Braavalla-Slaget
Til Æmne for dette Foredrag har jeg valgt Braavalla-Slaget, belyst fra litteraturhistorisk Standpunkt, fordi dette er et Oldtidsminde, som er knyttet til Sveriges Jordbund, men som tillige vedrører alle nordiske Folk. Selve Slaget vil vise sig ikke at have nogen Betydning for de ydre Begivenheders Historie. Men Fortællingen om dette Slag rager i den nordiske Oldtidsdigtnings Historie op som et Mærke, der peger til mange Sider.
Ogsaa af en anden Grund nar jeg valgt dette Æmne. Man vil ikke let kunne pege paa noget Punkt af Nordens Oldhistorie, ved hvilket den videnskabelige Opfatning har undergaaet saa gjennemgribende Forandringer som ved dette. Derfor vil man gjennem Behandlingen af Fortællingen om Braavalla-Slaget kunne følge Utviklingen af Forskningen paa den nordiske Oldtidslitteraturs Omraade tydeligere end paa de fleste andre Punkter.
Saagodtsom alt, hvad vi véd om Braavalla-slaget, gaar tilbage til Fortællingen i et af følgende to Skrifter.
For det første kjender vi Braavalla-Slaget fra et islandsk Sagabrudstykke fra omkring Aar 1300, alminnelig Kaldet Sǫgubrot. Dette nar hørt sammen med nogle Brudstykker af Knytlinga Saga og har sandsynlig i Forbindelse med disse hørt til en yngre Form at den ofte citerede Skjoldunga Saga. Den yngre Skjoldunga Saga har været forfattet paa Island, som det synes, i Slutningen af 13de Aarhundred.
For det andet kjender vi Braavalla-Slaget fra Saxo Grammaticus’s paa Latin forfattede danske Historie, Slutningen af 7de Bog (hvor Krigens Opkomst fortælles) og navnlig 8de Bog. Disse Bøger antages for at være skrevne omkring Aar 1190.
Fortællingen om Slaget i disse to Skrifter er øst at et og samme paa nordisk Sprog forfattet Kvæde, som har sluttet sig til en Prosafortælling. Hovedindholdet at Fortællingen om Braavalla-Slaget er følgende:
Harald Hildetand, hvis Fader var dansk, blev sin Tids mægtigste Konge i Norden. Han blev først Konge i Sjælland og Skaane. Men han undertvang siden Svitjod, Jylland og mange andre Lande. Han var Odins udkaarne Yndling, og Guden gjorde ham uovervindelig ved at lære ham at opstille sine Krigere i Svinfylking.
Da Harald begyndte at ældes, satte han sin yngre Frænde Ring eller Sigurd Ring til Høvding over Hæren. Og da Harald blev meget gammel, satte han Ring til Konge i Upsala og gav ham Bestyrelsen at dele Svitjod og Vestergøtland, medens Harald selv beholdt Danmark og Østergøtland.
Da Harald endelig blev saa ældgammel, at han ikke længere kunde gaa, men maatte ligge til Sengs, sendte nan Ring Bud om, at de skulde kalde et stort Krigsslag mod hinanden.
Ifølge én Beretning var det Guden Odin, der havde paataget sig Haralds Fosterbroder og Raadgiver Brunes Skikkelse, som æggede til Krig for at fremkalde Mandefald.
Ifølge en anden Beretning søgte Haralds Mænd, da de fandt ham for gammel til at være Konge over dem, at kvæle ham i Badet, og han foreslog dem da selv, for at han kunde dø paa en mere kongelig Maade, at han skulde udæske Ring til et stort Slag paa Grænsen mellem begges Riger.
Store Rustninger gjordes nu paa begge Sider. Harald og Ring samlede mangfoldige Tusinder af Krigere fra forskjellige Lande. En stor Del at Høvdingerne og Kjæmperne opregnes baade hos Saxo og i Sagabrudstykket, aabenbart efter en og samme Kilde, som har været et Digt paa nordisk Sprog, som sagdes at være forfattet af Kjæmpen Starkad, der selv deltog i Slaget. Dette Digt er nu tabt, men det Afsnit af Digtet, som har indeholdt Kjæmperækken, kan for en stor Del restitueres efter Saxo og Sagabrudstykket. Det har været forfattet i det gamle enkle allittererende Versemaal, som kaldes Starkaðarlag.
Haralds Hær samledes fra Danmark, Frisland, Venden og fra fremmede Folkeslag, som boede hinsides Østersjøen og langt borte i det sydøstlige Europa, dog ogsaa fra flere Landskaber i det sydlige Norge: Grenland, Hadeland, Hedemarken, og endelig kom Gandalvs Sønner fra Alvheimar. Skjoldmøer var i Haralds Hær, bar hans Bannere og deltog i Kampen.
Rings Hær var fra Vestergøtland og Værmland. Fra flere Bygder i det sydlige Norge: Toten, Gudbrandsdalen og Viken; men navnlig fra Telemarken og det nordenfjældske og vestenfjældske Norge. Fremdeles fra Svitjod; i Rings Hær nævnes Frøys Ætlinger fra Upsala, samt Nordboer fra Rusland og Sjøkrigere fra Østersjøen.
Hærene mødtes til Kamp paa Braavold ved Braaviken paa Grænsen af Østergøtland og Svitjod.
I Slaget var Ubbe Friser den vældigste Kjæmpe paa Haralds og Starkad paa Rings Side. Men de Bedrifter, som gjorde størst Virkning i Slaget, udførtes af Nordmænd: af Trønder, Gudbrandsdøler og fremfor alt af Bueskytter fra Telemarken.
Slaget gik Harald imod, thi Odin havde nu lært Ring at fylke Svinfylking. Harald Hildetand faldt, dræbt af sin egen Vognstyrer Brune, hvis Ham Odin havde paataget sig.
Paa Rings Side faldt 12,000 fribaarne Mænd, men paa Haralds 30,000, og i dette Tal er de Almuesmænd, som dræbtes, ikke regnede med.
Ring lod Haralds Lig eftersøge og lod Kongen hæderlig begrave efter hedensk Skik. Han udstyrede den Døde til Færden til Valhal, hvor Odin skulde modtage ham og dem, som faldt med ham, i Einherjernes Flok.
Dette er i knappeste Gjengivelse de ydre Omrids af Braavalla-Slaget, som det i Sagabrud stykket og hos Saxo fortælles.
Endnu i hele første Halvdel af 19de Aarhundred holdt de Lærde Braavalla-Slaget for et virkelig historisk Slag, der efter de flestes Mening skulde have staaet engang i 8de Aarhundred, snarest omkring Aar 720 eller 730.
Man mente, ar Sagnet havde udsmykket Fortællingen med mytisk-romantiske Tilføielser, f.Eks. Gudernes indgriben i Begivenhederne, Haralds unaturlig lange Levetid paa over halvandet hundrede Aar, og den uhyre Størrelse af de kjæmpende Hære. Men Fortællingens Grundlag holdt man for historisk. Slaget blev af nogle opfattet som Udslag af Kamp mellem forskjellige Nationaliteter, saa at den ene Hær skulde repræsentere senere innvandrende Stammer. Braavalla-Slaget blev gjort til en Kamp, der afsluttede en gammel og indledede en ny Tidsalder i Norden. Andre, som ikke vovede saa stærkt at fremhæve Fortællingens historiske Sandhed, mente dog, at vi her havde bevaret fra hedensk Tid en Digtning om en vigtig historisk Begivenhed.
Og det for Braavalla-Slaget formentlig betryggede Aarstal brugte man igjen som kronologisk Udgangspunkt til en Tidsbestemmelse af Hovedfænomener i vor gamle Litteraturhistorie, saaledes til Tidsbestemmelse af Eddadigtene.
Allerede før Midten af 19de Aarhundred fremhævede dog Sveriges store ædle Historiker Geijer, at Fortællingen maatte oppfattes mere som poetisk end som historisk. Og Oldforskere fik allerede dengang Øie paa flere Kjendsgjærninger, som maatte rokke Troen paa Braavalla-Slagets historiske Karakter.
Det kunde vekke Tvivl, at der blandt Sigurd Rings Kjæmper i Slaget nævnes Hadd den haarde og Roald Taa fra Telemarken, hvis Navne bestemt ligner Navnene paa to af Harald Haarfagres Modstandere i Hafsfjord-Slaget i eller ved Aaret 827, nemlig Brødrene Hadd den haarde og Roald Rygg fra Telemarken.
Værre var dog en anden Kjendsgjærning, som man længe søgte at stikke under Stol, men hvis Røst talte for tydelig til at den kunde undertrykkes. I Harald Hildetands Hær er der en Mand, der udtrykkelig betegnes som Islænding, og han kommer sammen med en Flok af Mænd, som er dygtige i Skaldskab. Og i Rings Hær nævnes en Flok Islændinger, Mænd med Navne der almindelig brugtes hos Islændingerne som Grim, Berg, Ravnkell; Mænd fra islandske Bygder, fra Midfjord og Skagafjord. Ogsaa en Mand i denne Flok betegnes udtrykkelig som Skald.
Altsaa islandske Skalde deltagende i et Slag, som stod omkring Aar 730, omtrent halvandet hundred Aar før Island blev fundet og bebygget af Nordmændene!
Og denne Kjendsgjærning, som er saa betegnende for Braavalla-Slagets hele Forhold til Historien, er ingenlunde enestaaende.
Blandt Hildetands vendiske Krigere, er Toke fra Jom, medens dog Jomsborg paa Øen Wollin, hvortil Palna-Tokes Navn er knyttet, først blev grundlagt i Harald Blaatands Tid, i 10de Aarhundred.
Naar den Fortælling, fra hvilken vi kjender Braavalla-Slaget, indeholder slige Ting, kan dens Forhold til Historien ikke være tvivlsomt. Den er simpelthen uhistorisk.
Erkjendelsen heraf fik første Gang sit klare og bestemte Udtryk,da den danske Oldforsker Edvin Jessen i 1862 udgav en Afhandling, hvori han formulerede og forsvarede følgende Paastande: Braavalla-Kampen vedkommer hverken Historie eller Etnografi. Dens Tid er ubestemmelig.
At Braavalla-Slaget er uhistorisk, staar siden den Tid fast. Da man havde faaet Øiet op herfor, fik man snart en klarere Erkjændelse af den poetiske Betydning af Digtningen om Harald Hildetands Fald.
I Braavalla-Slaget har Digteren samlet Helte fra næsten hele Nordboernes Sagnverden; fra mangfoldige forskjellige Sagnkredse, som var stedfæstede til Nordens forskjellige Lande. Her har vi saaledes Rolv Krakes Samtidige Adils fra Upsala; Ynglingekongerne Alreks Sønner, Frøys Ætlinger. Paa Hildetands Side flere af Arngrimssønnerne og paa Rings deres Banemand Orvarodd fra det sydvestlige Norge, under Navnet Odd Vidforle. Fra Hafsfjord-Slaget kommer, som før nævnt, Telemarkingerne Hadd den haarde og Roald Taa. Her møder ogsaa flere af Halvskjæmperne frem, som Rok den svarte og Styr den stærke. Saaledes kunde jeg længe fortsætte med at opregne Sagnhelte, som fra mange forskjellige Sagnkredse af Digteren er overførte til Braavalla-Slaget, for at karakterisere dette som en Folkekamp, der har Betydning for hele Norden og samler hele den heroiske Oldtids Kjæmper.
I Lighed hermed er Harald Hildetand i Digtningen opfattet og fremstillet som en Erobringskonge, der er hele den gamle Heltetids kongelige Repræsentant. Efter Braavalla-Slaget, hvori mangfoldige i andre Kampe faldne Helte gjenopstandne tager Del, gaar Harald Hildetand med det prægtige Følge af mindst 30,000 faldne fribaarne Mænd til Valhal, indviet dertil af Odins egen Haand. Og derfor er Braavalla-Slaget, som Svend Grundtvig har udviklet, den rette Slutsten i den nordiske Oldtids heroiske Digtning.
Undersøgelsen om dette Slag er saaledes flyttet over fra de ydre Begvieneheders Historie til Digtningens Historie.
Herfra er man da naturlig bleven ført til Undersøgelser om naar og hvor, under hvilke Indflydelser og med hvilke Tendenser denne Digtning er Skabt. Vi skylder den norske Historiker Gustav Storm og den danske Sagngransker Axel Olrik de vigtigste Resultater, som ved disse Undersøgelser er vundne.
Det er blevet godt gjort, at Braavalla-Kvædet er blevet bygget op med norsk patriotisk Tendens af Minder fra ældre Kvæder, Fortællinger og Sagn under Indtryk fra Digterens Samtid. Det er godtgjort, at Kvædet er enten af en Nordmand eller af en Islænding med norske Forhold for Øie forfatted ikke før end ved Midten at 11te Aarhundred.
Blandt de Grunde som er blevne anførte for denne Tidsbestemmelse, kan mærkes følgende: Til Braavallakampen kommer Sigvalde med 11 Skibe til Sigurd Ring, sammen med Sjøkonger tra Østen; han er tydelig en Gjenganger af Sigvalde Jarl fra Jomsborg, som optræder i Svolder-Slaget; ogsaa denne havde 11 Skibe. At Digtningen om Braavalla-Slaget er noget yngre end Svolder-Slaget, som holdtes Aar 1000, er ogsaa klart derat, at Opregningen af Olav Tyggvessøns Kjæmper paa Ormen lange i Svolder-Slaget har været kjendt i en versificeret Række, som er bleven et fremtrædende Forbillede for Kjæmperækken i Braavalla-Slaget. Opregningen baade af Sigurd Rings og af Olav Tryggvessøns norske Stridsmænd begynder ved Norges syd-østlige Grænse, gaar rundt langs Oslofjorden til Norges Sydspids, bryder pludselig af her og tager fat ved Norges nordligste Del, hvorfra de gaar ned langs Vestkysten, indtil de atter naar Sydspidsen. Denne Overensstemmelse kan ikke være tilfældig.
Braavalla-Kvædet er altsaa endel yngre end Svolder-Slaget i 1000.
Men det maa være endnu yngre.
Digteren synes at have været sig bevidst Ligheden i den politiske Situation med Slaget ved Helgeaa 1026, da Svensker og Nordmænd havde forenet sig for at sætte en Grænse for den danske Konges Overmagt. Fra Fortællingen om Helgeaa-Slaget, hvor en Kriger fra Stangby i Skaane nævnes, har Forfatteren at Braavalla-Kvædet overført en Kriger fra Stangby til Harald Hildetands Hær.
Det at Braavalla-Kvædet nævner islandske Skalde i Hildetands og Rings Hære, synes at forudsætte det historiske Forhold, som er kjendt fra 11te Aarhundred af, at islandske Skalde optræder ved svenske og danske kongers Hof.
I Rings Hær er Islændingen Gram Bryndælski. I ham har Digteren slaaet sammen to Islændinger, der andensteds nævnes sammen som Skalde hos Harald Haardraade, nemlig Illugi Bryndælaskald og Grane. Den sidstnævnte har digtet om Harald Haardraades Krig med Danmark 1048. Opregningen af Krigerne i Braavalla-Slaget hentyder næsten helt igjennem til den norske Konge Harald Haardraades Kampliv.
Naar vi hører Navnene paa de Steder, fra hvilke Hildetands Kjæmper stimler sammen til Braavold-Kampen, er det, som om fra alle de Lande, hvor Harald Haardraade har kjæmpet, hans Fiender samlede sig til Kamp mod ham. Om Hildetands Banner flokker sig Danerne. Den danske Kriger, som først nævnes, heder Sven; han bærer altsaa den Konges Navn, med hvem Harald Haardraade saa længe har ført Krig.
To af de Skjoldmøer, som er Hildetands Hovedanførere, er Vebjorg, som i Slaget fældes af en Kriger fra Telemarken, og Heid. Deres Navne betegner dem som poetiske Repræsentanter for de danske Stæder Viborg og Hedeby. I Vebjorgs Følge er Krigere fra Jylland, Angel og Frisland. Med Heid kommer en Mand fra Slien. Vi mindes herved om, at Sven, Harald Hardraades Modstander, blev kaaret til Konge paa Viborg Ting af en Mand, hvis Døtre haanede den norske Konge. Men han tog Hævn, seirede i Jylland (1048) og førte de Kvinder, som havde haanet ham, bort i Trældom. Han seilede langs Jyllands Kyst sydover, stormede derpaa mod Hedeby og ødelagde denne Stad (1049).
I Hildetands Hær er ogsaa Repræsentanter for Fyn, Sjælland og Skaane. I alle disse danske Lande er Haardraade optraadt som Fiende. Ved Samsø og Roskilde, efter hvilke Steder Mænd i Hildetands Hær er opkaldte, har han været med Hærskibe.
Under Hildetands Banner finder vi videre Vender; særlig nævnes en Mand fra Jom. Haardraade udstrakte sine Hærjetog til Vendlands Kyster. Blandt Hildetands Krigere er fremdeles Mænd af fremmede Folkeslag, som boede øst for Østersjøen og i det fjærne sydøstlige Europa, hvor Harald Sigurdssøn ogsaa har kjæmpet.
Hildetand er den Poetiske Repæsentant for den norske Konges Modstandere, Sigurd Ring for den norske Konge.
Nu forstaar vi, hvorfor saa mange Mænd fra de norske Oplande, særlig Hadelændinger og Heiner, er i Hildetands Hær.
I Vinteren 1064—1065 gjorde nemlig Oplændingerne Opstand, men Haardraade tog grusom Hævn over Raumarike, Hedemarken, Hadeland og Ringerike.
Det siges, at de norske Oplændinger, som var i Hildetands Hær, havde været dennes Hirdmænd og nydt godt af hans Gavmildhed. Naar vi nu fastholder, at Hildetand er den poetiske Repræsentant for de Konger, som er Haardraades Modstanders, saa vil vi forstaa, at den nævnte Ytring i Braavalla-Kvædet visselig hentyder til, at Oplændingerne havde sluttet sig til Oplændingen Haakon Ivarssøn, som først havde været den danske Konges Jarl over Halland, og siden med dennes Tilladelse var bleven den svenske Konges Jarl over Værmland og Vestergøtland.
Sidst i Hildetands Hær nævnes Gandalvs Sønner; andensteds siges de at være fra Alfheimar, d. e. Landet mellem Glommen og Gøta-Elv. Disse Gandalvs Sønner var Rings Svogere, og man skulde derfor vente dem i Rings Hær. Men de var tillige Hildetands gamle Hirdmænd, og derfor fulgte de ham. Heri finder jeg en bestemt Hentydning til Jarlen Haakon Ivarssøn. Han var gift med Harald Haardraades Brodersøns Datter Ragnhild og stod altsaa i Svogerskabsforhold til Kongen. Men han blev Svens og senere Stenkils Jarl og havde Feide med den norske Konge i Egne, som i de gamle Sagn kaldes Alfheimar. Ogsaa derved minder Gandalvs Sønner om Haakon Ivarssøn, at begges Ætter var navnkundige for at være fagrere og lysere end nogen anden.
I Navnet Ring har Digteren vel villet Iægge en Dobbeltbetydning; thi Hringr var det gamle Ord for en Mand fra Ringerike, og Harald Haardraade var født paa Ringerike.
Ved Opregningen af Rings Kjæmper kan vi ligeledes ved mange Navne spore Hensynet til Harald Haardraade. Jeg nævner enkelte Eksempler derpaa. Først af Russerne i Rings Hær nævnes Holte. Han hentyder umiskjendelig til Holte, Søn at Jarisleiv og Ingegerd og en Broder til Harald Haardraades Dronning Ellisiv.
Naar der blandt Rings islandske Skalde nævnes Grane bryndølske, er han, som før sagt, tydelig en Sammensmeltning af Haardraades islandske Skalde Grane og Illuge Bryndælaskald, og her viser da Ring sig tydelig som den poetiske Repræsentant for Kong Harald Sigurdssøn.
Blandt Rings islandske Skalde nævnes ogsaa Glum den gamle, d. e. den navnkundige Skald Glum Geiressøn, som levede i 10de Aarhundred og digtede om Eirik Blodøkse, Haakon den gode og Harald Graafeld.
At han nævnes som Rings Skald, faar sin Forklaring derved, at Glum Geiressøn var Oldefader til Stuv Blinde, Harald Sigurdssøns Skald. Da Stuv havde fortalt Kongen, at han nedstammede fra Glum, sagde Kongen: «En god Skald er du, hvis du ikke digter værre end Glum.» Stuv traf Kong Harald om Vinteren 1062—1063. Det er efter dette sandsynligt, at Verset om de islandske Skalde i Rings Hær ikke er ældre end 1063. Men sikrere viser de i det foregaaende fremførte Sammenstillinger, at Braavalla-Kvædets Kjæmperække ikke kan være ældre end Vaaren 1065, da Harald Haardraade havde havt sin Feide med Oplændingerne og Haakon Ivarssøn.
Paa den anden Side kan Braavalla-Kvædet ikke være et af en Nordmand eller Islænding forfattet Mindedigt over den faldne Kong Harald; det kan ikke være digtet efter Nederlaget ved Stanford-Bro. Efter dette kunde ingen Digter skabe et Digt, som saaledes svulmede af Nationalstolthed og Kamplyst. Sorgen over Nederlaget og over Kongens Fald maatte have sat Mærker i Skaldens Sjæl og præget hans Digt.
Altsaa er Braavalla-Kvædets Kjæmperække digtet mellem Vaaren 1065 og September 1066.
Men nu kommer som et nyt Moment ved Tidsbestemmelsen Braavalla-Slagets Forhold til et Slag i den historiske Tid.
Jeg har allerede nævnt, at Minder fra Hafsfjord- Slaget og fra Helgeaa-Slaget har sat Mærker i Braavalla-Kvædet, og at navnlig Svolder-Slaget, som stod 1000, har været et fremtrædende Forbillede for Braavalla-Slaget.
Men Braavalla-Kvædets Folkekamp har et Forbillede i endnu et Slag. Det er Brian-Slaget i 1014.
Der gik Ord viden om blandt norsktalende Mænd om den Folkekamp, som var bleven udkjæmpet mellem Irlænderne under Brian og Nordboerne under Sigtrygg Silkeskjæg paa Clontarf-Sletten ved Dublin. Til den var der mødt frem navnkundige Kjæmper fra alle nordiske Nybygder i Vesten. Ja det fortaltes, at Nordboernes Konge Sigtrygg Silkeskjæg i Dublin havde, for at faa Hjælp til denne Kamp, sendt Bud til Norge, Svealand, Gaatland, Danmark, England og flere Lande.
Beretninger om Clontarf-Slaget findes i mange irske Aarbøger, udførligst i Skriftet om Irernes Krig mod de Fremmede, hvilket jeg betegner ved Navnet Cogadh Gaedhel. Dette Skrift fortæller om Clontarf-Slaget efter samtidige Kilder og er i det hele meget paalideligt, om end farvet af Forfatterens Partiopfatning. Der er forfattet af en irsk Mand, der har været nær knyttet til Kong Brian, som faldt i Slaget. Dets Udtryk er ofte, navnlig hvor Talen er om Brian og hans Frænder, i høi Grad bombastiske. Tillige fortælles om Clontarf-Slaget i to islandske Sagaer, Njaals Saga og Sagaen om Torstein Side-Halls-Søn.
Olrik har sagt: Svolder-Slaget er Braavalla-Kvadets Forudsætning baade i den nationale Stolthedsfølelse og i poetisk Udformning. Men i ydre Henseende kunde Kong Olavs Sjøslag ikke yde den Form, hvori Oldtidens Folke kamp lod sig støbe.
Jeg fremhæver, at Braavalla-Slaget med Hensyn til den ydre Situation stemmer langt mere overens med Clontarf-Slaget end med Svolder-Slaget. Begge hine Slag er Landslag, uagtet Krigerskarerne for en stor Del kommer seilende. Skibenes Tal er i begge Tilfælde saa stort, at et Sund siges at være bedækket af Fartøier.
I begge Slag staar Striden paa en Slette mellem Sjøen og Skoven. I begge Slag kjæmpes der kun til Fods, ikke med Rytteri.
Kampens uhørte Voldsomhed baade i Clontarf-Slaget og i Braavalla-Slaget skildres med de stærkeste Farver.
I Chronicum Scotorum heder det om Clontarf-Slaget: Der blev kjæmpet et hidsigt voldsomt Slag, hvis Lige ikke er blevet fundet i disse Tider. Og i Sagabrudstykket heder det om Braavalla-Slaget: Det Slag var saa hidsigt og vældigt, saaledes som det berettes i alle gamle Fortællinger, at der i Norden ikke har været holdt noget Slag, hvori der kunde tælles saa mange og saa dygtige Mænd. Og de irske Aarbøger fra Loch Cé siger om Clontarf-Slaget: De mest udvalgte kjække Mænd og Helte var komne der.
Forfatteren af det irske Skrift Cogadh Gaedhel bruger, for at anskueliggjøre, hvor heftigt Anfaldet af Brians Mænd i Clontarf-Slaget paa Nordboerne var, en Række Billeder, det ene mer overdrevent end det andet: Jeg kunde, heder det her, sammenligne det med, at Firmamentet havde kastet en tindrende Skur af flammende Stjærner over Jordens Overflade, eller med det forfærdelige ildslyngende Drøn fra Skyerne og Himmellegemerne, som af Vindene drives ud af sine Baner og knuses mod hverandre . . . Eller med Brølet af de fire modsatte Vinde, som bryder frem paa én Gang fra de forskjellige Himmelhjørner. Eller med den rædsomme Dommens Dag, som skal komme for at bringe Forvirring og nedbryde de fire Elementers Enhed, for at ryste og knuse den faste Verden.
Og Saxo Grammaticus siger om Kampens Begyndels i Braavalla-Slaget: Man skulde tro, at Himmelen pludselig faldt ned paa Jorden, at Skove og Sletter sank i Afgrunden, at rasende Storme bragte alt i Himmel og paa Jord i Forvirring og at Alverdens Ende var nær.
Baade i det irske Skrift og hos Saxo hører Billederne Hjemme i Forestillingerne om Verdens Ende.
Fortællingen om Clontarf-Slaget kunde faa Indflydelse paa Fremstillingen af Braavalla-Slaget, fordi der allerede forinden var nogle Lighedspunkter mellom begge Fortællinger med Hensyn til de Konger, hvis Hære i de to Slag kjæmper mod hinanden. Dog kan jeg ikke overalt strængt skjelne mellem de Momenter, som har fremkaldt Paavirkningen, og de, hvori denne viser sig.
I begge Fortællinger er det en gammel og en ung Konge, som holder Slag med hinanden, og den gamle Konge, som hidtil har været seiersæl, falder i Slaget. Brian-Slaget er i Torsteins Saga og i Valkyrjernes Vævsang i Njaals Saga opfattet som en Seier for Sigtrygg Silkeskjæg, ligesom Sigurd Ring seirede i Braavalla-Slaget.
I begge Slag er de to Hovedmodstandere i Familiforhold til hinanden. Harald Hildetand havde paa sine gamle Dage sat sin Frænde Ring, som opholdt sig hos ham, til at styre Sverige og Vestergøtland. Efterat Brian tidligere havde forjaget Sigtrygg fra Dublin, var denne kommen til Brians Hus og havde underkastet sig ham, og Brian havde givet ham Fæstningen tilbage. Der omtales ikke nogen Krigerdaad i Slaget, hverken af Sigurd Ring eller af Sigtrygg Silkeskjæg.
Harald Hldetand var viet til Odin; Njaals Saga viser, at Brian efter sin Død tildels blev holdt for en hellig Mand.
Harald Hildetand havde, som Brian, i sin Ungdom været meget krigersk, begge havde undertvunget mange Konger og erobret mange Landskaber. Begge var gode og gavmilde. Harald Hitdetand var Danmarks Stolkonge, Brian kaldes Erins Overkonge. Efter mange og lange Krige havde begge længe levet i Fred, Harald i 50 Aar, Brian i 15 Aar. Tallene vokser i Digtningen.
I Braavalla-Slaget fælder Harald Hildetand, ligesom Brian i Clontarf-Slaget, ingen fiendtlig Kriger førend umiddelbart før sin Død.
Da Braavalla-Slaget stod, var Harald Hildetand saa gammel, at han ikke Iængere kunde gaa. Han pleiede at ligge tilsengs. Under Slaget sad han i en Vogn og deltog fra først af ikke i Kampen; men da han ser sine Mænd falde, reiser han sig paa Knæ op i Vognen, tager et kort Sværd i hver Haand hugger til begge Sider og fælder mange Mænd. Brian deltager ikke i Kampen, men knæler under Slaget i et Telt paa en Pude. Da Broder, som bliver hans Banemand, nærmer sig med Stridsøksen i Haanden, reiser Brian sig op, drager sit Sværd, hugger til ham og dræber en af de Mænd, som er med Broder.
Harald Hildetand dræbes i Slaget at Brune, som i Virkeligheden er Odin.
Der har visselig været et Forhold mellem Harald og Odin, førend Clontarf-Slagets Gjenspeiling i Braavalla-Slaget fandt Sted. Allerede i Digtet Hyndluljóð antydes det, at Harald Hildetand var viet til Odin. Det Motiv, at Odin giver en Konge Seier ved at lære ham at fylke Svinfylking, findes i andre ældre Sagn. Og naar Odin mod Harald, hvem han før har hjulpet, viser sig fiendtlig i hans sidste Kamp, saa er dette analogt med Odins Optræden mod Sigmund i Volsunge-Sagnet, som kar faaet sin nordiske Form i Britannien. Ligeledes finder vi Odin ogsaa i andre Sagn i en menneskelig Raadgivers Ham. Men medens Sagnet om Odin som Brune i Braavalla-Slaget saaledes paa den ene Side staar i Forbindelse med flere andre nordiske Heltesagn, hvori Odin optræder, forekommer det mig paa den anden Side tydeligt, at Brune som Hildetands Drabsmand er en mystisk Omtydning at den historiske Broder, som dræber Brian.
Ifølge Njaals Saga dyrkede Broder hedenske Vætter. Før Slaget drømte han en Drøm om, at Ravne med Næb og Kløer af Jærn angreb ham. Den Drøm varslede om, at de Djævle, som han troede paa, skulde slæbe ham til Helvedes Kvaler. Odin, Ravneguden opfattedes i den kristne Middelalder som en Djævel.
Broder var den mest tryllekyndige af alle Mennesker. Odin fremstilles af Vikingetidens kristne Mænd som Troldmand fremfor nogen anden.
Broder havde en Rustning, som Jærn ikke bed paa. Odin kunde ved Galdrer volde, at hans Fienders Sværde ikke bed i Kampen. Broder var stor og stærk; hans sorte Haar var saa langt, at han stak det under sit Bælte. Odin tænkes som en stor høi Mand. Naar han kaldes «Hestehaargrane», saa har man forestillet sig hans Haar som langt og nedhængende.
I Braavalla-Slaget hjælper Brune Sigurd Ring til at seire, og han sviger Harald, uagtet han tidligere har hjulpet ham. Broder havde tidligere været Kristen, som Brian, og han havde været viet til Messedegn; men han havde siden aflagt sin kristne Tro og bekjæmpede nu som Gudniding de Kristne.
Ved Omtydningen har Braavalla-Kvædets Digter af Broders Navn i Brúni beholdt Br i Fremlyden.
Straks før Brian blev dræbt, var der kun en af hans Mænd hos ham. Denne kaldes i et irsk Haandskrift hans Hestedreng. Han byder denne sin Tjener at følge Slagets Gang og at bringe ham Underretning derom. Tre Gange kommer Tjeneren tilbage til Brian. Sidste Gang melder han, at Murchards, Brians Søns, Mærke er faldt. Da bryder Brian ud i Klager og siger, han véd, at han ikke levende skal forlade Valpladsen. Han giver selv Bestemmelser om sin Begravelse. Kort efter er det, at Broder kommer og kløver Brians Hoved med en Stridsøks.
I Braavalla-Slaget er Harald alene, med sin Vognstyrer Brune. Da Harald af en dump Lyd fra sine Krigere skjønner, at Fienden vinder Overhaand, byder han ifølge Saxo Brune at se efter, hvorledes Ring har fylket sin Hær. Brune melder ham, at Ring har svinfylket. Da Harald nu forstod, at Brune var Odin, bad han ham inderlig at skjænke ham ogsaa denne Gang Seier. Men Brune slog Harald med en Kølle i Hovedet, saa det knustes.
Marianus Scotus fortæller, at Brian blev dræbt, medens han var i Bøn med Sind og Hænder vendte til Herren. Harald Hildetand vender sig umiddelbart før sit Drab med Bønner til sin Gud, til Odin.
Efter Kampen blev Haralds Lig, ligesom Brians, søgt og fundet. Hildetands Aske blev ifølge Saxo ført til det danske Kongesæde Leidr (hvor i Hedentiden de største Offerfester med Ofring al Dyr og Mennesker holdtes) og den blev der hauglagt; Brians Lig blev ført til Irlands helligste Sted Armagh og der begravet. Til Armaghs Abbed havde Brian givet 240 Kjør.
Det store Skuespil, som Braavalla-Digtningen opruller for os, bestaar, som Olrik har bemærket, egentlig af to Handlinger, som kun hænger løst sammen; den ene: Striden mellem Hildetands og Rings Krigere; den anden: Odins Svig, Hildetands Fald og Baalfærd.
Odins Indgriben i Harald Hildetands Skjæbne er vistnok ældre end Braavalla-Kvædets Kjæmperække i dennes nu kjendte Form. Allerede Digtet Hyndluljóð synes at have kjendt et Sagn om, at Hildetand var viet til Odin, da det betegner ham og flere Mænd, der staar i Forbindelse med ham, som goðum signaðir, signede ved et helligt Tegn (egentlig ved signum, Korsets hellige Tegn) viede til Guderne. Men vi kan ikke bestemme, hvorledes dette var udført i det Sagn, som Forfatteren af Hyndluljóð kjendte.
Den Paavirkning fra Brian-Slagets Handling paa Braavalla-Slaget, som jeg har paavist, gjælder den anden af de to Handlinger, som vi kan adskille i Braavalla-Slaget, nemlig Odins Svig, Hildetands Fald og Begravelse. Jeg formoder nu, at Paavirkningen fra Brian-Slaget er ældre end det Braavalla-Kvæde, som Saxo og Sagabrudstykkets Forfatter har kjendt eller kvædet med Hentydninger til Harald Haardraades Liv. Dette Kvædes Forfatter har efter min Formodning benyttet en tidligere Braavalla-Digtning, hvori Odins-Handlingen var bleven udført under Paavirkning fra en nordisk Fortælling om Brian-Slaget.
Dog kan vi ikke alene ved Brians og Harald Hildetands Fald spore Forbindelse mellom Brian-Slaget og Braavalla-Slaget. Der er ogsaa andre Berøringspunkter, af hvilke jeg som Eksempel her skal nævne et eneste:
Blandt Svenskerne i Rings Hær nævnes Alv og Folke Alreks Sønner. Da de er Guden Frøys Ætlinger og nævnes sammen med Yngve, er det klart, at de har sit Forbillede i de fra Ynglinga Saga kjendte Ynglingekonger Yngve og Alv Alreks Sønner. Men Saxo kalder dem Elriks Sønner. Denne Navneform og Fortællingen om deres Fald i Braavalla-Slaget viser, at de har Tilknytning ogsaa til en anden Side. Paa Sigtrygg Silkeskjægs Side kjæmper ifølge Cogadh Gaedhel Ellric eller Søn af Ellric sammen med en Broder.
Cogadh Gaedhel fortæller, at Brians Søn Murchad, Irernes ypperste Kjæmpe, i Clontarf-Slaget styrtede med et Sværd i hver Haand ind i Nordboernes Fylking og trængte gjennem den. Tre Gange gaar han gjennem den fiendtlige Fylking og fælder Fiender til høire og venstre, blandt dem Sigurd Orknøjarl. Da trænger den nordiske Kjæmpe Ellrics Søn, som er Søn ak den nordiske Konge, ind i den irske Fylking og volder stort Mandefald. Murchad ser det og det gaar ham nær til Hjærte. Murchad fælder derpaa 15 Mænd til høire og 15 til venstre for at kunne naa frem til Ellrics Søn. Han gjennemborer ham, men et Stød af dennes Kniv giver Murchad selv Banesaaret. I Braavalla-Slaget styrter Ubbe Friser, den vældigste Kjæmpe i Hildetands Hær, sig ind i den tætte Flok af de forrest staaende Kjæmper at Rings Hær. Han fælder Fiender med Sværd og Spyd; Svenskerne flygter til alle Sider. Da Elriks eller Alreks Sønner ser det grulige Mandefald, han volder, gaar de mod ham, men Ubbe er en saa vældig Kjæmpe, at han dræber dem begge. lalt dræber Ubbe 25 Krigere og saarer 11, indtil han endelig synker død om for Telemarkingernes Pile.
Ubbe Friser er som historisk Person en at Anførerne for den store danske Hær, som i 866 landede i England og erobrede York.
I Braavalla-Slaget har Ubbe Friser som den, der dræber Elriks Sønner, overtaget den Handling, som i Clantarf-Slaget udføres af Brians Søn Murchad, som fælder Ellrics Søn. Ubbe Frisers tapre Kamp ene mod en hel Flok af Fiender, indtil han synker død om, er et Hovedoptrin i Braavalla-Slaget; den nar sit Forbillede i Murchads tapre Kamp i Clontarf-Slaget mod en hel Flok af Fiender, indtil han synker død om. Denne Murchads Kamp danner paa sin Side et Hovedoptrin i Clontarf-Slaget.
Ligesom Saxo fra at fortælle om Ubbes fald gaar over til Fortællingen om Hildetands Drab, saaledes gaar Fortællingen om Clontarf-Slaget i det irske Skrift Cogadh Gaedhel over fra Murchads Fald til Brians Drab.
Ogsaa ved Elriks eller Alreks Sønner tror jeg at spore, at der har været en ældre og en yngre Form af Braavalla-Digtningen.
Jeg formoder, at Forfatteren af den ældre Form har indført Elriks Sønner efter Forbilledet i Brian-Slaget, og ladet dem kjæmpe med Ubbe, som traadte istedenfor Murchad. Det er derimod sandsynlig Forfatteren af det yngre Braavalla-Kvæde, som i Rings Kjæmperække har tilføiet Navnene Yngve, Alv og Folke. Derpaa er i Kvædets islandske Form Elriks Sønner blevet forandret til Alreks Sønner i Overensstemmelse med den overalt ellers om Ynglingekongerne brugte islandske Navneform.
I det foregaaende har jeg søgt at vise, at den Digter, som tidligst om Vaaren 1065 har Digtet Braavalla-Kvædets Kjæmperække, enten selv har kjendt og efterlignet en paa norsk Sprog forfattet fortælling om Brian og Brian-Slaget eller snarere har omdigtet en ældre form af Braavalla-Digtningen, som allerede havde en Norsk fortælling om Brian og Brian-Slaget til Forbillede. Vi kan ved Hjælp af Braavalla-Digtningen gjøre ikke uvigtige Slutninger angaaende den nordiske Fortælling om Brian-Slaget, som har været et af dens Forbilleder.
I den nordiske Fortælling om det store Slag ved Dublin maa Brian, ikke Sigtrygg Silkeskjæg, have været Hovedpersonen.
Brian har i denne Fortælling sandsynlig ligesom i Njaals Saga været fremstillet som hellig; thi netop det Drag i det af Odins-Troen beherskede Sagn om Harald Hildetand, at han af Odin er gjort usaarlig, har vel været et af de Momenter, som gav Anledning til, at man paa ham overførte Sagnled fra den kristne irske Konge, hvis Legeme var helligt.
Den nordiske Fortælling om Clontarf-Slaget, som Braavalla-Slaget forudsætter, var altsaa en af en Kristen forfattet Brians Saga.
Af Efterligningen i Braavalla-Digtningen kan vi slutte, at den nordiske i Irland forfattede Brians Saga har, ligesom Njaals Saga, fremstillet Broder som en Troldmand, der havde været viet til den kristne Kirkes Tjeneste, men var bleven «Gudniding» og efter sin Død vilde komme i Helvede. Ogsaa dette viser, at den nordiske Brians Saga, som Braavalla-Kvædet forudsætter, har været forfattet af en Kristen. Denne nordiske Fortælling om Brian har i sin Omtale af Slaget udførligere fortalt om Brians Fald og Begravelse samt om hans Drabsmand Broder. Men den har blandt andet ogsaa nævnt Ellrics Søn eller Sønner, som var iblandt Nordboernes Forkjæmpere, og som i Slaget gik mod Irernes ypperste Kjæmpe, men fældtes af ham. Beretningen herom har i den nordiske Fortælling om Clontarf-Slaget, som i den irske, dannet et Hovedoptrin.
Denne nordiske Fremstilling har ikke været en Iærd eller tør krønike, men en folkelig Fortælling. Folketroen eller Digtningen synes allerede i denne at have omdannet den historiske Virkelighed, saaledes bl. a. ved Skildringen af Broder.
Denne nu tabte Fortælling maa have været forfattet kort Tid efter de Begivenheder, om hvilke den har fortalt. Den har baade ved Handlingernes Rækkefølge og med Hensyn til flere Enkeltheder staaet nærmere ved Fremstillingen i det irske Skrift om Irernes Krig med de Fremmede end ved Fremstillingen i Njaals Saga.
Paa Grund af disse Forhold maa vi nødvendig forudsætte, at den her omhandlede nordiske Fremstilling af Clontarf-Slaget skyldes en kristen Nordbo i Irland og vistnok i Dublin.
Jeg skal mu paany tage frem Spørgsmaalet om, naar og under hvilke Forhold Braavalla-Kvædet er blevet digtet.
Jer i det foregaaende kommen til det Resultat, at Baarvalla-Kvædets Kjæmperekke er forfattet enten af en Nordmand eller af en Islænding tidligst om Vaaren 1065, men før Slaget ved Stanford-Bro 25de september 1065.
Kjæmperækkens Forfatter har enten kjendt og efterlignet en paa nordisk Sprog formet Fortælling om Brian og Brian-Slaget eller har snarere omdigtet en ældre Braavalla-Digtning, som havde en nordisk Fortælling om Brian-Slaget til Forbillede. Denne ældre Braavalla-Digtning maa da forudsættes at være forfattet af en Nordbo i Vesten blandt irsktalende Mænd.
I 1058 var der i de britiske Farvande en norsk Flaade under Anførsel af Kong Haralds endnu ikke voksne Søn Magnus, med hvem Nordboer fra Dublin, Suderøerne og Orknøerne forenede sig. Det er derfor meget muligt, at man i Norge, allerede førend Harald Sigurdssøn drog ud paa sit Englandstog i 1066, har lært at kjende en i Dublin tilbleven fast formet Fortælling om Brian-Slaget eller en af saadan Fortælling paavirket ældre Braavalla-Digtning. Men naar vi skal gjøre os Rede for, hvor og naar denne Fortælling eller denne Digtning sandsynlig har paavirket Forfatteren af det Braavalla-Kvæde, som er forfattet mellem Vaaren 1065 og September 1066, saa maa vi fremfor alt tænke paa, at den norske Konge og hans Mænd under Englandstoget 1066 kommer i umiddelbar levende Forbindelse med de blandt irsktalende Mænd i Vesten boende Nordmænd. Thi paa Englands-Toget fik Kong Harald Hjælp af en irsk Konge og tillige af Gudrød Crovan, som siden satte sig i Besiddelse af Øen Man og Suderøerne. Disse Mænd fra Irland og Suderøerne maa sikkerlig have stødt til Kong Harald Haardraade paa Orknøerne.
Naar der i Dublin omkring 1015—1020 er opstaaet en nordisk Sagafortælling om Brian-Slaget og naar der noget senere med denne Fortælling som Forbillede er af en Nordbo blandt irsk-talende Mænd i Vesten digtet en Braavalla-Fortælling paa nordisk Sprog, saa er der al grund til at tro, at denne Fortælling og denne Digtning under Samlivet paa Haralds Flaade mellem Nordmænd fra Vest og Øst har lydt for Harald og hans Mænd, saa frisk og levende, i saa fast, fuldtonende og uforvansket Form, at den kunde virke paa Tilhørernes Stemning og Fantasi.
Heraf slutter jeg følgende: Braavalla-Kvædets Kjæmperække er sandsynlig fortattet før Slaget ved Stanford-Bro, men etter at Nordboerne fra Irland var komne til Harald Haardraade.
Slaget ved Stanford-Bro, hvori Harald faldt, stod den 25de September 1066. Den 24de kapitulerede York. Den 20de seirede Harald ved Fulford nær ved York. Omkring 10de September forenede Tosti sig med ham ved Tyneflodens Munding. Det kan da ikke have været senere end i Begyndelsen af September, at Harald fra Sognefjorden kom seilende over til Shetlandsøerne. Efter et ganske kort Ophold her drog han til Orknøerne. Paa Orknøerne maa det have været, at Nordboer fra Irland vel ogsaa fra Suderøerne stødte til ham. Sammen med dem og med Orknøjarlerne Paal og Erlend seilede han saa sydover langs Skotlands Østkyst til Northumberland.
Det Braavalla-Kvæde, som Saxo og Sagabrudstykket nærmest forudsætter, er altsaa efter min Formodning forfattet i første Halvdel af September 1066.
Men vi kan med Sandsynlighed bestemme Tiden endnu nærmere. Først maa de blandt irsktalende Mænd hjemmehørende Nordmænd meddele Brians Saga eller den deraf paavirkede ældre form af Braavalla-Digtningen; derefter digtes vort Braavalla-Kvæde.
Baade under Opholdet paa Orknøerne og efter Mødet med Tosti maa Kongen og hans Nærmeste have havt det saa travlt med Krigen, at vi ikke da øiner nogen rimelig Tid til Kvædets Tilblivelse.
Derimod tør vi tro, at der var Tid og Oplagthed til Digtning, dengang Flaaden seilede langs Skotlands Østkyst til Northumberiand. Der fortælles jo, at Kong Harald og hans Mænd ellers, naar de seilede langs Kysten, kortede sig Tiden med Skaldskab eller med Fortælling af gamle Sagn.
Jeg finder det derfor sandsynligst, at Braavalla-Kvædet er blevet digtet paa Kong Harald Sigurdssøns Flaade og paa hans Skib, da Flaaden seilede langs Skotlands Østkyst, snarest i Tiden omkring den 6te til 10de September 1066.
Jessen har sagt, at Braavalla-Slaget ikke vedkommer Historien, og saaledes forstaaet, som han forstod denne Paastand, er den sand. Men i en anden Forstand er Braavalla-Kvædet, hvis min Tidsbestemmelse er rigtig, et historisk Digt som kun faa Digte paa vort gamle Sprog.
Jeg ved intet norrønt Digt, som er blevet til paa et saa betydningsfuldt Tidspunkt.
Braavalla-Kvædet med dets Opregning af Kjæmperne i Slaget blev, tænker jeg mig, første Gang fremsagt for Harald Sigurdssøns Krigere, da de i den nærmeste Fremtid skulde udkjæmpe en Folkekamp om Englands Rige. Digteren vilde mane frem den gamle Folkekamp paa Braavolden som et Forbillede; ligesom Sigurd Ring med sine norske Krigere seirede paa Braavolden, saaledes skulde Harald Sigurdssøn blive Seierherre paa den engelske Kampplads.
Men Braavalla-Kvædet blev Forvarslet for en anden Udgang af Kampen. Faa Uger, efterat Digtet første Gang havde været kvædet i den norske Konges Hird, stod Slaget ved Standford-Bro, hvori Harald Sigurdssøn faldt. Inden en Maaned var henleden, var Seierherren i dette Slag selv falden, og før Aaret Udgang var Viljam af Normandi kronet til Englands Konge. Englands Historie blev da for al Fremtid ført ind paa nye Baner.
Slaget ved Stanford-Bro blev i Virkeligheden et Braavalla-Slag, som for Norge afsluttede den heroiske Oldtid. Harald Haardraade, hvis Liv fra Ungdommen af havde været viet Kampguden, blev selv den Harald Hildetand, hvem Odin hentede hjem til Einherjernes Flok i Valhal. Harald Haardraades Englandstog var den norske Vikingetids sidste store Bølgeslag. Magnus Barfods Vesterhavstog er som dets Efterdønning; Haakon Haakonssøns Tog er ikke et Udslag af den hedenske Vikingeaand.
Naar vi nu anskueliggjør os de Forhold, under hvilke Braavalla-Kvædet, efter min Opfatning, er digtet, nemlig i Harald Haardraades Hird paa Kongens Skib under Flaadens Seilads langs Skotlands Østkyst lige før Slaget ved Stanford-Bro, saa forstaar vi først ret, hvorledes Kvædet maatte virke og opfattes ved dets første Fremkomst.
Kvædet fortæller om de talløse Krigere fra mange Lande, som stævner frem til den store Folkekamp, hvori den danske Konge skal falde og hvori norske Krigere skal afgjøre Slaget til Seier for de Svenskes Konge Sigurd Ring. Denne har Tusinder at Skibe. Gotlændingerne havde, fortæller Saxo, faaet Tid og Sted berammet, hvor de skulde møde Svenskerne. «Da saa man,» heder det, «vidt og bredt Snækker pløie Havet; de spændte Seil hindrede Øiet fra at se vidt omkring.»
Her maa vi tænke os, at tilsvarende Ord i Kvædet har lydt for den norske Konges Hirdmænd, da han stævner til en Folkekamp mod den engelske Konge, der om sig har Hirdmænd fra forskjellige Lande og navnlig af den danske Tunge. Fyrster og Krigere fra de skotske Øer og Irland havde nylig stødt til Harald Haardraade paa det bestemte Samlingssted. Og sydover seiler nu til den nær forestaaende Kamp den hele Flaade, som man har beregnet til over 300 Skibe med omkring 30,000 Mand ombord.
Her smelter Kvædets Digtning og den Virkelighed, der omgiver Digter og Tilhørere, sammen i et storslagent Billede, saa at Tilhørerne, hvis Sind maa i løftet Stemning have været optaget af den i en nær Fremtid tilstundende Kamp, ikke kan have undgaaet at opfatte Digtet som en Hentydning til denne Kamp.
Og saaledes ikke alene i det hele, men i flere Enkeltheder, over hvilke der nu falder nyt Lys.
Vi ser nu, at Braavalla-Kvædets Kongesøn, Ole den frøkne, den ypperste Anfører i Rings Hær som først nævnes, som har Kommandoen over Sjøtropperne og har Fyrster under sig, men ikke raader for Land, ikke blot staar i Forbindelse med Fyrster i ældre Fortællinger, men tillige hentyder til Kong Haralds Søn Olav, den senere Olav Kyrre, som er med paa Englandstoget. Før Slaget ved Stanford-Bro lader Harald Olav blive tilbage paa Skibene og stiller de Folk, som skal vogte disse, under Kommando af ham, samt af Orknøjarlerne og Kongens Svoger Øistein.
I første Vers, som opregner Krigere i Hildetands Hær, nævnes Aam og Ella. De er de samme som Northumerlands Konger Aama og Ella, af hvilke Ella i 866 eller 867 faldt i Kampen mod nordiske Vikinger, da hans By York blev erobret af disse. Naar vi tør antage, at Braavalla-Kvædet blev digtet faa Uger eller Dage, førend Harald Haardraade faldt ved Stanford-Bro, efter at have vundet Seieren ved York og tvunget Staden til at kapitulere, saa synes det klart, at Skalden ved at nævne Northumberlands Northumberlands Aam og Ella i det første af de Vers, som opregner Hildetands Krigere, og ved at lade Ella blive dræbt i Slaget af Starkad hentyder til Haardraade, som nu 200 Aar efter Ellas Fald stævner mod York for at erobre denne Stad.
Efter at Spørgsmaalet om Braavalla-Kvædets Forfattelsestid er besvaret, skal jeg søge nærmere at belyse Spørgsmaalet om Digtets Forfatter, om hans Hjem, Forhold og Forudsætninger.
Vi har allerede seet, at han maa være enten en Nordmand eller en Islænding. Hvis han har været Islænding, saa har han digtet med norske Forhold og norske Tendenser for Øie.
Digteren kjender islandsk Tradition, saa at det maa være en bevidst Fiktion, naar han lader islandske Skalde deltage i et Slag i førhistorisk Tid.
At han kjender islandsk Tradition, fremgaar bl.a. deraf, at han nævner Alv den egdske, en Landnaamsmand fra Agder, som ikke kunde have dette Tilnavn i sin Hjemstavn. Naar Braavalla-Kvædets Digter som islandske Skalde opfører Brage og Ravnkell og kalder dem Fæller, saa maa han af Islændinger have hørt Vers, som tillagdes Brage gamle, og særlig det Vers, hvori Ravnketil tiltales.
Jeg har allerede nævnt, at Kvædet er digtet paa Harald Haardraades Englandstog i Kongens Hird.
Kvædet viser et Kjendskab til Kongens Reiser og Bedrifter i fjærne Lande, som kun den kunde have, der selv havde været i Kongens Hird.
Da vi véd, at Kong Harald oftere enten selv fortalte om sine Reiser eller lod fortælle derom, kommer vi ved flere Navne i Braavalla-Kvædet til at tænke paa Harald selv som Hjemmelsmand. Saaledes ved Holte, Navnet paa Haralds Svoger i Rusland; fremdeles naar der nævnes en Kriger fra Sigtuna, Thi der landede Harald, da han kom tilbage fra Rusland.
Naar jeg holder det for ikke usandsynligt, at Harald selv har havt nogen Del i Braavalla-Kvædets Tilblivelse, saa stemmer dette vel overens med, at Skaldskab var for ham en stadig Kilde til Underholdning. Han udøvede selv Kunsten og opfordrede jævnlig Andre til at digte; han gav Skaldene Æmner at behandle, ogsaa af de mytiske og heroiske Sagn.
Jeg tænker mig dog ikke Kongen som Digtets egentlige eller eneste Forfatter. Hvis han det havde været, vilde den islandske Saga-Tradition sandsynlig have bevaret en Efterretning derom.
Jeg har allerede udtalt den Formodning, at Digtningen om at Harald Hildetand i den store Folkekamp hentes hjem af Odin tilligemed Brian-Slagets Gjenspeiling i Folkekampen tilhører en vesterlandsk norsk Digter, hvis Arbeide har været ældre end det Braavalla-Kvæde, som Saxo og Forfatteren af Saga-Brudstykket har kjendt. Paa Haardraades Englandstog blev Digtningen omarbeidet. Da blev Kjæmperækken udvidet efter Svolderrækkens Forbillede ved Tilføielse af en Mængde Navne; da blev flere Enkeltkampe i Slaget tildigtede, og Kvædet blev lagt i Starkads Mund.
Til en saadan Omdigtning tænker jeg mig, at Kong Harald Haardraade kan have givet Anvisning, idet han fra sine Reiser har nævnt mange Navne, som kunde komme til Anvendelse i Digtet; men Udførelsen har han overladt til en anden Digter.
Denne Digter maa vistnok, som Olrik mener, have været fra Telemarken. Thi Telemarken er i Rings Hær fyldigst repræsenteret af alle norske Bygder. Om alle Kjæmperne fra Telemarken fortælles der Bedrifter. Og foruden dem er der ingen anden navngiven norsk Kriger end Starkad, der udfører noget Storværk; og der er den Forskjel, at Starkad giver og faar Saar i Flæng, men Kjæmperne fra Telemarken gaar seirrige ud at begge de Kampe, de optræder i, og disse Kampe afgjør Slaget til Sigurd Rings Fordel.
Braavalla-Kvædet er sandsynlig allerede i 1066 paa Kongens Skib blevet fæstet i to Former. Den ene mere norsk, den anden mere islandsk. Flere Sprogformer taler for, at Digtet blev optegnet af en Mand fra Øst-Telemarken, og at denne Form kom til Danmark, hvor den blev optegnet af en Skaaning. Det var denne halvt norske, halvt skaanske Form, som Saxo Grammaticus lærte at kjende. En anden Optegnelse, som var gjort af en Islænding, kom til Island og ligger til Grund for Fremstillingen i Sagabrudstykket.
Harald Hildetand er allerede i Digtet Hyndluljóð, som er ældre end Braavalla-Kvædet, sat i Forbindelse med Øst-Sverige og gjort til Datteren af den Kong Ivar Vidfadme, som havde erobret Sverige. Derimod nævner Hyndluljóð ikke Sigurd Ring og synes ikke at have kjendt ham.
Jeg skal her ikke nærmere underøsge, hvorledes Fortællingen om Braavalla-Slaget med Hensyn til sit Grundlag forholder sig til den virkelige Historie. Vi mangler Midler til med Sikkerhed at bestemme dette. Det er gjort sandsynligt, at Sigurd Ring er en uhistorisk Person og at han er opstaaet ved Misforsaaelse af de to danske samtidige Konger Sigurd eller Sivard, som hos den samtidige frankiske Forfatter Einhard kaldes Sigifrid, og Ring, hvis Navn synes at være en feilagtig Oversættelse af Einhards Anulo, det er Aale eller Ole, en Oversættelse, som er opstaaet derved, at man antog, at Anulo stod i Forbindelse med latinsk anulus, en Ring.
Sigifrid og Anulo holdt, som vi véd af Einhard, et stort Slag mod hinanden, hvori omtrent 10,000 Mand faldt, foruden begge Konger, men hvori Anulos Parti seirede. Det er sandsynligt, men ikke sikkert, at dette er det historiske Grundlag for Braavalla-Slaget. Dog synes den nordiske Fortælling at have bevaret flere af Einhard uafhængige virkelig historiske Minder. Men jeg beskjæftiger mig her med de sagnhistoriske og poetiske Elementer i Fortællingen om Braavalla-Slaget, ikke med de historiske.
Det af Einhard omtalte store Slag mellem Sigifrid og Anulo synes at have staaet i Danmark. Hvis dette Slag er det historiske Grundlag for Slaget mellem Harald Hildetand og Sigurd Ring, saa maa Braavold ved Braaviken som Navnet paa den Kampplads, hvor Sigurd Ring seirede, være uhistorisk. Vi skal se, om Kampplanen gjennem en sagnhistorisk Undersøgelse lader sig forklare.
Det store Slag mellem Harald Hildetand og Ring synes at have staaet paa Braavold (á Brávelli) ved Braaviken.
Med Navnet Braaviken staar Navnet Bråbo härad i Forbindelse; dette Herred er omkring og i Vest for Braavikens Bund. Den samme Ordstamme findes i Braanäs paa Sydsiden af Braaviken i Lösings härad, hvor senere Braaborg blev øpført.
Derimod synes alt at tale for, at Almuen i Bygden ved Braaviken ikke har kjendt Navnet Bråvalla hed paa en Slette der, førend dette Navn ved Indflydelse fra Fortællingen om det store Slag kom i Omløb.
Det eneste Bidrag til en sagnhistorisk Forklaring af Navnet Brávǫllr, som nu kjendes, er det, at dette Navn forekommer én Gang i et Digt, som er ældre end Braavalla-Kvædet og uden nogen Forbindelse med den store Folkekamp mellem Hildetand og Ring.
I det første Digt om Helge Hundingsbane, som efter min Begrundelse skulde være digtet i Dublin c. 1020, siger Helges Halvbroder og Sigmunds Søn Sinfjotle til en Fiende: «Jeg har redet mangt et Veistykke paa dig, da du var en guldbidslet Hoppe paa Braavold (á Brávelli).» Imod, at Digteren skulde have kjendt dette Navn fra en Fortælling om Kampen mellem Hildetand og Ring, taler Navnet Braalund, der i samme Digt betegner det Sted, hvor Borghild føder Helge og hvor Borge brydes den Nat, da Helge fødes. Thi dette Navn kan ikke fuldstændig skilles fra Navnet Braavold i samme Digt, men det har intet med Harald Hildetands og Rings Kamp i Øst-Sverige at gjøre.
Jeg forklarer Navnene Braavold og Braalund paa følgende Maade:
Brega (Nomin. i Pluralis), senere skrevet Breagha, var i Middelalderen Navnet paa det irske Landskab, som strækker sig fra Elven Liffey og Staden Dublin i Syd til Elven Boyne og Staden Drogheda i Nord. Til Brega regnes Landet fra de yderste Næs i Øst til et Pas vest for Kells i Vest. Dette Landskab var mest Sletteland. Den egentlige Slette hed mag m-Breg.
Naar Sinfjotle siger til sin Fiende: «Da du var en Hoppe paa Braavold, red jeg mangt et Veistykke paa Dig,» saa betyder «paa Braavold» det samme som paa Brega-Sletten. Dette giver fortræffelig Mening. Thi det første Helgedigt er, som jeg før har søgt at vise, digtet af en norsk Digter, som har opholdt sig ved Sigtrygg Silkeskjægs Hird i Dublin. Sagndigtningen overfører ofte sine Helte til det Land, hvor Digteren har hjemme, enten fuldstændig eller tildels, saaledes at fremmede Stedsnavne, som henviser til Sagnets oprindelige Hjemsted, bliver staaende ved Siden af de for Digteren hjemlige Stedsnavne, som naar Reiðgotaland, de sydeuropæiske Goters Land, med Hovedstaden Danparstaðir, Dnjeprstaden, henlægges til Danmark.
Saaledes ogsaa i Helgedigtet. Helge er egentlig en dansk Konge, hvis Rige har Hovedstaden Ringsted. Men den norske Digter i Irland tænker sig ham dog halvt som en gammel dansk Konge i Dublin. Sinfjotle er gjort til Helges Broder og opholder sig hos ham. Naar Sinfjotle har hørt til den nordiske Konges Hird i Dublin, saa er det ligetil, at han mangen Gang har redet paa Brega-Sletten, á Brávelli. Thi denne Slette begyndte lige i Nord for Dublin. Nordboerne kjendte den godt og gjorde oftere Indfald i den. Saaledes fortæller de fire Mestres Aarbøger ved 999, at Nordboerne fra Dublin drog med Rytteri ind paa Brega-Sletten.
I Helge-Digtet er paa Helge overført Sagnet om Wolfdietrich, som ogsaa overføres til den irske Konge Cormac, at Kongesønnen fødes ude i Skoven blandt Ulvene. Naar Digteren forestiller sig Sigmund som Konge i Dublin, er det naturligt, at han lader hans Søn fødes i Braalund, d. e. Brega-Bkoven. Denne Skov begyndte lige nord for Dublin ved Clontarf-Sletten. Den Nat, da Helge fødes, brydes eller stormes fiendtlige Borge i Braalund af Sigmund, ligesom Nordboerne i Dublin ofte plyndrede de irske Høvdingers Boliger i Brega. Det irske Navn paa Brega-Sletten Bregmag eller sædvanlig Mag m-Breg, senere skrevet Magh Breagh, nu Moy Bra (Brey) er sammensat med mag, som i Betydning svarer til det oldn. vǫllr. Fra Middelalderen af hørtes ikke det aandende g i Irernes Udtale. Magh Breagh er af Nordboer i Vesten blevet gjengivet ved Brávǫllr i Lighed med at angelsaks bréag, bréaw «Øienlaag» svarede til det gammelnordiske brá, «Øienhaar, Øienlaag». Det er muligt, at de Nordboer, som først gjengav det irske Stedsnavn ved Brávǫllr, kjendte det svenske Stedsnavn Brávik, og at dette virkede med ved Omdannelsen af Ordformen, men nødvendig er denne Antagelse ikke.
Vi har seet, at den Digtning, som fortæller om Harald Hildetands Fald for Brunes Haand og om Ubbes Kamp med Elriks Sønner gjenspeiler en Fortælling om Brians Fald for Broder og om Murchads Kamp med Ellrics Søn i Clontarf-Slaget i Irland, Da nu Brávǫllr i Helge-Digtet er det nordiske Navn paa Brega-Sletten i Irland, slutter jeg, at vi ogsaa i Braavold som Navn paa den Kampplads, til hvilken Slaget mellem Harald Hildetand og Ring er henlagt, har en Gjenspeiling af fortellingen om Brian. Harald Hildetands Fald er henlagt til Braavold ved Braavik i Østergøtland paa Grund af den Lydlighed, som Braavik havde med Braavold, det nordiske Navn paa Brega-Sletten i Irland.
I Clontarf-Slaget har Nordboerne opstillet sin Hær paa Sletten paa Nordsiden af og ved Lunden af Dublin-Vigen fra Forbjærget Howth (d. e. Hoved) i Øst til Liffeys Munding i Vest. Denne Slette hørte til Brega. Vistnok siges Clontarf-Slaget i de irske Aarbøger aldrig at have staaet paa Brega-Sletten. Der nævnes mere specielle Navne. Men i de fire Mestres Aarbøger nævnes lige forud for Clontarf-Slaget og under samme Aar som dette, at Nordboerne og Leinstermændene førte en Hær ind i Brega og at de bortførte mange Fanger og en talløs Mængde Fæ.
Jeg formoder saaledes, at den norske i Dublin forfattede Fortælling om Brian, som har paavirket Digtningen om Braavalla-Slaget, har nævnt Braavold, d. e. Brega-Sletten, som det Sted, hvor Brian-Slaget stod eller hvor et Hærjetog, som gik umiddelbart forud for dette, fandt Sted. Fra denne Fortælling blev paa Grund af Lydligheden Navnet overført til en Slette ved Braaviken, hvortil Slaget mellem Harald Hildetand og Ring blev henlagt.
Lydligheden mellem Navnene har dog ingenlunde været den eneste Grund til at det Slag, hvori Hildetand faldt, blev henlagt til Øst-Sverige. Sagnet om Harald Hildetand har vistnok fra ældgammel Tid af været sat i Forbindelse med Sverige. Ved Valget af Kamppladsen kan Navnet Ringstad i Östra Eneby socken, Braabo härad (allerede nævnt 1316) have virket med, idet man knyttede dette til Hildetands Modstander Ring.
Forbindelsen mellem det Sted, til hvilket Brian-Slaget er henlagt, og Stedet for Harald Hildetands Fald vil tydeligere vise sig ved nærmere Betragtning af Fortællingen i Sagabrudstykket og hos Saxo Grammaticus.
Der er allerede i den almindelige Situation en bestemt Lighed mellem Brian-Slaget og Braavalla-Slaget.
Brian drager sydfra hærjende ind i sine Fienders Land og derpaa mod Øst til Kamppladsen. Harald Hildetand, Danmarks Konge, drager sydfra ind i Sverige og derfra mod Øst til Stedet for det store Slag. Derimod kommer Rings Hær nordfra til Slaget, ligesom Dublinmændenes nordiske Hjælpetropper fra Skotland. Rings Flaade landsætter Tropper paa Østsiden af Sverige, ligesom Dublinmændenes nordiske Hjælpetropper landsættes paa Irlands Østkyst. Ligheden kan forfølges videre.
Ring drog ifølge Sagabrudstykket selv med sin Hird og med Vestgøterne Landveien fra Mälaregnene mod Vest til Skoven Kolmaarden, som danner Grænsen mellem Svitjod og Østergøtland. Og da han kom fra Skoven der vestpaa til Braaviken, mødte hans Flaade ham. Kong Ring samlede da sin Hær i Leir paa Braavold under Skoven imellem denne og Vigen.
Sigtrygg Silkeskjæggs Hær i Brian-Slaget bestaar ligeledes dels af Tropper, som kommer til Lands, dels af Mænd, som kommer seilende. Hans Hær opstilles mellem Skoven og Dublin-Vigen. Kolmaarden, som danner Grænsen mellem Svitjod og Østergøtland, svarer i Fortællingen om Braavalla-Slaget til den Skov ved Kamppladsen for Brian-Slaget, som danner Sydgrænsen for Brega.
De fleste svenske Oldgranskere har lagt Braavold, hvor Slaget skulde have staaet, paa Sydsiden af den ydre Del af Braaviken. Braavalla-hed mentes at have ligget i Östra Husby socken af Östkind härad.
Men dette strider bestemt mod Fremstillingen i Saga-Brudstykket, hvor det siges, at Rings Hær samles under Skoven Kolmaarden mellem denne og Braaviken.
Den Del at Kolmaarden, som hører til Østergotland, er i Vest for Bunden af Braaviken og paa Nordsiden af den indre Del af denne, i Braabo härad og i Lösings härad. Her er det altsaa, at Ring ifølge Saga-Brudstykket opstiller sin Hær.
Der er her ikke Tale om et virkeligt Slag, men om et Slag, som alene tilhører en Digters Fantasi.
At Digteren har, ligesom Saga-Brudstykket, tænkt sig, at Rings Hær blev opstillet mellem Kolmaarden og Braaviken, godtgjøres ved Forholdene i Clontarf-Slaget, som gjenspeiles i Braavalla-Digtningen. Thi i Clontarf-Slaget er Nordboernes Hær opstillet ved Skovranden paa Nordsiden af Dublin-Vigen.
I Saga-Brudstykket heder det, at den ene Fløi af Rings Hær naaede til den Elv, som hed uata, og den anden ned til Braaviken. uata har Peringskiøld forandret til uara, og dette har man forstaaet om Vara-ån paa Vikbolandet. Men med urette. Thi bortseet fra det at Vara ingen Hjemmel har i det gamle Haandskrift, saa har Kamppladsen, som sagt, af Saga-Brudstykkets Forfatter været tænkt under Kolmaarden mellem denne og Braaviken.
uata kan overensstemmende med gammel Skrivemaade hos Irlændere og Angelsakser betegne Vað-á af vað, et Vadested. Jeg formoder, at dette Navn er bibeholdt fra en nordisk Fortælling om Clontartf-Slaget. I dette Slag blev Nordboernes og Leinstermændenes Skarer mod Slutningen af Slaget forfulgte og nedhuggede af Irlændere under Maelsechlainn ligetil Dublin.
Dubhlinn, d. e. Svart pollen, er egentlig Navn paa den Del af Elven Liffey, paa begge Sider af hvilken Staden er anlagt.
Staden hed på Irsk Ath-Cliath d.e. Vidjekvadet.
Herefter formoder jeg, at Vað-á «Vadestedets Elv» i en nordisk Fortælling om Clontarf-Slaget har betegnet Elven Liffey, hvor Ath-Cliath eller Viljevadet var. Og jeg formoder, at Navnet Vaðá sammen med Navnet Brávǫllr er gaaet over fra Clontarf-Slaget i Irland til Braavalla-Slaget i Sverige.
Ogsaa Saxo Grammaticus har tænkt sig Slaget ved Braaviken. Men han fortæller, at der var berammet Gotlændingerne Tid og Sted, da de skulle møde Svenskerne mellem Vik og Verund, og at den ene Fløi af Rings Hær strakte sig lige til Verund. Efter Ordformen synes Saxos Werundia at være Värend. Men at Rings Hær skulde strække sig fra Braaviken til Värend er en Urimelighed, selv hvor Talen er om et Slag, som kun hører Digtningen til. Navnet Werundia synes her at maatte være kommet ind ved en Feil, men denne Feil kan jeg ikke rette. lalfald har vi ogsaa hos Saxo den Fremstilling, at Rings Flaade kommer til Kamppladsen seilende nordfra, ligesom Sigtrygg Silkeskjægs nordiske Hjælpetropper i Clontarf-Slaget.
Jeg skal til Slutning sammenfatte i Korthed Resultatet af min Udvikling. Fortællingen om Braavalla-Slaget grunder sig paa en uhistorisk Digtning. Den ældre Braavalla-Digtning lod Brian-Slaget i Irland gjenspeile sig i Braavalla-Slaget. Allerede den havde henlagt Slaget til en Slette ved Braaviken i Øst-Sverige. Denne ældre Braavalla-Digtning er opstaaet hos Nordboerne i eller ved Irland mellem 1014 og 1066. Denne Digtning blev senere under Harald Haardraades Englandstog i September 1066 omarbeidet til den Braavalla-Digtning, som Sagabrudstykket og Saxo forudsætter.
Braavalla-Digtningen betegner Afslutningen af den gammelnordiske heroiske Digtning, som er opstaaet under Indflydelse paa hedenske og halvhedenske Nordboer fra Vestens kristelige Kultur, saaledes som denne fremtraadte navnlig hos Irlændere og Englændere.
Digtningen om Braavalla-Slaget og om Harald Hildetand er gjennemaandet af de hedenske Forestillinger om Krigerne, som vies til Odin og som efter at være faldne i Slag kommer til Valhal for at fylde Einherjernes Flok. Og dog har denne Digtning, som vi har seet, for en væsentlig Del sit Forbillede i en af en kristen nordisk Mand i Irland forfattet Fortælling om, at en kristen irsk Konge, som hersker over kristne Irlændere, fældes i Irland af en nordisk Hedning, som før har været Kristen. Nordisk-hedenske og vesterlandske kristelige Forestillinger er i denne Digtning, som er forfattet i Vesten i 11te Aarhundred, inderlig sammensmeltede. Vi har ogsaa andre Vidnesbyrd om, at kristelige og nordisk-hedenske Forestillinger var inderlig forbundne hos de Nordboer, som i 11te Aarhundred boede blandt irsk-talende Mænd.
Derom har vi Syn for Sagn paa Øen Man, hvor der endnu fra hin Tid er bevaret Kors, som er forsynede med nordiske Runeindskrifter og er reiste som Mindestene over kristne Mænd dels med nordiske, dels med irske Navne. Og paa disse Kors ser vi Fremstillinger af Odin og Tor, af Fenrer og Midgardsormen, af Livet i Valhal og af det hedenske Nordens Sagnhelte.