Nils Skogastøl
Paa Pladsen Skogastøl i Steinsdalen i Vikør levede engang en Husmand, som hedte Nils. Han drev blandt Andet ogsaa paa at gjøre falske Papirpenge, og blev greben og sat fast. Men snart rømte han af Fangehullet, og Ingen fik Spor paa ham, saaledes at han om nogen Tid blev ganske glemt. Men efter mange Aars Forløb kom der en Aften sent en fremmed Mand til Skogastøl og bad om Husly Natten over. Konen paa Pladsen svarede, at hun var fattig og alene hjemme, og bad ham heller søge Hus andensteds. Nei, han vilde endelig blive der om Natten, og saa fik han da tilsidst Lov. Saa tilstod han da for Konen, at han var hendes forsvundne Mand Nils, og fortalte hende, hvad der var hændt ham i de mange Aar, siden han rømte fra Norge. Han havde listet sig ombord paa et Skib, som seilede langt sydover. Underveis var Skibet kommen i Kamp med tyrkiske Sørøvere, og hele Mandskabet var taget til Fanger og ført afsted til Tyrkernes Hjem. Der fik de surt Arbeide og maatte trælle under Pidskeslag. Efterat dette havde staaet paa en Stund, blev de stængte inde hver i sit Rum, men fik udmærket god Mad, og det var tydeligt, at Tyrken vilde gjøde og fede sine Fanger, for siden at slagte og spise dem. Nils var derfor betænkt paa, hvorledes han skulde redde Livet. Heldigvis laa der inde i hans Rum opstablet en hel Hob af Silketørklæder, og af dem lavede han sig en Rebstige, hvormed han firede sig ud gjennem Vindueshullet. Saa slap han da ud og kom endelig ogsaa vel ud af Tyrkernes Land. Han drog nu nordover og kom omsider til Tydskland og tog Tjeneste der som Sauegjeter. Men paa den Tid var Tydskland fuldt af Hververe, som pressede Folk til Krigstjeneste og de fik ogsaa sat i Nils. Han havde liden Lyst til den haarde Tjeneste i en Garnison eller i Krigen og tænkte derfor strax paa at rømme. I Bunden af den Vogn, hvorpaa Hververne førte ham afsted, fik han gjort sig et Hul og mens hine havde forladt ham og troede ham vel forvaret, da de havde slaaet Skaaden vel for Vognen, smuttede han ud og skyndte sig afsted. .Han havde nu saa stærk Hjemvee, sagde han, at han ikke kunde modstaa Lysten til at see Skogastøl igjen, men blive der længe turde han heller ikke, fordi han var bange for at blive kjendt og greben. Dette fortalte han altsaa sin Kone, og Morgenen efter gik han atter sin Vei, uden at Nogen siden fik høre det Ringeste om hans senere Skjebne. Men forinden han gik, forærede han sin Kone en Stump af den Silkestige, hvormed han havde firet sig ud af det tyrkiske Fangehul, og endnu den Dag idag gjemmes paa Skogastøl en gammel Fille af Silke, som fortælles at være dette Nils’s Reb.
Efter nogle Meddelelser i Bergens Tidende 1872 No. 52. Der er Intet iveien for at dette Sagn kan indeholde nogen Virkelighed. At man i Steinsdalen fortæller, at Tyrken gjødede Mennesker for at æde dem, maa ikke forundre Nogen, naar man erindrer, at Almuen i selve Christiania og Omegn har troet Saadant og det ikke alene i 1813 (Pavels’s Dagbøger, Bergen 1864, S. 112–113), men endog saa sent som i 1869 (see f. Ex. Morgenbladet for 17 Sept., Aftenposten 16 Sept. 1869 o. s. v.)
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |