Nicolai Wergeland (Christensen)/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
John Grieg (s. 15-25).
◄  III
V  ►

Haldor Smeks smaae Tildragelser i Livet, Eventyr, Bemærkninger og Meninger“, Kjøbenhavn 1805, indledes med et citat af Dufresny: det er ikke ved at græde og kjede sig, man finder trøst i livet, det er Ved det kaade skjemt, „le badinage“. Det skjemt, hvormed Haldor Smek underholder os, har imidlertid den feil, at det ikke er vittigt, ikke underholdende, det søger at fremkalde et pudsigt indtryk ved at eftergjøre det planløse, indfiltrede hos Sterne, ved at understrege vrøvlet, den svulmende bagatel, den vegtige ubetydelighed hos de agerende. Men det sker uden lune, der er neppe nok et godt indfald; en og anden gang fornemmer man kanske en smule satire over hjemlige forhold, der øiebliksvis gir fremstillingen mere fart.

„Min Ven, jeg fornemmer, du er fattig i Aanden; saa viid da, at have Vind i Sejlene det er og vil sige saameget som at spanke i Centrumet af alle Alleer og Spadseregange, Fødderne i en Vinkel af 45 Grader. At trænge sig ind i Familier og paanøde enhver sit Bekjendtskab. At være Medlem af fem sex Klubber, samt bivaane alle Baller og Maskerader i hvad der end maa udfejes. At kommandere Klæder hos Skræderen, Skoe og Støvler hos Skomageren — aldrig værdige en Regning et Øiekast, men betale alt promptissimo, naar de store Vexler, du venter fra din grundrige Fader eller Onkel komme, det er, aldrig. At leje mange prægtig møblerede Værelser, som skal betales, naar du har ægtet den grundrige Enkefrue, som føler usigelig meget for dig, eftersom hun behagede at smile da du spurgte, hvorledes hun befandt sig? At forandre Logie, Forretninger og Planer hver Uge, samt Klædedragt hver Dag. Idelig og ved alle Leiligheder og Uleiligheder at tale med høj Røst om Connexioner med store Mænd osv. osv.“

Høiere end til denne tørre og matte misfornøiethed naar forfatteren ikke. Gjør han forsøg paa at anslaa en munter og uartig tone, er han ubehændig og snarest plump. En „Culbute à la Jupiter“, med lavkomiske hentydninger til Jupiters „guldregn“, er foretaget med pinlig tungvinthed. Naar han som Sterne veksler mellem frivolitet og følsomhed, virker det tilsigtet: det er disse to toner, han som forfatter i den „Yorickske smag“ har at anslaa. Nu og da driver han gjøn med selve følsomheden (Richardson, „naturens røst“, den tysk-danske „væde“).

Haldor Smeks smaa tildragelser vakte ingensomhelst opmerksomhed; „den første del af Haldor Smeks verk er ikke bleven recenseret offentlig, men privat af mange“, heder det i fortsættelsen. Eftertiden har ogsaa ladet bogen hvile i en skaansom glemsel, og der er ingen grund til at foreta nogen nærmere undersøgelse af enkeltheder. Man merker, at man staar ligeoverfor en ung mand af adskillig læsning, med interesse for at lade dette fremlyse, dengang endnu uden sterkere kunstnerisk sans, uden selvkritik, men ikke uden kritisk iagttagelse.

Wergeland synes ikke at ha befundet sig Vel i Kjøbenhavn. Vi ved dog ikke meget om hans ophold dernede; en tid skal han ha havt det meget knapt, maaske er han heller ikke saa hurtig kommet i god vei, som han fandt ønskeligt. Han tør ialfald til sine tider ha følt sig misfornøiet og fremmed, der er en vis bitterhed i hans tone, han dvæler længe ved den tarvelighed, der har „vind i seilene“. Imidlertid finder han en beskytter i professor Moldenhawer, hans vilkaar blir bedre, han tar 1803 sin embedseksamen med udmerkelse, vinder 1805 guldmedalje for en teologisk prisafhandling og blir samme aar udnævnt til adjunkt i Kristianssand. Efter at han vaaren 1806 har taget afgangseksamen fra det pædagogiske seminarium, tiltræder han sin stilling i Kristianssand, hvor han allerede under et tidligere ophold (1805) er blit forlovet med frøken Alette Thaulow, datter af by- og raadstueskriver Henrik Arnold Thaulow. Med hende blir han gift 1807.

Fortsættelsen af hans debutarbeide, „Haldor Smeks Tildragelser efter hans Hjemkomst“, udkom i Kristianssand 1810 (forordet dateret 30te oktbr. 1809). Forfatteren tilkjendegir straks, at han her „viger en god Del udenfor de Spor, han lovede at følge, Yoricks nemlig“. Bogen falder da ogsaa i to stykker; betragtningsmaaden i den ene del karakteriseres af forfatteren ved det indledende motto af Wieland:

„— — Und auf die guten Leute
— — so sehr sie Thoren sind
nie böse wird, nur lächerlich sie findet,
und stolz dazu, sie drum nicht minder liebet;“ —

forfatteren holder sig her lovlig nær til Sterne, Yoricks fader og onkel optræder som Thorald Smek og onkel Sjur, navneforandringen betyder ikke stort andet, end at Sternes aand har forladt dem. Den anden del, fortællingen om „Enken“ er et „lærerigt Sørgespil, hvor Mennesket viser sig i sin laveste Lavhed og højeste Styrke; — en Kamp mellem de blideste og grummeste Lidenskaber; — et overraskende Beviis for, til hvilken Række af Rædsler eet eneste Fejltrin kan lede, at Tingene og Skjebnen, ihvor betrængte og forladte Dødelige ofte ere, dog styres af en guddommelig Haand, at Himlen, i hvor ubekymret den end stundom synes at være for, hvad der tildrager sig hernede, dog som oftest ved Begivenhedernes Udvikling viser sig at have havt et alvidende Herredømme overalt.“ Denne genre kjender vi: det borgerlige rørende drama, den rystende og sentimentale fortælling, realisme og unatur, raa patos. Vi gjenfinder det 18de aarhundredes sentimentalitet, men i forraaet skikkelse, sigtende paa den grove effekt, tildels bestemt af teatrets indflydelse, hensynet til det store publikums graadige appetit og tarvelige smag. Den samme tids realisme: det daglige livs tragedie, men denne virkeligheds uhygge er malt med grelle farver, er dynget sammen og gjennemvædet af taarer, de halvt og helt uskyldiges taarer. En moralsk grundtanke: den engelske borgerdydsmoral med forskjelligartede tilsætninger, udvandet af følsomhed, krydset med forestillinger om „en guddommelig haands styrelse“, der staar bag og over den antike skjebne, som ogsaa har en finger med i spillet.

Det 18de aarhundredes livskraft ytrede sig sterkest paa andre omraader end det æstetiske, dets kjærlighed til virkeligheden tog gjerne en praktisk retning, den kunstneriske udvikling bestemmes ved overgangen til det nye aarhundrede af romantiken, og den efterslæt af borgerlig virkelighedsdigtning, der findes ved siden af, har alle forfaldstegn. Denne litteraturs første mand var Kotzebue: ærgjerrig og virkelysten, alsidig begavet kom han til at spille en merkelig rolle omkring sekelskiftet, beundret, hadet og ringeagtet, hele sit liv lige sterkt engageret i den politiske og den litterære Verden. Grundtræk i hans digteriske Virksomhed: klingende følelse, indre frivolitet; hans betydning for teatret beroede paa en skarpt udviklet sans for det scenisk sensationelle: han indleder den række af store teknikere, Scribe, Dumas-fils, Sardou, Ibsen, der har vakt vor tids beundring. Hans alvorlige stykker behandler gjerne det borgerlige nutidslivs følelseskonflikter, og han ynder da at stille handlingen i forbindelse med et eller andet socialt problem, uden at dette faar lov til at optage hovedinteressen, — eller ogsaa opsøger han, som sine romantiske modstandere, den ridderlige middelalder og benytter sig af dens maleriske udseende til bedste for sin iscenesættelse. I begge henseender kom han til at virke belærende; tildels paa en paafaldende maade: Oehlenschläger blev saaledes hans discipel i „Hugo v. Rheinfeld“, og tidens litterære middelstand mente, at digteren aldrig var naaet høiere.[1]

Ved siden af denne store teatermand er der omkring 1800—1820 endel europæiske navne, som dengang baade i Danmark og Norge havde en ganske anderledes tiltalende klang end nu, forfattere, der i roman og drama demonstrerer „det lærerige sørgespil“, „kampen mellem de blideste og grummeste lidenskaber“. Der er f. eks. romanforfatteren Lafontaine, hvis sentimentalitet er blit et ordsprog, sentimentalitet i ordets daarligste betydning, der er den endnu tarveligere Clauren, et noget friskere og djervere talent, Müller v. Itzehoe, den betydelige dramatiker Iffland, der dyrker sensationen med lignende held som Kotzebue, og hvis stykker har vel saa megen interesse som menneskeskildring; videre en populær repræsentant for skjebnetragedien, Adolf Müllner; til det samme selskab hører enkelte lidt ældre franske arbeider, saaledes den lystige Beaumarchais’ begrædelige femakter Eugenie og Arnauds brutalt følsomme fortællinger.

Ikke faa dansk-norske forfattere har søgt sine forbilleder i denne kreds, bl. a. T. C. Bruun i „Den uheldige Lighed“, Rahbek i „Den unge Darby“ (hvor „Werther“ dog kanske har havt størst indflydelse), men især de middelmaadige skuespil- og romanforfattere N. T. Bruun, Balthasar Bang og Laurits Kruse, som i begyndelsen af dette aarhundrede udvikler en livlig produktion.

I Norge havde denne smagsretning sin merkeligste repræsentant i Enevold Falsen, der 1777—1789 og 1802—1808 spiller en saa betydelig rolle i Kristianias selskabelige teaterliv. Der er især to af hans dramatiske arbeider, som fortræffelig gjengir den grove og larmende følsomhed: det er hans debut, „Adelson og Salvini“ (1777) efter en novelle af Arnaud, og „Idda“, en scenisk bearbeidelse af Lafontaines celebre roman „Idda v. Tockenburg“ (1802); i „Adelson og Salvini“ bevæger forfatteren sig i den borgerlige verden, „Idda“ er derimod et ridderskuespil, paavirket af Kotzebues „Johanna Montfaucon“.

„Kritisk Tilskuer“ for 1777 har en opmuntrende kritik[2] for den unge forfatter, hvis stykke ikke blev antaget af det kgl. teater. Det „forraader Talenter ikke uskikkede for Sørgespillet“, — „Dialogen er stærk, rørende“ —.[3]

„Kritisk Tilskuer“ omtaler andetsteds Arnaud, Falsens mønster, med varm anerkjendelse: „Hans Fortællemaade, som vi langt foretrække for Marmontels[4], kjender Læseren af Sidney og Valsan, Adelson og Salvini, som vi have paa dansk. Kun er han undertiden noget overdreven unaturlig og altfor meget higende efter det Sørgelige. Men i ethvert fald er han „et af Frankriges nuværende faa store Genier“.

Den reservation, K. T. har taget, indeholder en mild, men ganske træffende kritik af den smag, der behersker Enevold Falsen og en flerhed af hans medagerende paa den private skueplads. Falsen er dog trods sin kisteklædte patos og sin altfor blomstrende loyalitet ikke uden en vis naturlig finhed. Og naar hans opgave ikke er at skildre Nellys rædsomme endeligt eller at hylde „skjoldungernes“ arving i et festkvad, kan han finde en jevn og smuk tone, som nu og da i „Dragedukken“ eller i en tak til et elskværdigt vertskab:

„Collett med sin ædle Kvinde
Livner alting op til Lyst
Og ved deres Smil Vi finde,
Glæden ulmer i vort Bryst.
Alle synge fro som før
Det er Jul, ihvad vi gjør.“

Vil man imidlertid se, til hvilke yderligheder den „overdrevne unaturlige“ stil kan drives, skal man læse Bernt Anker. Ingen har bragt den majestætiske forvrøvlethed, det følelsesfulde og staselige nonsens til en saadan festlig høide: „Eiegode Konge — Tak ske Dig, at Du gav os denne din Søn — saa lyder Folkets Stemme blandt Klipperne; det takker Dig, som Menneskeslægten priser Alfader for Forløseren.“ „Glædestaarer randt ved at see Dig, og atter rinde Taarer ved at forlade Dig.“ „Ak Var man Fader, hvo vilde da ej glædes ved en saa dydig Søn; kan man ønske en bedre — O! bliv som Du er.“ (Af epilogen ved en festforestilling for kronprins Frederik ved besøget i Kristiania 1788). — Ser man paa de teaterstykker, der opføres privat af Kristianiasocieteten, særlig da i det 1799 oprettede dramatiske selskab, vil man ved siden af de mange lystspil, ogsaa finde et smukt udvalg af „lærerige sørgespil“ i samme smag som „Adelson og Salvini“ og „Idda“. Ingen er dog saa yndet som Kotzebue. En lang række af hans komedier og tragiske skuespil sees at være opførte: „Elskovsbarnet“ „De Ulykkelige“, „De to Brødre“, „Skumlerne“, „Falsk Undseelse“, „Armod og Høimodighed“, „Menneskehad og Anger“, „Sølvbryllupet“, „7000 Rigsdaler eller Ungdommens Farer“, „Forplumringerne“, „Indianerne i England“, „De pudseerlige Arvinger“, „Det farlige Naboskab“, „Corsikanerne“. Tildels er stykkerne plumpt bearbeidede af N. T. Bruun. Betegnende for den rolle, Kotzebue spiller, er en feiltagelse i et privatbrev, meddelt i H. I. Huitfeldt-Kaas „Christiania Theaterhistorie“, hvor brevskriveren i anledning af opførelsen af „Die Rauber“ taler om stykkets „udødelige forfatter, Kotzebue“: alt stort maatte formentlig komme fra Kotzebue. Fru Dunker siger om „De to Brødre“, der gaves som indledningsforestilling 1799 i det dramatiske selskab: „Under hele denne Forestilling var jeg som i Himmelen.“

Saadan er den litterære atmosfære i Norge, da Wergeland faar embede i Kristianssand. Den lille novelle, han har indflettet i sin „Haldor Smek“, viser ogsaa, at han nu har fundet nye mønstre, Sternes lette og fine sentimentalitet er afløst af en raaere art. „Betragtet som Hovedstadens Skjønhed Var Nanna udsat for det første Kjøns Tilbedelse, det andet Kjøns Misundelse og begges Forfølgelse. — Men den Rigdom af Yndigheder, Naturen syntes at have ødslet paa dette Pigebarn, var ogsaa det eneste, man troede at burde misunde hende.“ „Hendes Sjel var blid, høj og ædel.“ Nanna tilbringer „adskillige Aar i den fromme Beskjæftigelse at ernære sin Fader og sin Mosina“ (et forladt Barn, som hun har taget til sig). Saa optræder en ung mand ved navn Hybnesor, „bekjendt ligesaameget for sit tækkelige Udvortes, sin Ædelmodighed, Levemaade og Vittighed, som for sit udsvævende Liv, sit Svir og især sit rasende Spil.“ (Navnlig dette sidste er et næsten staaende træk hos de unge mænd, der uden at være onde, bringer sin familie i fordærv; v. Wallenfels i Ifflands „Spilleren“ er typen, der gaar igjen). Hybnesor og Nanna elsker hinanden, men Hybnesor er adelig, og hans fader, som heri ligner andre adelige fædre i de „lærerige sørgespil“, modsætter sig forbindelsen. „Dette Tordenslag midt i Haabets saa blide Vejr knuste Hybnesor. Han dulgte Brevet for sin Elskede. Men Nannas Ære maatte reddes. Tiden var nær. De blev virkelig viede. „Har jeg vanæret min Familie,“ tænkte Ynglingen, „har jeg mistet mine Forældre, jeg vil dog ikke tabe alt, ikke vanære, ikke miste min Nanna“ (v. Wallenfels har lignende udbrud). — Ved ordentlig Vandel var det hans Forsæt at ernære den, han nu havde bundet sig til.“ Selvfølgelig gaar det anderledes: skurken, Xaver, indfinder sig, og det lykkes ham „ved sine djævelske Bestræbelser at trække Hybnesor ud at Nannas eller Dydens Arme, ned i den Pøl, i hvilken han selv tumlede sig.“ Efter en mængde rædsler ender historien, der er ligesaa slet sammentømret, som den er uoriginal, dermed, at Hybnesor i fortvilelse blir landeveisrøver og dræber sin onkel, som kommer reisende for at redde ham. „Først da han fandt hos sin Onkel to ladte Pistoler — det eneste han nu kunde ønske sig af sin stakkels Onkels Efterladenskab — da gav en skrækkelig Glæde ham Mælet igjen.“ Hybnesor dør for egen haand, skurken faar sin straf, men Nanna overlever katastrofen, „saa stærk er Moderkjærligheden“. Forfatteren tinder „denne endnu sørgende Enke sidde arbeidende ved et lille Bord. Hun sang sin Aftensalme, da jeg kom ind, sin vanlige Sang: Den lyse Dag forgangen er; og naar hun kommer til de Ord: Og naar vort Lys vi slukke ud, vi glemme Dagens Møje, da begynder de smukke Øjne at blive dunkle af Graad, medens de ved Siden af hende liggende Smaa inddysses ved hendes Sang med Tanken paa Gud.“ —

Ogsaa i Kristianssand var der et dramatisk selskab, og societeten havde livlige kunstneriske interesser, ikke mindst den slegt, hvori Nic. Wergeland nu var blit indgiftet. „Min første Kunstnydelse,“[5] fortæller C. C. i „De lange Nætter“, „husker jeg blev mig tildel engang min Tante Sara havde taget mig med i Theatret, hvor der blev givet Kotzebues „Galningen“. Theaterdilettanteriet var netop dengang i sit Flor, og Privattheatret i Christianssand stod navnlig i By for de mange udmærkede Talenter, som der producerede sig. Jeg tør ikke dømme om denne Ting, jeg ved kun, at jeg var i høi Grad satisficeret, at Illusionen var saa fuldstændig, at jeg ikke kjendte min egen Moder, som spillede deri, og den naaede sit højeste Punkt, da den Scene kom, hvor Galningen springer ud af Vinduet. Jeg tænkte mig ikke mindre end tre Etager, gav et frygteligt Skrig og blev for denne utvetydige Anerkjendelse af deres Kunstnerevne belønnet med at bringes ud og faa dygtig Skjænd til. Altid et Bidrag til Scenens Historie i min skuespilelskende Fødeby.“ Det fremgaar af hvad C. C. andetsteds fortæller, at hendes forældre, navnlig da hendes moder, mangengang under det „livsvarige Ophold i en Bondebygd“ har længtet tilbage til Kristianssand. De synes begge at ha taget livlig del i selskabslivet, N. W. „var med Rette bekjendt for sit selskabelige Talent“, „det glimtede endog gjennem hans sidste Aars mørke Melankoli.“

Med opholdet i Kristianssand afsluttes den første periode i Nic. Wergelands skjønlitterære virksomhed. Fortsættelsen af „Haldor Smek“ vakte heller ikke nogen opmerksomhed, Wergeland tør selv ha havt en fornemmelse af det utilstrækkelige i sin evne, og andre interesser traadte i forgrunden. Imidlertid er den følsomhed, der gjør sig gjældende i sidste del af „Haldor Smek“, uden tvil et naturligere udtryk for hans temperament end det lette og vittige skjemt, som han forsøgte at aflure Sterne. Nic. Wergeland er trods sin svaghed for ordspil og vitser kun svagt udrustet med lune, hans vid former sig gjerne som satire, som skarp og træffende kritik, han mangler smidighed og bonhommie. Men der stikker meget af en kunstner i ham. Og det gjælder ikke bare hans patetiske retorik, som samtiden beundrede. Det fremgaar af hele hans følemaade, af hans dristige og uklare ungdomsdrømme, af den varme og mandige forstaaelse for digterverkets indre liv, som vi møder i hans senere kritiske Virksomhed, interessen for det væsentlige, for den levende organisme bag formen. Han havde megen poetisk og liden artistisk sans. Artisten, der ser det bestemmende og betydningsfulde i formen, var ham egentlig dybt imod. Og denne følelse gik i arv til hans søn, den store poet og daarlige artist. Welhaven var artisten; her mødtes fader og søn i fælles uvilje. En dyb instinktiv modsætning.

Som søn af det attende aarhundrede er Nic. Wergeland desuden tilbøielig til at betragte det æstetiske med andre øine end romantikeren, ikke som en særlig kultus, et skjønhedens frimureri, men som et led i det menneskelige, i intim sammenhæng med andre livsmagter. Hans opfatning var, som vi senere skal se, paa samme tid friere, mere overlegen end romantikens, og mindre klar, mindre gjennemtænkt: undertiden savner han ogsaa kunstnerisk finfølelse.

Hans ungdoms følelsesudvikling er tildels bestemt af Rousseau. De impulser, hans skjønlitterære forsøg nærmest antyder, har forholdsvis ringe betydning. Men fransk oplysningskultur, og da særlig Rousseau, har øvet en indflydelse, der blev afgjørende for hele hans liv. Det viser sig i stort og smaat. Ganske eiendommelig kommer det tilsyne i træk, som hans datter meddeler:

„Han havde det Princip, at den vilde Natur ikke maatte stækkes. Det Naturlige var det Smukkeste. Han nænnede aldrig at hugge et Træ ned, og Intet kunde oprøre ham mere, end den Operation, man hertillands kalder at „gane“ Træerne, som han med god Grund kaldte Amputationer, og som jeg ogsaa tror at vi norske har arvet direkte ned fra Birkebenerne. (Hvad vilde han have sagt, om han havde seet vor Frelsers Gravlund mishandlet paa den Maade!) Den kraftige Trævæxt, hvormed Gaarden var Velsignet, havde derfor tilfølge,’ at alle vore Udsigter groede til. Hvorfor hugge, hvorfor rydde og rense? sagde han engang jeg bad ham dog tilstæde en Smule Oprydning og viste ham et Par gamle udlevede Træer der stod i Veien. Er denne vilde Uorden ikke netop smuk? Kan Noget være beundringsværdigere end et saadant mosegroet Træ? Se paa den Mose! … Hvad skulde man sige! Jeg saa paa Mosen og fandt den beundringsværdig.“[6]

Ved siden af denne sans for „naturens vilde uorden“ finder vi ogsaa hos Wergeland en anden, modsigende tilbøielighed, som han ogsaa deler med det 18de aarhundredes mænd: tilbøieligheden til at schematisere, til at gaa frem efter doktriner, gi detaljerede love for udviklingen. „Det gik, som man kunde vente: Det virkelige Liv blev ham mere og mere fremmed, og Phænomenerne vilde slet ikke passe i hans Systemer. Selv vi Børn følte undertiden smertelig, at vi ikke tilfredsstillede ham, ikke fordi vi ikke artede os, men vi artede os kun paa en anden Maade end han havde bestemt det. Jeg eier endnu et Manuskript, skreven af hans zirlige Haand, indeholdende halvhundrede Paragrapher om Børneopdragelsen, Regler, som enhver forstandig Opdrager kunde bringe i Anvendelse, men det gjør et eget Indtryk at tænke, at de udtrykkelig er skrevne for Henrik. Halvhundrede Opdragelsesparagrapher og Henrik!“[7]

*
* *

Det muntre selskab, der i Kristiania eller ude paa herregaardene, Fladeby, Moss jernverk, øver den dramatiske kunst dels i samtidens populære teaterrepertoire dels i de smaa optog, „vært“ og „værtinde“ havde at arrangere, — dette selskab, der havde sine kunstinteresserede „filialer“ rundt i landet, som vi har seet ogsaa i Kristianssand — er det billede, rococoen har efterladt i norsk kulturhistorie. Livsglæden i sirlig indklædning, — samværet tar form af en række smukke situationer, — følsomhed og „badinage“. Det indtryk, vi gjennem erindringer og breve faar af denne selskabelighed, er mere interessant end det, der blir igjen efter læsningen af dette selskabs digtere, Tullin, Enevold Falsen, Bernt Anker. Det litterære har mere været et vehikel, et praktisk sammenbindende middel end noget fuldt og sterkt udtryk for hvad der virkelig bevægede sig hos disse mennesker. Heller ikke har nogen af digterne været mere end middelmaadig poet. Men disse mishandlede levninger af ældre stilarter, — den pompøse klassiske, rococoens snirklede ynde, — som bydes os f. eks. af Bernt Anker, har engang været budt et selskab, indlevet i disse stilarters forestillingskreds, ved en festlig anledning: vinen har været god, og der har været smukke damer tilstede. Det gjør forskjel.

Ved 1814 er det forbi med den norske rococo. For det æstetiske dilettanteri møder vi politisk alvor. Og to store bevægelser sætter fra nu af sit præg paa vort aandsliv: forestillingen om en fri udfoldelse af det menneskelige, under saavidt muligt lige gunstige betingelser, praktisk omsat i en „demokratisk“ politik, og saa interessen for det nationale, norsk historie og norsk folkeliv. Begge bevægelser faar til en begyndelse ofte naive udtryk. Vi har kortelig berørt Nic. Wergelands første politiske optræden, hans forhold til Rousseau og Mirabeau. Et af de heftigste og mest ensidige vidnesbyrd om den vaagnende norske nationalaand er hans „Opgjør“ med Danmark, „Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge“.

  1. Af Kotzebues arbeider opførtes (ifølge P. Hansens „Danske Skueplads“) i tiden 1801—1825 paa det kgl. teater ialt 70 stykker tilsammen over 700 gange.
  2. Vistnok af Claus Fasting.
  3. Hvad der ogsaa kan sees af repliker som denne:
    Salvini (efter at han har dræbt heltinden, Nelly) — — Rædsomt er dette Optrin — grusomme Elskov, hvortil har du forført mig — og nu først opvaagnte min Fornuft af sin Dvale og kun for desto grummere at lade mig føle min Ugjerning — for at forøge min Skræk — min Fortvilelse.
  4. Marmontel har ellers en høi stjerne hos „Kritisk Tilskuer“, ikke mindst hos Fasting.
  5. C. C. er ved denne leilighed i høiden 3—4 aar.
  6. C. C. „I de lange Nætter“, s. 260.
  7. C. C. „I de lange Nætter“, s. 19. „Henricopædie. Kortfattede Love for Opdragelsen fra den spædeste Alder. En Lommebog for Forældre 1808.“