Nicolai Wergeland (Christensen)/3
Om arten af Nicolai Wergelands veltalenhed kan man danne sig et begreb gjennem hans trykte taler. Endel af disse taler er gjengivne i Henrik Wergeland: „Norges Konstitutions Historie“. Blandt hans prækener fra tiden i Kristianssand er der to, den ene af 30te oktober 1814, den anden af nytaarsdag 1815, som er af helt politisk natur og senere ogsaa trykte som politiske indlæg; i dem begge priser han nordmændene lykkelige i anledning af foreningen med Sverige; samtidig sparer han ikke sine modstandere eller den gamle fiende Danmark.
„Kristianssand har talt“, slutter Wergeland et af sine foredrag[1]. Det er retoriken fra den franske revolution, som er hans mønster, den blomstrende „klassiske“ veltalenhed, hans sprog minder undertiden om Robespierres pyntede orationer. Mirabeaus glimrende og fint beregnede ordkunst blev vel dengang ogsaa beundret hos os, men det gik, som det ofte gaar: netop fraserne, glitterstasen hos ukritiske eller opblæste retorer fristede mest til efterligning; og Wergeland har tydelig studeret disse de deputeredes fraser. Det er iøvrigt ikke forunderligt, at revolutionsmændenes deklamation faldt naturlig for hans tunge. Teolog af det attende aarhundrede, har han oprindelig dannet sin tale efter tidens geistlige retorik, det salvede billedsprog, vi kjender fra Nordahl Bruns „Hellige Taler“.[2] Han næret da ogsaa stor beundring for den bergenske biskop, for „Aandens Svada paa den Guds-Mands Tunge“.[3]
— — I formel henseende hører den tale, Wergeland holdt den 12te april i anledning af takadressen til Christian Frederik, til hans bedre. Den har tydelig til hensigt at præcisere, hvad Sverdrup allerede havde sagt prinsen: at det var folket selv, der bestemte over sin skjebne, at prinsen ingen anden ret havde end den, folket gav ham. Det er rimeligt, at Mirabeaus optræden i den første nationalforsamling har foresvævet ham, det var just en rolle for ham, Wergeland: „vi er her efter folkets vilje“. Taleren har havt sin udmerkede tale færdig, og han har skabt sig en leilighed: men leiligheden var ikke rigtig passende, det ansaaes af de fleste for baade klogest og mest dannet ikke at rippe op igjen et spørgsmaal, som allerede var tilfredsstillende løst, og særlig ansaaes det for stødende, at Wergeland ved at rette en særlig tak til de herrer, der ved det første møde paa Eidsvold havde „forholdt sig med ærbødighed mod nationen“, udslyngede en insinuation: at ikke alle havde vist denne ærbødighed. Hans kampfælle, grev Wedel, søgte ogsaa straks at gi sagen en anden og heldigere vending ved at betone det utænkelige i, at noget medlem af forsamlingen skulde drage i tvil, hvad Wergeland havde fremhævet: at folkets suverænitet for øieblikket hvilede hos den; da takadressen desuden kun tilsigtede en komplimentation af prinsen, fandt han de af Wergeland foreslaaede tillæg overflødige. I den paafølgende debat blev Wergeland særlig skarpt angrebet af Sverdrup, og stemmegivningen gik ham, som rimeligt kunde være, imod.
Det heder i denne tale[4], der vilde været udmerket, hvis der havde været nogen grund til at holde den: „Forsamlingen er national og norsk — Forsamlingen er altsaa fri. Vi forestille et hæderligt Folk, løst fra sin Troskabs-Ed, og gjengivet en fri og uafhængig Nations fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsform, en Ret baade Ven og Fiende tilsteder os rolig at nyde[5]. Men forestille vi et frit og uafhængigt Folk, saa er denne Forsamling og aldeles fri og uafhængig og nu alene i Besiddelse af Nationens Suverænitet. Denne Frihed, denne Uafhængighed være det første, vi hævde, forsvare og bevare; thi, ædle Herrer, velærværdige Forsamling, hævde vi ej Forsamlingens egen Frihed og egne Rettigheder, hvorledes skulde vi da kunne hævde Folkets? Vor Statsforandring er ingen Revolution — vi haabe med Føie, at den kan og vil foregaa uden Revolution. Her er ingen Magt at nedbryde, for paa dens Ruiner at opreise en anden. Her er ingen stridige Rigsstænder med kolliderende Interesse. Love og Indretninger kunne vedblive i uforstyrret Gang. Norges Folk er eet og lige. Det er enigt i den fremtidige Statsforfatnings Grundsætninger, og Regjeringsforandringen er allerede foregaaet i alle Normænds Gemytter.
Imidlertid er det neppe Tvil underkastet, at jo mere der i den interimistiske Regjering organiserer sig uden Nationens Samtykke, desto mere vil Resultatet af vore Bestræbelser her, naar det skal udføres, maaske faa Karakter af Revolution.[6] — Vi have erfaret af landfare Rygter og private Skrivelser, at en Deel anseelige danske og norske Mænd have hyldet Hans kongelige Høihed Prinds Kristian af Danmark til Norges midlertidige Regent. Tvivle vi end ikke paa, at jo denne ædle Fyrste fuld vel er værdig at bære en Halfdan svartes Krone, om Norge end har saadan Krone at give, saa er det dog heller ikke mindre upaatvivleligt, at hine Skridt af Mødet paa Eidsvold i sig selv var uretmæssige; en Akt, kun hele det forsamlede Folk var berettiget til. Ikke desto mindre fortjener det Bifald, som relativ retligt, forsaavidt det sigtede til at forekomme større og farligere Uretmæssigheder, og foretoges uden Tvivl af Kjærlighed til Fædrelandet, og med Forbeholdenhed af denne Forsamlings Sanktion. — Denne staar altsaa endnu tilbage. Vel have heller ikke vi i strængeste Forstand efter vor Fuldmagts Lydende Ret til at vælge og keise nogen personlig Regent for det hele Folk, men da det ganske Folks reelle Sammenkomst er en Umulighed, og da Vi udgjøre en lovmæssigen valgt Folkerepræsentation, saa er det klart, at dersom noget Møde tør handle i Folkets Navn, saa er det dette. — Alt hvad denne Forsamling ɔ: det frie norske Folk ikke har sanktioneret, er ugyldigt. Derfor er vi og komne sammen[7]. En Regent maa være ne qvid respublica detrimenti capiat, at vi roligen kunne overveje vore Anliggender.“ I denne tone fortsætter han; til en slutning etpar komplimenter til Christian Frederik, men selv i disse komplimenter er der som en gjemt trudsel: hvis prinsen ikke var saa udmerket, som Wergeland forudsætter, kunde han heller ikke være „Konge over Normænd“. — Taleren er tydelig en mand, der har glæde af sine egne ord, han hviler i sine sætninger, han anstiller betragtninger over situationen, over rigsforsamlingens betydning og vore politiske forholds natur. Han nyder sin position paa „dette evig mærkelige Thing“, som han selv kalder det. Han er ikke den, der nøier sig med at sige sin mening om det foreliggende, han holder foredrag for tilhørere, politiske prækener. Der er enkelte dunkle vendinger; forøvrigt er hans fremstilling bred og logisk, logiken er juridisk spidsfindig, saa spidsfindig, at han undertiden for at skaffe sig et tilbagetog maa gjøre brud paa det logiske. Det er den samme juridiske metode, han anvender, naar han skal skifte ret mellem Danmark og Norge, kun at han her i særegen grad følger visse sagføreres fremgangsmaade, alene at fremholde, hvad der taler for hans part, sværte modparten, benegte, „bevist og ubevist“.
Af hans øvrige taler[8] er der en, hvor han ivrer mod at give udlændinge for let adgang til landets embeder: „Det vil fortryde os, snarlig fortryde os. Den Landsherlighed, vi to Aar tilbage erhvervede, og den end større nationale Herlighed, vi i dette mærkelige Aar have erhvervet eller skulle erhverve, ville begge derved gaa tilgrunde. Universitetet vil falde. Selvstændigheden vil blive til Intet.“ Det er naturligvis en dansk invasion, Wergeland frygter. „Hvorledes kan det norske Universitet bestaa, naar Kjøbenhavns talrige Kandidater skulde dele med sammes faa Studerende de faa Norges Embeder, uden at disse nøde samme Rettigheder i Danmark, hvilket vilde vække Europas Forundring og Ringeagt.“ Wergelands uvilje er ikke uforstaaelig, i aarhundreder havde danske embedsmænd indehavt en flerhed af landets embeder, og der havde været et naturligt krigsforhold mellem den danske skatteopkræver og den norske skatteyder. Der er i Wergelands ord noget, som gjenkalder i erindringen det gamle bondehad; vi mindes hans far, Halvor Lassesen, som frasier sig sin klokkerbestilling „ formedelst de mangfoldige fortrædeligheder“, hans danske sogneprest har skaffet ham[9]. Der er racehad i Wergelands antipati. Vi skal senere finde endnu mere bestemte udtryk for dette „racehad“. Men der tør i den nævnte tale tillige være en reminiscens af kampen mod tyskerne i Danmark; man havde ikke mange decennier før begivenhederne i 1814 faaet merke, hvad det vilde si, at fremmede blev begunstigede paa bekostning af landets „egne børn“; Wergelands opfatning er den samme, som kom til orde i forordningen om indfødtsretten. Man bringes ialtfald uvilkaarlig til at tænke paa argumenterne mod „tyskeriet“, naar det senere heder: „For at komme til et Embede maatte de Indfødte smigre Regjeringen og trænge sig frem i Klyngen af Fremmede“. Wergeland anser det øiensynlig ikke for utænkeligt, at de danske under Christian Frederik kunde komme til at spille en lignende rolle i Norge, som tyskerne havde gjort i Danmark. „Naar Regjeringen direkte kan indkalde Fremmede til Universiteterne og til Skolerne, samt til Fysikaterne, saa vil der nok findes Indfødte til de øvrige Embeder. I Norge gives adskillige ubefordrede Kandidater, i Danmark endnu flere, som vist ikke ville mangle at komme, saafremt de se Embeder i Fædrelandet aabne, eller de indkaldes. Imidlertid tiltager de Studerendes Tal i Skolerne, flere Skoler anlægges, Universitetets Borgerskab vorder talrigere og fylder Embederne med Indfødte, Oplyste, Duelige. Norge regjerer sig selv. Norge bliver norsk, og Selvstændighedens Gran skyder sit Spyd stolt i Skyerne“. Wergeland forsømmer ikke gjerne dette lille endelige piskeknald, den afsluttende effekt, han tænker som skuespilleren paa applausen, han afrunder sin tale med en elegant gestus; ogsaa heri ligner han sine franske mestre.
I debatten om hvorvidt rigsforsamlingen skulde hæves, saasnart konstitutionen var git og kongen valgt, afleverer Wergeland en af sine mest patetiske taler. Spørgsmaalets kjerne var vel den, om forsamlingen skulde overlade Christian Frederik ledelsen, eller om den skulde oppebie begivenhedernes gang, og hvis det blev nødvendigt gribe ind i forhandlingerne med Sverige. For dem, der ikke havde noget imod en forening med Sverige, var det selvsagt af interesse at forlænge forsamlingstiden og udhale kongevalget. Løvenskjold imødegik da ogsaa Falsen, der var forslagsstiller, og fremhævede, at forsamlingen ikke burde hæves, før den havde antaget en konstitution, „grundet paa sikre Data, som kunde love Fremtids Sikkerhed og Held“. Han blev støttet af Wergeland, der „med livlig Aktion“ holdt et langt foredrag, svulmende af følsomhed og retorisk anstand: „Hvad Trøst“ — heder det bl. a. — „have vi til det længselsfulde Folk, som svæver mellem Haab og Frygt — hvad Trøst have vi til det, naar vi kommer hjem, og de spørge os ad: hvad have I udrettet for os? Hvad blev vor Skjebne? Maa vi da ej rødmende slaa Øiet ned, naar vi intet andet Svar have, end dette: Vi have bygget Eder en Throne — ellers vide vi intet! Vi have bygget Eder en Throne — andet maatte vi ikke[10]. Det var nok. Æder, drikker og værer glade! Tør vi saaledes spotte den gule Hunger? — Sandelig Nationen lever i disse Dage ikke,som Nationalforsamlingen[11].
Det er mit Kald, som Evangeliets Organ, at trøste den Lidende, den Fattige og ingensteds at forglemme, at tale deres Sag, at være deres Røst Denne Røst bør høres. Skal Sværd drages for Fødeland, saa er det Almuen, hvis Blod maa flyde. Skal Statskræfterne anstrenges, saa er det Almuen, som mest føler det. Hører da Røsten af denne store Pluralitet. Den er et eneste samdrægtigt Suk efter den hulde Fred. De udsendte os ligesom Duer af en Noah-Ark, isyv Aar tillukket, i syv Aar omtumlet i Orloges Syndflod (!), og de haabe at se os igjen med Fredens Oljeblad i Munden, at de efter et langt Fængsel igjen kunne komme ud for at ernære sig. Hvad om vi da ej hjembringe andet end — Krig, Krig, Skat, Skat! — uden engang at have ændset, at tage noget desangaaende i Overveielse“. — — „O maatte da Skjællet briste fra alles Øine — Fordommene svinde — Tryllebaandet briste — og alle virke paa samme Vei til samme Maal: Norges Hæder og Held! — Ingen kan tjene to Herrer! I dette Huus have vi kun een Herre, det er Nationen. Vi ynde, — vi tjene derfor ingen, saalænge vi sidde her, uden Nationen! Al personlig Hengivenhed, al partisk Følelse maa smelte og henflyde i Kjærlighed — i Pligterne mod Fædrelandet. Lader os derfor række hinanden Haanden — række Fædrenelandet Haanden — og vorde i alle Henseender dets Beskyttelse, dets Formyndere! Vi er Folket og Fædrenelandet, saalænge vi ere samlede under dette Tag. — Vi have Ret, uimodsigelig Ret i alt, hvad som sigter til dets Held — Ret til at se i alt, hvad som gjelder til dets Vel. Dertil have vi Fuldmagt af Folket — af Gud, af Fornuften, af Naturen. Det er vor Ret, det er vor Pligt, at tale og handle saaledes, som Folket selv vilde tale og handle, om det havde een Tunge og een Haand. Amicus Christianus, amicus Fredericus sed magis amica patria.“
Det er en forunderlig samling af mandanter, der har overdraget Nicolai Wergeland hans stortingshverv: folket, Gud, fornuften, naturen. Men det er disse autoriteter, han som rationalistiskiteolog og frisindet politiker maatte paaberaabe sig. Rousseaus lære om en „naturlig“ samfundskontrakt[12] og folkets suverænitet mødes med forestillingen om en Gud, aabenbaret i en fornuftreligion, (naturreligion). Hos Wergeland som hos saa mange af hans samtidige forbinder disse tankerækker sig uden større vanskelighed, uden skarpere kritisk undersøgelse; de problemer, som heraf maatte reise sig, slumrer hidtil fredelig Wergeland er ialtfald dengang endnu en mand, der ikke tumler med synderlig mange tvil, han har accepteret de meninger, som da deltes af de fleste dannede og frisindede mennesker, og han udtrykker sig altid med stor bestemthed, som en, der har sit paa det rene. Senere vil vi finde, at han viser sig mere alsidig, mere bøielig og forstaaende ligeoverfor andre, men heller ikke da gjør han indtryk af at have taget sin ungdoms sandheder op til ny undersøgelse. Klar og positiv, en mand med vilje og forstand, men uden sterkere trang til forsken, uden dybere menneskekundskab og historisk forstaaelse — saaledes fremstiller han sig for mig. Der findes i hans senere forfatterskab dybt træffende enkeltheder, lysende glimt; der er utvilsomt hos Nicolai Wergeland foregaaet en eiendommelig vækst, kanske endog efter den tid, da en mands aandelige liv pleier at udfolde nye kræfter. Men den begrænsning, vi kan iagtta ved hans store politiske debut, kommer dog ogsaa til at bestemme hans senere virksomhed. — Hans datter taler etsteds om „Faders sterkt reflekterede, forstandsskarpe, til Grublen og Melankoli tilbøielige Natur“.[13] Karakteristiken er træffende; kun tør den grublen, C. C. vil ha fundet, nærmest betegne den tungsindige mands tause indesluttethed; grublende var denne skarpe og ærgjerrige kampnatur ikke.
— — Wergeland blev den, der gav nationalforsamlingen dens navn. Det er ham, der har æren af at have foreslaaet det norske ord „storting“. Til trods for de overdrivelser, der karakteriserede hans tale og optræden, er han senere altid og med rette blit nævnt som en af rigsforsamlingens betydelige repræsentanter. Og ved dommen over hans veltalenhed bør man navnlig ta hensyn til to omstændigheder: hans sprog udmerker sig, saa bred hans fremstilling end kan være, Ved sin klarhed og fyndighed; han har — maaske af franske forbilleder[14] — lært at forstaa Værdien af klar og forholdsvis knap sætningsbygning; han har gjort et heldigt ordvalg, benytter temmelig faa fremmedord og faa af de mindre vellykkede orddannelser, det „gjærende“ sprog dengang havde mange af; i ethvert fald har han gjennemgaaende vidst at holde sig til de ordformer, der havde fremtiden for sig, — Dernæst bør man jo selvfølgelig erindre, at hans tale, hvor fraserig den ikke sjelden nu kan synes, klang mindre overlæsset dengang, da opfatningen af sprogets „Ziir“ var en anden. Vi ser Pavels rose hans „skjønne sprog“; læser vi, hvad forsamlingens øvrige velrenomerede talere har at sige, lader det sig vel ikke negte, at flere af dem udtrykker sig simplere og naturligere end Wergeland; det er særlig jurister, de har i denne henseende tydelig havt et fortrin, — men af teologerne (foruden Wergeland hele 13: Rein, Schmidt, Midelfart, Grøgaard, Hount, Stabel, Darre, Jersin, Stub, Heyerdahl, Oftedahl, Nysom, Nielsen) synes de, der ytrer sig lidt hyppigere, at kjende og ynde den herskende modes sprogblomster.
- ↑ Det nedenfor omtalte af 1814.
- ↑ Pavels veltalenhed er ikke af den pompøse bredde som Bruns, den er mere lyrisk smægtende, men baade han og den imposante Rein hører dog til den samme skole (se f. eks. Pavels’ ligtale over Hount). En enklere, naturligere stil møder vi hos Nils Stockfleth Schultz.
- ↑ Gravskrift over Johan Nordahl Brun i „Smaa Poesier“.
- ↑ Se Henrik Wergeland: „Norges Konstitutions Historie“ s. 441.
- ↑ Dunke1t. Vil det si, at svenskerne endnu ikke er komne til Eidsvo1d, eller ligger der i dette en antydning: Vi kan gjøre regning paa, at svenskerne vil respektere den forfatning, Vi nu gir os —?
- ↑ Atter dunkelt.
- ↑ Udhævet her.
- ↑ Se om N. Wergelands optræden paa rigsforsamlingen Henrik Wergelands Norges Konstitutions Historie s. 140, 155 ff., 179 ff.. 214, 219, 227 ff., 260, 283, 333, samt den allerede citerede tale tillægget s. 441—443.
- ↑ Se Jon Laberg: „Henrik Wergelands bedstefar“. („Samtiden“ januar 1899).
- ↑ En freidig tilsnigelse.
- ↑ Heri havde han utvilsomt ret.
- ↑ Ligesom i Frankrige ser vi ogsaa hos os „Contrat social“ gaa igjen hos nationalforsamlingens medlemmer. Vendinger som denne „naar Menneskene konstituere sig til Samfund“ (Ritmester Heidmann i debatten om værnepligten) er ikke ualmindelige.
- ↑ C. C.: „I de lange Nætter“ s. 12.
- ↑ Mirabeau har saaledes gjerne korte, rammende sætninger.