Nationalforskeren P. A. Munch/2
Munchs virksomhet falder i den menneskealder som kronologisk betegnes ved 30-, 40- og 50-aarene av forrige aarhundrede. Hans store glanstid fylder perioden mellem Wergelands død og Ibsen—Bjørnsons gjennembrud.
La os først, idet vi nu skal gjøre os rede for hans personlige livsomstændigheter, ta et overblik over hans herkomst.
Oldefaren var løitnant under Tordenskjold og blev saaret i Dynekilen; han het Søren Rasmussen Munch og var fra Kristiansand, vistnok søn av en kornmaaler Rasmus Sørenssen — familienavnet hadde han fra sin stedfar. Søren Munchs anden hustru het Kirsten Edvardsdatter Røring, hvis ældste bror var morfars morfar til Erika Nissen og fru Thomasine Lie, og hvis tre søstre likeledes har bekjendte efterkommere: en var de bekjendte jurister Jacob Edvard og Christian Colbjørnsens mor; den anden søster var digteren Edvard Storms mor og mormor til Ole Bulls far; den tredje var biskop P. O. Bugges mor.
Søren Munchs og Kirsten Rørings søn Peter Munch var sogneprest i Vaage og gift med Edvard Storms halvsøster Christine Storm. Peters brorsøn var maleren Jacob Munch, maleren Fritz Thaulows bedstefar.
Peter Munchs to sønner var biskop Johan Storm Munch, digteren Andreas Munchs og pastor J. Munchs far, samt stiftsprovst Edvard Munch.
Dennes ældste søn var Peter Andreas Munch. En søstersøn av P. A. Munch er maleren Edvard Diriks, en brorsøn maleren Edvard Munch.
Der har, som man ser, været godt stof i P. A. Munchs farsslegt.
Hans far var en fin, beleven og kundskapsrik mand, der som ung teolog var huslærer først hos den som astronom bekjendte sogneprest Abraham Pihl paa Hedemarken og siden hos amtmand (senere statholder) Løvenskiold paa Fossum ved Skien. I prins Kristian Augusts dage var han sproglærer ved krigsskolen i Kristiania, samtidig med at broren var prinsens feltprovst under krigen. Begge brødrene holdt i fasten 1810 bryllup paa samme dag med hver sin datter av forhenværende sogneprest Andreas Hofgaard, eieren av gaarden Fornebo i Lysaker ved Kristiania — den 32—aarige feltprovst Johan Storm Munch med den 20-aarige Else Petronelle, og den 30—aarige sproglærer Edvard Munch med den 15-aarige Johanne Sophie.
Fru Sophie Munch, som knapt 16 aar gammel blev den vordende nationalhistorikers mor og siden satte ti andre barn i verden, var en ualmindelig begavelse, aandfuld og spillende munter. Hendes sjeldne konversationstalent var høit skattet blandt tidens skjønaander. Sønnedatteren, fru Laura Larsen Naur, antyder i sin berømte fars levnetsbeskrivelse, at det kunde træffe, at hendes spirituelle bedstemor ikke altid la haand paa sin satire; dertil var hendes sans for det humoristiske altfor ubetvingelig. «Men kjærlig og i høi grad barnegod var hun, og like til den sene alder oplagt til spøk og skjelmsstykker; disse sidste egenskaper hadde hendes søn Peter Andreas i høi grad arvet, men i en godmodigere form.»
Fru Larsen Naur meddeler desuten at prestegaardens barnepike, Ingeborg, spilte en stor rolle i den lille Peter Andreas’s første aar. «Hun var fuld til randen av alle mulige viser og historier, og det var hans fornøieligste timer at sitte og høre paa. I sine ældre dage talte han ofte om hende og sang med stor fornøielse mange av disse visestumper for bekjendte og venner.»
Sproglærer Munch og hans yndige unge brud flyttet ind i en liten skummel gaard i Dronningens gate (nr. 12), tvers over for den gamle raadstue. Huset staar der fremdeles med sine to lave etager og sit smale gaardsrum med svalgang utenfor bakrummene i anden etage. Her kom lille Peter Andreas til verden 15. december 1810; den livsglade unge frue maatte saaledes tilbringe sin første juleaften som voksen — paa barselseng.
I tre-aarsalderen blev den vakre og opvakte gut befriet fra at leve videre hop i det trange og mørke byhus, hvor solen ikke stak ind i stuen uten sent paa sommerkveldene, og hvor rendestenen utenfor døren og inde i den gravklamme bakgaard var hans frilufts tumleplads. Sproglærer Munch fik nemlig i 1813 ved sin fordums principal Løvenskiolds bevaagenhet utnævnelse til sogneprest i Gjerpen ved Skien, samtidig med at broren, takket være grev Wedel, fik Sande sognekald i Jarlsberg.
Slik kom da den vordende historiker til at vokse op i en rummelig og hyggelig egte landsens prestegaard med vidt tun og herlig have, midt i en rik og frodig tætgrændt bygd med dyrkede sletter og grønne lier under skogklædte aaser over et stort, vakkert vand, Børsesjøen.
Det blev just ikke noget stille og enslig barneliv. Den unge sogneprest var en øvet pædagog, som foruten sin egen barneflok maatte paata sig at opdra ogsaa en skare andre flinke gutter, som han tok til sig i prestegaarden. Desuten fik amtmandens to sønner Otto og Leopold Løvenskiold del i undervisningen Sognepresten talte flytende tysk og fransk, var en dygtig latiner og eide en fortrinlig boksamling. Ovenikjøpet var han meget musikalsk og spilte en meget god fløite, et instrument som ogsaa den ældste søn lærte at traktere, saa de snart blæste duetter sammen.
I 1823 blev den lærde skole i Skien oprettet. Fra nu av kunde Gjerpen-presten indstille sin undervisning og betro sine sønner og øvrige elever til den fortræffelige rektor Ørns veiledning. Den 13-aarige Peter Andreas var allerede en stiv latiner og græker, da han sammen med sin kamerat Otto Løvenskiold og en tredje gut kom ind i mesterlektien. Rektor Ørn har i sit avgangsvidnesbyrd uttalt om den unge Peter Andreas, at han «raget frem blandt sine jevnaldrende like saa meget ved sine gode seder som ved den for hans alder sjeldne modenhet.» Fra nytaar 1825 kom en fjerde gut ind i klassen, en fattig enkesøn fra Kragerø, Anton Martin Schweigaard; han var to aar ældre end Munch, som her fandt sin overmand i duelighet, om end ikke i evner. Det blev en merkelig kappestrid i de to tre gjenværende skoleaar mellem disse to nye venner. Under sin beundrede og fra sin kant beundrende rektors fortrinlige veiledning fraadset de i klassikerne; en endeløs mængde latinske forfattere og f. eks. hele Iliaden hadde de tilegnet sig inden de forlot skolen.
Der var tre kvarters vei mellem byen og prestegaarden, og den hadde prestesønnene at gaa fire ganger om dagen — der var baade formiddags- og eftermiddagstimer. Og endda fandt Peter Andreas stunder ikke bare til at dyrke sin musik, men ogsaa til at sluke en mængde store skolen uvedkommende bøker i farens bibliotek.
Blandt disse fandt han et par nye verker, som særlig fristet til fordypelse: Rasks bekjendte «Veiledning til det islandske eller gamle nordiske Sprog» fra 1811 og det store ved den samme Rask for Jacob Aalls regning utgivne islandsk-latinske leksikon av Bjørn Halldorsson. Gammelnorsk var endnu et ukjendt sprog, undtagen for nogen ganske faa; kammerjunker Adler paa Gimsø Kloster var vistnok den eneste paa Skienskanten som var indviet i faget. Hos ham fik ialfald Peter Andreas den første veiledning, hos ham fik han ogsaa laane hjem Schønings statelige utgave av «Heimskringla».
Her hadde der aapnet sig en ny kilde til fryd for den unge bokorm. Det var ikke frit for at hans lærde rektor saa skjævt til denne nye interesse, som truet med at stille klassikerne i skygge; ialfald fandt han det nu fornødent at komme med formaninger om stadig at gaa løs paa endda flere latinske skribenter. Men her kom selv rektor Ørn tilkort. Snorre blev pløiet fra perm til perm.
Peter Andreas Munch hadde opdaget den nye rike verden, hvor han fandt sig helt hjemme. Og hos sin far møtte han i dette stykke en ganske anden forstaaelse end hos sin kjære rektor; til alt held begyndte netop i disse aar det nystiftede danske Oldskriftselskab sin utgivelse av sagatekster, som hittil paa Snorre nær var næsten utilgjængelige. Sogneprest Munch kunde derfor glæde sin lærenemme søn med at anskaffe de nyutkomne bind av «Fornmanna Sögur». Sommeren 1825 tok presten sine sønner med til den anden side av Kristianiafjorden paa et besøk hos sin gamle studieven Zacharias Møller paa herregaarden Tose (Torshov) ved Fredrikstad. Her fandt den unge historikus ved grindstolperne anbragt svære runestener; det var just noget for ham, nye nøtter at knække. Og saa fortælles det, at han ikke gav sig før han hadde tydet indskrifterne paa en vis. Slik gik det til, at den første norske artianer kom til universitetet med kyndighet i at læse gammelnorsk.
Sommeren 1828 maatte rektor Ørn gi slip paa sit første kuld av mesterlektianere; de to vidundere av skolelys, Schweigaard og Munch, drog sammen med sine to klassekamerater ind til den lille hovedstad fra sit kjære Skien[1].
- ↑ Samme aar var der i den uanselige lille by dukket op en ny verdensborger, hvis navn i tidens fylde skulde fordunkle selv de to haabefulde artianeres som nu drog sin berømmelse imøte — siden 20de mars laa der i kjøbmand Ibsens hus en liten gut i vuggen, som var døpt Henrik.