralds Færd til det, man den Gang mente at kunne identificere med Ginungagap.

Helt anderledes har Gustav Storm tænkt sig Forholdet. Efterat han har gjort Rede for Gunnar rásveinns Stilling som en af Historien vel kjendt Personlighed, fortsætter han[18]:

„Grunden til, at en Person fra 14de Aarhundrede er optaget i en Beretning om Harald Haarderaade, kan vel være at søge i hans Tilnavn rásveinn, der vistnok ogsaa rigtig oversættes nauta (af rá, Skibsraa); han vilde altsaa passende kunne bruges i en Fortælling om Farer paa Søen. Deraf tør man maaske slutte, at vi i Scholien har et Brudstykke af en uhistorisk Digtning fra 14de Aarhundrede om et søtog paa Harald Haarderaades Tid.“ I Overensstemmelse dermed tænkte Storm sig Navnet Olyden Helghesson som et for den romantiske Fortællings Behov digtet Navn.

Noget saadant lader sig imidlertid ikke udlede af den foreliggende Text, og det forekommer ligetil utænkeligt at forudsætte en i Bergen velbekjendt Personlighed, hvis Minde ovenikjøbet bevaredes gjennem et af ham i den derværende Christkirke oprettet Alter, kun nogle Aartier efter sin Død optagen i en uhistorisk, romantisk Fortælling, der skulde foregaa i Harald Haarderaades Dage.

Hvad det anførte Indskud viser, er noget helt andet. Der kan ikke derfra udledes noget om en yngre, uhistorisk Digtning. Derimod maa der, endnu saalangt ned som 1320-Aarene, i Bergen have været en sikker Tradition om Harald Haarderaades store Oceanfærd. Sandsynligheden er da for, at de opgivne Hjemmelsmænd har havt sin Viden fra et gammelt, nu tabt historisk Skrift, der har ladet det store Tog stanse, i hvad det 14de Aarhundredes uklare Geografi kaldte Ginungagap.

Hermed har det visselig ikke været Tanken at fæste dette oprindelig mytologiske Navn til en bestemt Lokalitet. Den svenske Forfatter, E. Svensén[19] kan forsaavidt ikke helt have Ret, naar han i Almindelighed vil lokalisere Ginungagap til strædet mellem Nova Scotia og New Foundland. Men det er en anden Sag, naar der spørges efter det Sted, hvor Harald Haarderaade maa have stanset. Der byder netop New Foundlandsbanken sig frem, med sine af strømmen opstaaede Brændinger, og for denne ene Færds Vedkommende turde en saadan Slutning ikke være misvisende. Svenséns Formodning kan meget vel passe til, hvad vort Indskud har at berette om det Ginungagap, som blev Grænsen for Harald Haarderaades Færd paa Atlanterhavet.

Det er to Nordmænd, som her var den danske Munks Kilde. Men det er muligt, at den geografiske Viden, som har ladet dem anvende det mytiske Navn for en enkelt Lokalitet, ved Aar 1325 ikke er hentet fra Norge. Skulde saa være Tilfældet, – skulde det være at forudsætte, at Ginungagap ved denne Tid var blevet et ukjendt Navn i Norge, kan det imidlertid ikke have nogen Betydning for os her. Thi Gunnar rásveinn var velkjendt paa Island, hvor han senest havde været 1319–20, og han har da havt denne mytisk-geografiske Viden fra et af sine Besøg paa Island.

Saa opstaar det Spørgsmaal, hvorvidt der kan tænkes noget Tilknytningspunkt mellem den Oceanfærd, om hvilken Runerne paa Hønen-Stenen maa antages at have fortalt, og den, som nævnes i Adam af Bremens Værk med det dertil knyttede Indskud. Sophus Bugge har selv afvist Muligheden af, at der her kunde være nogen Forbindelse. Men det var under den Forudsætning, at Harald Haarderaade havde stevnet mod Nord. Saafremt det erkjendes, at min Opfatning er rigtig, og at Kongens Maal var at søge i Vest, bliver Forholdet et helt andet. Der er da intet til Hinder for at antage Muligheden af en Tilknytning mellem de to Begivenheder.

Thi da bliver det umuligt at overse det paafaldende Sammentræf, at i den første Halvdel af det 11te Aarhundrede to Mænd fra Ringerike har taget Del i en Vinlandsfærd, ovenikjøbet i en mislykket saadan. At der isaafald her foreligger en Sammenhæng, synes vanskelig at kunne benegtes, selv om det ikke dermed er afgjort, at de begge har været med netop paa den samme Færd.

Ifølge Sophus Bugge passer Runernes Karakter vel for Harald Haarderaades Regjeringstid, og forsaavidt ligger det jo nær at tænke paa den unge Ringeriking som Deltager i Haralds Tog. Men Harald Haarderaade var som Konge ingen Ven af sin egen Bygd. Han for netop haardt frem imod den, og der er ingen særlig Grund til at forudsætte, at han helst skulde have taget sine Ledsagere paa Vinlandsfærden fra Ringerike.

Indskriften fra Hønen kan ogsaa være ældre. Den kan stamme fra Jarlernes Styre eller fra Olaf den Helliges Dage. Men da har Harald ofte seet den i sin Barndom, medens han var hjemme hos sine Forældre, og hans æventyrlige Sind har da fæstet sig ved Tanken om Vinland. Lysten til ogsaa selv at komme derhen er da tidlig vaagnet hos ham.

Her er jeg atter inde paa Fantasiens Omraade. Det er dobbelt fristende at gjøre et Streiftog over paa dette, saalænge der endnu ikke er bragt fuld sikkerhed for, at Runerne fra Hønen virkelig har været, som de blev aftegnede af Klüwer. Men da var det ogsaa at ønske, at der kunde gjøres nye Forsøg paa at faa Stenen bragt for Dagen.

I Øieblikket vil det neppe være muligt at række længere end her skeet. Men hvis de nu fremlagte Slutninger kan staa sin Prøve, da er dermed aabnet et videre Syn paa Kong Haralds mærkelige Personlighed, og det vil da sandes, hvad der er sagt i Heimskringla, at det meste af hans berømmelige Gjerninger er uskrevet.

Fremdeles har en Løsning af dette Spørgsmaal en anden Interesse, forsaavidt det viser os Ufuldstændigheden af den islandske Tradition, som endog har kunnet tie angaaende vigtige og interessante Begivenheder i en norsk Konges daadrige Liv. Der er meget af Harald Haarderaades Historie, som altid vil blive ukjendt, – og dog lader det sig ane, bag det Slør, som for bestandig maa hvile over saa mangen en Daad og over saa mangen en dristig Plan af ham, at han har været en endnu interessantere og mærkeligere Skikkelse i vor Historie, end hvad der kan læses ud af de nu forhaandenværende Sagaer.

Endnu staar det tilbage at behandle et andet Punkt, – Vinlands og Marklands oprindelige Befolkning, og hvad den gamle islandske Tradition bar at berette om dennes Nationalitet. For dette Punkts Vedkommende byder der sig frem en noksaa fast historisk Bund.

7. Vinlands ethnografiske Forhold. – Da de første Kolonister kom til Grønland, fandt de Landet ubeboet. Herom foreligger der sikre, utvetydige Vidnesbyrd. Men der var tillige forhaanden ligesaa uigjendrivelige Vidnesbyrd om, at der ikke kunde have hengaaet lang Tid, siden Grønland havde havt Beboere. Kolonisterne forefandt nemlig paa hele det Strøg, over hvilket de spredte sig, Redskaber, som disse havde anvendt, og de gjorde derom sine Slutninger.

Saaledes heder det i Íslendingabók[20], som stammer fra Tiden omkring 1120:

„Þeir fundo þar manna vistir, bæði austr ok vestr á landi, ok keiplabrot ok steinsmíði, þat er af því má skilja, at þar hafði þesskonar þjóð farit, er Vínland hefir bygt, ok Grœnlendingar kalla Skrælinga.“

Her foreligger altsaa den sikre Efterretning, at der blev fundet opgivne Bopladser, og at der paa disse laa tilbage saavel Brudstykker af Skindbaade, som de Stenredskaber, der havde været benyttede af de Mennesker, som der havde levet. Forholdene i denne Del af Grønland har altsaa nøiagtig været, som de er den Dag idag i de nordligere Dele af Østergrønland, hvor norske Fangstskippere paa flere Punkter har stødt paa gamle, nu forladte Bopladser med tilsvarende Efterladenskaber fra en bortdragen eller uddød Befolkning.

Angaaende den Nationalitet, som Grønlands ældste Beboere tilhørte, kan der efter dette ikke være nogen Tvivl. Ligesom den Stamme, der nogle Aarhundreder længere nede i Tiden tog det samme Land i Besiddelse, har det været Eskimoer, hvem Kolonisterne altid har givet Navn af Skrælinger. Men i det 11te og 12te Aarhundrede kjendte Grønlands fra Norge stammende Befolkning alene saadanne i det yderste Norden, hvortil de paa den Tid havde trukket sig tilbage. I Historia Norvegiæ[21], der stammer fra Aarene 1180–1190, fortælles derom:

„Trans Vinidenses ad Aquilonem quidam homunculi a venatoribus reperiuntur, quos Scrælinga appellant“,

og videre heder det om denne samme lille Menneskerase i samme Skrift:

„– – ferri metallo penitus carent; dentibus cetinis pro missilibus, saxis acutis pro cultris utuntur.“

For Grønlands Vedkommende er altsaa Sagen klar, i Henhold til de her anførte Udsagn fra de ældste Kildeskrifter. Det indfødte Folk, med hvilket Fangstmændene stødte sammen i Norden, var en liden Rase, der ikke kjendte Metaller, men kun havde Redskaber af Ben og Sten.

Men disse Kildeskrifters Forfattere var heller ikke i Tvivl om, at de Eskimoer, som de vidste engang havde beboet hele Grønland, og som senere alene levede i de nordligste Dele af dette Land, atter var den samme Rase, som boede i Vinland. Den foran anførte Udtalelse fra Íslendingabók skulde synes at have en saadan Styrke, at den for altid maatte have afgjort Sagen.

Alligevel har Gustav Storm, i Strid med, hvad der saaledes foreligger, og i Strid med et andet Vidnesbyrd, som straks skal blive nævnt, ment at kunne hævde en helt anden Opfatning. Efter denne skulde de oprindelige Vinlændinger ikke have været Eskimoer, men Indianere. Han har for at kunne godtgjøre dette, holdt sig til nogle mindre væsentlige Ting, men aldeles seet bort fra den Beviskraft, som de gamle Kilders utvetydige Paastand nødvendig maatte have, og hvorved der ikke kan rokkes uden meget kraftige Grunde[22].

Her møder da først den Vanskelighed, som Storm havde at overvinde, i Beretningen om de indfødte Vinlændingers Møde med de norske Kolonister. Det heder i denne, at Vinlændingerne havde húðkeipar, og dette kan alene betyde: Skindbaade. Men dette er igjen en tydelig Tilkjendegivelse af, at de var Eskimoer, ikke Indianere. Forskjellen mellem disse tvende Raser er nemlig netop den, at den ene, Eskimoerne, overalt, hvor de har fremtraadt ved Havet, anvender Baade af Skind, medens den anden, Indianerne, ligesaa ufravigelig bygger sine Baade af Birkebark. Storm har ogsaa anerkjendt dette; – det er jo overhovedet en af de Kjendsgjerninger, som ikke lader sig afvise eller overse. Men han har troet at kunne komme bort derfra ved at henvise den gamle Sagaskrivers Omtale af húðkeipar til Misforstaaelsernes omfangsrige Verden og forklare „Skindbaade“ som et Udtryk, der helt urigtig skalde være indkommet i Stedet for Raade af Birkebark. Allerede det foran gjengivne Stykke af Texten i Íslendiegabók skude her være tilstrækkeligt til at advare mod enhver Tendens til at bortforklare nævnte Udtryk.

Men vi bar flere Beviser. De keiplabrot, som de første Kolonister paa Grønland fandt paa de forladte eskimoiske Bopladser, kan alene have været Rester af Skindbaade. Andet var overhovedet ikke tænkbart paa Grønland. Da det udtrykkelig oplyses, at de Baade, som benyttedes i Vinland, var af samme Sort, maa disse have været af Skind.

Af alt, hvad der er anført, kan det sluttes, at disse Vidnesbyrd er afgjørende for Spørgsmaalet om det Folks Nationalitet, som ved Aar 1000 beboede Vinland; de var og de kan alene have været Eskimoer. Baadbygningens og Baadtypernes Forskjellighed har til alle Tider været et af de vigtigste Skillemærker mellem de eskimoiske og de indianske Stammer i det østlige Amerika. Baadtypen skifter der ufravigelig med Rasen. Man ser dette den Dag idag hos de Stemmer af Eskimoer og Indianere, som lever ved Hudsonstrædet. Begge Raser lever og færdes her om hinanden, men bevarer dog overalt sin særegne Baadtype. Eskimoen anvender uforandret sin kajak og sin umiak, medens Kanoen af Birkebark ligesaa sikkert benyttes af Indianeren. Af begge Raser anvendes den samme Form for deres Fartøier, som ellers er almindelig. Naar dette i vore Dage er gjennemgaaende fast Regel, maa det end mere have været det samme for 900 Aar siden, og jeg tror da med fuld Ret at kunne udtale,

at denne Oplysning om Skindbaadene, i og for sig, er et tilstrækkeligt Bevis for den Slutning, at de indfødte Stammer, med hvem de gamle norske Kolonister paa Amerikas Østkyst stødte sammen, var Eskimoer og ikke kunde være andet.

Storm mente, at der endnu gaves et Bevis for hans Paastand, at disse stammer var Indianere, – nemlig Sproget. Der er nemlig bevaret fire Ord af det Sprog, som skal være talt af de paa Markland levende indfødte Stammer. Torfinn Karlsevne stødte ved sin Reise fra Vinland til Grønland i 1006 paa fem marklandske Skrælinger. Af disse lykkedes det for ham at fange to Børn, hvilke han tog med sig, og som senere lærte det norske Sprog. Om dem heder det nu: Þeir nefndu móður sína Vethilldi ok föður Uvægi. Peir sögðu, at konungar stjórnuðu Skrælingum, ok hét annarr þeirra Avalldamon, en annarr Valldidida.

Navnene er ikke ganske ens gjengivne i de gamle Haandskrifter, og det maa haves for Øie, at saa længe som de har været opbevarede alene gjennem mundtlig Tradition, ligger den Mulighed meget nær, at de kan være noksaa meget forvanskede.

Storm har imidlertid forudsat, at de ikke har været eskimoiske. Han søger i dem et af de stærkeste Beviser for Vinlændingernes indianske Herkomst. Men det er dette, som ikke slaar til.

I en Afhandling, der er trykt i Begyndelsen af 1904, har den franske Forsker, E. Beauvois[23], ment at kunne godtgjøre, at ialfald Navnet Uvæge var eskimoisk. Han henviste til det i vore Dage paa Grønland forekommende Ord: uvek, der betyder gift Mand. Intet kunde jo synes naturligere, end at den unge Skræling havde hørt sin Fader omtale med denne Betegnelse, og at han bagefter selv anvendte den om ham. I mit Foredrag i Stuttgart troede jeg uden Betænkelighed at kunne slutte mig til den af Beauvois fremsatte Formodning og gik ud fra, at dette Ord eller Navn maatte indeholde Bevis for de to Skrælingers eskimoiske Herkomst. Imidlertid gjorde under Kongressen Professor Dr. Franz Boas mig opmærksom paa, at dette alligevel ikke kunde være saa ligetil, efter den almindelige eskimoiske Talebrug, og at det Argument, som Beauvois mente at have fundet i Ligheden mellem Formerne uvæge og uvek, vanskelig lod sig opretholde.

Men til samme Tid havde den danske Videnskabsmand Dr. William Thalbitzer gjort de samme Spørgsmaal til Gjenstand for en nærmere Undersøgelse. Hans fortjenstfulde Arbeide over The Eskimo language, hvoraf vedkommende Ark allerede var trykt, forinden Kongressen blev af holdt, er efter denne udkommet om Høsten 1904. Han har, ligesom jeg, holdt sig til Beretningen om Skrælingernes húðkeipar, hvorom han siger: „Dette Punkt er altfor karakteristisk til at bero paa en Tilfældighed eller paa en Misforstaaelse.“ Dr. Thalbitzer har tillige anført forskjellige Vidnesbyrd om, at Sydgrænsen for den eskimoiske Bebyggelse paa Nordamerikas Østkyst før i Tiden har ligget betydelig længere mod Syd end i vore Dage. Han paaviser, at Eskimoerne har boet paa New Foundland, altsaa netop paa de gamle Kolonisters Markland, og han mener endog, ad sproglig Vei, gjennem Forklaring af lidt forvanskede Stedsnavne at kunne paavise sikre Spor af eskimoisk Befolkning i New Brunswick, altsaa nær ind paa Grænsen af selve Vinland og paa sydsiden af St. Lawrence.

Ogsaa med Hensyn til de fire ordformer hylder Dr. Thalbitzer den Opfatning, at Storm der har været for dristig med at henføre dem til et indiansk Sprog, – endog til et enkelt, bestemt, hvoraf der er bevaret nogle faa, ubetydelige Levninger, og at der ikke kan anføres nogen Grund for, at disse Ord ikke skulde være eskimoiske. Han mener, at der i de Ord, som repræsenterer de marklandske Skrælingers Sprog, er tilstede Elementer, som minder om moderne eskimoiske Ord. Saaledes er det, efter Dr. Thalbitzers Opfatning, hverken fra lingvistisk, geografisk eller historisk Side muligt at anføre nogen grundet Indvending imod den Slutning, at Skrælingerne i Vinland og Markland har været Eskimoer[24].

Hertil kan endnu føies, hvad Professor Boas anførte i den Diskussion, der fandt Sted efter mit Foredrag i Stuttgart[25], nemlig, at Gravfundene fra Nova Scotia og tilstødende Egne bestyrkede de Resultater, til hvilke jeg var kommen ad historisk Vei, og at disse Resultater- atter stemte med, hvad der nu almindelig antages af de amerikanske Ethnografer og Archæologer. Nova Scotias senere Indianerbefolkning var for øvrigt ingen ren Rase, men indeholdt en stærk Tilsætning af Eskimoer, hvilket ogsaa var et Vidnesbyrd, der talte til Fordel for min Slutning om en oprindelig eskimoisk Befolkning i Nova Scotia.

De Slutninger, som paa denne Maade gjøres, vil selvfølgelig have sin Betydning for Opfatningen af det nordlige Nordamerikas Befolkningsforhold i ældre og nyere Tid. I det hele taget er der flere interessante Spørgsmaal, som berøres af disse Undersøgelser. Da jeg 8de December 1904 i det geografiske Selskab holdt et Foredrag over dette samme Emne, gjorde Selskabets Formand, Professor Dr. Fridtjof Nansen opmærksom paa en vigtig Side derved – den nemlig, at den eskimoiske Befolkning, som har levet i Nova Scotia og New Brunswick umulig kan have havt sit Folks sædvanlige Levevis. Han mente, at deres Liv maatte have artet sig ligedan, som Tilfældet er hos en enkelt eskimoisk Stemme i Alaskas Indre.

Jeg er enig i denne Opfatning Livet maa arte sig overmaade forskjellig paa Nova Scotia og i de Egne, hvor nu den eskimoiske Rase er henvist til at leve. Imidlertid har Eskimoen paa alle de Steder, hvor dette Folk er truffet, væsentlig været et Folk, der har taget sin Næring af Søen. Naar vi ser, at Nova Scotias gamle Eskimoer ligesaa vel som Nutidens Grønlændere anvendte Skind for Bygning af sine Fartøier, da behøver dette kun at have Hensyn til deres Transportbaade, til Konebaadene. Hvad der berettes om dem, indeholder ikke engang en Antydning af, at de kunde have anvendt Kajaker.

Dette er jo ogsaa en rimelig Sag, – en Følge af de forandrede ydre Vilkaar, hvorunder Nova Scotias Eskimoer var henviste til at leve.

For mig staar det saa, at disse har været den mod Syd længst fremskudte Gren af sin Rase, som har levet her ved Aar 1000, men senere igjen er dreven tilbage mod Nord for de fremtrængende Indianere eller maaske snarere er blevne optagne mellem disse og dermed har mistet sine Rasemærker og har antaget Indianernes Levevis.

Dr. H. Rink[26] søger Eskimoens oprindelige Hjem i Alaska, hvor han formoder, at de ligesom sine indianske Naboer oprindelig anvendte Raade af Birkebark, men at de, da de naaede Havet, ombyttede disse med Baade af Sælskind. De har saa paa en Vandring, der maa have taget Tusinder af Aar, spredt sig langs og rundt det nordamerikanske Kontinents nordlige Kyster, indtil de tilsidst naaede frem til Labrador og Grønland. I Beretningerne om de fra Grønland udgaaede Besøg paa New Foundland og Nova Scotia haves saa Beviserne for, at Eskimoerne fra Labrador videre har naaet over til disse Lande, hvor de helt naturlig maa have lempet sin Levevis efter Forholdene og tilsidst have smeltet sammen med Indianerne. Dette stemmer saaledes meget vel med, hvad jeg ovenfor har anført om Befolkningen paa Nova Scotia, med Professor Boas som min Hjemmelsmand.

Beklageligvis savnes der Adgang til nøiagtig at følge den videre Udvikling. Men det er neppe rimeligt, at den eskimoiske Befolkning længe har kunnet hævde sig som ublandet Rase under Naturforhold, der saa at sige tvang den til at aflægge sin fra Nord medbragte Levevis. Det kan ikke have taget lang Tid, forinden Indlandets Indianerstammer havde besat deres gamle Plads, og det er endog en Mulighed, at vi har et enkelt Træk, der kan antyde, at de er komne frem til Kysten, forinden de fra Norge og dets gamle Bilande udgaaede – frivillige eller ufrivillige – Vinlandsfærder helt var ophørte.

En saadan Mulighed er altfor interessant til at kunne lades uomtalt i denne Sammenhæng, og jeg skal derfor nærmere behandle den i et sidste Afsnit. Selv om den aldrig vil blive andet end en Mulighed, har den dog sin Betydning for de her omhandlede Spørgsmaal. Den bliver et nyt Led i Rækken af de indirekte Beviser for, at der i Norge og dets Bilande, maaske ogsaa videre, gjennem Middelalderen har været Kjendskab til Vinland, og at dette er bevaret gjennem enkelte Færder, eller Forsøg paa saadanne, udover de faa, der er historisk fastslaaede for alle Tider som uomstødelige Kjendsgjerninger.

8. Norsk-islandsk Paavirkning paa Amerika? – I sin nylig offentliggjorte interessante Afhandling om „Nordboernes gamle Boldspil“ har Ebbe Hertzberg[27] paavist den mærkelige Overensstemmelse, som finder Sted mellem den i forskjellige Sagaer omtalte knattleikr, og et tilsvarende Spil, der har været anvendt af Indianerstammer i Canada og nu under Navn af Lacrosse ligeledes er blevet yndet af dette Lands britiske Befolkning. Han gjør nærmere Rede for den norsk-islandske Boldleg og for det canadiske Spil og paaviser, hvor stor Ligheden er. Fra det canadiske Spil kan der endog hentes nyttige Vink til at forstaa, hvorledes den gamle knattleikr var anordnet. Derefter siger han:

„Forholder det sig saa, at det hos de canadiske indianere nedarvede Boldspil kan benyttes til at udfylde finnerne i vort Kjendskab til det gamle islandske, og viser det sig endog, at begge Lege i alt væsentligt maa have været identiske, kan man neppe heller afvise den Tanke, at der maa have været en nærmere historisk Forbindelse mellem dem, eller, skarpere udtrykt, at der her maa foreligge en middelaldersk Import gjennem Islændere og norrøne Grønlændere til de nordostlige amerikanske Kyststammer og fra dem igjen længere indover.“

Hertzbergs Oplysninger er mærkelige. Overensstemmelsen mellem de to Sorter Spil kan naturligvis være en Tilfældighed. Men den anden Mulighed, – at det nu saakaldte LacrosseSpil i Canada er opstaaet under Paavirkning af norsk-grønlandsk-islandske Forbilleder, ligger dog her meget nær. Hertzberg vil derfor regne med den meget nærliggende Sandsynlighed, „at Besætninger paa andre norske, islandske eller grønlandske Fartøier endog gjentagende ved ugunstige Veirforhold kan være bleven fordrevne til de nævnte Egne og som skibbrudne være komne i Land, maaske ogsaa førte langt ind i Landet, uden at det har været dem muligt at vende tilbage igjen eller lade høre videre fra sig“.

Videre siger han: „I Løbet af de følgende Aarhundreder er der i sagaerne Gang paa Gang Tale om, at dette eller hint Fartøi, denne eller hin Mand blev borte paa Reisen til eller fra Norge og aldrig mere hørtes til. I et og andet Tilfælde opstod der paa Island selv, vel især naar der havde hersket stærke og langvarige nordlige og nordostlige Vinde, Formodning om, at Vedkommende kunde være havnet paa hine lidet kjendte Kyster langt i Sydvest.“

Længere frem heder det atter: „Hvad man imidlertid end vil tænke om den enkelte Reise og om de mange ulige Skjæbner, som under en saadan kan have rammet det enkelte Skibsmandskab, synes dog saa meget uden Overdrivelse at kunne siges, at sandsynligheden af, at en eller flere Nordboere nu og da i Løbet af det 10de til det 14de Aarhundrede kan have undgaaet Skibbruddets Farer og have fundet en mere eller mindre sikret optagelse i de nordostlige Indianerstammer, i og for sig ikke er forsvindende ringe.“

Som det vil sees, er dette Meninger, der saare vel passer sammen med, hvad jeg i de foregaaende Afsnit har udviklet angaaende sandsynligheden eller Muligheden af flere og talrigere Vinlandsfærder end de, om hvilke der i Kilderne meddeles sikre Oplysninger. Fra mit Standpunkt er der overhovedet ingen principiel Indvending at gjøre mod, hvad Hertzberg i denne Sammenhæng har fremlagt.

Han omtaler Spillet kun som canadisk. Men det er langt mere udbredt, maaske til Stillehavets Kyster.

Men om det end har et meget videre Omraade, end han har forudsat, saa skal det dog oprindelig være kommet fra det egentlige Canada. Efter de nyere amerikanske Ethnografers Mening skal det netop have sit Hjem mellem de østlige Algonquinstammer, og da muligens endog i selve St. Lawrenceflodens Dalføre. Fra Algonquinstammerne bragtes saa dette Spil sydover til Huron-Irokeserne og videre til andre med dem sproglig beslægtede Stammer, som Tscherokeserne. Atter andre Algonquinstammer førte samme Spil mod Vest, hvor det fandt Indgang hos mange Stammer. Dette er en Teori, som er fremsat af den nu afdøde, i sin Tid meget virksomme, amerikanske Forfatter, Dr. W. J. Hoffmann[28]. Han anfører dog ikke noget om de Grunde, hvorpaa han bygger den. Teorien støtter unegtelig Hertzbergs Formodning.

Indianerne er i Almindelighed en Rase, som elsker Spil og Leg, og som driver saadanne med ren Lidenskab, der aldrig synes at kunne finde sin Tilfredsstillelse. Spillene griber ind i deres Tilværelse, hvad bl. a. finder sit Udtryk i den Maade, hvorpaa de blandes op i deres religiøse Begreber og bliver en Indledning til deres Kultus, ja, paa sin Maade en væsentlig Del af denne.

Dr. Hoffmann lagde i Slutningen af 80-Aarene og i Begyndelsen af det følgende Tiaar adskilligt Arbeide paa Undersøgelser over flere af de nordlige Indianerstammers religiøse Forestillinger, og han har fornemmelig beskrevet de store Kultusforeninger, som de forekom hos Ojibwa’erne og hos Menomini-Indianerne. Hos de første kaldes disse Selskaber Midēwiwin, hos de sidste Mitäwit, hvilke Ord han oversætter med Grand medicine society. Selskaberne bestaar af Medicinmænd eller Shamaner, Mænd som Kvinder, tildels af unge Gutter og Piger.

Iblandt deres Ceremonier møder man nu ogsaa det samme Spil, Laerosse. Det synes, efter Dr. Hoffmanns Oplysninger at være mest udviklet og mest benyttet af Menomini-Stammen, der hører hjemme i Wisconsin, mindre derimod af Ojibwa’erne, der har sit Hjem i Minnesota, paa Grænsen af Dominion of Canada, ved den saakaldte Lake of the woods, hvor deres Hovedstyrke er samlet. I mindre Dele er de ogsaa i forskjellige reservations spredt omkring over andre Egne af Minnesota og Wisconsin. Endelig er ogsaa Spillet fra denne sidste Stemme bragt frem til Dakota’erne ved Øvre Missouri, hos hvem undertiden ogsaa Kvinderne kan være med som Deltagere. Men dette skal være et Vidnesbyrd om, at Spillet ikke er gammelt hos sidstnævnte Stamme, men at det er kommet til dem fra andre.

De af Dr. Hoffmann meddelte Beskrivelser er ikke tydelige, og jeg tør ikke paa Grundlag af dem udtale mig nærmere om Spillenes Identitet med dem, for hvilke Hertzberg har gjort nærmere Rede. Men jeg mener dog at kunne antage, at det ialfald i væsentlige Træk er det samme Spil, som vi har for os. I Værket over Menomini-Stammen leveres der et Par Afbildninger[29].

Sikre Resultater lader sig ikke tilveiebringe gjennem disse Oplysninger. Men det forekommer mig dog, som om de i en ikke ringe Grad maa vække forøget Interesse for de af Hertzberg opstillede Formodninger, og det af ham reiste Spørgsmaal er saa mærkeligt, at samme Emne vedblivende fortjener at være Gjenstand for en grundig videnskabelig Observation.

Et lignende Tilfælde med en ganske paafaldende Lighed er truffet paa Grønlands Østkyst. Den danske Expedition i 1883–85 forefandt her forskjelligt Legetøi, som frembød den mest iøinefaldende Overensstemmelse med lignende Gjenstande fra Europa. Denne Lighed er høist mærkelig. Men det er umuligt at komme til nogen sikker Slutning med Hensyn til dens Oprindelse. Hvor fristende det end er, at tænke sig europæiske Skibbrudne, som er komne ind til Grønlands Østkyst, uden at kunne slippe bort derfra, og som da har lært de Indfødte sine Kunster, – saa er det mere end voveligt at anse dette for sikkert.

Men jeg tror ikke, fra noget andet Sted at have seet et Legetøi, anvendt af et Naturfolk, der ikke er berørt af nogen anden europæisk Kultur, af en saa udviklet Karakter og saa overensstemmende med, hvad Europa kan byde.

Ogsaa de i Træ udskaarne Kystkarter, der hjembragtes af den samme danske Expedition, har fremkaldt lignende Formodninger. Man har der henvist til den franske Orlogsbrig, La Lilloise, som i 1837 forsvandt, antagelig i Farvandet mellem Island og Grønland, og formodet, at nogle Sømænd fra denne havde reddet sig i Land og derefter henlevet Resten af sit Liv mellem Eskimoerne, hvem de saa kunde have lært en rudimentær Karttegning. Saavidt jeg ved, har dog ikke denne Formodning fundet nogen større Tilslutning, og den kan maaske nu betragtes som helt opgivet. Antagelig vil den vel heller aldrig kunne blive noget mere end en Gjætning.

En anden Sag er det med Legetøiet.

Det falder mig vanskeligt helt at afvise den Mulighed, at saa kunstfærdige og saa udviklede Stykker som disse skyldes direkte europæisk Paavirkning, der her neppe er tænkelig i nogen anden Form, end at den hidrører fra Skibbrudne, der har fundet optagelse i Eskimoernes Samfund.

Det gaar med dette som med adskillige andre ethnografiske Spørgsmaal, at det bliver vanskeligt at optrække Grænsen mellem det, som er originalt, – spontant opstaaet hos forskjellige Folk eller Raser, og hvad der skyldes den direkte Paavirkning og Efterligning[30]. Man vil dog ikke kunne negte, at saadan hyppig maa kunne tænkes at foreligge, selv om der ikke nu lader sig præstere et Bevis for, at saa forholder sig. Her kan meget vel tænkes at være en Parallel tilstede mellem det eskimoiske Legetøi fra Østgrønland og det indianske Spil, Lacrosse, – at de begge kan skyldes europæisk Paavirkning. Er det saa, da maa det indrømmes, at der kan være vægtige Hensyn for Haanden, der maa tale til Fordel for Rigtigheden af den Formodning om Slægtskabet mellem den norsk-islandske knattleikr og Lacrosse, som er fremsat af Hertzberg.

Man har jo gjentagne Gange tidligere ment at kunne finde Spor af en direkte norsk-islandsk Paavirkning paa Amerika. Men det har vist sig at være de rene Chimærer. Hertzbergs Formodning er ialfald bedre begrundet og kan have mere sandsynlighed for sig. Hvad der i nærværende Afhandling er fremdraget, kan ogsaa nærmest kun tjene til at bestyrke den. Saaledes maa det kunne tænkes muligt, at den maaske i Tidens Løb endnu bedre vil kunne staa sin Prøve.

De tidligere fremsatte Formodninger om en amerikansk Ruins norske Oprindelse har vist sig urigtige. Det er kun en Bygning fra det 17de Aarhundrede, som ovenikjøbet ikke har noget ved sig, der skulde lede Tanken hen paa, at dens Bygmestere havde været af norsk Oprindelse. Der findes desuden ikke i Norge eller i dets gamle Bilande noget Bygværk, som har Lighed dermed.

Man har paa samme Maade ment at have fundet paa amerikansk Jordbund en Sten, hvor det endog skulde være muligt at læse Navnet paa en kjendt norsk Kolonist i Vinland. Men den saakaldte Dighton writing rock har ingen Sammenhæng med de fra Norge og de norske Kolonier udgaaede Vinlandsfærder. Stenen er, med sine Figurer, et indiansk Mindesmærke, der over hele Amerika, ja, rundt om i den hele Verden har talrige Sidestykker. Figurerne er, hvad man almindelig betegner med Udtrykket Petroglyfer, indridsede Tegninger, der skyldes et Naturfolk. Vore egne Helleristninger hører med til denne Klasse af Kunstfrembringelser. Interessante Sidestykker findes i Nordafrika som i Sydafrika, og det ikke alene fra fjerne Tider, men for en Del ogsaa fra noksaa nærliggende Perioder. Amerikas Petroglyfer skyldes Indianerne og er af forskjellig Alder. Landets oprindelige Beboere fortsatte med Udøvelsen af denne primitive Kunst, ogsaa længe efter at den europæiske Indvandring til deres Land var kommen i Gang. Der er i Nordamerikas østlige Unionsstater Petroglyfer, der med størst mulig Sikkerhed kan henføres til det 17de Aarhundrede. Paa en af disse sees saaledes et Gevær, som bliver et godt Udgangspunkt for en videre Tidsbestemmelse.

Da Opmærksomheden først var bleven vakt og henledet paa de formentlige gamle norske Fund, ansaaes disse for ligesaa mærkelige som betydningsfulde. Bagefter kom der en saa meget stærkere Skepticisme, der paa sin Side gik til en modsat Yderlighed, saaledes at endog Muligheden af vore gamle Landsmænds Besøg og midlertidige Bosættelse paa det amerikanske Kontinent blev helt benegtet. Heldigvis er senere denne videnskabelige Reaktion bleven overvunden, men har dog til en ris Grad efterladt en Tilbøielighed til at tvivle og til at reducere.

Med al Anerkjendelse af denne mere nøgterne Retnings Forsvarlighed og Berettigelse, tror jeg dog, der maa – som i denne lille Afhandling nærmere angivet – kunne aabnes Erkjendelse for det Factum, at der i den middelalderske Literatur foreligger adskillig flere Antydninger om transatlantiske Forbindelser fra hin Tid, end det tidligere er forudsat. Ialfald er Vinland ikke saa hurtig blevet forglemt, som det ellers skulde se ud, og der har længe været oppe Tendenser til at søge det igjen. Især synes der i denne Henseende at maatte lægges Vægt paa det foran omtalte Indskud i et enkelt Haandskrift af Adam af Bremens Værk.

Mellem Norge og Island vedligeholdtes der gjennem hele Middelalderen regelmæssige Forbindelser, og ligeledes længe mellem Norge og Grønland. Men dermed er det ogsaa givet, at der hyppig har været Anledning til at blive dreven ud af Kursen og paa ny opleve det samme Æventyr, som Leif Erikssøn havde Aar 1000, da Tilfældet bragte ham til Amerika og atter førte ham bort derfra. Han blev den lykkelige, som fandt hjem. Men hvor mange har der vel ikke været af ulykkelige, som enten fandt sin Død paa Bølgen eller dreves hen til Amerikas Kyster og der i gunstigste Fald nødsagedes til at henleve Resten af sit Liv mellem en indiansk Stamme?

Netop under dette Synspunkt ser jeg paa den af Hertzberg fremsatte Formodning. At afvise den som en blot og bar Fantasi vil ikke kunne gaa. Allerede deri, at en anseet amerikansk Ethnograf har ment, at det indianske Spil, hvormed vi har at gjøre, paa amerikansk Bund stammer fra Strøg, der ligger meget nær Markland og Vinland, forekommer mig at være af Betydning som et nyt Sandsynlighedsbevis for Muligheden af en Forbindelse som den, der er angivet i Hertzbergs Afhandling.

31. December 1904.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Trykt i Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1887, S. 293–372. En engelsk Oversættelse af den samme Afhandling er trykt i Mémoires de la Société Royale des antiquaires du Nord, 1884–89, S. 307–370.
  2. ↑ Storm har, S. 23, Note 1, tænkt sig den Mulighed, at den omhandlede Skibskjøl kunde have tilhørt et af de Skibe, som Erik den røde havde mistet paa sin Færd til Grønland Aar 985.
  3. ↑ Islandske Annaler indtil 1578, udg. ved Dr. Gustav Storm (Christiania 1888), S. 251; 19, 59, 112, 252, 320, 473.
  4. ↑ Íslendingasögur, I (Kjøbenhavn, 1843), S. 46.
  5. ↑ P. A. Munch, Samlede Afhandlinger, II (Christiania, 1874), S. 592, 594.
  6. ↑ I sin Afhandling om den grønlandske Kolonis Historie i Letterstedtske Forenings Tidsskrift, 1893, S. 542 flg. nævner Finnur Jónsson overhovedet ikke Erik i Rækken af de grønlandske Biskoper. Jeg mener, at den hele kirkelige Situation gjør det berettiget at sætte ham som første Biskop.
  7. ↑ Islandske Annaler, S. 213, 403.
  8. ↑ Hauksbók (Kjøbenhavn 1892–1896), S. 500.
  9. ↑ Her kan bl. a. henvises til Dr. William Thalbitzers Skrift, The Eskimo language, S. 23–25 (i Meddelelser om Grønland, XXXI).
  10. ↑ Muligheden af danske Vinlandsfærder bliver saaledes heller ikke udelukket. Men med det foreliggende Materiale kan derom for Tiden intet videre siges.
  11. ↑ Det norske Folks Historie, II, S. 269 flg.
  12. ↑ Hønen-Runerne fra Ringerike, S. 15.
  13. ↑ Arkiv för nordisk filologi, VI, S. 340.
  14. ↑ Jeg følger her G. Storms Læsemaade i Arkiv för nordisk filologi, VI, 341.
  15. ↑ Jeg slutter mig til Storms, paa anf. St. fremsatte Grunde.
  16. ↑ Björgynjar kálfskinn, pag. 33 og 103; Diplomatarium Norvegicum, II, No. 169 og 172; Islandske Annaler, udg. G. Storm, S. 345; P. A. Munch, Det norske Folks Historie, anden Hovedafdeling, I, S. 25 flg.
  17. ↑ Diplom. Norveg., I, No. 179.
  18. ↑ Arkiv för nordisk filologi, VI, 342.
  19. ↑ Svensk historisk Tidskrift, IX (1889), S. 137. Smlgn. Storm, anf. St., VI, S. 348.
  20. ↑ Íslendinga sögur. I, S. 9.
  21. ↑ Monumenta historica Norvegiæ, udg. af G. Storm, S. 76.
  22. ↑ Jos. Fischer, Die Entdeckungen der Normannen in Amerika (Freiburg 1902), S. 63, holder paa den Antagelse, at Vinlændingerne tilhørte en indiansk Jægerstamme.
  23. ↑ Journal des Américanistes de Paris, 1904, No. 2.
  24. ↑ Ogsaa Finnur Jónsson, der skrev efter Storm, maa ansees i sin Fremstilling af den islandsk-grønlandske Kolonis Historie (trykt i Letterstedtske Forenings Tidsskrift, 1893) at gaa ud fra, at de vinlandske Skrælinger var Eskimoer. Se navnlig S. 534 og 554.
  25. ↑ Frankfurter Zeitung, 21. August 1904, No. 232.
  26. ↑ The Eskimo tribes (Meddelelser om Grønland, Vol. XI, 1887), S. 4 flg.
  27. ↑ Historiske Skrifter, tilegnede Prof. Dr. Ludvig Daae paa hans 70de Fødselsdag, 7. Decbr. 1904, S. 186 flg., navnlig S. 216 flg.
  28. ↑ Jeg henviser herom til Hoffmanns store Monografi over The Menomini Indians (fornemmelig S. 130 og 244), der er trykt i Fourteenth annual report of the Bureau of Ethnology, 1892–1893 (Washington, 1896).
  29. ↑ Dr. Hoffmann havde Forbindelser med det ethnografiske Musæum i Christiania, til hvilket han sendte flere Gaver, bl. a. af Gravfund fra the cliff dwellers og en Samling af smukt udførte Tegninger fra Alaska. Han arbeidede længe ved Smithsonian institution i Washington, men traadte tilsidst over i det praktiske Liv og blev amerikansk Konsul i Mannheim. I denne Stilling afgik han ved Døden i Slutningen af det 19de Aarhundrede.
  30. ↑ Afbildninger af det paa Østgrønlands Kyst paatrufne Legetøi findes i Kommandør G. Holms Bog om Angmagsalikerne (Kjøbenhavn, 1887). I det ethnografiske Musæum findes en Del saadanne Stykker i Original, der er Gaver fra Danmark.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Nordmænd_og_Skrælinger_i_Vinland&oldid=211839»