Nordboerne i Irland
Det er først i Vikingetiden, vi lærer de nordiske Folks Udvikling paa den aandelige Kulturs Omraade at kjende ikke blot i enkelte spredte Drag, men saa fyldig, at vi kan danne os en Forestilling om det pulserende Liv i dets Helhed.
Udviklingen foregaar paa denne Tid ikke under Afstængning fra det øvrige Europa, men er for en væsentlig Del bestemt ved Nordboernes Forbindelser med kristne Kulturfolk udenfor Norden. Med flere af disse Kulturfolk kommer Nordboerne i Vikingetiden i mangesidigere umiddelbar Forbindelse, og fra dem strømmer da nye Fortællinger, Tanker og Forestillinger Nordboerne imøde. Vi kan iagttage, hvorledes Nordboerne da optager meget, som strømmer dem imøde, med villigt Øre og Sind, omskaber det med selvstændig Opfatning og med frugtbar Fantasi, saa at Nordboernes hele Aandsverden fra nu af bliver rigere og dybere.
De fremmede Forbindelser var i Vikingetiden for de forskjellige nordiske Stammer noget forskjellige. Svenskernes Tog gik mere mod Øst, dog fik Forbindelserne med Vesten ogsaa for dem stor Betydning. Daner og Nordmænd mødtes i England, Irland og i flere vestlige Lande. Men Forbindelserne med irsktalende Folk i Skotland og Irland blev navnlig for Nordmændenes, særlig de vestlige Nordmænds Historie og Kulturudvikling af gjennemgribende Betydning.
Jeg har i en Række af Arbeider søgt at gjøre det sandsynligt, at disse Forbindelser har havt stor Indflydelse ved den eiendommelige Udvikling af de nordiske, navnlig norsk-islandske, mytiske og heroiske Sagn og af Skaldenes Kunstpoesi. I nærværende Foredrag skal jeg rette Opmærksomheden mod en anden Side af den gamle norsk-islandske Litteraturs Udvikling.
Den islandske Saga eller prosaiske Fortælling har saagodtsom intet tilsvarende i de andre germanske Folks Litteratur. Derimod har flere Granskere været opmærksomme paa, at den islandske Saga har enkelte tydelige Berøringspunkter med de hos Irlænderne i gammel Tid nedskrevne prosaiske Fortællinger af sagnhistorisk og historisk Indhold.
For at belyse Spørgsmaalet om, hvorvidt der er nogen historisk Forbindelse mellem de islandske og de irske prosaiske Fortællinger, skal jeg her undersøge Forholdene hos de i Irland boende Nordboer paa den Tid, da Kristendommen og dens Kultur først blev almindelig udbredt hos disse. Jeg skal søge at gjøre det sandsynligt, at historiske Fortællinger paa nordisk Sprog blev nedskrevne hos dem paa denne Tid, længe før Sagaer blev nedskrevne paa Island. Og jeg skal søge at vise, at prosaiske Fortællinger, som vi kjender fra Island, allerede havde faaet sin faste Form hos Nordboerne i Irland.
De nordiske Vikinger omtales i England første Gang, 793, i Irland 795. Da brænder de en Kirke paa en Ø tæt ved Dublin. I Aarene 798—802, plyndrer de paa Øen Man og længer oppe mod Nord ved Skotlands Vestkyst, endog saa høit mod Nord som paa den hellige Ø Icolmcill, hvor Angrebet gjentages i 806. I Aaret 807 viser Vikingerne sig første Gang paa Irlands Fastland. Efter nogle Aars Hvile begynder Vikingernes Anfald paa Irland igjen i 820, og i 820—830 omsværmer Vikingeflaader Irland til mange Sider. I 835 viser de sig for første Gang ved Midtvinterstid i Irland. Fra 836 optræder Vikingerne mere i Forening. 840—845 er de rundt omkring i Landet, anlægger Skanser og Fæstningsværker.
Irlænderne var kun lidet skikkede til at byde Nordboerne nogen samlet Modstand. Landet var splittet i 4 Kongeriger Connaught, Ulster, Leinster og Munster foruden Distriktet Meath. De nævnte større Dele var igjen splittede i Stammer, Slægter og Familier. En irsk Overkonge havde saagodtsom ingen Magt. Irlænderne havde ingen Følelse for en irsk Enhed, men kun for den vel at Landet eller endog kun for den Stamme, hvortil de borte. Efter Nordboerne forenede Konger og Folk i en irsk Landsdel sig jævnlig med Nordboerne til Bekjæmpelse af Irlændere i andre Landsdele.
Nordboernes Magt blev ogsaa fremmet i høi Grad derved, at de i Skipsbygnigskunst og Sjødygtighed stod langt over Irlændere, ligesom ogsaa i Anlæg for Handel og Handelsreiser. Nordboerne satte sig navnlig fast i Dublin, Waterford og Limerick og anlagde her virkelige Handelsstæder. Allerede Turgeis, hvem Snorre Sturlassøn kalder Torgisl, som døde 845, søgte at grunde et hedensk nordisk Rige i det nordøstlige Irland. I 9de Aarhundred er der heftige Kampe mellem Danerne og Nordmændene i Irland. Men lidt efter Midten af 9de Aarhundred blev en norsk Kongestamme i Dublin anerkjendt som Hersker over alle Nordboer i Irland.
Allerede i 9de Aarhundred maa Nordboerne og Irerne have havt Indflydelse paa hinanden. Vikingerne havde hjemmefra kun faa Kvinder med sig, de røvede mange irske Kvinder og levede sammen med dem. Mange Irlændere opgav sin Tro, sluttede sig til Nordboerne og optog deres Tro og Sæder. Disse kaldtes «Gall-Gaedhel» Fremmed-Irer og blev anseede for grummere end de nordiske Hedninger selv. Efterhaanden dannede der sig navnlig paa Suderøerne et irsk-norsk Blandingsfolk, som kaldtes Fremmed-Irer.
Allerede i 835 og 851 omtales en irsk Høvding med et nordisk Navn. Straks etter Midten ak 9de Aarhundred hører vi om Ægteskaber mellem nordiske Konger i Irland og irske Kongedøtre. Paa denne Tid fortælles ogsaa om, at irske Konger holder Gjæstebud for nordiske Konger og gjør Krigstog sammen med dem. Nordiske Krigere gaar i irske Kongers Tjeneste.
I 10de Aarhundred blev Forbindelserne mangesidigere. Talrige Nordboer i Irland lod sig allerede i Begyndelsen af 10de Aarhundred døbe. Ægteskabelige Forbindelser mellem Personer af de to Folk blev sædvanligere. Nordboer antog ofte irske Navne og havde jævnlig irske Fostersønner. Forbindelserne fandt ikke blot sted mellem Kongeslægterne, men strakte sig til Høvdingerne og til de brede Lag.
Irlændernes Kamp for at afryste Nordboernes Aag blev først concentreret og med bevidst Plan ført gjennem en længere Tids energisk fortsatte Arbeide af Dalcassiernes store Konge Brian. Hans Stamme var bosat i den nordlige Del af Munster. Han havde sit Kongesæde i Kinncora ved Elven Shannon nord for Limerick. Han begynder lidt efter Midten af 10de Aarhundred Guerilla-Krig med Nordboerne fra Skovene og Hederne i det nordlige Munster. Han er under sin Ungdomskamp i den største Nød og har kun en Flok af 15 Mænd om sig. Men Fred vil han ikke, og hans Energi er ubøielig. Snart vokser han fra Seier til Seier. Irlændernes Mod steg navnlig, efterat Brian og hans Broder kavde erobret, plyndret og brændt Nordboernes Stad Limerick. Efter sin Broders Død blev Brian Enekonge i Munster og ikke mange Aar derefter anerkjendt som det sydlige Irlands Herre. Samtidig var Maelsechlainn den mægtigste Konge i det nordlige Irland og kjæmpede der med Nordboerne.
Efter den blodige Seier ved Glenmama 998 over Nordboerne erobrede og plyndrede Brian Dublin og var der en Maaned. Han lod Tors hellige Lund nedhugge. Senere gav han dog den norske Konge Sigtrygg Fæstningen igjen, da Sigtrygg var kommen til ham og havde underkastet sig. Ligeledes benaadede Brian Leinster Konge Maelmordha, som havde kjæmpet mod ham i Slaget ved Glenmama.
Brian udstrakte nu ogsaa sit Herredømme over det nordlige Irland, saa at endog Maelsaechlainn maatte gaa i Forbund med ham og anerkjende hans Overmagt.
Brian var ved Aar 1000 ubestridt Irlands mægtigste Konge. Han sendte endog udenfor Irland en Flaade, som hævede Skat i Wales og i Skotland.
I 15 Aar skal Brian have levet i Fred.
Freden i Irland brydes af Leinsterkongen Maelmordha 1012. Hans Søster Gormlaith, som var gift med Brian, æggede ham til ikke længer at anerkjende denne som Overherre. Maelmordhas Vrede blev vakt. Han samlede de med Brian misfornøiede Stammer, og de begyndte Fiendtligheder mod hans Forbundsfæller. Dette fører til nye Plyndretog og Kampe. Brian forbereder et Tog mod Dublin. Den nordiske Konge i Dublin ruster sig paa sin Side længe og søger Hjælp hos Nordboerne rundt om i Vesten. Det kom til et Slag Langfredag 1014 paa Clontarf-Sletten ved Dublin. Dette Slag fremstilles baade i irske og i nordiske Skrifter som det blodigste Slag, der er holdt i Irland, siden Nordboernes Komme til Øen.
Brian havde især Mænd fra Munster og Connaught. Hans Rival Maelsechlainn, Konge af Meath indtog med sine en afventende Holdning, og først da Slaget gik Nordboerne imod, greb han ind og fuldendte deres Nederlag. Med Nordboerne var Leinstermændende forenede. Kong Sigtrygg i Dublin havde faaet Hjælp fra alle nordiske Nybygder i Vesten. Brian faldt i Slaget tilligemed sin heltemodige Søn Murchad og sin Sønnesøn Tordelbach, men Brians Mænd og Forbundsfæller seirede. Den største Del af Nordboerne blev nedhugget eller druknede. Paa deres Side faldt Orknøjarlen Sigurd og Leinsterkongen Maelmordha.
Men Sigtrygg, som ikke havde deltaget i Kampen, beholdt dog Dublin.
Nordboerne i Irland blev efter Clontarf-Slaget mere løsrevne fra sine Frænder i Skotland og det øvrige Norden. De irske Nordmænds Rige Dublin blev fra nu af betragtet som et irsk Rige, ensartet med de øvrige Riger i Irland. Kristendommen blev fra nu af grundfæstet blandt Nordboerne i Irland og Bispedømmer oprettedes i deres Stæder.
De forskjellige irske Aarbøger beretter om Clontarf-Slaget. Men den irske Hovedkilde til Kundskab om dette Slag er Skriftet om Irernes Kamp mod de Fremmede, som sandsynlig er forfattet af en irsk Lærd, som har staaet Kong Brian nær, og ialfald tildels efter samtidige Kilder. Dette Skrift, som jeg betegner ved dets irske Navn Gogadh Gaedhel, er idethele meget paalideligt, uagtet det fortæller fra Brians Partistandpunkt og uagtet det bruger de mest bombastiske Udtryk, naar Talen er om Brian og om hans Frænder.
I dette Skrift forekommer der under Skildringen af Clontarf-Slaget Udtryk, som efter min Mening har stor Betydning for Spørgsmaalet om, hvorvidt der hos Nordboerne i Irland var fremkommet nogen Litteratur.
I Cogadh Gaedhel eller det irske Skrift om Irernes Krig med Nordboerne heder det nemlig om det Anfald, som Murchad Brians Søn i Clontarf-Slafet gjør paa Nordboerne: «Hans fiender efter ham, nemlig Nordboernes og Leinstermændenes Historikere, bevidner, at der faldt femti til høire og femti til venstre ved hans Angreb.» Dette Udtryk synes at maatte henpege paa Historikere, som i Irland fortalte eller skrev for Nordboerne og Leinstermændene. Men under saa udviklede Forhold som de irske ved Aar 1020, maa det ansees for overveiende sandsynligt, at der ved Leinstermændenes Historikere menes Mænd, som nedskrev historiske Efterretninger. Og da maa det samme gjælde Nordboernes Historikere, paa hvis Vidnesbyrd Forfatteren her beraaber sig sanmen med Leinstermændenes.
Fremdeles er det det naturligste, at de Historikere, som skrev for Nordboerne, selv var nordiske Mænd og at de skrev paa nordisk Sprog.
Der er intet usandsynligt i det, at Forfatteren af det irske Skrift om Irernes Krig med Nordboerne enten selv eller gjennem en anden Irlænder har en mundtlig Gjengivelse af en nordisk skreven Beretning om det Mandefald, som Brians Søn Murchad voldte i Clontarf-Slaget.
Ogsaa ellers viser Forfatteren af det irske Skrift Cogadh Gaedhel noget Kjendskab til nordisk Sprog. Han fortæller saaledes, at Slaget begynder med, at Nordboernes ypperste Kjæmpe, som venter paa den Irlænder Domnal, der har modtaget hans Udfordring, raaber «Hwar es Domnall!» (Hvor er Domnal), men disse nordiske Ord gjengives i det irske Skrift saaledes, som de er blevne udtalte, ikke som de har været skrevne. Domnal kalder i sit Svar Nordboen for Niding, og dette nordiske Ord er beholdt i det irske Skrift i Formen sníding.
Der har altsaa, tror jeg, i Irland kort Tid efter Clontarf-Slaget 1014 existeret en paa nordisk Sprog nedskreven Beretning om Clontarf-Slaget.
Vi har efter min Formodning i de anførte Ord af det irske Skrift Cogadh Gaedhel ligefrem et Vidnesbyrd om, at en nordisk Sagaskriver i Dublin lidt efter 1014 har i et paa nordisk Sprog nedskrevet Skrift fortalt om Murchads voldsomme Anfald paa Nordboerne i Kampen, hvorom ogsaa en samtidig Historieskriver fra Leinster, som skrev paa irsk Sprog, har fortalt paa ensartet Maade. De store Tal, 50 Mand som faldt til høire og 50 til venstre, røber, at denne nordiske Fremstilling ikke overalt meddelte en nøgtern Gjengivelse af den historiske Virkelighed, men at den digteriske Fantasi delvis havde i denne Fremstilling forstørret de virkelige Forhold.
Det vigtige Resultat, at der i Irland kort Tid efter 1014 existerede en paa nordisk Sprog nedskreven Fortælling om Clontarf-Slaget, tror jeg at kunne støtte fra mange Sider. For det første ved flere andre Steder i dette irske Skrift Cogadh Gaedhel, Skriftet om Irernes Krig med Nordboerne.
Spørger vi nemlig, om der er andre Afsnit eller Enkeltheder i dette irske Skrift, som er optagne fra den norske Saga, der ligeledes har handlet om Brians Liv og Clontarf-Slaget, saa fæster vor Opmærksomhed sig da naturlig ved et andet Punkt af Slagskildringen (Kap. 102). Her har der været givet en meget ordrig Skildring af det voldsomme Sammenstød, under hvilket Dalcassiernes Sværde kløvede Nordboernes Brynjer. Derpaa heder det:
«Nordiske Mænd og nordiske Kvinder, som fulgte Slaget fra Duklins Volde, bevidnede, at der, naar de saa ud, fløi Ildgnister fra de Kjæmpende i Luften til alle Sider.»
Det er naturligt, at Forfatteren her beraaber sig paa Nordboerne; thi det, som her fortælles, var noget, som kun disse, men ikke Brians Folk, saa.
Naar vi sammenstiller dette Sted med det før anførte Sted, hvor den irske Forfatter beraaber sig paa Nordboerne, nemlig i Ordene «Nordboernes og Leinstermændenes Historikere bevidner», saa er der al Grund til at tro, at den irske Forfatter ogsaa, hvor han beraaber sig paa Nordboernes Udsagn om det, som saaes fra Dublins Volde, kjender dette Udsagn fra samme nordiske Historiker. I den paa Norsk nedskrevne Sagafortælling om Clontarf-Slaget var altsaa, mener jeg, nævnt denne lagttagelse, som nordiske Mænd og Kvinder, der fra Dublins Volde fulgte Slaget, havde gjort. Men dette fører os videre.
I det Kapitel, som fortæller om Murchads heltemodige Kamp, heder det til Slutning, at det for Dublins Folk, som betragtede Kampen fra Voldene, saa ud, som naar Høstfolk slaar en Havremark. Og Amlaibs Søn (d. e. Kong Sigtrygg Silkeskjæg Olav Kvaarans Søn), som var ved Brystværnet paa sit Vagttaarn og saa paa Kampen, ytrede: «Vel høster Nordboerne Marken; mangt et Neg kaster de til Side.» «Ved Kvæld skal Udfaldet sandes,» sagde Amlaibs Hustru, som var Brians Datter.
Der kan ikke være nogen Tvivl om, at disse lagttagelser og Ord af dem, som var paa Dublins Volde, er øste af samme Kilde som den før nævnte lagttagelse fra Dublins Volde; altsaa er ogsaa her, tror jeg, en norsk Saga om Brian og Brian-Slaget det irske Skrifts Kilde.
Nu maa jeg fremhæved, at de sidstnævnte Iagttagelser fra Voldene gjøres ved Betragtningen at den Kamp, som samler sig om Murchad og hans Mænd. Men dette er den Kamp, ved hvilken den irske Forfatter ligefrem beraaber sig paa Nordboernes Historikere. Vi ser saaledes, at Argumenter hentede fra to forskjellige Sider her fører til samme Resultat.
Det sidst anførte Replikskifte mellem Sigtrygg og hans Hustru hører nødvendig sammen med Ord, som de siges at have skiftet med hinanden senere. Om Kvælden var Nordboernes Nederlag afgjort. De blev drevne mod Havet, druknede i store Flokke i Sjøen, og Ligene laa i Dynger i Hundredvis.
Tordelbach, Murchads Søn, som forfulgte Nordboerne, blev af Strømmen kastet mod en Plankevæg og druknede gjennemboret at en Stage, med en Nordbo under sig, en Nordbo i sin høire og en Nordbo i sin venstre Haand. Da var det Sigtryggs Hustru, som var Brians Datter, sagde: «Det tykkes mig, at Nordboerne nu nar faaet sin Arvelod.» «Hvad mener du, Kvinde?» sagde Olavs Søn. «Nordboerne kommer til Havet, deres naturlige Arv,» svarede hun. «Det er Heden, som driver Fæflokken i Vandet; men den vil snart blive malket.» Olavs Søn blev vred og han slog hende, saa han knuste en Tand i hendes Mund.
Altsaa ogsaa dette er øst af den norske Saga.
Men hvem kan ved de sidst anførte Scener miskjende det inderlige Slægtskab med den islandske Saga? Et Slægtskab, som kræver sin ydre historiske Forklaring. Saa mange Eiendommeligheder, som vi beundrer i den islandske Saga, finder vi ogsaa her fuldt udprægede: den anskuelige Situation; den objektive Opfatning af de optrædende Personer i deres Forhold til hinanden; den rammende Ironi i de knappe Replikker; det realistiske Billede.
I Begyndelsen af foregaaende Kapitel fortælles det, at kampen varede fra Solopgang til Kvæld. Det havde været fuld Flodtid, da Nordboerne om Morgenen drog ut til Kamp, og Tidevandet var igjen paa det høieste, da Kampen om Aftenen hørte op. Flodbølgen havde drevet alle de Fremmedes Skibe ud, og Nordboerne havde nu ikke andet Sted at flygte til end Havet
Det er ved astronomisk Beregning blevet oplyst, at Opgaven om Tidevandet stemmer overens med de virkelige Forhold i Dublin-Vigen ved Clontarf paa denne Dag, den 23de April 1014.
Dette godtgjør altsaa, at Kampskildringen her grunder sig paa Øienvidners Beretning. Men hvilke Øienvidner? Ved Ordene om, at det var høieste Flodtid paa den Tid af Døgnet, da Nordboerne gik ud for at kjæmpe om Morgenen, er det tydelig sagt, hvad ogsaa i sig selv er det ene naturlige, at det er de sjøvante Nordboer i Dublin, som har iagttaget Flodvandet. Derfor tror jeg, at det irske Skrift Cogadh Gaedhel ogsaa her har laant fra en i Dublin af en Nordmand forfattet Brians Saga.
Den norske Brians Saga er vistnok ligeledes Kilden for den Fortælling om Slagets Begyndelse, hvori vi finder norske ord bevarede i det irske Skrift. Den nordiske Helt Plat (hvis Navn synes at være et Tilnavn Flat) træder frem foran Fylikingen og raaber tre Gange «Hwar es Domnall?» Domnal svarede og sagde: «Her, Niding!»
Det irske Skrift skriver det norske Ord sniding. De kjæmpede og gjennemborede hinanden.
Et Vidnesbyrd om, at Sriftet Cogadh Gaedhel ved Fremstillingen af Clontarf-Slaget ved Siden af andre Kilder ogsaa har benyttet en Fremstilling paa nordisk Sprog, har vi fremdeles i de i dette Skrftt meddelte Rækker af Navnene paa de Nordboer som kom til Slaget og som faldt i dette. Thi vi kan her tildels Spore ikke blot nordiske Navne, men endog en allittererende Opregning paa nordisk Sprog af Navne, Tilnavne og Øgenavne. Sammen med sunr Svínins «Svinets Søn» har været nævnt sunr Sveinins «Svendens Søn». Ogsaa fra Brians og hans Broders Ungdomskampe med Nordboerne synes man at have havt allittererende nordiske Navnerækker, som er benyttede i det irske Skrift, saaledes: Øybjǫrn og Auðunn, Bóndinn og Bjǫrninn. Det er Navne paa nordiske Vikinger med hvem Brian og hans Broder har kjæmpet.
Jeg har søgt at paavise, at der hos Nordboerne i Dublin lidt efter 1014 blev nedskrevet en historisk Fortælling eller Saga paa nordisk Sprog. Hvis det er rigtigt, er det tillige en saa vigtig Kjendsgjærning, at det er min Pligt efter Ævne at støtte den fra alle Sider. Jeg skal derfor søge at vise, at der blandt Nordboerne i Dublin fandtes de ydre og indre Betingelser, som gjorde det muligt, at en Mand af deres Kreds paa denne Tid kunde nedskrive en Fortælling om Clontarf-Slaget.
Den vesteuropæiske skrevne Litteratur udgaar overalt i Middelalderen i sin første Oprindelse fra Geistligheden. Og saaledes maa det derfor ogsaa have været hos Nordboerne i Dublin.
Vi skal derfor kaste et Blik paa de irske Nordboers tidligste Forbindelser med Kristendommen og den kristne Geistlighed i England og Irland. I 943 blev Kong Olav Kvaaran døbt i England af Erkebiskop Wulfhelm i Canterbury; den engelske Konge Eadmund stod Fadder til ham. Til Irland skal Olav have medtaget engelske Munke, da nan i 953 blev Konge i Dublin. I 979 drog han som Pilegrim til den hellige Ø lona eller Icolmcill, hvor han døde som Kristen. Han havde en Datter med det kristelige Navn Maelmaire (d. e. Marias Tjener), gift med den irske Konge Maelsechlainn og død 1021. Den Forbindelse mod Canterbury, som var begyndt ved Olavs Daab, fortsattes af hans kristne Etterfølgere i 11te Aarhundred.
Grunden til Kristkirken i Dublin blev lagt 1038, og omtrent paa samme tid blev der af Nordboerne oprettet et Bispesæde, ikke i tilslutning til det irske Armagh, men til Canterbury. Dog er den første Biskop i Dublin Dunan eller Donatus efter hans Navn at dømme snarest en Irlænder og ialfald ikke en Nordmand.
I slutningen af 10de og i Begyndelsen af 11te Aarhundred var der ikke liden boglig Dannelse hos Englands Geistlighed, ogsaa i Canterbury. Dunstan restaurerede og grundede fra nyt af flere Klostre. Aethelwold († 984) sørgede for Geistlighedens Opdragelse til Lærdom. Hlllrics Forlattervirksomhed begynder i sidste tiaar af 10de Aarhundred. Fra omkring Aar 1000 bliver Canterbury Hovedsædet for Nedskrivning af Aarbøger paa Angelsaksisk.
Jeg søger dog Hovedforklaringen til at en Saga om Brian og Brian-Slaget paa nordisk Sprog blev nedskreven i Dublin kort efter 1014, i andre forhold end de engelske. Det maa mærkes, at Forfatteren af det irske Skrift Cogadh Gaedhel for det formentlige faktum, at der for Murchad faldt 50 Mand til høire og 50 til venstre i Clontarf-Slaget, beraaber sig ikke blot paa Nordboernes men ogsaa paa Leinstermændenes Historieskrivere. En nordisk fremstilling af Clontarf-Slaget og en af en Irlænder fra Leinster forfattet Fremstilling har altsaa om dette fortalt det samme. Dette hentyder paa en Forbindelse mellem den af en Nordmand i Dublin om Clontarf-Slaget paa nordisk Sprog nedskrevne Fortælling og en irsk af en Leinstermand forfattet Fortælling om samme Begivenhed. Da nu historisk Forfatterskab paa Irsk var ældgammelt i Irland, medens Nordmændene i Dublin ikke vel kan have begyndt med saadan Virksomhed før i Begyndelsen af 11te Aarhundred, saa maa vi slutte, at naar en Nordmand kort efter Clontarf-Slaget nedskrev om dette en Beretning, som ialfald paa ét Punkt stemte overens med en Leinstermands Beretning, saa har denne Nordbo skrevet ialfald tildels efter irske Forbilleder, og irske Forfattere maa ialfald tildels have været hans Læremestre.
Dette stemmer meget vel overens med de almindelige historiske Forhold. Ved den oversigt over disse, som jeg i det følgende skal give, har jeg havt stor Hjælp af en Afhandling om nordisk Sprog og Nationalitet i Irland af min Søn Dr. Alexander Bugge, trykt i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed.
Fra Midten af 10de Aarhundred optræder det norske Kongedømme i Dublin mer og mer som en irsk legitim Stat, i Forbund snart med et, snart med et andet af de irske Kongeriger. Ægteskabelige Forbindelser mellem den nordiske Kongefamilie i Dublin og irske Kongefamilier bliver fra denne Tid af sædvanlige. Gormlaith, en Kongedatter fra Lemster, er tre Gange gift: med den norske Konge Olav Kvaaran i Dublin, med den irske Overkonge Maelsechlainn og med Dalcassiernes Konge Brian. Hun fødte Olav Sønnen Sitric eller Sigtrygg Silkeskjæg, som blev gift med sin Stedfader Brians Datter, hvis Moder ikke var Gormlaith. Olav Kvaaran havde en Datter Maelmaire, som blev gift med Maelsechlainn. Zimmer har søgt at vise, at irske Digtere ved Aar 1000 for Betaling digtede irske Digte for Nordboerne i Dublin.
Paa denne Tid maa derfor Medlemmerne af den norske Kongekamilie i Dublin og deres Nærmeste Omgivelser have forstaaet irsk Sprog.
Særlig stod Dublinkongerne i et nært Forhold til Leinster. Sigtryggs Morbroder Maelmordha, Konge af Leinster, havde støttet ham fra tidlig og faldt paa Sigtryggs Side i Clontarf-Slaget.
Nordmændene i Irland havde i saa overveiende Grad Lyst til Kamp, Kjøbfærd og Sjøreiser, at vistnok meget faa at dem endnu i Begyndelsen af det 11te Aarhundred var Geistlige.
Men paa den anden Side er det sandsynligt, at Dublinkongernes Forbindelser med geistlige Stiftelser samt Paavrikninger fra kristne Irer og Engelskmænd havde givet Anledning til, at ialfald enkelte Nordboer fra Dublin og fra andre Stæder i Irland allerede dengang var blevne Geistlige, havde lært at Iæse og skrive latinske Bogstaver og at sysle med boglig Virksomhed.
Geistlige Stfltelser fandtes fra gammel Tid af i Dublins umiddelbare Nærhed. I et Digt, som er forfattet umiddelbart efter Clontarf-Slaget, omtaler den irske Digter Mac Liag Dublin som en Kristen Stad, thi kan siger: «O Mænd af Dublin, Klokkernes Stad, mellem Abbeder og Biskopper». Her maa menes Abbeder og Biskopper, som hørte til den irske Kirke. Zimmer henfører til Tiden ved Aar 1000 en irsk Meddelelse, som omtaler Stræder med Nordboer ved den geistlige Skole i Cell Belaigh i Leinster vest for Dublin.
Men jeg finder ikke denne Meddelelse fuldt paalidelig, da det Skrift, hvori den forekommer, sammenblander Personer fra vidt forskjellige Tidsaldre.
Alexander Bugge gjør opmærksom paa, at garda, d. e. Gaard, der i gammelirsk kun forekommer, hvor der er Tale om Nordboer, findes to Stedsnavne i Clonmacnois af hvilke det ene nævnes allerede 1024. Nordboerne har siden Turgesius’s Tid aldrig været Herre i længere Tid i Clonmacnois. Dette Sted laa midt i Irland. Det havde en navnkundig Munkeskole, hvor ogsaa Fremmede, f. Eks. Angelsakseren Alcuin søgte hen. Naar der her allerede i 1024 forekommer et Stedsnavn paa garda, som vidner om, at en Nordbo har boet der, synes man at maatte slutte, at Nordboer allerede i Begyndelsen af 11te Aarhundred har studeret ved Munkeskolen i Clonmacnois.
I de fire Mestres Aarbøger nævnes under 1011 (d. e. 1012) som død Conmhach Tomhrairs Ætling, der kaldes «Præst- og Hovedsanger i Clonmacnois.» Hans eget Navn er irsk, men hans Stammefaders Navn nordisk. Om den vilde Hedning Broder, som i Clontarf-Slaget 1014 dræbte Brian, siges det i Njaals Saga, at han havde været Kristen og viet til Messedegn.
Naar en Kristen Nordman fra Dublin i Begyndelsen af 11te Aarhundred blev Geistlig og stod i Forbindelse med Leinsters Geistlige, saa er det naturiigt, at han derigjennem kunde blive vakt til at optegne historiske Fortællinger.
Den irske Geistlighed havde fra gammel Tid af syslet med de nationale Heltesagn og sørget for Optegnelse af disse. Mange Aarhundreder før Nordboerne kom til Irland havde man hos Irlænderne gjort annalistiske Optegnelser.
I de første Aar at 11te Aarhundred, da Brian havde undertvunget sine Modstandere og da der midlertidig var blevet Fred i Landet, gjenopbyggede han Kirker og Klostre og indrettede nye Skoler. Han sendte Lærere over Havet for at kjøbe Bøger.
Af Aarbogsoptegnelser paa irsk Sprog fra de Tider, da Irerne stødte sammen med Nordboerne i Irland har flere Karakteren af livfulde, anskuelige historiske Skildringer, som med rette kan kaldes Sagafortællinger. Eksempler derpaa finder vi i de af O’Donovan udgivne tre Fragmenter og Skrifter om Irernes Krig med Nordboerne.
Efter denne Oversigt finder jeg det ikke paafaldende, at en Nordbo, og vistnok en nordisk Geistlig i Dublin har i nær Tilslutning til en leinstersk Historikeres Skrift om Brian og Brian-Slaget nedskrevet, kort efter 1014 paa nordisk Sprog en historisk Fortælling eller Saga om samme Æmne.
At der i Irland har existeret Fortællinger paa norsk Sprog om Clontarf-Slaget, tror jeg ogsaa at kunne spore i flere andre Skrifter, baade irske og nordiske.
I Leinsterbogen, som er skrevet paa irsk Sprog ved Bispesædet i Kildare i Sydvest for Dublin lidt før 1060, er optegnet en sagnhistorisk Fortælling om Slaget ved Ross na Ríg, der hører til en eldgammel irsk Sagnkreds. Heri er indskudt en Episode, som middelbart tildels grunder sig paa en sagnkistorisk Fortælling paa nordisk Sprog om de nordiske Hjælpetropper, som kom til Kongen i Irland før Clontarf-Slafet fra de nordskotske Øer. En Række Navne har deri været opregnede tildels forbundne ved Allitteration. Saaledes Svarthǫfuð svartr ór Suðrøyjum. Broder Rød og Broder Hvid og Sigrøðr Sugga, d. e. Orknøjarlen Sigurd Lodverssøn digre, som faldt i Clontarf-Slaget. Først af Nordboerne nævnes her Oleiv Sønnesøn af Nordmændenes Konge Skoen, d. e. af Olav Kváran; thi cúarán betyder paa Irsk en Sko. Det er mærkeligt, at medens Tilnavnet Kváran ogsaa bruges af islandske Skalde og Sagamænd, saa er det et irsk Skrift, som har bevaret Tilnavnets norske Form «Skoen» i Gjengivelsen Inscoa, hvor in er den irske Artikel.
Denne norske Fortælling har ogsaa fortalt om, at Nordmændene paa den irske Strand, som ventede sine Stammefrænders Flaade, snart fik Øie paa de lange Snabler, de purpurrøde Tjæld, de mangefarvede mærker og de vaiende Faner i Skibenes Stavne. De norske Ord merki og gunnfane, der har betydet Kampfane, er bevarede i den irske Tekst. Denne norske Fortælling om de nordiske Hjælpetropper, som kom til Clontarf-Slaget maa dog nave været forskjellig fra den, som Forfatteren af Cogadh Gaedhel kjendte.
Af de islandske Sagaer er der to som fortæller om Brian-Slaget i Irland, og degge disse Sagaers Beretninger om Slaget synes ikke udelukkende at grunde Sig paa mundtlige Meddelelser kra islandske Mænd, som har deltaget i Slaget, men ogsaa at have optaget enkelte Drag, som peger tilbage til en Fortælling paa nordisk Sprog, som har været nedskreven i Irland selv. Hovedpersonen i Sagaen om Torstein Side-Hallssøn, som sandynnlig er nedskreven i sidste Halvdel af 13de Aarhundred, deltog selv i Clontarg-Slaget. Flere af Sagaens Beretninger grunder sig sikkerlig paa mundtlige Meddelelser af Torstein til hans Brodersøn Odd Kolssøn, som var en af Are Frodes fornemste Hjemmelsmænd. Og det samme gjælder sandsynlig om den Fortælling om Brian og Brian-Slaget, som meddeles i den islandske Njaals Saga og som tildels stemmer saa nær overens med Fremstillingen i Torsteins Saga, at de begge tildels maa stamme fra samme Kilde.
Men ved Siden deraf indeholder Torsteins Saga og Njaals Saga hver for sig Enkeltheder om Brian-Slaget, som henviser til en i Irland nedskreven Fremstilling. Saaledes fortæller Torsteins Saga om Sigurd Orknøjarls Fald i Brian-Slaget følgende:
Til hans Mærke var knyttet den Forjættelse og Forbandelse, at det bragte Anføreren Seier, men Mærkesmanden Døden. Da tre Mærkesmænd var faldne for Orknøjarlen i Brian-Slaget og han ikke kunde faa Nogen til at bære det, tog han selv Mærket af Stangen og stak det indenfor sine Klæder. Med ubetvingeligt Mod fortsatte han Kampen. Da hørte de Kjæmpende en Røst tale oppe i Luften over ham følgende Ord: Hvis Sigurd Jarl vil have Seier, saa maa han med sine Mænd komme op paa Dumaz-Bakken. Straks derefter faldt Jarlen og mange med ham, men samtidig blev Brian dræbt af Broder. Dumaz-bakke kommer af det irske Ord duma en Gravhaug. Naar det heder: Hvis Jarlen vil have Seier, maa han med sine Mænd komme paa Dumazbakken, saa betyder det: Hvis Jarlen vil have Seier, maa han med sine Mænd komme paa den Bakke, hvor deres Gravhaug skal opkastes. Dette er et billedligt Udtryk for: Hvis Jarlen vil have Seier, saa maa han kjøbe Seieren med sit eget og sine Mænds Fald. Og dette sandes. Thi da Sigurd Orknøjarl og hans Mænd falder, falder ogsaa deres Hovedmodstander, Kong Brian.
Vi har her Forestillingen om et overnaturligt Væsen, som altid følger Jarlen, som svæver usynligt over ham i Kampen og som taler varslende Ord til ham i hans sidste Stund. Det betydningsfulde Udtryk til hvilket den dybere Mening af de varslende Ord er knyttet, nemlig Dumazbakke er irsk, ikke norsk. Dette staar i Forbindelse med den Omstændighed, at Mærket, til hvilket Forjættelsen og Forbandelsen var knyttet, var arbeidet af Sigurd Jarls tryllekyndige Moder Edna, som var en irsk Kongedatter.
Det er derfor klart, at det nævnte Sagnmotiv ikke kan være opstaaet blandt Islændinger, men maa være opstaaet i Vesten blandt Nordmænd, som forstod Irsk.
Det irske Ord duma en Gravhaug blev paa denne Tid udtalt duva med v, men det blev af Irerne skrevet duma med m. Derfor maa det nævnte Sagnmotiv i Torsteins Saga gjennem flere Mellemled være hentet fra en af en Nordmand i Dublin nedskreven Fortælling.
Spor af en i Dublin paa Norsk nedskreven Fortælling om Brian-Slaget, som har været beslægtet med Fremstillingen i det irske Skrift Cogadh Gaedhel, finder vi i den islandske Njaals-Sagas Afsnit om Brian og Brian-Slaget.
Endelig er Fremstillingen i en norsk Fortælling om Brian-Slaget, som har været forfattet i Dublin, bleven efterlignet i Fortællingen om Braavalla-Slaget, saaledes som i en anden Forbindelse vil søge at gjøre det sandsynligt. Og den norske Fortælling om Brian-Slaget, som Braavalla-Digtningen forudsætter, synes at have været væsentlig den samme Fortælling som den, Forfatteren af det irske Skrift Cogadh Gaedhel har kjendt og benyttet.
Efter hvad jeg i det foregaaende har udviklet, har der altsaa blandt Nordmændene i Dublin i Begyndelsen af 11te Aarhundred, ialfald kort efter Clontarf-Slaget 1014 udviklet sig en litterær Virksomhed, idet der er blevet nedskrevet flere forskjellige Beretninger eller Sagafortællinger om Brian og Brian-Slaget, som er blevne udbredte blandt Nordmændene i Vesten og hvoraf enkelte Afsnit gjennem flere Mellemled er komne til Island og har faaet Indflydelse paa islandske Sagafortællinger, særlig paa Sagabrudstykket om Braavalla-Slaget samt paa Njaals Saga og Sagaen om Torstein Sidehallssøn.
De i Dublin nedskrevne Fortællinger om Brian og Brian-Slaget har i sin Karakter og Fremstillingsmaade været nær beslægtede med de islandske Sagaer. Denne Sagaskrivning i Dublin maa være begyndt under Efterligning af irske Forbilleder og i nær Tilslutning til disse, særlig i nær Tilslutning til irsk Historieskrivning i Leinster. Men vi nar tillige seet, at den irske Forfatter, som i Cogadhn Gaedhel fra Brians og Dalcassiernes Partistanspunkt har fortalt om Irernes Krig med Nordboerne, omvendt har benyttet en norsk Fremstilling blandt sine Kilder. Omkring 1015—1020 paavirkede altsaa i Irland nordiske og irske Sagaskrivere gjensidig hinanden, og fremstillingerne i de to Sprog maa have havt meget tilfælles.
Ser vi nærmere paa det irske Skrift om Irernes Krig med Nordboerne, Baa maa vi erkjende, at det er meget vanskeligt i dette Skrift overalt efter indre Kjendemærker at skille prosaiske Stykker, som er oprindelig irske og øste af irske Kilder, fra prosaiske Stykker, som er gjengivne efter en norsk Sagas Fremstilling.
Vistnok er hvad jeg vil kalde det irske Skrifts specielt litterære Karakter i flere Henseender saa forskjellig fra den islandske Sagas Eiendommelighed som vel muligt. Jeg tænker herved paa det ordrige Udtryk for Lov og Pris, med de næsten endeløse Rækker af allittererende Adjektiver, paa de lærde Sammenligninger med Hektor, Cæsar og Augustus, med Moses, David og Salomon; paa al Svulst og Overdrivelse. Det er let at se, at dette intet har med nordisk Fremstilling at gjøre. Men den mundtlige Fortælling, som det irske Skrift har gjengivet, synes ogsaa, hvor den grunder sig paa irsk Tradition, i sin Opfatning og Fremstillingsmaade at have været saa nær beslægtet med den islandske, at vi uvilkaarlig faar Indtrykket af, at irsk og norsk Folkeeiendommelighed allerede i Irland paa denne Tid maa have virket paa hinanden. Jeg tænker herved navnlig paa de Kapitler i Cogadh Gaedhel, som fortæller om, hvorledes Bruddet mellem Brian og Leinsters Konge Maelmordha opstod. At denne Fremstilling grunder sig paa irsk, ikke nordisk, Tradition og vel særlig paa en Fremstilling at en Leinstermand, viser sig af den i denne Fortælling fremtrædende Lokalkundskab til Leinster, som ikke kan tiltroes en Nordmand fra Dublin.
For at mine Tilhørere kan døsmme om, hvor nær beslægtet denne irske Fortælling er med de islandske Sagaers Fremstilling, skal jeg her gjengive dens Begyndelse i forkortet Uddrag.
Leinsterkongen Maelmordha førte engang tre Mastetræer af Furu til Brians Kongsgaard i Kincora som Hædersgave og som Tegn paa Underkastelse. En Trætte opstod, da de skulde opover et myrlændt Fjæld, og Kongen selv tog Haand i med ved det ene Mastetræ. Han havde en Silkekjortel paa, som Brian tidligere havde givet ham. Den var kantet med en Guldbord og havde Sølvknapper. Da brast en af Knapperne ved Anstrængelsen. Efterat de var komne til Kinkora, tog Kongen ak sin Kjortel, og den blev bragt til hans Søster Gormlaith, Brians Hustru, for at hun skulde sy Sølvknappen i. Men Dronningen kastede Kjortelen paa Ilden og begyndte at ægge sin Broder, for det tyktes hende ilde, at han skulde tjene og lade sig kue og betale Skat, som hans Fader og Farfader aldrig havde villet betale. Og hun sagde, at Brians Søn vilde kræve det samme af Maelmordhas Søn.
Hvor minder ikke her det hele Optrin om de islandske Sagaer: den omhyggelige Skildring af Klædedragten. Ved denne er at fremhæve, at det norske Ord Knap er brugt i den irske Fremstilling. Det er en Kvindes æggende Ord, der, som saa ofte i de islandske Sagaer, fremkalder Stridens Udbrud. Ogsaa her, som ofte hos Islændingerne, finder vi, at Blodets Baand binder stærkere end Ægteskabets Baand.
Den Virksomhed med at optegne historiske Begivenheder eller den Sagaskrivning, som jeg har søgt at paavise hos Nordboerne i Dublin, tilbører Aarene nærmest efter 1014. Dette er jo længe, før en lignende Virksomhed begynder paa Island, hvor Sagaen rigt skulde udfolde sig og længe fortsæettes, medens Nordmændenes Sagaskrivning i Dublin blev, saavidt vi véd, brudt af i sin Knop.
De ældste islandske Historieskrivere er Sæmund Sigfussøn født 1056, død 1133, og Are Torgeirssøn født 1067, død 1148, hvis sidste Islendingabok er skreven lidt før 1133. Den ældste mere omfattende islandske skriftlige Optegnelse paa Modersmaalet har været Optegnelsen af Loven i Vinteren 1117—1118.
Efter dette synes det mig klart, at den islandske Sagaskrivning ikke kan forklares, udelukkende af Forhold paa Island og i Norge og af Forbindelser mellem disse to Lande, men at den maa betragtes som en rigere Udfoldelse af en Virksomhed, som allerede havde begyndt at spire hos Nordmændene i Dublin, under Samvirken med irsk Sagaskrivning.
Jeg har søgt at paavise paa enkelte Punkter, at norske Sagafortællinger, som er nedskrevne i Irland har havt Indflydelse paa islandske nedskrevne Sagaer. Men disse islandske Sagaer hører ikke til de ældste, og denne Forbindelse mellem de skrevne islandske Sagaer og de i Irland skrevne nordiske Sagaer tillægger jeg overhoved ringe Betydning.
Men da den nordiske, historiske Fortælling, saaledes som jeg har vist, i Irland allerede straks efter 1014 havde faaet en eiendommelig Kunstnerisk Fremstilling, som viser tydelig Slægtskab med den islandske meget senere Sagas Fremstilling, saa synes det mig klart, at den islandske mundtlige Fortællerkunst, den islandske Sagas eiendommelige Fremstilling, forsaavidt som denne har faaet sin faste, udprægede Form i den mundtlige Tradition, før Sagaerne blev nedskrevne, er bleven i væsentlig Grad paavirket og bestemt ved Fortællinger, som havde fæstet sig i den mundtlige Tradition hos de Nordmænd, som boede blandt irsktalende Mænd og under Paavirkning fra Irlænderne, som litterært havde gjennemlevet en længere Udvikling.
Dette lader sig ogsaa ad andre Veie godtgjøre.
Ved Siden af de historiske Sagaer udviklede sig paa Island Sagaer om Sagnhistoriske og mytiske Personer og Begivenheder. Disse Sagaer havde i den mundtlige Tradition faaet fast Form, førend historiske Sagaer blev nedskrevne paa Island. Bekjendt er f. Eks. Beretningen i Sturlunga Saga om et Bryllup paa Reykjarhólar i 1121, ved hvilket Rolv fra Skálmarnes fortalte en Fortælling, hvori mange Vers var indlagte om flere Sagnhelte, bl. a. Romund Gripssøn. Disse uhistoriske Sagaer tjente ligesaavel som de historiske til almindelig Underholdning og var med Hensyn til Fremstillingsform, Komposition og Karakterskildring nær beslægtede med de historiske Sagaer. Men nu tror jeg at kunne godtgjøre, at flere af de mytiske Fortællinger, som er blevne nedskrevne paa Island, har faaet sin faste og eiendommelige Form allerede i den mundtlige Tradition hos Nordmænd i Britannien, som boede sammen med irsktalende Mænd, og under Paavirkning af disse irsktalende Mænds Fortællinger.
Dette gjældr saaledes efter min Mening flere navnlig fra Snorres Edda kjendte Fortællinger om Guden Tor.
Det er vel bekjendt baade af islandske og af irske Kilder, at de Nordmænd, som levede blandt irsktalende Mænd i Vesten, var ivrige Torsdyrkere. Billedlige Fremstillinger vidner om, at Fortællinger om Tor var velkjendte blandt Nordboerne i Britannien. Et Gravkors paa Øen Man, som sandsynlig er fra 11te Aarhundred, fremstiller Tor med Styrkebæltet og ved hans Side en Slange, som skal betegne Midgardsormen. Under Tors Fødder synes Dværgen Lit at være fremstillet. En Sten i Cumberland fremstiller Tors og Hymers Fiskefangst.
Som et Eksempel vælger jeg blandt Torssagnene Fortællingen om Tor og Skrymer og jeg skal søge at vise, hvor denne Fortælling først har faaet sin faste Form. Allerede Fortællingens Scener i Gylfaginning er her karakteristisk. Da Tor med sine Følgesvende paa Reisen østover til Jætteverden er kommen i Land fra det dybe Hav og har vandret en Stund, kommer de til en stor Skov. Første Nat hviler de i Skoven, hvor de finder Skrymer. Anden Nat lægger Skrymer sig til at sove under en stor Eg. Da Tor første Gang har rammet Skrymer med sin Hammer, spørger denne, om det var et Blad som faldt ned paa ham. Anden Gang, om det var et Olden, som faldt i Hovedet paa ham. Tredje Gang, om Fugle sad i Træet over ham og voldte, at tørre Kviste faldt ned paa ham.
Om Morgenen gaar Skrymer fra de andre bort i Skoven. Han skal, aiger han, til nogle Fjælde, som de ser i Nord.
Utgardelokes Bolig er skildret som en meget høi Høvdingeborg, der er omgivet af et Gjærde. Omkring denne Borg ligger store vakre Sletter.
Det her skildrede Sceneri er ikke betinget ved Utgardelokes mytiske Eiendommelighed, hvilket man bedst ser ved Sammenligning med Saxos Fortælling om Utgardeloke, hvor denne holder til i det yderste Norden ved Ishavet. Naar Sceneriet i Gylfaginning altsaa ikke er bestemt af mytiske Hensyn, da maa det gjengive den Virkelighed, som omgav Fortælleren.
Dette Sceneri er hverken islandsk eller norsk. Derimod kan det passe til Landskaber i England eller endnu bedre i Irland. Her laa Borge, hvori de irske og enkelte nordiske Høvdinger satte sig fast, inde i Landet paa Høie med vid Udsigt over store Sletter.
Irland var i gamle Dage dækket af Skove, hvor Svinehyrderne drev sine Dyr, som mæskede sig med Egetræernes Olden.
Det fortælles i Gylfaginning, at Skrymer lagde al Nisten, baade sin egen og den, som Tor og dennes Følgesvende havde, ned i en og samme Pose. Da Skrymer havde lagt sig til at sove, skulde Tor og hans Reisefæller spise. Men Tor kunde ikke komme til Nisten. Han fik ikke løst en eneste Knude og ikke rokket ved en eneste Rem-Ende, saa den blev løsere end før. Dette Motiv har faaet sin eiendommelige Udformning i Torssagnet flere Aarhundreder, før det blev optegnet i Snorres Edda. Thi i Digtet Lokasenna, som er forfattet i 10de Aarhundred og efter min Mening i Britannien, siger Loke til Tor: «Stramme syntes du Skrymers Remme var; ikke kunde du dengang komme til Nisten, og dengang var du rent forkommen af Sult.» Om Grunden hertil giver ifølge Gylfaginning Utgardeloke, som identificeres med Skrymer, Tor siden følgende Forklaring: «Da du skulde løse Nisteposen, da havde jeg bundet den med grés-Jærn. Og du fandt ikke, hvor Posen skulde lukkes op.»
Ordet grés-Jærn forekommer foruden her kun paa et eneste Sted i den gamle islandske Litteratur, nemlig i en fabelagtig Fortælling, hvor det om et vidunderligt Sværd heder, at det var gjort at grés-Jærn. Dette Ord maa efter Sammenhængen betegne Jærn, som ved magiske Midler var gjort vidunderlig haardt og seigt. Det er ikke et oprindelig islandsk Ord, men kommer af det irske gréss som betyder Kunstgreb. Paa flere Steder nævnes i irske Skrifter Smedens tre gressa eller Kunster, nemlig Kunsten at hærde, at polere og at hvæsse. grés-Jærn betegner altsaa Jærn, som er hærdet ved underfuld Kunst. Dette Ord har aabenbart været et fast Udtryk, som har fulgt Fortællingen om Tors Reise til Utgardeloke, ligefra denne blev digtet. Da Ordets første Led er irsk, saa slutter jeg af Ordet grés-Jærn, at dette Motiv i Sagnet om Utgardeloke og sandsynlig Fortællingen i sin Helhed er digtet af en Nordmand, som har færdes blandt irsktalende Mænd og forstaaet irsk Sprog. Det Motiv, at en Pose er bunden med grés-Jærn, saa den ikke kan aabnes, maa være hentet fra en irsk Fortælling; thi ellers vilde den norsktalende Mand ikke have brugt dette Udtryk, som ellers var ukjendt i norsk Sprog.
I Gylfaginning fortælles det, at Tor og hans Følgesvende den første Nat i Skoven søger Natteleie i et Hus, som i Virkeligheden er Jætten Skrymers Handske. Ogsaa dette Motiv er flere Aarhundrer ældre end Snorres Edda, thi det nævnes i Eddadigtene Lokadenna og Hárbarðsljóð. Paa alle tre Steder bruges Ordet hanzke. Men en Handske heder i det gamle norske og islandske Sprog ikke hanzke, men vǫttr eller glófi. Altsaa kan dette Motiv hverken paa Island eller i Norge først have faaet sin karakteristiske Form.
Derimod er hanzke et gammelt dansk Ord. Jeg tror, at det er en dansk Mand i Nordengland, som først har fortalt om Jættens uhyre Handske, hvori veifarende Mænd søger Ly, som i et andet Hus, og at en Nordmand i Vesten derpaa har optaget det i Fortællingen om Tor. Vi finder ellers i England et nærbeslægtet Sagnmotiv, nemlig i Digtet om Blowulf, Troldet Grendel, der om Natten kommer til Kongsgaarden, griber de sovende Krigere og æder dem paa Stedet eller putter dem i sin store vidunderlige Handske. Sagnet om Grendel eller et lignende Trold har ogsaa afgivet flere andre Motiver til Sagnet om Skrymer. Af Fortællingen om Utgardeloke kan fremdeles fremhæves et Motiv, som tydelig er beslægtet med et Motiv i den kymriske Fortælling om Kulhwch og Olwen. Da Tor og hans Følgesvende er komne ind til Utgardeloke, siger denne: «Hvilke Idrætter kan I? Ingen skal være her hos os, som ikke fremfor de fleste kan en eller anden Kunst eller Færdighed?» Da Kulhwch og hans Følgesvende kommer for Jætten Gwrnais Borg, siger Portneren, at Porten ikke vil blive aabnet uden for en Idrætsmand, som har sin Idræt med sig. Han spørger Kai: «Hvilken Kunst forstaar du?» Og da Portneren kommer ind og melder de Fremmede til Gwrnai, siger denne: «Spurgte du dem, om de kunde nogen Kunst?»
Til Slutning skal jeg af Fortællingen om Utgardeloke anføre endnu et Sagnmotiv, som nærmest henviser til Irland, Da Tor ved Afskeden fra Utgardeloke har hørt, hvorledes denne har narret ham, griber han sin Hammer og vil svinge den mod Utgardeloke. Men da ser han ham ingensteds. Tor vender saa tilbage for at gaa til Borgen og bryde den ned; da ser han der store vakre Sletter, men ingen Borg.
Et lignende Blændværk fortælles i Slutningen af Gylfaginning. Da Gylfe eller Ganglere havde afsluttet sin Samtale i Valhal med Høi, Jævnhøi og Tredje, den hedenske Etterligning af den kristelige Treenighed, da hørte han stærke Drøn rundt om, og da han saa sig om, stod han ude paa den bare Slette. Han saa ingen Hal og ingen Borg.
Et lignende Motiv kjender vi fra Saxos Fortælling om Hothers Møde med Skovmøerne og fra den danske Vise om Erik Glipping.
Men i den særlige Form og Forbindelse, hvori Motivet optræder i Gylfaginning, viser det specielt Slægtskab med norske Sagn. I irske Fortællinger finder vi ofte det Motiv, at et Hus, hvori et Menneske har overnattet og samtalt med overnaturlige Væsener, pludselig ved Kogleri forsvinder tilligemed sine Beboere, saa at Mennesket er alene paa den øde Hede. Saaledes allerede i det ældgamle Sagn om Cechulums Fødsel. Men nærmest ved Fortællingen om Tor staar et irsk Sagn om Finn, der i poetisk Form allerede findes i Leinster-Bogen og som Prosafortælling i et senere Haandskrift.
Finn er med to Følgesvende kommen til en rædsom Jættes Hus, hvor de bliver mishandlede af Beboerne. Da de Morgenen efter stod op, saa de kverken Hus eller Folk paa den flade Slette omkring sig. Jeg holder det altsaa for utvivlsomt, at det er en Nordmand som har forstaaet Irsk og som har færdes i Irland blandt irsktalende Mænd, sandsynlig tillige i England blandt Danske, der har givet Fortællingen om Tor hos Skrymer og Utgardeloke den karakteristiske Form, hvori vi kjender den fra den islandske Optegnelse i Snorres Edda.
Hermed stemmer det vel overens, at vi finder de ældste Spor af denne Fortælling i Digtene Lokasenna og Hárbarðsljóð, thi disse Digte er efter min Mening norske Digte forfattede i 10de Aarhundred i Britannien.
Ogsaa ved andre mytiske Fortællinger om Tor vilde det, som jeg tror, kunne lade sig godtgjøre, at de har faaet sin faste Form, hvori vi kjender dem fra islandske Optegnelser, allerede hos Nordmænd, som levede blandt irsktalende Mænd. Dette gjælder f. Eks. Fortællingerne om Tor og Geirrød, Tor og Rungner.
Ikke blot har mange mytiske Fortællinger, som er blevne nedskrevne paa Irland i 13de Aarhundred, allerede i 10de Aarhundred faaet sin eiendommelige Formning hos de Nordboer, som færdedes i Vesten blandt irsktalende Mænd. Men det samme gjælder visselig tlere sagnhistoriske Fortællinger, Sagaer om Personer, som har levet i den tidlige Vikingetid, men hvis Liv siden er blevet omgivet med uhistoriske og mytiske Sagn. Saaledes f. Eks. Fortællingen om Ragnar Lodkrok.
Her bør vi navnlig vende vor Opmærksomked mod det tredje at de af O’Donovan udgivne irske Annalbrudstykker. Dette Brudstykke omfatter Tiden fra Midten af 9de Aarhundred indtil 911. Uagtet det Haandskrift, hvori Annalerne er bevarede, er sent, er Begivenhederne aabenbart fortalt for en stor Del efter næsten samtidig Tradition. Og hvad der for os navnlig er af Interesse, er det, at det, som fortælles, er for en stor Del ikke irske Sagn, men nordiske Sagn, gjengivne af en Irlænder, om Nordboerne i Irland. Her fortælles Begivengeder om gvilke for en stor Del alene Nordboerne kunde vide Besked.
Saaledes fortælles det f. Eks. ved 851, at Nordmændene i Dublin sendte ud et hurtigseilende Skib mod den Flaade, som de saa nærme sig, og at «Styresmanden» (saa kaldtes han med det nordiske Ord) paa det norske Skib, spurgte de Fremmede, da de mødtes: «Fra hvad Land kommer I? Kommer I med Fred eller med Krig?» Men Danerne paa det fremmede Skib sendte til Svar en Pileregn mod ham og nedhuggede alle Mand paa det norske Skib.
Ligesaa er f. Eks. Fortællingen om hvorledes Oisle[1] blev dræbt af sine Brødre aabenbart grundet paa en nordisk, ikke paa en irsk Fortælling. Den irske Annalers nordiske Kilde røber sig endnu tydeligere derved, at Forfatteren ved Besked om indre Anliggender i Norden, som ikke egentlig vedrører Irland. Ved 871 fortælles: «Amlaib (d. e. Olav) drog fra Irland til Lochlann (Norge) for at føre Krig mod Lochlannerne (Nordmændene) og for at hjælpe sin Fader Godfred; thi Nordmændene havde begyndt Krig mod Godfred, og denne var kommen for at hente sin Søn. Men da det vilde være kjedeligt at fortælle om Aarsagen til Krigen og det lidet vedkommer os, skriver jeg ikke derom, endda jeg har Kundskab derom.»
- ↑ Oisle var Broder til Dublinkongen Olav hvite.