Nationalforskeren P. A. Munch/9
Munchs livsgjerning var at han skjænket sit elskede fødeland en national norsk folkehistorie, dokumentert med al den lærdom en samvittighetsfuld gransker med hans samtids aller bedste redskaper kunde mestre. For en rik gave dette var, fatter vi den lykkelige efterslegt kun med besvær. Selve hovedkilden til kundskap om landets store fortid, de gamle kongesagaer, hadde fædrelandsvennen verkseier Jacob Aall aapnet adkomsten til, just samtidig med at Munch stod færdig til at ta fat paa sit yrke. Og Keyser hadde netop rukket at øve de første kuld norske studenter op i at læse det gamle norske sprog. Forøvrig var de faa — men varmt begeistrede — nationalforskeres befatning med de emner de faldt over, kun «antikvarisk-filologisk dilettanteri», for at laane Munchs egen betegnelse. En samvittighetsfuld gransker som stillet sig den opgave Munch følte det hellige kald til: at søke tilbunds i hver kraa og krik av folkets fortid, fik begynde med at søke op alle kilder til kundskap og med at bestemme deres renhet og rikhet ved en møisommelig kritisk sammenligning. Munchs eftermænd har hittil kunnet ta fat med ham som den «paa alle veie kjendte kyndige fører» —— saa nævnte Sophus Bugge ham i sin mindetale. Men den gang Munch selv tok fat laa stiene ikke optraakket foran ham; en norsk nationalforskers situation i hans dage har han selv malet i følgende berømte billede:
«Han har ingen slagen landevei at ile jevnt frem paa; han maa selv skridt for skridt bane sig vei med øksen og spaden i haanden; og han har ei alene naturlige, men endog kunstige hindringer at rydde tilside og træde under føtter.»
Kunstige hindringer? som den norske nationalforsker maatte træde under føtter? Munch nævner dem i tørre ord i fortalen til sit hovedverk: deg vil her tilføie, at der ogsaa er andre hensyn som gjør det ønskelig at en fuldstændig fra et nationalt norsk standpunkt behandlet, og med stadig hensyn til de nyeste granskningers resultater utarbeidet norsk folkehistorie snarest mulig utkommer, om det endog skulde være at befrygte at det saaledes utkomne verk ikke vilde opnaa den fuldkommenhet som det ellers vilde ha faat, om utgivelsen endnu var blit opsat en menneskealder. Der utarbeides nu nemlig vigtige fædrelands-historiske verker rundt om os i nabolandene. Overalt søker de historiske forfattere at fremdrage hvad der kan tjene til forherligelse for deres egen nationalitet. Den politiske stilling Norge i flere aarhundreder har indtat, har utsat det for, mere end andre nationer, at se sin nationalitet forglemt, og den del det i ældre tider har tat i verdensbegivenheterne, enten ignorert (overset) eller fremstillet i et urigtig lys. Det var at befrygte at denne forglemmelse, ignoreren eller urigtige fremstillingsmaate vilde vedvare og befæste sig under vore tiders historiske kappestrid, hvis ikke en norsk historieforsker selv, ved at samle og utgi alt hvad ældre og nyere granskninger i hans fædrelands historie hadde bragt for dagen, søkte at motarbeide de falske forestillinger der ellers, naar man ganske overlot feltet til utlændingen, sandsynligvis vilde utbrede sig.»
Med saa tørre talemaater hjalp han sig ikke naar han stod overfor de ovenantydede kunstige hindringer, paa sprang til at træde dem under føtter — det hændte at han trampet til med jernslaat hæl.
Alt i sit aller første skrift, den ovenfor nævnte kritik av teologen Fayes Norgeshistorie, hadde han — endda han lot det trykke i angjældende naboland — klart og bestemt pekt paa hindringen: «Ikke at tale om at den vankundighet der hersket i Norge paa en tid da Danmark allerede hadde dygtige historiegranskere, gav disse en aldeles uindskrænket magt til at fremsætte hvad de, ofte maaske blindede av en meget tilgivelig fædrelandskjærlighet, ansaa for det rette, uten at nogen patriotisk nordmand var istand til, om han end ante hvad der var rigtigst, at gaa til kilderne og fremdrage hvad der var skjult.»