Nationalforskeren P. A. Munch/8
Det som gav Munch denne hans centrale position, var selvfølgelig hans rent personlige egenskaper i andre retninger end som bestaltet docent.
For at nævne de ydre først — Munch var en paafaldende vakker mand. Temmelig høivoksen og meget velbygget. Paa de staute skuldrer sat et uvanlig smukt hode med en mægtig hvælvet pande, fint skaaren næse, livlig mund med litt fremskutt underlæbe og mandig hake. Blikket og bevægelserne var fulde av liv og ynde. Hele manden skal ha virket med en viss majestæt. Men samtidig maa hans væsen ha hat noget merkelig vindende ved sig; kommandere forstod han ikke, ialfald berettes det at han som overordnet — han var i halvandet aar konstituert riksarkivar — var likesom litt forknyt og ubehjælpelig. Det betagende ved hans personlighet stak i temperamentet, som overalt gjorde sig gjældende i samvær med andre — hans til skøieragtighet grænsende muntre sind, hans evne til at gi sig fuldt hen i det som forelaa. I helt private omgivelser kunde dette lykkelige humør friste ham til skjelmstykker, som røbet en ufordærvet barnlighet. Der er optegnet en mangfoldighet av slike rent pudsige smaatræk, som man ikke skulde tro landets lærdeste lærde var mesteren for. Et enkelt eksempel er illustrerende nok: en dag kom han glædesstraalende ind til den familie i hvis hus han bodde en tid som slegtning, og fortalte, at nu hadde han øvet sig saa ivrig at det virkelig var lyktes ham at skrive læselig med — foten! Slikt kunde han i et anfald av overstrømmende barnlighet falde i fristelse til at utføre; man forstaar, at pedant, sur tværdriver, indbildsk studienar kan denne mand ikke ha været. Det maa ha ligget let for ham at træde i rapport med sine medmennesker, saaledes ogsaa med fagfæller.
Men netop disse maatte ogsaa lettest la sig imponere av fagmanden Munch, fordi de kunde værdsætte hans lærdom og hans evne til at utnytte lærdommen. For fagbrødre aabenbarte sig den virkelige genialitet — hvis tilfældige sidespring over paa likegyldige omraader ytret sig i hine familiære smaapussigheter — gjennem glimrende «hugskot», langt lysende tankelyn. Den samme mand der skildres som sine barns overgivne lekekamerat paa stuegulvet, er ved sin overlegne lek med tidens fagproblemer indenfor de lærdes kreds uvilkaarlig blit høvdingen. Mellem lærde fagbrødre, og da vel allermest mellem historikere, er der vel intet som virker saa overvældende som en sterk og altid parat hukommelse. I dette stykke maa netop Peter Andreas Munch ha været et fuldstændig fænomen. 1 den biografiske skildring fra Botten-Hansens haand, som blev indrykket som tillæg til sidste bind av Munchs hovedverk, hvis avslutning først kom ut efter hans død, læser vi:
«Alt hvad han hadde læst eller hørt, blev han næsten ufrivillig nødt til at bære paa. Avis-indsendter like fra hans studenterdage kunde han huske, ikke blot naar og hvor de hadde staat, men endog ordlydende deres indhold, forsaavidt dette engang hadde fængslet hans opmerksomhet. Fortællingens gang og navne paa de handlende personer i selv de dummeste romaner han i sin skoletid hadde læst, vedblev — som han beklaget sig over — at staa levende for hans erindring, uten at han kunde bli dem kvit. Det var likesom intet var for smaat til at lægge sig ham paa minde. Endog om ubetydelige folks familieforhold visste han fuld besked like til den yderste detalj, og selv samtidens chroníque scandaleuse fandt i denne velvillige hukommelse ofte et sikkert opbevaringssted.» Men saa meddeles det ogsaa at «hukommelsen var det forraadskammer hvorfra han paa staaende fot kunde hente svar paa næsten ethvert spørsmaal der faldt inden hans gransknings og studiums omraade. Om styrken av denne hukommelse kan man neppe gjøre sig et fuldstændig begrep uten at ha kjendt Munch. I de utallige kildeskrifter han hadde gjennemgaat, kunde han huske hvad der fandtes og hvor det fandtes, med saadan sikkerhet at han selv paa reisen til Rom, fjernt fra alle kilder, paa hoteller og vistnok endog i jernbanekupeer, vedblev at skrive paa sin historie; og efter hukommelsen alene anførte han ordlydende citater, med henvisninger til bind og side av de forskjelligste verker, idet han forresten overlot sin ven, riksarkivar Lange, i korrekturen at utfylde et tal og i tvilsomt fald kontrolere citaternes nøiagtighet.»
«En anden ikke mindre lykkelig støtte for sin lærdom end denne hukommelse gav, fandt Munch i sin lykkelige evne til at ane hvor en forønsket oplysning var at finde. Det var likesom folianterne aapnet sig for ham, hvor det fandtes som han for øieblikket hadde bruk for. Og hans blik slog paa de lange sider med falkens hurtighet og sikkerhet ned paa det sted hvor byttet skjulte sig.»
Saa kom endda en merkelig evne til, som ikke kan undgaa at imponere fagfæller — evnen til at utnytte hukommelsens mangfoldige stof gjennem skarpsindige kombinationer. En av hans embedsbrødre har meddelt:
«Det var som om intet der kunde tjene til bevis for en mening, formaadde at skjule sig for ham, og med hvilkensomhelst gjenstand han sysselsatte sig, forstod han altid, endog om stoffet var av den mest overvældende og kaotiske beskaffenhet, at bringe sammenhæng tilveie og sammenstille enkeltheter paa den mest overraskende maate.» Botten-Hansen uttrykker det saa: «I sine kombinationer slog han med digterens dristighet ned paa et punkt som syntes at ligge utenfor det bevisliges omraade. Men fra dette punkt, hvortil man ikke vilde vundet frem ved skridt for skridt at holde sig til dokumenternes ledelse, vandt han med lethet tilbake til utgangspunktet, idet han ved skarpsindig iagttagelse av dokumenternes spredte vink under denne retrograde (baklængse) vandring kom til visshet om at den først saa dristig tilbakelagte færd hadde været i ret lei, og at man nu ogsaa godt kunde tilbakelægge veien fremad med «øksen og spaden i haanden.» At dog mangen uholdbar hypotese maatte bli opstilt, og mangen ørkesløs konjektur (gjetning) skjænkes en rumspildende, mot den strengt ordnede og knappe fremstillings krav stridende opmerksomhet, fulgte likesom med nødvendighet av selve metoden. Læseren blir gjort delagtig ikke blot i de undersøkelsers hele maskineri hvorav et sikkert resultat endeligen er fremkommet, men ogsaa i dem som blot gir et negativt utbytte og nærmest kun tjener til at godtgjøre for granskeren at paa den forsøkte maate ingen historisk visshet er at finde.» Paa fagfolk virker metoden imidlertid blendende.
Endelig maatte enhver som arbeidet indenfor samme fagomraade og derfor kjendte besværligheterne av egen erfaring, føle det overvældende ved Munchs umaadelige næsten ubegripelige produktionsevne, som de var vidne til i dens sukcessive utfoldelse. Nutildags maa vi bare ved at blade langsomt ut gjennem de 16 tætte store boksider i forfatterleksikonet, der gjengir titlerne paa stort og smaat, som Munch i løpet av 30 aar lot trykke, bli grepet av undring over at alt dette har en enkelt mand rukket at faa fra haanden. End sige da naar vi vet at den lærde forsker selv i bladartikler uten navn eller merke kunde slænge hen selvstændig uttænkte oplysninger av videnskabelig værdi. Hele hans forfatterskap var, som Botten-Hansen kalder det, «gjennemvævet med videnskap, ofte kan man sige, i utrængsmaal og til uegentlig tid og sted.» Den hurtighet hvormed han forfattet var saa stor, forsikrer samme hjemmelsmand, «at han — som jeg av erfaring vet — paa en aften, eller rettere en nat, kunde levere en monografi (uttømmende særavhandling) som for folk av faget maatte synes at ha kostet dages ja ukers arbeide. I den rastløshet hvormed hans forfatterskap foregik, formaadde ingen hindringer at virke forstyrrende. .Midt i sin families skjød, under huslivets mangehaande smaa distraktioner kunde han arbeide like raskt og like let. Han kunde sitte oppe saa længe det skulde være, og han kunde, om han engang faldt i søvn, til enhver tid paa natten igjen ta arbeidet fat.» I en skildring fru Marie Colban kort efter Munchs død meddelte i Botten-Hansens «Nyhedsblad», heter det om Munchs arbeidskraft og arbeidsiver; «Aldrig saa jeg ham træt, aldrig nedstemt, og naar han saa kom hjem (fra Vatikanets arkiv), maatte alle barnene være i stuen, hvor han skrev sit storverk («Det norske Folks Historie»), og tale maatte de gjerne alle; naar han saa og hørte dem, gik det aller glattest. Men hadde en et erende ute, var han straks færdig til at følge, eller skulde noget hentes paa den anden side Tiberen, saa var han parat. Men derfor vokste verket like fuldt. Natten var jo lang, og at sove mere end et par timer var dovenskap. Bordet stod om vinteren saa at han kunde lange tynde kjepper hen i kaminen, hvor ilden altid knitret lystig; vilde den ikke brænde, pustet han blot litt til med sine mægtige lunger.»
Hukommelse, fænomenal hukommelse — kombinationsevne, fantasibaaren skarpsindig kombinationsevne — arbeidskraft, uopslitetig og uforstyrrelig arbeidskraft — genialitet, muntert sprudlende genialitet. Selv denne lykkelige forbindelse av lykkelige egenskaper vilde ikke været tilstrækkelig til at forlene deres indehaver med den selvsagte høvdingerang indenfor hin skare av fremragende unge granskere, om ikke ogsaa undergrunden for utnyttelsen av disse evner til fremme av den fælles opgave hadde været en begeistret hengivelse i selve emnet, en ureflektert from tro paa den sak det gjaldt, en tryg og modig trang til at gaa paa, om saa mot hele verden, for at drive saken frem til seir — fædrelandets forherligelse.
I denne hengivelse, denne tro, dette kampmod var det Peter Andreas Munch, fuldt saa vel som i genialitet, parret med barnlighet, kunde maale sig med, og til slut av folkebevisstheten erkjendtes for jevning med nationalheltene Henrik Wergeland og Ole Bull.
Geniale hver i sit «fag», barnlige og ekscentriske hver paa sit vis, ubesindige og impulsive i sin livsførsel hver paa grund av sine svake sider — til fælles hadde de alle tre sin umiddelbare, saa at sige religiøse fædrelandsbegeistring, sin smittende trostryghet, hvor det saa sandt gjaldt deres over alt i verden elskede Norge. I forherligelsen av Norge saa de sin mission; til Norges ære utførte de — trods alle gjenvordigheter — sin livsgjerning. Derfor blev deres livsverk ogsaa, takket være deres genialitet, de tre hjørnestener, hvorpaa det nye Norge gjenreistes til tro paa sig selv som nation mellem nationerne.